STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

I de senere år har løbets nøglepunkt været den næstsidste weekend, hvor der ofte har været samlet tre store bjergetaper, meget ofte i Asturien. Sådan er det også i år, hvor bjergfesten dog er henlagt til Andalusien, som det senest var tilfældet i 2017, og med en relativt let sidste uge kan det meget vel være weekendens to etaper, der kroner vinderen. Efter at bjergtrilogien tyvstartede torsdag går det efter en dag i fladlandet løs igen med en af Vueltaens klassikere, Sierra de la Pandera. Nok er der tale om en relativt kort stigning, men med stejle procenter helt i Vueltaens ånd vil bjerget gøre betydelig skade, som det næsten altid gør, når det er på programmet - i hvert fald hvis ikke modvinden ødelægger ballet, som den før har gjort det.

I alt skal der tilbagelægges 160,3 km, der fører feltet fra Montoro til toppen af Sierrra de La Pandera. Startbyen ligger i samme flade område, hvor 13. etape sluttede, og derfor er det kun let kuperet, når man lægger ud med at køre først mod nordøst og siden sydøst. Efter 23,5 km når man frem til Marmolejo, hvorfra det praktisk talt bliver fladt, og sådan er det, indtil man efter 50,8 km når frem til Vilanueva de la Reina. Her begynder det at sige let frem til byen Mengibar, hvor man efter 61,5 km drejer mod syd for at køre ad en let stigende vej frem til den store by Jaen, der nås efter 82,8 km.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Her forlader man dalen for at slå et smut ind i bjergene mod øst. Således kører man ad en let stigende vej mod nordøst, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Puerto de Diete Pilillas (9,9 km, 3,5%), der er en helt blød og jævn opkørsel med top efter 107,2 km. Her tager man en teknisk nedkørsel, der leder mod sydvest og nordvest, inden man fortsætter mod nordvest op ned ad en lille bakke via en lige vej, som leder tilbage til Jaen, hvor man på toppen af en bakke kører dagens spurt efter 127,2 km.

Nu forlader man Jaen for at fortsætte mod syd ad en vej, der først er let stigende og siden let faldende, og som leder frem til Los Villares, som passeres efter 137,8 km. Her indledes finalen for alvor, når man kører mod sydøst og sydvest op ad kategori 2-stigningen Purte de Los Villares (10,4 km, 5,5%), der på den nedre halvdel har 3 km med ca. 7%, men derefter stiger jævnt med 5-6% frem mod toppen, der rundes efter 148,2 km i forbindelse med en bonusspurt.

Stigningen leder op til et plateau, der følges mod sydvest og sydøst over 3,7 km, inden man kører mod øst op ad kategori 1-bjerget Sierra de La Pandera. Det stiger med beskedne 7,8% over 8,4 km, men data snyder. Efter en hård første kilometer med 9,9% venter således 3 km med under 8%, men derefter tager den fat med to kilometer på hhv. 14,4% og 10,6%, inden den flader ud med en kilometer med 7,3%. Med 800 m igen venter en 300 m nedkørsel, inden de sidste 400 m er stigende, først med 13,5% over 200 m og siden med 6,7% over de sidste 200 m. Stigningen når flere gange sit maksimum på 15%, herunder på de sidste 500 m, og den går hele vejen ad en småsnoet vej uden regulære hårnålesving, og over de sidste 1500 m bugter vejen sig kun ganske let frem til et hårnålesving bare 50 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3312 højdemeter.

Sierra de La Pandera er en klassiker, der fem gange i dette årtusinde har været mål for et stort cykelløb, alle gange i Vueltaen. Det var senest i 2017, hvor Rafal Majka tog en udbrudssejr, men blev jagtet af Miguel Angel Lopez, der i sin vilde anden uge for anden gang i træk kørte fra favoritterne og trods modvind vandt fire sekunder til en gruppe med Vincenzo Nibali, Chris Froome, Ilnur Zakarin og Wilco Kelderman. I 2009 tog Damiano Cunego en knusende overlegen udbrudssejr med 2.23 ned til Jakob Fuglsang, mens Samuel Sanchez og Ezequiel Mosquera vandt favoritternes kamp ved at tage ca. 15 sekunder på Alejandro Valverde og Robert Gesink. I 2006 var der total kasakhisk dominans, da Andrey Kashechkin og Alexandre Vinoourov kom sammen til mål med Kashechkin som etapevinder og Vinokourov i førertrøjen, mens Jose Angel Gomes Marchante, Alejandro Valverde, Leonardo Piepoli og Igor Anton tabte godt 30 sekunder. I sit gennembrudsløb i 2003 vandt Valverde en spurt på toppen, hvor han slog Felix Cardenas, Roberto Heras og Oscar Sevilla, mens den førende Isidro Nozal havde en svær dag og tabte 1.13. I 2002 blev det til solosejr til Roberto Heras, der sejrede med 18 sekunder ned til Gilberto Simoni, den førende Oscar Sevilla og Iban Mayo, mens alle andre tabte mere end 45 sekunder.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Det sydlige Spanien viser sig ikke overraskende fra sin varme side, men det bliver ikke glohedt. Temperaturen ved starten vil være 28 grader, i Jaen vil den være 30 grader, og i bunden af sidste stigning vil den være 29 grader. Der vil være enkelte skyer fra start, men finalen vil være helt skyfri, og der vil være en let til jævn vind (13-17 km/t) fra vest. Det giver indledende medvind, indtil man får sidevind på stykket frem til Jaen. På den første tur ind i bakkerne vil der være først med- og sidemedvind og siden mod- og sidemodvind, indtil man får sidevind efter spurten. På næstsidste stigning vil der være først side- og siden sidemodvind, mens der vil være sidemod- og sidemedvind frem til sidste stigning, hvor der bortset fra et kort stykke med sidemodvind vil være direkte medvind hele vejen op.

Analyse af 13. etape

Her kan du læse min analyse af Mads Pedersens magtdemonstration på 13. etape, hvor han tog et stort skridt mod at blive den anden dansker med sejre i alle tre grand tours.

Favoritterne

Som sagt er Vueltaens nøglepunkt meget ofte de tre bjergetaper, der altid er samlet i og omkring næstsidste weekend, og hvor det oftest er Asturien, der er vært, er det i år Andalusien. Det har den væsentlige konsekvens, at det er varmere og knap så regnfuldt, samt at stigningerne generelt er længere, højere og knap så stejle.

Det kom til udtryk, da trilogien blev åbnet i torsdags. Den lange, jævne Peñas Blancas mindede mere om en klassisk alpestigning fra Touren end en typisk spansk mur fra Vueltaen, og det kommer til dels også til udtryk over de sidste to etaper. Målbjergene er imidlertid mere en sammensmeltning af klassiske Tour-stigninger fra Alperne og de stejle stigninger, vi kender fra Vueltaen. De er nemlig lange og høje og har i store periode jævne og knap så stejle procenter, men de har også meget stejle Vuelta-agtige passager. På søndagens etape til Sierra Nevada kommer de i bunden i form af den meget stejle og berygtede Hazallanas-stigning, og i morgen kommer de til sidst nær toppen af La Pandera.

Vi kender La Pandera ganske godt, da det er en af Vueltaens klassikere. Tidligere blev den ofte besøgt, men efter fire besøg i 00erne blev det blot til et enkelt besøg i 10erne. Det er en stigning, der oftest gør betydelig skade, men det er også en åben og gold stigning, hvor vinden spiller en stor rolle. Ved seneste besøg i 2017 var der modvind, men alligevel lykkedes det den ekstremt formstærke Miguel Angel Lopez for anden gang i træk at køre fra blandt andre Chris Froome, der nåede mål bag ham i samme tid som Wilco Kelderman, Ilnur Zakarin og Vincenzo Nibali. I andre år, hvor vinden har været gunstig, har forskellene været større, og vi så eksempelvis i 2002, at Roberto Heras tog en ret suveræn solosejr.

Stigningen er da også svær. Officielt deles den i to, men reelt er der tale om en 22,5 km lang stigning. Den første del på til første bjergspurt og den nedre del af selve La Pandera er dog ikke specielt svær. Det er først de sidste knap 5 km, der er vanskelige, men de er til gengæld også så stejle, at vi her får rigeligt med Vuelta-fornemmelse. Vi kommer også højere op, end vi har været hidtil, men vi når ikke så højt op, at det for alvor bliver en faktor. Det gemmer vi til søndagens afslutning i mere end 2500 m højde.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Som sagt er det en stigning, hvor varmen og vinden kan spille en rolle. Varmen vil som altid være til stede, men det er bestemt ikke så glohedt, som vi kender det fra Andalusien. Vigtigere er, at det faktisk vil være halvblæsende, og at vinden vil være gunstig. På den nedre del frem til første bjergspurt vil der være side- og sidemodvind, hvilket vil sikre, at vi næppe får den store udskilning her, men heldigvis vil der være direkte medvind stort set hele vejen op ad selve La Pandera-stigningen, og det taler for, at vi vil få store forskelle, når procenterne efter små 20 km klatring begynder at bide.

Remco Evenepoels store forspring gør, at der er behov for at tage nogle chancer, men det lægger denne etape ikke rigtigt op til. Første del af etapen frem til den afsluttende dobbeltstigning er nem, og den nedre del af stigningen er både ”ramt” af lette procenter og ugunstig vind. Det er altså først på den godt 8 km lange finalestigning med medvind, at ballet kan åbnes, og her er den nedre del for let, selvom den har en stejl første kilometer. Alt taler for, at det er over de sidste små 5 km, at slaget skal slås, men her ved vi også, at der kan opstå ganske pæne forskelle.

Det bliver altså næppe en etape med specielt megen taktik. Movistar og Jumbo i går, at de ikke har givet op, og de vil formentlig gå til etapen med endnu en plan om at finde en sprække i Remco Evenepoels ellers så ubrydelige panser. Derfor kan vi nok forvente, at vi igen vil se de to hold lægge pres på, når vi rammer bunden af den lange dobbeltstigning, og så vil det være benene mere end taktik, der taler, når de i medvinden rammer de stejle procenter til sidst.

Spørgsmålet er, om de også skal køre om etapesejren. Denne gang er jeg virkelig i tvivl. Quick-Step og Evenepoel bliver ved med at gentage, at de håber, at udbruddene holder hjem, så det bliver ikke dem, der arbejder for at skabe samling. Det efterlader os igen med de velkendte kandidater, Astana, Movistar, Ineos og Jumbo. UAE er næppe i spil, så længe Juan Ayuso render rundt med en halv coronainfektion - hvis altså overhovedet han får lov at starte.

Jeg tvivler på, at Ineos vil jagte. Carlos Rodriguez fik nok knækket sin selvtillid en anelse af gårsdagens fejlslagne angreb, og jeg vil snarere tro, at briterne vil forsøge at få Richard Carapaz afsted i endnu et udbrud, hvis ikke han hellere vil vinde i Sierra Nevadas højder på søndag. Det efterlader os med tre hold, og her mener jeg, at der er en fornuftig chance for, at de alle vil jagte.

Det ville være oplagt for Jumbo, men jeg tror, at de holder sig i skindet. Lidt overraskende har sportsdirektør Addy Engels indikeret, at de håber på status quo i denne uge, og at formbilledet vil ændre sig i den tredje uge. Logikken er sådan set meget fin, hvis altså ikke den tredje uge var så let, at et ændret formbillede ikke nødvendigvis kan bruges til så meget. Ikke desto mindre tyder det på, at indstillingen lige nu ikke er til at gå efter en etapesejr, før de har set svaghedstegn fra Evenepoel, som måske kan føre til en ændret tilgang søndag.

Jeg tror mere på Astana og Movistar. Spanierne har endnu ikke vundet deres etape, og der er grænser for, hvor længe de kan vente. Mit gæt er dog, at plan A er at få Alejandro Valverde med i udbrud, da han nu har tabt en del tid og måske kan få frihed. Drømmen er, at han skal have den sidste Vuelta-etapesejr, og tiden begynder at rinde ud. Han har tidligere vundet på La Pandera for 19 år siden - ja, I læste rigtigt - og det vil være smukt at gentage den bedrift i sin sidste Vuelta, når han vandt der i den Vuelta, hvor han brød igennem. Hvis til gengæld den plan ikke lykkes, udelukker jeg bestemt ikke, at Movistar vil indlede en lagt, men med udsigt til en 15. etape, hvor højderne gør det mere sandsynligt, at Evenepoel kan slås, tror jeg, at de sparer på krudtet og holder lidt i tanken.

Så er der Astana. Det var på disse stigninger, at Miguel Angel Lopez bragede ind på scenen i 2017, og selvom netop Pandera-etapen faktisk var den eneste af de tre, han ikke vandt, fordi Rafal Majka akkurat holdt hjem fra det tidlige udbrud, er jeg ret sikker på, at han går efter at vinde en af de to etaper. Hans formkurve er også i klar fremgang, og selvom han i går ærligt erkendte, at finalen havde været ren overlevelse, tankede han også selvtillid og skabte tro på, at tiden arbejder for ham.

Jeg tror dog, at han venter til søndag. Det var på Sierra Nevada, han vandt i 2017, og her drager han samtidig fordel af de højder, han elsker. Naturligvis er der ingen, der forhindrer ham i at gå efter begge etaper, men der er også grænser for, hvor meget han kan slide på sit hold, hvis han vil være sikker på at få chancen søndag. Jeg tror derfor, at han venter endnu en dag, også for at se, om ikke han kommer lidt tættere på de bedste, inden han giver den et skud.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Jeg udelukker altså ikke, at Jumbo, Movistar og/eller Astana vil jagte, særligt fordi etapen er let at kontrollere, men mit gæt er, at de ikke gør det. Særligt hvis Valverde eller en af Astanas klatrere rammer udbruddet, ser det sort ud for dem, der drømmer om, at favoritterne skal køre om sejren.

Uanset hvad får vi igen en vild kamp om at ramme udbruddet, og man kan bestemt ikke udelukke en gentagelse af gårsdagens etape, hvor der pludselig kører en enorm gruppe. Fladlandet gør dog, at det desværre bliver et lotteri at ramme rigtigt, og det er i hvert fald en fordel, hvis man som klatrer har en del hjælp til at komme afsted.

Når udbruddet er kørt, vil Quick-Step tage kontrol, og så må vi se, om et eller flere af de nævnte hold tager initiativ. Jeg tror det ikke, og så bliver det op til Quick-Step at give dem så megen snor, som de føler sig trygge ved. Forskellene er store, og som vi så i går, kan det blive ganske meget. Der er dog en joker i det regnskab, nemlig at forskellene længere nede er knap så store. Kommer top 10-pladserne i spil, kan man se, at nogle hold begynder at kontrollere, og så kan udbruddet måske komme tilbage af sig selv, når Jumbo og Movistar forventeligt begynder at lægge pres i finalen. Favoritterne vil dog åbne deres opgør ret sent, Jumbo og Movistar er alt andet end skræmmende, og udbruddet vil formentlig tælle nogle meget stærke klatrere. Derfor er det ikke alt for sandsynligt, at det sker. Vinden bliver næppe heller et tema, selvom der er en del sidevind, og det ikke er helt stille. Dertil er den for svag, og der må formodes at være en del læ i området.

Jeg tror altså på en udbrudssejr igen, men den flade start gør, at det bliver et lotteri at komme afsted. Det bliver dog en klatrer, der vinder, når finalen er så svær, som den er. Taktik kan også komme i spil. For det første er det muligt at få et forspring inden stigningen, og for det andet er den nedre del af stigningen så let, at det kan blive så taktisk, at en knap så god klatrer kan få sig sneget væk. Som vi så i går, er der dog mange hold, der vil bestræbe sig på at få hjælpere med i front, og da den sidste del af stigningen er meget svær, og da der er medvind, er det mest sandsynlige, at gruppens bedste klatrer vil vinde.

Hvem kan det så være? Det kunne være Thibaut Pinot . Det var en gigantisk skuffelse for ham og hele FDJ, at de kollektivt missede gårsdagens gigantudbrud, og det skal der rettes op på. Selvom gårsdagen viser, at man aldrig kan vide sig sikker på noget i en flad start, står Pinot trods alt stærkt, fordi han har et helt hold, hvis eneste formål det er, at han skal afsted - gerne med et par hjælpere til at føre og holdet det samlet. Det øger i hvert fald chancen for, at han sidder der, som han gjorde ganske mange gange under Touren, men så er spørgsmålet, om han kan gøre det færdigt.

Her er jeg relativt fortrøstningsfuld. Han eksploderede efter eget udsagn i forsøget på at gå med Jay Vine i lørdags, men det har jo vist sig, at det ikke er nogen skam. Faktisk var det første dag, han meldte om gode ben, og vi har i år set, at han som regel er blevet bedre og bedre undervejs. I går testede han benene, og han sad ganske længe med hos klassementsrytterne, inden han formentlig har sparet sig mod slutningen. Han begynder umiddelbart at nærme sig et godt niveau, og denne lange stigning burde passe ham, også med de stejle procenter til sidst. Jeg er ikke helt overbevist om hans form, men gårsdagen var så opløftende, at jeg tror på, at han tager sin revanche

Naturligvis er det også nærliggende at pege på Richard Carapaz, men jeg har en eller anden ide om, at han venter. Han elsker at køre i højderne, og jeg tror helst, at han vil vinde på Sierra Nevada på søndag. Det er imidlertid også den eneste grund til, at han ikke er min favorit, og da han ikke kan tillade sig at være kræsen med det begrænsede antal tilbageværende bjergetaper, er det bestemt ikke umuligt, at han prøver i morgen. Han har et hold til at hjælpe sig med at komme afsted, og nu hvor vi ved, at det var et styrt i Ecuador, der betød, at han kom formsvagt til løbet, er det klart, at han bliver bedre og bedre undervejs. På toppen er han dog langt fra endnu. Wilco Keldeman har ikke klatret godt i år, og alligevel kneb det meget for Carapaz med at få skovlen under ham, selvom han gravede meget dybt. Til gengæld siger logikken, at han er endnu bedre i morgen, og han har nu vist, at formen er god nok til at vinde. Det vil den være igen i morgen, hvis han altså giver den et skud, og gruppen er den rette.

Som sagt har jeg en ide om, at Moivstar vil forsøge at få Alejandro Valverde afsted. Det er klart, at hans begrænsede tidstab er et problem, men han har ikke tabt meget mindre tid, end Keldeman havde inden gårsdagens etape. Vi så i går, at top 10-holdene var bemærkelsesværdigt passive i forhold til at forsvare deres placereringer, og Evenepoel kan give ham mange minutter. Som sagt er de hold, der skal lægge pres på, ikke alt for stærke, og derfor behøver han ikke alverdens forspring for at holde hjem, slet ikke når man tager Movistar ud af ”presligningen”.

Han er ikke længere en mand, de vil frygte alt for meget, men så er spørgsmålet, om han kan gøre det færdigt. Formen begynder at komme, som vi så på Les Praeres, hvor han faktisk var en af de allerbedste fra favoritgruppen, men i går blev vi også mindet om, at Valverde er en helt anden på længere stigninger. Denne stigning kan være for lang, men den lidt eksplosive finale med stejle procenter passer ham. Han har trods alt vundet én gang, og som beskrevet ovenfor vil der være noget fantastisk smukt i, at det kan ske igen 19 år efter sin gennembrudssejr. Han skal have friheden, men hans kørsel i Asturien gør, at det burde være muligt at gøre det færdigt.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Hugh Carthy har mistet stort set lige så meget tid som Valverde, og derfor har jeg samme bekymring for ham. Det er langt fra givet, at han får friheden, men hans kørsel i år gør, at de næppe behøver at frygte ham mere end Valverde. I Asturien klarede han det ganske godt på stigninger, der ikke var ham, og derfor troede jeg, at han som i Giroen havde kurs mod superform til sidst. Gårsdagens nedtur kom derfor lidt bag på mig, og det gør mig betydeligt mere usikker. Normalt bliver hans dieselmotor bedre og bedre undervejs, men vi har de senere år set nogle mærkelige kriser, der gør mig utryg. Tvivlen skal dog komme ham til gode, og dette lange bjerg med stejle procenter er nærmest skabt til en mand, der elsker begge dele. Kommer han tilbage på det lovende asturiske spor, tror jeg, at han bliver svær at slå, hvis altså han får den frihed, han ikke kan være sikker på.

I det hele taget må det være EFs mål at bruge udbrud til at komme tilbage i klassementet. Jeg har også en vis tiltro til Rigoberto Uran . Han er langt fra fordums styrke, men han klatrer på et stabilt og ganske pænt niveau, nogenlunde som Valverde. Han har endda tabt lidt mere tid end spanieren, og dermed bør han have mere frihed. Han er kendt for sin defensive tilgang, men han har på det seneste været mere aktiv i jagten på udbrud, og det burde være oplagt at tage den chance, hvis han vil indfri sit mål om top 10. Det burde være en finale, der passer ham ganske udmærket, da han er glimrende i den slags lidt eksplosive afslutninger med kortere og stejlere ramper. Han skal have heldet i fladlandet, men her står han bedre end mange andre klatrere. Med det, han har vist i år, ligner han en mand med chance for at gøre det færdigt.

I klassementet ligger David de la Cruz nogenlunde som Valverde og Carthy, og derfor kan også han være låst. Der burde dog være en god chance for, at han prøver. Han er helt sikkert ikke en mand, de frygter, og han har før brugt udbrud til at avancere. I dette løb har han endelig fundet det niveau, han slet ikke har haft i år, og i går kørte han stort set lige op med flere af top 10-rytterne. Hans dieselmotor er ved at være varm, og han vil elske denne lange stigning. Til gengæld kan jeg frygte, at den sidste del er lidt for stejl, og selvom gårsdagen burde antyde, at han ville kunne slå folk som Valverde, Carthy og Uran er jeg ikke sikker på, at det vil ske på disse procenter. Han klarede dog også Les Praeres ganske fint, og det viser, at det ikke er umuligt med de gode ben og den stigende formkurve, hvis han får friheden - og så har han jo i hvert fald den fordel, at Astana ikke jagter, hvis han kommer afsted.

I går bekræftede Marc Soler sin superform, og han er nu blevet nr. 1, 2 og 3 på tre udbrudsetaper. Han har en bemærkelsesværdig evne til at komme afsted, og han er en af de klatrere, der står ret godt i fladlandet. Han har fundet sin stil med at køre stigningerne som en enkeltstart, og det har to gange bragt ham tæt på sejren. I går var han dog overmatchet af to potentielle klassementsryttere, og denne stejlere stigning vil passe ham dårligere. Derfor frygter jeg, at han igen vil blive slået, hvis han er oppe mod ryttere af den ovenfor nævnte kaliber. Til gengæld kan han modsat dem vide sig helt sikker på, at han friheden, og hans kørsel viser i hvert fald, at han i den rette gruppe kan vinde.

Den mest formstærke er dog nok Rein Taaramae . Han siger selv, at han er i sit livs form, og det bekræfter hans kørsel. Han blev en fornem nr. 3 i lørdags, han kørte i top 20 på Les Praeres, og i går slæbte han Louis Meintjes til toppen. Normalt vil jeg mene, at denne form for stigning er for svær og særligt for stejl, men det ville jeg også mene om lørdagens stigning, hvor han trods alt kom tæt på. Han vandt dog ikke, og det fortæller, at han trods superformen skal være i en gruppe uden alt for mange bjerggeder, hvis superformn skal omsættes til den tredje Vuelta-etapesejr i karrieren.

Intermarché har dog også et andet godt kort i Louis Meintjes. Han har allerede én gang avanceret via udbrud, og det vil han formentlig prøve igen. Han gjorde det i hvert fald flere gange i Touren, men også han skal have en frihed, han ikke er sikker på, da han ligger lige omkring Valverde i klassementet. Han var dog en stor skuffelse i går, hvor Taaramae slæbte ham til toppen, og i det hele taget har han skuffet på alle bjergetaper, naturligvis med undtagelse af 9. etape. Det er den, der giver håb, for her kørte han i periode næsten lige op med Evenepoel. Disse lange stigninger passer ham endda meget bedre, og hans dieselmotor plejer at blive bedre og bedre. Hans kørsel i går, hvor stigningen også passede ham, gør mig dog en anelse bekymret, fordi han før har haft det lidt svært i Vueltaen, når han har Touren i benene.

Der er naturligvis også Jay Vine, men det er klart, at hans stjerne falmede en del i går. Hans dykkende formkurve kan dog ikke undre. Vi ved, at han er kendt som en af feltets mest ustabile ryttere, og det ville være svært mærkeligt, hvis han kunne holde formen hele vejen. Faktisk vil mønsteret nok være, at han bliver ringere og ringere fra nu af, og derfor ender han langt nede på min liste. Det var trods alt ikke kun Carapaz, der kørte fra ham, men også folk som Elie Gesbert og Marco Brenner. Dertil kommer, at han nu også skal bruge kræfter på at jagte bjergpoint, hvis ikke han får dem gratis, og det svækker ham yderligere. Derfor er min optimisme aftaget kraftigt, men han er også så svingende, at en genrejsning ikke kan afvises.

Lidt af det samme kan siges om Mark Padun. Ukraineren har endelig fundet sit niveau, men vi ved også, at han har det med at falde sammen i en grand tour. Han var da også markant ringere i går end i den første uge, og mit gæt er, at han igen har den aftagende formkurve, han plejer. Også han er dog den totale lottkupon, hvis niveau kan svinge meget, og hans kørsel i går var trods alt ikke så ringe, at han ikke kan vinde, hvis gruppen er den rette. Det lange målbjerg burde i hvert fald passe ham fint.

I går endte Gino Mäder, men hvordan skal det læses? Var det udtryk for, at han definitivt smed sit klassement, eller handlede det, om den aftagende formkurve, han har haft gennem hele løbet, fortsætter med at aftage? Hans kørsel i de seneste måneder, og den nedadgående tendens i løbet, får mig til at tro på det sidste, men det første kan ikke udelukkes. Har han de ben, han havde i den første del af løbet, bør han stadig kunne vinde fra den rette gruppe. Selvom det er gået modsat denne gang, plejer han jo også at blive bedre og bedre undervejs, og derfor er der håb. Den lange stigning vil han i hvert fald elske, og nu har han i den grad friheden. Så er det bare spørgsmålet med formen.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Sergio Higuita har lignet en hængt kat gennem hele løbet, men katten ser mere og mere hængt ud. I går havde han sin dårligste præstation hidtil, og det synes kun at gå den forkerte vej. Derfor er jeg bestemt ikke optimistisk forud for en etape, hvor det lange målbjerg passer ham dårligere end de asturiske ditto. Omvendt har vi i Catalonien set, at han sagtens vil kunne vinde en etape som denne, og den lidt eksplosive finale med stejle procenter passer ham faktisk fremragende. Bora må have som mål, at han skal ramme udbruddet, og så kan man bare krydse fingre for, at den aftagende formkurve pludselig får et knæk. Det gjorde den, da han vandt sin etape i 2019.

Hvad så med hans kaptajn? Jai Hindley har tabt stort set lige så meget tid som Valverde og co., mens hans navn er et andet. Jeg tvivler på, at man har lyst til at lade Giro-vinderen gå i udbrud, for ham vil man utvivlsomt skulle holde i strammere snor gennem hele dagen, end man vil skulle med de andre. Derudover er det ikke sikkert, at han kan gøre det færdigt, hvis han rammer udbruddet, for denne gang er hans formkurve helt atypisk aftagende. Af de ovennævnte var det dog kun De la Cruz, han ikke slog i går, og det fortæller naturligvis, at han kan vinde, hvis han får friheden. Målbjergets længde og stejlhed burde i hvert fald passe ham storartet.

En anden kriseramt stjerne er Mikel Landa , og jeg tror, at han mangler for meget. Han manglede i hvert fald meget i lørdags, og det er svært at tro, at han har indhentet det. I går gik det bestemt ikke helt ringe, og jeg tror, at formen er i fremgang, men han vinder kun i morgen, hvis gårsdagens præstation er udtryk for, at han tog den med ro. Det er dog også ganske sandsynligt, at han gjorde det, når hans og holdets mål nu entydigt er etapesejre. En klasserytter som Landa kan aldrig afskrives, slet ikke når vi i en hel uge ikke har set, hvad han for alvor kan, og formen synes i fremgang.

Det var godt at se Elie Gesbert rejse sig i går. Nu er det kommet frem, at hans formkrise i weekenden skyldtes sygdom, men nu er han frisk igen. Han synes endda at have fundet den vel nok bedste form i hele denne uheldsprægede sæson, og med de ben, han havde i går, burde han i den rette gruppe kunne vinde. Gruppen skal dog også være den rette, for selvom Gesbert er en god klatrer, er der mange på denne liste, han får svært ved at slå, hvis ikke der involveres taktik.

Domenico Pozzovivo burde være en oplagt kandidat. Han er i hvert fald en af de bedste klatrere med et større tidstab, men som altid synes formen i en grand tour kun at gå baglæns. Denne gang starter den grundet dårlig forberedelse bare fra et lavt udgangspunkt, og med de ben, han havde i går, vinder han ikke. Han skal altså have forbedret sig, og det er svært at tro på, når man ved, at han næsten altid taber niveau gennem de lange etapeløb. Vi så dog i Giroen, at hans topniveau stadig rækker langt, og da han i den første uge ikke var helt bag om dansen, er han vel stadig en potentiel vinder.

Så er der Burgos-duoen med Oscar Cabedo og Daniel Navarro. Cabedo har bekræftet det flotte niveau, han havde sidste år, og Navarro har på 9. og 12. etape vist, at der skam stadig er liv i de gamle ben - endda så meget, at han angreb en kraftigt decimeret favoritgruppe i går. Begge kan være lidt svingende - særligt Cabedo - men generelt har de klatret godt i dette løb. Problemet er den flade start, og selvom de gør det godt, har jeg måske lidt svært ved at se dem gøre det færdigt.

FDJs andet kort er Sebastien Reichenbach, der har klatret fornemt i år. Jeg var dog ikke alt for imponeret over ham i lørdags, og i går blev han sandt tidligt. Sidstnævnte kan være bevidst, men han testede i hvert fald ikke benene på samme måde som Pinot. I forvejen skal gruppen være den rette, hvis han skal vinde, og han skal afsted uden Pinot, da han ellers ender som hjælper. De ben, han generelt har haft i år, gør ham dog til en kandidat.

Gårsdagens helt store overraskelse var Marco Brenner. Det tyske stortalent har haft det svært som professionel, formentlig grundet den meget unge alder, og derfor var gårsdagens præstation i særklasse det bedste, han har leveret. Han er så ekstremt svingende, at han i morgen formentlig sidder i gruppettoen igen, men nu har han vist, at han har niveauet til på en god dag at køre med om sejren, også selvom det er svært at se ham vinde.

Endelig er der Carl Fredrik Hagen. I går manglede han lidt for meget til, at man for alvor kan tro på ham, men han burde være i fremgang, efterhånden som han kommer sig efter skaderne. I Arctic Race så vi det første bevis på, at han begynder at nærme sig 2019-niveauet, hvor han gik i top 10 i dette løb. Selv det niveau vil dog næppe række til at vinde denne etape, men kommer han sig endnu mere efter styrtet, kan han i hvert fald gøre det bedre end i går.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I går viste Vadim Pronskiy, at han igen er ved at toppe i den tredje uge, men jeg tror, at han fortsat mangler for meget. Luis Leon Sanchez er flyvende lige nu, men jeg har svært ved at se ham vinde på så svær en stigning, og selvom han endelig viste lidt form i går, er det svært at se 2022-udgaven af Matteo Fabbro vinde. Jose Felix Parra klatrer godt lige nu, men det er vanskeligt at se ham være med helt fremme, og Kern Pharma har haft en rystende ringe hånd med at ramme udbrud. En joker kunne være en velkørende Chris Harper, der kunne blive sendt afsted som forpost, men han vil trods alt nok være oppe mod bedre klatrere, mens Carlos Verona fortsat er skuffende formsvag. Det samme er Clement Champoussin, Esteban Chaves, Vincenzo Nibali, Kenny Elissonde, Lucas Hamilton, Bob Jungels, Juan Pedro Lopez, Alexey Lutsenko, Chris Froome og Brandon McNulty, og heller ikke Luke Plapp, Antonio Tiberi, Harold Tejada, Maxim van Gils, Jesus Herrada, Gregor Mühlberger, Jonathan Caicedo, Mikel Bizkarra, Xandro Meurisse, Jose Manuel Diaz eller Ruben Fernandez synes at have benene. Også Sam Oomen kunne være forpost, men han virker slet ikke flyvende, mens stigningen nok er for svær for Davide Villella og Rudy Molard.

Ender det i et favoritopgør, er det svært ikke at tro på Remco Evenepoel. Naturligvis er risikoen for endnu et kollaps hele tiden en risiko, men foreløbig er der slet ingen tegn. Styrtet har angiveligt heller ikke mærket ham, og selvom det har kostet nogle procent, er der lidt at give af. Hans udgangspunkt vil være defensivt, men vi så i går, at han efter eget udsagn lige strammede skruen til sidst, fordi der var lidt at give af, og det er der sikkert igen i morgen. Er etapesejren i spil, vil han gå efter den, og hvis man ser på, hvor overlegen han var på de stejle procenter i søndags, bliver han svær at have med at gøre. Stigningens længde er en joker, men den lange stigning i går fik fint, og den lidt eksplosive karakter mestrer han i hvert fald. Højderne er heller ikke for alvor et tema, og derfor må han være favorit.

Den værste rival må være Enric Mas. Han har lignet næstbedste mand på alle bjergetaper, og det var kun på Les Praeres, hvor han betalte en dyr pris for at forsøge at følge Evenepoel på de meget stejle procenter, at han akkurat blev slået af Juan Ayuso. Falmer Evenepoel, ligner bundsolide og stabile Mas manden, der tager over. Den lange stigning passer ham, og han er god på stejle procenter. Taktik og punch spiller ikke den store rolle her, og derfor bør han køre væk, hvis Evenepoel knækker.

Rangeret efter vinderpotentiale er Juan Ayuso nr. 3. Han har været uhyre svingende, og nu er hans coronasygdom blevet endnu en joker. Vi har dog nu to gange set, at han på sine gode dage har været nr. 2 eller 3 i hierarkiet, og derfor er det ham, der på sine gode dage har den x-faktor, der kan give ham sejren. Vi er stadig ved at lære ham at kende, og jeg er lidt bekymret for, at han havde det svært på den lange stigning i går, men han knækkede trods alt ikke. Tværtimod har han jo faktisk kørt de lange stigninger klogt og i sit eget tempo, og den strategi kan føre meget langt på et bjerg, der er så langt og har så stejl en afslutning.

Jeg placerer Carlos Rodriguez her. Han knækkede til sidst i går, men det skyldtes formentlig, at han blev lidt overmodig med sit angreb. Han er bedst, når han holder sit eget tempo, som han viste på Les Praeres, hvor han trak Ayuso og Mas på en stor del af stigningen, og som sagt er det en strategi, der bør føre langt her. Han bliver næppe overmodig igen, og kører han stigningen som en enkeltstart, tror jeg, at han kommer langt, hvis han har de ben, han havde i weekenden.

Jeg må indrømme, at jeg tvivler på Primoz Roglic . Han siger, at han bliver bedre og bedre, men jeg har svært ved at se det. I går så han presset ud, og selvom han kunne hænge på til sidst, var det ikke overbevisende. På Les Praeres, som var den stigning, der passede ham bedst, var han ringere end alle de ovennævnte, og jeg frygter, at han på disse stejle procenter igen vil vise sig som den lille i top 5. Roglic er dog Roglic, så naturligvis kan jeg tage fejl, men jeg går ikke ind til etapen med forventning om et stort comeback.

Miguel Angel Lopez bliver bedre og bedre, og nu kommer vi til de to etaper, hvor han var i sin egen liga i 2017. Han nærmer sig stille og roligt de bedste, og han er formentlig endnu tættere på i morgen. Det er dog stadig svært at se ham pludselig slå alle de ovennævnte, når vi endnu ikke er helt oppe i de højder, hvor han er allerbedst.

Ag top 6 er det klart Tao Geoghegan Hart , der er nr. 7, men vi så i går, at han ofrede sig loyalt for Rodriguez. I morgen vil de belært af nedturen formentlig køre mere afventende, og det kan betyde, at Geoghegan Hart ender endnu bedre end i går. Han plejer at blive bedre og bedre, og han ser også godt ud denne gang. Som hjælper får han bare svært ved at vinde. Derefter er det Joao Almeida og Thymen Arensman , men de ser med deres dieselagtige kørsel ud til alene at skulle forsvare sig, og det samme gælder for David de la Cruz. Ben O’Connor er flere gange startet stærkt for siden at kollapse, og det ser ud til, at hovedet vil mere end formen. De længere stigninger hjalp ham ikke, som de burde, og jeg har tabt al tro på, at Jai Hindley får vendt sin formkurve, selvom han plejer at være bedst til sidst. Jeg har et håb om, at Hugh Carthy og Louis Meintjes kan komme tilbage på det lovende spor fra Asturien, men vinde kan de i hvert fald ikke.

Feltet.dks vinderbud: Thibaut Pinot

Øvrige vinderkandidater: Richard Carapaz, Alejandro Valverde

Outsidere: Hugh Carthy, Rigoberto Uran, David de la Cruz, Marc Soler, Rein Taaramae

Jokers: Louis Meintjes, Jay Vine, Mark Padun, Gino Mäder, Sergio Higuita, Jai Hindley, Mikel Landa, Elie Gesbert, Domenico Pozzovivo, Oscar Cabedo, Daniel Navarro, Sebastien Reichenbach, Marco Brenner, Carl Fredrik Hagen

Kandidater til et favoritopgør (rangeret efter vinderpotentiale): Remco Evenepoel, Enric Mas, Juan Ayuso, Carlos Rodriguez, Primoz Roglic, Miguel Angel Lopez, Tao Geoghegan Hart, Joao Almeida, Thymen Arensman

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Rafal Majkas sejr fra 2017, Damiano Cunegos sejr fra 2009, Andrei Kashechkins sejr fra 2006, Alejandro Valverdes sejr fra 2003 og Roberto Heras’ sejr fra 2002.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE