Ruten

Giro-arrangørerne har bestemt ikke været gode ved deres sprintere i den sidste halvdel, hvor de ikke har megen grund til at blive i løbet. I år er der end ikke en sprinteretape som afslutning, men folkene bag løbet har alligevel indlagt et lille incitament til at gennemføre, som de har for vane. Det sker i form af løbets 19. etape, der kommer som et relativt fladt intermezzo i en ellers bjergrig afslutning på løbet og vil give sprinterne en sidste chance for at komme til fadet og en mulighed for klassementsrytterne til at få pusten inden de sidste to afgørende etaper. Arrangørerne har imidlertid ikke tænkt sig at gøre det let for de hurtige folk, for i en uge, hvor distancer under 200 km synes at være bandlyst, skal der tilbagelægges ikke færre end 253 km (!!!) på den helt flade Po-slette, inden sprinterne kan drømme om løbets sidste massespurt.

I alt skal der altså tilbagelægges beskedne 253,0 km, som fører feltet fra Morbegno til Asti, der ligger på den pandekageflade Po-slette, hvor store dele af Milano-Sanremo finder sted. Startbyen ligger i bjergene på grænsen til Schweiz, men arrangørerne er nådige og lader rytterne følge en helt flad vej med et hav af tunneler mod vest og sydvest uden at sende dem ind i de stigninger, vi kender fra Il Lombardia. Efter 72,4 næsten helt flade kilometer når man frem til selve Como, hvorfra man fortsætter mod syd op over og ned ad en ganske lille bakke, der leder ned i fladlandet på Po-sletten.

Herfra falder det kun ganske, ganske let, når man fortsætter mod syd og passerer gennem forstæderne vest for Milano, der nås igen to dage senere, inden man drejer mod sydvest for at køre frem til dagens første spurt efter 145,5 km. Herfra bliver det helt fladt, når man forsætter mod sydvest og syd ad lange, lige veje frem til udkanten af Alessandria.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Her drejer mand mod vest og sydvest for at følge en først let stigende og siden let faldende vej frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 227,2 km. Nu bliver vejen betydeligt mere snoet med en ganske lille bakke, når man i udkanten af et mere kuperet område kører først mod sydvest og siden nordvest. Slutteligt drejer man mod vest ind på en helt lige og flad vej, der leder ind til målet i Asti, hvor de sidste 5 km er stort set helt flade. Den lange, lige vej afbrydes først af to sving lige i rap med hhv. 800 og 550 m ugen, hvorefter man rammer den 7,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2063 godt skjulte højdemeter.

Asti har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i netop Giroen i 2003, hvor Alessandro Petacchi spurtsejrede foran Jan Svorada og Giovanni Lombardi på en etape, der modsat denne var en kort sag på bare 117 km. I 1900-tallet blev byen besøgt tre gange, nemlig i 1935, 1960 og 1963.

Vejret

Det er fantastisk timing, at det netop er fredag, at rytterne ikke skal op i bjergene, for det ser nu ud til at blive ugens eneste regnvejrsdag.  Det ventes at regne hele formiddagen, men fra middagstid vil det mere antage bygekarakter med en risiko i løbet af eftermiddagen på 30-50%. Temperaturen vil nå 15 grader, og det vil være næsten vindstille med en svag vind (6-7 km/t) fra nordøst. Det giver med- og sidemedvind hele dagen. Slutteligt vil der være sidemedvind på den sidste lange, lige vej og på den korte opløbsstrækning.

Analyse af 18. etape

Kan I huske dengang, vi stillede de mange relevante spørgsmål? Dengang vi spurgte, om Jakob Fuglsang og Simon Yates havde holdbarheden? Dengang vi spekulerede på, om Geraint Thomas og Vincenzo Nibali måske var ved at være for gamle? Dengang ingen vidste, om Steven Kruijswijks forberedelse havde været god nok? Og dengang vi var spændte på, om Aleksandr Vlasov virkelig kunne holde hele vejen i sin første grand tour?

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

De fleste af de spørgsmål viste sig helt irrelevante. Nuvel, vi fik da to svar. Det er blevet slået fast med syvtommersøm, at der altså er en verden til forskel på den Fuglsang, der giver folk bøllebank i endagsløbene og den Fuglsang, der kæmper for at følge de bedste i et relativt svagt Giro-felt i den tredje uge. Efter i dag står det også lysende klart, at Nibali nok har stået på sit sidste grand tour-podium, og at det stabile niveaufald, vi har set siden 2014, nu har bragt ham til et stadium, hvor han ikke længere skal regnes som den gigant, vi har været vant til.

Omstændighederne gjorde, at de andre spørgsmål var helt irrelevante - udover at vi fik set, at det måske ikke er en god ide for en skrøbelig fyr som Yates at køre som en motorcykel en måned inden en grand tour - og efter i dag er det da også nærliggende at tro, at Thomas, der jo fik alt andet end et marginalt ”gain” på 1. etape på bagsmækken af Rohan Dennis og Tao Geoghegan Hart havde kørt alt og alle over, ligesom man kun kan gisne om, hvor modbydelig Kruijswijks dieselmotor kunne have været på en etape, der blev så brutal, som det var tilfældet i dag. Pludselig skal vi nu i stedet spekulere på tre navne, hvor af de to ikke var nævnt i nogen som helst drejebøger for tre uger siden.

Geoghegan Hart og Jai Hindley skulle nemlig slet ikke have været spydspidser. Hindley skulle ganske vist teste sig selv lidt i skyggen af Wilco Kelderman, men Geoghegan Hart skulle på en dag som i dag bare have været raket for Thomas uden nogen tanke på eget resultat. Kun Kelderman var regnet som en interessant podiekandidat, men der var næppe mange, der havde ham øverst på deres liste over sandsynlige vindere af årets anden grand tour. Som Chris Froome erfarede i Vueltaen i 2011, kan det imidlertid godt lade sig gøre at vinde en grand tour, selvom man egentlig kun skulle være hjælper - og måske Mikel Landa havde erfaret det samme i Giroen i 2015, hvis hans lænker var blevet løsnet.

Efter dagens dramatiske begivenheder står det nu klart, at vinderen skal findes blandt en trio bestående af én kaptajn og to løjtnanter, men til gengæld er det også pivåbent. Selvfølgelig er Kelderman i pole position, for manden, der er engang blev nr. 2 bag Jos van Emden på en kort, flad enkeltstart i et specialisttungt Eneco Tour, er naturligvis på papiret den bedste på søndag, ligesom han var bedst på sidste lørdags lange enkeltstart.

Så enkelt er det bare ikke. Kelderman har måske nok rejst sig som temporytter, men hans præstationer i dette løb står slet ikke mål med hans storhedstid. Samtidig betyder friskhed alt i den tredje uge, og ingen an betvivle, at Geoghegan Hart har været stærkest af de to over de seneste par uger. Briten er samtidig selv en glimrende temporytter, som han har vist i Californien og Algarve og til dels gjorde det i lørdags, og derfor kan Kelderman bestemt ikke sove roligt, selv hvis det stadig er status quo lørdag aften. Mærkelige ting kan ske på enkeltstarter i den tredje uge - spørg bare Primoz Roglic!

Det er dog klart, at Hindley er den mindst sandsynlige vinder, og spørgsmålet er, om Sunweb ikke smed en gylden mulighed for at bringe sig selv i en meget mere gunstig position, end det blev tilfældet. Fornemmelsen af, at australieren var den stærkeste Sunweb-rytter blev nemlig bekræftet, og spørgsmålet er, om det blev udnyttet optimalt.

I første omgang var det naturligvis klogest at lade Hindley holde sig til Ineos-duoen, da Rohan Dennis chokerede alt og alle med en præstation, der fik hans chokerende 2. plads i sidste års Tour de Suisse til at ligne det mest forudsigelige i denne verden. Da Kelderman havde strakt våben, kunne ingen nemlig vide, om det var starten på et kollaps, hvor Dennis på stigning og nedkørsel samt i dalen ville køre ham så meget over, at Sunweb ville smide alle muligheder ved at lade Hindley vente på sin kaptajn.

Det kollaps udeblev heldigvis, og Kelderman forsvarede sig fremragende mod to åbenlyst stærkere klatrere. Desværre forsvarede han sig kun akkurat med så lille et forspring, at intet er sikkert før enkeltstarten. Samtidig ved alle, at det i dag så fabelagtige Ineos-hold kommer blæsende med alt på lørdag, og selvom etapen grundet franske corona-restriktioner er blevet en tam fætter til den oprindeligt planlagte version, er Sestriere-opkørslen i den tredje uge af en grand tour svær nok til at gøre forskelle - særligt hvis Dennis giver den lidt gas undervejs.

Det forspring kunne have været større, hvis man undervejs havde skiftet hest og ladet Hindley falde tilbage, da det stod klart, at Kelderman ikke var ved at gå ned. Det er dog en efterrationalisering, og på Stelvio havde det været alt for risky business ikke at lade Hindley agere plan B.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

I virkeligheden var den største fejl en anden. Det står stadig som et uforklarligt mysterium, hvorfor Hindley aldrig angreb i finalen. Hvis ikke det var dårlige ben - og det er naturligvis en helt legitim undskyldning - havde han intet at miste ved at teste briten. Med tanke på at han havde siddet på hjul hele vejen op ad sidste stigning, var udsigten til en tidsgevinst umiddelbart lovende. Lige nu ser det næsten umuligt ud for Hindley at sejre, da han ubetinget er den ringeste temporytter af de tre, og Sunweb kunne uden at skade Keldermans chancer have styrket deres position gevaldigt ved at lade løjtnanten køre sin egen chance i dagens finale - hvis altså benene var til det. Hindleys efterfølgende udtalelser tydede umiddelbart på, at det mest var en lidt uforståelig taktisk beslutning.

Nu må man håbe, at de ikke har sat sig mellem to stole ved ikke at satse 100% på Kelderman eller spille begge kort på én gang. Ineos har i hvert fald lugtet blod efter dagens magtdemonstration, hvis eneste bitre eftersmag må være, at Geoghegan Hart ifølge ham selv slet ikke have hovedet med sig efter Thomas’ styrt på Etna-etapen, hvor han derfor mistede den tid, der lige nu havde gjort ham til storfavorit. Til gengæld skylder han også ubetinget den fabelagtige Dennis, der i dag ubetinget var Most Valuable Player, at han er tilbage i kampen om den samlede sejr. Havde Dennis ikke leget Tour de Suisse igen med halvandet års forsinkelse, havde løbet været et helt, helt andet, for det er svært at tro, at Geoghegan Hart i modvinden på Stelvio bare havde givet så megen gas på egen hånd, at han havde kørt Kelderman ud af hjulet uden efterfølgende at få en så meget mere frisk Hindley i nakken til sidst.

Nej, vi har i den grad Dennis at takke for det fantastisk åbne opgør, der nu tegner sig - også fordi det lige nu er ham, der kan gøre lørdagens etape så hård, at den kan blive et festfyrværkeri. Det er i hvert fald pivåbent, uanset om lørdagssatsningen giver resultat, eller om det er status quo, når de ruller nedad rampen på lørdag.

I det hele taget er den en mærkelig top 4, der tegner sig. Jeg har nu i ugevis forudset Pello Bilbaos forudsigelige sammenbrud, for spanieren kom jo end ikke for at køre klassement, når han nu var så træt efter Touren. Ikke desto mindre var det ham, der leverede en af sit livs klatrepræstationer i dag og nu har kurs mod en højst uventet 4. plads, særligt hvis han på søndag præsterer på vanligt niveau og ikke gentager søndagens skuffelse.

Overraskende var Fuglsang også, men heldigvis på glædelig vis. Hidtil har pilen kun peget én vej - som den desværre også har gjort det for den ellers genfødte Domenico Pozzovivo hele løbet indtil dagens kulmination på nedturen - men i dag var der pludselig pil op. Ganske vist har løbet bekræftet, at han ikke er grand tour-rytter - han blev trods alt slået klart af Bilbao, der ikke er nogen Primoz Roglic - men med dagens resultat har han et berettiget håb om en 5. plads.

Den skal tages på bekostning af Joao Almeida, som vi nu er blevet meget klogere på. Der har nemlig været én klar tendens i dette løb, nemlig at portugiseren er fløjet på bakkerne, men har lidt i de høje bjerge. Måske er det slet ikke så tilfældigt, at han er tidligere vinder af U23-Liege, for måske er han bare mere ardennerrytter end grand tour-mand, selvom det naturligvis er alt for tidligt at drage definitive konklusioner. Forsvare sig godt gjorde han i hvert fald, som i øvrigt hans heroisk kæmpende holdkammerat Fausto Masnada gjorde det.

På mange måder var det løjtnanternes etape. Hindley var bedre end Kelderman, Dennis så længe stærkere ud end Geoghegan Hart, og Bilbao overstrålede Hermann Pernsteiner, der dog atter fik bevist, at store bjergetaper i den tredje uge passer ham glimrende. På samme måde chokerede Patrick Konrad ved at være bedste Bora-mand på en etape, der slet ikke passede ham, men måske er det ikke så mærkeligt endda. Det er nemlig andet år i træk, at Rafal Majka kollapser på en kongeetape i den tredje uge, så måske man skal til at tale et mønster - præcis som det nu er et mønster, at Nibalis niveau har været så konstant faldende, at han næppe længere er bedre, end vi ser det nu.

Der bliver i hvert fald ingen gentagelse af 2016-udgavens mirakuløse comeback. Medmindre coronavirus lægger Sunweb og Ineos ned, er det lige nu et tremandsopgør med to favoritter og en outsider - og intet er afgjort endnu. Spørgsmålet er bare, om der skal være lidt normalitet i tingene, så trioens eneste kaptajn løber med titlen, eller om vi skal have den første chokerende løjtnantsejr siden Froomes choksejr - på efterbevilling efter Juan Jose Cobos diskvalifikation - i Vueltaen 2011. Svaret følger efter en højdramatisk og nervepirrende weekend.

Favoritterne

Efter dagens drama sætter klassementsrytterne utvivlsomt pris på en roligere dag, mens de gør status frem mod det, der ligner en meget spændende weekend. Rolig skal den nok blive, men i denne maratonernes tredje uge har RCS fået den måske lidt tvivlsomme ide at indlægge en sprinteretape - i sig selv en fin ide, når nu sidste etape er en enkeltstart - over hele 253 km. Man kan i den grad spekulere over, hvad formålet er med at designe et lille Milano-Sanremo, bare uden bakker, for det kan meget vel blive lidt af en langgaber i lavt tempo, hvor det dårlige vejr derfor også kan gøre det til en temmelig kold affære.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

I den tredje uge af en grand tour er sprinteretaper dog slet ikke så forudsigelige som i den første uge. Trætheden melder sig, og holdene har meget sværere ved at hente selv tilforladelige udbrud. Faktisk skal vi bare et år tilbage for at finde seneste chok, da Damiano Cima snød sprinterne for deres sidste chance i løbet, og inden det så vi i 2018, at Jelle Wallays narrede sprinterne i Vueltaens tredje uge.

Det hele kompliceres yderligere af, at der ikke er mange sprinterhold tilbage. UAE har mistet hele deres tre mand store tog, og dertil kommer, at FDJ i virkeligheden har al mulig grund til at lade være med at jagte. For et år siden begik de netop på omtalte Cima-etape deres livs brøler. Efter hele dagen klogelig at have droppet jagten blev Arnaud Demare nemlig alligevel sulten i finalen, så FDJ med deres sidste forcering kørte så stærkt, at alle andre end Cima blev hentet. Problemet var bare, at Demare selv skuffede med en 8. plads, og da Pascal Ackermann vandt feltets spurt om 2. pladsen, røg pointtrøjen, der ellers lignede Demares ejendom, i allersidste øjeblik til Tyskland,

Den oplevelse må martre ham, og holdet har ikke entydigt sagt, at de faktisk går efter morgendagens etape. Hvis Sagan vinder etapen - og Demare som altid har øget sit forspring med 1 point i den indlagte spurt - vil de nemlig stå helt lige, hvis han selv ender som nr. 6. Da vil trøjen stadig være hans i kraft af flere etapesejre, men ender han længere tilbage, er trøjen pludselig Sagans.

Skal de være tro mod sig selv, skal de dog gøre forsøget, for de har hele tiden sagt, at etapesejre var hovedmålet. Uanset hvad tror jeg dog, at vi får massespurten. Efter dagens nedtur har Bora ikke rigtigt den store grund til at spare kræfter til lørdag, og derfor kan de lige så godt give alt i forsøget på at vinde med Sagan. Etapen her er også hele formålet for Cofidis og Israel SUN med stadig at være i løbet, og derfor tror jeg, at der er tre hold, der gladelig påtager sig ansvaret. Til gengæld tror jeg, at Deceuninck synes, at de har ført nok, men bliver det kritisk undervejs, tror jeg faktisk, at de giver en hånd med. Podiet er for Joao Almeida væk, og dette er reelt deres eneste mulighed for at vinde den etape, de stadig mangler. Lægger man dertil, at jeg vælger at tro FDJ på ordet, og at de tør løbe risikoen for, at Demare bliver slået, og at den enorme distance bare gør det svært for et udbrud at snyde et helt felt, vælger jeg at tro på massespurten.

Starten kan dog godt blive aktiv, fordi udbrud før har snydt, men særligt Cofidis og Bora vil formentlig være meget opmærksomme på at sørge for, at gruppen bliver lille og håndterbar. Derefter vil de næppe løbe al for stor risiko, og jeg regner med, at forspringet holdes under kontrol af de tre nævnte sprinterhold samt muligvis Deceuninck og FDJ. Undervejs kan Demare så øge sin føring med 1 point i den første spurt, samtidig med at vejrguderne heldigvis har sørget for medvind, så etapen ikke kommer til at tage helt urimeligt lang tid.

Selve spurten er for det meste helt enkel med en lang, lige vej frem mod dobbeltsvinget. Det kommer bare 550 m fra mål, og derfor er det en finale, hvor positionering er uhyre vigtig. Der er ganske enkelt for lidt plads til at redde det tabte, og med medvind vil det være endnu vanskeligere at komme bagfra.

Jeg vover pelsen og peger på Peter Sagan som min favorit. Naturligvis er Demare det oplagte valg, men meget taler for, at det kan være anderledes denne gang. Demare er ganske vist kommet godt igennem og ikke så restitutionssvag som tidligere, men restitution har altid været hans svageste side. Det er ikke noget tilfælde, at han sidste år kørte så ringe en spurt på Cima-etapen, og at han i mange år havde svært ved at gennemføre grand tours. Sagan derimod bliver altid bedre og bedre, og igen i dag viste han, at han stadig er meget frisk.

Han kom i hvert fald utvivlsomt lettere igennem dagens etape, hvor han sad med i bunden af Stelvio, men herefter rullede så langsomt, at han alligevel tabte næsten 50 minutter. Demare var derimod i dødskamp det meste af dagen. Lægger man dertil, at den lange distance utvivlsomt vil være til fordel for en friskere fyr som Sagan, peger meget på, at hierarkiet er ændret. Allerede i seneste massespurt lignede han en, der kunne have vundet, men desværre havde han tabt kampen om Demares hjul til Gaviria. Den fejl begår han sjældent, og alt taler for, at han som altid vil sidde lige bag FDJ, når de forudsigeligt går først igennem dobbeltsvinget. Herefter skal Sagan så vise, at han kan gå forbi, og det tror jeg, at han denne gang er i stand til.

Det kan dog sagtens blive til sejr nr. 5 til Arnaud Demare. Han har aldrig for alvor set presset ud i bjergene, og han er blevet betydeligt mere holdbar end tidligere. Spurte efter en lang distance kan en - i hvert fald frisk - tidligere Sanremo-vinder også, og så har han naturligvis den fordel, der har været nøglen til tre af de foregående sejre: toget. Hvis ikke der sker noget mærkeligt, dominerer Ignatas Konovalovas, Miles Scotson, Jacopo Guarnieri og Demare igen finalen, og det eneste spørgsmål er vel, om Scotson også holder gennem svingene. Det gør han formentlig igen, og så kan Demare regne med endnu et gyldent lead-out. Hidtil har han herefter kunnet gøre det færdigt, og det vil være dumt at udelukke, at løbets hurtigste kan gøre det igen.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Dernæst vil jeg pege på Elia Viviani. Styrtet på 13. etape berøvede ham muligheden for at teste niveauet, men han viste med 5. pladsen i Paris, at han stadig kan spurte hæderligt sent i en grand tour. Det har han også gjort tidligere, blandt andet med Vuelta-sejr i Madrid, og han har altid været mere robust end Demare. Til gengæld har hans positionering haltet lidt på det seneste, men på Tourens 10. etape nåede han at vise lidt af sin gamle næse. Simone Consonni har i dette løb gjort det fremragende, og kan han få Viviani godt igennem svingene, synes den Viviani, der spurtede i Paris, i dette selskab at have en reel chance for også at vinde etapen.

Jeg har faktisk været ret imponeret over Alvaro Hodeg. I sin første grand tour har den tunge colombianer arbejdet fornemt for Deceuninck uden at være i problemer med tidsgrænsen. Desværre har han også brugt flere kræfter end alle andre, og det bør svække en så uholdbar type sent i den allerførste grand tour. Han nåede dog på 7. og 11. etape at vise, at farten er høj nok til at blande sig, men vi har også set hans skrøbelighed i positionskampen igen. Heldigvis har han i Davide Ballerini en sublim lead-out man, og kan de sidde fornuftigt i sidste sving - faktisk er Ballerini måske manden, der kan gå forbi FDJ - er der ingen tvivl om, at den Hodeg, der sidste år slog supersprintere i BinckBank Tour og Münsterland, også kan vinde i dette felt.

Hovedpineholdet er Israel SUN, der ikke har meldt ud, om de kører for Davide Cimolai eller Rick Zabel. Normalt er Cimolai ellers altid nr. 1, men forleden gav de uventet Zabel chancen. Cimolai har dog kun haft én chance i løbet hidtil, og det taler for, at han skal i spil igen, nu hvor Zabel har fået sin mulighed. Italieneren er ikke verdens hurtigste, men den lange distance i uge 3 burde tale til hans fordel. Samtidig har Zabel i år kørt nogle fremragende lead-outs, og kan han gøre det igen i denne teknisk finale, er en overraskelse måske mulig. Kører de i stedet for Zabel, er chancen måske en anelse ringere, men faktisk kørte Zabel i Tirreno så stærkt, at Cimolai end ikke kunne gå forbi. Og Cimolai har selv masser af lead-out-erfaring fra FDJ-tiden, hvorfor han utvivlsomt kan sætte Zabel godt op i denne finale.

Distancen burde også tale til fordel for Andrea Vendrame. Som en holdbar fyr nyder han godt af, at vi befinder os sent i løbet, og at der skal køres langt. Hans kørsel i tirsdags viste stor friskhed, og han har klart fået det styrt, der ødelagde det for ham tidligere, på afstand. Han er ikke verdens hurtigste i en flad spurt, men han viste overraskende fart efter den hårde 4. etape. Gentager det mønster sig, og sidder han rigtigt, kan han levere en god præstation igen.

Jeg vil også pege på Davide Ballerini og Simone Consonni. Begge er de ganske vist lead-out men, men måske kan de alligevel ende med at køre deres chance. Sandsynligheden for, at Hodeg taber Ballerinis hjul er relativt stor, og i en teknisk finale kan det åbne mulighed for, at han selv tager chancen. På 4. etape viste han, at farten rækker til at vinde, og han har været skræmmende som hjælper for Almeida på det sidste. Consonni endte sidste fredag med selv at spurte, og det kan ske igen denne gang, hvis Viviani atter falder af. Han er nok knap så hurtig som Ballerini, men han kan begå sig.

Hele smøren kan gentages om Ben Swift, men jeg er usikker på, om han kører spurten. Ineos har en afgørende dag lørdag, og spørgsmålet er, om Swift skal sætte livet på spil i en teknisk finale på våde veje. Det tvivler jeg faktisk på, for allerede på 7. etape havde han slet ikke planer om at spurte og gjorde det kun ved en tilfældighed. Hvis til gengæld han giver det et skud, kan han gøre det meget bedre end vanligt i en spurt som denne. Han er to gange gået på podiet i Sanremo, hvilket viser evnerne over distancen, og han er sammen med Sagan åbenlyst den friskeste af alle sprinterne. Han viste endda overraskende god fart på 7. etape, men udfordringen bliver at sidde rigtigt, når Ineos næppe har råd til at give ham skyggen af hjælp.

En rytter, der befinder sig på ukendt territorium, er Stefano Oldani, der er i sin første grand tour. Han burde dog være en af de mere holdbare typer, og hans deltagelse i udbruddet forleden indikerer en vis friskhed. Han har gjort det overraskende godt i de første massespurter, hvor han tillige har været god i positionskampen, og han er en af de få, der faktisk i Jonathan Dibben har en lead-out man til at føre sig frem.

Distancen taler vel også til fordel for Enrico Battaglin. Italieneren er ingenlunde sprinter, men han kommer med sin fine positionering som regel i top 10. Han viste noget af det bedste i lang tid, da han forleden blev nr. 3, og det tyder på form og friskhed. Det er klart, at heller ikke han har en chance mod de rigtige sprintere, men i et felt, hvor den type er en mangelvare, kan han gøre det godt.

Endelig vil jeg pege på Mikkel Bjerg. Med Gaviria ude og Brandon McNulty ude af klassementskampen, kan UAE lige så godt lade danskeren spurte. Det gjorde han overraskende godt, da han på 8. etape pludselig deltog i en spurt, og han har tilsyneladende en fart, der i dette felt kan gøre sig gældende. Han burde også være en robust fyr til så lang en etape, men desværre har han virket i meget store problemer, særligt i tirsdags. Det kunne tale for, at han vælger at tage den med ro.

Også Filippo Fiorelli, Giovanni Lonardi, Jhonatan Restrepo, Simone Bevilacqua og Josef Cerny kan tænkes at spurte, og grundet deres kaptajners problemer får Fabio Felline og Jacopo Mosca måske også chancen. Det er dog svært at se dem vinde. Til gengæld har Albert Torres ikke rigtigt spurtet i dette løb, og jeg kan ikke forestille mig, at Nico Denz skal tage nogen chancer i en teknisk regnvejrsspurt dagen inden en for Sunweb helt, helt afgørende dag.

Som sagt kan man på dette tidspunkt ikke helt udelukke udbrud, særligt ikke i medvind, men det skal være fra hold uden klassementsambitioner eller topsprintere. Det oplagte valg er Thomas de Gendt, men jeg tror ikke, at sprinterholdene lader ham køre. Andre bud kunne være Simon Pellaud, Jhonatan Restrepo, Josef Cerny, Kamil Malecki, Simon Clarke, Matteo Sobrero, Danilo Wyss, Mikkel Bjerg og Marco Frapporti, der også alle har en god spurt.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Arnaud Demare, Elia Viviani

Outsidere: Alvaro Hodeg, Davide Cimolai, Rick Zabel, Andrea Vendrame

Jokers: Davide Ballerini, Simone Consonni, Ben Swift, Stefano Oldani, Enrico Battaglin, Mikkel Bjerg