Ruten

Da det fortsat blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, startede løbet altid med en prolog i en af de store alpebyer, ganske ofte med en lille stigning undervejs. Siden ASOs indtog er rammerne blevet meget friere, og generelt er antallet af enkeltstartskilometer blevet kraftigt reduceret. Det førte i 2013 til, at man indledte løbet med en linjeløbsetape, og i 2015 og 2017 skippede man prologen til fordel for kuperede rundstrækningsløb, der blev vundet af hhv. Peter Kennaugh og Thomas De Gendt via udbrud, mens man i 2016 havde noget så eksotisk som en bjergprolog. I 2018 var der helt usædvanligt ingen lang enkeltstart, og derfor vendte prologen for en kort bemærkning tilbage, men også i 2019 var en linjeløbsetape på programmet. I årets helt specielle udgave er enkeltstarterne helt fjernet, og i stedet afvikles løbet næsten udelukkende i form af bjergetaper i Alperne. I så bjergrig en udgave er det også kun passende, at selv den eneste etape, som ikke afvikles i de høje bjerge, har mål på en stigning, og selvom der blot er tale om en blød en af slagsen i kategori 4, vil klatrebenene med det samme skulle i aktion på en dag, der er skabt til puncheurtyper, men hvor der alligevel over næsten 220 km skal klatres 3500 højdemeter.

I alt skal der tilbagelægges hele 218,5 km, som fører feltet fra Clermont-Ferrand til Saint-Christo-en-Jarez. Startbyen ligger i hjertet af Massif-Central et stykke fra Alperne, og derfor har etapen karakter af én lang transport med retning mod øst. Trods placeringen midt i en uhyre kuperet region er starten ganske tilforladelig, da arrangørerne lader feltet køre mod øst ad en lang, lige og flad vej i den indledende fase. Først i forbindelse med kategori 4-stigningen Cote du Chateay d’Aulteribe (1,0 km, 8,2%), som har top efter 32,5 km bliver det småkuperet, og herefter kører man ned til dagens spurt, som kommer efter 38,0 km.

Nu ændrer etapen imidlertid karakter. Rytterne kører nemlig mod sydøst op over kategori 2-stigningen Col du Beal, hvor Chris Froome besejrede Albert Contador for seks år siden. Der er tale om en 10,2 km lang stigning, som stiger helt jævnt med 5,6% i snit, indtil man når toppen efter 68,5 km. En kringlet nedkørsel leder videre mod sydøst, inden man via fladt terræn kører frem til kategori 3-stigningen Cote de Correau (4,0 km, 5,7%), som ligeledes er helt jævn. Toppen rundes efter 93,0 km og signalerer afslutningen på den første hårde del. Herfra fører en snoet nedkørsel nemlig mod sydøst ned til dalen, hvor man kører mod øst og syd igennem helt fladt terræn frem til udkanten af storbyen Saint-Etienne.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Her indleder man finalen. Det sker, når man drejer mod nordøst for at passere kategori 4-stigningen Cote de Saint-Heand (2,9 km, 4,3%), der trods de officielle data reelt er 10,0 km lang, men aldrig stejl. Toppen kommer efter 167,5 km, hvorefter en halvsnoet nedkørsel leder mod øst og syd ned mod Saint-Etienne, inden man drejer mod nord for at køre op ad kategori 4-stigningen Montee Andrei Kivilev (2,9 km, 4,3%), der ligeledes er let og jævn og er til minde om den afdøde kasakhiske cykelrytter. Toppen rundes efter 182,5 km, og her rammer man den afsluttende rundstrækning lige ved den røde flamme. Nu drejer man mod nord for at køre den sidste kilometer op til stregen, der krydses efter 183,5 km.

Etapen afsluttes med en omgang på den 35,0 km lange runde. Den første halvdel er stort set udelukkende faldende og leder mod nord og siden sydøst ad en vej, der til tider er voldsomt snoet og mod slutningen, hvor man drejer mod nordvest, byder på et par svære hårnålesving. I bunden drejer man direkte mod sydøst for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote de Leymieux (2,0 km, 5,5%), som er meget let det meste af vejen, men har 500 m med 7,6%, inden den flader ud med 4,6% på de sidste 300 m frem mod toppen, der rundes med 11,0 km igen.

Der er imidlertid ingen nedkørsel. I stedet venter kun et kort fladere stykke, som fører mod vest, inden man kører mod vest og siden nord op ad kategori 4-stigningen Col de la Gachet, der har top samme sted som Montée Andrei Kivilev. Fra denne side stiger den med 4,6% over 3,3 km, men reelt går det opad i længere tid, og der er tale om endnu en meget jævn stigning uden stejle procenter. Fra bjergspurten resterer 1200 m, men det fortsætter med at stige op til den røde flamme. Herefter falder det let over 500 m, inden de sidste 500 m stiger med ca. 6%. Finalen er teknisk ukompliceret, idet man hele vejen op ad stigningen følger en let snoet vej frem til et sving med 3 km igen, hvorefter vejen bugter sig let med en skarpere kurve blot 75 m fra stregen, så man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3542 højdemeter

Saint-Christo-en-Jarez har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

Mange vil helt sikkert glæde sig over, at der venter køligere temperaturer og endda regn i Alperne, men i første omgang venter endnu en dag i den sydfranske bageovn, som også prægede Tour de l’Ain. Således vil der blot være få skyer og en temperatur i dalen nær målområdet på hele 35 grader. Til gengæld vil det være mere blæsende med en jævn og tiltagende vind fra syd. Det giver side- og sidemodvind stort set hele dagen, indtil man når rundstrækningen. Her vil der på første del være sidemodvind og siden sidevind fra kort før Leymieux-stigningen. Det var ved indtil halvvejs oppe ad Gachet-stigningen, hvorefter der er medvind resten af vejen til mål.

Favoritterne

Man forstår godt, hvis det i disse tider er frustrerende at være temporytter. I gamle dage var det fast kutyme, at Criterium du Dauphiné blev startet med en prolog og senere havde en lang enkeltstart, men sådan er det ikke længere. Prologen er nu en sjældenhed, og selv inden forkortelsen af løbet var det planen at afvikle det helt uden tidskørsler. ASOs og Christian Prudhommes modvilje mod enkeltstarter sætter sig tydeligt igennem i alle deres løb, og da trenden går igen mange steder, skal vi faktisk frem til sidstedagen i Tirreno-Adriatico i september, før der i den genstartede sæson køres en tidskørsel i et af de større løb.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Derfor bliver det nok engang en linjeløbsetape, der skyder årets Dauphiné i gang, og som det har været tilfældet også ved de tidligere lejligheder er det en kuperet sag. Det siger meget om løbets bjergrige natur, at vi således heller ikke de tre foregående gange i dette årtusinde fik en rigtig spurtafgørelse. I stedet stak Peter Kennaugh af i sidste øjeblik i 2015, Thomas De Gendt kørte (selvfølgelig) hjem fra et langt udbrud i 2019, og sidste år var det kun en reduceret massespurt, der gav Edvald Boasson Hagen sin (foreløbig) sidste store sejr.

Der har således været tradition for, at åbningen er alt andet end let, men i år tager man det til nye højder. Hvor de tidligere åbningsetaper har været korte, er der denne gang tale om et maraton over 220 km - efterhånden en sjældenhed i ASO-løb - med 3500 højdemeter. Det hænger naturligvis sammen med forkortelsen af løbet, for faktisk var der planlagt en etape i stil med 2015 og 2017 i form af en kort, småkuperet sag omkring Lyon, hvor man skulle stifte bekendtskab med finalen af 14. etape i Touren. I stedet går man nu direkte til den oprindeligt planlagte 2. etape, som endda er blevet betydeligt forlænget.

Beslutningen om i forbindelse med forkortelsen af løbet om at slagte de tre etaper med flade finaler betyder paradoksalt, at dette maraton er den letteste af de fem etaper - et forhold, rytterne ikke skal tænke på, når de i morgen går ind i løbet sjette time, passerer de 3000 højdemeter og mærker den bagende sol smelte dem ned til sokkeholderne - og det er den eneste, der ikke kan bruges til at gøre forskelle i klassementet. Alligevel er det en dag, hvor man ikke kan slappe af, for i finalen vil der opstå huller, ligesom de eksplosive folk kan jagte værdifulde bonussekunder.

Etapen er som sagt lang, kuperet og varm, men bakkerne er bløde og aldrig stejle. Selv Col du Beal er en relativt let stigning (hvorfor det siger noget om Chris Froomes enorme stigning, at han efterlod Alberto Contador nærmest rystet med sin vilde forcering på det bjerg i 2014), og det er således ikke stigningerne i sig selv, der gør forskelle. Tværtimod er det det akkumulerede antal højdemeter, distancen og varmen, som formentlig vil gøre, at det vil være en knaldhård dag.

Selve finalen er ikke just velbeskrevet. ASO er ret karrige med deres informationer i løbsbogen. Den fantastiske hjemmeside La Flamme Rouge, der varmt kan anbefales til alle ruteinteresserede, viser, at de to sidste stigninger, der reelt er én lang opkørsel, aldrig rigtigt bliver stejle, men derimod er jævne, lette stigninger, selvom den første af de to dog slutter med 600 m med 7,6%, som er den stejleste del af dobbeltstigningen.

Udfordringen er den sidste lille bakke op til mål efter den lille nedkørsel. Bruger man de officielle højdeangivelser i løbsbogen som kilde, må man sjusse sig frem til en stigningsprocent på omkring 6. Ser man på Flamme Rouge taler vi nok snarere om 5%, og det gør faktisk en ret stor forskel. Det er nemlig omkring de 5-6%, hvor balancen tipper i retning af lettere typer som Julian Alaphilippe og væk fra de tungere folk som Peter Sagan og Sonny Colbrelli.

Sidstnævnte typer vil utvivlsomt give den et skud i en puncheurfinale som denne, men spørgsmålet er, om ikke det bliver for svært. Selvom selve bakken kun er ca. 500 m lang, kommer den for enden af en næsten 20 km lang opkørsel, som måske ikke er stejl, men alligevel kan mærkes, ikke mindst fordi der vil være pivende medvind på den sidste del. Lægger man dertil, at risikoen for huller og frygten for stress og positionskamp med stor sandsynlighed betyder, at Jumbo og/eller Ineos (formentlig Jumbo) vil sætte et dræbertempo fra bunden, vil det formentlig blive en ganske selektiv alligevel.

Forinden skal der dog tilbagelægges 200 km, som heller ikke er lette. Det er terræn, der indbyder til udbrud, og Thomas De Gendt, som i sidste øjeblik meldte sig til løbet, drømmer utvivlsomt om at gentage bedriften fra 2017. Derfor kan vi vente os en aggressiv start, for et udbrud har reelt en chancen i dette terræn, der ikke er let at jagte i. Problemet er bare, at de første knap 40 km er pandekageflade og ganske lette at kontrollere, og man må formode, at Deceuninck vil være i stand til at sikre et relativt svagt udbrud. Det kunne ellers være fristende for dem at sende udbryderkongen Remi Cavagna afsted sammen med De Gendt, for franskmanden kommer som bekendt fra startbyen Clermont-Ferrand - deraf kælenavnet ”TGV-toget fra Clermont-Ferrand” - men mon ikke han i stedet skal sætte Alaphilippe i scene? Og da man næppe vil gøre livet sværere end højst nødvendigt, vil de næppe lade De Gendt komme afsted.

Jeg regner derfor med en relativt lille gruppe, men kører udbruddet først på Beal, kan det blive lidt anderledes. Da kan vi sagtens se en stærkere gruppe med folk som De Gendt og måske også Cavagna, og hvis Deceuninck vælger en lidt mere offensiv taktik, kan man ikke udelukke, at et udbrud kan køre hjem. Det vil helt afhænge af, om Jumbo og måske Ineos vil spare på kræfterne, eller om hollænderne vil køre lige så altkontrollerende, som de gjorde også på den flade etape i Ain i sidste uge. Jeg åbner altså døren for en udbrudssejr, hvis Deceuninck får en mand med, og hvis udbruddet ikke på sigt er farligt, men jeg tror mest på, at det skabes samling med Deceuninck som motor og med Jumbo i en hjælpende rolle. Jeg vil heller ikke udelukke, at Ag2r måske vil give en hånd med for Benoit Cosnefroy, der utvivlsomt har udset sig etapen i et løb, der er uhyre vigtigt for det franske hold, for hvem dette er hjemmebanen. Undervejs vil der være en del sidevind, og da det faktisk vil blæse ganske pænt, kan det godt blive lidt nervøst, men jeg tvivler på, at det vil være nok til at skabe splittelse i en region, hvor terrænet sjældent er meget åbent.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Finalen vil formentlig blive indledte fra bunden af Saint-Heand, og man kan sagtens vente sig, at vi vil se forsøg på at undgå en puncheurspurt med angreb på de fire sidste stigninger. De snoede og faldende veje på rundkørslen stiller imidlertid krav til positioneringen, og jeg tror ikke, at særligt Jumbo og heller ikke Ineos vil tage nogen risici overhovedet. Jeg forventer derfor, at de vil tage kontrol for med hårdt tempo at undgå overraskelser og dumme huller. Alt sammen vil det bidrage til at skabe udskilning og formentlig gøre det umuligt at undgå en spurt. Samtidig forventer jeg, at hårdt Jumbo-tempo i medvinden på den sidste bakke betyder, at vi skal over i det lettere kavaleri for at finde de folk, der faktisk kan holde position og stadig have noget i benene til selve spurten, der med den teknisk ukomplicerede finale ikke stiller de store krav til tekniske evner, men alene til skud i stængerne.

Derfor peger jeg på Julian Alaphilippe som min favorit. Hans bror og træner har nemlig tabt en del troværdighed ved at udtale, at den franske darling ville tage den lidt med ro i perioden frem til Touren. Ro var nemlig ikke det første, der faldt mig ind, da franskmanden med sit eminente punch kørte fra alt og alle - selv den uhyre formstærke Wout van Aert - på Poggio forleden. Det viser, at de trængsler, der prægede ham i sæsonstarten, nu er historie, og Alaphilippe er igen den rytter, man altid skal vente sig det bedste fra. Det kunne vi egentlig allerede se, da han trods seks (!!!) punkteringer gennemførte et Strade Bianche, hvor langt, langt de fleste nåede tilbage til Siena via bil.

Finalen her passer Alaphilippe fortrinligt. Nok foretrækker han stejlere finaler, men det taler til hans fordel, at den kommer for enden af en lang, sej bakke, der vil blive forceret i hårdt tempo og i medvind. Forleden kunne Van Aert end ikke holde hans hjul, da han på den meget lette Poggio-stigning åbnede for gassen, og i det lys er det meget svært at se, at nogen skulle komme i nærheden af Alaphilippe, når han atter stiller sit punch til skue. Når han kan knuse alle på Poggio, kan han det også her, og derfor må Alaphilippe være manden, der skal slås.

Han skal dog tage sig i agt for Primoz Roglic . Efter at have vundet Tour de l’Ain med den ene finger i næsen fik sloveneren nok engang bevist, hvorfor han er verdens bedste cykelrytter, og at han er et altædende monster, når han kommer ned fra sine højdetræningslejre. Nok er finalen her lidt for let til at passe ham ideelt, men lige nu synes han at have så mange gear ekstra i forhold til alle andre, at han sagtens kan vinde alligevel. Spørgsmålet er, om han vil gå efter etapen eller spare sig til senere, for han har belært af erfaringen fra tidligere forstået, at han skal passe på med at spille for meget med musklerne tidligt i etapeløbene. På den anden side valgte han i Ain at gå efter selv sprinteretapen, og selvom det formentlig hang sammen med, at han gerne ville teste benene på den første løbsdag i et internationalt felt siden midten af oktober, vil han jo alligevel også her skulle spurte alene for at undgå huller. Etapesejren er næppe et stort mål, men hvorfor ikke gå efter nogle bonussekunder, hvis hans hold alligevel har kørt ham frem i god position? Roglics kørelyst er legendarisk, og selvom sportsdirektørerne formentlig beder ham tænke lidt på i morgen også, skal man bestemt ikke udelukke, at han tager sæsonens femte sejr på de foreløbig seks løbsdage.

Jeg glæder mig meget til at se Benoit Cosnefroy. Det franske supertalent har i denne slags finaler været i en anden liga på den franske scene, siden Touren 2019 tydeligvis gav ham et gigantisk niveauløft. Han legede kispus med rivalerne i Polynormande og Limousin sidste år, og i år gjorde han det i Marseille og Besseges, inden han forledes sejrede i meget skrapt selskab i puncheurfinalen i Occitanie. Vi har dog til gode at se ham i en puncheurspurt mod så gode afsluttere, som vi har i dette felt, og da han vandt for en uge siden skyldtes det delvist, at han fik et hul allerede på nedkørslen inden bakken. Det ændrer dog ikke på, at feltet slet ikke kørte ind på ham på den stejle mur til sidst, og det vidner om, at han som puncheur allerede skal regnes i den absolutte superliga.

Denne finale er knap så stejl som muren i Occitanie, men det er formentlig bare til hans fordel i forhold til de lettere folk. Udfordringen er, at den samlede bakke kan blive lidt for lang, ligesom han har sine mærkelig offdays, men er han på toppen, bliver han uhyre interessant at se i kamp med Alaphilippe. Ag2r har også både en formstærk Tony Gallopin og en på Ventoux meget velkørende Pierre Latour, der begge kan køre denne slags finaler, men selvom særligt Latour formentlig vil ende langt fremme af hensyn til klassementet, må udgangspunktet være, at Ag2rs mand er Cosnefroy, som det var tilfældet i Occitanie.

Jeg glæder mig uhyre meget til at se Tadej Pogacar køre denne afslutning. Egentlig var sloveneren kendt som klatrer, indtil han pludselig slog Alejandro Valverde i en rigtig Valverde-afslutning i Valencia i februar og siden overspurtede hurtige Alexey Lutsenko på Jebel Hafeet i Emiraterne. Det vidner om, at Pogacar er en fremragende puncheur, men spørgsmålet er, om procenterne her er helt høje nok til, at han kan slå de allerhurtigste. Formen er i hvert fald god, som jeg har beskrevet det i den overordnede optakt til hele løbet, og han hjælpes af både medvind og lang, opslidende bakke, som vil komme hans dieselmotor til gode. Jeg tror stadig, at han får svært ved at vinde, men belært af Valencia skal døren holdes åben for endnu en overraskelse. UAE har også den uhyre formstærke Davide Formolo, men selvom han i Giroen har vist, at han ikke er en helt ringe puncheur, mangler der nok stejlhed til, at han kan være med i kampen om sejren.

Manden, han slog i februar, var Alejandro Valverde. Desværre har veteranen i Burgos blot bekræftet, at han ikke er den garant for form, som han tidligere var. Det så vi allerede i februar, og det blev bekræftet med den sjældent ringe indsats i Burgos. Alt sammen er det led i en plan, der skal gøre ham til verdensmester til september, men det betyder også, at Valverde formentlig er langt fra topniveauet. Alligevel blev han nr. 2 bag Pogacar i omtalte puncheurspurt i Valencia, ligesom han på 1. etape i Burgos også køre på podiet i en finale af denne type. Det viser, at selv en formsvag Valverde altid er en trussel, og selvom bakken til sidst er lidt for let til at passe ham ideelt, vil han have en mulig for at sikre det hensygnende Movistar-mandskab en yderst tiltrængt sejr.

EF har en meget spændende kandidat i Sergio Higuita. Vi har stadig til gode at forstå, præcis hvor hurtig colombianeren er, men hurtig er han i hvert fald. Det så vi i de tidlige løb i Spanien sidste år, det så vi i spurterne i Californien senere, det så vi i indlagte spurter i Vueltaen, og det så vi senest, da han med sit fantastiske punch vandt en etape i Colombia ved at spurte forbi en stærkt mælkesyreramt Alaphilippe. Jeg kan godt have lidt bekymring for hans evner i positionskampen, og om han overhovedet er villig til at gå efter et resultat, men jeg håber det. Så får vi endelig et indtryk af, hvor god en puncheur Higuita vitterligt er. EF har også Jens Keukeleire, men han må være ren hjælper og vil nok også finde finalen lidt for hård.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Man skal også tage Thibaut Pinot i betragtning. Franskmanden fandt i 2017 ud af, at spurten er et våben, og siden dengang har han brugt det flere gange. Han var eneste mand, der kunne gå med Alaphilippe på bakkerne på Tourens 8. etape sidste år, og forleden blev han nr. 3 bag Cosnefroy og Bauke Mollema på 4. etape i Occitanie. Som beskrevet i den overordnede optakt, må han ventes at være langt tættere på topformen nu, og han vil utvivlsomt spurte for i hvert fald at undgå huller. Jeg er bange for, at finalen er lidt for let, og at han ikke for alvor går efter sejren, men hvis det bliver meget selektivt, er han i spil. FDJ har også Valentin Madouas, der egentlig bør elske denne finale, men han virker nogle procent fra sit bedste niveau og skuffede også felt på muretapen i Occitanie.

Løbets joker er Wout van Aert. Hvis han får lov at køre spurten, er han med sin nuværende form den klart største trussel mod Alaphilippe. Jeg tvivler dog på, at han får chancen. Jumbo har reelt lukket døren for personlige muligheder i Touren, og selvom det hele nok er lidt mere frit, er hovedformålet med deltagelsen, at Jumbo skal lære at køre som i Touren. Her er det op til Tony Martin og Van Aert at kontrollere den første del af etaperne, og jeg venter derfor, at han kommer i arbejdstøjet onsdag. Man kan dog håbe, at Jumbo alligevel giver ham lov, for så får han mulighed for at vise, at Alaphilippe ikke endnu engang kan sætte ham til vægs på en eksplosiv stigning. Tom Dumoulin kan også køre en spurt som denne, men han vil formentlig bare holde sig til eller køre lead-out for Roglic, som han gjorde i Ain.

Hvor står Marc Hirschi? Det schweiziske stortalent viste sit uhyre store potentiale sidste år, hvor han var bedre end meget af verdenseliten i BinckBank Tour og endte som nr. 3 i Clasica San Sebastian. I år har intet imidlertid fungeret for Hirschi, der havde helbredsproblemer i foråret og udgik af Strade Bianche. Meldingen skulle dog være, at han i den grad er tilbage på sporet, og hans DNF i Italien kan meget vel skyldes den ekstreme varme og den lange pause. Hvis han er på toppen, burde han elske en puncheurspurt som denne, efter at han viste sine evner som afslutter i Baskerlandet sidste år, men der er først en form, der skal bekræftes. Sunweb har også Søren Kragh, der med sin martsform havde været en fin kandidat, men hans præstationer hidtil tyder desværre på, at han nok engang har en af sine formsvage perioder. Endelig er der Tiesj Benoot , men han er ikke længere eksplosiv nok til at være med i denne slags finaler.

Hvad skal man mene om Peter Sagan? Havde dette været hans storhedstid, havde jeg ikke været i tvivl om, at han kunne køre den finale, men som Strade Bianche og Milano-Sanremo satte en streg under, er han altså ikke den rytter, han var frem til Roubaix-sejren i 2018. Han har da også indrømmet, at han nok først finder topformen i Touren, og på den baggrund er det svært at se ham vinde denne etape. Havde det blot været den sidste stigning og den afsluttende lille bakke, gik det nok, men nu skal han altså spurte efter næsten 20 km opkørsel og 3500 højdemeter. På baggrund af det, vi har set fra ham i 2020, ligner det for svær en opgave. På den anden side så vi også sidste forår, at en formsvag Sagan pludselig fandt benene i Roubaix, og derfor skal man aldrig afskrive den trefoldige verdensmester. Ellers har Bora Felix Grossschartner, der så sent som i Burgos viste sit punch, men han er ikke hurtig nok til en decideret spurt.

På papiret er det en glimrende finale for Daryl Impey, men spørgsmålet er, om han stadig ”har det”. Han skuffede i Tour Down Under, og for nylig virkede han sjældent rusten i Polen. Lige nu ligner han ikke en mand med formen til at gøre sig gældende på så lang og hård en etape, men han bør i hvert fald få noget frihed - også selvom meldingen om, at Adam Yates heller ikke her kører klassement, formentlig er bluff. Selv i storform vil jeg dog tro, at finalen er lidt for hård, og det bliver kun vanskeligere med de nuværende ben. Adam Yates selv kører desværre aldrig denne slags finaler, og Nick Schultz og Brent Bookwalter er ikke hurtige nok, selvom de godt kan spurte og klatre.

Bahrain er her alene for at køre klassement med Landa, men med det hold, de har, er de nogle skarn, hvis ikke de forsøger sig her. Bedst chance har nok Dylan Teuns, der nok også vil få nogen frihed, men hans kørsel i Italien tyder på, at han slet ikke har fået det rette ben ud af coronasengen. I forvejen vil han nok mangle noget stejlhed til sidst. Selve målbakken er skræddersyet til Sonny Colbrelli, men som for Sagan gælder, at den samlede etape nok bliver lidt for hård. I forvejen har han trods etapesejren i Occitanie haft det lidt svært, først med en skuffelse på 4. etape i Occitanie og siden med et kramperamt Sanremo, hvor han også klagede over dårlige ben. Matej Mohoric kan også køre denne slags spurter, men mangler nok farten til at vinde. Til gengæld kører Pello Bilbao og Damiano Caruso aldrig rigtigt denne slags spurter længere.

På samme måde har Astana et meget interessant hold. På papiret er det en perfekt finale for Alexey Lutsenko, men kasakken, der ellers endelig havde fundet stabilitet, har skuffet fælt i alle sine tre italienske løb hidtil. Man kan håbe, at benene endelig er der, for så burde han kunne være med meget langt fremme. Det er også en god finale for Omar Fraile, men det er ret sjældent, at han får lov at køre denne slags spurter. Melder Lutsenko om dårlige ben, får han forhåbentlig chancen for at vise, hvor hurtig han er. Til gengæld vil jeg tro, at Gorka Izagirre og Luis Leon Sanchez, der også er halvhurtige, alene skal holde Miguel Angel Lopez ude af problemer.

Man er næsten også nødt til at nævne Dan Martin. Ireren er som bekendt en god puncheur, men hans speciale er først og fremmest stejle mure. Alligevel har han i Touren før været med i denne slags afslutninger, og selvom han ikke har tidligere tiders punch, bør han kunne gøre det hæderligt, hvis han giver det et skud. Det er jeg dog i tvivl om, og han vil formentlig være tilfreds med blot at holde sig til.

Michal Kwiatkowski skal også nævnes, men ligesom for Van Aert er det meget usandsynligt, at han får chancen. Hans opgave er den samme som i Touren, nemlig at agere bodyguard, og derfor kører han aldrig finaler i Touren. Hierarkiet er lidt mere løst i Dauphiné, men historisk har han heller ikke her fået den store frihed. Det bør han heller ikke få denne gang.

Endelig er der et par outsidere. Circus vil køre finalen med den lovende puncheur Quinten Hermans, men jeg tror trods alt, at crossrytteren får sig et chok i dette ekstremt stærke felt. Xandro Meurisse og Jan Bakelants vil sikkert også spurte, men de mangler den sidste fart. På Cofidis er Anthony Perez en god puncheur, men bakken bliver nok for lang. Til gengæld er hans kaptajn Guillaume Martin ikke helt langsom, og selvom han ikke vinder, kan han ende hæderligt. Helt det samme kan siges om Warren Barguil, der næsten med garanti vil spurte lidt. Tom-Jelte Slagter på B&B har desværre ikke længere niveauet, og det samme gælder desværre for Edvald Boasson Hagen. Hos NTT har Michael Valgren nok større chancer, men han mangler fart til at vinde. Endelig kan Toms Skujins køre i top 10, hvis Trek giver ham lov. Og generelt kan man vente sig, at alle klassementsrytterne vil ende langt fremme, da de er nødt til at spurte for ikke at tabe dumme sekunder.

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Benoit Cosnefroy

Outsidere: Tadej Pogacar, Alejandro Valverde, Sergio Higuita, Thibaut Pinot, Wout van Aert

Jokers: Marc Hirschi, Peter Sagan, Daryl Impey, Dylan Teuns, Alexey Lutsenko, Omar Fraile, Sonny Colbrelli, Dan Martin, Davide Formolo, Michal Kwiatkowski, Thomas De Gendt, Remi Cavagna