EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Ruten                                                         

En af de nyere traditioner i Giroen er, at 16. etape ofte har været løbets kongeetape, og det synes helt rimeligt at hævde, at den tradition holdes i hævd. Igen i år er der tale om en brutal start efter en hviledag, men i tråd med den generelle trend i årets løb undgår man de gigantiske distancer, der ofte har kendetegnet kongeetapen i Dolomitterne. Det gør det dog på ingen måde let, når der over 202 km skal klatres mere end 5200 højdemeter, og undervejs bydes der på en glædeligt gensyn med frygtede Mortirolo, der denne gang dog skal bestiges fra Edolo-siden, som er lettere end den mest kendte. Det kompenseres der for i finalen, hvor der som på næsten alle Mortirolo-etaper sluttes i Aprica, men hvor man dropper den lange, jævne og bløde klatretur op til mål. I stedet vender man tilbage til den uhyre stejle Santa Cristina, hvor en ung Marco Pantani fik skovlen under Miguel Indurain i 1994, og selvom der efterfølgende venter en ultrakort nedkørsel, er det bestemt ikke usandsynligt, at det er på denne tirsdag, at vi får det klareste billede af, hvem der skal vinde årets Giro.

I alt skal der tilbagelægges 202 km, som fører feltet fra Salo til Aprica, og der er tale om en voldsom tur gennem Dolomitterne med passage af tre bjergpas. Starten er dog relativt let, når man snor sig mod nordvest og nordøst ad en let stigende dalvej, men den lette del får hurtigt en ende. Kort efter skal man nemlig mod nord op ad kategori 1-stigningen Goletto di Cadino (19,9 km, 6,2%, max. 12%), der er en relativt jævn stigning med enkelte vanskeligere og lettere stykker undervejs - det sværeste med 2 km med 9-11%  startende ved 4 km-mærket. Toppen i 1938 m højde rundes efter 59,2 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned til byen Breno, som passeres efter 81,1 km. En let stigende dalvej leder nu mod nordøst og nord hele vejen op til byen Edolo, hvor dagens første spurt kommer efter 112,6 km.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Edolo er kendt som startpunktet for en af opkørslerne ad Mortirolo. Man kører dog kortvarigt videre mod nordøst ad en let stigende dalvej, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad det frygtede kategori 1-bjerg. Fra denne lettere side stiger den 7,6% over 12,6 km, hvoraf de første 9 km er relativt jævne med 7,9% i snit, dog med et 2 km langt stykke med 9-10%, inden den flader lidt ud. Ved 9 km-mærket venter 1 km med bare 2,5%, inden den slutter med de sværeste 2,6 km, som stiger med 9,6% i snit, herunder med et maksimum på 16%.

Toppen rundes efter 129,9 km, og herfra resterer fortsat 72,1 km. De indledes med en svær nedkørsel, som fører mod nord ned til dalen og byen Ravoledo. Her rammer man en let faldende dalvej, som følges mod sydvest, inden man kort inden byen Tresenda laver en lille afstikker ved at køre væk fra dalen og mod sydvest op ad en bakke (5,6 km, 8,2%, max. 16%), som leder op til byen Teglio. Det er en svær sag, der efter 1 km med 2,6% stiger med 10,6% over 3,0 km og derefter med 7,2% over de sidste 1600 m. På toppen køres dagens anden spurt efter 172,0 km, hvorefter de sidste 30,0 km indledes med en teknisk nedkørsel, som leder mod vest, syd og øst tilbage til dalen, som nås i Tresenda efter 181,9 km.

Nu indledes finalen for alvor. Et kort fladt stykke leder mod sydøst, inden man kører mod nordøst og senere øst op ad det svære kategori 1-bjerg Santa Cristina (13,5 km, 8,0%, max. 13%), der skal inddeles i tre. De første 2 km stiger bare med 2,9%, inden de næste 4,9 km stiger jævnt med 7,1% i snit. Herefter bliver den imidlertid meget svær, da den ender med 6,6 km, som stiger med 10,1% og byder på 500 m-segmenter på mellem 8 og 12% hele vejen op og en maksimal stigningsprocent på 13%. Toppen rundes efter 195,8 km, hvorefter der resterer bare 6,2 km, som indledes med en kun mod slutningen meget teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst og sydvest ned til udkanten af Aprica. Med 1,4 km igen rammer man efter to hårnålesving et blødt sving, der leder ind på hovedvejen, som stiger med 3,2% op mod mål, herunder med 4,4% og bare 1,6% over de sidste to gange 500 m. Vejen er helt uden sving

Etapen byder på i alt hele 5268 højdemeter.

Aprica har seks gange tidligere i de seneste år været mål for et stort cykelløb. Fire af gangene var i Giroen, senest i 2015, hvor Mikel Landa kørte alene hjem til sejr på en højdramatisk kongeetape med 38 sekunder ned til Steven Kruijswijk og Alberto Contador, der overlevede en krise inden Mortirolo. I 2010 kørte Michele Scarponi, Ivan Basso og Vincenzo Nibali væk på Mortirolo, inden Scarponi snød de to holdkammerater i spurten på den bløde målstigning. I 2006 kunne ingen imidlertid stoppe Ivan Basso, der kørte alene med 1.17 ned til Gilberto Simoni og 2.51 ned til Damiano Cunego og Jose Ivan Gutierrez Cataluna, mens alle andre tabte mindst seks minutter. I 2009 var det Robert Heras, Gilberto Simoni og Ivan Gotti, der kørte væk på Mortirolo, inden spanieren vandt spurten på den bløde målstigning op til Aprica. I 2020 sluttede Baby-Giroen i byen, og her slog Thomas Pidcock klart Henri Vandenabeele i en tomandsspurt, mens Samuele Zoccarato kom alene ind som nr. 3 med et tab på 1.20. I 2019 var det Juan Diego Alba, der kørte alene hjem til sejr med godt et halvt minut ned til en gruppe med Einer Rubio, Kevin Colleoni og den førende Andres Ardila.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Vejret

Efter lang tid i varmen slår vejret om i den tredje uge, hvor der ser ud til at kunne komme byger hver dag. Værst bliver det tilsyneladende tirsdag, hvor der meldes om hele 19 mm regn i Aprica, men da det vil være i form af kraftige tordenbyger, er det svært at sige, hvor heldige eller uheldige feltet ender med at være. Det vil starte solrigt med kun få skyer og en temperatur på 22 grader, men i bjergene vil risikoen for tordenbyger være helt oppe på 90-95% for hver time gennem eftermiddagen. I Aprica vil temperaturen nå beskedne 16 grader, og der vil være en let vind (9-14 km/t) fra syd. Det giver stort set konstant medvind fra start og frem til afslutningen på nedkørslen fra Mortirolo, dog med sidevind på sidste del af første stigning. Derefter vil der være sidemodvind frem til spurten i Teglio og så sidevind frem til sidst stigning, hvor der vil være sidemedvind på den nedre del og skiftevis sidemed- og sidemodvind på den kringlede sidste del. Fra toppen vil der først svære sidevind og siden sidemodvind, herunder på den lange, lige vej til sidst.

Analyse af 15. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Giulio Ciccone med sin etapesejr på 15. etape sørgede for, at alle nu kan tage del i jublen over Treks forrygende Giro.

Favoritterne

Mange var sikkert skuffede over, at dagens bjergetape ikke bød på det store drama, men det var helt forventeligt. Dels var etapen designet skidt, hvis formålet var drama på et tidspunkt, hvor ingen har brug for at tage risici endnu, og dels er der al mulig grund til at spare sig til den tredje uge. Som det lå i kortene inden løbet, ville de første 15 etaper med kun ganske få undtagelser være ét langt ventespil frem mod en uge 3, der til gengæld er brutal. Herfra er det nemlig kun på 18. etape, vi ikke kan forvente os noget opgør mellem favoritterne.

Denne serie af vilde etaper starter endda med den hårdeste. Det er blevet en tradition, at løbet altid har sin kongeetape som den første efter næstsidste weekend - sidste år kom den om mandagen, altså dagen inden hviledagen, men som regel åbner den festen efter det velfortjente hvil - og der er altid tale om en brutal sag. Giro-arrangørerne har altid sat en ære i, at denne kongeetape, som altså oftest er 16. etape, skal have adskillige bjergpas, et hav af højdemeter, ofte en gigantisk distance og gerne mindst ét af løbets mest ikoniske bjerge.

Årets etape opfylder alle kriterierne bortset fra distancen. Det er atypisk, at vi ”kun” skal køre 202 km, men det ligger jo fint i forlængelse af, at vi i årets Giro generelt har haft betydeligt kortere distancer, end vi plejer. Der er stadig tale om en af løbets suverænt længste etaper, antallet af højdemeter er ubehageligt stort, og med inklusionen af Mortirolo har vi også fået lov at besøge en af Giroens mest kendte stigninger.

Da ruten blev afsløret, var mange nok lidt skuffede over, at det voldsomme bjerg skal bestiges fra den lette side. Fra Edolo er det stadig en svær stigning, men den er relativt ordinær og ikke vanskeligere end mange andre italienske stigninger. Alligevel er etapen mere attraktiv en klassisk Mortirolo-etape, hvor man har kørt den fra den stejle side. Disse etaper er nemlig ofte sluttet med en meget let del, oftest den bløde opkørsel til tirsdagens må i Aprica, og derfor har der været langt hjem efter nøgleudfordringen.

Sådan er det ikke denne gang. Her er Mortirolo bare opvarmning, og hvor slaget plejer at skulle slås på det berømte bjerg, vil det denne gang være overraskende, hvis det bliver brugt til offensiv kørsel. Det skyldes naturligvis det herlig gensyn med Santa Cristina, hvor Marco Pantani fik skovlen under en vis Miguel Indurain for 28 år siden, og selvom der ikke er mål på toppen, er den nok til at sikre, at denne etape - sammen med 20. etape, der også kunne være kandidat til kongeetapeprædikatet - bliver den måske nok vigtigste dag. De sidste 6 km vil næppe gøre nogen væsentlig forskel, når feltet forventeligt er eksploderet til atomer over de små 7 km, der stiger med hele 10,1% i snit.

Vanskeligheden gør det også til en prestigiøs etape, de største gerne vil vinde, og vi så da også sidste år, at Ineos kontrollerede hele dagen, så Egan Bernal kunne knuse al modstand med en magtdemonstration på Passo Giau på den tilsvarende kongeetape. Det hele kompliceres dog lidt af, at etapen bare er den første af mange bjergetaper. Vi får jo et gigantisk klassementsslag uanset hvad, og derfor kan der sagtens være god ræson i at tage slaget på bjerget og spare holdet til kommende opgaver senere på ugen.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Favoritterne har også oftest kørt om det på den største bjergetape i den tredje uge. Det gjorde de i 2021 (Bernal), 2020 (Jai Hindley), 2018 (Chris Froome), 2017 (Vincenzo Nibali), 2015 (Mikel Landa) og 2014 (Nairo Quintana), mens vi fik udbrudssejre i 2019 (Giulio Ciccone) og 2016 (Rein Taaramae). Det vidner om, at udbrud har en chance, men oftest er det en etape, de største navne gerne vil vinde.

Det tror jeg også, at de vil i år. Jeg ser endda hele tre hold, der meget vel kan give den et skud. Det gælder for Bahrain. Nok fik Mikel Landa sig en lille lussing i går, men vi kender ham efterhånden. Han tror altid på sig selv, og han lægger sig ikke ned uden kamp. Dette er en etape, han utvivlsomt meget gerne vil vinde - han vandt jo endda Mortirolo-etapen i 2015 også - og hvor han i dag gav Santiago Buitrago lov at jagte en etapesejr, vil jeg tro, at vi vil se et helt anderledes organiseret Bahrain-hold tirsdag.

Det gælder Bora. Holdet tog den klogelig med ro i dag, men de har fået enormt meget selvtillid af magtdemonstrationen i går. Nu ved de, at de har holdet til at få det hele til at eksplodere, og Jai Hindley tror endnu mere på sig selv efter i går. Han vandt endda den store dolomitteretape over Stelvio i 2020, så ligesom Landa har han før vundet kongeetapen. Holdet kan sagtens indlede en massakre uden at gå efter etapesejren, men jeg tror meget gerne, at Hindley både vil vinde og have de 10 bonussekunder, han også skal bruge inden enkeltstarten.

Endelig gælder det Ineos. Egentlig skal holdet som udgangspunkt forsvare sig, men vi vil formentlig stadig se en aggressiv Richard Carapaz de kommende dage. Han vil helt sikkert ikke være tryg ved at komme til 21. etape med bare 30 sekunder ned til Joao Almeida, og derfor skal der vindes mere tid. Faktisk er han næppe heller helt tryg ved forspringet til Hindley, for selvom al logik tilsiger, at han slår australieren, er afstanden for risikabel, hvis han eksempelvis rammes af defekt i Verona. Endelig tror jeg bare gerne, at han vil vinde kongeetapen. Han har ikke vundet en etape endnu, og selvom Ineos også skal passe på kræfterne, så vi sidste år, at romantikeren Bernal ville vinde kongeetapen iført den gule trøje og derfor satte sit hold til at jagte. Det vil ikke undre mig, hvis Carapaz tænker på samme måde.

Det betyder dog ikke, at noget er sikkert. Der vil igen komme en gigantisk kamp om at ramme udbruddet, og med den lette start taler meget for, at vi skal frem til stigningen, inden det kører. Man ser af og til, at et første udbrud med tungere folk kommer væk, fordi alle sparer sig til stigningen, men så er der ofte nogle af klatrernes hold, der sørger for at jagte, så de lette folk kan skabe et nyt udbrud, når det går opad. Meget taler således for, at et udbrud kører på det første bjerg, og så vil det være et klasseudbrud. Det er også en af de dage, hvor de fleste klassementshold - måske også Ineos - gerne vil have forposter afsted i tilfælde af, at det eksploderer tidligt.

Afstandene er store, og Ineos kan derfor give udbruddet noget snor, men det bliver næppe alt for meget. Formentlig vil vi se top 20-ryttere i udbruddet, og derfor vil Ineos aldrig kunne lade dem sejle helt væk. Derudover tror jeg som sagt, at Bora og/eller Bahrain vil tage kontrol, og hvis ikke de gør det, regner jeg med, at Ineos vil vinde etapen. Det betyder ikke nødvendigvis, at udbruddet bliver hentet, for det vil som sagt formentlig være brølstærkt, og en udbrudssejr er en option, men da vi taler om, at de tre måske stærkeste mandskaber vil jagte, bliver det svært at holde hjem, særligt hvis Wilco Kelderman fører, som han gjorde i går.

Mortirolo kommer formentlig for tidligt til, at den bruges til andet og mere end nedslidning. Meget taler for, at det vil være Bora eller Bahrain, der vil gøre det hårdt, men som sagt tror jeg, at det sagtens kan være Ineos, der også vil have et hårdt løb. Man skal bestemt heller ikke undervurdere Teglio, der er en stejl sag, selvom den ikke er kategoriseret, men også den kommer for tidligt. Når Santa Cristina er så svær, som den er, er der ingen grund til at angribe tidligt, slet ikke når toppen af klassementet er så tæt. Jeg regner derfor med, at slaget skal slås mellem de bedste på Santa Cristina. Til gengæld tror jeg, at presset bliver hårdt forinden, for alle vil gerne isolere Carapaz igen.

Formentlig vil første mand på toppen vinde etapen. Stigningen er i hvert fald så svær, at der er basis for at det splittes til opgør mand mod mand, også fordi vinden er gunstig, og det er usandsynligt, at der vil ske megen regruppering til sidst, hvor nedkørslen også kun er svær til allersidst (hvor den til gengæld også er meget svær), men i et løb med stor jævnbyrdighed kan man ikke udelukke, at en god spurt i den let stigende finale bliver vigtig. Selve stigningen er ikke alt for lang, men den er lang nok til, at det handler om klatreevner på stejle procenter og ikke eksplosivitet - og så stilles der krav til en stor motor efter mere end 5000 højdemeter.

En faktor bliver vejret, der slår om i den kommende uge. Nu bliver det betydeligt koldere, og selvom tirsdagens regn synes at falde som kraftige tordenbyger og ikke som vedvarende regn, er nedbørsrisikoen for hver enkelt time næsten 100%. Under disse betingelser ved man aldrig, om rytterne alligevel er heldige, men meget taler for, at det bliver en våd fornøjelse. I dalen vil det stadig være varmt, og selvom det ikke er koldt i finalen, skal rytterne være gode til akklimatisering, for det bliver andre temperaturer end hidtil, særligt hvis de rammes af en tordenbyge, hvor temperaturen falder, og de bliver våde.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Regnen kan også gøre nedkørslerne tricky, men jeg ser ikke nogen, der vil bruge dem offensivt. Ineos har ingen grund til at tage chancer, hos Bora er de ikke kendt for deres nedkørsler, og hos Bahrain, hvor de ellers har Pello Bilbao, ser jeg heller ikke Landa tage risici, når han har den styrthistorik, han har, og styrtede to gange på Blockhaus-etapen.

Jeg vælger at pege på Richard Carapaz. Ecuadorianeren kunne ikke gøre forskellen på Blockhaus, hvor han ikke virkede helt knivskarp, men noget kunne tyde på, at vi ser samme mønster som i Touren. Her virkede han også et stykke fra sit bedste niveau i Alperne, men det fik han rettet op på i den tredje uge, hvor han - med lidt skuespil undervejs - kørte lige op med Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard. Også Vueltaen i 2020 samt Giroen i 2018 og 2019 var han overbevisende til sidst, og faktisk var det hans restitution helt tilbage i Vueltaen i 2017, der fik mig til at pege på ham som den store joker til hans første Giro, hvor han blev nr. 4. Holdbarhed er og bliver Carapaz’ største styrke.

Hans kørsel i går indikerer, at det også kommer til udtryk her. Han var i en taktisk svær position, men han løste den til UG med kryds og slange. Han var tvunget til at angribe tidligt for ikke at blive angrebet fra venstre og højre, og selvom han længe lå alene, holdt han så meget igen, at han let fulgte med de andre, da han blev ventet. Det lignede en totalt kontrolleret og meget overbevisende måde at komme ud af en farlig position, og selvom han ikke vandt etapen, lignede han stærkeste mand.

Morgendagens etape passer ham. Han er god på disse store bjergetaper, og han har før vist, at han har det fint med stejle stigninger som denne. Han er også en ørn i dårligt vejr, som han viste med sit regnvejrskup i Catalonien og tidligere har vist det i Giroen, og han regner normalt dårligt vejr som sin fordel. Han har også en god spurt, som han har vist flere gange i dette løb, og selvom vi i går så, at Jai Hindley godt kan slå ham, synes der ikke at være nogen - heller ikke Joao Almeida - han lige nu ikke kan slå på stregen. Jeg tror dog, at han kører alene hjem, og han er min favorit til at vinde etapen.

Hans værste rival er Jai Hindley. Australieren var tydeligvis ikke en af de stærkeste, da han vandt på Blockhaus, og han indrømmede da også, at det var Joao Almeidas og ikke hans skyld, at de indhentede de forreste. Noget tyder dog på en gentagelse af mønsteret fra 2020, hvor han efter en svagere indledning var flyvende i den sidste uge, for i går var han meget overbevisende. Det er svært at sammenligne hans kørsel med Carapaz’, fordi de kørte etapen ret forskelligt, og selvom mit indtryk var, at Carapaz havde en betydelig overhånd, er det ikke givet - i hvert fald, hvis vi skal tro Hindley, når han siger, at det var bevidst, at han ikke reagerede på rivalens angreb.

Er der en mand, der kan sætte Carapaz på ren styrke, ligner det lige nu Hindley, der jo én gang med kongeetapesejr har vist, at han er god på disse helt store bjergetaper. Vi så også i går, at han har en fair chance for at slå Carapaz i en spurt, der kun stiger let, men en joker er vejret. I 2020 var han god i det gode vejr sidst i løbet, men havde det svært i regnen i den første del. Han er stadig uprøvet og har til gode at bevise, at han også kan håndtere regn.

Til gengæld er regnen en stensikker fordel for Vincenzo Nibali, der er løbets sensation. Ingen kan have drømt om, at han i Torino skulle ligne løbets tredjestærkeste, og det var endda på en rute, der passede bedre til Hindley og Carapaz. Nu kommer vi til denne slags store bjergetaper, som han elsker mest, og det er ikke noget tilfælde, at han vandt kongeetapen i 2017 og vendte løbet på hovedet på kongeetapen i 2016. Han topper altid i den tredje uge, og i dette løb har hans formkurve også kun peget én vej, nemlig op, og det endda med en stejlhed, der måske endda overgår Santa Cristinas.

Alligevel bliver jeg overrasket, hvis han kører fra Carapaz, men han viste i går, at han sagtens kan være med i finalen. Derefter har han en stor fordel, nemlig sit tidstab. Er Carapaz og Hindley jævnbyrdige, vil de være ligeglade, hvis Nibali sniger sig væk i finalen. Derudover har han den regnvåde nedkørsel, for mens Carapaz næppe sætter livet på spil, tror jeg, at Nibali vil gøre næsten alt for at vinde sit livs sidste kongeetape i Giroen. Det er klart, at han skal alene hjem for at vinde, men hans styrke, den taktisk gunstige position og den regnvåde nedkørsel, der slut er teknisk, giver ham de rette våben til måske at komme det.

Gårsdagens skuffelse var vel Mikel Landa, og da han generelt har været lidt svingende i grand tours, kan det være en kilde til bekymring. Modsat alle de ovennævnte har han heller ikke historik for at toppe i den tredje uge, med da han én gang har vundet Mortirolo-etapen, har han bevist, at han sagtens kan køre stærkt til sidst også. Han er som basker også aldeles komfortabel i regnvejr, og det var ikke helt uventet, at han var lidt i problemer i går, hvor terrænet passede ham dårligere. Blockhaus minder om Santa Cristina, og her lignede han i mine øjne stærkeste mand. Har han de samme ben i morgen, skal også Carapaz stå tidligt op for at følge ham, men det kan måske stadig være svært at se ham faktisk køre fra ecuadorianeren. Til gengæld er gårsdagens tidstab nu en lille fordel, fordi han ikke er den allerstørste hovedpine for Carapaz, og det kan måske give ham den frihed, han skal bruge for køre væk, hvad der også er et krav for en mand, der som den eneste med sikkerhed ikke vinder en spurt mod nogen som helst.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det gør Joao Almeida til gengæld, men han er den store taber, hvis vi får det ventede regnvejr. Uanset om vi taler om Paris-Nice, Catalonien, Tirreno eller Giroen er billedet det samme: der er en verden til forskel på Almeida i regnvejr og solskin. Så sent som i Catalonien smed han efter sin kongeetapesejr det hele væk i regnvejret, og derfor har hans sejrschancer hele tiden afhængt meget af vejret. Heldigvis så vi i Giroen i 2020, at han kan forsvare sig i dårligt vejr, og Almeida er med sin ukuelige fight en mand, der aldrig knækker helt. Hvis han kan klare vejret, står han faktisk ret godt. Hans allervigtigste karakteristikum er hans restitution, der samlet set gjorde ham til den bedste klatrer i Giroens sidste uge for et år siden, og selvom han kom til kort i går, havde han også en hård opkørsel, da han nok engang sov i timen på en nedkørsel. Hans enkeltstartsagtige kørestil passer også perfekt til disse meget stejle stigninger, hvor det handler om ikke at køre over evne, og vi så jo netop på Blockhaus, hvor smukt et comeback han leverede. Selvom han har spurtet skidt i dette løb, er han stadig på papiret favorit i enhver spurt i Aprica, og det giver ham et våben, hvis han holder sig til på nedkørslen til slut.

Nu rangerer jeg efter vinderpotentiale, og derfor placerer jeg Simon Yates her, men jeg tror ikke for alvor på ham. Hans plan A er helt sikkert at ramme udbruddet, og da det kører på stigningen, rammer han det formentlig også. Hvis de bliver hentet, er han derfor ude af billedet, men skulle han kikse, vil jeg tro, at han igen vil forsøge at vinde etapen fra feltet. Det bliver dog svært. Han var bestemt ikke stærkeste mand i går, og det var endda i terræn, der passede ham. Disse store bjergetaper med mange højdemeter har han altid haft det svært med, og i år har det været helt tydeligt, at han har været god i eksplosivt terræn og haft det vanskeligere på disse etaper. I alle sine tre forsøg på at vinde Giroen har han haft det svært på lige netop den store kongeetape, og det vil han formentlig have igen. Vi så også sidste år, at han havde det svært i regnvejr, men i Paris-Nice beviste han, at han måske har fået styr på den del, hvis han bare ifører sig den fulde udrustning. Når jeg placerer han her på listen, skyldes det, at han som i går har den taktiske fordel, at han bare kan køre væk uden bekymringer fra de andre, hvis altså han har benene. Dem har han formentlig ikke, men med den svingende Yates ved man trods alt aldrig.

Igen i går beviste Domenico Pozzovivo , at han er en af løbets stærkeste, og han har dermed bekræftet, at hans topniveau stadig er tårnhøjt, når han undgår helbredsproblemer. Det er dog ikke noget tilfælde, at han ikke har vundet en etape siden 2012, for der har altid været et par mand, der har været stærkere. Det synes der også at være i denne Giro, og i det hele taget kan Pozzovivo være lidt på udebane på denne etape. Han plejer ikke at være alt for god i den tredje uge, hvor restitutionen ikke er i top, og han har det svært med regnvejr samt med våde nedkørsler. Til gengæld er han god på stejle stigninger, også selvom denne er lidt for lang til at passe ham ideelt, og han har først og fremmest den fordel, at han har tabt lidt tid, hvorfor han kan snige sig væk, hvis det bliver taktisk.

Emanuel Buchmann konkurrerer med Nibali om at stå for den mest imponerende genrejsning i dette løb, og det lover godt forud for denne etape. Den tredje uge, 5000 højdemeter, lange stigninger… Alt sammen rimer det lige så godt på Buchmann, som Jakub Mareczko gør på misset tidsgrænse, og dermed kan vi vente os, at han er tættere på de bedste, end han har været hidtil. Til gengæld plejer han ikke at være alt for vild med dårligt vejr, og spurte kan han heller ikke. Det vil også undre mig, hvis han pludselig kan køre op med de bedste, når han ikke har gjort det i snart to år, heller ikke tidligere i dette løb, men han har en taktisk fordel. Bora er to mand, og det kan de udnytte til at sætte Carapaz under pres. Skal han vælge, hvem han skal følge, er det næppe alt for svært for ecuadorianeren.

En anden taber på grund af vejret er Alejandro Valverde . Spanierens had til regnvejr og kulde synes at vokse i samme takt som hans alder, og vi så senest i Touren, at han måtte lade sig falde tilbage fra et udbrud i Alperne, fordi han frøs. Heldigvis ser det ikke ud til at blive alt for koldt, og Valverde har trods alt før vundet i regnvejr. Spørgsmålet er bare, om han stadig kan gøre det i denne alder, når han nu formentlig også er overmatchet af de bedste. Selv i hans storhedstid var denne slags etaper med 5000 højdemeter voldsomme for ham, men faktisk er den ikke helt så skidt endda. Valverde er god på stejle stigninger, der ikke er for lange, hvad han har bevist mange gange i Vueltaen, og han slipper her for de højder, han altid har hadet. Han har også den fordel, at han stadig bør have en chance i en spurt, selvom han har tabt megen fart - det så vi Galicien i februar - og han har tillige den store taktiske fordel, at hans tidstab gør, at han kan få lov at køre. I den nuværende situation er han formentlig også villig til at køre mere offensivt, end han plejer i grand tours, hvor han som regel bare følger med.

Jeg glæder mig til at se Lucas Hamilton på denne etape. Australieren lignede stærkeste klatrer i udbruddet på 12. etape, han så godt ud på Etna, og i går var han Valverdes ligemand. Han tabte tid som babysitter for Yates på Blockhaus, og derfor har vi til gode at se, hvad han kan, når han skal slås med favoritterne. Ligesom for Yates gælder, at plan A nok er at ramme udbruddet, men lykkes det ikke, vil han formentlig køre finale. Han er trods alt næppe god nok til at vinde, men vi så sidste forår, hvor stort hans potentiale er, og nu er han endelig tilbage på sporet. Han har tabt tid og har al frihed, og vi så i Romandiet sidste år, at han kan forsvare sig i vejr, der er langt voldsommere end dette.

En anden rytter, jeg glæder mig til at se, er Jan Hirt. Han plejer at have siddet i gruppettoen indtil nu, men så plejer han til gengæld også at være flyvende i den tredje uge. Som bekendt var det ham, der spurtede mod Ciccone på kongeetapen med Mortirolo i 2019, og dermed har han allerede én gang været tæt på. Her viste han også, at han er god i regnvejr, og vi ved samtidig fra Østrig og Schweiz Rundt, at han er allerbedst på lange, stejle stigninger som denne. Med andre ord er dette næsten den perfekte Hirt-etape, og da han forsvarede sig godt på gårsdagens etape, der slet ikke passede ham, burde han være betydeligt tættere på de bedste tirsdag, selvom det trods alt er svært at se den spurtsvage tjekke vinde - selv med tidstab og frihed.

Jeg nævner også Giulio Ciccone. Hans plan A er udbrud og formentlig også bjergpoint, og derfor er jeg ret sikker på, at han sparer sig til onsdag, hvis han misser udbruddet. Skulle han trodse mine forventninger og alligevel teste benene i et opgør med favoritterne, bliver han til gengæld spændende. Vi så i dagens overbevisende sejr fra et meget, meget stærkt udbrud, at han synes at nærme sig niveauet fra sidste sæsons Giro, hvor kun Bernal var bedre i den første uge. Han har tidligere vundet kongeetapen over Mortirolo fra udbrud, hvor han viste sine evner i regn - en evne, han også beviste med en stærk kongeetape sidste år. Hvis han giver den et skud, er det min fornemmelse, at han lige nu kan komme ganske langt på en etape, der passer ham.

Etapen bør til gengæld være lidt for svær for Pello Bilbao. Vi så senest hans begrænsninger i bjergene på Blockhaus, i Alperne, i Baskerlandet og i Tirreno, og vi så dem igen i går, hvor terrænet vel passede ham bedre. Han er til gengæld god i dårligt vejr, og han har jo også sin spurt, hvis miraklet skulle ske, at han skal spurte om sejren. Han får til gengæld ikke nok ud af sin gode nedkørsel på det meget korte tekniske stykke, og han skal derfor vinde på sin klatrestyrke, sin spurt og sin frihed. Hans enkeltstartsagtige kørestil passer som for Almeida godt til denne type stigning, men det er ret umuligt at se ham køre med de bedste.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Det er nu vi skal teste, hvor holdbar Juan Pedro Lopez er. Spanieren var imponerende stærk på 14. etape, men betalte en pris for at grave for dybt. Det var til gengæld også i terræn, der passede ham dårligt, mens disse lange dieselstigninger passer ham langt bedre. I Vueltaen viste han, at han har holdbarhed i den tredje uge, og da han i går var bedre, end han var på Blockhaus, tyder intet på, at han er ved at gå ned. Han har dog stadig til gode for alvor at vise sig helt fremme med de bedste i de rigtige bjerge, ligesom han foretrækker varme frem for regn, hvilket skaber ekstra usikkerhed. Han har dog taget et enormt skridt siden Vueltaen, og det bør komme til udtryk igen i morgen, hvis han kører lige så godt som i går i terræn, der mere er ham.

Jeg glæder mig til at se Lorenzo Fortunato på denne etape. Italieneren har ikke helt været på niveau med de bedste endnu, men han har ikke manglet alt for meget. Sidste år så vi, at han først for alvor blev god i den sidste halvdel, og vi så da også, at han i går forsvarede sig godt i terræn, der passede ham dårligt. Denne etape er til gengæld lige noget for ham, for vi så med hans sejr på Zoncolan, at han er god på lange stigninger med stejle procenter. Nu kommer den endda endnu senere i løbet, men han har stadig til gode at bevise, at han kan genfinde sidste års niveau. Det kan komme her i den tredje uge, selvom han selvfølgelig næppe slår favoritterne i et direkte opgør.

Guillaume Martin kommer altid til kort mod de bedste i bjergene, men han er aldrig helt væk. I går havde han det svært, men det var også en kort etape, der passede hans dieselmotor, som skal bruge tre-fire bjergpas på at blive varm, helt elendigt. På Blockhaus derimod blev han nr. 11 foran flere af de ovenfor nævnte navne, og det er en etape, der kan sammenlignes med denne. Det var endda på et tidspunkt, hvor han havde brugt mange kræfter fra den forrige dags udbrud, og man kan håbe, at han i en mere frisk forfatning vil gøre det endnu bedre her.

Thymen Arensman kører næppe med favoritterne. Han har jo netop smidt tid for at kunne gå i udbrud, og derfor vil han utvivlsomt lade sig falde tilbage, hvis ikke han rammer udbruddet, der er plan A. Jeg håber dog, at han giver den et skud. Hollænderen skuffede fælt i dag, men hans helt store styrke i hans to Vuelta-deltagelser har været hans bemærkelsesværdige evner i den tredje uge. I går så han også stærk ud, indtil han smed tid med vilje, og vi så, at klatreevnerne rakte til en 10. plads på Blockhaus. Han viste i Alperne, at han stortrives i regn, og dermed burde han kunne gøre det godt, hvis han mod forventning ikke lader sig falde tilbage.

Hvad med Joe Dombrowski? Amerikanerens spidskompetence har altid været de meget stejle og lange stigninger, og han kørte da også en fremragende kongeetape i 2019, hvor han i kamp med favoritterne blev nr. 8. Her viste han også evner i regnvejr, men til gengæld var det også den sæson, hvor han var bedst og endte som samlet nr. 12. Så god er han ikke længere, men han klarede gårsdagens etape i for ham skidt terræn ganske flot. Han får formentlig lov at jagte udbruddet, men misser han det, vil han blive så længe som muligt hos Nibali og derfor lave et resultat.

Endelig er der Antonio Pedrero . Som sagt kan vi bruge hans form som kalender, for han finder altid formen i den sidste del af Giroen. Det gør han også i år. Efter en sløv start kørte han en fornem etape i dag, og formkurven fortsætter formentlig bare opad. Hans hidtil flotteste præstation leverede han på den stejle Mortirolo-side i 2019, og dermed har han bevist, at han mestrer dårligt vejr, mange højdemeter og stejle og lange stigninger. Etapen passer da også godt til en dieselklatrer som ham, og man må formode, at han skal blive hos Valverde så længe som muligt. Han vinder ikke, men sidste år kørte han imponerende med favoritterne i den tredje uge.

Som sagt er en udbrudssejr sandsynlig, men det er kun for de få topklatrere, der både har tabt tid, kan køre væk i den hårde start og gøre det færdigt efter 5000 højdemeter i regnvejr. Jeg har allerede beskrevet de bedste kandidater ovenfor, og min favorit vil - baseret på begrundelserne ovenfor - være Giulio Ciccone med Lucas Hamilton som en tæt nr. 2. Jeg rangerer Simon Yates som nr. 3, men som det fremgår ovenfor, er det mere på potentiale end på reel forventning om, at han kan gøre det færdigt. Heldigvis er modstanden i et udbrud ikke så voldsom som blandt favoritterne. Dernæst placerer jeg Lorenzo Fortunato, Thymen Arensman, Joe Drombrowski og Antonio Pedrero. Jeg er lidt spændt på, om Alejandro Valverde, Guillaume Martin og Jan Hirt får lov, men jeg tvivler på, at de vil forsøge sig. For Valverde betyder top 10 altid meget, top 10 er Martins mål, og Pozzovivo kan næppe undvære Hirt. Udelukkes kan det dog ikke, og lidt frihed kan de godt få. Wilco Kelderman er formentlig låst, og det samme er Lennard Kämna nok også, og hvis sidstnævnte alligevel prøver, tror jeg, at etapen er for svær. Det er en perfekt etape for Hugh Carthy, men efter i dag tror jeg ikke, at han kan gøre det færdigt, hvis han fortsætter med at eksplodere i finalerne. Landa kan næppe undvære Santiago Buitrago og Wout Poels denne gang, og Koen Bouwman ser som frygtet træt ud. Andre kandidater til at ramme udbruddet på stigningen er Bauke Mollema, Filippo Zana, Mikael Cherel, Sam Oomen, Gijs Leemreize, Chris Hamilton og Vadim Pronskiy, men jeg ser dem ikke gøre det færdigt.

Feltet.dks vinderbud: Richard Carapaz

Øvrige vinderkandidater: Jai Hindley, Vincenzo Nibali

Outsidere: Mikel Landa, Joao Almeida, Simon Yates, Domenico Pozzovivo, Emanuel Buchmann

Jokers: Alejandro Valverde, Lucas Hamilton, Jan Hirt, Giulio Ciccone, Pello Bilbao, Juan Pedro Lopez, Lorenzo Fortunato, Guillaume Martin, Thymen Arensman, Joe Dombrowski, Antonio Pedrero

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Giulio Ciccone, Lucas Hamilton, Simon Yates, Lorenzo Fortunato, Thymen Arensman, Joe Dombrowski, Antonio Pedrero, Alejandro Valverde, Jan Hirt, Guillaume Martin, Hugh Carthy, Wout Poels, Santiago Buitrago, Wilco Kelderman, Lennard Kämna, Bauke Mollema, Filippo Zana

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO