STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Et af Giroens mest markante kendetegn er, at den i den tredje uge næsten altid byder på en stor bjergetape i Dolomitterne, den såkaldte tappone. Den er gerne alenlang, har ofte et hav af højdemeter og sender tit rytterne op over nogle af de højeste tinder, og en sådan findes naturligvis også i årets udgave. Ofte er denne kongeetape kommet lige efter sidste hviledag, men i år kommer den som den allersidste rigtige bjergetape i løbet, og igen er der tale om en ganske brutal sag. Måske savner den en voldsom distance, som vi ofte har set, men med små 5500 højdemeter og hele fire bjergpas, hvoraf de tre har top i mere end 2000 meter er der tale om den form for brutalitet, vi kender den for, og det hele slutter endda på den velkendte Tre Cime di Lavaredo-stigning, hvor Vincenzo Nibali i 2013 under et voldsomt snefald cementerede sin første samlede sejr på hjemmebanen. Reelt er der tale om en mere end 20 km lang stigning, der ender med en uhyre stejl rampe, og dermed er scenen sat for en mindeværdig etape, der sammen med den afsluttende bjergenkeltstart udgør en voldsom afslutning på årets udgave af den italienske grand tour.

Med en distance på beskedne 183,0 km er årets kongeetape faktisk en af de kortere i en udgave med generelt lange etaper, og den fører fra Langarone til Tre Cime di Lavaredo. Startbyen ligger midt i Dolomitterne nær grænsen til Slovenien, men på den første del af etapen fornemmer man slet ikke, hvilke uhyrligheder der venter senere. Således lægger man ud med at køre mod syd og senere sydvest ad en flad dalvej langs Piovefloden frem til byen Belluno, hvor man efter 13,2 km forlader floden for at køre mod vest, fortsat ad en flad dalvej.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Efter 20,5 km når man frem til byen Mas, hvor man drejer mod nord for herefter at køre op gennem dalen ad en stigende dalvej. Kort inden byen Agordo, der nås efter 41,5 km, drejer man mod nordvest for at fortsætte ad den stigende vej, inden man i Cencenighe Agordino, hvor man efter 51,4 km er nået op i 774 m højde, drejer mod nordøst. I Alleghe, der passeres efter 60,0 km, drejer man igen mod nordvest, hvorefter det kortvarigt flader lidt ud frem mod den første spurt, der kommer efter 64,4 km, men hurtigt begynder det at stige igen frem mod byen Digonera, der efter 69,7 km nås hele 1157 m over havets overflade.

Nu drejer man mod nordvest for at køre op ad en stigning (3,9 km, 6,7%), på hvis top man efter 76,1 km atter drejer mod nordvest for at følge en let stigende vej frem til Arabba, der passeres efter 83,4 km. Her drejer man mod nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Passo Campolongo (3,9 km, 7,0%, max. 11%), der er en helt jævn stigning.

Toppen i 1875 m højde rundes efter 87,4 km, der stort set alle har været stigende, men nu bliver der endelig tid til at komme sig, når man kører mod nordøst og nordvest ad en kort nedkørsel, der midtvejs har et kort, teknisk stykke, men eller består af lige vej. Den leder ned til byen La Villa, der nås efter 97,9 km, hvor man med det samme drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Passo Valparola (14,1 km, 5,6%, max. 12%), der kommer i flere dele. De første 4,4 km er lette med 5,0%, hvorefter man rammer et 2,25 km langt plateau, der stiger med bare 3,0%, inden der venter 7,4 km, som stiger jævnt med 6,9%, hvorefter det flader ud med 3,6% over de sidste 1,1 km.

Toppen i 2196 m højde rundes efter 112,1 km, hvorefter en uhyre teknisk nedkørsel leder mod syd ned til byen Rucava, der nås efter 127,7 km. Her drejer man mod sydøst for at køre op ad den lille Colle Santa Lucia (1,9 km, 7,3%), der har top efter 129,9 km, inden en kort nedkørsel leder mod nordøst ned til Selva di Cadore, hvor man efter 133,7 km drejer mod nord for at køre op ad den frygtede kategori 1-stigning Passo Giau (9,9 km, 9,3%, max. 14%). Stigningen er kendt som værende både meget stejl og uhyre regulær, og den er således nærmest uden udsving i procenterne undervejs, idet de første 3 km, der stiger med 9,8% i snit, dog er de stejleste, mens de sidste 2,9 km med sine 8,9% er de letteste.

Toppen i 2236 m højde rundes efter 143,5 km, og herfra resterer blot 39,5 km. De indledes med en teknisk nedkørsel, der leder mod nordøst ned til den berømte skisportsby Cortina d’Ampezzo, hvor dagens anden spurt køres efter 161,3 km, og herfra er de sidste 22,2 km stort set alle stigende og består af den dobbeltstigning, der leder op til mål. Man fortsætter nemlig med det samme mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Passo Tre Croci (7,9 km, 7,2%, max. 12%), der er en uhyre jævn stigning nærmest helt uden udsving.

Toppen rundes efter 169,5 km, hvorefter de sidste 13,5 km indledes med 4,17 km, der går mod øst og er let faldende, inden man kører mod nordøst ad en let stigende vej over små 3 km, der undervejs kortvarigt når op på 13%. Den leder direkte frem til bunden af den afsluttende kategori 1-stigning Tre Cime di Lavaredo (7,2 km, 7,6%, max. 18%), der bestiges fra sydvest og skal deles i tre. Således starter den brutalt med 1,39 km med 10,6%, men derefter følger først en 890 m lang nedkørsel og siden 970 m, der stiger let med 3,9%. Herefter tager den imidlertid for alvor fat, da de sidste 3,95 km stiger ganske jævnt med hele 11,7% i snit, herunder med 12,7% over de sidste 3 km. Den nedre del af stigningen består ad en lang, næsten lige vej, men mod slutningen er der adskillige hårnålesving, det sidste med 400 m igen, hvorefter en lige og 7 m bred vej leder frem til stregen.

Etapen byder på i alt 5423 højdemeter.

Tre Cime di Lavaredo har syv gange tidligere været mål i løbet, og vi har set sejre til Felice Gimondi (1967), Eddy Merckx (1968), Jose Manuel Fuente (1974), Beat Breu (1981) og Lucho Herrera (1989) i de første år. I 2007 var vi vidner til en magtdemonstration fra Saunier Duval, da Riccardo Ricco og Leonardo Piepoli med Ricco som etapevinder nåede mål med 10 sekunder ned til Ivan Parra, 32 sekunder ned til Julio Alberto Perez Cuapio og blandt andet hele 2.53 til den førende Danilo Di Luca. Seneste besøg var på den berømte snedækkede 20. etape i 2013, hvor Vincenzo Nibali konfirmerede sin samledes sejr ved at køre alene hjem med 17 sekunder ned til Fabio Duarte og 19 sekunder ned til sin værste rival, Rigoberto Uran. I 2019 havde Adriatica Ionica Race mål på bjerget, hvor Mark Padun vandt en femmandsspurt foran Dayer Quintana, Ben Hermans, Jonathan Caicedo og James Knox på en dag, hvor Remco Evenepoel smed hele 1.31 som nr. 9.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

For nogle dage siden var der snak om risiko for, at denne etape ville blive forkortet, men sådan går det heldigvis, selvom rytterne må leve med betydelig risiko for tordenbyger. Allerede fra start vil der være en bygerisiko på 45%, og den vil ligge på 75-80% gennem stort set hele etapen. Temperaturen vil være 23 grader ved starten og 19 grader i bunden af den sidste dobbeltstigning. Vinden vil være let (9-12 km/t) og det meste af dagen komme fra sydsydøst, men i finalen mere fra østsydøst. Det giver lidt tidlig sidemodvind med-og sidemedvind frem til bunden af anden stigning. Herfra vil der være mod- og sidemodvind frem til bunden af Giau, hvorefter der vil være sidemedvind, men efterhånden som vinden drejer, vil det ændre sig til sidemodvind. Således ventes sidemodvind på stort set hele dobbeltstigningen, indtil man på den sidste kilometer får først sidevind og til slut sidemedvind over de sidste 400 m.

Analyse af 18. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan det efter 18. etape kan se ud til, at en alsidig walisisk jernmand har kurs mod at skrive grand tour-historie.

Favoritterne

Ja, de første to uger var ud fra et klassementssynspunkt temmelig kedelige, men det var som bekendt i høj grad frygten for den tredje uge, der forklarede passiviteten. Heldigvis har det været ventetiden værd, for den med spænding imødesete sidste del har leveret fra start med to forrygende klassementsslag, der endda har været afvekslende, overraskende og forudsigelige - og foreløbig heller ikke kvalt al spænding.

For rytterne er det kedelige af det hele, at det værste venter. Nok har 16. og 18. etape været vanskelige, men det er først nu de to vigtigste etaper - måske sammen med den flade enkeltstart, der dog endte med at gøre begrænsede forskelle mellem de bedste - venter. Vigtigst af alle er bjergenkeltstarten, for det er den etapetype, der typisk gør størst skade, men man gør dumt i allerede nu at rette blikket mod Lussari. Det er nemlig kongeetapen, der venter i morgen.

Giroen har for vane at arrangere denne store ”tappone” i den tredje uge, og det er igen en voldsom en af slagsen, de har fundet på. Den har ikke den enorme distance, vi før har set, men den har meget andet. Passo Giau er kendt som en af Dolomitternes sværeste bjerge - senest husker vi jo Egan Bernals magtdemonstration, da han her kørte fra alt og alle og vandt kongeetapen for to år siden - og den efterfølges af Tre Cime di Lavaredo, hvorfra billederne af Vincenzo Nibalis magtdemonstration i snevejret i 2013 står klart i erindringen. Sat sammen til én finale kan de to bjerge kun gøre det voldsomt.

Nu brugte jeg en god del af analysen på at understrege forskellen på de forskellige typer bjergetaper i denne tredje uge, og det er klart, at denne etape med sine små 5500 højdemeter falder i samme kategori som 16. og ikke 18. etapes mere eksplosive kategori. Alligevel er der forskelle. Tirsdagens målbjerg var alenlangt, men ikke alt for stejlt. Her taler vi ganske vist om en dobbeltstigning, som giver målstigningen en vis længde, men med det lange, lette mellemstykke er det reelt bare en kort, stejl mur op til toppen. Det er helt anderledes procenter og en helt anderledes eksplosiv sag, men modsat i dag kommer den altså efter en lang og svær dag og ikke efter en etape, hvor stigningerne har været få og højdemeterne færre.

I den forstand er etapen lidt en hybrid mellem de to foregående, og det vil være farten, der bestemmer, hvem der har fordel. Kører man bare langsomt op over de første stigninger, ikke mindst Giau, kan finalen tiltale eksplosive folk, men lægges der pres på, vil det stadig være holdbarheden og motoren, der er det afgørende.

Derfor er jeg også lidt spændt på, hvordan de tre store hold griber etapen an. Geraint Thomas ligner en mand i kontrol, men han vil næppe føle sig helt tryg med det nuværende forspring inden bjergenkeltstarten. Derfor vil han utvivlsomt angribe i finalen, hvis han kan, og da det er sidste etape, hvo han skal bruge sit hold, kan han også bruge det til at gå efter etapesejren og bonussekunderne. Det indebærer imidlertid også en risiko. Lige nu står han stærkt, og han risikerer, at det rammer ham i nakken, hvis han alligevel ikke har benene. I det lys tror jeg ikke, at Ineos vil løbe risikoen og bringe bonussekunder i spil. Sidder han med gode ben til sidst, er det sandsynligt, at de vil lægge presset, som de endte med at gøre med Laurens De Plus i dag, men det er næppe dem, der bringer etapesejren i spil.

Det skal formentlig være UAE og Jumbo, og det er lidt interessant, hvordan de griber det an. Det var Joao Almeida, der fik tæsk i dag, og det bør jo anspore ham til at være konservativ og afventende for at finde ud af, om det bare var en dårlig dag eller en større krise. Jeg tror bare, at hans dieselmotor har gavn af et hårdt løb, for det er i de eksplosive finaler, at han kan komme til kort. Jeg er usikker på, om han tænker sådan, men jeg tror, at det er i hans interesse at bruge sit stærke hold til at gøre etapen hård allerede tidligt. Heldigvis er en mand, der synes at ose af selvtillid, og det vil ikke undre mig, hvis han lader nederlag være nederlag og alligevel tager initiativet.

Læs også

Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

Omvendt er det med Primoz Roglic. Som dagens vinder bør han jo tro på sig selv og gå efter sejren, men for mig at se er det i hans interesse, at de snegler sig frem til muren, hvorefter han med sit punch kan gøre forskellen. Det vil betyde, at forskellene vil blive mindre, end de kunne være, men han er stadig så tæt på trøjen, at han kan vinde løbet alene på bjergenkeltstarten - særligt hvis han finder lidt ekstra sekunder i morgen. Der er slet ingen grund til at satse hele butikken på at vinde megen tid, for han vinder alligevel ikke løbet, hvis ikke han kører godt på lørdag, hvor han efter alt at dømme skal slå Thomas.

Jeg er bare ikke helt sikker på, at Roglic er enig i den logik. Han er en kriger, der synes at gøre meget ud af at vise, at han aldrig giver op, og det vil ligne ham at sende et stærkt signal om kampvillighed ved at lade Jumbo tage kontrol fra start. På den baggrund vil det næste undre mig, hvis ikke hollænderne tager ansvaret - også fordi han endnu ikke har vundet sin etape.

Spørgsmålet er så, hvor længe det varer. Vi så jo i tirsdags, at de slap grebet, da Roglic mærkede, at han ikke havde gode ben, og det er tænkeligt, at han kunne mærke noget tilsvarende allerede på Giau. Hvis det sker, er det muligt, at Jumbo pludselig slipper grebet, men spørgsmålet er så, om ikke Ineos vil slå til. Thomas har to suveræne hjælpere og osede af selvtillid i dagens interview. Fornemmer han gode ben i finalen, kunne jeg sagtens se ham bruge Laurens De Plus på Giau.

Hvad betyder det for, hvem der vinder etapen? Puha! Jeg er i tvivl. Hvis jeg var Roglic, ville jeg lade etapen sejle, men jeg tror ikke nødvendigvis, at han selv tænker sådan. Hvis jeg var UAE, ville jeg gøre finalen hård, men tynger dagens nederlag for meget? Og tør Ineos gøre det hårdt, når de jo løber den risiko at ødelægge en situation, der vil være ganske fin inden lørdagens etape?

Det hele kompliceres også af starten. Nok stiger det stort set hele vejen, men det er jo bare let stigende veje. Det er ikke terræn, hvor de bedste klatrere bare kører væk. I forvejen er forskellene store, så der er ikke mange rytter, der skal holdes i snor. Formentlig får vi et udbrud, Ineos kan lade sejle langt væk, og derfor kræver det, at UAE eller Jumbo vil gå efter etapen, hvis ikke vi skal have endnu en udbrudssejr. Ellers vil forspringet frem mod de første stigninger blive for stort. Læg dertil, at der er betydelig risiko for våde nedkørsler, hvad der altid hjælper udbruddet.

Samtidig er det ikke en etape, hvor udbruddet er let at hente. UAE og Jumbo er formentlig begge stærke nok til det, men der skal arbejdes for sagen. Er udbruddet stærk, er det ikke sikkert, at de kan skabe samling, selv hvis de prøver, særligt da hvis Roglic i finalen fornemmer dårlige ben og igen afblæser sin offensiv.

Det kan gå begge veje, men tænker Roglic, som jeg tror, går han formentlig efter etapen. Det vil ligne hans fighterinstinkt dårligt ikke at følge op på dagens succes ved at gå efter etapen på en dag, hvor holdet ikke skal spares, og hvor det er relativt let at kontrollere den første del og undgå, at snoren bliver lang. Om de så kører stærkt nok i finalen, er jeg mere i tvivl om, men her har jeg en tro på, at UAE eller Ineos vil kunne lægge presset på Giau eller den nedre del af dobbeltstigningen. I fællesskab burde det således kunne lade sig gøre at vinde etapen, men jeg tror, at det kræver et Jumbo-initiativ. Jeg er ikke sikker på, at UAE tør tage ansvaret tidligt efter dagens nederlag.

Mit meget usikre gæt er derfor en favoritafgørelse. Får vi så en tidlig offensiv? Toppen er så tæt, at de tre forreste i hvert fald venter til den sidste stejle mur. Vi skal altså længere ned i klassementet for at finde de ryttere, der vil angribe tidligt, måske allerede på Giau. Det kunne Damiano Caruso godt finde på, nu hvor han har udviklet sig til lidt af en angriber, og da han meget gerne vil have fordel af sin gode nedkørsel, særligt da hvis vejene er våde. Jeg tror også, at Thibaut Pinot er risikovillig nok til at jagte sin etape allerede fra Giau, men det lader dig kun gøre, hvis ikke UAE, Ineos eller Jumbo lægger tryk på. Til gengæld er afstandene også så store, at Ineos næppe går i panik, hvis den slags angreb lanceres.

Det er dog usandsynligt, at det vil lykkes. Mit gæt vil være, at Ineos, hvis ikke andre gør det, vil køre dobbeltstigningen hårdt, i hvert fald hvis Thomas har de ben, jeg forventer. Sker det, er særligt Thymen Arensman så stærk, at han kan køre de fleste ind, og derfor tvivler jeg på, at offensiven vil lykkes. Gribes finalen mere passivt an, og kan eksempelvis Caruso drage fordel af en våd nedkørsel, er det ikke en offensiv, der vil være helt umulig.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Jeg hælder dog til et klassisk opgør mellem favoritterne på den sidste mur, og her peger jeg på Geraint Thomas. Som jeg skriver i analysen, har han virket fuldstændig uberørt af de seneste dages anstrengelser. I dag lignede han i hvert fald en mand i total kontrol, som jeg begrunder det i analysen, og hans efterfølgende interview osede da også af selvtillid. Som sagt tror jeg, at han vil køre denne finale mere offensivt end de foregående, for han vil næppe tøve med at angribe på muren, hvis benene er til det.

Er de så det? Det ubekendte er procenterne. Thomas har altid satset på Touren, hvor stejle procenter er sjældne, og derfor er han ret uprøvet i en finale som denne. Han viste dog sin klasse på den brutale grusvejsrampe på La Planche des Belles Filles i 2019, men det kan ikke helt sammenlignes med denne, da det var en afventende finale, hvor de bare spurtede til sidst, og hvor hans stil var hjulpet af gruset. Det vidner dog om, at han sin størrelse til trods ikke er helt på udebane på denne slags procenter. Med det overskud, han havde i dag og tirsdag, vil jeg således forvente, at han efter en svær dag med så mange højdemeter, kan gøre forskellen på en stigning, der er så svær som denne. Dertil synes hans overlegenhed at være tilstrækkelig, uanset at stigningen måske ikke passer ham ideelt. Derfor tror jeg, at han i morgen endelig får sin etapesejr.

Jeg tror også, at det er Joao Almeida, der har den største chance for at slå ham. Han led et nederlag i dag, men som jeg beskriver i analysen, kan det meget vel forklares med etapens eksplosive karakter. I dag er hans dieselmotor langt mere skabt til en etape som denne, hvad vi da også så i tirsdags, og derfor vil jeg tro, at det er ham, der har den største chance for at udnytte et eventuelt svaghedstegn fra Thomas.

Er det så nok? Det er svært at tro, for Thomas var klart stærkest i tirsdags, og her er selve spurten så brutal, at du ikke vinder ved at sidde på hjul, som Almeida gjorde forleden. Her vinder stærkeste mand formentlig, og det ligner lige nu Thomas. Til gengæld har Almeida modsat waliseren før bevist sig på en stigning som denne, da han vandt på Lagunas de Neila sidste år. Denne slags procenter passer også fremragende til en mand, der med sit jævne tempo undgår at gå i rød zone, hvad man nemt gør for tidligt i denne form for finale. Som beskrevet i analysen er det tydeligt, at Thomas frygter Roglic mest, og hvis waliseren eksempelvis bruger krudt på at svare på et eksplosivt Roglic-angreb, er det vel ikke umuligt at forestille sig et klassisk Almeida-comeback - akkurat som det, der gav ham sejren på Neila-stigningen.

Den tredje vinderkandidat er naturligvis Primoz Roglic. Som sagt passer selve finalestigningen ham helt ideelt, men det gælder ikke for resten af etapen. Dette løb har nemlig nok engang vist, at det er de store bjergdage, der kan være hans akilleshæl, og derfor frygter jeg, at han igen er slidt for meget ned, når de rammer muren. Drømmen vil være, at de kommer relativt let hen til sidste stigning, og at han derfor kan bruge sit punch til at vinde etapen, for der er på denne stigning ingen, der på papiret kan matche ham. Problemet er bare, at etapen er så svær, at det skal gå stærkt, hvis udbruddet skal hentes, og det er derfor svært at forestille sig, at Roglic kommer til bunden i al for frisk tilstand. Når det er sagt, er dette virkelig en Roglic-stigning, og procenterne taler helt entydigt til hans fordel. Det vil være dumt at udelukke, at han - også i lyset af den mulige bedring efter styrtet - kan vise sin klasse ved at vinde her. Jeg tror det ikke, men kun en tåbe afskriver Roglic på en mur som denne.

Jeg kan ikke se andre vinde et favoritopgør. Alt taler for, at Eddie Dunbar igen er nr. 4, og at Damiano Caruso atter er nr. 5, selvom han ikke er vild med stejle procenter, men denne finale har en karakter, hvo du ikke vinder via taktik. Her vinder stærkeste mand, og afstanden til i hvert fald Thomas er så stor, at det er svært at se, hvordan de nogensinde skal slå dem. Jeg vil forvente, at Sepp Kuss, Jay Vine og Thymen Arensman alle er bedre end de ryttere, jeg endnu ikke har nævnt. Det var de åbenlyst i dag, og selvom Arensman ikke er vild med eksplosive og stejle finaler, er den samlede etape så hård, at han vil være stærk. De får bare ikke lov at vinde etapen. Også Laurens De Plus vil formentlig være meget stærk, men han vil med nogen sandsynlig blive slidt ned forinden. Dernæst vil jeg forvente, at Ilan Van Wilder på denne form for stigning kan følge, måske foran Einer Rubio og Lennard Kämna, men jeg udelukker ikke, at Thibaut Pinot med lidt flere dage i benene måske kan slå dem. Procenterne bør være for voldsomme for Andreas Leknessund, selvom han forsvarede sig godt. Det er også muligt, at vi vil se en bedre Hugh Carthy på en etape, der med procenter og højdemeter passer ham helt perfekt, men lige nu er det lidt svært at tro på, når formkurven bare går den forkerte vej. Jack Haig synes også for mærket, mens Santiago Buitrago måske kan være en joker, da finalen passer ham godt, og han er kendt for sine udsving. Det er dog under alle omstændigheder langt fra de bedste.

De andre vinderkandidater skal findes fra et udbrud, men her skal man have lidt held. Trods en mulig lang kamp er udbruddet formentlig kørt, inden vi rammer første stigning, og selvom det stigende terræn ikke gør det helt så tilfældigt som i en flad start, er det stadig ikke et udbrud, der bliver let at ramme for klatrerne. Det vil derfor kræve nogen held, hvis ikke vi får en af de dage, hvor der bare kører en stor gruppe med det samme.

Jeg er lidt på herrens mark, for der er ikke rigtigt udbryderbud, der for alvor overbeviser mig, men jeg prøver at gå med Hugh Carthy. Det er åbenlyst, at han ikke er på toppen, men han er trods alt stadig en af de bedre klatrere. Spørgsmålet er nu, om dagens meget store tidstab skyldtes et kollaps, eller at han slap grebet for at få frihed til at gå efter en etape. Det kan være begge dele, men jeg ser et håb i sidstnævnte. Dagens etape var en eksplosiv sag, der ikke passede ham, mens morgendagens store bjergetape passer ham perfekt. Angliru- og Neila-vinderen Carthy vil også elske de stejle procenter i finalen, og derfor er det faktisk en helt perfekt dag for ham, særligt da i hans elskede tredje uge. Problemet er, at han i de seneste år har haft et meget lavt budniveau, og dagen i dag kunne godt være starten på endnu en nedadgående spiral. Hvis til gengæld han smed tid med vilje mod slutningen af dagens etape, ligner han nok det bedste bud på en udbrudsvinder, nu hvor friheden er hans.

Hvad så med Ilan Van Wilder? Han ser i hvert fald ud til at være en af de ryttere, der har den bedste chance for at gøre det færdigt, og han har også tabt tilstrækkeligt med tid. Problemet er, at han efter en aggressiv start efter Evenepoels exit har været helt passiv de seneste dage. Hvis den tendens fortsætter, vil vi ikke se ham i angreb, men der er alligevel et håb. Vi ved, at han gerne vil i top 10, og den vej er stadig svær - men ikke umulig - hvis han bare bliver i feltet. Vi så i tirsdags, at han klarede den store bjergdag overraskende godt, og vi ved, at han er god på en eksplosiv finalestigning. Han passer således godt til etapen, men jeg er usikker på, om han tør gribe ud efter lykken. Jeg tvivler, men med tanke på, at det er hans sidste chance for at vinde en etape, og da det måske er hans eneste reelle vej til en top 10, håber jeg, at han gør det.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Det er pokkers sjældent, at man ser samme udbrudsvinder to dage i træk, hvilket egentlig er mærkeligt, for det er ofte de samme, der rammer udbruddene igen og igen i den tredje uge. Det ser imidlertid ud til, at der er en eller anden form for mental afkobling, når først man har vundet én gang, men jeg håber, at Filippo Zana er frisk igen. Hans niveau lige nu er chokerende højt, og hvor han hidtil mest har imponeret i eksplosive finaler, var han også brølstærk på den store bjergetape - måske endda endnu mere imponerende. Spørgsmålet er, om han er låst hos Dunbar, nu hvor han har vundet sin etape. Det er en klar risiko, men der kan også være størst værdi i at have som forpost, som vi så i tirsdags. Vælger de at bruge ham sådan, ligner han en mand, der er stærk nok til at vinde igen.

Der var bestemt ikke diamanter i benene i dag hos Jack Haig, men man kan håbe på, at tiden fortsat arbejder for den forslåede australier. Det er da også sandt, at denne store bjergetape passer ham bedre, og når man ser på de ryttere, der med nogen sandsynlighed kan ramme dagens udbrud, ligner han stadig et af de bedre bud. Han har i hvert fald helt åbenlyst den nødvendige frihed, og måske hjælpes han af etapens design. I dag nåede hans motor ikke at være varm, da han skulle angribe på stigningen, men i morgen skal han have held i en fladere start. Det kræver ikke samme gode ben fra start og gør også, at modstanden i et udbrud kan være svagere. Jeg vil i hvert fald tro, at han vil være bedre på denne etape, og hvis han rammer det rette udbrud, burde han også have en god chance for at gøre det færdigt.

Efter dagens store nedtur er det svært for alvor at tro på Santiago Buitrago, men der er alligevel håb. Colombianeren er kendt for alt andet end stabilitet, og han var jo forbavsende stærk i tirsdags, hvor han arbejdede som en hest for Caruso. Han er bedst i eksplosivt terræn, men tirsdagen viste, at han godt kan begå sig på en stor bjergetape - særligt da i et udbrud, hvor modstanden ikke er den skrappeste. Den sidste stigning er også relativt eksplosiv og burde passe ham fint. Det er således ikke så meget etapens design, der giver problemer, men snarere at han på dagens etape efterlod et meget skuffende indtryk allerede fra første sekund.

I dag stod det klart, at Warren Barguil stadig mangler en del. Jeg har derfor lidt svært ved at se ham vinde etapen, men tiden arbejder for ham. Han var trods alt en af de få, der lykkedes med at ramme udbruddet i den knaldhårde start, og det vidner om, at han er en af de stærkeste blandt de potentielle udbrydere. Den relativt eksplosive finale passer ham også godt, og han plejer jo altid at være bedst i den tredje uge. Denne gang betyder den lette start også, at han ikke på samme måde nødvendigvis skal slås med de bedste klatrere, og vi ved jo, at han er fremragende til at ramme udbruddene. Den Barguil, vi så i dag, kan i den rette gruppe godt vinde og dermed endelig blive fransk medlem af Skibby-klubben.

Efter i dag står det i hvert fald helt klart, at Lorenzo Fortunato er langt fra sit aprilniveau. Der var ikke megen bund i hans angreb på den tidlige stigning, hvor han havde alle chancer for at komme afsted. Det ændrer dog ikke på, at han stadig fremstår som en af de ryttere, der kan vinde en etape som denne. Som for Haig gælder, at han måske kan have fordel af at få sin motor varmet op, og denne form for stor bjergetape passer ham i hvert fald bedre. En Zoncolan-vinder elsker også stejle procenter, og det er derfor en fin finale for ham. Lige nu skal han ramme den rette gruppe, men det synes heller ikke umuligt, når man kigger på de mulige kandidater.

Så er der naturligvis Thibaut Pinot, men spørgsmålet er, om ikke han smed chancen i dag. Nu ligger han nemlig så godt i klassementet, at det kan blive svært at komme afsted. Ineos vil næppe holde snor i ham hele dagen, og de færreste top 10-hold vil lade ham køre. Omvendt er han ikke en rytter, der bør få de tre store hold til at gå i panik, og hvis nu han rammer et udbrud sammen med ryttere fra Bahrain og Jayco, hvad der bestemt ikke er umuligt, er der færre hold til at jagte. Han blev slået i dag, men lignede igen gruppens stærkeste mand, så formen er der helt sikkert til at vinde fra et udbrud, hvis altså han er bedre til at spare på kræfterne. Det kan blive svært, hvis han er i udbrud med Einer Rubio, der vil slås med ham om bjergpointene, men lykkes det ham at passe på sig selv for en sjælden gangs skyld, er der altså ikke mange i dette felt, der kan slå Pinot fra et udbrud.

Netop Einer Rubio må være træt af Pinot. Med den flade start får han ikke lov at gå i udbrud, hvis ikke Pinot er med. Dertil er han for farlig i bjergkonkurrencen, og derfor får han ikke den frihed, han burde have. Han er altså afhængig af, at Pinot får frihed, hvad der er usandsynligt, men til gengæld heller ikke umuligt. Hvis han rammer udbruddet, er han i hvert fald i stand til at vinde, for han har klatret bedre end nogensinde, selvom han i dag ikke var så brillant som i tirsdags. Har han tirsdagens ben, slår han også Pinot i endnu en duel, men det er stadig mit indtryk, at franskmanden generelt har været den stærkeste af de to. Denne finale er også så hård, at han ikke kan vinde via taktik igen, men det er omvendt heller ikke nødvendigt, hvis han som i tirsdags bare slet og ret er bedre end Pinot.

Er der en åbning for Brandon McNulty? Amerikaneren har ikke stjerneben, men klatrer han som i dag, er han et af de bedre bud på en udbrudsvinder, hvis han får chancen. Det gør han som udgangspunkt ikke, men på en etape som denne kan en forpost give mening. Skal det omsættes til etapesejr, kræver det, at Almeida ikke får brug for ham, og derudover er denne meget stejle stigning ikke McNultys kop te. Omvendt vil han som forpost ofte have sparet sig lidt i udbruddet, og det kan måske give ham ekstra friskhed. Det kræver dog også, at han har en af sine gode dage, for denne uge har mindet os om, hvor svingende han er.

Lidt af det samme kan siges om Koen Bouwman. Jeg tror, at Jumbo kører løbet bagfra, men skal de have en forpost afsted, er Bouwman et godt bud. Denne etape er til gengæld til den svære side for ham, for det er ikke tilfældigt, at han var bedre i dag end i tirsdags. Store bjergetaper er ikke ideelle, og han synes heller ikke at have samme superform som i starten af løbet. Også han kan som forpost dog måske få lov at spare sig lidt undervejs, og får Roglic ikke brug for ham, er det ikke umuligt med de ben, han havde i starten af løbet. Selve finalestigningen passer ham godt.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Igen i dag så vi, at Aurelien Paret-Peintre stadig har sin begrænsninger som klatrer, og det vil formentlig komme til udtryk igen i morgen. Særligt da på denne meget stejle målstigning, der slet ikke passer ham, er det vanskeligt at se ham vinde. Heldigvis er indledningen let, og derfor er det muligt, at han med det dette held havner i en gruppe, hvorfra han kan vinde. Jeg har svært ved at se det på disse procenter, men med det rette held i sammensætningen af udbruddet, lader det sig gøre.

Som sagt kan jeg ikke udelukke, at Damiano Caruso satser stort, som han gjorde på 20. etape i 2021. Han har været herligt aggressiv på det seneste, og han har ikke det helt store at miste ved at tage chancen. Får vi en våd nedkørsel fra Giau, vil han måske kunne drage fordel, og han har tabt så meget tid, at de tre store hold ikke behøver at gå i panik. Det er klart, at han ikke rammer det tidlige udbrud, og hans chance er altså at angribe senere, formentlig på Giau. Det er en svær mission, men det var det også, da han lavede præcis det samme nummer i 2021, hvor han var langt, langt farligere for trøjen.

Igen i dag bekræftede Vadim Pronskiy, at han er ganske imponerende træfsikker i forhold til at ramme formen i Giroens tredje uge. Det har han nu gjort tre gange i træk, men vi så også i dag tydeligt, at han trods alt har sine begrænsninger. Jeg vil til gengæld tro, at denne store bjergetape passer ham lidt bedre, og han har for vane bare at blive bedre og bedre i en grand tour. Han skal godt nok finde mange procent i forhold til i dag, men lad os give ham chancen.

Det er umuligt ikke at tage hatten af for Derek Gee. Canadieren er slet og ret vanvittig, når han i dag kan ramme et udbrud på en stigning, hvor folk som Fortunato, Haig og Buitrago trods ihærdige forsøg kom til kort. Morgendagens etape er imidlertid også langt, langt voldsommere, og her bør hans størrelse altså arbejde for meget imod ham. Vi så trods alt i dag, at han blev slået af klatrerne i finalen, og det bør han også gøre i morgen - men med den rette sammensætning af udbruddet lader meget sig gøre.

Endelig er der Carlos Verona. Jeg tror ikke på projektet, for han var helt passiv i angrebene på stigningen i dag, hvilket indikerer, at han ikke har benene. Når jeg alligevel nævner ham, skyldes det, at han er en af de få, der har topniveauet til at vinde en etape som denne, og hans form synes vel fortsat at være i fremgang. Han så ikke helt skæv ud i tirsdagens udbrud, og måske har også han glæde af en knap så voldsom start, så motoren kan blive varmet op. Nej, han ligner ikke en etapevinder, men lad os give hans fine niveau chancen for at dukke op.

Der er ingen tvivl om, at Jay Vine, Sepp Kuss, Thymen Arensman og Laurens De Plus kunne vinde fra et udbrud, men deres kaptajner tør næppe undvære dem. Andreas Leknessund viste i dag, at han er villig til at satse, men han har ikke mere frihed end Pinot, og jeg har svært ved at se ham gøre det færdigt. Lennard Kämna eller Eddie Dunbar tager utvivlsomt ikke chancer med tidligere angreb, og jeg ser ikke Diego Ulissi, Davide Formolo, Rohan Dennis eller Sam Oomen vinde som forposter. Ben Healy synes desværre at være for træt til at kunne slå Pinot, hvilket han vil skulle for at vinde, og Jefferson Cepeda er igen faldet helt sammen til sidst. Etapen bør blive for svær for Patrick Konrad, der havde en vanskelig dag i dag. Til gengæld imponerende Alberto Bettiol, der nu har frihed, men denne etape bør være for voldsom. Valentin Paret-Peintre, Laurens Huys, Luis Leon Sanchez, Nicolas Prodhomme og Edoardo Zambanini er godt kørende, men næppe nok til at vinde, og hverken Bob Jungels, Lorenzo Rota, Rudy Molard, Bauke Mollema eller Will Barta synes at have formen. Endelig var Matthew Ricitello bedre i dag, men stadig ikke på et niveau, der gør en sejr realistisk.

Feltet.dks vinderbud: Geraint Thomas

Øvrige vinderkandidater: Joao Almeida, Primoz Roglic

Outsidere: Hugh Carthy, Ilan Van Wilder, Filippo Zana, Jack Haig, Santiago Buitrago

Jokers: Warren Barguil, Lorenzo Fortunato, Thibaut Pinot, Einer Rubio, Brandon McNulty, Koen Bouwman, Aurelien Paret-Peintre, Damiano Caruso, Vadim Pronskiy, Derek Gee, Carlos Verona

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Vincenzo Nibalis sejr fra 2013 og Riccardo Riccos sejr fra 2007.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE