Ruten

Efter at løbet har tilladt sig selv at slutte næstsidste etape længere fra Madrid end tidligere, har man i de senere år som regel haft et brag af en bjergetape på næstsidste dag. Sidste år vendte man kortvarigt til det gamle format, men i 2020 venter der atter en stor bjergafslutning bare 24 timer inden afslutningen i Madrid. Igen i år er det en af løbets klassiske stigninger, La Covatilla, der skal krone den samlede vinder, og selvom der ingenlunde er tale om Spaniens vanskeligste stigning, vil den som afslutning på en lang dag med mere end 4000 højdemeter sikre, at intet er afgjort, før Madrid og afslutningen på en højst besynderlig cykelsæson blot er et stenkast væk.

I alt er der 178,2 km på menuen, og de fører feltet fra Sequeros til toppen af Alto de La Covatilla i 1965 m højde. Starten er fredsommelig, idet et hovedsageligt let faldende stykke leder mod sydøst, inden man kører mod vest frem til en Miranda del Castañar, hvor man rammer en rundstrækning, der skal tilbagelægges én gang. Den indledes med et faldende stykke, der fører mod syd, og side kører man mod nordvest ad en let stigende vej. Kort efter drejer man mod nordøst ind på kategori 1-stigningen Puerto del Portillo de las Batuecas (10,1 km, 6,5%), der er uhyggeligt jævn med 6-7% og et maksimum på bare 7,5%, inden toppen rundes efter 49,1 km. Nu venter en let nedkørsel, der fører mod nordøst og øst, inden fladt terræn afbrudt af en bakke (2,3 km, 5,4%) fører mod øst tilbage til rundstrækningens start.

Efter den vanskelige omgang kører man mod øst og nord igennem fladlandet, inden man drejer mod øst for at passere kategori 3-stigningen Alto de San Miguel de Valero (12,0 km, 3,4%), der stiger med 7-8% det meste af de sidste 5 km. Toppen kommer efter 88,3 km, hvorefter det via en halvteknisk nedkørsel går mod syd ned til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Cristobal (6,2 km, 4,7%), der bestiges fra nordvest og er en let stigning med 5-6% over de første 5 km og derefter bare 1-3% frem mod toppen, der kommer efter 103,2 km. Den efterfølgende nedkørsel går mod sydvest og er kort, inden man snor sig mod syd ad en kuperet vej, der byder på en bakke (2,1 km, 6,3%) med top efter 118 km.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Næste udfordring starter i Montemayor del Rio, hvor man efter 129,5km kører dagens spurt og så drejer mod øst ind på kategori 3-stigningen Alto de Peñacaballera (4,6 km, 5,3%), der er en relativt jævn stigning med top efter 134,6 km. Nedkørslen er kort og let og fører mod sydvest ned til bunden af kategori 2-stigningen Alto de la Garganta (12,0 km, 4,8%), der bestiges fra sydvest og kan deles i to. De første 7 km er vanskeligst med stigningsprocenter på 6-7% det meste af vejen, hvorefter den flader ud med 4-5% og slutteligt bare 1,7% over de sidste 1300 m frem til toppen, der kommer med 26,2 km igen.

Der er imidlertid kun en ganske kort nedkørsel, der leder mod nordøst, inden man fortsætter videre mod nordøst via et kuperet stykke med to mindre bakker efter hhv. 157 km (600 m, 8,6%, brostensbelagt) og 160 km (1,5 km, 4,7%). Herefter stiger det let frem mod byen La Hoya, der signalerer starten på finalen. Her drejer man nemlig mod syd ind på Alto de La Covatilla, der er uden for kategori. Den stiger med 7,1% over 11,4 km og indledes med fire lette kilometer på bare 4-5%, inden det vanskeligste stykke med 3 km på 9-11% med et maksimum på 12% venter. Herefter stiger de sidste 4 km relativt jævnt med 6-8%. Den nedre del byder på mange hårnålesving, men de sidste 3,5 km består af en lang, næsten helt lige vej, der kun bugter sig ganske let - også på den sidste kilometer, hvor de første 600 m stiger med 4% og de sidste 400 m med bare 1%.

Etapen byder på i alt 4365 højdemeter.

La Covatilla blev senest besøgt i 2018, hvor Ben King chokerede ved for anden gang på en uge at vinde en bjergetape fra et udbrud, da han holdt Bauke Mollema bag sig. Længere tilbage var forskellen mellem favoritterne små, men det lykkedes Simon Yates til sin egen overraskelse at tage førertrøjen, selvom han til slut måtte slippe Miguel Angelo Lopez, Nairo Quintana og Wilco Kelderman. I 2011 spurtede Dan Martin sig til sejr foran Bauke Mollema, Juan Jose Cobo, Bradley Wiggins og Chris Froome på en ret blæsende dag, hvor en relativt stor gruppe endte inden for få sekunder. I 2006 spurtbesejrede Danilo Di Luca en ung Janez Brajkovic på toppen, mens Felix Cardensas tog sig en solosejr i 2004. Det samme gjorde Santiago Blanco Gil i 2002. I 2005 lagde Vuelta a Casilla y Leon vejen forbi, og det gav solosejr til Carlos Garcia Quesada på sidste etape.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Vejret

Der har været megen snak om risikoen for dårligt vejr til denne etape, men vejrudsigten har bedret sig. Det ser ud til at være kedeligt bygevejr hele aftenen, natten og formiddag, men fra middagstid klarer det op med kun få skyer, dog stadig med en bygerisiko på 25%. Temperaturen i dalen vil være 12 grader, og der vil være en let vind (12-14 km/t) fra sydvest. Efter den indledende rundstrækning giver det et langt sidevindsstykke fra toppen af anden stigning, indtil man efter nedkørslen fra Cristobal har en fase med mod- og sidemodvind frem til bunden af Garganta. Her får man medvind hele vejen frem til bundne af La Covatilla, hvor der vil være sidemodvind hele vejen op.

Analyse af 16. etape

Det er kun en lille måned siden, at jeg skrev en analyse med titlen ”Tak, briter!”. Det var dengang, vi fandt ud af, at de skøre folk på den anden side af kanalen kan bruges til andet og mere end at købe dansk bacon. På Giroens 7. etape så det nemlig ud til, at Jakob Fuglsang var ved at smide sit klassement på gulvet i en sjælden gang italiensk sidevind, men heldigvis havde Tao Geoghegan Hart også sovet i timen. Det fik Ineos til at træde i karakter, og med et par solide motorer i form af Filippo Ganna og Rohan Dennis lykkedes det det britiske storhold at redde deres kaptajn og i samme ombæring den danske fugl.

To uger senere kunne vi erfare, at briterne nok egentlig mest havde hjulpet sig selv. Det endte nemlig at blive Geoghegan Hart mere end Fuglsang, der i sidste ende drog fordel af de solide føringer, Ganna og Dennis havde taget i det italienske fladland. Alligevel har vi stadig en grund til at takke vores snart tidligere EU-venner for deres indsats, for i dag gav de nok engang det danske cykelfolk en gave.

Dagens 16. etape af Vueltaen havde ellers fået et mærkværdigt forløb. En skræmmende angst for den sidevind, der rasede på den spanske højslette over de første 20 km, førte til en nervøs og urolig start, hvor feltet spænede hen over fladlandet. Det varede dog kun i 10 km, inden det gik op for forsamlingen af skræmte klatrere, at vinden vist ikke var til noget alligevel.

Tilsyneladende var alle så indstillede på sidevindskørsel, at feltet nærmest blev helt apatisk, da de pludselig skulle til at skifte indstilling. I hvert fald gav de slet og ret Burgos-duoen Angel Madrazo og Juan Felipe Osorio lov til på ingen tid at stjæle mere end et minut. Det fik Remi Cavagna og senere også Jesus Ezquerra, Robert Stannard og Kobe Goossens til at komme i tanker om, at det for resten var sidste chance for at nå noget med hjem fra Vueltaen for det store flertal, der hverken kan kaldes klatrere eller sprintere. Det var de imidlertid de eneste, der forstod, og mens de to grupper samledes til en seksmandsgruppe i front, rullede det apatiske felt videre, indtil afstanden nåede op til fem minutter.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Det gik så langsomt, at selv sprinterne pludselig kunne lugte blod. Nok var der et bjerg til sidst, men hvis feltet vitterligt havde tænkt sig at tage en søndagstur på en fredag - måske i frygt for det, der venter lørdag - kunne selv Pascal Ackermann og Jasper Philipsen lugte blod. Som skrevet i gårsdagens analyse var det jo allerede torsdag lykkedes at forvandle den første af de to sprinteretaper, som coronavirus egentlig havde aflyst, til en overraskende massespurt, så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre igen?

Det så faktisk kortvarigt fornuftigt ud for de tunge drenge og dermed ikke så godt ud for Magnus Cort, der næppe kunne have slået de hurtigste sprintere. Men så var det, at briterne alligevel tænkte, at vi danskere nok engang havde fortjent en hjælpende hånd. Richard Carapaz havde ganske vist i går sagt, at han regnede med, at etapen kunne skabe forskydninger i klassementet, men det var der vist ingen, der rigtigt tog seriøst i lyset af den trods alt relativt bløde sidste stigning, og den gigantiske distance fra toppen.

Alligevel har Carapaz ikke tænkt sig bare at køre i slovensk procession til Madrid. Når nu sidevindsoptionen blæste væk i vinden, måtte han opfinde en ny chance, og derfor lagde Ineos et pres med Andrey Amador, Cameron Wurf, Dylan van Baarle og til slut på stigningen igen med Amador, så der i den grad var lagt op til et overraskende Carapaz-angreb. Og mens Ackermann og Philipsen på bjerget ikke overraskende måtte undre sig over, hvorfor i alverden de havde troet på sig selv på en etape med en så slem stigning til sidst, kunne Cort sætte sig i sulkyen og langsomt bruge færre og færre hænder til at tælle de tilbageværende sprintere i det efterhånden stærkt reducerede felt.

Carapaz’ angreb kom dog aldrig. Holdet har efterfølgende nærmest ladet som om, at de slet ikke lagde pres på, men det står ikke helt klart, om ecuadorianeren undervejs fandt ud af, at det forresten ikke var nogen klassementsetape, eller om planen hele tiden blot var at trætte Roglic inden i morgen. De lidt pudsige kommentarer kunne tyde på førstnævnte - ellers var der vel ingen grund til totalt at negligere etapens forløb - men i hvert fald endte hele arbejdet med at være en ren foræring til Cort, der i et felt med ganske vist mange hurtige folk, men uden andre sprintere var så stor favorit, at det kun var hans tvivlsomme positioneringsevner, der kunne koste ham sejren.

Og dog! Der var nemlig et TGV-tog, der var ved at spolere festen. Det var svært ikke at få en følelse af deja-vu, da Remi Cavagna pludselig så ud til at sparke liv i et ellers dødsdømt. For et år siden gjorde han nemlig præcis det samme på løbets tredjesidste etape, og dengang lykkedes det ham akkurat at holde et decimeret felt bag sig, så han i silende regn kunne tage karrierens største sejr.

Kortvarigt så det ud til, at vi skulle opleve en total kopi et år senere, men heldigvis for Cort er det ikke kun briter, der er os danskere venligt stemte. Efter i et år nærmest ikke at have kørt én eneste spurt lurede Alejandro Valverde pludselig på at genfinde fordums hurtighed og tage den sejr, der kunne slette det 0, der truer med at bryde en imponerende stime, der siden 2003 har ført til triumfer hver eneste år, i hvert fald fraset karantænen. Samtidig røg Stannard af TGV-toget i front, og dermed måtte Mitchelton skifte hest i et desperat forsøg på at redde en for dem temmelig trist grand tour-sæson i en spurt med Dion Smith, og derfor endte det i stedet med en helt anden deja-vu-oplevelse. Nu blev det nemlig præcis som i går en Deceuninck-rytter, der blev hentet med 3 km til stregen, og eneste forskel var, at det denne gang ikke var modvinden, der dræbte Cavagna, som faktisk kun blev farlig, fordi han havde en solid blæst i ryggen.

Således gik det til, at en kombination af britisk, spansk og australsk assistance gav Cort hans tredje Vuelta-etapesejr, så han kunne sætte et flot punktum på en sæson, der startede eminent med noget, som mindede om hans livs form, men som fik et ærgerligt coronapræg, da det hele gik i gang igen. Og samtidig fortsatte han EFs drømmeløb, der nu har givet tre etapesejre - og fire, hvis Michael Woods ikke havde dummet sig i forgårs - og en næsten stensikker podieplads til Hugh Carthy. Alt sammen i øvrigt efter en Tour, der gav top 10 og én etapesejr, og en Giro, der gav to sejre og en bjergtrøje!

Cort blev dog ikke den eneste, der lukrerede på briternes arbejde. Paradoksalt nok blev den anden store vinder Primoz Roglic, der ellers holdt sin grådighed tilbage ved ikke at sende Jumbo frem for at jagte Cavagna i finalen. Ved nok engang at vise sin enorme alsidighed og slår flere ganske hurtige herrer lykkedes det ham nemlig at score på det straffespark, Ineos havde foræret ham. Og dermed lykkedes det ham alligevel at skabe sig den større buffer inden på lørdag, som han nu ellers på to etaper undlod at gå efter i finaler, hvor han ellers havde haft en glimrende chance. Måske er det ikke helt tilfældigt, at Ineos efterfølgende har ladet som om, at sidste stigning slet ikke eksisterede, for det var hele tiden ret åbenlyst, at den eneste, der reelt kunne få noget ud af Ineos-forceringen sjovt nok var deres værste rival!!!

Håbet må naturligvis værre, at de med dagens arbejde fik sat point i banken til i morgen i den forstand, at Roglic alligevel blev trættet lidt inden La Covatilla. Hvis sloveneren vitterligt knækker mod slutningen af lørdagens etape, vil det jo alligevel være briterne, der ender med at le sidst, for så vil ingen kunne vide, om det var dagens forcering, der i sidste ende førte til Roglics fald.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Indtil da kan vi danskere så glæde os over, at vi nok engang fik serveret en gave af de skøre briter. Så må Carapaz i morgen forsøge at gøre som Geoghegan Hart, nemlig at bevise at det i sidste ende alligevel mest var dem selv, de hjalp!

Favoritterne

I gamle dage, hvor det var logistisk kompliceret at flytte et grand tour-cirkus alt for langt, var det ofte de madrilenske bjerge, der blev brugt til den sidste bjergetape dagen inden Madrid. I de senere år er det blevet lettere at bevæge det hele over store afstande, og kombineret med den nye tradition om en aftenetape som afrunding - en løsning, der naturligvis ikke lader sig gøre i november - har det betydet, at man i de senere år har haft nogle voldsomme næstsidste etaper i langt sværere terræn. To gange har Angliru været overdommer inden Madrid, og for to år siden var det en voldsom bjergetape helt oppe i Andorra meget langt fra den spanske hovedstad, at Simon Yates definitivt sikrede sig den samlede sejr.

Modsat sidste år, hvor man kortvarigt vendte tilbage til de bløde stigninger omkring Madrid, finder sidste bjergslag også denne gang sted i et andet område. Denne gang er det dog ganske tæt på den spanske hovedstad - i bagklogskabens lys meget heldigt, når man nu alligevel ikke kan køre om aftenen - og det betyder, at vi bestemt ikke taler om den vanskeligste afgørende etape i løbets historie. Dels er der i det bjergrige område nær Salamanca ikke alt for mange stigninger, og derfor byder etapen ikke på de mange, store bjerge, vi så på de to etaper i weekenden, dels er La Covatilla, som vi kender til hudløshed bestemt ikke Spaniens sværeste stigning.

Historien viser klart, at forskellene på Covatilla sjældent er voldsomt store, ikke mindst fordi den åbne stigning er meget følsom over for vinden. Faktisk husker jeg La Covatilla-etapen fra 2011 som noget helt særligt. Det var nemlig den, der lærte mig, at sidevind også kan være en nøglekomponent i de høje bjerge. Det er nemlig svært at glemme, hvordan Bradley Wiggins på de relativt bløde procenter, der passede ham storartet, trak den helt ind i siden og stille og roligt tvang de små klatrere til at slippe halen én efter én, så kun Dan Martin, Bauke Mollema, Juan Jose Cobo og holdkammeraten Chris Froome, der selv havde arbejdet tidligere, kunne hænge på, indtil Martin til slut spurtede forbi rivalerne og tog sin store gennembrudssejr.

Hele episoden kan ses på videoen nedenfor, hvor man også kan se, hvor pivåbent terrænet er. Jeg har netop tjekket på vindstyrken den eftermiddag for ni år siden, og det blæste ganske pænt med ca. 15 km/t fra vestnordvest. Dermed havde de sidemedvind hele vejen op, den helt perfekte vindretning til at lave Wiggins’ store nummer.

Episoden vidner om, at det er et af Spaniens mere vindfølsomme bjerge. Dels er det som sagt pivåbent, og dels er stigningen ikke noget Monte Zoncolan. Ganske vist har det tre meget svære kilometer efter den bløde start, men de sidste knap 5 km er ikke skræmmende stejle, slet ikke fordi den reelle del af stigningen jo kun er ca. 7 km langt.

Derfor har Richard Carapaz nok skullet bede til vejrguderne de seneste dage, men den bøn synes at være totalt mislykkedes. Nok ser det ud til, at det regn- og snevejr, der kunne have truet etapen, udebliver, og rytterne slipper med en beskeden bygerisiko på en ellers solrig eftermiddag. Desværre for ham vil vinden være i sydvest og ikke som for Wiggins i vestnordvest, og den vil have stort set samme styrke som for ni år siden. Nok er en styrke på ca. 15 km/t ikke noget, der skaber splittelse i fladlandet, men i forhold til generelle vindstyrker i bjergene, er det mere, end man oftest ser.

Det betyder desværre for Carapaz, at der er sidemodvind hele vejen op ad bjerget, og det kan gøre det overordentligt svært at gøre forskelle - ikke mindst mod et Jumbo-hold, der er skræmmende stærke og har særligt Sepp Kuss til at beskytte Roglic hele vejen. I forvejen er det problematisk for ecuadorianeren, at han formentlig skal gøre forskellen på det stejle stykke og herefter forsøge at holde Roglic og Kuss bag sig på det lettere stykke, der passer sloveneren klart bedst. I modvind ser den opgave næsten umulig ud, selv hvis Roglic har en dårlig dag. Han skal i hvert fald formentlig bruge allierede, der kan hjælpe ham i modvinden.

Men selvfølgelig skal forsøget gøres, og Carapaz vil helt sikker satse alt, også selvom det skulle koste 2. pladsen til en velkørende Hugh Carthy, for om han bliver nr. 2 eller 3 er ikke afgørende, når vi taler om en grand tour-vinder. Derfor er der lagt op til et Ineos-show, hvor det vil være briterne, der skal styre etapen og sørge for at skabe samling (det var vel ikke helt tilfældigt, at Chris Froome tilsyneladende blev sparet i dag). Uden bonussekunder bliver det bare endnu sværere, så Ineos skal gøre alt for at køre udbruddene ind.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Det burde de have en fair chanc for, selvom de er nede på seks mand. Etapen er trods alt ikke verdens sværeste, og der burde være en del allierede undervejs. Carthy må lugte i hvert fald en 2. plads og mulig ny etapesejr, og selvom EF ikke just vælter i bjerggeder, har lidt også ret. Det gælder også for Israel SUN, der formentlig vil gøre alt for, at Martin kan gentage gennembrudssejren fra for 11 år siden. Misser de udbruddet, vil Astana sikkert også satse alt på Aleksandr Vlasov, ligesom det dog uhyggeligt svage Bahrain-hold ikke har meget at miste ved at føre for Wout Poels.

Jokerholdet er selvfølgelig Movistar, og meget kan blive bestemt af dem. Kører de som på Angliru-etapen, hvor de gjorde Ineos’ arbejde ved at lægge et knaldhårdt pres, så Enric Mas kunne vinde etapen, er det nærmest udelukket, at udbruddet holder, når man betænker, at de i dag havde alle otte mand med i feltet på toppen af sidste stigning, der ellers havde sendt et hav af ryttere til tælling.

Til gengæld kan det hele blive mere åbent, hvis de spiller på to heste. Alejandro Valverde ser ud til at køre defensivt for at få en for en 40-årig imponerende top 10, men Marc Soler kunne sagtens gå efter endnu en etape fra et udbrud. Får de ham sendt afsted og vælger at spille på den hest, kan man ikke helt udelukke, at de bedste fra udbruddet holder. Dertil er hverken Ineos, Israel SUN, EF eller Bahrain stærke nok, og de vil i den grad godt kunne bruge hjælp fra Astana og Movistar, der altså meget vel begge kunne spille på flere heste. Jumbo rører næppe en finger, for selvom Roglic helt sikkert gerne vil vinde, vil det trods alt være halsløs gerning frivilligt at bringe bonussekunder i spil, når de i teorien kan koste ham den samlede sejr.

Uanset hvad er der lagt op til angrebsfest fra start, hvor alle gerne vil have forposter afsted, men hvor det formentlig bliver umuligt for Ineos, når Jumbo ikke tillader. Selve starten er nem, og med hele 39 km hen til første stigning kan man sagtens forestille sig, at vi får etableret et lidt tilfældigt udbrud her. Ligesom på 11. etape vil jeg dog tro, at Cofidis vil gøre alt for at få Guillaume Martin afsted, og misser han udbruddet, vil vi sikkert igen se franskmændene holde gruppe i snor, så de kan sende deres kaptajn op til de forreste på første stigning. Det er her, det kunne være nærliggende for Movistar at sende Soler med, ligesom mange andre top 20-ryttere kunne finde på at angribe, og derfor kan vi sagtens få etableret et brølstærkt udbrud. Til gengæld tror jeg, at Jumbo vil lukke alle potentielle top 10-ryttere ned, dvs. fra Mikel Nieve og opefter, for det vil tvinge dem selv eller andre hold til at holde afstanden så lille, at udbruddet næppe overlever - og det er ikke i Jumbos interesse.

Når udbruddet er etableret - uanset om det kører tidligt og derfor kan være svagt eller på stigningen og derfor bliver stærkt (uanset hvad regner jeg med, at Martin sidder der - skal Ineos frem, og de vil næppe give megen snor, når deres hold er svagt og terrænet trods alt svært. Hjælp fra EF og Israel SUN er som sagt sandsynlig og muligvis også fra Astana eller Movistar. Herefter vil jeg tro, at de for alvor skal gøre det hårdt på Garganta - Astana og Movistar kan finde på det samme, hvis ikke de har en mand i front - og her hjælpes de af medvind. Det er dog for tidligt at angribe allerede her, og slutteligt skal Carapaz så forsøge at sætte Roglic på det stejleste stykke i modvinden på målbjerget.

Som sagt udelukker jeg ikke en udbrudssejr, men det vil formentlig kræve, at Movistar har Soler afsted, og at Astana også er repræsenteret med en af Izagirre-brødrene, men mest af alt tror jeg, at Ineos, EF og Israel SUN med mulig hjælp kan skabe samling. Og her tror jeg desværre for Carapaz, at hans angreb bliver forgæves.

Derfor peger jeg for fjerde gang i træk på Omar Fraile som favorit. Spanieren har… Nej, vi må hellere afvige fra rutinen, selvom der nu også er lidt rutine i at pege på Primoz Roglic. Sloveneren har nemlig alle de gode kort på hånden med den modvind, der raser. Selv hvis Carapaz skulle sætte ham på den stejle del, skal han og Kuss bare holde sig i ro, som de gjorde på Angliru, og så burde der være gode chancer for, at de kan komme tilbage. Herefter vil han formentlig bare kunne sætte brølstærke Kuss til at føre i modvinden, og da det bliver meget svært at komme væk i den fase, kunne meget tyde på, at vi får en spurt i en favoritgruppe, som da Martin vandt for ni år siden, eller som vi gjorde i 2018, hvor et udbrud dog løb med sejren. Det taler alt sammen for, at Roglic med sit punch atter skal spurte sig en sejr, som han allerede har gjort 117 gange i år.

Kan Roglic ikke komme i krise? Jo, den mulighed eksisterer, for vi så på Angliru, at han kan være sårbar. Jeg tror dog mest, at den nedtur skyldtes den specielle stigning, der ikke passede ham specielt godt. På enkeltstarten var han ganske vist ringere end ventet, men som skrevet i analysen den dag så det mest ud til, at han var lidt for bange for stigningen. I hvert fald knuste han alt og alle her og talte da også efterfølgende om, at han havde været bedre end ventet - alt sammen et tegn på, at han måske overvurderede sin egen træthed. Med Kuss til at holde det samlet og en pæn modvind tror jeg, at Roglic fejrer sin samlede sejr ved også at tage sin femte etapesejr.

I lyset af modvinden tror jeg, at Dan Martin har størst chance for at slå ham. Ireren har været overraskende modstandsdygtig både på de lange stigninger og enkeltstarten og er i noget nær sit livs grand tour-form. Stigningen her passer ham ganske glimrende - det er ikke uden grund at han har vundet her før - for den er ikke for lang, og finalen er relativt eksplosiv grundet de moderate procenter. Med modvind kunne meget tale for en spurt, og han har én gang vist, at han kan vinde her på netop den facon. Det er klart, at Roglic er svær at bide skeer med, men Martin slog ham trods alt på 3. etape. Nok passede de stejlere procenter ham bedre, men han bør ikke være uden chance her - slet ikke når han på enkeltstarten viste, at han stadig er ganske frisk.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Dernæst vil jeg pege på Aleksandr Vlasov. Russeren vinder ikke en spurt, men hvis Kuss slider sig selv ned i modvinden - eller hvis Roglic gerne vil se bonussekunderne forsvinde - kan det godt blive en halvtaktisk affære, hvis top 3 alle er isolerede og i modvinden ikke kan køre fra hinanden. Det vil Vlasov være den første til at udnytte, for han har vist, at han lige nu er en af de allerbedste, samtidig med at han har masser af frihed. Det udnyttede han smart på 8. etape, hvor han dog blev hentet af suveræne Roglic til sidst, men det vidner om, at det er en manøvre, der kan lade sig gøre. Vlasov har i hvert fald formen til at gøre det.

Den anden rytter med den mulighed må være Enric Mas. Spanieren viste sidste weekend, at han atter bliver bedre og bedre i en grand tour, og selvom enkeltstarten brød det fine momentum, taler hans kørsel på Angliru for, at han her vil være en af de stærkeste. Nu kan hans ringe tidskørsel blive en fordel, for han er ude af podiekampen og derfor ingen trussel. Det kan give ham chancen for at snige sig væk, måske sammen med Vlasov, som han bør slå i en spurt - præcis som han slog Miguel Angel Lopez, da manden med den fantastiske tredje uge for to år siden også vandt næstsidste etape.

Kan Richard Carapaz ikke vinde? Jo, men det bliver svært. Modvinden gør det reelt umuligt at køre alene hjem, og sætter han Roglic, vil han formentlig føre som en gal for siden at blive slået i spurten af andre. Jeg tror derfor, at hans eneste chance er, at han undervejs opgiver den samlede sejr og på de sidste kilometer i stedet går efter at vinde etapen. Nok er Roglic og Carapaz hurtigere, men som vi så på 3. etape er han ikke uden chance i en spurt, slet ikke hvis de to rivaler er trætte. Denne finale passer ham endda bedre end dengang, og hans enkeltstart viste, at han fortsat har en vis friskhed.

Wout Poels kan vel heller ikke helt afskrives. Hollænderen skuffede ganske vist fælt på Angliru, men forinden har han klatret med de bedste. Han er tillige traditionelt bedst i den tredje uge, og en dårlig dag er jo ikke noget, vi ikke har set før. Hans enkeltstart var i hvert fald lovende, og også han har den frihed, der skal til for at snige sig væk. I en spurt vil han endda slå folk som Mas og Vlasov, og det giver ham en ganske fin chance for at revanchere en halvsløj indsats på samme bjerg i 2011.

Den af de toprytterne med de ringeste chancer for at vinde etapen er Hugh Carthy. Angliru viste ganske vist, at han er en af de absolut bedste, og en lang dag med mange højdemeter passer ham også godt. Hans problem er bare, at modvinden gør det uhyre svært at køre alene hjem, hvis ikke man har frihed, og det har Carthy jo slet ikke. Derfor skal han slet og ret køre væk fra alt og alle eller vinde en spurt mod nogle følgesvende. Begge dele hører til i den usandsynlige afdeling, men i den tredje uge af en grand tour sker der sære ting - og dermed måske også at Carthy pludselig vinder en spurt mod eksempelvis Carapaz, hvis de vitterligt skulle knække Roglic.

Så er der Michael Woods. Det er klart, at hans eneste opgave er at hjælpe Carthy, og han bliver garanteret brændt af på at føre for briten undervejs. Det kan dog ikke helt udelukkes, at han ender i en situation, hvor han sidder med til en spurt til sidst, og når Carthy har erkendt, at den samlede sejr eller 2. pladsen er væk, kan Woods måske få lov at spurte efter sejren. Han har vist sig sjældent god på lange stigninger og bør have fine chancer for i modvind at sidde med. Det er klart, at han foretrækker stejlere procenter, men i en spurt her vil han bestemt ikke være uden chance.

Den sidste, jeg kan se som vinder fra et favoritopgør, er Felix Grosschartner. Jeg har ellers ikke meget tiltro til den store østriger på rigtige bjergetaper, men denne etape passer ham ikke helt ringe. Procenterne er på den sidste del relativt bløde, og vi ved, at han er lynhurtig i en puncheurspurt. Det er næsten umuligt at se ham slå Roglic og Martin til sidst, men får han udnyttet sin frihed til at snige sig væk med et par mand, vil han i modvinden kunne bruge sit punch til at tage en sejr.

Blandt de øvrige topryttere er det trods alt svært at se, at den ellers uhyggeligt velkørende Sepp Kuss på så vigtig en dag har andre opgaver end at blive hos Roglic, og det samme gælder for George Bennett, Robert Gesink og Jonas Vingegaard. Normalt skulle man give Alejandro Valverde en god chance med en spurt i modvinden, men han har trods alt været så langt fra de bedste, at det ikke virker realistisk at se ham som vinder. Hverken Mikel Nieve eller David De La Cruz ejer skyggen af spurt, og på en dag, hvor solosejre ligner en umulighed, gælder det samme med en sejr til de to spaniere. David Gaudu har aldrig været tæt på at køre med de bedste, og folk som Sergio Henao, Guillaume Martin, Jan Hirt, Ion Izagirre og Mattia Cattaneo kan ikke vinde et favoritopgør.

Mine øvrige vinderbud vil derfor være udbrydere, men med et Ineos-hold i jagtehumør skal man være en meget stærk klatrer for at holde, og det begrænser kandidatfeltet betydeligt, især fordi jeg som sagt heller ikke tror, at top 13 i klassementet kan få lov. Jeg har mest fidus til Mattia Cattaneo. Italieneren er stille og roligt kommet i form efter sin skade, og han var dybt imponerende med sit soloridt i modvinden i går. I det hele taget er han bare blevet bedre og bedre, og hvis udbruddet først kører på stigningen, er der al mulig grund til at tro, at han sidder der. Han er ikke lynhurtig, men på toppen af en stigning vil han kunne slå mange andre potentielle udbrydere med den friskhed, han har.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Også Guillaume Martin bør have en chance. Franskmanden så træt ud i udbruddet på 11. etape, som han gjorde det i Touren, men han har virkelig rejst sig med sin kørsel på Angliru og udbrud igen i denne uge. Som sagt vil jeg blive overrasket, hvis ikke Cofidis får sikret, at han før eller siden kommer afsted, og så burde han have en hæderlig chance for at gøre det færdigt. I modvinden er en spurt nemlig også ret sandsynlig, og Martin er slet ikke en ringe puncheur.

Det er Sergio Henao heller ikke. Faktisk er det hans spidskompetence, og derfor kommer han i spil på denne etape. Normalt er bjerge ellers ikke hans kop te, men han har klatret bemærkelsesværdigt godt i dette løb. Kører udbruddet på stigningen, har han en fair chance for at sidde med, og kommer han i den solide modvind med hele vejen til toppen, kan han slå de fleste i en spurt.

Det bliver straks sværere for Ion Izagirre, men uden chance er han ikke. Som sagt anser jeg udbruddets chancer for betydeligt større, hvis Astana får en mand med, og her ligner lille Izagirre det bedste bud. Efter en svag start har han stille og roligt fundet en hæderlig form, og han har jo allerede én gang vundet fra udbrud. Han er ikke lynhurtig, men mod mere rene klatrere kan han godt afslutte, især efter så hård en dag. En lille regnbyge vil også passe ham godt, og derfor står han med fine chancer for at tage sin en anden sejr.

Hvor træt er Marc Soler? I anden uge og på enkeltstarten underpræsterede han klart, men han kom lidt tilbage på 14. etape. Jeg tror stadig, at han er for mærket til vitterligt at vinde, men vi ved også, at Soler ofte kører, som vinden blæser. Udbruddet har reelt kun en chance, hvis han sidder der for Movistar - ellers kører spanierne dem ind - og så må han vise, at han er den bedste. Det bliver svært, da han ikke er verdens hurtigste, men selve stigningen burde passe ham ganske fornuftigt. Bliver det taktisk i en gruppe, kan han køre alene væk.

Modvinden bringer også Gorka Izagirre i spil. Normalt er en etape som denne lidt for voldsom, men han har klatret bedre end længe i dette løb. Modsat sin bror er han også en glimrende puncheur, og han vil have en chance mod de fleste i en spurt på de sidste meter. Det kan blive svært at komme med så langt, men modvinden giver ham en fair chance.

Jeg vil også pege på Jan Hirt. Det er bestemt ikke en Hirt-etape, når modvinden går solosejre svære, men tjekken har fundet benene her mod slutningen. Kører udbruddet på stigningen, har han en chance for at sidde der - hvis altså motoren for en gangs skyld er blevet lidt varm fra start - men udfordringen bliver så at gøre det færdigt. Hans chance er nok, at det bliver lidt taktisk i modvinden til sidst, men sker det, er han stærk nok til at køre alene hjem.

Endelig må vi hellere igen til at tale om Clement Champoussin. Franskmanden var åbenlyst helt udkørt i sidste weekend, men så rejste han sig som en anden Fugl Føniks på enkeltstarten. Om han også stadig har friskheden til at begå sig på en bjergetape, er jeg nok meget i tvivl om, men det er klart, at han med de ben, der gav en 10. plads på Moncalvillo vil være et glimrende bud på en mand, der kan vinde denne etape fra et udbrud.

Jeg tror ikke, at Movistar giver Carlos Verona chancen for at køre efter sejren, og selvom de kan komme langt, har jeg svært ved at se Will Barta, Gino Mader og Georg Zimmermann vinde etapen. Davide Formolo og Nans Peters synes for formsvage, og selvom modvinden måske kan åbne døren, tror jeg alligevel, at det bliver lidt for svært for Rui Costa og Nick Schultz, selvom han ikke helt kan afskrives. Esteban Chaves virker udkørt, og jeg ser ikke andre med tilstrækkelige klatreevner til at holde Ineos-maskinen bag sig

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Dan Martin, Aleksandr Vlasov

Outsidere: Enric Mas, Richard Carapaz, Wout Poels, Hugh Carthy, Michael Woods

Jokers: Felix Grosschartner, Mattia Cattaneo, Guillaume Martin, Sergio Henao, Ion Izagirre, Marc Soler, Gorka Izagirre, Jan Hirt, Clement Champoussin

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Ben Kings sejr fra 2018, Dan Martins sejr fra 2011, Danilo Di Lucas sejr fra 2006, Felix Cardenas’ sejr fra 2004 og Santiago Blancos sejr fra 2002.