Optakt: 19. etape af Tour de France
17. september 2020 21:36Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Michal Kwiatkowski og Richard Carapaz sørgede for, at Touren ikke blev en total fiasko for Ineos på løbets sidste bjergetape, der imidlertid endte med status quo mellem favoritterne. Det betyder, at det hele skal afgøres på lørdagens enkeltstart, men forinden får Peter Sagan en sidste chance for at sætte et attentat ind på Sam Bennet på en ganske kuperet 19. etape, hvor han utvivlsomt vil jagte en sejr i en reduceret massespurt uden deltagelse af sin irske rival.

Kwiatkowski og Carapaz ruller over stregen side om side – Kwiatkowski vinder etapen

Livestream Giroen på Dplay uden reklamer – Få 7 dage gratis!

Ruten

I gamle dage, hvor det logistisk var uladsiggørligt at afvikle bjergetaper langt fra Paris bare 24 timer inden den store finale i hovedstaden, bestod tredje uge ofte af tidlige bjergetaper i enten Alperne eller Pyrenæerne samt nogle fladere transportetaper, hvor sprinterne kunne teste benene inden Champs-Elysèes, forud for en enkeltstart på næstsidste etape. Siden 2009 har arrangørerne oftest foretrukket at have en bjergetape på næstsidste dag, og det har betydet, at sprinterne sjældent har haft meget at komme efter i løbets sidste del. I år vender man imidlertid tilbage til konceptet med en enkeltstart som løbets afgørelse, og da den er henlagt til Vogeserne, er der brug for en transportetape, som fører feltet mod nord fra Alperne og frem til den mindre bjergkæde i landets nordøstligste hjørne. De hurtige folk slikker sig således om munden med udsigten til 19. etape, men en ganske kuperet anden halvdel og 2000 højdemeter betyder dog, at det langtfra er sikkert, at en spurt bliver dagens udkomme.

 

I alt skal der tilbagelægges beskedne 166,5 km, som fører feltet fra Bourg-en-Bresse til Champagnole. Startbyen ligger i udkanten af Alperne, og der er tale om en helt klassisk transportetape, der fører feltet mod nord det meste af dagen. Fra start kører man dog mod øst og nordøst via et let stigende stykke, men derefter går det næsten stik nord ad en lang, lige vej og stort set flad vej. Det begynder at falde let ned mod byen Lons-le-Saunier, der nås efter 64,5 km, hvorefter man fortsætter mod nordøst via et par mindre bakker til byen Chateau-Chalon, som nås efter knap 80 km.

 

Den by signalerer starten på den kuperede anden halvdel. Herfra kører man nemlig mod øst op ad kategori 4-stigningen Cote de Chateau-Chalon, der stiger meget jævnt med 4,3% i snit over 4,7 km frem til toppen, der rundes efter 82,0 km. Den leder op til et relativt fladt plateau, der via nogle småbakker følges mod øst og nordøst og slutteligt atter øst, hvor man kører nord om målbyen Champagnole, som man her blot er få kilometer fra at passere.

 

I stedet slår man imidlertid en sløjfe ved at fortsætte mod øst op ad den ikke-kategoriserede Cote de Mourmans (4,6 km, 3,9%), der ligesom den foregående er en meget regulær bakke med top efter 117,5 km i forbindelse med dagens indlagte spurt, der kommer for enden af en lan,g lige vej på toppen. En lille nedkørsel fører videre mod øst, inden man kører mod syd op ad en ikke-kategoriseret bakke (3,2 km, 3,3%), som leder næsten op i 1000 m højde.

 

Fra toppen resterer imidlertid fortsat 34,0 km, der primært er let faldende. Først går det mod sydvest, inden man kører mod vest op ad et let stigende stykke, hvorefter det atter falder mod nord. Der er en lille bakke (600 m, 5,0%) med top med 8 km igen, men derefter falder det atter ned mod de sidste 4 km, der er stort set flade, dog med en lille bakke i forbindelse med passagen af broen Pont Neuf med 1500 m igen. Efter broen er der to bløde kurver og et skarpt sving, der leder ind på den 1100 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning, hvis sidste kilometer stiger med 0,6% i snit.

 

Etapen byder på i alt 2208 højdemeter.

 

Champagnole har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Det varme, sommeragtige vejr fortsætter på en fredag med kun få skyer allersidst på dagen, hvor der er en beskeden bygerisiko på bare 5%. Temperaturen vil nå 29 grader, og vinden vil bare være svag til let (5-7 km/t) fra sydvest, inden den i finalen vil dreje helt rundt og komme fra nord. Det bør give sidemedvind frem til efter spurten, hvorefter man får sidemodvind. Vinden i finalen afhænger af, om den når at dreje. Gør den det, har de modvind i et langt stykke frem til de sidste 3,5 km, hvorefter der er sidevind og slutteligt sidemedvind på de sidste 1100 m. Hvis ikke, vil der være sidemedvind hele vejen i finalen frem til de sidste 1100 m, hvor der vil være sidevind.

 

Analyse af 18. etape

På hviledagen kløede Dave Brailsford sig utvivlsomt i det hår, han ikke har. Dengang så det nemlig uhyre udsigtsløst ud for det ellers så uovervindelige Ineos-mandskab, der har ejet Touren i syv ud af de seneste otte år. Gode råd var dyre for den ellers så succesrige manager, for hvordan skulle han få noget med hjem, når holdets kaptajn havde så ondt i ryggen, at han to dage senere måtte rejse hjem, holdets plan B havde fået ødelagt sit klassement af et styrt dagen forinden, og holdets plan C havde været en skygge af sig selv i to uger efter et styrt på 1. etape.

 

Nej, det så lige så håbløst ud, som det ville gøre, hvis en frisør havde ringet til selvsamme Brailsford for at få ham til at sparke gang i sin forretning igen efter corona-nedlukningen. Men forhåbentlig tog han startlisten op af lommen og løb de tilbageværende navne igennem, for gjorde han det ville han hurtigt indse, at det slet ikke så så udsigtsløst ud endda.

 

Nok er Ineos slet ikke på det niveau, de tidligere har været, men den trup oser altså stadig af klasse. Det har vi allerede kunnet se de seneste dage, hvor en lidt for overmodig Richard Carapaz formentlig smed en sejr væk på en 16. etape, der også havde Pavel Sivakov på 4. pladsen. Og det så vi i går, hvor Little Richard igen var på spil og med et gigantisk ridt var hovedperson på hoveddelen af Tourens sværeste målstigning måske nogensinde, Col de la Loze.

 

Derfor skulle Brailsford også bare se i historiebøgerne for at genvinde troen på, at holdet på den vel sidste etape, de stadig kunne vinde, kunne redde lidt af æren i et løb, der lignede en fiasko. Da et stort udbrud på 32 mand slap fri, nærmest inden Brailsford havde fået sat frisuren, kunne han nemlig notere sig, at hans hold udgjorde en ottendedel af gruppen. Når man sætter den regerende Giro-vinder sammen med en tidligere verdensmester med monumentsejr, klassikertriumfer og sejre i ugelange etapeløb på sit cv og lader dem blive sekunderet af en VM-bronzevinder i enkeltstart og en tidligere nr. 4 i Flandern Rundt, har man et og andet at skyde med. Og med den form, Carapaz har vist de seneste dage, kunne Brailsford nok tro på, at det skulle blive alle gode gange tre for ecuadorianeren, der som gruppens klart bedste klatrer bare skulle derudad med hjælp fra Michal Kwiatkowski, Jonathan Castroviejo og Dylan van Baarle.

 

Den første forudsætning var naturligvis, at det altædende monster og hans gule armada havde fået stillet sulten ved morgenbuffeten. Det havde de heldigvis, for selvom det i starten så ud til, at det gule tog holdt elastikken lige så stram, som de havde gjort alle de andre gange, Primoz Roglic efter få kilometer havde rakt hånden op og meldt om gode ben, varede det alligevel ikke længe, inden det stod klart, at der trods er grænser for grådigheden hos et hold, der allerede har tre etapesejre og gode chancer for at vinde også de sidste tre.

 

I stedet handlede den aggressive kørsel på Cormet de Roselend, hvor de hurtigt knuste Pierre Rollands prikkede drømme ved at neutralisere hans ellers helt uskadelige angreb vel snarere om at forhindre, at klassementsryttere pludselig fik gode ideer, som man ofte ser det på et første bjerg på vilde bjergetaper som denne i den tredje grand tour. Da først udbruddet var kommet over Roselend og havde udnyttet nedkørslen til at få så stort et forspring, at det ikke længere var muligt i et snuptag at køre op til fronten, blev elastikken så løs, at det kun var et tidligt udbrud af klassementskampen, der kunne forhindre Ineos i at gå efter sejren.

 

Og det lykkedes, men heller ikke denne dag gik det efter Brailsfords manuskript, som ellers plejer at blive fulgt til punkt og prikke i Touren. Det var nemlig alle mand for Carapaz, som først brugte Van Baarle, siden Castroviejo og slutteligt Kwiatkowski til at gøre det af med rivalerne en for en. Og da et dumt styrt pludselig sendte den værste rival, Marc Hirschi, til tælling, var den store trussel elimineret, da Carapaz nu blot skulle køre fra Pello Bilbao på den brutalt stejle Glières-stigning, hvilket burde være en overkommelig opgave for en igen formstærk Giro-konge.

 

Men som bekendt fornægter klasse sig ikke. Og klasse har de masser af hos Ineos, når luksushjælperen kan køre så stærkt, at han med sin kaptajn på slæb slet og ret kører fra alle og andre. Pludselig kunne Brailsford smide sit manuskript på møddingen og i stedet gå i tænkeboks over, hvem af sine to ryttere han helst ville have til at vinde.

 

Det har næppe været et svært valg. For det første havde Carapaz efter Hirschis styrt allerede sikret sig bjergtrøjen med gode chancer for at tage prikkerne til Paris. For det andet har Kwiatkowski nu tre år i træk været uhyre loyal hjælper for holdets tre forskellige Tour-vindere. Og for det tredje har Carapaz allerede tre grand tour-etaper på sit cv, mens Kwiatkowski i sin 10. deltagelse i et langt etapeløb stadig stod på et stort rundt nul - et nul, der vel er den eneste plet på resultatlisten for en mand, der har vundet det meste inden for sin rækkevidde. I det lys har der næppe skullet tænkes længe for at beslutte at give Kwiatkowski den etapesejr, som landsmanden Maciej Bodnar for tre år siden snød ham for i Marseille med det alleralleralleryderste af neglene.

 

Det har selvfølgelig gjort lidt ondt på Carapaz, der først fik frarøvet sin Giro-chance for at stille til start som dårligt forberedt plan B i en Tour, der hurtigt viste sig umulig at vinde med den ringe optakt. Til gengæld kan Carapaz så trøste sig med, at han på lørdag kan sikre sig bjergtrøjen, hvis han efter at være rullet hen til La Planche des Belles Filles kører så stærkt op ad stigningen, at han forhindrer, at Tadej Pogacar scorer mindst tre point mere end ham på løbets sidste lange stigning. Og så kan han glæde sig over, at han med tre udbrud på tre dage har dokumenteret den gigantiske grand tour-motor, som han viste i sin allerførste Vuelta i 2017, og som mere end noget andet er hans varemærke - et varemærke, der vel nu også gør ham til den måske varmeste kandidat til fighterprisen på podiet i Paris på søndag.

 

Ender han med bjergtrøjen, kan man ikke undgå at sidde med en følelse af deja-vu. I Giroen for tre år siden stillede holdet til start med to kaptajner i form af Mikel Landa og Geraint Thomas, men begge styrtede hurtigt ud af klassementet. Mens Thomas rejste hjem, rejste Landa sig i stedet i løbet ved at tage både etapesejr og bjergtrøje. Denne gang er scenariet præcist det samme, hvor én af to kaptajner er rejst hjem, mens den anden har kurs mod bjergtrøjen. Eneste forskel er vel, at det blev Kwiatkowski og ikke Carapaz, der vandt etapen, men det svarer jo så til, at hjælperytteren Mikel Nieve også vandt en bjergetape for holdet i den Giro for tre år siden. Nej, trods uheld fornægter klasse sig ikke.

 

Det gør det heller ikke for stakkels Hirschi, der både var uheldig og fik bekræftet sin klasse. Ikke blot betød supernedkørerens lidt for aggressive svingteknik, at han missede en etapesejr, han med sin gode nedkørsel og sublime spurt utvivlsomt havde inden for rækkevidde, den kostede også muligheden for at vinde en bjergtrøje, han lå ganske lunt i svinget til. Forhåbentlig kan han i aften alligevel se det positive i en Tour, der på alle måder har været en gigantisk succes for ham og Sunweb, og som i dag blot gav anledning til en understregning af et uhyre stort potentiale, når alsidige Hirschi tilsyneladende er så holdbar, at han kan være hovedaktør på 2. og 18. etape, samtidig med at han har været hovedrolleindehaver på et hav af etaper indimellem. Måske juryen giver ham en revanche mod Carapaz ved i stedet at tildele ham fighterprisen på søndag. Det ville bestemt heller ikke være ufortjent.

 

Uanset hvem det bliver, bliver de dog bifigurer. Slovenerne kan nemlig godt bestille champagne og gøre klar til at rejse en buste af Primoz Roglic, der nu uden uheld bliver landets første Tour-vinder. Det lå allerede i kortene efter i går, at Roglic med støtte fra det i særklasse stærkeste hold næppe kunne knækkes på en etape med over 30 km til mål fra toppen af den sidste væsentlige udfordring - især fordi sloveneren med sin indsats i går blot havde bekræftet, at han igen denne gang er skræmmende stærk i den tredje uge af en grand tour.

 

Det var han også i dag, hvor han med lethed afparerede de små forsøg, Pogacar kom med, inden han lige viste, hvor skabet stod ved kortvarigt at køre fra alt og alle på de grusveje, der ellers for et år siden var tæt på at blive fatale for ham i Vueltaen. Efter den magtdemonstration både på stigningen og gruset forstår man godt, at det var begrænset, hvor stor en angrebsiver der blev vist. Luksushjælperen Sepp Kuss kvalte let et angreb fra Enric Mas, inden Roglic hang krogen i Pogacars baghjul, inden han gav sin ven et klap på skulderen som en ros for i det mindste at have forsøgt.

 

Det var imidlertid ikke kun Roglic, der var skræmmende. I dag havde man det ligesom i 2009, hvor stakkels Andy Schleck satte et angreb ind i Pyrenæerne for siden at kigge direkte ind i det firehovedede Astana-monster bestående af Alberto Contador, Lance Armstrong, Andreas Klöden og Levi Leipheimer, der som de eneste var fulgt med ham. Lige så skræmmende stærke som datidens uovervindelige Astana-hold var nemlig Jumbo, da Wout van Aert på Glières kørte så stærkt, at det udover holdkammeraterne Roglic, Kuss og Tom Dumoulin kun var Richie Porte, Miguel Angel Lopez, Enric Mas og Marc Soler, der hang på, mens de øvrige top 10-ryttere, Alejandro Valverde, Adam Yates og Rigoberto Uran, alle var sendt til tælling. Det var en kollektiv magtdemonstration, der kun blev mere overlegen af, at både Dumoulin og Van Aert senere havde så meget overskud, at de kunne gå efter at køre Dumoulin op i klassementet mod slutningen, hvor de dermed blev Richie Portes redning, i stedet for at lade løbets nr. 4 sejle sin egen sø og ikke gøre ham til en ganske vist meget teoretisk trussel mod deres kaptajn.

 

Ja, det var vitterligt nærmest uhyggeligt, at holdet kunne være så dominerende, selvom George Bennett aldrig er blevet sig selv efter styrtet, og Dumoulin nok engang kæmper med formen og friskheden i den tredje uge. Og det mest uhyggelige var naturligvis Van Aert. Vilde Wout, vanvittige Wout, vidunderlige Wout ikke blot sendte tre top 10-ryttere til tælling og fragtede Dumoulin tilbage til fronten, han hjalp såmænd også sin kaptajn ved at fjerne de fire bonussekunder, der ellers kunne være gået til Pogacar. Hvis blot jeg for tre uger siden, havde spillet på, at Van Aert efter tidligt føringsarbejde på Roselend og Glières ville ende med at sætte tre klassementsryttere til vægs og vinde favoritternes opgør på løbets sidste bjergetape, havde dette nok været min sidste analyse, for så var gevinsten nok blevet brugt på en tidlig pensionisttilværelse på min egen personlige ø i Caribien.

 

I lyset af Jumbos styrke var det klart, at i dag ikke var én, hvor løbet kunne vindes, men derimod hvor det kunne tabes, som det så ofte sker i den tredje uge af en grand tour. At Adam Yates kom til kort sidst i et langt etapeløb, kunne man have skrevet i manuskriptet allerede for tre uger siden i Nice, og at Alejandro Valverde trods den åbenlyst stigende form og lille genrejsning ikke kunne være med over 5000 højdemeter var heller ingen overraskelse.

 

Det ville det egentlig heller ikke have været i forhold til Rigoberto Uran, hvis man var blevet spurgt i Nice d. 28. august. I lyset af hans overraskende gode kørsel i dette løb var det alligevel ikke helt ventet, at han som den første skulle sendes til tælling, for mens han som ung havde en klar tendens til dårlige dage, er det en børnesygdom, han er kommet sig over. Det betyder nu, at han formentlig ender løbet som nr. 7 - hvis han kan holde Dumoulin bag sig på lørdag - hvilket for et par dage siden ville have været en skuffelse, men som i lyset af forhåndsforventningerne må betragtes som en succes - især fordi det kunne været gået meget værre, hvis ikke et stærkt EF-mandskab i dag havde haft Daniel Martinez og Hugh Carthy til at begrænse skaden.

 

Det ville have været langt mere urimeligt, hvis det i stedet nok engang skulle have været Richie Porte, der havde været taberen. Der kan ikke være mange, der ikke under den lille australier en tur på det podium, han har jagtet hele sin karriere, for ingen har vel været så forfulgt af uheld om netop ham. I 2014 fik han endelig chancen som kaptajn efter Chris Froomes styrt, men desværre sendte hans alt for skrøbelige helbred ham for 117. gang til tælling. I både 2017 og 2018 stillede han til start som Froomes største rival, men endte med at styrte ud på 9. etape. Og i 2016 var det en punktering på 2. etape - hvor altid loyale Greg van Avermaet valgte at køre egen chance og sikre sig en 8. plads i stedet for at vente på en af løbets store favoritter - der kostede 1.39 og i sidste ende dermed en 2. plads, som han i Paris manglede bare 1.12 for at sikre sig.

 

Den historie var minsandten ved at gentage sig fire år senere, da grusvejene sendte uheldige Porte direkte på katastrofekurs. Heldigvis blev han reddet af Jumbos grådighed og ønske om at få Dumoulin til at avancere, for med hjælp fra Van Aert og selvsamme hollænder kunne han afværge den truende katastrofe. Dermed har han fortsat en reel chance for at gå på podiet som den sammen med de to Jumbo-drenge på papiret klart bedste temporytter i top 10, men afstanden på mere end halvandet minut vil nok være for meget at hente, hvis Miguel Angel Lopez kan bekræfte, at vinterens hårde tempoarbejde har båret så fornem frugt, som vi så i Algarve. Hvis til gengæld det er den Lopez, vi har kendt hidtil, står Porte med fine chancer for at erobre det podium, han har jagtet i nu fem år.

 

Lopez kom aldrig med sit angreb på Porte, og da han utvivlsomt ikke føler sig helt sikker på sit forspring, kan det vel kun læses sådan, at han i dag ikke havde samme styrke som forleden. Det er da også kun i højderne, at han har været bedre end Porte, som har haft overhånden på den slags stigninger, der fandtes i dag, og derfor var det vel meget forventeligt, at der ikke blev yderligere en colombiansk tidsgevinst. I stedet blev det Mas, der som den eneste udover Pogacar angreb, og selvom det ikke lykkedes, fik han dermed nok engang bevist, at der ikke er mange med så god en tredje uge som spanieren, der fløj fra en 12. til en 2. plads på en god uges tid sidst i Vueltaen i 2018.

 

Mere overraskende var det, at Pogacar ikke kunne følge i Mas’ fodspor. Hidtil har der ellers været en helt klar tendens i alle fænomenets etapeløb til, at han blot er blevet bedre og bedre dag for dag. Den tendens synes imidlertid ikke helt at gå igen i dette løb. Nok er Pogacar stadig på et tårnhøjt niveau, men både i går og specielt i dag så han langt mere rusten ud end den slovener, der dansede i pedalerne i Pyrenæerne for knap to uger siden. Der var i hvert fald ikke meget monsterbid over hans angreb, inden Roglic satte ham til tælling på grusvejene, og derfor skal han nok prise sig lykkelig for, at han ikke skulle have forsvaret en førertrøje mod vennen og chefmonsteret i dag.

 

I stedet blev det Mikel Landa, der blev den helt store initiativtager. Det var nu ikke svært at forudsige, for når man allerede er blevet nr. 4 bare et sekund fra tredjepladsen, er det kun podiet, der tæller. Derfor måtte Landa i offensiven, og det lå også i kortene, at de fænomenale hjælpere Bilbao og meget formstærke Damiano Caruso skulle sendes i offensiven. Den eneste overraskelse var vel, at Landas angreb kom så sent, at det aldrig kunne have bragt ham på podiet, når man husker på, hvor stor en regning der venter på den temposvage basker på lørdag, men i dag fik det stærke Bahrain-mandskab heldigvis belønning for at have været Alpernes mest initiativrige hold - sammen med Ineos naturligvis. Dagens offensiv gør det stadig svært at tro, at han kan ende i top 5, når han jagtes af tempostærke folk som Mas og Uran og Dumoulin, der alle kan gå forbi ham, hvis hans enkeltstart er på samme niveau som i sidste års Giro, men han fik da i hvert fald rejst sig igen efter gårsdagens lidt ydmygende lussing.

 

I det hele taget var dagens tema vel at rejse sig efter ydmygende lussinger. Det var nemlig præcis det samme, Kwiatkowski, Carapaz, Brailsford og resten af Ineos gjorde med dagens flotte opvisning. Det kan godt være, at briterne har ry for at køre kontrollerende og kedeligt, men som vi så, da der i 2017 var en Giro, som skulle reddes, eller da Froome i Giroen i 2018 og Bernal i Touren i 2019 havde nogle comeback, der skulle leveres, kan de sagtens skifte strategi, når det kræves. Det lader sig nemlig gøre, når man har en trup, der kan få de fleste til at dåne af beundring. Klasse fornægter sig nemlig ikke!

                               

Favoritterne

Årets Tour er på mange måder en atypisk en af slagsen, men denne fredag bliver vi faktisk sendt tilbage til traditionerne. I gamle dage, hvor det var en logistisk umulighed at køre i bjergene 24 timer inden afslutningen i Paris, havde man ofte den sidste bjergetape onsdag eller torsdag efterfulgt af en eller flere transportetaper og en afsluttende enkeltstart inden finalen i hovedstaden. Sådan har det kun sjældent været i de senere år, hvor arrangørerne generelt har foretrukket en stor bjergetape som afgørelse om lørdagen, og derfor har sprinterne som regel kun haft Paris-etapen som mål i den tredje uge.

 

Sådan er det ikke denne gang, hvor man vender tilbage til det traditionelle format med en enkeltstart som overdommer, og da den skal køres i Vogeserne, er der blevet plads til en af de gammeldags transportetaper om fredagen. Modsat tidligere, hvor de ofte er kørt relativt tæt på Paris og derfor har været meget flade, er der dog denne gang tale om en kuperet sag, når nu enkeltstarten jo faktisk er henlagt til en bjergkæde.

 

I forvejen ved vi fra ”gamle dage”, at disse etaper slet ikke så tit endte i den massespurt, man skulle forvente. Træthed i den tredje uge i en tid, hvor sprinteretaper generelt var langt mere kontrollerede end i dag, betød, at man fik en del udbrudssejre på disse etaper, som i den første uge ellers næsten med sikkerhed ville være endt i en massespurt.

 

I det lys burde et udbrud have en god chance. Havde den været flad, ville moderne grand tour-kørsel betyde, at sprinterne ikke kunne undgå at spurte om sejren, men med et design, der byder på 2200 højdemeter næsten alle koncentreret på etapens sidste 90 km, er der tale om en knaldhård sag, som både lægger op til angreb og kan sende mange en klatresvag sprinter til tælling.

 

Alligevel taler alt for, at det bliver en spurt. Dette er nemlig Peter Sagans sidste chance for at vinde den grønne trøje, og det vil kræve, at han laver et kup i stil med det, han iværksatte på 7. og 14. etape. Sejr i den indlagte spurt og på selve etapen vil indbringe ham 70 point, som vil give ham et forspring på 18 point til Sam Bennett, hvis altså ireren ikke selv scorer point. Og det er et realistisk scenarium på en etape med så vanskelig en profil som denne. Selv hvis det lykkes, er den grønne trøje dog stadig en svær sag at vinde, da Bennett trods fuld Sagan-gevinst stadig blot vil være 18 point efter, hvorfor en irsk Paris-sejr med sikkerhed bringer ham i grønt.

 

Sagan har imidlertid langt fra givet op, som hans aggressive kørsel i Alperne har vist, og derfor ved vi, at Bora vil gøre forsøget. Spørgsmålet er bare, om de vitterligt kan kontrollere en etape, hvor alle vil i angreb, fordi det for alle ryttere, der hverken er tempospecialister eller sprintere, er absolut sidste chance for at få noget med hjem og endda også sidste reelle løbsdag.

 

Det lægger naturligvis op til et hav af angreb, hvor særligt Deceuninck nok vil være meget aktive i et forsøg på sjovt nok at undgå den massespurt, der kan kompromittere Bennetts grønne drømme. Man skal imidlertid bemærke sig, at første del af etapen er meget let. Den kan Bora nok kontrollere, især fordi der er sandsynlig hjælp fra et Lotto-mandskab, som naturligvis ved, at Ewan får det svært, men intet har at miste ved at gøre forsøget. Og sørger de bare for, at CCC og Mitchelton mandsopdækkes, burde de have sikret sig hjælp senere på etapen.

 

CCC vil sikkert også satse på udbrud, men de kan lukkes ned i fladt terræn, og selvom Mitchelton sikkert vil gøre det samme og stort set aldrig rører en finger i føringsarbejdet, må man formode, at Luka Mezgecs spurtsejr forleden vil give dem så meget tro, at de nok skal hjælpe, hvis Bora sørger for, at de ikke rammer udbruddet. Lægger man dertil, at hold som Cofidis, NTT og B&B heller ikke har noget at miste ved at jagte, skulle de misse udbruddet, burde der være styrke nok til først at sikre, at udbruddet bliver lille og kontrollerbart og siden holde dem i snor.

 

Derfor er jeg slet ikke sikker på, at kampen om at komme i udbrud bliver alt for lang. Vi så i lørdags, at Boras autoritative kørsel hurtigt lagde en dæmper på festen, og det kan de med en vis sandsynlighed gøre igen i et efterhånden meget mærket felt. Derfor regner jeg med, at det lykkes efter en nok aggressiv start på Col de France fra start at sende et lille udbrud afsted. De vil næppe få meget snor af Bora, der skal have samling inden pointspurten, og der kan sagtens være hjælp at hente fra de ovennævnte sprinterhold, særligt Lotto, CCC og Mitchelton. Faktisk kan man heller helt udelukke, at Ineos kan se en pointe i at gå efter bjergpointet, hvis udbruddet er så tæt på, at det giver mening. Som nævnt i analysen kan Carapaz godt bruge en ekstra buffer inden enkeltstarten.

 

Uanset hvad bør løbet blive åbnet fra bunden af stigningen. Her skal Bora lægge et stenhård pres over de næste 55 km, der næsten alle er stigende. Ingen af bakkerne er specielt stejle, men der er tale om mange, seje opkørsler, som med mange højdemeter vil slide på Bennett og sprinterne. CCC og Mitchelton har endda også en interesse i at lægge pres, og derfor bør det blive knaldhårdt, og udbruddet vil komme tilbage inden spurten, der er vigtig for Sagan. Den er endda så hård, at Sagan skulle have en fin chance for at vinde, selv hvis Bennett er med endnu.

 

Terrænet er også angrebsterræn, og det er nærliggende, at særligt Sunweb (hvis Cees Bol falder fra), men stort set alle sprinterløse hold kunne have planer om at forsøge noget. I dette terræn er Bora imidlertid et af de stærkeste, og når folk som Maximilian Schachmann, Felix Grossschartner, Lennard Kämna, Emanuel Buchmann, Lukas Pöstlberger og Daniel Oss sendes til fronten, bliver det meget svært at komme væk. Da de missede dagens udbrud, sparede de tillige kræfterne, så de er friske, og særligt Kämna har vist, at han stadig har diamanter i benene. Selv hvis man kommer fri, skal man til slut overleve næsten 35 ret lette kilometer, hvor man formentlig skal holde flere sprinterhold stangen. Det burde være en umulighed.

 

Jeg har derfor svært ved at forestille mig, at vi kan undgå en spurt - hverken med sene eller tidlige angreb. Det kan ikke udelukkes så sent i en grand tour, men det meste taler for, at Bora får deres reducerede massespurt. Det store spørgsmål er så, hvem der sidder med hjem.

 

Det er et ret åbent spørgsmål. Stigningerne er lettere end på både 7. og 14. etape, og derfor burde chancerne for overlevelse være tilsvarende større. Alligevel må man tro, at det bliver for svært for Caleb Ewan, der stort set konsekvent er blevet sat som den første. Til gengæld vil jeg mene, at Bennett, der normalt er ret holdbar, har en ganske god chance. Han var træt på 13. etape, der var en decideret dårlig dag, men siden da har han genvundet optimismen med meget overbevisende kørsel i Sagans baghjul, ikke mindst på den tidlige stigning tirsdag, hvor Sagan ellers gjorde alt for at komme af på ham på procenter, der er sværere end dem, vi finder her.

 

Selve spurten er ikke alt for kompliceret. Opløbet er 1100 m langt, så der er tid til at lade farten tale. Til gengæld er vejen meget smallere end normalt, og det betyder, at position alligevel bliver ganske vigtig. Dertil skal bemærkes, at de 0,6%, som sidste kilometer stiger med, synes koncentreret på de sidste 500 m, der således ser ud til at stige med en god procents penge. Til gengæld betyder den skiftende vindretning, at det er ret svært at sige, om vi får en med- eller modvindsspurt.

 

Uanset om Bennett overlever eller ej, vil jeg faktisk pege på Wout van Aert. I forvejen har han carte blanche til at spurte på de hårde dage, og nu hvor det er sidste dag, han skal arbejde for Roglic, bør friheden være endnu større, især fordi finalen ikke er alt for teknisk. Det er klart, at det ændrer sig, hvis der opstår et eller andet problem, men dette burde være en dag, Van Aert får lov til at gå efter sit hattrick, også fordi vinden er så svag, at den er helt, helt ligegyldig.

 

Når jeg peger på Van Aert, skyldes det den åbenlyse form og friskhed, alle kunne se i dag. Den tæller uhyre meget i den tredje uge, specielt efter 2200 højdemeter. Det er klart, at Bennett stadig er en svær nød at knække på ren fart, men det kan være anderledes efter så svær en dag, især når det er let stigende. Dertil kommer, at Van Aerts spurter har været uhyre overbevisende, ikke mindst hans meget lange modvindsspurt på 11. etape. Naturligvis er det en udfordring, at han formentlig igen er alene, men det kan ikke udelukkes, at holdet endda giver ham den dygtige lead-out man Amund Grøndahl Jansen som hjælp denne gang. Van Aert har også selv vist sig god i positionskampen, og derfor tror jeg, at hans form og fart sætter sig igennem efter 2200 højdemeter i den tredje uge.

 

Jeg vil pege på Sam Bennett som hans værste rival. Sammen med Ewan ligner han den eneste, der kan slå Van Aert på ren fart, men det kan han så til gengæld utvivlsomt også. Spørgsmålet er bare, om han sidder med til sidst, og hvor frisk han er. Chancerne for, at han sidder der, er som nævnt ovenfor umiddelbart gode i lyset af den friskhed og optimisme, han har vist. Noget andet er så, hvor meget af sin vanlige fart der er tilbage. Vi så i Poitiers, at han i den stigende spurt ikke var så overbevisende som vanligt, og selvom spurten her er lettere, skal vi næppe vente den overlegenhed, han ellers har vist hidtil. Endnu værre bliver det, hvis han mister Michael Mørkøv på bakkerne og skal klare sig alene i en positionskamp, han i dette løb har klaret overraskende ringe. Det ændrer dog ikke på, at Bennett hidtil har været hurtigste mand, at han ser ganske frisk ud, og at han indtil i år var en konge i positionskampen. Alt sammen taler det for, at det sagtens kan blive irsk sejr, selvom etapen er så hård og vanskelig.

 

Den tredje indlysende topkandidat er Peter Sagan, der skal vinde etapen, hvis hans grønne drøm skal være realistisk. Det har været opløftende at se slovakken blive bedre og bedre igennem løbet og i hvert fald nærme sig sit gamle niveau. Han var stærk i Lyon, hvor han dog var for alene til slut, og senest var han ganske stærk i bjergene i dag, hvor han kom med feltet over Roselend. Hans spurtstyrke er også kraftigt forbedret, som vi har set både på 10. og ikke mindst 11. etape. Her havde han tydeligvis mere fart end Van Aert, men det skyldtes formentlig, at belgieren kørte en alt for lang modvindsspurt. Umiddelbart tyder det på, at Van Aert stadig er den hurtigste af de to, men det er tæt, og Sagan er mere positioneringssikker end Van Aert. Bennett har givet ham så klare prygl i de indlagte spurter, at det måske er svært at se ham slå ireren, men i en spurt uden Bennett burde Sagan have en ganske god chance, nu hvor formen er i så hastig fremgang.

 

Joker-holdet er Trek, der igen skal finde ud af, om de kører for Mads Pedersen, Edward Theuns eller Jasper Stuyven. Der synes ikke at være givet nogen melding om hierarkiet, og det kan i virkeligheden blive dem alle. Generelt har Stuyven haft de hårdere etaper, hvilket kunne tale for ham, men det er også åbenlyst, at han mangler farten, ligesom han fik chancen senest på 14. etape. Theuns har kun haft én chance, og det kunne tale for, at det er ham, men han er også den mindst holdbare nu, hvor Pedersen har vist sig som en sand klatrer. Endelig er Pedersen åbenlyst den hurtigste, ligesom han har vist fabelagtig form i Alperne, men på den anden side ligger det i kortene, at han skal slutte sin tid i regnbuetrøjen med at spurte i Paris, og det taler for, at andre skal have lov på det rotationsivrige mandskab. Det samme gør det forhold, at Porte nu er podiekandidat, og Pedersen er åbenlyst blevet hans personlige oppasser.

 

Skal de vinde etapen, skal de utvivlsomt satse på Pedersen. I de hidtidige spurter har han været den klart hurtigste af de to, og hans store motor er som altid blevet varm mod slutningen af en grand tour. Hans form synes fabelagtig, og derfor burde han denne gang kunne klare bakkerne. Det er klart, at hans fart ikke er på niveau med de ovennævntes, men til gengæld har han det gyldne tog med Theuns og Stuyven, der også begge burde være der til sidst. Det kan på en smal vej være nøglen til sejr, hvis han denne gang kan holde sig til belgierne. Næststørst chance har Theuns, der normalt er den hurtigste af de to landsmænd, og også han vil med sit tog have en reel chance på så smal en vej. Sværere ser det ud for Stuyven, der er den mest holdbare, men ikke har de andres fart.

 

Det er næsten umuligt at finde ud af, hvor vi har Alexander Kristoff . Han var mildt sagt skidt kørende i den første uge (trods sejren i Nice), og det så heller ikke godt ud i den hårde spurt i Poitiers. Vi ved imidlertid, at Kristoff er kongen af den tredje uge, hvor han altid er friskere end alle andre. Noget tyder på, at det går igen denne gang, for han har set ret holdbar ud i Alperne, hvor han er blevet sat relativt sent. Det betyder ikke, at han ikke sagtens kan falde fra på bakkerne, der kan være for hårde, men da de aldrig er stejle, passer de godt til manden, der er konge af spurter efter hårde dage, ikke mindst sent i en grand tour. Hans positionering plejer også at være god, selvom han stadig lider under den begrænsede støtte, men sidder han rigtigt på den smalle vej, vil han elske en let stigende powerspurt som denne. For Kristoff kan det blive både fugl og fisk, da han kan ende i gruppettoen eller vinde etapen, hvis han har sin vanlige tredjeugesform.

 

Luka Mezgec tankede vigtig selvtillid med spurten i Lyon, hvor holdet betalte prisen for, at de aldrig arbejder, når de bør. Det gør de forhåbentlig nu, hvor sloveneren har vist sim hurtighed. Han slår aldrig Bennett, men efter en hård dag er han bestemt ikke uden chance, som vi så i Lyon. Hidtil har hans problem været hans svage positionering, men i et mindre felt står han faktisk ret stærkt med Jack Bauer og ikke mindst Daryl Impey. Sidder han endelig rigtigt, ved vi i hvert fald, at farten rækker til at komme ganske langt efter en hård dag som denne.

 

Det er også en vigtig dag for Matteo Trentin, der heller ikke har opgivet pointtrøjen. Hans massespurter er gået helt galt grundet en overraskende svag positionering, men efter en hård dag kan han håbe på et mindre felt samt støtte fra Greg van Avermaet. Han har i de indlagte spurter vist, at han i hvert fald kan køre lige op med Sagan, og det betyder, at han har en reel chance, hvis han sidder rigtigt. Jo hårdere, jo bedre er Trentins mantra, og han har vist i Alperne, at han stadig er uhyre frisk, som han plejer. Nu skal han bare sørge for endelig at sidde rigtigt, så vi kan se, hvor hurtigt han vitterligt er i en let stigende spurt, der passer ham.

 

Så er der selvfølgelig Caleb Ewan. I 2018 og første halvdel af 2019 var hans styrke at spurte efter hårde dage, men nu er det igen lige omvendt. Han bliver sat som den første på stigningerne, og hans styrke er nu de rene massespurter. De seneste dage har han bestemt ikke lignet en mand, der kommer med feltet hjem i dette terræn, og det tror jeg heller ikke, at han gør. Terrænet er dog ikke sværere, end at den Ewan, vi kender fra 2. pladsen i Sanremo, bør være der til sidst, og så havde han jo altså i gamle dage en fremragende afslutterevne. Den stigende spurt passer ham som fod i hose, men det vil kræve, at han klarer sin positionering bedre end hidtil. Den har i den grad haltet, og på en smal vej er der næppe lige så mange huller, der opstår, som vi har set tidligere ved hans sejre.

 

Man kan heller ikke udelukke Cees Bol. Hollænderen er et sandsynligt offer for bakkerne, men han har faktisk virket ganske velkørende på stigningerne. Vi ved da også fra klassikerne, at han sin størrelse til trods slet ikke er feltets tungeste, og han har i hvert fald en fair chance i dette terræn. Lykkes det at sidde med hjem, vil supertoget med Joris Nieuwenhuis, Nikias Arndt og Casper Pedersen, der alle er mere holdbare end ham, virkelig komme til sin ret på denne smalle vej. Et perfekt lead-out kan sagtens føre Bol til sejr, som han var så tæt på i Privas, indtil Van Aert ødelagde Sunwebs forarbejde. Den stigende spurt passer ham også, så det står og falder først og fremmest med, om han kommer over bakkerne. Det er trods alt tvivlsomt. Hvis ikke, kan holdet køre for enten Arndt, der normalt vil være nr. 2, eller Pedersen, som gjorde det godt i Lyons hårdere finale, men de bør ikke have farten til at vinde.

 

Jeg er ret spændt på at se Niccolo Bonifazio. Ligesom sidste år ser det ud til, at han stille og roligt har fundet formen gennem de tre uger, og måske har han kurs mod en gentagelse af podiepladsen i Paris fra sidste år. Han har endda været i angreb i bjergene, og det tyder på, at han har en chance for at klare stigningerne her. Han er uhyre svingende i forhold til holdbarhed, men på sine gode dage klatrer han udmærket, og hans fart er normalt tårnhøj, som vi så med sejren i Paris-Nice, ligesom hans positionering er fremragende. Udfordringen er, at han var uhyre skuffende i sin spurt på 11. etape, men nu har han haft en uges tid til at forbedre formen. Etapen er stadig svær for ham, men i lyset af tendensen fra sidste år står han ikke så ringe.

 

Cofidis har hele tre kort at spille i form at Elia Viviani, Simone Consonni og Christophe Laporte, der fartmæssigt skal rangeres i lige præcis den rækkefølge. Viviani er den klare plan A, og trods trængslerne har han faktisk vist god fart i sine to spurter, senest på 10. etape. Han skulle være i bedring efter fodskaden, og en formstærk Viviani kan sagtens klare dette terræn - i hvert fald i 2019-udgaven. Hvis toget endelig kan få det til at spille, er Viviani altså umiddelbart hurtig nok til at være en topkandidat på baggrund af det, vi så på 1. og 10. etape. Plan B må være Consonni, der synes i superform efter det flotte resultat i Lyon, men han er normalt ikke hurtig nok til at vinde i dette selskab trods sin indiskutabelt gode positionering. Laporte er umiddelbart den langsomste af de tre, men har i kamp med Consonni sit franske pas som fordel. Også han er positioneringsstærk, men uden fart til at vinde.

 

En joker er Sonny Colbrelli. Hans kørsel på Madeleine forleden var fabelagtig, og han er derfor åbenlyst flyvende. Med Mikel Landas knuste podiedrømme må han endelig få chancen, som han også fik det i Lyon. Problemet er, at Colbrelli altid har været lidt af en klovn i positionskampen, og hvis ikke han får hjælp af Matej Mohoric og Marco Haller, er det svært at se ham sidde rigtigt på så smal en vej. Hvis til gengæld det lykkes, er han specialist i stigende powerspurter som denne, specielt hvis det har været hårdt. Jeg frygter, at han sidder for ringe, men til gengæld kan han virkelig overraske, hvis det lykkes ham at få bugt med sin akilleshæl.

 

Med André Greipel ude er Hugo Hofstetter nu den entydige sprinter for Israel SUN. Selvom han skuffede på 14. etape, burde han ikke få problemer med at klare dette terræn, i hvert fald hvis ikke han er alt for mærket af styrtet forleden. Normalt er han kendt for sin fremragende positionering, men manglende fart, men i dette løb har han været overraskende hurtig. Senest så det lovende ud på 11. etape, indtil Sagans vilde manøvre tvang ham til en katastrofeopbremsning. Hans fart er stadig næppe god nok til at vinde, men er han frisk efter styrtet, ligner det endnu et topresultat. Er han ikke frisk, kan de satse på den holdbare Tom van Asbroeck, men han har ikke farten til at vinde.

 

NTT må satse på Edvald Boasson Hagen, da finalen er for hård for Max Walscheid . Egentlig burde Ryan Gibbons også være kandidat, men står de ved meldingen fra tidligere, er det norsk, der satses på. Boasson Hagen har imidlertid ganske overraskende været i klar tilbagegang, selvom det plejer at være lige omvendt. Således var det ganske overraskende, at han ikke kom med feltet hjem på 14. etape. Normalt har han dog ikke problemer i dette terræn, og vi så på 7. etape lidt af den hurtighed, han ellers har mistet. Sidder han rigtigt, og er han ikke så træt, som man fornemmer, burde han elske denne let stigende powerspurt.

 

Endelig er jeg nødt til at nævne Bryan Coquard, men det er svært at være optimistisk. Normalt er denne ret hårde etape ellers guf for ham, som vi så på 7. etape, men efter styrtet på 10. etape har han været i ren dødskamp og blev kun reddet af en selvopofrende Jens Debusschere på 17. etape. Det gør det svært at tro, at han kommer med hjem. Når jeg alligevel nævner ham, skyldes det, at han i dagene efter styrtet faktisk kørte to gode spurter, ligesom han så meget bedre ud på bakkerne i dag. Den smalle vej er en gigantisk ulempe for positioneringssvage Coquard, der nu skal savne Debusschere, men vi så på 7. etape, at han efter et hårdt løb er en af de hurtigste, når de rigtige supersprintere er faldet fra. Er han ikke med hjem, vil Cyril Barthe sikkert spurte, men han vinder ikke.

 

Hos Ag2r bør holdbare Clement Venturini sidde med hjem, og han burde med sin gode positionering gå i top 10. Han har dog ikke farten til at vinde, og det har heller ikke Oliver Naesen, der sikkert også kører sin egen spurt. Det gør Hugo Houle sikkert også, men han skal være glad for sin vanlige top 15. Måske giver Arkea nu Clement Russo lov at prøve, men han vinder ikke i dette selskab, og det gør Jose Joaquin Rojas heller ikke, hvis han som forledes giver den et skud.

 

Som sagt anser jeg det som usandsynligt, at et udbrud holder hjem, men skulle man pege på folk, der kan gøre det, skal vi over i de friske, formstærke og hurtige klassikerfolk. Det vil sige folk som Marc Hirschi, Søren Kragh, Michal Kwiatkowski, Greg van Avermaet, Daryl Impey, Alberto Bettiol, Jasper Stuyven, Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen og Valentin Madouas. Husk på, at Deceuninck denne gang formentlig helst vil undgå en spurt, og det giver større aggression fra deres side.

 

OPDATERING: Mads Pedersen har i sin SMS-dagbog på TV2 understreget, at han ganske rigtigt skal være oppasser for Porte. Han antyder imidlertid ikke, om det betyder, om han skal spurte eller ej.

 

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Sam Bennett, Peter Sagan

Outsidere: Mads Pedersen, Alexander Kristoff, Luka Mezgec, Matteo Trentin, Caleb Ewan

Jokers: Cees Bol, Niccolo Bonifazio, Elia Viviani, Edward Theuns, Simone Consonni, Hugo Hofstetter, Sonny Colbrelli, Edvald Boasson Hagen, Bryan Coquard

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Wout van Aert
Sam Bennett, Peter Sagan
Mads Pedersen, Alexander Kristoff, Luka Mezgec, Matteo Trentin, Caleb Ewan
Cees Bol, Niccolo Bonifazio, Elia Viviani, Edward Theuns, Simone Consonni, Hugo Hofstetter, Sonny Colbrelli, Edvald Boasson Hagen, Bryan Coquard
Jasper Stuyven, Christophe Laporte, Clement Venturini, Ryan Gibbons, Oliver Naesen, Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Marc Hirschi, Søren Kragh, Greg van Avermaet, Alberto Bettiol, Nikias Arndt, Casper Pedersen
INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Juniorverdensmester tørner ud for Sunweb

Tour de France ruten lækket

Video i artiklenAckermann på lægebesøg

Video i artiklenSaez i asfalten

Guillén om den grønne trøje: Vi laver ikke reglerne om

LIVE nu: Tager Cort sin chance i Vueltaens anden massespurt?

Video i artiklenOptakt: 9. etape af Vuelta a Espana

Video i artiklenVuelta a Espana-analyse: Hvem sagde svaghedstegn?

Vegni om monument: Vi træffer ikke beslutning endnu

Transferlisten 2020-2021 – ProTour

Protour-holdene har gang i transfermarkedet

Contadors udviklingshold opruster kraftigt

Medie: Australske Worldtour-løb aflyst

Følg Feltet.dk på de sociale medier

EF forlænger med uortodoks profil

Contador: Store cykelnationer er blevet overhalet indenom

Eksklusivt interviewUno-X Cup-vinder vender 'hjem': Rosenlund skifter til BHS-PL Beton Bornholm

Eksklusivt interviewAlexander Salby fortsætter gennembrudsjagt hos ColoQuick: 2021 er nok min sidste chance

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

ONSDAG

Clément Champoussin tror på etapesejr

Vlasov: Jeg lavede et hul, mens favoritterne så hinanden an

Mas efter Moncalvillo: Jeg har tabt tid, men er stadig motiveret

Feltet.dk lancerer cykelduellen 2020

Carapaz nyder 'fede' dueller mod duellanten Roglic

Chaves: Movistar-hammeren kostede mig i finalen

Roglic kendte ikke finalestigningen: Kan bare godt lide at vinde

Kuss: Roglic er sulten efter sejren

Video i artiklenDramatisk bjergdrama med slovensk vinder: Se highlights fra 8. etape

Roglic-sejr efter vanvittig favoritdyst på Moncalvillo

Video i artiklenRoglic tager dramatisk etapesejr på vild bjergetape! Se den sidste km her

Video i artiklenSå går det løs! Carapaz angriber med Roglic på hjul

Giro-ruten for 2021 kommer til januar - Udenlandske etaper ikke udelukket

Video i artiklenMovistar trykker igennem! Feltet lider imens

Mitchelton-Scott skriver med rytter fra Trinidad og Tobago

Storsind: EF tilbyder kontrakter for 2021 til alle holdets ryttere

Video i artiklenGruppeangreb fra Caja Rujal!

Medie: Izagirre-brødrene har styr på fremtiden

Video i artiklenHvilke Vuelta-historier trender på Twitter? Se her

Video i artiklenOptakt: 8. etape af Vuelta a Espana

Yderligere to ryttere ude af Vueltaen

Video i artiklenVuelta a Espana-analyse: Nekrologskrivning på pause

Test: Pronghorn Aero Disc

ASO dropper traditionel Tour-præsentation

Træt Dumoulin ude af Vueltaen

Oversigt: Så meget tjente Fuglsang i præmiepenge i Giroen

Alpecin-Fenix står foran invitationer til Grand Tours

Prøv banecykling - slå til nu og spar 30%

Giro-direktør langer ud efter to storhold

Eksklusivt interviewHolm om talenterne: Den første førertrøje betyder alt

Video i artiklenFind cykeludstyr og priser på tværs af shops

Bora-rytter uden brækkede knogler efter mærkværdigt styrt

TIRSDAG

Træt Fraile led nederlag på hjemmebane

Dumoulin efter etape: Det går ikke så godt

Valverde ærgrer sig: Jeg skulle ikke have ladet ham køre

Video i artiklenMystisk styrt under Vueltaen - Jay McCarthy ligger pludselig ude på marken

NTT-rytter skifter til norsk danskerhold

Vindende Woods: Skulle have siddet ved Hugh Carthy

Video i artiklenSe højdepunkter fra 7. etape af Vueltaen

Cort efter dagens etape: Alle var på grænsen

Video i artiklenMagnus Cort: Da jeg kom tilbage til feltet, indså jeg, hvor hård etapen havde været

Video i artiklenLykkelig Woods: Det var en helt speciel dag

Video i artiklenSe frem mod morgendagens 8. etape her

Video i artiklenMichael Woods får revanche fra søndag og vinder 7. etape af Vueltaen

Woods vinder syvende etape af Vueltaen – Valverde i storstilet angreb

Mitchelton-Scott opruster på trænerfronten

Video i artiklenRoglic før dagens etape: Jeg brugte meget energi på at komme tilbage i søndags

Schweizisk tempomaskine skifter til Alé BTC Ljubljana

Tour Down Under i fare - Alternativ overvejes

Video i artiklenOptakt: 7. etape af Vuelta a Espana

Martin glæder sig til at køre sammen med Froome

Godt nyt: Ingen positive Covid-19 prøver i Vueltaen

Stortalent skifter til BHS-PL Beton Bornholm: Hele tiden mit førstevalg

Eksklusivt interviewVuelta-debutanten Vingegaard: Håber at fortsætte den gode stil

CCC-rytter skifter til Total Direct Energie

Thomas efter Giro-exit: Var i bedre form end ved min Tour-triumf

Campenaerts: Hvis min karriere er forbi, vil jeg være brandmand

MANDAG

Video i artiklenGiro d'Italia-analyse: Den (u)forudsigelige grand tour

Louis Bendixen forlænger med Team Coop

Kirsten Wild tilbage på landevejen efter Covid-19-kamp

Video i artiklenVuelta a Espana-analyse: Roglical eller Andorra om igen?

Cykelcross Cup i Holbæk