SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

Det kan godt være, at kongeetapen ikke havde samme ultrakorte og spektakulære distance som i 2018, men løbsdirektør Christian Prudhomme er stadig stor fan af disse korte, intense etaper. Derfor har han designet endnu en af slagsen til årets sidste store bjergslag, der skal udkæmpes på en bare 130 km lang rute. Her får klatrerne en glimrende sidste chance for at vinde tid inden enkeltstarten, når der bydes på en gentagelse af finalen fra en af nyere Tour-histories mest legendariske etaper. I 2003 så satte den genfødte Jan Ullrich kortvarigt en sjældent sårbar Lance Armstrong til vægs på legendariske Col du Tourmalet, men selvom amerikaneren senere blev sendt i asfalten af en gul pose, endte det tyske kraftværk med at få den gule trøje lige i nakken, da Armstrong leverede en magtdemonstration på den afsluttende opkørsel ad Luz Ardiden. Hvis vi blot får halvt så meget drama, når Tourmalet og Luz Ardiden vender tilbage i 2021, er der lagt op til en fantastisk torsdag, der måske endda kan krone Tour-vinderen allerede inden lørdagens enkeltstart.

Med en distance på bare 129,7 km er der som sagt tale om en uhyre kort etape, der fører feltet fra den klassiske Tour-by Pau til toppen af Luz Ardiden. Som bekendt ligger startbyen et lille stykke nord for Pyrenæerne, og etapen indledes derfor med en flad rejse frem mod bjergene. Starten er dog lidt småkuperet, når man kører mod syd over en lille bakke, inden man fortsætter mod sydøst op over kategori 4-stigningen Cote de Notre-Dame de Piétat (2,6 km, 5,6%), der stiger med 6-7% over de første 1500 m og siden flader ud frem mod toppen, der kommer efter 10,6 km.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Nu fører en nedkørsel mod øst ned til det helt flade område nord for Pyrenæerne, og her kører man mod sydøst ad en lige og flad vej frem til Saint-Pé-de-Bigorre, der nås efter 31,6 km. Nu går der mod øst ad en let stigende vej, inden man fortsætter mod øst op ad den lille kategori 4-stigning Cote de Loucrup (2,0 km, 7,0%), der er svær med 7-9% over den første kilometer, inden den flader ud med 5-6% frem mod toppen, som rundes efter 54,6 km. En nedkørsel leder mod øst, inden man følger en let stigende vej mod sydøst forbi dagens spurt, der kommer efter 62,7 km for enden af en lige vej, hvis sidste kilometer stiger med 1,9%, og videre gennem Bagnerre-de-Bigorre frem til byen Sainte-Marie-de-Campan, som nås efter 76,9 km.

Den lille pyrenæerby er kendt af mangen en cykelmotionist, fordi den ligger for foden af mægtige Col du Tourmalet. Etapen ændrer nu totalt karakter, når man kører mod syd og sydvest op ad det legendariske bjerg (17,1 km,7,3%), der er uden for kategori. Efter fem lette kilometer med 4-5% er det en uhyre jævn stigning, der efter fire kilometer med 7-8% stiger med 9-10% over de sidste 8,1 km frem mod toppen, der efter 94,1 km rundes i 2115 m højde.

Herfra resterer 35,6 km, der indledes med en i starten lidt teknisk, men ellers relativt let nedkørsel, som fører mod sydvest ned til Luz-Saint-Sauveur, der nås efter 112,6 km. Her passerer man tværs gennem dalen for at køre mod nordvest op ad Luz Ardiden (13,3 km, 7,4%), der ligeledes er uden for kategori. Efter to kilometer med 5-6% stiger de næste otte kilometer hovedsageligt med 8-9% afbrudt af enkelte lettere stykker og en 5. kilometer med 10%. Herefter bliver den lette over de sidste 3,3 km, som stiger uhyre jævnt med knap 7%. Den første del af stigningen går ad en relativt lige vej, men over den sidste halvdel er der en nærmest endeløs serie af hårnålesving, herunder seks på den sidste kilometer. De to sidste kommer lige i rap på de sidste 200 m, inden man rammer den 130 m lange og 5,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3555 højdemeter.

Luz Ardiden er blevet besøgt tre gange tidligere i dette årtusinde. Senest var det i 2011, hvor Samuel Sanchez tog en fornem sejr foran Jelle Vanendert og Frank Schleck på en dag, hvor man endnu engang måtte lade sig imponere over Thomas Voecklers trøjeforsvar, og hvor Giro-vinderen Alberto Contador viste svaghedstegn på løbets første bjergetape. Endnu mere dramatisk var etapen i 2003, hvor Jan Ullrich var kørt fra Lance Armstrong på Tourmalet, inden amerikaneren på målbjerget blev revet i asfalten af en pose for siden at vinde med 40 sekunder ned til Iban Mayo, Ullrich og Haimar Zubeldia. I 2001 tog Roberto Laiseka en meget populær baskisk sejr fra et udbrud foran Vladimir Belli, inden Ullrich og Armstrong ankom side om side som etapens nr. 3 og 4.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

Efter et par dage i køligt og fugtigt vejr bliver det hele meget bedre torsdag, selvom varmen endnu ikke er vendt tilbage. Det vil ganske vist primært være overskyet med kun få solstrejf og en temperatur på 21 grader fra start, men det vil hurtigt klare op med hovedsageligt solskin, en bygerisiko på 15-20% og en temperatur i dalen på ca. 20 grader. I bunden af sidste stigning ventes der solskin, en bygerisiko på 20% og en temperatur på 19 grader. Vinden vil gennem hele dagen bare være let (9-11 km/t) og komme fra nord. Det giver skiftevis sidemed- og sidevind på turen frem til bjergene, hvor der vil være med- og sidemedvind på Tourmalet og på nedkørslen. På Luz Ardiden vil der være sidemodvind, indtil man får sidemedvind på de sidste 6 km.

Analyse af 17. etape

Skruer man tiden to en halv uge tilbage, var forventningerne til Tourens kongeetape meget store. Efter flere måneders spændingsmættet opladning var det på løbets sidste onsdag, at det helt store bjergslag skulle slås. Rammen kunne ikke være bedre med en tilbagevenden til nyskabelsen Col du Portet, der er en af de allersværeste stigninger i Tourens historie. Det var her, Primoz Roglic og Tadej Pogacar for alvor skulle krydse klinger. Og det var her, vi skulle finde ud af, om Richard Carapaz virkelig klatrer godt nok til at matche de seneste sæsoners to altdominerende klassementsryttere.

I dag oprandt den 14. juli endelig, og det gik præcis, som vi havde ventet. Vi fik den knivskarpe og meget jævnbyrdige duel mellem Pogacar og hans store rival fra Jumbo. De var næsten lige så jævnbyrdige, som vi havde forudsagt inden løbet, og det viste sig, at Carapaz skam var i stand til at byde de to rivaler trods. I sidste ende vandt Pogacar spurten på toppen, og den forsvarende vinder kunne forsvare sin førertrøje på smukkeste vis.

Det manuskript kunne vi sagtens have skrevet i slutningen af juni, og ingen havde undret sig spor. Der er bare den markante forskel, at Jumbo-rivalen, der bød Pogacar trods, slet ikke var Roglic, men havde det ikke været for den hvide ungdomstrøje, som det slovenske monster for længst er vokset fra, havde det sagtens kunne været holdets kaptajn. Den hvide trøje afslørede imidlertid, at det var Jonas Vingegaard, der bød Pogacar lige så megen modstand, som man ellers troede, at kun Roglic kunne gøre det.

For to uger siden havde det været en gigantisk sensation. Dengang var der ingen i denne verden, der i deres vildeste fantasi havde drømt om, at Vingegaard ville matche sin slovenske rival pedaltråd for pedaltråd på Tourens sværeste stigning. Alligevel føltes det næsten helt naturligt at se den unge dansker være slovenerens ligemand næsten hele vejen op til toppen af det frygtede bjerg.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Mont Ventoux ændrede nemlig det hele. Den dag så vi, at Vingegaard slet ikke har grund til at frygte Pogacar, og derfor kom det næppe som den helt store overraskelse, at danskeren kun kortvarigt måtte strække våben, inden han forventeligt blev slået af den hurtigere slovener på toppen. Lige siden sidste onsdag har det store spørgsmål ikke været, om løbets to bedste var Pogacar og Vingegaard. Det har i stedet været, om Vingegaard faktisk var bedste mand!

Efter dagens slag må vi nok sande, at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen. Allerede i søndags fornemmede man, at Pogacar var tilbage i kontrol, og igen i dag var han løbets stærkeste mand. Alligevel var der en helt anden aura af sårbarhed over ham, end da det usårlige uhyre kørte hele feltet midt over i Alperne for halvanden uge siden.

Pogacar viste nemlig hurtigt, at han til fulde besidder al den sult, der kendetegner slovenske monstre. På en dag, hvor det havde været naturligt at lade andre hold om at hente udbruddet og spare på holdet til den sidste bjergetape, stod det hurtigt klart, at planerne handlede om mere end det rene trøjeforsvar. Vegard Stake Laengen blev gennem hele dagen brugt til at holde et udbrud i snor, og da UAE herefter kontrollerede alle tre bjerge i finalen, og Pogacar endda spurtede efter bjergpoint på næstsidste stigning, stod det klart, at han ville have præcis lige så meget, som han fik sidste år, nemlig tre trøjer og formentlig også gerne mindst tre etaper.

Med den intention kunne man have frygtet, at vi skulle blive vidner til Col de Romme Vol. 2, men sådan gik det ikke. Pogacar kom ellers med et angreb så tidligt, at det syntes designet til endnu en magtdemonstration - selvom hans holds nedslidning måske nok også tvang ham til at angribe lidt tidligere, end han havde ønsket - men hvor han på alpestigningen blot skulle træde til to gange, var han denne gang blandt ligemænd mod Vingegaard og Carapaz. Og selvom han satte Vingegaard til sidst og stadig kunne matche Carapaz, der med sit bluff var kommet mere frisk frem til finalen og således indiskutabelt var både stærkeste mand og den fortjente etapevinder, var det helt tydeligt, at der åbenbart er andre end Roglic, der kan pille supermandprædikatet af løbets konge.

At det blev Vingegaard, der gjorde det, kan kun få alle danske cykelfans til at have våde drømme. Danskeren har ikke vist skyggen af den frygtede ustabilitet i den tredje uge, og han har over de sidste to uger været næsten jævnbyrdig med Pogacar i bjergene. Hans enkeltstarter har udviklet sig helt kolossalt over bare ganske få måneder, og ingen ved, hvor den udvikling stopper. Pludselig virker det slet ikke usandsynligt, at Danmark har en ny Tour-vinder - heller ikke selvom hans modstander også fremover hedder Pogacar.

I første omgang handler det dog om at sikre sig den samlede 2. plads i dette løb, og det kunne han ikke have gjort med større bravur. Han havde ikke Carapaz’ kølighed til at spille spillet, men det var også unødvendigt. Dagens vigtigste mission var at undgå et stort tab til den temposvage ecuadorianer og at vinde så megen tid på tempostærke Rigoberto Uran, at han ikke behøver at frygte en dårlig dag på enkeltstarten. Den mission lykkedes til UG med kryds og slange, da han indgik en alliance med Pogacar, der ellers sagtens kunne have ladet podiekandidaterne køre mod hinanden, men heldigvis for Vingegaard var en venlig allieret, og han bevarede samtidig en imponerende ro, da frygten for, at Carapaz bluffede, blev til virkelighed. Al frygt for, at hans meget omtalte skrøbelige psyke kunne få ham til at gå i panik, blev i hvert fald prompte afblæst med en kølighed, der mindede om noget, han kunne have lært af Michael Mørkøv i en massespurt.

Det kunne ellers godt have ramt ham som en hammer, at Carapaz pludselig kom blæsende. Ecuadorianeren lignede ellers længe en hængt kat, men han er åbenbart en endnu bedre skuespiller, end han er cykelrytter. Den stort anlagt Ineos-offensiv, som hurtigt smuldrede, da det britiske hold igen viste en i Tour-sammenhæng uset svaghed, blev i stedet afløst af et skuespil, der næsten virkede lige så planlagt, som det har været, når briterne har lagt etaper i jerngreb og iværksat deres storstilede angreb.

Det virkerede i hvert fald næsten så koreograferet, at det blev helt tykt, når man efterfølgende ved, at det alt sammen blot var skuespil. Først sendte han den imponerende stærke Jonathan Castroviejo, der totalt overstrålede alle supermandskabets øvrige stjerne, til fronten, inden han pludselig faldt tilbage til bagenden af feltet og kaldte sin hjælper tilbage. Siden skar han så mange grimasser bag Pogacar og Vingegaard, at man næsten ikke kan forstå, at han havde overskud til at koncentrere sig om også at træde, og det så endda også ud til, at han rodede med et gear, der var alt for stort - noget, der plejer at være et stensikkert krisetegn.

Men Carapaz spillede spillet, og det er helt legitimt. Nu fik han en vigtig tidsgevinst foræret af Pogacar og Vingegaard, så hans forspring til Uran inden enkeltstarten ser solidt ud, hvis man ser på deres indbyrdes styrkeforhold på den første tidskørsel. Samtidig gav han sig selv den bedste chance for at vinde etapen og således få både i pose og sæk, men desværre for ham blev hans bluff kaldt. Vingegaard var slog nok til at holde så meget i tanken, at den slags julelege ikke længere går for vores ecuadorianske ven. I morgen har Vingegaard nemlig verdens bedste årsag til at sidde på hjul hele dagen, når det kun er en dårlig dag, der kan koste ham den historiske danske 2. plads.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Dermed blev det ikke uventet Uran, der blev den store taber i podiespillet. Colombianeren har ellers rejst sig fornemt i dette løb, hvor hans niveau har været det bedste i flere år, men efter Vingegaard-showet på Ventoux lignede han tydeligt den sandsynlige taber i Pyrenæerne. Mod Carapaz, Pogacar og fra nu af også Vingegaard vil han altid være overmatchet, og selvom han fik fabelagtig hjælp af Sergio Higuita, der i dag var en af de allerstærkeste og i dette løb definitivt har lagt en længere krise bag sig, var der intet at stille op. Alligevel har han al mulig grund til at være tilfreds, for en 4. plads må for Uran betegnes som både et fremragende resultat og et storslået comeback.

Nu skal han til gengæld snarere se bagud end opad. Vi har i de senere år set, at Uran har svært ved at holde niveau i den tredje uge, og i dag var han synligt ringere, end han har været tidligere i løbet. Helt omvendt er det for Ben O’Connor, der bekræftede sin tendens til at køre stærkt i den tredje uge, og som atter viste, at hans evner på lange, seje stigninger er fremragende - i hvert fald når vejret er køligere. Med det store forspring, han opbyggede sig i Tignes, havde han været en reel podiekandidat, hvis ikke han var smeltet helt sammen i heden på Ventoux. Det må gøre ondt på den stærke australier, men til gengæld kan han stadig drømme om en 4. plads, hvis han kan stikke kniven ind på Uran igen i morgen - og det er et resultat, han og Ag2r næppe havde drømt om inden løbet.

O’Connor er ikke den eneste, der har evnen til at køre stærkt til sidst. Det samme har Enric Mas, der vel mere end de fleste er kendt for sin tendens til at blive bedre og bedre igennem en grand tour. Denne gang har den tendens bare slet ikke holdt stik, og i dag stod det helt klart, at nedturen på Ventoux ikke bare var en enlig svale. I stedet satte dagens pauvre resultat måske en streg under, at det bare kniber med at køre stærkt i tre uger. I hvert fald er han kun to gange startet en grand tour stærkt, nemlig i Vueltaen i 2020 og denne Tour, og begge gange er det gået ham ilde til slut. Dermed bliver Touren igen det løb, der bare ikke vil lykkes for Movistar, som næppe kan finde megen trøst i, at Miguel Angel Lopez på falderebet endelig begynder at vise bare enkelte livstegn.

Mere forventeligt var det, at solide Wilco Kelderman ville ende et eller andet sted midt i top 10, og han viste igen i dag, at han er dejligt let at regne med i en grand tour. Det er Bilbaos dieselmotor som bekendt også, og baskeren bliver igen i år bare bedre og bedre, som dagene skrider frem. Med tanke på hvor stærkt han nu to år i træk har kørt mod slutningen af sin anden grand tour, tør man næsten ikke tænke på, hvor varm hans motor kan blive, hvis han er frisk på at tage Vueltaen med også. Det er i hvert fald ganske imponerende, at hans vanvidskalendere ikke synes at føre blot skyggen af træthed med sig.

Træthed mærker Alexey Lutsenko til gengæld, men han holder stand. For ham har målet hele tiden været at undgå den totale eksplosion, og selvom han skam ikke har samme høje niveau som i starten af løbet, er han nu bare én bjergetape, hvor det store kollaps skal undgås, fra at sikre sig en top 10, der slet ikke lå i kortene fra løbets begyndelse. Det gjorde det heller for Guillaume Martin, der slet ikke skulle køre klassement, men som igen blev beviset på, at udbrud kan være vejen til top 10, selvom han heller ikke i dag var i nærheden af at finde det tårnhøje niveau fra 2020.

Alligevel er han næppe tilfreds i dag. For franskmænd synes selve livets formål nemlig at være at ende som bedste mand løbets hjemland, og derfor gør det helt sikkert mere ondt på ham, at han i dag blev slået af David Gaudu, end at Pello Bilbao har kurs mod at stjæle hans 10. plads. For alle andre var det til gengæld herligt at se den franske guldfugl endelig vise sin tårnhøje klasse, der havde fortjent et langt bedre resultat end en placering lige uden for top 10. Desværre er det ikke mærkeligt, at det går sådan. Der er nemlig ingen, der har tvivlet på Gaudus evner. Til gengæld er der mange der - tilsyneladende helt berettiget - har tvivlet på hans stabilitet.

Hans flotte kørsel har fortjent en etapesejr, men det bliver der næppe noget af. I dag viste UAE og Pogacar nemlig tydeligt, at den prikkede bjergtrøje ikke får lov at blive et anliggende mellem Wout Poels, Michael Woods og Nairo Quintana. Allerede inden etapen lignede Pogacar en lille favorit til prikkerne, fordi de 80 point for sejrene på 17. og 18. etape meget vel kan være nok til at forsvare den trøje, han sidste år vandt ved lidt af et tilfælde, og derfor var det allerede inden etapen svære kår for de tre ryttere, der ellers har kørt målrettet efter bjergkonkurrencen i nu halvanden uge.

I dag så de dog også ud til at gøre, hvad de kunne for at forære Pogacar sejren. Sjældent har man set så mærkværdig en taktik, der nærmest syntes designet til at sende trøjen til Slovenien, og man kan kun håbe, at de alle kan stille til start i morgen og ikke skal akut opereres for at have skudt sig selv i foden.

I starten gjorde de ellers alt rigtigt. Det var klart, at der var så store interesser i etapesejren, at de aldrig kunne få lov at ramme udbruddet på en dag med en flad start, og derfor var deres eneste chance at genåbne løbet på Col de Peyresourde, den første af dagens tre stigninger. Pointene på disse to bjerge samt på Tourmalet i morgen kunne i sig selv være nok til at ende på podiet i Paris, og da finalen kunne være ganske svær at kontrollere for klassementsholdene, var det også nøglen til at komme i spil til de store point på Col du Portet.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Derfor gav det glimrende mening, at Israel SUN og Arkea satte sig frem for at holde snor i udbruddet. Logikken forsvandt imidlertid prompte, da det stod klart, at formålet alene var netop at holde i snor og ikke at køre udbruddet ind, så Woods og Quintana kunne gå efter de 10 point på Peyresourde. Nu endte de alene med at agere nyttige idioter for UAE og Ineos, der slap for at bruge væsentlige kræfter på det flade og dermed havde masser af folk til at kontrollere den finale, hvor Woods, Poels og Quintana skulle have genåbnet løbet, samtidig med at de lod afstanden forblive så stor, at de tidlige bjergpoint aldrig kom i spil. Helt galt gik det, da Woods endda sov i timen og lod Poels og Quintana køre væk, hvorefter hans israelske tropper igen legede endnu mere nyttige idioter for et UAE-hold, der efterfølgende ikke havde spor af problemer med at sørge for, at de tre kamphaner kom fra etapen med så få point, at det var næsten helt ligegyldigt. Det er en kun en skam, at man ikke fejrer jul i Emiraterne, for ellers var der med statsgaranti kommet et julekort hele vejen til Israel og Frankrig som en venlig tak for den tidlige julegave, der i år faldt allerede i juli.

Pogacar fik i hvert fald dejlig hjælp til nu at kunne sikre sig præcis lige så mange trøjer som sidste år, og det virker bestemt heller ikke usandsynligt, at han endda kan toppe 2020-udgaven ved at vinde fire og ikke ”kun” tre etaper. At den mulighed havde været i spil efter kongeetapen, var der næppe nogen, der havde betvivlet som et sandsynligt scenarium, da starten gik i Brest. Ej heller havde nogen stillet spørgsmålstegn ved, at Carapaz ville være en sandsynlig nr. 3, og at Jumbo ville besætte 2. pladsen efter en medrivende duel med den forsvarende vinder.

Nej, årets Tour de France er indtil videre gået helt som forventet - hvis altså ikke det havde været for en dansk komet, der har kurs direkte mod stjernerne.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Favoritterne

Da det blev logistisk muligt at afvikle en bjergetape bare 24 timer inden finalen i Paris, var Tour-arrangørerne meget fascinerede af ideen om at slutte det hele med et brag af en bjergetape. Modellen blev første gang benyttet med den store bjergetape til Mont Ventoux i 2009, og siden har det været en hyppigt tilbagevendende begivenhed, at det er klatrerne, der har haft det sidste ord.

I de senere år er arrangørerne dog i stigende grad vendt tilbage til den model, vi kender fra tidligere, og i år er er det som i 2017, 2018 og 2020 temporytterne, der får det sidste ord. Derfor skal bjergrytterne slå til nu, hvis de vil nu at sætte tid i banken, inden klassementet sættes på plads på de flade veje omkring Bordeaux på lørdag.

Det burde der også være en god mulighed for. Sidste år fulgte der også en bjergetape dagen efter kongeetapen til Col de la Loze, men dengang havde 18. etape et håbløst design. Nok var det faktisk den etape med allerfleste højdemeter, men stigningerne lå så langt fra mål, at det var en formssag for Jumbo at kontrollere etapen for Primoz Roglic (han havde jo ikke brug for at angribe, når han sagtens kunne slå Tadej Pogacar på enkeltstarten, vel?), og det hele endte som lidt af en fuser, hvor det endda blev den store hjælperytter Wout van Aert, der endte som klassementsrytternes bedste mand. Bedre var det ikke i 2019, hvor det sluttede med den lange, men ret lette klatretur op til Val Thorens, hvor det var let for Egan Bernal at forsvare sin føring.

Potentialet for årets sidste bjergetape er langt større. Enhver, der så Tour de France i 2003, vil huske etapen med Tourmalet og Luz Ardiden som en af nyere Tour-histories bedste etaper. Det var den dag, Lance Armstrongs regeringstid så ud til at stå for fald, da Jan Ullrich for anden dag i træk kørte fra Tour-kongen - endda allerede på Tourmalet. Som bekendt varede det ikke længe, inden han kom ned på jorden, og selvom det egentlig var Amstrong, der i bogstavelig forstand ramte asfalten, var det ham, der fløj højest, da det virkelig gjaldt.

Den historie fortæller, hvad finalen kan. Tourmalet er en af Pyrenæernes allersværeste stigninger, og selvom Luz Ardiden ikke har hverken den stejlhed eller den højde, som vi så på Col du Portet i dag, ved vi fra tidligere besøg, at den er rigeligt svær til at gøre forskelle. Vinden står dog ikke helt ideelt, for selvom der vil være medvind på Tourmalet, vil der være modvind på den første og sværeste halvdel af Luz Ardiden og kun medvind på de sidste seks kilometer, hvoraf de sidste tre ikke er alt for svære. Slår man til gengæld hullet på den stejle del med 4-5 km igen, er der bestemt potentiale for at holde hele vejen.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Spørgsmålet er bare, hvor aggressivt etapen vil blive kørt. Tadej Pogacar kommer formentlig til dagen med den intention at tage endnu en sejr og bjergtrøjen. Egentlig kunne han sagtens lade det hele sejle, men da han i dag samlede det sidste point op på næstsidste stigning, viste han, at endnu en bjergtrøje betyder noget. Jonas Vingegaards primære mål må være at forsvare sig mod Richard Carapaz og måske vinde etapen, og hans tilgang vil derfor nok være mere defensiv end i dag, hvor målet var at vinde tid på Rigoberto Uran. Samme Uran drømmer nok stadig om podiet, men realistisk set skal han køre et defensivt løb mod Carapaz, i håb om at han med en sublim dag på lørdag alligevel kan gå på podiet.

Det er Carapaz, der har de store ambitioner. Han vil gerne vinde mere tid på Uran for at sikre sig podiepladsen, men han har helt sikkert heller ikke opgivet at gå efter 2. pladsen og at vinde en etape. Derudover har Ben O’Connor ganske vist sagt, at han vil være kisteglad, hvis han ender i top 5, men han viste i dagens finale, at han skam ikke er bleg for at angribe Urans 4. plads, hvis det er muligt.

I dag slap Ineos for at røre en finger, fordi de andre hold gjorde arbejdet for dem. Det var egentlig ganske heldigt, da det britiske hold falmede totalt, og man kan diskutere, om de havde været stærke nok til at kontrollere finalen, hvis det havde været nødvendigt. Forud for dagens etape var jeg lidt usikker på, om de i morgen ville gå efter udbrud. Hvis Carapaz havde fået bøllebank af Pogacar i dag, havde den bedste vej til etapesejr måske været at lade en hjælper jagte et udbrud.

Det er det imidlertid ikke. Holdet var i dag så skidt kørende, at det vel kun er Jonathan Castroviejo, der ligner et seriøst etapevinderbud. Ham kan Carapaz imidlertid ikke undvære, hvis han skal sætte Vingegaard under pres, og samtidig viste kaptajnen selv, at det ikke er helt på månen at tro, at han kan slå Pogacar i morgen. Derfor tror jeg, at Ineos vil gøre, som de plejer, nemlig satse hele butikken på at vinde etapen med deres førstemand.

Dermed burde der være to hold til at kontrollere etapen. Som sagt tror jeg også, at Pogacar drømmer om bjergtrøjen, og den kan han efter al sandsynlighed sikre sig ved at vinde etapen. Sker det, skal Wout Poels stadig gå i top 6 på etapen for at tage prikkerne, selv hvis han har vundet på Tourmalet og de to småstigninger i starten. Man kan ikke udelukke, at sloveneren viser sig som en lidt mere gavmild hersker, men i dag lignede han ikke en mand, der har tænkt sig at nøjes. Han går formentlig efter det hele.

Derfor tror jeg igen, at det bliver svært for klatrerne at komme afsted. Igen er de hæmmet af den flade start, og her vil det være let for Ineos og UAE at sikre sig, at gruppen ikke indeholder de ryttere, der også kan gøre det færdigt til sidst. Igen forventer jeg en aggressiv start, men meget taler for, at Ineos og UAE igen vil sørge for, at udbruddet bliver relativt ufarligt.

Det betyder også, at vi formentlig vil se det samme som i dag. Rammer Michael Woods og Nairo Quintana ikke udbruddet, er deres eneste vej til bjergtrøjen at hente udbruddet så tidligt, at de kan vinde på toppen af Tourmalet. For Poels vil det ideelle være, at udbruddet holder hjem og sikrer ham bjergtrøjen, men hvis han kan se, at favoritterne alligevel ender med at køre om det til sidst, er hans eneste chance at forsøge at genåbne løbet, hente udbruddet tidligt og selv angribe tidligt på Tourmalet i håb om, at UAE og Ineos ikke kan hente ham igen. Derfor kan vi også ende med at se Bahrain begynde at jagte.

Der er altså flere hold, der har en interesse i at jagte: Ineos og UAE for etapen og de tre bjergtrøjehold for prikkerne. Denne gang må man også formode, at Israel SUN og Arkea er kloge nok til ikke at skyde sig selv i foden, men faktisk køre udbruddet ind så tidligt, at de kan nå toppen af Tourmalet først. Derudover tror jeg, at vi kan kaste FDJ ind i ligningen. David Gaudu tankede i dag meget selvtillid, og han tror helt sikkert, at han kan vinde etapen. Ineos og UAE vil næppe lade ham angribe tidligt, og derfor taler meget for, at vi vil se FDJ hjælpe med at holde udbruddet i snor, så Gaudu kan angribe tidligt på Tourmalet i håb om, at han kan lave det helt store kup med både etapesejr og avancement til klassementets top 10.

Derfor tror jeg ikke på det tidlige udbrud. Medmindre Ineos og UAE mod forventning lader en stærk gruppe med bjergtrøjefolk og Gaudu køre, burde der være for mange hold til at jagte. Det betyder dog ikke, at det nødvendigvis bliver en favoritafgørelse. Poels, Quintana, Woods og ikke mindst Gaudu vil formentlig angribe allerede på Tourmalet, hvor vi kan få en meget livlig og tidlig finale med deltagelse også af folk som Miguel Angel Lopez og Esteban Chaves. Jeg vil heller ikke blive overrasket, hvis Enric Mas og Movistar har planer om den store offensiv fra distancen, og derfor kan vi sagtens på Tourmalet få dannet så stærk en gruppe, at den vil holde hele vejen. Ineos var i hvert fald ikke imponerende i dag, og selvom UAE gjorde det godt, er de ikke skræmmende stærke. Jumbo har ingen interesse i at hente udbruddet, for Vingegaards 2. plads bliver kun mere sikker, hvis Carapaz ikke løber med bonussekunder.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Til gengæld tror jeg, at alle de store navne venter til Luz Ardiden. Som sagt er det Carapaz, der må have den offensive taktik, men han kan vinde den nødvendige tid alene på Luz Ardiden. Det er for farlig med en stor offensiv, der risikerer at koste ham podiet. Jeg tror heller ikke, at nedkørslen fra Tourmalet bliver brugt. Den er ikke alt for svær, og i dag blev nedkørslerne kørt passivt.

Det betyder, at jeg ser to scenarier. Jeg tror ikke for alvor på det tidlige udbrud, men det er muligt, at en stærk gruppe kan køre hjem fra Tourmalet - særligt fordi de denne gang har medvind på det første bjerg. Jeg tror dog stadig på, at Ineos og UAE tilsammen er så stærke, at favoritterne skal afgøre det.

Jeg er lidt spændt på at se, hvordan Luz Ardiden bliver kørt. I dag blev det ikke specielt taktisk, fordi Pogacar og Vingegaard kunne samarbejde om at distancere Uran, men sådan går det næppe i morgen. Vingegaard har den tid, han skal bruge, og hans eneste mission må være at følge Carapaz. Hvis ikke Pogacar kan køre fra alt og alle, kan det derfor meget vel blive stop-go-kørsel. Pogacar vil næppe bare føre hele vejen til toppen, Carapaz’ primære mål er at angribe Vingegaard, og Vingegaard skal bare sidde på hjul af Carapaz. Hvis de er lige så jævnbyrdige, som de var i dag, kan det derfor blive noget værre rod med en masse stop-go-kørsel, og det åbner døren for, at andre kan snige sig væk.

Mest sandsynligt er det dog, at Tadej Pogacar vinder igen. Måske var han ikke i særklasse i dag, men han var stadig stærkeste mand. Selvom han havde ført det meste af stigningen, kunne han både svare på Carapaz’ angreb og siden vinde spurten. I morgen bliver det hele dog lidt mere kompliceret, fordi han som nævnt ikke kan regne med hjælp fra Vingegaard, og det bliver derfor en meget mere taktisk finale. Det gør Pogacar sårbar, hvis det er ham, der skal svare på alle angreb, men det er han nødt til, hvis han vil vinde etapen, og det kan være nødvendigt, hvis han vil vinde bjergtrøjen, afhængig af om Poels har fået point tidligere eller ej.

Formodningen må dog være, at han kan klare det hele. Det er rigeligt at svare på alle angreb og derefter satse på den suveræne spurt, der gør ham ganske overlegen på de sidste meter. Jeg vil stadig tro, at han vil forsøge at lave en magtdemonstration - ikke mindst på det stejle stykke med 4-5 km igen, hvor de har ramt medvinden - men hvis det mislykkes, er det nok at sørge for, at ingen sniger sig væk. I en spurt har han reel ingen rivaler, og på de sidste tre lettere kilometer bliver han meget svær at bringe i vanskeligheder. Vi ved, at han har en tendens til dårlige dage, men de kommer sjældent efter flere hårde dage, hvor han lukrerer på sin gode restitution. Derfor tror jeg, at Pogacar konfirmerer sin status som løbets konge ved at tage både etapesejr og bjergtrøje.

Vi må dog åbne døren for, at Jonas Vingegaard måske kan slå ham. I dag var danskeren næststærkeste mand, men da hans primære mission var at vinde tid på Uran, blev han sårbar over for Carapaz’ angreb. Alligevel lykkedes det ham at kæmpe sig tilbage, og det vidner om hans tårnhøje niveau. I morgen skal han køre en helt anderledes defensiv etape, hvor han kan sidde på hjul og koncentrere sig om at holde sig til Carapaz og måske gå efter etapesejren til sidst. Hvis det er Pogacar, der skal lukke alle hullerne, skal man ikke udelukke, at Vingegaard kan komme med et slangehug til sidst. Han har allerede én gang vist, at han kan køre fra sloveneren, og selvom det ikke har været muligt de seneste gange, kan en mere taktisk gunstig situation hjælpe ham. Pogacar skal i hvert fald ikke have en dag som på Ventoux. Sker det, er en dansk etapesejr bestemt muligt, nu hvor Vingegaard kan tillade sig at koncentrere sig om mere og andet end at vinde tid på Uran - forudsat naturligvis at danskeren ikke løber ind i den frygtede dårlige dag, som han heldigvis ikke har været tæt på at have endnu.

Lidt sværere ser det ud for Richard Carapaz, men umuligt er det ikke. Ecuadorianeren er blevet bedre og bedre gennem løbet, og i dag kørte han sin bedste etape. Da først han afslørede sin sande styrke efter sit bluffnummer var der i hvert fald masser af bund i hans angreb, og man kunne se på Pogacars lidende ansigt, at sloveneren var på grænsen. I morgen bliver opgaven vanskeligere, fordi den sidste del af stigningen er lettere, og han drager ikke fordel af de samme højder, hvilket gør det vanskeligere at slå den hurtigere Pogacar. Dertil kommer, at hans bluff ikke fungerer én gang til, og at han denne gang vil have Vingegaard siddende på bagsmækken hele dagen. Til gengæld synes Carapaz at blive bedre og bedre for hver eneste bjergetape, og han er generelt uhyre stabil i grand tours. Har de lidt mere svingende Pogacar og Vingegaard en dårlig dag, var Carapaz i hvert fald så velkørende i dag, at en sejr må regnes som værende inden for rækkevidde.

Mit næste bud er David Gaudu, der kan vinde på flere måder. Én model er det tidlige udbrud, men som sagt virker den option svær. De øvrige muligheder er enten et tidligt angreb fra bunden af Tourmalet - en mission, der ikke virker helt umulig. I dag viste Gaudu sin tårnhøje klasse, og da han kom med sit angreb, kørte han længe lige så stærkt som de tre forreste. Som sagt er Ineos og UAE ikke skræmmende stærke, og kører de gode klatrere væk på Tourmalet, må Gaudu efter i dag regnes som manden med de bedste chancer for at gøre det færdigt.

Den anden mulighed er en taktisk finale til sidst. Som sagt mager taktikken sig glimrende for de ryttere, der ikke nødvendigvis er de stærkeste, og hvis det bliver ren stop-go-kørsel, står Gaudu stærkt. I dag viste han, at han er en af de stærkeste, men i klassementet er han for toppen helt ligegyldig. Er der en mand, der kan udnytte kampen mellem Pogacar, Vingegaard og Carapaz, er det utvivlsomt Gaudu, der står med de bedste muligheder for at tage den sejr, der kan redde løbet for det lille FDJ-mandskab.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Dernæst vil jeg pege på Ben O’Connor. Australieren får naturligvis ikke lov at køre tidligt, men han vil være farlig i en taktisk finale. Hans tidstab er så stort, at han ikke er farlig i podiekampen, og de tre favoritter kan derfor sagtens lade ham køre. Vi så i dag, at det vitterligt var rigtigt, at det var varmen på Ventoux, der slog ham ud, og i de køligere temperaturer bekræftede han det, vi så i Tignes: nemlig at han er en af de bedste klatrere. Han har faktisk gjort det til lidt af et speciale at snige sig væk, når alle kigger på hinanden. Det så vi både på begge de sidste bjergetaper i Dauphiné og senest på 15. etape. Benene er gode nok til, at det kan lade sig gøre, og han har friheden til det. Samtidig passer de lange dieselstigninger i den tredje uge perfekt til O’Connor. Nok afviste han i dag, at han kunne vinde igen, men det taktiske spil mellem de bedste åbner en mulighed.

Også Wout Poels står med en mulighed. Ideelt set rammer han det tidlige udbrud, men som sagt bliver det en svær mission. Hans vej til sejr er et angreb på Tourmalet, hvor han kan gøre fælles front med Gaudu, Woods, Quintana og co. Han har generelt været flyvende i dette løb, og hvor han i starten brugte alle sine kræfter på dumme tidlige angreb, har han nu lært, at han skal spare sine kræfter til finalen. Den strategi gav en 3. plads på 15. etape, og her beviste han, at en frisk Poels er en af de bedste klatrere i løbet. Også denne gang er eneste vej til bjergtrøjen, at han laver et resultat til sidst, og derfor er han nødt til at gamble lidt og tro på, at han kan holde hele vejen. Han er som bekendt altid bedst i den tredje uge, og selvom han ikke har fordums styrke, har han i år været så velkørende, at han må være et af de bedste bud på en mand, der kan slå til, hvis Ineos og UAE mislykkes med at kontrollere.

Kan Miguel Angel Lopez redde sit løb på falderebet? Det bliver en svær mission, men den synes ikke helt umulig. I dag kørte han i hvert fald sin hidtil bedste etape, og han var helt afgørende med til at sikre, at Enric Mas fornemt kom ud af sin tidlige krise. Lopez’ første mål er at ramme udbruddet, hvilket han næppe får lov til, men derefter vil Movistar utvivlsomt gerne have ham afsted på Tourmalet. Podiet virker nemlig ikke længere realistisk, og det primære mål er derfor at vinde etapen. Lopez synes stadig at mangle lidt for meget, men hans kørsel i dag var stærk nok til, at en etapesejr ikke længere virker helt urealistisk. Vi taler trods alt om en af verdens allerbedste klatrere, og han er bare blevet bedre og bedre undervejs. Nu har han én chance til for at vise, at han nåede at finde formen i tide.

I dag kom en opløftende præstation fra Esteban Chaves. Colombianeren var uheldig med en punktering i bunden af sidste stigning, men selvom han kørte det meste af bjerget på egen hånd, endte han som en flot nr. 16. Også i Andorra viste han et ganske højt niveau, som han gjorde det på Ventoux, og generelt har han været en af de bedste på de store dage i bjergene. Desværre ved vi af erfaring, at nutidens Chaves har meget vanskeligt ved at restituere, og derfor taler meget for, at han vil få en helt anderledes svær dag i morgen. Hvis til gengæld han har de samme ben som i dag, ligner han et af de bedste bud på en rytter, der kan gøre det færdigt med et angreb fra Tourmalet, hvis UAE og Ineos mislykkes med at skabe samling.

En anden opløftende rytter i årets løb har været Louis Meintjes. Gennem hele året har sydafrikaneren rejst sig efter nogle svære år, og i denne Tour har han nået sit højeste niveau siden storhedstiden i 2016 og 2017. Som altid bliver han bare bedre og bedre gennem en grand tour, og nu er hans dieselmotor ved at være varm. Af en eller anden grund har han fået ry for at være defensiv, men Meintjes har altid været offensiv, når han har benene. Han har ikke det store at miste ved at angribe tidligt på Tourmalet, og med den gradvise forbedring, vi har set gennem hele løbet, ligner han en af de mest formstærke klatrere, der derfor kan gøre det færdigt fra distancen, hvis Ineos og UAE fejler i deres kontrol.

Min fornemmelse er, at Nairo Quintana er i tilbagegang. Han har generelt været lige så svingende, som han plejer, men de seneste dage har han virket knap så overbevisende. I dag var der heller ikke meget skud i det angreb, han og Elie Gesbert lancerede på Peyresourde, og derfor har jeg lidt svært ved at se ham gøre det færdigt på en etape, hvor det lettere målbjerg passer ham dårligere end dagens brutale målbjerg. Der er dog ingen tvivl om, at også han vil gøre alt for at ramme udbruddet eller angribe tidligt på Tourmalet, og vi ved af erfaring at Quintana stadig har sine store dage i grand tours. Hans kørsel på toppen af Envalira i søndags og ikke mindst på Tignes-etapen vidner om, at han topniveau fortsat er tårnhøjt. Rammer han den dag, han ikke har haft på de seneste etaper, må Quintana stadig regnes som en af de ryttere, der kan gøre det færdigt fra distancen.

Med Mas’ nedtur åbner det muligheder for Alejandro Valverde . I forvejen har han fået mere frihed, end han plejer, og nu taler meget for, at han burde få chancen igen. Jeg vil stadig tro, at Lopez er plan A til et tidligt angreb, men hvis colombianeren stadig ikke har benene, vil Valverde være klar til at tage over. I dag var han uheldig med en punktering i bunden af målbjerget, og derfor endte han langt tilbage, men vi så senest i søndag, at der absolut intet er galt med formen. Hans problem er, at han formentlig skal angribe tidligt på Ventoux, og denne slags lange, høje stigninger er stadig hans svaghed, som vi også har set det i dette løb. Til gengæld ligger Luz Ardiden slet ikke så ringe til ham, særligt fordi de sidste 3 km er lettere, hvorefter han kan bruge sin gode spurt. Han har i hvert fald vist et niveau i dette løb, der ikke gør det umuligt at tro, at Valverde i morgen kan blive Tour-historiens ældste etapevinder.

Michael Woods kørte en mærkelig etape i dag. Han sov i timen, da Quintana og Poels kørte, men mod slutningen var hans ben faktisk ikke så ringe endda, da han længe sad hos favoritterne. Desværre har mønsteret gennem løbets anden halvdel været, at han er træt og ikke har samme tårnhøje niveau, som han havde i starten af løbet, og jeg har lidt svært ved at se, at han stadig har den friskhed, der skal til for at vinde. Hans kørsel med favoritterne i dag giver dog et lille håb for, at det kan lade sig gøre. Skal han vinde etapen, skal han utvivlsomt vise sig bedre end Poels og Quintana - enten fra det usandsynlige tidlige udbrud eller via det tidlige angreb på Tourmalet. Lige nu synes Poels at være den stærkeste af de tre og Woods den mest mærkede, men på baggrund af han klatreindsats til sidst på Portet vil det ikke være cykelhistoriens største sensation, hvis han vinder sin første Tour-etape i morgen.

Kan Enric Mas rejse sig? Det er bestemt ikke umuligt. Nok kom han tidligt i krise i dag, men han kørte faktisk en fornem finale. I forvejen så vi i uge 2, at han var meget svingende, da han efter nedturen på Ventoux var en af de stærkeste i Andorra, og det mønster gentog sig faktisk i Andorra. Hans tidstab kan nu komme ham til gode, fordi han vil være en af de ryttere, der kan udnytte en taktisk finale mellem de tre bedste til at snige sig væk til sidst, men måske er han endda så langt efter, at han kan angribe tidligt på Tourmalet. Det bliver svært, men rammer han de ben, han havde i Andorra, har Mas stadig to veje til at redde sin Tour med en flot sejr.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Dagens største overraskelse var vel Dylan Teuns. Aldrig tidligere har han kørt så flot en bjergafslutning, og efter etapen sagde han, at han nu vil gå efter at vinde i morgen. Det kan dog blive svært, da det er Poels, der skal angribe på Tourmalet, og meget kunne tale for, at han skal blive hos Pello Bilbao. Omvendt har Bahrain ikke været bange for at sende mange mand afsted, og Teuns gav i hvert fald i dag udtryk for sine ambitioner. Desværre har vi også i dette løb set, at han har svært ved at køre to flere gode bjergetaper i træk, formentlig fordi det ikke er hans naturlige terræn. Jeg har stadig lidt svært ved at se ham slå alle de gode klatrere, der kan angribe på Tourmalet, men efter i dag kan det ikke længere udelukkes.

En rytter, der i klassementet har alt at vinde og intet at tabe, er Mattia Cattaneo. Han har derfor al mulig grund til at gå med i de angreb, der måtte komme på Tourmalet eller forsøge at snige sig med i det tidlige udbrud, og han har tabt så megen tid, at han får lov. Problemet er bare, at Cattaneo altid har været begrænset i bjergene, og mens han tidligere i løbet klatrede bedre end nogensinde, har han på de seneste etaper lignet en mærket mand. I hvert fald har det handlet mere om forsvar end om angreb, og på det sidste har han været nærmere det klatreniveau, vi kender, end det overraskende høje niveau, vi så tidligere i løbet. Omvendt var han stadig på 14. etape så god, at han må regnes som kandidat, hvis han kommer tidligt afsted, også fordi han med sin dieselkørsel faktisk forsvarede sig ganske flot i dag.

Tør Pello Bilbao angribe tidligt? Det ville være et friskt forsøg, og podierytterne vil ikke reagere med det samme. Jeg tror dog, at han er mere optaget af et defensivt løb, så han på sigt kan gå forbi Guillaume Martin i klassementet, og derfor tror jeg ikke, at vi vil se ham angribe tidligt. Hvis han går med Poels og Teuns i en spændende tidlig Bahrain-offensiv, er han til gengæld en ganske sandsynlig vinder. Også i år er han bare blevet bedre og bedre i sin anden grand tour, og i dag var han en af de bedste. Derudover kan man heller ikke helt udelukke, at han kan udnytte favoritternes spil til at snige sig væk i en taktisk finale, som han kortvarigt gjorde det på dagens etape. Han har altså to veje til sejr, men en defensiv strategi gør nok desværre, at han ikke vinder etapen.

I dag testede Bauke Mollema sig for første gang med favoritterne, og det gik pænt, men ikke prangende. Gennem hele sæsonen har han manglet en del i de høje bjerge, og i det lys er det svært at se ham vinde en stor bjergetape som denne. Han vil dog utvivlsomt være på udkig efter både det tidlige udbrud og angreb på Tourmalet, da dette reelt er hans sidste virkelige chance i dette løb. Hans kørsel i dag var god nok til at give et håb om, at han kan gøre det færdigt, selvom det på baggrund af hans generelle klatring i både 2020 og 2021 ikke ligner det mest sandsynlige scenarium.

Endelig er der Sergio Higuita og Ruben Guerreiro. Særligt Higuita var skræmmende god i dag, men også Guerreiro fortsatte sin stabile fremgang, han har haft gennem hele løbet. I det lys burde de begge være blandt de mest oplagte vinderbud, enten via tidligt udbrud eller mere sandsynligt via angreb på Tourmalet. Problemet er bare, at Uran er i krise, og alt taler derfor for, at de to holdkammerater, hvoraf Higuita var helt afgørende for kaptajnen i dag, skal blive hos chefen, hvis 4. plads kan blive truet af O’Connor. Får de mod forventning frihed, er de dog begge ganske gode bud - særligt naturligvis Higuita, der i dag var en af de allerstærkeste.

Igen i dette løb synes Rigoberto Uran at tabe niveau i den tredje uge, og da han ikke får skyggen af frihed fra Carapaz og Vingegaard, er det meget svært at se ham vinde etapen - selv ikke hvis han mod forventning igen har samme ben som tidligere i løbet. Wilco Kelderman imponerede med sin kørsel i dag, hvor han forsvarede sig flot trods sit styrt, men generelt har han manglet så meget, at det virker usandsynligt, at det er ham, der vil kunne lukrere på det taktiske spil - særligt fordi uheldet i dag næppe stiller ham bedre. Man kunne håbe på Emanuel Buchmann, der i dag imponerede ved at køre Kelderman tilbage til feltet, eller Patrick Konrad, men meldingen fra Bora er, at de er rene hjælpere. Alexey Lutsenko holder stand, men for ham er det rent forsvar, og han er ikke en sandsynlig vinder, ligesom Guillaume Martin har erklæret, at han vil køre defensivt, hvilket med hans nuværende niveau gør ham til en usandsynlig vinder. Sepp Kuss og Wout van Aert synes nu at skulle koncentrere sig 100% om Vingegaard, og som sagt tror jeg ikke, at Ineos giver plads til formstærke Jonathan Castroviejo og heller ikke Geraint Thomas , hvis han pludselig rejser sig igen, eller Richie Porte , hvis han skulle finde ben, han endnu ikke har haft. Julian Alaphilippe, Pierre Latour, der ellers rejste sig i dag, Dan Martin og Jakob Fuglsang synes stadig ikke at have formen til at vinde en så svær bjergetape, og selvom han har klatret godt, har jeg svært ved at se Ion Izagirre som bedste mand fra et angreb på Tourmalet eller et tidligt udbrud på disse meget lange stigninger. Xandro Meurisse og Quentin Pacher gjorde det flot i dag, men kan ikke slå klatrerne i de høje bjerge, og det kan den heller ikke den i dag velkørende Omar Fraile, Kenny Elissonde, Elie Gesbert, formstærke Franck Bonnamour, Victor de la Parte, der kører rundt med et brækket ribben, eller Sergio Henao.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Jonas Vingegaard, Richard Carapaz

Outsidere: David Gaudu, Ben O’Connor, Wout Poels, Miguel Angel Lopez, Esteban Chaves

Jokers: Louis Meintjes, Nairo Quintana, Alejandro Valverde, Michael Woods, Enric Mas, Dylan Teuns, Mattia Cattaneo, Pello Bilbao, Bauke Mollema, Sergio Higuita, Ruben Guerreiro

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Samuel Sanchez’ sejr fra 2011, Lance Armstrongs sejr fra 2003 og Roberto Laisekas sejr fra 2001.

Radio4

Klokken 11.50 varmer jeg op til etapen sammen med Claus Elgaard i Sportsugen på Radio4.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET