Ruten

Det kan godt være, at tirsdagsetapen var lettere, end den plejer, men det gælder ikke for uge 3 som helhed. Den er nemlig uhyre brutal med ikke færre end tre etaper på mere end 200 km og tre etaper med mere end 5000 højdemeter. Der vil være delte meninger om, hvilken der er vanskeligst, men der lægges dog nok ud med den letteste af de tre, når det onsdag gælder 17. etape. Let er imidlertid et stort ord om en 203 km lang etape med 5650 højdemeter fordelt over hele fire bjergpas, men da de sidste to stigninger ikke er de vanskeligste, heller ikke målbjerget Madonna di Campiglio, er det snarere etapens samlede voldsomhed end stejle procenter, der skal skabe forskelle, der da heller ikke for alvor kom mellem de bedste ved seneste besøg i 2015.

I alt skal der tilbagelægges 203,0 km, som fører feltet fra Bassano del Grappa til toppen af Madonna di Campiglio. Starten er tilforladelig, idet man lægger ud med at køre mod sydvest og vest ad den flade Po-slette, inden man drejer mod nordvest for at følge en let stigende vej med retning mod bjergene. Efter 39,5 lette kilometer går det løs, når man rammer kategori 1-stigningen Forcella Valbona, der over hele 21,9 km stiger med 6,6% i snit. De første 5 km er jævne med 6,5%, inden 1150 lette meter med 4,3% leder frem til det sværeste stykke, nemlig 3,55 km jævnt med 7,7% i snit. Derefter følger 8,05, der ligeledes stiger jævnt med 6,5%, dog med stigningens maksimum på 11% efter i alt 15 km. De sidste 4,15 km er ujævne med 6,5% fordelt med to stejle stykker på 9-10% og flade del med 3-5%.

Toppen rundes efter 61,2 km, hvorefter en kun mod slutningen teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned i dalen. Her kører man 10,4 km mod nord ad en flad vej, inden man drejer mod nordvest for at passere kategori 1-stigningen Monte Bondone, der over 20,2 km stiger med 6,8%. Den er særdeles irregulær med først 3 km med 9,1%, inden en kilometer med bare 3,7% leder frem til 3,5 km, som jævnt stiger med 7,6%. Nu flader den ud med bare 3,4% over 4,4 km, inden den bliver meget svært med 6,1 km med 9,0% og flere stejle passager, herunder 15% med 4 km til toppen. Til slut stiger de sidste 2 km med bare 4,2%, inden toppen rundes efter 117,5 km.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter stigningen fortsætter man mod nordvest ad en meget teknisk nedkørsel, inden man kører mod nordvest op ad en stejl bakke (2,3 km, 7,7%) med top efter 147,6 km, inden flad vej leder mod sydvest ned til dagens første spurt, som kommer efter 154,0 km. Herefter fortsætter man mod sydvest ind på kategori 3-stigningen Passo Durone, der stiger med 6,0% over 10,4 km fordelt over 6,1% på de første 3,8 km, siden 1700 m med bare 2,5% og en svær afslutning med 4,9 km med 7,1% og et maksimum på 10%. Toppen rundes efter 164,9 km, hvorefter en ikke alt for vanskelig nedkørsel leder mod vest ned i dalen.

Nu bliver der endelig lidt tid til at komme sig, idet man kører mod nord og nordøst ad en let stigende dalvej frem til dagens anden spurt, der kommer efter 185,8 km. Vejen fortsætter yderligere 3,1 km, inden man drejer mod nordøst ind på Madonna di Campiglio, der er i kategori 1. Den stiger med i alt 5,7% over 12,5 km, men er ikke specielt svær. De første 9,85 km stiger således meget jævnt med 6,4% i snit og et maksimum på 9% efter 9 km, inden de sidste 2,65 er næsten flade med bare 2,8% og meget stabile procenter. Stigningen har et par hårnålesving på den nedre del, men over de sidste 5 km bugter vejen sig kun let, indtil man rammer den 650 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 5650 højdemeter.

Madonna di Campiglio blev senest besøgt i 2015, hvor Mikel Landa spurtsejrede, da han sammen med løbets to øvrige top klatrere, Alberto Contador og Fabio Aru, samt Yury Trofimov nåede mål samlet med 38 sekunder ned til de jagtende Steven Kruijswijk og Andrey Amador. I 1999 sejrede Marco Pantani suverænt på tredjesidste etape med 1.07 ned til en forfølgergruppe, inden han på dramatisk vis blev hevet ud af løbet efterfølgende grundet for høj hæmatokritværdi. I 2013 startede Tour de Pologne højst usædvanligt i Italien, hvor Diego Ulissi var hurtigste mand blandt de 15, der nåede mål samlet. Endelig var der i 2011 mål i Giro del Trentino, hvor Roman Kreuziger vandt sidste etape ved at sejre i en spurt foran Emanuele Sella og Yaroslav Popovych, mens Michele Scarponi vandt samlet som én af de 12 mand, der nåede mål 24 sekunder senere i en favoritgruppe.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

Vejrudsigten ser stadig lovende ud indtil torsdag, hvorefter det går helt galt de sidste tre dage. Onsdag bliver flot med bare få skyer og en temperatur i bunden af sidste stigning på 12 grader. Vinden vil være let til jævn (10-15 km/t) og komme fra sydvest. Det giver sidevind det meste af dagen, dog med sidemodvind fra toppen af Bondone og frem til afslutningen på nedkørslen fra Durone. Derefter er der medvind hele vejen til mål.

Analyse af 16. etape

At forsøge at forudsige udfaldet af en grand tour er altid et spørgsmål om at forsøge at se de små tegn, der tyder på enten formfremgang eller -tilbagegang. Man skal passe meget på at overfortolke de små tendenser, der kan dukke op undervejs - bare se på den rust, Joao Almeida tilsyneladende havde i uge 1, indtil den forsvandt som dug for den sol, der endelig er begyndt af skinne på den ellers regnvåde Giro - men af og til kan de være et varsel om noget godt eller skidt, som det eksempelvis var i forbindelse med de opløftende tegn, man i nogle dage kunne fornemme hos Tao Geoghegan Hart.

Var det så et sådant tegn, vi så i dag? Eller var det bare udtryk for lidt rust efter en hviledag i en spurt, der jo reelt ikke siger meget om klatreevnerne på de tre bjergmaratoner, der venter de kommende fire dage? Det kan sagtens være det sidste, men det var nu alligevel bemærkelsesværdigt, at løbets umiddelbare favorit, Wilco Kelderman, ikke kunne holde hjul på sin værste rival Joao Almeida, da denne lidt overraskende brugte dagens lille finalemur til at teste, om der var lidt hviledagsrust at spore.

Udbyttet var jo ligegyldigt. De to sekunder, der blev sendt med bud til Portugal, er jo ikke dem, der bestemmer, om årets Giro-vinder skal synge på portugisisk, hollandsk eller noget helt tredje i Milano på søndag. Men det må alligevel være et velkomment psykologisk boost for den portugisiske komet, at det af alle mennesker på denne jord var netop Kelderman, der ikke kunne matche hans antrit og måtte tvinge først Vincenzo Nibali og siden kaptajnen egen luksushjælper, Jai Hindley, til at forsøge at begrænse skaden. Kelderman er nemlig en glimrende puncheur - faktisk har det vel næsten være de senere års spidskompetence - og derfor burde dagens finale snarere være en chance for at teste Almeida, der selv er en god puncheur, end en dag, hvor der skulle skabes sprækker i det indtil nu ubrydelige hollandske panser.

Foreløbig må vi hellere klappe hesten. Det er først onsdag, vi får en klarere indikation på, om Kelderman, der ikke er kendt for at gå ned i den tredje uge, vitterligt er mærket, eller om det bare var lidt startvanskeligheder efter en hviledag og en lang og meget begivenhedsfattig dag. Selv har han været tavs som graven, og Sunweb har selv bare konkluderet, at ”drengene færdiggjorde arbejdet okay.” Så har de heller ikke sagt for meget.

Ellers var der ikke meget at komme efter på det, der for klassementsrytterne mest af alt var en meget lang og halvkedelig dag i sadlen. Udbruddet kørte relativt tidligt, og det stod med det samme klart, at det UAE-mandskab, der som det eneste kunne have haft en interesse i at skabe samling, ikke havde tænkt sig at bruge deres bare fem mand, hvoraf den ene skulle vinde etapen, den anden var i udbrud, og den tredje er klassementsrytter, på at jagte en spekulativ etapesejr.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det blev bare én lang dødsmarch under ledelse af Deceuninck, og den mulige klassementskamp blev også neutraliseret - sikkert meget klogt med udsigt til to bjergmaratoner de kommende dage, nu hvor vejret i første omgang kun ser ud til at true 20. etape. Derfor det også småt med svarene, og udover Kelderman var der kun svaghedstegn at spore fra desværre Jakob Fuglsang, der igen virkede bekymrede i finalen, samt Fausto Masnada, der dog i denne anden halvdel har cæret mere svingende end selv den mest vægelsindede amerikanske svingstat.

I stedet blev det den ventede udbryderfest, hvor Jan Tratnik fuldendte en smuk Bahrain-indsats, der gav en meget tiltrængt sejr til det arabiske mandskab. Sloveneren er ganske vist aldrig blevet til det, han som ung lignede, indtil en spiseforstyrrelse satte ham tilbage, og heller ikke til det, det lugtede af i tiden hos CCC, hvor han kom tilbage på sporet, men når han - desværre alt for sjældent - rammer sine dage, er han imponerende. Allerede sidste år var i Touren tæt på at vinde en etape, der på papiret var for svær, og i dag gjorde han det så endelig, selvom han ikke på forhånd var favorit i det gigantiske udbrud, der slap fri uden nogen stor kamp.

Formen var der dog. Det så vi allerede på Piancavallo i søndags og med den fine enkeltstart i lørdags, og derfor var det også bekymrende, da den stærke temporytter stak af og således gjorde det nødvendige, hvis han skulle have en chance mod de bedre klatrere. Et imponerende soloridt var så veltimet, at han først blev hentet af udbruddets bedste klatrer, den genfødte Ben O’Connor, akkurat på toppen af sidste stigning.

Alligevel må han have siddet med nerverne ude på tøjet. Den smukke Bahrain-taktik havde nemlig givet Enrico Battaglin mulighed for at sidde på hjul i forfølgergruppen, og selvom han er langt fra fordums styrke, lignede han gruppens bedste afslutter, når nu den uhyre stærke Ben Swift havde slidt sig selv ned til sokkeholderne. Derfor var det risky business for Tratnik ikke at sætte sig på hjul og derved uundgåeligt skabe den samling, der ville kunne have givet spurtsejr til Battaglin. Nok er Tratnik en fremragende puncheur, der 99 ud af 100 gange slå O’Connor i en finale som denne, men i lyset af trætheden og de stejle procenter på muren var der en risiko for, at australieren kunne sætte de trætte slovenske ben.

Sådan gik det dog - tværtimod. Tratnik var slet ikke træt - eller også havde opkørslen kostet dyrt for O’Connor - for i stedet for overlevelse viste han, hvorfor netop puncheurafslutninger altid har ligget godt til ham. Dermed fik han reddet lidt af æren for et Bahrain-mandskab, der har haft en skidt sæson, og da Battaglin endda akkurat viste sig hurtigere end Kamil Malecki, der efter sit vanvidsridt i Polen tidligere i år atter viste, at han er værd at holde øje med, var der sjælden grund til arabisk fest i cykelverdenen. Og desværre blev det til endnu en nedtur for NTT, der dog kan glæde sig over, at den O’Connor, der i de seneste to år nærmest er blevet sat som første mand i bjergene, atter ligner den rytter, der i 2018 havde kurs mod top 10, indtil et styrt og et brækket kraveben stoppede festen.

Den slags styrt har Kelderman oplevet alt for mange af i de senere år, men ligesom O’Connor er han lige nu bedre end længe. Nu er spørgsmålet bare, om dagens lille svaghedstegn bare var en tilfældighed eller vitterligt udtryk for en reel krise. Og spørgsmålet er, om Almeida efter en svær afslutning på den ene uge også denne gang er kommet styrket ud til den næste. Meget klogere er vi på Madonna di Campiglio i morgen.

Favoritterne

Forud for løbet var der meget snak om den brutale afslutning med hele tre bjergmaratoner på bare fem dage. Nu er vi langt om længe kommet dertil, og hvis de bliver lige så brutale, som man forudsagde dengang, kan alt stadig forandres. Med relativt lette målbjerge er de måske ikke skabt til storslåede offensiver, men til gengæld er de skræddersyede til at slide folk ned. Og som bekendt er det i den tredje uge, at fårene skilles fra bukkene, og at de virkelige grand tour-ryttere kommer til deres ret - i dette løb formentlig mere end vanligt.

Vejrudsigten tyder heldigvis på, at de to første etaper kan afvikles som planlagt, men det ser ud til, at 20. etape kan ende som en ret udvandet sag, hvis vejrudsigten holder, og man fastholder de planer for ændringer, som har været rygtet. Den risiko må rytterne være pinligt bevidste om, og derfor kan de næppe tillade sig at være alt for konservative de kommende to dage.

Der er dog betydelig forskel på de to etaper. Det helt store slag skal utvivlsomt slås på Stelvio, der ligger sent nok til, at der kan blive kæmpet rigtigt mellem de bedste. 17. etape er desværre lidt en blød mellemvare, for selvom den er lang og har mange højdemeter, ligger de svære bjerge tidligt på etapen. Særligt målbjerget er altså ikke noget at skrive hjem om, og det minder meget om det, der på 5. etape endte som lidt af en fuser.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det vil dog være dumt at udelukke, at der kan ske noget. Det gjorde der både i 2015, hvor det trods alt kun var fire mand, der holdt sig sammen, og i 1999, hvor en ganske vist velkrudtet Marco Pantani kørte fra alt og alle. I år har de heldigvis vinden direkte i ryggen, og da stigningen kommer som afslutning på en meget svær og lang etape i den tredje uge, skal man bestemt ikke blive forbavset, hvis vi ser større forskelle, end stigningen umiddelbart lægger op til.

Spørgsmålet er, om der er ryttere, der har modet til at forsøge fra distancen. Den generelle medvind i hele finalen betyder, at dalstykkerne ikke er alt for dræbende. Bondone, som er klart sværest, kommer nok for tidligt, men selvom Durone ikke er svær, er den stejl nok mod slutningen til, at man kan køre væk.

Meget kunne tale for, at der er mange, der skal til at satse, men jeg tvivler. Både Sunweb og Deceuninck er brølstærke, og de vil begge være klar til at neutralisere farlige folk, der angriber tidligt. Samtidig kan man vinde meget mere med en stor offensiv på Stelvio på torsdag, og det vil være klogere at spare kræfter hertil. Kun Jakob Fuglsang, der befinder sig i en ret desperat situation i forhold til den oprindelige ambition, kunne måske tænkes at forsøge sig tidligt. Vincenzo Nibali vil formentlig satse alt på 18. etape, der passer ham som fod i hose, og jeg tror heller ikke, at Domenico Pozzovivo rører på sig. Dalstykket til sidst er for langt og målbjerget for let.

Det betyder dog ikke, at vi ikke skal regne med at se de store hold i aktion. På en dag som denne er der al mulig grund til at have forposter til at hjælpe, hvis det eksploderer tidligt. Derfor vil de fleste store hold sikkert forsøge netop det. I forvejen er det en oplagt dag til udbrudssejr, og derfor venter der formentlig endnu en stor angrebsfest. Sunweb og Deceuninck vil sikkert neutralisere hinanden, men de øvrige hold har gode muligheder for at få en mand afsted.

Afgørende bliver det, om udbruddet kører på de første 40 km eller på første stigning. I førstnævnte tilfælde behøver det ikke at blive specielt stærkt. Hvis til gengæld det først kommer væk på bjerget, bliver det meget lettere at spå om, hvem der rammer rigtigt.

Efter angrebsfesten knækker elastikken før eller siden, og så det bliver interessant at se, hvad der sker. Deceuninck foretrækker naturligvis atter, at bonussekunderne sendes til månen, og ansvaret skal derfor påtages af andre. Jeg tror ikke, at Sunweb har det helt store mod på at brænde holdet af på at kontrollere hele etapen, når nu 18. etape er langt vigtigere, og hverken Astana eller Trek har holdet til det. Bora vil formentlig også spare lidt på krudtet og mangler desuden klatrestyrke.

Det er formentlig kun NTT og Ineos, der igen måske kan tænkes at tage så tidligt et initiativ, at udbruddet hentes, men også de vil gøre klogt i at satse alt på Stelvio. Dog vil jeg ikke udelukke, at de kunne finde på at tage initiativ, og særligt Ineos har i den grad grund til at lugte blod. Hvis de to hold - gerne i forening -tager tidligt initiativ, kan udbruddet sagtens blive hentet, men jeg tror, at frygten for 18. etape sætter sig igennem.

Jeg udelukker bestemt ikke, at der kan blive lagt pres på. Wilco Kelderman viste som nævnt i analysen svaghedstegn i dag, men føler han sig stærk, vil Sunweb formentlig forsøge at gøre det så hårdt, at Joao Almeida kan sendes til tælling. Det vil dog nok først ske fra Durone og frem, og jeg har svært ved at se, at de skulle gå målrettet efter etapen. Også Ineos og måske endda NTT kan tænkes at lægge pres, og særligt briterne kan gøre stor skade. For dem alle tror jeg dog, at de vil vente så længe, at udbruddet forinden har fået for stort et forspring til, at de kan hentes.

Min konklusion er altså, at vi får et stærkt udbrud, der kører om sejren. Bagude vil der sikkert blive lagt pres, men det endelige slag skal først slås på målbjerget. Det er nok så let, at det er svært at gøre den helt store forskel med en stor solooffensiv, men det kan meget vel tænkes, at der kommer store tabere med nedslidning bagfra. Husk på, at Simon Yates’ store nedtur i 2018 blev startet netop med svaghedstegn på en let målstigning som denne - og medvinden her øger chancen for, at vi vil se det samme her.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det får mig til at pege på Tanel Kangert som favorit. Esteren ramte ikke udbruddet i dag, men lignede herefter en mand, der sparede sig. Formen er i hvert fald god efter 17. pladsen på Piancavallo, og et bjergmaraton er lige noget for den estiske dieselmotor, der i Touren har givet sig i kast med et stort soloridt som dette. Nok er han ikke så god som tidligere, men Kangert er stadig en af de bedste klatrere i dette felt, og han har poweren til at komme væk både på det flade og på det indledende bjerg. De knap så stejle stigninger passer ham også, og han har vist, at han kan afslutte i den relativt flade finale. Hidtil har han været passiv, men søndag viste, at formen er så god, at det nu må være på tide at vise sig. Derfor er han min favorit.

Det er også nærliggende at pege på Rohan Dennis . Australieren har genfundet lidt at klatrebenene fra Tour de Suisse, hvilket han særligt viste på Piancavallo. Det er oplagt, at Ineos skal forsøge at have en mand som forpost, og her må Dennis være det oplagte valg. Hans power er enorm, hvilket øger chancen for at komme afsted på det flade, men også på bjerget har han en fair chance. Det er klart, at der er bedre klatrere end ham, men dette målbjerg er altså meget let og fremragende for en relativt stor fyr som Dennis, der kan komme op nærmest alene på sin muskelkraft. Da han samtidig er lynhurtig til den flade finale, er dette en ideel etape for Dennis.

En anden oplagt kandidat er Ilnur Zakarin . Russeren valgte i dag at smide ekstra tid, og det kunne ligne en antydning af, at der er lagt op til store bjergoffensiv, der sidste år gav etapesejr i dette løb. Den slags har han altid haft smag for, som han også viste med Tour-etapesejren i 2016 og senest i Touren i år, hvor kun hans nedkørselsevner kostede en sikker triumf. Denne gang kommer alle nedkørsler heldigvis langt fra mål, og der burde være plads til, at de denne gang ikke skal sætte ham ud af spillet. Han er åbenlyst ikke i sin bedste form, men det var han heller ikke sidste år, hvor han alligevel vandt, eller i Touren, hvor han som sagt var tæt på. Rammer han udbruddet, må han være en af de stærkeste.

Jeg er lidt spændt på, om det er i dag Hermann Pernsteiner skal i aktion. Han viste så sent som på Piancavallo, at han er en af de allerbedste klatrere, og han burde elske et bjergmaraton i uge 3. Udfordringen er, at han kun er 9.53 efter Almeida, og det kan betyde, at Deceuninck ikke har lyst til at lade ham køre. Det bestemmer de dog ikke selv, hvis udbruddet kører på bjerget, og her vil de næppe køre holdet i sænk for at fange den lille østriger. Rammer han udbruddet, er han utvivlsomt den bedste og mest formstærke klatrer. Spørgsmålet er bare, om målbjerget er svært nok til, at han kan gøre det færdigt, særligt fordi han ikke kan spurte.

Selvfølgelig må man også pege på Ruben Guerreiro. Det var lidt overraskende, at han i dag gik i udbrud på en etape, hvor der ikke var det store at vinde i kampen om bjergtrøjen, men han valgte da i det mindste at sidde op til sidst. Vi så på 15. etape, at han er lige så svingende, som han plejer, og han kan sagtens betale en dyr pris for dagens anstrengelser. Denne etape passer ham også betydeligt dårligere, og stigningerne kan være for lange. Heldigvis er målbjerget let, og han er som bekendt ganske hurtig på stregen.

Jeg vil også pege på Zakarins holdkammerat Victor De La Parte. Ligesom de to ovennævnte er han en sand dieselmotor, der burde elske dette bjergmaraton. Han var temmelig rusten fra starten af løbet, men på Piancavallo så det ud til, at der var hul igennem, og han ligner derfor en af de ryttere, der burde have god chance for at gøre det færdigt, hvis han rammer rigtigt. Han har traditionelt aldrig været den store udbryder, men kommer udbruddet først fri på bjerget, burde han have en god chance. Han er dog ikke hurtig, så han skal væk inden den flade finale.

Ineos har nogle gode motorer at sende afsted. Jonathan Castroviejo har klatret som en drøm og er ligesom Dennis den ideelle forpost. Også han har masser af power til at komme afsted, uanset hvornår udbruddet kører, og han viste så sent som på 9. etape, at han i den rette gruppe klatrer godt nok til at vinde. Udfordringen er også for ham, at han ikke ejer skyggen af spurt, men til gengæld burde det ret lette målbjerg kunne håndteres af en mand, der ikke er naturlig klatrer.

Det er Ben O’Connor, der til gengæld kan risikere at finde det for let, for også han skal alene hjem. For ham er det store spørgsmål dog friskheden efter dagens kraftanstrengelse, for han er ikke just typen, der er kendt for stabilitet. Han ligner dog igen den rytter, vi så i 2018, og da var han ganske stabil og stærk i den tredje uge. Det er meget tænkeligt, at han denne gang skal blive hos Pozzovivo, men sendes han afsted som forpost, er det meget tænkeligt, at han er gruppens bedste klatrer - hvis han altså stadig har den krævede friskhed.

Det var lidt af en brøler, at Diego Ulissi ikke ramte udbruddet i dag, og han er efterhånden ret umulig at blive klog på. Formen var dog god i fredags, så han burde have en fair chance for at komme afsted, særligt hvis udbruddet kører på bjerget. Denne etape passer ham dog langt dårligere, da stigningerne er for lange og højdemeterne for mange. Jeg frygter, at det bliver for svært for ham, men heldigvis er målbjerget så let, at han forhåbentlig kan bringe sin spurt i anvendelse.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

I dag kom Aurelien Paret-Peintre heller ikke afsted, men så må han jo prøve igen. Det er nemlig hans genvej tilbage til klassementet, og selvom han har manglet en del i forhold til de bedste, må han være en af de bedre klatrere med mulighed for at komme afsted. Målbjerget kan være for let for en ren klatrer som ham, og jeg sidder med fornemmelsen af, at han altid vil mangle de sidste procent til faktisk at vinde. Talentfuld er han dog, og han synes ikke at være slidt helt ned endnu.

Ligesom Guerreiro skal Giovanni Visconti jagte bjergtrøje, og det bringer ham naturligvis også i spil til etapen. Trods den åbenlyst forbedrede form har vi dog set hans begrænsninger de seneste dage, oh det bliver ikke bedre af alle de kræfter, han lægger i bjergpointene. Til gengæld har han den fordel, at det sidste bjerg er ret let, og det er svært at se, hvem der skal slå ham i en spurt, der er næsten flad. Udfordringerne kommer forinden, og her er de dog nok for voldsomme.

En joker er Joe Dombrowski. Han er åbenlyst langt fra sidste års niveau, men jeg glemmer aldrig, da han i Tour de Suisse efter en gudsjammerlig optræden pludselig blev nr. 2 på brutale Rettenbachferner. Han svinger nok til, at han pludselig kan være flyvende på denne etape, og derfor tør jeg ikke helt afskrive ham. Det samlede antal højdemeter passer ham, men måske er målbjerget for let, da han skal alene hjem for at vinde.

Er etapen for svær for Thomas De Gendt ? Jeg tror det. Nok var han stærk i søndags, men Dennis kørte trods alt fra ham, og de første bjerge er altså skrap kost for en fyr som De Gendt. Han er dog åbenlyst velkørende, og hvis han passer på sig selv og ikke fører sig selv ihjel for tidligt, er finalen faktisk ikke ringe for ham. Der er et stykke vej fra de svære stigninger, målbjerget er ikke stejlt, og De Gendt er ganske hurtig.

Er Ben Swift frisk igen? Næppe, men man skal aldrig sige aldrig. I den tredje uge af en grand tour er det altid Tordenskjolds soldater, der kommer afsted, og Swift er åbenlyst flyvende. Bjergene er lidt for voldsomme, men også for ham gælder, at de kommer tidligt. Den sidste stigning passer godt til en relativt stor fyr, da den aldrig bliver stejl, og han er som bekendt lynhurtig til sidst, hvis han overlever så langt.

Jeg har nævnt Attila Valter flere gange, og det gør jeg igen. Ungareren er et stort talent, og selvom han ikke er flyvende, synes han stadig at have en vis friskhed. Som ren klatrer burde han kunne lide denne etape, og hvis udbruddet først kører på stigningen, har han gode chancer for at sidde med. Om han så kan gøre det færdigt, er nok mere tvivlsomt.

Endelig vil jeg pege på Sergio Samitier. Igen i dag var han i udbrud, men igen kom han til kort. Meget kunne tale for, at det vil ske igen, men som en del af Tordenskjolds soldater er der gode chancer for, at han rammer udbruddet. Han har som bekendt klatret godt i dette løb, og han er relativt hurtig, så hvis to dage i udbrud ikke har slidt for meget, burde han endelig kunne få noget positivt ud af anstrengelserne.

Stephane Rossetto, Larry Warbasse, Eduardo Sepulveda, Jesper Hansen og Domen Novak har alle vist fornuftig form, men jeg har svært ved at se dem gøre det færdigt. Det samme gælder for en ellers nu lidt bedre Carl Fredrik Hagen, Amanuel Ghebreigzabhier samt Sander Armee og Louis Meintjes¸ der ikke har fundet sit bedste niveau. Jonathan Caicedo har haft det svært siden etapesejren, og Einer Rubio var afsted i dag og skal passe på sig selv. Geoffrey Bouchard bekræftede i dag sine formmæssige mangler, og etapen må være for svær for den Andrea Vendrame, der gravede dybt i dag. Denne gang må Matteo Fabbro skulle blive hos sine kaptajner, og jeg tror, at etapen er for svær for Dario Cataldo, Davide Villella, Matthew Holmes, den fallerede Daniel Navarro og formsvage Giovanni Carboni. Jeg tror også, at det bliver for svært for Fabio Felline, der i dag måtte indse sine begrænsninger - også selvom Jakob Fuglsang måtte sende ham afsted som forpost. Endelig virker Jaakko Hänninen og Harm Vanhoucke trætte, og min fornemmelse er ikke, at Kilian Frankiny har fået gang i motoren.

Skulle udbruddet blive hentet - og det kan som sagt ikke udelukkes - tror jeg, at stigningen er for let til, at én rytter kan køre alene væk. Jeg tror mere, at folk falder fra bagfra i et udskilningsløb, der enten fremprovokeres af hårdt tempo fra særligt Sunweb eller måske Ineos samt nogle angreb på den sidste del, inden det flader ud. Derfor tror jeg mest på en spurt i en lille gruppe af de bedste, men det er også på en etape som denne, at de bedste kan være så lige - stigningen er som bekendt let - at det i fravær af hjælpere kan lade sig gøre for en outsider at snige sig væk, som vi har set på både 3. og 9. etape.

I det lys er mit bedste bud den velkørende Tao Geoghegan Hart, der også er ganske hurtig i en flad spurt. Næststørst chance tilskriver jeg stadig Wilco Kelderman trods hans svaghedstegn i dag. Udfordringen her er nemlig en anden, og vi har set, at Joao Almeida har haft sine problemer på dagene med mange højdemeter og lange stigninger. Finalen er dog lettere end forleden, og også Almeida er hurtig. Med den form, han viste i dag, må han være nr. 3 på listen. Den fjerde må være Patrick Konrad, der nok er den hurtigste i denne slags spurt, men som formentlig vil få det for svært. Det samme gælder for ellers hurtige Pello Bilbao. Jai Hindley ender nok igen som hjælper for Kelderman, men kan de isolere Almeida, er det oplagt at angribe ham på skift, og så har Hindley en ret god chance for at køre alene hjem. Det bringer også Vincenzo Nibali og Rafal Majka i spil, for Almeida vil ikke kunne svare på alt. Til gengæld så vi svaghedstegn fra Jakob Fuglsang igen i dag, og Domenico Pozzovivo synes i tilbagegang. En joker kunne være Brandon McNulty, der burde passe bedre til denne stigning, og som ikke længere er en reel trussel.

Feltet.dks vinderbud: Tanel Kangert

Øvrige vinderkandidater: Rohan Dennis, Ilnur Zakarin

Outsidere: Hermann Pernsteiner, Ruben Guerreiro, Victor De La Parte, Jonathan Castroviejo, Ben O’Connor

Jokers: Diego Ulissi, Aurelien Paret-Peintre, Giovanni Visconti, Joe Dombrowski, Thomas De Gendt, Ben Swift, Attila Valter, Sergio Samitier

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Tao Geoghegan Hart, Wilco Kelderman, Joao Almeida, Patrick Konrad, Jai Hindley, Vincenzo Nibali, Rafal Majka

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Mikel Landas sejr fra 2015 og Marco Pantanis sejr fra 1999.