STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

En af de nyere traditioner i Giroen er, at 16. etape ofte har været løbets kongeetape, men den tradition brydes i år, hvor de fleste nok vil hævde, at det er 19. etape, der fortjener det prædikat. Det betyder imidlertid ikke, at man bryder med ideen om at starte den altid svære tredje uge ganske brutalt, for også i år skydes løbets sidste del i gang med en særdeles voldsom sag. Således skal man på løbets sidste tirsdag klatre intet mindre end 5800 højdemeter over mere end 200 km samt forcere ikke færre end fire bjergpas. Det hele slutter med historiens sjette afslutning på den alenlange og frygtede Monte Bondone, der denne gang bestiges fra en helt ny side, og som er så svær, at der er lagt op til et helt, helt afgørende slag i kampen om den samlede sejr - en kamp, hvis vinder formentlig vil stå noget klarere, når rytterne har nået toppen af det berømte bjerg i den nordøstlige del af landet.

Med en distance på 203,0 km er etapen igen en halvlang sag, som fører feltet fra Sabio Chiese til toppen af Monte Bondone. Startbyen ligger på grænsen mellem bjergene og Po-Sletten nær Gardasøen, og rytterne lægger ud med at køre ad en let faldende vej mod syd ned til byen Salo, der nås efter 9,0 km. Den ligger ved bredden af den berømte feriesø, og nu kører man mod nordøst langs den helt flade søbred frem til dennes nordligste punkt i byen Riva del Garda, der nås efter 54,2 meget lette kilometer. Her kører man kortvarigt mod sydøst videre langs vandet, inden man drejer mod nordøst væk fra søen for at køre op og ned ad en bakke (1,6 km, 8,4%) med top efter 59,9 km, inden man når frem til byen Bolognano efter 64,1 km.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Den ligger i dalen dybt inde i bjergene, og dem tager man hul på, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Passo di Santa Barbara (12,7 km, 8,3%, max. 14%). Der er tale om en meget svær stigning, der efter 500 lette meter stiger jævnt med 9,2% over 9,0 km, inden den flader ud med 6,5% over de sidste 3,75 km. Toppen rundes efter 76,8 km, men den efterfølges kun af en ultrakort nedkørsel, der leder videre mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Passo Bordala (4,5 km, 6,7%, max. 12%), der stiger jævnt med 7,2%, indtil den flader ud med 4,7% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 84,2 km.

Nu venter endelig en nedkørsel, og det er en uhyre teknisk sag, der leder mod nordøst, syd og igen nordøst ned til Villa Lagarina, der passeres efter 100,8 km. Her kører man kortvarigt mod syd ad en let stigende vej frem til Rovereto, hvor man efter 103,5 km kører dagens første spurt og igen forlader dalen. Det sker, når man kører mod syd op ad kategori 2-stigningen Matassone (11,3 km, 5,5%, max. 11%), der er er en todelt stigning. Således stiger de første 6 km ganske jævnt med 8,4% i snit, hvorefter de sidste 5,3 km er meget lettere med procenter på hovedsageligt 2-3, inden man efter 116,4 km runder toppen.

Nu venter en kort og let nedkørsel, som fører mod syd ned til Arlanch, hvor man efter 122,2 km drejer mod nord for at køre op ad en lille bakke (1,3 km, 7,3%), der har top efter 123,5 km, hvorefter en ganske let nedkørsel leder videre mod nord ned til byen Noriglio, der nås efter 137,8 km. Her drejer man igen ind i terrænet ved at køre mod hovedsageligt sydøst, øst og nordøst op ad kategori 2-stigningen Serrada (17,7 km, 5,5%, max. 11%), der ligeledes er en flerdelt stigning. Efter 5 km, der stiger jævnt med 6,4%, følger 3,5 km lette kilometer med bare 1,8%, inden de sidste 9,75 km stiger jævnt med 6,5% frem mod toppen, som rundes efter 153,5 km.

Herfra resterer fortsat 39,5 km, der indledes med en halvteknisk nedkørsel, som fører mod nordvest ned til dalen, som efter 171,5 km nås i byen Nomi. Her kører man mod nordøst og nord ad en helt lige og flad dalvej op langs Adigefloden frem til den anden spurt, som kommer efter 181,1 km, inden man atter skal ind i bjergene. Det sker, når man runder etapen af med at køre mod nordvest, nord, vest og igen nordvest op ad kategori 1-stigningen Monte Bondone (21,4 km, 6,7%, max. 15%), hvor der er mål på toppen i 1570 m højde.

Herfra er der tale om en meget ujævn stigning, der starter benhårdt med 3,0 km med 9,0% efterfulgt af en let kilometer med bare 1,7% og derefter 3,5 km, der stiger jævnt med 7,5%. Rytterne får mulighed for at komme sig på et 4,5 km lange plateau, der stiger let med 3,4%, inden man rammer den vanskeligste del, hvor det over 7,5 km stiger ganske ujævnt med 8,2%, herunder med blandt andet 500 m med 13,8% knap 5,5 km fra toppen. Mod slutningen flader det ud med bare 3,5% over de sidste 1750 m. Stigningen er et miks af hårnålesving og relativt lige vej, og sådan er det også til slut, hvor man med 5,3 km igen skal igennem en hel serie hårnålesving, inden vejen retter sig ud med kun et sidste hårnålesving med 2500 m igen. Herfra leder en lige vej frem til et sving med 1200 m igen, inden vejen bugter sig let ind på den 300 m lange og 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt hele 5852 højdemeter.

Monte Bondone har været brugt som målbjerg i Giroen fem gange tidligere, dog alle gange fra Trento- og ikke Aldeno-siden. I 1956 gik sejren til Charly Gaul, i 1957 til Miguel Poblet, i 1978 til Wladimiro Panizza og i 1992 til Giorgio Furlan. Seneste besøg var i 2006, hvor Ivan Basso som bekendt var i sin egen liga, og han vandt da også med hele 1.26 ned til Gilberto Simoni samt 1.37 ned til Leonardo Piepoli og Jose Enrique Gutierrez Cataluna. I 2014 var Giro del Trentino (det nuværende Tour of the Alps) forbi, og her vandt en ung Mikel Landa for anden gang i karrieren med 10 sekunder ned til Louis Meintjes og 35 sekunder ned til Franco Pellizzotti på en sidste etape, hvor Cadel Evans med en 5. plads cementerede den samlede sejr.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Det ligner desværre også en våd tredje uge, men lige netop tirsdag ser hæderlig ud, hvis de har heldet med sig. Rytterne vil starte under en skyfri himmel med en temperatur på 23 grader, og den vil endda stige til 25 grader, mens de bevæger sig igennem fladlandet. Fra 14-tiden vil det sky til, og her vil der også være en risiko på 50-70% for kraftige tordenbyger resten af dagen, mens temperaturen i bunden af sidste stigning vil være faldet til 23 grader. Der vil være en let til jævn vind (8-16 km/t), hovedsageligt fra sydvest, men i finalen fra sydsydvest. Det giver medvind hele vejen frem til første stigning, hvor der vil være sidevind. Der vil være medvind på anden stigning, mens der efterfølgende primært vil være sidemodvind. På tredje stigning vil der svære sidemodvind, indtil man får sidemedvind frem til bunden af fjerde stigning, hvor der også vil være sidemedvind. Det varer ved frem til bunden af sidste stigning, hvor der vil være sidevind på den nedre del, men derefter medvind det meste af vejen, idet der dog vil være sidevind fra 8 km-mærket og frem til de sidste 3500 m, hvor der igen vil være sidemed- og medvind.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Analyse af 15. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan de første 15 dage har budt på to ugers våbenhvile, men også masser af arabisk succes, som vi så det på 15. etape.

Favoritterne

Som beskrevet i analysen lå det i kortene, at der var en betydelig risiko for, at løbets første 15 dage ville ende i noget, der bedst kan betegnes som en to uger lang våbenhvile. Terrænet har været for let, vindforholdene for ugunstige og den mørke skygge fra den frygtede tredje uge for voldsom til, at det har været risikoen værd at tage chancer.

Det har også betydet, at vi jo faktisk ikke har bestilt meget andet end at tale om den tredje uge, men nu er den her endelig. Mellem tirsdag og lørdag skal løbet afgøres, og det kan kun blive spektakulært med den menu, der er så voldsom, at den altså indtil nu reelt har lammet feltet. Naturligvis kan man aldrig udelukke noget, men det vil være overraskende, hvis mange af etaperne ender som fusere, for terrænet lægger i den grad op til, at der skal køres cykelløb - og nu er rytterne jo også ved at være løbet tør for tid, hvis de har tænkt sig at forhindre Bruno Armirail i at vinde løbet.

Hans tab af førertrøjen kommer på tirsdag nu nok helt af sig selv, men vi bør også endelig få en ide om løbets klatrehierarki. Monte Bondone er en berømt stigning, der senest var rammen om en af Ivan Bassos utallige magtdemonstrationer under hans overlegne dominans i 2016, og det er en ganske svær stigning. Denne gang køres den ganske vist fra en ny side, men den har bestemt potentiale til at gøre de forskelle, vi har savnet.

Først og fremmest er den lang. En mere en 21 km lang finalestigning er ikke hverdagskost. Den er til gengæld bestemt ikke Italiens stejleste, men den byder på 7-8 ganske vanskelige kilometer, når den for alvor tager fat efter de første 11,9 km. Det er her, slaget skal slås, og det bør på en dag med næsten 6000 højdemeter i benene være sikre det første store slag.

Denne gang burde vinden heldigvis heller ikke i stå i vejen. Desværre bliver der sidevind med 8 km igen, hvorfor det vil være vilkårene på det meste af det stejle stykke, men på alle andre dele af stigningen får vi medvind. Det gælder også på både første og sidste del af det stejle stykke, og dermed burde der ikke længere være undskyldninger for ikke at angribe.

Etapen er imidlertid også at regne som den første reelle bjergetape i løbet, når nu de foregående tre intet har afsløret, og samtidig er det den første af fire vigtige dage. Den slags vil altid anspore til lidt mere afventende kørsel, end vi kan vente os mod slutningen af ugen. Det er først tirsdag, at rytterne for alvor får svar på, hvor de står, og samtidig skal de huske at spare nogle kræfter til ikke mindst de modbydelige 19. og 20. etaper.

Ikke mindst skal de også spare på deres hold. Denne etape er med sin enorme distance og mange højdemeter bestemt ikke gratis at kontrollere, og det er der slet ikke mange hold, der kan. Man må samtidig forvente, at usikkerheden om eget niveau og frygten for Primoz Roglic er så stor, at alle igen vil kigge på Jumbo. Joao Almeida bekræftede med sit finaleangreb i dag, at han oser af selvtillid, og man kan nok ikke helt udelukke, at han derfor kunne finde på at gå efter etapen, men jeg vil stadig forvente, at han vil vente, indtil han ved, hvor han for alvor står. Det er kun Roglic, der kan have en rimelig forventning om også med nogenlunde sikkerhed at kunne vinde etapen, hvis han sætter sit hold på arbejde, og det er derfor formentlig igen ham, der bestemmer, om vi skal have endnu en udbrudssejr eller ej.

Roglic har tidligere været kendt for at sætte sit hold til at arbejde i tide og utide, når han har meldt om gode ben - det var blandt andet tæt på at koste ham den samlede Vuelta-sejr i 2020 - men den tendens har været mindre udtalt i de senere år. I dag synes han at anlægge en langt mere afventende stil, hvad han da også har gjort i dette løb, og med tanke på hvor svær denne etape vil være at kontrollere, og med tanke på at der venter yderligere to vigtige dage, hvor han skal bruge sit hold, vil jeg forvente, at han venter til senere med at gå efter etapesejren, indtil han ved, hvor han står. Bonussekunder behøver han som udgangspunkt ikke, og særligt hvis han også er lidt usikker på konsekvenserne af den forslåede hofte, vil det være nærliggende at lade etapesejren sejle. Han risikerer jo at forære bonussekunder, hvis han slet ikke viser sig at være bedst. Det betyder ikke, at jeg udelukker, at han gør som i gamle dage, fornemmer gode ben og sender sit hold frem - og Jumbo har vist sig så overraskende stærke, at de nok ville kunne kontrollere etapen - men mit gæt vil være, at han lader etapen sejle.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Etapen starter igen med et langt, fladt stykke, og det er en skam. Det udelukker nemlig muligheden for, at det eksploderer fra start. Denne slags etaper kan starte på to måder. Vi kan få en vild og voldsom kamp om at ramme udbruddet, men meget ofte ser vi på bjergetaper også, at der meget hurtigt bare køre en kæmpestor gruppe. Der er ganske få, der kan drømme om at vinde etapen, og derfor bliver kampen ofte mindre intens.

Man kan ikke udelukke, at der skal kæmpes hele vejen frem til stigningen, men med 64 flade kilometer vil jeg forvente, at elastikken er knækket forinden - og formentlig også relativt tidligt. Herefter vi FDJ tage kontrol, men de vil formentlig lade afstanden vokse ganske meget. De har alligevel ingen chance for at forsvare trøjen, og selvom de utvivlsomt vil påtage sig ansvaret og vise trøjen ære ved at føre, vil de ikke brænde mange kræfter af på en tabt kamp.

Jeg er lidt spændt på, hvordan Jumbo og Ineos griber den flade del an. Hvor meget vil de være politibetjente? FDJ kan og vil ikke forsvare trøjen, og derfor vil det alligevel være dem, der skal holde udbruddet i snor. Vil de så give frihed til ryttere, som de skal bruge megen tid på at holde i snor? I en flad start er det let at sikre, at man får en gruppe, de kan lade sejle langt væk.

Det kan også blive en ganske interessant magtkamp, når vi rammer stigningerne. FDJ kan ikke holde megen snor i udbruddet, og de vil bare køre ganske langsomt. Ineos har slidt meget på holdet, og jeg vil tro, at de venter længe med at påtage sig et ansvar. Det er Jumbo - eller måske UAE - der skal føre undervejs, hvis ikke det skal blive alt for let. Og jeg tror også, at det er dem, der skal holde i snor, hvis udbruddet alligevel bliver for farligt.

Derfor tror jeg også, at der er en vis chance for, at feltet kommer til at køre ret langsomt over de første stigninger, og derefter bliver det spændende at se, om Jumbo - eller UAE - vil gøre det hårdt. Skal det ske, er det forventeligt på næstsidste stigning, at de skal lægge et eventuelt pres, men det er også muligt, at de venter helt til sidste stigning, der er så lang, at man sagtens kan vente til selve finalen. Her vil jeg imidlertid også forvente, at Jumbo vil sætte et Roglic-angreb i scene, hvis ikke han melder om dårlige ben.

Som jeg har skrevet tidligere, er der ingen af de tre forreste, der kan vide sig sikre på at være bedst på lørdag - Roglic har jo endda dårlige erfaringer med enkeltstarter på 20. etape - og derfor vil de jagte tid i den kommende uge. Og i første omgang ligger serveretten hos Roglic, som man vil regne som formodet stærkeste mand. Det kan godt være, at en selvtillidsfuld Almeida vil lægge presset, og jeg udelukker heller ikke, at Hugh Carthy kunne finde på det, men formentlig er det Jumbo, der vil iscenesætte finalen, og det vil være Roglics angreb, de fleste vil vente på.

Det ændrer imidlertid ikke på, at jeg forventer, at den kamp kommer til at udspille sig bag udbruddet. Skal det gå anderledes, skal Roglic - eller Almeida - gå efter etapesejren, eller også skal udbruddet komme tilbage af sig selv. Det sidste vil kræve, at vi får et udbrud, der skal holdes i snor, hvad man med en flad start let kan undgå, og at presset lægges langt udefra. Sidstnævnte forventer jeg ikke på den første af de tre bjergetaper.

Jeg tror altså på endnu en udbrudssejr, men det er bestemt ikke, hvem som helst der kan vinde. Dertil er Monte Bondone alt for lang og svær. Desværre for klatrerne kan den flade start gøre det svært at komme væk, men som sagt kan de håbe på, at vi - og det anser jeg som rimelig sandsynligt - får en af de dage, hvor der relativt tidligt og uden alt for megen kamp bare er en stor gruppe, der kører væk.

Jeg har lidt svært ved at pege på favoritter denne gang, for der er meget få af de potentielle etapevindere, der overbeviser mig med deres form. På den anden side betyder det også, at de ikke skal slå en flyvende rytter for at vinde etapen, og dermed er det måske heller ikke nødvendigt at være på 100% for at færdiggøre arbejdet.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

I det lys prøver jeg at pege på Ben Healy. Som jeg har skrevet talrige gange, aner vi ikke, hvor god han er i de høje bjerge, men dagens lange stigning klarede han godt. Han var stærkeste mand på det stejle stykke, og det var først, da den fladede ud, at han blev hentet. Det lover godt forud for en stigning, hvor der er et længere stejlt stykke, men det er også klart, at det kan regnes som et lille krisetegn, at han jo med sit punch kunne slå hullet, men derefter blev trukket ind igen - noget, der kan være ildevarslende, når han skal vinde på et langt bjerg.

Om det er et tegn på svaghed i bjergene, bliver vi forhåbentlig klogere på tirsdag. Den flade start er en sten i skoen, fordi den gør det hele lidt tilfældigt, men Healy har med sin power en bedre chance end mange rene klatrere. Vi ved også, at han er god på de lange dage - og dette bliver et mere end seks timer langt maraton - for det viste han i den grad i klassikerne, og vi ved, at han kan klare lidt regn, hvis de rammes af byger i finalen. Jeg kan være bekymret for, at han spilder noget krudt på bjergspurter undervejs, men forhåbentlig ender han i et udbrud uden ryttere, der har den blå trøje som for stort et mål. Kommer han frisk frem til sidste stigning, må vi se, hvad han kan i bjergene. Dagens præstation gør mig så optimistisk, at jeg anser ham som den mest formstærke af de ryttere med etapevinderpotentiale på denne lange stigning.

Jeg var også tæt på at pege på Lorenzo Fortunato. Vi har indtil nu kun set ham i ét udbrud, hvor han blev elimineret i fladlandet, og hans form er derfor ret svær at vurdere. På fredagens bjergetape var han i offensiven, inden han blev sat af Hugh Carthy, men det er nu ingen skam. Derudover har vi ikke mange pejlemærker på hans form. I dag sad han helt tilbage i tredje gruppe, men det var efter en tidlig offensiv i fladlandet, på den dag med lille incitament til at køre igennem og i en finale, der passede ham ganske elendigt. Det gør et langt bjerg imidlertid ikke. Tværtimod er dette en rigtig Fortunato-etape, og vi så i april, at han klatrede bedre end nogensinde.

Mit problem er, at jeg ikke fornemmer samme form nu, for Carthy sled ham lidt hurtigt ned i fredags, når man husker på den betydelige modvind, der gjorde det let at sidde på hjul. Heldigvis er det næppe heller Carthy, han skal slå for at vinde etapen, og han ligner stadig en af de bedre bud blandt de ryttere, der klatrer godt nok til at vinde etapen. Den flade start kan blive et problem, men han har et helt hold til at hjælpe sig. Lykkes det at komme afsted, og nærmer han sig benene fra april, er der ikke mange, der slår ham på denne stigning.

En anden god kandidat er Jefferson Cepeda . Efter en lidt skuffende start på løbet viste han sig glimrende kørende i fredags, hvor han lignede en af de ryttere, der kan drømme om at gøre det færdigt. Denne alenlange stigning bør være perfekt for en ren klatrer, der jo i fredags mest af alt klarede sig på sine dieselevner, og faktisk bør den passe ham endnu bedre end fredagens lettere stigning. Det er dog også sandt, at han har til gode helt at vise de samme lovende takter som i Alperne, for han var ganske presset på det første bjerg og var uden tvivl betydeligt svagere end Pinot, der brugte alle kræfterne i den hårde vind. Denne gang slipper han dog nok for at skulle slås med franskmanden eller andre af lignende klasse, og det gør ham til en af de ryttere, som burde kunne gøre arbejdet færdigt, hvis han lykkedes med at ramme udbruddet i en flad start, der passer ham ganske elendigt.

Egentlig havde jeg bestemt mig for at rangere Ilan Van Wilder øverst. Jeg tror nemlig, at han kan blive svær at slå, hvis han rammer udbruddet, men jeg frygter, at han slet ikke får lov. Den flade start gør, at det er let at forhindre ham i at komme væk, hvis Ineos og Jumbo vil slippe for at skulle holde ham i snor hele dagen. Derfor tror jeg, at han bliver tvunget til at blive i feltet. Hvis han alligevel får lov - og hans vej til top 10 går formentlig via endnu et udbrud, hvorfor han formentlig opsøger muligheden - burde han have en god chance for at gøre det færdigt. Han så godt ud både fredag og søndag, men jeg har stadig en bekymring. Hidtil er det mest på de eksplosive stigninger som i dag, at han har vist sig frem, mens han fortsat har til gode at imponere i de høje bjerge. I hvert fald skuffede han lidt i Vueltaen sidste år, men her er der lidt håb at finde i, at han gjorde det allerbedst på 14. etape, der også bød på store bjerge. Om han i dag er stærk nok til at vinde i de rigtige bjerge, vil tiden vise, men formen er i hvert fald god nok - hvis altså han får den frihed, jeg tvivler på.

Kan Brandon McNulty vinde igen? Han har nået sit personlige mål, og derfor må han antages at være hjælper herfra, hvad han også gav udtryk for efter etapen. På dage som disse kan det imidlertid give glimrende mening at sende en forpost afsted, og her er McNulty et oplagt valg. Lykkes det, handler det om at holde sig fri frem til sidste stigning, så han kan spille en rolle for Joao Almeida, men bliver det ikke nødvendigt, er det jo ofte set, at forposter har vundet. I dag fik han bevist, at formen efter noget sygdom tidligere i løbet er god, men det er også sandt, at det var Healy, der efterlod det stærkeste indtryk på den stejle del. Til gengæld har McNulty bevist, at han kan køre stærkt i de høje bjerge, som han gjorde på de mindeværdige Peyragudes-etape sidste sommer. Så gode ben har han ikke nu, men rammer han en af sine gode dage, kunne det godt blive to i træk for forposten McNulty.

Tør man nævne Jay Vine? Med de ben, han havde i fredags, vinder han ingen etaper, men han har åbenbart også været på antibiotika. Dagens præstation var ikke prangende, men han havde heller ikke det store incitament til at trykke til mod slutningen, hvor han bare sad op. Med tanke på hans antibiotikakur må vi antage, at tiden arbejder for ham, selvom han i dagens interview med Eurosport nu ikke lød specielt optimistisk. Hans rolle er som hjælper, men ligesom McNulty kan han jo sagtens blive brugt som forpost. Og hvis han pludselig begynder at vise sig som sit sande jeg, ved vi også, at der næppe er nogen, der slår ham i denne finale.

Dagens positive overraskelse var Warren Barguil. Franskmanden har jo været slemt forslået og startede løbet coronaramt, men i dag viste han, at han måske nu er god nok til alligevel at vinde en etape. Han var med i Fortunatos fladbaneoffensiv, men lykkedes alligevel med at sidde med de bedste efter Almeidas angreb. Det er klart, at det også var en eksplosiv finale, der passede ham, og i dag er Barguil jo netop bedst i eksplosivt terræn, men selvom han er et stykke fra det niveau, han havde engang, klatrer han - særligt sent i en grand tour - godt nok til at have en chance mod de forventede rivaler på en etape som denne. Tiden vil helt sikkert også arbejde for ham, og han er samtidig ganske god til at ramme udbrud, også i flade starter, hvor han har et helt hold til at hjælpe sig. Efter i dag synes det i hvert fald ikke længere at være på månen at forestille sig Barguil som nyt fransk medlem af den såkaldte Skibby-klub efter på tirsdag.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Løbet har jo budt på den ene israelsk åbenbaring efter den anden, men desværre har Matthew Riccitello stået lidt i skyggen af Derek Gee og Marco Frigo. Han viste til gengæld sit tårnhøje niveau i Alperne inden løbet, og også på 4. etape var han stærk. Siden blev han ramt af en stor krise, som han dog rejste sig fra i fredags. Selvfølgelig er det et problem, at han store holdkammerat Derek Gee var stærkere end ham, men tiden synes at arbejde for ham. Lykkes det ham at komme afsted i den flade start, burde denne lange stigning være guf for en spinkel og ren klatrer, og med sit niveau fra Alperne kan han helt sikkert vinde denne etape.

Denne store bjergetape er skabt til Joe Dombrowski, men desværre mest til den Dombrowski, vi kendte frem til og med 2021. De seneste sæsoner har det været sløjt, men langsomt begynder vi at se livstegn. Han sad pænt med i fredags og var heller ikke langt væk i dagens eksplosive finale, der ikke passede ham. Han plejer at være ret god til at ramme udbruddene, formen synes i fremgang, og han har tydeligvis lagt sin sygdom bag sig. Det er desværre for længe siden, at vi har set den gode Dombrowski til, at jeg for alvor kan tro på ham, men med en stigende formkurve skal man aldrig sige aldrig om en mand, der har klatret så godt som ham.

Vil Jumbo sende forposter afsted? Det er ikke sikkert, når de ikke gjorde det i dag eller i fredags, og det er også usikkert, om Ineos giver dem lov. Skulle de alligevel planlægge og lykkes med at få sendt Koen Bouwman afsted, er der en reel chance for at vinde etapen. Det er klart, at det vil kræve, at Roglic ikke får brug for sin forpost, men den slags kan jo ske. Det var i hvert fald sådan, Sepp Kuss vandt sin Vuelta-etape, og som jeg allerede skrev i går, har den lille hollænder virker om muligt endnu bedre end i 2021 og 2022, ikke mindst med sine mange comebacks i fredags. Rammer han udbruddet, vil han som forpost også ofte spare sig, og det kan give ham den nødvendige friskhed til at gå efter sin tredje sejr på to år, hvis muligheden alligevel byder sig.

Hvad så med store Derek Gee? Logikken tilsiger, at han ikke kan vinde på så langt og svært et bjerg, og det vil således også undre mig meget, hvis det lykkes. Han blev jo også slået af tre bjerggeder i fredags, men han var omvendt heller ikke så langt væk, at det virker helt umuligt. I den tredje uge af en grand tour handler det meget om friskhed, og han er jo åbenlyst en af de mest friske og formstærke ryttere. Netop friskhed fører til mange mærkelige ting sent i en grand tour - hvem havde eksempelvis forestillet sig, at Hugo Houle skulle vinde en pyrenæeretape sidste år - og med tanke på det, han leverede i fredags, bude der være en chance for, at han får den sejr, han sådan har fortjent.

Hvad skal man mene om Carlos Verona? Vi ved, hvor god en klatrer han var sidste år, men vi ved også, at han har skuffet i år. Han var i en enorm formkrise i starten, og selvom han på murene viste fremgang, har han stadig til gode for alvor at overbevise om sin form. Derfor er min optimisme ikke alt for stor, men han er en af de ryttere, der på papiret klatrer så godt, at han kan vinde, og med den stigende formkurve kan man ikke afvise, at han nu har nået et niveau, der nærmer sig det, han havde i 2022 - ikke mindst med den store sejr i Dauphiné, der var karrierens første og hidtil eneste.

Så er der Santiago Buitrago. Han burde jo stå højere oppe på denne liste, men han har samme problem som Van Wilder. Han er bare endnu tættere på toppen af klassementet, og derfor tvivler jeg på, at han er en mand, de har lyst til at skulle holde i snor hele dagen. Han er altså kun relevant, hvis Ineos og Jumbo er mere afslappede, end jeg venter. Omvendt er han også en mand, de næppe skal frygte alt for meget, hvis de tør tage chancer med førertrøjen på dette sene tidspunkt i løbet. Vi har nemlig set, at han er mere puncheur end klatrer. Til gengæld så vi også sidste år, at han klatrer godt nok til at vinde fra udbrud, og i år viste han i Liege et for ham hidtil uset niveau. Spørgsmålet er bare, om han får friheden, og om Caruso kan undvære ham som hjælper.

Sidstnævnte er ikke et problem for Einer Rubio, men det er førstnævnte. Han er endnu tættere på førertrøjen, og han bør derfor have endnu mindre frihed. Han ligger endda også til i bjergkonkurrencen, hvad der kan reducere hans frihed fra FDJ også, og derfor bliver jeg overrasket, hvis han får plads. Omvendt er han en rytter, de vel frygter endnu mindre end Buitrago og Van Wilder, for selvom han vandt sin etape, har han hverken i dette løb eller tidligere i år virket skræmmende stærk i bjergene. Heller ikke i dag var han overbevisende - hård opkørsel til trods - og derfor kunne han være en mand, man måske vil tage lidt flere chancer med. Han har jo vist, at han i den rette gruppe godt kan gøre det færdigt, hvis han har en frihed, han ikke burde have.

Den sidste af disse ryttere er Aurelien Paret-Peintre. Også han er en rytter, der ikke bør få frihed, men som også er så ufarlig, at man måske godt kan tage en chance. Han har jo allerede én gang vundet tid via et udbrud, og han kunne måske være på udkig efter noget lignende igen, selvom vi ikke har set ham angribe siden dengang. Samtidig er han som klatrer mere begrænset end Rubio og Buitrago, og derfor får han endnu vanskeligere ved at gøre det færdigt, hvis han alligevel får friheden - men han har også klatret godt nok til, at det bestemt ikke er umuligt.

Det var godt at se Jack Haig i dag. Han viste, at han bestemt ikke er død efter sit styrt, og logikken tilsiger, at både tid og hviledag arbejder for ham. Problemet er bare, at han ikke er langt efter endnu, og han er en rytter, som man bestemt ikke vil lukke ind i klassementet. Det gælder ikke bare for Jumbo og Ineos, men også for de andre hold med store ambitioner, og derfor bliver jeg forundret, hvis han får lov. Tidstabet er dog også så stort, at det ikke kan udelukkes 100%, og er han efter hviledagen kommet sig nogenlunde, virkede han i starten så overbevisende, det han på 90% af det niveau bør kunne slå de fleste af de potentielle rivaler.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Endelig er der Sepp Kuss. Også han kan sendes afsted som forpost, men det vil undre mig. Han er jo Roglics vigtigste mand i finalen, og jeg tvivler på, at han tør undvære ham. Omvendt så vi jo, at han én gang har vundet en Vuelta-etape som forpost i et løb, hvor han også var den vigtigste mand, og derfor kan det ikke helt udelukkes. Som altid begynder han at være flyvende sent i en grand tour, og får han som forpost sin chance, vinder han formentlig. Det er bare lidt svært at tro, for da han vandt sin Vuelta-etape, havde Roglic løbet i et jerngreb, mens han her stadig må være så usikker, at han ikke tør undvære sin vigtigste mand.

Jeg har svært ved at tro på, at andre kan vinde fra et udbrud. Det er svært at forestille sig, at de vil holde snor i Thibaut Pinot en hel dag, når han let kan lukkes ned i en flad start. Valentin Paret-Peintre er godt kørende, en næppe nok til at vinde, og jeg tor, at det bliver for svært for Will Barta. Vi så i dag, at Pavel Sivakov er for forslået til at agere brugbar forpost, og Patrick Konrad er i dag for svag i de høje bjerge. Vi så også i dag, at Laurens Huys næppe vinder, og selvom han er i fremgang, synes Luis Leon Sanchez ikke at kunne vinde denne store etape. Jumbo passer formentlig godt på unge Thomas Gloag, der sikkert skal blive i feltet, og jeg synes stadig ikke, at Filippo Zana, Davide Formolo eller Bauke Mollema virker formstærke nok, mens Vadim Pronskiy ikke endnu viser den tredjeugesform, vi ofte ser. I dag er denne slags etaper for svære for Diego Ulissi, og det samme gælder for en fortsat skuffende Lorenzo Rota og den ellers velkørende Simone Velasco og Christian Scaroni. Hverken Jonathan Lastra, Luca Covili, Alessandro De Marchi, Bob Jungels, Edoardo Zambanini, Sebastian Berwick, Amanuel Ghebreigzabhier, Michel Ries eller Stephen Williams har klatret på et niveau, der gør en etapesejr sandsynlig.

Ender det i et favoritopgør, er Primoz Roglic den naturlige favorit, men der er stadig en del usikkerhed om ham. Det var overraskende at høre Jumbo italesætte smerter i hoften efter styrtet, for den slags skilter man normalt ikke med. Det er derfor næppe heller noget stort problem, men styrtet er et ekstra usikkerhedsmoment. Det var måske også en smule bekymrende, at han ikke bare kørte fra Geraint Thomas på murene, der passede ham som fod i hose, og et par sløje enkeltstarter efter vanlig standard har også til gode at overbevise om, at han er som i gamle dage. Det behøver han dog heller ikke at være i dette felt, og han har i hvert fald ikke vist reelle svaghedstegn indtil nu. Han har også den fordel, at han kan slå alle i en spurt, og derfor behøver han ikke nødvendigvis at køre fra alt og alle. Med tanke på det, vi så i Catalonien, er hans topniveau også i år så højt, at han må være manden, der skal slås i denne finale.

Hans værste rival må vel være Geraint Thomas. Det er klart, at hans udgangspunkt nok er defensivt, men det er også klart, at han vil udnytte ethvert svaghedstegn fra Roglic. Han har overrasket sig selv ved at finde sin form hurtigere end ventet, og det var svært imponerende, at han kunne matche Roglic så flot på murene, som jo burde være slovenerens terræn. Thomas er notorisk god i den tredje og på store bjergetape som denne, og det lange målbjerg, der er uden alt for stejle passager, passer ham også godt. Al logik tilsiger, at han har forbedret sig siden 8. etape, og med tanke på det høje niveau, han havde i Touren sidste år, skal Roglic ikke vise mange svaghedstegn, inden Thomas kan vise sig som stærkeste mand.

Hvad så med Joao Almeida? Jeg synes, at han er lidt svær at blive klog på. Han skuffede lidt på enkeltstarten, hvilket han tilskrev forsigtighed på de våde veje og et konservativt udlæg, og selvom han i dag ikke er særligt eksplosiv, burde Thomas ikke køre fra ham på murene. Omvendt startede han som lyn og torden på den første enkeltstart, og det vidner om stor selvtillid og gode ben, at han gik i offensiven i dag. Vi ved også, at han i begge sine gennemførte Giroer var fremragende i den tredje uge, og denne alenlange stigninger bør passe en mand, der kører bjergene som en enkeltstart. I Catalonien fornemmede man, at han havde taget et ekstra skridt, men det har han stadig ikke bevist. Han har dog været godt nok kørende i dette løb til, at jeg bestemt ikke udelukker, at han kan vise det i morgen.

Hugh Carthy har også til gode endegyldigt at bevise, at han er så god som i 2020. Selvom hans forår var lovende, er det dog ikke mit indtryk, at han er kommet helt så langt, men han har i hvert fald virket bedre end i de seneste år - også med afstand. Sidste år nåede han jo i den tredje uge af dette løb at minde os om, hvor stærk han kan være i den tredje uge, som vi jo nu har nået, og han så da også ganske stærk ud, da han udnyttede sin frihed til at køre væk i fredags. Netop hans frihed er hans bedste våben i jagten på sejren, for det er trods alt svært at se, at han slet og ret er stærkeste mand. Til gengæld er han ikke den første, de bedste jagter, hvis der går stop-go-kørsel i den, og han vil i hvert fald elske denne gigantiske bjergetape og det alenlange målbjerg - særligt måske hvis der også kommer en af de mulige byger. Han smed lidt tid i dag, men det var forventeligt i en finale, der passede ham ganske elendigt.

Som skrevet tidligere har jeg været imponeret over Damiano Caruso, der har oplevet en genfødsel, jeg ikke havde ventet. Særligt på murene var han uventet god, men til gengæld så vi lidt svaghedstegn i fredags. Det kan dog også skyldes, at han havde brændt krudt af på et angreb, og han fik jo hurtigt kontakt med de bedste. Vi ved, at han altid er god i den tredje uge, og han er vel også i dag igen så hurtig, at han kan slå næsten alle på stregen. Hans problem kan være, at hanikke har alt for stor frihed, men han er omvendt også så langt efter, at han ikke vil være den første, de tre bedst placerede reagerer på. Den lange stigning passer ham i hvert fald godt.

Endelig er der Thymen Arensman . Han er som udgangspunkt hjælper, men jeg håber, at Ineos bruger deres overtal. Går der stop-go-kørsel i den, ville det være oplagt at sætter Roglic og Jumbo under pres ved at sende ham afsted. Han er så langt efter, at Roglic ikke behøver at gå i panik, og det åbner døren for en Arensman-sejr. Han smed lidt tid i dag, men det var i en finale, der passede ham ganske elendigt og derfor forventeligt. Vi ved til gengæld, at han kan være ganske uhyggelig i den tredje uge. Om han har sit niveau fra sidste år, skal stadig bevises efter en skidt sæson og senest en halvskuffende enkeltstart, men den Arensman, vi kendte fra den tredje uge af Giroen og Vueltaen, er oplagt at bruge i det taktiske spil.

Jeg er også svært imponeret over Eddie Dunbar, men selvom han har frihed, vil det undre mig, hvis han kan vinde denne etape. Jeg ville meget gerne tro på Thibaut Pinot, men jeg synes desværre ikke, at han i fredags var overbevisende nok i et selskab, der ikke var skræmmende, ligesom dagens kikser for en eksplosiv fyr som ham også er ildevarslende. Laurens De Plus kan også bruges taktisk, men niveauet rækker trods alt nok ikke til sejr. Lennard Kämna bestod den første test i fredags flot, men også for ham var dagens præstation måske et dårligt tegn, når vi taler om en mand, der skal klatre på et helt nyt niveau for at vinde her. Andreas Leknessund har virkelig imponeret, senest i dag, og er fremragende i den tredje uge, men han skal vise noget helt, helt nyt, hvis han skal vinde i dette selskab, og vi så også i fredags, at Ilan Van Wilder, Lorenzo Fortunato, Aurelien Paret-Peintre og Santiago Buitrago næppe heller vinder hos favoritterne.

Feltet.dks vinderbud: Ben Healy

Øvrige vinderkandidater: Lorenzo Fortunato, Jefferson Cepeda

Outsidere: Ilan Van Wilder, Brandon McNulty, Jay Vine, Warren Barguil, Matthew Riccitello

Jokers: Joe Dombrowski, Koen Bouwman, Derek Gee, Carlos Verona, Santiago Buitrago, Einer Rubio, Aurelien Paret-Peintre, Jack Haig, Sepp Kuss, Primoz Roglic, Geraint Thomas, Joao Almeida, Hugh Carthy, Damiano Caruso, Thymen Arensman

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE