SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

Hvis man skal forstå, hvorfor årets Tour er så sprintervenlig, er 13. etape et godt eksempel. Da løbet sidst besøgte Carcassonne i 2018, sejrede Magnus Cort fra et udbrud efter en hård dag i Massif Central, da man rejste fra Alperne til Pyrenæerne via den kuperede region, men i år fortsætter rejsen mellem de bjergkæder helt nede mod syd, hvor det er næsten helt fladt. Derfor venter den tredje flade etape på fire dage på en rute, der har så konstant en retning, at det er indbegrebet af en transportetape, men man skal bestemt ikke undervurdere dagen. Den foregår nemlig i præcis samme område, som har givet sidevindsdrama i både 2019 og 2020, og dermed skal klassementsrytterne tage sig i agt. Samtidig er der for anden gang i år tale om en for løbet sjældent lang distance, der endda skal tilbagelægges i det ofte glohede syd, og derfor kan der blive tale om en ganske opslidende etape, som utvivlsomt også kan give et udbrud modet på at forsøge at snyde sprinterne.

Med en distance på hele 219,9 km er der som sagt tale om endnu en for Touren meget lang etape, der fører feltet fra Nimes til Carcassonne. Retningen er stort set den samme hele dagen, da man holder en næsten lige linje mod sydvest frem til målbyen, der ligger lige nord for Pyrenæerne. Således lægger man ud med at sno sig mod sydvest og vest gennem fladlandet, inden man kører mod nordvest op over dagens eneste stigning, kategori 4-stignigen Cote du Pic Saint-Loup (5,5 km, 3,6%), der er en ret irregulær sag med 7-9% over de sidste 1500 m frem mod toppen, der rundes efter 51,5 km.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Herefter bliver det igen helt fladt, når man kører mod sydvest på et plateau, inden en nedkørsel leder ned til byen Gignac, som nås efter 79,7 km. Derfra går det videre mod sydvest igennem fladlandet frem til Fontés, hvor dagens spurt kommer efter 104,2 km efter en lidt kringlet sidste kilometer med et skarpt sving og en stigningsprocent på 2,8. Derefter fortsætter det flade terræn, når man kører videre mod sydvest, inden man kortvarigt kører mod vest efter ca. 160 km.

En nedkørsel leder mod syd ned til Cesseras, der passeres efter 180,3 km, inden det atter går mod vest og siden nordvest frem til Caunes-Minervois, der passeres efter 197,5 km. Nu drejer man igen mod sydvest, og derefter er det en næsten lige og flad vej, som leder ind til Caracassonne, hvor det er helt fladt, indtil den sidste kilometer stiger let med 1,5% i snit. Finalen er ganske kringlet med en meget teknisk passage omkring 4 km-mærket, hvorefter vejen bugter sig let frem til to sene sving, der kommer med hhv. 1000 og 600 m igen, inden vejen atter bugter sig ind på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1973 højdemeter.

Carcassonne blev senest besøgt i 2018, hvor Magnus Cort brød en næsten ti år lang dansk sejrstørke ved at vinde fra et udbrud foran Ion Izagirre og Bauke Mollema, og i 2006, hvor Yaroslav Popovych tog en stor udbrudssejr i byen. I 2002 vandt Baden Cooke en massespurt i det nu hedengangne Midi Libre, mens Jens Voigt tog en Route du Sud-etapesejr i byen året forinden. Her vandt Jaan Kirsipuu også en massespurt i det nu hedengangne Middelhavet Rundt.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

Området er præget både af kraft og stærk varme, og begge dele kan vi smage på denne fredag, dog i begrænset omfang. Fra starten i Nimes vil der kun være få skyer og en temperatur på 28 grader, og herefter vil det hurtigt blive helt skyfrit med en relativt konstant temperatur gennem hele eftermiddagen, idet vi dog kan runde 30 grader midtvejs på etapen. Vinden er ikke helt let at blive klog på. Fra starten vil der være en jævn vind (18 km/t) fra nord, men i området omkring Montpellier ser den pludselig ud til at komme fra sydsydvest, dog med en svagere styrke (14-16 km/t). Derefter burde det blive en nordvestenvind, der mod slutningen går over i en næsten rent vestlig retning, og her vil styrken fortsat være jævn (15-17 km/t). Det burde give næsten konstant sidevind gennem det meste af dagen, da man kører mod vest, mens vinden er i nord og sydsydvest, og senere mod sydvest, når den er gået i nordvest. Mod slutningen, hvor den bliver mere vestlig, får vi dog mere sidemodvind, herunder på de sidste kilometer ind mod Carcassonne. Det gælder også i finalen, hvor man får ren modvind ved svinget ved den røde flamme og derefter sidevind efter det sidste sving.

Analyse af 12. etape

For fem år siden stod manager Ralph Denk med et valg. Indtil da havde han langsomt bygget sit Bora-mandskab op fra bunden, og nu stod han på tærsklen til at tage næste skridt med den strategi, der over årene havde ført hans mandskab fra at være et lille kontinentalhold til at være et hold med adgang til Tour de France. Nu stod han imidlertid med en mulig for at accelerere processen og markant forandre den tilgang, han indtil da havde haft.

Verdens måske største cykelstjerne, Peter Sagan, var nemlig ledig på markedet, og de to store tyske virksomheder, Bora og hansgrohe, var villige til at kaste mange penge i at få fingre i cykelsportens vel nok største markedsføringsplatform. Det må have været et dilemma for Denk. Investerede han i den slovakiske stjerne, ville hans hold nemlig entydigt blive kendt som Team Sagan, og det ville bryde markant med det, der hidtil havde været en talentfabrik med fokus på at udvikle egne, først og fremmest tyske, talenter. Å den anden side ville den store pengeindsprøjtning og Sagan give ham et fasttrack direkte ind i verdenseliten.

Som bekendt valgte Denk at slå til. Han lod de tyske køkken- og badeværelsesmillioner rulle ind på kontoen og erhvervede sig Sagan med det anselige følge, der af soigneurs, venner, brødre, mekanikere og pressefolk, som følger i kølvandet på stjernen. Med ét gik Bora fra at være en lilleput til at være kronisk favorit i mange store klassikere og med en legitim forventning om at vinde mindst én etape og den grønne trøje i ethvert Tour de France.

Ganske rigtigt blev holdet herefter kendt som Team Sagan. Nok havde holdet også investeret i Rafal Majka og Leopold König, men i de seneste mange år har navnet Bora for en cykelfan være mere forbundet med den slovakiske stjerne end med tyske køkkener. Med én VM-titel, ét monument, to grønne trøjer, flere Tour-etapesejre og et hav af andre triumfer leverede Sagan i den grad også varen, selvom han for det tyske hold måske aldrig helt nåede det overlegne niveau, han havde haft tidligt i karrieren.

I de senere år har Bora imidlertid været andet og mere end Team Sagan. For det første er holdets egen talentudvikling begyndt at bære frygt, og Pascal Ackermann, Emanuel Buchmann, Maximilian Schachmann og Lennard Kämna har alle enten fået deres gennembrud eller er blevet professionelle i holdets trøje. For det andet har Sagan været skoleeksemplet på, at sportens kometer skal huske at smede, mens jernet er varmt. Nu om dage synes de nemlig at gå i forfald, inden de er fyldt 30, og i de senere år har Sagans niveau været markant dalende - en udvikling, der har været særligt accelereret i 2019, 2020 og 2021, hvor han har været forsvundet fra verdensranglistens top og vundet bare 9 gange. Det er et temmelig pauvert udkomme for en mand, der i løbet af de første ni sæsoner tog ikke færre end 109 gevinster i tillæg til de mange grønne trøjer i Touren.

Sagans betydning for holdet har været markant aftagende i samme periode, og i dag er der ikke længere nogen, der taler om Team Sagan. Det endelige dødsstød til det team kom vel i foråret, hvor Denk nærmest i fuld offentlighed fyrede sin stjerne med beskeden om, at det nok ikke var pengene værd at forlænge en af sportens dyreste kontrakter. Siden da har meget af cykelsportens rygtebørs handlet om, hvem der ville overtage Sagan med det anseelige følge, og mens det nu synes klart, at Total er det eneste hold med både lyst og midler til at tage hele pakken, har Denk i stedet rettet blikket mod fremtiden.

I det lys kunne det vel ikke være mere symbolsk, at Nils Politt i dag vandt Tourens 12. etape. Ikke blot tog Bora den etapesejr, som jo egentlig skulle være kommet fra Sagan, på selvsamme dag, hvor knæproblemer tvang stjernen til sit blot andet Tour-exit. Det kom endda også fra den mand, der forud for sæsonen blev hentet til holdet som arvtageren til Sagan i brostensklassikerne. Tanken var, at Politt, der med sin 2. plads i Paris-Roubaix har vist sig som en lovende brostensrytter, skulle bruge et år under Sagans vinger, inden han selv skal tage over i fremtiden.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Det lå nu ellers ikke kortene, at det skulle blive Politts store dag i dag. Ganske vist var det helt oplagt, at et udbrud på en etape som denne normalt ville have ret gode chancer. Deceuninck har allerede flere gange brokket sig over de andre sprinterholds manglende arbejdsvilje, og det er bestemt ikke uset, at belgierne lader udbrud sejle hjem, når de vil sende et signal til rivalerne om, at de altså også må arbejde for føden, hvis de vil sidde med ved sprinterbordet.

Spørgsmålet ved starten i Rhone-dalen var bare, om den logik fortsat ville gælde. Dette er nemlig en på alle måder specielt Tour for Deceuninck og ikke mindst Mark Cavendish. Den lille brite har en gylden chance for at skrive historie og enten tangere eller overgå Eddy Merckxs sejrsrekord. Nok er der meget, der taler for, at han vil være tilbage næste år, men til den tid vil alle de andre store sprintere, som nu ikke er at finde i feltet, formentlig være tilbage. Nok er der to sprinteretaper igen i den tredje uge, men ingen kan vide sig sikker på, om Cavendish overlever Pyrenæerne. Når han ikke rekorden i denne uge, kan det sagtens ende med, at det bliver for sent, og at han ender på den næsten ubærlige score på 33 sejre - bare én fra Merckxs rekord.

På den baggrund burde logikken tilsige, at Deceuninck smed al surmuleri over bord og gik benhårdt efter en spurt på dagens etape til Nimes. En mulighed venter igen i morgen, men til den tid er der 220 km at kontrollere. I dag var der blot 160 km på programmet, og selvom hjælpen skulle udeblive - hvad der ikke var specielt sandsynligt, når man så arbejdsvilligheden fra DSM og Jasper Philipsens gode og løfterige spurt forleden - burde feltets bedste fladbanehold have en fair chance for at kontrollere etapen, også selvom masseudrensningen af sprintere havde ryddet grundigt ud i antallet af potentielle allierede og i stedet øget antallet af lykkesøgende udbryderhold.

Også et andet forhold kunne hjælpe belgierne. For første gang i år gik rytterne ind til en meget blæsende dag, og selvom vinden kun var meget kraftig over de første knap 30 km, var der en vis sandsynlighed for, at nervøsiteten ville være så markant, at et udbrud næsten kunne komme tilbage af sig selv, hvis bare det blev holdt i snor.

Men det gjorde det ikke. Helt forventeligt startede etapen i det totale kaos, da vinden blæste direkte ind i siden gennem Rhone-dalen, men så snart feltet drejede ind i medvinden, og nervøsiteten lagde sig, smed Deceuninck håndklædet i ringen. Det var sågar endda Julian Alaphilippe selv, der kørte op til et på det tidspunkt for sprinterne helt perfekt tomandsudbrud og i sidste ende var med til at skabe den gruppe på 13 mand, som endte med at afgøre løbet. Arkea havde været snu nok til at få én af deres bare fem mand med, og DSM var åbenbart ikke interesserede i at køre lige så målrettet for Cees Bol som hidtil, hvor de ellers har låst deres stærke folk i en lidt tvivlsom beskyttelse af deres hollandske sprinter. Kun Alpecin var villige til at give den et skud, men det bare seks mand store hold var naturligvis prisgivet mod et udbrud, der talte motorer som Stefan Küng, Stefan Bissegger, Brent van Moer og Politt og et multitalent som Alaphilippe.

Resultatet blev den første forspildte mulighed af de otte potentielle massespurter i årets løb, og da vinden ikke helt uventet viste sig for svag, da de forlod den blæsende Rhone-dal, endte det pludselig som en halv hviledag i feltet. Den var naturligvis tiltrængt for mange - ikke mindst for Tadej Pogacar, der kan ånde lettet op efter en start, hvor det igen var tydeligt, at han og UAE er sårbare i sidevinden - men det var også en forspildt mulighed.

Mest af alt var det tilfældet for Deceuninck. Ender Cavendish på 35 sejre, inden karrieren er omme, vil dagens etape hurtigt gå i glemmebogen. Falder han til gengæld for tidsgrænsen i Pyrenæerne og mislykkes med at vinde i de kommende år - i den sammenhæng skal vi ikke glemme, at manden allerede nu har nået den for sprintere uhørt høje alder på 36 - vil vi måske altid se tilbage på Nimes-etapen, hvor chancen for at skrive historie blev forspildt. Selvfølgelig er der helt sikkert en vis tilfredshed i at få sendt et signal til de andre sprinterhold - en investering, der kan være godt givet ud inden de kommende sprinteretaper - men det hjælper ikke meget, hvis briten ikke vinder i morgen og derefter falder væk i Pyrenæerne.

Selvfølgelig havde det været noget andet, hvis Alaphilippe var løbet med sejren, men chancen for, at det ville ske, var meget mindre, end han stjernestatus ville tilsige. I denne form for flade finaler handler det nemlig meget mere om held, taktik og timing, og i det spil er det pokkers svært at vinde, hvis man kører rundt med en synlig regnbuetrøje og hedder Alaphilippe til efternavn. Hvis endelig Deceuninck skulle vinde fra et udbrud, var franskmanden i denne type finale faktisk næsten det ringeste kort, de kunne spille, og det lykkedes da slet heller ikke for verdensmesteren, som heller ikke i dag efterlod indtryk af at være specielt velkørende.

De andre tabere er selvfølgelig Arkea, DSM og Alpecin, der alle har massespurterne som de helt store mål. Alpecin har ingen grund til at skamme sig, for uden hjælp fra andre hold var de prisgivet, og med bare fem mand, hvoraf de tre er små klatrere, er det også svært at bebrejde Arkea. Til gengæld virker det helt uforståeligt, at DSM nærmest apatisk smed håndklædet i ringen. I lyset af Bols chancer i en massespurt gav det bestemt mening at satse på et udbrud, særligt for et hold med mange hurtige og stærke folk, men da de missede gruppen, er det helt uforståeligt, at passiviteten rådede. På et hold med kun én - og endda kun mellemgod - bjergrytter er det svært at tro, at der venter etapesejre i Pyrenæerne, og da holdet mildt sagt ikke har vadet i succes hverken i dette løb eller tidligere i år, kan man i den grad undre sig over, at håndklædet lå i ringen, nærmest inden det var blevet kastet - særligt da når stort set hele truppen er bygget op omkring Bol.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Nu endte DSM i stedet med igen at være ude af kampen om sejren, og dermed har holdet kun fem reelle skud i bøssen, hvis de skal have bare én sejr i en Tour, der er gået helt modsat af sidste års udgave. I sammenligning hermed har Deceuninck jo i hvert fald deres på det tørre - men de havde til gengæld mulighed for at have gjort den 8. juli 2021 til en helt særlig dag i cykelhistorien.

Det blev den ikke, men den blev i det mindste en særlig dag i Bora-historien. Med sin sejr fik Politt på symbolsk vist sat et punktum for Sagan-æraen og det endda på en måde, der fortjener dyb beundring. Det var nemlig ikke Politt, der var den største favorit blandt de 13 mand, der fik løbepas. Nok er han hurtig og har vundet en etape i Deutschland Tour foran hurtige folk som Matej Mohoric og Reinardt van Rensburg, ligesom han har kørt nogle fremragende spurter i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men i en gruppe med André Greipel, Edward Theuns, Luka Mezgec, Edvald Boasson Hagen og Stefan Bissegger var han langt fra den hurtigste. Og nok er han brølstærk, men i en gruppe med Stefan Küng og Bissegger var han ikke den bedste til at køre alene.

Men han havde noget med sig, nemlig sin form og sin taktik. Når man har set ham køre i udbrud i bjergene de seneste dage, har det været ret åbenlyst, at han måske er stærkere end nogensinde. Derudover var han snu nok til at lure, at initiativ ville betale sig i lige netop dette udbrud. Normalt ville logikken ellers tilsige, at et angreb med 50 km igen var en anelse for tidligt, men i en gruppe, hvor kun ét hold havde mere end én mand, fører de første angreb nemlig ofte langt. Et fravær af hjælpere er nemlig den sikre vej til dårligt samarbejde, og derfor skal der ikke skabes meget hul, før løbet er kørt for alle andre end dem, der sidder foran.

Politts første forsøg lykkedes måske ikke, men da han senere kom væk sammen med Küng, Harry Sweeny og Imanol Erviti, var løbet kørt. De fire forreste ville hjertens gerne væk fra Greipel, Theuns, Mezgec og co., og hos forfølgerne havde ingen lyst til at slæbe selvsamme sprintere med til sejren. I den slags finaler betaler tidligt initiativ sig ofte, og det bevidste Politt til UG med kryds og slange.

Derfra var der dog stadig udfordringer. Alle vidste, at Küng ikke måtte få en mm, og selvom Politt på papiret var gruppens hurtigste, kunne han ikke være helt sikker på at slå Sweeny, der stort set aldrig har spurtet, men i enkelte glimt har vist, at han nok burde kunne yde Politt nogen modstand. Der var derfor stadig meget, der stod i vejen for den definitive aflivning på Sagan-æraen.

Hvor det i første omgang var snilde, der havde elimineret sprinterne, var det herefter formen, der gjorde forskellen. Højst overraskende måtte Küng sande, at det normale hierarki ikke gælder, når vi befinder os midt i en grand tour - heller ikke selvom man har en stor motor - og herefter kunne Politt køre sine to følgesvende midt over med den superform, der havde sendt ham i udbrud på to bjergetaper i træk. Al spekulation om, hvorvidt han også ville være hurtigst, som papiret lagde op til, blev lynhurtigt helt overflødig, og Politt mindede os alle om, hvorfor han er indbegrebet af en Paris-Roubaix-rytter. Den franske klassiker handler nemlig om at blive ved og ved, når alle er trætte, og den evne besidder Politt som få. Det gav en 2. plads bag Philippe Gilbert på velodromen i Roubaix for to år siden, og i dag gav selvsamme evne ham karrierens i særklasse største sejr.

Tilbage var kun krummerne, som blev samlet op af Erviti - paradoksalt nok på den hidtil bedste dag for det stjernebesatte Movistar-mandskab, der skulle shine i bjergene, men endte med at imponere på en af løbets fladeste etaper - og Sweeny, der sammen med Van Moer fortjener ros for det flotte gensvar, Lotto er kommet med efter Ewans tidlige exit. Mezgec måtte samtidig føle sig som verdens uheldigste mand, da han vandt forfølgernes spurt. Det var nemlig tredje gang på mindre et år, hvor han vandt en spurt om en sekundær placering i Touren. Sidste år var han to gange hurtigste mand bag Søren Kragh, og i dag var det altså Politt, der forhindrede ham i at udnytte sin alsidighed og hurtighed til at tage en sejr, han efterhånden har fortjent - ikke mindst fordi han overspurtede de på papiret hurtigere Greipel og Theuns.

Et kvarters tid senere så vi endelig noget til Cavendish. Briten var akkurat lige så suveræn i feltets spurt om nu bare sølle 3 point, som man kunne have ventet, og Jasper Philipsen, der forleden var så tæt på at slå ham, blev i dag kørt midt over. Nok runger Deceunincks signal højt i ørerne hos de andre sprinterhold, men man må håbe, at etapen til Nimes ikke fremover vil blive husket som dagen, hvor en rekord blev smidt på gulvet.

En rekord har Sagan allerede. Efter næsten et årti med Sagan-dominans virker det stadig helt forkert, at det er Cavendish, der kører rundt i den grønne trøje, og det virkede akkurat lige så forkert, at der i dag blev spurtet om ”grønne” point, uden at slovakken var med i kampen. Naturligvis skyldtes det denne gang knæproblemer, men det var alligevel svært ikke at se lørdag d. 8. juli som dagen, hvor Team Sagan på meget symbolsk vis endegyldigt blev lagt i graven.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Favoritterne

En konsekvens af den sprintervenlige rute er, at den næste mulighed altid venter lige om hjørnet, og derfor er der allerede en ny chance fredag for de hurtige folk, der i dag lod muligheden glide dem af hænde. Også denne gang er arrangørerne nådige på den sidste del af rejsen mod Pyrenæerne, når feltet i morgen når frem til foden af bjergene. Rejsen til målbyen Carcassonne kunne nemlig være meget værre. Sådan var det, da byen senest blev besøgt i 2018, hvor feltet angreb byen fra bakkerne mod nord, og hvor Magnus Cort vandt fra et udbrud ved at overspurte Bauke Mollema og Ion Izagirre. Helt i overensstemmelse med den generelle rute vælger ASO at holde rytterne syd for bakkerne, og denne gang er det derfor endnu en tur gennem fladlandet, der venter. Mollema og Izagirre kommer i hvert fald ikke til at spille samme rolle, som de gjorde for tre år siden.

Etapen rejser umiddelbart to spørgsmål. Det første er naturligvis, om vi får en spurt, eller om sprinterne igen lader et udbrud sejle hjem. Det andet er, om sidevinden vil spille en rolle. Vi befinder os stadig i den blæsende del af Sydfrankrig, hvor Wout van Aert to år i træk har vundet en sidevindsetape. Da Paris-etapen naturligvis ikke er blæsende, og det sjældent blæser i Bordeaux-området, er det formentlig sidste chance for de hold, der måtte have et ønske om at udnytte vinden.

Lad os starte med det første. Forud for løbet havde jeg regnet med, det det var 12. etape, der var den mest sikre sprinteretape af disse to dage i fladlandet. Med sin distance på knap 160 km var det en betydeligt mere overskuelig opgave at kontrollere dagens korte tur til Nimes. I morgen skal man kontrollere hele 220 km i rædsom varme, og det gør det hele langt vanskeligere.

Nu kunne det imidlertid meget vel blive omvendt. I dag lod Deceuninck lidt overraskende udbruddet sejle væk - en strategi, jeg stillede lidt spørgsmålstegn ved i analysen ovenfor. Den endte da også med at fejle, og holdet fik tydeligt anskueliggjort, at det er pokkers svært at vinde udbrudsfinaler i fladlandet, selv når man spiller et kort som Julian Alaphilippe. Selvom holdet har et hav af stærke ryttere, der vil være oplagte favoritter i et udbrud, vil chancen for at vinde altid være større i en spurt - især når man så hvordan Mark Cavendish i dag slog Jasper Philipsen nærmest med ét ben.

Efterfølgende kunne Michael Mørkøv også afsløre, at holdet skam havde ambitioner om at spurte, men da Julian Alaphilippe efter den heftige sidevind pludselig befandt sig i en gruppe på 13 mand var det naturligvis ikke deres opgave at køre dem ind. Da Arkea også var repræsenteret, og DSM var uventet passive, var det alene op til Alpecin at lukke det. Det blev en kamp, deres seks mand havde tabt på forhånd, og den varede derfor heller ikke mere end et par kilometer.

I morgen tror jeg, at Deceuninck vil have en langt mere låst strategi. Falder han for tidsgrænsen, er det Cavendishs sidste chance for at tangere rekorden, og hvis han også går efter at slå den, er det alt for risikabelt at gamble det hele på 19. og 21. etape. Dagens etape var en påmindelse om, at det ikke er let at vinde for et udbrud. Vigtigst af alt fik holdet en rolig dag i feltet, og det var tiltrængt, hvis de skal forsøge at kontrollere 220 km. Havde de brugt kræfter i dag, havde de nok ladet denne etape sejle, men nu møder de op med relativt friske batterier. Man skal ikke tage fejl af den ærgerrighed, der lyste ud af Cavendish og Mørkøv efter etapen og af Patrick Lefeveres ønske om at krone sin Cavendish-satsning med at slå den rekord.

Jeg tror derfor, at vi vil se et meget mere kontrollerende Deceuninck-hold, end vi så i dag. Det betyder dog ikke, at det er sikkert, at vi ikke ser et udbrud sejle væk. Der er kun fire hold, der har en interesse i en spurt, nemlig Deceuninck, Arkea, Alpecin og DSM. Alpecin viste i dag, at de formentlig er en klar allieret, men DSMs udtalelser efter etapen indikerede, at de mest af alt satser på et udbrud. Arkea består af en sprinter, en lead-out man og tre klatrere, og der er derfor grænser for, hvor meget de kan bidrage med.

Jeg vil tro, at Deceuninck og Alpecin er kloge nok til at snakke sammen og indgå en alliance. Jeg tror også, at de er kloge nok til at sørge for, at DSM og Arkea ikke får en mand afsted. Det burde nok kunne lade sig gøre. Hvis det herefter lykkes at få en lille gruppe på højst 6-7 mand afsted, tror jeg, at både DSM og Arkea er til at overtale. Ingen af dem har endnu vundet en etape, og også deres hold fik i dag en rolig etape til at komme sig. DSM er nærmest uden chance for at vinde etaper, hvis ikke de satser 100% på en etape som denne, og selvom Arkea er svækkede og har store ambitioner i bjergene, tror de fortsat meget på Nacer Bouhanni.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Der venter utvivlsomt en aggressiv start, og det vil kun blive endnu mere aggressivt af, at udbruddet kørte hjem i dag. Det bliver derfor ikke let for Deceuninck at sørge for, at gruppen ikke bliver stor. Bliver det for svært, og ender der med at køre endnu en stor gruppe, kan det sagtens være, at de ender med at sende en mand afsted, som de gjorde i dag med Alaphilippe. Kører der først en stor gruppe med deltagelse af Deceuninck, er der ikke den store tvivl om, at udbruddet holder.

Det kan altså gå begge veje, men jeg tror, at en stærk alliance mellem Alpecin og Deceuninck vil være stærke nok til i en ret let start at holde styr på DSM og Arkea og samtidig forhindre, at en stor gruppe kommer væk. Det er rigtigt, at 220 km er meget, men det er det også for et udbrud. En lang distance er kun til fordel for udbruddet, hvis det er stort, hvormed det over en lang dag har lettere ved at knække feltet. Er udbruddet lille, er det lige omvendt. Så slider det mere på udbruddet end på feltet, hvor der ofte vil være flere folk til at føre.

Som sagt er den anden afgørende faktor vinden, der opfører sig ret mærkeligt i starten, hvor det ser ud til, at den går fra nord i Nimes over syd omkring Montepellier og senere til nordvest på etapen anden halvdel. Det bør give direkte sidevind stort set hele dagen, også lige ud af starthullerne. Derfor venter der endnu en meget nervøs dag og ikke mindst meget nervøs indledning, hvor de første kilometer igen måske vil handle mere om sidevindskørsel end om at skabe et udbrud.

Jeg tvivler dog på, at vinden vil være stærk nok. I morgen vil det gennem hele dagen kun blæse med nogenlunde samme styrke, som det gjorde på anden halvdel af dagens etape, hvor det aldrig for alvor blev farligt. En styrke på 15-18 km/t er sjældent nok til at skabe ravage, slet ikke i et opmærksom Tour-felt. Særligt starten vil alligevel være stressende, og da der vil være sidevind næsten hele dagen, bliver det en lang dag, hvor det handler om at være på tæerne. Det vil dog undre mig, hvis der skabes splittelser af betydning, udover at de små klatrere måske kan blæse af, som de gjorde på første del af dagens etape. Når vi nærmer os Carcassonne til sidst, bliver vinden lidt kraftigere, men til gengæld går vinden over i en mere vestlig retning, og derfor vil det til slut mest være en modvind, som i stedet vil lægge en dæmper på nervøsiteten på de sidste kilometer.

Det betyder dog ikke, at vi ikke vil se forsøg. Deceuninck har sagt, at de ikke har en interesse i at splitte feltet, fordi de tror fuldt og fast på Cavendish, men både Bora og Ineos indrømmede i dag, at de havde planer om at skabe ravage. Deres muligheder er bare stærkt begrænsede, fordi de har mistet hhv. Peter Sagan og Luke Rowe, mens Geraint Thomas kører rundt som et halvt lig bagerst i feltet. Derudover er der Jumbo med Wout van Aert og Mike Teunissen, men jeg tror, at de har det fint med at beskytte Jonas Vingegaard. Det er næppe dem, der har initiativet.

Hvad er konklusionen? Der er to muligheder. Deceuninck og Alpecin får lirket en lidt mindre gruppe afsted, gerne uden DSM og Alpecin, som de herefter kan kontrollere gennem en lang og varm, hvorefter vi ender med en spurt. Den anden er, at det bliver for svært, og at en stor gruppe igen kører væk - sikkert med deltagelse af Deceuninck - og så får vi en gentagelse af dagens begivenhedsfattige scenarium, hvor feltet ruller til mål langt bag udbruddet. Vinden vil skabe nervøsitet, men næppe mere end det. På baggrund af dagens udfald, dagens halve hviledag og Deceunincks udtalelser efter etapen tror jeg mest på en spurt.

Selve spurten er den klart mest kringlede hidtil. Det er relativt ukompliceret frem til den røde flamme, men derefter venter hele to sving - det sidste bare 600 m fra stregen. Derudover er vejen igen ret smal, og det gør det til en spurt, hvor positionering betyder alt. Den sidste kilometer stiger ganske let, men nok til, at det kan mærkes. Det er dog næppe den del, der er afgørende. I denne finale handler det først og fremmest om positionering samt naturligvis den friskhed, der altid er afgørende på dette tidspunkt i en grand tour. Derudover skal holdene være varsomme med at starte alt for tidligt, fordi der primært vil være sidemodvind frem mod det første af de to sving.

Efter Deceuninck-opvisningen i Valence er det umuligt ikke at pege på Mark Cavendish som favorit. På de første etaper fik belgierne ganske vist klø af Alpecin, men i tirsdags viste de, at de med Mathieu van der Poels og Tim Merliers exits nu er i særklasse. Belgierne dominerede finalen totalt, og med et tog bestående af Mattia Cattaneo, Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Davide Ballerini og Michael Mørkøv foran Cavendish var de altdominerende. Der er intet, der antyder, at det skulle være anderledes denne gang, og i en finale som denne, hvor positionering betyder alt, er det svært at se, hvem der kan matche dem. Samtidig har Cavendish bekræftet, at han er feltets hurtigste, og det var nærmest overlegent at se, hvordan han ydmygede Jasper Philipsen i dag, da belgieren kørte en spurt, som de åbenbart var blevet enige om ikke at køre. Et stigende opløb er heller ikke et problem, som vi så det i Fougères, og bedste mand på bedste tog plejer at give sejr.

Der er dog også trusler. Det koster kræfter at kontrollere 220 km, og de vil skulle så for det meste af arbejdet.  Der er derfor en risiko for, at de ikke vil være ved fuld styrke i finalen, og det kan måske være det, der koster for Cavendish, som kan risikere at blive lukket inde på den smalle vej, hvis han har brugt sit hold for tidligt. Vi så dog i Chateauroux, hvor stærke Ballerini og Mørkøv var, og derfor kan de komme utroligt langt, selv hvis de har brugt folk som Alaphilippe og Asgreen undervejs. Jeg tror, at de er stærke nok, og efter at have set Cavendish ydmyge Philipsen i dag tror jeg, at han med en dags forsinkelse tangerer rekorden.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Hans værste rival må være Jasper Philipsen. I Fougères blev han ganske vist slået klart, men efter at han i Chateauroux mistede et tråd grundet Cavendishs svaj, viste han i Valence, at han faktisk er så hurtig, at det ikke virker helt umuligt, at han kan slå Cavendish. Med hjælp fra Jonas Rickaert viste han igen sin suveræne positionering, men desværre tabte han kampen om Cavendishs hjul til Wout van Aert, hvilket muligvis kostede ham sejren. Uden Van der Poel og Merlier har han et af de svageste tog, og derfor vil han altid være tvunget til at komme bagfra, men han er så god i positionskampen, at han formentlig sidder ganske fornuftigt. Hans speciale er tillige stigende spurter, og skal han endelig slå Cavendish, skal det formentlig være i en finale som denne. Det bekymrer mig dog, at han var helt tømt for kræfter, da han åbnede spurten i dag. I forvejen så han ud til at eksplodere efter at have givet sig fuldt ud frem til den indlagte spurt på Ventoux-etapen, og det kunne tyde på, at han er træt. Heldigvis fik også han i dag en let etape, og hvis han er kommet sig, må han være manden, der har farten til at true Cavendish - i hvert fald, hvis han spurter som i tirsdags og ikke som i dag.

Hvis Wout van Aert skal vinde en spurt, skal det formentlig være denne. Vi så sidste år, at han var langt mere konkurrencedygtig, hvis bare det var let stigende, og derfor er dette en af hans bedre chancer. Samtidig viste han igen i tirsdags, at han er fabelagtig i positionskampen, da han skubbede en vis Peter Sagan væk fra Cavendishs hjul. På den anden side var det også åbenlyst, at han ikke havde Cavendishs fart, og det bekræfter kun det billede, vi har kendt fra tidligere. Det kan gøre det en anelse svært at se Van Aert faktisk vinde - i hvert fald hvis Deceuninck igen sætter Cavendish perfekt op - men fejler Deceuninck, står han stærkt. Med sin eminente positionering og god støtte fra den fremragende lead-out man Mike Teunissen, er han uhyre stabil, og han vil med meget stor sandsynlighed sidde rigtigt, hvilket er vigtigt i en teknisk finale med en smal vej. Den lange distance og den generelle nedslidning taler også til fordel for Van Aert, ligesom han altså har fordel af, at det stiger. Sidste år skulle han bare bruge et let stigende opløb på 5. og den uheldige 11. etape for at vise imponerende fart, og det gør, at det er muligt at tro på sejr denne gang.

Dernæst vil jeg pege på Nacer Bouhanni, der udover Philipsen er den eneste, der har vist den tilstrækkelige fart til at slå Cavendish i de første spurter. Desværre er de sidste to spurter gået skidt, fordi Arkea er endt for langt tilbage, og derfor har han været tvunget til at køre en spurt sammen med sin lead-out man for at komme tilbage til fronten. I Chateauroux var det Dan McLay, der bragte ham frem, mens han i Valence desværre havde mistet briten og derfor kun havde Clement Russo til rådighed. Nu er hans chancer blevet meget, meget ringere, fordi skader tvang både Russo og McLay ud af løbet, og dermed har han kun Connor Swift til at støtte sig i finalerne, selvom Warren Barguil altid giver en hånd, også i uvant terræn. I forvejen har han haft det lidt svært de seneste gange, og uden hjælp bliver det endnu vanskeligere at sidde rigtigt.

Derudover er det stigende opløbs som udgangspunkt en ulempe for Bouhanni, men det er ikke noget, han ikke mestrer. Faktisk kørte han vel sin bedste spurt i den stigende finale i Fougères, og her så han ud til at kunne have vundet, hvis positionen havde været bedre. Uden et tog er det svært at tro, at han vil sidde bedre denne gang, men lykkes det, er han bestemt en reel vinderkandidat.

Jeg var lidt efter DSM i analysen ovenfor, men de kan tage revanche med Cees Bol i morgen. Det vil også være en revanche for tirsdag, hvor de havde arbejdet hele dagen for at sætte hollænderen i scene, men da det endelig gjaldt, blev de sat i sidevinden. Dermed blev både toget og Bols energi brændt af inden spurten, og for første gang i år sad han ikke i en fornuftig position. Det var dog undtagelsen, der bekræftede reglen, og på de foregående etaper har DSM haft et af de bedste tog med Søren Kragh foran Joris Nieuwenhuis, Nils Eekhoff og Casper Pedersen, der er kommet sig så meget, at han igen er sidste mand og faktisk pludselig ser ganske flyvende ud. Holdet havde en meget svær dag på Ventoux, og de virker ganske trætte, men Bol og Pedersen ser begge friske ud og faktisk ud til at være i fremgang. Baseret på de første massespurter er deres tog et af de bedste, og med masseudrensningen af sprintere er det vel næsten dem, der står klar til at tage over, hvis Deceuninck bruger for mange kræfter undervejs. Bol har også altid foretrukket stigende spurter, som vi så, da han tog sine sejre i Nokere og Algarve. Fejler Deceuninck, er det ikke utænkeligt, at Pedersen vil aflevere Bol fra spids. Om farten så rækker, er tvivlsomt, men med den friskhed, han har vist, synes det ikke helt umuligt.

På baggrund af dagens udtalelser fra Mads Pedersen til TV2 står det klart, at den forslåede og sygdomsramte dansker ikke skal spurte. Dermed må det være sikkert, at Trek satser på Edward Theuns, der i dagens udbrud bekræftede, at han stadig er frisk og i form. Belgieren har haft det svært i de seneste år, men i år har han spurtet ganske fint med den flotte sejr i Ungarn som højdepunktet. Han var i storform ved de belgiske mesterskaber, hvor han kun var få millimeter fra at slå Van Aert i spurten til sidst, og det vidner om hans konkurrencedygtighed. Desværre tabte han hjulet på Jasper Stuyven i tirsdagens spurt, men han har i netop Stuyven en af feltets bedste lead-out men. Jeg tror, at meget står og falder med, om Pedersen er klar til at give en hånd med. Er han det, har de altså stadig et af de bedste tog, og så vil jeg slet ikke udelukke, at Stuyven og Theuns kan matche Deceuninck frem mod sidste sving. Hvis ikke, er de to belgiere dog nok lidt for alene mod det blå tog, og så bliver det svært. Lige nu ligner Pedersen ikke en mand, der kan bidrage, men bliver han frisk nok igen, kan Theuns ende ganske langt fremme - ikke mindst fordi også han foretrækker stigende opløb.

Det stigende opløb er også en gave til Michael Matthews, men desværre er 1,5% næppe nok. Han kørte sin bedste spurt i det stigende opløb i Fougères, men tæt på sejren var han aldrig. Igen vil mønsteret nok være, at han kan være tættere på, men aldrig rigtigt i spil til sejren. Den lange distance og den generelle træthed taler dog til fordel for Matthews, der har vundet alle sine Tour-etaper i løbets sidste del. Jo mere sidevind og nervøsitet, jo bedre, for det vil blot bidrage til nedslidningen. Amund Grøndahl Jansen er også ved at være kommet sig nok til at bidrage til toget, hvor Luka Mezgec har afleveret ham godt, men de er stadig ikke stærke nok til at aflevere ham fra spids. På 1,5% står han stærkere end i en flad spurt, men næppe stærkt nok til at vinde.

Det stigende opløb taler også til fordel for Sonny Colbrelli, selvom også han skulle bruge en hårdere finale for virkelig at få pluspoint. Vi har i de indlagte spurter set, at han er lynhurtig lige nu - også meget hurtigere end Matthews - men alligevel er det australieren, der har klaret sig bedst i massespurterne. Løbet har nemlig igen understreget, hvor store problemer han har i positionskampen. Heldigvis er holdet med Matej Mohoric, Marco Haller og Fred Wright stærkt, men det har hidtil ikke hjulpet meget. De færre tog giver ham en bedre chance, men den kringlede finale taler i den grad imod Colbrelli, selvom han formentlig er en af de allerhurtigste i en let stigende spurt. Har han heldet i positionskampen, kan han således komme langt, men risikoen for, at han slet ikke går i top 10 er stor.

I dag var der livstegn fra Danny van Poppel. Hollænderen sad helt fremme i sidevinden, men af en eller anden grund havde Intermarché lagt den plan, at han skulle følge Cavendish - ikke just en strategi, der havde den store udsigt til at bringe ham med i det udbrud, han jagtede. Det viser imidlertid, at han måske er i bedring efter endnu en af sine alenlange serie af formkriser, men man må aldrig, aldrig satse pensionsopsparingen på Van Poppel. Risikoen for, at han eksploderer i varmen efter 220 km, er ganske stor - særligt med de trængsler, han har haft i dette løb - men dagens meldinger fra holdet giver alligevel lidt håb. Vi så i Algarve, at hans topfart i stigende spurter i dette felt utvivlsomt er af de højeste, men jeg tvivler desværre, at han med hjælp alene fra Boy van Poppel kan sidde fremme i denne tekniske finale, nu hvor Jonas Koch er ude af løbet. Han skal i hvert fald have heldet, og så skal han undgå endnu en offday. Hvis han igen smelter helt sammen, vil Boy kunne køre spurten, men han kan ikke stræbe efter mere end top 10.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Hidtil er det slet ikke gået for Christophe Laporte, men én gang viste han, at farten er god. Det var i Fougères, hvor han endelig sad ordentlig, indtil han blev tvunget til at bremse. Det var ikke mærkeligt, når hans speciale er stigende spurter, og derfor er netop denne spurt særligt god for ham. Normalt er han også i sit es i tekniske finaler, og det burde derfor slet ikke være en ringe afslutning for ham. Desværre har vi også set, at det er meget svært for ham i et felt, hvor han er helt alene, og han skal derfor have megen held i så teknisk en finale som denne. Hvis til gengæld han sidder godt, burde det være i en afslutning som denne, at han kan levere et resultat.

Det samme gælder for André Greipel. Tyskeren i Valence viste en dybt imponerende fart, som vel egentlig også overraskede ham selv. I hvert fald talte om en af sine bedste spurter i lang tid, og han kom også blæsende i tårnhøj fart til sidst. Det skete endda, selvom han havde været fanget i sidevinden og havde brugt mange kræfter på at komme tilbage til fronten, og også i dagens udbrud, der kørte efter en gang hård sidevindskørsel, viste han, at han er ganske stærk lige nu. Desværre viste 10. etape også, hvor skidt han er i positionskampen, og i denne tekniske finale har jeg meget svært ved at se, at han skulle sidde rigtigt. Det stigende opløb er heller ikke til hans fordel i et felt, hvor de fleste af rivalerne foretrækker stigende spurter. Alligevel tror jeg, at hans fart bringer ham langt, men i denne kringlede finale skal han og Rick Zabel være meget heldige, hvis han skal være i position til at drage fordel af sin høje fart.

Jeg vil også nævne Anthony Turgis. Total har kørt for både ham og Edvald Boasson Hagen, men kan man stole på deres seneste melding - og det har man ikke altid kunnet - er det i morgen Turgis, der satses på - også fordi Boasson Hagen brugte mange kræfter i dag. Turgis har slet ikke farten til at vinde, men han synes at være kommet utroligt stærkt igennem og har klaret bjergene fornemt. Den lange distance og det stigende opløb taler også til hans fordel, og han har faktisk klaret positionskampen ganske fornuftigt. Han har hverken farten eller holdet til at vinde i denne kringlede finale, men på en lang dag sent i en grand tour bør Turgis kunne gøre det ganske pænt.

Endelig er der Max Walscheid . De foregående spurter har helt forventeligt vist, at han har det meget svært i positionskampen med et hold uden noget reelt tog, og derfor virker han prisgivet i denne tekniske finale. Det stigende opløb er endda også til stor ulempe, og mit bedste bud er, at han igen ender uden for top 10. Der er dog efterhånden så få sprintere, at han nu måske kan sidde rigtigt, og så kan vi endelig få en bedre fornemmelse af, hvor meget fart han egentlig har tilbage. Holdet har også indikeret, at Carlos Barbero måske vil køre sin egen spurt ved siden af Walscheid, men selvom han elsker stigende opløb, har han slet ikke farten til at vinde.

Hvis til gengæld det splitter, har Walscheid vist, at han er ganske god i sidevinden, og selvom det svage hold betyder, at han formentlig bliver sat, er han ikke helt uden chance. Bliver det et mindre felt, vil positionskampen være mindre intens, og så burde han endelig kunne lave et resultat. Til gengæld tvivler jeg på, at han stadig har farten til for alvor at blande sig.

Vi har set, at Movistars nedtur har betydet, at Ivan Garcia Cortina deltog i spurten i mandags. Det vil han sikkert gøre igen, men på egen hånd er han prisgivet. Han har det svært i positionskampen, men til gengæld vil han elske det stigende opløb. B&B vil prøve med Cyril Barthe og Franck Bonnamour, men top 10 er højt sat selv på en god dag. EF tror så meget på Rigoberto Uran, at den eneste opgave for Magnus Cort bliver at hjælpe kaptajnen i sidevinden, hvis ikke han rammer udbruddet. Bora, Ag2r, Astana, UAE, Ineos, FDJ og Lotto kan heller ikke ventes at deltage i spurten. I en teknisk finale som denne vil Michael Mørkøv ofte ende godt, hvis Deceuninck igen er altdominerende, men skulle de mod forventning blive slået af DSM eller Trek, vil deres lead-out men, Casper Pedersen og Jasper Stuyven, ende godt i denne kringlede afslutning.

Som sagt er chancen for en udbrudssejr stor, men med en flad start er det et lotteri at ramme rigtigt. Som vi så det i dag, gælder det samme i en flad finale, hvor det ikke altid er en fordel at være hurtigste mand. Det måtte Greipel, Theuns og Mezgec sande i dag, men det er klart, at en eller anden form for spurt i en let finale med modvind altid er et godt våben. Først og fremmest skal man dog være brølstærk efter en lang dag med 220 km i stegende hede, og man skal være frisk efter næsten to uger. I dag vandt stærkeste mand i udbruddet, selvom den slags finaler altid er taktiske.

Igen er mit bedste bud Jasper Stuyven, der viste fremragende form på 7. og 9. etape. Han virker måske lidt mere slidt nu, men han har hele pakken til at gøre det færdigt. Det er også en oplagt afslutning for Magnus Cort, der i dag viste, at han havde friheden til at jagte udbrud og utvivlsomt vil være ansporet af at vinde i den by, hvor han allerede har vundet én gang. Oliver Naesen imponerede mig stort på Mont Ventoux og har også hele pakken af råstyrke og spurt efter 220 km, og Greg van Avermaet fortalte i dag, at Ag2r ikke bare skal beskytte Ben O’Connor. Van Avermaet selv er åbenlyst også et godt bud, men han virker helt fra den i dette løb og var tæt på at falde for tidsgrænsen i søndags som kulmination på en ikke overbevisende sæson. Hos Ag2r har jeg også øje på Dorian Godon , der vandt Paris-Camembert lige inden Touren og også har hele pakken til denne type finale.

Derudover vil jeg fremhæve Anthony Turgis, de også har den rette kombination af evner over en lang distance og synes meget frisk i bjergene. Jeg vil også ønske, at Cofidis giver Christophe Laporte chancen i stedet for at spare sig. Som klassikerrytter burde en lang dag være guf for ham, selvom han ikke har givet indtryk af at have sin bedste form. Et udbrud vil også have en langt bedre chance, hvis Deceuninck ender med at sende en mand med, og her er det nærliggende at pege på Kasper Asgreen og Davide Ballerini, der begge har motoren og hurtigheden. Desværre er de også så store navne, at de begge formentlig vil blive meget overvågede, og som Alaphilippe erfarede i dag, er det ikke altid en fordel at være det største navn i et udbrud som dette. Særligt Asgreen skal vitterligt være stærkeste mand for at vinde, men det kan han også sagtens ende med at være. Etapen er også perfekt for Søren Kragh, men som vi så i går, virker han nok en anelse for træt. Hos DSM tror jeg faktisk mere på Casper Pedersen, der på Ventoux viste, at han nærmer sig den form, der gav sejren i Paris-Tours, og han har hurtigheden og poweren til denne finale. DSM har også et par hurtige folk i Nils Eekhoff og Joris Nieuwenhuis, men de virker måske ikke alt for friske lige nu. Formstærke Anthony Perez er også halvhurtig, men finalen er måske en anelse for let til, at han kan drage fordel af sin form. Astana har et par gode kandidater i de hurtige Omar Fraile og Alex Aranburu, men jeg har på fornemmelsen, at de hellere vil spare sig til lørdagens stensikre udbrudsetape, der passer dem som fod i hose. Hos B&B er Franck Bonnamour i storform, og han er faktisk også halvhurtig, som det også gælder for holdkammeraten Cyril Barthe. Hvis han er frisk igen, er Luka Mezgec også en specialist i denne form for udbrud, som vi har set det både i år og sidste år, og det er også en god etape for Edward Theuns, hvis han har mere at skyde med. Brent van Moer blev taktisk låst i dag, men følte sig stærk og har erklæret sin vilje til at angribe igen, og Daniel Oss og Lukas Pöstlberger må nu være mændene, der skal gøre som Politt og udnytte Sagans exit i en finale, der efter 220 km passer dem. Hos Bahrain vil jeg meget gerne se de i år så imponerende og hurtige Marco Haller og Fred Wright få chancen af Colbrelli, og det vil også være nærliggende, da holdet har en holdkonkurrence at tænke på. Det kan også åbne døren for Matej Mohoric, der også kan vinde i denne finale, særligt over denne distance.

Udelukke Thomas de Gendt kan man heller aldrig, men han synes stadig ikke at være kommet sig helt efter knæproblemerne, ligesom heller ikke Philippe Gilbert synes god nok lige nu, og Stefan Küng sagde i dag, at han har brug for at komme sig, da han er helt tømt for kræfter. Man kan heller ikke helt udelukke, at Wout van Aert sniger sig med, men jeg vil tro, at han skal passe på Jonas Vingegaard i vinden og sparer kræfterne til et udbrud på lørdag. Jeg tror også, at Vingegaard låser Mike Teunissen, men han synes at have formen og friskheden til med sin power og hurtighed at vinde. Alpecin har i Kristian Sbaragli, Silvan Dillier og Jonas Rickaert tre oplagte mand til denne finale, men deres primære fokus er som for Deceuninck nok en spurt, medmindre en stor gruppe kører. Endelig vil jeg nævne Jonas Rutsch, der virker uhyre velkørende, og EF har vist, at deres ryttere får friheden

Feltet.dks vinderbud: Mark Cavendish

Øvrige vinderkandidater: Jasper Philipsen, Wout van Aert

Outsidere: Nacer Bouhanni, Cees Bol, Edward Theuns, Michael Matthews

Jokers: Sonny Colbrelli, Danny van Poppel, Christophe Laporte, André Greipel, Anthony Turgis

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Jasper Stuyven, Magnus Cort, Oliver Naesen, Anthony Turgis, Kasper Asgreen, Davide Ballerini, Dorian Godon, Christophe Laporte, Casper Pedersen, Luka Mezgec, Brent van Moer, Marco Haller, Fred Wright, Greg van Avermaet, Anthony Perez, Franck Bonnamour, Jonas Rutsch

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Magnus Corts sejr fra 2018 og Yaroslav Popoychs sejr fra 2006. I 2018 var ruten dog meget mere kuperet, selvom de sidste knap 20 km var præcis de samme. I 2006 var hele etapen, inkl. finalen, helt anderledes.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET