SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

Har man tendens til hviledagsben må det bekymre, når løbets anden hviledag angribes, mens man befinder sig midt i Pyrenæerne. Det kunne give basis for en brutal genstart på løbets sidste tirsdag, men arrangørerne er særdeles nådige. Ganske vist byder 16. etape op en tur ind gennem bjergene med besøg på tre af Pyrenæernes mest klassiske bjerge, men det sidste af disse - det legendariske Col du Portet d’Aspet - er placeret hele 32,5 km fra målet i Saint-Gaudens. Med en lang, flad afslutning er der derfor lagt op til, at favoritterne får mulighed for at genfinde løbsrytmen på en etape, hvor det synes næsten givet, at et udbrud skal køre om sejren.

Med en distance på 169,0 km er der tale om endnu en af løbets mange korte etaper, der fører feltet fra Pas de la Case til Saint-Gaudens. Startbyen ligger midt i bjergene lige nord for Andorra, og etapen indledes derfor med en let nedkørsel, der leder mod nord ned til Aix-les-Thermes, som nås efter 9,4 lynhurtige kilometer. Her drejer man mod nordvest for at følge en lige og let faldende dalvej, inden det begynder at stige op mod Saurat, som passeres efter 43,1 hurtigt overståede kilometer.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Derefter tager etapen fat, når man kører mod nordvest op ad kategori 1-bjerget Col de Port (11,4 km, 5,1%), der var et af de første bjerge, Touren besteg. Der er tale om en meget irregulær stigning med først tre nemme kilometer, siden seks kilometer med stigningsprocenter på mellem 5 og 10 og slutteligt 2,4 lette kilometer med 2-5%. Toppen rundes efter 54,0 km og efterfølges af en teknisk kringlet nedkørsel, som leder mod vest og sydvest ned til Massat, der passeres efter 66,6 km. Nu venter et let faldende dalstykke over 20,1 km, hvor man kører mod nordvest og siden syd forbi dagens spurt, der efter 84,7 km kommer for enden af en flad og lige vej.

Efter 86,7 km tager etapen fat igen, når man drejer mod vest for at passere kategori 1-stigningen Col de la Core (13,1 km, 6,6%), der modsat den foregående er en uhyre jævn stigning uden store udsving med top efter 101,1 km. Endnu en teknisk nedkørsel fører mod nordvest ned til Castillon-en-Courserans, der nås efter 116,6 km. Nu venter endnu et dalstykke, der denne gang er let stigende og 14,1 km langt, og som fører mod vest frem til byen Saint-Lary.

Her venter dagens sidste alvorlige udfordring efter 130,7 km, når man drejer mod nordvest for at passere kategori 2-stigningen Col de Portet-d’Aspet (5,4 km, 7,1%) fra den lette side. Herfra er de første tre kilometer lette (dog afbrudt af en anden kilometer med 8,1%), inden den stiger med 8-10% over de sidste 2,4 km frem mod toppen, der rundes efter 136,5 km.

Nu resterer fortsat 32,5 km, der indledes med den småtekniske nedkørsel, hvor Fabio Casartelli så tragisk omkom i 1995, og som fører mod nordvest og nord ned til byen Sengouagnet, der nås efter 146,3 km. Herfra fortsætter man mod nord og nordvest ad en let faldende dalvej, der dog afbrydes af den lille kategori 4-stigning Cote d’Aspret-Sarrat (800 m, 8,4%), der er helt jævn og har top efter 162,0 km. De sidste 7,0 km indledes med en ultrakort nedkørsel, inden man kører fladt mod nord ind mod Saint-Gaudens. Her venter en hel serie af sving lige efter 4 km-mærket, men over de sidste 3 km er eneste udfordringer en rundkørsel med 2000 m igen samt et højresving i en rundkørsel lige inden den røde flamme, hvorefter vejen bugter sig ind på den 100 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 5 km er stort set helt flade, indtil de sidste 500 m stiger med ca. 7%.

Etapen byder på i alt 3250 højdemeter.

Saint-Gaudens er en hyppigt brugt startby i både Route d’Occitanie (det tidligere Route du Sud) og i Touren, men den har ikke været målby for verdens største løb siden 1999, hvor Dmitry Konyshev slog Gianni Faresin og Massimiliano Lelli i en tremandsspurt efter en dag i udbrud. Til gengæld var den i mange år helt fast målby i Route de Sud - en enkelt gang endda flere gange i samme sæson - og de seneste vindere i byen er Bryan Coquard (2015), Manuel Belletti (2012), Blel Kadri (2010), Florian Vachon (2010), Federic Finot (2007), Jean-Patrick Nazon (2006), Stephane Petilleau (2005), Francis Mourey (2004), Ludovic Turpin (2003), Max van Heeswijk (2002), Laurent Roux (2001) og Patrice Halgand (2000). I 2010 sluttede U23-løbet Ronde de l’Isard i byen, og her blev det til sejr til Jerome Cousin.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

Efter nogle glohede dage slår vejret helt om i løbet af mandagen, og der venter helt andre temperaturer de kommende dage. Tirsdagen starter i overskyet vejr med kun få solstrejf og en bygerisiko på 20-25%, og temperaturen vil være bare 17 grader. Derfra bliver det bare værre. Efter første bjergpas tyder det på, at de vil blive ramt af rigtig regn med en nedbørsrisiko på 85-90%, mens der efter anden stigning vil være en bygerisiko på 45-50% resten af dagen. Temperaturen i dalene vil ligge på knap 20 grader med 19 grader i målbyen, og det vil være relativt blæsende med en let til jævn vind. Fra start vil det blæse med ca. 15 km/t fra nordvest og efter første bjerg med samme styrke fra vest. Efter Portet d’Aspet vil vinden tage til med en styrke på helt op til 22 km/t fra vest. Det giver en dag med uafbrudt mod- og sidemodvind, men efter nedkørslen fra Portet d’Aspet venter et sidevindstykke. Man får igen sidemodvind frem mod den sidste lille bakke, hvorfra der vil være sidevind ind til målbyen. Slutteligt får man sidemodvind med 3 km igen og medvind på den sidste kilometer.

Analyse af 15. etape

Richard Carapaz og Jonas Vingegaard er mig bekendt ikke blandt de efterhånden mange cykelryttere, der har været ramt af covid-19, og måske føler de sig derfor ansporet til at få taget en ekstra PCR-test her til aften. I morges kunne de nemlig svagt fornemme en dunst af blod, der hang ud over Pyrenæerne, da de satte sig på cyklen for at tage hul på det første af de tre store slag i den sydvestlige bjergkæde.

Faktisk har den hængt der lige siden i onsdags, hvor Vingegaard med sit vilde ridt på Mont Ventoux pludselig sparkede nyt liv i en kamp om den samlede Tour-sejr, der ellers efter Alperne så ud til at skulle blive mindre spændende end en gennemsnitlig fodboldlandskamp med San Marino som deltager. Så suveræn havde Tadej Pogacar nemlig været i den første af de to alpeblokke, at der bredte sig en kollektiv erkendelse af, at de øvrige nok kørte for andenpladsen.

Desværre er der nok ikke nogen synderlig grund til at tage andre coronatests end den, der alligevel er obligatorisk på hviledagen. Det er nemlig næppe den forbandede sygdom, der har stjålet deres lugtesans. Snarere må de nok sande, at bloddunsten forsvandt mere og mere, for hver gang Pogacar trådte i pedalerne på vej op ad den stejle Beixalis-stigning, der i dag stod som rammen om det store opgør mellem favoritterne på den lange og slidsomme tur til det lille fyrstendømme i bjergene.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

I dag var der nemlig ikke spor af svaghed at spore hos sloveneren, der igen mindede os om, at han har været i monsterlære hos sin ven og landsmand Primoz Roglic. Hvor han i onsdags lynhurtigt skar tænder, da Vingegaard trådte an på Ventoux, var der i dag igen et slovensk stoneface, der var så køligt, at det var svært at tro, at rytterne befandt sig i bagende hede på den varmeste i dag årets Tour. Drømmen om, at den hede, som sloveneren frygter, atter kunne sende ham til tælling en sidste gang, inden regnen og kulden melder sig efter hviledagen, døde prompte, og i stedet endte det første af tre opgør som en kedelig nulløsning, hvor der ingen forskelle blev gjort.

Desværre var det forventeligt. Etapen var nemlig mere skræmmende på papiret, end den var i virkeligheden. Naturligvis bød den på masser af iltfattig luft i de høje luftlag, og naturligvis havde den både en lang distance og et stort antal højdemeter, men den var slet ikke designet til at vinde løbet. Tværtimod var det en dag, hvor alt kunne tabes, men meget lidt vindes.

Det skyldtes to forhold. Stigningerne var skam både lange og høje, men da vejrguderne havde bestilt en relativt hård vestenvind på en dag, hvor rytterne hovedsageligt kørte mod vest, blev det nærmest helt umuligt at udnytte terrænet. Det er desværre et velkendt faktum, at høje tinder ofte har den ulempe, at træerne er ikkeeksisterende og vejene derfor pivåbne, og derfor kan den slags etaper meget let ende i en fuser, hvis ikke vinden står rigtigt. Det gjorde den slet ikke på denne søndag, hvor den hårde modvind lagde en svær dæmper på festen, både blandt favoritterne og i et udbrud, hvor der gennem en lang dag var så lidt udskilning, at selv sprinteren Davide Ballerini var med frem til bunden af den sidste stigning.

Det var der utvivlsomt mange cykelfans, der begræd, men mest af alt var det en skuffelse for Carapaz. Ecuadorianeren havde ikke lagt skjul på, at han havde set højderne i Andorra samt den brutale hede som sine måske bedste våben til at udnytte den sårbarhed, Pogacar pludselig havde vist. Derfor havde han helt forventeligt lagt an til en stor Ineos-offensiv, da han sendte Dylan van Baarle og Jonathan Castroviejo afsted som tidlige forposter og siden sendte Richie Porte, Michal Kwiatkowski og Geraint Thomas frem for at lægge det pres, der skulle gøre Pogacar om muligt endnu mere mør, end han var på Ventoux.

Det er svært at bebrejde briterne noget. De gjorde alt, hvad de kunne for at skabe betingelserne for, at der i finalen kunne gøres forskelle, men de ugunstige vejrforhold gav sammen med rutedesignet ikke de letteste betingelser. Selv da en i dag pludselig igen stærk Thomas lagde et benhårdt tryk i 2400 m høje på Tourens tag på toppen af Envalira-stigningen, var det stadig et i alt væsentligt favoritfelt, der kunne tage hul på den efterfølgende nedkørsel i samlet flok.

Derefter kom Carapaz også med det helt forventede angreb, da feltet ramte Beixalis-stigningen, der som dagens eneste reelle vanskelighed var udset som rammen om det store slag, men denne gang var Pogacars panser lige så ubrydeligt, som det var det i Alperne. Hver eneste gang Carapaz, Vingegaard eller sågar Rigoberto Uran, der dristede sig til et sjældent angreb, rørte på sig, sad Mr. Stoneface lige i baghjulet og lignede igen det uhyre, han gjorde i sidste weekend.

Det hang næppe sammen med vejrforholdene og modvinden. Nej, den sidste stigning var i sig selv rigeligt svær til, at sloveneren havde kunnet presses. Når det ikke skete, skyldtes det snarere, at Ventoux-nedturen mest af alt ligner en af de dårlige dage, vi også kendte fra Pogacars første Vuelta og til dels sidste års kongeetape, og rivalernes drøm om, at han havde toppet for tidligt, holdt kun i et par dage. Men i det mindste følte han sig denne gang ikke ansporet til at spille med musklerne - måske fordi han alligevel havde fået en lærestreg i onsdags, og fordi den tekniske nedkørsel ikke inviterede til vilde sats - og derfor endte det hele i status quo mellem de otte, der gennem det meste af løbet har vist sig som de stærkeste.

Det var næppe det udkomme, Carapaz havde håbet på, men han fik i det mindst én ting ud af anstrengelserne. Han har nemlig gjort det klart, at Ineos ser løbet som et maraton, hvor målet er gradvist at slide rivalerne ned i den tredje uge, hvor ecuadorianeren altid er stærk, og selvom modvinden i dag ikke bidrog til den mission, er det først efter hviledagen, vi får svaret på, hvad den langsigtede effekt bliver af det initiativ, briterne tog.

Effekten af det slid skal dog næppe ses på Pogacar, der ikke just er kendt for at falme i den tredje uge. Efter i dag virker det igen altovervejende sandsynligt, at han reelt kører om 2. pladsen, som han og briterne utvivlsomt ikke har givet op endnu. I den sammenhæng har de bare et andet problem, som slet ikke er slovensk, men derimod dansk.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Det kan godt være, at Vingegaard ikke lykkedes med at gentage onsdagsmiraklet, plante Pogacar og gøre selv kaptajn Primoz Roglic urolig, men det fortæller kun, at træerne trods alt ikke vokser helt ind i himlen. Frygten for, at holdbarheden skulle begynde at blive et problem ved indgangen til den sidste og sværeste del, viste sig i første omgang nemlig at være helt ubegrundet. Igen i dag lignede Vingegaard som minimum løbets næststærkeste, og der er fortsat intet i sol, måne og stjerner, der tyder på, at Cykeldanmark ikke skal berede sig på at hylde Tourens samlede nr. 2 i Paris om en uge. Nok så Carapaz stærkere ud, end han gjorde på Ventoux, men det var Vingegaard, der kom med angrebene, da det gjorde allermest ondt.

Mest opløftende var det at se, at han angreb. Al snak om defensiv og afventende kørsel, der var strategien, indtil han mærkede sine diamantben på Ventoux, synes at være lagt på hylden, og nu tør Vingegaard selv tage det initiativ, der skal sikre ham podiepladsen. I virkeligheden er det slet ikke nødvendigt, for hvis vi startede enkeltstarten med den nuværende stilling, er det ret givet, at Rigoberto Uran og Vingegaard ville ledsage Pogacar på podiet. Det er til gengæld langt fra sikkert, at danskeren vil kunne slå colombianeren i en tidskørsel, hvor han i de senere år har genfundet sine gamle takter, og derfor er der brug for mere tid, hvis Vingegaard skal være stensikker på den 2. plads, han lige nu synes at være den bedste kandidat til. Og mon ikke han også i sit stille sind stadig håber på, at det atter skulle lykkes at forvandle det slovenske stoneface til det lidende ansigt, vi så i onsdags - også selvom det ikke lykkedes i dag?

I det lys endte det som en perfekt søndag for Jumbo, der efter den første uge havde svært ved at tro deres eget uheld, men som i løbets anden del har vendt det hele på hovedet. Ikke blot vandt Wout van Aert løbets vel nok mest prestigiøse bjergetape, og ikke blot har de en af løbets to bedste ryttere. I dag tog de minsandten endnu en af de største etapesejre, da Sepp Kuss sejrede på sin europæiske hjemmebane i Andorra.

Det vakte ellers nogen harme hos danske cykelfans, da det i forvejen decimerede Jumbo-mandskab pludselig anbragte alle Vingegaards tre bjerghjælpere i det mere end 30 mand store udbrud, der etablerede relativt hurtigt på en dag, hvor UAE havde travlt med blot at få ro på og derfor havde det fint med at lade Gud og hver mand sejle væk, og hvor ingen havde ambitioner om at gå efter etapesejren i en finale uden bjergafslutning. Som jeg gættede på under liveopdateringen, var det skam heller ikke intentionen, at det skulle gå sådan, men holdet har aldrig lagt skjul på, at de fortsat vil jagte etapesejre. Usikkerheden om Vingegaards holdbarhed er fortsat for stor til at satse hele butikken på danskeren, men vigtigst af alt handler det formentlig om den unge danskers eget bedste.

Det er velkendt, at Vingegaard tidligere har haft det svært med presset, og derfor synes Jumbo-ledelsens vigtigste mission være at lette netop det. I det lys er det næppe det ideelle scenarium at have tre verdensstjerner siddende som luksushjælpere, for det kan udelukkende bidrage til at lægge yderligere vægt på hans smalle skuldre. Med nu to etapesejre på kontoen kan Jumbos succes aldrig blive den totale fiasko - heller ikke selvom tabet af Roglic altid vil give det et skær af skuffelse - og dagens udkomme kan derfor kun bidrage til at give holdet den ro, som de skal bruge i den resterende del af løbet.

Men det var skam risky business. Det lignede lidt en tilfældighed, at de havde alle tre mand fremme, da gruppen pludselig knækkede, og pludselig var Vingegaard efterladt alene med kun den tunge Mike Teunissen hos sig. På en varm dag, hvor meget vand skal hentes, var det langt fra ideelt, men dog en håndterbar situation på en rute, hvor modvinden betød, at det meste af etapen foregik uden den store selektion, og hvor Teunissen derfor var hos kaptajnen gennem store dele af dagen. Senere bestemte vejen, at det ikke overraskende var Kruijswijk, der måtte ofre sine egne muligheder og glide tilbage til sin nye chef, og senere blev Van Aert den gode forpost, der altid gør det klogt at sende folk i front på etaper som disse. Med etapesejr til Kuss er det svært at være alt for kritisk, selvom der nok er brug for en lidt klarere kommunikationsstrategi i stil med den, vi så hos Ineos, der fik skabt sig de to forposter, de ønskede sig - hverken flere eller færre. Eneste lille minus var den ekstra bet for Kruijswijk, der faktisk var udset som etapejægeren, men som nok engang måtte sande, at andre var bedre.

Vingegaard har faktisk en ekstra grund til at være tilfreds. Søndag blev nemlig dagen, hvor Kuss endelig fandt de superben, han ellers har ledt efter gennem hele løbet, men som hører til blandt verdens allerbedste. Samtidig har amerikaneren nu fået sine personlige ambitioner tilfredsstillet, og når vi ved, hvilket skræmmende tryk en flyvende Kuss kan lægge, har Vingegaard nu verdens bedste hjælper i sit forsøg på at distancere Uran - og måske endda presse Pogacar. Det eneste, der virker en anelse unødvendigt er, at Van Aert pludselig har meldt sig ind i kampen om bjergtrøjen i tillæg til hans ambitionerne på bjergetaper, i massespurterne og på enkeltstarten, men hvis det kan gå hånd i hånd med hans rolle som forpost, er det vel udmærket, at den ambitiøse beglgierikke går og surmuler over at forspilde egne chancer - især når han har lovet, at han kun vil samle de oplagte point op og ikke vil køre sig i hegnet for det sekundære delmål. Lige nu har Vingegaard i hvert fald den luksus, at det er ham, der har det absolut stærkeste hold til at hjælpe sig i den tredje uge.

Det hold skal i første omgang bruges til at distancere Uran, men det virker bestemt også muligt. For anden bjergetape i træk syntes danskeren at være stærkere end den erfarne colombianer, der imidlertid fortsat ikke viser skyggen af den svaghed, han på sine gamle dage ofte har udvist mod slutningen af grand tours. Faktisk kan det være en lille smule urovækkende, at Uran pludselig lancerede et for ham ret unødvendigt angreb - især når man ved, at det ikke passer til hans kørestil. Det kan kun læses sådan, at også Uran kom ganske godt igennem etapen og dermed stadig indgår solidt i den tro, der har skilt sig ud som de bedste lige bag Pogacar.

Den trio var i dag dog ikke langt fra at være en kvartet. Enric Mas fik heldigvis bekræftet, at nedturen på Ventoux bare var udtryk for en enkelt dårlig dag, og i dag levede han op til mantraet op, at han altid topper i den tredje uge. Han er i hvert betydeligt bedre end den 8. plads, han lige nu besidder, men det er jo egentlig kun passende, at han starter løbets sidste del relativt langt tilbage. Mas’ speciale er jo at avancere markant i løbet af den sidste halvdel af en grand tour, og det burde han have kurs mod at gøre igen i år, hvor han i hvert fald kan stræbe efter en top 5.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det kræver, at han får skovlen under Ben O’Connor. Det virker ikke umuligt, men australieren svarede nu godt igen efter nedturen på Ventoux, hvor han vist bare betalte prisen for vanvidsridtet i Tignes. I dag lignede han igen den O’Connor, vi har set i 2021, og med udsigt til, at regnen og kulden melder dig igen, kan kuldespecialisten fra den sydlige halvkugle i hvert fald stole på, at han nok skal ende komfortabelt i top 10 og måske endda top 5 i sin første grand tour som klar og entydig kaptajn.

Det kræver også, at han får skovlen under Wilco Kelderman. Hollænderen har fulgt det mønster, man kunne forvente, nemlig et helt stabilt niveau, der desværre lige er nogle procent under de bedstes. Det er præcis det, vi har lært at kende Kelderman for, og med hans stabilitet burde det ende med en pæn top 10, hvis han kan undgå de mange styrt, der mere end noget andet har martret hans karriere.

Det begynder også at se lovende ud for Alexey Lutsenko. Kasakken er endnu ikke løbet ind i det kollaps, jeg ellers frygtede, da han meldte sig ind i klassementskampen, men desværre synes elastikken også at blive længere og længere, som løbet skrider frem. Det synes stadig ikke givet, at Lutsenko ikke løber ind i en gigantisk eksplosion, men med de store tidsforskelle, der er blevet skabt i en sjældent brutal udgave af løbet, er det også kun et reelt kollaps, der kan forhindre ham i at sikre sig en uventet placering i toppen af klassementet.

Lutsenko blev i hvert fald nok hjulpet af modvinden, der desværre reelt neutraliserede etapen og gjorde finalen så jævnbyrdig, at ingen kunne gøre nogen reel forskel, og at det derfor endte i en lidt taktisk våbenhvile. Uden modvind taler meget for, at Ineos havde revet feltet i stumper og stykker allerede på Envalira, og så kunne de ryttere, der måtte var blevet sat af allerede her, have indkasseret gigantiske tidstab, når de Van Baarle og Castroviejo efterfølgende havde kørt dem ud af ligningen i modvinden nede i dalen.

Modvinden var i hvert fald redningen for Guillaume Martin, og det var han også ærlig nok til at erkende. Det var kun med det yderste af neglene, at han fik bagdelen med op over Envalira, men desværre var han så kvæstet, at han efterfølgende slet og ret blev sat af på nedkørslen. Hans udbrudsmakker fra i går, Mattia Cattaneo, måtte ligeledes sande, at der var en pris at betale for lørdagens anstrengelser, og sammen fandt de ud af, hvor stærkt Van Baarle og Castroviejo kørte i dalen. De skal vist prise sig lykkelige for, at vinden ikke sendte dem til tælling langt nede af bjerget. Så havde regningen været en helt, helt anden og forskellene i top 10 havde været meget større, end de allerede er.

Cattaneo kan også trøste sig med, at hans hold allerede har fået rigeligt ud af løbet og i dag også kan fejre, at Mark Cavendish også blev hjulpet af modvinden og komfortabelt klarede den etape, der umiddelbart så farligst ud for ham. Det samme kan man ikke sige om Movistar, der har haft en svært løb, men som i dag havde mulighed for at vende det hele på hovedet. Der er næppe mange cykelfans, der ikke ville have kunnet se det smukke i, at Alejandro Valverde i dag var blevet den ældste Tour-etapevinder nogensinde og havde taget en sejr hele 16 år efter den fantastiske Courchevel-etape i 2005, hvor kometen Valverde overspurtede Lance Armstrong, Michael Rasmussen og Francisco Mancebo.

Nu er det stadig Pino Cerami, der med sin alder på 41 år og 64 dage står noteret for rekorden, men Valverde viste i dag, at det bestemt ikke er umuligt, at den rekord står for fald. I dag gav Movistar ham nemlig den frihed, han kun alt, alt for sjældent har fået i Touren, og som betyder, at han har vundet alt for etaper gennem årene. Det vil være ufatteligt smukt, hvis det lykkes, for det vil være kulminationen på sæsonen med de store comebacks. Da Valverde blev sat som en af de første i UAE Tour i februar, lå det i hvert fald ikke i kortene, at der var mange flere sejre gemt i ham - akkurat som ingen havde drømt om, at Mark Cavendish stadig kunne tangere Eddy Merckxs rekord.

Den rekord vil falde på et tørt sted hos Movistar, der dog i de seneste dage stille og roligt har meldt sig ind i løbet med først Imanol Erviti, så Ivan Garcia Cortina og nu Valverde. Der har Bahrain været hele tiden, og nu kan de for alvor lugte både bjergtrøje og holdkonkurrencesejr samt mulig top 10 til stabile Pello Bilbao i tillæg til de to etaper, de allerede har vundet. I dag skiftede brølstærke Wout Poels nemlig taktik, efter at han i går fandt ud af, at han faktisk kan slå Michael Woods i de direkte spurter, og derfor droppede han det angrebsraseri, der de foregående dage har sendt ham til tælling inden finalen. Det var en god lektie, der i dag betød, at han nøjedes med at spurte på toppen, og minsandten om han så ikke var frisk nok til både at erobre trøjen og tage etapens tredjeplads. Det kunne ligne en god afslutning for manden, der er kendt for sine tredjeugesben, når nu han endelig har forstået, at han også skal have lidt i tanken til etapernes anden halvdel.

Han fik i hvert fald effektivt skovlen under Woods, der i dag for første gang viste reel svaghed og måske betalte prisen for sin store aktivitet eller for gårsdagens styrt. Nairo Quintana måtte i dag også sande, at han ikke kan matche de mere eksplosive folk i spurterne, og derfor skiftede han strategi til et stort angreb på Envalira, der desværre delvist blev forpurret af modvinden. Colombianeren sluttede stadig etapen pænt uden at løbe ind i den velkendte eksplosion, men desværre ligner han nok den mindst sandsynlige vinder af bjergtrøjen blandt de tilbageværende kandidater, der også stadig tæller Pogacar, som med etapesejre på 17. og 18. etape og de deraf følgende 80 point stadig står med en mulighed for at forsvare sidste års trøje, selvom den score formentlig ikke vil være nok.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

Det lever Pogacar nu nok også med. I dag kan han nemlig sove betydeligt tryggere, end han kunne i onsdags, nu hvor han har vist hele cykelverdenen, at han altså ikke er ved at gå spor i forfald. Tværtimod genopstod det monster, vi kendte fra Alperne, og dermed er den gule trøje lagt i samme benhårde jerngreb, det lå i sidste søndag. For første gang i karrieren har Pogacar nu kørt en uge i en grand tour (en uge regnes som tiden mellem to start, mål eller to hviledage) uden at vinde en etape, men det må han så rette op på ved at tage to i den tredje uge, så traditionen med at vinde tre etaper i hver grand tour kan holdes ved lige.

Det virker bestemt sandsynligt, at det vil kunne ske - akkurat som det synes mere og mere sikkert, at den gule og hvide trøje ender i Slovenien for andet år i træk. Carapaz og Vingegaard kan i hvert fald ikke længere få færden af det blod, de stadig kunne fornemme i morges, selvom deres lugtesans er lige så intakt, som den vil være for alle andre, der i morgen afleverer en negativ PCR-test. Det var nemlig det slovenske monster selv og ikke coronavirus, der fjernede den bloddunst, der hang ud over Andorra tidligere på dagen.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Favoritterne

Med hele fem dage i den sydøstlige bjergkæde spiller Pyrenæerne en yderst markant rolle i årets løb, men der er stor forskel på de fem etaper. De kan den nemlig deles i to grupper bestående af tre udprægede klassementsetaper, hvor favoritterne kan gøre forskelle, og to lidt lettere dage, der er som skabt til udbrud. Inden hviledagen havde vi én etape fra hver kategori, og over de kommende dage rundes årets bjergemenu af med to af de afgørende og én af de lidt lettere etaper.

Vi lægger ud med sidstnævnte, og det vil utvivlsomt glæde de ryttere, der har det svært med at komme i gang efter en hviledag. Tirsdagens 16. etape kan ikke betegnes som andet end en regulær bjergetape, da den indeholder hele tre af Pyrenæernes klassiske og legendariske stigninger, men alligevel er det ikke en dag for klassementet. Der er nemlig tale om tre af de lettere pyrenæertinder, og dertil kommer, at det hele slutter med et langt stykke i dalen. Det gør den helt igennem uegnet som afsæt til angreb, og med tanke på, at der venter to helt afgørende etaper onsdag og torsdag, ligner det på papiret mest en dag, hvor det handler om at komme så let igennem som muligt.

Det er godt nyt for udbryderne. Som bekendt blev de taberne, da ASO fremlagde årets meget sprintervenlige rute, og denne etape er derfor én af blot to helt oplagte udbrudsetaper i årets løb. Den første af disse kom i lørdags, og nu venter så den anden af slagsen. Det betyder også, at det er en helt afgørende etape for hovedparten af feltet. Med masseudrensningen af sprintere - i dag røg også Nacer Bouhanni - ser det i stigende grad ud til, at en spurt måske kan undgås på fredag, men hvis også 19. etape ender i en massespurt, bliver tirsdagens etape sidste mulighed for det store flertal af rytterne, der ikke er enten bjergryttere, sprintere eller tempospecialister.

Etapen har naturligvis sine ligheder med lørdagens etape, men den har også sine forskelle. Lørdagens etape var at regne som en lille ardennerklassiker, men det er tirsdagens etape ikke. Her taler vi om rigtige bjerge, og selvom de ikke er specielt stejle, er de første to stigninger altså ganske lange. Til gengæld kommer de også langt fra mål, og Portet d’Aspet er med sin længde og urytmiske karakter langt mere ardenneragtig. Dertil skal naturligvis lægges det lange, flade stykke til sidst, hvilket tilsammen gør, at det er alt andet end en oplagt etape for klassiske klatrere. Med placeringen af de lange stigninger tidligt på etapen kan tungere folk bestemt også drømme om at vinde i Saint-Gaudens tirsdag eftermiddag.

Det vil derfor være hovedparten af rytterne og holdene, som vil gøre alt for at ramme udbruddet. Det kan meget vel komme til at tage uhyre lang tid. Etapen indledes med en faldende vej med direkte modvind, og det er vel nogenlunde de betingelser, der gør det allersværeste at få elastikken til at knække. Det er praktisk talt umuligt, og derfor anser jeg det som ret usandsynligt, at udbruddet kører over de første ca. 35 km, der vil blive en angrebsfest i høj fart.

Det gør det til gengæld betydeligt lettere at gætte, hvem der rammer udbruddet. Nu vil det formentlig køre på Col de Port, hvor de stærke klatrere kan køre væk. Det er desværre dårligt nyt for de tungere folk som eksempelvis vores danske esser Kasper Asgreen og Magnus Cort. Nok kan de sagtens vinde i en finale som denne og overleve stigninger som disse, men det er noget helt andet, hvis de skal følge angrebene på et regulært bjerg.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

I den forbindelse er det meget interessant, hvordan Michael Woods, Wout Poels og Nairo Quintana griber etapen an. Den er på ingen måde ideel for dem, og der er langt flere point at køre om de kommende to dage. Det klogeste vil være at spare kræfterne til onsdag og torsdag, men kan de lade være, hvis det stadig er samlet i bunden af stigningen? Det tvivler jeg på. De kunne i hvert fald ikke lade være, da feltet stadig var samlet i bunden af stigningerne i lørdags, selvom der dengang var endnu færre point at køre om.

Mit bedste bud er, at udbruddet kører på Col de Port, og hvis det er bjergtrøjekandidaterne, der skaber det, vil det nok primært bestå af lettere folk. I den situation vil der være mange hold, der har misset udbruddet, men UAE vil have det fint med at få ro på hurtigst muligt. Det er bestemt muligt, at andre og lidt tungere folk kan forsøge at skabe en forfølgergruppe efter toppen i stil med det, vi så i lørdags, men skulle det lade sig gøre at komme op bagfra, vil den ekstra jagt have kostet nogle kræfter - præcis som det var tilfældet for Elie Gesbert, Pierre Rolland, Quentin Pacher og Valentin Madouas i går. Selvom finalen passer godt til tungere folk, betyder starten, at det måske alligevel mere er de lettere folk, vi skal tro på - folk, der kan angribe på Col de Port.

Når udbruddet er kørt, venter det klassiske scenarium. Feltet vil falde helt til ro, og på en dag med næsten konstant modvind vil UAE formentlig lade udbruddet sejle langt væk - naturligvis bestemt af de bedste placerede i udbruddet. Herefter skal feltet i princippet bare rulle hjem, mens udbruddet skal slås om etapesejren.

Jeg er imidlertid ikke sikker på, at det går helt så nemt. Jeg er sikker på, at udbruddet nok skal køre om sejren - også med et stort forspring - men jeg håber og tror, at Ineos lugter blod. Mandagens koldfront giver nemlig et helt andet vejr, end vi har set de seneste dage, og rytterne kan igen se frem til en overgang fra den ene kontrast til den anden. Nu bliver det køligt og blæsende, og hvis også den sandsynlige regn melder sig, bliver det decideret koldt, særligt når de ruller afsted bag UAE i modvinden.

Det er dog ikke kulden, der er Ineos’ chance. Det er vinden. Efter Portet d’Aspet vil det ikke bare lufte lidt. Det vil være decideret blæsende fra en vestlig retning, og da rytterne efter nedkørslen kører mod nord, står vinden helt rigtigt. Jeg ved ikke, om terrænet er åbent nok, men sidevindskørsel nord for Pyrenæerne er før set. Umiddelbart frygter jeg, at det kan være lidt for lukket af træer, da et kort indikerer, at de først kommer ud i åbent terræn ved målbyen, men det vil Ineos helt sikkert vide.

Her vil Tadej Pogacar være meget mere sårbar, end han vil være det i bjergene eller på en klassisk flad etape. Ineos burde med hårdt tempo på Portet d’Aspet måske ikke kunne isolere sloveneren, men i det mindste rydde ud i hans fladbanehjælpere, der i forvejen mest af alt tæller Mikkel Bjerg og den slet ikke sidevindsstærke Vegard Stake Laengen. Briterne selv vil derimod kunne regne med Geraint Thomas, der så meget bedre ud i dag, samt Michal Kwiatkowski og måske også Dylan van Baarle eller Jonathan Castroviejo, der eventuelt også kan være sendt ud som forposter. Pludselig kan denne etape ligne den store chance for både at udnytte Pogacars hold, der i dag pludselig så rustent ud igen, og sidevinden på én gang - endda på en bjergetape!

Vil det så ske? Jeg er ikke sikker, men hvis chancen reelt er der, føler jeg mig overbevist om, at Ineos vil gribe den. De vil helt sikkert vide, om der er for mange træer til sidst, og hvis der er blot den mindste chance, tror jeg, at vi vil se dem sætte tempo på stigningen, forcere på den muligvis regnvåde nedkørsel og slutteligt angribe i sidevinden, mens feltet stadig er trukket helt ud efter nedkørslen. Det kan skabe en ret vild finale, og uanset om de prøver eller ej, burde vinden være kraftig nok til, at vi får en meget nervøs afslutning og ikke bare den ”rullen-til-mål”, som man normalt ser på udbrudsetaper.

Uanset om vi får sidevindsdrama eller ej, bør det være en stensikker udbrudsetape. Etapen er for svær til, at det giver mening for Bahrain og BikeExchange at forsøge at gå efter en spurt med Sonny Colbrelli og Michael Matthews. Kun et mirakel - eksempelvis en eller anden besynderlig krise til en klassementsrytter tidligt på etapen - synes at kunne ødelægge det for lykkeridderne, og den slags skal man ikke regne med. De dage, hvor vi pludselig ser et hold, der har misset udbruddet, begynde at jagte, er også sjældnere og sjældnere, og da gruppen kan ventes at køre på stigningen og derfor vil være stærk, er det også svært at se et hold, der er stærkt nok til at skabe samling.

Nej, det er en dag for udbryderne - eventuelt foran et sidevindsdrama - men det er ret tricky at pege på favoritter. Som sagt er det en stor ulempe for de tungere folk, at udbruddet formentlig kører på Col de Port, og det taler for, at de lettere folk har en bedre chance. Til gengæld er det godt nok ikke let for klatrerne at gøre det færdigt i en lang og flad finale, særligt ikke når de har modvind næsten hele dagen, herunder på alle stigningerne. Selvfølgelig er der den sidste lille rampe, der er et godt afsæt for angreb, men jeg tror, at vi kan få en meget taktisk finale. Hvis gruppen består af stærke klatrere, er det svært at køre væk i modvind på Col du Portet d’Aspet, og så kan vi meget vel få en lille gruppe, der vil angribe hinanden i fladlandet til sidst - lidt i stil med den finale, vi havde, da Nils Politt vandt i torsdags. Forskellen er bare, at vi denne gang nok har en betydeligt lavere gennemsnitsvægt blandt udbryderne, end vi havde på Nimes-etapen. Og så kan det blive krydret med lidt sidevind også.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Det kan også gøre det til et taktisk lotteri til sidst. Selvfølgelig er en god puncheurspurt på den 500 m lange og ret stejle målbakke et vigtigt våben, men i princippet kan sejren gå til hvem som helst blandt de ryttere, der har overlevet stigningerne. Det kan meget vel handle om held og timing, og hvem der får sneget sig væk til sidst.

Alt sammen gør det svært ikke at pege på Wout van Aert igen. At udbruddet formentlig kører på stigningen, gør, at han har en meget stor chance for at sidde der, hvis han vitterligt vil, og i den flade finale står han brølstærkt. Han vil utvivlsomt være langt den mest kraftfulde blandt udbryderne, og selvom puncheurspurten til sidst er lidt for stejl til at passe ham ideelt, vil han stadig slå de fleste på stregen. Rammer han udbruddet, er det meget svært at se, at han ikke vil være dagens favorit, uanset om det bliver en spurt, eller om han selv deltager i angrebene til sidst og bare bruger sin enorme power til at køre væk.

Van Aert har dog også to udfordringer. Den ene er, at han er Van Aert. Rammer han udbruddet, er det ham, alle vil frygte, og det vil være ham, der skal lukke alle huller. Det gør det altid svært at være storfavorit i en finale, der kan blive meget taktisk. Til gengæld virker Van Aert så velkørende, og han vil være så meget mere kraftfuld end nogle spinkle klatrere, at han formentlig er god nok til at kontrollere meget alligevel - og måske slet og ret køre væk.

Den anden udfordring er hans rolle. Vi så i dag, at Jumbo stadig giver ham frihed til at jagte etaper, og havde det ikke været for sidevinden, ville han helt sikkert have fået lov. Nu er spørgsmålet bare, om Jumbo kan undvære ham, hvis det vitterligt bliver farligt for Jonas Vingegaard efter sidste stigning. Det kan betyde, at holdet vælger at lægge ham i lænke. Generelt synes Van Aert dog at kunne køre sit helt eget løb, når han vil, og da han oser af ambition og nu også har blik på bjergtrøjen, tror jeg, at han får chancen. Så skal han bare gøre det færdigt i et vejr, der burde passe ham som fod i hose.

Det må også være den store chance for Julian Alaphilippe. Igen i dag blev det klart, at han lige nu ikke har formen til at vinde på de hårdere dage, men derfor passer denne etape ham faktisk ret godt. Han er stadig så god, at han formentlig vil være med, hvis udbruddet kører på stigningen, men finalen er ikke så svær, at han bliver slået på sin knap så gode form. I en taktisk finale har han stadig den gigantiske ulempe, at han er Alaphilippe og kører rundt med en meget synlig trøje, og derfor vil det ofte være ham, der skal lukke huller. I torsdags blev han derfor også fanget i det taktiske spil, og det kan han sagtens gøre igen. Hvis til gengæld det lykkes ham at spille sine kort rigtigt og ikke blive fanget, står han stærkt. Han har den sidste rampe til at bruge sit eminente punch til et angreb, og i puncheurspurten til sidst vil han være storfavorit mod alle andre end Van Aert. 7% er imidlertid også så stejlt, at balancen tipper, og i denne finale kan sagtens slå også belgieren, som han gjorde, da han vandt sin Tirreno-etape. Dette ligner den helt store chance for Alaphilippe til at få sin anden etapesejr, selvom formen ikke er i top. Han skal bare undgå at blive fanget i det taktiske spil og undgå at fryse til is, hvis det begynder at regne - en udfordring, der kan blive en hurdle for den spinkle franskmand med afsky for kulde.

Det må også være endnu en god chance for Patrick Konrad. Østrigeren fortsætter med at imponere og var klart en af de stærkeste i udbruddet i lørdags. Med udsigt til, at udbruddet kører på stigningen, taler meget for, at han vil sidde der igen, og han ser ud til med lethed at kunne klare Portet d’Aspet. Derefter skal også han spille sine kort rigtigt i den taktiske finale, men her vil han næppe være den mest overvågede. Han vil utvivlsomt også være en af de bedste i en puncheurspurt som denne, hvilket han har vist med sine top 10-placeringer i Fleche Wallonne. Som østriger har han traditionelt heller ikke haft det store problem med dårligt vejr, og derfor er der al mulig grund til at tro, at han kan belønnes for den gode form, han har vist gennem hele løbet.

Et andet oplagt bud er Omar Fraile. Baskerens form har været lidt svær at blive klog på, men han viste i lørdags, at den slet ikke er så ringe. Her var han ganske vist oppe mod bedre klatrere til sidst, men med modvind på Portet d’Aspet burde han have en god chance for at komme med over. Til den flade finale er han langt mere kraftfuld end de fleste klatrere, og han synes også at være blevet langt bedre i det taktiske spil, end han var tidligere i sin karriere. Selve spurten er måske lidt for stejl til at passe ham ideelt, men når man ser på den puncheurspurt, der gav ham sejren ved de spanske mesterskaber, er det ikke mange, der vil kunne stå i vejen for ham, hvis han mestrer det taktiske spil så godt, at han kan spurte om sejren i Saint-Gaudens. Lidt baskervejr kan heller ikke genere en basker.

Dylan Teuns har ikke helt haft de samme gyldne ben, som han havde i Alperne, men måske får han dem nu igen. I hvert fald brokkede han sig i dag over den brutale hede, og hvis koldere vejr bringer ham tilbage til niveauet fra 8. etape, burde han have en ganske god chance for at køre med i et udbrud, der stikker af på stigningen. Derefter vil han stå med ganske udmærkede kort til sidst. Han viste i dag, at hans form bestemt ikke er ringe, og disse stigninger passer bedre til en ardennerspecialist, ikke mindst Portet d’Aspet. Samtidig vil Teuns, der før har vundet puncheurspurter, elske denne spurt, hvor det er stejlt nok til, at han pludselig står stærkt - langt stærkere i en spurt på flad vej. Det ligner en ganske god chance for Teuns til at tage sin anden etapesejr.

Jeg er lidt splittet i forhold til Sergio Higuita. Kører udbruddet på stigningen, taler meget for, at den stadig formstærke og i år også stabile colombianer vil sidde der igen, men kan han også gøre det færdigt? Han var fremragende i det dårlige vejr på 9. etape, så det er ikke kulden, der er forhindringen. Selvom vi stadig har til gode at se ham blande sig med de bedste i en puncheurspurt, burde afslutningen være guf for hurtige og eksplosive Higuita. Spørgsmålet er bare, om han kan begå sig i det taktiske spil, når der angribes på skift på flad vej. Her mangler han en del power, og selvom han før har vist evner i sidevind, når han har en bodyguard, er det noget andet at skulle slås på egen hånd mod mere kraftfulde typer til sidst. Umuligt er det dog ikke, og han har både formen og spurten til at gøre sig selv til en indlysende vinderkandidat.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

For første gang i år skuffede Michael Woods helt i en udbrudsfinale, og nu melder spørgsmålet sig, om det skyldes aftagende form, træthed eller konsekvenser af styrtet. Uanset hvad vil hviledagen gøre ham godt, og hvis vi igen ser, at bjergtrøjekandidaterne går amok på Col de Port taler alt for, at han rammer udbruddet igen. Han er som bekendt flyvende i det dårlige vejr, men til gengæld kan man frygte, at han denne gang igen vil bruge for mange kræfter i bjergspurterne - særligt fordi den flade finale gør det mindre sandsynligt, at han vinder etapen. Det vil dog være dumt ikke at tro på sig selv til sidst. Den lille puncheurspurt måtte gerne være stejlere, men den er slet ikke ringe for eksplosive Woods. Da han vandt sin Vuelta-etape sidste år, viste han også, at han mestrer kunsten at spille sine kort rigtigt i en taktisk finale på flad vej, og dermed har han de rette kort til at gøre det færdigt, hvis ikke han har brændt for megen energi af forinden.

Efter sejren i lørdags må Bauke Mollema også være kandidat. Her fik han endelig vist den form, han har savnet i store dele af sæsonen, og dermed må han igen skulle regnes som en af favoritterne i de udbrud, han rammer. Kører udbruddet på stigningen, sidder han der formentlig, og han er faktisk ret god i en puncheurspurt, som vi blandt andet så, da han vandt i Var tidligere i år. Der er dog folk, der er hurtigere end ham, men til gengæld kan han så lave en ”Mollema Classic”, dvs. køre solo i en taktisk finale. Den strategi har givet ham alle karrierens største sejre og nu to Tour-etaper, og han har derfor bevist, at han har en timing som få. En udfordring kan dog være, at han nok vil være en smule mere overvåget nu, ligesom han forleden berettede om, at hans trængsler i Giroen delvist skyldes, at han ikke er specielt glad for det dårlige vejr, som også slog ham ud i udbruddet på Tignes-etapen.

Jeg kan heller ikke helt finde ud af, hvad jeg skal tro om Alejandro Valverde. Det var godt at se, at Movistar i dag gav ham lidt frihed, og det viser, at han ikke nødvendigvis er helt låst. På den anden side vil det være helt uhørt for Movistar at sende Valverde i udbrud på en mellemetape, og det er bestemt ikke usandsynligt, at han skal spare sig til de kommende dage. Dertil kommer, at det dårlige vejr meget vel kan sende ham ud af billedet og fjerne hans motivation - i hvert fald hvis det regner og er koldt. Alligevel var han i udbrud i kulden på 8. etape, og dagens etape må have givet selvtillid. Podiet ser lidt fjernt ud for Movistar, og det bør åbne for en lidt mere intens etapejagt. I dag viste han, at formen er god, og den sidste puncheurspurt vil han stadig elske, selvom hurtigheden er aftagende. Samtidig er han god i det taktiske spil og har en alenlang erfaring til at håndtere angrebsfesten i fladlandet. Måske er det tirsdag, at vi får historiens ældste etapevinder. På stigningen kan han i hvert fald deltage i udbruddet, hvis han vil og må.

Hvis de prikkede kandidater som ventet gå i aktion, vil Wout Poels utvivlsomt igen sidde i udbruddet. Som skrevet i analysen har hollænderen nu også mulighed for at vinde etapen, fordi han har fundet ud af, at han ikke behøver at angribe 100 km fra toppen for at slå Woods i bjergspurterne. Dermed vil han have mere friskhed til slut, selvom det naturligvis vil være en ulempe, at han har jagtet bjergpoint undervejs. I dag viste han imidlertid, at formen er fremragende, og hvis han og Woods ikke tænker lidt for meget på at spare sig til onsdag og torsdag, kan han sagtens snige sig væk i den taktiske finale. Han er i hvert fald god i dårligt vejr, som vi blandt andet så, da han vandt det iskolde Liege, og den lille puncheurspurt ligger heller ikke dårligt til manden, der har slået Woods i flere spurter de seneste dage. Denne gang er jeg dog bange for, at bakken er lidt for kort og eksplosiv til, at han kan slå de mest oplagte favoritter, og derfor kan det være, at han skal snige sig væk i det taktiske spil, hvis han vil vinde. Tør han bruge kræfter på det, når bjergtrøjen først vindes de efterfølgende dage?

Forud for løbet lå det i kortene, at Ruben Guerreiro skulle køre sig i form undervejs, da han kom til løbet efter styrtet i Giroen. Noget tyder på, at den plan går ganske godt. I hvert fald synes han at blive bedre og bedre, og i dag nåede han sit hidtil højeste niveau. Med udsigt til, at udbruddet kører på stigningen, har han god chance for at ramme rigtigt. Han er også god i en puncheurspurt, men der er større favoritter end ham, hvis en gruppe skal spurte til sidst. Til gengæld er han god i dårligt vejr, som vi blandt andet så, da han vandt sin Giro-etape, og han vil kunne spille det taktiske spil - særligt hvis han og Higuita sidder i overtal. Han synes i hvert fald nu at have formen til at vinde sin første Tour-etape.

Etapen er ikke ideel for Ion Izagirre ¸ men den er bestemt ikke en umulighed. Igen i dag viste han, at han lige nu klatrer bedre end længe, og meget taler derfor for, at han vil ramme udbruddet, hvis det kører på stigningen. Det bliver også rigtigt Izagirre-vejr, og han har før vist, at han kan gøre det færdigt i en taktisk finale, som vi så, da han vandt i Baskerlandet tidligere i år. Her viste han også, at han ikke er den allerlangsomste - en evne, han også har brugt i dette løb - og i en puncheurspurt står han endnu stærkere. Han er stadig ikke nogen favorit i en spurt, men særligt hvis han kan lukrere på tilstedeværelsen af den hurtige Fraile, vil han stå med muligheder i det taktiske spil. Vejret rimer i hvert fald 100% på Izagirre-sejr.

En fordel ved dagens tidstab er, at Mattia Cattaneo nu igen kan få plads til at ramme udbrud nr. 117 i dette løb. Han imponerer med fortsat at have masser af friskhed, og da han kørte sin klart bedste etape i Tignes, vil han have det fint i det dårlige vejr. Kører udbruddet på stigningen, har han god chance for at sidde der, men til gengæld er den flade finale alt andet end ideel for en mand, der ikke er kendt for sin spurt. Til gengæld er han en mester i at køre alene, og han har før i Vueltaen været meget tæt på at gennemføre et soloridt til sidst. Sidder han der sammen med Alaphilippe, står han i hvert fald ganske godt i det taktiske spil.

En interessant kandidat er Michal Kwiatkowski. Desværre betyder muligheden for sidevind nok, at han bliver hos Carapaz, men vi så ham faktisk i angreb i lørdags. Tiden begynder at rinde ud, hvis Ineos skal have en etapesejr, og derfor kunne man håbe, at de tør give Kwiatkowski chancen. Han viste fornem form på Ventoux, og finalen rimer i den grad på polakken, der er taktisk snu - husk hvordan han blev verdensmester - er blandt verdens bedste i en puncheurspurt og har masser af power på flad vej. Kwiatkowski vil være en af favoritterne, hvis han rammer udbruddet. Det kræver, at han får chancen, og selvom det virker usandsynligt, er det ikke umuligt.

Efter tre top 10-placeringer fra udbrud har Franck Bonnamour også meldt sig ind som en seriøs vinderkandidat. Franskmanden er egentlig puncheur, men i dette løb har han klatret som en drøm. Han har dog stadig til gode at vise, at han kan ramme et udbrud, der kører væk på en lang indledende stigning, men det synes ikke længere at være en umulighed. Han lægger ikke skjul på, at han elsker dårligt vejr, og kommer han først med i udbruddet, er finalen faktisk ganske fremragende. Han er nemlig en hæderlig puncheur, og først og fremmest er han i det taktiske spil den lille underdog, som igen rigtigt frygter.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

I dag viste Dan Martin endelig lidt form, og det betyder, at vi skal til at regne ham seriøst som etapevinderkandidat. Han er ganske vist ikke en af de stærkeste på stigningerne, men han har nået et niveau, hvor han er en sandsynlig udbryder på en dag, hvor udbruddet formentlig køre på Col de Port. Det kræver måske lidt bedre form end hidtil, men han synes i fremgang. Den sidste lille puncheurspurt passer ham også som fod i hose, men desværre er det også den eneste gode ting ved finalen. Han har ikke megen power på flad vej, og det er svært at se ham som favorit i et taktisk spil, hvor der angribes på skift på flad vej. På den anden side kan alle udbrydere vinde i en så strategisk afslutning, og han og Woods vil måske igen kunne lukrere på et overtal.

Der er utvivlsomt mange, der vil anse Matej Mohoric som en oplagt kandidat, men jeg er ikke overbevist. Sloveneren virker slidt og synes slet ikke at have samme form som på 7. etape. I forvejen skulle han være knivskarp for at køre med i et udbrud på Col de Port, der i sig selv er for svær, og lige nu tror jeg ikke, at formen rækker. Har han stadig de ben, han havde for en uge siden, eller kører udbruddet slet ikke på stigningen, står han naturligvis godt, for i en taktisk finale er han står, ligesom han er en god afslutter på den lille bakke. Det kræver bare, at han finder vej til udbruddet, og det bliver svært, hvis det kører på stigningen.

Fordi udbruddet formentlig kører på stigningen, taler meget også for, at Esteban Chaves kan sidde der. Colombianeren viste igen i dag, at han skam er ganske velkørende, men ligesom for Martin vil han finde finalen ugunstig. Den kræver alt for megen power på flad vej, og modsat Martin er han heller ikke verdens bedste puncheur. I en taktisk finale blandt klatrere på flad vej, kan alle dog vinde, og Col de Port betyder, at Chaves meget vel kan sidde der. Så skal han bare spille sine kort rigtigt.

Smøren kan gentages om David Gaudu. Han går formentlig ind til etapen med den intention at spare sig til onsdag og torsdag, men kører udbruddet først på stigningen, vil han formentlig gå med. FDJ har nemlig ikke råd til at spilde nogen chancer, og derfor skal de være repræsenteret. Der er altså gode chancer for, at Gaudu vil sidde der, men ligesom for Chaves gælder, at han slet ikke er prototypen på en mand, der kan gøre det færdigt. Han er faktisk en god puncheur, men ikke den bedste, og han skal derfor spille sin hånd rigtigt i det taktiske spil. Det kræver en del held for en fyr, der er alt andet end kraftfuld og mest af alt tænker på de efterfølgende to etaper.

Jeg er også nødt til at pege på Pello Bilbao. Jeg tror, at han sparer sig til de kommende dage, men er han frisk på at angribe på Col de Port, vil UAE næppe gå i panik. Forleden lod de Guillaume Martin køre, og det samme gjorde de andre podiehold. Bilbao har en reel chance for at ramme udbruddet, hvis han vil, og så ligger finalen godt til en mand, der før har vundet løb ved at snige sig væk i taktiske finaler, som er god i dårligt vejr og kan afslutte på en bakke. Jeg tror dog, at han foretrækker at spare sig til de sværere etaper. Martin og Cattaneo viste nemlig i dag, hvad der sker, hvis man bruger lidt for mange kræfter på udbrud.

Endelig er der Kasper Asgreen, Magnus Cort og Jasper Stuyven. Alle vil de stå ret stærkt, hvis de rammer udbruddet. Portet d’Aspet er ikke uoverskuelig, de er gode i dårligt vejr, de kan spurte på bakken op mod mål, og de har meget mere power end klatrerne på flad vej. Desværre anser jeg det som umuligt for dem at ramme udbruddet, hvis bjergtrøjekandidaterne går amok på Col de Port, og deres håb må derfor være, at udbruddet mod forventning kommer fri tidligere. Det er bare svært i en faldende start med direkte modvind. Et alternativ er, at de kan køre op efter toppen af Col de Port, men det kan koste de kræfter, de skal bruge i finalen. Det kan bestemt lade sig gøre for de tre ryttere, der synes i form - særligt Stuyven klatrer som drøm i disse dage - men det kræver nok, at klatrerne ikke går amok på Col de Port.

Det samme kan siges om Sonny Colbrelli og Michael Matthews, der vil kunne lide finalen, men næppe kan køre med på Col de Port. Alex Aranburu vil elske puncheurspurten, men han har bestemt ikke imponeret i dette løb og kommer næppe med i et udbrud, der kører på Col de Port. Det kunne Nairo Quintana meget vel gøre i sin jagt på bjergpoint, men det er meget svært at se ham gøre det færdigt til sidst, da han er uden power og skal alene hjem for at vinde. Jeg tror desværre ikke, at Jakob Fuglsang har formen til at ramme et udbrud på Col de Port. Det har Aurelien Paret-Peintre, Louis Meintjes, Sergio Henao og Kenny Elissonde måske, men jeg har svært ved at se dem gøre det færdigt. Ineos vil næppe lade Geraint Thomas gå i udbrud, og Jumbo vil formentlig spare Sepp Kuss til bjergene, særligt når finalen passer ham så dårligt - akkurat som det gælder for Movistar og Miguel Angel Lopez. Finalen er slet ikke ringe for puncheurs som Ide Schelling, Valentin Madouas, Jesus Herrada, Benoit Cosnefroy, Pierre Latour, Anthony Turgis, Toms Skujins, Quentin Pacher, Elie Gesbert, Greg van Avermaet og Xandro Meurisse, men det er svært at se dem køre med i udbrud på Col de Port, hvor Michael Valgren og formsvage Thomas de Gendt næppe heller kan være med. Endelig synes Anthony Perez at have glemt sin superform et sted længere mod øst, mens det nok er slut med gratis gaver til Guillaume Martin, der nu er lidt for tæt på podiet.

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Julian Alaphilippe, Patrick Konrad

Outsidere: Omar Fraile, Dylan Teuns, Sergio Higuita, Michael Woods, Bauke Mollema

Jokers: Alejandro Valverde, Wout Poels, Ruben Guerreiro, Ion Izagirre, Mattia Cattaneo, Michal Kwiatkowski, Franck Bonnamour, Dan Martin, Matej Mohoric, Esteban Chaves, David Gaudu, Pello Bilbao, Kasper Asgreen, Magnus Cort, Jasper Stuyven

Opvarmning til den tredje uge

Kl. 7.34 varmer jeg op til den tredje uge i morgenradioen på Radio4.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET