SPAR 50% PÅ LARS BAK OG MICHAEL VALGRENS BOG

Ruten

Når feltets udbryderkonger får præsenteret Tour-ruten, er det første, de kigger efter, garanteret, om Gap er med i løbet. Byen på kanten af Alperne har nemlig udviklet sig til at være et sandt paradis for udbrydere, der i de seneste år har excelleret i den nu næsten klassiske finale med Col du Manse og den efterfølgende tekniske nedkørsel. I år vender byen tilbage for første gang siden 2015, men denne gang med en ny afslutning, hvor Col du Manse er erstattet med den lettere Col de la Sentinelle, der måske kan give Sagan-Matthews-typerne mod på at forsøge at snyde udbryderne, inden det fra torsdag går løs med de tre afgørende dage i Alperne.

I alt skal der tilbagelægges 200 km, der fører feltet fra Pont du Gard til Gap. Etapen er en klassisk transportetape mellem Pyrenæerne og Alperne, og derfor kører man mod nordøst stort set hele dagen. Fra start kører man mod nordøst opad en lille bakke, men derefter er det helt fladt, mens man fortsætter videre mod nordøst. Langsomt begynder det at stige let frem mod dagens spurt, der er placeret efter 62 km for enden af en let bugtende vej, hvor det stiger svagt på den sidste kilometer. Kort efter venter en lille bakke og en nedkørsel, inden det fortsætter med at stige let og jævnt på mod forplejningen, der kommer efter 93,5 km.

Det let stigende terræn fortsætter efter frokosten, inden det bliver en anelse stejlere i forbindelse med kategori 4-stigningen Cote de la Rochette-du-Buis (2,3 km, 6,2%), hvor top passeres efter 104,5 km. Herefter stiger det videre hele vejen op til toppen af Col de Mevouillon, der nås efter 110,5 km. Den leder frem til et plateau, der følges videre mod nordøst, først via et let faldende stykke og siden igennem helt fladt terræn.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I stedet for at køre direkte ind til Gap kører man syd om byen, inden man drejer mod nord for at køre ind mod centrum via kategori 3-stigningen Col de la Sentinelle, der stiger med 5,4% over 5,2 km og er en næsten helt jævn stigning. Fra toppen resterer 8,5 km, der går mod nordvest via en ganske teknisk nedkørsel. Den tekniske del slutter med 5 km igen, men derefter fortsætter det med at falde let. Der er skarpe sving med 3500 og 2200 m igen, og derefter er der blot en blød kurve ved den røde flamme, inden vejen bugter sig let ind på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Nedkørslen ender med 1 km, hvorefter det stiger med 1,5% op mod mål.

Etapen byder på i alt 2416 højdemeter.

At Gap er en udbryderby, kan ses af de seneste vindere. I 2015 tog Ruben Plaza en solosejr, selvom Peter Sagan leverede en vanvidsnedkørsel i forsøget på at hente ham efter at være blevet sat på Col du Manse. I 2013 var Rui Costa i særklasse, da han kørte alene væk fra et stærkt udbrud på Col du Manse, og i 2011 endte det i et norsk opgør, da Thor Hushovd efter Col du Manse vandt en tremandsspurt foran Edvald Boasson Hagen og holdkammeraten Ryder Hesjedal. I 2010 slog Sergio Paulinho Vasil Kiryienka i en tomandsspurt, og i 2006 var Pierrick Fedrigo hurtigst i et udbrud. I 2003 tog Alexandre Vinokourov en solosejr på den nu så berømte etape, hvor Joseba Beloki styrtede, og Lance Armstrong tog sig en tur henover en mark.

De andre store franske etapeløb har også været forbi. Dauphiné besøgte senest byen i 2014, hvor Yury Trofimov tog en solosejr, mens Paris-Nice besøgte byen i 2004, hvor Denis Menchov var den hurtigste af de fire mand, der spurtede om sejren.

Vejret

Varmen fortsætter endnu en dag, dog uden at være helt så trykkende. Onsdag vil temperaturen i mål nemlig ”kun” nå 34 grader. Til gengæld kommer den ustabile luft, der også kan præge Alperne. Efter en skyfri morgen vil det sky til om eftermiddagen, og mod slutningen vil der være 35% risiko for en tordenbyge. Der vil blot være en svag til let vind fra sydvest og syd. Det giver med- og sidemedvind store set hele dagen. Fra bunden af den sidste stigning får man direkte medvind både på bakken og nedkørslen. Efter den røde flamme får man sidemedvind.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Analyse af 16. etape

Vi skal tilbage tilbage til 2012 for at finde første gang, jeg hørte om Caleb Ewan. Dengang skabte det så mange overskrifter, som det kan lade sig gøre i januar måned, at en blot 17-årig australier gav landets WorldTour-ryttere klø i den berømte gadeløbsserie Bay Crits, der altid afvikles i dagene efter nytår. Allerede dengang var han juniorverdensmester på banen, men ved at besejre blandt andre den professionelle sprinter Allan Davis i de australske gader, viste han, at det måske ikke kun var på brædderne, at han havde et vist potentiale.

Det varede da heller ikke længe, inden Ewan gik fra at være et eksotisk talent på den anden side af kloden til at være et af de brandvarme navne i Europa. Allerede senere det år var han en dominerende skikkelse på den store juniorscene og blev sågar nr. 2 ved junior-VM i København. Allerede i sit første U23-år satte han hele verden i brand ved med to etapesejre i Tour de l’Avenir at etablere sig som talentklassens bedste sprinter i en alder af bare 18-19 år, og minsandten om han ikke også viste sig at kunne klatre, da han blev nr. 4 ved det års VM på den knaldhårde rute i Firenze, hvor da også allerede var så stort et navn, at jeg husker, at man skulle kæmpe en ganske hård kamp for som deltagende journalist at få lov at snakke med ham.

Hans udvikling var så hurtig, at han allerede blev en del af GreenEDGE-holdet i oktober året efter, hvor han kørte sit første WorldTour-løb for mandskabet i Kina, og bare et år senere vandt han sin første grand tour-etape ved at besejre Peter Sagan og John Degenkolb i en knaldhård stigende spurt i Vueltaen. I de følgende år udbyggede han sin sejrsliste med lynets hast sideløbende med Fernando Gaviria, og længe blev det i cykelkredse næsten anset som et faktum, at vi i de kommende år ville have udsigt til den helt store rivalisering mellem en australsk og en colombiansk supersprinter.

Sådan er det imidlertid ikke gået. Ikke blot skulle det vise sig, at en vis Dylan Groenewegen var mere talentfuld, end man kunne ane i hans første år, Ewan selv forvandlede sig også i påfaldende grad. Frem til 2017 havde han ellers tungt etableret som sig en af feltets bedste rene sprintere, og særligt i det års Giro blev hypen om Gaviria-Ewan-duellen skruet voldsomt op efter et løb, hvor Gaviria endte som vinder med 3 etaper, men hvor den positioneringssvage Ewan i de fleste tilfælde vel faktisk var løbets hurtigste mand.

Men så skete der noget. I 2018 kom Ewan flyvende ud til sæsonen, da han ved de knaldhårde australske mesterskaber var meget tæt på at vinde, og endda kunne matche Richie Porte på Mt. Buninyoung på en tid af året, hvor Trek-kaptajnen altid er flyvende. I Tour Down Under vandt han den knaldhårde stigende spurt i Stirling, og minsandten om han ved et Milano-Sanremo, hvor han egentlig bare skulle lære og ikke regnede med at køre finale, endte med at vinde feltets spurt bag Vincenzo Nibali.

Enhver ville juble over pludselig at kunne klatre så godt, men det gjorde Ewan bare ikke. Samtidig med at han klatrede som en drøm og gav prøvelser på det talent, han allerede havde viste ved det omtalte VM i Firenze, måtte han nemlig spørge sig selv, hvad i alverden han havde gjort af sin fart. I de klassiske massespurter blev han nemlig kørt over den ene gang efter den anden, og særligt åbenlyst blev det vel i det års Tour of California, hvor Gaviria, som han bare et år forinden havde sat til vægs i Giroen, slog ham klart tre gange i træk. Farttabet var så åbenlyst, at Mitchelton som bekendt valgte at snyde ham for hans længe ventede Tour-debut, og det lange ægteskab endte som bekendt på den baggrund i en yderst ulykkelig skilsmisse.

Transformationen er fortsat i år. Frem til Giroen fik han klø i alle sine klassiske spurter, men til gengæld vandt han i den ene hårde finale efter den anden. I den italienske grand tour vandt han to etaper, men i begge tilfælde efter lange dage på over 200 km og med enten et stigende opløb eller bakker i finalen. På de lette etaper fik han atter klø, og man kan nok forstå, hvis Lotto-ledelsen var en smule bekymrede for udsigten til at sende ham i kamp med fartkongen Groenewegen i Tourens mange klassiske massespurter.

Om det er den bekymring, der har givet sig udslag i en anderledes forberedelse, skal vi lade være usagt, men efter at The Pocket Rocket i dag spurtede sig til anden sejr på mindre end en uge, står det i hvert fald klart, at der er sket et eller andet. Egentlig startede det måske allerede, da han højst overraskende slog Groenewegen på den afsluttende billardbordflade etape i ZLM Tour, men i denne Tour er det blevet helt åbenlyst, at Ewan er vendt tilbage til rødderne.

På forhånd så det ellers ud til, at det ville være i den stigende finale på 1. etape, måske endda i puncheurfinalen på 3. etape, på 4. etape med den lille bakke i finalen eller på 10. etape med sidevind og de 3000 højdemeter, at australieren ville have sin chance. Ser man bort fra åbningsetapen, hvor han blev lukket inde, har han imidlertid skuffet fælt på alle de hårde sprinteretaper. Til gengæld har han været i sit es, når det har været fladt og nem, som da han kun med yderste af neglene blev slået af Groenewegen på snegleetapen til Chalon-sur-Saone, eller da han fik skovlen under hollænderen på den lette etape til Toulouse.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

I dag slog han så til igen på en dag, der skulle vise sig at være ganske nem. Det vil de ryttere, der led i de 37 graders varme, og som synes at det blev lidt stressende i sidevinden med 50 km til mål, måske nok benægte, men ingen kan betvivle, at det meste af de 177 km omkring Nimes blev tilbragt i et tempo, som de fleste kunne overkomme. Faktisk havde det været så let, at det var Deceuninck og ikke som forventet Bora, Bahrain eller Sunweb, der udnyttede den sene bakke til at sætte Groenewegen under pres i håb om at give Viviani en bedre chance. Derfor var det et relativt frisk felt - i hvert fald så frisk, som det kan være efter mere end to ugers knaldhårdt cykelløb - der skulle afvikle generalprøven inden næste søndags spurt i Paris.

Og her viste Ewan sig nok engang at være bedst. Faktisk var han ikke bare bedst, han var i særklasse. Efter igennem hele løbet at have imponeret stort med sin positionering, så det ellers ud til, at han for en gangs skyld havde spillet på den forkerte hest, da han greb Groenewegens hjul i finalen. Hollændernes tog med Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen manglede nemlig i den grad Wout van Aert til at tage sig af stykket frem til sidste kilometer, og derfor kom de frem alt for tidligt. Nok fik de hjælp af Marco Haller, der kørte for Jens Debusschere, samt af Jasper De Buyst, der desperat forsøgte at forsvare Ewans position, men da det efter den røde flamme stod klart, at supertoget med Michael Mørkøv, Maximiliano Richeze og Elia Viviani atter havde timet den perfekt, var det ikke svært at se, at Groenewegen og Ewan ville blive overmandet bagfra og meget vel kunne ende med at ryge ud af kampen om sejren.

Den havde fænomenale Peter Sagan naturligvis luret. I første omgang havde han ellers også spillet på Jumbo-toget, men det varede ikke længe, inden han indså hollændernes fejl. Få sekunder senere var det ham, der befandt sig på Viviani - man forundres over, hvordan han med så kort varsel alligevel kunne bokse alle væk fra det hjul, alle ville have - og derfor var det ham og Viviani, der sad perfekt placeret, da Mørkøv skød frem. Groenewegen og Ewan tabte derimod alt deres momentum, og mens australieren faldt helt ned i 7. position måtte hollænderen bruge kræfter på at bokse med Alexander Kristoff om positionen bag Peter Sagan.

På det tidspunkt så det ud til at være ovre for Ewan. Mørkøv og Richeze afleverede nemlig atter Viviani perfekt, og i en modvindsspurt som denne burde det - med mindre man kunne finde læ - være næsten umuligt at vinde fra positionen som sprinter nr. 5. Ewan gjorde imidlertid forsøget og leverede en lang spurt, der burde være bristet, men endte med at bære. Ingen var nemlig i nærheden af at matche den lille australier, og mens man i Toulouse kunne argumentere for, at han vandt på Groenewegens fejl og alt for lange spurt i modvinden, var Ewan i dag et niveau eller to over rivalerne.

Dermed kunne meget tyde på, at det alligevel er ved at gå, som Lotto planlagde. Ewan har nemlig i mange år været udset som deres førstevalg som erstatning for sejrsmaskinen André Greipel, men da de endelig fik fat i ham, så det ud til at være for sent. Sådan har det også set ud gennem hele foråret, men i juni og juli måned synes meget at være forandret. Naturligvis er spurter i anden halvdel af en grand tour noget andet end spurter først i løbet, men meget tyder efterhånden på, at Ewan atter er ved at blive den klassiske supersprinter, han var engang - ikke mindst fordi han faktisk synes at være den af topsprinterne, der har lidt klart mest i bjergene.

Sjovt nok er det gået lige modsat med Viviani. Måske har han aldrig været verdens hurtigste - langt fra - men han har nu altid haft sin force i de klassiske massespurter. Nok har han imponeret på stigningerne, ikke mindst da han blev italiensk mester sidste år, men forud for løbet tilsagde al logik, at det var på de lettere etaper, at Viviani skulle slå til.

Det er imidlertid gået lige omvendt. Viviani tog sin sejr på 4. etape, hvor en bakke i finalen havde trættet rivalerne, og han kørte sin klart bedste spurt, da han efter de 3000 højdemeter og den hårde sidevind i Albi i det stigende opløb suverænt slog Ewan, Peter Sagan og Michael Matthews, men akkurat ikke fik ram på Wout van Aert. Ser man bort fra punkteringen på 7. etape, har han imidlertid fået gevaldige klø på de letteste etaper, hvor han er blevet overskygget klart af rivalerne. Selv da han vandt, var det kun med nød og næppe, at han slog den normalt langsommere Alexander Kristoff, og senest blev han slået klart i Toulouse i sidste uge.

I dag fik han ellers det hele foræret. Jumbos mistiming og savn af Van Aert betød, at Deceuninck fik det præcis, som de ville. Viviani fik et guddommeligt lead-out af Mørkøv og Richeze, men alligevel blev han slået klart af Ewan. Ganske vist var det ham, der krydsede stregen som nr. 2, men i lyset af udgangspositionen burde han have slået Ewan og Groenewegen ganske klart. Samtidig med at han har skuffet i spurterne, har han endda imponeret som bjerghjælper for Julian Alaphilippe, og således kan Ewan og Viviani siges at have byttet roller i dette løb. Spørgsmålet er, om ikke det er Ewan, der er mest tilfreds med det bytte. Det må man næsten tro, når man ser på Vivianis sejrslister i 2018 og 2019.

Groenewegen må også være frustreret over, at det heller ikke denne gang lykkedes ham at slå til - især fordi hans hold valgte at vise ham fuld tillid ved at deltage i jagten på udbruddet, selvom man kan argumentere for, at Steven Kruijswijks stærkt forbedrede sejrschancer kunne anspore dem til at spare på holdet til Alperne. Modsat i Toulouse, hvor han kan bebrejde sig selv for at have kørt en lang spurt, var der imidlertid ikke meget, han kunne have gjort mod Ewan i dag. Ganske vist kan han ærgre sig over, at Jumbo ikke timede den rigtigt, men som sagt fik det lige så meget ud over australieren som over ham selv. Og Ewan ikke blot kørte en længere spurt i modvinden, han var også klart den hurtigste af de to denne gang. Måske havde det alligevel kostet lidt for meget for Groenewegen, at Kasper Asgreen på den sidste stigning skruede lidt op for gassen i et omfang, så den tunge hollænder trods sin position forrest i feltet åbenlyst led ganske meget.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Peter Sagan måtte nok engang tage til takke med en sekundær placering, men det var trods alt at forvente. Løbet her har nemlig endnu engang sat en streg under hans manglende hurtighed på de lette dage. Derimod kan man kun beundre hans evne til at læse spurten, for selvfølgelig var det ham, der lurede, at Jumbo var startet for tidligt og herefter havde positioneringsevnerne - og boksehandskerne - til at tage Vivianis hjul. Hvis man skal finde forklaringen på, at han er umulig at slå i pointtrøjen, handler det ikke kun om hans alsidighed og evne til at finde point i de fleste terræner, men i lige så høj grad om den positionering, der gør en ikke specielt hurtig sprinter i stand til altid at være på eller meget tæt på podiet i enhver massespurt.

Dagens store taber var Alexander Kristoff. Hans UAE-mandskab, der har kurs mod en katastrofal Tour, satsede ellers åbenlyst på, at nordmanden igen ville have fundet sine normale ben til den tredje uge, hvor han plejer at være konkurrencedygtig også i de mere klassiske spurter. I dag så det hele endda yderst lovende ud, da han efter nogle svipsere i positionskampen, atter viste sine evner i den hektiske fight på de sidste kilometer ved at sidde perfekt placeret bag Sagan. Da først spurten blev åbnet, gled nordmanden imidlertid kun én vej, og det var desværre den forkerte. Uheldigvis kommer dagens ringe spurt efter et skidt Tour de Suisse og en Tour, hvor han har været alt andet end overbevisende, og lige nu er det lidt svært at se, at det var den samme nordmand, der i foråret begyndte at nærme sig sit niveau fra drømmeåret i 2015.

En anden taber var naturligvis Cees Bol. Sunweb havde ellers vist stort mod ved at sætte deres stjerne, Michael Matthews, på plads og insistere på, at holdet mod australierens ønske skulle satse på den store hollænder, der da også er et markant bedre bud i en enkel spurt som denne. Desværre blev hollænderen sat ud af spillet i forbindelse med den sene spurt, og dermed gik vi glip af muligheden for at fornemme, hvad stortalentet, der i år har imponeret med tre flotte sejre, kunne have leveret i en spurt på dette niveau. Matthews kunne som forventet ikke stille meget op på så let en etape. Nu må man håbe, at holdet har modet til at satse på Bol igen i Paris, hvor den let stigende brostensspurt burde være skabt til vinderen af årets Nokere Koerse, der slutter med en spurt op af den brostensbelagte Nokereberg.

I den tredje uge af grand tours skal man altid holde øje med, hvem der er i form. Derfor var der grund til at have forventninger til Niccolo Bonifazio i dag. Ikke blot havde han siddet perfekt i spurten på 11. etape, han havde også siddet med overraskende længe i bjergene. Derfor var det åbenlyst, at italieneren efter en meget svær start på løbet, havde fundet benene, og med dagens 5. plads viste han, at han altså stadig har i hvert fald lidt af den fart, der forud for Vueltaen i 2016 blev udpeget som manden, der skulle slås i spurterne i det løb.

Helt modsat forholdt det sig med Jens Debusschere. Den store belgier kastede sig i jorden, da han nåede toppen af Col du Tourmalet, og allerede der så det ud til at ville blive svært for belgieren at gentage 5. plads i Toulouse. Sådan gik det da også i Nimes, for trods stærk støtte af Nils Politt, Alex Dowsett og Haller kunne han end ikke snige sig i top 10. Det blev altså heller ikke i dag, at Katusha pauvre Tour blev reddet, og det er lidt svært at se, hvor det skal ske de nærmeste dage.

Det er det også for Dimension Data. Uden Giacomo Nizzolo måtte holdet forsøge at få et eller andet ud af Reinardt van Rensburg og formsvage Edvald Boasson Hagen, men heller ikke her kom der lys i det sydafrikanske mørke. En 12. og en 16. plads var, hvad det kunne blive til for et hold, der sammen med Katusha efterhånden nærmer sig noget, som minder om en total deroute.

I det hele taget var spurten meget som forventet. Matteo Trentin og Jasper Stuyven kørte sig til den forventede top 10 i en spurt, hvor deres støtte var begrænset og topfart for lav, og André Greipel måtte endnu engang sande, at han på få måneder er gået fra at være top- til top 15-sprinter. Sonny Colbrelli kom nok engang helt til kort i den positionskamp, der mere og mere fremstår som en akilleshæl. Og Andrea Pasqualon sikrede sig en af de yderlige top 10-placeringer, der er blevet hans varemærke i Touren.

For klassementsrytterne blev etapen udramatisk. Udsigten til sidevind skabte nervøsitet og stress, men den var aldrig stærk nok til at være farlig. Alligevel betød etapen desværre et farvel til stakkels Jakob Fuglsang, der nok engang måtte se, at et af hans alt for mange styrt kostede ham muligheden for at se, hvad det kunne række til i Touren. Nok var der meget, der tydede på, at det med hans sædvanlige problemer i den tredje uge og en nok engang aftagende formkurve kunne få nok at gøre med at forsvare en top 10 mod Richie Porte og Warren Barguil, men han havde som minimum efter det flotte forår fortjent at få chancen for at modbevise os kritikere, der altid har troet, at han ville komme til kort mod slutningen. Den chance får han ikke denne gang, og om han får den igen, er stadig uafklaret i lyset af de mange spørgsmål, der relaterer sig til hans fremtid.

Sådanne spørgsmål var der også ved Ewan for bare få uger siden. Skulle han virkelig blive ved med at satse på de massespurter, hvor han gang på gang fik klø, eller skulle han i stedet satse på puncheurfinaler og hårdere terræn, hvor han syntes at have fundet sin nye force? Forud for dette løb pegede meget på, at sidstnævnte ville være det rette svar, men det har i den grad forandret sig i de seneste uger. Det kan godt være, at han startede som supersprinter og siden blev puncheur, inden han atter blev en rigtig sprinter, men det formentlig ikke det store for hverken ham selv eller Lotto. Frem og tilbage er som bekendt lige langt, og i dag ser Ewan ud til at stå stort set samme sted, som han gjorde for et par år siden.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Favoritterne

For mange hold er onsdag D-dag. Det er nemlig de færreste, der har vundet en etape i et løb, hvor gevinsterne er blevet koncentreret på ganske få hænder, og med mindre man har en supersprinter (de har i øvrigt alle vundet) eller en topklatrer, der kan vinde enten blandt klassementsrytterne eller via et stort bjergridt, må man indstille sig på, at 17. etape er sidste chance for succes. Derfor kan man også være 100% sikker på, at der bliver talt med store bogstaver i holdbusserne onsdag morgen, for langt de fleste sportsdirektører vil fortælle deres hold, at de absolut ikke må misse udbruddet.

Netop udbrud er nemlig noget, der rimer på Gap, der som sagt er udbryderkongernes by, og år efter år er rammen om et spædende opgør mellem lykkeriddere. Al logik siger da også, at det bør gå sådan igen denne gang, men i dette løb har logikken bare ikke været den sædvanlige. Det så vi, da Sunweb og Bora højst overraskende valgte at gå benhårdt efter spurtsejre med hhv. Michael Matthews og Peter Sagan på 5. og 8. etape, og det er klart, at man på den baggrund skal overveje, om de kunne tænkes at have samme planer denne gang.

Det kan bestemt ikke afvises. Den nye afslutning med Col de la Sentinelle er nemlig lettere end den gamle med Col du Manse og er i hvert fald ikke så svær, at folk som Sagan og Matthews ikke kan klare den. Det samme gælder for Matteo Trentin og Sonny Colbrelli, og der er således fire hold, der alle kan tænkes at iværksætte en jagt.

Alligevel tror vi, at det skal afgøres i et udbrud. Vi er i den tredje uge af løbet, og her er det pr. definition langt sværere at kontrollere tingene. De friske folk rammer som regel udbruddene og skal hentes af en række trætte hjælpere. Det er en yderst vanskelig opgave, ikke mindst på en etape som denne, hvor den voldsomme kamp om at ramme udbruddet vil betyde, at det formentlig vil være en både stor og stærk gruppe. Det bliver i hvert fald ikke let for Bora og Sunweb at få feltet til at lægge sig fladt ned efter bare få kilometer, som de gjorde i både Vogeserne og Massif-Central. Samtidig har Bora nu en reel chance for at bringe Emanuel Buchmann på podiet og mangler endda en mand, og derfor er det usandsynligt, at de vil brænde holdet af i et forsøg på at kontrollere en etape, som måske endda alligevel kan vise sig at være for hård for Sagan.

Sunweb, Mitchelton og Bahrain har kun etapesejre at jagte, så de skal havne i en position, hvor de kan forsøge at vinde denne - især Sunweb og til dels Bahrain, der får det svært i bjergene. Derfor tror vi også, at de vil iværksætte en jagt, hvis de skulle misse udbruddet, og på den baggrund kan man ikke helt udelukke, at der skabes samling. Det er imidlertid for modigt at satse fuldt ud på den strategi, der bliver svær at gennemføre i den tredje uge på en ganske svær rute, og derfor er vi ret sikre på, at alle de nævnte hold går ind til etapen med den intention, at de skal ramme udbruddet.

Vil det så lykkes? Det er altid næsten umuligt at sige på en etape, der starter fladt, men logisk set burde det gøre det. I en situation, hvor mere end halvdelen af holdene har fået besked på at være med i alle udbrud, vil der næsten altid være et hold til at lukke udbrud ned. Derfor forventer vi en gigantisk kamp om at komme afsted, som vi så det på Gap-etapen i 2011, hvor det varede mere end 100 km, inden gruppen slap fri.

Det eneste, der kan forhindre det, er formentlig, hvis et træt felt meget hurtigt lader et gigantudbrud med mere end 20 mand - og dermed de fleste hold - køre. Ellers vil vi formentlig få en voldsom kamp, der formentlig alligevel vil ende med et kæmpestort udbrud, med mindre feltet til sidst bliver så træt, at de strækker våben til en lille gruppe. Sker det, burde det være muligt for Sunweb, Bahrain, Mitchelton og måske Bora at skabe samling, men det er ikke videre sandsynligt på dette tidspunkt i løbet.

Derfor tror vi også mest på et udbrud, men det kan til gengæld godt vise sig at blive lidt af et lotteri. Mere end en time med udbrudsforsøg i fladt terræn betyder, at man ikke kan dække det hele, og derfor skal man have en del held for at ramme rigtigt. Heldigvis vil en hård kamp på mere end en time betyde, at de friske og stærke folk har en lille fordel, og derfor kan man håbe, at det alligevel bliver flere af de mere oplagte kandidater, der kommer fri.

For at vinde etapen skal man altså både have power og held i den indledende fase og derefter kunne gøre det færdigt. Det kræver, at man kan overleve Sentinelle, der som sagt ikke er en videre svær stigning. Der vil dog være direkte medvind, og da de sidste 4 km stiger med 5-6%, skal man altså klatre fornuftigt for at klare den. Nedkørslen er teknisk nok på den øvre del til også at spille en rolle, men den er dog så kort, at det bliver ret svært at rette op på det tabte efter toppen, med mindre der går taktik i en eventuel gruppe foran. Derfor skal man formentlig klatre godt nok til at hænge på, køre godt nok ned til ikke at blive hægtet af og gerne have en god spurt til også at kunne gøre det færdigt.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Den slags ryttertyper er der mange af, og det er derfor lettere at pege på potentielle vinderkandidater end at vælge folk fra - ikke mindst fordi man som sagt skal være pokkers heldig for at komme afsted. Det er derfor også om ikke tilfældigt, så i hvert fald med stor usikkerhed, at vi peger på Matteo Trentin som vores favorit. Europamesteren har imidlertid været så overbevisende kørende lige siden den fornemme klatring i Tour de Suisse, at det er svært ikke at blive imponeret. Allerede i 2016 og 2017 vandt han ganske hårde udbryderetaper i hhv. Giroen og Vueltaen, men hans styrke dengang står ikke mål med det, han har vist i år. Særligt imponerende var han i Pyrenæerne, hvor han minsandten var tæt på at vinde en rigtig bjergetape og måske havde gjort det, hvis ikke han var havnet i samme gruppe som holdkammeraten Simon Yates.

Trentin så lidt mere besværet ud i søndags, og det gør os lidt mere usikre på, om formen stadig er intakt. Omvendt skulle han også bare let igennem weekendens etaper, og det var altså bare i torsdags, at han kørte som en drøm. Hans power på det flade er enorm - se bare, hvem der ene mand holdt Yates ude af problemer i sidevinden - og han har næse for at ramme udbruddene. Med den nuværende form burde han kunne holde sig til på den sidste stigning, og i en spurt kan han slå de fleste. Derfor tror vi, at han sikrer Mitchelton deres fjerde sejr.

Peter Sagan var allerede i 2015 meget tæt på at vinde i Gap, men dengang kunne end ikke den mest halsbrækkende nedkørsel bringe ham tilbage til Ruben Plaza, der havde sat ham på Col de Manse. Den nye, lettere finale burde til gengæld give ham betydeligt bedre chancer for at gøre det færdigt, også selvom han utvivlsomt havde håbet på modvind. Han synes stadig ikke at være helt så god som ”den rigtige Sagan”, men hans offensive kørsel i bjergene tyder på, at han kan være ved at være der. Her har han også atter vist, at han er en mester i at ramme udbruddene.

Til gengæld har han også det problem, at han er Sagan, og det gør det altid lidt sværere for ham at komme afsted, ikke mindst fordi han på grund af den grønne trøje sikkert også vil skele måske lidt for meget til Michael Matthews og Sonny Colbrelli, hvorfor de kan ende med at neutralisere hinanden. Sidder han med, vil han dog være en oplagt favorit, selvom det ikke er stensikkert, at han kan hænge på på denne ret lange stigning i lyset af den form, han har vist hidtil. Nedkørslen vil måske kunne hjælpe ham lidt, selvom den er kort, og i en spurt vil han kunne slå hvem som helst.

Meget af det samme kan siges om Michael Matthews. Pointkonkurrencen betyder, at han og Sagan formentlig kommer i par forstået på den måde, at de enten begge kommer med, eller begge misser ud - også selvom Sagan fører så stort, at han forhåbentlig nu bare er helt ligeglad, da hans føring jo reelt ikke længere truet. Matthews har i dette løb måske nok lignet en lidt bedre klatrer end Sagan og imponerede særligt med sit flotte arbejde for Nicolas Roche på 12. etape. Til gengæld er han også langsommere i en spurt, og derfor vil han - hvis de begge rammer udbruddet - formentlig skulle af med slovakken. Det er også muligt, for nok har Matthews meldt om dårlige ben på det seneste, men han har stadig virket velkørende ved at være i udbrud to dage i Pyrenæerne. Stigningen burde ikke være uoverkommelig for en mand, der er blevet nr. 4 i Liege, og efter en hård dag har han også i dette løb vist, at han godt kan slå Sagan på stregen, som han også gjorde det så sent som i Tour de Suisse.

Mitchelton har i tillæg til Trentin en anden soleklar kandidat i Daryl Impey. Sydafrikaneren har allerede vundet én etape, og den mindede meget om denne. Forskellen var, at stigningen dengang var sværere, og at der var et længere fladt stykke til sidst, men grundlæggende er det etaper, der passer de samme ryttertyper. Den ikke specielt stejle stigning burde passe Impey, der viste fremragende form med sejren sidste søndag, og han synes ikke at være blevet meget ringere siden da. Han burde i hvert fald nok kunne overleve stigningen, og i en spurt kan han slå de fleste, selvom han nok vil få svært ved at få skovlen under folk som Sagan og Matthews.

Med Fuglsangs exit skal Astana satse på udbrud, og på denne etape ligner Omar Fraile manden, der skal satses på. Den spanske udbryderkonge har vundet etaper fra udbrud i Giroen, Baskerlandet og senest i Touren sidste år, og han har set ganske overbevisende ud i rollen som hjælper for Fuglsang, ikke mindst i udbruddet i søndags, hvor han arbejdede som en hest. Fraile er meget svært at sætte på en stigning som denne, og han har en imponerende evne til at gøre det færdigt. Det skyldes ikke mindst, at han også en lynhurtig på stregen, som han viste, da han sidste år i Romandiet slog selveste Sonny Colbrelli i et opløb, der som dette er let stigende.

Oliver Naesen virkede lidt rusten fra start, men han synes i den grad at have fundet formen. Han er allerede blevet nr. 4 og 7 på to udbrudsetaper, der endda var voldsomt hårde, og ligesom Trentin imponerede han stort i bjergene på 12. etape. I forvejen har vi i Paris-Nice, at en formstærk Naesen klatrer fremragende, og med de ben burde han have gode chancer for at komme med over. Han har power til at ramme udbruddet, Ag2r skal have en mand med, og han har i år spurtet så godt, at han er blevet nr. 2 i Milano-Sanremo og nr. 3 i Gent-Wevelgem. Naesen bør have en glimrende chance for at redde løbet for sit franske hold på denne etape.

Hvor frisk er Greg Van Avermaet? Det er ikke helt til at blive klog på, efter at han blev sat overraskende tidligt i søndags. I forvejen har vi i de senere år set, at han har haft det lidt svært i den tredje uge, som vi så det sidste år, hvor han floppede i udbruddene på både 14. og 15. etape. Han så ellers overbevisende ud i starten af løbet, og denne etape burde da også passe ham ganske glimrende. Han har power til at ramme udbruddet, han klatrer fint, og han kan spurte. Spørgsmålet er bare, om han stadig har friskheden til at følge de bedste, og om han vitterligt kan gøre det færdigt i en spurt efter en sæson, hvor han har spurtet så ringe, at han selv har erkendt, at det er ved at være et problem.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

Efter flere års tilbagegang som følge af sygdom ser Fabio Felline langt om længe ud til at være på vej tilbage. Trek har vist, at de ikke er bange for at sende folk i udbrud, og det har Felline allerede udnyttet til at sikre sig et topresultat i Pyrenæerne. Denne etape burde passe ham endnu bedre, for selvom han ikke helt klatrer som i gamle dage, burde han nok kunne komme med over stigningen sammen med et eventuelt udbrud. Han har stadig til gode at vise, at han er lige så hurtig som i gamle dage, men normalt er der ikke mange, der kan slå ham i en let stigende spurt som denne.

Med Fuglsangs exit har Magnus Cort nu fået chancen. Hans form er desværre lidt svær at blive klog på, for han har ikke siddet længe hos Fuglsang i bjergene. Omvendt kørte han meget flot i søndags, og det kunne tyde på, at han efterhånden er ved at finde benene. I forvejen viste han os i årets Paris-Nice, at han pludselig kan have meget bedre ben, end resultaterne antyder, og hans tre store udbrudssejre på WorldTouren i det sidste år har vist, at han efterhånden er en næsten De Gendt-agtig udbryderkonge. Han er i hvert fald eminent til at gøre det færdigt, og har han de samme klatreben som i Dauphiné, skal man stå tidligt op for at slå ham, ikke mindst fordi han i en spurt stadig er lynhurtig, når han i en lille gruppe ikke skal slås med sin ringe positioneringsevne.

Vi er lidt i tvivl om, hvordan Alexey Lutsenko vil gribe etapen an. Kasakken er åbenlyst i guddommelig form og har været det siden Dauphiné, hvis man ser bort fra hans offday på Tourmalet. Omvendt klatrer han nu også så godt, at Astana kan vælge at gemme ham til torsdagens store bjergetape og i stedet satse på folk som Fraile og Magnus Cort på denne etape. Vi er lidt bange for, at det vil være strategien, men skulle Lutsenko få frit spil burde etapen passe ham. Han kører godt nok op ad til at kunne køre alene hjem, og han er også ganske hurtig på stregen.

Thomas De Gendt er i disse dage et sandt monster, men det er også tydeligt, at han stadig er helt utilregnelig. Mens han var skræmmende på 8. etape og enkeltstarten, har han også haft dage, hvor han efter få angreb har sat sig bagerst i feltet. I forvejen er det altid svært for De Gendt at ramme udbrud på dage, hvor det tager lang tid at komme fri - ganske enkelt fordi han brænder krudtet af den første halve time. Omvendt er han i år så stærk, at man aldrig skal afskrive ham. Rammer han rigtigt, skal man ikke udelukke, at han kan køre alle midt over på en stigning, der passer ham. Og så skal man ikke glemme, at han faktisk er ganske hurtig.

Det er Jasper Stuyven også, men vi har en lille angst for, at stigningen bliver lidt for hård for ham. Han viste på 3. og 9. etape, at han vel aldrig har klatret bedre end netop nu, men risikoen for, at han på en medvindsstigning kommer til kort mod mere klatrestærke folk, er stor. Omvendt var han jo ganske tæt på på 9. etape, hvor han dog blev hjulpet af modvinden, og han var ved at snyde alle på den langt hårdere etape til Mende sidste år. Har han de ben igen, skal man bestemt ikke afvise Stuyven, der som bekendt kan slå de fleste i en spurt.

EF må også være ret desperate efter at ramme udbruddet, og deres bedste kandidat ligner Simon Clarke. Australieren har før vundet to etaper i Vueltaen, senest i 2018, og i år har han været bedre end nogensinde. Han viste også fin form med sit soloangreb på 12. etape, hvor han forsøgte at snyde klatrerne, og han har siddet godt med i bjergene. Stigningen her burde passe en puncheurtype som ham, og han er ganske hurtig på stregen.

Hvis han har benene fra de italienske mesterskaber, kan Sonny Colbrelli vinde denne etape. Problemet er bare, at han synes at falme lidt mod slutningen af grand tours. Sådan plejer det at være, og vi sidder med fornemmelsen, at det også er sket i år. En formstærk Colbrelli kan ellers nok klare en stigning som denne, og på stregen kan han slå alle. Faktisk er det vel blandt potentielle udbrydere kun Sagan, der kan betegnes som hurtigere. Spørgsmålet er bare, om formen rækker til at klare stigningen.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Mens Matej Mohoric og Ivan Garcia synes for formsvage til at spille en rolle, og finalen nok er for nem for den heller ikke imponerende Dylan Teuns, har Bahrain i tillæg til Colbrelli et godt kort i Jan Tratnik. Hos holdet har sloveneren mest kørt som hjælper, men i udbruddet på 9. etape viste han fornem form. Det gjorde han også på enkeltstarten og i søndagens udbrud, hvor han trods hårdt arbejde endda overstrålede kaptajnerne Nibali og Caruso. Finalen passer perfekt til en formstærk Tratnik, der kan klatre hæderligt, kører fremragende nedad og er lynhurtig på stregen.

EFs andet kort er naturligvis Alberto Bettiol¸ der med sin fine klatring og gode spurt burde være som skabt til denne etape. Han har dog set tung ud i bjergene, og selvom han kørte en hæderlig enkeltstart, sidder vi med fornemmelsen af, at han ikke er helt frisk længere. I forvejen kan Bettiol være yderst svingende, men det betyder måske netop også, at han kan vende det hele rundt til sidst. Han er som bekendt hurtig nok til at slå de fleste, specielt når det stiger lidt.

Ag2r har også i Tony Gallopin et godt kort. Franskmanden har haft et skidt år og en skidt start på løbet, men det fine arbejde for Bardet i søndags viser, at formen slet ikke er så ringe længere. Har han efterhånden fundet benene, burde dette være en ganske fornuftig finale for en fyr som ham. Desværre kan man frygte, at finalen trods alt er lidt for let, for han er desværre ikke så spurtstærk som i gamle dage.

Samme frygt har vi for Tiesj Benoot . Belgieren viste fornem form på 9. etape, men desværre satte styrtet på 11. etape ham tilbage. Alligevel blev han nr. 4 på 12. etape, men kun efter en skidt indsats, hvor han døjede med rygproblemer. De seneste dage har ikke entydigt vist, om han er tilbage på toppen, men han vil utvivlsomt satse på denne etape. Spørgsmålet er, om afslutningen er hård nok til, at han kan vinde. Til gengæld føler vi os overbeviste om, at Tim Wellens sparer sig til torsdag, der er en helt afgørende dag i kampen om bjergtrøjen.

Blandt øvrige kandidater gælder, at de mere klatrestærke folk som blandt andet Yates-brødrene, Jack Haig, Gioulio Ciccone, Damiano Caruso, Vincenzo Nibali, Ilnur Zakarin, Bauke Mollema, Michael Woods og Tanel Kangert formentlig sparer sig til torsdag, og Gregor Mühlberger og Patrick Konrad skal sikkert også spare sig i lyset af Buchmanns gode kørsel. Udover Mohoric og Teuns synes Gorka Izagirre, Edvald Boasson Hagen, Rui Costa, der ellers tidligere har vundet i Gap, ikke at have formen til at gøre det færdigt, og vi tvivler på, at afslutningen er hård nok til, at Lennard Kämna, Xandro Meurisse, Simon Geschke, Jesus Herrada, Pello Bilbao, Michael Valgren, Alexis Vuillermoz, Elie Gesbert og Nicolas Roche kan vinde, men til gengæld er den nok alligevel for hård for Nils Politt og Nikias Arndt. Vi er bange for, at Søren Kragh heller ikke har formen til at gøre det færdigt.

Som sagt udelukker vi ikke en spurt, slet ikke, hvis Sunweb, Mitchelton og/eller Bahrain misser udbruddet. I det tilfælde vil vi sætte pengene på Peter Sagan, der bør være den hurtigste af de potentielt overlevende. Sonny Colbrelli er hans største trussel på fart, men vi er som sagt ikke overbeviste om hans form og overlevelsesmuligheder. Andre trusler er særligt Michael Matthews og Matteo Trentin, men også Jasper Stuyven, Oliver Naesen, Fabio Felline, Magnus Cort, Omar Fraile, Greg Van Avermaet, Alberto Bettiol, Simon Clarke, Julien Simon, Nils Politt og måske endda Julian Alaphilippe¸ hvis han er frisk på lidt bonussekunder.

OPDATERING: Forklaringen på Van Avermaets problemer i søndags var vrøvl med maven. Han skulle dog være i bedring nu.

Feltet.dks vinderbud: Matteo Trentin (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Peter Sagan, Michael Matthews (begge fra et udbrud)

Outsidere: Daryl Impey, Omar Fraile, Oliver Naesen, Greg Van Avermaet, Fabio Felline (alle fra et udbrud)

Jokers: Magnus Cort, Alexey Lutsenko, Thomas De Gendt, Jasper Stuyven, Simon Clarke, Sonny Colbrelli, Jan Tratnik, Alberto Bettiol, Tony Gallopin, Tiesj Benoot (alle fra et udbrud)

Kandidater til en spurt: Peter Sagan, Sonny Colbrelli, Michael Matthews, Matteo Trentin, Jasper Stuyven, Oliver Naesen, Julian Alaphilippe, Fabio Felline, Magnus Cort, Omar Fraile, Greg Van Avermaet

Forudbestil den nye bog: DEN HEMMELIGE CYKELRYTTER (Udkommer den 30. juli)