Ruten

Anden del af den anden uge byder ofte på transport mellem Pyrenæerne og Alperne, og det betyder, at der i denne fase ofte er en blanding af udbruds- og sprinteretaper. I år betyder passagen gennem Massif Central, at det i den grad er udbryderne, der har overhånden, men på løbets 14. etape kan både de aggressive folk og de robuste sprintere gøre sig forhåbninger. Her venter nemlig en dag med et decideret bjerg tidligt på en ellers ikke alt for vanskelig etape, der slutter med en serie små bakker i udkanten af storbyen Lyon, som agerer etapemål for første gang i syv år. Dengang var det en ung Matteo Trentin, der spurtede sig til sejr fra et udbrud, og i år er det atter Trentin-typerne, der kan drømme om sejr, uanset om det sker via udbrud, via en aggressiv finale med angreb på de sidste bakker eller via en reduceret massespurt for de hårdføre afsluttere.

Med en distance på 194,0 km er der tale om endnu en relativt lang etape, som fører feltet fra Clermont-Ferrand til Lyon, der er en af de historiske målbyer, som også var med første gang i 1903. Der er tale om en klassisk transportetape, hvor der næsten hele dagen køres mod øst fra starten i Massif Central til målbyen i udkanten af Alperne. Arrangørerne har dog været nådige, da man helt undgår stigningerne i det kuperede startområde, og i stedet følger man en næsten helt flad vej mod øst, der kun afbrydes af den lille kategori 4-stigning Cote du chateau d’Aulteribe (1,0 km, 8,4%) med top efter 32,0 km. Først efter 38,0 km når man frem til dagens spurt, der er flad og teknisk ukompliceret, hvorefter udfordringerne starter, når rytterne skal over kategori 2-stigningen Col du Beal, hvor Chris Froome slog Alberto Contador i et vildt opgør i 2014-udgaven af Dauphiné. Den stiger med 5,6% over 10,2 km og er generelt en relativt let og regulær stigning, der aldrig bliver stejl.

Toppen rundes efter 68,5 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til et lille plateau, hvor man skal over to mindre bakker, hvoraf den sidste er kategori 3-stigningen Cote de Courrreau (4,0 km, 5,7%), som har top efter 93,0 km, inden en ny og stadig vanskelig nedkørsel fører mod sydøst ned til Montbrison. Her rammer man fladlandet, og det går derfor igennem fladt terræn mod øst nord om Saint-Etienne. Kort efter drejer man mod nordøst for at følge en let stigende vej, inden det efter 154,0 km i stedet begynder at falde ad en nedkørsel, der måske ikke er stejl, men meget teknisk.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den leder ned til udkanten af selve Lyon, hvor man kører igennem let faldende terræn mod øst ind gennem forstæderne. Herfra går det mod nordøst, men i stedet for at køre direkte ind i centrum slår man en sløjfe i bakkerne i den nordlige udkant. Her skal man først over kategori 4-stigningenCote de la Duchère (1,4 km, 5,6%), der har to stejle 500 m-segmenter på hhv. 6,1% og 7,3% i bund og top adskilt af et plateau på 2,2% midtvejs. Fra toppen resterer 6,5 km, som indledes med en let nedkørsel ned til bycentrum, hvor man krydser Saone-floden for at køre direkte ind på Cote de la Croix-Rousse (1,4 km, 4,8%), der kun er lidt stejl på de sidste 300 m, hvor det stiger med 6,4%. Fra toppen resterer 4,5 km, som indledes med et fladt og let stigende stykke, inden det falder let ned mod de sidste 2 km, der er næsten helt flade og går langs Rhone-floden. Efter toppen af stigningen er der skarpe sving lige ved bjergspurten og igen med 4000, 3300 og 1800 m igen, hvorefter man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning langs floden.

Etapen byder på i alt 2646 højdemeter.

Lyon har to gange været etapemål i dette årtusinde. Det var senest i 2013, hvor en ung Matteo Trentin tog karrierens største sejr som hurtigste mand i et stort udbrud, mens Alessandro Petacchi i 2003 spurtede sig til sin fjerde etapesejr på bare seks dage. Dauphiné har også ofte været forbi, senest i 2014, hvor Chris Froome lagde ud som lyn og torden ved at besejre rivalen Alberto Contador med 8 sekunder på den korte indledende enkeltstart. I 2011 vandt en ung John Degenkolb en stigende spurt i byen, i 2002 vandt Bradley McGee en kort prolog i byen, og i 2000 snød Frederic Guesdon akkurat feltet på løbets 1. etape.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

Hvis rytterne havde håbet på, at man ikke kunne blive ramt af varme i september, må de tro om. Lørdag bliver nemlig en sommerdag med fuld knald på solen og temperaturer på hele 31 grader. Der vil være en let vind (13 km/t) fra nord. Det giver nærmest uafbrudt sidevind med en lille hældning på sidemedvind på etapens første halvdel og sidemodvind på anden halvdel. I den kringlede finale i Lyon er der modvind på første stigning, medvind på nedkørslen, sidevind på anden stigning og siden sidemod- og modvind, indtil man med knap 3 km igen får sidemedvind og slutteligt direkte medvind på den lange opløbsstrækning.

Analyse af 13. etape

I disse travle tider er det lidt fristende for mig at springe over, hvor gærdet er lavest og sikre lidt ekstra og stærkt tiltrængt søvn. Med lidt redigering hist og her kunne jeg nemlig blot genbruge den analyse, som linket henviser til, og som jeg under overskriften ”Slovensk legestue” skrev under sidste års Vuelta. Nok fandt etapen sted d. 6. og ikke 11. september, men ellers er der ikke meget, der skulle ændres efter den deja-vu-oplevelse, vi alle var vidner til på en 13. etape af Tour de France, der til forveksling lignede 13. etape af sidste års Vuelta a Espana.

Ikke blot etapenummeret var det samme. Profilen var det næsten også. For et år siden skulle rytterne nemlig forcere den brutale mur Los Machucos, der med sine stigningsprocenter på mere end 20 er en af de perler, som løbsdirektør Javier Guillen har gjort det til sin hobby at opdyrke i det uudtømmelige reservoir af stejle mur, Spanien råder over. Og minsandten om ikke løbsdirektør Christian Prudhomme, der i årets rutedesign har haft så meget hang til at efterligne Guillens sadistiske trang til stejle mure, at det har affødt et vredesudbrud i belgiske medier fra Deceuninck-manager Patrick Lefevere, til netop 13. etape havde sammensat en etape, der med sine for Touren usædvanligt stejle mure i finalen henledte tankerne langt mere på den spanske end den franske grand tour.

I det lys er det måske slet ikke så mærkeligt, at udfaldet også blev næsten det samme. Skruer vi tiden et år tilbage, var det nemlig monsterlærlingen Tadej Pogacar, der kom med et tidligt angreb, som kun chefmonsteret Primoz Roglic kunne besvare. De to slovenske monstervenner slog herefter pjalterne sammen og samarbejdede om at distancere rivalerne, der efterfølgende alle måtte tjekke leksikonet en ekstra gang for vitterligt at overbevise sig selv om, at den lille eksjugoslaviske nation på grænsen til Italien kun har ca. 3 mio. indbyggere, hvoraf de to åbenbart er to af verdens allerbedste cykelryttere. Den eneste væsentlige forskel var, at etapesejren dengang var på spil, og at den blev givet af chefmonsteret til monsterlærlingen som en fin lille gave fra én ven til en anden.

Fast forward til den 11. september 2020, hvor Tourens særegne mur-etape var på programmet. Igen var det såmænd Pogacar, der åbnede favoritternes bal med et angreb, som kun chefen selv, Roglic, kunne besvare. Og igen indgik de to venner en slovensk monsteralliance om sammen at distancere alle rivalerne, så det igen blev en total slovensk legestue, der formentlig har fremkaldt adskillige ordrer på nye leksika, så colombianere, franskmænd, spaniere, australiere, briter og andet godtfolk lige kan få tjekket, om det virkelig kan passe, at der kun bor ca. 3 mio. mennesker i den lille eksjugoslaviske nation på grænsen til Italien.

Og ja, det gør der stadig, præcis som der gjorde det for et år siden. Og den slovenske dominans er bestemt ikke blevet mindre i mellemtiden, da de to monstre, der ikke blot deler nationalitet og venskab, men også har samme ustoppelige kørelyst og altædende appetit. Den væsentligste forskel i forhold til sidste år var, at der denne gang ikke var en etapesejr at dele ud af, og at det denne gang medfødte, at den slovenske legestue nu også afspejler sig i en stensikker kurs på en slovensk dobbeltsejr i verdens største cykelløb.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Der var dog alligevel også én anden væsentlig forskel. Sidste år var Roglic fint tilfreds med at følge vennen og lærlingen pænt til dørs, men i dag var der et behov for at vise, hvor skabet skal stå, og hvem der er chefmonster, og hvem der er lærling. Denne gang måtte løbets ukronede konge nemlig mod slutningen sætte sig igennem med en af de voldsomme forceringer, der nu i vel snart to år har gjort ham til verdens bedste cykelrytter, og med den fik han fremkaldt de første firkantede tendenser i det normalt ellers så lette Pogacar-tråd, så han med ét fik givet svaret på det spørgsmål, vi manglede efter Pyrenæerne, nemlig spørgsmålet om, hvem af de to slovenere der vitterligt er stærkest.

Det var der ingen tvivl om i Massif Central, hvor Roglic til slut mejslede i granit, at han er løbets stærkeste, og at de lidt naive forhåbninger om, at han efter sigende skulle have problemer med at holde niveau over tre uger, netop kun var forhåbninger og desperat klamren sig til et ikkeeksisterende håb. Nej, Roglic har aldrig vist, at han skulle have problemer i den tredje uge af en grand tour - snarere tværtimod - og selvom han må vente en uges tid med at bevise det igen, satte han i dag en tyk og fed streg under, at han ligesom i sine foregående sygdomsfri grand tours er præcis lige så stærk i løbets anden halvdel som i den første - hvis da ikke stærkere.

Nej, man skal være mere end almindeligt optimistisk for at finde nogen som helst sprækker i det slovenske monsterpanser, der kun styrkes af endnu en suveræn Jumbo-optræden sekunderet af solide Tom Dumoulin og lottokuponen Sepp Kuss, der i dag heldigvis var gevinst og ikke nok engang en nitte. Og klogelig valgte holdet også ikke at gennemføre den etapesejrjagt, man ellers kortvarigt kunne fornemme af den stramme kontrol først på etapen, så det i stedet endte med, at det var Ineos, der betalte den dyreste energiregning for den gevinst, Roglic høstede til sidst.

Pogacar må da også sande, at den lille drøm, han havde om Tour-sejr, da han kørte fra Roglic - formentlig grundet dennes fuldt bevidst kalkulation - på Peyresourde. Nok avancerede han til den samlede 2. plads, så tabet i sidevinden næppe bliver så væsentligt alligevel, men selvom det decimerede UAE-mandskab i dag kunne glæde sig over, at David De La Cruz synes at have lagt det brækkede haleben bag sig - i bogstavelig forstand - er det lidt svært at se, hvordan han skal knække koden til at slå både en rytter og et hold, der umiddelbart er markant stærkere. Det eneste håb, han kan klynge sig til, at hans fuldstændig konsekvente tendens til at blive bedre og bedre igennem alle sine etapeløb, men spørgsmålet er, om det er nok til at lukke hullet til en Roglic, der næppe heller bliver ringere.

Det kan han nu nok også leve med, hvis Tour-debuten ender med, at han får lov at flankere sin landsmand og ven på podiet i Paris, samtidig med at miniputnationen har kørt alle sportens store nationer midt over. Mest af alt gælder det nu for den firehovedede colombianske armada, der nok engang viser, at andesnationen sprøjter klatrere ud som skidt fra en spædekalv, men nu må tage til takke med placeringerne som nr. 3 til 6 i en top 6, der i uhørt grad er en ensidig affære for bare to nationer med et ganske klart hierarki imellem dem.

Mest ondt gør det naturligvis får Los Escarabajos, at deres darling og nationalhelt Egan Bernal fejlede. Ineos gjorde ellers alt rigtigt ved at lægge et tidligt pres på Roglic, der altid ville være stærkere end Bernal i en duel på en kort, eksplosiv mur, og derfor handlede forceringen alene om at begrænse et nederlag, der på forhånd så uundgåeligt ud. Alligevel havde de færreste vel drømt om, at den Bernal, der i Pyrenæerne så ud til som vanligt at have pil op i sin formkurve gennem en grand tour, skulle få så syngende en lussing, som det endte med denne fredag i Massif Central.

Desværre var det sådan, det gik, og dermed står det stadig mere klart, at Bernal på intet tidspunkt i 2020 har været på det tårnhøje niveau, han havde gennem det meste af 2019. Dagens nederlag føjer sig til en kedelig tendens, som har varet ved fra dag 1 i corona-året 2020, og som kun den kortvarige opblomstring på 9. etape, kortvarigt brød. Bernal har ikke været sig selv i år, og det gælder i det hele taget for det meste af et Ineos-mandskab, der endegyldigt må konstatere, at de er stødt af tronen som verdensherskere inden for cykelsporten, specielt i Tour-sammenhæng.

Heldigvis er Ineos også et for cykelfans herligt hold at have i problemer. For dem betyder en 3. plads intet, og enhver, der husker Chris Froomes vanvidscomeback i Giroen i 2018, vil vide, at Dave Brailsford er ligeglad med en podieplads, når han kan forære en spandfuld grand tour-sejre væk, uden at nogen ville opdage det. Og vi skal ikke glemme, at Bernal sidste år stadig var rusten på Tourmalet på 14. etape, inden han endte med at flyve højt i Alperne i den tredje uge. Det drømmer han om at gøre igen, og selvom vi ikke skal op i hans iltfattige luft mange gange, ser han utvivlsomt stadig muligheder i de 2400 m på Col de la Loze på onsdag, hvor han hele tiden og nu mere end på noget andet tidspunkt skal vinde sin Tour. Og skal han finde lidt håb kan han glæde sig over, at Pavel Sivakov er kommet sig så meget, at han kan være en aktør i løbet, og at Richard Carapaz - selvom det går langsommere end ventet - også synes langsomt at få lidt mere gang i hans legendariske tredjeugesmotor.

Bernal var dog imidlertid ikke den eneste colombianer, der led. Nairo Quintana må desværre sande, at det er gået præcis, som det er gået i hver eneste grand tour, siden han vandt Vueltaen i 2016. Det tårnhøje topniveau er stadig intakt i løbets indledende fase, men den holdbarhed, der var hans styrke i de unge år, er nu forsvundet som dug for solen. Også i dette løb har han måttet sande, at formkurven kun kender én vej, nemlig nedad.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Heldigvis er colombianerne så berigede med klatrere, at der altid er lyspunkter at hente. Mest markant er det, at Miguel Angel Lopez fandt det tårnhøje niveau, han havde på 4. og 8. etape, men som forsvandt så eftertrykkeligt på 9. etape. Desværre bekræfter det bare den tendens, som også var så åbenlys i Vueltaen sidste år, nemlig at hans niveau gennem en grand tour er alt for svingende. Nu om dage kan man aldrig vide, om Superman flyver højt eller lavt, og da en grand tour som bekendt handler om at flyve højt hver eneste dag, er det måske forklaringen på, at Lopez aldrig er blevet den Superman alle troede, da han drev gæk med Chris Froome og resten af verdensstjernerne tre dage i træk i de sydspanske bjerge for tre år siden.

Colombianerne kan også se på Rigoberto Uran. Naturligvis er nationens bedstefar ikke i nærheden af den 2. plads, der sendte nationen i ekstase for tre år siden, men i lyset af det, han har vist siden dengang, har han langt overgået forventningerne i år. Der var næppe nogen, der havde forventet, at Uran efter 13 dage skulle ligge nr. 4 i løbet, og selvom det næppe holder hele vejen mod i hvert fald en eller flere af Lopez, Mikel Landa og Richie Porte, der lige nu synes væsentligt stærkere, er det lidt af en renæssance for den ældste af de colombianske stjerner.

Nej, det er egentlig lidt synd, at Bernal og Quintana formentlig ødelægger hele stemningen i Colombia. Kunne de bare fokusere på EF-mandskabet, var det nemlig en stor dag for klatrenationen. Ikke blot kørte Uran igen en flot etape, Daniel Martinez, der som regerende Dauphiné-vinder efter sit styrt ellers havde kurs mod samme katastrofe, som vi oplevede, da samme hold stillede til start med Dauphiné-vinderen Andrew Talansky, der i 2014 endte med at styrte og grædende udgå af løbet, viste i dag, at det kun var uheldet, der forhindrede ham i at være en hovedfigur i løbet. Med et cool stoneface klemte han sig ud af den tyske sandwich, han ellers var blevet bragt i, og cementerede sin klasse ved som den klart stærkeste i et ”Break Royale” at tage karrierens første grand tour-etapesejr.

I det hele taget var det en smuk opvisning af EF og de to Bora-tyskere, der udkæmpede en smuk duel, som kan erstatte den Jumbo-Ineos-duel, vi måske slet ikke får. Både amerikanerne og tyskerne udnyttede overtallet perfekt ved at sende hhv. Neilson Powless og Maximilian Schachmann i forkøbet, så holdets bedste klatrere, hhv. Martinez og Hugh Carthy samt Lennard Kämna, kunne sidde på hjul. Og da taktikken var lige ved at ramme EF som en boomerang i nakken, da Schachmann åbnede for sin enorme motor, kunne Martinez med en imponerende kølighed, der end ikke gjorde det nødvendigt at se sig tilbage én eneste gang, redde kastanjerne ud af ilden med Kämna på bagsmækken, trække Schachmann ind og stadig bevare præcis det overskud, der skulle til for at sætte det tyske talent til vægs til sidst. Det var tårnhøj klasse og fuldstændig fortjent - selvom man må have ondt af et Bora-mandskab, der virkelig forvandlede en vanskelig situation mod en hel serie bedre klatrere til en gylden mulighed, som næsten havde givet den etapesejr, de så desperat mangler i et løb, der ikke er gået deres vej, men hvor de i den grad har været fornemme hovedaktører.

Kan tyskerne se sig ud over skuffelsen, har de al mulig grund til at klappe sig selv på skulderen. Det har franskmændene til gengæld ikke på en dag, der endte som en regulær katastrofe. For et døgn side havde de 3. og 4. pladsen i klassementet, men nu er top 10 helt renset for værtsnationens helte. Formodningen om, at Guillaume Martin, der har kørt som en motorcykel siden Tour de l’Ain, kunne have toppet for tidligt, ser ud til at være bekræftet, og stakkels Romain Bardet, der efter to års trængsler endelig havde noget et fornuftigt niveau måtte se hele sin genfødsel blive knust mod den midtfranske asfalt. Med ét ser de så lovende franske klassementsdrømme ud til at være forvandlet til et mareridt.

Bedre var det bestemt ikke i kampen om etapesejren. Først fejlede den ellers heroisk kæmpende Thibaut Pinot totalt i sit forsøg på at ramme udbruddet, og selvom Frankrig alligevel endte med at have tre af udbruddets favoritter i form af Julian Alaphilippe, Warren Barguil og Pierre Rolland, endte det i en dundrende fiasko. Alaphilippe bekræftede indtrykket af, at formen ikke blot er tæt på niveauet fra 2019, og Barguils og Rollands stadig bedre kørsel de seneste dage, var ikke til at få øje på, da Martinez åbnede for gassen. Og så må stakkels Valentin Madouas, der bekræftede sit store talent med en fornem 4. plads, leve med, at hele Frankrig græder i stedet for at klappe ham på skulderen.

Så er der langt mere grund til at juble i Australien. Der kan ikke være mange, der ikke under den i Touren så uheldsramte Richie Porte den succes, han lige nu nyder. Nok må han sande, at han aldrig kommer til at vinde den Tour, han måske kunne have gjort i sin storhedstid i 2017 og 2018, hvor han måske var verdens bedste klatrer, men ikke kunne overleve 9. etape, men i dag bekræftede australieren indtrykket fra 9. etape, nemlig at den pensionering, hans syntes mod til i 2019 og i det meste af 2020 slet ikke er påkrævet. Nej, i dag var Porte i særklasse den bedste bag de to slovenere, og havde Lopez og Landa kunnet mobilisere blot en enkelt føring, kunne det lille hul, der bare ikke ville lukkes, måske være blevet udslettet. Porte kan til gengæld trøste sig med, at han ikke har været i nærheden af dette niveau siden det sidste af de to styrt i 2018. Nu må vi så bare se, om det stadig kniber med den holdbarhed, der ikke er blevet bedre med alderen, for hvis det gør, kan det alligevel blive en svær Tour for Trek, der nu må klare sig uden uheldige Bauke Mollema, som ellers var i klar fremgang.

Også i Spanien kan de være tilfredse. Mikel Landa bekræftede det uhyre positive indtryk fra Pyrenæerne, og han kan nu bare endnu mere ærgre sig over, at kombinationen af sidevind og enkeltstart nok alligevel gør det svært at nå det podium, et dumt sekund kostede ham for et år siden. Og ibererne kan også glæde sig over, at Enric Mas mere og mere viser, at den store dieselmotor i grand tour-sammenhæng nok engang gør ham bedre og bedre, selvom det bliver svært at gentage det enorme hop i klassementet, hans fantastiske anden halvdel gav anledning til i Vueltaen for to år siden.

Egentlig kan briterne også være tilfreds. Adam Yates, der - husk det nu! - ikke kører klassement i årets Tour, er nok engang i gang med at vise, at holdbarhed over tre uger ikke er spidskompetencen i den Yateske familie, men i dag afværgede han da i første omgang det kollaps, der ellers ligger til familien. Det kan meget vel komme, når vi rammer de virkelige bjerge i Jura og Alperne den kommende tid, hvor han er i for ham langt mindre gunstigt terræn, men indtil videre kan han da drømme videre om en top 10-plcaering - modsat de stakkels franskmænd, der ellers havde så mange fine bud på at opnå netop det.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det havde slovenerne ikke. De havde kun to, men som bekendt er kvantitet ikke altid kvalitet. To skud i bøssen er rigeligt, når de begge er fuldtræffere, og det tyder alt på, at de ender med at være. Nu kan rivalerne så bruge lørdag til at forberede sig på søndagens slag på Grand Colombier og håbe på, at to monstre ikke har tænkt sig at arrangere endnu en af de slovenske legestuer, de har gjort til en for alle andre topnavne temmelig kedelig og ubehagelig vane.

BEMÆRK: Det er kommet frem efter udarbejdelsen af analysen, at Quintana slog sig mere end antaget i styrtet. Det kan have været en del af forklaringen på nedturen.

Favoritterne

I årets atypiske Tour, hvor bjerg- og sprinteretaperne ikke kommer i blokke, men snarere skiftevis, er det kun passende, at der også ligger en fladere etape imellem anden uges to store slag i bjergene. Helt i overensstemmelse med den generelle tendens i dette års løb, må sprinterne imidlertid se langt efter den klassiske sprinteretape, som ruten er så fattig på, og i stedet er målet henlagt til Lyon, hvor unge Matteo Trentin for syv år siden tog en fornem udbrudssejr i området kuperede terræn..

Selvom designet af etaperne slet ikke er det samme, kan Trentin meget vel blive hovedperson også syv år efter det seneste opgør i byen. Der kan nemlig næppe være den store tvivl om, at det er denne etape, der har fået det fedeste kryds blandt de tilbageværende for italieneren, der indtil nu har været ramt af mere mod- end medgang i årets løb.

I virkeligheden er det faktisk ret oplagt, hvad der med stor sandsynlighed er lagt op til. Da han mistede den grønne trøje forleden, sagde Peter Sagan, at der stadig var muligheder for at få den grønne trøje tilbage, og selvom det bestemt ikke er blevet lettere af onsdagens deklassering, viser Boras kørsel i går og Sagans angreb i dagens bjerge, at håbet ikke er opgivet endnu. Og dermed kan stakkels Bennett sagtens regne ud, hvad der skal ske, hvis han er i stand til at lægge to og to sammen: der skal lægges pres på, så ireren kan blive sendt til tælling, og så Sagan kan vinde etapen, score de 50 point og dermed bringe den grønne trøje tilbage inden for rækkevidde.

Modellen er soleklar, for han har brugt den før. Han gjorde det med det fantastiske Cannondale-kup i Albi i 2013, hvor det blev til sejr, og han gentog modellen på 7. etape i år, hvor hele det flotte Bora-arbejde dog blev til ingenting, da en dum kæde ødelagde spurten for den uheldige slovak. Designet af etapen lægger i den grad op til en gentagelse, og Boras overraskende og lidt naive kontrol på 12. etape viser, at de har ambitionerne og modet, selvom den slags kup fra distancen kræver uhyre mange kræfter. Og med det firkantede tråd, en tilsyneladende træt Bennett havde i dag, må sulten kun være blevet større.

Man er lidt naiv, hvis ikke man tror, at Bora vil gøre forsøget, og derfor er det slet ikke sikkert, at vi får en stor kamp om udbruddet, selvom det på papiret er en glimrende udbrudsetape. Det kan sagtens ske, at vi får endnu en voldsom kamp - for mange er det én af kun to chancer tilbage - men Bora kan relativt let kontrollere den flade start. Når elastikken knækker, vil de formentlig relativt hurtigt vise deres intentioner, og så må de leve med, at Bennett formentlig slår Sagan i den indlagte spurt - i hvert fald hvis han tør overhovedet at bruge kræfter på den.

Så snart spurten er slut, ventes det nemlig at gå løs. Her rammer de nemlig Col du Beal, der er ganske perfekt til en Bora-offensiv. Den er nok lang, men aldrig stejl, og det er terræn, Sagan kan klare langt bedre end Bennett, særligt fordi den ligger så tidligt, at løbets klatrere ikke har tænkt sig at gå amok. Det kan da sagtens være, at der kommer angreb, men mange vil også vide, at det klogeste er at gemme kræfter til senere etaper. Man må nemlig formode, at Bora lægger pres på fra start, og efter det, vi så i dag, vil det være en kæmpe overraskelse, hvis Bennett og Caleb Ewan overlever det attentat.

Derfra er der lagt op til endnu et Bora-holdløb, og tyskerne kan meget vel tænkes at få hjælp af CCC, Mitchelton og måske NTT og B&B, der håber at have Matteo Trentin, Luka Mezgec, Edvald Boasson Hagen og Bryan Coquard med endnu. Deceuninck vil igen nok lade det meste af holdet vente på Bennett, men han vil formentlig tabe så meget tid på den meget lange stigning, at det ligner et umuligt projekt mod det brølstærke Bora-hold, eventuelt sekunderet af hjælpere, i terræn, der hele vejen er relativt kuperet. I det scenarium kommer udbrud automatisk tilbage, og det ligner derfor ikke en dag, hvor et udbrud fra distancen har de store chancer, heller ikke selvom profilen på papiret indbyder til det.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

En joker er sidevinden, der vil være konstant gennem hele etapen. Den kan godt skabe noget nervøsitet, for i Touren skal det nærmest ikke blæse fra siden, før de store hold bliver stressede. Den er dog så svag, at det virker helt usandsynligt, at den kan bruges til andet end at skabe urolighed og positionskamp bag Bora-toget - og det er end ikke sikkert, når den er så svag, som den vil være.

I sidste ende regner jeg med, at et stærkt reduceret felt vil nå Lyon i stil med det, vi så på 7. etape. Her kan man så vente sig, at Deceunincks nødløsning går i gang. Medmindre Bennett har nogle ben, han slet ikke var i nærheden af i dag, vil det formentlig være et Bennett-løst felt, der nærmer sig målbyen, og så må Julian Alaphilippe i gang. De sidste bakker er skræddersyet til den vævre franskmand, der her skal bruge sit eminente punch til at forsøge at komme fri. Her kunne han med fordel tale lidt med Marc Hirschi, der kunne have en lignende plan, da Cees Bol næppe er med feltet til den tid, samt med Greg van Avermaet, der helt sikkert går med de samme tanker i en tobenet strategi, der har Trentins spurt som det andet ben. Til gengæld får Wout van Aert næppe lov til den slags løjer, men vi ved til gengæld, at han får lov at spurte, når det har været hårdt, og derfor får han helt sikkert lov til det denne gang, hvis ikke defekt eller styrt har sendt Primoz Roglic i uføre.

Bora har imidlertid også en løsning på det problem. Han hedder Maximilian Schachmann, og han skal i finalen sidde limet til Alaphilippes baghjul. Gør han det, er bakkerne så lette, og tyskeren så velkørende, at det bliver svært for selv verdens bedste puncheur at komme af med den tyske motor. Og her får Schachmann næppe lov at køre sin egen chance, men i stedet besked på at lege spielverderber. Så kan Alaphilippe og co. beslutte sig for, om de vil slæbe Schachmann med til stregen og blive slået af en frisk tysker i spurten, eller om de vil lade sig hente med den risiko, at Sagan vinder etapen og scorer de 50 point.

I det lys kan det sagtens være, at det faktisk lykkes for en sådan gruppe at køre hjem, især hvis CCC også har en mand med. Til gengæld er det også ret givet, at Bora vil jagte, for skal projektet give mening, skal Sagan og ikke Schachmann vinde etapen. Spørgsmålet er så bare, om det kan lade sig gøre at lukke det i den ret kringlede afslutning, indtil de rammer den lange opløbsstrækning, hvor den direkte medvind taler til udbruddets fordel.

Jeg ser derfor to scenarier for mig. Det ene er den reducerede massespurt, vi også fik i Lavaur, og her regner jeg med et decimeret felt, der er uden Ewan og Bennett. Det andet er, at det lykkes Alaphilippe og lignende typer at køre væk til sidst, men her er der en meget stor risiko for, at Schachmann vil være med som blind passager.

Jeg tror mest på en spurt. Som sagt er det Boras plan A, og jeg er også ret sikker på, at de kan regne med hjælp fra Mitchelton efter bakkerne. Schachmann vil formentlig alligevel kunne være så irriterende - hvis han altså er med - at samarbejdet vil være problematisk, og derfor hælder jeg mest til spurtscenariet. I det tilfælde kan vi så se frem til en lang, lige opløbsstrækning i medvind, hvor man virkelig kan lade farten tale, og hvor megen ikke er alt for smal, dog uden at være bred. Alle vil være mærkede efter en knaldhård og formentlig meget hurtig etape med bakker og angreb i finalen, og feltet vil næppe være ret stort, hvilket gør positionskampen mindre intens for de ryttere, der klatrer godt nok til at sidde langt fremme på bakkerne, da farten næppe går meget ned på den kringlede nedkørsel og den lange opløbsstrækning, hvor et udbrud måske skal hentes.

Det får mig til at pege på Wout van Aert som favorit. Det var ham, der ødelagde Bora-festen forleden, og det kan det meget vel være igen. Han har kørt tre spurter, og han har været fremragende i dem alle. To gange er det blevet til sejr, og i onsdags var han skræmmende stærk med en alt for lang spurt i hård modvind, som alligevel næsten gav sejr, selvom sammenstødet med Sagan ødelagde hans momentum. Den træfsikkerhed vidner om, at han lige nu er lynhurtig, ikke mindst efter en hård dag, hvor han meget vel kan være den mest friske af alle de hurtige folk og bedst placeret på toppen af bakkerne. Manglen på vind gør, at han næppe skal arbejde en bondegård for Roglic, og i denne finale, hvor positionskampen ikke bliver alt for intens, vil han ikke lide så meget under manglen på støtte. Med den hurtighed og holdbarhed, han har vist hidtil, må Van Aert være manden, der skal slås.

Det vil imidlertid være tudetosset at udelukke, at Peter Sagan og Bora ikke omsider får belønning for deres stenhårde arbejde. De seneste dage har givet håb om, at Sagan kan rejse sig i hvert fald lidt efter et år med et sjældent lavt niveau, for han er blevet bedre og bedre. Allerede spurten på 10. etape var overraskende god, og dagen efter kørte han en fremragende - men dog klart ulovlig - spurt. I går overlevede han en svær kategori 2-stigning, og tendensen er klart, at formen nok engang er i fremgang i en grand tour.

Udfordringen er, at Van Aert formentlig klarer bakkerne i mere frisk tilstand, og Sagan taber ofte hurtighed, når han er træt. Samtidig var belgieren nok også stærkeste mand i onsdags, selvom Sagan kom med fart, for Jumbo-rytteren lå alt, alt for længe i den hårde modvind. Det ændrer dog ikke på, at Sagan viste, at det er ganske reelt at tro, at han kan slå sin rival, og genfinder han den positionering, som har været overraskende rusten i dette løb, samt hans engang så fine timing, er det måske lørdag, at Sagan igen kommer meget tæt på den grønne trøje med en tiltrængt etapesejr.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Det er også en perfekt etape for Matteo Trentin, der som sagt vandt i et tilsvarende scenarium i Lyon for syv år siden. De to gange, hvor han og Sagan har kørt fuld gas mod hinanden i en indlagt spurt, har han vundet, og det vidner om, at farten er til at vinde her. Hans massespurter er endt som en katastrofe, men det skyldes en sjældent ringe positionering. Den bliver et mindre problem her, især fordi han i et lille felt kan have den bedste lead-out man i Van Avermaet, hvis denne ikke har brændt krudtet af i sit forventede angreb. Trentin klatrer også bedre end alle andre end Van Aert, vil sidde langt fremme på bakkerne og være mere frisk end de fleste. I dag viste han langt om længe lidt god form med et fornemt udbrudsforsøg i de rigtige bjerge. Med de ben kan det godt blive to i træk for Trentin i Lyon.

En anden sprinter, der virkelig kan klatre, er Luka Mezgec. Det har han vist talrige gange, og derfor må denne etape være det store mål. Hele Mitchelton vil formentlig arbejde for at sætte ham i scene, og i et felt uden Ewan og Bennett har han en fin chance. Hidtil har han lidt under sin positionering, men i et lille felt har han i Daryl Impey en guddommelig lead-out man. Det er hans store chance, også selvom han nok vil være mere mærket og længere tilbage på bakkerne end de ovennævnte. Med et stærkt lead-out fra Impey skal man bestemt ikke udelukke, at det bliver til grand tour-sejr nr. 2 for Mezgec i Tour-debuten.

Jeg er mere i tvivl med Bryan Coquard. Franskmanden har genfundet lidt af sin gamle holdbarhed, særligt ved de franske mesterskaber, men lange stigninger har aldrig været hans kop te. Han klarede den på 7. etape, men Col du Beal er formentlig for svær til, at han kommer med denne gang, især fordi han så lidt træt ud i sit udbrudsforsøg i dag. Umuligt er det dog ikke, og bakkerne i finalen passer ham glimrende, hvis han stadig har den friskhed, man kan tvivle lidt på, især efter styrtet i tirsdags. Sidder han med til sidst, har han farten til at være med i kampen om sejren, som vi så i Lavaur, hvis han denne gang kan undgå nok engang at sidde for langt tilbage - noget, der bliver svært med et hold formentlig uden overlevende lead-out-folk.

Dette er også NTTs bedste chance for at vinde en etape. Edvald Boasson Hagen er delvist genopstået fra de døde, og han viste i Lavaur, at han bestemt ikke er uden chance i en spurt efter en hård dag i dette selskab. I gamle dage havde jeg ikke været i tvivl om, hvorvidt han klarede bakkerne, men det er jeg med den Boasson Hagen, vi kender i dag. Chancerne er dog i hvert fald bedre end for Coquard, der til gengæld er hurtigere. Boasson Hagen har så til gengæld et andet våben, hvis Michael Gogl kan levere samme fine lead-out som i Lavaur. Gør han det, vil Boasson Hagen kunne vinde denne boulevardspurt, han vil elske.

Blandt Treks tre hurtige folk er det formentlig kun Jasper Stuyven, der kan overleve både Col du Beal og bakkerne i finalen, og han vil formentlig være en af de allermest friske til sidst, da han er yderst holdbar. Problemet er blot, at han ikke er voldsomt hurtig på flad vej, som vi har set det senest i Lavaur og ved EM. I dette selskab er der formentlig folk, der er hurtigere, og derfor ligner det et godt resultat, men næppe en sejr for den stærke belgier. Måske er hans bedste chance at gå med i et Alaphilippe-hug på bakkerne, men det kan blive lidt svært for ham at matche de bedste der.

En anden sprinter, der klatrer meget godt, er Clement Venturini. Det vil være en overraskelse, hvis ikke han sidder med hjem, og han vil særligt elske de eksplosive bakker til slut. Det betyder, at der er uhyre gode chancer for en top 10 til den lille franske crossrytter, der tillige er god i positionskampen. Til gengæld er han ikke specielt hurtig på flad vej, hvorfor hans eneste gode resultat også kom i onsdagens stigende spurt. Det er derfor svært at se ham vinde etapen.

I deres nuværende forfatning kommer Elia Viviani og Simone Consonni næppe med hjem, og så er det Christophe Laporte, der er bedste Cofidis-bud. Laporte er imidlertid ikke en stor klatrer, og jeg vil blive en anelse overrasket, hvis han klare Beal. Udelukkes kan det dog ikke, og sker det, passer bakkerne i finalen ham bedre. Blandt de holdbare sprintere er han dog både blandt de langsommere og de mindst holdbare, og derfor vinder han næppe etapen, selvom han positionerer sig godt.

Endelig er der Hugo Hofstetter. Franskmanden er ikke kendt for at være specielt holdbar, og al logik siger, at Beal er for svær. Han har dog imponeret i dette løb, både med større klatrestyrke og ikke mindst højere fart, end han plejer. Derfor må vi åbne døren for, at han klarer den igen, og da han slet ikke så langsom, som da han var sprinteren, der aldrig vandt, og er god i positionskampen, må han tilskrives en fin chance, hvis han skulle sidde med hjem og tilstrækkeligt langt fremme efter bakkerne.

Julian Alahilippe vil formentlig også køre spurten, hvis ikke han er stegt efter et angreb, men han vinder næppe i dette selskab. Oliver Naesen vil sikkert også prøve, men også han er overmatchet, selvom han er hurtig efter en hård dag. Det er en fremragende etape for Sonny Colbrelli¸ men med en formstærk Landa får han næppe heller lov denne gang. Jose Joaquin Rojas, Alberto Bettiol, Daryl Impey (hvis Mezgec mod forventning er faldet fra), Anthony Turgis, Cyril Barthe (hvis Coqaurd er faldet fra) og Hugo Houle kan alle tænkes at spurte, men de vinder næppe. Sunweb får næppe Cees Bol med over, men har en reel chance for at få Nikias Arndt med hjem. Han kan gøre det godt, men næppe vinde længere. Alternativt har de de mere holdbare Joris Nieuwenhuis og Søren Kragh, men de vinder ikke i dette selskab. Normalt ville Sam Bennett have en reel chance, men efter i dag virker det ikke realistisk at komme med hjem. Det gør det heller ikke for Caleb Ewan (som Jasper de Buyst formentlig skal vente på), Alexander Kristoff, Mads Pedersen, Edward Theuns, Niccolo Bonifazio, Max Walscheid eller André Greipel .

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Ender det i scenarie 2, er Maximilian Schachmann min favorit. Som beskrevet er han i en drømmeposition, fordi han meget vel kan blive slæbt gratis med hjem, og så er han meget svær at slå med den fine hurtighed, han har, også på flad vej. Udfordringen er, at han kan være træt efter i dag, men han har alle de taktiske kort på hånden til at vinde, hvis ikke det bliver en spurt i den store gruppe.

Jeg vil også pege på Marc Hirschi. Med sin vilde form må han lige nu være det mest sandsynlige bud på en mand, der kan køre alene hjem i en finale, der passer perfekt til en puncheur som ham. Selv i en spurt i den lille gruppe, der kan tænkes at køre væk, vil han stå med meget gode kort på hånden, i hvert fald hvis han ikke er oppe mod en frisk Schachmann, der forhåbentlig for Hirschi er træt efter i dag.

Som beskrevet i gårsdagens analyse meldte Greg van Avermaet i går om gode ben, men ligesom Alaphilippe troede han, at man skulle vente til muren. Han synes da også at være i glimrende form, og han er helt sikkert opsat på at angribe på bakkerne, mens Trentin venter til spurten. Han er ikke helt så eksplosiv som Alaphilippe og Hirschi, men det er en finale, der passer ham fint. Og i en spurt efter en hård dag har han en fremragende historik.

Som sagt er det Julian Alaphilippe, der skal redde dagen for Bennett. Han kommer bare ikke til at stå med de bedste kort på hånden, hvis han får en gruppe væk. Det vigtigste for Deceuninck må være, at Sagan ikke vinder etapen, og derfor kan han ende med at skulle arbejde for meget til at vinde en flad spurt, som i forvejen ikke er det, han mestrer allerbedst. Det er dog ikke umuligt, og samtidig er han den bedste puncheur på disse bakker, så sammen med Hirschi er han - trods sin mindre gode form - bedste bud på en mand, der kan køre alene væk.

En joker kunne være Alberto Bettiol. Som beskrevet forud for 12. etape har han virkelig imponeret på det seneste, og han synes i fremragende form. Han var uheldig med en defekt i går, og derfor så vi aldrig, hvad han kunne, og om han måtte køre offensivt. Der er en risiko for, at han skal passe på Uran, men får han frihed kan han køre med en lille gruppe. Han er nok ikke hurtig nok til at vinde, men han kan sagtens spurte.

Det samme kan Oliver Naesen, der i sidste års klassikere har vist sig uhyre hurtig efter hårde dage. Desværre har han været kronisk rusten efter pausen, også i dette løb, og han er i forvejen ikke alt for eksplosiv. Jeg tror derfor, at det bliver svært at gå med, når Alaphilippe skyder den af, men til gengæld vil han have en god chance i en spurt, hvis det lykkes.

Lad os endelig komme med et dansk bud. Mens Kasper Asgreen nok skal iscenesætte Alaphilippe eller hjælpe Bennett, kan Søren Kragh formentlig køre sin chance. Formen er åbenlyst ved at være fremragende, og så har han en reel chance for at køre med på bakkerne til sidst. Det er svært mod Alaphilippe og co., men med benene fra marts er det ikke umuligt. Og sidder han der vil han være en af de hurtigste.

Andre kandidater til at gå med i et hug til sidst er Benoit Cosnefroy, men han virker alt for træt, Valentin Madouas, Alexey Lutsenko og sågar Alejandro Valverde , men jeg har lidt svært ved at se dem gøre det færdigt i en flad spurt - for Valverdes vedkommende fordi han med alderen synes at have tabt en del hurtighed i netop den slags finaler.

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Peter Sagan, Matteo Trentin

Outsidere: Luka Mezgec, Bryan Coquard, Edvald Boasson Hagen, Maximilian Schachmann, Marc Hirschi

Jokers: Greg van Avermaet, Julian Alaphilippe, Jasper Stuyven, Clement Venturini, Christophe Laporte, Hugo Hofstetter, Alberto Bettiol, Oliver Naesen, Søren Kragh