Ruten

Mens Giro d’Italia har skiftet målby ved flere lejligheder og har varieret mellem sprinteretaper og enkeltstarter på sidstedagen, har Tour de France og Vuelta a Espana været langt mere konservative. Siden 1990 er det franske løb altid sluttet med en flad linjeløbsetape til Paris, hvor Champs-Elysees er rammen om årets vigtigste massespurt. Vuelta-arrangørerne har eksperimenteret lidt mere, men i de senere år har de næsten hver gang haft en flad sprinteretape i Madrid som afslutning. Kun i 2014 afveg man fra traditionen i forbindelse med fejringen af 800-året for Frans af Assisis ankomst til Santiago de Compostela henlagde afslutningen til den galiciske by, hvor der blev afviklet en kort, meget våd enkeltstart, men inden da havde man ikke haft en afsluttende enkeltstart sinde 2002 og en afslutning uden for Madrid siden 1993.

Allerede i 2014 lovede arrangørerne at vende tilbage til traditionen i 2015, og siden da har man haft den klassiske afslutning i hovedstaden, hvor man nøjagtigt som i Touren har indført et koncept med en aftenetape, som dog grundet kalenderplaceringen er umulig denne gang. Som i Touren er der altid tale om hovedsageligt ceremoniel affære, og derfor har arrangørerne truffet den kloge beslutning at have en relativt kort etape. I 2018 skar man paradedelen ned til bare 36 km og indførte flere omgange på rundstrækningen, og sidste år havde man fordelt de to med ca. 50% til hver. I år er etapen lidt længere, og der er skruet markant op for paraden, og derfor venter der ca. 110 km parade og bare 30 km cykelløb, inden årets Vuelta formentlig ender med det klassiske spurtopgør i hjertet af Madrid. Ruten er ændret de seneste dage, så man kører uden om forstæderne og har fjernet omgange inde i byen, formentlig en følge af den slemme smittesituation i hovedstaden. Det giver en længere etape, hvorfor man har reduceret distancen på rundstrækningen.

I år skal der tilbagelægges 139,6 km fra Hipodromo De La Zarzuela til den velkendte finale i hjertet af Madrid. Startstedet ligger i den nordvestlige udkant af hovedstaden, og første del af etapen består af en tur ud gennem forstæderne vest og syd for centrum. Fra start stiger det let, mens man kører mod sydvest, inden det begynder at falde let ud til etapens vestligste punkt, der ligger helt uden for selve byzonen. Som sagt dropper man turen ind gennem forstæderne, og man kører således herfra mod sydøst, nordøst og til sidst nord hele vejen rundt om byzonen. Slutteligt kører man mod sydvest, vest og syd ind gennem byen.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Efter 110,1 km krydser man målstregen for første gang, og herefter afsluttes løbet ved denne gang at køre 5 omgange (tidligere var det hele 10 omgange, og den oprindelige plan inden den sene ændring var 7 omgange) på den gamle 5,9 km lange og T-formede rundstrækning, der er tilbage, efter at den i 2018 var modificeret. Fra mål går det mod nord op til en U-vending, inden man kører mod syd ned til et sving. En lang vej leder nu mod vest ud til endnu en U-vending, og derefter går det tilbage mod øst, inden man drejer mod syd kort før 2 km-mærket. Slutteligt er der en sidste U-vending lige inden den røde flamme, hvorefter man rammer den 1000 m lange opløbsstrækning, der stiger med 1,7%. Løbets sidste indlagte spurt kommer ved anden passage af stregen med 23,6 km igen.

Etapen byder på i alt 1492 højdemeter.

Som sagt skippede man i 2014 den traditionelle finale i Madrid, men derudover er løbet sluttet i hovedstaden hvert år siden 1993. Sidste år sluttede Fabio Jakobsen sin grand tour-debut helt perfekt ved at slå rivalen Sam Bennett og således sikre sig sin anden sejr, og i 2017 cementerede Elia Viviani sin status som løbets bedste sprinter ved at tage sin tredje etapesejr i løbet foran Peter Sagan og Giacomo Nizzolo. I 2016 kronede Matteo Trentin et fantastisk løb ved at spurte sig til sin fjerde etapesejr, og i 2016 tog Magnus Cort sin anden etapesejr ved at vinde spurten, mens John Degenkolb var hurtigst i både 2015 og 2012. I 2013 endte Michael Matthews sin grand tour-debut på perfekt vis, nøjagtigt som Peter Sagan gjorde i 2011. Tyler Farrar slog Mark Cavendish i 2010, og André Greipel var hurtigst i 2009. Matti Breschel tog en yderst overraskende sejr i 2008, året efter at Daniele Bennati havde afsluttet en stor Vuelta ved at vinde i Madrid. Erik Zabel var bedst i 2006, mens italienerne testede deres lead-out forud for VM i Madrid i 2005, hvor de afleverede Alessandro Petacchi til endnu en etapesejr i løbet. Santiago Perez vandt den sidste enkeltstart i 2004, mens Petacchi også var hurtigst i 2003. Aitor Gonzalez, Santiago Botero og Santos Gonzalez tog enkeltstartssejre i hhv. 2002, 2001 og 2000, mens Jeroen Blijlevens spurtede sig til sejr i 1999.

Vejret

Der er ikke noget mere triste end en parade ødelagt af regnvejr, men heldigvis får vi pæne betingelser. Dagen vil starte hovedsageligt overskyet, men sidst på etapen vil det klare op, og temperaturen vil nå 17 grader - dog med en konstant bygrisiko på 5-10%. Det vil være næsten vindstille med en vag til let vind syd (5-8 km/t). Det giver primært sidemed- og sidemodvind på turen rundt om byen. På rundtrækningen vilder først være medvind og siden modvind - dog afbrudt af sidevind på turen frem og tilbage mod vest - indtil man atter får medvind efter U-vendingen ved den røde flamme.

Analyse af 17. etape

Hvis man først stod på cykeltoget i 10erne, må man forundres i disse dage. I givet fald er man nemlig blevet opflasket med den næsten fuldstændig ubrydelige regel, at Ineos/Sky har lagt snart sagt enhver grand tour i et jerngreb. Ganske vist er det ikke hvert eneste stort etapeløb, de suveræne briter har vundet, men når det er mislykkedes, har det som regel været et resultat af uheld eller et sjældent løb, hvor de er stillet til start uden en af deres topryttere.

Sådan har det bare ikke været i år. Nok endte Giroen med at være en undtagelse, men selvom briterne endte med at vinde løbet, skete det med en helt anderledes etapejægerkørsel end den kontrollerende klassementsmaskine, vi har været vant til. I Touren faldt holdets klassementsdrømme helt sammen, og selvom de rejste sig med en flot etapesejr, endte de med at spille en sjælden og næsten ligegyldig birolle.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

I september var det dog ikke kollektivet, der kostede dem sejren. Det var tværtimod et par kaptajner, Egan Bernal og Richard Carapaz, der slet og ret ikke var gode nok, og selvom Ineos-truppen bestemt ikke var så skræmmende som tidligere, kunne de være kommet med et ”Sky Allstars”-hold og alligevel være endt sejrsløse, når nu kaptajnerne var så svage. I Frankrig var det individerne, der tabte.

Efter dagens dramatiske Vuelta-afgørelse kan man til gengæld spørge, om vi var vidner til et nybrud. Tabte den Carapaz, der satte et storslået attentat ind på den normalt så usårlige Primoz Roglic faktisk det spanske løb, fordi hans hold var for svagt? Mange har ellers i tidens løb - i mine øjne helt i urette - hævdet, at Chris Froome alene vandt Touren i kraft af sit mandskab, men måske var vi denne gang vidner til, at det var kollektivets og ikke individets nederlag.

Det er i hvert fald en nærliggende tanke, når man ser tilbage på de tre uger, der endte med at sende Carapaz ned på 2. pladsen med en margin på beskedne 24 sekunder. Denne gang var det nemlig Jumbo, der bossede løbet, mens Carapaz alt for ofte måtte føle sig som Palle alene i verden i et gult hav af stærke klatrere.

Mest illustrativ er vel dagens etape. Da Movistar stoppede deres forcering og valgte at jagte gevinst med Marc Soler og ikke sætte Enric Mas op til finalen, og Jumbo klart signalerede, at etapesejren ikke var en prioritet, måtte Carapaz spejde langt efter de folk, der skulle have kørt udbruddet ind og bragt de 10 livsvigtige bonussekunder i spil. Og da der på sidste stigning skulle lægges et pres, som kunne riste den åbenlyst sårbare Roglic, kunne Carapaz atter spejde forgæves rundt efter bare én eneste Ineos-trøje.

De var nemlig alle forsvundet. Drømmen om et genfødt Chris Froome brast allerede i bunden af næstsidste stigning, hvor også Ivan Ramiro Sosa nåede kulminationen på en for rædselsfuld Vuelta, og selvom både Andrey Amador, der dog havde en dårlig dag på det forkerte tidspunkt, og Dylan van Baarle vel har gjort, hvad man kunne forvente i de tre uger, var det en helt ny oplevelse at se Carapaz som en af de allerførste kaptajner til at blive isoleret. Og når man nu ser på, hvor tæt Carapaz faktisk var på at vende løbet på hovedet, kan man kun gisne om, hvordan det var gået, hvis udbruddet var hentet, og en Sosa ved normal styrke havde sprængt feltet til atomer på målbjerget, hvor Jumbo alt for længe bare fik lov at sætte deres eget afmålte tempo.

Det var dog ikke kun i dag, problemet opstod. Bare tænk en uge tilbage til Farrapona-etapen. Det var den, der endte som en gigantisk fuser, fordi ingen turde angribe hinanden, ifølge Carapaz fordi løbet blev for let. Havde han ikke været isoleret efter det første fingerknips, ved man aldrig, hvad der kunne være sket, hvis Roglic var sat under pres, når vi 24 timer senere så en sårbarhed på Angliru. Og vi kan vel sågar medtage Formigal-etapen, hvor det vel havde været meget belejligt for Carapaz at have haft noget støtte, da Roglic begik sin gigantiske regnjakkebrøler, hvor et Ineos-tryk kunne have sikret ecuadorianeren endnu mere tid.

Endnu mere absurd bliver det, når holdet brugte deres kræfter så tåbeligt. Gårsdagens analyse var jo en lang klagesang over, hvor meget briterne havde skudt sig selv i foden ved at forcere på en etape, der aldrig kunne bruges offensivt, og hvor man endte med at forære Roglic 6 bonussekunder, der i dag måske kunne have været afgørende. Og selvom vi jo ikke ved, om gårsdagens tempo var medvirkende til Roglics svaghedstegn i dag, er det vel rimeligt at antage, at en frisk Amador havde været vigtigere end den træthed, gårsdagens anstrengelser fik tilføjet sloveneren. Det er i hvert fald en nærliggende tanke, at Amadors offday i dag, kan forklares med hans hårde arbejdsindsats i går, hvor han førte hele vejen op ad sidste bjerg. Den Amador, der ene mand forhindrede Valverde i at tage førertrøjen i Baskerlandet på 7. etape, kunne i hvert fald have været meget brugbar til at jagte udbrud og lægge et tryk på den nedre del af målbjerget.

Til gengæld er det svært at sætte en finger på Carapaz selv. Ecuadorianeren har kørt et fremragende og vel stort set fejlfrit løb, hvor han efter Tour-skuffelsen har cementeret, at sidste års skræmmende overlegne Giro-sejr var alt andet end tilfældig. Med tanke på at han tilsyneladende også har fået bedre styr på enkeltstarten, har de seneste tre uger næppe mindsket hans status på et Ineos-hold, hvor rygskaden sætter visse spørgsmålstegn ved Bernal, i hvert fald på kort sigt. Med det, han har vist i dette løb, skulle det være sært, om ikke han før eller siden vinder endnu en grand tour.

Det bliver bare ikke denne gang. Vueltaen ender med et titelforsvar til Roglic, og det kan man kun beundre. Nok blev dagens etape endnu en understregning af, at sloveneren har været temmelig langt fra sit bedste gennem hele løbet - det er vel kun hans magtdemonstration på Moncalvillo og hans puncheurspurt i Sueances, der har givet indtryk af vanlig styrke - men man skal ikke glemme, at Roglic har haft et sæsonprogram, som man næsten ikke fatter. Lige siden han første gang satte et nummer på ryggen i Tour de l’Ain, har han været skræmmende, uanset om vi har talt om det lille franske løb, Dauphiné, Touren, VM, Liege eller nu Vueltaen. Det slovenske monster har et bundniveau, så selv Alejandro Valverde må blive misundelig, og med en så imponerende resultatliste over bare tre måneder må enhver snak om manglende holdbarhed endegyldigt forstumme. Det kan godt være, at han ikke helt har haft topniveauet efter Touren, men at han alligevel kan køre med om sejren ved VM og vinde Liege og Vueltaen er mildt sagt uhørt, når man betænker, hvor komprimeret sæsonen har været.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

I dag kunne det dog være gået galt. Roglic var åbenlyst under et gigantisk pres, og man ved aldrig, hvordan det var gået, hvis ikke Ineos havde lavet en brøler ved at lade Lennard Hofstede komme afsted som forpost, eller hvis ikke Marc Soler havde givet Mas en hånd i dennes forsøg på at jagte 4. pladsen fra den lidende Dan Martin. Tænk, hvis Carapaz ikke var blevet bremset af en gigantisk modvind, og vejrguderne havde været mere venlige over for Ecuador end Slovenien. Og tænk, hvis Movistar og Astana havde kørt etapen anderledes og arbejdet for deres kaptajner i stedet for at satse på udbrudssejr, så de havde lagt det tryk, Ineos var for svage til at gøre.

Nej, Roglic var vitterligt lidt heldig i dag, men han gjorde det heller ikke let for sig selv. Det er stadig komplet uforståeligt, hvorfor Jumbo hele dagen holdt udbruddet i så kort snor, at bonussekunderne formentlig var kommet i spil, hvis Movistar havde spillet Mas- og ikke Soler-kortet. Det var på alle måder helt unødvendigt, især fordi det betød, at bundsolide Robert Gesink blev brændt op så tidligt i føringsarbejdet, at man måtte misbruge Jonas Vingegaard på det flade stykke mellem de to sidste stigninger. Når nu George Bennett i dette løb har været langt fra vanlig styrke, er det i hvert fald nærliggende at tro, at en Vingegaard med Angliru-ben kunne have aflastet en i dag ret skuffende Sepp Kuss så meget, at Roglic ikke var blevet isoleret med det samme, Hugh Carthy kom med det første angreb på hans førertrøje, og så han allerede tidligt skulle lukke det allerførste hul.

Roglic har dog også begået flere fejl selv, præcis som han gjorde på den så berømte sidevindsetape sidste år. ”Regnjakkegate” skyldtes alene ham selv, og uden den havde han jo vundet løbet ganske komfortabelt. Man kan også stadig diskutere, om ikke Jumbo i onsdags burde have lukket den sidste del af det begrænsede hul, så sloveneren i Ourense kunne have sikret sig de 10 bonussekunder, der havde styrket hans position ganske gevaldigt, særligt når nu i stedet misbrugte holdet til næsten at forære Carapaz 10 bonussekunder i dag.

Og så begik han en gedigen brøler i dag, hvor han havde én vigtig opgave, nemlig at sidde limet til Carapaz’ baghjul. At lade ecuadorianeren glide bag ham i et nøglemoment blev fatalt, for det gav Carapaz det overraskelsesmoment, der gjorde det muligt at slå hullet. I lyset af den voldsomme modvind er det nærliggende at tro, at Carapaz aldrig kunne være kommet væk, hvis bare Roglic havde siddet limet til hans bagsmæk. Naturligvis skulle han også holde et vist øje med Carthy, men i det moment, hvor forskellen blev gjort, var det helt unødvendigt, at han kort forinden var gået forbi sin værste rival.

At han trods disse skønhedsfejl alligevel vinder løbet, siger dog alt om Roglics klasse, og man må beundre, at det er en sejr, der i den grad er vundet på alsidighed. Han har både vundet to bjergetaper, en enkeltstart og en puncheurspurt, og med sine 48 bonussekunder mod bare 16 til Carapaz, er det i høj grad også hans spurtstyrke, der har bidraget til den samlede sejr. I den forstand blev det alsidighedens sejr over klatringen, for Carapaz er jo en langt mere endimensionel størrelse, der aldrig kan vinde løbet andre steder end i bjergene - hvis da ikke hans hold skulle hjælpe ham i et holdløb eller ved at slå til i sidevinden.

Dermed blev det også den forudsigelige top 2, men på tredjepladsen har vi en overraskelse. Nok kunne Carthy ikke skabe den totale sensation, men selvom jeg på forhånd havde udtryk megen optimisme på hans vegne, kan jeg ikke skrive mig på den formentlig ret korte liste af folk, der havde set en britisk podieplads komme. I dette løb fik han imidlertid cementeret sin status som en kommende grand tour-stjerne, særligt fordi hans enkeltstart er blevet kraftigt forbedret, og fordi han har vist den holdbarhed, han manglede i Giroen sidste år, hvor han blot blev nr. 11.

Måske kunne det være blevet endnu bedre, hvis uerfarne Carthy ikke havde angrebet alt for tidligt på Moncalvillo, eller hvis han ikke i dag blev ramt af en voldsom modvind, der gjorde det ret umuligt for en antieksplosiv fyr som ham, særligt fordi han nu kom til at bruge alt for mange tidlige kræfter i et nok nødvendigt, men lidt ærgerligt forsøg på slet og ret at slide rivalerne ned fra front - en mission, vinden gjorde helt umulig. Her havde han været bedre stillet, hvis ikke Michael Woods var punkteret og kunne have lagt et tryk, der egentlig også havde hjulpet Carapaz. Og så er vi tilbage ved det held, der i dag tilsmilede den slovenske førstemand.

Det held kom også til udtryk i en Movistar-taktik, der vel var dagens største misere. Spanierne var lige ved at smide alt på gulvet ved en helt igennem særegen kørsel. Da først Soler havde misset det tidlige udbrud, var holdets eneste reelle chance at gå efter etapesejren med Enric Mas, der i finalen sagtens kunne have haft en chance i kraft af den frihed, hans store tidstab havde givet ham. I stedet valgte man at misbruge det flotte tryk, man havde lagt tidligt på etapen, ved at sende Soler op til et udbrud bestående af friske folk, så han naturligvis var chanceløs efter en opkørsel, der havde kostet en bondegård.

Eneste konsekvens af det valg var, at momentum gik ud af jagten, og at David Gaudu og David De La Cruz vandt så meget tid, at Alejandro Valverde kun med det yderste af neglene forsvarede sin top 10-placering med 2 sekunder ned til Aleksandr Vlasov. Den taktik så nærmest ud til at være designet med det formål at sende veteranen ud af top 10, og det havde næsten ikke været til at bære, hvis han akkurat skulle gå glip af en formentlig sidste tur blandt de ti bedste i en grand tour - især fordi han forsvarede sig flot på dagens etape. Til gengæld kan de finde en trøst i, at Mas igen har dokumenteret, at han altid imponerer i den tredje uge af en grand tour.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Valverde kan så glæde sig over, at Aleksandr Vlasov blev grebet af ungdommeligt overmod og angreb alt for tidligt i den hårde modvind - en beslutning, der førte til et mindre kollaps til sidst og dermed et farvel til en top 10, som defensiv kørsel utvivlsomt havde sikret ham. Modsat den spanske veteran kan russeren så trøste sig ved, at han i dette løb har vist, at han har alle ingredienser til at blive en stor grand tour-rytter, for ser man bort fra hans katastrofestart, er han bare blevet bedre og bedre undervejs.

Det blev Dan Martin til gengæld ikke. Paradoksalt kom irerens eneste rigtige offday på det bjerg, hvor han for ni år siden slog igennem med en fornem etapesejr. Den havde han drømt om at gentage, men i dag blev han ramt af en af de offdays, der alle dage har været hans største svaghed i de lange etapeløb. Hans fjerdeplads kom dog aldrig i fare, og i lyset af det niveaufald, vi har været vidner til de senere år, kommer han ud af løbet som en af vinderne. Det ser nemlig ud til, at det endnu ikke er slut i de irske ben.

Det er det heller ikke for Wout Poels, der i dette løb har rejst sig fornemt efter et par sæsonen, hvor de bløde hatte, han har trådt i, har været helt uden buler. Ganske vist lykkedes det ham aldrig at finde sin berømte tredjeugesform - denne gang faldt han faktisk sammen undervejs efter den vanlige dårlige første bjergetape, der altid har været hans kendetegn - men han fik tangeret sin 6. plads, som han opnåede som Froome-hjælper for tre år siden. Og samtidig sørgede for at fuldende den imponerende bedrift fra et Bahrain-hold, der har fået fem forskellige ryttere i top 10 i årets tre grand tours. Det er sjældent set.

6. pladsen blev dog kun reddet med det yderste af neglene. Dagens smarteste ryttere var nemlig David Gaudu og David De La Cruz, der fik bevist, at initiativ belønner sig. Med deres storslåede offensiv og helt eminent hjælpearbejde af Bruno Armirail, Ivo Oliveira og Rui Costa - selvom det stadig er lidt uforståeligt, hvorfor Sergio Henao aldrig blev brugt - fik de bevist, at den gamle ide om, at udbrud kan være en genvej til top 10, stadig holder. De La Cruz har ellers med sit stabile, men ikke skræmmende niveau aldrig reelt været blandt de 10 bedste, men ved hjælp at et stærkt hold og mod lykkedes dagens offensiv, så han nu tangerer sin 7. plads fra for fire år siden, hvor han fik sit gennembrud.

Den største vinder var dog Gaudu. Den franske guldfugl har ellers været en skygge af sig selv gennem hele sæsonen, og selvom han vandt en etape ved at overspurte en spurtsvag og træt Soler, har det også været tilfældet i dette løb. I dag var der dog lidt glimt af den Gaudu, der har betaget så mange i de senere år, og man kan håbe, at de to etapesejre er det, der kan bringe ham tilbage på sporet. Med sin 8. plads og to etapesejre i dette løb har han i hvert fået en lovende start på den selvstændige grand tour-karriere, der ellers konstant er blevet udskudt af den ene hjælpeopgave efter den anden.

Tillige bidrog han nok engang til ungdomsfesten i ungdomsåret 2020 på en dag, hvor de erfarne Ion Izagirre og De La Cruz blev sat til vægs af franskmanden og Gino Mader, der i dette løb endelig er vågnet op til dåd efter en trist start på karrieren - præcis som også Michael Storer og Mark Donovan har vist deres talent i dette løb. Til gengæld fik Guillaume Martin ikke sin etape, men han kan så glæde sig over et mildt sagt imponerende løb med 5 top 10-placeringer fra udbrud og den bjergtrøje, som Cofidis tidligere haft som deres ejendom med først David Moncoutie og senere Nicolas Edet.

Det er et ganske pænt udbytte for det lille Cofidis-hold, præcis som Bora må være fint tilfredse med lidt overraskende at få Felix Grossschartner i top 10, selvom dagens punktering meget vel kan have kostet et par placeringer. Det er nemlig hold, der i bjergene kun sjældent har været dominerende. Sådan er det til gengæld ikke med et Ineos-hold, som vi er opvokset med at se i rollen som suveræne herskere, men som i år i langt hovedparten af tiden har været reduceret til statister.

Det har de naturligvis ikke været i dette løb, hvor deres kaptajn ender som nr. 2, men for første gang nogensinde er det nærliggende at spørge, om en Ineos-rytter tabte en grand tour, fordi holdet var for svagt. I det lys er det måske heldigt, at man har sikret sig en pæn lille forstærkning i form af Richie Porte, Adam Yates, Daniel Martinez, Laurens De Plus og Tom Pidcock. Det kunne tale for, at normaliteten bliver genoprettet i 2021. Så slipper Carapaz også for at ærgre sig over, at han i dag ikke kørte rundt med Movistars M på maven…

Favoritterne

For de fleste er årets Vuelta reelt et overstået kapitel, men for sprinterne venter løbets vigtigste etape fortsat. Etapen til Madrid har naturligvis ikke samme prestige som Tour-etapen til Paris, men det er dog en spurt, alle hurtige folk drømmer om at vinde. Særligt i år må sulten være stor, for vi skal helt tilbage til 9. etape for næsten to uger siden for at finde løbets seneste rigtige massespurt - og i løbet af de første 17 dage har der bare været to!!!

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Der er naturligvis ikke den store grund til at dvæle voldsomt ved etapens forløb. Første del af etapen er som altid ren paradekørsel, og desværre betyder den sene ændring af etapen - der som sagt formentlig skyldes coronasituationen i Madrid - at der i år bliver utroligt meget festivitas og meget lidt cykelløb med bare 29,5 km kørsel på rundstrækningen. Efter champagnedrikning og diverse fotos vil Jumbo skulle sætte sig frem og føre feltet over målstregen for første gang. Herefter vil løbet reelt blive startet, og meget hurtigt vil vi se de første angreb. Denne gang er der ikke en veteran, der kan se frem til samme hyldest som Contador i 2017, hvor han fik lov at køre først over, og det vil derfor formentlig blot være Jumbo, der leder feltet frem til mål første gang.

Efter første målpassage vil vi se de første angreb, og der vil derefter ret hurtigt blive etableret et udbrud. De får imidlertid aldrig megen snor på disse sidste grand tour-etaper, hvor den begrænsede distance betyder, at afstandene sjældent når et minut. Med så få chancer i dette løb og et reelt cykelløb, der end ikke er 30 km langt, kan man også være stensikker på, at sprinterholdene kører med livrem og seler, og jeg forventer, at Bora, Deceuninck og UAE vil lægge løbet i et jerngreb. Faktisk vil jeg ikke helt udelukke, at vi slet ikke får et udbrud med mere end 10-15 sekunder, når cykelløbsdelen er så kraftigt reduceret til nu bare fem omgange - medmindre de da bryder traditionen og begynder at angribe allerede inden rundstrækningen.

For et par år siden så vi overraskende, at et udbrud snød sprinterne på sidste etape i Giroen. Vi skal ikke vente en gentagelse denne gang. Rundstrækningen i Madrid er nemlig meget simplere end de ofte meget tekniske ruter, man har anvendt i Italien, og den T-formede rundstrækning har i nyere tid aldrig kunne snyde sprinterne. Den favoriserer i den grad et samlet felt, og det ligger således i kortene, at der kan skabes samling inden den ventede massespurt. Heller ikke den indlagte spurt vil skabe nogen dramatik, da Roglic allerede har sikret sig pointtrøjen for anden gang i træk.

Vi kan således vente os en massespurt.På mange måder minder finalen meget om den, vi kender fra Paris. I begge tilfælde er der nemlig tale om en bred boulevard med masser af plads til alle, og opløbsstrækningen er i begge hovedstæder også let stigende. Forskellen er, at opløbsstrækningen her er meget længere, mens det i Paris handler om at sidde godt, når man kommer ud gennem tunnelen. Her er opløbsstrækningen så lang og bred, at vinderen ofte vil være hurtigste og stærkeste mand i en let stigende spurt, i hvert fald hvis han timer den rigtigt. Betydningen af et godt tog er knap så markant, som den er i Paris. Dertil kommer, at der er tale om en medvindsspurt, og det betyder, at det er muligt at åbne tidligt, selvom man sidder lidt langt tilbage.

Derudover er det som altid værd at bemærke, at det til sidst i en grand tour ofte handler mere om friskhed end sprinterevner, og i en Vuelta, der ofte er knaldhård, er det således ofte de mere holdbare typer, der sætter sig igennem, som det eksempelvis var tilfældet i 2017, hvor navne som Matteo Trentin, Søren Kragh, Tom Van Asbroeck og Ivan Garcia alle var at finde i top 5, eller i 2016, hvor Magnus Cort sejrede, ligesom også Matti Breschel, der aldrig har været supersprinter, har været først i Madrid.

Netop betydningen af holdbarhed burde jo egentlig betyde, at man ikke pegede på Sam Bennett. Ireren er ganske vist uhyre holdbar - tænk på, hvem der vandt i Paris for halvanden måned siden - men i dette løb har han åbenlyst været træt. Det er ikke uden grund, at han tre gange inden for den seneste uge næsten er endt sidst og også i dag slæbte sig over stregen som bagerste mand i gruppettoen. Den træthed gør det hele meget mere åbent, end det egentlig burde være.

Alligevel kan jeg ikke tro andet, end at han får revanche for sidste års dumme nederlag til Fabio Jakobsen. Dengang var det toget, der kostede løbets hurtigste gevinsten, men denne gang er det ham, der har glæde af Deceuninck-drengene. På 4. etape var kæden med Jannik Steimle, Zdenek Stybar og Michael Mørkøv i særklasse, og selvom de var mere afventende på 9. etape, afleverede Mørkøv alligevel med et sent fremstød Bennett perfekt. I begge spurter var han ganske suveræn - ikke mindst i magtdemonstrationen på 4. etape - og han er da også på papiret klart hurtigste mand. Det let stigende opløb passer ham, og med det bedste tog tror jeg, at hurtigste mand vinder. På 9. etape var han nemlig også hurtigst, selvom han dagen efter var så træt, at han trådte mere firkantet end nogensinde tidligere. I det lys er der grund til at tro, at han trods de hårde strabadser også vil være hurtigst i Madrid.

Jeg vælger at gå med Jasper Philipsen som hans værste rival. Jeg har mildt sagt været imponeret over den friskhed, belgieren har vist i dette løb. I dag sad han end ikke i gruppettoen, i går var han ikke alt for langt fra den decimerede frontgruppen, og for to dage siden vandt han en knaldhård spurt efter 4400 højdemeter. Den friskhed burde komme ham til gode, og det let stigende opløb passer ham perfekt. Udfordringen er det svage tog, men han viste så sent som på 4. etape, at hans positionering stadig er eminent, ligesom Ivo Oliveira har vist sig ganske hæderlig som lead-out man. I denne spurt betyder positionering også mindre, og medvinden burde ligeledes hjælpe ham, hvis han sidder lidt forkert. Med den friskhed, han har vist, er det bestemt ikke umuligt, at han i et stigende opløb kan slå den ellers hurtigere Bennett.

Jeg har også været positivt overrasket over Pascal Ackermann. Det har ellers været et sløjt år, men denne Vuelta har bragt ham tilbage på sporet. I sidste weekend klatrede han som en drøm, og forleden blev han en flot nr. 2 bag Philipsen i et opløb, der bestemt ikke var skræddersyet til ham. Denne powerspurt passer ham perfekt, og den stiger ikke så meget, at det er problem. Samtidig rejste hans tog med Michael Schwarzmann, Martin Laas og Rudiger Selig sig fornemt på 9. etape, hvor de var klart dominerende, og kan de gentage det denne gang, står Ackermann stærkt. Nok fik han bank af Philipsen forleden, men i dette opløb er styrkeforholdet meget mere lige, og han viste på 9. etape lidt af den fart, han ellers har mistet i år. Er Bennett lidt træt, er det bestemt ikke umuligt, at Ackermann tager en sejr, der bliver lidt mere regulær end den første.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Magnus Cort er den eneste i feltet, der faktisk tidligere har vundet denne spurt, og den ligger da også til hans højreben. Det stigende opløb passer ham som fod i hose, og med en bred boulevard uden væsentlige tekniske udfordringer hæmmes han ikke så meget af sin svage positionering. Medvinden gør det endda lettere at redde den formentlig knap så gode position, han kan ventes at have i U-vendingen, og så er det op til ham selv at vise, at han er hurtig nok. Friskheden kommer ham utvivlsomt til gode - det er ikke tilfældigt, at hans to spurtsejre i 2016 begge kom allersidst i løbet - og han er åbenlyst ved at finde topformen. Den kombination bør give ham en reel chance i et stigende opløb, selvom toptrioen på papiret er hurtigere.

Hvor træt er Max Kanter? Tyskeren er kommet overraskende godt igennem sin grand tour-debut og virker slet ikke så kvæstet, som man kunne frygte. Han viste på 9. etape, at han helt forventeligt er en af de hurtigste i dette løb, og for en gangs skyld har han også fået fod på sin positionering. Den er stadig en svaghed, men i dette opløb betyder det mindre. Han havde nok foretrukket en flad spurt, men sidder han rigtigt, bør han stadig være en af de hurtigste med den fine friskhed, han har vist.

Jeg har også lidt fidus til Robert Stannard. Det er igen et åbent spørgsmål, om Mitchelton kører for ham eller Dion Smith, men det burde være ret klart, at australieren er den hurtigste i en spurt som denne, i hvert fald når man ser på udfaldet af 4. og 9. etape og af 2. pladsen bag Gaviria i Toscana. Stannard viste sig også klart bedst af de to i puncheurspurten i Suances, og hans udbrud på 15. etape vidner om stor friskhed i grand tour-debuten. Denne let stigende spurt burde passe ham perfekt, og toget med Smith og Alex Edmondson ligner et af de stærkeste, hvis de denne gang kan ramme den rigtigt. Jeg udelukker ikke, at de kører for Smith i stedet, men så tror jeg ikke, at det bliver til mere end en yderlig top 10. I denne spurt har Stannard til gengæld med lidt held podiepotentiale.

En af løbets store skuffelser har været Jon Aberasturi. Spanieren har aldrig ramt formen, og senest skuffede han fælt i den stigende spurt i torsdags, hvor han ellers burde have været i sit es. Dette opløb ligger dog godt til ham, og han har altid været en ørn i positionskampen, hvilket som regel gør ham til en stensikker mand i top 10. I de seneste dage har han også virket en anelse mere frisk end tidligere, hvor han startede svagt, og med sidste års 4. plads har han vist, at dette stigende opløb vitterligt er noget for ham.

Emils Liepins har været meget i vælten grundet Bennetts hovedstød på 9. etape, men nu skal han så vise, at han også kan skabe overskrifter via sin spurtstyrke. Han klarede jo positionskampen på omtalte etape ganske fortrinligt, selvom han ikke var stærk nok til at forsvare sin plads bag Ackermann - heller ikke inden Bennett gik til yderligheder. Til gengæld er han ikke holdbar, og han har virket meget mærket på det seneste, blandt andet da han blev sat efter Treks ellers hårde arbejde for ham i torsdag. Heldigvis for ham er denne etape let, og selvom han i år ikke har spurtet før dette løb - han er nemlig hentet som lead-out man for Matteo Moschetti - viste han blandt andet i Coppi e Bartali sidste år, at han i dette felt bør være en af de hurtigste, også fordi han har god støtte af erfarne Koen de Kort.

Lorrenzo Manzin har utvivlsomt set frem til denne spurt, hvor han i 2017 med en 2. plads opnåede et af karrierens bedste resultater. Året forinden blev han nr. 6, og dermed har han bevist, at han mestrer kunsten at spurte sent i en grand tour. Denne gang har han dog virket træt og mærket, og hans to første spurter er heller ikke gået som ønsket. Den gode positionering, han har fundet i år, er igen forsvundet, og det er nu en akilleshæl, som det plejer. Heldigvis betyder det mindre i Madrid, og det stigende opløb passer ham. Så må det være op til ham at vise, at han stadig har farten fra for tre år siden.

En rytter, der nok kan drage fordel af friskhed, er Reinardt van Rensburg. Sydafrikaneren er ellers normalt ikke verdens hurtigste, men han har imponeret de seneste dage, først og fremmest med 14. pladsen i den meget hårde finale i Ourense, men også med 6. pladsen i torsdags. Det taler også til hans fordel, at opløbet er stigende, og her bør han ikke lide så meget under en positionering, der har haltet. NTT har også Carlos Barbero , der ligeledes elsker et stigende opløb, men hidtil har de entydigt satset på Van Rensburg. Farten rækker næppe til sejr, men i et stigende opløb burde han komme langt med den friskhed, han har vist.

Friskheden er til gengæld nok et problem for Mihkel Raim. Han har stort set ikke spurtet i år, men viste på 4. etape, at han har lidt af den gamle fart, inden han på 9. etape tabte hjulpet på sin lead-out man, Alexis Renard. Sidstnævnte er nu rejst hjem, og Raims problem er, at han er mutters alene. Heldigvis betyder det mindre i dette opløb, men til gengæld virker han træt, ligesom det stigende opløb næppe tiltaler ham alt for meget. På papiret er han en af de hurtigste, men spørgsmålet er, om det kommer til udtryk her.

En overraskelse i torsdags var 4. pladsen til Alfred Wright. Den unge brite har ellers ikke vist meget i sin korte professionelle karriere, men han synes at være blevet meget stærkere i dette løb. Torsdagens etape var som bekendt brutal, og i dag overlevede han imponerende længe i udbruddet. Hans erfaring i massespurter er dog begrænset, og han var heller ikke i nærheden af noget de første to gange. Denne gang har han dog friskheden til sin fordel, ligesom det ukomplicerede hjælper på positioneringen. Han viste i torsdags, at han kan spurte, når det stiger, og det hjælper ham her, selvom opløbet naturligvis er meget fladere end i Puebla de Sanabria.

Endelig vil jeg pege på Tosh van der Sande . Med Gerben Thijssen ude skal Lotto spurte med enten ham eller Stan Dewulf , der fik sin chance i torsdags, men logikken siger, at Van der Sande er hurtigst i en fladere afslutning. Hurtig er nok så meget sagt, for Van der Sande er også mere puncheur end sprinter, men han har da vundet én rigtig massespurt i Ain i løbet af sin karriere. Desværre er han kun blevet langsommere de seneste år, men det stigende opløb og friskheden tiltaler ham. Med en 5. og en 7. plads tidligere har han før gjort det godt i Madrid, selvom det er sigende for hans fart, at han også er blevet bare nr. 12 og 14.

Dorian Godon har friskheden og det stigende opløb til sin fordel, men han bør ikke have farten til at være med helt i front. Heller ikke Emmanuel Morin bør have farten, selvom han i år har vist nogle sprinterevner, han ikke tidligere har dyrket.  I Madrid ser man ofte de fleste hold spurte med en eller anden. Jeg vil tro, at Jose Joaquin Rojas og Alex Aranburu prøver, men selvom det stiger, får de det svært mod sprinterne. FDJ kan prøve med enten Anthony Roux eller Mickael Delage, men også de bør være overmatchede, ligesom det vil være tilfældet for Lukasz Wisniowski, Georg Zimmermann og Michal Paluta, der alle kan spurte for et CCC, der er uden Jakub Mareczko. Endelig vil Burgos sikkert prøve med Alex Molenaar, Jetse Bol eller Jesus Ezquerra

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Jasper Philipsen, Pascal Ackermann

Outsidere: Magnus Cort, Max Kanter, Robert Stannard, Jon Aberasturi, Emils Liepins

Jokers: Lorrenzo Manzin, Reinardt van Rensburg, Mihkel Raim, Alfred Wright, Dion Smith, Tosh van der Sande

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Fabio Jakobsens sejr fra 2019, Elia Vivianis sejr fra 2018, Matteo Trentins sejr fra 2017, Magnus Corts sejr fra 2016, John Degenkolbs sejre fra 2015 og 2012, Michael Matthews’ sejr fra 2013, Peter Sagans sejr fra 2011, Tyler Farrars sejr fra 2010, André Greipels sejr fra 2009, Matti Breschels sejr fra 2008, Daniele Bennatis sejr fra 2007 og Erik Zabels sejr fra 2006.