Ruten

En af de nyere traditioner i Giroen er, at man i de senere år ofte har haft løbets kongeetape med nogle af Dolomitternes mest mytiske stigninger på tirsdagen efter den anden hviledag. Sådan bliver det imidlertid ikke i år, hvor man efter den sidste lille pause lægger ud med en etape, der slet ikke rammer de høje bjerge. Det betyder dog ikke, at det er en let sag, for helt i overensstemmelse med temaet for årets tredje uge er der tale om et alenlangt maraton med mere end 4000 højdemeter. Det hele afgøres med næsten tre omgange på en rundstrækning med en stejl, lille mur, der ligger for tidligt til en afgørende kamp i klassementet, samt en rigtig puncheurfinale på endnu en stejl lille sag, og det lægger op til en fascinerende kamp om sejren i et forventeligt udbrud.

Som altid i denne tredje uge skal der tilbagelægges en gigantisk distance på hele 229,0 km, der fører feltet fra Udine til San Daniele del Friuli. Starten er tilforladelig, idet man kører mod nord, sydøst og nordøst ad en helt flad vej, men hurtigt går det galt, når man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Madonna del Domm (10,8 km, 7,1%, max. 12%), der efter 650 lette meter stiger jævnt med 8,8% over 7,55 km med et maksimum på 12%, inden den flader lidt ud med 6,3% over de sidste 2,55 km frem til toppen, der rundes efter 31,0 km. En meget teknisk nedkørsel leder nu mod nordøst og syd ned til Cividale del Friuli i dalen, som nås efter 47,4 km.

Her kører man en omgang på en 40,4 km lang rundstrækning. Den er hovedsageligt flad, idet man følger en helt flad dalvej mod nordøst, nord, syd og slutteligt øst, inden man kører mod syd og sydvest op ad kategori 3-stigningen Monte Spig (4,7 km, 8,3%, max. 14%), der er en stejl sag med hele 10,3 i snit mellem km 2 og 4, inden den flader ud med 4,8% over den næste kilometer og slutteligt stiger med 7,1% over de sidste 700 m frem til toppen, der rundes efter 77,2 km. Nu leder en småteknisk nedkørsel mod sydvest og ved tilbage til Cividale del Friuli, hvor rundstrækningen afsluttes med dagens første spurt efter 87,8 km.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Efter spurten kører man ad en let stigende dalvej - dog afbrudt af en bakke (1,1 km, 5,4%) efter 106,2 km - mod vest, nord, nordvest og slutteligt nordøst, indtil man drejer mod nordvest ind på kategori 2-stigningen Monteaperta (3,3 km, 7,6%, max. 12%), der stiger med 9-11% over de første 2 km, men derefter kun 4,0% frem til toppen, der rundes efter 123,0 km. Nu fører en teknisk nedkørsel mod nordvest, indtil man rammer en let faldende dalvej, der fører mod sydvest ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 152,9 km.

Her lægger man ud med at køre de første 22,2 km af den i alt 26,9 km lange runde. Først skal man mod nord op over den lille Castello di Susans (800 m, 8,7%, max. 16%), inden et kort, fladt stykke leder mod nordvest og sydvest frem til hovedmenuen, kategori 3-stigningen Monte di Ragogna, der bestiges fra syd. Der er tale om en stejl mur, der over 2,8 km stiger med hele 10,4% fordelt over 2 km med 11,2% og et maksimum på 16% og 800 m med 8,1%. Toppen rundes første gang efter 162,1 km og efterfølges af en ikke alt for svær nedkørsel, der leder mod sydvest ned i dalen. Nu går det igennem stort set helt fladt terræn mod sydøst ned til målbyen, hvor stregen krydses første gang efter 175,1 km på toppen af en lille mur.

Etapen afsluttes nu med to hele omgange på rundstrækningen, som indledes med et fladt stykke, der fører mod nordøst op til Castello di Susans, der passeres igen efter hhv. 180,6 km og 207,6 km - første gang med dagens anden spurt på toppen. Monte di Ragogna passeres efter hhv. 189,0 km og 216,0 km, således at der er 13,0 km hjem efter sidste passage. De består som bekendt primært af en flad dalvej, men med 2 km igen rammer man en lille 500 m lang bakke med et maksimum på 8%, hvorefter en nedkørsel leder ned til de sidste 850 m, der stiger med 6,5% i snit. De første 300 m stiger imidlertid med 9,4% med et maksimum på hele 20%, inden det kortvarigt falder for slutteligt at tage fat igen med 10% på de sidste 300 m. Finalen er i første omgang ikke videre teknisk, da en let bugtende vej først afbrydes af et blødt sving med 1300 m igen, men til gengæld drejer man næsten 180 grader med 800 m igen, inden vejen til slut buer meget skarpt ind på den 200 m lange, 6,5 km brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4053 højdemeter.

San Daniele del Friuli har kun én gang i dette årtusinde været mål for et UCI-løb. Det var i sidste års udgave af U23-løbet Giro del Friuli Venezia Giulia, hvor Clement Champoussin sejrede foran Szymon Tracz og Einer Rubio. Giroen har heller aldrig tidligere været forbi.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Vejret

Vejrudsigten har heldigvis rettet sig, så det lige nu kun er 20. etape, der ser truet ud, og det er først fra fredag, det dårlige vejr melder sig. Tirsdag bliver hæderlig, for selvom det hovedsageligt vil være skyet med kun få solstrejf, ventes det at holde tørt med en temperatur på 16 grader. Vind vil der ikke være meget af med blot en svag til let brise (5-10km/t) fra syd. Det giver på den kringlede rute vind fra mange retninger, dog primært medvind frem til afslutningen på nedkørslen fra Monteaperta og derefter primært sidemodvind frem til rundstrækningen. Her vil der være sidemedvind på første del, inden man kortvarigt får sidemodvind for så at få med- og sidevind på stigningen. Derefter vil der være sidemodvind, indtil man hovedsageligt får sidemedvind på de sidste 2 km.

Analyse af 15. etape

To måneder efter at Wout van Aert og Remco Evenepoel gjorde august til deres egen, en måned efter at Tadej Pogacar leverede et vanvidsridt, der gjorde ham til verdens cykelhersker, et par uger efter at Marc Hirschi var et cykelsvaj fra at blive den totale ardennerkonge, og på dagen hvor Wout van Aert og Mtheiu van der Poel gav den gamle garde bøllebank i Flandern Rundt, var der endelig lys forude for feltets veteraner. Dagens 15. etape skulle nemlig være startskuddet til den vilde bjergfest, der skulle kåre vinderen af årets ultimative veteranshow som en påmindelse om, at det ikke kun er ungdommen, der kan præstere i denne vidunderbørnenes tidsalder.

Skulle snart 36-årige Vincenzo Nibali have den tredje sejr? Skulle 33-årige Steven Kruijswijk have revanche for nedturen fra 2016? Skulle 34-årige Geraint Thomas rejse sig efter den missede Tour? Skulle det endelig lykkes for 35-årige Jakob Fuglsang at slå igennem i en grand tour? Eller ville det lykkes snart 38-årige Domenico Pozzovivo, der ellers ikke var regnet som en forhåndsfavorit, endelig at sejre efter et årti som kronisk topkandidat? Selvfølgelig var der Giroens eget vidunderbarn, Aleksandr Vlasov, ligesom Simon Yates med sine 28 år ikke er nogen veteran, men med 31-årige Rafal Majka ligeledes ventende som en outsider tydede meget på, at der ville være flere grå hår at finde på podie, end vi har haft det for vane i de seneste sæsoner.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Efter den etape, der skulle have indledt ”de gamles”opgør, må vi imidlertid erklære veteranshowet for aflyst. Thomas og Kruijswijk var jo allerede elimineret, men da røgen havde lagt sig efter dagens slag på Piancavallo, stod Nibali, Fuglsang og Pozzovivo tilbage som dagens tre store tabere. I stedet kunne de så se de unge opkomlinge forsvinde på mod toppen med samme hast, som Marco Pantani gjorde det på samme bjerg for 22 år siden, og da regnskabet gjordes op, var det kun 29-årige Wilco Kelderman, der forhindrede podiet - både på etapen og i klassementet - i at være fuldstændig identisk med det, vi ser i ungdomskonkurrencen.

Alt sammen var det dog ikke overraskende. Det har jo hele tiden været ventet, at Fuglsangs holdbarhed atter ville koste i løbets anden halvdel, og hans svaghedstegn på murene i tirsdags og på gårsdagens enkeltstart blev desværre til fulde bekræftet i dag, hvor det gik, som vi har haft for vane at se det, nemlig at Fuglsang forvandles fra dominerende skikkelse i uge 1 til middelmådig top 10-rytter i uge 2 og 3. Hans generelt forbedrede niveau havde selvfølgelig givet et legitimt håb om, at det også ville sætte sig igennem i grand tours, men det er ret svært at finde eksempler på sådanne omvæltninger. Holdbarhed er noget, man enten har eller ikke har, og kaster man et blik på de senere års grand tour-vindere, er det stort kun de allerstørste som Chris Froome, Vincenzo Nibali og Alberto Contador, der har været i stand til at vinde, efter at de er fyldt de 30.

Det kan heller ikke komme som et chok, at Pozzovivo forsvandt fra scenen med samme hast, som han havde meldt sig ind som mulig vinderkandidat. Det var nemlig klart, at den aldrende italiener, for hvem det endda er et mirakel, at han stadig er aktiv efter den karrieretruende skade sidste sommer, var lidt af et wildcard, som både kunne vise sig holdbar og ende med at falde igennem. Desværre for ham ligner det mest det sidste, for selvom dårlige dage ikke er et ukendt fænomen for unge Pozzovivo heller, var der jo allerede en rust at spore på løbets 13. etape - en rust, som altså bare har bredt sig i løbet af de seneste dage.

Nej, overraskelsen var Nibali. Det så nemlig ud til, at italieneren var ved at gøre det igen, nemlig at køre en håbløs optakt for siden bare at blive bedre og bedre gennem de tre uger, inden han ville ende på podiet i Milano. Det er langt fra umuligt, at det sker, for hvis den tredje uge trods de triste vejrudsigter gennemføres som planlagt, er den så skræddersyet til Hajen, at et af hans comebacks stadig er muligt. Én ting er dog at køre på podiet. Noget andet er sejren, der lige nu virker lige så fjern, som den gjorde inden hans vanvidscomeback i 2016.

Og så er det måske alligevel ikke mere overraskende alligevel. Jeg kan huske, at jeg forud for løbet sagde, at Giroen var uhyggeligt åben, fordi der var legitime spørgsmålstegn at stille ved alle løbets seks største favoritter. For Nibali handlede det om, hvor højt topniveauet var. Sandheden er nemlig, at han er blevet gradvist ringere år for år siden kulminationen i 2014, og havde feltet ikke været så sjældent smalt i år, var der næppe mange, der havde regnet Nibali som en af de tre største favoritter. Desværre kunne dagens præstation tyde på, at der ligesom de foregående seks år er røget et par procent siden sidste sæson, og at det nok næppe bliver til flere end de fire grand tour-sejre for Hajen.

Majka må også se sig kørt bag om dansen. Det så ellers pludselig så lovende ud for polakken, der i går kørte en fremragende enkeltstart, for modsat snart sagt alle andre favoritter var der ikke rigtigt nogle spørgsmålstegn ud for hans navn. Jo, kun det sædvanlige, om ikke der som altid var en lille håndfuld, der ville klatre bedre end ham, og desværre ser det efter i dag ud til, at det går præcis, som det plejer for Majka, der engang lignede en mulig kommende grand tour-stjerne, men som i stedet har kurs mod en tilværelse som en af de mange evige top 10-ryttere.

I stedet blev det atter ungdommens fest, men de ryttere, der med desperation stirrer på en dåbsattest, hvor alderen er faretruende tæt på de 30, kan i det mindste glæde sig over, at det er frontkvartettens alderspræsident, der lige nu står med de bedste kort. De tvivlsspørgsmål man kunne have i forhold til Keldermans klatreniveau efter et par sæsoner, hvor han mildt sagt ikke har imponeret i bjergene, blev i hvert fald i dag foreløbigt besvaret på den for ham bedst tænkelige måde. Måske lignede han en presset mand, da hjælperytterne Martijn Tusveld samt særligt Chris Hamilton og Jai Hindley sprængt feltet til atomer, men på baggrund af dagens udfald har han kørt sig i pole position til at tage en grand tour-sejr til et Sunweb-hold, der mest af alt så ud til at være på sammenbruddets rand for et år siden, men som i Tour de France, Ardennerne og nu Giroen pludselig er blevet en helt alsidig magtfaktor som kontrast til den ensidige Dumoulin-maskine, det var for et par år siden.

Naturligvis er der stadig spørgsmål at stille. Den sidste uge byder på nogle gigantiske højder, der er noget helt andet end det, vi har set hidtil. Meget tyder dog på, at Kelderman efter endelig at have holdt sig på cyklen i et par måneder nærmer sig niveauet fra 2017, hvor han endte som nr. 4 i Vueltaen, og hvor han blandt andet blev nr. 4 på Calar Alto på den iltfattige side af 2000 m-grænsen. Enkeltstarten i Milano ligger også fremragende til en mand, der har genfundet tempoevnerne, og som tidligere er blevet nr. 2 på netop en tonserenkeltstart i Eneco Tour. Og vigtigst af alt bekræftede Sunweb i dag, at der i løbets uden stærke hold altså er to mandskaber med styrke til at styre begivenhederne, og at det således ikke kun er Deceuninck. Dagens opvisning var ganske enkelt imponerende, da Nico Denz og Chad Haga beredte vejen for klatrerne, der fuldstændig kørte alle så meget over, at Hindley - som selv endelig viser, at de mange tabte australske talenter altså godt kan slå igennem før eller siden - nu måske endda kan sikre to podiepladser til det tyske mandskab.

Førertrøjen er dog stadig ikke deres. Ganske vist er den blevet temmelig flosset i kanten, men den undgik akkurat at revne, hvorfor den stadig sidder på Joao Almeidas smalle skuldre. Som han gjorde det i Burgos, viste han atter, at han mere end de fleste mestrer kunsten at køre en stigning som en enkeltstart, og at han er som skabt til at forsvare en trøje og begrænse tabet mod stærkere folk. Den rust, han viste i uge 1 er definitivt væk, og selvom han ikke var lige så overbevisende som tidligere, forsvarede han sig bedre, end man kunne have frygtet. Alligevel ser det svært ud mod en Kelderman, der på alle løbets længere stigninger har været ham overlegen, og hans stærke hold med de velkørende Fausto Masnada og James Knox måtte i dag sande, at der faktisk er et mandskab, der umiddelbart er stærkere. Endelig lurer der hele tiden frygten for, om ikke Almeida kommer til at grave lidt for dybt, så det kan ende med en gigantisk eksplosion i den tredje uge. Det er nok ikke ham, der græder mest, hvis snevejret lammer de to vanskeligste etaper, som det lige nu kunne se ud til.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Kelderman og Almeida dummer sig dog gevaldigt, hvis de anser løbet som en duel. Lige nu ærgrer jeg mig mest over gårsdagens formulering i optakten, hvor jeg nøjedes med formuleringen ”Egentlig var jeg meget fristet af næsten at gøre Tao Geoghegan Hart til favorit” i stedet for at følge mavefornemmelsen og gøre tanke til handling. Briten har vitterligt lignet en af de stærkeste, siden han fik lagt skuffelsen over Thomas-exitet bag sig og fik gang i de talentfulde ben, vi desværre kun har set alt for flygtigt i de senere år. Så man på, hvem der konsekvent har virket mest overbevisende på 9., 10. og 13. etape skilte Geoghegan Hart sig ud, men for at pege på ham som vinder skulle være lidt mindre kylling end Feltet.dks alt for konservative optaktsskribent.

Nu er han imidlertid inde i billedet. Nok er 2.57 meget at indhente, men som sagt vil det ikke være verdens største sensation, hvis Almeida eksploderer i de kommende dage. Og i dag lignede Geoghegan Hart altså en mand, der aldrig for alvor var presset og formentlig kunne have opnået meget mere, hvis ikke han efter eget udsagn kun tænkte på etapesejren og tilsyneladende efter etapen slet ikke havde fattet, at han havde bragt sig dybt ind i kampen om de allersjoveste placeringer.

Der er dog ingen tvivl om, at Dave Brailsford nu lugter blod, og Geoghegan Hart har holdet til at sætte det i scene. Man må nemlig i den grad sige, at Ineos har rystet Giro-forbandelsen af sig i et løb, hvor de med Ben Swift, Salvatore Puccio, Filippo Ganna, Jonathan Castroviejo, Jhonatan Narvaez og i dag Rohan Dennis har spillet hovedroller i alle løbets betydningsfulde udbrud - alt sammen krydret med fem ud af 15 mulige etapesejre. Den offensive strategi bliver dog nok lagt på hylden nu, for nu taler meget for at holdet skal vende tilbage til plan A, nemlig at forsøge at vinde hele svineriet - bare med en anden brite end først planlagt.

Det var dog ikke kun fryd og gammen for de unge drenge. Brandon McNulty måtte enten sande, at han gravede lidt for dybt i går, eller at han trods alt fortsat er for begrænset i de høje bjerge til at være med helt i front. Og hos de lidt ældre gjorde Patrick Konrad det langt bedre end ventet på et rigtigt bjerg som dette, ligesom Pello Bilbao, der ellers kørte så skidt en enkeltstart, altså ikke er så træt, at det gør noget - ikke endnu i hvert fald.

I det store spil er det dog anekdotisk. De hverken vinder løbet eller kører på podiet, men det har nu heller aldrig været ventet. Det skulle i alt væsentligt have været et anliggende for løbets veteraner, men nu ender vi måske i stedet med et podium, der kan komme meget tæt på at være identisk med ungdomskonkurrencens top 3, hvis det altså ikke lige var for Kelderman. Imens er veteranerne igen henvist til biroller, som de har været det for det meste af denne 2020-sæson midt i vidunderbørnenes tidsalder.

Men veteranen Alexander Kristoff fik da sin obligatoriske top 5 i Flandern Rundt. Lidt normalitet er der trods alt stadig…

Favoritterne

Piancavallo fik skabt et langt klarere hierarki, end vi har set det hidtil, men det har som bekendt hele tiden været antagelsen, at de forskelle, der kunne skabes i starten, hurtigt kunne udviskes i den brutale tredje uge. Heldigvis har vejrudsigten rettet sig, så der - fingers crossed - er udsigt til, at torsdagens kongeetape er reddet, og lige nu ser det kun ud til, at 20. etape, der til gengæld må hænge en uhyre tynd tråd, kan blive amputeret. Dermed er løbet fortsat åbent, for det er særligt slaget på Stelvio, der kan skabe enorme forskelle, fordi den har et design, hvor en dårlig dag kan blive uhyre kostbar.

Forinden venter dog yderligere to alenlange etaper i denne maratonernes uge 3, og af disse er det tirsdagens åbning, der er den letteste. Det vil dog være synd at bruge ordet let, for det er ikke kun distancen, der er voldsom. Stigningerne er generelt meget stejle, og den sidste lille mur er meget sammenlignelig med den, der i fredags flåede feltet i stumper og stykker og sendte Peter Sagans drøm om etapesejr og pointtrøje til tælling.

Som vi så i fredags manglede Sagan dog ikke meget for at klare den, og med tanke på hans begrænsede muligheder i resten af løbet, kunne det tale for, at han skulle give den et skud - også fordi den lille puncheurfinale ikke passer ham helt dårligt. Det virker dog usandsynligt. Dels så vi i fredags, at risikoen for, at han atter bliver sat af, er relativt stor, dels er det en voldsomt lang og svær etape at kontrollere. Og endelig venter der en bjergetape om onsdagen, hvor Rafal Majka og Patrick Konrad får brug for den støtte, de kan få.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Det er heller ikke rigtigt en dag, hvor klassementsholdene skal kontrollere. Der venter langt vigtigere etaper senere, og selvom det da sikkert kunne være friskende for både Joao Almeida og Wilco Kelderman at jagte etapesejr og bonus i en finale, der passer dem, er det ikke noget, man brænder et hold af på, når vi taler om 229 kilometer. Og selvom jeg bestemt ikke udelukker, at der kommer en klassementskamp til sidst, hvor særligt Jakob Fuglsang og til dels Vincenzo Nibali og Domenico Pozzovivo sikkert er så desperate, at de formentlig vil forsøge i hvert fald at se, om der er rust at spore på første dag efter en hviledag, er det ikke noget, der kræver, at man kører et udbrud ind.

Det eneste hold, der kan tænkes at påtage sig ansvaret, er UAE. Det vil jeg til gengæld heller ikke helt afvise. Finalen er skræddersyet til Diego Ulissi, og selvom han godt kan vinde fra udbrud de kommende dage, er dette hans eneste virkelig store chance for et hattrick. Jeg tror, at plan A er, at Ulissi selv skal ramme udbruddet, for det er trods alt en lettere strategi end at brænde holdet af på at kontrollere 229 km - noget, der slet ikke bliver let med et decimeret hold med to sprintere og en klassementsrytter, der ikke kan bidrage med meget - men hvis han misser det, som han gjorde på 10. etape, kan det sagtens ske, at UAE forsøger at skabe samling frem mod finalen. Her må i hvert fald Fuglsang, men formentlig også Pozzovivo have brug for at forsøge et eller andet, og på så stejl en stigning kan man slet ikke udelukke, at det kan eksplodere. Vi er i uge 3, og vi har lige haft en hviledag, og falder er favorit fra på stigningen, vil der blive gået til stålet hele vejen ind til mål. Og her skal der så spurtes op ad den lille mur for ikke at tabe dumme sekunder.

Mest af alt tror jeg dog på en udbrudssejr. Hvis Ulissi kommer afsted, betragter jeg det som næsten stensikkert, at de vil holde. Hvis ikke, er det ret sandsynligt, at UAE vil forsøge, men selv hvis de gør, vil jeg tro, at det bliver svært. Deres hold er som sagt ikke alt for skræmmende - i hvert fald ikke i antal - og sandsynligheden for, at udbruddet er for stort og stærkt, er stor.

Det skyldes nemlig den hårde start. Alle ved, at det er en stor chance for en udbrudssejr, og det ligner derfor endnu en gigantisk kamp om at komme afsted. Det virker ret usandsynligt, at udbruddet er kørt inden første stigning, og den er virkelig en led sag. Det gør det heldigvis lettere at gætte, hvem der kan ramme udbruddet, men det betyder også, at gruppen formentlig vil have en betydelig klatrestyrke. Meget taler for, at udbruddet etableres her, især fordi favoritholdene ikke er overvældende stærke. I uge 3 ved man dog aldrig, om en klassementsrytter pludselig får sneget sig afsted, så der skal køres så stærkt, at gruppen først kommer væk efter stigningen, men da vil farten være så opskruet, at det alligevel kun vil være gode klatrere, der har en chance, inden der før eller siden falder ro på, og en regruppering vil finde sted.

Herefter bliver det interessant at se, hvad UAE gør. Hvis ikke UAE har en grund til at kontrollere, bør det blive en stille dag i feltet, hvor udbruddet får et gigantisk forspring, som vi så det forleden, inden favoritterne så måske skal slås lidt på sidste stigning. Alternativet er, at UAE skaber samling, men det er det mest sandsynlige scenarium

Mest tror jeg altså på et udbrud, og her gør første stigning heldigvis, at vinderkandidatfeltet er lidt lettere at arbejde med. Man skal klatre godt for at komme fri, og samtidig er finalen så svær - både med selve stigningen og med muren på til mål - at det ikke er alt for mange ryttere, der er i stand til at vinde denne etape.

Jeg vil igen pege på Diego Ulissi som favorit. Italieneren var ellers lidt skuffende i den første del af løbet, men i fredags så han ud til at have genfundet benene. Finalen her mindre meget om det, vi så dengang, og faktisk passer den ham bare endnu bedre, da der denne gang er tale om en puncheurspurt, der ligger til hans højreben.

Selve finalen passer ham altså, men der er to udfordringer. Dels er første stigning så svær, at det ikke er helt givet, at den i dette løb ret svingende italiener bare kan komme afsted, hvis de mere udprægede klatrere åbner for gassen. Samtidig ved vi, at lange løb er hans store svaghed, og det kunne tale for, at han i en finale, der er meget svær, ender med at løbe tør for kræfter. Hans kørsel forleden var dog så overbevisende, at han i et udbrud, der jo ikke vil tælle klassementsryttere, bør være i stand til at gøre det færdigt. Derfor må han være den oplagte favorit.

Det har været lidt sløjt med Tanel Kangert hidtil, men benene synes langsomt at komme. Han kørte en fin enkeltstart, og i går blev han nr. 17 på Piancavallo. Det taler for, at han vil være i stand til at køre væk på den første stigning, og sidder han først i udbruddet, må han være en af de stærkeste klatrere. Han er ikke nogen stor afslutter og heller ikke eksplosiv, men heldigvis er finalen så svær, at bedste mand meget vel kan vinde. Med de ben, han har vist hidtil, kunne det meget vel være Kangert, og han bør også være i sit es på en lang og slidsom dag som denne.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Jeg vil også pege på Sergio Samitier. Spanieren har generelt været meget tæt på at kunne matche de bedste i bjergene, og han ligner et oplagt bud på en mand, der kan køre væk på stigningen fra start. Han var allerede aktiv på 15. etape, hvor han på fornem vis kørte op til udbruddet, og selvom det kostede lidt til sidst, viste det, at benene er gode. Han har tabt så meget tid, at han får masser af plads, og rammer han rigtigt burde han være en af de stærkeste i så vanskelig en finale. Han er ikke kendt for sine afslutterevner, men viste i fredags, at han godt kan spurte, og det kan han endnu bedre på en bakke som denne. Han ligner manden, Movistar skal bruge til at redde deres løb.

En anden rytter, der langsomt synes at finde benene, er Victor De La Parte. Denne finale er egentlig ikke den perfekte for en dieselmotor som ham, men heldigvis er etapen hård nok til, at eksplosivitet ikke nødvendigvis bliver afgørende. Hans fine kørsel på Piancavallo antyder, at han vil have gode chancer for at ramme udbruddet på den indledende stigning, og så må han også være en af de bedre klatrere i gruppen til slut. Han har bestemt ikke nogen afslutning, men det er heller ikke sikkert, at det er nødvendigt i en afslutning, hvor benene og friskheden vil tale både på sidste stigning og sidste mur.

Det er også det, der bringer Ilnur Zakarin i spil. Russeren er bestemt ikke flyvende, men han er stadig en af de bedste klatrere blandt de ryttere, der har tabt tilstrækkeligt med tid. Det kan godt være, at han sparer sig til et togt på en af de kommende etaper, hvor finalerne passer ham bedre, men omvendt har han vel ikke råd til at smide alt for mange muligheder alt for langt væk. Vi ved fra sidste års Giro, hvor han vandt en bjergetape, at han nu om dage kan være ret svingende i en grand tour, og hans kørsel har trods alt ikke været helt katastrofal. Rammer han udbruddet, må han have en ganske fin chance for at køre alene hjem fra den sidste stigning. Og faktisk har han før vundet stigende spurter, hvis bare modstanden har været den rette.

I går viste Thomas de Gendt igen, at benene virkelig er gode efterhånden. Første stigning er svær for en fyr som ham, men med sin nuværende form er det bestemt tænkeligt, at han rammer udbruddet. Når man kan være lidt skeptisk i forhold til hans chancer, skyldes det hans had til stejle stigninger, og derfor ligger rundstrækningen ikke just til hans højreben. Også distancen er en udfordring, for De Gendt har det med at føre lidt for meget tidligt på etaperne. Heldigvis er der i finalen tid til at komme tilbage, hvis stigningen skulle blive for stejl, og selvom muren op til mål også har stejle procenter, er De Gendtfaktisk en god afslutter.

Aurelien Paret-Peintre kom for at køre klassement, men det er ikke for alvor lykkedes. Til gengæld er et udbrud på en etape, hvor forspringet kan blive ret stort, ofte en genvej til at komme tilbage i klassementet. Det kunne være franskmandens chance, og han viste med sin kørsel på Piancavallo, at han står med gode kort på håndne i forhold til at ramme udbruddet på stigningen. Også finalen er svær nok til, at han kan gøre det færdigt, men han risikerer nok at være oppe mod bedre afsluttere, ligesom der for en fyr som ham er lidt langt hjem fra sidste stigning.

Ag2r har dog også en anden formstærke herre. Larry Warbasse har virkelig fundet formen på det sidste og imponerede på begge weekendens etaper. Han plejer at have ret god næse for at ramme udbruddene, og han er en med sin kombination af fin klatring og god power på flad vej slet ikke ringe på en etape som denne. Udfordringen er, at han måske ikke er verdens hurtigste, men heldigvis er det formentlig friskheden, der bestemmer på målbakken.

Cofidis har næsten en Warbasse-klon. Stephane Rossetto er i alt væsentligt en fransk kopi af Ag2r-rytteren, og efter en tid, hvor han lignede en mand i forfald, synes han i dette løb stille og roligt at finde sig selv igen. I hvert fald kørte han fornemt på Piancavallo, og det taler for, at han klatrer godt nok til at ramme udbruddet. Han har også god power i fladlandet, men udfordringen er, at han nok er endnu langsommere end Warbasse og kan få svært ved at gøre det færdigt.

CCC har ret mange gode kort at spille. Udover Zakarin og De La Parte kan de også forsøge at bringe unge Attila Valter i spil. Han virker ikke helt så velkørende som i den første del af løbet, men som klatrer burde han stå stærkt i forhold til at ramme udbruddet. Om han så kan vinde, er nok mere tvivlsomt, men uden chance vil han ikke være. Han har i Ungarn vist, at han allerede kan være med på højt niveau, og finalen er hård nok til, at en fyr som ham kan vinde, også selvom han ikke er kendt for sine afslutterevner.

Mark Padun er svær at blive klog på - stadig. Forleden var han flyvende, men i går faldt han helt igennem i udbruddet. Nyere historik taler for, at der kun er én god dag i hvert løb, og derfor skal man nok mest forvente, at han falder igennem igen. Vi så dog sår markante glimt af fordums styrke forleden, at han på en god dag må regnes som en ganske glimrende kandidat på denne etape.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

I gårsdagens udbrud gik det bedre for Andrea Vendrame, der vil elske rundstrækningen her. Når jeg har min tvivl i forhold til ham, skyldes det det indledende bjerg. Jeg vil trods alt blive forundret, hvis han kan ramme udbruddet på så svær en etape, men hans kørsel i går og sidste år gør, at jeg ikke helt udelukker det. Kommer han først med, og overlever han stigningen i finalen, er der næppe nogen, der slår ham på bakken op til mål. Desværre er der meget, der skal falde på plads forinden.

Jeg er meget spændt på, hvordan Ineos griber etapen an. Jeg vil tro, at Tao Geoghegan Harts fine kørsel gør, at de satser 100% på klassementet nu, og derfor taler det for, at de sparer sig til de kommende vigtige etaper. Omvendt vil de formentlig også stadig gerne vinde holdkonkurrencen, men det kan de nok gøre uden at gå i udbrud. Deceuninck, Sunweb og Bora kommer nemlig næppe afsted, og derfor kan de godt tage sig en fridag. Hvis de alligevel giver den et skud, har de tre gode kandidater i Ben Swift, Rohan Dennis og Jonathan Castroviejo, der alle har vist sig fornem form på det sidste - særligt Swift og Dennis. Alle kan de vinde i denne finale - Castroviejo ved at køre alene fra stigningen, Swift ved at spurte på målmuren og Dennis på både den ene og den anden måde. De havde været topkandidater, hvis ikke jeg troede, at de holder sig i ro.

Samme forbehold har jeg overfor Ruben Guerreiro og Giovanni Visconti. Finalen passer dem nærmest perfekt, da de begge er glimrende puncheurs, men de slås også om bjergtrøjen. De point, der kan vindes tirsdag, er nærmest ligegyldige i forhold til det, der er på spil onsdag og torsdag. Al logik siger derfor, at de skal spare sig, men man ved aldrig, hvad to kamphaner kan finde på. De vil kigge på hinanden, og pludselig kan de begge være kommet afsted. Visconti har i hvert fald endelig fundet formen, og trods gårsdagens offday har Guerreiro generelt været uhyre velkørende.

Endelig er jeg også nødt til at nævne Peter Sagan. Jeg tror sagtens, at han kan vinde på rundstrækningen, hvis han rammer udbruddet, men al logik siger trods alt, at det første bjerg er for svært til, at han kommer fri. Man ved dog aldrig med Sagan, når han har den form, han har nu, og derfor må man åbne døren for, at han sidder med alligevel. Selv da skal han dog grave dybt, for vi så forleden, at han trods alt risikerer at blive sat på sidste stigning.

Blandt andre kandidater kunne man pege på Eduardo Sepulveda, Kilian Frankiny, Joe Dombrowski,Jesper Hansen, Einer Rubio og Domen Novak , men jeg har lidt svært ved at se dem gøre det færdigt. Carl Fredrik Hagen synes i bedring, men han har ikke vist nok til, at man for alvor kan tro på ham. Starten må trods alt være for hård for en velkørende Jan Tratnik, og jeg tror, at NTT holder Ben O’Connor, Louis Meintjes og Amanuel Ghebreigzabhier i ro. Dario Cataldo, Hector Carretero, Francois Bidard, Matthews Holmes, Josey Rosskopf, Simon Pellaud og Sander Armee er nok ikke helt gode nok til at gøre det færdigt, og jeg har efterhånden tabt tålmodigheden med Geoffrey Bouchard. Simon Clarke og Valerio Conti synes stadig for formsvage, og Harm Vanhoucke og Jaakkho Hänninen virker trætte. Endelig vil de væsentligste klassementshold formentlig holde sig i ro, ligesom jeg tror, at Hermann Pernsteiner gemmer sit store udbrud til en etape, der passer ham bedre.

Skal det blive samlet, vil det formentlig kræve, at UAE tager affære, men jeg forventer i givet fald en knaldhård afslutning, der kan blive endnu mere selektiv end i fredags. Derfor vil jeg slet ikke blive overrasket, hvis en klassementsrytter eller to taber tid, og det kunne tale for et forfølgelsesløb til sidst. Sunweb eller Deceuninck vil formentlig være stærke nok til at undgå, at en mand sniger sig væk fra en lille gruppe, og det taler for en puncheurspurt. Her har jeg mest tiltro til den uhyre formstærke Tao Geoghegan Hart, der er god i denne slags finaler, efterfulgt af Wilco Kelderman, Joao Almeida og Patrick Konrad, selvom jeg ikke vil blive helt overrasket, hvis de to sidstnævnte har en offday. Også Pello Bilbao og Brandon McNulty, hvis de sidder med, samt Rafal Majka, Jai Hindley og Jakob Fuglsang kan køre denne spurt, men næppe vinde. Det store spørgsmål er, om Diego Ulissi sidder med eller ej. Jeg tvivler, men han er bestemt ikke uden chance. Til gengæld må etapen trods alt blive for svær for både Peter Sagan, Ben Swift og Andrea Vendrame, hvis der åbnes for klassementskampen. Og Ruben Guerreiro må ventes at spare sig.

Feltet.dks vinderbud: Diego Ulissi

Øvrige vinderkandidater: Tanel Kangert, Sergio Samitier,

Outsidere: Victor De La Parte, Ilnur Zakarin, Thomas de Gendt, Aurelien Paret-Peintre, Larry Warbasse

Jokers: Stephane Rossetto, Attila Valter, Mark Padun, Andrea Vendrame, Rohan Dennis, Ben Swift, Jonathan Castroviejo, Ruben Guerreiro, Giovanni Visconti, Peter Sagan

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Tao Geoghegan Hart, Wilco Kelderman, Joao Almeida, Patrick Konrad, Diego Ulissi, Pello Bilbao, Ben Swift, Peter Sagan, Andrea Vendrame