Ruten

I de senere år har tendensen til at gå udenom Madrid-områdets knap så spændende terræn betydet, at det er flere år siden, vi sidst har besøgt byerne Avila og Toledo, der ellers ofte har været vært for løbet. I år vender de tilbage i den tredje uge, hvor 19. etape forbinder de to byer på en hovedsageligt flad etape. Det hele slutter imidlertid med en ganske stejl bakke op mod målet i Federico Bahamontes’ hjemby, hvor Philippe Gilbert og Paolo Bettini med sejre ved besøgene i 2010 og 2008 har vist, at de eksplosive puncheurs har en fremragende chance for at få en sejr.

I alt skal der tilbagelægges 165,2 km, der altså fører mellem Avila og Toledo. Starten er hård, idet man med det samme kører mod syd op ad kategori 3-stigningen Alto de la Paramera (12 km, 2,5%), der starter med 2 km med 5-6%, men derefter bare er en jævn og meget let opkørsel med top efter 13 km. Herefter følger en lang nedkørsel, der kun kortvarigt er lidt teknisk på den nedre del, inden man når ned til det flade plateau, hvor resten af etapen afvikles.

Det går videre igennem relativt fladt terræn frem til San Martin de Valdeglesias, hvor man drejer mod sydvest for at passere en mindre stigning og efterfølgende nedkørsel. Herefter drejer man mod sydøst for at bestige en længere ikke-kategoriseret stigning, inden man rammer en lang nedkørsel, der fører mod sydøst ned til byen Escalona, hvorfra det flader ud. Herfra går det nemlig videre mod sydvest igennem terræn, der først er let stigende og siden let faldende, og undervejs passerer man dagens spurt, der kommer efter 134,0 km.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Kort efter drejer man mod øst for at kører op over en lille bakke, inden småkuperet terræn leder frem mod Toledo. Her drejer man mod syd for at køre langs Rio Tajo hele vejen rundt om byen, hvilket betyder, at man skal over en 700 m lang bakke, der stiger med 5,9%, og som har top lidt mere end 5 km fra stregen. Ved 5 km-mærket drejer man mod øst, hvor det begynder at falde, mens man kører videre rundt om byen mod nord. Med 1700 m igen når man bunden, hvor man drejer mod vest, inden man lige inden den røde flamme drejer mod syd ind på den sidste bakke, der er 1200 m lang og stiger med 5,8%, men som bliver stejlere undervejs med 6,2% over den sidste kilometer og 7,4% over de sidste 500 m. Finalen er kringlet, idet man med 490 m igen skal igennem et hårnålesving, hvorefter man drejer skarpt 90 m senere, inden man til slut skal rundt i en snegleagtig formation, som leder ind på den 120 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1774 højdemeter.

Toledo blev senest besøgt af løbet i 2010, hvor Philippe Gilbert slog Tyler Farrar og Filippo Pozzato i puncheurspurten, i 2009, hvor David Millar vandt den sidste enkeltstart foran Samuel Sanchez og Cadel Evans, og i 2008, hvor Paolo Bettini sejrede i puncheurspurten foran Philippe Gilbert og Alejandro Valverde.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Vejret

Efter nogle solrige dage kan rytterne vente sig mere regn. På en generelt skyet fredag med en temperatur på 27 grader, vil der nemlig konstant være en bygerisiko på 25-30%, endda tiltagende sidst på etapen. Vigtigst er det dog, at rytterne kan se frem til endnu en meget blæsende dag med en østlig vind på 25-30 km/t. Det giver sidemodvind først på etapen frem til San Martin de Valdeiglesias, hvor der følger et kor t stykke med sidemedvind, inden man lige inden forplejningen får sidemodvind hele vejen frem til spurten. Til slut vil der være modvind, indtil man på sløjfen rundt om Toledo får først sidevind, så modvind og til slut stort set uafbrudt sidevind på de sidste 3,5 km.

Analyse af 18. etape

I mange år har europæiske og amerikanske langdistanceløbere med frustration kunnet konstatere, at de har været oppe mod overmagten. Naturligvis er der undtagelser som britiske Paula Radcliffe, der stadig har kvindernes verdensrekord på maratondistancen, men grundlæggende har det været en meget afrikansk fest. Særligt kenyanerne og etiopierne har nogle genetiske fortrin, der har gjort særligt europæerne tæt på chanceløse.

Så galt er det ikke gået i cykelsporten, selvom meget taler for, at afrikanerne egentlig også burde kunne begå sig i denne udholdenhedssport. Europæerne har nemlig været privilegerede af, at en cykel jo ikke er et helt billigt transportmiddel - slet ikke hvis den skal bruges til konkurrence - og derfor har cykelsporten længe været en sport for den rige del af verden. I det meste af forrige århundrede var det et rent europæisk anliggende, indtil amerikanerne og australierne, der jo heller ikke just er underbemidlede, begyndte at blande sig.

Resten af verden har i cykelmæssig forstand været at betragte som en samling ulande, men det kan meget vel være ved at ændre sig. Og modsat løbesporten tyder meget på, at det er colombianerne og sydamerikanerne, som har potentiale til at udvikle sig til cykelsportens kenyanere og etiopiere. I hvert fald synes de at have en næsten uudtømmelig talentmasse, hvor de altid kan hive et nyt vidunderbarn frem, når vi er blevet trætte af at se på de ”gamle”.

Landet havde jo allerede en første storhedstid i 80erne, men af en eller anden grund forsvandt landet lidt fra scenen i mange år, hvor Santiago Botero og kortvarigt Mauricio Soler vel var de eneste, der med en vis regelmæssighed hævdede sig i front. Måske er forklaringen, at økonomien igen blev et problem i de glade 90ere, hvor det som bekendt ikke var nogen ulempe at have god kontakt til en dygtig og næppe helt billig mediciner, som kunne gøre det hele lidt lettere, når der skulle trædes i pedalerne.

Uanset hvad forklaringen er, kan vi i hvert konstatere, at den colombianske tørke er slut. Og ikke bare er den tilendebragt, colombiansk cykelsport er gået direkte fra lav- til konjunktur, så man næsten kan frygte, at markedet er ved at blive overophedet med en mangel på hold til at aftage den enorme talentmasse, der sprøjtes ud fra Andesbjergene. Det var Rigoberto Uran og Sergio Henao, der startede bølgen først i dette årti, inden Nairo Quintana slog igennem som sportens nye vidunderbarn. Siden er de kommet så skidt fra en spædekalv med først Esteban Chaves, så Miguel Angel Lopez, senere Egan Bernal og senest også Ivan Ramiro Sosa og Sergio Higuita. Og så skal man jo ikke glemme, at de i Fernando Gaviria også har en af verdens absolut hurtigste på to hjul.

Det er derfor, jeg flere gange har kaldt Lopez for en slags veteran. Det er naturligvis helt meningsløst at tale sådan om en mand, der så sent som i dag generobrede Vueltaens ungdomstrøje, som han nu har kurs mod at vinde for tredje år i træk (selvom der ikke altid har været en hvid trøje at bære). Sådan føles det bare, for Lopez har allerede været med i toppen så længe, at man helt glemmer, hvor skræmmende ung Superman er. Og når han omgives af endnu yngre talenter som Sosa, Bernal og også Higuita, er det ikke mærkeligt, at man meget let glemmer ham, når man taler om verdens mest lovende grand tour-ryttere.

Specielt Bernal er skyld i, at Lopez på sin vis er endt som den glemte colombianer. Derfor var det måske også meget sigende, at han igen i dag blev overstrålet af en yngre landsmand, selvom han med sin kørsel i de madrilenske bjerge satte en fed streg under, at der er få, der som ham kan flyve i bjergene i den tredje uge af en grand tour. Problemet for ham var bare, at etapen nok mest vil blive husket som den dag, hvor The Higuita Monster, som han ikke helt ubegrundet allerede kaldes, for alvor slog sit navn fast på den store scene.

Modsat Lopez, der bragede ind på scenen helt ud af det blå, da han nærmest helt uden forudgående erfaring i Europa sensationelt vandt Tour de l’Avenir, er Higuita faktisk allerede en kender af europæisk cykelsport. Han har nemlig allerede tilbragt to sæsoner som professionel på Manzana Postobon, hvor han viste så lidt, at jeg i hvert fald var lidt forundret, da EF i løbet af vinteren viste interesse for den dengang 21-årige colombianer, som de da også gav et halvt år ekstra til at modne sig i hos Fundacion Euskadi, inden han tog skridtet ind på WorldTouren.

Det skulle imidlertid vise sig, at der slet ikke var grund til en modningsproces. Fra det øjeblik, han klikkede i pedalerne på Mallorca i januar, har Higuita konstant udfordret verdens bedste. I samtlige sine løb i løbet af vinteren og foråret blandede sig med verdenseliten med en sådan regelmæssighed, at EF fremrykkede deres kontraktstart til den 1. maj.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

At det var en god beslutning, har det altædende monster bekræftet uafbrudt siden dengang. Faktisk har han kun kørt WorldTour-løb for holdet, men de er alle endt med en gigantisk succes. Først blev han nr. 2- i øvrig bag et andet vidunderbarn, Tadej Pogacar, i Tour of California - så blev han nr. 4 i sit første europæiske WorldTour-løb i Polen, og i dag kronede han så en fornem grand tour-debut med at vinde en af de store bjergetaper i Vueltaen.

Nok har det spanske løb afsløret visse svagheder - ikke mindst en manglende stabilitet og en svag enkeltstart - men de seneste tre uger har sat en fed streg under, at Higuita er ikke blot lovende, men også ekstremt alsidig. At han kan spurte, har han vist længe, ikke mindst på 2. etape og i Californien, hvor han sågar slog et par sprintere i flade finaler, og at han klatre og har punch, er åbenlyst. Som tidligere i løbet viste han i dag også, at han er en eminent nedkører, da han udnyttede sine fornemme tekniske evner til at slå det hul, der i sidste ende skulle vise sig at være forskellen på succes og fiasko, da han kørte sit livs cykelløb på de madrilenske veje.

Det krævede nemlig ikke så lidt at vinde etapen. Ikke blot skulle han ramme et udbrud, der blev etableret efter en lynhurtig og hektisk indledning, hvor der blev kørt så stærkt, at ingen kunne komme fri på den første stigning. Siden skulle han holde hovedet koldt i en gruppe, der med mange stærke navne kunne være svær at holde styr på. Og efter sin nedkørselsopvisning skulle han holde favoritterne, der var involveret i et gigantisk opgør om klassementet, bag sig - en bedrift, han fuldendte med en bravur, som til fulde dokumenterer, at vi her taler om en sand diamant. Nok mangler han stadig nogen stabilitet og mere power i sidevind og på enkeltstarter, men alene det, at han kan vinde en drønsvær etape efter 18 dage i sin første grand tour - og dagen efter en ekstremt hurtig etape, der går over i historiebøgerne - siger, at vi her taler om en grand tour-perle, der har motoren til at præstere også over alle tre uger i de største løb. Og dermed blev den ellers så ulykkelige Vuelta altid ikke så trist for det brølstærke EF-mandskab, der lignede en af løbets hovedaktører, men som fik lagt deres løb totalt i ruiner af et gigantisk styrt i den første uge.

Dermed blev Lopez nok engang overskygget, men han fortjener al mulig applaus. Colombianeren, der ellers lignede en mand på vej mod en formmæssig nedtur, da han faldt sammen på Los Machucos og led på Alto del Acebo, har de seneste dage igen vist, at han mere end de fleste mestrer kunsten at præstere i den tredje uge af en grand tour. I forbindelse med andenugeskrisen filosoferede jeg ellers over, om den lille colombianer var kommet til løbet i lidt for god form, men den teori har han i den grad gjort til skamme med skræmmende kørsel både i dag og i mandags, så han nu igen kan lugte et podium, der ellers for et par dage siden lignede en by i Rusland.

Lopez satte nemlig i dag en streg under sin status som løbets bedste klatrer. Det var han både på Javalambre og i Andorra, hvor et styrt formentlig kostede ham en etapesejr, og efter krisen i sidste uge cementerede han den position med sin fornemme kørsel i dag. Efter at han fik tanket moral med sin kørsel i mandags og sov i timen i sidevinden i går, vidste alle, at Lopez ville komme blæsende med alt, hvad han havde i dag, og selvom missionen ikke lykkedes totalt, endte han med at generobre en hvid trøje, som han ellers syntes at have tabt, og tilbageerobre hele 59 sekunder på sine to direkte podierivaler.

Det var lidt af en bedrift. De madrilenske bjerge er nemlig kendt for at være så lette, at det snarere er et sted, man med en dårlig dag kan tabe det hele, end et sted, hvor man med offensiv kørsel har meget at vinde. Det havde Lopez imidlertid på en dag, hvor Astana dagen efter deres flotte redningsindsats i sidevinden, hvor de reelt reddede løbet for både Lopez selv og Roglic, iscenesatte den oplagte taktik på fornem vis ved først at splitte feltet til atomer med særligt Jakob Fuglsang, siden sende kaptajnen i offensiven og endelig bruge Omar Fraile som trækkraft mellem de sidste stigninger. Og da det kortvarigt så ud til at være skønne spildte kræfter, efter at der skete samling inden den alt for lette Cotos-stigning, var det åbenbart alligevel lykkedes Astana at gøre det så hårdt, at selv de moderate procenter på den lette side af den berømte Navacerrada-stigning skulle vise sig at være for meget for folk som Pogacar og Quintana.

Desværre var det ikke i første omgang nok til at komme på podiet, men det skal vi som cykelfans blot glæde os over. Nu er der nemlig lagt op til endnu et Lopez-show på de bløde stigninger på lørdag, hvor Astana atter har brug for at gøre det hele knaldhårdt, hvis de moderate procenter skal bringe Superman tilbage på et podium, han midlertidigt smed væk i den anden uge. I det hele taget var hans nedtur kort efter, at han kørte sit livs enkeltstart, så mærkelig, at han næsten må have været småsyg, for det er højst specielt, at en grand tour-specialist som Lopez pludselig oplever et par dages krise i et løb, hvor han ellers har været i noget nær sit livs form både i uge 1 og i uge 3.

Det var dog nok ikke den krise, der kostede ham den samlede sejr. Den tilfalder næsten med sikkerhed Primoz Roglic, men sloveneren virker nu ikke helt så overmenneskelig, som han gjorde i Andorra samt på Los Machucos og Acebo. På La Cubilla afskrev han ganske vist sin lille krise med en forklaring om, at han havde fokuseret for meget på Valverde, men heller ikke i dag virkede han til at være helt ovenpå pedalerne. Selvfølgelig var der ingen grund til at gamble stort på at følge Lopez, som er langt efter ham i klassementet, når han stadig havde Sepp Kuss ved sin side, men det virkede til, at Roglic sled lidt mere i det, også når han skulle svare på Valverdes forceringer. Det ændrer dog ikke på, at det vil være en gigantisk sensation, hvis ikke Roglic gør det færdigt i de kommende dage, hvor han i relativt let terræn vil være omgivet af et stærkt Jumbo-hold anført af Kuss, der i dag nok engang bekræftede sit enorme potentiale, da han ene mand længe holdt Lopez i snor.

Dagens store taber var Alejandro Valverde. Egentlig kan han være svært tilfreds med at konstatere, at nedturen på Cubilla bare var udtryk for en enlig svale, og at han ikke har kurs mod en gentagelse af sidste års gigantiske kollaps, for i dag virkede han næsten lige så stærk som på Acebo, selvom han ikke helt kunne gå med i Lopez’ ryk. Desværre betød Nairo Quintanas forventede krise, at verdensmesteren blev låst i jagten på en etapesejr, som ellers lå til hans højreben.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Colombianeren slider nemlig med noget sygdom, som har sat ham tilbage de seneste dage, og derfor kunne man allerede i går fornemme, at han trods kuppet i sidevinden regnede med at tabe tid i dag. På den baggrund var det ikke underligt, at Movistar valgte en helt passiv strategi med fokus på at forsvare de to podiepladser - især fordi Valverde også viste svaghedstegn forleden - men til slut, hvor han havde vist, at han var blevet sit gode, gamle selv igen, må Valverde i den grad have haft kløe i benene for at gå efter en måske sidste sejr i regnbuetrøjen. Det lod sig ikke gøre på grund af evigt loyale Valverdes respekt for Quintana, og nu må man blot håbe, at colombianeren når at komme sig inden lørdag. Fortsætter tendensen fra i dag, ser det nemlig ud til, at Movistar meget vel kan ende både uden dagens etapesejr og to mand på podiet.

Podiet gled også Tadej Pogacar af hænde, og det var vel dagens største overraskelse. Hidtil har sloveneren nemlig været helt stabil, og mønsteret fra hele første del af sæsonen var da også, at han altid blev bedre og bedre igennem sine etapeløb. I dag havde han det imidlertid åbenlyst meget svært på en ellers relativt let etape, og det var der næppe mange, der havde forudset, efter den kørsel, han leverede på La Cubilla i mandags. Det skal man dog ikke lægge meget i, for man skal ikke glemme, at Pogacar med sin alder på bare 20 år er uhørt ung for en grand tour-stjerne, og det ville næsten være for meget af det gode, hvis en rytter, der sidste år blot var teenager på kontinentalniveau, både skulle vinde to af løbets sværeste bjergetaper og ende i den samlede top 3. I lyset af Lopez’ genrejsning kræver det vist en gedigen Valverde-nedtur i stil med sidste år, hvis det skal lykkes, men heldigvis har løbet her vist, at det kun er et spørgsmål om formentlig meget kort tid, inden Pogacar kan betræde sit første grand tour-podium.

Det sker næppe nogensinde igen for Rafal Majka, der ikke har været i nærheden af en top 3 i et tre uger langt løb siden 3. plads i Vueltaen for fire år siden. Alligevel har 2019 været lidt af et comeback for polakken, der i 2018 lignede en rytter på vej mod glemslens tåger, men som i Vueltaen og Giroen har foldet sig ud. Og selvom han i begge løb har været et niveau under de bedste, har han været stabil og endda forbedret sig kraftigt i den tredje uge. På den baggrund forstår man godt, at CCC fortsat har blikket rettet mod muligheden for at få fingre i den førende polske grand tour-rytter, der vil give lidt liv til et ikke alt for stærkt polsk mandskab.

Dagens største positive overraskelse var Carl Fredrik Hagen. Forud for løbet havde han ganske vist talt om, at han måske ville køre klassement, men da Lotto end ikke ventede på ham på holdløbet, så det ud til at være mere snak end realitet. Han fik imidlertid kæmpet sig ind i top 10 via et par gode udbrud, og mens jeg sikkert var en blandt mange, der troede, at det ville være en stakket frist, har nordmanden vist, at han i den tredje uge har nået sit hidtil højeste niveau - først ved at klare sidevinden og i dag ved at klatre med Quintana og Pogacar på en overraskende hård dag. Som bekendt er det præstationerne i den tredje uge, der udmærker de virkelige grand tour-ryttere, og da ”den norske Roglic” indtil for få år siden stadig løb langrend på højt niveau, kunne noget tyde på, at vi skal regne med en meget stejl udviklingskurve, som vi ser det, når naturtalenter kommer sent til sporten fra andre sportsgrene.

En taber var Wilco Kelderman, der ellers har haft stigende formkurve, men det var måske ikke så mærkeligt. Modsat de andre favoritter sad han nemlig ikke på hjul i går, hvor han var nødt til at køre med rundt for at holde sig på første vifte i det gigantiske sidevindsdrama, som Sunweb var blandt hovedaktørerne i. Det er værd at bemærke sig, at både han og James Knox i dag endte som tabere, men det var måske ikke helt uventet i lyset af trængslerne fra i går. Og ser man på deres nærmeste rivaler, ender det samlede regnskab af de to etaper stadig i et plus for de to aggressorer fra i går.

Endelig fortjener Louis Meintjes en kommentar. Det har været så trist at se, hvordan den engang så lovende sydafrikaner, der allerede to gange har været i top 10 i Touren og én gang har været i top 10 i Vueltaen, er faldet helt sammen efter hjemkomsten til Dimension Data, hvor han ellers fik sit store gennembrud. Sidste år forklarede han det med overtræning, men da han trods en del styrt gennem foråret, intet viste i optakten til eller første del af Vueltaen, var vi sikkert mange, der troede, at det var mere end bare det. I dag viste Meintjes, der altid har været berømt for sin gigantiske dieselmotor mod slutningen af en grand tour, imidlertid, at der er håb endnu, da han leverede en klatreindsats, som burde have givet ham en top 2-placering, hvis han havde kunnet følge Higuita på nedkørslen, der aldrig har været hans kop te.

Men måske var det meget godt, at dagen blev colombiansk og ikke afrikansk. Som sagt har afrikanerne sat sig på langdistanceløbene, og det er måske kun på sin plads, at cykelsporten bliver sydamerikanernes domæne. Sådan kunne det i hvert fald se ud, hvis deres talentreservoir er lige så uudtømmeligt, som det tyder på. Richard Carapaz satte alle suverænt til vægs i Vueltaen, Egan Bernal knuste al modstand i Touren, selvom de ikke ender med at vinde det spanske løb, har også Vueltaen i den grad været colombiansk.

Nu må man bare håbe, at Higuita skynder sig at nyde sin tid i rampelyset. Ellers risikerer han lynhurtigt at blive overhalet bagfra af de colombianske vidunderbørn, der sikkert allerede står i kø i de colombianske cykelskoler. Lopez kender i hvert fald følelsen af som 2-årig allerede at fremstå som en halvgammel sydamerikansk veteran…

Favoritterne

Egentlig skulle den lette tredje uge være en blanding af skiftevis lette etaper og to relativt bløde bjergetaper. Det fik den dramatiske sidevind i går imidlertid gjort en ende på, for mange vil helt sikkert betragte 17. etape som den hidtil hårdeste, selvom den ikke havde én eneste kategoriseret stigning. På den baggrund er der helt sikkert mange, der krydser fingre for, at normaliteten indfinder sig igen fredag, når feltet igen rammer fladere terræn på det plateau, hvor Madrid hører til, og hvor klatreudfordringerne er begrænsede.

Desværre for de stakkels ryttere ser det ud til, at vejrguderne har set sig sure på dem. Nok ved vi, at sidevind næsten altid spiller en rolle undervejs i Vueltaen, hvor den spanske højslette både er blæsende og yderst eksponeret, men det ser alligevel ud til, at 2019-udgaven bliver noget særligt. Det er allerede sikret med gårsdagens etape, der utvivlsomt vil gå over i historien - alene det, at det er verdens hurtigste løb over mere end 200 km siger det hele - og måske får vi et ekstra krydderi til dramaet på det, der ellers skulle have været en stille fredag.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Det bliver ikke helt så blæsende som forleden, men hvis vejene er eksponerede, er 25-30 km/t rigeligt til at flå feltet i stumper og stykker. Når vi alligevel er lidt forbeholdne over for, om vi får stor dramatik, skyldes det to forhold. For det første er det så mange år siden, at Vueltaen har været i Toledo, at vi har svært ved at huske, om terrænet er lige så åbent, som det er på Burgos-sletten, hvor onsdagens drama udfoldede sig. For det andet kan der vise sig at være lidt for meget sidemodvind frem for ren sidevind, og da vinden endda skulle være en anelse mere i sydøst sidst på etapen fremfor i en direkte østlig retning, kunne noget tyde på, at der vil være så meget modvind, at vinden måske snarere kan virke ødelæggende end dramaskabende.

Uanset hvad er der ingen tvivl om, at der er ca. 150 ryttere, der har fået sig en gigantisk påmindelse om, at man skal passe på den kraftige vind. Derfor kan vi også være sikre på, at hele feltet har fået besked på at være meget opmærksomme gennem hele fredagen, og det borger for endnu en nervøs og stressende dag i sadlen. Måske vil der hovedsageligt være sidemodvind, men undervejs kommer der nogle mindre retningsskift, der kan ændre det hele, og derfor skal feltet være skarpt fra km 0.

Det betyder også, at vi ikke levner udbrud mange chancer. Egentlig burde et udbrud have en fornuftig mulighed, for det vil være en dag, hvor sprinterholdene vil tvivle på, om de skal jagte. Lægger man dertil, at starten er ganske hård, og at det er sidste chance for alle de ryttere, der ikke er enten sprintere eller bjergryttere, må der være masser af basis for at gå i offensiven. Derfor burde der være garanti for angreb fra km 0, og med mindre vinden alligevel har den rette retning til at skabe et drama i stil med det, vi så i går, bør vi få etableret et stærkt og potent udbrud, der i generelt kuperet terræn altid vil have en chance i den tredje uge af en grand tour.

Problemet for dem er vinden. Den vil formentlig gøre feltet så drønnervøst, at farten automatisk vil blive skruet i vejret. Det alene kan næsten knuse deres drømme, men der er flere udfordringer. Philippe Gilbert vandt i præcis denne finale for ni år siden, og belgieren har ikke lagt skjul på, at han drømmer om at sætte en fed streg under sin holdbarhed og klasse ved at gentage den bedrift næsten ti år efter første triumf. Dertil kommer, at Sam Bennett i Oviedo tankede så meget selvtillid i denne type finaler, at også Bora formentlig vil give en hånd. Og hvis de misser udbruddet, er det meget sandsynligt, at hold som Ag2r, FDJ, Lotto, Dimension Data, Katusha, Trek, UAE, Caja Rural og måske sågar EF og CCC vil give en hånd med. For mange af holdene er det reelt sidste chance for at vinde en etape, og da de alle har folk, der kan spurte også i hårde finaler, bør der altid være hold til at jagte, med mindre der kører en meget stor gruppe med de fleste hold repræsenteret.

Det kan altid ske på denne tid i en grand tour, og derfor kan man ikke udelukke et udbrud, men når det brølstærke Deceuninck vil spurte, når vinden vil gøre det hele nervøst, og når der vil være direkte og hård modvind på de sidste kilometer ind mod Toledo, tror vi, at det ender i den forventede puncheurspurt. Vi udelukker ikke helt endnu et sidevindsdrama, men vi tror, at vindretningen er en anelse for forkert, ligesom alle favoritterne nu vil have lært lektion så meget, at de bliver svære at overraske igen.

Selve spurten er meget svær at læse. Den er som sagt benyttet to gange tidligere i dette årtusinde, og resultaterne peger på, at det er for puncheurs. I 2010 sejrede Gilbert med en top 10, der også talte navne som Filippo Pozzato, Peter Velits og sågar Daniele Bennati, og i 2008 vandt Paolo Bettini foran Gilbert og Alejandro Valverde. Det burde pege i retning af, at det alene er for puncheurs, men det billede mudres lidt af, at Tyler Farrar blev nr. 2 bag Gilbert for ni år siden (I kan se spurten nedenfor), og når han kan være med, kan mange andre sprintere det også, for Farrar har aldrig været kendt som puncheur, selvom han i sine bedste år ikke var helt uden holdbarhed.

Derfor må det også være i Deceunincks interesse at gøre løbet knaldhårdt. Historikken taget i betragtning kan der ikke være tvivl om, at de kører spurten for Gilbert - Fabio Jakobsen lærte vist lektion i Oviedo - og han kan sættes op på to måder. Enten kan de få Zdenek Stybar til at skyde den af for ham fra bunden af bakken, men de kan også lave en gentagelse af nummeret fra i går, hvor tjekken angriber tidligt og derved tvinger rivalerne til at reagere. Begge strategier kan have sine fordele, men begge bør de også sikre, at det bliver ganske hårdt og formentlig for svært for de fleste sprintere.

Alligevel kan vi ikke lade være med at pege på Sam Bennett som vores favorit. Ireren har imponeret os gang på gang og synes at være i sit livs form. Han sidder med, når de er 50 mand i bjergene, han klarer sidevinden uden de store problemer og ender alligevel som nr. 2, selvom han er alene mod fem mand fra Deceuninck, der alene kører mod ham, og når han spurter på bakker som den i Oviedo, er han så suveræn, at han slet kigger sig vantro tilbage og slet ikke kan forstå, at de andre ikke kan følge med. Bennett har før vist sit punch på bakker som disse i Tour of Turkey, men hans præstation i Oviedo var så overlegen, at han må regnes som blandt verdens bedste.

Finalen i Toledo passer ham dog dårligere, i hvert fald i forhold til folk som Gilbert og Valverde. Denne gang flader det ikke ud nær toppen, hvor det faktisk er stejlest, og derfor skal han reelt vise sig hurtigere end rivalerne på det allerstejleste stykke. For det andet er bakken er længere, og det vil altid være en fordel for de lettere folk. Det ændrer dog ikke på, at Farrar for ni år siden blev nr. 2 i samme afslutning, og der er altså en verden til forskel på irerens og amerikanerens puncheurevner og holdbarhed. Risikoen for, at Bennett udmanøvreres af endnu en 1-2 med Stybar og Gilbert er til stede, men denne gang kan han ikke ventes at være helt på egen hånd. Feltet bør være større og mere kontrollerbart, og vi ved, at Bennett altid finder det hjul, han vil have, formentlig Gilberts. Herfra tror vi, at han er stærk nok til at gå forbi og tage en sejr i det, der må være den hidtil hårdeste afslutning, hvor han har gjort sig gældende.

Læs også

Topsprinter får debut efter lang skadesperiode

Vi har været meget splittet i forhold til, om nr. 2 på listen skal være Philippe Gilbert, men vi er endt på at pege på belgieren. Egentlig taler meget vel for, at Valverde er den hurtigste af de to, især fordi han sidste år slog Peter Sagan i en finale af denne type, og fordi Gilbert ingenlunde er så hurtig som i 2010. Belgieren har imidlertid en gigantisk fordel i sit hold, der kan sætte ham i scene med et helt suverænt tog med Maximiliano Richeze til at føre dem ind på bakken og Stybar til at skyde den af fra bunden - eller måske angribe selv. Samtidig ved vi, at etapen er et gigantisk mål for Gilbert, og han vil være villig til at tage langt flere chancer end Valverde. Ved at gå forbi Bennett forleden viste han, at hans form efterhånden nærmer sig det niveau, der gav ham sejren i Roubaix, og han virker slet ikke træt endnu. Måske er Valverde og Bennett hurtigere end den lidt aldrende Gilbert, men belgieren vil gøre alt for at gentage sejren ni år efter den første triumf. Og det ville være gudesmukt, hvis det skete.

Alejandro Valverde blev nr. 3 bag Bettini og Gilbert for 11 år siden i en tid, der nærmest er helt utrolig at tænke tilbage på nu. Verdensmesteren er her imidlertid endnu og klar til at tage kampen op mod Gilbert nok engang. Valverde har altid haft et lille overtag i forhold til Gilbert både i puncheurfinaler og flade afslutninger, men de har grundlæggende været meget lige og slået hinanden lidt på kryds og tværs. Mens Gilbert har tabt lidt fart på sine gamle dage, viste Valverde imidlertid med sejren over Sagan i Almaden sidste år, at han stadig er meget hurtig, når han har den gudeform, han plejer at have i Vueltaen. Han har ikke helt vist det i år, men Valverde er altid farlig i finaler som disse. Den største udfordring er nok snarere, hvor mange risici han vil tage, for han har ikke samme mod som tidligere, og han vil helt sikkert ikke kompromittere sit klassement. Modsat Gilbert har han ikke megen hjælp i positionskampen, men det havde han heller ikke, da han sidste år slog Sagan. Modsat i Oviedo har han med en 3. plads vist, at han kan begå sig i denne finale, og da han sikkert gerne vil vinde i regnbuetrøjen igen, vil vi tro, at han giver det et skud, hvis ikke det kræver alt for mange risici. Så skal han bare vise, at han er lige så hurtig som i Almaden for 12 måneder siden.

Alex Aranburu må også have haft kig på denne etape meget længe. Spanieren viste med sin overlegne sejr i Burgos, at han er en fabelagtig puncheur, og han må virkelig elske denne relativt stejle bakke. I Oviedo gav han det ikke et skud, da finalen åbenbart blev anset som værende for let, men det vil han næsten med sikkerhed gøre her. Problemet er bare, at hans form er svær at læse, for vi har ikke set ham siden udbruddet i Bilbao for nu en uge siden. Etaperne i mellemtiden har imidlertid heller ikke passet ham, og i den anden uge kørte han som en motorcykel, selvom han havde siddet i gruppetto i en uges tid op til sine udbrud. Derfor kan han sagtens være frisk endnu, og nu får han chancen for at vise, hvor god han er i kamp med de bedste puncheurs. Det kræver dog, at han klarer sig i en positionskamp, der kan vise sig at blive en udfordring.

Vi vil også pege på Zdenek Stybar. Det er ikke, fordi han skal køre spurten, for der kan ikke være tvivl om, at det er Gilberts domæne. Til gengæld så vi også forleden, at strategien med en 1-2 fungerede glimrende, så hvorfor skulle man ikke skyde Stybar af, mens Gilbert sætter sig på Bennetts hjul igen? Det er i hvert fald en nærliggende strategi, og satser holdet på den taktik, kan det være svært at se, hvilket hold der skulle være stærke nok til at lukke tjekken ned. I går ødelagde Wout Poels det for ham, men skulle det lykkes i morgen, vil det ikke være første gang, at Stybar laver et sådant nummer, der tidligere har givet ham etapesejre i både Touren og Tirreno.

Løbets vel nok største joker må være Sergio Higuita. Vi er stadig ved at lære ungersvenden at kende, og derfor er det svært at sige, hvor god en puncheur han virkelig er. Han imponerede i sine flade spurter i Californien og på 2. etape, men han skuffede lidt i sine puncheurspurter i Polen, hvor han virkede klart overmatchet, ikke mindst på 5. etape. Denne afslutning er imidlertid stejlere og burde passe ham bedre. Positionskampen kan blive en udfordring, men det her bliver med en god placering en chance for ham til at vise os, om vi skal regne ham som en rigtig superpuncheur.

Blandt de holdbare sprintere er det vel særligt Clement Venturini, der skiller sig ud. Franskmanden har i år i løb som Tirreno og Oman vist, at han har taget store skridt i stigende spurter, der altid har været hans speciale. Han så også overbevisende ud i Oviedo, hvor han blev nr. 2 bag Sarreau i feltets spurt, selvom han ikke sad optimalt. Denne bakke er stejlere, og det giver ham en fordel i forhold til de tungere folk, men det er en ulempe i forhold til de klassiske puncheurs. Venturini falder lidt imellem to stole, og det burde vel egentlig gøre ham god i en finale, hvor en puncheur som Gilbert kan vinde foran en sprinter som Farrar. Han synes i hvert fald at være frisk endnu.

Nok engang har Caja Rural to kort at spille, da det også er en god finale for Jon Aberasturi. Han viste sine evner i stigende spurter tidligere i år, hvor han har vundet finaler i Mayenne, Getxo og senest i Burgos. Særligt sidstnævnte var imponerende, for her talte vi om procenter, der kan minde om disse. Spørgsmålet er bare, om bakken alligevel ikke bliver for hård for Aberasturi, når han er oppe mod verdens bedste, særligt fordi vi stadig ikke helt ved, hvor han står efter styrtet i Oviedo. Omvendt var han så stærk i Burgos, at det må være muligt. Når Farrar kan, kan Aberasturi også.

Igen i dag fik vi bevist, at Dylan Teuns - styrt eller ej - altså er ved at være træt. Nu er han helt ude af top 10, men han viste med sine angreb, at han stadig har mod på løbet. Det så vi også med 4. pladsen på sidevindsetapen, så hvorfor skulle han ikke gå efter denne afslutning? Den flade finale i Oviedo passede ham ikke, men her er afslutningen stejl nok for murspecialisten Teuns. Han havde foretrukket den stejlere, men 2. plads bag Kwiatkowki på 5. etape i Polen sidste år viste, at han godt kan være med på mere moderate procenter.

Tosh van der Sande har heller aldrig været meget bedre, end han er netop nu. Det viste han med sine fornemme udbrud på 11. og 12. etape og ikke mindst med overraskelsesangrebet i Oviedo, hvor han endte som nr. 3. Finalen her burde være glimrende for Van der Sande, der ikke synes at være i nedgang endnu. Desværre så vi også nok engang i Oviedo, at han altså ikke helt har den hurtighed, han tidligere havde, men bakken her er stejlere, hvilket bør være til fordel for manden, der kørte fra alt og alle på Mur de Thuin i Vallonien i juli måned.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Vi har lidt fidus til Ruben Guerreiro. Portugiseren er åbenlyst i sit livs form, og selvom han kun sjældent har vist det, er han altså ikke en ringe puncheur.Særlig viste han sin hurtighed i årets Tour Down Under, men han gjorde det også i dette løb på 11. etape. Vi er usikre på, om han skal køre for formsvage Enrico Battaglin, men Guerreiro plejer at være typen, der giver det et skud, når han kan. Forhåbentlig gør han det igen denne gang, hvor han med sin fornemme form kan gøre det godt.

Vi glæder os meget til at se Marc Sarreau. For en måned siden havde vi ikke tilskrevet ham mange chancer, men nu åbner vi døren på klem. Sarreau imponerede nemlig stort på 5. etape i Polen samt ikke mindst, da han blev nr. 4 i Oviedo. Samtidig synes han stadig at være frisk i den tredje uge, som han også var det sidste år, og nu får han chancen for at vise, hvad han kan i en finale, der er endnu hårdere end de allerede nævnte. Vi tror, at den mod toppen bliver for stejl til, at han kan gentage 4. pladsen fra sidste uge, men når han nu har overrasket os to gange, kan han vel gøre det igen. Når Farrar kan… (I kender selv resten af remsen!)

En outsider kunne være Pierre Latour. Vi tror ikke, at han tager chancen, for finalen er så oplagt til Venturini, at han nok skal have fuld støtte. Omvendt viste Latour sine fine puncheurevner i Polen, hvor han kørte fremragende på de 5% på 5. etape og slog Higuita på de 3% på 7. etape. Det viser, at Latour har nogle afslutterevner, som han bør dyrke noget mere, men spørgsmålet er, om han får lov i en trup, der tæller Venturini, især fordi den seneste uge har tydet på, at Latour godt kunne tænke sig at komme til Madrid hurtigst muligt.

Vi bliver også nødt til at nævne Enrico Battaglin. Finalen passer ham nemlig som fod i hose, men det er svært at tro meget på en mand, der gennem hele løbet har lignet en mand klar til en tur på cykelsportens kirkegård. Omvendt så vi i Polen, at selv en formsvag Battaglin kan køre i top 10 i spurter som disse, og det vil han kunne gøre igen på en etape, der ikke er voldsomt hårdt. I Oviedo styrtede han, og derfor fik vi aldrig at se, hvad han virkelig kan, men det gør vi forhåbentlig i Toledo.

En anden joker er Tao Geoghegan Hart . Formentlig sparer han sig til et udbrud lørdag, men Ineos har kurs mod så stor en katastrofe, at de vel ikke kan lade denne etape sejle. Et forsøg bør gøres, og han har et ret stærkt hold til at køre sig frem. Da han sidste år kørte puncheurspurter af denne type i Burgos, blev han hhv. nr. 6 og 4, og det viser, at han sagtens kan. Lad os håbe, at han modet til at give den et skud.

Og så er der naturligvis Primoz Roglic. Så sent som i dag, hvor han overspurtede Valverde på 2%, har han vist, at han er lynhurtig. Det så vi også med sejren over Valverde og Dan Martin på Jebel Jais i UAE Tour samt i Romandiet, hvor han med en god position havde vundet puncheurspurten på 3. etape. Når vi alligevel ikke tror så meget på ham, skyldes det, at han kun har Madrid i tankerne. Roglic vil næppe tage skyggen af chancer i en kringlet finale, når han har så stort et forspring, at det er helt unødvendigt. Derfor tror vi, at han bare vil holde sig til, men hvis han nu skulle sidde rigtigt, ved vi, at han er hurtig nok til at true de bedste.

Omar Fraile er i stand til at levere et topresultat, men vi tror, at alt på Astana handler om at fragte nervøse og klodsede Lopez til mål uden tidstab. Det skulle ikke undre os, om Tade Pogacar leverer et topresultat, men han kan dog nok trods alt ikke vinde, og meget af det samme gælder for formstærke Carl Fredrik Hagen. Efter at have set Edvald Boasson Hagen spurte på 14. og 17. etape nægter vi at give ham mange chancer, og desværre virker hurtige Dion Smith også for formsvag. Damien Touze og Cyril Barthe kan gå i top 10, men ikke vinde, og efter at have set John Degenkolb i Oviedo og blive sat i sidevinden i går, tror vi heller ikke på ham. Finalen er nok også for svær for Edward Theuns, men holdet kunne måske køre for formstærke Gianluca Brambilla, der dog ikke kan vinde. Quentin Jauregui og Dorian Godon skal sikkert arbejde for Venturini, og selvom han er voldsomt formstærk, kan Jonas Koch nok heller ikke levere mere end en top 10, mens finalen er for svær for Szymon Sajnok. Formstærke Nikias Arndt vil nok finde den lidt for stejl, og for de endnu tungere sprintere som Fabio Jakobsen og Max Walscheid er den helt sikker for svært. Vi vil tro, at Logan Owen skal arbejde for Higuita, og endelig bør Maximiliano Richeze være ren hjælper for Gilbert, der har etapen som et stort mål.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af denne optakt er det gået op for mig, at jeg er blevet snydt af folk, der har bildt mig ind, at der er tale om samme afslutning som i 2010. Det skulle ikke være tilfældet. Der er - som det også antydes af de officielle data ovenfor - tale om en stejlere og vanskeligere finale på brosten. Det tipper balancen væk fra sprinterne og mere i retning af mere hårdføre folk. Det betyder også, at vi generelt kan forvente, at klassementsfolkene vil være velplaceret, selvom det nok kun er Valverde og Roglic, der kan vinde. På den baggrund vil vi i stedet rangere favoritterne, som det anføres nedenfor. Jeg beklager misforståelsen.

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde

Øvrige vinderkandidater: Philippe Gilbert, Sam Bennett

Outsidere: Alex Aranburu, Zdenek Stybar, Sergio Higuita, Dylan Teuns, Pierre Latour,

Jokers: Primoz Roglic, Ruben Guerreiro, Clement Venturini, Tao Geoghegan Hart, Tosh van der Sande, Enrico Battaglin, Jon Aberasturi,  Marc Sarreau

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Philippe Gilberts sejr fra 2010 samt Paolo Bettinis sejr fra 2008 (fra et tilskuerkamera).