STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Der er gået en hel uge siden den anden af blot to bjergetaper, men nu, hvor rytterne har nået de høje bjerge i nord, er det tid til for alvor at intensivere kampen i bjergene. Det sker på den anden uges eneste bjergetape, der sender rytterne en tur ind i Schweiz på en gigantisk alpeetape med mere end 4600 højdemeter over hele 199 km. Undervejs skal rytterne over hele tre bjergpas, herunder mægtige Colle del Gran San Bernardo, der med sin top i hele 2469 m højde skulle have været årets Cima Coppi, men som grundet sne på toppen nu blot passeres i 1878 m højde, samt en tur op i 2174 m højde på den stejle Croix de Coeur, og det hele slutter med en helt ny og ukendt opkørsel til skisportsbyen Crans Montana. Nok er der ikke tale om en specielt stejl stigning, men snarere et helt klassisk og jævnt alpepas, men som afslutning på så voldsom en etape er der lagt op til et af Giroens absolutte nøgleslag på den eneste store klassementsetape mellem løbets to hviledage.

Med en distance på 199,0 km er der tale om endnu en meget lang etape, der fører feltet fra Bogorfanco d’Ivrea til den schweiziske skisportsby Crans Montana. Startbyen ligger på grænsen mellem Alperne og Po-sletten og arrangørerne er nådige i den indledende fase. Således følger man her en let stigende dalvej mod nordvest op langs floden Dora Baltea, indtil man rammer en lille bakke (4,9 km, 3,9%), som efter 34,5 km leder frem til byen Saint-Vincent. Her drejer man mod vest for at køre videre igennem dalen langs samme flod via først en lille nedkørsel og siden en let stigende vej, som leder frem til byen Aosta, der nås efter 61,7 km, idet man undervejs efter 49,1 km kører dagens første spurt.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Her slutter den lette start ganske brat. Nu drejer man nemlig mod nordvest for at køre op ad Colle del Gran S. Bernardo (25,7 km, 5,0%, max. 10%), der efter ruteomlægningen nu blot er en almindelig kategori 1-stigning. Der er tale om en alenlang stigning, der over de første 12,0 km stiger jævnt med 4,9% i snit, inden den flader ud med bare 2,3% over de næste 4,5 km. Herefter siger den igen jævnt med 5,9% over de næste 7,5 km, inden man når til den vanskeligste del af stigningen, nemlig de sidste 1,75 km, som stiger jævnt med 7,6% i snit.

Toppen rundes efter 87,6 km, hvorefter man som følge af ruteomlægningen kører gennem en let stigende tunnel, der bringer rytterne over grænsen mellem Italien og Schweiz, hvorefter rytterne tager hul på en 24,4 km lang nedkørsel, der leder mod nord tilbage til dalen og bortset fra enkelte mere tekniske passager er meget let. Man når dalen i byen Sembrancher efter 119,0 km, hvorefter man kortvarigt kører mod øst ad en let stigende dalvej frem til byen La Chable, der nås efter 124,4 km.

Her tager etapen fat igen, når man forlader dalen for at køre mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Croix de Coeur (15,4 km, 8,8%, max. 13%), der er en ganske svær stigning. Således stiger de første 8,5 km meget jævnt med 7,9%, inden den tager mere fat med 9,1% over de næste 2,9 km. Den slutter imidlertid med den vanskeligste del, da de sidste 4,05 km stiger ganske jævnt med hele 10,3%, inden man efter 139,9 km runder toppen. Midtvejs oppe ad stigningen kører man efter 133,6 km i skisportsbyen Verbier dagens anden spurt.

Fra toppen resterer fortsat 59,1 km, og de indledes med en uhyre teknisk nedkørsel, der leder mod nord til dalen, som efter 162,1 km nås i byen Riddes. Her drejer man mod nordøst for at følge en helt lige og ganske let stigende dalvej, der går langs Rhone-floden. Undervejs passerer man efter 176,3 km den store by Sion, inden man nås frem til udkanten af byen Granges efter 184,8 km.

Her indledes finalen, når man drejer mod nord for at køre op ad en kategori 1-stigningen (13,1 km, 7,2%, max. 13%) til målbyen Crans Montana ad en helt ny og ikke tidligere benyttet vej. Der er tale om en helt typisk alpestigning, der er uhyre regulær. Således stiger de første 8,25 km helt jævnt med 7,7%, inden den bliver marginalt lettere med 7,5% over de næste 3,75 km, hvorefter der venter 500 m med ganske let nedkørsel frem mod de sidste 650 m, der stiger, herunder med 5,6% over de sidste 400 m. Stigningen har et hav af hårnålesving på den nedre del, inden vejen over den anden halvdel kun bugter sig let, og efter et enkelt hårnålesving med 2000 m igen går det ad en næsten helt lige vej frem til en 90 graderskurve, der med 300 m igen leder ind på den 8 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt bare 4658 højdemeter mod 5212 højdemeter på den oprindeligt planlagte rute.

Crans Montana har seks gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, men alle gange har man benyttet en anden opkørsel. Hyppigste gæst har været Tour de Suisse, der dog ikke har været forbi siden 2013, hvor Bauke Mollema tog karrierens dengang største sejr ved at køre solo hjem med 11 sekunder ned til en gruppe på syv mand, hvis spurt blev vundet af Mathias Frank foran Thibaut Pinot. I 2011 var det Marc Soler, der kørte alene hjem med 12 sekunder ned til Damiano Cunego og Frank Schleck, mens det i 2009 højst overraskende var Tony Martin, der sejrede i samme tid som Cunego og med 2 sekunder end til en gruppe på otte mand, der var anført af den senere vinder, Fabian Cancellara. I 2007 kørte Thomas Dekker alene hjem med 8 sekunder ned til Gerrit Glomser og 11 sekunder ned til fem mand anført af Gilberto Simoni, og i 2001 var der bjergenkeltstart, hvor Lance Armstrong knuste al modstand ved at sejre med 1.25 ned til Simoni og 1.26 ned til Tyler Hamilton. Tour de Romandie var forbi i 2012, hvor der også var bjergenkeltstart på programmet på sidste etape, og her sejrede den samlede vinder Bradley Wiggins i en neglebidende finale med få hundrededele ned til Andrew Talansky og 16 sekunder ned til sin hjælperytter Richie Porte.

BEMÆRK: Siden løbets begyndelse er etapen grundet sne på toppen af San Bernardo-stigningen blevet ændret, så man nu ikke kører hele vejen til toppen. I stedet kører man igennem tunnelen i forbindelse med bjergspurten. Det forkorter etapen med 8 km, reducerer antallet af højdemeter med ca. 550 og betyder, at stigningen ikke længere er årets Cima Coppi, det højeste punkt, men blot en almindelig kategori 1-stigning.

Ny etapeprofil

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Gammel etapeprofil

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Selv i dag, hvor risikoen var lille, blev rytterne ramt af regn, og det dårlige vejr vil ingen ende tage. I morgen ventes der ved starten en meget stor risiko for byger på hele 95%, og den vil kun aftage svagt på Po-sletten frem til stigningerne. Her vil temperaturen også kun være 12-13 grader. På den anden side af San Bernardo ventes en bygerisiko på 80-85%, men temperaturer på 19 grader i dalen, og risikoen vil være den samme op over og ned ad passet. I dalen vil temperaturen være 19 grader md en bygerisiko på fortsat 80-85%, mens den vil være 70-75% på målstigningen, hvor temperaturen i målbyen vil være 12 grader. Vinden vil være varierende. På Po-sletten vil den være let (8-13 km/t) og komme fra først nordøst og siden øst. Efter San Bernardo vil den imidlertid være i vestsydvest og til slut sydvest, det mest af dagen med en styrke på 12-14 km/t, men på målbjerget blot med 8 km/t. Det giver sidevind, sidemedvind og til sidst medvind i dalen, mens der vil være sidemedvind på San Bernardo. Derfra vil der være sidevind, indtil man er nede i dalen frem mod næstsidste stigning. I dalen vil der være sidemedvind, indtil man får sidemedvind hele vejen op ad målbjerget.

Analyse af 12. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Nico Denz med dagens overraskende sejr på Giroens 12. etape forstærkede sit ry som en kronisk overraskelse.

Favoritterne

Giroen er kendt for at byde på bjergetaper tidligere i løbet, end man ser det i Touren, hvor den franske geografi ofte betyder, at alle bjergetaperne koncentreres i to blokke sent i løbet. Sådan har det i princippet også været i år, hvor vi jo allerede har haft to bjergetaper på menuen, men alligevel er årets Giro speciel. Det er nemlig sjældent, at vi skal helt frem til 13. etape, inden vi for alvor får et indblik i klatrehierarkiet.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Sådan er det imidlertid i år. De to første bjergetaper har nemlig ikke afsløret noget som helst. Det skyldes i et vist omfang naturligvis den hårde modvind, der reelt neutraliserede 7. etape, men selv med andre vindforhold var Gran Sasso-stigningen ikke egnet til at give de helt store svar. Den lidt blødere bjergetape på fjerdedagen blev kørt lige så passivt som ventet, og den eneste virkelige styrkeprøve kom på muretapen, der imidlertid ikke fortæller meget om hierarkiet i bjergene - og som også allerede er af så gammel dato, at styrkeforholdet kan have ændret sig siden da.

Nu skal vi imidlertid ikke vente længere. Nu er vi nået til de virkeligt høje bjerge mod nord, og herfra kommer bjergetaperne i en lind strøm. Alligevel kan morgendagens etape måske mest af alt betragtes som en test, hvor man kan føle hinanden lidt an. Også her er løbet nemlig usædvanligt i den forstand, at den anden uge kun byder på én styrkeprøve i de høje bjerge, inden vi igen skal vente nogle dage frem mod den brutale tredje uge.

Det skyldes også etapens karakter samt det forhold, at ingen rigtigt ved, hvor de står. Etapen er ganske vist gigantisk - men ikke så gigantisk, som den var, inden sneen kostede den eneste svære del af San Bernardo, der nu bare er en blød opkørsel - men målbjerget er bestemt ikke det vanskeligste. Det er en ny opkørsel til det velkendte mål i Crans Montana, og det er en rigtig, klassisk alpestigning, som vi kender dem fra Schweiz og Frankrig. De er typisk helt jævne uden at blive specielt stejle - og denne er heller ikke den allerlængste.

Det er den slags stigninger, hvor modvind kan være ret dræbende, men den slipper vi heldigvis for. Denne gang får vi heldigvis gunstig vind, og derfor burde der være garanti for et stort slag. Det bliver ikke det mest afgørende, for de svære målbjerge venter i den tredje uge, men det bør give en ide om klatrehierarkiet, også fordi de forinden har været over det næstsidste bjerg, der til gengæld er meget svært.

Jeg vil alligevel ikke forvente, at det bliver alt for aggressivt. Som sagt er vi ikke blevet meget klogere, og det er rytterne heller ikke - slet ikke efter et par dage uden store klatreudfordringer. Derfor skal vi regne den som den første bjergetape, og den slags bliver ofte kørt afventende. Det skyldes denne gang naturligvis også frygten for den tredje uge.

Det betyder dog ikke, at jeg regner med passivitet. Vinden gør det muligt at angribe, og stigningen er svær nok. Derudover kommer den som en ensom ø inden det næste helt store bjergslag på tirsdag, og derfor kan rytterne godt tillade sig at brænde noget krudt af. Der er bare en vis sandsynlighed for, at de er så usikre på sig selv, at de endelige planer først lægges, når de sidder på cyklen og fornemmer, hvordan benene har det.

Det er formentlig fra Jumbo, vi skal vente os initiativet. Geraint Thomas vil formentlig gerne vinde tid inden bjergenkeltstarten, men han vil næppe tage initiativ, før han ved, om Roglic er stærkere. Jeg vil også tro, at Joao Almeida i første omgang er afventende, indtil han ved, hvor han står, og det samme gælder for Damiano Caruso. Skal vi se mere offensiv kørsel, skal det være fra Jack Haig, der dog styrtede i dag, og ikke mindst altid aggressive Hugh Carthy. Begge har tid at hente, men en forslået Haig angriber næppe, og Carthy har sagt, at også han afventer tredje uge.

Jeg vil til gengæld forvente, at Roglic tager initiativ. Det er meget svært at sige, hvordan styrkeforholdet er på bjergenkeltstarten, for selvom den som udgangspunkt grundet procenterne passer Roglic bedre end Thomas, vil det til den tid handle mest om friskhed. Hverken Roglic eller Thomas vil føle sig trygge ved status quo, og derfor vil Roglic gribe ud efter tid, når han kan. Han viste i lørdags, at han tager de chancer, der er, og derfor vil jeg også forvente, at vi vil se en Roglic-offensiv.

Det er klart, at den første kommer på sidste bjerg. Det er ikke et tidspunkt at tage chancer med store angreb, når vi ikke kender styrkeforholdet i bjergene. Derfor vil det være Ineos, der dikterer slagets gang det meste af dagen. Spørgsmålet er så, om Jumbo vil lægge pres allerede på næstsidste stigning, eller om de venter helt til det sidste bjerg. Det vil formentlig afhænge af Roglics ben, og her er meget nok bestemt af gårsdagens styrt, der kan føre til lidt mere afventende og passiv kørsel, end han ellers ville have overvejet.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Skal favoritterne så også køre efter etapesejren? Der er argumenter for både et ja og et nej. For taler, at etapen kommer som en ensom ø, og at man derfor godt kan bruge lidt af holdets kræfter. Imod taler, at der stadig skal spares til den langt vigtigere sidste uge, og at et udbrud meget ofte holder hjem på den første bjergetape - og det er det jo reelt - fordi ingen beder deres hold jagte, før de har en fornemmelse af, om de er stærkest.

Det er heller ikke den letteste etape at kontrollere. Jo, den flade start er, men derefter er etapen svær. Det er altså et stærkt hold, der skal skabe samling, og det stærkeste hold går ikke efter sejren. Thomas vil som sagt helt sikkert være afventende - medmindre han i finalen ser svaghedstegn fra Roglic - og det vil ikke være Ineos, der bringer bonussekunder i spil. Jeg tror som sagt også, at UAE, Bahrain og EF er afventende, og dermed er det Jumbo, der skal gå efter etapesejren.

Det tvivler jeg på, at de vil. Den tredje uge lurer, og de er alt andet end skræmmende. Selv hvis de forsøger, er det langt fra sikkert, at de kan hente udbruddet. Derfor tror jeg, at vi får en udbrudssejr, medmindre udbruddet kommer tilbage af sig selv. Det gør det formentlig kun, hvis gruppen indeholder en rytter, Ineos skal holde i snor, men forskellene er store, og i den flade start kan briterne let sikre, at der ikke dukker en farlig mand op i gruppen. Dernæst vil det formentlig kræve, at Jumbo lægger pres på allerede på næstsidste stigning, og det tvivler jeg på, at de gør. En anden faktor, der taler for udbruddet, er, at det formentlig bliver endnu en drivvåd dag, og det betyder forsigtighed på nedkørslerne og formentlig også endnu mere afventende kørsel fra favoritterne, der i disse forhold nok vil være endnu mere usikre på sig selv. I øvrigt må det blive en historisk våd Giro, for det dårlige vejr synes ikke at skulle få en ende i den tredje uge heller.

Mit bud er derfor en udbrudssejr. Når udbruddet er kørt, vil Ineos tage kontrol, og så må vi se, om Jumbo lægger pres på, når de rammer næstsidste stigning. Jeg tvivler, men det er muligt. Efterfølgende skal de så slås på det sidste bjerg, hvor jeg altså regner med, at alle øjne vil være rettet mod Jumbo, som vil skulle tage initiativet, medmindre en af de øvrige mærker stjerneben.

Hvem kan så vinde fra et udbrud? Nico Denz overraskede i dag, og på dage med en flad start kan man godt ende med et udbrud uden alt for gode klatrere, men etapen er så voldsom, at det bør være en sag for de meget klatrestærke. Problemet er imidlertid netop den flade start, der er svær for de små folk, og den kræver i hvert fald lidt held og timing. De kan håbe, at det går hurtigt, for en start som denne kan ende på to måder. Vi får ofte en evighedskamp, men ganske ofte ser vi også, at elastikken knækker næsten med det samme, og at der bare kører en stor gruppe på 20-30 mand, som alle hold er tilfredse med. Det gør det selvsagt lettere for de små folk at komme afsted.

Jeg vælger at pege på Jay Vine, men det er med stor usikkerhed. Blandt de ryttere, der er ude af klassementet, er han den bedste klatrer, men spørgsmålet er, om han har frihed. Det ved vi ikke, og da han blev spurgt af Eurosport her til morgen, sagde han, at det var uafklaret. Han skulle i hvert fald ikke afsted i dag, hvor han skulle sidde hos Almeida. Stor var min overraskelse derfor, da jeg så, at han smed mere end 20 minutter. Enten har han haft en decideret offday, eller også har han fået lov at spare sig til fredag. Det kan naturligvis være med det formål at sidde hos Almeida i finalen, men med tanke på, hvor langsomt der blev kørt i finalen, ligner det mere et spørgsmål om at smide så megen tid, at Ineos ikke skal frygte at bringe ham tilbage i klassementet. Det problem er løst nu, hvor han er næsten 25 minutter fra trøjen.

Jeg er ikke sikker, men jeg læser det sådan, at han har frihed. Derefter skal han stadig være heldig at ramme udbruddet i fladlandet, men det var han pokkers god til i Vueltaen. Han bør også få en vis hjælp til det, hvis det vitterligt er holdets plan at vinde med ham, og skulle det lykkes, ligner han den på papiret bedste klatrer i alle tænkelige udbrud. Vi ved til gengæld også, at han er en lottokupon, hvis niveau kan være svingende, men selvom jeg havde håbet på, at han var bedre, viser hans kørsel i weekenden i hvert fald, at han ikke er formsvag. Spørgsmålet er så, hvordan han klarer kulden, for da han blev sat på 10. etape, handlede det ikke om styrtet, men om at han frøs. Det er en joker, men vi så i hvert fald, at han vandt sin første bjergetape i Vueltaen i regn og tåge, så holder han varmen, kan han sagtens præstere under disse betingelser. Der er altså mange usikkerheder, men dagens kørsel indikerer, at han tager chancen - og så er han vel manden, der skal slås.

Et andet oplagt bud er Lorenzo Fortunato. Jeg var overrasket og ærgerlig over, at han brugte kræfter i dag, men han viste form med sin effektive opkørsel til de forreste. Til slut kørte han ikke finale, og det indikerer, at han sparede sig til i morgen, da først etapesejren var væk. Vi har set, hvor flyvende han har været i år, hvor han har været bedre end nogensinde, og hvis han stadig har formen fra april, skal selv Vine være skarp for at slå ham. I lørdags var han stadig god på murene, som ikke passede ham, og i dag så han som sagt også stærk ud. En joker er imidlertid vejret, for jeg er lidt bekymret for, at også han smed tid i kulden i forgårs. Han har i hvert fald til gode at bevise, at det er noget, han mestrer, men kører han som tidligere i år også under disse betingelser, bliver han svær at slå, hvis han har heldet i den flade indledning, hvor et helt hold bør hjælpe ham.

Den store joker er Ben Healy. Det er nu, vi skal se, hvad han kan i de høje bjerge. Det ved vi endnu ikke, men han er i hvert fald altid kommet til kort. Han har imidlertid aldrig tidligere kørt så stærkt i ardennerterræn, som han har gjort i år, og det gør ham til et totalt spørgsmålstegn. Modsat de ovennævnte har han fordel af vejret, for han beviste i særligt Brabantse Pijl, at han er flyvende i regnvejr. Han har også masser af power til den flade del, og det øger hans chance for at ramme rigtigt, selvom dagens etape viser, at intet er givet. Han skal imidlertid også bevise, at han stadig er i form, for han har været i form meget, meget længe. Måske var det en smule urovækkende, at han ikke kom afsted i dag, hvor det var relativt let at ramme den store gruppe, men det kan også bare handle om, at han og Alberto Bettiol roterede i angrebene. Det vil i hvert fald være meget lidt overraskende, hvis han også er ustoppelig i bjergene.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Jeg var ret opløftet over Ilan Van Wilder i dag. Det kan godt være, at han tabte i det taktiske spil, men han var uhyre aktiv og efterlod et meget stærkt indtryk. Indtil nu har jeg ellers ikke været overbevist om hans form, men i dag er jeg mere optimistisk. Også han har power i fladlandet og - ganske vist kun to - holdkammerater til at hjælpe sig i kampen om at komme afsted. I år har han forbedret sig ganske enormt, og på Mallorca viste han evner i dårligt vejr. Han har til gengæld til gode at bevise sig i de høje bjerge, hvor han ikke har kørt endnu i år, og i sidste års Vuelta manglede han stadig meget. Spørgsmålet er, hvor meget af det, han har indhentet. Det finder vi måske ud af i morgen. Et problem kan dog være hans placering i klassementet, for Ineos gider måske ikke holde ham i snor hele dagen.

Jeg synes allerede, at jeg er ved at løbe tør for meget gode kandidater, men jeg er vel næsten nødt til at have Brandon McNulty her, selvom jeg er nødt til at gentage smøren fra i går. Jeg er nemlig usikker på hans form. Enten er han svært illoyal mod holdet, eller også har han slet ikke benene. I hvert fald har han slet ikke været i nærheden af Joao Almeida på de dage, hvor der har været brug for hans støtte, og der har heller ikke været megen bund i hans angreb siden 4. etape, hvor det så lovende ud. Enkeltstarten viste, at han ikke er helt skidt kørende, men vi ved også fra senest Tirreno, at en god enkeltstart ikke nødvendigvis giver suveræne bjergben. Heldigvis ved vi også fra Touren, at han kan være urimeligt svingende. Han har poweren til at ramme udbruddet, og vi ved, at han er god og robust i dette vejr, som han viste med gennembrudssejren på Sicilien. Spørgsmålet er til gengæld, om det er ham, der skal afsted. Som nævnt ovenfor kunne noget nemlig tyde på, at det er Vine, når McNulty i dag blev bedt blive hos kaptajnen.

Jeg kan også gentage smøren fra i går om Carlos Verona. Det var ret åbenlyst, at han var formsvag i starten, men han er blevet bedre og bedre. Han var i hvert fald sammen med Warren Barguil næstbedste mand på muretapen, og siden da har han sikkert forbedret sig yderligere. Dette terræn passer ham langt bedre, og han plejer også at kunne klare dårligt vejr. Sidste år nåede han helt nye højder, ikke mindst med sejren på kongeetapen i Dauphiné, men desværre har han generelt været skuffende i år. Derfor er jeg ikke overbevist om, at niveauet rækker, men begynder vi at nærme os 2022-niveauet, er der ikke mange, der slår ham - og han plejer også at være god til at ramme udbrud.

Hvor står Jefferson Cepeda ? Han plejer at være helt, helt væk i Giroen, men i år har han fundet et højere niveau end tidligere og ikke mindst en helt ny stabilitet. Spørgsmålet er bare, om der er et generelt problem med holdbarheden, når han plejer at smelte sammen. Vi har i hvert fald på 4. etape set, at han ikke har superbenene fra Alperne, og heller ikke på murene imponerende han. Han er næppe heller vild med regn og kulde, men i det lys var det opløftende, at han ikke smeltede sammen på 10. etape, som det gjaldt for blandt andre Vine og Fortunato. Helt uden robusthed er han altså ikke, men kan han komme afsted i fladlandet, og rækker det nuværende niveau? Han skal i hvert fald nok være bedre, end han var det på 4. og 8. etape, men den Cepeda, vi så i Alperne, bliver til gengæld svær at slå.

Meget af det samme kan siges om Einer Rubio, der på mange måder er en colombiansk kopi af Cepeda. Trods sin sejr i UAE Tour har han imidlertid skuffet mig i år, senest i Catalonien og Asturien. Også i dette løb skuffede han, særligt på muretapen, men det var omvendt heller ikke hans ideelle terræn. Han er mere komfortabel her, men det er han til gengæld ikke i kulden, der jo på 10. etape kostede ham klassementet. Det er endnu en sten i skoen, og derudover brændte han en masse dumt krudt af i dag, hvor etapen ikke passede ham. Selvom han har skuffet i år, er han dog en af de ryttere, der burde klatre godt nok til måske at kunne gøre det færdigt, hvis han rammer den rette gruppe og kan holde varmen.

Hvilken rolle har Koen Bouwman? Mest sandsynligt er det, at han skal blive hos Roglic, men det er en af de dage, hvor det er en fordel af have en mand foran til at give Roglic en hånd i et eventuelt angreb på sidste stigning. Det er sikkert noget, Ineos vil forhindre, og det kan de sagtens gøre i fladt terræn, hvorfor det sikker ikke lykkes, men skulle han komme afsted, vil han ikke være uden chance. Hans primære opgave vil være at hjælpe sin kaptajn, men det er jo før set, at der alligevel er opstået en mulighed, hvis angrebet ikke kommer, eller forskellen ikke bliver gjort. I det tilfælde ligner Bouwman en mand, der kan vinde, for selvom stigningen er en anelse lang for ham, har han overbevist mig meget med en form, der synes mindst lige så god som i sidste års store succes.

Lidt af det samme kan siges om Sepp Kuss Som nævnt i analysen var hans kørsel i dag ganske mærkværdig, men i morgen har han i hvert fald en opgave. Jeg vil dog forvente, at det helst er Bouwman eller Sam Oomen, der sendes i forkøbet, for Kuss er den bedste til at sætte det tempo, der skal sætte Roglics angreb i scene. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at de forsøger at få ham afsted, og sker det, kan han som Bouwman måske få chancen for at gøre det færdigt. Hans niveau har ikke virket skræmmende indtil nu, men han plejer at blive bedre og bedre, og blandt de potentielle udbrydere er der ikke mange, der slår ham. En joker er dog det dårlige vejr, som plejer at genere ham og måske kan forhindre, at det er hans tur til at blive et ganske vist amerikansk medlem af Skibby-klubben.  Et problem kan dog være hans placering i klassementet, for Ineos gider måske ikke holde ham i snor hele dagen, og han er slet ikke en mand, de vil bringe tilbage i klassementet som en taktisk Jumbo-option.

Movistar har også et tredje kort. Will Barta har noget helt nye klatrehøjder i år, men vi har også i dette løb set, at han trods alt har sine begrænsninger. Det er også lidt usikkert, hvor tilredt han er efter tirsdagens styrt, og det er mig ubekendt, hvordan han har det med dårligt vejr. Det kan imidlertid også vise sig som en fordel, for havner han i en gruppe med bedre klatrere, kan dårligt vejr ofte være det, der ændrer hierarkiet. I hvert fald har Barta i år klatret så godt, at han er en af de ryttere, der bude have en chance for at vinde en etape som denne.

Det bør Joe Dombrowski også, men det er godt nok længe siden, vi har set det bedste fra ham. 2022 var til skraldespanden, og han startede året helt katastrofalt. Der var fremgang i Alperne, men slet ikke til et niveau, der gør en sejr her sandsynlig. Omvendt er han også en motor, og han har nu haft tid til at finde noget form. Det er hans første chance for at teste sig i terræn, der passer ham, og vi ved derfor ikke meget om, hvor han står netop nu. Den bedste Dombrowski klatrer jo godt, og da han vandt sin etape i 2021, viste han i hvert fald, at dårligt vejr måske endda kan vise sig at være en fordel.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Jeg er også nødt til at nævne Warren Barguil. Vi så på muretapen, at han og Verona var de næststærkeste på stigningerne efter Healy, og det vidner om, at formen helt som forventet er i fremgang. Nu er problemet naturligvis tirsdagens ret grimme styrt. Han er sluppet relativt nådigt, men skaderne var stadig så slemme, at han meldte ud, at det nu bare handlede om at overleve denne uge og rette blikket mod tredje uge. Jeg finder dog lidt håb i, at han sad med feltet hjem i dag, og selvom det ikke siger alverden, når det gik ganske stille og roligt, vidner det i hvert fald om, at han ikke er på vej hjem. Med den form, han viste i lørdags, og som må være endnu bedre nu, begyndte han at ligne en potentiel etapevinder, måske særligt i dette vejr, som plejer at kunne give ham en fordel.

Min sidste udbrudskandidat bliver Matthew Riccitello. Amerikaneren viste sit enorme potentiale i Alperne, og det bekræftede han med en meget stærk start på løbet. Siden faldt han helt, helt sammen og lignede en mand i den slags kriser, man ofte ser hos unge grand tour-debutanter. Derfor er jeg heller ikke meget optimistisk, men jeg ser et håb i, at han sad med feltet hjem i dag. Måske har han bare været lidt syg, og hvis han nærmer sig niveauet fra indledningen, kan han helt sikkert vinde her - hvis altså hans yderst spinkle krop kan overleve de kolde og forventeligt våde betingelser.

Jeg har ikke rigtigt stor tro på andre udbrydere. Oplagt var det naturligvis at nævne Andreas Leknessund, Aurelien Paret-Peintre og Santiago Buitrago, men hvis Ineos holder ord, vil de ikke give trøjen fra sig, og med en flad start er det let at holde snor i de tre. Ineos kunne overveje at sende Thymen Arensman eller Laurens De Plus afsted, men det tillader Jumbo næppe, og Pavel Sivakov kan de slet ikke undvære til at føre. Patrick Konrad osede ikke af form i dag og skal formentlig sammen med Bob Jungels bliver hos Lennard Kämna, der er den klare førsteprioritet, og som nævnt i gårsdagens optakt er jeg ikke overbevist om formen hos Filippo Zana og Bauke Mollema, der heller ikke er vild med regnen. Davide Formolo var heller ikke overbevisende på en dag, hvor alt for mange kunne følge hans tempo, og Laurens Huys, Amanuel Ghebreigzabhier og Vadim Pronskiy efterlod heller ikke det tilstrækkelige indtryk i dag. Stigningerne er lidt for lange for Lorenzo Rota, der igen i dag viste, at han synes langt fra sit bedste, og hvis Jumbo sender Thomas Gloag, Sam Oomen eller Michel Hessmann i forkøbet, kan de næppe gøre det færdigt. Alessandro De Marchi, Alberto Bettiol og Diego Ulissi klatrer i dag næppe godt nok, og den bør være for svær for ellers formstærke Simone Velasco, hvis holdkammerat, Luis Leon Sanchez, har virket fraværende de seneste dage. Rudy Molard har aldrig fundet formen efter sit styrt inden løbet, Alessandro Verre virker helt fra den, og jeg har intet set, der gør det sandsynligt, at Edoardo Zambanini, Jonathan Lastra Luca Covili, Michel Ries, Valentin Paret-Peintre, Stephen Williams, Sebastian Berwick, der også må være træt, eller Michel Ries kan vinde en etape som denne. Endelig imponerer Derek Gee og Bruno Armirail stort, men selvom vejret hjælper en større fyr som ham, bør dette trods alt være for svært.

Mine øvrige kandidater kommer derfor fra favoritterne, og her er Primoz Roglic mit bedste bud. Med det store mandefald er hans to værste konkurrenter væk, og selvom han ikke har lignet sit allerbedste jeg - han var nemlig kørt alene hjem på muretapen - har han i hvert fald virket stærkest af de tilbageværende. Det bør han da også på papiret være i det tilbageværende felt, og han har tillige på en etape som denne altid den fordel, at der ikke er nogen med store chancer for at slå ham i en spurt. Vi ved til gengæld også, at han har haft sine kriser i regnvejr - tænk på Formigal i 2020 og Paris-Nice i 2022 - og det kan derfor være en joker. Han har imidlertid også præsteret godt i regnvejr, og det er derfor ikke nogen decideret snublesten. Han virker meget selvtillidsfuld, hvilket er et godt tegn, men en joker er gårsdagens styrt, som måske ikke var alvorligt, men i hvert fald efterlod ham med synlige sår.

Hans værste rival må være Geraint Thomas. Det er klart, at han skal slå Roglic for rent bord for at vinde, for frihed har han ikke. Det virker imidlertid heller ikke helt umuligt. Han er kommet i form langt hurtigere, end han selv havde ventet, og at han kan køre op til sloveneren på en stejl mur, lover uhyre godt. Denne etape passer nemlig Thomas som fod i hose, da vi taler om mange højdemeter og den slags jævne stigninger, han elsker. Procenterne er også overkommelige, og han har utvivlsomt en stor fordel af vejret. Modsat Roglic slog han sig slet ikke i går, og der synes derfor større spørgsmålstegn ved sloveneren end ved waliseren. Er Roglic ikke så god som ventet, ligner Thomas en mand, der er klar til at slå til og udnytte svaghedstegnene.

En af løbets mest positive overraskelser har for mig været Damiano Caruso. Den italienske veteran har ikke været i nærheden af dette niveau i lang tid, men tilsyneladende kan de gamle ben endnu. Han kørte sit livs bedste flade enkeltstart, og han var blandt de seks bedste på murene, som han grundet procenterne ikke bryder sig om. Denne etape passer ham til gengæld perfekt, for her er procenterne afdæmpede, vi taler om en stor bjergetape, og vi har det dårlige vejr, hvor han virkelig trives. Han har en god spurt, men det er næppe den, han vinder på. Det skal han gøre ved at køre væk, og jeg kan sagtens se en formstærk Caruso udnytte kampen mellem Roglic, Thomas og Almeida til at snige sig væk.

Jeg håber, at Ineos bruger Thymen Arensman offensivt. Det gør de næppe i første omgang, men hvis Roglic ikke kan køre fra Thomas, skal Aensman naturligvis køre kontra. Det vil nemlig sende Jumbo i defensiven, og den store hollænder har efter den træge start varmet sin enorme motor op. Uden defekt havde han siddet med favoritterne på murene, hvilket er fremragende for en fyr, der ikke er god på stejle procenter og er helt uden punch. Til gengæld var hans enkeltstart igen skuffende, og han har til gode at bevise, at han er på sit allerbedste. Han har imidlertid haft en lille uge til at blive endnu mere varm, og vi så sidste år i Alperne, at han er fremragende i dette vejr. Hvis muligheden for et taktisk spil opstår, er Arensmand det ideelle kort at spille ud.

Hvad så med Joao Almeida? Han startede som lyn og torden med en skræmmende god enkeltstart, men siden da har det knebet. Han var ikke med fremme på murene, men de passer også dårligt til hans i dag meget dieselagtige klatrestil. Hans enkeltstart var skuffende, men her sluttede han stærkt af og undskyldte sig med for stor forsigtighed på de våde veje og et for konservativt udlæg. Han sluttede da også godt nok af til, at vi skal have en vis optimisme, og vi ved fra hans forår, at han synes at have taget et skridt siden sidste år. Han plejer også at være bedst mod slutningen af en grand tour, og denne slags store bjergetaper passer godt til hans dieselstil. Det store problem er vejret, der plejer at hæmme ham ganske voldsomt, og han har heller ikke hverken frihed eller den spurt, han havde engang. Det er særligt vejret, der gør mig usikker, for det er så entydigt, at det har givet problemer, at han ikke er den tredjestørste favorit, som han ellers burde være det.

En rytter, der til gengæld har fordel af vejret, er Hugh Carthy. Vi har set, at han er god i denne slags betingelser, men det er også klart, at han har lidt at bevise efter mange skuffende år. Han har vist tegn på en genrejsning i år, men den blev ikke helt bekræftet i Alperne, hvor han skuffede mig lidt. Til gengæld var hans enkeltstart den bedste siden 2020, og vi ved, at han altid bliver bedre og bedre undervejs. Denne store bjergetape med mange bjergpas og regnvejr passer ham som fod i hose. Han er næppe god nok til at køre alene, men han har med sit tidstab meget mere frihed end andre.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Egentlig burde Jack Haig stå højere på denne liste. Australieren har også givet tegn på en genfødsel, men heller ikke han bekræftede den helt i Alperne. Han kørte en af de bedste tider på stigningen på 1. etape, hvilket for ham var meget lovende, og at han ikke sad med på murene, kan ikke undre, når vi taler om en dieselmotor som ham. Til gengæld har han selv sagt, at han ikke er vild med dårligt vejr, og det kan være et problem, selvom vi nu i Paris-Nice i 2019 så ham klare den slags fint. Det største problem er dog dagens styrt, for Bahrain har været helt tavse. Det gør ham til en ubekendt størrelse, men er han frisk, og klarer han vejret, har han som Carthy masser af frihed.

Er Thibaut Pinot blevet rask? Weekenden handlede om overlevelse grundet sygdom, men han lød meget mere optimistisk i går. Det skaber en smule håb, for denne slags store bjergetaper i dårligt vejr er lige noget for ham. Hans tidstab betyder, at han har masser af frihed, og vi så jo i Romandiet, at han for første gang i en menneskealder var konkurrencedygtig i en fuld finale. Det var i et svagere felt, men han slog trods alt Caruso. Niveauet skal være højere her, og det tror jeg desværre ikke, at det er, men lad os lade tvivlen komme ham til gode, når han nu overraskede positivt i Romandiet. Betingelserne er i hvert fald ideelle.

Endelig er der Laurens De Plus. Belgieren er endelig blevet genfødt, og nu er han endda i en rolle, hvor de kan bruge ham taktisk. Han skal føre efter Sivakov, og derfor bliver han kun beskyttet, hvis andre tager teten, men det gør Jumbo formentlig også. Sker det, er det ham, Ineos kan spille ud, hvis Roglic ikke kan sætte Thomas, men det kræver naturligvis, at han er god nok. Det skal han stadig bevise, at han er, men han begynder mere og mere at ligne den rytter, der kørte så fremragende i Tourens bjerge i 2019.

Jeg kunne også nævne Eddie Dunbar, men selvom han imponerer mig, vil det være et niveauspring, hvis han kan vinde her. Etapen bør være for svær for Lennard Kämna, der nok har forbedret sin klatring, men ikke nok til at vinde her, og det samme gælder for Aurelien Paret-Peintre og Andreas Leknessund, selvom de alle tre nok hjælpes af vejret - og Leknessund skal vel også smide tid, hvis han stadig mener, at han ikke kører klassement. Endelig har vi set, at Santiago Buitrago har betydelige begrænsninger på lange stigninger, senest i Alperne.

BEMÆRK: Husk at jeg rangerer efter vinderpotentiale, hvilket er særligt vigtigt blandt klassementsrytterne.

OPDATERING: Grundet dårligt vejr køres kun de sidste 80 km af etapen. Det betyder, at man starter direkte i bunden af den brutale næstsidste stigning. Det giver en helt anderledes voldsom start, hvorder næsten er garanti for, at udbruddet bliver stærkt, og det vil i teorien også være muligt for klassementsryttere at angribe. Som nævnt ovenfor regner jeg stadig med en mere konservativ tilgang, og at vi får et udbrud, som Ineos kan lade køre - nu vil det bare være ekstremt stærkt - og det ændrer ikke på, at det er Jumbo, der bestemmer, om udbruddet holder eller ej. Det kan som sagt gå begge veje, men mit gæt er stadig, at de lader etapen sejle, medmindre Roglic fornemmer meget gode ben i den hårde start. Derudover er jeg ikke sikker på, at Jumbo er stærke nok til at hente det stærke udbrud, vi vil få.

En joker er, at Ineos i den hektiske start sender Arensman eller De Plus afsted for at slippe for at kontrollere. Det er en mulighed, der er opstået i kraft af denne start. Det vil selv sagt skabe en helt ny dynamik, fordi det så vil være Jumbo, der skal jagte. Det vil natuligvis reducere udbruddets chance for at holde hjem, men spørgsmålet er igen, om Jumbo er stærke nok til at hente et sådant udbrud, hvis ikke UAE eller Bahrain hjælper. Det er langt fra sikkert. Jeg vil derfor ikke udelukke, at Arensman eller De Plus kan vinde fra et udbrud, og den hårde start bringer også navne som Santiago Buitrago, Aurelien Paret-Peintre og Andreas Leknessund i spil, dels fordi Ineos nu kan blive tvunget til at lade dem køre, dels fordi de måske kunne gå med i et Arensman-De Plus-udbrud. Til gengæld vil jeg tro, at Haig, Carthy, Pinot, Dunbar, Kämna, Caruso, Roglic og Thomas i første omgang holder sig i ro.

Feltet.dks vinderbud: Jay Vine

Øvrige vinderkandidater: Lorenzo Fortunato, Ben Healy

Outsidere: Ilan Van Wilder, Brandon McNulty, Carlos Verona, Jefferson Cepeda, Einer Rubio

Jokers: Koen Bouwman, Sepp Kuss, Will Barta, Joe Dombrowski, Warren Barguil, Matthew Riccitello, Primoz Roglic, Geraint Thomas, Damiano Caruso, Thymen Arensman, Joao Almeida, Hugh Carthy, Jack Haig, Thibaut Pinot, Laurens De Plus

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE