Ruten

Den første del af årets Giro har bestemt ikke været let, men trods nogle lange etaper med mange højdemeter er det i de første to uger kun de to enkeltstarter og Etna-etapen, der for alvor har givet mulighed for at vinde løbet. De øvrige har primært handlet om ikke at smide det hele, men det ændres der som altid på i den tredje uge, der i år endda er endnu mere voldsom, end den plejer. Efter det helt afgørende slag på enkeltstarten får rytterne lejlighed til at varme op til den sidste uge med den første bjergetape i Dolomitterne, hvor der er blevet plads til nok en Pantani-hyldest med afslutning på den meget vanskelige Piancavallo-stigning, der var scenen for en af hans store sejre på vej mod triumfen i 1998.

I alt skal der tilbagelægges 185,0 km, som fører feltet fra Base Area Rivolto til toppen af Piancavallo. Starten er en luftbase, hvor man skal fejre den 60. fødselsdag for det italienske luftvåben Frecce Tricolori, der ofte har lavet luftshows i forbindelse med Giroen. Den ligger i fladlandet omkring Venedig, og derfor stiger det kun ganske let, når man fra start kører mod nord. Undervejs kommer der dog en lille bakke (2,3 km, 6,4%), som efter 41,9 km leder op til Anduins, men herefter stiger det fortsat kun ganske let, mens man fortsætter mod nord.

Det ændrer sig, når man rammer kategori 2-stigningen Sella Chianzuta (10,6 km, 5,4%, max. 9%), der er en jævn stigning med 6,3% i snit det meste af vejen bortset fra lidt lettere stykker nær bund og top, der nås efter 65,1 km. Herefter venter en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst, indtil man kører mod nord op ad en lille bakke for slutteligt at køre nedad mod vest og nordvest til dagens første spurt, der kommer efter 81,3 km i etapens nordligste punkt.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Nu vender man rundt ved at køre mod sydvest ad en let stigende dalvej, indtil man rammer Forcella di Piruso (3,0 km, 6,7%, max), der er en ganske jævn stigning med en stejlere top på 8-10%. En kort og let nedkørsel fører så mod sydvest, indtil man drejer mod syd for at passere kategori 2-stigningen Forcella di Monte Rest (7,4 km, 7,5%, max. 11%), der efter en let start over 1 km stiger relativt jævnt med 8,0% i snit og et maksimum på 11%. Toppen rundes efter 105,2 km, hvorefter endnu en meget svær nedkørsel leder videre mod syd ned til dalen, hvor man følger en let faldende dalvej mod syd og slutteligt sydvest.

Etapen tager igen fat, når man rammer kategori 2-stigningen Forcella Pala Barzana (13,3 km, 4,4%, max. 11%), der kan deles i to. Den første del er relativt let, for efter 1150 m med 6,2% følger 3,35 km med bare 1,5%. Herefter stiger den med 5,9% over de næste 3,2 km - blandt andet med 1,8 km med 7,1%, som leder op til dagens anden spurt, der er placeret efter 135,9 km - inden en lille nedkørsel over 1300 m leder frem til de sidste 4,35 km, som stiger jævnt med 7,4% i snit og et maksimum på 11% på det første stykke.

Toppen rundes efter 134,4 km og efterfølges af endnu en meget svær nedkørsel, som fører mod vest ned i dalen. Nu går det ad en let faldende dalvej mod sydøst og sydvest ned til bunden af den afsluttende stigning, Piancavallo, der er i kategori 1. Den bestiges fra sydøst og stiger med 7,8% over 14,9 km, men skal deles i to. De først 9 km er meget svære med 8-10% med et maksimum på 14%, men så følger to kilometer med bare 4-6%. Med 3,1 km igen tager den atter fat med 7,3% og et maksimum på 9%, indtil det lige inden den røde flamme flader ud med 4,2% over det sidste stykke, endda blot 2,7% over de sidste 150 m. Stigningen har mange hårnålesving på den stejle del, men derefter afbrydes en relativt lige vej kun af to af disse lige ved den røde flamme, hvorefter vejen bugter sig ind på den 100 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4475 højdemeter

Piancavallo blev senest besøgt i 2017, hvor Mikel Landa endelig fik sin udbrudssejr efter mange forsøg. Længere tilbage vandt Thibaut Pinot favoritternes slag foran Domenico Pozzovivo og Ilnur Zakarin, mens Nairo Quintana og Vincenzo Nibali fik skovlen under Tom Dumoulin, der tabte 1.09 og måtte afgive førertrøjen til colombianeren. Forinden sejrede Marco Pantani i 1998 med 13 sekunder ned til Pavel Tonkov og Alex Zülle.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Vejret

Der har været megen snak om frygten for dårligt vejr i bjergene, men starten bliver heldigvis smuk. Søndag vil give fuldt blus på solen med en temperatur i dalen på 18 grader. Det vil være stort set vindstille med en svag vind (5 km/t) først fra øst og siden sydøst og slutteligt syd. Det bør give sidevind først på etapen og derefter sidemodvind fra bunden af tredjesidste stigning, efterhånden som vinden drejer. Slutteligt burde man få med- og sidemedvind hele vejen op ad målbjerget.

Analyse af 14. etape

Indrømmet! Årets Giro var på forhånd ikke den mest imødesete grand tour - i hvert fald ikke her på optaktsskribentens kontor. I forvejen lignede Giroen en taber i kampen om de spændende navne, da planerne blev lagt i løbet af vinteren, og da først coronavirus havde været i gang, og både Remco Evenepoel og Richard Carapaz var blevet elimineret, var det altså en lidt halvlunkent felt, der skulle kæmpe om verdens næstvigtigste cykeltrofæ. Nok var topnavnene spændende, men bredden manglede, og når man kom direkte fra en Tour, hvor stort set hele verdenseliten havde været samlet, var det altså en lidt tynd omgang, italienerne bød på. Og bedre blev det ikke af, at coronavirus, en tabt vandflaske og en gang maveonde viste sig som en særdeles slagkraftig kombination, der på en god uges tid kunne eliminere hele fire af de seks forhåndsfavoritter.

Af og til kan et svagt felt dog være en velsignelse. Efter dagens enkeltstart er løbet nemlig så pivåbent, at antallet af seriøse vinderkandidater er sjældent stort ved indgangen til den tredje uge. Tænker man bare tilbage til de sidste to grand tours, hvor Primoz Roglic på dette tidspunkt lignede en sikker vinder begge gange - indtil vidunderbarnets vanvidsridt i Vogeserne ville det anderledes - er det i hvert fald noget helt andet, vi går ind til, når de rigtige bjergetaper for alvor melder sig fra i morgen, der er indledning til den brutale og voldsomme finale, der - om coronavirus og vejrguderne vil - er noget af det vanskeligste, vi har set længe.

Meget af dagens enkeltstart gik nu ellers, som man kunne have spået. På forhånd så det ud til, at tempospecialisterne Brandon McNulty og Wilco Kelderman stod med gode chancer for at vinde tid, ligesom Joao Almeidas vilde overraskelse på Sicilien også havde indskrevet ham som en sandsynlig vinder. Det lå også i kortene, at Jai Hindley og Patrick Konrad ville være blandt taberne i top 10, og at Domenico Pozzovivo nok var mest i forsvar. Tao Geoghegan Hart stod med gode chancer for at bringe sig tilbage i kampen om top 10, og selvom han på papiret skulle have været en vinder, vidste vi også, at der var en stor risiko for, at trætheden før eller siden ville ramme Pello Bilbao.

Det forudsigelige blev imidlertid iblandt så mange interessante overraskelser, at klassementet blev langt mere åbent, end man på forhånd kunne have spået. Forud for løbet kunne man stille legitime spørgsmål ved de fleste, men den eneste garanti var vel, at Vincenzo Nibali ville være en af de bedste i den tredje uge og dermed også med i kampen om sejren. Hans uhyggelige stabilitet på store bjergetaper i den tredje uge gjorde ham til det indlysende topnavn, efter at særligt Geraint Thomas og Steven Kruijswijk blev elimineret, og rejsen mod toppen skulle indledes i dag.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Det gjorde den imidlertid ikke. Nok passede ruten ham dårligere end de tre fra sidste år, men dagens 23. plads er langt under standard for en mand, der sidste år endte som nr. 3, 4 og 9 på løbets tre tidskørsler. Sammenlignet med de fleste rivaler undgik han katastrofen, men han fik sig så stor en lussing af to af de vigtigste, at et tidstab på 2.30 til en så ukendt og uforudsigelig størrelse som Almeida gør, at Hajen nu må sove langt mere uroligt, end han gjorde, da han fik til køjs i morges. Bedre er det ikke blevet af, at det i forvejen svækkede Trek-mandskab nu er uden den bronchitisramte Giulio Ciccone, som ellers skulle have været nøglen til angreb i den tredje uge - angreb, der efter i dag blot er blevet endnu mere påkrævede, end de var det i går.

Endnu værre gik det dog for den anden tilbageværende forhåndsfavorit, Jakob Fuglsang. Hans kørsel på 10. etape havde ganske vist allerede givet den lidt ærgerlige fornemmelse af, at historien er ved at gentage sig, og at danskerens holdbarhed igen er begyndt at halte i løbets anden halvdel. Den frygt blev desværre forstærket kraftigt af dagens pauvre resultat, hvor han endda blev slået af Pozzovivo, der nok var en glimrende temporytter engang - tænk bare på den legendariske 3. plads bag Fabian Cancellara og Tony Martin i Vueltaen - men som i de senere år mere har været på det temponiveau, hans statur indikerer, at han burde. Havde det været 2016 eller 2017, havde man ikke været så bekymret, for dengang var enkeltstarten en stor svaghed hos danskeren, men i lyset af hans store forbedringer de senere år, kan det næsten kun læses som et tegn på træthed og nedslidning, at det af de vigtige navne kun lykkedes ham at slå de temposvage Konrad og Hindley.

Nu er der desværre pludselig meget langt op til toppen, hvor to ryttere har skilt sig ud. Det gælder naturligvis først og fremmest Almeida, der bekræftede, at Patrick Lefevere mestrer kunsten at tage en ung klatrer og tilføre ham nogle tempoevner, han ikke tidligere har haft. Efter 1. etape kunne man sagtens tro, at 2. pladsen alene skyldtes den medvind, der for ham var kraftigere end for næsten alle andre, men i dag viste han, at han er klar til at gå i Rigoberto Urans fodspor som en klatrer, der af Lefevere er blevet forvandlet til tempostærk etapeløbsrytter.

Det betyder også, at Almeida fra i dag for alvor skal tages seriøst som vinderkandidat. Naturligvis ved vi ikke, hvordan han klarer den tredje uge, men efter lidt rust i uge 1 lignede han både på 10. og 12. etape en af de absolut stærkeste. Forspringet er endda så stort, at han kan tillade sig at afgive lidt sekunder hist og her ved brug af løbets stærkeste mandskab anført af en særligt i går stadig stærkere James Knox, en Fausto Masnada, der i dag også af Lefevere blev forvandlet fra temposvag klatrer til etapeløbsrytter med evne til at forsvare sig i disciplinen, og en Mikkel Honoré, der fortsætter med at imponere, og han har endda endnu en enkeltstart i baghånden. Minsandten om ikke det kan ende med, at den rytter, der lignede et lidt halvtamt forsøg på en løjtnant for Remco Evenepoel nu måske kan ende med at vinde det hele - også selvom coronavirus og vejrguder viser sig fra deres nådige side.

Den anden rytter, der har skilt sig ud, er Wilco Kelderman. Efter i dag må han føle sig så meget lettere, at han nok kommer til at flyve op ad bjergene de kommende dage. I dag faldt der nemlig en sten fra hjertet, da han fik bevist, at de tempoevner, han ellers tabte i et af sine mange styrte, og som han aldrig siden har kunnet genfinde, nu er på plads igen. Nuvel, han er ikke så stærk, som da han i 2017 blev nr. 2 bag Chris Froome på Vueltaens enkeltstart, men han nærmer sig. Nu skal han bare bevise, at det også ledsages af nogle klatreevner, der i de høje bjerge ikke har været imponerende, siden han blev stamgæst på alverdens asfalt og hollandske hospitaler, og så er han lige pludselig en uhyre stærk vinderkandidat, når også han har både hold og enkeltstart som våben i den sidste del af løbet.

Toppens to mest udprægede klatrere lever også i spillet. Rafal Majka var vel dagens mest positive overraskelse. Naturligvis vidste vi godt, at han har det med at gøre det godt på kuperede enkeltstarter i grand tours - blandt andet var han særligt god i 2019 - men på denne trods alt relativt flade rute var det alligevel ikke helt forudsigeligt, at han skulle blive fjerdebedste klassementsrytter, kun slået af de tre, der vel kan betegnes som specialister. Selvfølgelig får han sig en lussing på wattenkeltstarten i Milano, men med dagens etape succesrigt af vejen er Majka inde i den reel kamp om sejren.

Det er Pozzovivo naturligvis også. Italieneren har indtil nu været den mest overbevisende på stigningerne, og med hans generelle enkeltstartsniveau i de senere år kunne denne lørdag have været dyr. Det blev den heldigvis ikke, og hvis ikke den rust, han viste i går, er et alarmerende tegn, må løbets hidtil bedste mand i bjergene også tages seriøst - også selvom der allerede nu skrives på den regning, der venter i Milano.

Manden, der udskriver regninger, er Brandon McNulty. Egentlig var det en forløsning at se ham igen, for det var så deprimerende i de seneste år gang på gang at se ham skuffe på enkeltstarterne. Mange husker sikkert, hvordan han som juniorrytter var så uhyggelig, at også Mikkel Bjerg blev kørt midtover, men siden da har der været langt mellem snapsene.

Det har der heldigvis ikke været, siden har føjet titlen WorldTour-rytter til visitkortet. Allerede på Sicilien var han skræmmende stærk, selvom det ikke fremgik af resultatlisten, for her var han i særklasse blandt de ryttere, der kørte i modvind. Og i dag var han om muligt endnu mere overbevisende, så han nu kun endnu mere kan ærgre sig over den dårlige dag i uge 1, hvor han smed den tid, der kunne have sendt ham op som nr. 2, bare 43 sekunder efter Almeida. Nu venter så den helt store test i de høje bjerge, men bedømt på hans kørsel på Etna i Giro di Sicilia sidste år samt den overbevisende kørsel, vi har set siden nedturen på 5. etape, ligner han en mand, man også må regne som reel kandidat. Ja, faktisk er det fra løbets top 7 vel kun den udmattede Bilbao, der ligner en mand på vej helt væk, og som ikke står med de store langsigtede perspektiver.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

At klassementskampen blev åbnet så meget, var overraskende, men det var selve etaperesultatet til gengæld ikke. Ineos havde formentlig allerede indkøbt champagne, så de kunne fejre den forudsigelige dobbeltsejr, og det eneste spørgsmål var vel, om den længere distance og mere kuperede rute ville gøre det muligt for Rohan Dennis at true Filippo Ganna. Det skulle dog hurtigt vise sig som en umulighed i den overlegne Ineos-magtdemonstration, og selvom Dennis kom tættere på end hidtil, fik Ganna bevist, at hans motor og klatreevner rækker til de fleste ruter. Og Ineos-festen blev fuldendt af, at den stadig mere velkørende Tao Geoghegan Hart fik vendt en skidt start på etapen til et stort skridt tilbage mod en top 10, der synes mere og mere sikker på baggrund af det tårnhøje niveau, han har vist på stigningerne de seneste dage.

I det hele taget var det for specialisterne meget som forventet. Thomas de Gendt bekræftede, at han atter skal regnes som en af de bedste på lange, kuperede grand tour-enkeltstarter, som Tanel Kangert også skal det. Jonathan Castroviejo er stadig ikke helt sig selv og synes at betale en pris for sin forbedrede klatring, mens Victor Campenaerts fortsætter den nedtur, der har varet ved i hele 2020. Jan Tratnik har også været som genfødt i år, og mest overraskende var det nok snarere, at Josef Cerny også på denne ret kuperede rute kunne fortsætte den march mod toppen, han indledte på sidste enkeltstart sidste år, samt at Matteo Sobreros flotte resultat på Sicilien vitterligt er udtryk for nye evner i disciplinen. Og så må vi ærgre os over, at Mikkel Bjerg ikke fulgte op på 1. etape, men i lyset af både de kræfter, han har brugt hidtil, og hans generelle enkeltstartspræstationer i år kom skuffelsen ikke helt ud af det blå.

Nej, det eneste, man i dag virkelig kunne forundres over, var vel, at Nibali var så langt fra sit vanlige niveau. Det gør utvivlsomt ondt hos langt de fleste italienere, men smider Mauro Vegni den italienske klaphat og ser på Giroen som en forretning, kunne han næppe have ønsket sig noget bedre. Sjældent har en grand tour været mere åben end denne gang, og med et hav af forskellige nationaliteter i spil i et løb, der ellers ofte har været en meget italiensk affære, er der masser af basis for pæne seertal, når løbet når sit klimaks i den vilde tredje uge.

Og hvem der vinder? Your guess is as good as mine!

Favoritterne

Mange danskere var utvivlsomt ærgerlige over Jakob Fuglsangs nedtur i dag, men for løbets fremtidige udvikling er det en gave, at Joao Almeida og Wilco Kelderman har sikret sig et relativt stort forspring. Det betyder nemlig, at der er grænser for, hvor konservativt de kommende etaper kan gribes an. Selv hvis alt få som planlagt, er der meget tid at hente, særligt på en så ubekendt størrelse på Almeida, hvis holdbarhed end ikke han selv kender, men coronavirus og en pludselig afbrydelse, når alle er testet igen på hviledagen, aktualiserer blot angrebsbehovet yderligere. Samtidig meldes der desværre om regn og sne i Alperne og Dolomitterne fra torsdag og frem, og derfor hænger de to gigantiske etaper på torsdag og søndag, hvor man skal op i over 2700 m højde, lige nu i en meget tynd tråd. Og med de planer, der angiveligt er for et alternativ til 20. etape, er det langt fra sikkert, at sidste uge bliver så hård som antaget.

I det lys bliver 15. etape pludselig uhyre vigtig. Tirsdag ligner en dag for et udbrud, og onsdag er klart den letteste af de tre store bjergdage til slut, særligt fordi målbjerget er meget let. Hvis de store stigninger - særligt Stelvio - må droppes uden et ordentligt alternativ, er dette måske dagen, der for alvor skal slås til.

I forvejen lignede det en god chance. Årets Giro er måske nok brutal, men det skyldes i hvert fald ikke målbjergene. De er tværtimod generelt meget lette, og morgendagens afslutning på Piancavallo skiller sig sammen med Etna, hvor vinden lidt ødelagde festen, ud som den vanskeligste. Marco Pantani viste da også i 1998, at potentialet er stort - forhåbentlig også selvom man kun kører på vand og brød - og i 2017 så vi, at Tom Dumoulins sejrsdrømme led et ordentlig skud for boven, da Nairo Quintana og co. satte ham til vægs.

Desværre er stigningen designet sådan, at den bare bliver lettere og lettere, og det er på den nedre del, at de store forskelle kan gøres. Hvis vinden holder - og det kan man ikke helt regne med på en stille dag med vind fra skiftende retninger - bør der heldigvis være medvind på hele stigningen, og det burde gøre det muligt at åbne relativt tidligt og også holde på den lettere del til sidst, særligt fordi holdene med undtagelse af Dececuninck og Sunweb er relativt svage.

Det første spørgsmål er dog, om favoritterne skal køre om sejren. Jeg har tidligere spekuleret i, om udbrud mon kunne holde hver eneste dag i et løb, hvor vi i den grad mangler stærke mandskaber, og hvor det stærkeste, Deceuninck, naturligvis helst vil have, at et udbrud løber med bonussekunderne. Vi har allerede flere gange set, at det er næsten umuligt at hente udbrud, selv når klassementsholdene prøver at lægge pres, og det taler for, at vi bør få en udbrudssejr.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Alligevel tror jeg det ikke. Det kan godt være, at der mangler ét stærkt hold med en klar interesse i at jagte, men til gengæld er der mange, der må have mod på det. Med usikkerheden om den tredje uge og den generelle jævnbyrdighed blandt de bedste vil jeg tro, at NTT, Trek, Astana, Bora og måske Sunweb alle har en reel tro på, at de både kan vinde etapen - i sig selv en stor gevinst - og få del i de bonussekunder, der kan blive endnu vigtigere, hvis tredje uge amputeres. Selvom de hver især ikke er skræmmende, stærke kan de i forening formentlig godt køre et udbrud ind, særligt hvis det stærke Sunweb-hold også går ind i kampen, og Ben O’Connor og Louis Meintjes har gode dage.

Udbrud har dog altid en chance i dette løb, og jeg forventer derfor en vild kamp om at komme afsted igen. Denne gang er begyndelsen dog ret let, og selvom det ikke kan udelukkes, at udbruddet først kører på første stigning, taler meget for, at favoritholdene vil kunne sørge for, at gruppen ikke bliver for stor og stærk. Samtidig vil de sikkert alle gerne have forposter afsted, for de kan blive ganske nyttige på en etape som denne, om ikke andet som hjælp mellem stigningerne, hvis kaptajnerne isoleres tidligt.

Når udbruddet er kørt, vil Deceuninck formentlig lade dem køre langt væk, men jeg tror, at et eller flere af de fem nævnte hold vil tage kontrol og sørge for, at elastikken bliver ret kort. Det er nemlig formentlig nødvendigt for at hente udbruddet, når holdene er relativt svage og etapen svær at kontrollere. I dette løb er en udbrudssejr en reel mulighed, men denne gang tror jeg, at favoritholdene sammen vil skabe samling.

Vil favoritterne så turde satse tidligt? Det er klart, at usikkerheden om uge 3 og de generelt store tidstab taler for, at man ikke skal vente alt for længe. Der er imidlertid et 20 km langt dalstykke i modvind mellem de to sidste stigninger, og næstsidste stigning er heller ikke særligt svær. Det ligner ikke den mest oplagte dag at sætte alt på ét bræt, når der trods sne nok skal komme en eller anden form for bjergetaper i den tredje uge også. Derfor tror jeg mest på, at der vil blive lagt lidt pres her, og at favoritterne så skal slås om det på sidste stigning. Og her burde der være gode chancer for, at kampen åbnes tidligt.

Det er ikke blot klassementet, der er åbent. Det samme er klatrehierarkiet i et løb, hvor det er svært entydigt at sige, hvem der er stærkest. Derfor er det også med megen usikkerhed, at jeg peger på Domenico Pozzovivo som min favorit. Den lille italiener har nemlig ikke været helt stabil. Han skuffede på 9. etape og så rusten ud i går, men til gengæld var han flyvende på murene på 10. etape, hvor han efter sin punktering endda var i stand til kortvarigt at køre væk fra favoritterne. Også på Etna lignede han sammen med Fuglsang bedste mand, og hvis han igen har en af de dage, må han atter være svær at bide skeer med. Hans kørsel i går var dog lidt bekymrende, men med tanke på den måde, han rejste sig mellem 9. og 10. etape, er der grund til fortrøstning. Stigninger har det med af og til at blive lidt for lange for ham, men på denne burde han nok kunne klare sig. Udfordringen er den begrænsede spurtstyrke i den lette finale, men med medvind kan han forhåbentlig gøre det færdigt. Derfor er han min favorit.

Jeg har også pæne forventninger til Vincenzo Nibali. Italieneren skuffede måske i dag, men skal man tro træner Paolo Slongo, har de bevidst arbejdet med en mindre aerodynamisk position, der måske nok kostede lidt i dag, men som skulle gøre, at hans krop er mindre belastet af dagens anstrengelser i morgen. Om den strategi bærer frugt, har vi til gode at se, men Nibali har virket meget overbevisende på 10. og særligt 12. etape, hvor han har set stærk ud. I forvejen var han allerede god på den eneste rigtige bjergafslutning på Etna, hvor han, Fuglsang og Pozzovivo var de bedste, og historien siger, at han altid topper i uge 3. Kørslen de seneste dage bekræfter det, og selvom han ligesom Pozzovivo er spurtsvag, er stigningen svær nok til, at han i medvind kan tage en solosejr.

Dagens positive overraskelse var som nævnt ovenfor Rafal Majka. Polakken bekræftede dermed det positive indtryk, han har givet gennem det meste af løbet. Måske så han lidt rusten ud på Etna, hvor han kun var nr. 4 i hierarkiet, men siden da har der ikke været mange svaghedstegn at spore. I forvejen viste han i Tirreno, at han er endnu bedre end i 2019, og samtidig er han faktisk også - i forhold til favoritterne her - relativt hurtig til sidst. Endelig er han nok stadig lidt en underdog, og som vi har set de seneste dage, betyder mangler på stærke hold, at det er muligt at snige sig væk og vinde tid på den bekostning. Majka ligner et oplagt bud på en rytter, der kan gøre netop det og således tage den Giro-etapesejr, der er den eneste, der mangler i grand tour-samlingen.

Snige sig væk kan Joao Almeida ikke, men han kan sagtens vinde alligevel. Jeg var efter ham i uge 1, hvor han virkede rusten på stigningerne, men det har han ikke gjort i uge 2. Tværtimod så han uhyggeligt overbevisende ud både på 10. og 12. etape, hvor han selv lukkede hullerne, og er han lige så stærk denne gang, tror jeg faktisk, at han med sin gode spurt vinder etapen. Når han alligevel kun er nr. 4 i mit hierarki, skyldes det to forhold. For det første er denne stigning meget længere end de øvrige i denne uge, og læren fra både Etna og løbene tidligere i år, er, at han har virket stærkest i eksplosivt terræn og forsvaret sig i de rigtige bjerge. For det andet gravede han meget dybt i dag, og risikoen for, at en overivrig nyprofessionel brugte lidt for mange kræfter er vel værd at tage med i betragtning. Om det er sket, finder vi ud af i morgen eftermiddag,

Den anden rytter, der har sin spurt som våben, er Wilco Kelderman. Det er svært at se ham køre væk alene, nu hvor han som på Etna ikke er en rytter, der får lov at snige sig væk, men til gengæld kan han i en stigende spurt slå alle, selvom han og Almeida må regnes som meget jævnbyrdige. Min anke mod Kelderman er, at han i de senere år har haft det svært i de høje bjerge, men hans gode form taler for, at han måske kan overvinde det nu. Mere problematisk er det, at han virkede en anelse presset i finalen i går. Jeg udelukker ikke, at jeg så syner, men da Almeida lukkede til Geoghegan Hart, var der ikke helt samme lethed i trådet, som vi har set hidtil. Hvis det til gengæld det bare var et fatamorgana, har Kelderman med sin spurt gode chancer for at vinde etapen.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Så er der naturligvis Jakob Fuglsang. De seneste år viser klart, at danskeren har løbets højeste topniveau - når han er frisk vel at mærke. Som skrevet i analysen ovenfor kan 10. og 14. etape måske tages som udtryk for, at den manglende holdbarhed, der altid har været hans problem, måske er ved at sætte sig igennem. Givet er det dog langtfra. Fuglsang rejste sig efter en lidt haltende præstation på 10. etape med fin kørsel i går, og en enkeltstart er noget andet end et bjerg, som hans kørsel på 1. og 3. etape bevidner. Er han vitterligt ikke træt endnu og lige så stærk som på Etna, er han vel manden, der kan køre alene væk - også selvom hans status nok stadig gør, at han ikke får frihed. Og i dette selskab er han også halvhurtig i en puncheurspurt.

Egentlig var jeg meget fristet af næsten at gøre Tao Geoghegan Hart til favorit. Efter sin ringe start synes han virkelig at have fundet benene. På 9. etape var det ham, der udnyttede holdenes svaghed til at snige sig væk, på 10. etape var han meget overbevisende, og i går kom han med et meget stærkt angreb. Geoghegan Hart er samtidig lynhurtig, og hans topniveau er blandt de bedre i dette felt, når han endelig finder det. Først og fremmest er han dog en underdog, der bare er nr. 11 i klassementet, og han har én gang vist, at han mestrer kunsten at snige sig væk.

Det har Brandon McNulty også, men den går ikke længere. Som nr. 4 i klassementet må han nu affinde sig med rollen som vinderkandidat, og han skal i stedet vinde på ren styrke. Det er måske lidt svært at se, men efter at han pludselig viste hurtighed på 12. etape, er han vel ikke uden chance. Han er uprøvet på dette niveau på lange bjerge, men han viste på Sicilien sidste år, at hans motor mestrer dem. Han synes bare at blive bedre og bedre, for den rust, jeg talte om i går, var ifølge ham selv udtryk for dårlig position i bunden af den korte stigning. På alle etaper siden nedturen på 5. etape har han været så overbevisende, at han også kan vinde denne etape.

Det er også værd at nævne Hermann Pernsteiner . Desværre har han skuffet meget på det sidste, men vi skal ikke glemme, at den lille østriger kun er god på lange stigninger. Faktisk var han en af de allerbedste på Etna, indtil han på de sidste få hundrede meter eksploderede totalt, og det vidner om, at han burde være god i denne finale også. Hans kørsel de seneste dage vidner om, at han næppe vinder alene på gode ben, men med frihed ligner han et oplagt bud på en mand, der kan snige sig væk.

Jeg vil også pege på Jai Hindley. Sunweb-rytteren har i dette løb bekræftet sit potentiale, og selvom han på så lang en stigning nok er overmatchet, har han et stærkt våben: frihed. I dag tabte han så megen tid, at han ikke for alvor er farlig, og som vi har set de foregående dage, er det en gave i et løb, hvor ingen kan kontrollere. Faktisk vil Deceuninck være helt glade for, at han løber med bonussekunderne, og det bringer ham i spil til sejren.

De vil også elske at sende bonussekunderne til Spanien. Antonio Pedrero har i dette løb endelig genfundet benene fra sidste års Giro, og han har hele vejen været en af de bedste i bjergene. I dag fik han sig en gigantisk lussing på enkeltstarten, men det giver ham friheden til at gribe ud efter lykken på en etape, hvor det sagtens kan være taktik og ikke kun benene, der afgør det.

Det er også det, der bringer holdkammeraten Sergio Samitier i spil. Han er ikke på samme niveau som Pedrero, men han var faktisk ret overbevisende på stigningerne i går. Han så også godt ud på Etna, og han fik i dag en endnu større lussing end Pedrero. Det er klart, at hans kørsel på 12. etape var bekymrende, men efter i går er der grund til at tro, at han kan snige sig væk.

Jeg har lidt svært ved for alvor at tro på Patrick Konrad, der altid har været begrænset på så lange stigninger som denne. I dette løb har han dog to våben. For det første er det som sagt ikke nødvendigvis bedste mand, der vinder, og han har tabt så meget tid, at han nok skulle få noget frihed. Dernæst har han sin spurt, så skulle det blive lidt samlet på den lette del til sidst, er han vel ikke helt uden chance.

Blandt de øvrige klassementsryttere må man antage, at Fausto Masnada og James Knox skal blive hos Almeida og kontrollere, og det er vel kun Masnada, der kan tage sin egen chance, hvis Almeida mod forventning eksploderer totalt. Derfor er det usandsynligt, at de vinder etapen. Og Pello Bilbao viste i dag, at han må regnes som værende for træt til en stigning, der i forvejen er for lang.

Som sagt er en udbrudssejr bestemt mulig, men for at vinde skal man klatre meget godt, og man skal samtidig være svineheldig, hvis udbruddet kører på det flade. Jeg særligt pege på Ruben Guerreiro, der de seneste dage har været en af de stærkeste, og som utvivlsomt vil på jagt efter bjergpoint. Også Ilnur Zakarin har nu tabt så meget tid, at han kan tage af sted, og han viste sidste år, at han stadig kan gøre det færdigt. Attila Valter viste klassen på 9. etape og igen i dag og ligner en anden indlysende kandidat, ligesom Aurelien Paret-Peintre vel også nu skal til at jagte udbrud. Tanel Kangert viste i dag, at han snart er ved at være klar til udbrudstogt, mens Diego Ulissi godt kan vinde i bjergene, hvis gruppen er den rette, og benene synes endelig at være ved at være der. Jonathan Castroviejo er nok trods alt lidt for begrænset på stigningen, men uden chance er han ikke - slet ikke fordi han har vist sig som en mester i at komme afsted - og Nicolas Edet viste i går, at han endelig er ved at være lige så skarp som i Vueltaen sidste år. Rohan Dennis klatrer vel nu også så godt, at han ikke helt kan afskrives, og dieselklatreren Kilian Frankiny plejer at finde benene i den tredje uge. Joe Dombrowski er et oplagt bud, men jeg vil tro, at han skal blive hos McNulty. Endelig viste Mark Padun og Jhonatan Narvaez, at de er i spil, mens Larry Warbasse og Victor De La Parte måske kan få lidt svært ved at gøre det færdigt.

Feltet.dks vinderbud: Domenico Pozzovivo

Øvrige vinderkandidater: Vincenzo Nibali, Rafal Majka

Outsidere: Joao Almeida, Wilco Kelderman, Jakob Fuglsang, Tao Geoghegan Hart, Brandon McNulty

Jokers: Hermann Pernsteiner, Jai Hindley, Antonio Pedrero, Sergio Samitier, Patrick Konrad

Kandidater til udbrudssejr: Ruben Guerreiro, Ilnur Zakarin, Attila Valter, Tanel Kangert, Aurelien Paret-Peintre, Diego Ulissi, Nicolas Edet, Jonathan Castroviejo, Joe Dombrowski, Rohan Dennis, Kilian Frankiny,

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Mikel Landas sejr fra 2017 og Marco Pantanis sejr fra 1998.