Optakt: 15. etape af Giro d’Italia
25. maj 2019 20:41Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Med et fantastisk soloridt tog Richard Carapaz karrierens tredje etapesejr i Giroen og blev samtidig en noget uventet indehaver af førertrøjen efter endnu et stort drama i en stadig mere åben og uforudsigelig udgave af det italienske etapeløb. Allerede fra første færd kan han vente sig at komme under angreb, når det søndag gælder en rigtig miniudgave af Il Lombardia, hvor der måske nok er lagt op en udbrudssejr, men hvor vi også kan vente os endnu et opgør mellem favoritterne i klassementet.

Ruten

Et af årets temaer er hyldesten til de to italienske monumenter. Den lange og flade 11. etape brugte dele af ruten fra Milano-Sanremo, og på søndag er det så Il Lombardias tur til komme i rampelyset. Det sker på en 15. etape, der både hvad distance og terræn angår er som en forårsudgave af den italienske efterårsklassiker. Ganske vist er den første del af etapen fladere, end vi kender fra monumentet, men med en finale, der byder på den ikoniske Madonna del Ghisallo efterfulgt af Colma di Sormano - dog uden den stejle Muro di Sormano - og til slut den korte, stejle Civiglio inden det klassiske mål i Como vil meget minde om det, vi kender fra endagsløbet, og selvom sejren formentlig går til en udbryder, kan vi forvente os endnu et lille klassementsslag på Civiglio inden nedkørslen til Como-søen.

 

Med sine 232,0 km nærmer løbet sig samme distance som Il Lombardia, men starten går ikke i Bergamo. Derimod køres der fra Ivrea til Como, og der lægges hårdt ud ved, at man kører mod øst op over en bakke (3,9 km, 5,6%), der har top allerede efter 12,2 km. Derefter kører man mod øst ned til Po-sletten, og her rammer man terræn, der ikke minder meget om Il Lombardia. I det næste lange stykke tid kører man nemlig skiftevis mod øst og nordøst henover den flade slette. De eneste højdepunkter er de to indlagte spurter, der kommer efter hhv. 92,3 og 127,3 km, men derudover er der ikke megen adspredelse på etapens første to tredjedele.

 

Det ændrer sig, når man nærmer sig Como-søen. Først stiger det let, mens man kører mod nordøst frem til en lille nedkørsel, der leder ned til vandet. Som i Il Lombardia kører man herefter mod nord langs søbredden helt frem til Bellagio, der rager ud i søen på en lille tange. Her vender man rundt for at køre mod syd op over Il Lombardias mest ikoniske stigning, kategori 2-stigningen Madonna di Ghisallo (8,6 km, 5,6%, max. 14%), der som bekendt er en todelt stigning med 4 km med 9,2%, et let faldende plateau og til slut 1,2 km med 9,6%. Toppen rundes efter 173,7 km, hvorefter den velkendte, ret lette nedkørsel fører mod syd, inden man drejer skarpt mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Colma di Sormano (9,6 km, 6,6%, max. 12,0%), der er en yderst regulær og helt jævn stigning. I Il Lombardia kører man helt op til toppen via den modbydeligt stejle Muro di Sormano, men det gør man ikke her. I stedet køres bjergspurten med 42,4 km igen, hvorefter det gælder den velkendte meget tekniske og farlige nedkørsel, der leder mod nordvest ned til søbredden. Den følges herefter via fladt terræn mod syd og sydvest hele vejen ned til Como, der nås efter 218,2 km.

 

I Como passerer man tæt forbi mål, inden man drejer mod øst for at køre op ad kategori 3-stigningen Civiglio, der også kendes fra Il Lombardia. Den er 4,2 km lang og stiger med 9,6% i gennemsnit med et maksimum på 14% og er en meget jævn sag, som stabilt stiger med 9-10%. Fra toppen resterer beskedne 8,7 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod øst og siden vest, inden det bliver fladt over de sidste 3 km. Her venter der bløde kurver, inden der kommer to skarpe sving med 1500 m igen og til sidst et sving, der leder ind på den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning langs søbredden.

 

Etapen byder på i alt 3270 højdemeter.

 

Como er blevet besøgt af Giroen fire gange tidligere, senest i 1987, hvor Paolo Rosola vandt. Først og fremmest er den kendt som en hyppig målby i Il Lombardia, senest sidste år, hvor Thibaut Pinot sejrede og i i 2017 og 2015, hvor Vincenzo Nibali begge gange var først over stregen. Andre cykelløb har ikke haft mål i byen i dette årtusinde.

 

 

image

image

image

image

image

 

image

Vejret

Igen i dag var rytterne heldige at slippe for den varslede regn, og måske har de samme held i morgen. Det ser nemlig ud til at skulle regne kraftigt fra morgenstunden, og at der vil være byger om aftenen, men faktisk ser det ud til, at det vil være tørt i dagtimerne, hvor solen måske endda kan kigge frem fra et tungt skydække. Temperaturen ventes at nå hele 24 grader, og der vil bare være en svag til let vind fra syd. Det giver sidemedvind på det lange stykke op til søen, hvor man får medvind, indtil man rammer Ghisallo, hvor der vil være modvind. Der vil være medvind på Sormano, men derefter modvind på stykket ned til Como. Til slut vil der være sidevind på næsten hele rundstrækningen, indtil man får sidemedvind med 2 km igen og derefter sidevind på den korte opløbsstrækning.

 

Analyse af 14. etape

For et par uger siden så det mildt sagt lidt halvtrist ud i Movistar-lejren. Et usædvanligt sløjt forår fra Alejandro Valverde havde nemlig betydet, at det spanske storhold ved indgangen til årets Giro blot havde vundet 9 cykelløb. Verdensmesteren selv havde blot bidraget med en enkelt sejr, og det hele gik endda helt galt, da den spanske veteran som følge af et styrt forud for Liege-Bastogne-Liege måtte sende afbud til Giroen. Lidt lys var der i form af de lovende takter, både Nairo Quintana og Mikel Landa havde vist undervejs, men da hverken de eller holdets to løjtnanter, Richard Carapaz og Marc Soler, havde bidraget med mange sejre, var det meget sigende, at holdet var gledet helt ned som nr. 10 på WorldTour-ranglisten.

 

Den dårlige sæsonstart har markeret et foreløbigt lavpunkt for det spanske mandskab, der ellers i mange år har haft for vane at være et af sportens mest dominerende. I 2016 vandt de WorldTouren, og i de år var det kutyme, at de var med helt i front på eliteseriens rangliste. Siden er det imidlertid gået støt ned ad bakke, ikke mindst fordi tabene af blandt andet Izagirre-brødrene har gjort dem stærkt afhængige af de tre kaptajner, Valverde, Landa og Quintana. Og da colombianeren frem til i år har været igennem en meget svær tid, og baskeren har haft et have af skader, har holdet vel været igennem en af sine sværeste stunder i dets efterhånden ellers alenlange levetid.

 

Med tanke på Valverdes sene afbud og de dårlige resultater var det derfor ikke med den allerstørste optimisme, at holdet kom til Italien til årets Giro. Heldigvis havde både Landa og Carapaz vist fin form i optakten - især Landa meldtes i spanske medier at være yderst velkørende - men det var i hvert fald ikke et hold med momentum, der tog hu på løbet i Bologna. Bedre blev det bestemt ikke af, at baskeren kørte en helt horribel første enkeltstart, og at Carapaz to dage senere mistede tid som følge af et dumt styrt, så det ud til, at den dårlige stime måske ville fortsætte.

 

Sådan er det imidlertid ikke gået - snarere tværtimod. Landa fortsatte ganske vist sin kedelige start med endnu en katastrofal enkeltstart i San Marino samt et dumt tidstab som følge af styrtet i Frascati, men Carapaz viste allerede med en overraskende god enkeltstart i Bologna, at han er kommet til Italien med seriøse planer. Bare dagen efter uheldet på 3. etape vandt han overraskende 4. etape, da han overraskede Caleb Ewan med et angreb, og siden da har det været indlysende, at den lille ecuadorianer har været en af løbets mest formstærke ryttere. Først var han blandt de allerhurtigste på stigningen på 9. etapes enkeltstart, hvor han gjorde det langt bedre end ventet, og siden har han imponeret på de første dage i bjergene, ikke mindst i går, hvor han kørte fantastisk stærkt op ad den sidste stigning. Og da Landa som så ofte før i grand tour-sammenhæng har rejst sig undervejs og imponeret på de første bjergetaper, har holdet for første gang i år oplevet et rigtigt momentum.

 

At de er kommet til løbet for andet og mere end blot at køre med om podiet, blev endnu tydeligere i dag, da den korte, intense 14. etape gav klassementet endnu en rystetur, så der samtidig udkrystalliserede sig et betydeligt klarere billede af, hvem der er løbets stærkeste. Hver eneste gang, der på den stejle Colle San Carlo blev forceret, var det nemlig de samme fem mand, der skilte sig ud, og her var Movistar som det eneste mandskab repræsenteret med to mand. Carapaz og Landa var med som en mis ved enhver forcering, og det samme var Vincenzo Nibali, Primoz Roglic og Miguel Angel Lopez, der til sammen udgør den kvintet, hvorfra løbets vinder efter al sandsynlighed skal findes.

 

Der var dog én, der skilte sig ud. Selvom både Lopez og Nibali begge forsøgte at ryste træet, manglede de begge det ekstra, der skulle til for at køre væk, og Landa så en kort overgang endda ud til at være en smule i vanskeligheder. Det var Carapaz imidlertid aldrig, og da den lille ecuadorianer endelig åbnede for den godtepose, man længe har fornemmet måtte være fyldt til bristepunktet, måtte Roglic for første gang opgive at svare. Og da først hullet var slået, lå det i kortene, at ecuadorianeren ikke ville være til at fange igen, for bag ham var der samlet en stribe kamphaner, der naturligvis ikke kunne samarbejde på en let målstigning, hvor modvinden gjorde, at det ville være alt for farligt at blotte sig.

 

At Carapaz var stærkeste mand synes at være hævet over enhver tvivl. Ganske vist var det tydeligt, at Roglic igen i dag var særligt opmærksom på Nibali, hvis angreb alle blev besvaret prompte, lignede han ikke en mand, der kunne reagere på den lille ecuadorianers voldsomme forcering. Heller ikke, da han forsøgte at maksimere udbyttet af den relativt lette sidste del af nedkørslen, kunne han nærme sig Carapaz, der ikke blot viste sig som en glimrende nedkører på den tekniske del, men også havde den nødvendige power på den flade del. Og da først vejen atter begyndte at pege opad, og Roglic igen måtte tænke på ikke at gøre sig alt for sårbar, lå det i kortene, at Carapaz ville kunne øge betragteligt.

 

Det gjorde han også, endda i en sådan grad, at han ganske overraskende kørte sig i den lyserøde førertrøje. Det skete på bekostning af Roglic, hvis sårbarhed i den grad blev udstillet på en dag, hvor han virkelig skulle bruge sine kræfter med omhu. Da Simon Yates valgte at åbne ballet med to angreb allerede på dagens første stigning, var han helt opmærksom på, at han skulle undgå en gentagelse af gårsdagens scenarium, hvor tilstedeværelsen af Bauke Mollema og Ilnur Zakarin i udbruddet satte ham og Jumbo i defensiven. Ved prompte at lukke ned for alle farlige angreb, lykkedes missionen med at lirket et ufarligt udbrud afsted, og da ingen havde modet til at iværksætte den store offensiv langt fra mål, kom Roglic sikkert igennem den første og farligste del af etapen.

 

På Colle San Carlo lykkedes det ham imidlertid ikke at holde styr på tropperne, og da først Carapaz var stukket afsted, var situationen ganske kritisk. Havde alle rivalerne haft is i maven, kunne løbet være gledet sloveneren helt af hænde, men til hans held havde Nibali heller ikke denne gang is i maven. Først samarbejdede han selv med sloveneren, og da han senere fik Damiano Caruso - der ellers efter en lidt skuffende indsats i udbruddet i forgårs utvivlsomt var dagens helt store helt - fik kæmpet sig tilbage, valgte han sende sin hjælper frem for at kontrollere og derved forhindre, at situationen gled helt ud af kontrol. Havde Caruso ikke haft en så formidabel dag, lignede iskolde Roglic en mand, der var klar til at gamble store, og så kunne vi meget vel have befundet os i en helt anden situation, hvor Carapaz havde haft en langt, langt større forspring.

 

Det forhindrede Nibali og Caruso imidlertid. Nogen vil måske bebrejde Hajen, at han heller ikke i dag havde samme kølighed som Roglic, men i virkeligheden er det måske meget forståeligt. Den sicilianske haj ligner en mand, der tror på, at han kan få ram på Roglic i løbets tredje uge, hvor han traditionelt er bedst. Sidder han med fornemmelsen af, at den slovenske favorit vitterligt er sårbar - og det er ikke en helt urimelig fornemmelse på baggrund af den kloge og kalkulerede præstation, han hidtil har leveret - kan man sagtens forstå, at det ikke allerede er nu, man skal gamble ved at give en livsfarlig mand som Carapaz adskillige minutter. Lige nu ligner ecuadorianeren nemlig løbets stærkeste, og selvom han blandt de tre øverste i klassementet er den ringeste temporytter, er det bestemt ikke utænkeligt, at der kan være mere at hente for ecuadorianeren i den vanskelige sidste uge, hvor hans enorme dieselmotor endda forventes at gøre ham endnu stærkere, som vi har set det i både Giroen i 2018 og Vueltaen i 2017.

 

På den måde fik Roglic endnu en gang kastet en livline af rivalerne, og faktisk er han nok ikke helt utilfreds med, at Carapaz fik sig sneget i lyserødt med 7 sekunder. Faktisk så det ud til, at han ligefrem ønskede det resultat, da han trods sin status som favoritgruppens klart hurtigste valgte ikke at spurte efter de 4 bonussekunder i det, der lignede et knivskarpt og meget tæt opgør om den samlede 1. plads. Ikke blot slipper han nu for det stress, en 1. plads indebærer, men han har frem for alt sikret sig en værdifuld allieret i Movistar, der måske ikke har det bedste hold, men dog med Andrey Amador og den imponerede Antonio Pedrero har bedre hjælpere, end det stadig svage Jumbo-mandskab kan præstere.

 

Roglic skal dog ikke regne med, at Movistar vil agere nyttige idioter de kommende dage. Spanierne er naturligvis pinligt bevidste op, at Carapaz har brug for betydeligt mere tid inden den sidste enkeltstart, og selvom en tidskørsel sidst i en grand tour altid handler mere om friskhed end om reelle tempoevner, kan den lille ecuadorianer i hvert fald ikke føle sig det mindste tryg, hvis ikke han har som minimum et minut. Derfor skal spanierne i angreb også i de kommende dage, men de er ikke længere i en position, hvor de skal sætte alt på et bræt. Derfor kan Roglic nok regne med en del hjælp i hvert fald først på etaperne, hvor Jumbo allerede er sårbare.

 

Til gengæld befinder han sig i den ubehagelige situation, at Movistar har ikke blot den måske mest formstærke klatrer, men også er det eneste hold med hele to kort at spille. Ganske vist kom der i dag lidt sprækker i Landas ellers hidtil ubrydelige panser, men baskeren ligner en mand, der som så ofte før i en grand tour, bare bliver bedre og bedre. Selvom Carapaz er i lyserødt, betyder holdets behov for at vinde tid nemlig, at det burde være en oplagt strategi at fortsætte med Landas offensive kørsel også i de kommende dage. Baskeren er stadig så stor en trussel, at der er grænser for, hvor meget luft Roglic kan give ham, og det kan gøre sloveneren sårbar over for Carapaz, ikke mindst hvis Nibali i den tredje uge også fylder maven med den is, der hidtil er smeltet hver eneste gang, det er blevet lidt halvvarmt.

 

For kvintettens sidste led, Lopez, ser det hele til gengæld lidt mere sort ud. Håbet om, at den lille colombianer havde de samme drømmeben, som han havde på sidste etape i Vueltaen sidste år eller i sin drømmeuge i Vueltaen i 2017, blev hurtigt slukket. Allerede på det første bjerg lignede Lopez ikke den Superman, han kan være på sine bedste dage, og selvom han kom med de forventede angreb til sidst, var det uden det bid og den bund, som man forventer af Lopez, når han er bedst. Samtidig er han stadig i den ubehagelige situation, at han fortsat er 5.30 efter og derfor har meget langt op til sejren.

 

Bedre bliver det ikke af, at Astanas lille genrejsning i går, hurtigt forsvandt som dug for solen. Som det var tilfældet på 12. etape, faldt løbets på papiret stærkeste mandskab helt sammen. Særligt Ion Izagirre synes at have timet formen helt skævt, og heller ikke Jan Hirt har det niveau, han havde i optaktsløbene. Da Pello Bilbao heller ikke havde gårsdagens ben, blev Lopez, der burde have kunnet regne med den bedste støtte, hurtigt efterladt alene, og således er der ikke meget, der tyder på, at Astana bliver den magtfaktor, mange havde forventet. Til gengæld kan Lopez glæde sig over, at også han altid er bedst i den tredje uge, og Jumbos svage hold gør dette løb til en af de mest taktiske grand tours i nyere tid. Det har Mollema og Zakarin allerede én gang udnyttet, og det vil Lopez formentlig forsøge også at gøre. I den sammenhæng kan Landas forventede offensive kørsel sagtens vise sig at være et godt våben for den lille colombianer.

 

Som vi så det i går, hvor han også måtte slippe Carapaz mod slutningen, halter Majka en anelse efter de fem bedste, men marginen er ikke stor. Med tanke på hans ringe enkeltstart ser podiet ikke specielt realistisk ud for polakken, men i lyset af Lopez’ store tidstab synes en top 5 bestemt at være inden for rækkevidde. For en mand, der har været på Vuelta-podiet, er det måske ikke i sig selv stort, men i lyset af de præstationer, han har leveret i 2017 og 2018, er der alligevel tale om lidt af en genrejsning for en rytter, der så ud til at kunne blive endnu en af de mange lovende grand tour-ryttere, der omkring 30-årsalderen pludselig begynder at glide væk fra den øverste del af hierarkiet. Til gengæld blev det igen synligt, at Davide Formolos evner i bjergene er for begrænsede til, at Bora kan spille det dobbeltspil, som det nu kun er Movistar, der har som våben.

 

I ly af de store var der også grund til at tage hatten af for Pavel Sivakov. Det, der særligt slog mig i forbindelse med hans sejr i Tour of the Alps, var den enorme modenhed og kølighed, han udviste, selv når Majka og Nibali for alvor satte ham og det unge Ineos-hold under pres. Det samme indtryk efterlades man med her efter to etaper, hvor den stærke russer nærmest helt upåvirket af omgivelserne har kørt alle stigninger i sit eget tempo. Man ser ellers ofte, at unge ryttere lader sig rive med at stemningen, men det har Sivakov slet ikke gjort. Tværtimod kører han klogere end flere langt mere erfarne ryttere, og det har nu betydet, at han foreløbig har kurs mod en samlet top 10. Om han holder hele vejen, er stadig uafklaret - han har trods alt aldrig gennemført en grand tour - men uanset hvad har han vist, at han både havde har hovedet og fysikken til at blive den mulige grand tour-vinder, som han længe har været spået til at blive.

 

Ser man alene på resultatlisten, burde Simon Yates være lykkelig. Det er der imidlertid slet ingen grund til, for hans 2. plads skyldtes alene, at han udnyttede favoritternes taktiske spil til at snige sig væk. Faktisk er det lidt af en ydmygelse af briten, at han tilsyneladende allerede betragtes som så ufarlig, at Roglic og Nibali uden videre lod ham slippe væk mod slutningen, men man forstår dem godt. Dagens etape blev nemlig endnu en understregning af, at Yates ganske enkelt ikke har timet formen denne gang, og da han ikke just er kendt som en rytter, der har for vane at køre sig op i løbet af de tre uger, ser det ud til, at årets Giro godt kan blive lidt af en lidelseshistorie. I dag fightede han sig flot tilbage, men det er svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at ”enten-eller”-rytteren Yates risikerer at eksplodere helt på en af de store bjergetaper i den tredje uge. Heldigvis har man stadig Mikel Nieve og Lucas Hamilton, der begge ligner gode bud på ryttere, der kan vinde en etape, og så må man leve med, at drømmen om et stort comeback til Esteban Chaves definitivt blev lagt i graven i dag.

 

Dagens helt stor overraskelse var Ilnur Zakarins store nedtur. Russeren er ellers kendt for sin stabilitet og sin evne til bare at blive bedre og bedre, men bare 24 timer efter sin fabelagtige kørsel kørte han sig helt ud af kampen om podiet. Ser man på hans grand tour-historik, er det et overraskende udfald, men ser man alene på de tendenser, vi har set i forårets løb, er der faktisk et mønster. Zakarin var nemlig også yderst svingende i både Paris-Nice og Volta a Catalunya. Er der tale om en ny tendens? Det ved vi formentlig meget mere om, når vi er igennem den tredje uge, der typisk er Zakarins bedste.

 

Også Bauke Mollema fik definitivt slået et søm i ligkisten for sine podiedrømme, men det var efter gårsdagens knap så imponerende indsats ikke uventet. Dermed ser det ud til, at det ikke var nogen tilfældighed, når hollænderen i de senere år har lignet en mand, der snarere skal satse på en rolle som etapejæger og på resultater i kuperede klassikere. Det var nemlig også i den sammenhæng, at han viste sig stærkt frem i optakten, og da vi nu skal helt tilbage til 2016 for at finde hans seneste overbevisende præstationer i etapeløbssammenhæng, kunne Mollema være på vej mod den skæbne, som også hans landsmand Robert Gesink har måttet affinde sig med, og som jeg som sagt også var bange for, at Majka måske kunne lide.

 

Etapen bød også på meget opløftende præstationer. Udover Carusos drømmeløb viste Joe Dombrowski endelig, at det ikke er uden grund, at man igennem de seneste uger har kunnet fornemme, at den tidligere vinder af Baby-Giroen endelig er ved at vise, hvorfor han engang blev regnet som et supertalent. Også Hugh Carthy rejste sig delvist efter gårsdagens skuffelse, men til gengæld faldt EF-holdets anden kaptajn, Tanel Kangert, der ellers har imponeret indtil nu, lidt overraskende igennem. Det gjorde den stadig mere imponerede Giulio Ciccone til gengæld ikke, og han har ikke blot fortjent sin bjergtrøje, men også at vinde en etape undervejs. Og endelig må man lette på hatten for unge Valentin Madouas, der mest er kendt som klassikerspecialist, men som i dette løb virkelig har imponeret i de høje bjerge. Man frygter for den langsigtede holdbarhed, men FDJ-rytteren har i denne uge klatret langt bedre, end man kunne have forventet.

 

Det er han imidlertid langt fra alene om. Med dagens sejr har Carapaz trods et relativt anonymt år siden gennembruddet for 12 måneder siden, dokumenteret, at det ikke var uden grund, at han sidste år blev nr. 4, da han første gang kastede sig ud i et tre uger langt etapeløb med ambitioner om at køre klassement. Et sådant resultat er der meget få, der opnår, og nu ser det endda ud til, at den lille ecuadorianer måske endda kan tage en sejr i sit blot andet forsøg. I hvert fald ligner han lige nu løbets stærkeste mand, og med Landa som det perfekte kort til at slide Roglic og Nibali ned, er det bestemt ikke umuligt, at han kan sikre sig det forspring, han skal bruge for også at holde stand på enkeltstarten i Verona.

 

Duften af mulig champagne må i hvert fald langsomt begynde at sprede sig i den spanske lejr, og skulle det lykkes at tage holdets første grand tour-sejr siden Quintanas triumf i Vueltaen for nu snart tre år siden, vil det være lidt af et comeback for et Movistar-mandskab, hvor det meste ellers er gået den forkerte vej i de seneste sæsoner. Og endnu engang kan det altså vise sig at blive Carapaz, der bibringer holdet noget tiltrængt succes - præcis som det ganske overraskende var ham og ikke hverken Quintana, Landa eller Valverde, der i 2018 leverede holdets bedste grand tour-resultat.

 

Når nu kaptajnerne ikke kan, er det meget godt at have en ecuadoriansk guldfugl.

 

Favoritterne

Efter to dage i de høje bjerge bliver det nu en anelse mere menneskeligt. Der er dog nok en del rytter, der vil protestere kraftigt over, at en etape, der i alt væsentligt bare er en forkortet udgave af Il Lombardia, sportens vel nok hårdeste klassiker, for menneskelig, men i lyset af det, vi har set de seneste dage, er 15. etape en overkommelig affære. Sammenlignet med den italienske klassiker er den nemlig også lettere, da distancen er forkortet, og da de tidlige stigninger er taget ud til fordel for en tur henover den flade Po-slette.

 

Resten af etapen kender vi til gengæld til hudløshed. Finalen fra Madonna di Ghisallo og frem er den samme, som er kendt fra Il Lombardia i 2015 og 2017 med den undtagelse, at man dropper den ekstremt stejle Muro di Sormano og den lille San Fermo della Battaglia, der plejer at komme efter Civiglio i den absolutte finale. I et etapeløb som dette kan vi imidlertid ikke forvente aggression allerede på de to lange stigninger, og man må formode, at favoritterne vil holde sig i skindet frem til Civiglio. Det lange flade stykke langs søen plejer nemlig altid at give anledning til en regruppering, og i et løb, hvor det handler om at bruge sine kræfter med omhu, virker det ikke oplagt at forsøge sig med et angreb allerede på Ghisallo eller Sormano, der som sagt altså også mangler den svære del nær toppen.

 

Til gengæld burde der være garanti for et lille klassementsslag på Civiglio, der plejer at gøre den afgørende forskel i den italienske efterårsklassiker, og derfor kan der sagtens skabe forskelle mellem de bedste. 4 km med 9,6% i gennemsnit er nok til, at der kan vindes tid, og det virker i hvert fald sandsynligt, at Nibali, der to gange har vundet Il Lombardia på denne stigning samt den efterfølgende tekniske nedkørsel, vil teste rivalerne. Derfor forventer vi endnu et opgør mellem favoritterne på en dag, hvor man måske ikke kan vinde løbet, men hvor man sagtens kan tabe det, hvis trætheden begynder at sætte ind.

 

Det er dog usandsynligt, at favoritterne også skal køre om sejren. Det er ikke gratis at kontrollere 232 km, og det er meget svært at se, hvem der skulle gøre det på en etape, hvor der ikke er en oplagt favorit. Eksempelvis må en fyr som Diego Ulissi formodes at blive kørt midt over af favoritterne på Civiglio, og skulle det blive til et opgør i feltet, vil det formentlig være en klassementsrytter - hurtige Primoz Roglic er det mest oplagte bud - der vil ende med sejren. For de store hold gælder det imidlertid om at spare på ressourcerne inden den svære sidste uge, hvor der kan vindes betydeligt mere tid, og det ligner derfor en dag, hvor et udbrud næsten med sikkerhed skal køre om sejren.

 

Det betyder også, at der er lagt op til et brag af en start, hvor vi meget vel kan se en situation, hvor udbruddet først etableres efter lang tid. Desværre er starten så nem, at man reelt lige så godt kan slå med en terning som forsøge at forudsige, hvem der rammer udbruddet. Det vil nemlig i høj grad være et spørgsmål om held om timing, og det er på en dag som denne, at man kan ende med 20 mand i et udbrud, hvoraf de 18 er så tunge, at de ikke har skyggen af chance for at gøre det færdig i en finale, der er for klatrere. De lette folk kan heldigvis klynge sig til håbet om, at et træt helt vil lade et udbrud køre væk på den første lille bakke, men den kommer så tidligt og er så kort, at det langt fra er sikkert, at det vil kunne lade sig gøre.

 

Når udbruddet er kommet afsted, regner vi med, at Movistar vil tage den med ro og lade forspringet vokse kolossalt, mens favoritterne tager sig en slapper, inden de skal udkæmpe et slag i finalen. Som sagt kan vi slet ikke forestille os, at udbruddet ikke skulle holde. Den eneste lille chance for, at de skulle blive kørt ind, er vel, at Astana og Mitchelton har planer om at sende hhv. Miguel Angel Lopez og Simon Yates afsted allerede på de to første stigninger og herefter udnytte, at man har folk foran, der kan hjælpe på det flade stykke. Det vil dog kræve mange kræfter at holde udbruddet i tilstrækkelig kort snor på den lange første del af etapen, og derfor virker det ikke sandsynligt. Formentlig vil begge hold i stedet satse på at få en mand med i udbrud, og vi forventer således, at der kører en stor gruppe, der til slut skal afgøre det på stigningerne, inden favoritternes udkæmper deres eget lille opgør på Civiglio.

 

Som sagt er det et lotteri at forudsige, hvem der kan ramme udbruddet, men det er til gengæld ikke svært at sige, hvem der kan gøre det færdigt. For at vinde en etape som denne skal man være en fremragende klatrer, for finalen er knaldhård. Civiglio er så svær, at bedste mand i et udbrud meget ofte vil kunne køre alene hjem, og selvom spurtstyrke naturligvis altid kan blive et våben på en etape med en flad finale, er det først og fremmest klatreevner, der bestemmer, hvem der kan vinde etapen.

 

En samlet sejr til Lopez synes nu at være usandsynlig, og derfor får Astana-rytterne nu mere frihed. Det bør Pello Bilbao kunne udnytte, for selvom han har haft visse udfald, viste han særligt i går, men også på første del af dagens etape, at hans form slet ikke er så ringe. Denne finale med lidt kortere stigninger burde nærmest passe ideelt til den relativt eksplosive basker, der samtidig har den store fordel, at han både kan køre nedad og spurte. Har han de samme ben, som han havde, da han i går kørte alle i sænk på næstsidste stigning, bliver han i hvert fald svær at sætte til vægs, hvis han skulle ramme det rigtige udbrud. Det er naturligvis en udfordring i en flad indledning, men nu ved vi i hvert fald, at Astana i lyset af klassementet formentlig vil lade ham forsøge sig. Lykkes det, tror vi, at han kan gøre det færdigt i en afslutning, der er skræddersyet til ham, og derfor er Bilbao vores favorit.

 

En anden oplagt kandidat er Giulio Ciccone. Den lille italiener har ganske vist nu været i udbrud to dage i træk, men han synes slet ikke at være træt endnu. Tværtimod bliver han bare ved med at imponere, først med sit skræmmende flotte føringsarbejde på 13. etape og igen i dag, hvor han var bedste mand i det ellers stærke udbrud. Det er klart, at hammeren kan ramme før eller siden, ligesom det er muligt, at han sparer kræfterne til en dag, hvor der er flere bjergpoint på spil, men Ciccone bør næsten udnytte sin superform til at forsøge at vinde en etape, der passer ham fint. Det er klart, at det er lidt af et lotteri at ramme udbruddet, men i denne del af en grand tour er det oftest de friskeste og mest formstærke, der har held i sprøjten. Ciccone rider på en bølge af momentum og kommer han først med i gruppen, er der ikke mange, der kan køre fra ham. Samtidig kan han også spurte til husbehov, og derfor tror vi, at han vil kunne tage den fortjente etapesejr, hvis det skulle lykkes ham at ramme rigtigt i den hektiske og flade indledning.

 

Mitchelton er ude af kampen om den samlede sejr, så de skal have en mand med i udbrud. Bedste kort må være Mikel Nieve, der med sin 2. plads i går viste, at han er i ganske fin form. Det er langt fra en ideel etape for en mand, der er bedst i de høje bjerge, og særligt opgaven med at ramme udbruddet på den flade del ligner lidt af en udfordring. Heldigvis har han et stærkt hold til at hjælpe sig, og mon ikke Mitchelton vil gøre meget for, at Nieve rammer rigtigt? Det er klart, at hans mangel på punch og håbløse spurt betyder, at det ikke ligger på den flade at gøre arbejdet færdigt, men kan gøre det hårdt på de to første stigninger, er Civiglio svær nok til, at Nieve vil kunne køre alene hjem. Dertil kommer, at han også er en glimrende nedkører, og derfor handler det bare om at slå hullet, så han undgår den spurt, han næsten med sikkerhed vil tabe.

 

Også Fausto Masnada har været afsted to dage i træk, men heller ikke han synes at lidt voldsomt af træthed. Han virkede særligt stærk i går, og selvom han ikke helt havde de samme diamanter i benene i dag, spillede han alligevel en ret fremtrædende rolle på etapen. Der er ingen tvivl om, at han vil gøre alt for igen at ramme udbruddet, men ligesom for Nieve gælder, at finalen ikke er ideel for ham. Masnada er nemlig også ren klatrer uden den store spurtstyrke, og derfor skal han formentlig alene hjem for at vinde. Det ligner han til gengæld også en fyr, der er stærk nok til, ikke mindst hvis han har de forrygende ben, der allerede gav ham sejren i sidste uge.

 

Giver Nibali igen Damiano Caruso lov at forsøge sig? Vi frygter lidt, at han i lysende af sin fremragende kørsel i dag kan få besked på at spare kræfter til senere, men omvendt har Bahrain vist, at de godt kan give lidt spillerum til løjtnanterne. Ganske vist skuffede Caruso lidt på 12. etape, da han første gang havde chancen, men i dag var han nærmest skræmmende stærk. Det er klart, at der meget vel kan være en pris at betale i morgen, men har han de samme ben, som han havde i dag, bliver han svær at bide skeer med til sidst. Han kan klatre, han kan køre nedad, og han kan spurte, og dermed har han hele pakken. Det helt store spørgsmål er derfor, hvad Nibali giver ham lov til, og hvor meget dagens kraftanstrengelse har kostet ham.

 

Vi kan ikke helt bestemme os for, hvad vi skal mene om Alexis Vuillermoz. Han skuffede fælt, da han i går var i udbrud, men i dag kørte han hjem til en flot 16. plads. Det vidner om, at formen slet ikke er så ringe, og han ligner en mand, der er i fremgang. Han er ude af klassementet, og han vil derfor med garanti gøre alt for at ramme udbruddet på denne etape. En kort, stejl stigning passer ham, han kan køre nedad, og han er lynhurtig på stregen. At finalen passer ham, viste han med 4. plads i sidste års Il Lombardia, og selvom han ikke helt synes at have samme form nu, ligner han en mand, der stille og roligt nærmer sig et niveau, hvor han kan drømme om at tage sin etapesejr.

 

Egentlig er det åbenlyst, at Ion Izagirre ikke er i topform, men det betyder ikke, at han ikke kan vinde en etape. I sidste års Tour skuffede han nemlig også ofte, men alligevel var han et par gange ved at vinde en etape fra et udbrud. Vi så et lignende mønster i Paris-Nice, hvor han faldt igennem på kongeetapen, men endte med at vinde sidste etape. Izagirre har som speciale relativt korte stigninger, ligesom han er en fremragende nedkører, og han kan også spurte, i hvert fald til husbehov. Derfor er det en ganske god finale, hvis han kan rejse efter de seneste sløje præstationer. I den nuværende situation bør Astana i hvert fald give ham lov at forsøge sig.

 

Det har været herligt at se Eddie Dunbar i dette løb. Han blev først udtaget i sidste øjeblik, men alligevel var han i udbrud på både 12. og 13. etape, mens han i dag kom til mål i samme gruppe som Zakarin. Det vidner om, at han endnu ikke er træt, og han ligner den mand, Ineos helst vil have med i morgendagens udbrud. På 12. etape meldte han i hvert fald om stort overskud, og han følte endda, at han kunne have vundet etapen. Han er desværre ikke specielt hurtig på stregen, men han har punch på korte stigninger og er synes at være i form. Det irske stortalent bliver bare ved med at imponere, og det gør ham til en god kandidat til denne etape.

 

Som sagt vil Mitchelton gøre meget for at få en mand i udbrud. Udover Nieve er også Lucas Hamilton en god kandidat, men det kræver, at han får lov. Den unge australier har imponeret stort de seneste dage, hvor han har været en af de allerbedste på stigningerne, og derfor vil han meget vel kunne vise sig som bedste klatrer, hvis han rammer udbruddet. Spørgsmålet er bare, om Mitchelton giver ham lov til at forsøge sig to dage i træk, for det handler også om at passe på en rytter, der gør grand tour-debut. Derfor kan han få besked på at holde sig i ro, men får han chancer, og rammer han udbruddet, klatrer han helt sikkert godt nok til også at vinde etapen.

 

Der er ingen tvivl om, at Gianluca Brambilla har udset sig denne etape som et stort mål, ikke mindst efter at han på 12. etape vel leverede den bedste klatreindsats, vi har set i mange år. Finalen passer da også til en mand, der både kan klatre, spurte og køre nedad, og motivationen fejler bestemt ikke noget. Alligevel sidder vi med mistanken om, at det kunne blive for hårdt for den lille italiener, der i de seneste år har haft svært ved at finde samme høje niveau som i jubelåret 2016. I forvejen kan han nemlig være ret svingende, og han brugte mange kræfter på både 12. og 13. etape. Derfor har vi en smule skepsis, ikke mindst fordi Civiglio i forvejen er lidt svær for ham. Har han de ben, han havde på Montoso, kan han dog sagtens vinde etapen.

 

Mange vil sikkert pege på Diego Ulissi som en oplagt kandidat. Sandt er det da også, at han er god på korte stigninger og har en god spurt, men vi er mildt sagt ikke imponerede over hans form. Med mindre han har optrådt stærkt illoyalt, er det i hvert fald ikke meget hjælp, han har kunnet yde Conti og Polanc de seneste dage, og da han i forvejen har været under niveau i hovedparten af de seneste to sæsoner, er det svært at se, at han skulle have nogle ben, der gør det muligt for ham at vinde i så svær en finale. Det ændrer dog ikke på, at afslutningen er god for ham, også selvom Civiglio er for svær til at passe ham ideelt, og derfor skal man naturligvis passe på med at udelukke en mand, der især har sin spurt som sit bedste våben.

 

Igen i dag viste Ivan Ramiro Sosa, at han bare bliver bedre og bedre, og han har kurs mod en stærk tredje uge. Spørgsmålet er nu, om Ineos gemmer ham til de rigtige bjergetaper, eller om de giver ham chancen igen på denne etape. Med en hviledag mandag kan de vel godt tillade sig at gøre forsøget, også selvom finalen trods alt ikke er ideel for en ren klatrer som ham. Heldigvis er Civiglio så stejl, at selv en fyr som Sosa kan vinde ved at køre alene hjem. Udfordringen bliver vel i virkeligheden først og fremmest at ramme udbruddet på en dag, hvor den flade indledning bestemt ikke gør det enkelt.

 

Efter en lovende start fik Tanel Kangert sig noget af en dukkert i dag, og hans top 10 er nu langt væk. Det kan han til gengæld udnytte til at gå i udbrud, og det er muligt, at han får lov, også selvom hans deltagelse vil betyde, at man ikke kan lade udbruddet sejle alt for langt væk. Han har en enorm motor til et langt løb som dette, og han har endda en ganske hæderlig spurt. Omvendt kunne de seneste dages nedadgående kurve være udtryk for, at han er på vej mod et mindre kollaps, og derfor er vi lidt varsomme med at udråbe ham til andet og mere end en outsider. EF har også den meget formstærke Joe Dombrowski, men denne etape er nok ikke helt ideel for en mand som ham, der som regel skal bruge meget lange stigninger, inden han kan sætte sig igennem. Holdets tredje klatrer, Hugh Carthy, vil sikkert også forsøge sig, men spørgsmålet er, om ikke Ineos vil lukke ham ned for ikke at bringe ham ind i spillet om den hvide trøje igen.

 

En skuffelse i dag var Domenico Pozzovivo, der slet ikke kunne leve op til den flotte kørsel fra i går. Ligesom for Caruso er det også temmelig tvivlsomt, om han overhovedet får lov af Nibali, men vi så som sagt tidligere, at Bahrain var villige til at lade løjtnanterne få lidt spillerum. Får Pozzovivo chancen, vil han i hvert fald elske at gøre sig gældende i en finale, som han kender til hudløshed efter sin top 10-placeringer i Il Lombardia, og den passer ham heller ikke helt dårligt, selvom han ikke er en ørn på nedkørsler og ikke har megen spurtstyrke på flad vej.

 

Endelig vil vi pege på Eros Capecchi. Italieneren er ellers endt som en helt anonym hjælper, men det var svært ikke at blive imponeret over den flotte kørsel på 12. etape, hvor han var meget stærk på begge de to stigninger i finalen. Noget tyder på, at han har fundet sit livs form, og det gør ham til en outsider på denne etape. Selvom han ikke har den hurtighed, han havde i sine unge dage, må han dog stadig have lidt spurtstyrke, og har han de samme ben som i torsdags, kan man bestemt ikke udelukke, at han kan gøre det færdigt.

 

Blandt de øvrige oplagte kandidater tvivler vi på, at Bob Jungels og Tony Gallopin har formen til at gøre det færdigt i en meget hård finale, der nok også er for svær for en efterhånden ganske træt Valerio Conti. Den hvide trøje udelukker formentlig, at Valentin Madouas får lov, og Davide Formolo er for tæt på top 10. Victor De La Parte får også svært ved at gøre det færdigt, og etapen passer slet ikke til en formsvag Ben O’Connor. Mattia Cattaneo synes efterhånden at være træt, og selvom vi har været imponerede over den fine kørsel fra Sebastian Henao ligner han ikke en mand, der kan gøre det færdigt. Endelig er det slut for Movistar-rytternes chance for at komme i udbrud, nu hvor de har en trøje at forsvare.

 

Skulle det helt usandsynlige ske, at favoritterne skal køre om etapen, er Primoz Roglic vores klare favorit. Formentlig vil slaget skulle slås på Civiglio, og det bliver svært at sætte sloveneren til vægs på en kort, eksplosiv stigning. Hans nedkørsel er sublim, og han er næsten umuligt at slå i en spurt. Hans værste rival må være Richard Carapaz, der formentlig er den eneste, der vil kunne sætte ham på Civiglio, ligesom man ikke helt kan udelukke, at en rytter vil kunne snige sig væk i den flade finale nede i Como, hvor det kan være svært at holde det samlet.

 

Feltet.dks vinderbud: Pello Bilbao (udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Giulio Ciccone, Mikel Nieve (begge fra et udbrud)

Outsidere: Fausto Masnada, Damiano Caruso, Alexis Vuillermoz, Ion Izagirre, Eddie Dunbar (alle fra et udbrud)

Jokers: Lucas Hamilton, Gianluca Brambilla, Diego Ulissi, Ivan Ramiro Sosa, Tanel Kangert, Joe Dombrowski, Domenico Pozzovivo, Eros Capecchi (alle fra et udbrud)

INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SØNDAG

Trentin: Min sejr giver selvtillid til hele VM-holdet

Riis om doping: I dag er det kun dumme mennesker

Tanfield: Det er sjovt at være i Yorkshire

Nyt managerspil til VM og efterårsløbene

Mads P: Nu venter VM

Martin: Herrerne kostede os guldet

Uheld punkterede podiedrømmene for Italien

Belgisk landstræner kritiserer firmahold efter holdstafet

Tilfredshed i den franske lejr efter femteplads

Ackermann jubler over sejr

Brand: Det skal fejres

Følg juniorernes VM-enkeltstarter

Mollema om sejr: Det er fantastisk at vinde på denne måde

Favoritten Ackermann helt suveræn i Gooikse Pijl

Mads Pedersen vinder flot solosejr i Frankrig

Europamestrene tog også regnbuestriberne i holdstafet

VM-klar Trentin sejrer i Trofeo Matteotti

Aura Energi flyvende i Hobro

Langvad og Andreassen vandt i København

VM i cykling 2019: Program, starttider og danskerne

Riwal glad for at konkurrere med de store drenge

Brølstærk belgier: Jeg har fået selvtillid inden VM

Viviani: Jeg skulle bare sætte prikken over i’et

Optakt: Trofeo Matteotti

Optakt: Gooikse Pijl

Optakt: GP d’Isbergues

Henvist til andenpladsen: Startede spurten for sent

ColoQuick runder skarp milepæl

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

LØRDAG

Startlisten til VM i holdstafet

UCI overvejer holdstafet til OL i 2024

Test: AGU Bibshort og Jersey

Lutsenko efter sejren: Jeg havde ikke planlagt at gøre noget i finalen

Sejrherren Theuns: Vidste ikke, hvad vi skulle gøre

Lampaert vinder Slovakiet Rundt - Viviani tager etapen

Theuns tager flot sejr i Belgien

Lutsenko snyder udbryderne i Pantani-mindeløb

Spilak forlader Katusha efter otte år

Efter ny operation: Dumoulin føler sig som en atlet igen

LIVE nu: Følg Van der Poel, Sagan og Van Avermaet teste VM-formen

Bennett kan tvinges til at blive på Bora

Stor Quick-Step-dag i Slovakiet

Loyal Astana-rytter forlænger sin kontrakt

Optakt: Primus Classic

Optakt: Memorial Marco Pantani

Evenepoel: Nyder sejrene mere i år end sidste år

Thomas trækker sig fra VM-enkeltstarten

Lillebror-Viviani skriver med Cofidis

Medie: Vervaeke skifter til Corendon-Circus

Indonesisk cykelløb aflyst på grund af skovbrande

Alé Cipollini får ny navnesponsor - Sigter efter WorldTouren

Brøchner vil prøve igen i dag

Cykelrejse til Kroatien i uge 43 - Slå til nu!

FREDAG

Sådan stiller landene op til VM

Démare og holdet glad for sejr i Slovakiet

Jumbo-Visma to og tre i Kampioenschap van Vlaanderen

Ung hviderusser toer i Slovakiet Rundt: Finalen passede mig godt

Optakt med etapevinderbud: Okola Slovenska/Tour de Slovaquie

Stagiairen Steimle: Jeg har kørt fire løb for Quick Step og vundet de to

Demare stærkest i Slovakiet Rundt - Brøchner lige udenfor top 10

Quick Step-stagiaire vinder Kampioenschap van Vlaanderen efter sidevindsdrama

Holm om Sagan: Rytterne hader ham

Sunweb overvejer at sagsøge østrigsk dopingsynder

Motion: Min MTB-sæson - Jeg kører på cykel for sjov

Optakt: Kampioenschap van Vlaanderen

Cavagna forlænger med Deceuninck-Quick Step

Bennett, Impey eller Colbrelli? – Disse ryttere er stadig uden kontrakt

Prøv banecykling - og få billet til 6-dagesløbet

Seks arresteret i spansk antidoping-operation

Lefevere: Vi burde boykotte holdstafetten

Franskmand vender hjem til Marseille

Specialized Days - en unik mulighed for at se og prøve 2020-nyhederne

Bendixen slutter sæsonen af i Belgien

Fransk rytter testet positiv for EPO - Deler træner med Alaphilippe

Quaade skriver to år med Riwal-Readynez

Hindsgaul hasteindkaldt til VM

Transferlisten 2019-2020 - ProTeams

Transferlisten 2019-2020 - DANSK

Transferlisten 2019-2020 WorldTour

TORSDAG

Lutsenko-sejr vigtig for moralen inden VM

Kritik af cross-åbning i USA