Ruten

I de senere år har det været en tradition, at løbet er blevet indledt på hollandsk jord med en næsten helt flad etape, der har givet mulighed for, at sprinterne kan slås om den første førertrøje. Ofte er det foregået helt ude nær kysten i den frygtede hollandske Zeeland-provins, hvor sidevinden altid er en konstant trussel. Det vil også være tilfældet i år, hvor der venter en helt klassisk åbningsetape, der måske nok starter i Belgien, men slutter i det fladeste af de to værtslande. Hvert år er der altid tale om risikoen for sidevind på denne indledende etape, men da vinden sjældent spiller nogen stor rolle på denne tid af året, peger alt på, at en massespurt skal afgøre årets første etape.

I alt byder etapen på 167,2 km, der meget symbolsk for det delte værtskab starter i den belgiske by Beveren og slutter i den hollandske by Hulst. Begge dele leder i en af de fladeste dele af Europa, og etapen er derfor flad som en pandekage. Fra start lægger man ud med at køre en omgang på en ukompliceret 20,0 km lang rundstrækning i området sydvest for Beveren, hvoraf de første 3,3 km er neutraliseret, og den afsluttes med den første Checkpoint-spurt, der er placeret efter 16,7 km ved selve startområdet. Herefter kører man det meste af endnu en omgang, inden man sætter kursen mod vest med retning mod kysten, hvor det fortsat går igennem helt fladt terræn. Man slår en lille sløjfe mod syd, inden man drejer mod nord fort at køre ind i Holland og direkte op mod Hulst, hvor man rammer rundstrækningen efter 67,2 km og 1700 m krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 58,5 km lang og er ligeledes helt flad. Den fører først mod nord helt op til den hollandske kyst, der herefter følges mod øst og sydøst, inden man kører mod sydøst væk fra vandet for at køre tilbage ind i Belgien. Her skal man over to pavéer på 900 og 1000 m efter hhv. 100,6 og 102,5 km, inden man fortsætter mod syd og senere mod sydvest hen langs grænsen. Her skal man efter 114,4 km over den 600 m lange pavé Molenstraat, inden man efter 118,0 km rammer den del, der også er en del af den lille rundstrækning. Herfra kører man mod sydvest og nord tilbage til Holland ind til Hulst, hvor stregen krydses for anden gang efter 127,4 km.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 19,9 km lange lille rundstrækning. Den fører først mod nord, sydøst og øst hen til et punkt, hvor Den Gyldne Kilometer er placeret på den anden af de to omgange med bare 8,8 km igen umiddelbart efter passagen af grænsen ond til Belgien. Her drejer man mod sydvest for at køre over en bare 200 m lang pavé, der kommer 5,6 km fra mål. Kort efter når man frem til et punkt, hvor der på første omgang efter i alt 143,1 km er placeret den anden Checkpoint-spurt, inden man kører mod nord ind i Holland og tilbage til Hulst. Her venter en teknisk finale, der er lige så flad som resten af etapen, og som byder på sving med 3800, 3000, 1700, 1200, 1000 og 900 m til mål.

Etapen byder på i alt 128 højdemeter.

Hulst har tidligere været vært for prologen i Delta Tour Zeeland i 2008, 2009 og 2010, hvor hhv. Jens Mouris, Tyler Farrar og Jos van Emden sejrede.

Vejret

Mange fans vil sikkert ærgre sig over, at den kraftige vind, der prægede EM i det nærliggende Alkmaar, lægger sig, men det betyder ikke, at rytterne kan se frem til godt vejr. Efter en solrig morgen ventes det nemlig at regne gennem hele etapen, hvor temperaturen vil ligge på ca. 21 grader. Vinden vil være jævn og komme fra vest. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute. PÅ den store rundstrækning vil der først være sidevind, så sidemedvind og til sidst sidemodvind. På den lille rundstrækning vil der først være medvind frem til Den Gyldne Kilometer og herefter sidemodvind. Kortvarigt vil derpå de sidste 5 km være sidevind to gange, men der vil hovedsageligt være sidemodvind, herunder også på opløbsstrækningen.

Favoritterne

BinckBank Tour tiltrækker oftest det måske allerbedste felt af rene sprintere blandt sæsonens WorldTour-løb. Det er bestemt ikke uden grund. Nok er løbet ikke så sprintervenligt som i sin barndom, hvor det næsten udelukkende bestod af sprinteretaper og endda hele to tidskørsler, men det er stadig det europæiske løb på den fineste kalender, som byder på flest flade etaper - bortset fra de tre grand tours naturligvis. I de senere år har man endda skruet op for mulighederne, så der nu for andet år i træk er hele fire mod tidligere tre helt flade dage.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Den første af disse kommer altid på 1. etape. Siden man tidligt gik væk fra prologen i 2012, er det altid sprinterne, der har skullet slås om den første førertrøje. År efter år har man spekuleret i, at vinden måske kunne forhindre det, især i de år, hvor 1. etape er blevet afviklet i den forblæste Zeeland-region. Gang på gang er det alligevel endt med det samme forudsigelige udkomme, ganske enkelt fordi august måned ikke er kalenderens mest blæsende.

Den sidste sommermåned kan imidlertid godt. Det har vi set ved EM de seneste dage, og derfor kunne man have håbet på et sidevindsdrama på 1. etape, der afvikles blot et stenkast fra Alkmaar, hvilket gør det let for en stribe ryttere at deltage i begge løb. Desværre skruer vejrguderne ned for ventilatoren i de kommende dage, og selvom det bestemt ikke bliver helt stille, særligt ikke senere på ugen, taler vi om helt andre vindstyrker, end vi har gjort i de seneste dage. I morgen vil den således være ganske moderat og endda svagt aftagende i løbet af etapen.

Det betyder ikke, at etapen bliver en behagelig oplevelse. I stedet tænder de kære vejrguder nemlig for bruseren, så der vil vælte en syndflod ned over de stakkels ryttere gennem hele etapen. Det vil gøre det til en kold og fugtig dag, som for mange blot skal overstås. Desværre betyder kombinationen af den nervøsitet, der altid hersker på disse veje, når der er blot den mindste vind, samt de våde forhold, at risikoen for styrt er enorm. I forvejen har det hollandsk-belgiske løb ry for at være et af de allerfarligste på WorldTouren, og det synes næsten givet, at vi vil se et uheld eller to på en nervøs og stressfyldt dag, hvor man sagtens kan smide tid, hvis man sidder forkert placeret bag et styrt.

Etapen bør dog endnu i en spurt. Ganske vist så vi, at udbrud snød sprinterne hele to gange sidste år, hvilket kan anspore til lidt ekstra aktivitet, men man må formode, at der relativt hurtigt etableres en gruppe med deltagelse primært fra de fem wildcard-hold. De kan slås om pointene i de to Checkpoint-spurter, der kun tæller til den særlige spurttrøje, som Sport Vlaanderen altid har som et stort mål. I feltet må man formode, at Jumbo, Deceuninck og Bora vil lægge løbet i et jerngreb, og belært af sidste års kedelige erfaringer vil de formentlig ikke tage de store chancer. Vi har svært ved at se, at vinden kan splitte feltet, især fordi retningen ikke er specielt velegnet på den lille rundstrækning, men vi regner alligevel med en nervøs og dermed heller ikke alt for langsom dag, hvor styrt meget vel kan blive en del af dagens orden, mens udbruddet langsomt trækkes ind. Det vil formentlig allerede ske inden Den Gyldne Kilometer, der denne gang kommer ganske tæt på mål, og hvor de er nærliggende for folk som Greg Van Avermaet, Philippe Gilbert, Alberto Bettiol, Søren Kragh, Sep Vanmarcke og Oliver Naesen, der alle har en god spurt, at jagte bonussekunder.

Til slut venter en massespurt i en finale, der viser, hvorfor BinckBank Tour er så kaotisk et løb. Sving med 3800, 3000, 1700, 1200, 1000 og 900 m til mål - endda på våde veje - fortæller alt om, at det bliver en dag, hvor positionering er altafgørende, især fordi vejene i de belgiske og hollandske byer ofte er ret smalle. Betydningen af et godt tog er derfor svært at overvurdere. Selve opløbsstrækningen er med sine 900 m dog også så lang, at man med en vis fart godt kan redde det, hvis man ikke er alt for langt tilbage i svingene. Dertil kommer, at sidemodvinden vil gøre det vigtigt at time spurten fornuftigt.

Det får os til at pege på Dylan Groenewegen som vores favorit. Ganske vist har hollænderen ulempe af at have kørt EM i dag, men blandt løbets topsprintere gælder det for langt de fleste med Alvaro Hodeg som den markante undtagelse. I virkeligheden endte Groenewegen ikke med at brænde alt for mange kræfter af søndag, og han har sjældent haft de store problemer med at spurte to dage i træk. Selvom Touren ikke var den helt store succes, viste han i løbets første del, hvor han stadig var frisk, at han fortsat er verdens nok hurtigste sprinter, og han er derfor næsten altid manden, der skal slås.

Når vi peger på ham her, skyldes det dog lige så meget hans tog. I dette løb er det påfaldende, at de store sprintere alle kommer med relativt svage lead-outs, men her skiller Jumbo sig ud. Nok savner de Amund Grøndahl Jansen, men hos sig har hollænderen Mike Teunissen, der i år har kørt fabelagtige lead-outs, samt Timo Roosen, der havde Teunissens job inden denne sæson og nu bør overtage Jansens plads som tredjesidste mand. Det burde være en ret vigtig fordel i den tekniske finale, men det kræver, at de kan holde sammen, hvilket kneb en del under Touren. Samtidig har Groenewegen ofte skuffet i dette løb, men med EM som en gulerod må man formode, at han denne gang har holdt sig bedre i gang efter Touren. Han vandt trods alt 1. etape for tre år siden, og med støtte fra det måske bedste tog, tror vi, at han kan gentage det i denne tekniske finale.

Hans værste rival er i vores øjne Sam Bennett. Ireren har i år slået alle topsprinterne, også Groenewegen, der dog ganske vist var i en meget træt udgave, da han blev besejret i Paris-Nice. Forskellen på topfart mellem dem synes i hvert fald at være ganske minimal, og Bennett synes bare at komme nærmere og nærmere. Samtidig viste han med 2. pladsen i London og 6. pladsen ved EM, hvor han egentlig klarede sig ret flot i et løb, hvor han var uden holdkammerater det meste af dagen, at han slet ikke er i så ringe augustform, som han plejere, formentlig fordi Vueltaen er sæsonens største mål.

Bennetts problem er hans hold. Lidt overraskende har holdet ikke udtaget Shane Archbold, og det betyder, at han mangler en klassisk lead-out man. Den tilbagevendte Jempy Drucker burde kunne hjælpe ham, men han må være rusten efter en lang skadespause. Heldigvis har han Lukas Pöstlberger og Daniel Oss, der kørte finalerne for Peter Sagan i Touren, og de burde nok kunne holde ham fremme, men hvis ikke Drucker er på 100%, skal han klare selve spurten selv. Det har han til gengæld også vist sig fremragende til i et 2019, hvor det næsten har været positionering, der har været hans største styrke, og han har efterhånden vænnet sig til at køre som Sagan og bare finde hjulet på sprinteren med det bedste tog. Gør han det igen i morgen, bliver han ganske svær at slå med de sprinterben, han har haft i år.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Ser man på topfarten, er Alvaro Hodeg et lille niveau under de bedste. Det så vi senest i Tour of Turkey sidste efterår, hvor han faktisk fik skovlen under Bennett den ene dag, men ellers var ham underlegen. I år er det ikke mange WorldTour-spurter, han har kørt, men han fik klø af Bennett, da de mødtes i Dauphiné. I Tour of Norway fik han sin etapesejr, men blev også slået af Alexander Kristoff, der ikke just er verdens hurtigste, og det står i hvert fald klart, at han ikke er nogen Fabio Jakobsen, hvad topfart angår.

Til gengæld har han et andet våben. Nok kommer Deceuninck ikke med deres bedste tog, men Philippe Gilbert, Zdenek Stybar og ikke mindst Florian Senechal, der sidste år imponerede i dette løb i rollen som sidste mand for Jakobsen, da denne vandt 1. etape, er slet ikke et ringe hold. Særligt i en så teknisk finale kan de med deres erfaring blive afgørende, og det kan give Hodeg den fordel, han skal bruge. Han kørte ikke EM og er derfor mere frisk, og samtidig viste han med to etapesejre i Adriatica Ionica Race, at formen er der. Med et godt lead-out kan han sagtens gøre, som Jakobsen gjorde på 1. etape sidste år.

Løbets fjerde topsprinter er Arnaud Demare, men man kan frygte, at hans drøm om etapesejr blev knust mod Londons asfalt for en uge siden. Her brækkede Jacopo Guarnieri nemlig kravebenet. Dermed gik han med ét fra at have det vel nok bedste til tog til at have ganske middelmødig støtte. Ramon Sinkeldam er stadig en kapabel lead-out man, men de øvrige ryttere på holdet har ikke deres faste plads i hans tog. I forvejen er Demare ikke nogen ørn i positionskampen, der altid har været hans største svaghed, og det er en stor ulempe i en teknisk finale på våde veje. Formen er ellers fin, som han viste med sejren i Vallonien, og han har på papiret også farten til at være den største trussel mod de tre store favoritter. For at være det skal han dog have lidt held med sin positionering.

Jasper Philipsen kan glæde sig over, at Kristoff ikke valgte at blive i regionen efter EM. Det betyder nemlig, at han får lov til at være kaptajn for UAE på hjemmebanen, hvor han endda vil forsøge sig med det lidt ambitiøse mål at køre klassement. Det bliver nok for svært, men forhåbentlig kan han vise sin fart i massespurterne. Med sin etapesejr i Tour Down Under, sine fine spurter i Californien samt ikke mindst den høje fart, han viste i rollen som hjælper for Kristoff i Touren, har han dokumenteret, at han kan blande sig med de bedste. Mest af alt har han dog imponeret med sin positionering, hvilket kan kompensere for de få km/t, han mangler i forhold til de bedste, i en teknisk finale som denne. Toget med Marco Marcato, Juan Sebastian Molano og erfarne Roberto Ferrari ser endda aldeles glimrende ud, og det burde være en cocktail, der gør ham til en ganske stærk outsiderkandidat til etapesejren.

En rytter, der bliver ganske interessant at følge, er Phil Bauhaus . Tyskeren, der blev hentet som Bahrain-Meridas store sprintersatsning, har haft et skidt år, hvor han slet ikke har kunnet leve op til det potentiale, han viste, da han slog alle giganter i Mellemøsten sidste år og i 2017 blev nr. 2 på en etape i dette stærkt besatte løb. Nu kommer han til gengæld til løbet med selvtillid, efter at han slog Hodeg i gadeløbet på 1. etape af Adratica Ionica Race - et løb, der ikke talte med i klassementet - og det viser, at han stadig har den fart, han havde i gamle dage. Han havde ikke sin bedste dag i London, hvor han opgav kaptajnrollen til fordel for Sonny Colbrelli, men formen kan ikke være forsvundet. Det har knebet lidt med positioneringen i år, em et tog med Ivan Garcia, Heinrich Haussler og ikke mindst verdens engang allerbedste til at forcere med 1 km igen, Marcel Sieberg, har han en støtte, der er de færreste forundt. Kombineret med den fart, han viste i Italien, står han således slet ikke så ringe i sin kamp for at forbedre 2. pladsen fra 2017.

Det har været herligt at se, hvordan Kristoffer Halvorsen i år endelig er begyndt at vise lidt af sit potentiale. Nok er han ikke blevet til det, de fleste håbede, men i år har han trods alt vundet to løb, og havde han blot kunnet holde sig til holdet på 1. etape i Californien, kunne det sagtens være blevet til 3. Hans stabilitet har endda været ganske imponerende, og han har således ikke færre end 16 top 10-placeringer og meget få udfald i massespurterne. Det vidner om, at han efterhånden har fået styr på positionskampen, og her kommer han til start med et relativt stærkt, men noget uerfarent tog bestående af Chris Lawless, Leonardo Basso og Filippo Ganna. Han så ganske stærk ud ved EM, hvor han førte som et æsel for Kristoff, også i London og Vallonien viste han fine ben, selvom et styrt ødelagde chancerne på Ineos-hjemmebanen. Han mangler stadig at vise, at han har farten til at slå giganterne, men han er ikke langt fra.

Wanty stiller med Timothy Dupont, der aldrig blive sejrsmaskinen fra 2016 igen, men som stadig er en ganske god sprinter. Han kommer endda til løbet på ryggen af en stor succes, idet han blev nr. 2 ved de belgiske mesterskaber og vandt 1. etape i Vallonien, hvor han slog nogle ganske stærke sprintere. Dette løb er sæsonens måske største mål, hvilket fik ham til at skippe Touren, og han synes at have timet formen, da han i Vallonien blev nr. 10 på Mur de Thuin, der ellers ikke passede ham. Han er desværre lidt svingende i positionskampen, og han er hæmmet af et svagt tog, men kan Tom Devriendt vise samme power som i Østrig, burde han kunne køre Dupont så langt frem, at han kan bruge sit fine momentum til at sikre et godt resultat.

Egentlig burde sprinterkometen Matteo Moschetti være en spændende outsider. I år har han nemlig imponeret både med sin holdbarhed, sin topfart og sin positionering. Desværre er han aldrig rigtigt kommet sig over styrtet i Giroen, og senest udgik han af løbene i Vallonien og London. Naturligvis bør han langsomt blive bedre, og han behøver ikke at være på 100% for at forsøge sig på så let en etape som denne. Toget med Alex Frame, Mads Pedersen og Edward Theuns hører til blandt de bedre, og det kan sammen med den gode positionering måske kompensere for den manglende form i denne tekniske finale.

Det er dog nok mest sandsynligt, at Trek i stedet kører for Edward Theuns. Belgieren virker nemlig til at have fundet sin vel hidtil bedste form i år. I Adriatica Ionica Race blev han nr. 2 bag Hodeg på sidste etape, og her imponerede han med sin kørsel på stigningerne. Han kørte et flot lead-out for Jasper Stuyven i London, og dermed synes han i hvert fald at komme til løbet med gode ben. Han er slet ikke så hurtig, som da han slog alle stjernerne i dette løb for to år siden, men med kombinationen af et hæderligt tog og god form, kan han gøre det godt, hvis det bliver ham og ikke den hurtigere Moschetti, der skal spurte.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

EF er i samme dilemma, men må formodes at skulle køre for Sacha Modolo. Efter et forår, hvor han lignede en syg mand, som tidligt forlod Giroen, er han kommet sig. Det startede med fin kørsel i Route d’Occitanie og fortsat i Adriatica Ionica Race, hvor han opnåede hhv. en 4. og en 3. plads. Senest kørte han i Polen, men her blev det desværre evident, at farten stadig ikke er den højeste til de lette sprinteretaper. Til gengæld har han genfundet melodien i positionskampen, som tidligere har været hans styrke, og et tog med Dan McLay, Moreno Hofland, Sep Vanmarcke og Alberto Bettiol burde være ganske stærkt. Det bliver ikke til sejr, men et godt resultat er muligt.

Den anden kandidat er Dan McLay. Briten er hurtigere end Modolo, som han viste, da han sidste år i Polen blev nr. 2 som lead-out man, hvor kaptajnen end ikke kunne gå forbi. Desværre er han også meget svingende, meget lidt holdbar og håbløs i positionskampen, hvilket er en ulempe i denne tekniske finale. Han synes dog at være i fornuftig form, efter at han klarede Box Hill i London og sad med længe i sidevinden ved EM. Denne flade etape burde passe ham. Kan det stærke EF-hold få ham godt igennem svingene, har han farten til noget stort, men han kan også sagtens ende uden for top 10, som han plejer.

En spændende outsider kunne være Justin Jules. Franskmanden er ikke verdens hurtigste, men han er en mester i tekniske finaler med mange sving. Det er i sådanne, at han har taget sine største sejre, og derfor vil han elske denne afslutning, især på våde veje. Desværre synes han ikke at have sin bedste form, men det er heller ikke nødvendigvis afgørende her. Toget med Baptiste Planckaert, Aksel Nommela og Lionel Tamianiaux er tillige ganske godt, og det kan være nok til at sikre et topresultat. Det er dog også muligt, at holdet kører for Taminiaux, der har kørt flere gode spurter i år og viste bedre form i de seneste løb.

Endelig vil vi pege på Ryan Gibbons. Den unge sydafrikaner fik mange til at tabe næse og mund med sin klatring i begyndelsen af året, men siden dengang har han absolut intet vist. Det har han heller ikke gjort på det seneste, hvor det blev til en 10. plads i Italien og en 18. plads i London. Her burde han dog kunne gøre det hæderligt i en teknisk finale, hvor han med Reinardt van Rensburg, som måske også kan ende med at køre spurten, og Mark Renshaw har et erfarent og ganske kapabelt tog. Han vinder ikke, men kan måske give lidt oprejsning til Dimension Data.

Blandt de øvrige sprintere er en formstærk Jakub Mareczko , der dog skal bruge et lille mirakel for at komme i top 10 i en teknisk og våd finale, hvor hans positionering er et enormt problem. Det samme gælder for positioneringssvage Thomas Boudat. Jasper De Buyst skal sikkert forsøge sig, men han vil være meget alene på et Lotto-hold, der primært kører klassement, og Boy Van Poppel har spurtet ringe siden det lovende Tour de Yorkshire. For Sport Vlaanderen spurter en formstærk Amaury Capiot sikkert sammen med Milan Menten. dee begge har for vane at forsøge sig simultant, men som ikke har farten til at vinde. Jens Debusschere er for begrænset i positionskampen, og Davide Ballerini er for isoleret og for langsom til en spurt som denne. Endelig kan det tænkes, at Movistar spurter med Jurgen Roelandts eller Jasha Sütterlin, Mitchelton-Scott med Dion Smith, Robert Stannard eller Michael Albasini, Sunweb med den spændende Joris Nieuwenhuis, der vil elske denne tekniske finale, Casper Pedersen eller måske Søren Kragh, og Ag2r med Oliver Naesen, Julien Duval eller Dorian Godon , men ingen af dem har farten til at vinde.

OPDATERING: Den endelige startliste har givet ændringer. De Buyst er ude, hvorfor Lotto nu ventes at køre for Stan Dewulf, der dog ikke kan blande sig i kampen om sejren. McLay kommer ikke til start for EF, der nu med sikkerhed bør køre for Modolo, der nu har Mitchell Docker som en ganske erfaren lead-out man. Dupont er blevet markant styrket af et tog, der nu udover Devriendt tæller Pieter Vanspeybrouck og Boris Vallee, der i år har gjort det fornemt for ham. Endelig er Justin Jules erstattet af Kenny Dehaes, som normalt vil være Wallonies sprinter, men som efter et rædselsår nok overgiver sprinterrollen til Taminiaux.

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Sam Bennett, Alvaro Hodeg

Outsidere: Arnaud Demare, Jasper Philipsen, Phil Bauhaus, Kristoffer Halvorsen, Timothy Dupont

Jokers: Matteo Moschetti, Edward Theuns, Sacha Modolo, Ryan Gibbons, Joris Nieuwenhuis, Lionel Taminiaux