Ruten

I de senere år har det været en tradition, at løbet er blevet indledte på hollandsk jord med en næsten helt flad etape, der har givet mulighed for, at sprinterne kan slås om den første førertrøje, og ofte er det foregået helt ude nær kysten i den frygtede hollandske Zeeland-provins, hvor sidevinden altid er en konstant trussel. I år betyder forkortelsen af løbet, at man må gå straks til løbets mest klassiske etape, men selvom der denne gang sluttes i Belgien og ikke i Holland, ændrer det ikke på, at en sprinter formentlig bliver første mand i front. I Ardooie er det nemlig altid en hurtig mand, der vinder, og det vil være overraskende, hvis det går anderledes denne gang, især når man denne gang har droppet den ellers ret tricky og kringlede finale, som før har givet overraskende udfald.

I alt skal tilbagelægges bare 132,1 km, der fører feltet fra Blankenberge til Ardooie. Startbyen ligger helt ude ved den belgiske vestkyst lige nord for Brugge, og her er det som bekendt pandekagefladt. Derfor er der heller ingen terrænmæssige udfordringer, når man med det samme snor sig mod syd væk fra vandet og kører vest om netop Brugge, og eneste udfordring er 200 m brosten efter 19,7 km. Senere drejer man mere mod sydøst med kurs mod Ardooie, men det ændrer ikke på, at terrænet er helt uden udfordringer, selvom det bliver en anelse mere kuperet jo længere fra vandet, man kommer.

Efter 73,2 km rammer feltet den afsluttende rundstrækning, og her lægger de ud med at køre de første 12,1 km af denne, inden de efter 85,3 km krydser stregen for første gang. Herefter venter tre fulde omgange på den i alt 15,6 km lange runde, der er helt anderledes end den, vi kender fra tidligere, så man nu har droppet den tekniske finale med de to sving ved den røde flamme til fordel for et helt lige opløb - sandsynligvis grundet sidste års megen kritik af sikkerheden. Runstrækningen er stort set helt flad, næsten rektangulær og kun med ganske få sving, der særligt kommer først på omgangen. Et skarpt sving kommer med 5 km igen, hvorefter det går mod nord ad en næsten lige vej, der kun afbrydes af to sving lige ved 2 km-mærket, hvorefter vejen kun bugter sig let. Der er en Checkpoint Spurt på samme punkt på 1. og 3. omgang, dvs. med hhv. 39,9 og 8,7 km igen, mens Den Gyldne Kilometer kommer 3,2 km fra stregen på anden omgang, dvs. med 18,8 km igen.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Etapen byder på i alt 299 højdemeter.

Etapen til Ardooie er som sagt en klassiker, hvor Sam Bennett sidste år tog sin anden sejr på to dage. I 2018 var det Jasper Stuyven, der fuldendte en smart Trek-manøvre ved at sikre sig et forspring gennem svingene, så han akkurat kunne holde Caleb Ewan og Zdenek Stybar bag sig. I 2017 fortsatte Peter Sagan en god start på løbet ved at slå Edward Theuns og Rudy Barbier i en massespurt. Året forinden snoede samme Sagan sig igennem et mylder af sprintere og tog sin første sejr nogensinde i løbet ved at slå Danny Van Poppel og Nacer Bouhanni. I 2015 var Tom Boonen hurtigere end Arnaud Demare og Elia Viviani, mens Bouhanni vandt i 2014 på en etape, der mest huskes for Zdenek Stybars dramatiske styrt. I 2013 lavede Belkin et mesterstykke ved i de sidste sving at lade lead-out man Mark Renshaw få et forspring, han kunne holde hele vejen til stregen. I 2012 vandt Svein Tuft en enkeltstart i byen, efter at André Greipel havde vundet i både 2010 og 2011. Tyler Farrar var bedst i 2009, mens Boonen vandt den første udgave af etapen i 2008.

Vejret

På vejret kan man i den grad mærke, at vi i år taler om en oktober- og ikke et augustløb, for der er udsigt til en våd og blæsende uge. Det er dog først fra torsdag, at det går galt, og tirsdag bliver tilforladelig. Den starter flot og solrigt, men hurtigt skyr det til, og gennem hele etapen er der en bygerisiko på 40%. Temperaturen vil nå 19 grader, men det vil slet ikke være blæsende med bare en let vind (10-13 km/t) fra vest. Det giver side- og sidemedvind på turen ned til rundstrækningen, hvor der vil være nærmest uafbrudt sidevind med. Det gælder således også i finalen, hvor der er uafbrudt sidevind de sidste 5 km.

Favoritterne

Hvert år taler man om, at vinden bør være en trussel i et klassikerløb som BinckBank Tour, men efter min bedste erindring har den aldrig skabt varige splittelser. Derfor er sprinteretaperne altid endt i massespurter, hvis ikke et udbrud har snydt feltet, som det skete hele tre gange i vanvidsåret 2018.

I år afvikles løbet senere end nogensinde, og det afspejler sig i en vejrudsigt, der ser både våd og blæsende ud. Desværre for folk med hang til dramatik melder vinden sig først fra torsdag, hvor den endda ikke står helt rigtigt. Derfor er det næppe på denne etape, at vi får brudt trenden til, at flade etaper i BinckBank Tour ender i massespurter.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Derfor venter jeg et relativt klassisk forløb. Der er altid voldsom kamp om sprintertrøjen, man vinder via de indlagte Checkpoint-spurter, som kun tæller til den konkurrence, og den er altid et mål for Sport Vlaanderen, Circus og Bingoal. De tre hold kan ventes måske at kæmpe lidt om at ramme det tidlige udbrud, men derefter bør det forløbe stille og roligt. Bora vil utvivlsomt tage kontrol, og det er også meget tænkeligt, at UAE vil give en hånd med. Alpecin jagter sjældent på flade etaper, men må næsten også tage et ansvar, og vi så i Tirreno, at Sunweb troede meget på Alberto Dainese, for hvem de gerne jagtede.

Der bør altså være masser af folk til at jagte, og udbruddet bør således næppe få lang snor på en meget kort etape. Dertil kommer, at der jo faktisk vil være nærmest konstant sidevind hele dage, og selvom den ikke synes stærk nok til at spille en rolle, vil det helt sikkert skabe nervøsitet og stress. Det er der nemlig altid i BinckBank Tour, der også er kendt som et styrthelvede, og kombinationen af sidevindsnervøsitet og smalle og ikke mindst våde veje med mange chikaner gør, at styrt næsten er uundgåelige. Heldigvis er rundstrækningen ikke teknisk.

Jeg venter altså, at udbruddet køres ind uden den store sidevindsdramatik. Tidligere har man aldrig bevidst gået efter at hente udbruddet inden Den Gyldne Kilometer, men man kan ikke afvise, at Alpecin vil forsøge at gøre det. Uanset hvad vil vi utvivlsomt se folk som Mathieu van der Poel, Mads Pedersen, Søren Kragh og sikkert også Yves Lampaert spurte, hvis der stadig er sekunder at køre om

I sidste ende bør det ende i en spurt efter en kort, men stadig stressende dag. Som sagt har de ændret den klassiske finale, så vi nu ikke har et dobbeltsving ved den røde flamme, men allerede efter 2 km. Det er for langt ude til at lave de manøvrer, vi tidligere har set fra Stuyven og Renshaw, og der venter derfor en ukompliceret 2 km lang powerspurt i sidemedvind, hvor benene virkelig kan tale. Opløbet er dog relativt smalt, og lead-outs betyder altid meget i de smalle BinckBank-finaler trods de manglende sving. Og så bliver det meget interessant at se, om klassementsrytterne decideret trækker i håndbremsen for at få en tidlig starttid onsdag, så de kan minimere risikoen for den regn, der ventes at tage til om eftermiddagen.

Sammenfaldet med Giroen og nærheden til klassikere og Tour betyder, at sprinterfeltet slet ikke er så stærkt som normalt, hvor stort set alle verdens rene sprintere er til start. I år er Pascal Ackermann og nu vel også Tim Merlier de eneste relativt etablerede supersprintere, og derfor er konkurrencen betydeligt mindre end normalt.

I det lys vælger jeg at pege på Pascal Ackermann som favorit. Tyskeren havde en forfærdelig start efter pausen, men i Tirreno genfandt han virkelig sine ben. Tre gange kørte han fremragende spurter, og det endda, selvom han hver gang var i dårlig position. Det skyldtes manglen på sit sædvanlige tog, men det problem har han ikke her, hvor toget med Michael Schwarzmann, Martin Laas Jempy Drucker og Rudiger Selig er et af løbets tre stærkeste (sammen med Deceuninck og Trek). Dermed burde han formentlig blive meget velplaceret på det smalle opløb, og han elsker en lang powerspurt som denne. Kombinerer man det med, den genfundne topfart, må Ackermann være den oplagte favorit.

Det skyldes imidlertid kun, at jeg er bekymret for positioneringen for Tim Merlier. Belgieren viste først ved den overlegne sejr i Bruxelles og siden med sejren i Tirreno, at hans fart nu rækker til en plads blandt alverdens supersprintere. Problemet er, at det altid kniber med positioneringen, som vi så i Vallonien, men også på 2. etape i Tirreno. Da han vandt, var han bestemt heller ikke uheldig med at finde hul, og det viser, at han på en smal vej skal bruge det rette held for at vinde - især fordi toget endda er svagere end i Tirreno, og Van der Poel nu har et klassement at tage hensyn til. Jeg håber, at han sidder rigtigt, så vi kan få en klar fartudmåling mellem ham og Ackermann, men han skal bruge lidt held for at gentage sejren fra Tirreno.

Den helt store joker er Matteo Moschetti. Efter det grimme styrt i Besseges havde han det meget svært efter pausen, men i Ungarn viste han endelig lidt takter, selvom han var langt fra sit vanlige niveau. Nu er der dog gået en måned yderligere, og man kan derfor håbe, at vi nærmer os den Moschetti, der to gange slog Ackermann på Mallorca i starten af året. Vi ved, at Moschetti enten flyver eller er uhyre skidt kørende, og det kan derfor gå begge vej, men er han frisk, har han i Alex Kirsch, Kiel Reijnen, Emils Liepins og ikke mindst Mads Pedersen, der sidste år var en fabelagtig lead-out man, et af de klart bedste tog, som også leverede ham til sejr på Mallorca. En genfødt Moschetti er i hvert fald meget svær at slå.

Trek kan imidlertid også vælge at køre for Mads Pedersen, der har god brug af bonussekunder i kampen om den samlede sejr. Han har ikke samme topfart som de ovennævnte, men vi så i Polen og Touren, at han kan komme rigtigt langt med et godt lead-out. Det er bestemt ikke umuligt, at han med så stærkt et tog kan vinde, når opløbet er smalt og risikerer at fange de hurtigste.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Sidste år var Jasper Philipsen uhyre stabil med et hav af top 5-placeringer også i dette løb, men det lykkedes kun at vinde én gang. I år har mønsteret gentaget sig, selvom han fik en sejr i et svagt felt i Limousin. Philipsens positionering er eminent, og det er en stor fordel i disse smalle opløb, og så gør det ikke så meget, at hans tog ikke er skræmmende. Hans form er også god, som vi så med særligt 5. pladsen i den hårde finale på 1. etape i Luxembourg. Han har utvivlsomt farten til at vinde, hvis han udnytter sin gode positionering til at sidde bedre end de allerhurtigste.

Alberto Dainese viste i foråret sin fantastiske hurtighed, men det har i den grad knebet efter pausen. I Polen manglede benene, og i Tirreno kom han aldrig frem. Den fine positionering fra foråret er forsvundet, og det er et problem her. Til gengæld virker hans tog med Max Kanter, Nils Eekhoff og Asbjørn Kragh ganske overbevisende, og det kan forhåbentlig bringe ham i position til at vise den fine fart, vi så først på året og i tiden som U23.

Deceuninck er her uden deres sprintere, og de skal vælge, hvem de vil køre for. Det logiske valg vil være Florian Senechal, der senest viste sin hurtighed i en massespurt med 5. pladsen i Vallonien og 3. pladsen i Bretagne, hvor han dog spurtede i en lille gruppe. Han har ikke samme fart som sprinterne, men toget med Jannik Steimle, Zdenek Stybar, Yves Lampaert, Shane Archbold og Bert van Lerberghe virker uhyggeligt stærkt. Den slags kan man komme langt med i disse finaler, og derfor kan Senechal sagtens vinde. Jeg vil dog heller ikke udelukke, at de kører for Archbold eller Van Lerberghe. I Slovakiet kørte de i hvert fald for Archbold, men dengang var Senechal heller ikke til start, og Van Lerberghe var hos Sport Vlaanderen en ganske habil sprinter.

Den ser ud til endelig at være god nok. Med en sejr sidste søndag og en 3. plads denne søndag er Danny van Poppel endelig tilbage på et konkurrencedygtigt niveau. I Gooikse Pijl gik han endda slet og ret forbi Merlier, der dog var startet for tidligt, og det vidner om, at noget af farten er intakt. Hans positionering har altid været god, og det gør ham til en god kandidat. Circus har imidlertid også Timothy Dupont, der i dag blev nr. 8 bag sin holdkammerat. Meget kunne tyde på, at de kører hver deres spurt, men Dupont har i år ikke vist den hurtighed, han tidligere har haft. Holdet har endda også Andrea Pasqualon, men til denne type finale, må han regnes som hjælper.

Tør man nævne Max Walscheid? Den store tysker har slet ikke samme hurtighed som tidligere, men han kommer altid stærkt ud af grand tours. Det vidner hans enkeltstart ved VM også om, og han vil elske en kort og let sprinteretape med en powerspurt. Hans positionering er altid et gigantisk problem, men her er finalen trods alt ukompliceret, og et tog med Edvald Boasson Hagen, Andreas Stokbro og Reinardt van Rensburg har altså noget at byde ind med, selvom de alt for ofte svingter. Får de ham anbragt rigtigt, kan Walscheid forhåbentlig vise sin gamle fart.

Kaden Groves er en lidt mere holdbar sprintertype, men han fik skovlen under Dainese i Herald Sun Tour i foråret. Dermed viste han, at han under de rette omstændigheder godt kan slå en på papiret hurtigere mand, men etapen her er nok for let til at passe ham ideelt. Han har dog en stor fordel i et stærkt tog med mange hurtige folk i form af Alexander Edmondson, Alexander Konychev, Dion Smith og Robert Stannard. De er unge uden megen erfaring i at køre sammen i disse hektiske finaler, men sidder de rigtigt, kan de bringe Groves ganske langt.

Szymon Sajnok har siden 3. pladsen i Madrid i Vueltaen virkelig etableret sig som sprinter, senest med en flot 4. plads i skrapt selskab i Tirreno. Han er ikke altid helt stabil i sin positionering, men han har ganske god fart. Her kommer han også med et ret kraftfuldt tog, der dog mangler en decideret lead-out man, så han har nok brug for lidt held til sidst. Men sidder han rigtigt, kan hans fart føre ham langt.

Bahrain kommer med hele tre sprintere i form af Sonny Colbrelli, Ivan Garcia Cortina og Mark Cavendish. Det står vist klart for alle, at Cavendish ikke vinder, og for en gangs skyld tyder det på, at de kører for en af de to andre. Ingen af dem er dog skabt til lette sprinteretaper, men Colbrelli har trods alt god fart også på flad vej, hvis han sidder rigtigt. Det er altid et problem, men med et fornuftigt tog kan man håbe, at han kan få bragt sig så langt frem, at han kan lave et resultat. Garcia Cortina er også en option, men i en spurt som denne bør Colbrelli være den hurtigste.

Jef er lidt spændt på at se Lotto med den lovende sprinter Gerben Thijssen. Efter styrtet i seksdagesløbet i Gent i november er han endelig tilbage, og han viste flot fart med 2. pladsen bag Van Poppel i Gooik. Han er stadig meget uerfaren på dette niveau, men sidder han rigtigt bør han komme langt. Holdet har også Florian Vermeersch, der viste fin fart i sine førte løb, særligt i Bruxelles. Jeg vil dog tro, at de kører for Thijssen i så klassisk en massespurt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Endelig vil jeg pege på Mike Teunissen og Christophe Laporte. Ingen af dem har farten til at vinde denne klassiske massespurt, men de kan gøre det godt. Jumbos tog med Amund Grøndahl Jansen, Pascal Eenkhoorn og Timo Roosen er nemlig stærkt og førte Teunissen til en 5. plads i Tirreno. I virkeligheden kan de køre for dem alle, men de vil formentlig køre for Teunissen eller den knap så hurtige Jansen, der begge skal bruge bonussekunder. Laporte er en mester i positionskampen og har her endda et godt tog med Damien Touze og Piet Allegaert.

Andre sprintere er Travis McCabe, der dog er helt uden rutine i tekniske finaler i Europa, og som måske skal køre for Itamar Einhorni stedet, Lorrenzo Manzin , der er i form, men mangler positionering, Amaury Capiot eller Sasha Weemaes , Jurgen Roelandts, Chris Lawless eller Ethan Hayter, Fabian Lienhard, Moreno Hofland, Lionel Taminaux, Yevgeniy Gidich og Lawrence Naesen, men de bør ikke have farten til at vinde her.

OPDATERING: I disse corona-tider, hvor langtidsplanlægning burde være en dyd, har der været et hav af ændringer. Mest interessant er det, at CCC stiller med Mareczko i stedet for Sajnok. Italieneren syntes genfødt med sine tre sejre i Ungarn. Positionskampen koster formentlig igen for dyrt med et svagt tog, men opløbet er ikke for kompliceret. Lotto stiller med John Degenkolb, der formentlig vil være foretrukket i stedet for Thijssen og Vermeersch, men han mangler fart til at vinde i dette selskab. Israel SUN har udtager Mihkel Raim som alternativ til McCabe og Einhorn, men jeg tror stadig mest, at de satser israelsk. Endelig starter Clement Venturini for Ag2r, men han kan ikke vinde en boulevardspurt som denne. Hofland er til gengæld ikke med, ligesom Andreas Stokbro og Kiel Reijnen mangler i deres respektive tog.

OPDATERING 2: Israel SUN har bekræftet, at de kører for Einhorn, og Hayter stiller alligevel ikke til start

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Tim Merlier, Matteo Moschetti

Outsidere: Jasper Philipsen, Mads Pedersen, Alberto Dainese, Florian Senechal, Danny van Poppel

Jokers: Jakub Mareczko, Max Walscheid, Kaden Groves, Sonny Colbrelli, Timothy Dupont, Mike Teunissen, Christophe Laporte, Shane Archbold, Bert van Lerberghe, Ivan Garcia Cortina

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Sam Bennetts sejr fra 2019, Jasper Stuyvens sejr fra 2018, Peter Sagans sejre fra 2017 og 2016, Tom Boonens sejr fra 2015, Nacer Bouhannis sejr fra 2014 og Mark Renshaws sejr fra 2013.