Ruten

Hvis rytterne synes, at de 203 km og 5650 højdemeter på 17. etape var voldsomme, skal de slet ikke tænke på det, der venter dagen efter. Her skrues der nemlig op for vanskelighederne på begge parametre, så der skal klatres i alt hele 5847 højdemeter over hele 207 km på endnu et af de bjergmaratoner, der er temaet for den tredje uge. I finalen skal rytterne endda over mægtige Stelvio, der med sin højde på 2758 er årets Cima Coppi, og da det hele slutter med en lidt kortere, men bestemt ikke let kategori 1-stigning, vil en brutal torsdag d. 22. oktober blive en helt afgørende dag i kampen om den samlede sejr i årets Giro.

I alt skal der altså tilbagelægges 207,0 km, som fører feltet fra Pinzolo til Laghi di Cancano i Nationalparken Stelvio. Modsat på den foregående etape vises der ingen nåde fra start, da rytterne med det samme kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Campo Carlo Magno, der stiger med 5,8% i snit over 14,0 km, og som er en irregulær sag med stykker på 7-8% og et maksimum på 12% vekslet med lettere passager på 4-6%, inden toppen rundes efter 14,0 km. En først let og siden teknisk nedkørsel fører mod nord ned i dalen, hvor man følger en let faldende dalvej mod nordøst over 14,1 km.

Etapen tager fat igen, når man kører mod nord op ad kategori 1-stigningen P. Castrin/Hofmandjoch, der er en todelt sag over hele 22,15 km. Således stiger de første 6 km jævnt med 5,6%, inden de følgende 4,75 blot stiger med 1,5% og endda efterfølges af 2,6 km let nedkørsel med 3,0%. Herefter tager den til gengæld for alvor fat med 8,8 km med hele 9,1% i snit, hvoraf de første 4 km er lidt lettere mere hovedsageligt 7-8%, inden de sidste 4,65 km er voldsomme med 9-11% og et maksimum på 13% ca. 3,5 km fra toppen, der rundes efter 65,9 km.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Nu venter etapens letteste del, der indledes med en kun periodevis teknisk nedkørsel, der afbrudt af en lille bakke leder mod nord og nordøst ned til Lana, der nås efter 90,1 km. Herfra kører man mod nord og nordvest op ad en halvhård bakke op til det nordligste punkt, hvor man drejer mod sydvest og senere vest for at følge en let stigende dalvej, der leder frem mod Stelvio. Mod slutningen bliver den helt flad, inden den slutter i forbindelse med dagens første spurt efter 144,5 km.

Nu er det slut med lav puls, når rytterne drejer mod sydvest for at bestige mægtige Passo dello Stelvio (eller Stilfserjoch), der er årets Cima Coppi. Fra denne side stiger den med 7,5% i snit over 24,7 km og skal deles i to. De første 10,5 km er ikke alt for vanskelige med først 6,35 km med 5,6% og siden 4,15 km med 6,5%, men begge sektion har stejlere passager på ca. 9% undervejs. Herefter bliver den imidlertid meget voldsomt over de sidste 14,2 km, der er meget jævne med 8,7% i snit og et maksimum på 12%, som nås efter i alt 15 km.

Toppen i 2758 m højde rundes efter 169,4 km, hvorefter de sidste 37,6 km indledes med en meget teknisk nedkørsel, der leder mod sydvest ned til udkanten af Bormio. Her drejer man mod vest for at følge en let stigende dalvej over 4,9 km frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 196,4 km.

Nu gælder det dagens sidste udfordring, når rytterne drejer mod nordøst for at klatre op ad kategori 1-stigningen Torri di Fraele. Den stiger med 6,9% i snit over 9,0 km og bortset fra en let 2. og 8. kilometer stiger der meget jævnt med 7-9% hele vejen med 6,6% over den sidste kilometer frem til toppen, som rundes efter 205,1 km, og et maksimum på 12%. Herfra resterer bare 1,9 km, der først falder over 500 m, inden en helt flad kilometer leder frem til de sidste 500 m, der stiger let med 3,5%. Den sidste stigning er uhyre spektakulær med 117 hårnålesving, inden man efter toppen kører ad en vej, der kun bugter sig ganske let, indtil en lidt skarpere kurve leder ind på den 200 m lange og 6,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 5847 højdemeter.

Laghi di Cancano har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb og aldrig for Giroen heller.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Heldigvis er det dårlige vejr udsat til fredag, og kongeetapen bør afvikles i tørvejr. Ganske vist vil det være overskyet med kun lidt sol - det vil endda sky helt til mod slutningen, hvor der også er en lille bygerisiko på 10% - men temperaturen i dalen vil være hæderlige 13 grader. Vinden vil være let til jævn (10-15 km/t) og komme fra syd. Det giver medvind frem til forplejningen, sidevind frem til bunden af Stelvio og derefter mod- og sidemodvind ned til afslutningen af nedkørslen. Der vil være sidevind i dalen og medvind på målbjerget samt på det sidste flade stykke.

Analyse af 17. etape

Kan man gøre en grand tour for hård? Det spørgsmål er altid relevant at stille, når en bjergetape løbet ud i sandet og bliver til det rene ingenting. Som da NTT brændte alt for meget unødigt krudt af på en i sidste ende ligegyldig 12. etape, handler en grand tour nemlig om at vælge sine kampe med omhu. Og når de kommende udfordringer overgår de nuværende, er det ofte en god ide at sørge for, at man har noget i tanken til dagen efter.

Det er da også nærliggende at se den våbenhvile, der i dag hurtigt blev erklæret af alle parter, efter at Sunwebs første forsøg med lethed blev afpareret af et stærkt Deceuninck-mandskab. Vejrudsigten har rettet sig, Stelvio lurer i horisonten, og selvom meget tyder på, at 20. etape ender som en blød mellemvare med et par klatreture op til Sestriere, er det oplagt, at der skal være noget i tanken til løbets i særklasse vigtigste etape. Placeringen af Dolomitternes gigant betyder nemlig, at en dårlig dag kan koste minutter i et antal, vi slet ikke har set endnu, som det skete for eksempelvis Domenico Pozzovivo i 2018, hvor han på en skidt dag smed podiet væk, da han mistede kontakten med de øvrige favoritter, efter at Chris Froome fra distancen havde iværksat sin vanvidsoffensiv på Finestre.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Det er dog for hurtig en konklusion. Naturligvis var Stelvio hovedårsagen til, at der ikke blev taget større initiativ til at gøre etapen hård undervejs, for de kræfter kunne meget vel ende med at være spildt og i stedet blive savnet i morgen. Den anden årsag er imidlertid også, at man med lige så stor ret kan spørge, om løbet ikke var for let i stedet - også selvom den tredje uge i år er så brutal.

Det kom nemlig slet ikke som nogen overraskelse, at der kun blev kørt klassement på sidste stigning - tværtimod. Det kom heller ikke som et chok, at den bløde opkørsel til Madonna di Campiglio ikke kunne skabe nogen ravage overhovedet. Den slags stigninger er nemlig alt for lette til at adskille verdens bedste klatrere, når der ikke er taget initiativ til forinden at tilføre de trætte ben lidt ekstra syre allerede inden stigningen.

Ruten havde nemlig det helt forkerte design til en etape, der var placeret dagen inden løbets kongeetape. De svære stigninger kom fra start, og i finalen var der kun to lettere opkørsler adskilt af en alenlang dal. Med tanke på at Deceuninck har været et af de to stærke hold i løbet, skulle man godt nok være optimistisk, hvis man troede, at terrænet kunne omsættes til noget brugbart - især fordi manden med torsdagens regning bare ville føje nye beløb til for hvert pedaltråd.

Nej, det var for risikofyldt at bruge kræfter på at gøre det hårdt fra start, men Sunweb var da friske på at tjekke, om Almeida alligevel skulle være mærket. Portugiseren var der imidlertid som en mis, og det tog ikke Wilco Kelderman og Jai Hindley mange sekunder at indse, at Madonna di Campiglio bare for let en stigning til at bringe den velkørende Giro-prins i vanskeligheder. Derfor blev der givet håndslag på, at kræfterne kan bruges bedre på Stelvio, og i stedet fik Fausto Masnada lov til at slæbe feltet til toppen.

Vi blev altså ikke meget klogere, men vi fik da set, at de svaghedstegn, Kelderman viste tirsdag, umiddelbart ikke havde noget reelt på sig. Vi fik også bekræftet indtrykket af, at Domenico Pozzovivos formkurve kun går den forkerte vej, og at Patrick Konrad og Pello Bilbao meget vel kan få sig en svær dag på Stelvio. Kelderman, Almeida, Hindley og den velkørende Tao Geoghegan Hart lignede igen i dag de stærkeste, men nogen dyb indsigt tilføjede etapen ikke - måske bortset fra at vi må sande, at Brandon McNultys evner i de høje bjerge stadig er begrænsede. Dagen vil først og fremmest tjene et - faktisk meget væsentligt - formål, nemlig at sørge for at der sidder mere end 5000 højdemeter i benene allerede inden Stelvio i morgen. Den slags plejer at kunne mærkes mod slutningen af en grand tour.

I stedet blev det som forventet udbrydernes fest, og der kan næppe være nogen, der har noget imod dagens vinder. I går var Ben O’Connor så brølstærk, men han blev sat til vægs af den snu Jan Tratnik. Nu kunne man tro, at australieren skulle tage sig en puster, men som bekendt er det altid Tordenskjolds soldater, der kommer i udbrud i den sidste del af en grand tour. Her er det nemlig friskheden, der tæller, og dem, der har lidt af den dyrebare vare tilbage, kan som regel ramme rigtigt den ene dag efter den anden.

Det gjaldt særligt i dag, hvor udbruddet først kørte på en af løbets to hårdeste stigninger. Det betød, at næsten hele den bande af gode klatrere uden for klassementet, som på forhånd lignede gode kandidater, sad der, da støvet havde lagt sig. Kun Giovanni Visconti, der igen måtte sande, at klatreevnerne altså ikke længere rækker til de sværeste bjerge, og Tanel Kangert manglede vel fra den liste, man kunne have skrevet på forhånd. Og i denne slags spil uden mange tilfældigheder var der derfor lagt op til et åbent opgør mellem de bedste klatrere.

Her viste O’Connor atter, at han altså vitterligt er genfødt. Det har ellers været ikke bare sløjt, men af og til næsten rystende, hvor langt han har været fra den rytter, der kun var et dumt styrt fra at gå i top 10 for to år siden, og det gjaldt endda også i år efter genstarten. Nu er der imidlertid hul igennem, og at slå dieselmotoren Hermann Pernsteiner på et bjergmaraton i den tredje uge er slet ikke en ringe bedrift, hvis man ihukommer, hvor stærkt østrigeren kørte i sidste del af Vueltaen sidste år.

Desværre for Pernsteiner var dagens etape måske hans eneste skud i bøssen. Nu er han nemlig oppe som nr. 11 i klassementet, og så er den slags frihed, han i dag tog sig, ikke længere så let at få. Til gengæld er han nu tilbage i kampen om den top 10, han oprindeligt stræbte efter, men for at gøre den til virkelighed skal han finde de Vuelta-ben, han endnu har savnet. Til gengæld kan Ilnur Zakarin stadig drømme sødt om flere muligheder, men i dag blev der altså slået endnu et søm i den ligkiste, så står mere og mere færdig for den engang så lovende russer.

Læs også

Tour-chef håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

Det er dog måske Thomas de Gendt, der skal ærgre sig mest. Som altid ødslede han med sine kræfter i et omfang, så man må spørge, om de andre har betalt ham for det, og alligevel endte han som nr. 3 på en etape, der egentlig burde være for svær. Igen i år har belgieren fundet sine kongeben mod slutningen af den anden grand tour, men på en dag som i dag er det, at man kun kan beundre, at han har vundet så mange udbrudssejre, som han har. De er nemlig ubetinget vundet alene med fantastisk råstyrke og knap så meget med hovedet og velovervejede kalkuler.

Nej, de velovervejede kalkuler lå i feltet, hvor favoritterne hurtigt forstod, at onsdag d. 21. oktober ikke var dagen, hvor Giroen kunne vindes. En våbenhvile blev underskrevet uden videre diskussion, og modsat mange andre steder i verden blev den faktisk holdt. Heldigvis for alverdens cykelfans stod der 21. oktober kl. 23.59 under punktet ”Udløbsdato”.

Favoritterne

Som skrevet ovenfor var der en rigtigt god grund til, at dagens lette finale førte til våbenhvile. Vejrguderne har nemlig tilsmilet os og udsat regn- og snevejret til fredag, og det betyder, at løbets kongeetape afvikles helt som planlagt. Med beslutningen om at forvandle 20. etape - ikke på grund af vejret, men grundet franske corona-restriktioner - til en lidt tam sag med tre bløde opkørsler til Sestriere, er det 18. etape, der er klatrernes virkelige chance for at vende op og ned på det hele inden søndagens enkeltstart.

Det vil naturligvis blive udnyttet. Folk som Jakob Fuglsang, Domenico Pozzovivo, Vincenzo Nibali og Rafal Majka ligger i klassementet et sted, som slet ikke står mål med ambitionerne, og de har ikke rigtigt noget at miste ved at satse, for deres nuværende placering vil hverken gøre fra eller til på deres cv. Tao Geoghegan Hart lan lugte podiet og måske samlet sejr, og vi er i den herlige situation, at hverken Wilco Kelderman eller Joao Almeida kan stole på, at enkeltstarten er til deres fordel, og derfor er de nødt til at gribe chancen, hvis benene rækker. Sunweb viste i dag, at de bestemt ikke tror på, at enkeltstarten er nok, og derfor ligger det i kortene, at de skal forsøge igen.

Det er også klart, hvor slaget skal slås. De to første stigninger efterfølges af et alt for langt dalstykke til, at det giver mening at forsøge allerede her. Målbjerget er egentlig ikke helt let, men det er alt for kort til, at man kan vinde megen tid. Nej, det er Dolomitternes gigant, Stelvio, der vil være rammen om løbets vigtigste opgør.

Det er naturligvis klart, at Stelvio ligger lidt tidligt på etapen. Vi ved dog også, at det netop er et sådant design, der gør det muligt at vende alt på hovedet. I 2018 var det endnu tidligere offensiv på Finestre, der gav Chris Froome den samlede sejr, mens Domenico Pozzovivo akkurat ikke kom med forfølgerne. Det endte med at blive dyrt, for i jagten tabte han mange flere minutter, end han ville have gjort på et finalebjerg. På samme vis kan man miste alt, hvis man på Stelvio sidder i en gruppe lidt for langt tilbage.

Det første spørgsmål er, om nogen vil kontrollere. Sunweb viste på 15. etape, at de er klar til at jagte også etapesejr og bonussekunder, især fordi de endnu ikke har vundet noget i dette løb. Det er sammen med Deceuninck det eneste stærke hold, og jeg vil tro, at de går efter etapen. Astana og Trek har ikke meget at byde ind med på deres decimerede hold, men de kan lige så godt brænde en mand af på det flade dalstykke, hvor udbruddet skal kontrolleres, da dette uanset deres kaptajners vanskeligheder er dagen, hvor de skal forsøge at vinde. Også Ineos må have enorm tiltro til Tao Geoghegan Hart - og mon ikke Filippo Ganna kan tage en føring eller to nede i dalen? - og endelig er det også Rafal Majkas drøm at vinde denne gigantiske etape.

Faktisk tror jeg, at Deceuninck er det eneste af topholdene, der med sikkerhed ikke sender en mand frem for at føre nede i dalen, og det taler for, at favoritterne skal køre om det. Det er dog ikke sikkert, at det er nok. Starten er knaldhård, og alt taler for en gentagelse af dagens scenarium, hvor gruppen af eliteklatrere, der er ude af klassementet, slet og ret kører væk igen. Denne gang vil alle også have forposter afsted - også Sunweb og Deceuninck - og det vil derfor sikkert være en stor gruppe med uhyggeligt klatrepotentiale, der etableres.

Jeg vil dog tro, at banden af klassementshold kan holde dem i snor - især hvis samarbejdet er lige så dårligt som i dag - hvorefter Sunweb og Ineos vil lægge pres, når vi rammer Stelvio. Herefter kan vi vente os det helt store opgør i den iltfattige luft. Modvinden er lidt ærgerlig, når vi er ovre trægrænsen, men stigningen bør trods alt give en pæn selektion. Meget taler så for en regruppering i flere mindre grupper, der skal jagte hinanden på nedkørslen og det lille dalstykke, som man tit ser på denne slags etaper - senest 16. etape sidste år - og så skal de enkelte grupper slås om det på den sidste stigning. Den er nok kort, men den er faktisk ganske stejl undervejs, og med medvind samt Stelvio og næsten 5600 højdemeter i benene vil jeg tro, at folk kommer i mål næsten en og en.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

De bedste udbrydere har en chance. Holdene er stadig ikke skræmmende stærke, men det bliver formentlig kun maksimalt et par mand, der holder. Og jeg tror mest, at de alle bliver hentet. Meget taler som sagt for et forfølgelsesløb til sidst, og det betyder, at næsten alle forposterne formentlig kaldes tilbage, enten for at hjælpe med at øge gevinsten eller begrænse skaden. Det taler for, at det bliver svært at holde sig fri.

Jeg tror altså, at stærkeste mand vinder, og det ligner lige nu Tao Geoghegan Hart. Sådan så det i hvert fald ud på Piancavallo, hvor man sad med fornemmelsen af, at han kunne køre væk, hvis han ikke havde satset enøjet på etapesejren. Også i dag lignede han en mand, der var ovenpå pedalerne, og så fik han endda til sidst vist, at han altså er lynhurtig i en flad spurt som den, der venter her. Udfordringen er naturligvis, at han er relativt ubeskrevet i højderne og over så lang og svær en etape, men i Californien klarede han den iltfattige luft fabelagtigt i 2018. 15. etape havde også en del højdemeter og svære stigninger, og derfor taler alt for, at Geoghegan Hart kan klare også denne udfordring. Som formentlig både stærkeste og hurtigste mand tror jeg, at det bliver sejr nr. 2 til briten.

Det kan dog også sagtens blive Wilco Kelderman. Den rust, han viste i går, forsvandt som dug for solen, og i dag så han igen stærk ud. Jeg sidder stadig med fornemmelsen af, at Jai Hindley faktisk er den stærkeste, men vi så også i dag, at hierarkiet logisk er soleklart. Kelderman viste i Vueltaen i 2017, at han har det fint i højderne, og denne type etape passer ham ikke helt dårligt. De seneste år har han været lidt svag i de høje bjerge, men det var ikke i omtalte Vuelta, hvor han netop var god på etaper med mange højdemeter og høje bjerge. Han er samtidig ganske hurtig, og man kunne meget vel forestille sig eksempelvis en gentagelse af 15. etape, hvor Hindley læber ham og Geoghegan Hart opad sidste stigning. Og selvom briten måske igen er stærkest, er det meget mere åbent i en flad spurt som denne.

Jeg kan heller ikke lade være med at afvise tanken om, at Vincenzo Nibali rejser sig igen. Denne etape har nemlig hans navn skrevet med flammeskrift. Vi er i den tredje uge, hvor han altid er fremragende på løbets gigantiske kongeetape i Dolomitterne. I 2016 lavede han sit mageløse comeback, i 2017 vandt han kongeetapen, mens Tom Dumoulin havde ondt i maven, og sidste år satte han kortvarigt Movistar under pres på Mortirolo. Det er klart, at Nibali ikke længere har samme niveau, men som tiden går bliver han altid stærkere og stærkere. Han elsker de mange højdemeter, han elsker den iltfattige luft, og han elsker nedkørslen, der kan hjælpe, hvis han taber lidt terræn. Endelig har han lidt frihed, da han ikke længere er helt aktuel i kampen om den samlede sejr, så han kan enten sætte sig på hjul, mens kamphanerne slås eller udnytte jævnbyrdighed til at snige sig væk. Om han er god nok, er jeg ikke sikker på, men skal Nibali rejse sig, skal det være her.

Jeg vil altså heller ikke afskrive Joao Almeida. Hver gang, han har haft hviledag, er han kommet flyvende tilbage, og i går var han endda så suveræn, at han kørte Kelderman ud af hjulet. I dag viste han heller ingen svaghedstegn, og spørgsmålet er, om han simpelthen er i fremgang og har den særlige holdbarhed, der skaber en stærk grand tour-rytter. Det er dog stadig meget tvivlsomt. Almeida har været fremragende i eksplosivt terræn, men på de lange stigninger og dage med mange højdemeter har han været betydeligt mere sårbar. Det er sandsynligt, at han er det igen, men hans kørsel i går giver håb - ligesom Keldermans ditto i øvrigt kan gøre det. Almeida vil formentlig stadig stole så meget på sit forspring, at han bare skal sidde på hjul, og vi ved, at han er ganske hurtig, også i en flad spurt. Og højderne klarede han fornemt i Utah sidste år.

Som sagt har jeg en lille fornemmelse af, at Jai Hindley er Sunwebs bedste mand. Han er dog så langt efter og så ringe til enkeltstart, at han helt klart er holdets plan B. Jeg er dog ret spændt på, hvad der sker, hvis Kelderman viser krisetegn. Får Hindley så lov at køre sin egen chance? Det vil være hovedløst andet, for han ligger trods alt til en podieplads, og hvis Kelderman skulle gå ned på denne etape, vinder han alligevel ikke løbet. Hindley har virket meget overbevisende, og samtidig er han ganske overbevisende. Med Kelderman som alibi vil han endda kunne sætte sig på hjul af folk som Almeida og Geoghegan Hart og så give dem et nyrestød på den sidste stigning. Medmindre Hindley og Kelderman slet og ret kører fra alt og alle, kræver det en nedtur fra Kelderman for, at chancen opstår, men dukker den op, er Hindley formentlig stærk nok til at vinde.

Igen i dette løb har Rafal Majka været et niveau under de bedste. Meget taler for, at det vil være tilfældet, men denne store bjergetape burde passe ham udmærket. Jeg har dog en bekymring i forhold til højderne, for hans bedste resultater synes at ligge under 2000 m. Sidste år gik han endda slet og ret ned på den tilsvarende etape - det skyldtes dog ikke højderne - og han er tillige kendt for at have dårlige dage af og til. Spørgsmålstegnene ved ham er dog mindre, end de er for de mange uprøvede kræfter i toppen af klassementet, og undgår han en offday igen, kører han med langt fremme. Det skal flaske sig, hvis han skal vinde, men ligesom Nibali har han den fordel, at han kan koncentrere sig lidt mere om etapen, hvis de andre slås om den samlede sejr, der for ham synes at være en anelse langt væk.

Mit næste bud må være en udbryder. Som sagt udelukker jeg ikke, at et par af de stærkeste kan holde sig fri, og her er det altså Ben O’Connor, der igen skiller sig ud. Australieren er ganske enkelt flyvende lige nu, og i den tredje uge er det altid de samme ryttere, der igen og igen kommer afsted. Med en hård start taler alt for, at O’Connor sidder der igen, så han enten kan jagte etapen eller hjælpe Pozzovivo senere. Med Pozzovivos generelle trængsler, tror jeg ikke, at han kaldes tilbage, hvis den lille italiener bliver sat, og derfor kan han sagtens ende med at fortsætte sin fantastiske stime ved at sikre sig den anden etapesejr i træk.

I dag smed Antonio Pedrero sit klassement. Det er naturligvis ildevarslende, for det kunne tyde på, at han er ved at være træt. Hvis det til gengæld bare var en dårlig dag, kan han nu til gengæld udnytte den ekstra frihed, han pludselig har fået. Hidtil har han været ganske tæt på at følge de allerbedste, og dermed må han være en af de få, der faktisk kan holde hjem fra et udbrud. Hans flotte kørsel for Carapaz på sidste års kongeetape fortæller, at han godt kan klare denne type store bjergetaper.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Jeg vil også pege på Ilnur Zakarin igen. Ja, han skuffede fælt i dag, men skal man nævne en rytter, der måske kan holde hjem, må han være et godt bud. Med den hårde start sidder han der formentlig igen, og disse store bjergetaper i den tredje uge har altid været hans spidskompetence. Sidste år var det også en stor bjergetape med flere bjerge, der gav den flotte solosejr, og selvom nedkørslen er et problem, er etapen så hård, at hans klatreevner kan sætte sig igennem. Endelig er han en af de få potentielle udbrydere, der ikke risikerer at blive kaldt tilbage.

Jeg vil også pege på Matteo Fabbro. Han risikerer at skulle sidde hos Majka og Patrick Konrad hele dagen, men i en hård start kan han være den eneste Bora-rytter med styrken til at køre væk som forpost. Sidder han i udbruddet, er der overhængende risiko for, at han før eller siden kaldes tilbage, men får han muligheden, synes han at være stærk nok til at kæmpe med om sejren. Han var ikke så stærk som O’Connor forleden, men han sluttede stærkt af, og denne etape passer ham bedre, selvom han stadig er uprøvet over distancen og så sent i en grand tour.

Jeg vil også pege på Victor De La Parte. Spanieren gjorde det glimrende i dag, men han blev brugt til at køre for Zakarin frem mod stigningen. Derfor så vi aldrig, hvad han vitterligt kunne, men måske er det i morgen ham, der får chancen. Sandsynligheden taler for, at han rammer udbruddet, og han burde elske en slidsom etape som denne. Højderne klarede han fint i Østrig Rundt, da han vandt det, og han synes åbenlyst at være i fremgang.

Jeg har også flere gange peget på Aurelien Paret-Peintre, men hidtil er han ikke kommet afsted. Hans form har ellers været hæderlig, og med en hård start burde han have en ganske god chance for at ramme udbruddet. Man kan nok have sin tvivl om, hvorvidt niveauet rækker til at gøre det færdigt, men det kunne være sjovt at se, hvad det rækker til, hvis han endda endelig smider tøjlerne og kommer afsted.

Endelig vil jeg pege på Sergio Samitier. Efter to dage i udbrud tog spanieren sig i dag en fridag, men han kørte stadig en hæderlig finale. Hvis han er kommet sig, taler meget for, at også han vil ramme udbruddet, når de kører på første stigning, og han har vist, at han er en af løbets bedre klatrere. Også for ham gælder, at det er lidt svært at se, at han vitterligt skulle holde hele vejen, men hans kørsel hidtil viser, atdet ikke er umuligt.

Desværre synes formkurven for Domenico Pozzovivo og Jakob Fuglsang ikke helt uventet at være så nedadgående, at jeg har svært ved at se dem vinde. Fausto Masnada og James Knox kan aldrig havne i en position, hvor de kan køre egen chance, og Pello Bilbao, Brandon McNulty og Patrick Konrad må bare skulle overleve på så svære en etape. Hermann Pernsteiner er nu for farlig til at lade gå i udbrud, og selvom etapen ligger til hans højreben, er han ikke god nok til at slå favoritterne. Trods den flotte kørsel i dag og tidligere sejr på Stelvio må Thomas de Gendt finde etapen for svær, som også Ben Swift må, og jeg har nu tabt håbet til Tanel Kangert, der i dag angiveligt blev sat fra udbruddet, samt Joe Dombrowski, der ellers burde elske denne etape. Ruben Guerreiro har rigeligt at gøre med at sikre sig bjergtrøjen, virker træt og vil formentlig finde stigningerne for lange, og vi så i dag, at Kilian Frankiny, Harm Vanhoucke, Louis Meintjes, Rohan Dennis og Amanuel Ghebreigzabhier næppe kan gøre det færdigt, ligesom Attila Valter næppe kan det. Endelig skal Sunwebs velkørende Chris Hamilton og Sam Oomen utvivlsomt være del af attentatet på den lyserøde trøje.

Feltet.dks vinderbud: Tao Geoghegan Hart

Øvrige vinderkandidater: Wilco Kelderman, Vincenzo Nibali

Outsidere: Joao Almeida, Jai Hindley, Rafal Majka, Ben O’Connor, Antonio Pedrero

Jokers: Ilnur Zakarin, Matteo Fabbro, Victor De La Parte, Aurelien Paret-Peintre, Sergio Samitier