Optakt: 16. etape af Vuelta a Espana
08. september 2019 21:29Foto: Unipublic / PhotoGomezSport
af Emil Axelgaard

Med etapesejr til Sepp Kuss og suveræn kørsel af Primoz Roglic leverede Jumbo en sand magtdemonstration på den første af de to asturiske bjergetaper, og dermed synes intet at kunne stå i vejen for slovenerens samlede sejr. Rivalerne får dog én sidste chance for at gøre en forskel inden den lettere sidste uge, når det mandag går løs med endnu en stor bjergetape, der slutter på den nye og meget lange Cubilla-stigning, som vil være rammen om årets sidste bjergfinale og måske den endelige kamp om podiet.

FORUDBESTIL "SORT KAFFE & HVIDE SOKKER 2" - SPAR 50 KRONER

 

Ruten

Det er ikke uset, at Vueltaen skubber den sidste hviledag fra den traditionelle mandag til tirsdag for at give plads til at fuldende den bjergtrilogi, der afslutter den anden uge. Det er også tilfældet i år, hvor de tre dage i Asturien afsluttes med endnu et brag af en bjergetape, hvor man over mindre end 150 km skal over tre store stigninger. Det hele ender med løbets længste stigning, når man slutter på toppen af den lange, men ikke specielt stejle Alto de La Cubilla, der af cykelmotionister er et hyppigt besøgt bjerg, men som aldrig tidligere har lagt asfalt til en afslutning på Spaniens største cykelløb. Det vil det gøre i år, hvor det meget vel kan blive den sidste helt store chance for klatrerne til at vinde tid inden den relativt lette sidste uge i den centrale del af landet.

 

I alt skal der tilbagelægges beskedne 144,4 km, der fører feltet fra Pravia til toppen af Alto de La Cubilla i udkanten af byen Lena. Starten går næsten helt ude ved den asturiske kyst, og etapen indledes således nemt ved, at man følger en let stigende dalvej mod syd og dermed vender ryggen til havet. Det ændrer sig først efter ca. 50 km, når man drejer mod øst for at køre op ad kategori 1-stigningen Puerto de San Lorenzo (10,0 km, 8,5%), der er en irregulær sag med 10-12% over det meste af de første 3 km, inden et plateau leder frem til 2 km med 11-12%, hvorefter det afsluttes med 3 km med 7-9%. Toppen rundes efter 60,0 km, hvorefter en relativt let nedkørsel fører mod nordøst ned til forplejningen. Her drejer man mod sydøst for via en let stigende dalvej at køre frem til kategori 1-stigningen Alto de la Cobertoria (8,3 km, 8,2%), der er en meget regulær stigning med 9-10% næsten hele vej op til toppen, som rundes efter 100,3 km.

 

Nu følger en relativt teknisk nedkørsel, der leder mod øst ned til dalen og byen La Pola. Her drejer man mod syd for at følge den let stigende dalvej forbi dagens spurt, som kommer efter 116,5 km. Man forlader imidlertid hurtigt dalen igen, når man drejer mod sydvest for at køre op ad Alto de La Cubilla, der er uden for kategori. Selvom det stiger også i dalen, er den officielt 17,8 km lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,2, og der er tale om en meget regulær stigning, der næsten konstant stiger med 6-7% og kun har et maksimum på 9%. Undervejs er der dog flere lettere plateauer med 4-5% særligt på den nedre del. Det næstsidste af disse kommer med ca. 4 km til toppen, hvorefter det stiger med 6,5-7,5%, inden det flader ud med 5% omkring den røde flade. Til slut stiger det med 7,5% på de sidste par hundrede meter. Den sidste del af stigningen har mange hårnålesving, de sidste to med 2000 og 1300 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let.

 

Etapen byder på i alt 4102 højdemeter.

 

Alto de La Cubilla har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 

image

 

image

 

 

image

 

image

 

image

 

 

 

Vejret

Den asturiske regn ventes endelig at komme, men heldigvis først efter etapens afslutning. Sol bliver der ikke meget af på en skyet dag med temperaturer på bare 19 grader, men det bør holde tørt. Vinden vil blot være svag til let og komme fra nord. Det giver medvind frem til bunden af første stigning, hvorefter man får sidevind frem til dalstykket frem mod sidste stigning. Her får man igen medvind, mens man påmålbjerget får sidevind på første halvdel og medvind på anden halvdel.

 

Analyse af 15. etape

Man forstår godt, hvis Movistar og Astana har lyst til at give op. Følelsen af at være oppe mod en overmagt er ellers noget, de kun har haft for vane at føle i Touren, hvor Ineos i de seneste mange år har lagt løbet i så hårdt et jerngreb, at deres forsøg på at presse briterne mere har haft karakter af pligt end reel tro på, at overmenneskerne kunne knækkes. Derfor har Vueltaen altid været lidt af en befrielse, for i Spanien har den britiske gigant som regel løsnet på grebet og givet lidt mere plads til både spanierne og kasakkerne, der har haft det betydeligt lettere i den spanske grand tour.

 

Efter begge at have oplevet endnu en skuffende Tour, hvor de endda måtte lide den tort at se Ineos løbe med en dobbeltsejr, havde de utvivlsomt set frem til atter at finde et lille helle i Vueltaen, Ikke blot mødte de begge ind med veritable supermandskaber, de kunne også se Ineos møde op i stærkt svækket formation, hvor det for en sjælden gangs skyld var briterne, der var outsidere.

 

Desværre for dem stod der bare en ny trussel klar i kulissen, denne gang i form af Den Gule Fare. Efter en særdeles vellykket Tour, hvor det var dem, der dikterede slagets gang i bjergene, og efter erhvervelsen af Tom Dumoulin har Jumbo ikke lagt skjul på, at det i de kommende år vil forsøge at gøre Ineos rangen stridig som verdens førende grand tour-hold. Og med den supertrup, de tog med sig til Spanien, var planen at bruge årets Vuelta som en generalprøve på den kørsel, der i de kommende år forhåbentlig skal indbringe dem et hav af grand tour-sejre.

 

Baseret på det, vi har set indtil nu, kan Ineos godt gøre sig klar på modstand i de kommende år. Efter dagens etape tør man i hvert fald slet ikke tænke på, hvordan det havde set ud, hvis ikke holdets plan B, Steven Kruijswijk, var styrtet ud af løbet, næsten allerede inden det overhovedet var startet. Lige nu må Movistar og Astana nemlig sidde tilbage med et tomt udtryk i blikket, efter at de på de asturiske landeveje fik sig lidt af en lektion af hollænderne, der satte alle godt og grundigt på plads ved at tage endnu et gigantisk skridt mod den samlede sejr og endda som ekstra flødeskum give plads til, at en hjælper kunne løbe med etapen - noget man ellers aldrig har kunnet finde plads til hos Ineos i Touren.

 

De synes ellers sikkert, at de var så smarte, de to blåklædte hold. Movistar satte nemlig alt perfekt i scene først på etapen, hvor de med voldsomt opskruet tempo fik etableret en stærk gruppe, hvor de fik placeret Marc Soler, og hvor Astana fik sendt Ion Izagirre med. De kunne sikkert heller ikke tro deres egne øjne, da de betragtede gruppens sammensætning, for alle de andre farlige bud på udbrudssejre var stort set alle fraværende. Faktisk lignede Soler og Izagirre ubetinget gruppens to mest formstærke klatrere, og dermed havde de pludselig fået serveret en gigantisk chance for at vinde etapen.

 

Derfor skulle der træffes et hurtigt valg. Skulle de droppe alle planer om storstilede angreb fra distancen og i stedet gå efter en af løbets mest prestigiøse etaper, eller skulle de forsøge at knække et Jumbo-mandskab, der med fem mand i top 31 havde virket stærkt intimiderende på Los Machucos, og derefter bringe Primoz Roglic i vanskeligheder? Måske kan det virke lidt opgivende, men man kan sagtens forstå rationalet bag beslutningen om at gå efter det første. Jumbo sad i feltet med seks mand og havde Sepp Kuss i udbrud, og med tanke på, at der var modvind på det lange dalstykke frem mod sidste stigning, ville det formentlig blot være det rene selvmord at forsøge at sætte noget stort i scene. I stedet risikerede man blot at få neutraliseret Soler og Izagirre og i stedet til sidst alligevel at få Roglic i nakken.

 

Den rationelle kalkule var at satse på etapen og derefter se, om man kunne stikke lidt til Roglic på turen op mod Acebo, også selvom det betød, at man smed en af de bedste chancer for at knække ham definitivt på gulvet. Derved undgik man nemlig at få sloveneren i nakken, men til deres formodentlig helt umålelige frustration fik de i stedet bare en anden Jumbo-rytter kylet direkte ind i baghovedet. Mens Soler og Izagirre forberedte sig på deres interne spanske duel, har Roglic nemlig sendt Sepp Kuss med i gruppen som blind passager, og selvom missionen i første omgang var at hjælpe kaptajnen, åbnede der sig pludselig nye muligheder, da hans medudbrydere har slæbt ham gratis med hen til sidste stigning.

 

Sådanne situationer opstår sjældent for hjælperyttere på det førende hold, men som Kasper Asgreen erfarede i årets Tour, sker det af og til. Og når man nu har en kaptajn, der kan svare på alle angreb, uden at pulsen stiger til væsentligt over 100, var det nærliggende for Jumbo-ledelsen at give deres unge amerikanske talent frit spil til at jagte karrierens største sejr.

 

Da først Jumbo-ledelsen havde underskrevet hans løbepas, blev Kuss da også pludselig etapens klare favorit. Som medpassager hele vejen gennem en lang etape, hvor alle hans medudbrydere havde skullet arbejde hårdt, var han nemlig den klart friskeste, og selvom han ikke har haft samme ben i de seneste dage som i starten af løbet, har Kuss i denne Vuelta konfirmeret det enorme potentiale, han første gang åbenbarede, da han tre gange dansede væk fra alt og alle i sidste års Tour of Utah. Og selvom modstanden var stærk, var det klart, at en frisk Kuss ville blive svær at slå, hvis ikke han oplevede en af de mange kriser, som desværre har kendetegnet den svingende amerikaner mere end succeserne.

 

Heldigvis synes Kuss siden årets Giro at have fundet lidt af den stabilitet, han har manglet, og da han først åbenbarede, at han ikke havde en af sine mange dårlige dage, var sejren aldrig for alvor i fare. I stedet sad Astana og Movistar slukørede tilbage som de store tabere på en dag, hvor de sikkert følte, at de havde været snu nok til at snyde Jumbo i kampen om etapesejren, men hvor de endte med at blive kørt midt over af Kuss - Soler formentlig, fordi han var alt for aggressivt kørende i løbets indledning, hvor det var ham alene, der skabte gruppen, og Izagirre desværre nok som følgende af den manglende stabilitet, der altid har kendetegnet ham i grand tours.

 

Særligt Movistar må sidde tilbage med en følelse af ”Hvad nu hvis?” Tænk, hvis de ikke havde spillet på Soler-hesten, men i stedet havde sat alt på ét bræt i et forsøg på at vinde etapen med en af kaptajnerne og knække Roglic. På den sidste stigning overraskede Alejandro Valverde nemlig stort ved at tage kampen op mod den uovervindelige slovener og tage et gigantisk skridt mod den samlede 2. plads, som ellers for to dage siden lignede Tadej Pogacars. Måske kunne Valverde faktisk have taget en meget prestigiøs sejr i regnbuetrøjen, hvis de ikke havde givet Soler den chance, han blev frarøvet under det store drama i Andorra?

 

Der er dog nok ikke den store grund til at græde sig i søvn. På en dag, hvor der var gult overalt, virker det nemlig stærkt usandsynligt, at Jumbo ikke havde vundet etapen uanset hvad. Det var i hvert skræmmende at se, hvordan Roglic med nærmest lukket mund svarede på Valverdes forcering, der ellers var så kraftig, at Miguel Angel Lopez, Tadej Pogacar og Nairo Quintana alle kunne skulle skylle munden kraftigt med vand for at fjerne blodsmagen. Det skulle Roglic i hvert fald ikke, for han lignede en mand på søndagstur, indtil han efter lidt tid indså, at han lige så godt kunne gribe chancen for at sætte lidt ekstra tid i banken på de colombianske og slovenske rivaler og derefter indgik en alliance med Valverde. På den baggrund virker det også stærkt usandsynligt, at Roglic ikke havde sat verdensmesteren til vægs, hvis der havde været en etapesejr på spil, for den tid, hvor sloveneren giver gaver, er nok ovre, især når følgesvenden er hverken ven eller landsmand. Hvis Movistar eller Astana havde næret blot det mindste håb om, at Roglic skulle være på vej mod en tredjeugeskrise som i Giroen, blev det i hvert fald godt og grundigt slukket op en dag, hvor sloveneren nok engang understregede, at han denne gang har timet sin form perfekt og ligesom i sidste års Tour blot bliver stærkere dag for dag.

 

Faktisk havde han måske blot sat dem godt og grundigt på plads, hvis favoritterne havde skullet slås om etapen. En af dagens overraskelser var nemlig, at Valverde var så velkørende, at det var ham, der skulle yde Jumbo-kaptajnen mest modstand. Sidste år var det ellers et gennemgående tema, hvordan Valverde havde det svært på de store bjergetaper med lange stigninger, men sådan har det slet ikke været i år, hvor Valverde har været imponerende både på Javalambre og i dag Acebo.

 

Til gengæld så vi også, at Valverde havde det svært i Andorra, og der er da også en nærliggende forklaring på, at verdensmesteren var højtflyvende netop på de to omtalte stigninger. Begge dage var nemlig præget af et meget langsomt tempo gennem det meste af dagen, hvor feltet sneglede sig frem mod målstigningen, hvor der derefter blev kørt cykelløb. Og slæber man en frisk Valverde frem til stigninger, der begge reelt var under 10 km lange, ved vi alle, at veteranen med sit punch og sin eksplosivitet er svær at bide skeer med. Og kobler man det med, at hans vægttab siden Touren åbenlyst har bragt nogle af de gamle bjergevner frem igen, kommer hans flotte kørsel i dag ikke som et stort chok. Til gengæld kan man kraftigt betvivle, om udfaldet havde været det samme, hvis Movistar eller Astana havde skruet op for gassen for at hente udbruddet. I givet fald kunne det meget vel være blevet for hårdt for Valverde, der i et sådant scenarium næppe havde budt Roglic samme modstand.

 

Måske skete det også på en lidt billig baggrund. Det var i hvert fald bemærkelsesværdigt, at Pogacar, Quintana og Lopez alle underpræsterede i forhold til det, vi tidligere har set. Mest iøjnefaldende var det naturligvis, at Pogacar på to dage var blevet forvandlet fra monster til et tandløst lam, og det kan umuligt forklares på anden vis, end at han var mærket af et styrt, der bestemt ikke var helt ublidt. Indtil nu har hans formkurve nemlig kun haft én retning, og der synes ikke at være andre fornuftige begrundelser for, at han pludselig skulle være ude af stand til at følge Valverde på en etape, der passede ham betydeligt bedre end fredagens.

 

Heldigvis kan han glæde sig over, at podiepladsen formentlig ikke kommer i fare. Ganske vist forsvarede Lopez sig betydeligt bedre end på Los Machucos, men det står nu alligevel helt klart, at nedturen i fredags ikke var udtryk for en dårlig dag. Tværtimod står det nu mejslet i granit, at den frygt, man kunne nære allerede på et holdløb, hvor Lopez kørte så stærkt, at han måtte vente på sine holdkammerater, om, at han denne gang havde toppet for tidligt, er blevet bekræftet. Colombianeren er åbenlyst en helt anden end den Superman, der fløj fra alt og alle på Javalambre og i Andorra, og dermed må han desværre nok engang sande, at han heller ikke denne gang knækkede koden. Hidtil har problemet været, at han er startet for skidt, og denne gang er det gået lige omvendt. Måske kan Lopez bare ikke holde formen i mere end to uger? Han har i hvert fald stadig til gode at køre stærkt gennem alle tre uger af en grand tour.

 

Den helt store taber blev dog Quintana. Det er svært ikke at få en følelse af deja-vu, for mønsteret er præcis det samme som sidste år. Dengang lignede colombianeren også en genfødt grand tour-stjerne i to meget overbevisende første uger, men da det blev alvor i den sidste uge, faldt han sammen. Det har tilsyneladende gentaget sig i år, hvor der blot er blevet sat en tyk og fed streg under, at Mr. Consistency siden Giroen i 2017 har været forvandlet til Mr. Inconsistency. Og da det netop var hans stabilitet, der gjorde ham til den ideelle grand tour-rytter, er det svært at se Quintana igen vinde et tre uger langt etapeløb. Det er i hvert fald nok ikke Arkea, der sidder med den løsning, som Movistar ikke har kunnet finde.

 

Længere ned i hierarkiet var det påfaldende så fast et mønster, der tegner sig. Rafal Majka er den bedste bag de fem store, og selvom han er kommet tættere på, er han stadig ikke helt god nok til at være med. Wilco Kelderman fortsætter med at blive bedre og bedre og var nærmest eneansvarlig for at føre i Quintana-gruppen. Og samtidig blev etapen endnu en påmindelse om, at årets Vuelta bare ikke har et særligt dybt klassementsfelt. Det virker nemlig nu stærkt sandsynligt, at Nicolas Edet, Cal Fredrik Hagen og Hermann Pernsteiner alle ender i top 10 - noget, man utvivlsomt kunne have tjent en pæn skilling på forud for løbet.

 

Og det er ikke, fordi de trues voldsomt bagfra. EFs og Mitcheltons nedtur blev understreget på en dag, hvor de desperat kæmpede for at komme med i et udbrud, som endte med at køre Lawson Craddock og Tsgabu Grmay midt over, hvor Sergio Higuita kæmpede flot, men uden at være det monster, han har været tidligere på året, og hvor Mikel Nieve og den forslåede Esteban Chaves fortsætter et løb, hvor de aldrig har fundet niveauet. I stedet savner vi i den grad Richard Carapaz, for det var formentlig en brølstærk ecuadorianer sekunderet af Valverde og Quintana, der skulle have været her, hvis Roglic for alvor skulle trues.

 

Etapen gav også visse opmuntringer. Det gælder for Ruben Guerreiro, der fortsætter med endelig at konfirmere sit talent i et løb, hvor han har været an af de store oplevelser. Det gælder for Tao Geoghegan Hart, der stadig er en skygge af sig selv, men i det mindste fik vist, at Ineos faktisk er rejst til Spanien. Det gælder for Oscar Rodriguez, der ellers i de seneste dage har lignet en mand på kanten af sammenbrud. Og det gælder Mark Padun og Ben O’Connor, der efter et generelt skuffende løb i det mindst fik vist, hvorfor de begge regnes som store talenter.

 

Set med danse øjne var der også grund til glæde. Jakob Fuglsang måtte ganske vist sande, at benene ikke rakte til at gå med i Solers forcering - en forcering, der da også var så voldsom, at den endte med at dræbe spanieren selv - og at det i stedet blev Izagirre, der fik chancen. Til gengæld viste Fuglsang stor klasse til sidst ved at sætte et tempo, som end ikke Quintana og Kelderman kunne følge, og som endda kortvarigt reducerede afstanden til Roglic og Valverde. Med tanke på, at Lopez ikke længere er med i kampen om sejren, kan man håbe, at der opstår muligheder i den tredje uge, hvor udbrud har gode muligheder.

 

Det kræver dog, at Movistar ikke skifter strategi. Efter dagens magtdemonstration af Jumbo tror de næppe meget på en samlet sejr. Med tanke på, at Valverde i princippet kan vinde tre af de sidste fire etaper, kunne det være nærliggende for ham og holdet at sige farvel til regnbuetrøjen med et brag, når nu drømmen om den store triumf er så godt som brast. En stor Valverde-uge til slut kunne i hvert fald være en flot afsked med et år med striberne, som slet ikke er gået som spanieren med sine indtil nu blot fem sejre havde drømt om.

 

På den anden side risikerer de bare at få en Jumbo-rytter i nakken. Sådan plejer det nemlig at gå i en Vuelta, der i sandhed er blevet farvet gul.

 

Favoritterne

Inden man gik Touren i bedene og begyndte at køre sidste etape om aftenen, var det meget almindeligt, at den sidste uge af Vueltaen var ret nem. Madrid ligger nemlig midt i ingenting med kun de relativt lette madrilenske bjerge i umiddelbar nærhed, og da de sidste etaper af logistiske årsager altid skulle foregå tæt på hovedstaden, var det svært at skabe de store omvæltninger i klassementet i de sidste dage.

 

Nu om dage betyder den sene afvikling af 21. etape, at man har kunnet slutte 20. etape langt fra Madrid, og derfor har vi i de senere år haft for vane at have nogle gigantiske bjergetaper på den sidste lørdag. Sidste år sluttede man sågar så langt væk som i Andorra, og man skal helt tilbage til Tom Dumoulins sammenbrud i 2015 for at finde seneste gang, den centrale del af landet har været vært for de sidste dage. Engang var Puerto de Navacerrada og byer som Avila og Toledo ofte på programmet, men sådan har det ikke været i nu mange år.

 

I år vender man imidlertid tilbage til traditionen med en ret nem sidste uge, og det betyder, at løbet meget vel kan have fundet sin afgørelse inden sidste hviledag. Dumoulin kan bevidne, at de madrilenske bjerge kan overraske, men lige nu ser hverken Jumbo eller Primoz Roglic ligefrem sårbare ud. Derfor kan mandagens 16. etape, der afslutter den sædvanlige trio af bjergetaper i den næstsidste weekend, meget vel vise sig at være rammen om det allersidste slag om podiepladserne.

 

Det vil rytterne naturligvis have i baghovedet, og da der herefter venter først en hviledag og så noget så sjældent som en sprinteretape (ja, I læste rigtigt!), kan favoritterne godt tillade sig at brænde en del krudt af mandag. Gør de ikke det, kan det meget vel vise sig at være for sent, når Jumbo har lagt sin klamme hånd om løbet frem mod Madrid.

 

Etapen minder på mange måder om 15. etape. Der er nok engang tale om en kort, intens bjergetape med mange lange stigninger umiddelbart efter hinanden. Der er imidlertid også en række forskelle, hvoraf særligt fire er værd at fremhæve.

 

For det første starter etapen lettere. Denne gang skal der køres næsten 50 km i dalen, inden stigningerne melder sig, og det kan gøre det betydeligt vanskeligere for klatrerne at ramme udbruddet. Det kræver i hvert fald mere at gøre som Movistar i dag, hvor spanierne holdt det tidlige udbrud i snor, så Marc Soler kunne køre væk på den første stigning. For det andet er dalstykket mellem de to sidste stigninger kortere, og det gør det mere oplagt at forsøge sig med et angreb fra distancen. For det tredje vil det generelt være en medvindsetape, hvor det særligt er vigtigt, at der vil være direkte medvind i den sidste dal, modsat i dag, hvor der var modvind mellem de to sidste stigninger.

 

Endelig er den sidste stigning ganske atypisk for Vueltaen. Her er målstigningerne ofte korte og stejle, som vi så det i dag på Acebo. I morgen må rytterne imidlertid føle sig hensat til Alperne, for her venter en lang, jævn stigning, der aldrig bliver stejlere end 9%. Den mangler dog Alpernes højder, og med mål i bare knap 1700 m er iltfattig luft ikke noget markant tema. Det er vinden til gengæld, og vi skal i den grad glæde os over, at det vil være medvind på den sidste halvdel, for modvind på Cubilla kunne meget vel have gjort etapen til en gigantisk fuser, som vi så det på Val Thorens på Tourens næstsidste dag, hvor vi havde en lignende lang og ikke specielt stejl stigning.

 

Alligevel er Cubilla altså ikke verdens sværeste stigning, og det bliver i hvert fald ikke helt så let at gøre forskelle, som det har været på de foregående bjergetaper. Samlet set er der dog tale om en stor bjergetape med mere end 4000 højdemeter over mindre end 140 km, og da de to første stigninger samtidig er modbydelige, er der masser af basis for at gøre det til en hård dag, ikke mindst nu hvor vinden er gunstig på store dele af etapen.

 

Heller ikke denne gang er taktikken imidlertid let at greje. Igen er det klart, at UAE er for svage til at kontrollere etapen, og da de skal arbejde hårdt i det uvejsomme terræn omkring Madrid i den sidste uge, vil Jumbo formentlig gerne let igennem, selvom Roglic endnu ikke har vundet en bjergetape. Og dermed er vi - surprise, surprise - igen i den situation, at det er Astana og Movistar, der bestemmer, om det skal være endnu en udbrudssejr, eller om favoritterne skal til fadet for fjerde gang i løbet.

 

Umiddelbart kan det gå begge veje. På den ene side er det formentlig Miguel Angel Lopez’ sidste chance for at vinde en etape, og da han samtidig skal sætte et attentat ind på podiet, har han egentlig ikke meget at miste ved at gå efter sejren. På den anden side kørte Jakob Fuglsang så stærkt på sidste stigning i dag, at det formentlig vil være nok til at give danskeren chancen, hvis han skulle ramme udbruddet. Astanas taktik vil derfor formentlig afhænge af, om Fuglsang rammer udbruddet eller ej, for selvom Lopez ideelt set skal bruge et hårdt løb, kan han godt angribe Pogacar, selvom Fuglsang og co. skulle køre om sejren til sidst.

 

Movistar er sværere at gennemskue. I dag gav de Soler chancen, og da det endte som en fiasko, gentager de næppe den model igen. Da han er deres eneste rytter, som kan vinde fra et udbrud, er det altså enten ham eller Valverde/Quintana, der skal satses på. Der er ingen tvivl om, at Valverde har tanket moral af dagens præstation, men på den anden side er han jo ikke i nærheden af at true Roglic. Tværtimod risikerer holdet med hårdt tempo at gøre det for svært for den eksplosive Valverde, der bestemt ikke er fan af målstigningen, som passer langt, langt bedre til Pogacar. Og dermed risikerer de med hårdt føringsarbejde både at trætte Valverde og bringe bonussekunder i spil, som i værste fald kan sende Valverde ned på 3. pladsen.

 

Der skal derfor træffes nogle svære valg, og formentlig tages beslutningen først, når Valverde har mærket, hvordan benene er. Under alle omstændigheder vil det dog undre os, hvis ikke Quintana forsøger sig med et angreb på en af de to første stigninger. For ham har en samlet 5. plads samme værdi som et britisk penny efter Brexit, og derfor har han ikke meget at tabe ved at sætte alt på ét bræt, som han gjorde det igen og igen under Touren. Det i sig selv bør borge for et vist tempo, for det er langt fra givet, at Roglic selv vælger at svare på colombianeren, der trods alt er langt efter i klassementet. Skulle han ende med at lade Quintana køre tidligt og i stedet blive hos sine holdkammerater, vil farten utvivlsomt blive så opskruet, at et udbrud får svært ved at holde hjem.

 

Uanset hvad er der lagt op til mange angreb fra start, hvor vi i hvert kan være sikre på, at Astana og Movistar ikke lader en gruppe køre, inden de har fået en mand med i front. Problemet er bare den flade start, og det bliver derfor et gigantisk lotteri at ramme rigtigt. I dag kunne Movistar holde gruppen i snor frem til første stigning, men det vil kræve mere denne gang. Det er derfor ikke den letteste dag bare at ramme udbruddet, hvis man er en af de klatrere, der kan vinde etapen. Omvendt så vi også i dag, at EF og Mitchelton vil gøre meget for at få en mand med, og dermed kunne de tænkes at jagte mange af de tidlige fremstød. Kører gruppen først på første stigning, bliver det igen et meget stærkt udbrud.

 

Derefter vil det være op til Jumbo at kontrollere, indtil Astana eller Movistar eventuelt tager over. Hvis Fuglsang er med, tror vi, at Astana lader etapen sejle, men ellers vil vi tro, at de giver den et skud med Lopez, der ikke har meget at miste. Som sagt forventer vi også et tidligt fremstød fra Quintana, og får han lov at køre, vil vi tro, at farten bliver så høj, at der bliver samling til et opgør mellem favoritterne.

 

Det efterlader os med den konklusion, at vi tror, at Astana eller Movistar vil sikre samling til et sidste stort favoritopgør, men meget vil afhænge dels af Fuglsang og dels af Valverdes ben og styrken i det angreb, Quintana måtte komme med. Det kan således sagtens blive en udbrudssejr, men da vi også i dag så, at Jumbo kørte med ret stor sikkerhedsmargin, hælder vi til, at favoritterne skal afgøre det.

 

Det får os til at pege på Primoz Roglic som vores favorit. Efter i dag kan der vist ikke længere være skyggen af tvivl om, hvem der er løbets bedste rytter, og da han bare bliver stærkere dag for dag, er det meget svært at finde et argument for, at det skulle være anderledes mandag. Skal rivalerne klynge sig til et håb, må det være, at Roglic traditionelt har været bedst på kortere stigninger, men at han ikke kan præstere i bjergene, er en sandhed med modifikationer. Således kørte han i 2017 fra Alberto Contador på Galibier, og sidste år leverede han et sandt angrebsraseri på Aubisque under Touren, hvor han kørte sit livs bedste bjergetape. Lange stigninger er ikke nogen svaghed for sloveneren, der endda har den fordel, at han bare skal følge med for evt. at slå til på den sidste kilometer. Her er det klart, at han på papiret måske ikke har Valverdes hurtighed, men til gengæld synes han at være i en klasse for sig. Man skal ikke glemme, at Roglic vandt over verdensmesteren i en lignende spurt på Jebel Jais under UAE Tour, og at han er en glimrende afslutter. Derfor tror vi, at han cementerer førstepladsen ved atter at give Movistar og Astana en Jumbo-rytter i nakken.

 

Vi er meget i tvivl om Alejandro Valverde. I dag var spanieren fremragende på en etape, der egentlig ikke passede ham som fod i hose, men som nævnt i analysen kan det meget vel betyde, at der blev kørt relativt langsomt det meste af dagen. Morgendagens meget lange, jævne stigning passer langt dårligere til Valverde, især fordi den kommer efter en dag med mere end 4000 højdemeter. Det var præcis på sådanne dage, at han havde det så svært sidste år, og derfor kan man ikke undgå at have lidt skepsis. Omvendt så vi på Val Thorens under Touren, at han i 2019-versionen godt kan køre den slags stigninger, og selvom den etape var kort og let, viser det, at han ikke skal undervurderes. Han har som bekendt den fordel, at han på papiret kun måske kan trues af Roglic i en spurt, og da sloveneren ikke nødvendigvis har den store interesse i at lægge pres på, skal man ikke udelukke, at Valverde kan tage en overordentlig populær sejr og derved cementere 2. pladsen.

 

I dag var det åbenlyst, at Tadej Pogacar var mærket af gårsdagens styrt, og han valgte derfor efter eget udsagn en defensiv strategi, hvor han koncentrerede sig om ikke at tabe 3. pladsen til Lopez. Det kan naturligvis være hans tilgang igen, især hvis han atter kan mærke effekterne af styrtet. Omvendt er Pogacar en herligt aggressiv rytter, der som regel ikke er bange for at angribe, hvis benene er der, og denne lange målstigning burde være en foræring for ham, ikke mindst efter en lang dag med mange højdemeter. Samtidig har han et glimrende punch på de sidste meter, og selvom han nok ikke får gaver af Roglic igen, har han vist, at han i de rigtige bjerge er den største trussel mod sin landsmand. Alt sammen afhænger det af, hvor frisk han er, men er han på toppen, må dette være en perfekt etape for Pogacars motor.

 

Efter i dag står det klart, at Miguel Angel Lopez vitterligt har toppet for tidligt. Det er i hvert fald svært at finde andre forklaringer på det dramatisk niveaufald, vi har oplevet siden sidste weekend, og det kan derfor være svært at se ham rejse sig igen. På den anden side var han i dag bedre end på Los Machucos, og morgendagens etape passer ham måske endda endnu bedre, da målstigningen her er længere og målet højere. Vi ved jo alle, at Lopez var bedste mand i bjergene i den første uge, og han bør kunne præstere bedre på denne etape end på de foregående. Formentlig er han for træt til at vinde, men en rytter af Lopez’ kaliber skal aldrig afskrives.

 

Det samme kan siges om Nairo Quintana. Noget kunne tyde på, at colombianeren er ved at gentage mønsteret fra sidste år, hvor han faldt helt sammen i den tredje uge, men så længe der er liv, er der håb. Hvis der er noget, der har kendetegnet Quintana i de senere år, er det svingende præstationer. Hvem havde set ham vinde kongeetapen i sidste års Tour et par dage efter et regulært sammenbrud? Hvem havde set ham gentage bedriften i år efter endnu et sammenbrud? Og hvem havde set ham flyve op ad Mas de La Costa og Andorras bjerge få dage efter nedturen på Javalambre? Quintana kan vise sig at være for træt i den tredje uge, som han var det sidste år, men vi er også helt færdige med at udelukke en genrejsning fra colombianeren - især på en etape, hvor den lange målstigning og de mange højdemeter passer ham.

 

Reelt er det umuligt at forestille sig andre vindere, men er der en mand, der kan snyde ”The Big Five”, er det naturligvis Rafal Majka. Polakken er kommet en anelse tættere på i denne uge, og i dag kunne han næsten følge Lopez og Pogacar. Han har stadig den fordel, at han er den eneste af top 6, der reelt er helt ude af podiekampen, og derfor har han en frihed, de andre ikke har. Det kan vise sig vigtigt på en relativt let stigning, der kan blive så taktisk, at bedste mand ikke bare vinder.

 

Det er også det, Wilco Kelderman skal udnytte. Det var synd, at hollænderen ikke kunne gå med, da Jakob Fuglsang øgede farten, for derefter kørte han i dag en fremragende etape, hvor han i modvinden var alene om at føre i Quintana-gruppen. Det vidner om, at han var stærkere end som så, og han bør være endnu bedre på morgendagens etape. I forbindelse med 4. pladsen for to år siden var han allerbedst på de lange, jævne stigninger i de andalusiske bjerge i den anden uge, hvor han sågar flere gange matchede Chris Froome. Med en stigende form vil det formentlig være denne bjergetape, hvor han vil gøre det bedst, og også han har den frihed, han kan bruge til at køre væk, hvis det bliver taktisk.

 

Niveauspringet fra Kelderman og ned til resten er så stort, at vi ikke kan se andre potentielle vindere af et favoritopgør. Derfor vil vore sidste vinderbud være potentielle udbrydere, og her må det være Jakob Fuglsang, der fremstår som bedste bud. I dag manglede danskeren det sidste for at gå med i Marc Solers vilde forcering, som i sidste ende også knækkede spanieren selv, men han rejste sig med en fornem præstation til slut, hvor han kørte så stærkt, at end ikke Nairo Quintana og Wilco Kelderman kunne følge med. Det viser, at han nærmer sig klassementsrytternes niveau - i hvert fald når motoren er varm, og samtidig har han den fordel, at hans deltagelse i et udbrud formentlig vil betyde, at Astana ikke vil jagte. Den lange, jævne målstigning passer også næsten perfekt til Fuglsang, der grundlagde Dauphiné-sejren på en lignende etape med en lignende finale. Det kan blive svært at ramme udbruddet, hvis det kører på flad vej, men han plejer at være god til at læse løbet. Gør han det, er han snu og klog nok til også at gøre det færdigt - og nu har han snart også benene til det.

 

Det andet indlysende valg er Mikel Nieve. Nok er baskeren ikke på sit højeste niveau, men han hænger fortsat ikke langt efter klassementsrytterne. Han er som bekendt kongen af bjergudbrud, og en etape med tre store stigninger og et langt finalebjerg passer ham - især hvis den også havde haft lidt mere distance. Den flade udfordring er en gigantisk udfordring, men Mitchelton går formentlig ind til etapen med den eneste mission at få Nieve skudt afsted. Lykkes det, ved vi, at baskeren om nogen mestrer kunsten at gøre det færdigt, halvsløj form eller ej.

 

En anden oplagt kandidat er James Knox. Briten kører lige så stærkt som top 10-rytterne, men de mange styrt i starten af løbet, betyder, at han er ude af klassementet. Dermed har han en frihed, mange andre ikke har, og det betyder, at han bør kunne komme afsted. Han får det svært med den flade start, men han har et hold, der må være helt dedikeret til at få ham afsted. De lange stigninger passer ham, og da han også kan spurte, ligner han en indlysende kandidat, hvis han formår at komme afsted.

 

Det samme gør Kilian Frankiny. Noget tyder på, at hans dieselmotor gør det svært at ramme udbruddene, for han har ikke rigtigt været tæt på siden Andorra. Denne gang handler det imidlertid lige så meget om held og timing som om gode ben, og hvis udbruddet først kører på stigningen, bør han denne gang være blevet varmet op. En stor bjergetape er perfekt for dieselklatreren Frankiny, der især vil elske den lange målstigning. Nu skal hanbare indfri missionen om også at ramme udbruddet.

 

Vi er også nødt til at nævne Marc Soler igen. I dag brændte spanieren vist lidt for mange kræfter af for tidligt, men det ændrer ikke på, at han har leveret et meget overbevisende indtryk indtil videre. Movistar vil formentlig igen gøre meget for at få ham i udbrud, så han kan bruges af Quintana i forbindelse med et tidligt fremstød, men lykkes det ikke for colombianeren at komme væk, kan Soler måske igen få chancen. Som sagt er det ikke entydigt i Movistars interesse at gå efter at skabe samling, og deres bedste chance for at vinde etapen kan meget vel være nok engang at satse på formstærke Soler, der bør være mere komfortabel på den knap så stejle målstigning.

 

Tao Geoghegan Hart er også en sandsynlig genganger. Briten følte i dag, at han havde benene til at vinde, hvis blot han havde kørt med Kuss fra starten og ikke være så afventende. I den tredje uge er det ofte de samme folk, der går i udbrud igen og igen, og Geoghegan Hart er en af dem, der har noget tilbage. Den sidste stigning er måske også en anelse bedre for ham, ikke mindst fordi han er hurtig i en spurt, og han har et helt hold til at hjælpe ham med at ramme gruppen. Til gengæld er det efter dagens nedtur, hvor han blev sat tidligt, svært at tro på Wout Poels, selvom man altid skal forvente, at han form kommer ud af det blå i en grand tour.

 

På samme vis skal Ruben Guerreiro nævnes igen. Portugiseren må være løbet udbryderkonge, for han har været med et hav af gange og synes slet ikke at være træt endnu. Selvom han er kendt som puncheur, overraskede han på dagens lange stigning. Han kan meget vel være træt, men det synes ikke at være tilfældet indtil videre. Det lange bjerg passer ham nok heller ikke ideelt, men til gengæld har han en spurt, som de fleste vil frygte.

 

Og så er der Sepp Kuss. Vi har nu set, at Jumbos mission er at sende folk med i det tidlige udbrud, og mens Robert Gesink og Neilson Powless nok får svært ved at gøre det færdigt, og George Bennett er løbet ind i et regulært, men forventet sammenbrud er det sikkert igen Kuss’ opgave. Som udgangspunkt er han bare med som kontrollant, men som vi så i dag, skal man altid frygte amerikaneren, hvis han slæbes gratis med hen til sidste stigning.

 

Vi tror, at Nicolas Edet, Wilco Kelderman, Carl Frederik Hagen og Hermann Pernsteiner er så fokuserede på deres top 10, at de næppe tør satse alt på et udbrud. Sergio Higuita er en klar kandidat, men hans placering lige uden for top 10 gør, at mange hold vil nægte at lade ham køre. Dylan Teuns virker meget træt, og Ion Izagirre faldt helt sammen i dag for anden bjergetape i træk. Esteban Chaves er mærket af gårsdagens styrt, og selvom man altid skal passe på med at afskrive den meget svingende Pierre Latour , har vi svært ved at se ham rejse sig 24 timer efter en etape, hvor han blev sat meget tidligt. Da Oscar Rodriguez trods fin kørsel i dag stadig synes træt, har vi svært ved at se andre vindere af en så svær etape som denne.

 

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Alejandro Valverde, Tadej Pogacar

Outsidere: Miguel Angel Lopez, Nairo Quintana, Rafal Majka, Wilco Kelderman

Udbrudskandidater (i prioriteret rækkefølge): Jakob Fuglsang, Mikel Nieve, James Knox, Kilian Frankiny, Marc Soler, Tao Geoghegan Hart, Ruben Guerreiro, Sepp Kuss

 

FORUDBESTIL "SORT KAFFE & HVIDE SOKKER 2" - SPAR 50 KRONER

INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Viviani: Jeg skulle bare sætte prikken over i’et

Henvist til andenpladsen: Startede spurten for sent

ColoQuick runder skarp milepæl

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

LØRDAG

Nyt managerspil til VM og efterårsløbene

Startlisten til VM i holdstafet

UCI overvejer holdstafet til OL i 2024

Test: AGU Bibshort og Jersey

Optakt: Trofeo Matteotti

Lutsenko efter sejren: Jeg havde ikke planlagt at gøre noget i finalen

Sejrherren Theuns: Vidste ikke, hvad vi skulle gøre

Optakt: Gooikse Pijl

Optakt: GP d’Isbergues

Lampaert vinder Slovakiet Rundt - Viviani tager etapen

Følg VM-løbene på Feltet.dk

Theuns tager flot sejr i Belgien

Lutsenko snyder udbryderne i Pantani-mindeløb

Spilak forlader Katusha efter otte år

Efter ny operation: Dumoulin føler sig som en atlet igen

LIVE nu: Følg Van der Poel, Sagan og Van Avermaet teste VM-formen

Bennett kan tvinges til at blive på Bora

Stor Quick-Step-dag i Slovakiet

Loyal Astana-rytter forlænger sin kontrakt

Optakt: Primus Classic

Optakt: Memorial Marco Pantani

Evenepoel: Nyder sejrene mere i år end sidste år

Thomas trækker sig fra VM-enkeltstarten

Lillebror-Viviani skriver med Cofidis

Medie: Vervaeke skifter til Corendon-Circus

Indonesisk cykelløb aflyst på grund af skovbrande

Alé Cipollini får ny navnesponsor - Sigter efter WorldTouren

Brøchner vil prøve igen i dag

Cykelrejse til Kroatien i uge 43 - Slå til nu!

FREDAG

Sådan stiller landene op til VM

Démare og holdet glad for sejr i Slovakiet

Jumbo-Visma to og tre i Kampioenschap van Vlaanderen

Ung hviderusser toer i Slovakiet Rundt: Finalen passede mig godt

Optakt med etapevinderbud: Okola Slovenska/Tour de Slovaquie

Stagiairen Steimle: Jeg har kørt fire løb for Quick Step og vundet de to

Demare stærkest i Slovakiet Rundt - Brøchner lige udenfor top 10

Quick Step-stagiaire vinder Kampioenschap van Vlaanderen efter sidevindsdrama

Holm om Sagan: Rytterne hader ham

Sunweb overvejer at sagsøge østrigsk dopingsynder

Motion: Min MTB-sæson - Jeg kører på cykel for sjov

Optakt: Kampioenschap van Vlaanderen

Cavagna forlænger med Deceuninck-Quick Step

Bennett, Impey eller Colbrelli? – Disse ryttere er stadig uden kontrakt

Prøv banecykling - og få billet til 6-dagesløbet

Seks arresteret i spansk antidoping-operation

Lefevere: Vi burde boykotte holdstafetten

Franskmand vender hjem til Marseille

Specialized Days - en unik mulighed for at se og prøve 2020-nyhederne

Bendixen slutter sæsonen af i Belgien

Fransk rytter testet positiv for EPO - Deler træner med Alaphilippe

Quaade skriver to år med Riwal-Readynez

Hindsgaul hasteindkaldt til VM

Transferlisten 2019-2020 - ProTeams

Transferlisten 2019-2020 - DANSK

Transferlisten 2019-2020 WorldTour

TORSDAG

Lutsenko-sejr vigtig for moralen inden VM

Kritik af cross-åbning i USA

Grosu vinder kongeetapen i Slovakiet Rundt

Bernal efter løbspause: Jeg troede ikke, at jeg ville være så god

Dumoulin rystet efter nye beskyldninger: Fik måske ulovlig hjælp i Giro-sejr

Medie: 24-årig nordmand skifter til Riwal næste år

Lutenkso vinder Coppa Sabatini efter vildt soloridt

Ambivalent Blaudzun: Stokbro fortjener det

Optakt: Coppa Sabatini

Landa: Bahrain-Merida giver mig chancen som leder

Ny mountainbike teknikbane ved Brandbjerg

Valverde motiveret inden VM efter flot Vuelta

Lefevre mener: Evenepoel kan vinde VM i enkeltstart

Valverde taler ud om sin depression

Cofidis skriver kontrakt med to ryttere

Sivakov melder sig klar til Touren

ColoQuick-rytter må melde afbud til VM

ONSDAG

Thomas og Yates med England til VM

EF Education First skriver med norsk sprinter

Küng tog anden sejr på fire dage i Slovakiet

Jetlagpræget-Neilands overrasket over stor solosejr

Neilands sejrer i Wallonien