Ruten

Sprinterne må som så ofte før have forbandet arrangørerne langt væk, da de åbnede løbsbogen, men måske kan de finde et lille lyspunkt, når løbet skydes i gang igen efter en hviledag. Den sidste uge er nemlig usædvanligt let, og de hurtige folk håber således at boltre sig i løbets sidste del. Den første chance kommer på løbets længste etape, der atypisk for Vueltaen strækker sig over næsten 220 km, og som ikke har én eneste kategoriseret stigning. Alligevel gemmer etapen på næsten 2500 højdemeter, og da de sidste 3 km alle er let stigende, er der mere tale om en dag for de holdbare afslutter end for de rene sprintere.

I alt skal der tilbagelægges hele 219,6 km, som fører feltet fra Aranda de Duero til Guadalajara, der begge ligger umiddelbart nord for Madrid på samme relativt flade plateau som hovedstaden selv. Etapen indledes med, at man følger en lang vej, der fører mod sydøst langs plateauet igennem terræn, der hovedsageligt er let stigende. Undervejs er der nogle mindre bakker, særligt efter de første 40 km. Specielt er der en længere sag omkring Tarancuena efter 75 km, inden man til slut kører opad en bakke (4,2 km, 3,5%), der leder op til toppen af Alto de Carrascosa i 1380 m højde, hvis top passeres efter 88,4 km. Herefter falder det ned mod forplejningen og dagens spurt, der kommer umiddelbart efter hinanden efter hhv. 99,0 og 103,3 km.

Efter spurten venter en nedkørsel, inden relativt fladt terræn leder frem til tre mindre bakker omkring byen Siguenza, der nås efter 134,0 km. Her drejer man mod sydvest via et længere let faldende stykke, inden man omkring byen Jadraque efter 189 km igen skal over to bakker, hvoraf den ene er relativt lang. Herefter falder det igen let, mens man fortsætter mod sydvest, inden det til slut bliver småkuperet på det sidste stykke ind mod målbyen. Til sidst falder det ned mod de sidste 5 km, hvor man rammer en knap en kilometer lang bakke, på hvis top man drejer til venstre i en rundkørsel. Derfra falder det let ned mod 3 km-mærket, hvorefter det siger let op mod mål, på den sidste km med 2,1%. Undervejs drejer man skarpt med 2800 og 2600 m igen, hvorefter man skal lige igennem to rundkørsler, inden der kommer to sene sving med hhv. 1100 og 700 m igen. Selve opløbsstrækningen stiger med 1,5%.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Etapen byder på i alt 2372 højdemeter.

Guadalajara var senest vært for løbet i 2006, hvor Luca Paolini kørte alene hjem fra et udbrud, mens Guido Trenti var bedste mand fra et udbrud i 2001. I 1999 afgjorde et udbrud det også, og her var Cristian Moreni bedste mand.

Vejret

Kun en tåbe frygter ikke Burgos-plateauets forblæste vidder. Og det er der grund til igen i år, hvor rytterne kan se frem til en meget blæsende onsdag. Det vil være næsten skyfrit med en temperatur på 26 grader, men der vil være en meget kraftig nordøstenvind med en styrke på 30-35 km/t. Det giver direkte sidevind hele vejen frem Siguenza efter 134 km. Derefter vil der være medvind resten af vejen, indtil man får sidemedvind på de sidste 4 km.

Analyse af 16. etape

I går aftes blev der formentlig knappet en gravøl eller to op på Astana-hotellet. Mens Jumbo-drengene skålede i champagne efter en gedigen magtdemonstration på Acebo, skulle der nemlig en del væske til, hvis kasakkerne skulle sluge de bitre piller, som det asturiske bjerg havde serveret for dem. Først havde Jakob Fuglsang fejlet i forsøget på at gå med, da Marc Soler skabte dagens udbrud, dernæst havde Ion Izagirre fået gedigne prygl af Sepp Kuss i kampen om etapesejren, og slutteligt havde Miguel Angel Lopez kunnet se 1. og 2. pladsen glide længere væk, da både Primoz Roglic og Alejandro Valverde gav ham en gedigen lektion. Måske kunne meddelelsens om chefen Alexandre Vinokourovs store ironman-sejr fungere som en lille trøst, men mon ikke de gik tidligt til køjs søndag aften i Asturien, mens de prøvede at lukke lyden fra den nærliggende Jumbo-fest ude?

Det, der gør grand tours til noget ganske særligt, er imidlertid, at de sjældent bliver forudsigelige. Løbene er så lange, at formbarometeret skifter 100 gange i løbet af de tre uger, og de fleste hold oplever både op- og nedture. Det blev helt tydeligt på en mandag, hvor gårsdagens vindere, Movistar og Jumbo, blev forvandlet til tabere, mens Astana og UAE, der i går fik sig et slag for boven, pludselig fik travlt med at spørge Jumbo-drengene, om de mon skulle have en flaske champagne til overs.

Det var nemlig helt den omvendte verden i forhold til det, vi oplevede i går. Det var nu ikke, fordi Jakob Fuglsangs sejr var uventet, for allerede i går pegede jeg på Astana-danskeren som den mest sandsynlige vinder, hvis det hele skulle afgøres i et udbrud. Fuglsang har nemlig åbenlyst været i fremgang de seneste dage, og særligt på gårsdagens målstigning, hvor han rejste sig efter den lidt træge start, viste han den klasse, der gjorde ham til forårets mest dominerende skikkelse, ved med sit dræbertempo at knække både Nairo Quintana og Wilco Kelderman. Derfor lå det også i kortene, at dagens store bjergetape med en rigtig dieselstigning til sidst måtte være sandt guf for danskeren, der i lyset af Lopez’ trængsler også kunne se frem til den frihed, der ellers så ud til at være langt væk, da Lopez legede kispus med rivalerne i den første uge.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Der var bare meget, der skulle gå hans vej, for at det kunne lykkes. For det første skulle han ramme udbruddet på en dag, hvor 50 km fladbanekørsel gjorde det til et sandt lotteri at ramme rigtigt. For det andet skulle han undgå, at Movistar ikke valgte at lukke etapen ned nu, hvor Alejandro Valverde i går fik tanket moral i et omfang, som plejer at kunne tænde gnisten hos den evigt sultne verdensmester. Og for det tredje skulle han undgå at være i alt for skrapt selskab på en stigning, der trods alt var så let, at han meget vel kunne risikere at blive slået af hurtigere folk.

Det hele flaskede sig imidlertid præcis, som han kunne have håbet det. Først viste han atter sin fantastiske løbsnæse, da han modsat blandt andre Mark Padun, som brændte alt krudtet af i et tidligt, men frugtesløst fremstød, ramte rigtigt i det, der lignede et hans allerførste forsøg. Derefter kunne han se sig om i gruppen og konstatere, at modstanden ikke virkede uoverskuelig, og at han endda havde Luis Leon Sanchez med til at støtte sig. Samtidig kunne han konstatere, at to af gruppens øvrige favoritter James Knox og Gianluca Brambilla tilsammen havde ikke færre end fire hjælperyttere, hvilket gjorde det tydeligt, at Movistar skulle stå tidligt op, hvis de skulle hente dem igen. Og endelig kunne han konstatere, at der ville være medvind på den lette målstigning, hvor modvind formentlig ville have gjort det svært at få skovlen under hurtige folk som James Knox, Tao Geoghegan Hart og Gianluca Brambilla, der hurtigt skilte sig ud som de værste rivaler.

Bekymringen var naturligvis Movistar, der kun havde den tunge Imanol Erviti i front, og det kunne næsten kun læses som en intention om at jagte etapesejren med Alejandro Valverde eller Nairo Quintana. Det skulle imidlertid på dagens næstsidste stigning hurtigt vise, at spanierne var mere optagede af at få et let løb og forsvare Valverdes 2. plads fremfor at satse stort på en forcering, der meget vel kunne være blevet dyr for verdensmesteren, som bestemt ikke er fan af denne type stigninger. Og dermed kunne Fuglsang hurtigt koncentrere sig om at få skovlen under særligt Knox og Geoghegan Hart.

Det lykkedes med en overlegenhed, der gav mindelser om hans suveræne forår. Først viste en genfødt Sanchez sin enorme styrke ved at sætte et dræbende tempo, som kun danskeren og hans tre værste rivaler kunne følge. Dernæst svarede Fuglsang med lethed på angrebet for Brambilla, inden han med sit dieseltempo fik slidt den eksplove italiener ned. Til slut havde han ingen problemer med at holde Geoghegan Hart tilbage og dermed tage endnu en gigantisk sejr i en sæson, som ingen kunne have forudset, da Fuglsang første gang satte sig på cyklen i Murcia i februar.

Sejren lukker også et gigantisk hul på Fuglsangs generalieblad. De fleste ved sikkert, at jeg aldrig har ment, at han har haft motoren til at køre klassement i en grand tour, og at hans 7. plads i 2013-udgaven af Touren meget vel kan være noget nær det højst opnåelige i de tre uger etapeløb. Til gengæld har han været eminent i både ugelange etapeløb og klassikerne, men der manglede stadig én ting, før en rytter med Fuglsangs kvalitet var komplet, nemlig en grand tour-etape. Man kunne frygte, at den mulighed blev forspildt, da han i 2013 blev overspurtet af Dan Martin i Pyrenæerne, eller da han blev pløjet med af en motorcykel et par år senere, men i dag lykkedes det endelig at få den sejr, der hører til på resultatlisten for en rytter af Fuglsangs kaliber. Og kan han krone det med et stort resultat i et Il Lombardia, hvor han lige nu ligner et af de varmeste navne, må Fuglsangs karriere siges at have nået så store højder, at alt fremover blot vil have karakter af rent flødeskum.

Sådan har Geoghegan Hart det naturligvis ikke. Den unge brite har stadig sine bedste resultater foran sig, men han må nok engang sande, at det har været en Vuelta til glemmebogen for et Ineos-mandskab, der er blevet overstrålet af mandskaber som Burgos, Caja Rural og Euskadi-Murias. Efter i går at have ærgret sig over, at han var for tøvende i forbindelse med Kuss’ angreb på en etape, hvor han følte, at han måske kunne have vundet, måtte han i dag sande, at han bare ikke var god nok. Til gengæld har han også rejst sig som en britisk enmandshær på et ellers kollapset britisk mandskab, og med tanke på de etaper, der venter i de madrilenske bjerge, kan man ikke udelukke, at en velkørende Geoghegan Hart kan forhindre, at Ineos må rejse hjem som et af løbets mest tandløse hold.

Den frygt har Deceuninck ikke, for de har naturligvis allerede vundet to etaper. Til gengæld måtte unge James Knox, der ellers i dette løb har nået et nyt niveau, sande, at der stadig er et stykke vej til de bedste, og dermed fik Deceuninck ikke det ønskede udbytte af at have imponerende fire mand i dagens udbrud, men helt uden resultat var dagen ikke. Knox fik nemlig kørt sig tilbage i kampen om en samlet top 10, der måske nok bliver svær at ændre i den sidste uge, men som er vanskelig nok til, at den kan knække folk som Carl Fredrik Hagen og Nicolas Edet, hvis langsigtede holdbarhed stadig er et åbent spørgsmål.

Udbruddets store taber var Gianluca Brambilla. Man skal nemlig ikke glemme, at italieneren brugte enorme kræfter på at lukke et hul på 2 minutter på løbets første stigning. Med tanke på at han faktisk følte sig så stærk, at det var ham, der åbnede ballet til sidst - en beslutning, man måske kan diskutere for gruppens hurtigste rytter, der i forvejen ville finde stigningen lidt for lang - kan man kun gisne om, hvordan det var gået, hvis han var kommet mere frisk frem til sidste stigning. I forvejen havde han meldt om gode ben i udbruddet på Los Machucos, hvor han imponerede stort, og hvis det kan være en lille trøst, kan han glæde sig over, at vi næppe har set en bedre Brambilla, siden han foretog det tvivlsomme valg at forlade Quick-Step, hvor han i 2016 havde et jubelår, der kan gøre de fleste misundelige.

Kampen om etapesejren kom dog hurtigt til at stå i skyggen af det drama, der udspillede sig længere nede ad den lange, seje Cubilla-stigning, der for første gang blev brugt i Vueltaen. Og også her var det Astana, der satte sig på flæsket, da Lopez pludselig rejste sig og igen fik tændt lidt håb om, at podiet måske ikke er forduftet helt. I hvert fald fik colombianeren vundet værdifuld tid på Valverde, og faktisk kørte han så stærkt, at han afslørede de første svaghedstegn hos Roglic siden Javalambre-stigningen på 5. etape.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Forvandlingen kom ganske uventet. Nok var det forudsigeligt, at Lopez ville være langt mere komfortabel på denne længere stigning, men hans pil i grand tours har som regel enten peget op eller ned. Denne gang tydede meget på, at han var kommet til løbet i for god en form, og at hans form kun gik i den forkerte retning. I dag fandt han imidlertid benene igen, og selvom han ikke var som i løbets første dage, fik han vist, at han fortsat ikke har opgivet podiet. Desværre havde han sin nedtur på to af de etaper, hvor han for alvor skulle have slået til, og nu kan man frygte, at han får det svært på de lettere etaper omkring Madrid, hvor terrænet er knap så gunstigt for en ren klatrer som Lopez.

Det er det heller ikke for Pogacar, men det gør næppe det store. Sloveneren tog nemlig et stort skridt mod podiet i dag, hvor han heldigvis hurtigt viste, at han er klar igen efter det styrt, der åbenlyst satte ham tilbage igen. Da vi atter ramte en lang stigning med potentiale for en dieselklatrer som den unge slovener, lignede han atter den rytter, han var i Andorra og på Los Machucos, og da han først forlod den defensive taktik, som han i lyset af 15. etapes lille krise naturligt nok havde adopteret, åbenbarede han en styrke, der vel i virkeligheden fik ham til at ligne etapens stærkeste. Dermed er han nok engang i gang med at cementere sin evne til at forbedre sig igennem etapeløb og at bevise, at gårsdagens skuffelse formentlig alene skyldtes det uheldige styrt. Og det skal Valverde nok være glad for, for ellers er det langt fra sikkert, at verdensmesteren havde haft kurs mod den samlede 2. plads.

Det kan han heldigvis glæde sig over, at han har, efter at han kom fornuftigt igennem en etape, der sammen med Andorra-etapen vel lignede hans største udfordring. En næsten 20 km lang, monoton stigning er nemlig den type, som kan give Valverde mareridt, og som sidste år knuste hans drøm om at vinde Vueltaen. Derfor var det heller ikke helt uventet, at han i dag oplevede en krise, men lige så forventet var det, at han ville komme hæderligt igennem det. Valverde kender nemlig sig selv som ingen anden, og der findes kun få i denne verden, der er i stand til at begrænse et tab som netop ham.

Han fik imidlertid også forrygende hjælp af Marc Soler. Spanieren kan nok engang ærgre sig over, at hans meget aggressive kørsel tidligt på gårsdagens etape tilsyneladende tømte ham for kræfter, for i dag satte han en tyk streg under, at han hører til blandt en af løbets allerbedste klatrere. I dag sad man endda med fornemmelsen af, at han kunne have siddet med hos de bedste, som han ene mand holdt i snor, selvom både Lopez og Pogacar gjorde deres bedste for at distancere Valverde. Dermed understregede han også nok engang, hvor enorme fremskridt han har gjort siden Touren - især nu, hvor vi ramte en perfekt stigning for den relativt store Soler.

På den måde lykkedes det at forsvare Valverdes 2. plads, men Movistars anden forsvarsmission mislykkedes. Frygten for, at Nairo Quintana har kurs mod et tredjeugeskollaps i stil med det, han oplevede sidste år, blev nemlig til fulde gjort til virkelighed, da colombianeren for anden dag i træk oplevede en gigantisk krise, som endda sendte ham helt ned på den samlede 6. plads. Dermed kan vi nok engang konstatere, at manden, hvis holdbarhed gjorde ham til indbegrebet af en rytter, der kunne have succes med en Tour-Vuelta-double, som han tidligere mestrede til UG, nu er blevet så skrøbelig og svingende, at han ikke længere har motoren til at være i storform over seks uger på mindre end tre måneder. Og selvom Quintana har haft for vane at rejse sig igen, ser krisen denne gang ud til at være så gedigen, at den samlede 5. plads ser fjern ud. Til gengæld kan vi nok også forvisse os om, at vi kommer til at se ham lave et eller andet i en tredje uge, hvor kun initiativ kan skabe splittelse, og hvor han absolut intet har at tabe.

I lyset af kaptajnernes trængsler gav det også god mening, at Movistar var så passive. De vidste formentlig, at Valverde alle kunne komme andet end i defensiven på en stigning, der ikke passede ham, og hvis han skulle have haft en chance, skulle det helst gå i samme lave tempo som i går. Den mission lykkedes heldigvis for ham, da Fuglsangs tilstedeværelse i udbruddet betød, at Astanas forcering kom første til allersidst, men selv ikke en let etape var nok. Heldigvis lykkedes det alligevel at holde fast i 2. pladsen, som nu burde være til at forsvare i en tredje uge, der passer Valverde perfekt. Samtidig fik holdet sparet på kræfterne i et omfang, så de har masser at skyde med de kommende dage, hvor Valverde kan vinde tre af de fire sidste etaper. Nok viste deres kørsel i dag, at de allerede har resigneret i kampen om sejren, men der kan stadig være masser at champagne at drikke i Movistar-lejren de kommende dage.

På den baggrund kan man også sige, at Fuglsangs sejr kom med en pris for Astana. Man kan nemlig kun gisne om, hvad der var sket, hvis holdet i stedet havde bakket 100% op om deres kaptajn. Det er i hvert fald ikke svært at forestille sig, at Valverde podium kunne være komme i fare, hvis Astana havde lagt fra land allerede på næstsidste stigning og givet den fuld skrald fra bunden af Cubilla. Det havde formentlig krævet Fuglsangs deltagelse og slået udbruddet ihjel, men til gengæld er det muligt, at Lopez havde vundet etapen og taget et skridt mod podiet. I lyset af nogle svære dage forstår man imidlertid godt holdets valg, for alting står jo så klart i bagklogskabens ulideligt klare skær - og om ikke andet kan de danske cykelfans glæde sig over, at der var opstået lidt tvivl i Lopez’ sind.

Dagens største overraskelse var vel, at der var de første sprækker i et slovensk panser, der ellers hidtil har virket så ubrydeligt, at Donald Trump formentlig allerede har planer om at købe det som led i den amerikanske forsvarsstrategi, nu hvor Grønland har vist sig at være uden for hans rækkevidde. Det var i hvert fald nok de færreste, der havde spået, at Primoz Roglic skulle vise antydningen af svaghedstegn, men det kan ikke læses anderledes, at sloveneren i første omgang var meget tøvende, da Lopez åbnede ballet. Ganske vist fik han vist sin klasse ved senere at lukke hullet, men heller ikke på det sidste stykke lignede han den supermand, han har været indtil nu.

Hvordan det skal læses, er svært at sige. Hidtil er han bare blevet bedre og bedre, men det var også første gang, vi havde en lang målstigning, der passede Lopez og Pogacar bedre. Og nogen stor krise var der jo ikke just tale om - slet ikke i lyset af et forspring, der er så gigantisk, at han har tid til at slå et par kolbøtter i Madrid på søndag - og faktisk er det formentlig nu kun uheld, der kan frarøve ham sejren. Selv hvis hans form vitterligt skulle være ved at blive lidt slidt, ligner Jumbo-mandskabet i hvert fald ikke et, der kan knækkes. Nok er George Bennett som spået kollapset totalt, men Sepp Kuss har åbenlyst overlevet sin lille andenugeskrise, og Robert Gesink er med en stærk afslutning i gang med at vise, hvorfor han engang blev regnet som sportens måske største grand tour-talent med en kolossal motor sidst i de tre uger lange etapeløb. I de madrilenske bjerge kan man sagtens tabe det hele, hvis man har et svagt hold, men er man omgivet af stærke holdkammerater, kræver det formentlig et mindre kollaps, hvis et så stort forspring skal smides på gulvet.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Derudover cementerede etapen stort set alt, hvad vi vidste. Rafal Majka er kommet skridt nærmere de bedste, men havde det ikke været for Quintanas kollaps, havde han været fuldstændig fastlåst på en 6. plads som den eneste, der indtil nu har spillet i 2. division. I 3. division har Wilco Kelderman hidtil været den stærkeste, men den evigt uheldige hollænder måtte se en punktering muligvis frarøve ham den 7. plads, som ellers burde være hans. Og Hermann Pernsteiner cementerede nok engang sin position som løbets klare nr. 8, men som nok må sande, at han må tage til takke med en 10. plads, nu hvor Carl Fredrik Hagen og Nicolas Edet har fået foræret adskillige minutter via udbrud. Endelig må man tage hatten af for Sergio Higuita, der tidligt på etapen lignede en mand, der alligevel ville finde 16 dages kørsel for meget, men som slutteligt alligevel rejste sig og viste, at han også har en fighterevne, der blot gør ham endnu mere lovende.

Lovende er hverken Fuglsang eller Lopez, der for længst har cementeret deres plads i verdenseliten. Og faktisk er det vel netop evnen til at rejse sig fra en nedtur, der skiller de sande mestre ud fra feltet af gode ryttere. Den evne stillede det kasakhiske storhold nok engang til skue, da de 24 timer efter noget, der lignede en formøbling af en ellers lovende grand tour viste Jumbo og Movistar, at der altså er tre supermandskaber i dette løb.

Så kan man altid spekulere over, hvad det kunne være blevet til, hvis de havde satset 100% på Lopez og ikke ladet Fuglsang få sin chance, men det skal ikke slå skår i den kasakhiske glæde. I hvert fald kan de i aften sagtens spørge Movistar, om ikke spanierne har noget champagne til over, hvis de må få noget af kasakkernes gravøl.

Favoritterne

Man kan levende forestille sig, hvordan sprinterne med større og større desperation har bladret i løbsbogen forud for starten. Var de snu nok til at opdage den lille bakke i finalen på 14. etape, har de nemlig efter siden med detaljerne om 4. etape skullet bladre helt om til 17. etape, inden de igen har kunnet drage et lettelsens suk og sætte et kryds i kalenderen. I et løb, der bestemt ikke har været gavmildt ved de hurtige folk, fremstår 17. etape nemlig som noget nær en gave til løbets faktisk gange store sprinterfelt.

I de fleste andre løb ville det dog være så som så med begejstringen over de udfordringer, der venter efter en tiltrængt hviledag. Ikke blot er den med sine 220 km uhørt langt for Vueltaen, der sjældent har etaper på mere end 200 km, den byder også på hele 2500 højdemeter. For at gør det hele værre er de sidste 5 km endda knaldhårde med først en lille bakke op til 4 km-mærket og dernæst 3 afsluttende kilometer, der måske ikke er stejle, men alligevel stiger så længe, at det nok kan mærkes i stængerne, især for de tungeste folk.

Alligevel kan der ikke være tvivl om, at alle løbets sprinterhold vil gøre alt for at vinde denne etape. Hvis ikke de skal jagte en massespurt denne onsdag, må man anbefale dem at have sendt deres sprintere på ferie på Mallorca i stedet, når nu de alligevel havde investeret i en flybillet til det spanske. Etapen til Toledo på fredag er for puncheurs og kun med en lille chance for de allermest holdbare sprintere, og derfor er det sidste chance for at komme til fadet inden den store massespurt i Madrid på søndag.

Desværre for sprinterne er det ikke kun arrangørerne, der ikke vil dem det godt. Det vil vejrguderne nemlig heller. Udfordringerne på ruten er ellers svære nok i sig selv, men samtidig har de højere magter besluttet sig for at vise, hvorfor Vueltaen ofte er den af de tre grand tours, hvor sidevindskørsel spiller den største rolle. Mens det stort set aldrig blæser i Italien, og vind heller ikke er alt for hyppig i Frankrig om sommeren, kan man nemlig næsten altid være sikker på at finde vind på et eller andet tidspunkt på den spanske højslette. Og det er præcis, hvad rytterne vil gøre, når de onsdag sætter kursen mod den centrale del af landet via den flade slette, som vi kender til hudløshed fra Vuelta a Burgos.

Det er velkendt, at det kan blæse i regionen, men forholdene onsdag er nu alligevel særlige. Det hører til sjældenhederne, at vi taler om vindstyrker på 30-35 km/t, og kombinerer man det med, at der som regel altid er goldt og åbent i den del af Spanien, burde der være garanti for drama. Det mager sig nemlig også således, at der vil være nærmest uafbrudt sidevind over de første 135 km, og det burde kunne gøre en ellers stille etape til en højdramatisk affære, hvor man i top 10 hurtigt kan udpege Miguel Angel Lopez, Nicolas Edet, Hermann Pernsteiner og måske den stadig meget uerfarne Tadej Pogacar som folk, der nok ikke sover alt for trygt natten forinden.

Desværre kommer sidevinden også tidligt. De sidste 85 km vil der i stedet være direkte medvind, og selvom der heldigvis ikke er den modvind, som kunne have slået løbet helt ihjel igen, kan man frygte, at feltet vil gå i stå, med mindre en af løbets absolutte favoritter er blevet distanceret. Det vil imidlertid formentlig kræve, at en rytter fra løbets top 4 kommer i vanskeligheder, hvis ikke der skal ske en regruppering igen efter den splittelse, der måtte være opstået.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Uanset hvad ligner det en meget stressende dag. Det er slet ikke sikkert, at der overhovedet etableres et udbrud, for de første 135 km kan blive så nervøse, at farten automatisk vil være så høj, at ingen kan komme fri. I hvert fald hvis terrænet er så åbent, som det kan forventes, må man tro, at alle vil sidde med nerverne uden på tøjet, og det i sig vil være nok til at dræbe chancerne for de udbrud, der måtte blive etableret. Og skulle en gruppe komme fri i et stykke med læ, kan vi være stensikre på, at Bora og Deceuninck med sandsynlig hjælp fra UAE, Trek, FDJ og måske også Dimension Data vil sørge for, at forspringet aldrig bliver stort. Med så få chancer er der ikke råd til at tage chancer. Man skal nemlig altid passe på med udbrud i den tredje uge af grand tours, især når der er medvind til sidst. Det så vi så sent som på 18. etape sidste år, hvor Jelle Wallays og Sven Erik Bystrøm berøvede sprinterne en af deres få chancer i en nok engang sprinterfjendtlig Vuelta.

Det er dog først og fremmest vinden, der vil bestemme, hvor farlig etapen bliver, og vi forventer som sagt nogle vilde og nervøse første 135 km. Skulle det lykkes at fange en af favoritterne, vil det blive den vildeste og mest hektiske jagt også på de sidste 85 km. Hvis ikke, vil vi tro, at etapen falder lidt til ro til sidst, hvor et udbrud kan etableres, men hvor sprinterholdene også vil sørge for at skabe samling.

Dermed bør det også ende i en spurt, men det kan sagtens blive i et decimeret felt. Og uanset hvad vil det være en knaldhård dag med 220 km, 2500 højdemeter, 135 km sidevind og til sidste 85 km medvindskørsel. Slutteligt venter endda en bakke efterfulgt af tre stigende kilometer, der bestemt ikke bliver lettere af den kraftige og gunstige vind. Friskhed og holdbarhed spiller altid en rolle i den tredje uge, og det gælder endnu mere denne gang. Det betyder også, at benene formentlig bliver vigtigere end positioneringen, selvom de to sene sving faktisk gør det til en temmelig teknisk finale.

Alt sammen taler det blot til fordel for Sam Bennett, der må være etapens gigantiske favorit. Alle mistanker om, at ireren skulle være blevet træt, blev i den grad gjort til skamme, da han leverede en skræmmende magtdemonstration på den lille bakke forleden. For at sætte yderligere streg under klassen sad han i går med i et felt på ca. 50 mand på en knaldhård bjergetape! Allerede i sidste års Giro, hvor han vandt i Rom, viste Bennett, at han er god i den tredje uge, men hans friskhed denne gang synes at overgå alt.

Det gør ham næsten umulig at slå. Det stigende opløb er som skabt til en holdbar fyr som Bennett, der så sent som forleden viste, hvor fremragende han er i hårde og stigende finaler. Sidevinden kan kun være til gavn for en mand, der i Jempy Drucker og Shane Archbold har to gode folk til at støtte sig i de blæsende betingelser, hvor han formentlig selv vil være en af de stærkeste. Hans positioner er ”second to none”, og i en finale, hvor benene taler mere end alt andet, skal man lede længe efter nogen, der kan true Bennett. Vi ved som bekendt, at han er svingende, men det er sjældent, at vi oplever sprinteretaper med så klar en favorit, som oplever denne gang.

Det er med nogen usikkerhed, at vi peger på Fabio Jakobsen som hans værste rival, men som bekendt er hollænderen den eneste, der har en topfart, der kan måle sig med irerens. Nok så vi på 4. etape atter, at Bennett fortsat er den hurtigste, men Jakobsen har to gange i år via et godt lead-out kunnet besejre sin rival. Problemet er bare, at denne etape meget vel kan vise sig for hård for unge Jakobsen, som er i gang med sin første grand tour og ikke just er kendt som verdens mest holdbare eller verdens bedste klatrer.

Der er dog ting, der går hans vej. For det første virker han relativt frisk og ikke voldsomt mærket, selvom det er hans første løb af denne længde. Det blev vel tydeligt i lørdags, hvor bakken til slut som forventet blev for stejl, men hvor han klarede de 2300 højdemeter i højt tempo ganske fint. Sidevind burde heller ikke være noget stort problem for en mand, der kommer fra Holland og bakkes på af løbets bedste sidevindshold. Toget med Philippe Gilbert, Zdenek Stybar og ikke mindst Maximilano Richeze viste så sent som i lørdags, at de er de i særklasse bedste, og Jakobsen har før vist, at han sagtens kan spurte på en bakke, når det slet ikke er så stejlt som i Oviedo. Spørgsmålet er snarere, om etapen alligevel bliver for hård, især fordi et stigende opløb trods alt ikke er til Jakobsens fordel. Vi vil ikke spille mange penge på, at Jakobsen ikke eksploderer, men er der en mand, der skal slå Bennett, må det trods alt være ham.

Den anden, der kan gøre det, er naturligvis Fernando Gaviria, men det er også åbenlyst, at han stadig ikke har fundet sin bedste form. Han er dog åbenlyst kommet sig en del efter styrtet, for selvom han kom til kort i lørdags, gjorde han det egentlig ganske hæderligt. Så sent som i Gent-Wevelgem viste han sine fine evner i sidevind - husk på, at hans første grand tour-etapesejr netop kom i en sidevindsetape på Sardinien i Giroen i 2017 - og han er normalt også yderst holdbar og klatrestærk. Stigende spurter er heller ikke nogen ulempe, og han har før vundet i finaler som denne. Det store spørgsmål er, hvor langt formen rækker. Han har været svær at vurdere på det seneste, og hans historik mod slutningen af grand tours er ikke just skræmmende. Samtidig har det knebet med positioneringen, men det vil betyde mindre efter en hård dag. Her er det benene, der taler, og måske er det netop det, der skal til, hvis Gaviria stadig har den fart, der gjorde ham i stand til at slå Ackermann i årets Giro.

Sidevind, et hårdt løb og et let stigende opløb burde alt sammen være til gunst for Trek-duoen bestående af John Degenkolb og Edward Theuns, men som altid er det uklart, hvem der køres for. Theuns styrtede på enkeltstarten, men virkede langt mere overbevisende end Degenkolb i Oviedo, hvor han blev kraftigt bremset af styrtet, men alligevel nåede op til de øvrige sprintere. Til gengæld er han siden blevet syg med opkast og kom allersidst i mål på dagens etape.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Degenkolb fik chancen forleden, så vi vil tro, at de satser på Theuns, hvis han er rask igen. En endelig beslutning bliver dog formentlig først taget onsdag, og vi må derfor vente at se. Uanset hvad bør to klassikerspecialister med top 10-placeringer i Roubaix have glæde af sidevinden, og Degenkolb viste seneste med 2. pladsen i Gent-Wevelgem, at han stadig er ekspert i at afslutte efter hårde dage. Til gengæld har Theuns været den hurtigste af de to på det seneste, og begge er bedst i opløb, der stiger let som dette. Det er klart, at Bennett er 7-800 gang hurtigere end dem begge, men måske kan de med et godt lead-out fra hinanden og Alex Kirsch alligevel få skovlen under ireren, selvom det bliver svært.

En rytter, der virkelig er i form, er Marc Sarreau. Allerede sidste år viste han sig stærkest i løbets tredje uge, og det mønster synes at gentage sige denne gang. Det var svært imponerende, at han sejrede i spurten bag de tre forreste i Oviedo, hvor bakken burde have været lidt svær, men også med den fine top 10 på 5. etape i Polen satte han en streg under sine evner i stigende finaler. Hans holdbarhed bliver bare bedre og bedre, og han er åbenlyst stadig frisk. Hele hans tog er desværre rejst hjem med sygdom, og det er et problem for en mand, der i forvejen er ringe til at positionere sig. På denne etape handler det imidlertid om friskhed og gode ben, og dem har Sarreau, der formentlig kan se frem til god støtte i sidevinden fra de i dette løb så imponerende Romain Seigle og Bruno Armirail. Farten til at blande sig helt i front har han i hvert fald.

En af de store tabere i lørdagens styrt var Jon Aberasturi, der missede chancen for at spurte i en stigende finale, der ellers passede ham. Desværre betyder det også, at det er meget svært at vide, hvor han står, men forud for styrtet lignede han i hvert fald ikke en mand i krise. Sidste år kom han også fornemt igennem sin første Vuelta, selvom han led med følgerne af et styrt i den første uge, og han har således robustheden. Det er klart, at sidevinden kan blive et problem for et svagt Caja Rural-hold, men ender det bare med en spurt efter en hård og opslidende dag, må dette let stigende opløb være perfekt for Aberasturi, der allerede to gange i år har vundet spurter af denne type.

Clement Venturini viste med 5. pladsen forleden nok engang, at han er blevet en knivskarp afslutter på bakker, og at han i år har gjort gigantiske fremskridt. Problemet er bare, at procenterne her nok er for lave til, at han for alvor kan folde sig ud, og han passede bedre til afslutningen i Oviedo. I forvejen er han ikke verdens bedste i sidevind, og han ligner en sandsynlig taber i det spil. Ligesom for Aberasturi gælder dog, at han burde være en af de bedste i en stigende spurt efter et hårdt løb, også selvom han nok ikke er hurtig nok til at vinde.

Egentlig kører Sunweb for Max Walscheid , der har været overraskende velkørende i dette løb, hvor han imponerede med en top 10 i Oviedo. Trods den forøgede holdbarhed har vi dog meget svært ved at se tyskeren vinde så svær en etape med et langt, stigende opløb. I stedet håber vi, at holdet indser, at de har en Nikias Arndt i fabelagtig form. Tyskeren har ikke blot vundet en etape, han blev også nr. 5 i Bilbao, hvor de skulle over en vanskelig baskisk mur til sidst. I dag var han i udbrud på en bjergetape, og dermed må han være en mand, der vil komme flyvende igennem 220 km, 2500 højdemeter og en masse sidevind. Med den forrygende form, han har vist, og den styrke, han viste i den stigende spurt, da han vandt 11. etape, må dette være et perfekt opløb for ham. Det kræver, at holdet giver ham chancen, men Arndt synes at være en mand, der kan overraske i denne finale.

En anden yderst formstærk fyr er Tosh van der Sande , men som for Venturini gælder nok, at han ville have foretrukket en vanskeligere finale. Han har været i kamp med Arndt i to udbrud og næsten snydt hele feltet med sit angreb i Oviedo, så han er åbenlyst flyvende. Til gengæld står det også klart, at han slet ikke har samme hurtighed som i gamle dage, og spørgsmålet er om 1,5% på opløbsstrækningen er nok til, at han kan få glæde af sit punch og sin øgede holdbarhed.

Skulle Jakobsen få det for hårdt, ved Deceuninck, at de altid kan regne med Maximiliano Richeze. Argentineren har udviklet sig til at være lidt af en livsforsikring for belgierne, og han slår som regel til, når sprinteren fejler. Det kan han gøre igen, for hans 2. plads i Oviedo viser, at Richeze, hvis holdbarhed ellers varierer kraftigt med hans form, stadig er frisk og har gode ben. Med den form, han har nu, burde han med et lead-out fra Stybar og Gilbert kunne gøre det fremragende i en let stigende finale, især fordi han også er god i sidevind. Men det bliver kun aktuelt, hvis Jakobsen melder pas.

Vi må hellere også nævne Edvald Boasson Hagen. Det er ellers ikke, fordi vi har meget lyst, for nordmanden fortsætter med at skuffe. Det skete senest i Oviedo, hvor han ellers burde have elsket finalen. Når vi alligevel fremhæver ham, skyldes det, at etapen er skræddersyet til ham. 220 km, 2500 højdemeter, sidevind og et stigende opløb rimer i den grad på Boasson Hagen - i hvert fald i 2017-udgaven. Nu skal han bare vise, at 2019-udgaven også er god nok. Det har han desværre ikke gjort indtil videre.

Endelig vil vi nævne Szymon Sajnok. Det kan meget vel vise sig for hårdt for polakken, men han har overrasket med sin holdbarhed. 10. pladsen i Oviedo var uventet, og det samme var hans 2. plads bag Demare på en hård dag i Vallonien. Han har i Jonas Koch en glimrende lead-out man, og han synes stadig at være frisk. Det bliver nok for hårdt, men vi glæder os til at se Sajnok teste sig selv. Ellers vil den holdbare Koch træde til, men han mangler farten til at vinde.

Mitchelton vil uden Mezgec sikkert køre spurten for Dion Smith, men selvom det stiger, kan han ikke vinde i dette selskab. EF kørte for Logan Owen i Oviedo, og slog han sig ikke for slemt i styrtet, vil han sikkert prøve igen. Det samme gælder for Enrico Battaglin, der også var nede i søndags, samt Viacheslav Kuznetsov, Damien Touze, Cyril Barthe og måske endda Heinrich Haussler og Owain Doull ¸ men vi har svært ved at se dem vinde.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Fabio Jakobsen, Fernando Gaviria

Outsidere: Edward Theuns, John Degenkolb, Marc Sarreau, Jon Aberasturi, Clement Venturini

Jokers: Nikias Arndt, Tosh van der Sande, Maximiliano Richeze, Edvald Boasson Hagen, Max Walscheid, Szymon Sajnok