HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN

Ruten

I de senere år har Giroen gjort det til en tradition at have en 30-40 km lang enkeltstart i en af Italiens smukke vinproducerende regioner. De er ofte ganske kuperede, og derfor har de lange tidskørsler som regel været ganske vanskelige og ofte også tekniske. Modellen fastholdes i år, hvor det er Prosecco-vinene, der kommer i rampelyset på en af løbets allervigtigste etaper, der har mål i Valdobbiadene, som det var tilfældet på samme ”vin-enkeltstart” i 2015. Dengang leverede Alberto Contador en sand magtdemonstration i den silende regn og sikrede sig så stort et forspring, at han havde råd til hele to kriser senere i løbet. Ligesom for fem år siden er der udsigt til, at Prosecco-vinenes hjemsted bliver rammen om et nøgleslag i kampen om årets Giro-titel.

I alt skal der tilbagelægges 34,1 km, hvilket er i overensstemmelse med nyere tradition og ikke de vanvittige 59,4 km, som Contador tilbagelagde for fem år siden, og de fører fra Conegliano til Valdobbiadene. Starten er skabt til specialister, da det går mod nordvest ad en snorlige vej, der kun er ganske let stigende, så man over de første 6,3 km vinder 41 højdemeter. Herefter venter der imidlertid en voldsom udfordring, der ikke just er skabt til tempocykler, når rytterne drejer mod sydvest for at passere kategori 4-stigningen Muro di Ca del Poggio (1,1 km, 12,3%), der er relativt regulær, dog med 19% efter 400 m og 16% på toppen, der rundes efter 7,4 km, hvor den første mellemtid tages.

Efter muren fortsætter det med at stige let, mens man kører mod nordvest, men snart drejer man mod vest og senere sydvest og syd ad en kun let snoet vej, der bortset fra en lille bakke på første del er ganske let faldende. Senere drejer man mod vest for at følge en lige vej frem til anden mellemtid, der tages efter 17,1 km. Det ændrer dog ikke etapens karakter, da man herefter fortsætter ad en næsten lige vej mod nordvest og sydvest, idet terrænet dog nu i stedet er let stigende, indtil man når den sidste mellemtid i San Martino efter 25,1 km.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nu bliver det igen lidt vanskeligere, når man drejer mod nordvest for at køre op til Guia. Det begynder at stige mere og mere, de sidste 2,7 km med 4,6% i snit fordelt over fire 500 m-segmenter på 1,7%, 5,1%, 1,7% og 6,5% og slutteligt 700 m med hele 7,2%. Toppen rundes efter 28,4 km, men herefter stiger det fortsat let ad en småsnoet vej, der leder mod sydvest. Med ca. 5 km igen begynder det til gengæld at falde ganske kraftigt ad en vej uden væsentlige tekniske udfordringer, og således falder det med 5,1% fra 2,2 km-mærket, indtil de sidste 400 m i stedet stiger med 5,0%. Vejen afbrydes kun af skarpe sving med 750 m og 300 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 508 højdemeter

Valdobbiadene blev som sagt senest besøgt ved enkeltstarten i 2005, hvor Vasil Kiryienka udnyttede en tidlig start til at sejre foran Luis Leon Sanchez og Alberto Contador, der trods horribelt vejr var tæt på sejren og tog enorme tidsmængder til alle sine rivaler. I 2009 vandt Alessandro Petacchi en tidlig massespurt foran Tyler Farrar og Francesco Gavazzi ved Giroens allerførste besøg i byen. I 2018 var Baby-Giroen forbi, og her blev det til spurtsejr til sprintertalentet Alberto Dainese.

Vejret

Den første enkeltstart blev afgørende påvirket af vejret, og sådan kan det måske også gå denne gang. Det meste af dagen vil være solrig med kun få skyer, men i løbet vil bygerisikoen gradvist stige, indtil den når 25% ved 15-16-tiden. Temperaturen vil nå 16 grader, og vinden vil bare være svag til let (8-9 km/t) fra sydøst og syd. Det giver med- og sidemedvind hele vejen bortset fra et kort stykke med sidemodvind umiddelbart inden den sidste mellemtid.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Analyse af 13. etape

Nu ved jeg ikke, om Peter Sagan er den overtroiske type, der lever efter devisen ”Tredje gang er lykkens gang”. I givet fald må 2020-sæsonen effektivt have berøvet ham hans barnetro og definitivt have overbevist ham om, at det kun er i eventyrerne, at der er noget magisk over tallet 3.

Egentlig burde han allerede have vidst det fra morgenstunden. Hvis tredje gang vitterligt var lykkens gang, havde den slovakiske superstjerne nemlig vundet Tourens 19. etape. Det var som bekendt den tredje gang i det franske etapeløb, han iværksatte et stort attentat på Sam Bennetts grønne trøje, men desværre var der ikke meget magisk over forsøg nr. 3.

Tværtimod gik det lige så ilde som de foregående gange. Hver gang gik der nemlig et eller andet galt, når Bora tog kontrol fra morgenstunden og gav den gas undervejs for at komme de hurtigere sprintere til livs. På 7. etape tabte han kæden, netop som en hel dags knaldhårdt arbejde skulle fuldendes, og på 14. etape løb Bora-holdet så tør for kræfter, at Søren Kragh kunne snige sig væk. Og minsandten om ikke samme dansker gjorde det igen, da et nærmest identisk scenarium gentog sig mod en isoleret Sagan, da forsøg 3 skulle omsætte en hel dags slaveindsats fra holdet til den sejr, der kunne bryde den lange tørke.

Sagan er imidlertid ukuelig optimist, og i denne Giro er fortsat, som om intet var hændt i kampen mod Arnaud Demare om løbets pointtrøje. På 4. etape gav kom det første forsøg, men her var Bora ikke stærke nok til at sætte den velkørende franskmand, der herefter slog til i en millimetertæt spurt. På 6. etape var Demare svineheldig med først en benhård modvind, der gjorde det umuligt at sætte ham af undervejs og siden et mindre mirakel i finalen, hvor Bora atter løb tør for kræfter, så Sagans side af vejen gik helt i stå, og en motorvej åbnede sig for den Demare, der ellers var endt alt for langt tilbage som følge af vanskeligheder på den foregående stigning.

Egentlig havde Sagan jo også givet op. På 8. etape var Bora så sure over, at Sunweb ikke havde hjulpet to dage forinden, og så trætte af, at deres arbejde altid gav sejr til andre, at de nægtede at lege nyttige idioter én gang til. Men så forsvandt Michael Matthews, og Sagan kørte sig med sit imponerende soloridt på Giroens mure så meget tilbage i pointkonkurrencen, at det gav sig selv, at han måtte gøre et sjette forsøg - og forsøg nr. 3 i det løb - på dagens 13. etape.

Men ak! Tredje gang er stadig ikke lykkens, og det er sjette åbenbart heller ikke. Igen i dag var Bora lige så meget nyttige idioter, som de plejer, og den eneste forskel var denne gang, at det hverken var FDJ, Sunweb eller Jumbo, der lukrerede på en hel dags tysk føringsarbejde, men derimod UAE og Diego Ulissi. Og samtidig ser Sagans cyclamenfarvede drømme næsten lige så vanskelige ud, som de grønne ditto gjorde efter tredje forsøg i Touren også kiksede.

Denne gang var det dog hverken kædeproblemer, manglende holdkammerater, en velkørende eller en heldig franskmand, der snød ham. Nej, da en lang og flad dag i dag nåede sit klimaks på murene i udkanten af Monselice, var Sagan slet og ret ikke god nok. Da den sidste mur udviklede sig til et så voldsomt blodbad, at stort set kun klassementsfolkene var tilbage, måtte selv den Sagan, der ene mand holdt selvsamme klassementsfolk stangen på murene i tirsdags give fortabt.

Egentlig var det ikke i sig selv overraskende. Ser man på stigningernes data, var det indlysende, at selv Sagan ville være tvunget til at strække våben, hvis der blev åbnet for gassen. Og selvom det også var klart, at lørdagens vigtige enkeltstart nok ville afholde klassementsfolkene i at gå i offensiven i et meget spekulativt og formentlig forsøg på at vinde tid, lå det også i kortene, at den farlige nedkørsel ville presse farten så langt i vejret, at det måtte blive et blodbad.

Sagan havde bare mange esser i ærmet. For det første havde han en teknisk nedkørsel, hvor superteknikeren naturligvis ville kunne indhente en del tid. For det andet talte meget for, at frontgruppen ville gå så meget i stå, at anden gruppe med de mest holdbare sprintere nok skulle komme tilbage. Dels ville der næppe være mange hjælperessourcer i et løb, hvor holdenes svaghed er et dominerende tema, og dels var der næppe mange hold, der ville have alt for stor interesse i at spurte de sidste 10 km tilbage til Monselice.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det var formentlig Sagans antagelse, og det var i hvert fald min. Jeg lagde nemlig i gårsdagens optakt til grund, at netop det scenarium ville gøre det meget svært at sætte Sagan definitivt til vægs. På en dag, hvor de fleste overvurderede sig selv, havde jeg - og måske også andre - imidlertid undervurderet Deceuninck-mandskabets styrke og prioriteringer.

Man kunne nok have forudsagt, at deres tre esser, Joao Almeida, James Knox og Fausto Masnada, ville sidde med til sidst, men det var bestemt ikke givet, at Mikkel Honoré også ville gøre det. Nok har han imponeret, men forud for starten var der næppe mange, der havde troet, at han ville kunne klare sig i så eksklusivt selskab. For anden dag i træk var danskeren imidlertid flyvende, og med fire mand i frontgruppen var det Deceuninck-mandskab, der ellers for måneder tilbage lignede Remco Evenepoels store svaghed i dennes nu kuldsejlede forsøg på at vinde Giroen, i et overtal, der igen i dag gjorde det muligt at bosse løbet med en autoritet, der må gøre selv Jumbo og Ineos lidt misundelige.

Den anden faktor, jeg havde undervurderet, var prioriteringen. Hidtil har de nægtet at ofre Masnada, selv når da Bilbao på 10. etape satte hans førertrøje under pres, men denne gang var der ingen slinger i valsen. Knox og Almeida blev straks sendt til fronten, mens Honoré blev sparet til et lead-out, for Almeida troede langt mere på sin spurt og jagten på bonussekunder, end man forud for løbet ville have antaget om en mand, der indtil da sjældent havde vist den helt store spurtstyrke.

Det blev Sagans uheld. Selvom han havde den velkørende Matteo Fabbro ved sin side, og Ben Swift ofrede Jonathan Catsroviejo og Salvatore Puccio, var det 1-0 til Deceuninck i kampen mod det britiske storhold. Og således kunne en slukøret Sagan for sjette gang rulle over stregen, mens champagnen sprøjtede fra podiet hos en anden rytter, og igen skulle forberede sig på at undskylde over for sine hårdtarbejdende holdkammerater.

Det er som bekendt så let at være bagklog, men nu kan vi se, at Sagan åbenlyst overvurderede sig selv. Stigningernes vanskelighed taget i betragtning var der bestemt ingen grund til, at Bora skulle lægge det ekstra pres, som de gjorde, da Matteo Fabbro nærmest spurtede op ad den første mur for at sende Demare til tælling. Murenes vanskelighed tilsagde nemlig, at Sagan nok snarere skulle satse på overlevelse end på nedslidning af rivalerne, og det skulle da også vise sig, at Bora således i sidste ende var med til at dolke deres egen kaptajn.

Måske overvurderede Sagan sig, efter at han tankede så meget selvtillid i tirsdags, hvor han lignede en mand, der kunne overvinde næsten alt. Og måske overvurderede han også Demare, efter at franskmanden nu to gange havde vundet på dage, hvor Sagan havde håbet at sætte ham til vægs. Overvurdering var imidlertid ikke kun noget, der var ham forundt, for Ineos gjorde det samme, da de fik Jhonatan Narvaez til at trykke til på den sidste af de to mure for siden at se den ellers velkørende Ben Swift falde fra. Og Israel Start-Up Nation kastede sig fra morgenstunden ud i det endnu mere optimistiske projekt at vinde etapen med Davide Cimolai og valgte derfor at hjælpe Bora det meste af dagen.

Den rytter, der i stedet havde brug for et hårdt løb, skulle altså blive Diego Ulissi. Den lille italiener har ellers virket alt andet end overbevisende de seneste dage, men i dag var han der, først med en offensivt og siden med en veltimet spurt, der akkurat gav sejr nr. 2 i årets løb og en imponerende sejr nr. 8 igennem hele sin Giro-karriere. Nok måtte han - højst overraskende sammen med en pludselig skrøbelig Masnada - akkurat slippe på stigningen, men ligesom både Masnada og Honoré nåede han tilbage på nedkørslen, inden Brandon McNulty slutteligt satte ham fornemt op til spurten.

Dermed blev der ikke fuldt udbytte for Almeida af Deceunincks hårde arbejde, men han kan være fuldt tilfreds med at sikre sig 6 sekunder på en etape, hvor det formentlig ikke var en del af forhåndsplanen. Og faktisk er det bedste ved det hele næsten, at han ligesom på 10. etape viste, at han har lagt svaghedstegnene fra uge 1 bag sig og atter lignede en af de klart stærkeste. Mens Masnada viste svaghedstegn, var Knox pludselig ganske flyvende. Og for at tørre lidt ekstra salt i Bora-såret lykkedes det ham og den velkørende Honoré at få sendt den ellers på papiret hurtigere Patrick Konrad for langt tilbage i den kringlede finale, så den hurtige østriger akkurat kom for sent til at tage den sejr, der kunne have kompenseret for, at plan A gik i vasken.

På den måde vandt to af klassementsrytterne lidt tid, men ellers var det status quo. Man kunne dog aflæse flere mindre tegn. Vincenzo Nibali synes som altid bare at virke mere og mere overbevisende, og også Rafal Majka synes at være ovenpå pedalerne. Godt var det også at se, at Jakob Fuglsang ikke viste samme svaghedstegn som i tirsdags, og Tao Geoghegan Hart synes virkelig at have fundet sine ben efter en rusten start. I stedet var det lidt overraskende de ellers så velkørende Brandon McNulty og Domenico Pozzovivo, der virkede en anelse rustne dagen efter NTTs storslåede, men lidt naive offensiv.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Hvor gode kort de har på hånden, viste de dog aldrig. Det ville være hovedløst på tærsklen til to af løbets allervigtigste etaper, der meget vel kan give det første virkelige billede af, hvem der vil vinde årets Giro - især hvis coronavirus trækker stikket, førend vi aner. På søndag har vi et meget klarere billede af, om de små observationer, det hidtidige terræn har muliggjort, også holder, når det bliver alvor.

Alvor har det desværre allerede været for Sagan. Hans chancer er mere eller mindre udtømte, for nu står han kun med en spinkel mulighed for et udbrud på tirsdag og en chance for at slå Demare i en ”rigtig” spurt på fredag. Heldigvis ved vi også, at franskmanden aldrig bliver bedre, som dagene går i et etapeløb, og med de udfordringer, der venter, er det langt fra givet, at han stadig er hurtigst, når der skal spurtes i Asti efter mere end 250 km. I det lys lever Sagans pointtrøjedrømme måske fortsat, selvom det er meget, meget spinkelt.

Og måske er det også bedst, at vi skal over i det mere spekulative for at holde liv i dem. De storslåede Bora-attentater på de oplagte Sagan-dage lykkes nemlig alligevel aldrig. Der bliver nemlig ikke en syvende gang, og den ville næppe heller være lykkens.

Favoritterne

Forud for årets Giro så det ud til, at de første 13 dage primært ville handle om overlevelse. Nuvel, der ventede en indledende enkeltstart, en potentielt ret svær etape til Etna, to lange bjergmaratoner og nogle stejle mure, men det har hele tiden ligget i kortene, at de første små to tredjedele først og fremmest ville handle om at holde sig til og undgå at lave dumme fejl. Sådan er det i vidt omfang også gået - især fordi vinden stort set neutraliserede Etna-etapen - og når vi i dag står med kun to af de seks forhåndsfavoritter tilbage skyldes det alene, at de jo netop mislykkedes i forsøget på at overleve og komme helskindet frem til de sidste otte etaper dage, der ventes at afgøre slaget.

Det hele indledes med en absolut nøgleetape. Det har vin-enkeltstarten altid været, siden arrangørerne fik den i de altid at have en sådan på programmet, og selvom den ikke er lige så vigtig, som da man i 2015 også sluttede i Valdobbiadene - alene af den grund at den slet ikke har samme gigantiske distance, som da Alberto Contador lagde grunden til sin samlede sejr med et vildt regnvejrsridt - kan betydningen næppe overvurderes. Det gælder naturligvis endnu mere nu, hvor coronavirus betyder, at hver dag i teorien kan blive den sidste.

Vin-enkeltstarterne er kendt for at være kuperede og tekniske, men de varierer meget fra år til år. Sidste år var der næsten tale om en halv bjergenkeltstart, men i år er det betydeligt mere fremkommeligt. Man skal dog passer på med at undervurdere den på papiret ikke alt for skræmmende profil. 508 højdemeter over knap 35 kilometer er ganske meget, og da muren kun står for de 140, er der altså gemt yderligere 368 højdemeter på de resterende 33 km af ruten.

Det betyder, at der er tale om en ganske alsidig sag. Denne gang ser de tekniske udfordringer umiddelbart ud til at være til at overse, men derudover skal man mestre det meste. Der er særligt på første del lange, lige strækninger, hvor de store motorer kan åbne for gassen, og det er faktisk en ganske pæn del af etapen, der har den karakter. Senere venter så en jævn klatretur, hvor det kun bliver stejlt nær toppen frem mod den sidste nedkørsel. Det, der for alvor gør enkeltstarten speciel, er dog naturligvis muren, som rytterne jo nu er tvunget til at bestige på tempocykel - to cykelskifter kan trods alt ikke betale sig - og det er altså så brutal en sag, at de store folk kommer til at bløde mange sekunder, selvom der blot er tale om en 1,1 km lang stigning.

Samlet set betyder muren og det samlede antal højdemeter, at de helt tunge drenge får det svært. Vi skal snarere se i retning af mere komplette typer, selvom der er nok tonserterræn til, at specialisterne står stærkt, hvis de klatrer nogenlunde fornuftigt. Det er dog også en enkeltstart med så mange højdemeter, at klassementsrytterne generelt må ventes at køre med om de sjove placeringer - særligt i lyset af muren, hvor de vil vinde tid på alle specialisterne. Det er i hvert fald noget helt andet end 1. etape, der for hele klassementsbanden med undtagelse af Geraint Thomas og til dels Wilco Kelderman som udgangspunkt handlede om ren overlevelse, også selvom Joao Almeida endte med at overraske sig selv og alle andre.

Dengang fik vejret en kedelig indflydelse, og det er desværre ikke udelukket, at det gentager sig. Bygerisikoen på 25% er ret konstant - måske lidt mindre for de allerførst startende - og dermed er det ret umuligt at sige, hvem der kan risikere at få våde veje. Heldigvis er det ikke alt for teknisk, men regn vil naturligvis være en ulempe, hvis man uheldigvis rammes af en byge. Vindstyrken er relativt konstant, men der er en tendens til, at vinden drejer fra sydøst til syd. Det giver umiddelbart lidt mere medvind til de først startende. Samlet set kan der være en lille overhånd, hvis man starter tidligt, men da bygerne kan falde helt uforudsigeligt, kan det sagtens vise sig at være omvendt. Derfor er der ikke taget hensyn til det forhold i vurderingen nedenfor.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Der kan ikke være den store tvivl om, at Filippo Ganna igen er favorit, men denne gang er favoritværdigheden langt fra lige så stor som på 1. etape. Der er nemlig flere forhold, der taler imod italieneren. For det første er der distancen. Banespecialisten Ganna har altid været bedst på kortere ruter, og vi så så sent som til VM, at han efter et bragende flot udlæg gik en smule ned på løbets anden halvdel. Dertil kommer de mange højdemeter, der alt andet lige gør det vanskeligere, end hvis der var tale om 34,1 pandekageflade kilometer. Og endelig får Gannas 82 kg det meget svært på muren, hvor han utvivlsomt vil tabe tid til alle de lettere folk.

Heldigvis for Ganna er den relativt kort, og på de flade strækninger har han i år vist sig at være i særklasse. Med den klatring, han viste på 5. etape, burde han også køre ganske stærkt på den bløde bakke til sidst, ligesom han gjorde det med sidste års VM-bronze i Yorkshires bakker. Han synes heller ikke at være træt endnu, og en starttid kl. 14.20 kan være en fordel, hvis vinden vitterligt skulle dreje så meget, at det vil spille en rolle. Det er langt mere åbent end på Sicilien, men det er svært ikke at tro, at Ganna i morgen tager årets sejr nr. 5 på en stor enkeltstart på italiensk grund.

Rutens karakter gør dog, at Rohan Dennis må føle sig betydeligt mere optimistisk. Vi så ved VM, at Ganna lige nu har overhånden på det flade, men Dennis er en betydeligt bedre klatrer. Sidste år blev han således nr. 2 i Tour de Suisse, og efter at han i dette løb ikke har vist meget, imponerede han stort i går, hvor han sad hos Geoghegan Hart på et tidspunkt, hvor feltet bestod af 15-20 mand. Det vidner om, at formen er der, og med de ben må han antages at vinde tid på Ganna på de kuperede dele og i hvert fald på muren.

Samtidig er distancen til Dennis’ fordel. Ganske vist har også han altid været bedst på korte ruter, men i de senere år har han forbedret sig ganske markant. Han vandt trods alt VM på en meget lang rute sidste år, og i 2018 vandt han lange enkeltstarter både i Giroen og Vueltaen. Det helt store spørgsmål er, om Ganna atter kører så meget stærkere på de flade dele, at det igen bliver italiensk overhånd i den interne Ineos-kamp, men chancen for australsk revanche er betydeligt større end for to uger siden.

2020-sæsonen er generelt gået galt for Thomas de Gendt¸ men måske kommer hans stjernestund her. Sidste år genfandt han nemlig tempobenene med 3. pladser på enkeltstarter i både Giroen og Touren, og de kom netop på kuperede ruter, der kunne minde om denne. I foråret bekræftede han evnerne med 4. pladsen bag Kragh, Schachmann og Asgreen på den kuperede rute i Paris-Nice, og selvom han endnu ikke har et resultat i denne Giro, har han kørsel på særligt 5. etape vist, at han igen i år er kommet meget stærkt ud af sin første grand tour. De Gendt har en udfordring på muren, for han hader stejle procenter, men dagens 22. plads viser dog, at han godt kan klatre, når det bliver stejlt. Den lange distance passer ham glimrende, og det samme gør den kuperede del til sidst. De Gendt har mest været i overskrifterne for sin kritik af corona-situationen, men i dag viste han, at kørelysten ikke fejler noget. På en enkeltstart er De Gendt altid en lottokupon, men brager han en præstation af som i Touren sidste år, er det netop på en rute som denne, at han kan køre med om sejren.

En af de ryttere, jeg har sværest ved at vurdere, er Jonathan Castroviejo. For det første er jeg ikke stensikker på, at han overhovedet kører fuld gas, for mens Ganna og Dennis naturligvis får lov, nu hvor Geraint Thomas ikke lægger de lænker, han egentlig havde lagt på dem, hvis han stadig var med, er det usikkert om Castroviejo skal spare sig til søndag, der er en vigtig dag for den velkørende Tao Geoghegan Hart. På den anden side er Ineos jo ikke med i kampen om den samlede sejr, og deres evige jagt på spurter og udbrud viser, at klassementet kun er ét af flere mål. Derfor burde Castroviejo få sin chance, og den Castroviejo, der blev europamester, vandt VM-bronze og blev nr. 4 til OL vil være topkandidat på denne rute - især med den form og klatring, han har vist på det sidste. Når han ender langt nede på min liste, skyldes det, at han skuffede på alle - med streg under alle - enkeltstarter i 2019, og han har derfor til gode at bevise, at de nye klatreevner ikke er kommet på bekostning af tempoevnerne. Derfor kan det ende med en gigantisk skuffelse igen, men med de ben, han har vist, kan han også være med i kampen om sejren.

Egentlig burde Victor Campenaerts jo være nr. 3 på listen, men ser man bort fra hans Tirreno-enkeltstart, har han skuffet hver eneste gang. Min tiltro til ham kan derfor ligge på et meget lille sted, men i år har tendensen været, at han kører stærkt hver eneste gang, jeg er klar til at afskrive ham. Dette er en beskrivelse af vinderpotentiale, og skal man pege på en mand, der kan slå Ineos, er Campenaerts trods alt et af de få bud. Det kræver, at han finder benene fra Tirreno, hvor han viste, at han på flad vej var bedre end Dennis og nærmeste rival til Ganna, og sidste år i Giroen og i 2018 ved VM viste han, at han kan køre stærkt på både længere og mere kuperede ruter end denne. Ser man bort fra muren, passer den ham faktisk ganske fint. Udfordringen er, at den kommer sent i løbet, for indtil sidste år kunne Campenaerts aldrig præstere på andet end den første enkeltstart i en grand tour. Det fik han styr på i Giroen sidste år, men hans kørsel i år giver mig desværre en mistanke om, at det ender med en tilbagevenden til det tidligere lidt kedelige mønster.

Forud for løbet havde jeg ikke troet, at Mikkel Bjerg kunne være med helt fremme. Både ved VM og i Tirreno var han klart slået af de bedste, men på 1. etape her viste han, at han var en af de allerstærkeste på powerdelen til sidst. Faktisk burde denne længere og mere kuperede rute passe ham endnu bedre, og selvom han på muren vil tabe tid til de lettere folk, kan han forsvare sig her og siden åbne for gassen på alle andre del af ruten. Han har været uhyre aktiv i løbet og ligner ikke en mand, der er spor træt endnu, og ligesom de fleste af specialister starter han relativt tidligt. Kører han som i Sicilien, kan han reelt være med i kampen om sejren på en etape, de burde passe ham endnu bedre åbningsetapen.

Løbets vel nok største joker er Joao Almeida. Forud for løbet havde han ikke vist synderlige tempoevner, og derfor kom hans 2. plads på Sicilien som et chok for alt og alle. Nu skal han så bekræfte, at Patrick Lefevere vitterligt igen har lavet et enkeltstartsmirakel, som han gjorde det med Rigoberto Uran i sin tid, og det kan bestemt ikke afvises. Hans kørsel har efter rusten i uge 1 været uhyre overbevisende på 10. og 13. etape, og han burde elske denne kuperede rute med en stejl mur, hvor han vil være en af de allerbedste. Vinden hjalp ham meget på Sicilien, og jeg hælder nok mest til, at han er mere ordinær denne gang, men da dette handler om vinderpotentiale, betyder usikkerheden om Almeidas reelle evner, at han nødvendigvis må rangeres ret højt på en rute, der passer ham meget bedre end den første.

Læs også

Følg Giro-generalprøvens afsluttende bjergetape

Lige så stor usikkerhed hersker om Wilco Kelderman. Havde dette været 2017, havde han figureret som den største trussel mod Ineos, for det var dengang, han var en af verdens førende specialister - blandt andet med 2. pladsen bag Froome i Vueltaen. Til gengæld kørte han så ringe enkeltstarter i både 2018 og 2019, at han endte med at tabe tid til de andre klassementsryttere. Spørgsmålet er, om han er tilbage. Hans kørsel på 1. etape og i Tirreno var betydeligt bedre end i de foregående år, men den var stadig langt fra den gamle Kelderman. Omvendt passer denne rute ham langt bedre end de to foregående, især fordi han synes i fremragende klatreform. I det lys er der håb om en genfødsel, men det er noget, der skal bevises først. Det skal i hvert fald være bedre end i Sicilien, hvor han ikke vandt mange sekunder på de klassementsryttere, der startede samtidig med ham.

Usikkerhed er der også om Pello Bilbao. Spanieren har pludselig udviklet sig til en hel lille specialist på kuperede ruter, som vi i år har set i Ruta del Sol, Paris-Nice og senest i Touren. Sidste år kørte han også i top 11 på alle Giroens tre enkeltstarter, og han synes langt mere formstærk nu. Ruten kunne næppe passe ham meget bedre, selvom den gerne måtte være mere teknisk, men min reservation går på friskheden. Han har altså Touren i benene, og hans kørsel på 9. og 13. etape indikerer, at han ikke er helt så flyvende som i starten af løbet.

I gamle dage var Tanel Kangert en fremragende rytter på lange, kuperede enkeltstarter. Det stoppede ret brat i flere år, men ligesom alle andre EF-ryttere forbedrede han sig markant i 2019, hvor særligt 7. pladsen til VM var imponerende. Ruten her er præcis af den type, hvor man skal regne med Kangert, og hans hæderlige resultater på 1. etape og i Tirreno, hvor ruterne slet ikke passede ham, vidner om, at tempoevnerne stadig er intakte. Når han ender relativt langt nede på min liste, skyldes det alene hans generelt skuffende kørsel. Han synes dog i bedring, og kører han som til VM, kører han brølstærkt på denne rute.

Forud for i dag havde jeg meget tiltro til Brandon McNulty. Amerikaneren havde en offday tidligt i løbet, men på 9. og 10. etape virkede han meget overbevisende i terræn, der egentlig ikke var hans. Til gengæld skuffede han i dag, hvor han tabte en del tid på sidste stigning, og det skaber nogen usikkerhed. I forvejen har han på enkeltstarter skuffet mere, end han har gjort det godt, men hans kørsel på 1. etape var fremragende, da han som eneste mand blandt de sent startende endte relativt langt fremme. Han er ikke blevet den tempogigant, hans juniortid antydede, men på denne rute burde alsidige McNulty gøre det godt, hvis han kører som på 1. etape.

Vincenzo Nibali er ikke specialist, men i grand tours kører han altid stærkt. Sidste år blev han eksempelvis nr. 3, 4, og 9 på de tre enkeltstarter, men desværre for ham er det den sidste, der minder mest om denne. De to øvrige var betydeligt mere kuperede, og spørgsmålet er, om der er lidt for meget tons til, at Nibali kan være med helt i front. Den minder meget om enkeltstarten i 2017, hvor han blev nr. 6, og mit bedste bud er også, at Nibali denne gang ender på en sekundær top 10-placering. Formen synes i hvert fald god, for han har som altid bare set bedre og bedre ud, som dagene er gået - særligt i dag, hvor han var meget overbevisende.

Et af de mere positive elementer de seneste dage har været genfødslen af Tao Geoghegan Hart. Både på 9., 10. og 13. etape har han været en af de klart stærkeste, og når han er i form, kører han gode enkeltstarter. Sidste år blev han nr. 7 på 1. etape og nr. 8 på den ellers ret flade rute i Algarve, og i 2018 blev han nr. 3 på en flad tonserrute i Californien foran blandt andre både Ganna og Bjerg. Han er desværre altid svær at spå om, men kombinationen af meget overbevisende kørsel og en relativt kuperet rute gør, at Ineos meget vel kan have hele fire mand med helt oppe i toppen af stillingen.

Joey Rosskopf er måske ikke verdens mest kendte specialist, men han skal ikke undervurderes på lange, kuperede enkeltstarter. For to år siden endte han som nr. 2 bag Dennis på Vueltaens enkeltstart, og han er tillige dobbelt amerikansk mester i disciplinen. Han er meget svingende og ender ofte relativt langt tilbage, men ruten her synes skræddersyet til en type som ham - særligt fordi han kun præsterer over længere distancer. Hans to 4. pladser fra udbrud i årets løb har i hvert fald vist, at formen er så god, at en ny grand tour-kanin fra hatten ikke er udelukket.

Jan Tratnik slog for nogle år siden igennem på kuperede enkeltstarter, og han kørte blandt andet i top 10 ved VM i Norge. Siden da har det knebet betydeligt mere, særligt på de lange af slagsen, men i år har han været overraskende stærk. Således gjorde han det i Tirreno og på 1. etape meget bedre end ventet på tonserruter, han normalt slet ikke mestrer, men til gengæld skuffede han over den længere distance til VM og ved EM. Nu om dage synes han bedre over kortere distancer, men terrænet er som skabt til den Tratnik, der for år tilbage også vandt enkeltstarten i Coppi e Bartali.

For Jakob Fuglsang er det en nøgleetape, men danskerens tempoevner har altid været svære at blive kloge på. Som ung var enkeltstarten hans store styrke, men i mange år var det sågar en ret stor svaghed. Siden 2018 har han imidlertid fået nogenlunde fod på det igen, og nu forsvarer han sig ret godt på kuperede ruter. Sidste år gik det i hvert fald pænt med en 9. plads i Dauphiné og en 12. plads i Touren, og der burde på denne rute være basis for, at han igen ender relativt langt fremme. Heldigvis så han efter nogle rustne dage stærk ud i dag, men der er altid bekymring for, om den traditionelt manglende holdbarhed begynder at slå igennem.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Josef Cerny blev sidste år nr. 6 på den sidste enkeltstart, og han kørte i år flot på Sicilien. Han klatrer også ganske hæderligt, som 6. pladsen sidste år bevidner, men jeg frygter lidt, at denne etape er en anelse for kuperet for ham. I hvert fald var han langt efter på de to første enkeltstarter sidste år, og selvom de var betydeligt vanskeligere end denne, har jeg en lille frygt for, at der bliver for mange højdemeter til, at han kan være med helt fremme igen.

Samme anke har jeg i forhold til Alex Dowsett. Egentlig ville jeg slet ikke nævne ham på en dag med 500 højdemeter og en mur, men sidste år chokerede han med sin 5. plads ved VM, hvor ruten også var meget kuperet. Her kommer højdemeterne over en kortere distance, og muren passer ham slet ikke, så det bør blive for vanskeligt. Belært af erfaringen åbner jeg dog døren for en overraskelse fra briten, der på enkeltstarter klatrer bedre, end man skulle tro.

Endelig er der Chad Haga. Amerikaneren overraskede med sejren på sidste etape sidste år, og denne rute minder så meget om den fra Verona, at han i virkeligheden er en af mine topkandidater. Han har nemlig klatret fornemt i dette løb og synes i storform. Når jeg alligevel har ham langt nede på min liste, skyldes det, at jeg ikke tror, at han får lov at give gas. Sunweb er så fokuserede på klassementet, at de slet ikke jagtede etaper med Michael Matthews. I det lys er det lidt svært at tro, at Haga får lov at give den gas dagen inden en bjergetape. Men bryder de trenden, kan han være med om de helt sjove placeringer på denne rute.

Generelt bør klassementsrytterne gøre det fornuftigt på denne rute, og Rafal Majka, Patrick Konrad, Fausto Masnada og Jai Hindley bør begrænse tabet hæderligt. Domenico Pozzovivo har altid været en bedre temporytter, end man skulle tro, og hans vilde 3. plads bag Cancellara og Martin i Vueltaen er svær at glemme. I de senere år har det dog knebet med tempoegenskaberne, og trods den gode form går han næppe i top 10. Fabio Felline har formen til en lille genfødsel, men han skal spare sig - især efter dagens styrt - præcis som det formentlig gælder for Nico Denz. Jeg tror, at ruten er for svær for Miles Scotson, Maciej Bodnar, Kamil Gradek og Matthias Brändle. Egentlig burde Ilnur Zakarin være livsfarlig på en kuperet enkeltstart sent i en grand tour, mens hans kørsel gør det svært at være optimistisk. Endelig kan hans holdkammerat Victor De La Parte gøre det pænt, men næppe mere end det.

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at vejret risikerer at få indflydelse på udfaldet af etapen, selvom det kan være umuligt at forudsige, hvem der måtte få gavn og ulempe heraf.

Feltet.dks vinderbud: Filippo Ganna

Øvrige vinderkandidater: Rohan Dennis, Thomas de Gendt

Outsidere: Jonathan Castroviejo, Victor Campenaerts, Mikkel Bjerg, Joao Almeida, Wilco Kelderman

Jokers: Pello Bilbao, Brandon McNulty, Tanel Kangert, Vincenzo Nibali, Tao Geoghegan Hart, Joey Rosskopf, Jan Tratnik, Jakob Fuglsang, Josef Cerny, Alex Dowsett, Chad Haga

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN
 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Vasil Kiryienkas sejr fra 2015.

Starttider

Starttider findes under live-opdateringen.