Ruten

Bortset fra 1. etape, der af og til har start og mål i samme by samt tidskørslerne, hører det til sjældenhederne, at Touren har etaper, der afvikles på en rundstrækning. Den tradition brydes imidlertid dagen efter årets anden hviledag, når Nimes helt usædvanligt er vært for både indledningen og afslutningen på løbets 16. etape i en fase, der ellers typisk består af transportetaper mellem løbets to store bjergkæder. Det vil sprinterne sætte pris på, for da Nimes ligger i fladlandet mellem bjergene i den sydlige del af landet, er der lagt op til, at de hurtige folk kan få en næstsidste chance inden den store sprinterfinale i Paris en lille uges tid senere.

I alt skal der tilbagelægges 177 km, som altså både har start og mål i Nimes. Fra start er der en lille bakke, mens man kører mod nordøst ud af byen, men derudover det relativt fladt. Kort efter sætter man kursen mod nord via et længere let stigende stykke, inden det efter byen Poulzac begynder at falde. Kort efter drejer man mod nordvest for at køre op ad den ikke-kategoriserede Cote de la Brugiere, der har top efter 55,5 km, hvorefter man kører mod vest frem til dagens spurt, der kommer efter 65 km for enden af en lang, lige og let stigende vej.

Efter spurten fortsætter man videre mod vest gennem et let faldende stykke forbi forplejningen, der kommer efter 83 km, inden man når frem til bunden kategori 4-stigningen Cote de Saint-Jean-du-Pin (1,8 km, 4,2%), der har top efter 96 km. Herfra fortsætter man videre mod sydvest, syd, sydøst og til slut øst igennem relativt fladt terræn, der leder frem til byen Uzes, som nås efter 148,5 km.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Her indledes finalen, når man kører mod syd for kort efter at ramme en ikke-kategoriseret stigning, der over 6,2 km stiger med 2,3% og er ganske jævn uden nogensinde at passere 4%. Fra toppen resterer fortsat 15 km, der fører videre mod syd ned til Nimes, hvor man med 5 km igen slår en lille sløjfe mod øst. Med 3 km igen følger et sidste sving, og herefter skal man lige igennem tre rundkørsler, den sidste med bare 380 m igen, inden man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning. Det falder let ned mod de sidste 2 km, der er helt flade.

Etapen byder på i alt 1561 højdemeter.

Nimes blev senest besøgt i 2014, hvor Alexander Kristoff spurtede sig til en sejr dagen før løbets sidste hviledag, i 2008, hvor Mark Cavendish fortsatte sit store gennembrud ved at vinde den fjerde og sidste etape det år, og i 2004, hvor Aitor Gonzalez kørte alene hjem fra et udbrud, der sejrede med næsten et kvarter ned til feltet. I 2017 startede Vueltaen i byen, og her lagde BMC ud med at vinde et aftenholdløb og derved bringe Rohan Dennis i førertrøjen.

Vejret

I en uges tid har der været talt om, at feltet vil blive ramt af en hedebølge i den tredje uge, og den profeti ser ud til at holde stik. Tirsdag bliver brutal med kun få skyer og en temperatur på ikke mindre end 37 grader. Der vil være en tiltagende vind fra syd, som mod slutningen af etapen vil være jævn. Det giver primært medvind på første del af etapen, hvorefter der vil være sidevind det meste af dagen afbrudt af et modvindsstykke omkring den kategoriserede stigning. Til slut vil der væres modvind på de sidste knap 30 km. Med 5 km igen er der kortvarigt sidevind, men der vil være sidemodvind på de sidste 3 km.

Analyse af 15. etape

For et par uger siden var det et ”Shut up!”, man kunne høre helt til Danmark, da Geraint Thomas med en vild forcering på La Planche des Belles Filles fortalte alle kritikerne, at han altså var klar til at køre med om sejren i verdens største cykelløb igen i år. I dag var det så noget helt andet, der gjaldede ud over Frankrig med en kraft, så det blev blæst hele vejen op til vort flade land mod nord. Denne gang var det nemlig det kollektive suk, der synkront blev udgydt af vel næsten samtlige 67 millioner franskmænd, da deres alles darling, Julian Alaphilippe, alligevel endte med at eksplodere på vej op ad Prat d’Albis, netop som det ellers så ud til, at han var at levere endnu et mirakel.

Da Thibaut Pinot trådte i pedalerne en ekstra gang med en sådan kraft, at man kortvarigt måtte overveje, om der overhovedet var en kæde på hans cykel, brast elastikken nemlig. På 14 etaper havde de øvrige 163 ryttere i feltet ledt efter hans grænse, men uanset om de havde søgt i sidevind, på eksplosive bakker, på holdløb, på enkeltstarter eller sågar på Tourmalet var den intet den intet sted at finde. Faktisk havde han endda på gårsdagens pressekonference antydet, at han sågar kunne have slået Thibaut Pinot på Pyrenæernes gigant - et udsagn, der kortvarigt kunne få én til at overveje, om han vitterligt var ved at levere sensationen.

I dag kan vi konstatere, at det ikke sker. Ganske vist har Alaphilippe fortsat førertrøjen, og ganske vist undgik han den totale eksplosion, som ellers har været reglen mere end undtagelsen i hans mange etapeløb, men håbet om sejr synes nu totalt slukket. I forvejen virkede det meget usandsynligt, at en mand, hvis eneste svaghed hidtil har været den manglende restitutionsevne, skulle kunne holde i tre uger uden at brænde sammen bare en enkelt gang i de høje bjerge, der aldrig har været hans naturlige terræn. Og efter at han i dag for første gang trådte lige så firkantet, som han plejer, når der er udsigt til en klassisk Alaphilippe-eksplosion, er det svært at tro på, at en forvandling til det bedre skulle være i udsigt i Alperne, hvor de lange, udmarvende stigninger passer ham langt dårligere end de hidsige pyrenæertinder, der var rammen om hans fald i dag.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Heldigvis kender vi også Alaphilippe godt nok til at vide, at han kan være meget svingende i et etapeløb. Nu kan han se frem til tre lidt lettere dage, og det kan måske bringe ham lidt til hægterne igen inden de tre afgørende slag i Alperne. Problemet er bare, at han nu igen har udsigt til at skulle grave dybt tre gange i træk i terræn, der ikke er hans, og på et tidspunkt, hvor han allerede er slidt ned til sokkeholderne. Det ligner et projekt, der kun kan briste.

I forvejen lignede det en umulig mission at vinde løbet. Som jeg skrev i går, ville det nemlig blive på grænsen til uladsiggørlige, hvis han med sit sprinterhold skulle forsvare sig mod de stærke mandskaber, der indtil i går stadig betragtede hans trussel som værende så lille, at der ikke var grund til at angribe ham. Den svaghed blev til fulde udstillet i dag. Først tabte han sin vigtigste hjælper i en desværre sygdomsramt Mas - det forklarer formentlig, hvorfor hans stigende formkurve så brat knækkede i går på Tourmalet - og siden blev det åbenlyst, at Kasper Asgreen, Yves Lampaert, Michael Mørkøv, Maximiliano Richeze og ikke mindst en dybt imponerende og bundhamrende loyal Elia Viviani ikke havde skyggen af chance for at afparere de missiler, Movistar med løs hånd dryssede ud over Pyrenæerne. Dries Devenyns faldt som sidste mand fra allerede fra bunden af den stejle del af Mur de Peguere, og herefter var Alaphilippe helt overladt til sig selv.

Til gengæld skal han som altid have ros for både sin heroiske fight og ikke mindst sin opportunisme. Det havde været så nemt at undlade at svare på Thibaut Pinots angreb og i stedet håbe på, at Geraint Thomas og Steven Kruijswijk kunne hjælpe ham tilbage. Det gjorde han imidlertid ikke. Han valgte at dø med støvlerne på ved at kaste sig ud i det storladne forsøg på at matche sin suveræne landsmand, og det så endda længe ud til at ville lykkes - i hvert fald lige indtil den forudsigelige eksplosion indtraf på et langt senere tidspunkt, end man kunne have ventet.

Nu er franskmændene et relativt emotionelt folkefærd, og derfor er det nok mest skuffelsen over det udeblevne mirakel fra deres darling, der hersker. Nøgternt betragtet var det imidlertid en fantastisk dag for værtsnationen. Der er nemlig som bekendt langt større chance for et positivt udbytte ved at investere i en ganske vist lidt svingende og risikabel aktie end ved at kaste hele formuen i en lottokupon. Og mens en Alaphilippe-sejr nok skal betegnes som en gevinst, der kunne indhøstes ved et lotteri, er en samlet sejr til Pinot et langt mere sandsynligt udkomme af verdens største cykelløb.

Måske blev han overskygget af Thomas på La Planche des Belles Filles, men ser man bort fra den lille svipser, har Pinot efterladt et fabelagtigt indtryk siden brostenene på 1. etape. I de foregående analyser har jeg allerede gentagne gange opregnet, hvordan han undervejs har imponeret, uanset om det handlede om holdløb, enkeltstart, spurter på små bakker, brostenskørsel eller forsøg på at følge Alaphilippe i rigtigt Alaphilippe-terræn. Pinot har mestret det hele, men det var først i dag, at vi så, hvor god han virkelig var. Nok vandt han på Tourmalet i går, men det skete med en noget afventende kørsel, som var han stadig ramt af den manglende selvtillid, der altid har præget ham, men med et selvtillidsboost i ryggen turde han i dag åbne helt op. Og det gjorde han med fynd og klem, så det føltes, som om der blev åbnet for en hel syndflod af kraft ud over hele Pyrenæerne.

Magtdemonstrationen var kulminationen på en fornem strategi. Fra start sørgede han for at få Sebastien Reichenbach og Rudy Molard afsted i det tidlige udbrud, og allerede der kunne man lure, at noget stort var i vente. Spørgsmålet var bare, om de to skulle bruges som hjælp i dalen efter Mur de Peguere, eller om de skulle pace deres kaptajn på den flade øvre del af målstigningen, efter at han havde slået hullet på den stejle nedre del.

Pinot holdt sig i skindet på den stejle mur, og derfra stod det klart, at det var option B, der var tanken. Molard kunne ikke helt holde trit med udbruddet, men skulle vise sig værdifuld til at føre på det vanskelige dalstykke, hvor Mikel Landa truede med at bringe sig tilbage i den absolutte topkamp. Dernæst satte han igen guldfuglen David Gaudu, som ellers havde vist overraskende svaghedstegn på Muren, til at rive feltet i stumper og stykker, inden Pinot sel vistesin tårnhøje klasse ved med en effektiv forcering at spurte op til Reichenbach, der som i Giroen sidste år synes at have fundet sine bedste - og dermed ganske forrygende - ben til den tredje uge. Schweizeren satte så effektivt et tempo, at selv Ineos med Wout Poels og Geraint Thomas kom til kort, og da først Pinot var overladt til sig selv, angreb han igen og igen i et sandt angrebsraseri, som først knækkede Emanuel Buchmann og til slut også sendte Egan Bernal til tælling.

Magtdemonstrationen var så monumental, at ingen længere kan betvivle, hvem der er løbets stærkeste rytter, og modsat Alaphilippe har Pinot to trumfer, som førertrøjeindehaveren må spejde misundeligt efter. Dels har Pinot en fornem grand tour-historik, der viser, at han aldrig går helt ned. Ser man bort fra sygdommen under sidste års Giro, er det altid enten-eller med Pinot, som enten er meget dårlig eller meget god. Og denne gang synes der heldigvis at være tale om en af de gode årgange. Derudover så vi i dag, at holdet med Gaudu, Reichenbach og Molard hører til blandt de allerstærkeste i bjergene, og at FDJ ikke vil få alt for store vanskeligheder med at forsvare en eventuel førertrøje.

Vejen er dog langt fra banet for en Pinot-sejr. Særligt to trusler lurer over hovedet på franskmanden. Den første er hans berømte dårlige dage. Som sagt går han aldrig ned i en grand tour, men han kan alligevel være nærmest skræmmende svingende fra dag til dag. Man behøver bare at kaste et blik på hans resultater fra sidste års Giro og Vuelta for at forstå, at Pinot kan flyve den ene dag og være i problemer den næste. Den slags er der ikke råd til, hvis man vil vinde en grand tour - slet ikke når man også er så sårbar i sidevinden, at der er blevet smidt mere end 1.30 på en etape, der ikke burde have spillet en rolle.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Den anden er varmen. Pinot har aldrig lagt skjul på, at han hader hede af hele sit hjerte. Det så vi blandt andet i 2015, hvor han røg helt ud af klassementet efter nogle fæle dage i Pyrenæerne, men hvor han rejste sig med det samme, det blev koldere. Vejrudsigterne melder om gloende hede, når løbet genoptages efter hviledagen, men heldigvis for ham ser det ud til, at det vil lægge sig inden alpeetaperne. Faktisk kan de blive ramt af kraftige eftermiddagsbyger, og det har altid vejret i regnvejr, at Pinot har haft sine bedste dage. Måske er vejrguderne derfor alligevel med ham.

Dagens anden store vinder var naturligvis Mikel Landa. Som jeg har skrevet tidligere, er det en gave til løbet, at netop Landa blev sat tilbage som følge af styrtet i sidevinden. Man kunne måske nok have ønsket sig, at tidstabet ikke havde været helt så stort, men vi ved, at en Landa på bagkant er lig med en Landa i offensiven. Baskeren er kendt for at angribe i både højre og venstre side af vejen, og man skulle således ikke overveje det længe, når man skulle pege på, hvem der var det mest sandsynlige bud på en rytter, der ville forsøge sig med en tidlig offensiv.

Den kom da også som forventet på Mur de Peguere og blev omsat i en anselig tidsgevinst efter endnu en etape, hvor Movistar brillerede med deres kollektive styrke. Undtagelsen var naturligvis stakkels Nairo Quintana, der ellers ligesom i 2017 forsøgte at rejse sig på den store måde, men hurtigt måtte indse, at der heller ikke denne gang findes mirakler, uanset om man hedder Alaphilippe eller Quintana. Drømmen om, at det flotte forår var et varsel om en genfødsel, blev definitivt begravet på vejen mod Foix, men det skal ikke tage noget fra Movistars fornemme offensiv i øvrigt. Andrey Amador og Marc Soler, der begge havde imponeret så stort på vejen mod Tourmalet, var igen deres vægt værd i guld, da de først slagtede sig selv i forsøget på at bringe Quintana tilbage i spillet, og til slut kørte så stærkt sammen med Landa i dalen til sidst, at de fik FDJ, Jumbo, Astana og Bora til at indgå en kollektiv alliance for at sikre, at den stærke basker ikke pludselig kørte sig helt ind i topkampen igen.

Til slut bekræftede Landa selv det fornemme indtryk, han har givet siden det stærke angreb på 6. etape og understregede dermed atter, at han af en eller anden grund mestrer kunsten at køre stærkt i både Giroen og Touren i samme sæson. Og længere tilbage understregede gode, gamle Alejandro Valverde endnu engang cykelsportens første læresætning om, at man aldrig må begrave den spanske veteran, før han selv siger stop, da han for anden dag i træk modbeviste tesen om, at han på sine gamle dage ikke længere kan køre på lange stigninger og i høje bjerge.

Dermed er Movistar en faktor, hvis betydning ikke skal undervurderes. Selvom der er langt op, kan Landa nu for alvor lugte podiet, og selvom de nok ikke længere kan bruge Quintana i et taktisk spil, er colombianeren stadig et stærkt kort som hjælper. Amador og Soler kører som motorcykler, og den purunge Valverde har altid vist, at han i Touren er bundloyal. Med sin øjeblikkelige 8. plads udgør han i den grad en trussel, som kan bruges offensivt, og det vil spanierne formentlig vide at gøre, når Landa byder op til angrebsfest i Alperne i næste uge.

Dagens tredje store vinder er naturligvis Buchmann. Tyskeren er et strålende eksempel på, hvordan det kan være en god ide at holde øje med momentum fra forårssæsonen, når man vel at mærke gør det med omhu. Nok har Jakob Fuglsang og Adam Yates været endnu stærkere i første del af sæsonen, men begge har de beviselige problemer med holdbarheden over tre uger. Buchmann har måske været mere anonym, men lige siden han kørte fra alt og alle i sin allerførste start på Mallorca tilbage i januar, har det været åbenlyst, at han har løftet sit niveau enormt som kulmination på den lange, men ret stabile udvikling, han har haft, siden han som hel ung kæmpede for en top 20-placering i Touren. Og faktisk kunne vi meget vel have talt langt mere om Buchmann op til løbet, hvis blot han havde kørt med hovedet og ikke med hjertet i Dauphiné, hvor et lidt tåbeligt udbrud på 2. etape meget vel kan være det, der kostede ham en samlet sejr i det løb, der i stedet rettede alt fokus mod Fuglsang og Yates, selvom det vel egentlig på mange måder var Buchmann, der imponerede mest.

Alligevel har der været spørgsmål ved hans holdbarhed, fordi hans Vuelta sidste år højst overraskende udviklede sig i den kedelige retning, hvor han bare blev ringere og ringere dag for dag. Logikken siger ellers, at en mand, der er kendt for først at få gang i motoren efter 100 km, burde være bedst i den tredje uge, og hans kørsel i dag synes da heldigvis også at bekræfte den teori. Nu må man bare håbe, at hans motor når at blive varmet op på de korte 19. og 20. etaper, så vi ikke ser en gentagelse af scenariet fra Baskerlandet, hvor han på den korte, eksplosive 6. etape smed en samlet sejr væk, da han blev angrebet, inden han for alvor var kommet op i omdrejninger, som han gjorde det med et heroisk forsvar mod slutningen af etapen.

Samme glæde som hos Bora er det ikke hos Ineos. Briterne er langt fra ude af kampen om den samlede sejr, men det står efterhånden klart, at der ikke bliver tale om den vanlige britiske dødsmarch mod endnu en kontrolleret og suveræn triumf. Tværtimod skal de nu tænke mere kreativt og måske tage nogle vanskelige taktiske valg, hvis de vil fastholde deres trone efter alpeetaperne.

Dagens etape viste nemlig, at gårsdagens nedtur for Thomas ikke var en enlig svale. Waliseren er bestemt ikke dårlig, og han kom da også med en af sine velkendte Thomas-forceringer nær toppen, så han med vanlig walisisk power kunne tilbageerobre den 2. plads, som Pinot kortvarigt så ud til at have kurs mod, men han er ikke det overmenneske, som de første par dage syntes at indikere. Pinot er så tæt på, at Thomas næppe kan vinde løbet alene ved defensiv kørsel, og lige nu ligner han ikke en mand, der vil kunne følge franskmanden til dørs, hvis der altså ikke kommer en dårlig fransk dag i vejen.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

På den anden side er Egan Bernal i gang med gøre det forventede. Sidste års Tour afslørede, at han som en anden Richard Carapaz og Enric Mas har den motor, der gør ham særligt god sent i etapeløbene, og han har derfor forventeligt været i stand til at rejse sig efter den mildt sagt haltende start med en ringe 6. etape og en halvsløj enkeltstart. I dag viste han med sin fornemme kørsel, hvorfor en hel cykelverden har så enorme forventninger til ham, men denne gang rakte det altså ikke helt til at matche Pinot.

Problemet er, at han nu er 12 sekunder efter franskmanden, og derfor skal finde på et eller andet i de kommende dage. I den sammenhæng er det heldigvis til Ineos’ store fordel, at de med to mand i top 5 har stærke kort at spille, og logikken siger, at Bernal kun vil blive bedre, som løbet skrider frem, og som vi nærmer os de 3000 m i Alperne. Dertil kommer, at Wout Poels i dag viste, at hans berømte tredjeugesben er ved at komme - og de hører altså til de absolut bedste i verden - og dermed kan der være udsigt til, at Ineos kan sidde med hele tre mand i de helt skarpe finaler. Umiddelbart er det i hvert fald Bernal, der står først i række til at tage over, hvis Pinot viser svaghedstegn eller får en klassisk dårlig Pinot-dag.

Den anden er Steven Kruijswijk, men hollænderen var en af dagens overraskende tabere. Efter sin nærmest ubesværede kørsel på Tourmalet, så alt ud til at være på skinner, da Laurens De Plus og senere George Bennett atter satte en tyk, fed streg under, at de har et hold, der til fulde kan matche Ineos, Movistar og FDJ i bjergene. Derfor var det også højst overraskende, at Kruijswijk ikke kunne svare, da Pinot åbnede ballet, og da der til slut skulle åbnes op for gassen, var det heller ikke ham, men Thomas, der måtte tage affære.

Til hans forsvar skal siges, at etapen bestemt ikke passede Kruijswijk. Stigningerne var korte, irregulære og stejle og derfor slet ikke noget for en mand, der helst vil have en jævn 30 km lang stigning med 7-8%. Dem venter der et hav af i Alperne i den tredje uge, hvor han som bekendt altid er bedst. I dag så vi også, hvordan har tænkt sig at gribe dem an, nemlig ved at få De Plus og Bennett til at slide rivalerne op en efter en, og den strategi fungerede så godt på Tourmalet, at der er al mulig grund til at tro, at den vil fungere også i næste uge - i hvert fald hvis de ikke altid helt stabile to bjerghjælpere kan holde deres tårnhøje niveau.

Det var også godt at se Richie Porte rejse sig igen. Ganske vist er podiedrømmen definitivt slukket for australieren, men i dag viste han, at han fortsat skal tages seriøst i dette løb. Formkurven synes i hvert fald stadig at være stigende, og man kan håbe, at den altid aggressive og kørelystne australier kan finde de sidste procent, så han kan blive en del af Movistar-offensiven i Alperne. Han har i hvert fald ikke den store grund til ikke at tage del i festen og tage de risici, der kan bringe ham tættere på toppen af klassementet efter de dumme tidstab på holdløbet og i sidevinden.

Til gengæld må vi desværre nok konstatere, at formkurven går den anden vej for Fuglsang. Det forståelige, men lidt naive håb, om at den 34-årige dansker pludselig i en sen alder skulle kunne overvinde det tredjeugessyndrom, der altid har plaget, ser ud til at være ubegrundet, for igen i år ser det kun ud til at gå den forkerte vej med danskerens form. Egentlig er det jo ikke ringe at komme i mål blot 5 sekunder efter Alaphilippe, men hans flotte, men desværre forgæves forsøg på at blive en del af Landa-offensiven minder desværre lidt om hans tilsvarende forsøg i Pyrenæerne sidste år, hvor han også måtte sande, at benene mod slutningen af løbet ikke rakte. Han har stadig kurs mod en fin top 10-placering, som de fleste cykelryttere vil være gule og grønne af misundelse over, men heller ikke den er sikker, når både Warren Barguil, der definitivt kan erklæres at være tilbage, og Porte synes at have stigende formkurver.

Etapen blev også en nedtur for Rigoberto Uran. Drømmen om, at den gode enkeltstart skulle være udtryk for, at han er på vej tilbage, havde heller ikke hold i virkeligheden. Ude af billedet er han ikke, men med tanke på, at han nu i snart to år har været anonym top 10-rytter og ikke podiekandidat, er det svært at se, at det skulle forandre sig væsentligt i den kommende uge. Desværre for EF bliver det svært at rejse sig, for dagens etape viste, at en ellers velkørende Michael Woods nok er for besværet af sine brækkede ribben til at vinde en bjergetape. Til gengæld virker Tanel Kangert til at have fået gang i motoren, så måske det er på tide at sende det estiske kraftværk på et af sine store ridt i bjergene?

Den slags ridt skal vi ikke forvente af de mange store tabere, som desværre er en uundgåelig del af ethvert Tour de France. Udover Quintana forsøgte også Dan Martin at rejse sig med en stor offensiv, men den ellers ret stabile irer må desværre sande, at hans dårlige forår måske er udtryk for et mere grundlæggende problem. Romain Bardet gjorde det heldigvis meget bedre end tidligere, men også han må sande, at det kan blive svært at rejse sig i Alperne, som han ellers gjorde det i 2015, hvor han sidste startede en Tour på katastrofal maner. Og endelig måtte den i forvejen ustabile Adam Yates i dag sande, at Touren desværre ser ud til at blive en gentagelse af sidste års nedtur, men måske han kan rejse sig i den tredje uge, som han var meget tæt på at gøre i 2018, hvor kun en lidt for vovet nedkørsel forhindrede ham i at tage en etapesejr.

Heldigvis kan han regne med sin bror. Nok er plan A gået galt for Mitchelton-Scott, men efter 15 etaper står de trods alt tilbage med tre sejre. Et sådant udkomme af en Tour står i en ret høj kurs på cykelbørsen, og derfor kan man ingenlunde betegne løbet som en fiasko. Og det er langt fra slut endnu, for Simons fabelagtige ridt, hvor han ene mand holdt en velkørende Landa stangen, viser, at han stille og roligt har fundet de ben, han manglede i Giroen. Og da også stortalentet Jack Haig langsomt synes at finde benene, og da vi så, hvor stærkt Matteo Trentin kørte på 12. etape, er der al mulig grund til at antage, at Mitchelton vil spille en nøglerolle også de kommende uger. Og selvom det er svært at kritisere en mand, der lige har vundet Vueltaen, er der altså meget, der peger på, at de lidt svingende og ustabile brødre er bedre i rollen som etapejægere, hvor de med deres timing, punch og slangehug kan omsætte det meste til guld, som Simon gjorde det i de to første uger af sidste års Giro, hvor han netop kørte mere som aggressiv opportunist end den mere klassiske, konservative klassementsrytter, som han af natur egentlig ikke burde være.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Det er Alaphilippe bestemt heller ikke, men alligevel begyndte de mange franskmænd at drømme søde drømme om, at det franske Tour-mirakel skulle blive til virkelighed. Det bliver nu nok ikke tilfældet, og vi står nok snarere over for en eksplosion i stil med den, netop Yates oplevede i Giroen, end en vanvidstriumf. Alligevel blev Alaphilippes nederlag i dag til en fransk sejr, for som sagt er det bedre at have pengene stående i en svingende aktie end i et bundt lottokuponer. Den slags investeringer står man sig bedst ved, og det kan Pinot forhåbentlig bevise for dem i den kommende uge. Det er nemlig ham, der er den rette franske hest at spille på.

Favoritterne

Efter tre meget begivenhedsrige dage sættes klassementskampen lidt på pause, først med hviledagen og siden med to etaper, der på papiret burde se relativt fredsommelige ud. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at sprinterne har haft tirsdagens etape i tankerne, da de kæmpede sig over Pyrenæernes tinder, for ud over spurten i Paris, der naturligvis er den helt store godbid, er det tirsdagen, der har kunnet få dem til at træde lidt ekstra i pedalerne, når bjergene gjorde lidt for ondt.

Det er da også en enkel dag, der venter rytterne på den højst usædvanlige rundstrækningsetape, der afvikles på et tidspunkt, hvor man ellers plejer at have travlt med at komme afsted mod Alperne. Terrænet er beskedent, og det er næppe det, der vil være udfordringen undervejs. I steder er det tre andre ting, der kan koste grus i maskineriet for de folk, der drømmer om at komme op i høj fart igen efter nogle dage, hvor det må have føltes lidt tungt at få pedalerne trådt rundt.

Den første er den ekstreme varme. Det hører alligevel til sjældenhederne, at Touren byder på temperaturer på den næsten 40 grader, men det er, hvad rytterne har i vente denne tirsdag. Måske er det ikke det, der vil forhindre en massespurt, men det kan have en helt afgørende indflydelse på udfaldet. Det er nemlig langt fra alle, der håndterer en sådan varme lige godt, og det er helt almindeligt, at ryttere oplever, at kroppen nærmest kan stå af i den slags varme, som vi ofte ser det i blandt andet Tour Down Under, der ofte afvikles i lignende temperaturer.

Det andet er vinden. Ganske vist vil den ikke være voldsomt kraftig, men det vil blæse op, og sidst på eftermiddagen vil den antage en styrke, der ikke bare kan negligeres. Samtidig vil der være sidevind på næsten hele etapen, og byen Nimes ringer i hvert fald en klokke i vore ører. Den har nemlig ofte været vært for 2. etape af Etoile de Besseges, der ikke sjældent er blevet afviklet i kraftig sidevind, hvor feltet er blevet splittet, og det kunne i hvert fald indikere, at nogle af vejene også kan være ganske eksponerede. Alle vil være rædselsslagne efter dramaet på 10. etape, så der vil utvivlsomt ikke blive taget de mindste risici. Og hvis chancen skulle opstå, ville det da være nærliggende for særligt Deceuninck, Ineos, Bora og Jumbo at forsøge at bringe Thibaut Pinot i vanskeligheder, når nu han altid har haft det svært med både varme og vind. Om vinden så er stærkt nok, kan man betvivle, ikke mindst fordi etapen slutter med 30 km i modvind, og fordi det nu kraftigt reducerede antal klassementsryttere betyder, at positionskampen vil være mindre heftig, men det er i hvert fald en god ide at være opmærksom på, at etapen kan blive mere dramatisk end først antaget.

Den tredje faktor er trætheden. Vi er nu i den tredje uge, og her er det altid langt vanskeligere for feltet at kontrollere etaperne. Hjælperne er trætte, og kommer der et stærkt udbrud afsted, ser man, at de kan tage feltet på sengen. Det er dog blevet langt sjældnere i de senere år, hvor sprinterholdene kører med en nærmest ikkeeksisterende risikomargin og sjældent giver udbryderne mere end 2-3 minutter. Varmen kan måske give grobund for en overraskelse, men kombinationen af den stress, sidevinden vil skabe, og ikke mindst 30 km med hård modvind til sidst, vil nok betyde, at vi alligevel ikke får en overraskelse.

Til gengæld kan det måske blive lidt mere kompliceret at få de samme hold til at føre som hidtil. Indtil nu har Lotto, Deceuninck og Jumbo styret de flade etaper med hård hånd, men nu har de to sidstnævnte pludselig fået større ambitioner end etapesejre, da Alaphilippe har vist sig mere robust end ventet, og Kruijswijk nu fremstår som en af de helt tunge favoritter. Villigheden til at brænde holdet af i jagten på en massespurt er derfor nok ikke helt så udtalt. Til gengæld kan vi være stensikre på, at Lotto vil gå igennem ild og vandt for få endnu en spurtsejr med Ewan, og de er formentlig så opmærksomme på det taktiske spil, at de vil sørge for at holde udbruddet i ultrakort snor.

I den tredje uge kan vi altid forvente mere kamp om at komme i udbrud, men vi ved også fra Tour Down Under, at folk ofte passer på sig selv i denne slags varme. Med udsigt til, at onsdagens etape er langt mere oplagt for et udbrud, forventer vi ikke den helt store kamp om at komme afsted. Det vil formentlig ske næsten med det samme, og derefter vil Lotto tage kontrol med Maxime Monfort. Vi vil tro, at Deceuninck også sender Kasper Asgreen og Jumbo Tony Martin frem, og man kan endda sagtens forestille, at de nu klassementsrytterløse UAE- og Bahrain-mandskaber også vil give en hånd med, hvis lokummet skulle brænde. Kombinerer man det med positionskampen i sidevinden, bør det være nok til at bringe udbruddet tilbage. Risikoen for splittelse i vinden er som sagt reel, men vi tvivler på, at det kan lade sig gøre, dels grundet styrken og dels grundet modvinden til sidst.

Der er derfor lagt op til massespurt i Nimes, men forinden skal de klare den lille bakke. 6,2 km med 2,3% kan dog ikke bringe mange ud af fatning - slet ikke i en relativt kraftig modvind - og selvom man sagtens kan forestille sig, at Sunweb, Bora eller Bahrain vil lægge pres på for at mærke særligt Dylan Groenewegen, bør sprinterne alle kunne klare den lille forhindring. Herefter vil det blive ét langt ventespil ind mod målet i Nimes, hvor modvinden vil betyde, at man for alt i verden ikke skal starte for tidligt. Samtidig er det en yderst enkel opløbsstrækning, hvor man nok kan lade farten tale, men hvor det også vil være vigtigt at være i god position inden den rundkørsel, der kommer med bare 380 m igen.

Sprinterhierarkiet i den tredje uge kan være væsentligt forskelligt fra det, man ser i starten af løbet, for mod slutningen af en grand tour handler det i høj grad om friskhed. Alligevel er det svært at komme uden om, at Dylan Groenewegen må være favorit. Med sejren i Paris i 2017 har hollænderen allerede én gang vist, at han ikke har problemer med at spurte mod slutningen af et langt løb, og han har virket imponerende frisk indtil videre. Han er kun blevet sat relativt sent på stigningerne og har endda haft overskud til at være i udbrud i Pyrenæerne, og han synes faktisk nærmest bare at blive bedre og bedre, efterhånden som dagene går. Samtidig viste han med sejren på 7. etape atter, at han altså er verdens hurtigste, og havde han ikke kørt en alt for lang spurt i modvinden i onsdags, havde han nok også sejret to gange.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Samtidig var 11. etape første gang, at Jumbo-toget endelig viste klassen. Det gjorde de med Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen, der totalt dominerede finalen og endelig gav et lead-out på det niveau, vi har set tidligere i år. Desværre mangler de nu en helt afgørende komponent i form af Wout van Aert, der ene mand har kunnet holde toget fremme over flere kilometer i finalen. Det er en ganske betydelig svækkelse, som kan gøre det svært at gentage bedriften fra i onsdags. Heldigvis er der blevet slidt meget på Deceuninck-toget de seneste dage, og det burde give Jumbo, der stadig har det næstbedste tog, mere spillerum. Vi har på de første sprinteretaper set, at det kan knibe med positioneringen og evnen til at holde sig sammen, men lykkes det at aflevere ham nogenlunde fornuftigt, bør en stadig frisk Groenewegen være i stand til at gøre det færdigt - i hvert fald, hvis han kan klare varmen, hvor han er relativt uprøvet.

Den udfordring har Caleb Ewan ikke. Den lille australier har vundet et af hav af etaper i Tour Down Unders bagende hede, så han vil nok snarere bede til vejrguderne om, at de skruer yderligere op for radiatoren. Samtidig burde det være til hans fordel, at vi er kommet lidt hen i en grand tour, for selvom han faktisk aldrig har gennemført et langt etapeløb, har han i de senere år vist, at han er en ganske holdbar type. Hans to etapesejre i årets Giro faldt da også relativt sent i løbet, og han så ud til at komme godt igennem Pyrenæerne, hvor han slap helt uskadt fra et styrt på 12. etape.

Samtidig synes Ewan at have fundet opskriften på succes. I stedet for at køre et klassisk tog med Roger Kluge og Jasper De Buyst afleverer de nu blot kaptajnen i det bedst mulige hjul. Faktisk har Ewan positioneret sig så eminent i år, at han vel nærmest har overstrålet Sagan, og samtidig har han vel haft en højere topfart end i flere år. I hvert fald har det været bemærkelsesværdigt, at han har gjort det godt på de lette dage, mens det har knebet på de etaper, hvor det har været mere slidsomt. Det lover godt forud for denne ret lette etape. Samtidig så vi i onsdags, at han med den rette timing i en modvindsspurt som denne også har farten til at slå Groenewegen, som han gjorde det i ZLM Tour. Denne finale med sin modvind minder på alle måder om opløbet i Toulouse, og det må give Ewan tro på, at han kan vinde igen.

Løbets tredje supersprinter Elia Viviani har haft et mærkeligt løb. Han har imponeret på de hårde dage som eksempelvis 10. etape, men i de flade spurter har han skuffet. Han punkterede på 7. etape, men på 4. etape, hvor han vandt, skyldtes det mere toget end farten, og på 11. etape fik han regulære klø af både Ewan og Groenewegen. Til gengæld virker han enormt frisk, for det var svært ikke at blive dybt imponeret over hans holdbarhed i rollen som hjælper for Alaphilippe i dag. Omvendt kan man indvende, at han i dag gravede meget dybt i netop den rolle, mens Ewan og Groenewegen trods alt kun havde tidsgrænsen at slås med.

Ser man bort fra 11. etape, hvor toget lidt overraskende fejlede, har Deceuninck domineret finalerne. Det må man formode, at de vil kunne gøre igen, men også Yves Lampaert, Michael Mørkøv og Maximiliano Richeze har været på hårdt arbejde for Alaphilippe. Spørgsmålet er, om de fire ryttere, der udgør toget, har friskheden til at dominere, som de plejer. Hvis ikke, kan det blive svært at vinde, for Viviani synes ikke at have farten til at vinde fra en ugunstig position. Med et godt lead-out ved vi til gengæld, at han kan gøre det færdigt.

Peter Sagan har set bedre og bedre ud, som løbet er skredet frem. Han har allerede været i et hav af udbrud i bjergene, og han har traditionelt da også været mere frisk end rivalerne mod slutningen af Touren. Alligevel er sejr på 11., 13. og 16. etape faktisk de eneste, han har opnået i Tourens anden halvdel, og de fleste af hans triumfer er kommet i løbets begyndelse. Det skyldes dog nok snarere ruten end Sagan selv, for han burde have bedre chancer nu, hvor alle er trætte. De foregående etaper har med al ønskelig tydelighed vist, at Sagan stadig kommer til kort, når handler om topfart, men alligevel har han været ganske tæt på. Ikke mindst på 4. etape viste han ganske god fart i en flad spurt, og her vil han måske kunne drage fordel af den sene rundkørsel, som alt andet lige bør være til gunst for en fyr som ham. Hans positionering er som altid upåklagelig, og med god timing i modvinden er det inden for Sagans grænser, at han kan vinde en flad massespurt i den tredje uge.

Alexander Kristoff har vundet tre etaper i Touren. De er kommet på hhv. 12., 15. og 21. etape, og det fortæller lidt om, hvor robust nordmanden er. Selvom hans 2. plads på 4. etape i år vel var første gang, han for alvor var tæt på at vinde i uge 1, har han altså nu tre gange sejret mod løbets slutning, og han har også flere gang være meget tæt på, som blandt andet i forbindelse med det berømte cykelkastnederlag til Sagan i Bern for nogle år siden. I år har Kristoff endda for første gang nogensinde været i udbrud i bjergene, og det kunne indikere, at han er kommet sig over de tandproblemer og siddesår, der hidtil har drillet ham lidt. Han viste med sin fornemme spurt på 4. etape, at han faktisk har en ganske konkurrencedygtig fart, men desværre har hans normalt så gode positionering svigtet. Han har ikke kunnet holde Jasper Philipsens hjul i spurterne, og på 11. etape var han endda ramt af kædeproblemer, der igen kostede ham kontakten med Philipsen. Nu skal endda klare sig uden belgieren og kun med Sven Erik Bystrøm, og det svækker ham yderligere. Rundkørslen er bestemt heller ikke til fordel for en mand, der er bedst i en alenlang powerspurt, men kan han genfinde lidt af sin gamle positionering, bør Kristoff altid have en chance i den tredje uge.

Sonny Colbrelli har faktisk kørt nogle ganske gode spurter i år, men det har knebet med positioneringen. Det vil det sikkert gøre igen, men med den fart, han har vist, burde Colbrelli kunne gøre det hæderligt. Han burde have fordel af, at spurten kommer sent i løbet, og hans tog med Jan Tratnik, Matej Mohoric og Ivan Garcia er nu 110% dedikeret til ham. Med hans positionering vil det kræve en del held til sidst, men man kan håbe, at han endelig får en position, hvor vi kan se, om han faktisk har så fin en fart, som man let kan sidde med fornemmelsen af.

Det store spørgsmål er, hvad Sunweb gør. Først meldte Michael Matthews ud, at han ville ud af kampen om den grønne trøje, så han kunne få lov at gå i udbrud. Derfor kørte de spurten for Cees Bol på 11. etape. I dag valgte Matthews så alligevel at køre den indlagte spurt, og dermed ser det ud til, at han måske alligevel går efter pointkonkurrencens 2. plads. Det er derfor meget svært at sige, hvad tyskerne gør, men forhåbentlig vælger de at satse på Bol. Den unge hollænder har med sine tre sejre imponeret stort i sin debutsæson, og han er utvivlsomt hurtigere end Matthews i en flad spurt som denne. Han er også ganske positioneringsstærk og bedst, når folk er trætte, og derfor peger meget på, at han kan gøre det godt med et fint lead-out fra Søren Kragh, Matthews og Nikias Arndt. Pointkonkurrencen kunne dog pege på, at det alligevel bliver Matthews, der skal prøve, men de foregående spurter har vist, at det er svært at tro voldsomt på ham i en flad spurt som denne.

Det var meget bemærkelsesværdigt at se, hvor sent Niccolo Bonifazio faldt fra i bjergene i dag. Det kunne tyde på, at den lille italiener for alvor har fundet formen, for han er normalt ikke den mest holdbare type. Som sagt betyder friskhed alverden på dette tidspunkt, og det gør Bonifazio yderst interessant. Efter en sløj start viste han også sine gamle evner i positionskampen på 11. etape, hvor han sad perfekt placeret til at gå efter et topresultat, indtil Ewans svaj ødelagde hans spurt. Nu får han chancen for revanche, og hvis han vitterligt han genfundet sin næse i positionskampen, kan han komme langt. Vi skal trods alt ikke længere tilbage end til sidste års Giro for at finde seneste eksempel, hvor han var med front i en grand tour.

En rytter, der pludselig har fået øget sine chancer, er Matteo Trentin. Med Adam Yates’ nedtur må der nu være fuld støtte til italieneren, og det betyder, at han kan se frem til hjælp fra et tog bestående af Michale Hepburn og ikke mindst Daryl Impey. Sidstnævnte er en glimrende lead-out man, og Trentin plejer også selv at være god i positionskampen. Til gengæld er det også velkendt, at han mangler en del fart på disse lette dage, men man kan håbe, at trætheden er til fordel for den holdbare italiener, der viste storform i torsdags. Han vinder nok ikke etapen, men med hjælp fra Impey kan han gøre det godt.

Meget af det samme kan siges om Jasper Stuyven. Tror Trek stadig så meget på Porte, at belgieren skal klare sig alene, eller kan der blive plads til at lade Koen De Kort og måske Fabio Felline køre lead-out? Hvis der kan, øges hans chancer betydeligt, for selvom De Kort ikke er så god, som han var engang, er han stadig ganske stærk og har masser af erfaring. Stuyven har også klaret positionskampen god på egen hånd, og i onsdags sad han også fint, indtil et sving ødelagde det hele. Hans kørsel i bjergene viser, at den robuste belgier burde være mere frisk end de klassiske sprintere. Heller ikke han har farten til at vinde, men han burde kunne gøre det bedre, hvis han får mere støtte end tidligere.

Endelig vil vi pege på Jens Debusschere . Det er nu ikke, fordi vi tror meget på belgieren, for han lignede en mand, der var på randen af sammenbrud, da han som næstsidste mand kastede sig i jorden på toppen af Tourmalet i lørdags. I forvejen er han ikke just en robust type i etapeløb, hvor han også synes at have problemer med varmen. Alligevel leverede han med sin top 5 i onsdags lidt tiltrængt opmuntring til Katusha, og det viser, at han med hjælp fra sit ret stærke tog med Mads Würtz, Alex Dowsett og Nils Politt kan komme ganske langt. Hans positionering plejer ellers at være helt til hest, men i Toulouse gik det udmærket. Vi er højst skeptiske over for en gentagelse, efter at vi så ham i lørdags og har set vejrudsigten, men hans resultat på 11. etape betyder, at tvivlen i første omgang må komme ham til gode.

Derudover kan vi vente os, at Dimension Data vil køre for enten Edvald Boasson Hagen eller Reinardt van Rensburg, og at Andrea Pasqualon og André Greipel også skal spurte, men det er meget svært at se dem vinde etapen. Greg Van Avermaet og Alberto Bettiol vil nok foretrække at spare på kræfterne til onsdag, og det samme gælder for Magnus Cort, der i lyset af Fuglsangs tidstab ellers nok kunne få lov at teste sig af, hvis han ville. Endelig skulle det ikke undre, om Oliver Naesen kan køre i top 10, nu hvor Bardets nedtur burde give den stadig mere spurtstærke belgier chancen.

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Elia Viviani

Outsidere: Peter Sagan, Alexander Kristoff, Sonny Colbrelli, Cees Bol

Jokers: Niccolo Bonifazio, Matteo Trentin, Jasper Stuyven, Michael Matthews, Jens Debusschere