HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Ruten                                                         

Giroens tredje uge er kendt for sin brutalitet, og det kommer efter den lidt forsinkede hviledag til udtryk allerede 48 timer efter kongeetapen. Ganske vist er den hovedsageligt faldende 17. etape ikke den sværeste, men den slutter til gengæld brutalt med først en opvarmning på Passo San Valentino og siden en tilbagevenden til den stejle Satan, Sega di Ala, der var rammen om en herlig etape i Giro del Trentino i 2013. Måske mangler bjerget Monte Zoncolans ekstreme stejlhed, men der er stadig tale om en bjergafslutning, der kan måle sig med løbets mest frygtede stigning, og derfor vil vi her være vidner til et meget vigtigt slag i kampen om den samlede sejr.

Med en distance på 193,0 km er der tale om endnu en halvlang etape, der fører feltet fra skisportsbyen Canazei til toppen af Sega di Ala. Det meste af etapen er ret let, og fra starten i 1436 m højde kører man ad en let faldende dalvej mod sydvest ned til Predazzo, der nås efter 22,5 km. Her drejer man mod vest og senere sydvest for at følge en næsten flad dalvej, der kun kortvarigt afbrydes af en lille lidt teknisk nedkørsel. Nu forlader man dog dalen for at køre mod syd op ad kategori 3-stigningen Sveseri (2,9 km, 9,7%, max. 17%), der er en jævn og meget stejl sag med top efter 57,9 km. Derfra venter en kun ganske kortvarigt kompliceret nedkørsel, der leder mod syd og sydvest ned til dalen, hvor dagens første spurt køres i Trento efter 91,3 hovedsageligt faldende kilometer.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Nu bliver det helt fladt, når man fortsætter mod syd og senere sydvest ad en flad dalvej, der leder frem til Chizzola, hvor man rammer en 65,1 km lang rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Først fortsætter man ad den flade dalvej mod syd og sydvest, indtil man drejer mod nordvest og nord for at passere kategori 1-stigningen Passo San Valentino (14,8 km, 7,8%, max. 14%), der er en relativt jævn stigning, som efter 1500 m med 5,5% byder på 8,0 km med hele 8,9%, inden en let kilometer med 4,8% leder frem til de sidste 4,3 km, der stiger jævnt med 7,4%. Toppen rundes efter 155,2 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod nordøst og øst ned Chizzola, hvor rundstrækningen afsluttes.

Herfra kører man kortvarigt mod syd ad samme dalvej som først på rundstrækningen, men i stedet for at køre frem til San Valentino fortsætter man mod sydvest ad en anden dalvej. Den leder direkte frem til bunden af kategori 1-stigningen Sega di Ala (11,2 km, 9,8%, max. 17%), der er et lille monster. De første 6,0 km stiger jævnt med 10,4%, inden den flader ud med 7,5% over en kilometer for atter at tage fat med 2,5 km med 12,1%, herunder en første kilometer med knap 16%. Først de sidste 1500 m er lettere med 4,8%, idet den sidste kilometer dog stiger med 5,5%. Stigningen byder i starten på en endeløs serie af hårnålesving, men de sidste 3 km følger en næsten helt lige vej.

Etapen byder på i alt 3704 højdemeter.

Sega di Ala er kun én gang tidligere i dette årtusinde blevet brugt som mål i et stort cykelløb. Det var på sidste etape af Giro del Trentino i 2013, hvor Vincenzo Nibali sikrede sig den samlede sejr ved at sejre med 8 sekunder ned til Mauro Santambrogio og 44 sekunder ned til Przemyslaw Niemiec og Fabio Aru.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Vejret

Giroen har været plaget af elendigt vejr, og det ser heller ikke alt for kønt ud i den kommende uge, selvom mandagens rædselsfulde betingelser ikke synes at skulle gentage sig. Onsdagen ligger dog heldigvis som en solrig oase mit i en serie af bygedage, og der burde derfor vente rytterne en herlig dag. Således vil der kun være få skyer en nedbursrisiko i starten beskedne 10-15% og senere kun på 5%. Temperaturen i Canazei vil være beskedne 11 grader, men nede i dalen i bunden af Sega di Ala venter temperaturer på 20 grader. Det vil dog ikke været helt stille med en let til jævn vind (11-17 km/t), der tiltager en anelse gennem dagen. Den kommer fra sydvest, og det betyder stort set direkte modvind hele dagen frem til rundstrækningen. Her har man sidemedvind på San Valentino og medvind på nedkørslen samt modvind i dalen. Der vil være modvind frem mod Sega di Ala, hvor der vil være modvind på første tredjedel og siden sidemodvind resten af vejen.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Analyse af 16. etape

”Kun to konstanter kan vi finde i løbet, nemlig Damiano Carusos stabilt gode kørsel og Egan Bernals suveræne dominans. Den første kan måske indbringe en forud for løbet meget uventet podieplads. Den anden kan markere det definitive comeback for en mand, der for få uger siden stadig var usikker på karrierens fortsatte perspektiver, men nu i stigende grad synes stærkere og mere dominerende, end han nogensinde har været!”

Sådan sluttede min analyse af lørdagens store Zoncolan-etape, og hvad er mere passende end at fortsætte, hvor jeg slap. Ganske vist havde vi et lille udbrudsintermezzo i går, hvor klassementsrytterne kunne komme sig en anelse, men da der igen blev trykket på klassementskampens playknap på dagens desværre forkortede kongeetape, var billedet på én gang lige så mudret og klart, som det var for 48 timer siden.

De to konstanter vedbliver nemlig med at være det eneste stabile billede i årets Giro. Stort set alt andet bliver kastet op i luften og vendt på hovedet, så snart det mindste mønster begynder at tegne sig. Det er naturligvis ikke ualmindeligt i en grand tour - faktisk er det hele essensen i de lange løb, at formbilledet kan nå at variere voldsomt i løbet af de tre uger - men det er nu alligevel sjældent, at der er så få faste holdepunkter og klare tendenser i et af de store etapeløb.

På sin vis lå det ellers i kortene, at vi slet ikke kunne regne med det billede, vi hidtil har set. Dagens kongeetape med sine 5700 højdemeter over 212 km var nemlig den første rigtige bjergetape i klassisk og helt traditionelt Giro-forstand, og dermed var den et helt andet dyr end de foregående udfordringer. Dette var Giro Classic med hele tre tårnhøje bjergpas i Dolomitterne fordelt over en stor distance med et hav af højdemeter - alt sammen tilsat den regn og kulde, der kendetegner Giroen mere end nogen af de andre grand tours. Det var Giro Classic og den slags etaper, der gør, at den italienske grand tour er så meget anderles end Vueltaen, hvor bjergetaperne med deres begrænsede distance og eksplosive, hidsige finaler ikke kunne være meget mere anderledes.

Alligevel var der pludselig udsigt til, at vi måske alligevel kunne regne med lidt det, vi havde set tidligere. Som man allerede næsten kunne regne ud, da man gik til køjs søndag aften, var det ikke realistisk at afvikle hele etapen. Aflysninger og ændringer er desværre en næsten lige så fast bestanddel af Giroen, som bjergetaper er det, for Dolomitternes tårnhøje tinder rimer bare ikke specielt godt på køligt og ustabilt forårsvejr. Uheldigvis var det denne gang timet så dårligt, at den vejrmæssigt ringeste dag i den sidste del af løbet skulle falde sammen med en af bare to dage, hvor højderne var store, og dermed kom det vel som Giroens hidtil mindste chok, at vi nok engang måtte acceptere en udvanding af en kongeetape, da både Passo Fedaia og Passo Pordoi blev droppet. Denne gang var lykkens gudinde helt anderledes indstillet end i oktober, hvor hun i den tredje uge sørgede for at lægge den eneste regnvejrsdag på ugens eneste flade dag, mens alle bjergetaperne blev afviklet i det smukkeste solskin!

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Så heldige var rytterne ikke denne gang, og pludselig var menuen totalt forvandlet. 212 km med 5700 højdemeter blev til 153 km med 3900 højdemeter, og selvom det stadig er en voldsom udfordring over så lille en distance, mindede etapen pludselig langt mere om de eksplosive sager, vi har oplevet hidtil. Kun et enkelt tidligt bjerg skulle overstås, og derefter var det alt sammen et spørgsmål om gode ben på Passo Giau, præcis som det var i lørdags, hvor kampen reelt var koncentreret til den sidste del af Monte Zoncolan. Pludselig var 14. etape måske alligevel et glimrende pejlemærke på hierarkiet - dog med den væsentlige tilføjelse, at meteorologerne denne gang holdt deres løfte om dårligt vejr, endda så dårligt at tv-produktionen i finalen helt gik fløjten.

Alligevel var der forskelle. Passo Giau er én af Dolomitternes mest frygtede stigninger. Det skyldes først og fremmest dens urimelige stejlhed med en stabil stigningsprocent på knap 10, men også en højde på næsten 2300 m over havets overflade. For første gang skulle rytterne smage på den iltfattige luft, der kan kvæle selv den bedste Alejandro Valverde, og kombineret med et par ekstra hårde dage i benene samt en helt anderledes længde af det afgørende bjerg var grobunden til nye omvæltninger alligevel lagt.

Sådan blev det i den grad også, da boet efter de 153 km skulle gøres op. De ryttere, der havde rejst sig på Zoncolan, fik stort set uden undtagelse en ny lussing, og flere af de slagne fik pludselig igen ny luft. Det mønster af et podium, man måske kunne ane konturerne af i lørdags, blev ikke meget klarere, i hvert fald ikke hvis man ser bort fra de første pladser.

Der er nemlig fortsat kun to konstanter i løbet. Den ene er den mest oplagte, nemlig at Egan Bernal stadig er akkurat så suveræn, som han har været siden første bjergslag i Sestola for nu næsten to uger siden. Hver eneste gang, han har haft chancen, har han - med forskellig grad af iver og suverænitet -sørget for at knuse det beskedne håb, rivalerne måtte have fundet et eller andet sted. Alligevel var det ikke helt indlysende, at det var her, Bernal skulle levere sin hidtil største af efterhånden mange magtdemonstrationer.

Det skyldtes ikke så meget terrænet. Høje bjerge, iltfattig luft og den tredje uge rimer mere på Bernal end bjergnavnet Formigal, og der var vel næppe nogen, der var i tvivl om, at colombianeren kunne give dem alle endnu en røvfuld, hvis han ville. Den mulighed havde han bare også i lørdags, hvor Monte Zoncolan uden en efterfølgende våd og farlig nedkørsel indbød endnu mere til en stor offensiv, men her valgte han den yderst konservative linje - ifølge ham selv med bevidstheden om at forspringet er stort nok.

Det så da heller ikke ud til, at Ineos havde de store planer om at vinde etapen. Da den knaldhårde start helt forudsigeligt førte til dannelsen af et stort udbrud af feltets gode klatrere, var briterne nemlig ikke videre bekymrede. End ikke tilstedeværelsen af de i klassementet stadig lidt halvfarlige Dan Martin, Joao Almeida og Davide Formolo syntes at anspore dem til med det samme at køre udbruddet ind, selvom det havde betydet, at de senere for alvor kunne løsne elastikken. Afstanden fik lov at vokse til de seks minutter, man med sindsro kunne give Martin - og senere Almeida, da udbruddet hurtigt knækkede på den første våde nedkørsel, som ikke uventet kostede dyrt for ellers formstærke Martin - og herefter så der ud til at være mere kontrol end aggression over Ineos-mandskabets kørsel.

Bernal er imidlertid også en historiebevidst nostalgiker, der var meget berørt over første gang at iføre sig maglia rosa for nu otte dage siden, og hans efterfølgende udtalelser kunne indikere, at han hele tiden havde drømt om at vinde kongeetapen med løbets smukkeste trøje på sine skuldre. Om det var tilfældet, fandt vi aldrig ud af under etapen, for Ineos slap helt for at gøre det beskidte arbejde, da EF i stedet satte sig frem for at skabe det hårde løb, der kunne sende dieselmotoren Hugh Carthy op på podiet. Først stjal de tunge folk, Julian van den Berg og Jens Keukeleire, det første minut af udbruddets forspring, og derefter tog Tejay van Garderen over med en stærk føring, der beredte vejen for Alberto Bettiol, som ved brug af sin fænomenale form nærmest ene mand sendte klasserytterne Almeida, Vincenzo Nibali, Davide Formolo og den så uhyre formstærke Antonio Pedrero til tælling. Da først Simon Carr, som ellers var startet løbet så elendigt, endelig viste sit enorme potentiale og sprængte feltet til atomer, så kun klassementsrytterne kunne følge ham, havde Bernal pludselig fået foræret en chance for at tage den sejr, han drømte om - helt uden at slide på sit hold.

I den situation var det også oplagt at udnytte sin overlegenhed til ikke blot at tage en mindeværdig sejr på løbets ganske vist udvandede kongeetape, men også at levere endnu et gedigent nyrestød, der i hvert fald kunne kvæle alle rivalernes tro på, at de stadig havde en lille chance for at vinde løbet. Da løbets nr. 2, Simon Yates, allerede hang i en tynd tråd som følge af landsmanden Carrs tempo med mere end 5 km til toppen, var det åbenbart, at Bernal reelt kunne lukke løbet og skabe de store forskelle, som det ellers kunne se lidt svært ud at etablere, da etapen blev så kraftigt reduceret i sværhedsgrad.

Og det gjorde han så. Med samme overlegenhed som vanligt trådte han fra alle rivalerne, og herfra var det bare et spørgsmål om, hvor risikovillig den dygtige colombianske nedkører ville være på de kringlede veje ned mod Cortina d’Ampezzo. Svaret var åbenbart ganske risikovillig, for Bernal endte med at bevare en pæn del af sit forspring til langt de fleste, og væsentlig tid blev herefter vel kun vundet af den uhyre dygtige nedkører, Romain Bardet, der åbenlyst havde meget mere at vinde med en risikabel adfærd.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Dermed synes løbet effektivt lukket. Kun rygproblemer og uheld kan fortsat true - og sådan har det egentlig været længe - løbets ubestridte hersker, der heller ikke det løb giver spor antydning ikke at blive bedre og bedre, som dagene går. Forskellen til 2019 er bare, at han denne gang også startede løbet som lyn og torden, og dermed er han i gang med at levere sin suverænt bedste og mest helstøbte grand tour-præstation hidtil.

At Bernal ville være konstant god, skulle man ikke være ph.d. i cykelsport for at vide - hvis altså ryggen holdt. Langt mere overraskende er det, at løbets anden konstant er Damiano Caruso, der med dagens ridt nu mere og mere ligner en endda ret sikker nr. 2 i klassementet. Det er selvfølgelig indlysende overraskende af den simple årsag, at han kom til løbet som hjælper, men da Mikel Landa blev sendt hjem til Spanien, var der næppe mange, der havde peget på den italienske veteran som Bernals største trussel - hvis da det ord overhovedet er relevant i den sammenhæng.

Sådan er det imidlertid, for mens alle andre synes at køre med samme uforudsigelighed, som det danske majvejr er stabilt elendigt, har Caruso som den eneste været der hver eneste gang. Det er han nu altid, da han er kendt som en af feltets mest konsistente folk med særligt gode evner i den tredje uge, men det helt nye er, at han pludselig kan køre fra alle stjernerne. Det kunne han ikke i den første uge, hvor han bare var stabilt god, men også i dette løb er han bare blevet bedre og bedre - og nu så god, at han er løbets næstbedste. Da Caruso næppe heller er manden, der går ned - tværtimod - og endda før har kørt meget gode enkeltstarter sent i grand tours, peger meget på, at Bahrain får en 2. plads, der ellers så fjern ud, da Landa sagde farvel, og Pello Bilbao med det samme trådte firkantet i bjergene.

Det var konstanterne. Resten er nærmest rent mudder. Tag nu bare Simon Yates, der forsvandt fra billedet med samme hast, som han var genopstået. Det var nu helt forudsigeligt, at den lille brite ville få det svært i den tredje uge, hvor han altid plejer at lide, men da monsteretapen pludselig blev meget mere yatesk med sin korte distance og lidt mere eksplosive finale, og Yates i lørdags faktisk havde givet indikationer på, at han måske kunne gentage den veldisponerede indsats fra Vueltaen i 2018, var der pludselig alligevel håb om, at han ville dukke op som Bernals største trussel. Med Remco Evenepoels kollaps og med al respekt for Caruso så det nemlig ud til, at kun Yates måske kunne mobilisere det ekstra, som kunne bringe Bernal en smule i vanskeligheder.

Det ekstra havde Yates bare ikke - tværtimod. Det ville også have været i modstrid med hans vanlige kørsel mod slutningen af en grand tour på en dag med mange højdemeter, og bedre blev det utvivlsomt ikke af, at kulden vendte tilbage. Heldigvis kan han se frem til de to målbjerge onsdag og fredag, der i deres design er skræddersyet til hans eksplosive kvaliteter på stejle procenter, men snarere skal vi nok forvente, at dagens resultat var udtryk for det, vi vil se de kommende dage. Yoyokørsel er ikke uset for Yates, men på dette tidspunkt plejer pilen som regel kun at gå én vej, og endnu en genrejsning over kort tid ligger ikke just i kortene.

Mudder er der også, når det handler om Aleksandr Vlasov. Desværre måtte russeren sande, at ikke kun Primoz Roglic kan fumle med regnjakker, og ligesom det gik helt galt for sloveneren på Formigal-etapen i Vueltaen, betød regnjakkegate version 2, at Vlasov fik sig en lussing, hans fysik ikke havde fortjent. Selvom det var svært at vurdere af den mangelfulde billeddækning, virkede Vlasov nemlig som en af de stærkeste på Giau, hvor han også meldte om gode ben, og noget tydede på, at han genfandt de ben, han også havde på 4., 9. og 11. etape. Desværre er det blot en påmindelse om det, vi også så i Vueltaen, at gode og dårlige dage veksler lidt for meget for hinanden, ligesom han flere gange har vist, at hans ellers prisværdige angrebsiver koster dyrt, når han rammer de dårlige dage, som er lidt for talrige. Heldigvis for ham er dårlige dage så stort et tema i årets løb, at hans podiedrømme stadig er spillevende.

Dagens tredje yoyo er Daniel Martinez. På de begrænsede billeder var det ikke meget, han førte for kaptajn Bernal, og alligevel endte han med at blivesat markant til vægs af flere ryttere, som han havde slået på Zoncolan forleden. Nu har stabilitet aldrig været varemærket, men alligevel er det ret bemærkelsesværdigt, hvor enorme udsving der har været for en mand, der var tredjebedst i lørdag og overbevisende på 9. etape, men startede ringe og falmede på 11. og 16. etape. Efter i dag står det i hvert fald klart, at det ikke bliver i denne Giro, at Ineos atter får to mand på et grand tour-podium.

For andre er det lettere at aflæse et mønster. Mest markant er det for Romain Bardet, der jo altid har haft sin største styrke i den tredje uge - bare tænk på, hvordan han i 2016 fra baghjul til allersidste sikrede sig Tourens andenplads, eller hvordan han i 2015 omsatte et tidligt kollaps til en top 10 og etapesejr. I det lys er det slet ikke underligt, at Bardet bare er blevet bedre og bedre, og at hans store styrke er de store bjergetaper i den tredje uge. Det overraskende er snarere, at niveauet stadig er så godt. Det var der ikke meget, der har indikeret i de seneste sæsoner. Desværre for ham ligger der 30 flade kilometer i Milano, som kan gøre det meget svært at omsætte den gode form i en podieplads.

Stabil er Hugh Carthy egentlig også. Ser man bort fra den uhyre overbevisende start i Sestola, har han egentlig været næsten lige så konstant som Bernal og Caruso. Det er forskelligt, hvem han har slået, men han har på hver eneste bjergetape været lige et par trin bag de bedste. Det var også tilfældet i dag, hvor han atter var solid uden at være prangende, men netop den form for stabilitet - i øvrigt et nyere kendetegn for den engang meget svingende brite - har nu bragt ham op på podiet, fordi han bag de to forreste er den eneste, der ikke har haft en regulær offday selv uden at have haft samme klasse som i Vueltaen. Dermed fik EF belønning for det hårde slid, der ikke handlede om at vinde etapen, men om at skabe det blodbad, der kunne passe den britiske dieselmotor, og podiepladsen er nu inden for rækkevidde, selvom en i dag genrejst Vlasov utvivlsomt kan vække nogen bekymring.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Modsat Carthy har Giulio Ciccone haft en dårlig dag, men sådan er det desværre ofte med den svingende italiener. Det må bare ærgre ham voldsomt, for var han ikke eksploderet på gruset, havde han været meget tættere på podiet nu. Ganske vist har han ikke den samme klasse som i den forrygende indledning, men blandt de bedste er han altid. Problemet er bare, at han står til læsterlige klø på Milanos fladbane, og lige nu synes han ikke at have det ekstra, der kan bibringe ham det nødvendige forspring - hvis altså ikke yoyokørslen blandt rivalerne fortsætter.

Og nu vi er ved det stabile… Stabilitet har Remco Evenepoel jo altid været, for han har vænnet sig til bare at være stabilt overlegen. Lige nu befinder han sig i en helt anden tilstand, hvor han dag for dag bare betaler en større og større pris for deltagelsen i den første grand tour - alt sammen på baggrund af en tvivlsom forberedelse. Heldigvis har han lovet at forsøge at gennemføre og måske jagte en etapesejr, mens hans drøm om at brage ind på grand tour-scenen er godt og grundigt begravet.

Var det så en fejl at ofre Joao Almeida for Evenepoel, som nu lover sin fulde støtte til portugiseren? Det var åbenlyst en risiko, men en risiko, der var værd at tage. Almeida kørte sig selv ud af billedet så eftertrykkeligt, at hans podiedrømme var helt knust, og han har aldrig haft det ekstra, der kunne have fået ham til at vende situationen på hovedet. Dertil er han alt for begrænset i bjergene, som han også viste i dag, hvor han til gengæld i udbruddet nok engang understregede den kunst, han mestrer bedre end de fleste, nemlig at æde sig selv og begrænse de forudsigelige tab på fornemste og smukkeste vis - præcis som han gjorde i Burgos og i Giroen sidste år. Evenepoel så tværtimod så overbevisende ud med en endda stigende formkurve de første dage, at hans historik tilsagde, at det var langt mere relevant at gå med vidunderknægtens podiedrømme end med den top 10-placering, Almeida med sit tidstab havde kunnet sikre sig - en top 10-placering, han med dagens udbrud alligevel synes at have kurs mod.

En tilsvarende top 10 kan Tobias Foss lugte. Løbet har ganske vist nok engang vist os, at der er forskel på de to seneste Tour de l’Avenir-vindere, Tadej Pogacar og Foss, men nordmanden har den helt rette stabilitet. Monte Zoncolan var med sine stejle procenter ikke skabt til ham, men på dagens mere klassiske bjergetape forsvarede han sig flot med de klatreevner, der lige nu er hans. Den form for stabilitet er som bekendt den første forudsætning for en god grand tour-rytter, og så må vi se, hvor langt klatringen rækker. Han ligner i hvert fald ikke en mand på vej mod kollaps. Snarere er det åbent, om de to kommende målbjerge ikke er for stejle og eksplosive igen, selvom de ikke har Zoncolans urimelige procenter. I hvert fald har han et solidt forspring til Formolo og Martin, hvis forsøg på at køre sig tilbage i klassementet blev effektivt forpurret af EF, der også ødelagde drømmen om den store genrejsning af Vincenzo Nibali, der ellers trodsede smerter og gik på det store kongeetapetogt, han så klart varslede med sit tidstab i lørdags.

Den dag varslede Bernal og Caruso os også om, at de var de eneste forudsigelige elementer i årets Giro. Selvom der måske tegner sig et lidt klarere billede i forhold til udviklingstendenserne hos en serie af formkurverne, er det stadig efter den forkortede kongeetape de to væsentligste konstanter, der står tilbage. Måske røres der mere rundt i mudderet på de kommende tre bjergetaper, eller måske stabiliserer mønstrene sig endnu mere, men kun ét synes usandsynligt: at de to konstante tredjeugesmaskiner skulle knække. Og det er trods alt rart med lidt forudsigelighed i en Giro, der ikke just har været præget af netop det!

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af denne analyse er jeg blevet bekendt med et interview med Dave Brailsford, hvor han i mere direkte sprogbrug end Bernal gør det klart, at det hele tiden var colombianerens drøm at vinde etapen. Ineos havde derfor formentlig jagtet udbruddet, hvis ikke EF havde gjort det.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Favoritterne

Giroen er kendt for sine ekstremt stejle bjerge og besøger ofte de to giganter Mortirolo og Monte Zoncolan. I det lys kan det måske undre, at målbjergene generelt har været så lette. Giroen har nemlig mere været kendt for sine gigantiske bjergetaper med mange højdemeter og lange distance mere end svære afslutninger, og man har ofte lidt frustreret set, at store bjergetaper er endt som en fuser, fordi afslutningerne har været for lette. Et godt eksempel er sidste års Giro, der var skræmmende målt på længde og højdemeter, men som kun havde ét relativt svært målbjerg i form af Piancavallo. Resten af målbjergene var bløde med Madonna di Campiglio som skoleeksempel. Den dag endte en 203 km lang bjergetape med ikke færre end 5650 højdemeter som en gevaldig nedtur, hvor en stor favoritgruppe bare rullede til toppen i samlet flok.

Den trend er i den grad ændret i 2021. Her er der skruet ned for distancerne og antallet af højdemeter, men til gengæld er der skruet op for sværhedsgraden af målbjergene. Således er blot to bjergetaper - efter dagens forkortelse kun én - bjergetape mere end 200 km lang, og kun torsdagens 12. og dagens 16. etape havde ifølge den oprindelige plan mere end 4000 højdemeter. Det står i skarp kontrakt til sidste års rute, der i den tredje uge næsten udelukkende bød på etaper med en længde på mere end 200 km og flere end 5000 højdemeter.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Til gengæld er målbjergene vel historisk stejle. Efter den relativt bløde indledning lød startskuddet med Monte Zoncolans 27%, og efter hviledagen fortsætter løbet med det andet af de tre brutale målbjerge. Onsdag bydes der nemlig op til dans på Sega di Ala, der en led, led sag, inden fredagens opkørsel ad Alpe di Mera fuldender festen for alle med hang til stejle procenter.

Det er lidt et mysterium, at Sega di Ala ikke er blevet brugt noget mere. Stigningen blev ellers ”opdaget” på den herlige sidste etape i Giro del Trentino i 2013, hvor den store generalprøve mellem Giroens to store favoritter, Vincenzo Nibali og Bradley Wiggins, endte med defekt til briten og overlegen solo- og samlet sejr til italieneren. Alligevel tog hverken alpeløbet eller Giroen handsken op, før stigningen altså gør et velkomment comeback denne onsdag eftermiddag.

Sega di Ala har måske ikke Zoncolans ekstreme stejlhed, for den maksimale stigningsprocent er kun 17%. Til gengæld minder den langt mere om Zoncolans svære Ovare-side, idet den modsat den i lørdags besøgte Sutrio-side er stabilt stejl i meget lang tid. Den beskedne stigningsprocent på 9,8 dækker nemlig over de lette to sidste kilometer samt det ganske lille plateau, der kommer midtvejs, inden man rammer det mest brutale stykke over 2,5 km med 12,1%. På mange måder minder bjergets data om dagens Passo Giau - ganske vist uden den iltfattige luft og højderne, men til gengæld med generelt stejlere og vanskeligere procenter.

Til gengæld er resten af etapen helt anderledes. Der er ikke meget klassisk Giro-etape over denne dag, der mest af alt er faldende og byder på bare to reelle bjerg på den sidste del. Kontrasten til den oprindeligt planlagte kongeetape med de mange højdemeter og de høje bjerge er til at tage og følge på, og faktisk er der tale om stort set en tro kopi af Zoncolan i den forstand, at der er tale om en halvlang etape med ét relativt stejlt opvarmningsbjerg og en meget stejl og svær afslutning. Og denne gang bliver etapen heldigvis afviklet i en solrig oase midt i en ellers generelt våd uge, og rytterne skal være uheldige, hvis de ikke skal komme helt tørskoede igennem etapen.

Zoncolan-etapen endte som en dag for udbryderne, og det er uhyre sandsynligt, at det samme sker denne gang. Naturligvis står det vel ret klart, at Bernal kunne vinde etapen, hvis han ville, men det vil han næppe denne gang. Som nævnt i bemærkningen til analysen ovenfor gjorde Dave Brailsford det efter dagens etape det klart, at det hele tiden havde været Bernals drøm at vinde kongeetapen, og derfor var holdet villige til at tage risici, også på de våde nedkørsler. Nu har Bernal imidlertid allerede to sejre, og denne etape har slet ikke samme prestige som Zoncolan- og kongeetaperne, hvoraf han endda lod førstnævnte sejle væk til udbryderne. Med tanke på, at dette er den første af tre svære bjergetaper, virker det usandsynligt, at Bernal vil lege urimeligt grådig og bruge sit hold til at kontrollere etapen.

Er der så andre, der vil? Det er faktisk lidt svært at se. Egentlig er ruten så let, at det ikke burde koste alt for mange kræfter, og selv nogle af de lidt tungere hold kunne sagtens holde et udbrud i snor. Problemet er bare, at alle jo ved, at Bernal næsten med sikkerhed vinder kampen til sidst. Det betyder ikke, at der ikke bliver kamp om sagerne - tværtimod. Podiekampen er helt åben, og Damiano Caruso, Hugh Carthy, Aleksandr Vlasov, Simon Yates, Giulio Ciccone og Romain Bardet gav efter dagens etape alle mere eller mindre klat udtryk for, at målet med den sidste del af løbet er at ende i top 3. Derfor er der lagt op til et stort slag på Sega di Ala, men det slag kan jo sagtens komme, selvom udbruddet ikke hentes. Med tanke på de mange kommende opgaver er kræfterne brugt på noget bedre end at forære endnu en sejr til Bernal ved at føre en hel dag i modvind på turen ned fra bjergene.

Betyder det, at en udbrudssejr er stensikker? Ikke helt. Det synes i hvert fald at være givet, at vi får en stor kamp om at komme afsted, og da det generelt er svært at slå huller på en let faldende dalvej i modvind, taler meget for, at det kan tage en evighed for en gruppe at blive etableret. Det virker overvejende sandsynligt, at udbruddet ikke er kørt, inden vi efter en times tid når frem til den stejle Sveseri-stigning, hvor de gode klatrere har deres livs chance for at komme væk, men den stigning er også så kort, at det langt fra er givet, at elastikken knækker. Jeg vil slet ikke bliver overrasket, hvis vi skal helt frem til fladlandet på den anden side af spurten - der derfor måske er en mulighed for Peter Sagan? - inden et udbrud kører.

Herefter regner jeg med, at etapen går helt i stå, mens Ineos lader udbruddet sejle væk med formentlig et stort forspring. Hvis udbruddet kører set, er der dog en grænse for, hvor megen tid de kan nå at få, og så kan det måske alligevel blive tricky. Dertil kommer, at man ikke helt kan afvise, at BikeExchange vil forsøge at rejse sig efter dagens nedtur i en finale, der passer Simon Yates, eller at Astana vil prøve igen, nu hvor Vlasov fik selvtillid igen. Det vil dog undre mig, da ingen af dem kan ose voldsomt af tro på, at de kan gøre det færdigt. Jeg havde også en overvejelse om, at Israel SUN, der ikke har så meget at miste ved at gøre forsøget med Dan Martin, kunne overveje det, men jeg tror, at de sparer på krudtet til 18. etape, der er en stor chance for Davide Cimolai, og hvor det decimerede hold får brug for alle kræfter, hvis den enorme distance kan kontrolleres.

Jeg tror derfor ikke for alvor på, at vi vil se en jagt. De fleste er fokuserede på podiet mere end etapesejren. Til gengæld føler jeg mig ret overbevist om, at vi vil se en gentagelse af dagens EF-taktik. Holdet lærte meget af Zoncolan-etapen, der blev alt for eksplosiv for Carthy, og det var årsagen til, at de satte sig frem i dag. Det handlede ikke om at vinde en etape, Carthy ikke kunne vinde, men om at gøre løbet så hårdt, at Carthys dieselmotor blev varm. Da denne etape minder utroligt meget om Zoncolan-etapen, vil EF formentlig igen forsøge at undgå en eksplosiv afslutning, og derfor vil jeg tro, at briterne igen vil lægge et pres. Med de flyvende Alberto Bettiol og Simon Carr kan det gøre temmelig ondt og dermed også koste for udbruddet.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Der er også andre hold, der kunne have den slags planer. Her tænker jeg særligt på DSM, der virkelig har fået selvtillid med Romain Bardet, for franskmanden skal bruge et hårdt løb, hvis han skal have tid nok inden enkeltstarten. Jeg tænker også på Astana, hvis Vlasov kan mærke, at benene er lige så gode, som de ifølge ham selv var i dag. Egentlig tænker jeg også på Trek, da Giulio Ciccone også skal bruge en bondegård inden enkeltstarten, men da de formentlig vil have enten Vincenzo Nibali eller Bauke Mollema i udbrud, sker det næppe. Mest af alt tror jeg, at EF vil tage teten.

Hvis udbruddet er kørt tidligt, bør de have så stort et forspring, at de stadig kan holde, medmindre man har været så uforsigtig at lade en top 12-rytter køre væk. I det tilfælde vil kampen om top 10 nemlig komme i spil og reducere forspringet, men med en let start tror jeg, at det bliver svært for de bedst placerede at ramme udbruddet på denne etape. Hvis udbruddet til gengæld indeholder en farlig mand fra udkanten af top 12, eller hvis udbruddet kører så sent, at afstanden i bunden af San Valentino er lille, kan de godt blive hentet af et EF-pres, selvom det egentlig næppe er planen at gå efter etapesejren.

I det lys kan en favoritsejr ikke afvises, men da etapestarten er let og derfor ugunstig for top 12-ryttere, hvsi de vil i udbrud, og da der trods alt er langt hen til første bjerg, hvilket taler for en relativt lang elastik, er mit bedste bud, at udbruddet holder. De skal til gengæld også bruge et pænt forspring, for jeg regner med, at finalen bliver benhård fra bunden af San Valentino og frem til mål. Det gælder særligt, hvis udbruddet ikke er alt for klatrestærkt, hvilket er en risiko med den lette start.

I finalen regner jeg også med, at der bliver åbnet mand mod mand meget tidligt. Modvinden er så kraftig, at den selv på disse procenter kan gøre det lidt sværere at gøre forskelle, men stigningen er så svær helt fra start, at det er helt oplagt, at folk som Bardet, Ciccone, Yates og med gode ben også Vlasov og Carthy skal åbne relativt tidligt, da de alle har meget tid at vinde, hvis de skal nå den 2. plads, de alle stadig kan have som et realistisk mål. Stigningen lægger - med modvinden som en dog ikke uvæsentlig stopklods - i hvert fald op til et opgør meget tidligt på bjerget.

Jeg tror altså mest på en udbrudssejr, og her gør den lette start, at man godt kan vinde etapen uden at være en suveræn klatrer, ganske enkelt fordi gruppen ikke nødvendigvis vil tælle mange bjerggeder. Omvendt er jeg ret sikker på, at særligt Movistar, men også Trek vil lukke alt ned, indtil enten hhv. Antonio Pedrero/Einer Rubio eller Vincenzo Nibali/Bauke Mollema har ramt udbruddet. Det øger chancen for, at i hvert fald et af de to hold er repræsenteret, selvom vi på 14. etape så, at Movistars desperate kamp for at få enten Pedrero eller Rubio afsted i sidste ende mislykkedes. I en let start er der ingen garantier, og held er altid påkrævet.

Jeg vælger dog at pege på Antonio Pedrero, der i mine øjne er 2021-udgavens svar på 2020-udgavens Ben O’Connor. Dengang fandt australieren pludselig fra 15. etape og frem en helt guddommelig form, der kulminerede, da han vandt 17. etape. Noget tyder på, at Pedrero gentager mønsteret, selvom han fandt formen på 14. etape, og det ville derfor være helt oplagt, hvis også han vinder 17. etape - den første af de store bjergetaper i den tredje uge, hvor favoritterne er mindre tilbøjelige til at jagte et udbrud.

Pedrero er skræmmende god lige nu. Han kørte med favoritterne på Zoncolan, og i dag satte han - i hvert fald i første omgang - Joao Almeida, Davide Formolo og Vincenzo Nibali til vægs på Passo Giau. Jeg tror, at Movistar i lyset af den store mulighed, Pedrero har, vil sætte himmel og jord i bevægelse for at få spanieren afsted i udbruddet. Som vi så på 14. etape, er det i en flad start langt fra sikkert, at det lykkes, men når et helt hold arbejder for at hente alle udbrud uden Pedrero, er chancen trods alt større. Rammer han udbruddet, skal han så gøre det færdigt, men som han viste i dag, er der næppe nogen, han ikke kan slå. På Zoncolan viste han evnerne på stejle stigninger, og vi ved allerede fra hans fremragende arbejde for Carapaz i 2019, at han er brølstærk i den tredje uge. I det lys tror jeg, at Pedrero bliver dette års O’Connor og derfor vinder denne 17. etape - meget tiltrængt for Movistar efter Marc Solers exit.

Mit næstbedste bud er Vincenzo Nibali. Italieneren sagde i dag, at han slet ikke var mærket af sit ribben, og det er uhyre opløftende, hvis man drømmer om en offensiv Nibali i den tredje uge. Som bekendt vandt han på Sega di Ala i 2013, og derfor tror jeg, at han drømmer stort om at gentage den bedrift. I det lys vil Trek formentlig gøre alt for at få ham i udbrud - også hellere ham end Mollema - og med et hold til hjælp har han bedre chancer for at ramme rigtigt.

Spørgsmålet er så, om han kan gøre det færdigt. I dag var det ikke ribbenet, men benene, der svigtede, og det viser, at han endnu ikke er på toppen. Han endte dog fortsat på etapens 17. plads, og han synes - helt naturligt i lyset af skaden og hans generelle motor - bare at blive bedre og bedre. Han er ganske god på stejle procenter, som han viste med sin tidligere sejr på bjerget, og der er trods alt ikke specielt mange potentielle udbrydere, der kan ventes at slå en topmotiveret Nibali på denne stigning.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Jeg vil også igen pege på Jan Hirt, der igen i dag bekræftede sin storform ved at ramme udbruddet på den første stigning. Desværre var han ikke med, da den splittede på nedkørslen, og derefter rullede han bare til mål for at spare sig. Desværre passer denne etape ham meget dårligere end den gigantiske kongeetape, men hans flotte kørsel på Zoncolan, hvor han endda angreb favoritterne meget tæt på mål, vidner om, at han sagtens kan begå sig. Disse meget stejle målbjerge har altid været hans spidskompetence, og som han igen har vist i dette løb, bliver han i en grand tour bare bedre og bedre. Desværre er det også klart, at den flade start gør det knap så sandsynligt, at han faktisk rammer udbruddet, for fladbane er ikke just hans spidskompetence. Det kræver i hvert fald nogen held.

Jeg vil også pege på George Bennett. Newzealænderen skuffede ganske vist fælt på 12. og især 14. etape, men i dag viste han, at formen jo slet ikke er så ringe endda. Desværre minder denne etape om Zoncolan-etapen, hvor han mente, at den hårde fart i fladlandet kostede for mange kræfter inden finalen. Det er sandsynligt, at det vil ske igen på denne tilsvarende etape, men til gengæld virker Bennett til måske at have fået hul igennem til de gode ben. Vejret bliver også strålende, og denne meget svære stigning er guf for Bennett, hvis han kører på samme fine måde, som han gjorde i dag, hvor han må have tanket en del selvtillid.

Jumbos anden gode kandidat er Koen Bouwman, og hollænderne vil helt sikkert angribe på skift med de to ryttere. Målet vil være, at den ene skal støtte Foss, mens den anden skal vinde etapen, og Bouwman er også et fremragende bud. Han fortsætter med at klatre bedre end nogensinde, som han viste, da han i dag kørte med på det første bjerg, og siden klatrede han godt nok til at ende etapen som nr. 19, selvom han for længst var hentet inden Giau. Sega di Ala er måske ikke den ideelle stigning for en mand, der ikke er ren klatrer, men som Fortunato og Tratnik viste på Zoncolan, handler alt i den tredje uge først og fremmest om friskhed. Den har Bouwman masser af, og derfor er han også på denne etape et af de allerbedste etapevinderbud.

Etapen minder om Zoncolan, og derfor kan man heller ikke udelukke, at vi får den samme vinder. Lorenzo Fortunato bekræftede i dag sin storform ved at ramme det tidlige udbrud på den første stigning, og han meldte efterfølgende om meget gode ben, som han desværre ikke kunne vise, da han blev fanget på den forkerte side af splittet på nedkørslen. Mod slutningen kom dog fornemt til mål, og det var en bekræftelse på, at han stadig er frisk. Vi ved nu, at han kan vinde på bjerge, der minder om Sega di Ala, og derfor synes der ikke rigtigt at være nogen modstander, han for alvor skal frygte, hvis han i den flade start atter har heldet til at ramme rigtigt.

I dag var det også svært ikke at blive dybt imponeret af Louis Vervaeke. Belgieren kørte de første 10 km alene i front, og alligevel var han stærk nok til at køre med de bedste på det første bjerg. Også han blev fanget bag det tidlige split, men holdt herefter farten så høj, at han endte etapen som nr. 30, selvom han ikke havde sparet på kræfterne. Engang var Vervaeke et af de mest spændende klatretalenter, og selvom det aldrig rigtigt blev til det ønskede, har han generelt i dette løb vist glimt af sin gamle klasse. Kører han som i dag og på de første etaper, hvor han stadig kørte klassement, taler meget for, at han kan vinde fra mange mulige udbrudskonstellationer.

Som sagt vil Movistar formentlig gøre alt for at få enten Pedrero eller Einer Rubio afsted, og selvom spanieren er førsteprioriteten, skal man ikke afskrive colombianeren. Den gode form, han allerede viste på Zoncolan, blev bekræftet, da han i dag ramte det første udbrud på bjerget, og selvom han efterfølgende blev fanget bag splittet, var han stærkere, end man kan se af resultatet. Han er ikke hjulpet af den flade start, men han har et hold til at hjælpe sig, og det taler for, at han har en bedre chance end som så. Om han så kan vinde, har vi til gode at se, men kørslen på Zoncolan viser, at det ikke er umuligt.

Trek har også Gianluca Brambilla og Bauke Mollema, der er alternativer til Nibali, den formodede plan A. Af disse tror jeg mest på Brambilla, der efter en rusten start, synes at blive bedre og bedre. Han var god i finalen af 12. etape, og i dag var han med i udbruddet, inden det splittede til sidst. Samtidig kørte han en fremragende finale til sidst. Normalt vil jeg regne en sådan stigning som værende for svær til Brambilla, men han er på det seneste blevet bedre i bjergene, senest med den flotte kørsel på kongeetapen i Alperne. Med det niveau, han viste i dag, synes det ikke umuligt for ham at vinde. Det ser sværere ud for Mollema, der har skuffet igen og igen i dette løb, og som i dag kom ind urimeligt sent for en mand, der skulle hjælpe Ciccone. Derfor er det lidt svært at se ham gøre det færdigt, men han så trods alt ikke katastrofal i sine udbrud i weekenden. Han har været så god til at ramme udbruddene, at han trods alt må regnes som en kandidat.

I tiden på Movistar så det ud til, at Eduardo Sepulveda godt kunne sendes på pension. Han blev bare ringere og ringere fra år til år, men nu er han eksemplet på, at det kan være en god ide at skifte til et mindre hold. Hos Androni er han i hvert fald blomstret gevaldigt op, særligt med den flotte kørsel i Tyrkiet. I dette løb er han startet efter Movistar-standard, men det er svært ikke at bemærke, at formkurven peger direkte mod himlen, når man ser hans præstationer på Zoncolan og særligt i dag. Sepulveda har aldrig været verdens bedste klatrer - han vandt da heller ikke i det svagt besatte Tyrkiet - men det er Tratnik bestemt heller ikke. Er man i god form mod slutningen af en grand tour, kan man slå selv de største navne, og noget tyder på, at Sepulvedas form er ved at være så god, at det lader sig gøre.

Jeg er lidt spændt på, om BikeExchange allerede nu lader Mikel Nieve gå i udbrud. Desværre tror jeg, at der skal endnu en Yates-lussing og et opgivet podium til, før den spanske veteran får friheden, men de havde trods alt Tanel Kangert med som forpost i dag. Måske kan de spille på to heste og lade Nieve være både forpost og måske etapejæger. Det er en udfordring, at det er næsten umuligt for Nieve at ramme udbrud i en flad start, og derfor er der to forhold, der peger for meget imod, at han kommer afsted. Hvis til gengæld han har held og frihed, synes han - som sædvanligt - at være i så forrygende en bedring i den tredje uge af en grand tour, at han stadig har en chance for at gøre det færdigt, selvom han er langt fra fordums styrke. Dagens 14. plads var i hvert fald opløftende, og Sega di Ala er svær nok til, at en type som ham kan vinde.

Læs også

Se Lunds reaktion på ny sejr

Vi er vel også nødt til at åbne døren for Remco Evenepoel. Selv tror jeg ikke meget på det, for hans formkurve går kun én vej, og han virker temmelig træt. I dag sagde han da også, at udbrud ikke giver mening, hvis ikke benene er bedre, og det tyder intet på, at de er. Vi ved dog også, at han er et unikum, der måske kan bruge en hviledag til at komme lidt til hægterne. I den flade start står han stærkere end alle andre klatrere, og han er så ukuelig, at bare det mindste lyspunkt vil betyde, at han går benhårdt efter at ramme udbruddet. Lige nu er der ikke noget, der tyder på, at han kan gøre det færdigt, men Remco er bare Remco. Udelukke ham kan man aldrig.

Som sagt tror jeg, at det bliver svært for top 12-ryttere at få frihed, men skal man pege på en mand, der måske kan, er det Dan Martin. Ireren har trods alt tabt så meget tid, at han ikke akut skal jagtes. Selv Deceuninck og Jumbo kan tillade at give ham fire-fem minutter, og hvis eksempelvis han er i udbrud sammen med Evenepoel og Bouwman/Bennett, er det vel ikke umuligt, at de to hold er villige til at give udbruddet lidt mere. Det kan være Martins chance for at vinde etapen. I dag var han med på første stigning, men røg af på nedkørslen, men han viste alligevel igen hæderlig form til sidst. Som vi så på Zoncolan, vil han være svær at slå, hvis han rammer udbruddet inden en finale med stejle procenter, han virkelig elsker. Desværre tror jeg ikke, at han får lov, men skulle det lykkes, vil han i langt de fleste udbrud være manden, der skal slås.

Geoffrey Bouchard kan mærke Bernal ånde ham i nakken i bjergkonkurrencen, og derfor skal han gøre alt for at komme afsted igen på denne etape. Desværre har han meldt om træthed og dårlige ben de seneste dage, og som vi så på 12. etape synes han ikke flyvende, slet ikke når han også undervejs skal jagte bjergpoint på de første stigninger. Omvendt var han med i dagens udbrud, der kørte på første bjerg, så lidt har han da at skyde med. Genfinder han benene fra Campo Felice, kan han i hvert fald sagtens vinde.

Jeg har tidligere nævnt Matteo Badilatti, og det vil jeg gøre igen, selvom hans stjerne dalede lidt i dag. Han var nemlig overraskende ringe i sin støtte til Attila Valter, og for den stærkt svingende schweizer er det bekymrende. Omvendt er netop hans ustabilitet måske det, der kan gøre ham konkurrencedygtig igen på onsdag, for allerede i dette løb har han haft nogle vilde udsving. Som en ren klatrer vil han være god på den afsluttende stigning, og han så også fremragende ud på Zoncolan, hvor han slæbte Valter hele vejen til mål. Han er stærkt hæmmet af den flade start, men rammer han udbruddet, er han vinderkandidat.

Endelig vil jeg nævne Nick Schultz og Kilian Frankiny. Ligesom for Nieve kan man håbe, at Schultz nu får lidt frihed, men desværre tyder dagens resultat på, at han er ved at betale prisen for en lang periode med topform. Dertil kommer, at han hidtil har skullet sidde limet til Yates, for hvem han har været sidste mand. Den opgave kan dog nu måske være overtaget af Nieve, og det kan måske give Schultz lidt plads. Hans kørsel på Zoncolan viser i hvert fald, at formen ikke kan være helt væk. Frankiny derimod er som altid ved at blive varm i den tredje uge, hvor han ofte finder sine ben. Desværre er det aldrig lykkedes ham at gøre det færdigt, og han er ikke just blevet bedre med årene. Dagens kørsel var dog så opløftende, at vi i lyset af hans historik i den tredje uge skal have en omtale.

Jeg kunne godt have lidt fidus til den stadig bedre Alessandro Covi, der jo ikke var helt væk på Zoncolan, men gruppen skal nok være helt rigtig, hvis en puncheur som ham skal vinde, og jeg tror, at stigningen er umulig for Diego Ulissi i dennes nuværende form. Deres kaptajn Davide Formolo er oplagt, men desværre tror jeg, at Deceuninck lukker ham ned - præcis ligesom Joao Almeida bliver lukket ned af Jumbo, hvilket er lettere med en flad start. Matteo Fabbro og Felix Grossschartner burde være indlysende kandidater, men Fabbro virker altså fortsat et stykke fra topformen, og Grossschartner lød i dag mildt sagt pessimistisk med den angiveligt meget dårlige ben. Jeg kan ikke helt finde ud af, om Rein Taaramae smed en masse tid med vilje i dag, da hans drøm om klassementet røg på Zoncolan, men mest af alt synes han at være ved at være træt. I forvejen er stigningen svær for en stor fyr som ham.  Som sagt tror jeg, at EF vil lægge pres på undervejs, og derfor regner jeg med Alberto Bettiol og formstærke Simon Carr er låst. Det samme gælder for Pello Bilbao, da Bahrain har gjort det ret klart, at de ikke jagter udbrud (Tratniks udbrud i lørdags var slet ikke med vilje!). Det gør Ineos naturligvis heller ikke, og selvom Gorka Izagirre var afsted i dag, har Astana også stort set skippet alle udbrud. Det vil de formentlig gøre igen på denne knap så taktiske etape, hvor kasakkerne måske snarere vil lægge pres bagfra. Giovanni Carboni og Simone Petilli synes i god form, men det er stadig svært at se dem gøre det færdigt. Jeg tvivler også på, at det vil lykkes for Victor Lafay, selvom han var god på Zoncolan. Harm Vanhoucke virkede faktisk ret god i begyndelsen af dagens etape, men hans kørsel i udbruddet søndag viste nok desværre, at formen stadig er for ringe, særligt fordi han jo ikke ligefrem fløj i mål i dag. Finalen må trods alt være for svær for de velkørende Francesco Gavazzi og Andrea Vendrame, og heller ikke Larry Warbasse kan gøre det færdigt. Jefferson Cepeda, Rudy Molard, Edward Ravasi, Matteo Jorgenson, Tanel Kangert og Mark Christian synes stadig ikke god nok, og James Knox er forslået og formsvag. Chris Hamilton, Nicolas Roche og Michael Storer skal formentlig blive hos en mere optimistisk Bardet, og endelig får en stadig mere formstærk Amanuel Ghebreigzabhier næppe sin egen chance.

Som sagt kan en favoritsejr ikke helt udelukkes, hvis enten udbruddet er for farligt og holdes i snor af top 10-holdene, eller de kører så sent, at forspringet bliver for lille. I det tilfælde ligner det en stensikker sejr til Egan Bernal. Colombianeren har syv-otte gear mere end de andre, og det eneste, der vel kan stoppe ham, er, at han ikke vil virke for grådig. Det vil ligge dårligt til Ineos at smide en sejr væk, og selvom han formentlig vil køre lige så afventende som på Zoncolan, hvor han tænkte fremad på de kommende etaper, taler meget for, at han sagtens kan lave endnu en magtdemonstration til sidst.

Efterhånden er det vel svært ikke at have Damiano Caruso som nr. 2. Italieneren bliver som altid bare bedre og bedre, og i dag var han i hvert fald næstbedst på Passo Giau, der minder meget om Sega di Ala. Han forbandede Zoncolans stejle procenter langt væk, og at han klatrede sig så godt på den etape, viser alt om hans storform. Her er procenterne mere moderate og derfor bedre for ham, men det er klart, at det er næsten umuligt at slå Bernal. Er colombianeren i det defensive hjørne, synes Caruso dog at have den bedste chance. Det flader ud på toppen, og selvom Bernal er den hurtigste af de to, var Caruso i gamle dage så hurtig, at han nok burde kunne spurte om sejren, selvom det i dag er sjældent, at det sker.

Dernæst vil jeg pege på Aleksandr Vlasov. Russeren meldte om fremragende ben i dag, og det er da også sandt, at han kom stærkt tilbage efter sit regnjakkeuheld. Når han ikke har haft sine for mange dårlige dage, har han hver gang været en af de allerbedste, selvom han har ødslet med kræfterne med lidt hovedløse angreb. Han er desværre spurtsvag, og derfor er han ikke en oplagt vinder, men vælger Bernal den helt konservative strategi, er det før set, at en førertrøje leger generøs, sætter sig på hjul og forærer sejren til den rytter, der har ført hele vejen. Et scenarium, hvor Vlasov og Bernal sammen kommer til mål, virker ikke helt umuligt.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Tror jeg på Simon Yates? Ikke rigtigt. Vi er dybt inde i den tredje uge, hvor briten som regel er i tilbagegang, og dagens nedtur, som han ikke undskyldte med kulden, bekræfter det billede. Hans genrejsning på Zoncolan var dog så markant, at man ikke helt kan udelukke det samme på denne etape, der er en næsten tro kopi. Målbjerget er kort og stejlt og dermed skabt til Yates, der også er en af de få, der i den lidt fladere afslutning måske kan true hurtige Bernal i en spurt. Mest af alt tror jeg på endnu en nedtur grundet etapens placering sent i løbet, men på det seneste har der været så meget yoyo over Yates, at man ikke kan udelukke gode ben igen. Kører han som på Zoncolan, kan han mod en mere defensiv Bernal vinde, fordi han er en af de ryttere med det klart højeste topniveau.

Dan Martin kan heller ikke helt afvises. Han var trods alt nr. 6 blandt favoritterne på Zoncolan, og de stejle procenter passer ham godt. Stigningen er dog stabilt stejl i lang tid, og det er ikke en hans spidskompetence. Til gengæld tiltaler modvinden ham, for det øger chancen for, at der måske kan blive en eller anden form for spurt til sidst på de blødere procenter, selvom det er svært på så stejl en stigning. I en spurt vil han formentlig være største trussel mod Bernal. I dag imponerede han dog ikke just - heller ikke efter at være blevet hentet fra et udbrud, hvor han ikke brugte mange kræfter - og det skaber lidt bekymring.

Giulio Ciccone var i dag stolt af sig selv, fordi han lagde bånd på sin angrebslyst og ikke brugte sine gode ben på at forsøge at gå med Bernal. Bruger han samme strategi denne gang, er det svært at vinde etapen, men skal han på podiet, skal han igen være mere offensiv i lyset af enkeltstarten. Han havde sin dårlige dag på gruset, og er så ustabil, at han kan have en igen på onsdag - bemærk, at det igen er dagen efter en hviledag, hvilket måske kan hæmme ham - men med den ene undtagelse har han været stabilt god. Han er en af de få, der kan slå Bernal i en spurt i den fladere finale.

Helt som ventet er Romain Bardet blevet bedre igennem løbet. Det overraskende er, at han er så god. Han bliver altid bedre og bedre igennem en grand tour, og det taler for endnu en god præstation. Denne gang må han dog klare sig uden regnen, som altid hjælper ham, og det samme gør også den iltfattige luft, hvor han altid er god. Hans kørsel på Zoncolan var ikke alt for imponerende, men der er al mulig grund til at tro, at han er bedre nu. Det er bare lidt svært at se ham vinde, når han er spurtsvag og næppe en mand, der kører alene med Bernal til stregen for herefter at få sejren foræret.

Det samme gælder med Hugh Carthy, der synes at mangle det ekstra, han havde i Vueltaen. Heldigvis fornemmer man, at han også i denne Vuelta er stærk i den tredje uge, og nu har EF lært, at de skal gøre etapen mindre eksplosiv med hårdt tempo. Vi ved fra Angliru, at han er god på stejle procenter, men blandt favoritterne er han den i særklasse mest spurtsvage. Han vinder formentlig kun, hvis han og Bernal kører alene til stregen, hvorefter han får den foræret af colombianeren. Det er lidt svært at se, at det kan ske, når Carthy synes at mangle de sidste procent - også selvom jeg faktisk tror, at han bliver bedre og bedre og gør det endnu bedre denne onsdag.

Endelig er der de kuriøse. Daniel Martinez er måske favoritgruppens største yoyo, men det giver måske muligheder. Vender Zoncolan-benene tilbage efter dagens nedtur, kan man vel ikke helt udelukke, at han og Bernal slet og ret kan køre fra de andre. I det tilfælde er det klart, hvem der skal vinde etapen - og det er ikke Bernal! Det er klart, at det er et ret spekulativt scenarium, men hvis generøse Bernal pludselig øjner muligheden, tror jeg, at han vil gøre meget for at lade sin hjælper vinde.

Egentlig burde Joao Almeida være en god kandidat i kraft af sin spurtstyrke, men hans kørsel på så svært et bjerg handler altid om at begrænse tabet. Jeg har meget svært ved at se, at han kan komme med de bedste til toppen. Tobias Foss forsvarer sig godt, men han skal begrænse tabet på så svær en stigning, og det samme skal Davide Formolo.

OPDATERING: Jeg er senere blevet opmærksom på, at Martinez på toppen af Giau sad sammen med Carthy, Ciccone og Almeida, men at han havde et uheld på nedkørslen. Som bekendt var der ikke tv-billede fra finalen. Ineos har været helt tavse om årsagen til hans tidstab, der ikke er specificeret nærmere, men der går rygter om et styrt.

Feltet.dks vinderbud: Antonio Pedrero

Øvrige vinderkandidater: Vincenzo Nibali, Jan Hirt

Outsidere: George Bennett, Koen Bouwman, Lorenzo Fortunato, Louis Vervaeke, Einer Rubio

Jokers: Gianluca Brambilla, Eduardo Sepulveda, Mikel Nieve, Remco Evenepoel, Dan Martin, Geoffrey Bouchard, Harm Vanhoucke, Bauke Mollema, Matteo Badilatti, Nick Schultz, Kilian Frankiny

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Egan Bernal, Damiano Caruso, Aleksandr Vlasov, Simon Yates, Giulio Ciccone, Dan Martin, Romain Bardet, Hugh Carthy, Daniel Martinez, Joao Almeida (husk, at de er rangeret efter vinderpotentiale, hvilket er særligt relevant for Yates og Carthy)

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Vincenzo Nibalis sejr og Bradley Wiggins’ uheld fra Giro del Trentino i 2013.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER