VIND EN GARMIN EDGE 830 CYKELCOMPUTER

Ruten

Det kan godt være, at vi har skullet vente 14 dage på løbets første rigtige bjergafslutning, men når den endelig kommer, gør den det med maner. Det første birkelig bjergslag slutter nemlig for blot anden gang i historien på Pyrenæernes mest berømte bjerg, Col du Tourmalet. Det sker som afslutning på en af de korte, intense bjergetaper, som Touren i de senere år har elsket, og da man på de 117 km også skal over Col du Soulor, vil vi efter 14. etape med sikkerhed have et helt klart billede af, hvem der er løbets bedste klatrer.

Med sine bare 117,5 km er der som sagt tale om en ultrakort etape, der fører feltet fra Tarbes til toppen af Col du Tourmalet. Tarbes er en af de kendte byer, der ofte bruges som start for pyrenæeretaperne og ligger i fladlandet nord for bjergene. Her lægger man ud med igennem fladt terræn at køre mod sydvest, inden man drejer mod vest for at køre op over den ikke-kategoriserede Cote de Pontacq (1 km, 6,6%), der har top efter 8,4 km, og kategori 4-stigningen Cote de Labatmale (1,4 km, 6,7%), hvis top rundes efter 18 km. Derfra går det videre igennem fladlandet mod vest og senere syd direkte med retning mod bjergene. Langsomt begynder det at stige let, men det er først efter ca. 48 km, at helvedet bryder løs.

Det sker, når man rammer kategori 1-bjerget Col du Soulor, der over 11,9 km stiger med 7,8% i snit, og som kan inddeles i tre dele. De første 4 km stiger med 7-8%, inden der venter 4 stejle kilometer, hvoraf de tre stiger med 9-11%. Herefter bliver det lettere med 3 km med 7-9%, inden det flader ud nær toppen, der passeres efter 60,5 km.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Efter stigningen drejer man mod øst for at følge en teknisk nedkørsel, inden man rammer en lige, let faldende vej, der fører mod nordøst ned til dalen. Her følger man en let stigende dalvej mod sydøst forbi dagens spurt, der kommer efter 86 km på toppen af en 1500 m lang bakke, hvis sidste kilometer stiger med 1,4% og går via en lige vej med en enkelt rundkørsel. Den leder hele vejen frem til buen Luz-Saint-Saveur, der ligger i bunden af Col du Tourmalet, som er uden for kategori. Her drejer man mod nordøst for at bestige det frygtede bjerg, der over 19 km stiger med 7,4% i snit og er relativt regulær. Således stiger de første 14 km hovedsageligt med 7-9%, hvorefter der følger to lettere kilometer, inden den tager fat over de sidste tre kilometer, der stiger med hhv. 10,9%, 7,2% og 9,8% i snit, før man når toppen i 2115 m højde. På de sidste 5 km er der tre hårnålesving, det sidste med ca. 300 m til mål, hvorefter den 5 m brede vej bugter sig let.

Etapen byder på i alt 3418 højdemeter over den korte distance.

Col du Tourmalet har kun én gang tidligere været mål for Touren. Det skete i 2010 i forbindelse med 100-året for første passage gennem Pyrenæerne, og her sejrede Andy Schleck foran den førende Alberto Contador efter en stor duel i den tykke tåge mellem de to kombattanter til kampen om den samlede sejr.

Vejret

Umiddelbart kunne det se ud til, at det fra nu af bare vil blive varmere og varmere, men i første omgang bliver heden til at have med at gøre. Lørdag vil kun byde på få skyer og en bygerisiko på 10-20% under det meste af etapen, og temperaturen vil i bunden af Tourmalet være 27 grader. Der vil bare være en svag vind, først fra sydvest og til slut fra nordvest, hvilket giver sidemodvind på den første del af etapen og dernæst sidevind frem mod Soulor, hvorpå man gradvist vil dreje ind i medvind. Der vil være sidemedvind på nedkørslen, medvind i dalen og til slut sidemedvind hele vejen op ad Tourmalet.

Analyse af 13. etape

Det var det med den ordbog, som jeg efterspurgte i min analyse efter 3. etape. Allerede dengang efterspurgte jeg en håndsrækning i min jagt på passende superlativer til at beskrive fænomenet Julian Alaphilippe, for jeg forudskikkede, at jeg nok ville få brug for at levere endnu en lovprisning senere i løbet. Den hjælp fik jeg ikke, men uanset hvad havde det også været helt utilstrækkeligt. Der synes nemlig alligevel ikke at kunne findes et vokabularium, der på nogen måde retfærdiggør det, Alaphilippe har gang i under den drøm, han i disse dage gennemlever på sin franske hjemmebane.

I virkeligheden tømte jeg mit ordforråd alt for tidligt. Jeg brændte den nemlig allerede af, da Alaphilippe leverede en af løbets mest forventede sejre på årets 3. etape, og det var nok en postgang for tidligt. Nok tog han sejren på smukkere manér, end man kunne have forventet, men det var alligevel en sejr, der kom på en rigtig Alaphilippe-etape.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Sådan kan man imidlertid ikke sige, at det har været siden da. Først tog han kampen op med klassementsrytterne på løbets første bjergetape - endda i en grad, så det har ham, der var i offensiven og dem i defensiven - og siden leverede han en ”Alaphilippe Classic”, da han generobrede førertrøjen i Saint-Etienne i terræn, der var lige efter hans hoved. I dag fulgte han så det lille klatremirakel op med at køre sit livs enkeltstart og ikke blot som forventet forsvare trøjen, men sågar give selveste Geraint Thomas, der ikke just er nogen enkeltstartsnovice, en lille lektion, både hvad klatring og tempotons på flad vej angår.

Egentlig burde man være forundret, men faktisk er jeg det ikke. Nej, jeg havde ikke regnet med, at han ville vinde etapen, nu hvor Thomas faktisk leverede på et niveau, man kunne have forventet, men allerede i optakten skrev jeg, at der var udsigt til, at alkymisten Alaphilippe, der forvandler alt til guld, ville køre sit livs enkeltstart. Og det var præcis, hvad han gjorde, da han ikke blot kørte stærkest i den teknisk, kuperede indledning, der var som skabt til en puncheurtype som ham, men også trådte watt på flad vej i et omfang, så feltets wattmonstre måtte se misundelige til fra holdbusserne.

Når det ikke var uventet, skyldes det, at vi har set det før. Når han er i form - og ingen kan vist benægte, at Alaphilippe lige nu er bedre end nogensinde - kører han nemlig gode enkeltstarter, og det var derfor indlysende, at han ville gøre det samme på en rute, der passede ham næsten perfekt, i hvert fald for det mestes vedkommende. Det så vi eksempelvis, da han tog cykelverdenen på sengen ved at vinde en lignende eksplosiv enkeltstart i Paris-Nice tilbage i 2016, da han grundlagde sin sejr i Californien ved at blive nr. 3 på enkeltstarten, da han blev nr. 4 på en kuperet enkeltstart i Baskerlandet og nr. 3 på en tilsvarende tidskørsel i Paris-Nice, da han for et par uger siden blev nr. 7 i Dauphiné, og da han i januar endda vandt en flad tonserenkeltstart i San Juan. Det er således ikke enkeltstartsresultater, der mangler, og derfor var det forudsigeligt, at der ville være en stor fransk eftermiddag i vente. Omfanget af festlighederne kom dog nok bag på de fleste, men mon ikke arrangørerne jubler over, at en franskmand i gult vandt på den dag, den gule trøje fyldte 100? Det scenarium kunne Christian Prudhomme næppe have skrevet bedre for et par iger siden.

Det naturlige spørgsmål er naturligvis nu, hvor langt det rækker. Hidtil har der jo ikke være skyggen af sprækker i det stadig mere armerede Alaphilippe-panser, og der er næppe heller tvivl om, at Ineos-ledelsen sover lidt ekstra uroligt i nat. Vi taler trods alt om verdensranglistens nr. 1, og jeg plejer selv at sige, at man altid skal forvente det uventede af sportens vidunderbørn. Og blandt disse er Alaphilippe vel den første, og dermed den mand, man altid skal forvente de største sensationer fra.

Alligevel er vi dog nok betydeligt tættere på en eksplosion, der vil kunne høres ud over hele Frankrig, end et mirakel i stil med det, Tom Dumoulin næsten leverede i Vueltaen i 2015. Vi har nemlig set det før i ugelange etapeløb, hvor Alaphilippes opvisninger som regel efterfølges af en eksplosion, der med et brag sender ham ud af klassementskampen. Det så vi, da han tog choksejren på enkeltstarten i Paris-Nice i 2016. Det så vi i sidste års Paris-Nice, netop som han med en god enkeltstart havde bragt sig i spil til den samlede sejr. Det så vi i årets Tirreno-Adriatico, hvor en formstærk Alaphilippe, der få dage senere vandt Milano-Sanremo på fabelagtig manér, lagde ud som lyn og torden for siden at falde sammen mod slutningen. Og vi ser det næsten hvert år i Dauphiné, senest i år, hvor Alaphilippe vandt 6. etape, men faldt temmelig meget sammen på de to sidste bjergetaper.

Det er således ikke tilfældet, at Alaphilippes bedste placering i et stort europæisk WorldTour-etapeløb er en 5. plads i Paris-Nice. Deceuninck-stjernen kan meget, men restitution er og har aldrig været hans spidskompetence. Selvom han har forbedret sig, har lange stigninger bestemt heller ikke været det, og med tanke på det, der venter i en usædvanligt bjergrig sidste del, hvor stigningerne ofte er 10 gange længere, end Alaphilippe foretrækker det, er det nok snarere et spørgsmål om, hvornår eksplosionen kommer, snarere end om den gør det. Set i lyset af hvor dybt han gravede i dag, vil det slet ikke undre, hvis det i morgen eftermiddag siger ”bang” ud over hele Frankrig, når Alaphilippe plantes som en sten af løbets rigtige klatrere. Det ville i hvert fald ligne ham.

Selvom Alaphilippe kan have gjort søvnen en anelse mindre komfortabel, ligger Geraint Thomas derfor nok heller ikke vågen hele natten. Waliseren kan nemlig være yderst tilfreds med dagens udkomme, også selvom det ikke blev til den etapesejr, han havde sat næsen op efter. Nu blev det ikke Wout van Aert, som han selv havde regnet som etapens favorit, men Alaphilippe, som satte ham til vægs, men i det store billede forløb dagen glimrende. I hvert fald gjorde han præcis, som man kunne have forventet - og for spændingens skyld frygtet - ved at styrke det forspring, som en kombination af holdløb og sidevind allerede havde bibragt ham. Og han fik endnu engang efterladt indtrykket af, at rygnummer 1 sidder på ryggen af feltets stærkeste rytter, som har kurs direkte mod den samlede sejr.

Det skyldes ikke mindst, at han brød en kedelig tendens. Indtil i år har mønsteret været, at man altid blev en bedre cykelrytter af at komme til Sky/Ineos, men sådan har det ikke været i år. I 2019 har briternes specialister skuffet en efter en, og det gælder også for Thomas, der særligt floppede i Romandiet og Schweiz. Det kedelige mønster gentog sig imidlertid ikke i dag, og set i det lys er Thomas måske i virkeligheden endnu stærkere, end hans forventede topresultat antyder.

Egan Bernal gjorde i hvert fald intet til at afkræfte tesen om, at der er et eller andet galt med Ineos’ ellers så ufejlbarlige tempomaskineri. Den lille colombianer har nemlig kørt så gode enkeltstarter i år, at han burde være endt som en af etapens vindere, men sådan gik det slet. Tværtimod skuffede løbets forhåndsfavorit atter fælt, præcis som han gjorde det på La Planche des Belles Filles. Med et tab på mere end et minut til Thomas, der tilmed ligner løbets stærkeste mand, må han således nok nu indstille sig på rollen som luksushjælper. Det er til gengæld dårligt nyt for konkurrenterne, der nu ikke længere kan håbe på at kunne udnytte den uklarhed om taktikken, som et tvivlsomt kaptajnforhold kan skabe, og udsigten til Bernal som loyal hjælper kan nok få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Heldigvis for løbets spænding gav etapen dog mange af de svar, man kunne have håbet. Det gælder vel først og fremmest, at Richie Porte med sin fornemme 5. plads fik signaleret, at han stille og roligt nærmer sig drømmeniveauet fra 2017, hvor han gang på gang viste sig som verdens bedste klatrer. Efter et sløjt forår kunne man i den grad frygte, at den aldrende Porte var ”over the hill”, men gennem hele løbet har man kunnet fornemme, at der var noget i gære. Alene det, at han åbenbart havde så meget overskud, at han gik med i Romain Bardets meningsløse hjemmebaneangreb på 9. etape, vidner om en vis kløe i benene, og formkurven synes endda at være stigende. Nok er han ikke 2017-udgaven af sig selv endnu - den Porte havde været med i kampen om etapesejren - men han er nu så god, at vi kan drømme om at se i hvert fald nogle af de takter, der gjorde ham til verdens bedste i ugelange etapeløb forud for det grimme styrt i Touren for to år siden.

Den anden positive bekræftelse kom fra Thibaut Pinot. Man skal have været stæreblind for ikke at have set, at franskmanden har været flyvende i den første del af løbet, og at han var klar til at bekræfte det niveauløft, han viste sidste efterår. I dag kørte han så sin klart bedste enkeltstart siden 2016. Dengang havde han ellers udviklet sig til så god en temporytter, at han endda slog Tom Dumoulin på en enkeltstart i Romandiet, men siden har smerter giver ham problemer med positionen. Den er langt om længe blevet rettet til, og selvom han stadig ikke kan regne enkeltstarten som det effektfulde våben, det var for tre år siden, vidner dagens præstation om, at han er på vej tilbage og ikke mindst om, at hans form er guddommelig.

Desværre for løbet var det også næsten præcis de ryttere, der tabte tid i sidevinden, som imponerede særligt meget. Udover Porte og Pinot gjaldt det i særlig grad Rigoberto Uran, og modsat de to førstnævnte tog han mig på sengen. Jeg har ikke lagt skjul på, at mine forventninger til Uran har været yderst beskedne i lyset af den tamme kørsel, han har udvist siden Touren i 2017, men måske skal opfattelsen efterhånden revideres. Dagens 4. plads var nemlig en mindre sensation, hvis man betænker, at Uran efter skiftet væk fra Quick-Step gik fra at være tempospecialist til at være enkeltstarternes evindelige taber, der smed den ene top 10-placering efter den anden væk på grund af en ringe tidskørsel.

Sådan gik det i hvert fald ikke denne gang, og nu er spørgsmålet bare, hvad det var, vi var vidner til. Var det udtryk for, at Uran bare red videre på den fantastiske bølge af enkeltstartsforbedringer, som vi har set fra næsten alle EF-ryttere i år? Eller var det udtryk for, at Uran er tilbage på sit 2017-niveau? Den ikke specielt overbevisende kørsel i Vogeserne kunne måske tyde på det første, men vi kan krydse fingre for, at sandheden skal findes i det sidste.

En anden vinder var naturligvis Steven Kruijswijk, men hans tidsgevinster var mere forventelige. Det er nemlig ikke blot EF, men også Jumbo, der har gang i en enkeltstartsbølge, og den har Kruijswijk i den grad redet med på. Det så vi med 4. pladserne på enkeltstarterne i både Vueltaen og Dauphiné, og de så vi igen med dagens flotte 6. plads. Desværre kan man ikke helt slippe af med den nagende tvivl, der stadig rumler efter den ringe præstation på 6. etape. I Dauphiné bragede Kruijswijk nemlig også en fremragende enkeltstart af for siden at falde sammen i bjergene. Heldigvis er en grand tour noget helt andet, og vi ved alle, hvad der sker, når Kruijswijks motor endelig er blevet varm.

Og når nu vi taler om motorer… Jeg har vist gentagne gange lovprist Enric Mas for at besidde den helt særlige evne, der adskiller etapeløbsryttere fra grand tour-ryttere, nemlig restitutionen. Hans avancement fra en 12. til en 2. plads i Vueltaen sidste halvdel var det første vidnesbyrd, og noget tyder på, at mønsteret holder. I hvert fald lagde Mas i dag endnu engang en haltende start bag sig ved at køre sit livs vel nok næstbedste enkeltstart. Med tanke på, at den bedste kom i sidste års Vuelta, og at han derudover aldrig kører gode enkeltstarter, er der noget, der tyder på, at Mas’ enorme motor efterhånden er blevet varm. Når/hvis Alaphilippe engang eksploderer, er det formentlig ikke det sidste, vi har set til Deceuninck i bjergene.

En sidste lille vinder er vel Mikel Landa. Ganske vist er et tab på 1.45 til Alaphilippe ikke prangende, men med tanke på de enkeltstarter, han kørte i Giroen, var det en kolossal forbedring. I forvejen havde han efterladt et yderst positivt indtryk med sit stærke angreb på La Planche des Belles Filles, og det gør det blot ekstra ærgerligt, at det dumme styrt i sidevinden nok engang satte uheldige Landa tilbage. Til gengæld borger hans gode kørsel for masser af underholdning, for Landa tænker ikke to gange, når han skal i angreb i Pyrenæerne og Alperne.

I det hele taget kan vi regne med at se et Movistar-festfyrværkeri de kommende dage. Desværre kunne Nairo Quintana nemlig ikke leve op til sin holdkammerat, og han kørte en enkeltstart som forventet. Det betyder, at de begge har tabt så megen tid, at der ikke længere er plads til afventende kørsel. Samtidig viste Alejandro Valverde, der ellers bestemt ikke har set godt ud indtil nu, at han måske alligevel kan hjælpe sine holdkammerater hæderligt - i hvert fald indtil luften bliver alt for tynd for verdensmesteren, der ikke er glad for højder - og han kan blive en nøglekomponent i den Movistar-offensiv, der nok vil blive et tema i den resterende del af løbet.

For andre var løbet mere blandet. Det gælder først og fremmest for Jakob Fuglsang, der med sin 1r. plads på den ene side fik bekræftet den enorme fremgang, han har gjort i disciplinen i 2018 og 2019, men på den anden side ikke helt kunne leve op til den fine kørsel fra Dauphiné. For et par år siden havde resultatet været eminent, men nu vil han næppe være hverken helt tilfreds eller helt utilfreds. Skulle podiedrømmen realiseres, skulle det nok trods alt være gået en anelse bedre, især fordi spørgsmålet om holdbarhed stadig hænger som en tung skygge over ham.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Emanuel Buchmann er i samme situation. Havde det ikke været for Dauphiné, havde en 15. plads været et fantastisk resultat for tyskeren, der bestemt ikke har været en tempogigant. Kørslen i juni samt den generelt fine præstation gennem hele sæsonen havde dog skruet forventningerne lidt ekstra op, men de blev desværre ikke indfriet. Nu kan vi blot håbe, at det snarere var et udtryk for hans reelle tempoevner end et udtryk for en dalende formkurve som i Vueltaen, hvor han raslede ned i klassementet gennem det meste af løbets sidste del.

Dagens største taber var dog Adam Yates. Jeg har vist flere gang skrevet, at jeg ikke var synderligt imponeret over britens kørsel i løbets indledning, og dagens præstation bekræfter blot, at det ikke ser alt for lovende ud. Nu er Yates ikke tempospecialist, men kørslen i Dauphiné vidnede om, at han ligesom Simon havde forbedret sig enormt. Desværre var det også en ringe enkeltstart, der i Giroen indvarslede Simons trængsler, og på den baggrund er det nærliggende at frygte, at vi vil se en gentagelse for Adam, ikke mindst fordi holdbarhed og lange bjerge i forvejen ikke er hans kop te.

Endelig var der naturligvis de forventede tabere. Dan Martin og Romain Bardet fik sig lussinger, der lå nogenlunde på det forventede niveau. Martin har ikke været flyvende, men i samspil med en stadig mere velkørende Fabio Aru, der også gjorde det ganske godt i dag, skal vi nok se noget til den altid aggressive irer. Bardet kommer vi helt sikkert også til at se, men det kan desværre måske ende med at blive i rollen som etapejæger. Dagens enkeltstart var måske blot udtryk for niveauet, men i hvert fald ikke noget, der højnede de begrænsede forventninger, jeg hele tiden har haft en franskmanden, som har været langt fra sit bedste gennem det meste af de seneste to år.

Som forventet blev etapen domineret af klassementsryttere. Det lå i kortene, når der var tale om en yderst kuperet rute set i en grand tour, hvor de restitutionsstærke klassementsfolk endda ville være mere friske end specialisterne, der for de fleste vedkommende enten har arbejdet eller været i angreb. Undtagelsen var naturligvis først og fremmest Thomas De Gendt, der levede op til den jokerstatus, jeg tildelte ham i optakten. Belgieren viste nemlig så sent som i Giroen, at han på sine store dage kører gode enkeltstarter, og med tanke på sidste lørdags vanvidsridt lå det i kortene, at en god præstation kunne være i vente. At den blev så god, var imidlertid nok alligevel ikke helt forventet, men det understreger blot endnu engang, at De Gendt i disse dage er skræmmende stærk.

Det er Kasper Asgreen også. Danskeren havde ellers nedspillet forventningerne voldsomt, men dagens 8. plads viser, at selv en træt Asgreen er en fremragende temporytter. Hans enorme motor betød da også, at der ikke umiddelbart var grund til at ride med på hans egen pessimisme, og han er nok meget tilfreds med, at vi var mange, der troede mere på ham, end han selv gjorde. Tæt på sejren var han ikke, men med tanke på den jætteindsats, han hidtil har leveret, var det yderst løfterigt.

Så var der stakkels Wout van Aert. Belgierens drømme-Tour endte med et brag, da han i et forsøg på at indhente de sidste 11 sekunder på De Gendt førte til en oversatsning som med ét berøvede os for en af løbets mest spændende skikkelser. Hvis det kan være en lille trøst, var det dog ikke en etapesejr, han gik glip af, for den var desværre for længst væk, når man ser på, hvor stærkt Alaphilippe kørte. Mistanken om, at der var født et sandt tempomonster, blev således i første omgang gjort til skamme. Men mon ikke den grand tour-sejr på en enkeltstart nok skal kommen anden gang?

En sådan har Chad Haga allerede, men han måtte sande, at han i dette skarpere felt trods alt ikke kunne gentage præstationen fra Giroen. Nelson Oliveira bekræftede endnu engang, at han er en langt bedre temporytter, end han får kredit for - også selvom han ikke kom på podiet, som han gjorde på den første Tour-enkeltstart i 2016 - og Joey Rosskopf viste med sin 10. plads, at han fremover skal tages ganske seriøst på sene grand tour-enkeltstarter. En 2. plads i Vueltaen og nu en top 10 i Touren tegner i hvert fald et relativt klart mønster.

Et mønster er der også i Alaphilippes kørsel, for tilsyneladende skal man bare vente sig det bedste hver eneste gang. Desværre ender det nok ikke med det mirakel, hele Frankrig drømmer om. Snarere bages der nok op til en eksplosion, der før eller siden vil rive ham du af sin gule drømme. Regningen kunne allerede komme på Tourmalet i morgen, men bør i hvert fald gøre det inden Paris. Heldigvis har vejrguderne sørget for, at den værste sne er fjernet, for ellers kunne der godt være akut lavinefare, når Alaphilippe i en klassisk eksplosion før eller siden nok bliver revet tilbage til virkeligheden. Der må trods alt være en grænse… 

 
UGENS TILBUD: LANCE ARMSTRONG DVD - KUN 10 KRONER
 

Favoritterne

Enkeltstart, holdløb, sidevind, puncheurterræn… Langt om længe har klassementsrytterne fået ryddet op i de mange forhindringer, der kunne sætte dem tilbage inden bjergene og derfor ville bestemme, præcis hvor offensivt der skal køres i det terræn, der mere end noget andet vil kåre vinderen af årets Tour. Den er nemlig blevet betegnet som højdernes og klatrernes Tour, men indtil nu har favoritterne kun en enkelt gang testet bjergbenene for alvor, og 2000 m højde har endnu ikke været noget tema.

Det ændrer sig nu! I morgen kommer den første af de fire etaper, der byder på gigantbjerge i den iltfattige luft, og med mål på toppen af legendariske Tourmalet lægger man i den grad ud med manér. Måske er bjergene i Alperne højere og alpeetaperne generelt sværere, men Tourmalet kan tage pusten fra de fleste. Det er nu, vi får det første klare svar på, hvordan klatrehierarkiet står - det aner vi reelt set ikke meget om lige nu - og frygten for, at modvinden skulle dræbe initiativet i det golde terræn på toppen, synes afblæst, da der heldigvis vil være medvind på begge dagens stigninger.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Samtidig har de nævnte udfordringer maget det sådan, at tidsforskellene allerede er enorme. Mikel Landa er eksempelvis allerede sat mere end 4.30 tilbage i forhold til Thomas, og også Romain Bardet, Richie Porte og Jakob Fuglsang er mere end 3 minutter efter Tour-kongen. Meget bedre ser det ikke ud for Dan Martin, Adam Yates, Nairo Quintana og Rigoberto Uran, og faktisk er det kun Steven Kruijswijk, Enric Mas, Egan Bernal, Emanuel Buchamnn og Thibaut Pinot, der holder sig inden for to minutter af waliserens tid.

Derfor kan man heller ikke tillade sig at vente meget længere. Da det er første store bjergetape i de rigtige bjerge, er det nok for tidligt at sætte alt på ét bræt med et stort angreb allerede på Soulor - den eneste, der er vild nok til at forsøge noget sådant, er formentlig Landa samt måske Bardet - men Tourmalet er også så vanvittigt et bjerg, at man kan vinde rigeligt med tid alene her. Samtidig er det et mytisk bjerg, hvor alle vil vinde, etapen er kort og ikke alt for besværlig at skulle kontrollere, og der er endda bonussekunder at hente på toppen. Derfor siger logikken umiddelbart, at der må være ganske mange klassementshold med en interesse i at få efter etapesejren og som minimum gøre det hårdt, forsøge at isolere Geraint Thomas og Egan Bernal og teste, om Ineos vitterligt er så sårbare, som de var i Vogeserne, eller om Wout Poels - som han plejer - har fundet benene til den sidste del af løbet.

Det vil dog ikke forhindre os i at få en aggressiv start. Det kan bestemt ikke udelukkes, at et udbrud kan holde hjem, og der vil være et hav af ryttere med interesse i at komme væk. Samtidig er det på en dag som denne, at næsten alle klassementsholdene vil have folk ude foran, og derfor er der lagt op til en hektisk indledning. Deceuninck skal blot sørge for, at udbruddet ikke udgør en trussel mod trøjen, og det burde nok kunne lade sig gøre på en dag, der starter med knap 50 flade kilometer. Det er således ganske sandsynligt, at vi ser en gentagelse af scenariet fra i går, hvor der etableres et stort udbrud med deltagelse fra de fleste hold, og hvor der vil være et miks af sprintere, som vil have et forspring inden bjergene, etapejægere samt hjælperyttere, der skal bruges senere.

Deceuninck vil denne gang have en interesse i, at bonussekunderne sendes til månen, så de vil med glæde lade udbruddet få masser af snor. Derfor er det andre hold, der skal frem. I første omgang vil meget pege på Ineos, men da de i første omgang nok vil tjekke, om ikke Alaphilippe-problemet løser sig selv i Pyrenæerne, inden de eventuelt skal til at angribe ham i Alperne, vil de formentlig være fint tilfredse med at lade et udbrud sejle hjem og spare på holdet.

Det er der imidlertid andre, der ikke vil. Movistar og FDJ har formstærke kaptajner og behov for at vinde tid, og vi forventer, at de vil tage initiativ. Det er meget sandsynligt, at Astana vil gøre det samme, hvis man ser på den kørestil, de som regel har haft, og den selvtillid, Jakob Fuglsang fortsat udstråler. Endelig kan man bestemt ikke afvise, at Richie Porte efterhånden har fået så meget selvtillid, at også han vil gå efter en sejr. Der er der fire af de stærkeste hold i denne slags terræn, der alle kan forventes at overveje at gå efter en etapesejr, og da vi som minimum forventer noget fra Movistar og FDJ, vil vi tro, at udbruddet meget hurtigt vil blive holdt i snor.

Det næste spørgsmål er, hvad der skal ske på Soulor. Som sagt tror vi, at etapen kommer for tidligt til stor sats, især fordi der er en del dal mellem de to stigninger, og vi forventer således, at stigningen primært vil blive brugt til at sætte pres på, først og fremmest fra Movistar, FDJ og Astana. Det er imidlertid meget tænkeligt, at Movistar ligesom sidste år spiller Valverde-kortet tidligt. Skal han bruges taktisk, skal det ske, mens han stadig er en klassementstrussel, og det vil derfor være oplagt at tvinge Ineos frem ved at angribe med Valverde allerede på Soulor. Han kørte trods alt så fin en enkeltstart, at man ikke bare kan lade ham sejle væk.

Offensiven vil nok ikke fungere. Dertil er Ineos for stærke og dalen for lang, men det vil bidrage til at gøre etapen endnu hårdere, hvis den taktik iværksættes. Samlet set tror vi således på, at det vil ende i et opgør mellem favoritterne på Tourmalet, men først efter en hård og opslidende dag. På etaper som disse kan udbrudssejre aldrig udelukkes - tænk, hvis der igen kommer en Yates-type med i gruppen - men vi tvivler på, at det vil ske i morgen.

Det får os til at pege på Geraint Thomas som vores favorit. Waliseren har virket skræmmende stærk gennem hele løbet, lige siden han på 6. etape kørte fra dem alle på en meget stejl stigning, der egentlig slet ikke burde have passet den store waliser. Dagens enkeltstart gjorde intet for at afkræfte den fornemmelse, og foreløbig er der intet, der tyder på, at Thomas ikke er lige så god som sidste år. Dengang var han aldrig for alvor presset på stigningerne, og i morgen har han de fleste kort på sin hård. Stigningen passer ham langt bedre end La Planche des Belles Filles og minder meget med om de to bjergfinaler, hvori han sidste år to sine to etapesejre. Han er i en situation, hvor han kan køre defensivt - Alaphilippe kan han tage sig af senere, hvis franskmanden skulle holde ud - og han er bakket op af et hold, der måske ikke har virket overbevisende, men som vanligvis kan regne med Poels i den sidste del, og som har Egan Bernal som en verdensklasseløjtnant.

Med andre ord er Thomas’ taktik ret enkel. Han skal lade Ineos gøre deres klassiske arbejde på den sidste stigning, mens han selv blot svarer på de angreb, der måtte komme. Hertil har han formentlig stærk hjælp fra Poels og Bernal, og skulle det brænde på, ligner han en mand, der kan klare ærterne selv. Det var præcis det, han gjorde sidste år på Alpe d’Huez, hvor han lod Froome angribe, mens han selv fulgte med, indtil han kom med sin klassiske Thomas-eksplosion på den sidste km, som han også gjorde det på 6. etape. Den er der som regel ikke mange, der kan matche, og det vil der næppe heller være i morgen. Derfor tror vi, at Thomas kopierer kunststykket fra Alpe d’Huez og cementerer sin positioner ved at vinde etapen.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

Hans værste rival ligner umiddelbart Thibaut Pinot. Franskmanden var næstbedste mand bag Thomas på 6. etape og gjorde det, der lige nu ellers ligner en umulighed, da han fulgte Alaphilippe på 8. etape. I dag kørte han sin bedste enkeltstart i de sidste tre år, og det synes ikke at være urimeligt at hlvde, at han er bedre end nogensinde. Samtidig burde denne lange stigning passe ham betydeligt bedre end det, han hidtil har været udsat for, og han synes bestemt ikke at være i tilbagegang. Han er bakket op af et suverænt hold med fænomenet David Gaudu og en nu igen velkørende Sebastien Reichenbach, og det giver ham muligheder for både at kontrollere og sætte pres på. Man skal altid vare sig for Pinots berømte dårlige dage, men undgår han en sådan, ligner han et godt bud på en vinder, ikke mindst fordi han også er hurtig på stregen.

Er Richie Porte tilbage? Hans kørsel på det seneste peger i hvert fald i den retning, og selvom han ikke helt synes at være på sit 2017-niveau - så havde han været endnu bedre i dag - nærmer han sig. Enhver, der så Porte køre på cykel i årene 2016 og 2017 vil kunne huske, hvor fabelagtig han var dengang, og nu ser det altså ud til, at vi måske kan håbe at se noget lignende. Modsat Pinot og Thomas er han ikke specielt hurtig, og derfor skal han alene væk, men det burde også nok kunne lade sig gøre. Han har nemlig tabt tid og kan derfor få lidt frihed. Desværre for ham må han også sande, at Thomas konsekvent nævner ham som en af sine værste rivaler, for waliseren ved udmærket, hvor stærk den tidligere holdkammerat kan være. Derfor er det ikke sikkert, at han får megen snor, men så må han jo bare vise, at han klatrer sig så godt, som han gjorde i ”de gode, gamle dage”.

Det var en skam for Mikel Landa, at David Gaudu kørte så stærkt på 6. etape. Dermed gik det let forbi folks næse, hvor flot baskeren faktisk kørte, for han lå ganske længe alene i front, hvor han brugte mange kræfter. Det viser imidlertid, at baskeren er i fremragende form og ikke træt efter Giroen, hvor han i forvejen var bedre end længe, men desværre endte som luksushjælper. Hans enkeltstart i dag var bedre end frygtet, og han sad endda med i sidevinden indtil det ærgerlige styrt. Landa er en herlig aggressiv type, der ikke er bange for at angribe fra distancen, og da han har tabt en del tid, er det ikke ham, der bekymrer Ineos mest. De fleste kan formentlig unde Landa en store etapesejr i Touren efter den serie af uheld, der synes at forfølge ham, og hvorfor ikke tage den på Movistars hjemmebane i Pyrenæerne?

Fejler Landa, har de Nairo Quintana. Vi er stadig ikke blevet meget klogere på, om colombianeren vitterligt er ved at bygge videre på de flotte takter fra Paris-Nice og Volta a Catalunya, eller om han stadig er en skygge af sig selv. Starten har egentlig været ganske lovende, for han kom godt igennem 6. etape, der slet ikke passede ham. Faktisk var han, Porte, Adam Yates og Dan Martin, der alle er kendt som meget stående letvægtere angiveligt ganske hæmmede af grusvejene, der favoriserede mere siddende og tungere folk som Thomas, Jakob Fuglsang og Emanuel Buchmann. Også hans kørsel i sidevinden mindede om kørslen fra Paris-Nice, og dagens enkeltstart var vel nogenlunde som forventet. Vi er slet ikke overbeviste om, at Quintana er sig selv igen, men takterne er ganske fornuftige. Er han tilbage, burde han elske et gigantbjerg som Tourmalet med mål i de højeste højder.

Gennem hele sæsonen har Emanuel Buchmann kørt som en motorcykel, og det fortsætter han tilsyneladende med. Det var i hvert fald ikke ringe, at store Buchmann, der bestemt ikke er en eksplosiv type, kom så fint i mål på de 24% sidste torsdag. Det vidner om, at hans kørsel i foråret er klar til at blive videreført i Touren, og selvom han vil begræde den korte distance, bør han elske den lange målstigning, der passer til hans dieselmotor. Hans enkeltstart i dag var hæderlig, men ikke så god som håbet, og der er derfor en nagende tvivl om, hvorvidt han atter har toppet for tidligt. Til gengæld har han fordel af, at han stadig regnes som en underdog, der nok har mere frihed end de fleste andre, selvom hans resultater er så gode, at det ikke burde forholde sig sådan.

Hvor står Jakob Fuglsang? Som bekendt har vi været noget skeptiske i forhold til hans restitution, men foreløbig har der ikke været tegn på svaghed. Enkeltstarten kunne have været bedre, men var bestemt ikke ringe, og han gjorde det også fint på 6. etape, hvor han endda stadig var mærket af styrtet. Den lange målstigning burde også passe til Fuglsangs dieselmotor, og vi så i foråret, hvor svært han er at bide skeer med, når han har sin bedste form. Desværre er det svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at han ikke helt er på samme niveau, og den fornemmelse vil formentlig blot tiltage, efterhånden som restitution spiller en større rolle. Foreløbig går det dog så godt, at der er grund til forventninger om en god præstation fra Fuglsang, der med sit tidstab måske nu også får lidt mere frihed, end han ville have gjort i første del af løbet, hvor hans chancer var skruet voldsomt op i medierne.

Dagens enkeltstart var et vidnesbyrd om, at Enric Mas efterhånden er ved at få varmet motoren op. Hvis det er rigtigt, skal man passe på, for vi så i Vueltaen, hvor han vandt kongeetapen på næstsidste dag, at han er skræmmende stærk, når han er på sit højeste niveau. Om han allerede nu er så god, kan man nok have sin tvivl om, for hans kørsel på 6. etape var ikke just imponerende. I Vueltaen var det imidlertid meget præcist i næstsidste weekend, at der pludselig var hul i benene. Gentager det mønster sig, burde han elske denne lange målstigning.

Som nævnt i analysen kan det være, at vi skal revurdere opfattelsen af Rigoberto Uran. Dagens enkeltstart var i hvert fald mere end opløftende, og han så faktisk også stærk ud på 8. etape. Til gengæld bekræftede 6. etape blot indtrykket fra de seneste sæsoner, nemlig at han ikke er så stærk som i 2017. Var dagens enkeltstart blot et udtryk for EFs generelle fremgang i disciplinen? Eller afspejler det, at Uran er tilbage? Vi er ikke overbeviste, men har han benene fra 2017, er han i spil i colombianske højder, ikke mindst fordi han også har en ganske giftig spurt.

Steven Kruijswijk var vel den største skuffelse på 6. etape. Ganske viste var etapen anti-Kruijswijsk som bare pokker, men en formstærk version havde alligevel gjort det bedre. I dag viste han med sin fine enkeltstart, at han i hvert fald ikke er dårlig, men i Dauphiné så vi desværre, at en god enkeltstart ikke er ensbetydende med god kørsel i bjergene. Til gengæld ved vi også, at Kruijswijk altid bliver bedre og bedre, og selvom også han vil finde etapen for kort, er han god på en lang, regulær stigning som denne. Til gengæld er det også svært at se ham vinde etapen, for han kan ikke spurte og får ikke skyggen af frihed (han ligger som bekendt fremragende i klassementet). Man kan nok have sin tvivl om, hvorvidt Kruijswijk ligefrem kører fra dem alle allerede i uge 2.

Lige siden 6. etape har vi haft fornemmelsen af, at Adam Yates heller ikke i år er der. Den frygt blev desværre bekræftet igen i dag, hvor han fejlede fatalt på enkeltstarten. Nu er Yates ikke specialist, og derfor skal man passe på med at læse alt for meget ind i det ringe resultat, men der er påfaldende ligheder med Simons kørsel i Giroen. I forvejen kæmper Yates med holdbarheden og med lange bjerge, og derfor har vi i den grad vores skepsis. Omvendt har han kørt så stærkt i løbet af foråret, at det er for tidligt at begrave ham, før vi har kørt det første rigtige bjerg. Hans slangehug og timing er som bekendt legendarisk og livsfarligt, hvis han alligevel har benene.

Dan Martin er kendt som en af feltets mest aggressive ryttere, men indtil nu er det lykkedes ham at holde sig i skindet. Det vil nok ændre sig i morgen, hvor han i hvert fald vil angribe, hvis muligheden byder sig, og benene rækker. Til gengæld har han ikke virket specielt overbevisende, for han burde om nogen have elsket 6. etape. På en lang stigning som denne står han betydeligt ringere, og han ligner ikke en mand, der har benene til at vinde. Omvendt har han tabt tid, og vi kender efterhånden Martins snigerangreb, hvor han kommer tilbage til en gruppe, der er gået i stå, og derefter går direkte i offensiven. Man kan ikke udelukke, at den taktik igen kan give pote.

Endelig er vi naturligvis nødt til at pege på Julian Alaphilippe. Vi vil ikke bruge mange ord på ham, for vi har omtalt hans langsigtede perspektiver til hudløshed i analysen. Vi tror, at Tourmalet bliver hans endeligt, og at der er en regning at betale efter i dag for den restitutionssvage franskmand, men vi har også indtil nu set, at der ikke har været begrænsninger på hans klatring. Tourmalet er noget helt andet end La Planche des Belles Filles for en mand, der ikke elsker lange stigninger, men indtil han én gang for alle er eksploderet, åbner vi muligheden for, at han kan overraske igen.

Egan Bernal skal nok køre stærkt, men med mindre Thomas har en krise er det svært at se ham havne i en situation, hvor han kan vinde. Derudover har vi store forventninger til specielt David Gaudu, men også Jack Haig, der ser bedre ud igen, en nu velkørende Simon Yates, Bauke Mollema, Giulio Ciccone, hvis han er kommet sig efter styrtet, samt en formstærk George Bennett, men de vil formentlig alle alene arbejde som hjælpere. Warren Barguil og Fabio Aru bør overraske positivt, men kan nok ikke vinde etapen, og Alejandro Valverde må regnes som hjælper, der skal spilles tidligt ud. Romain Bardet virker så skidt kørende, at han ikke ligner en vinder, og stigningen er for svær til, at Patrick Konrad og Xandro Meurisse kan vinde. Guillaume Martin skal nok gøre det hæderligt, men vinde kan han ikke, og Michael Woods bør med to brækkede ribben være ude af billedet.

Som sagt kan et udbrud ikke helt udelukkes, men det vil nok kun være et tema for de rigtige klatrere. Mest oplagt er det at pege på Vincenzo Nibali, men han har lidt af maveproblemer siden onsdag aften. Simon Yates skal nok blive hos brormand, og vi tror heller ikke, at George Bennett, Sebastien Reichenbach, Alexey Lutsenko, David Gaudu eller Jack Haig, så måske skal vi se i retning af Trek. Det er nærliggende at sende Giulio Ciccone i forkøbet, og han er ganske velkørende. Det udestår dog at se, hvor mærket han er af styrtet. Ilnur Zakarin kørte også en god enkeltstart og synes at have fundet en form, der gør ham til en helt indlysende kandidat, og man kan også håbe, at Wilco Kelderman endelig er ved at være der. I den nuværende form er Thomas De Gendt også en trussel, men han har formentlig en regning at betale efter i dag på en etape, der nok også er for svært for ham, selvom han før har overrasket på Mont Ventoux. Tiesj Benoot har desværre ondt i ryggen efter styrtet, hvilket kostede ham i finalen på 12. etape, og Tanel Kangert, Rein Taaramae, Damiano Caruso, Dylan Teuns, Rui Costa, Tim Wellens samt Astana-rytterne ligner ikke folk, der har formen til at gøre det færdigt i så vanskelig en finale. Gregor Mühlberger kunne komme i spil, men efter Schachmanns exit skal han nok blive hos Konrad og Buchmann, og Nicolas Roche vil nok trods alt komme til kort. Endelig forventer vi, at alle ryttere inden for 10 minutter vil blive lukket ned af Deceuninck i den flade indledning, hvilket udelukker hele top 26.

Feltet.dks vinderbud: Geraint Thomas

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, Richie Porte

Outsidere: Mikel Landa, Nairo Quintana, Emanuel Buchmann, Jakob Fuglsang, Enric Mas

Jokers: Rigoberto Uran, Steven Kruijswijk, Adam Yates, Dan Martin, Julian Alaphilippe

Udbrudskandidater: Ilnur Zakarin, Giulio Ciccone, Simon Yates, Thomas De Gendt, Wilco Kelderman, Tiesj Benoot, Gregor Mühlberger, Vincenzo Nibali

VIND EN GARMIN EDGE 830 CYKELCOMPUTER
 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Andy Schlecks sejr fra 2010.