STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Meget ofte har løbets næstsidste søndag budt på en stor bjergetape, men sådan bliver det ikke i år. I stedet har arrangørerne designet, hvad de beskriver som en lille udgave af Il Lombardia, når man skal en tur rundt i bjergene nord for Bergamo, hvor afgørelsen på den italienske klassiker har fundet sted i de udgaver, der har haft mål i byen. Undervejs skal man således over tre ganske svære stigninger på en dag med mere end 4000 højdemeter, med da de sidste små 30 km er ganske lette, taler meget for en stensikker udbrudssejr, og at et muligt angreb i klassementet mest af alt kan koste for en rytter, som måtte have en dårlig dag.

Med en distance på 195,0 km er der igen tale om en halvlang etape, som fører fra Saregno til Bergamo. De to byer ligger ganske tæt på hinanden, og derfor består det meste af etapen af en tur rundt i bjergene nord for målbyen. Startbyen ligger på Po-sletten nord for Milano, men på grænsen til stigningerne, og derfor er det en ganske kuperet indledning, når man lægger ud med at køre mod nordøst op ad en stigning (2,7 km, 3,7%), der har top allerede efter 7,9 km, hvorefter man snor sig mod nordøst, sydøst og igen nordøst igennem let kuperet terræn frem til byen Cisano Bergamasco, der nås efter 26,9 km.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Her tager etapen for alvor fat, når man drejer mod nordvest for at køre op ad en stigning (3,1 km, 6,3%), der har top efter 30,2 km, hvorefter en kort nedkørsel leder videre mod nordøst. Herefter går det med det samme mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Valico di Valvaca (11,6 km, 8,0%, max. 17%), hvis data snyder. Efter 1350 nemme meter i bunden stiger den således jævnt med 7,6% over 5,5 km, inden den for alvor tager fat 3,2 km med hele 11,3% i snit, hvorefter de sidste 1,65 km er mere menneskelige med 7,8%.

Toppen rundes efter 46,4 km, hvorefter en i starten meget teknisk og senere let nedkørsel leder mod nordvest og sydøst ned til Villa d’Almé, der nås efter 71,3 km. Herfra fortsætter man mod sydøst ad en helt lige og flad vej, der leder ind til udkanten af Bergamo, hvor man dog ikke krydser stregen. I stedet drejer man mod nordøst for at følge en helt lige og flad vej tilbage mod bjergene, hvor etapen tager fat igen, når man efter 87,3 km når frem til byen Nembro, hvor dagens første spurt køres.

Her drejer man nemlig mod nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Selvino (11,1 km, 5,6%, max. 9%), der er en ganske jævn stigning med stigningsprocenter på hovedsageligt 5-7%, inden den flader ud med 3-4% over den sidste kilometer frem mod toppen, som rundes efter 98,6 km. Herfra går det mod nord ad en meget teknisk nedkørsel, inden man kører mod nordvest, sydvest, nord og vest op ad kategori 2-stigningen Miragolo San Salvatore (5,2 km, 7,0%, max. 12%), der stiger med 7,8% over de første 4,0 km - herunder med 9-10% over de meste af de første 2,5 km - inden den flader ud med 3,7% over de sidste 1,25 km frem mod toppen, der rundes efter 111,3 km.

Herfra går det Nu endnu en meget teknisk nedkørsel mod vest tilbage til dalen, der efter 121,1 km nås i byen Zogno. Herfra går det ad lige og flade veje mod nordvest og sydvest tilbage til Bergamo, hvor man denne gang kører finalen. Derfor skal man over den lille brostensbelagte Largo Colle Aperto (1,25 km, 7,9%), der er en fast bestanddel af finaler i Bergamo, og hvis top rundes efter 138,0 km, inden man kører ned til stregen, som krydses for første gang efter 141,2 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på 53,8 km lang rundstrækning, der sender rytterne endnu en tur ud i bjergene og tilbage igen. Fra starter kører man ad en lige og flad vej mod først sydvest, siden vest og slutteligt nord ud gennem Bergamos forstæder med retning mod bjergene frem til forstaden Almenno San Bartolomeo, hvor dagens anden spurt køres efter 153,7 km. Dem går det løs, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Roncola Alta (10,0 km, 6,7%, max. 17%). Her skal man ikke lade sig snyde af tallene. De første 1,5 km er således lette med 3,0%, men derefter følger først 1,5 km med 9,7% og derefter 5,1 km, som stiger jævnt med 8,2% i snit, inden stigningen slutteligt flader ud med bare 4,6% over de sidste 2,45 km frem mod toppen, som rundes efter 164,4 km.

Herfra resterer fortsat 30,6 km, og de indledes med en i starten teknisk og siden ganske nem nedkørsel - en nedkørsel, man allerede kørte efter Valica di Valcava-stigningen - som leder med sydøst ned til Villa d’Almé, der passeres efter 183,8 km. Herfra kører man ad den samme lige og flade vej som tidligere mod sydøst ind til Bergamo, men denne gang fortsætter man hele vejen ind til stregen.  I udkanten af byen drejer man mod syd for igen at køre op ad den lille Largo Colle Aperto. Den stiger med 7,9% over 1250 m med et maksimum på 12% og kan inddeles i to. De første 500 m stiger med 6,4%, inden man passerer en port, som leder ind på en vej, der stiger med 9,8% over de sidste 700 m og har 200 m med brostensagtig belægning

Toppen rundes med 3,45 km igen, hvorefter en relativt let nedkørsel leder mod sydvest, sydøst, nordøst, sydvest og sydøst. Umiddelbart efter toppen er der to sving, hvorefter det sidste sving kommer med 1,6 km igen, inden man rammer en vej, der bugter sig relativt kraftigt og har en rundkørsel med 800 m til mål som eneste udfordring, og som leder ind på den 800 m brede opløbsstrækning. Det falder hele vejen ned mod de sidste 700 m, som er stort set flade.

Etapen byder på i alt 4040 højdemeter.

Bergamo har faktisk kun været vært for Giro-afslutninger otte gange i historien. Første gang var allerede i 1912, hvor Borgarello vandt, og siden har man været forbi i 1938 (Marabelli), 1952 (Conte), 1976 (Gimondi) og 1983 (Saronni). I nyere tid vandt Stefano Garzelli en spurt i en syvmandsgruppe i 2007, mens Kanstantsin Siutsou med et sent angreb på den brostensbelagte stigning i byens gamle centrum tog en solosejr i 2009, inden Edvald Boasson Hagen og Michael Rogers ved at vinde spurten i favoritgruppen sikrede, at Highroad ryddede podiet og forsvarede Thomas Löfkvists førertrøje. Seneste besøg var i 2017, hvor en 12 mand stor favoritgruppe endte med at spurte om sejren, og hvor Bob Jungels var hurtigst foran Nairo Quintana og Thibaut Pinot. Derudover har den ofte været målby for Il Lombardia, senest i 2021, hvor Tadej Pogacar slog Fausto Masnada i en spurt, og hvor Adam Yates med et sent angreb sikrede sig 3. pladsen, i 2016, hvor Esteban Chaves slog Diego Rosa og Rigoberto Uran i en tremandsspurt, og i 2014, hvor Daniel Martin med et sent angreb tog sejren. Derudover har byen stort set altid været målby for sidste etape i det nu hedengangne Settimana Lombarda, senest i 2013, hvor Alexei Tsatevich vandt en reduceret massespurt. De øvrige vindere i de senere år er Giovanni Visconti (2011), Riccardo Ricco (2010), Luca Paolini (2009), Francesco Failli (2008), Alessandro Vanotti (2007), Liquigas (også i 2007, hvor løbet åbnede med et 3 km langt holdløb), Eddy Ratti (2006), Slawomir Kohut (2004). Ivan Ravaioli (2003), Sergey Smetanine (2000) og Jan Svorada (1999).

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Vejret

I denne regnvåde Giro bliver søndagen et lille lyspunkt, hvor det næsten endda bliver sommer. Rytterne vil starte i solskin med kun få skyer og en temperatur på 22 grader, mens det i Bergamo vil være 23 grader varmt, også kun med få skyer. Desværre er alt ikke fryd og gammen, for der vil også være en risiko på 25-45% for kraftige tordenbyger, mest udtalt først ved 14-15-tiden. Der vil bare være en svag vind (7-9 km/t) fa sydlige retninger, primært fra syd, men måske også undervejs lidt fra sydvest. Det giver primært sidemedvind frem til toppen af første stigning, hvorefter der følger et stykke med sidemodvind. Man får sidemed- og medvind på stykket frem mod og på over anden og tredje stigning, hvorefter der vil være sidemodvind tilbage til Bergamo. På den sidste rundstrækning får man først sidevind og dernæst medvind frem til og op over sidste stigning. Igen vil der så være sidemodvind tilbage til Bergamo efter toppen, og det varer ved hele vejen, selvom der er enkelte sidevindsstykker over de sidste 4 km. Med 2,5 km får man sidevind, inden man får sidemodvind over de sidste 800 m.

Analyse af 14. etape

He kan du læse min analyse af, hvordan Nico Denz med sin sejr på 14. etape gik fra at være en kronisk overraskelse til slet ikke at være spor overraskende.

Favoritterne

At dette års Giro er usædvanligt bagtung, har vi efterhånden tærsket langhalm på mange gange, men måske kommer det allertydeligst til udtryk i denne weekend. Grundet sin placering i sommerferien tillader Touren sig den luksus at placere deres bjergetaper, hvor de vil, uanset om det er på hverdage eller i weekender, men i Giroen og Vueltaen er man altid meget bevidste om at placere mange af de vigtigste etaper på de dage, hvor flertallet har fri. Derfor er den næstsidste weekend typisk bjergtung, særligt i Vueltaen, hvor den meget ofte er løbets absolutte nøglepunkt.

Sådan er det bare ikke i årets Giro. Her skal de vigtigste bjergetaper tilsyneladende gemmes til den tredje uge. Derfor er løbets tredje- og fjerdesidste weekenddage højst usædvanligt ikke dage, der ventes at skabe forskydninger i klassementet.

Det var naturligvis helt givet, at dagens etape ikke ville gøre det, og at det her kun var uheld, der kunne skabe spredning mellem de bedste. Anderledes er det med søndagens etape, der er blevet betegnet som en miniudgave af Il Lombardia. Etapen slutter nemlig i Bergamo, der ikke er det vanlige mål for det italienske monument, men af og til får æren, når man med jævne mellemrum vender ruten rundt og kører fra Como til den norditalienske by og ikke omvendt, som man gør det i de fleste tilfælde. Det gjorde man senest i 2021, hvor Tadej Pogacar tog den første af sine to sejre, og forinden var byen også rammen om Esteban Chaves’ historiske og første colombianske sejr i 2016, og Dan Martins snigerangreb på Alejandro Valverde i 2014.

Enhver, der kender til Il Lombardia, vil vide, at det er klassementsterræn. Ellers havde Pogacar næppe vundet to år i træk, og morgendagens etape kunne da også bruges til, at klassementsrytterne kan teste hinanden. Der er imidlertid en grund til, at det er Como og ikke Bergamo, der er den normale målby for monumentet. Førstnævnte by ligger nemlig så tæt på bjergene, at man har svære stigninger i den fulde finale, men årene med mål i Bergamo ofte er blødere, fordi byen ganske enkelt ligger længere fra bjergene og derfor har en fladere finale.

Sådan er det også med denne etape. Stigningerne er rigeligt svære til, at klassementsrytterne kunne teste hinanden, og det gælder heldigvis også for den sidste, hvor et eventuelt slag skulle slås. Problemet er bare, at den har top med 31 km til mål, og at der forinden er et langt, fladt stykke, som forhindrer, at man kan gøre finalen rasende hård. Når man ”misbrugte” den chance, fredagens etape gav, virker det svært usandsynligt, at man vil forsøge noget på en etape, hvor risikoen for, at de to meget stærke Ineos- og Jumbo-hold kan rage kastanjerne ud af ilden til sidst, er meget stor. Det ender let som skønne spildte kræfter, når der venter en stor bjergetape bare to dage senere, og vi har jo lært, at den hårde tredje uge hænger som en mørk og lammende skygge over dette løb.

Nej, det er vitterligt meget svært at forestille sig, at denne etape vil blive brugt til noget offensivt. Jeg kunne måske godt forestille mig, at Primoz Roglic vil teste Geraint Thomas på den lille brostensbakke inde i Bergamo, for er Bruno Armirail med endnu - og det vil han være, hvis feltet kører passivt - er det en chance for at vinde nogle sekunder, uden at han overtager den trøje, som han tilsyneladende for alt i verden vil undgå så længe som muligt. Vi kender bakken fra både Lombardiet og de tidligere Bergamo-etaper i Giroen, og den kan efter det, der nok bliver en rolig dag næppe gøre forskelle, men måske vil Roglic - eller den i dette løb meget aggressive Damiano Caruso - alligevel lige se, om de kan vinde et par sekunder. Det vil næppe lykkes, men det er her, der kan være en lille chance for lidt klassementsdrama - og under alle omstændigheder vil feltet blive vakt til live, fordi der vil være en rasende positionskamp frem mod den lille brostensbakke, der potentielt kan være farlig.

Jeg regner imidlertid med, at det bliver status quo i klassementet, og at etapen vil forløbe som en helt klassisk udbrudsetape. Vi kan vente os en stor kamp om at ramme udbruddet, og når det er sket, vil FDJ tage kontrol. Med de store afstande vil udbruddet næppe true trøjen, som holdet vil forsvare med næb og kløer, og derfor vil de formentlig kunne give dem ganske lang elastik. Derfor bør det ikke blive noget stort problem for franskmændene at holde trøjen, selvom deres hold er svagt.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Måske er der en lille trussel. Hvis udbruddet først kører på stigningen, vil en snu klatrer måske indse, at det kan være en chance for at vinde noget tid. Ineos vil for alt i verden slippe for at føre, og ingen går i panik, hvis ryttere som Santiago Buitrago, Aurelien Paret-Peintre eller Ilan Van Wilder kommer i trøjen. FDJ kan ikke nødvendigvis forsvare sig mod dem med det hold, de har til rådighed, og det vil give en mere intens dag, hvor der vil blive kørt stærkere i feltet. Det vil dog næppe ændre på, at udbruddet holder hjem, for de kan trods alt tillade sig at give udbruddet ganske megen snor, og det vil næppe heller anspore til angreb i klassementet. Det eneste højdepunkt, nå udbruddet er kørt vil - inden brostensbakken - være positionskampen frem mod de enormt tekniske nedkørsler, der heldigvis med nogen sandsynlighed for en gangs skyld vil være tørre på denne varme sommeragtige dag, hvor risikoen for tordenbyger dog lurer og ka gøre vejene våde alligevel.

Nej, jeg har uendelig svært ved at se, at dette ikke bliver den klassiske udbrudsetape, hvor vi får et løb i to halvdele: først en kamp om at ramme udbruddet og dernæst en kamp om at vinde etapen.

Hvem kan så vinde denne etape? Starten er ikke flad, men den er relativt let, og kører udbruddet inden første stigning, vil der derfor være et element af tilfældighed i at ramme det. Vi kan sagtens se en af de dage, hvor der overraskende tidligt pludselig er kørt en stor gruppe, hvilket før det lidt lettere at holde sig til, men skal der kæmpes om det, skal man bruge lidt held, hvis udbruddet kører i dalen. Der er imidlertid en god chance for, at det først vi ske på stigningen, og den er så svær, at det vil være for de meget gode klatrere. Det vil også være en chance for gode klatrere til eventuelt at køre op til udbruddet - måske ved at bruge deres hold til at holde i snor frem til bunden - og derfor er der en vis chance for, at udbrudsfavoritterne også vil sidde der.

Derefter skal det gøres færdigt. Der er en del fladland, hvor de tungere folk måske kan komme i forkøbet, som de kunne det i torsdags, men denne etape er så hård, at det bliver langt vanskeligere at komme så langt. Sidste stigning kan til gengæld godt sammenlignes med torsdagens finalestigning, og i den forstand er der ligheder i selve finalen, men samlet set er det en meget hårdere etape, og det vil kræve meget gode klatreevner at ramme et udbrud, der kører på første stigning. Det burde således ikke være muligt med Nico Denz-agtige overraskelser denne gang.

Til gengæld skal man ikke nødvendigvis være den bedste klatrer for at vinde. Man kan få et forspring i fladlandet, og er man en god nedkører, er den tekniske nedkørsel også en stor fordel, ligesom der er tid til at komme tilbage i den flade afslutning. Omvendt vil medvinden på sidste stigning tale for, at den bedste har en bedre chance for at køre alene. I selve finalen kan det som altid blive meget taktisk, hvorfor hurtigste mand ikke altid vinder, selvom en god spurt er en fordel. Til forskel fra i torsdags har vi denne gang også brostensbakken, og selvom den ikke er rasende svær, har den gjort forskelle før. Vi så det, da Kanstantsin Siutsou vandt her i 2009 på en stor dag for Highroad, der ryddede podiet og forsvarede trøjen, og vi så det i Lombardiet i 2016, hvor det var her Romain Bardet blev sat. Der er altså en større sandsynlighed for, at stærkeste mand vinder denne gang, også fordi der trods alt er mindre fladland til det taktiske spil.

Jeg vover pelsen og peger på Koen Bouwman. Det er klart, at det logiske ville være, at Jumbo lod ham blive i feltet, men vi så på 14. etape, at de sendte Sepp Kuss og Michel Hessmann afsted. Det gjorde de med den begrundelse, at de skulle være klar til at hjælpe Primoz Roglic i finalen, hvis det blev aktuelt, men de sagde samtidig, at de fik lov at gå efter etapen. Denne gang kan hjælp i teorien blive endnu mere nødvendig, og derfor vil det være logisk at bruge samme taktik denne gang - også selvom der næppe bliver brug for hjælp.

Det åbner til gengæld for, at Bouwman i givet fald kan gå efter etapesejren, og han er så skræddersyet til denne finale, at han bør være manden, de sender afsted. Jeg kan være bekymret for, at han sparer sig for meget i det taktiske spil i fladlandet, for det var tydeligt, at Kuss og Hessmann var meget passive i den fase i torsdags, men denne gang er der mindre plads til taktik. Her er det formentlig en mere fysisk finale, og jeg har været svært imponeret over Bouwman i dette løb. Nok kørte han stærkt i 2021, hvor han næsten sluttede i top 10, og i 2022, hvor han vandt to etaper og bjergtrøjen, men jeg synes, at han klatrer endnu bedre nu - ikke mindst i fredags, hvor han trods to defekter i finalen alligevel sad hos Roglic til allersidst. Han ligner ikke en mand, der er let at sætte på disse stigninger, vi ved, at han er en god nedkører, og vi ved, at han er næsten umulig at slå i en spurt. Det er usikkert, om han får chancen, men hvis Jumbo er konsistente i deres taktik, selvom der venter bjergetaper umiddelbart efter, ligner Bouwman den perfekt kandidat til at vinde denne etape.

Får han ikke chancen, kunne Ilan Van Wilder være et bud. Han skuffede mig i starten af løbet, men han synes i fremgang. Han virkede meget overbevisende i udbruddet i torsdags, hvor han dog var lidt for alene, og i går kørte han næsten lige op med favoritterne. Han ligner en mand, der bliver svær at sætte, og ved at overspurte Bettiol i forgårs viste han også, at han kan slå næsten alle i en spurt. Det er dog et problem, at han kun er 8.05 efter, for det betyder, at FDJ næppe lader ham køre i fladlandet. Hvis til gengæld udbruddet kører på stigningen, bliver han meget svær at stoppe, og ellers kan han vel køre op til et udbrud her. Han ved, at top 10 bliver svær, hvis ikke han kommer i offensiven, og dette er en stor chance. FDJ vil holde ham i snor, men deres hold er for svagt til at hente ham, og de øvrige hold vil næppe gå i alt for stor panik, hvis han rykker frem i klassementet. Derfor burde han have en storslået chance.

Også Ben Healy er igen en god kandidat. Vi har ikke for alvor set ireren i aktion i nogen tid, men han var meget aktiv i gå, hvor han arbejdede stenhårdt for at få Hugh Carthy med i det tidlige udbrud, og efterfølgende meldte han om kongeben, da han punkterede ud af gruppen i dalen inden sidste stigning. Det berøvede os desværre chancen for at se, hvor længe han kunne have siddet hos Carthy, men det tyder endnu ikke på, at han er træt. Til gengæld er det stadig et mysterium, hvor god han er på stigninger, der er så lange som disse, men det er trods alt ikke rigtige bjerge. Vi så også, at han startede meget overbevisende i går, og han ligner en mand, der kan håndtere dette terræn. Han har som bekendt den ulempe, at han skal alene hjem for at køre, og her kan nedkørslen også blive et problem, men kører han som på muretapen, er det bestemt også muligt, uanset om det sker på den lange stigning eller brostensbakken. Han har misset de seneste udbrud, men denne gang hjælpes han af den hårde start, og dermed er der en større sandsynlighed for, at det ikke går galt igen, og at han nu kan tage sin anden etapesejr.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Jeg håber, at Santiago Buitrago gør som Van Wilder. Han får næppe heller lov at angribe i fladlandet, men på stigningen kan FDJ ikke stoppe ham, selvom de gerne vil. Heller ikke han er en mand, de store favoritter frygter alt for meget, og han har vist, at han er i glimrende form. Han har sine begrænsninger på længere stigninger, og han havde derfor foretrukket mere eksplosivt terræn, men han vil i et udbrud være svær at sætte for de fleste. Han har også et godt punch til bakken inde i Bergamo, men til gengæld lider han under, at han ikke er den allerhurtigste - men heller ikke den allerlangsomste - i en flad spurt.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Brandon McNulty. Jeg har tidligere skrevet, at jeg var usikker på hans form, men det er jeg ikke efter hans fine kørsel i går. Til gengæld har Jay Vine sagt, at han ikke har lov at gå i udbrud og skal blive hos Joao Almeida, og så kunne det samme gælde for McNulty, der i går var deres bedste hjælper. Omvendt har de jo sendt folk i udbrud så sent som i torsdags med Davide Formolo, og McNulty er blevet lovet sine chancer, som han også tidligere har grebet ud efter. Det bekymrer mig, at vi ikke har set ham i angreb hverken torsdag eller fredag, men får han den chance, Formolo fik forleden, ligner han en mand, der har formen til at vinde. Han klatrer i hvert fald godt og er hurtig på stregen, ligesom han har power til de flade dele.

Hvad så med Sepp Kuss? Hvis Bouwman kan få chancen, kan amerikaneren naturligvis også. Han fik den jo i torsdags, og på denne etape har han en langt større chance for dels at ramme udbruddet og dels at gøre det færdigt. Jeg kan godt være lidt bekymret for, om Ineos vil lade ham køre, for han er en mand, de vil være urolige ved at bringe tilbage i klassementet, fordi det giver Jumbo nogle taktiske muligheder. Han er dog så langt efter, at de kan være tilfredse med at holde ham i snor, og han viste i går, at han som altid bliver bedre og bedre undervejs efter den klassiske skuffende start. Han skal alene hjem for at vinde og er ikke skabt til brostensbakken, men den Kuss, vi så i går, vil være den bedste klatrer i ethvert tænkeligt udbrud.

Man må formode, at Lorenzo Fortunato vil gøre alt for at ramme udbruddet. Vi så i hvert fald på 12. etape, at Eolo satte himmel og jord i bevægelse for at sende ham op til et udbrud, han havde misset. Han er mere skabt til bjergetaper, men det forhindrede ham ikke i at satse på 12. etape, og derfor må denne etape også være et mål. Vi så i går, at han var overmatchet af Carthy, men han synes stadig så godt kørende, at han vil have en fair chance for i medvind at køre alene hjem fra stigningen. Den hårde start gør det også sandsynligt, at han vil ramme udbruddet. Til gengæld lider han under, at han er meget spurtsvag, og han er ikke skabt til at køre væk på den eksplosive brostensbakke. Heldigvis ligner han en mand, der benene til at vinde denne etape og dermed fortsætte Eolos drømmeløb.

Nu har jeg nævnt både Van Wilder og Buitrago, og derfor skal jeg også nævne Aurelien Paret-Peintre. Franskmanden har én gang haft succes med at vinde tid via udbrud, og det skal han vel prøve igen. Også han er en mand, FDJ helst vil stoppe, men som på stigningen kan være ustoppelig, men han er til gengæld også noget tættere på top 10 end Van Wilder og Buitrago. Derfor kan der være flere af de andre hold, der reagerer, og således kan han få vanskeligere ved at ramme udbruddet. Til gengæld står han ret stærkt i finalen, for selvom han lige nu ikke synes at klatre lige så godt som de ovennævnte - med Healy og McNulty som mulige undtagelser - har han den fordel, at det er en flad og lettere finale, hvor han kan drage fordel af at kunne slå de fleste i en spurt.

Jefferson Cepeda viste i går, at han er i form efter en lidt skuffende start på løbet, men denne etape med en flad start er vanskeligere at vinder. Nogen sprinter er han bestemt ikke, og derfor skal han næsten med garanti alene hjem for at vinde. Til gengæld var han meget overbevisende i går, og hvis han med den stabilitet, han i år endelig har fundet, er lige så god i morgen, ligner han en af de ryttere, der kan køre alene hjem fra stigningen. Omvendt er der mange af de ovennævnte, der bliver svære at sætte, og derfor skal han nok enten have en heldig gruppe eller en lidt heldig hånd i det taktiske spil til sidst.

Kan Einer Rubio gøre det igen? Med udsigt til en dag med godt vejr er han i hvert fald i spil. Den hårde start gør det sandsynligt, at han rammer udbruddet, og det er som bekendt hans vej tilbage til klassementet. Nok var han den svageste i gårsdagens udbrud, men han var den klogeste, og han viste i hvert fald, at han er et på et højt niveau. Han var også mere spurtstærk end antaget, men der er til gengæld intet, der tyder på, at han er god i en flad spurt, hvor flertallet af favoritterne bør slå ham. Derfor kan det blive lidt vanskeligt for ham at gøre færdigt, da han måske ikke ligner manden, der kan køre alene hjem på andet end taktik.

Er Derek Gee stadig frisk? Efter tre udbrud på fem dage skulle man mene, at det var tid til en fridag, men træt virker han bestemt ikke. Det er også altid de friske, der rammer udbrud igen og igen i denne fase af løbet, og det stiller ham ganske stærkt. Den hårde start er god for ham, for i går kørte han med klatrerne på en endnu vanskeligere stigning, men til gengæld viste finalen også, at der logisk nok er bjergryttere, der er bedre klatrere end ham. Derfor kan han med medvind på stigningerne være afhængig af et comeback efter toppen, men det er bestemt også muligt for en kraftfuld fyr som ham, særligt hvis der går taktik i en eventuel frontgruppe. Som han viste i dag, vil han kunne slå langt de fleste af letvægterne i en spurt til sidst.

Forud for løbet lignede dette vel den bedste chance for Warren Barguil. I dag er han nemlig bedst i ardenneragtigt terræn, og sidste år forbedrede han også sin spurt ganske markant. Han viste også på murene, at han var i klar fremgang efter den coronaramte start, men styrtet i tirsdags har ødelagt meget. Han er dog bedre end ventet, som vi så både i går og i dag, hvor vi dog også så, at han ikke er på toppen endnu. Tiden må dog antages at arbejde for ham, og hans kørsel i går var så opløftende, at jeg vil give ham en reel chance, også fordi han er en fremragende nedkører, der kan bruge den tekniske nedkørsel til at indhente det tabte.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Jeg nævner Lorenzo Rota her, men det er ikke med den helt store overbevisning. Italieneren har nemlig til gode at bevise, at han er i god form, for han har været under niveau gennem hele løbet. Han har klart været i fremgang, men det siger meget, at han har været ret usynlig i angreb og ikke ramt ét eneste udbrud. Når jeg alligevel nævner ham, skyldes det, at dette er hans hjemmeetape, som han har talt om i månedsvis, og han vil give sin højre arm for at komme afsted. Det er også en god etape for den bedste Rota, men selv for ham vil stigningerne være til den lange og svære side. Til gengæld er han en eminent nedkører, der vil kende den tekniske sidste nedkørsel bedre, end jeg kender min bukselomme - og den synes jeg selv, at jeg kender ganske godt - og han passer sublimt til den eksplosive finale efterfulgt af en spurt, hvor han kan slå de fleste. Vi har bare ikke set en formstærk Rota siden februar, og derfor tvivler jeg på sejr til den lokale helt.

Det er nok for tidligt at forvente, at Jack Haig er klar til at rejse sig efter sit styrt, men man ved aldrig, hvor hurtigt man kan komme sig over den slags skader. Han er jo trods alt bare ”banged up” og uden alvorlige skader, og derfor er der en chance for, at han allerede har det bedre. Problemet er, at han næppe er en mand, Ineos og Jumbo vil lukke tilbage i klassementet, og derfor vil jeg forvente, at han hurtigt bliver lukket ned. Skulle han mod forventning få frihed, og er han rimelig frisk igen, har han en god chance for at køre alene hjem fra stigningen. Alt så nemlig meget lovende ud inden styrtet. Til gengæld er han også spurtsvag og derfor med nogen sandsynlighed afhængig af en solosejr.

Så er der naturligvis Jay Vine. Han har nu afsløret, at han ikke har lov til at gå i udbrud, men det forhindrede ham nu ikke i at prøve i går. Han ligner efter gårsdagens skuffelse ikke længere Almeidas vigtigste hjælper, og derfor kan han måske få - eller tage sig - den frihed, Formolo fik i torsdags. Det er klart, at han i gå lignede en mand, der var langt fra sit bedste niveau, men vi ved også, at Vine er en af feltets største lottokuponer. Hans enkeltstarter var jo i hvert fald lovende, og rammer han sit niveau, er han jo ganske ustoppelig. Den flade finale er ikke ideel, men han viste en uventet hurtighed i Australien i januar. Spørgsmålet er bare, om friheden og det aktuelle niveau rækker.

På papiret er det en god etape for Patrick Konrad, men han brillerer altså ikke med sin form. Han kæmpede sig lidt tilbage i klassementet med gårsdagens udbrud, og derfor indikerer hans klassement bedre ben, end vi har set. Det er særligt på lange stigninger, han har haft det svært de seneste år, og derfor tror jeg, at denne etape bliver for voldsom. Hans gode ben kom dog ret pludseligt i Liege, og da han passer sublimt til den eksplosive finale, og sammen med Bouwman vel er hurtigste mand på denne liste, står han stærkt til sidst. Det kræver nok bare, at han får et forspring til de bedste klatrere inden sidste stigning.

I går så vi heldigvis, at Matthew Riccitello er kommet ud af den formkrise, der ramte pludseligt. Den slags kan ske for unge ryttere, og nu ligner han igen den komet, han var i Alperne og i de første dage. Dette er imidlertid en svær etape at vinde for en ren klatrer som ham, for vi så i går, at han trods alt næppe kører fa alt og alle, ligesom han er spurtsvag og uden meget punch. Til gengæld var han så god, at han burde have benene til måske at sikre sig en billet til en eventuelt taktisk finale, og i en sådan kan selv spurtsvage klatrere jo vinde, hvis heldet og timingen er den rette.

Det var opløftende at se Joe Dombrowski i går. Han havde meldt sig syg og rettet blikket mod tredje uge, men han så nu ganske rask ud, både i de tidlige angreb og i finalen. I det hele taget viste han, at den i år så skuffende form er i fremgang, og så begynder han at blive spændende til den tredje uge. Problemet i forhold til denne etape er bare, at den passer ret dårligt til en ren klatrer som ham. Han synes lige nu ikke god nok til at køre alene, og selv en snegl slår ham med to cykellængder i en spurt. Derfor skal han være lidt kreativ for at gøre det færdigt, men fortsætter fremgangen, kan det måske også lykkes.

Jeg har nævnt Simone Velasco mange gange, men han har endnu ikke ramt ét eneste udbrud. Alligevel har han klatret som en drøm i for ham svært terræn. Til gengæld så vi også i går, at han trods alt har sine begrænsninger på lange stigninger, og denne etape bør være for svær, hvis udbruddet kører på stigningen, og hvis ikke han får et forspring inden sidste bjerg. Der er således ting, der skal slaske sig, men gør de det, står han stærkt i finalen, hvor han har punch og er hurtig på stregen.

Jeg var opløftet over at se Filippo Zana i går. Jeg har nemlig ikke været imponeret over hans klatring endnu, men i går viste han, at han i den rette gruppe vil have en chance på denne etape. Som udgangspunkt er der dog folk, der er bedre på lange stigninger som disse, og jeg vil forvente, at han skal bruge et forspring inden sidste stigning. Til gengæld er han også hurtigere end mange af de rene klatrere, og derfor står han ikke helt svagt i en eventuel finale. Problemet er bare, at mange også er hurtigere end ham.

Jeg slår Carlos Verona og Will Barta sammen. Begge brugte et hav af kræfter for Gaviria i dag, og spørgsmålet er, om ikke de skal have sig en fridag. De kan også få lidt svært ved at gå med i angrebene på stigningen, for Verona synes trods fremgang at mangle lidt i forhold til sit bedste, mens Barta trods sin fine kørsel trods alt ikke er nogen topklatrer. Jeg frygter derfor, at de får svært ved at gøre det færdigt, men de er godt nok kørende til, at det kan lade sig gøre, hvis tingene flasker sig.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Endelig er der Rohan Dennis . Jeg troede faktisk, at han havde toppet, men i går viste han, at han som i 2020 er på vej mod en meget formstærk tredje uge. I teorien kunne han bruges på samme måde som Bouwman og Kuss, men jeg tvivler på, at Roglic kan undvære ham. Han er nemlig slovenerens bodyguard i positionskampen frem mod stigningerne og nedkørslerne, og derfor er han formentlig igen på job. Hvis til gengæld han får chancen, står han meget stærkt. Gårsdagen viste, at han vil være en af de bedre klatrere, og der er ikke mange af de ovennævnte, der slår ham i en spurt.

Jeg kunne også nævne den endelig formstærke Thomas Gloag som en Jumbo-kandidat, men da han ser ud til at blive vigtig i den tredje uge og fik en hovedkulds start, tror jeg, at de passer på ham, mens Sam Oomen og Michel Hessmann næppe kan gøre det færdigt. Andreas Leknessund bør ligge for godt til, at de tør given ham frihed. Toms Skujins er godt kørende, men denne etape bør være for svær, og jeg ser ikke Jonathan Lastra gøre det færdigt. Luis Leon Sanchez viste livstegn i går, men i dag kom vi pladask ned på jorden igen, og jeg tvivler på, at Pavel Sivakov er frisk nok til at gøre det færdigt, hvis Ineos bruger ham, som Jumbo kan bruge Bouwman og Kuss. Valentin Paret-Peintre viste form igen i går, men får svært ved at gøre det færdigt, som det også gælder for den velkørende Laurens Huys, Amanuel Ghebreigzabhier, der styrtede i dag, Sebastian Berwick, Nicolas Prodhomme og Luca Covili. Jeg er stadig ikke imponeret over formen hos Davide Formolo og Bauke Mollema , og jeg vil tro, at etapen er for svær for den Diego Ulissi, vi i dag kender, selvom han var god i går - også fordi han stadig synes låst som ren hjælper. Bob Jungels har haft nogle svære dage, og stigningerne bør være for svære for Michael Matthews, Marco Frigo, Alessandro De Marchi, Davide Gabburo, Edoardo Zambanini, den ellers velkørende Christian Scaroni og den ellers efterhånden formstærke Alberto Bettiol, der stadig er lidt fra sit allerbedste samt den endnu helt usynlige Vincenzo Albanese.

Jeg vil ikke bruge meget krudt på det scenarium, hvor udbruddet bliver hentet, for det er svært at tro på. Det kan kun ske, hvis der på første bjerg kører en farlig mand, som skal holdes i snor også af Jumbo og Ineos, og at han er så farlig, at han skal hentes - det kunne være Thymen Arensman, Laurens De Plus, High Carthy eller Thibaut Pinot - og at det derfor bliver så hårdt, at der alligevel køres klassement til sidst. Ineos og Jumbo bør derefter være så stærke, at det holdes samlet frem til brostensmuren, hvor vi vil se angreb. Jeg vil således forvente en benhård klassementsetape, hvor de bedste skal spurte, eller hvor man måske kan snige sig væk til sidst. Det gør Primoz Roglic til den klare favorit, mens de folk, der måske kan overraske i en spurt, vel er Damiano Caruso, Joao Almeida, Geraint Thomas, Ilan Van Wilder, Aurelien Paret-Peintre og Thibaut Pinot. De tre sidstnævnte vil også være relevant til et taktisk finaleangreb, som det kan gælde for Thymen Arensman, Laurens De Plus, Lennard Kämna, Eddie Dunbar og Andreas Leknessund. Man kan ikke helt udelukke, at Patrick Konrad og Diego Ulissi vil kunne overleve til en spurt, de vil kunne vinde, men det virker svært usandsynligt.

Feltet.dks vinderbud: Koen Bouwman

Øvrige vinderkandidater: Ilan Van Wilder, Ben Healy

Outsidere: Santiago Buitrago, Brandon McNulty, Sepp Kuss, Lorenzo Fortunato, Aurelien Paret-Peintre

Jokers: Jefferson Cepeda, Einer Rubio, Derek Gee, Warren Barguil, Lorenzo Rota, Jack Haig, Jay Vine, Patrick Konrad, Matthew Riccitello, Joe Dombrowski, Simone Velasco, Filippo Zana, Carlos Verona, Will Barta, Rohan Dennis

Kandidater til et favoritopgør (rangeret efter vinderpotentiale): Primoz Roglic, Damiano Caruso, llan Van Wilder, Thymen Arensman, Lennard Kämna, Thibaut Pinot, Eddie Dunbar, Laurens De Plus, Joao Almeida, Geraint Thomas, Andreas Leknessund, Aurelien Paret-Peintre, Patrick Konrad, Diego Ulissi

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE