Med en distance p\u00e5 158,0 km er der som s\u00e5 ofte f\u00f8r tale om en kortere etape, der igen i \u00e5r afvikles p\u00e5 rundstr\u00e6kninger i det kuperede Massif Central. V\u00e6rtsbyen er denne gang Chambon-sur-Lac, hvor der er b\u00e5de start og m\u00e5l, og man bruger det nu velkendte format med f\u00f8rst en stor rundstr\u00e6kning og siden et par omgange p\u00e5 en kort rundstr\u00e6kning.<\/p>","
Den f\u00f8rste rundstr\u00e6kning er i \u00e5r 88,6 km lang og er henlagt til det kuperede omr\u00e5de vest for byen, der ligger i et fladt omr\u00e5de umiddelbart \u00f8st for et meget kuperet terr\u00e6n. Derfor er det kortvarigt helt fladt, n\u00e5r man l\u00e6gger ud med at k\u00f8re mod nord, men hurtigt drejer man mod nordvest for at k\u00f8re ind i terr\u00e6net, hvor det begynder at stige. S\u00e5dan forts\u00e6tter det ogs\u00e5, n\u00e5r man i det nordligste punkt drejer mod syd, inden en nedk\u00f8rsel leder ned til byen Mont-Dore, der n\u00e5s efter 33,8 km.<\/p>","
Her drejer man med det samme mod nordvest for at k\u00f8re op ad kategori 4-stigningen Cote du Mont-Dore (1,8 km, 5,5%), der starter med 500 m med 10,2%, men derudover er relativt let. Toppen rundes efter 33,8 km, hvorefter man snor sig mod sydvest igennem let stigende terr\u00e6n frem til og op ad kategori 4-stigningen Cot de La St\u00e8le (1,9 km, 5,0%), der er en helt j\u00e6vn stigning med top efter 41,6 km.<\/p>","
Derfra leder en let nedk\u00f8rsel og en let stigende vej mod sydvest, hvor man drejer mod syd\u00f8st for at f\u00f8lge en let stigende vej, der byder p\u00e5 en bakke, p\u00e5 hvis top dagens spurt k\u00f8res efter 59,9 km. Umiddelbart herefter drejer man mod nord\u00f8st for at forts\u00e6tte ad de let stigende veje frem til Besset-et-Saint-Anastaise, der n\u00e5s efter 75,8 km. Her drejer man mod nord for at f\u00f8lge en let nedk\u00f8rsel, som leder ned til finalerundstr\u00e6kningen, der rammes efter 82,9 km. Nu k\u00f8rer man de sidste 6,4 km af denne, inden man efter 88,6 km krydser stregen for f\u00f8rste gang.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Etapen afsluttes nu med tre omgange på den i alt 23,1 km lange runde. Den indledes benhårdt, idet man med det samme kører mod vest og sydvest ad en ikke-kategoriseret stigning (6,6 km, 4,0%), der starter med 2,0 km med 6,5%, hvorefter den flader ud frem mod de sidste 1,8 km, der stiger med 5,7%. På toppen i rundstrækningens vestligste punkt drejer man mod nordøst for at køre et kort stykke ad et plateau, som fører direkte hen til bunden af kategori 4-stigningen Cote du Roche de l’Aigle (1,0 km, 7,3%), der er relativt jævn og har top efter hhv. 100,6 km, 123,7 km og 146,9 km.
SIDSTE CHANCE: SKAL VINGEGAARD PÅ DIT HOLD TIL DAUPHINE?
Derfra resterer blot 11,1 km, som indledes med en lidt småsnoet nedkørsel, der fører mod øst, nordøst og nord tilbage til målbyen. Nedkørslen ender først med 2 km igen, hvorefter det over den næste kilometer stiger med 4-5%, inden den sidste kilometer falder let med 0,3% i snit. Det går ad en snoet vej ned til et skarpt sving med 2500 m igen, hvorefter der er et blødt sving i bunden af bakken med 2000 m igen. Med 1300 m igen skal man til venstre i en rundkørsel, inden man slutteligt skal lige igennem endnu en rundkørsel med 800 m igen, hvorefter den 6,5 m brede vej bugter sig let frem mod stregen, der er synlig over de sidste 300 m.
Etapen byder på i alt 2753 højdemeter.
Chambon-sur-Lac har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.
STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE
Vejret
Alle, der fik fornøjelsen af årets Giro, kan skrive under på, at Sydeuropa i år har fået en del regn, og det vil rytterne med nogen sandsynlighed også får at mærke i dette løb. De lægger ud med en kølig søndag, hvor temperaturen i målbyen ikke vil være med end 17 grader, og der vil gennem hele etapen være en risiko på 90-95% for kraftige tordenbyger. Vinden vil bare være svag til let (6-8 km/t) og komme fra først nordøst og siden nord. Det giver på den store rundstrækning primært medvind på første del og modvind på anden del. På finalerundstrækningen vil der først være side- og sidemedvind, indtil man kort inden kategori 4-stigningen får sidemodvind frem til toppen. Derefter vil der først være side- og siden modvind, indtil man atter får sidevind over de sidste 2 km.
Favoritterne
Der var noget særligt over det, da Dauphiné altid startede med en prolog. Efter en maj måned med fokus på Giroen var det en helt ny verden, der åbnede sig, når de allerstørste navne ofte kom ned fra højderne og blev præsenteret én efter én på en søndag eftermiddag i juni. Det var det sande startskud til Tour de France, hvor jeg i hvert fald altid for første gang kunne mærke Tour-feberen melde sig.
Sådan er det ikke længere. En linjeløbsetape er ikke det samme som en prolog, og man får ikke på samme måde den individuelle præsentation af de hovedaktører, vi skal lære at kende frem over de kommende to måneder frem til afslutningen af Touren. Nu får de store navne i højere grad lov til at gemme sig i feltet, og de er slet ikke på samme måde til den første lille eksamen, som det var tilfældet i gamle dage, hvor formen med det samme blev testet lidt.
I stedet har arrangørerne valgt at give hurtige folk den første chance, men helt i tråd med løbets natur er 1. etape aldrig flad. Det er i virkeligheden en naturlig konsekvens af den nye trend med en start i det kuperede Massif Central, men det vil på sin vis også være naturstridigt, hvis en ren sprinter skulle føre WorldTourens mest udprægede bjergløb. Sådan er det heller aldrig gået, siden den nye trend blev indledt i 2013, og i stedet har disse kuperede rundstrækningsløb givet alle mulige tænkelige udfald i form af udbrudssejr, som da Thomas De Gendt og senest Brent Van Moer sejrede, succes til et sent angreb, som da Peter Kennaugh sneg sig væk, og spurtsejr i et reduceret felt, som da løbet i 2019 åbnedes med sejr til Edvald Boasson Hagen - i øvrigt nordmandens seneste af i alt 81 sejre - eller da Wout van Aert spurtede sig til sejr for en år siden.
Det er ikke mærkeligt, at udfaldsrummet har været så stort for disse kuperede åbningsetaper. Det gode ved en prolog er nemlig, at det med det samme bringer et hold i førertrøjen, og dermed ved alle, hvem der skal tage ansvar. Det er der ikke en kæft, der aner, når etapen er så svært fortolkelig som denne. Det var præcis den uklarhed, De Gendt udnyttede til sin flotte udbrudssejr, og som Van Moer altså gentog for bare to år siden, og vi har set lignende scenarier i eksempelvis Catalonien, hvor en vanskeligt fortolkelig åbningsetape tre gange i de seneste elleve udgaver er blevet vundet af udbrud.
Den ”risiko” består også i år. Igen skal der køres på en rundstrækning i Massif Central, og det betyder, at vi har en etape, der hverken er fugl eller fisk. Den er alt for svær til at kunne kaldes en sprinteretape, men den er også alt for let til for alvor at kunne gøre forskelle. Det er en af den slags etaper, hvor vanskeligheden bestemmes af, hvordan der køres, og det skaber altid usikkerhed. Tør man bede sit hold jagte, hvis man alligevel ryger af på stigningerne? Og tør de lettere folk sende deres hold til fronten, hvis de risikerer at slæbe en tungere sprinter med hjem?
I år er der skruet op for sværhedsgraden i forhold til sidste års lettere rute. På den 6,6 km lange stigning stiger 3,8 km med 6-7%, og det er altså ganske voldsomt, når der er top bare 15 km fra mål, særligt når medvinden vil gøre det endnu hårdere. Dertil skal så lægges den kategoriserede stigning, der måske nok er kort, men er relativt stejl, og endelig er selve finalen også ganske svær med den 1 km lange 4-5%-bakke med top lige ved den røde flamme. Når det samtidig summer op til små 2800 højdemeter over en ganske kort distance, ved man, at der venter en hård dag.
Det bør jo inspirere til angreb, og det kan da også være, at vi får en kamp om at ramme udbruddet, men selv på ruter som denne kører udbruddet næsten altid med det samme. Det bliver næppe heller alt for stærkt, for jeg vil forvente, at der med det samme vil være hold, der signalerer, at de har tænkt sig at kontrollere.
I det lys tvivler jeg også på, at det bliver i år, vi får endnu en udbrudssejr. Igen i år har Jayco sendt Dylan Groenewegen til løbet for at arbejde på klatrebenene frem mod Touren, og det er de hurtige folk glade for. Sidste år agerede hans hold nemlig nyttige idioter, fordi de jagtede på alle de potentielle sprinteretaper, men det lykkedes aldrig for den tunge hollænder at spurte om sejren. I år regner de også kun med, at 3. etape er realistisk, men de har også sagt, at de vil prøve de andre dage også - og det betyder vel, at de også vil jagte på denne etape.
Der bør også være hjælp af hente. Jeg vil næsten tro, at også Soudal og Lotto deltager i jagten. Ineos bør også gøre det, og jeg vil da også tro, at de kommer frem, hvis det bliver nødvendigt, men med tre klassementsryttere og én sprinter vil de formentlig forsøge at spare sig så længe som muligt. Til gengæld tvivler jeg på, at vi vil se Bora fremme, for jeg tror, at Sam Bennett har selverkendelse nok til at vide, at det her bliver for svært.
Historien viser, at udbrudssejre ikke kan udelukkes, og hvis Soudal og Lotto ikke hjælper, og Ineos har travlt med at spare sig, er det en mulighed igen i år. Jeg vil dog forvente, at Soudal, Lotto, Jayco og Ineos i fællesskab kan sikre, at vi får samling.
Hvad sker der så på rundstrækningen? Her vil igen forvente, at Ineos er omdrejningspunktet. Det er dem, der skal skabe det hårde løb, men igen har de også mange ryttere at beskytte - særligt hvis Omar Fraile skal spares til et lead-out. Det efterlader blot den lidt tunge Ben Turner og Jonathan Castroviejo til at lægge presset, men jeg vil stadig forvente, at de gør det. Jeg kunne også godt se, at Egan Bernal giver en hånd med, som han gjorde det, når etaperne i Romandiet skal gøres hårde.
Er der andre, der vil skabe et blodbad? Det kunne være Soudal. Ethan Vernon er utvivlsomt plan A, men hvis han falder fra, er Julian Alaphilippe plan B, og han skal bruge et hårdt løb. Derfor kan Soudal undervejs gå fra at være et hold, der vil have det let, til at blive et hold, der vil bidrage til at gøre det hårdt.
Derudover er der klassementsholdene. Det er ikke stensikkert, men risikoen for våde veje er stor. Nedkørslen er ikke svær, men det er alligevel en ganske snoet vej. Alle vil sidde fremme, når det falder stort set hele vejen, og det betyder, at vi meget vel kan se, at de store hold sætter tempo frem mod toppen for at ramme nedkørslen først. Endnu vigtigere bliver det, fordi nedkørslen slutter med 2 km igen, og det betyder, at det ikke bliver let at ændre på den position, man har på toppen, inden spurten.
Det betyder samlet set, at jeg regner med et ret selektiv sag. Det er klart, at det kan gå anderledes, hvis Ineos har meget travlt med at spare sig, men det vil overraske mig, hvis ikke deres kørsel i kombination med positionskampen vil skabe betydelig udskilning og sikre, at vi får et ganske reduceret felt. Og så må vi håbe, at den våde nedkørsel ikke fører til styrt, der vil splitte feltet yderligere?
Kan det så lade sig gøre at komme med sene angreb? Der er to muligheder. Enten på stigningen eller på den lille finalebakke. Jeg tror, at positionskampen vil gøre det svært på stigningen. Skal det lykkes, skal man formentlig angribe tredje- eller næstsidste gang. Her kunne der til gengæld godt være en åbning, for med våde nedkørsler vil der være chance for at holde hjem. Hvis Ineos kontrollerer, er det dog usandsynligt, at det vil lykkes. Chancen er nok større på den lille finalebakke, men her er vi så dybt inde i finalen, at Ineos formentlig godt kan bruge deres klassementsfolk til at sætte en spurt i scene.
Jeg vil således forvente en reduceret massespurt i et ganske lille felt. Her bliver det vigtigt at sidde langt fremme på toppen af stigningen, fordi det som sagt er svært at ændre position efterfølgende. Det stiller endnu større krav til holdbarheden, og det gør den sidste lille bakke også, for selvom den ikke er svær, kan den mærkes efter et hårdt løb. Selve finalen er til gengæld ikke specielt teknisk, og i et lille felt bør der være plads til, at det er farten mere end positionen, der bliver afgørende. Vejen er måske ikke den bredeste, men igen bør feltet størrelse tilsige, at risikoen for at blive lukket inde ikke er alt for stor.
SIDSTE CHANCE: SKAL VINGEGAARD PÅ DIT HOLD TIL DAUPHINE?
Jeg vælger at pege på Ethan Hayter. Som vi har fået at se flere gange i år, er britens holdbarhed stærkt varierende, men jeg vil forvente at se ham på et meget højt klatreniveau. Sidste år klatrede han chokerende godt i dette løb, hvor han endte som en samlet nr. 15, og da han i år har kurs mod Touren, kan han meget vel være endnu stærkere. Løbet her kan derfor næppe blive hårdt nok, og han bør med sit stærke hold kunne ramme nedkørslen blandt de allerforreste. Min forventning er tillige, at løbet bliver kørt hårdt, og det betyder, at de folk, der kan slå ham i en spurt, med nogen forventning vil blive elimineret.
Endelig har han et gyldent våben i Omar Fraile. Da han vandt i Baskerlandet, kørte baskeren et sublimt lead-out for sin kaptajn, og hvis han gentager det her, bliver briten ganske svær at slå. Det er klart, at der er folk, der er hurtigere end ham, men jeg vil forvente, at de alle bliver elimineret eller sidder for langt tilbage, og derfra vil jeg tro, at Fraile kan sætte Hayter lige så smukt i scene, som han gjorde i Baskerlandet.
Jeg tror, at den værste rival kan være Axel Zingle. Den lille franskmand har indtil nu haft det svært på WorldTouren, men han viste i Amstel Gold Race, at det problem er løst. Til gengæld er han også bedst på korte, eksplosive stigninger, og denne etape kan godt blive kørt så hårdt, at han får det svært. Måske bliver han ikke sat af, men han kan få svært ved at sidde tilstrækkeligt langt fremme på stigningen til at sikre sig en tilfredsstillende position. Hans form har også været lidt svær at vurdere efter nogle skuffende løb i starten af maj, men det så ganske hæderligt ud i Mayenne, hvor ruten dog gjorde det svært at drage mange konklusioner. Som han har spurtet i år, senest i Mayenne, har han utvivlsomt en god chance for at slå Hayter, og han har i Benjamin Thomas endda en meget stærk lead-out man. Den sidste lille bakke burde også passe ham sublimt. Det store spørgsmål er, om han med et svagere hold og efter så lang en stigning vil være så langt fremme, at han kan bruge den fart, der utvivlsomt bør være høj nok til at vinde. Skulle han få det for svært, vil Thomas være et alternativ, men han har næppe farten til at vinde, og efter kongeetapen i Dunkerque er det tvivlsomt, om han vil være mere holdbar.
Min hovedpine er Christophe Laporte. Franskmanden er jo en ganske holdbar herre, men Touren viste også, at han ikke er nogen ørn på længere stigninger. Her taler vi om små 4 km med 6-7%, og det kan meget vel vise sig at være for meget for den ellers så stærke franskmand. Dertil skal lægges, at han - hvis han overlever - skal nå at genfinde en god position, og det bliver ikke let på et hold, hvor resten af truppen vil være koncentreret om Jonas Vingegaard. Omvendt må man formode, at han kommer til start i sin bedste klatreform efter sin træning frem mod Touren, og særligt hvis Ineos har for mange mand, der skal spares, er det bestemt inden for rimelighedens grænser at antage, at han spurter med om sejren. Selve finalen med en blød bakke og en flad afslutning passer ham storartet, og han er fremragende i positionskampen. Spurter han med om sejren, vil jeg forvente, at han vinder, men med tanke på den klatrestyrke, han leverede i Touren, hælder jeg til, at han kan få det for svært.
Er det søndag, at Julian Alaphilippe endelig får tanket selvtillid? Det er næppe her, vi bliver klogere på, om han er tilbage på sporet, for selv den Alaphilippe, vi så i foråret, vil kunne vinde denne etape. Det er klart, at Vernon er holdets plan A, men da jeg forventer, at han får det for hårdt, vil franskmanden meget vel kunne køre sin chance. Det er imidlertid en sten i skoen, at selve finalen er flad eller endda let faldende, for her kan han mangle lidt fart i forhold til Hayter og naturligvis de tungere folk, men i kamp mod briten burde han ikke være uden chance, særligt ikke med et godt lead-out fra Andrea Bagioli. Han er ikke vild med dårligt vejr, men da det ikke bliver specielt, burde det ikke volde problemer. Det er klart, at vi skal have en hård afslutning, hvis han skal have en chance, men det kan både Soudal og Ineos bidrage til at sikre - og skal man pege på en mand, der kan køre alene hjem med et angreb på den sidste lille bakke, er det svært ikke at pege på den tidligere verdensmester.
Soudals plan A er Ethan Vernon, hvis holdbarhed mildt sagt er svingende. Det så vi i Romandiet, hvor han næsten var eneste sprinter, der overlevede 1. etape, men til gengæld var han en af de få, der aldrig kom tilbage på 5. etape. Man må dog antage, at en frisk Vernon er i den holdbare kategori, og han viste i hvert fald storform i Dunkerque, hvor han imponerede mig meget på 2. etape. Der er imidlertid den væsentlige forskel på Romandiet og denne etape, at stigningerne her kommer tæt på mål, og dermed er der ingen tid til at blive bragt tilbage, som han blev dengang. Til gengæld er stigningen også lettere, og med tanke på de klatreevner, han viste i Romandiet og på Mallorca, kan man ikke udelukke, at han kan være med her. Lykkes det, vil han have en fremragende chance, for et tog med Bagioli, Alaphilippe og Florian Senechal, hvis han også overlever, vil være ganske meget i særklasse. Da han samtidig på fart kun er overgået af de tungere Bennett og Groenewegen, ligner det endnu en Vernon-sejr, hvis han overlever. Desværre tror jeg, at det denne gang bliver for svært.
Bora har Sam Bennett, der ligesom Groenewegen er her for at arbejde på sin klatring frem mod Touren, men denne etape bør være for hård for den Bennett, vi kender i dag. Jeg vil også tro, at den er for svær for Danny van Poppel, men hans holdbarhed kan være ekstremt svingende. Han er kommet sig over den periode, hvor han havde totale offdays, og sidste år imponerede han mig i både Touren og Vueltaen enkelte gange i bjergene. Det var dog undtagelser, og logikken tilsiger, at så lang og sen en stigning bliver for svær, men har han en af sine gode dage, er det måske muligt. Med et godt lead-out fra Nils Politt vil han have en kæmpe chance for at vinde, for der er meget få, der er hurtigere end ham, heller ikke Laporte. Falder han fra, kan Politt - hvis han overlever - sagtens lave en top 10, og han plejer at være frisk på at spurte, hvis han får chancen.
Lotto kommer med Milan Menten , der har haft en flot sæson. Vi så i Romandiet, at han var den eneste udprægede sprintertype, der klarede begge de hårde sprinteretaper, og hans holdbarhed kom i den grad også til udtryk i Limburg. Formen var også god i Mayenne, og han synes at kunne håbe på en grænsesituation, hvor de tunge ryger væk, og hvor han er den eneste sprintertype, der overlever. Han har til gengæld skuffet med sin fart i år, særligt i Romandiet, men det så meget bedre ud i Mayenne i sidste uge. Den bør i hvert fald række, hvis han får sit drømmescenarium, og han plejer endda også at være god i positionskampen.
Det er sjældent, Matteo Trentin spurter, men her bør han vel tage sin chance. Italieneren er normalt en af de allermest klatrestærke afsluttere i dette felt, men desværre har han slet ikke de klatreevner, han tidligere havde. Han regnes som kandidat til Tour-truppen, og derfor bør han have arbejdet på sin klatring, hvilket trods alt bør gøre ham til et af de bedste bud på en hurtig ”overlever”. Desværre har han slet ikke spurtet godt på det sidste, men har han sine bedste klatreben, og får vi et hårdt løb, burde vi kunne ende med et felt, hvor han med sin gode positioneringsevne trods fraværende støtte vil have en chance. Felix Grossschartner spurter næppe, hvis han falder fra.
Jeg kan godt være lidt spændt på Robert Stannard. Det er sjældent, han deltager i flade spurter, men da han sidste år vandt i Vallonien, var han uventet hurtig. Det er klart, at vi skal have et meget hårdt løb, hvis han skal have en chance, men får vi det, synes han bestemt at være en reel kandidat. Desværre har han skuffet fælt gennem hele sæsonen, senest i Romandiet, men der kan være håb, da han formentlig har trænet frem mod drømmen om en Tour-start. Har han de klatreben, han havde i Vallonien, overlever han her, og så skal det blive spændende at følge ham med god støtte fra Nicola Conci i finalen. Holdet har også Lionel Taminiaux, der helt sikkert er en af de allerhurtigste i dette felt, men det er tæt på umuligt at se ham overleve disse stigninger, mens Tobias Bayer formentlig kører lead-out, hvis han mod forventning kommer med hjem.
Jeg er spændt på Hugo Page. Franskmanden klarede sig strålende i dette løb sidste år, hvor han imponerede med sin holdbarhed. Det gjorde han også i Australien tidligere i år, hvor han også virkede hurtigere end nogensinde, men han fik sit forår delvist ødelagt af en skade. Siden comebacket har han ikke vist sin bedste form, og at han ikke kom med hjem i Köln, gør mig skeptisk. Heldigvis har han haft to uger til at forbedre formen, og hvis han har sidste års holdbarhed og den australske fart, bør han ikke være helt uden chance for faktisk at vinde denne etape.
Jeg er naturligvis også nødt til at nævne Sam Bennett. Da han var bedst, ville han have en reel chance, hvis denne etape ikke blev kørt alt for hårdt, men med den holdbarhed, han har vist på det sidste, ligner det en umulighed. Der findes dog lidt håb i Vueltaen og ikke mindst Paris-Tours, hvor han gav glimt af fordums klasse. Det har vi ikke set endnu i år, men hvis han har trænet målrettet frem mod Touren, kan man måske drømme. Det kræver, at han ikke som altid er rusten efter en pause, hvilket gør projektet endnu mindre sandsynligt, men rangeret efter vinderpotentiale må han trods alt stå lidt højt, når man nu ikke helt kan udelukke, at det i den bedste af alle verdener kan lade sig gøre.
Soudal har et tredje kort i Florian Senechal. Franskmanden er imidlertid meget tung på længere stigninger, og det er ret svært at se ham overleve. Lige nu taler meget også for, at Vernon er mere holdbar end ham, men har han efter pausen - og det plejer han ikke at have - sine bedste klatreben, kan man godt se en situation, hvor det kun er ham, der overlever. I det tilfælde vil han naturligvis køre spurten, og i det tilbageværende felt vil han utvivlsomt have en reel chance for at vinde, særligt hvis Alaphilippe og Bagioli sætter ham perfekt i scene. Det er klart, at holdet som fjerde kandidat også har Andrea Bagioli, men i dette franske løb vil jeg forvente, at det er Alaphilippe, der er det mest holdbare bud på en sprinter.
Bahrain kommer med Fred Wright. Vi så i foråret, at hans holdbarhed slet ikke er så sikker, som man ville forvente, men frem mod Touren må man forvente, at vi ser nogle af de klatreben, han havde i Touren og Vueltaen. Har han det, kan han drømme om et blodbad, og der er i mine øjne en ret god chance for, at vi vil ende med et felt, hvor han vil være en af de hurtigste. Vi har til gengæld også mange gange, senest i Valencia og Vueltaen set, at der altså er grænser for hans fart, og jeg har meget svært ved at se ham slå Hayter, som han næppe slipper for at skulle slå.
For fire år siden tog Edvald Boasson Hagen sin hidtil seneste sejr på netop åbningsetapen i dette løb. Det kan være lidt svært at tro på en gentagelse, men sidste år endte han altså som nr. 4 og 5 i spurter i dette løb, og han vandt sågar spurten bag udbruddet på 6. etape. Med andre ord var han slet ikke så langt fra at vinde for bare et år siden, og han synes altid at finde et niveau, vi ikke har set længe, til netop dette løb. I denne sæson synes han at være faldet yderligere i niveau, og ruten her er hårdere end dem, han klarede sidste år, men historien viser, at man altid skal holde øje med Boasson Hagen i lige netop dette løb. Hans fart fører stadig et stykke i dette felt. Falder han fra, vil Pierre Latour, Mathieu Burgaudeau eller Alexis Vuillermoz måske prøve, men de har ikke imponeret med deres fart på det sidste. Til gengæld ligne Latour en giftig mand til et af de klassiske sene angreb på bakken.
Bahrain har også et alternativ i unge Matevz Govekar. Det er helt nyt for ham at teste sig i så svært et løb, og jeg vil da også forvente, at han får det for hårdt. Hans kørsel i Ungarn og Frankfurt giver dog et håb om, at han overlever, hvis ikke løbet køres alt for hårdt. Til gengæld har han spurtet så lidt, at vi ikke aner meget om, hvor han står i dette selskab. Det skal komme an på en prøve, og med Wright som lead-out man har han i hvert fald den bedst mulige støtte i positionskampen.
Intermarché har også unge Madis Mihkels, men han har desværre skuffet i år. Han imponerede ellers så stort i Piemonte sidste år, hvor han var mere holdbar end Trentin, men i år er han blevet sat på bakkerne, senest i Köln. Samtidig har han skuffet på sin fart, men viser han pludselig lidt af Piemonte-benene nu med Norge i benene, kunne han måske overraske. Jeg er lidt usikker på, om de vil spurte med ham eller Page, hvis de begge sidder der, men med et godt lead-out fra franskmanden kan han måske kompensere for den fart, han har savnet lidt i år.
Lotto har også Maxim Van Gils. Jeg var overrasket over, hvor gode flade spurter han kørte i Oman og sæligt i Catalonien. Han er naturligvis kun plan B bag Menten, men det er også kun i et hårdt løb, at han har en chance. Han viste senest i Ardennerne, at han har nået et helt, helt nyt niveau, men til gengæld skaber tirsdagens DNF usikkerhed om formen. Det kan dog have været en offday efter en pause, og i dette betydeligt lettere løb bør han i hvert fald overleve. Så må tiden afsløre, hvor tæt han kan komme på Hayter, hvis vi får det hårde løb, han skal bruge.
En joker kunne også være Rune Herregodts. Jeg var overrasket over den fart, han viste i Portugal i februar og senest i indlagte spurter i Norge så sent som i mandags. Det er klart, at han skal bruge et knaldhårdt løb, men ender vi i et lille felt uden Mihkels og Page, vil han formentlig tage sin chance. Han slog trods alt sprinterne Marijn van den Berg i Portugal, og derfor kan han måske overraske, hvis vi får et felt, der er næsten renset for sprintertyperne.
Dorian Godon er efter det svage 2022 tilbage på 2021-sporet, og med sejren i Brabantse Pijl endda stærkere end tidligere. Efter en højdetræningslejr ligner han en mand, der skal bruge så hårdt et løb som muligt, selvom denne lange stigning er noget lidt andet end det, han plejer at excellere på. Hans problem er bare, at han formentlig ikke er hurtig nok til at vinde i et felt, hvor han altid vil skulle spurte mod i hvert fald Hayter, men måske kan han håbe, at et godt lead-out fra Greg Van Avermaet alligevel kan give ham en chance.
EF kommer med Sean Quinn , der sidste år overraskede med en 3. plads på åbningsetapen. Siden lykkedes det ham imidlertid ikke at gå i top 10 i de øvrige spurter, selvom EF arbejdede for ham, og siden har han ikke spurtet. Jeg vil tro, at erfaringerne fra sidste år gør ham motiveret til at prøve igen, og han burde i teorien stå fornuftigt, hvis vi får et meget hårdt løb. Problemet er, at han i år har klatret så skidt, at han næppe er mere holdbar end mange af sprintertyperne, og når farten og positioneringen i forvejen halter, ligner det en svær mission. Et alternativ er Andrea Piccolo, der burde være mere holdbar, men han mangler nok farten og synes stadig ved siden af sig selv.
Trek kommer med en af løbets få sprintere i form af Jon Aberasturi. Med den overraskende 2. plads bag Hayter på 1. etape i Baskerlandet viste han pludselig lidt af fordums fart og holdbarhed. Denne udfordring er dog af en helt anden kaliber, og der er intet i Aberasturis stærkt aftagende klatring, der tilsiger, at han kommer med hjem her. Omvendt undervurderede jeg ham gevaldigt i Baskerlandet, og derfor skal jeg passe på med at begå samme brøler én gang til. Baskerlandet viste, at han har farten til at vinde i dette felt, men desværre ville han selv i sin storhedstid få meget svært ved at overleve disse stigninger.
Det er ganske sandsynligt, at Ag2r spurter med Greg Van Avermaet i stedet for Godon. I gamle dage havde det da også været en perfekt finale, særligt hvis det bliver hårdt, men i dag har han ikke samme fart som tidligere. Han fik sin sejr i Boucles de l’Aulne, men det var i et stigende opløb. På flad vej har jeg svært ved at se ham vinde. Det skal i hvert fald være et meget hårdt løb, og så risikerer vi, at det bliver for hårdt for den Van Avermaet, vi kender i dag. Heldigvis har han været så godt kørende på det sidste, senest i Dunkerque, at man kan drømme om, at han viser lidt af fordums holdbarhed. Oliver Naesen vil formentlig køre for enten Godon eller Van Avermaet.
Endelig er der Natnael Tesfatsion. Det er uklart, hvor han står efter den sygdom, der tvang ham ud af Giroen, men han skal vel være halvskidt kørende for ikke at overleve her. Skal han have en chance i en spurt, skal vi have så hårdt et løb som muligt - og dermed skal Aberasturi være væk - og får vi det, vil han formentlig blande sig i spurten. Desværre har vi flere gange i år set, at han på flad vej nok mangler den sidste fart, blandt andet da han spurtede i Portugal og Coppi e Bartali tidligere i år. Jeg regner ikke med at se Giulio Ciccone i en flad spurt som denne.
Naturligvis kunne man også nævne Dylan Groenewegen og Hugo Hofstetter, der jo ubetinget er blandt de hurtigste i dette felt, men der må altså være to mandage i en uge, inden Groenewegen klarer disse stigninger, der er vanskeligere end dem, der dræbte ham sidste år, hvor han ellers klatrede bedre end nogensinde, og Hofstetter har i år været helt uden holdbarhed, senest i Dunkerque, hvor han nok engang skuffede fælt. Alternativet for Arkea er halvhurtige Simon Guglielmi, der dog mangler den sidste fart. Mere spændende er Giacomo Garofoli, der kørte en uventet god sidste spurt i Romandiet og er holdbar, men det var en for ham ret uventet fart, vi ikke har set på det niveau tidligere, og det er udelukket, at Alexandr Riabushenko kommer med hjem. Hos FDJ vil Kevin Geniets måske forsøge sig, men selv i det hårde løb, han skal bruge, er han næppe hurtig nok til at vinde, og jeg regner ikke med, at Valentin Madouas blander sig. Hos Movistar har vi set, at Matteo Jorgenson ikke rigtigt kører disse spurter. Får vi det hårde løb, vil Tobias Johannessen måske prøve, men han imponerede ikke med sin fart på flad vej i Norge. Hos DSM viste Oscar Onley, at han i et hårdt løb måske kan gøre det hæderligt, men næppe være med helt fremme. Generelt vil jeg forvente, at klassementsrytterne grundet den sene bakke og de våde veje vil ende relativt langt fremme.
SIDSTE CHANCE: SKAL VINGEGAARD PÅ DIT HOLD TIL DAUPHINE?
OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der var slet ingen ændringer. Jeg har imidlertid tilføjet nogle udbrudskandidater i lyset af den reelle mulighed for, at vi igen får en udbrudssejr.
Feltet.dks vinderbud: Ethan Hayter
Øvrige vinderkandidater: Axel Zingle, Christophe Laporte
Outsidere: Julian Alaphilippe, Ethan Vernon, Danny van Poppel, Milan Menten, Matteo Trentin
Jokers: Robert Stannard, Hugo Page, Sam Bennett, Florian Senechal, Fred Wright, Edvald Boasson Hagen, Matevz Govekar, Madis Mihkels, Maxim Van Gils, Rune Herregodts, Dorian Godon, Sean Quinn, Jon Aberasturi, Greg Van Avermaet, Natnael Testfatsion
Kandidater til et udbud (i prioiteret rækkefølge): Remi Cavagna, Rune Herregodts, Benjamin Thomas, Georg Zimmermann, Mathieu Burgaudeau, Simon Guglielmi, Alexis Vuillermoz, Dorian Godon, Brent Van Moer, Natnael Tesfatsion, Nicola Conci, Jason Osborne, Gianmarco Garofoli, Harry Sweeny, Lorenzo Milesi, Fredrik Dversnes
STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE