HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Ruten                                                         

Løbet nærmer sig de høje bjerge i nord, hvor det skal afgøres, og hvor sprinterne har meget lidt at komme efter, og faktisk har arrangørerne i år renset den sidste uge for klassiske sprinteretaper. Det betyder, at de hurtige folk skal gribe de få muligheder, der er tilbage, men heldigvis burde de have lidt at se frem til, inden de går i rent overlevelsesmode. Den anden uge slutter nemlig med hele to fladere etaper over bare tre dage, og det vil utvivlsomt være et sultent sprinterkobbel, der stiller til start på løbets 13. etape, da søndagens etape formentlig er for hård for langt de fleste. Her vender feltet nemlig tilbage til den helt flade Po-slette, hvor de hurtige folk boltrede sig i løbets første del, og her har arrangørerne nok engang sammensat en af de helt flade etaper, som Giroen er så kendt for, og selvom der skal sluttes i Verona, som ligger lige for foden af nogle bjerge, kan der ikke være megen tvivl om, at en af løbets letteste etaper bliver for sprinterne.

Med en distance på 198,0 km er der tale om en relativt lang etape, der fører feltet fra Ravenna til Verona, og der er tale om en transportetape, der leder feltet over Po-sletten og fuldender rejsen mod nord frem mod de afgørende bjerge. Startbyen ligger helt ude ved adriaterhavskysten på den sydlige del af sletten og umiddelbart nord for bjergene, og herfra følger man en næsten helt lige og flad vej mod nordvest væk fra vandet. Der er nærmest ingen sving, før man når frem til Ferrara, hvor dagens første spurt køres efter 67,5 meget lette kilometer.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Her kører man kortvarigt lidt mod nord, inden man atter kører mod nordvest ad den helt flade slette. Senere drejer man mod vest for at følge en lidt mere bugtende vej frem til Bagnolo San Vito, hvor dagens anden spurt kommer efter 144,6 km, hvorefter man fortsætter yderligere nogle kilometer frem til storbyen Mantova, der passeres efter 159,5 km. Her drejer man mod nordøst for at køre ad endnu en næsten helt lige og flad vej mod nordøst direkte frem til Verona, der ligger lige på kanten mellem sletten og bakkerne, og derfor er det pandekagefladt hele vejen. End ikke i finalen har arrangørerne fundet på noget krydderi, for den lige vej afbrydes kun af to ganske bløde kurver lige inden 3 km-mærket, hvorefter eneste udfordringer er en rundkørsel med 2,6 km igen og en meget stor og helt blød rundkørsel 500 m fra stregen

Etapen byder på i alt bare 198 højdemeter.

Verona har været målby hele 21 gange tidligere mellem 1924 og 2019. Store navne som Alfredo Binda, Gino Bartali, Rik van Steenbergen og Francesco Moser har alle vundet i byen, og det samme har danske Ole Ritter i 1967 og norske Knut Knudsen i 1981. Giroen var senest forbi i 2019, hvor Chad Haga ganske overraskende vandt den afsluttende enkeltstart foran Victor Campenaerts og Thomas de Gendt, og i 2012, hvor Garmin med en sejr på holdløbet efter de første tre etaper i Danmark sendte Ramunas Navardauskas i førertrøjen på en dag, hvor Alex Rasmussen ellers havde alle chancer for at komme i lyserødt. I 2010 sluttede Giroen med en enkeltstart, og her vandt Gustav Erik Larsson med 2 sekunder ned til Marco Pinotti, mens Ivan Basso trods en beskeden 15. plads sikrede sig den samlede sejr. I 2007 kørte man en lang enkeltstart på næstsidste etape, og her sejrede Paolo Savoldelli suverænt foran Eddy Mazzoleni og David Zabriskie. Byen var også vært for VM i både 2004 og 1999, og begge gange blev Oscar Freire verdensmester, mens Michael Rogers (2004) og Jan Ullrich (1999) vandt enkeltstarterne. Endelig var det lille Brixia Tour forbi i 2011, hvor Sacha Modolo vandt en massespurt i byen.

Vejret

Sidst rytterne var på Po-sletten, var vejret kedeligt, men sådan bliver det heldigvis ikke denne gang. Desværre er der udsigt til en regnfuld sidste uge, men rytterne får en sidste dag i tørvejr, inden de kan se frem til en uhyre regnfuld Zoncolan-etape. Fredagen bliver smuk med kun få skyer, selvom det vil sky til sidst på eftermiddagen, hvor temperaturen vil nå 23 grader. Vinden vil være let til jævn (10-15 km/t) fra sydvest. Det giver sidevind hele dagen frem til Mantova, inden man får sidemedvind over de sidste knap 40 km. Det gælder også over de sidste 5 km i den helt ukomplicerede finale.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Analyse af 12. etape

Det sker, at ryttere bliver fejlcastet. Tag nu bare Geraint Thomas. Ganske vist er det svært at kimse ad en brostenskarriere, der indbragte sejr i E3, men når det senere viste sig, at han havde en Tour-vinder i maven, var det meget godt, at han fik skiftet spor i tide. Eller tag Tom Dumoulin, der grinede af mig, da jeg i samtale med ham ved VM i Firenze i 2013 kom til at antyde, at han måske kunne køre klassement i en grand tour. Med tanke på at han rendte rundt med en Giro-vinder i maven, var det vist meget heldigt, at han ikke var fortsat som tempospecialist og etapejæger med hang til kuperede endagsløb.

I Andrea Vendrames tilfælde er det ikke helt så udtalt, men det er nu alligevel bemærkelsesværdigt, at han i det seneste halvandet års tid mest har gjort sig bemærket i massespurter. Det har nemlig aldrig været og bliver heller aldrig spidskompetencen for en mand, der kan meget mere end at spurte. Faktisk kan han slet ikke rigtigt køre massespurter, når han er oppe mod de allerhurtigste, og derfor har han da også stadig karrierens første massespurtsejr til gode.

Til gengæld kan han så meget andet. Jeg bemærkede ham først, da han som ung Androni-rytter egentlig var kørt ud på et sidespor. Mens A-holdet altid var til start i de italienske løb, hvor manager Gianni Savio jagtede den samlede sejr i Coppa Italia og deraf følgende wildcard til Giroen, blev B-holdet altid sendt til Frankrig for at jagte resultater på den righoldige franske kalender. Mens Egan Bernal, Ivan Ramiro Sosa og Davide Ballerini var blandt de talenter, der slog igennem på Andronis hjemmebane med deltagelse i holdets vigtigste løb, var Vendrame henvist til en mere anonym tilværelse i Frankrig, hvor Andronis B-kæde mest af alt havde tradition for at være slagtekvæg.

Vendrame var dog undtagelsen. Allerede i 2017 meldte de første topresultater sig, inden det kulminerede med etapesejr i det mindre Tour de Bretagne, hvor han sejrede foran Elie Gesbert på en etape, der var alt andet end en sprinteretape. Af en eller anden grund var det bare ikke nok til at blive en del af A-holdet, og da 2018 tog sin begyndelse, var Vendrame atter henvist til den franske kalender.

Her var han bare ikke til at komme udenom. En 4. plads i La Roue Tourangelle, en 3. plads på kongeetapen i Sarthe, hvor hans sejr i puncheurspurten med lidt held havde givet etape- og måske samlet sejr samt en 3. plads i Paris-Camembert var nok til at sende ham til Giroen. Den gik ham nu desværre temmelig ilde, og i 2019 var han atter en del af B-holdet i Frankrig. Da først han havde snydt storfavoritten Mathieu van der Poel for sejr på sidste etape i Sarthe, var blevet nr. 2 i puncheurløbet Tour du Finistere og vundet det ikoniske grusvejsløb Tro-Bro Leon som hurtigste mand i en gruppe på 11 mand, selvom han gennem hele løbet var stort set uden hold, var han atter umulig at komme udenom til Giroen.

Det var her, det ultimative bevis på hans alsidighed kom. Efter at have vundet feltets puncheurspurt til L’Aquila kom han på bjergetapen til San Martino di Castrozza med i det afgørende udbrud. Det var ikke just gud for en ”sprinter”, der var oppe mod klatrere som Esteban Chaves og Amaro Antunes. Alligevel var dey kun en ekstremt dårligt timet punktering, der betød, at etapen mest huskes som dagen for Chaves’ lille genkomst efter kyssesygen og ikke for dagen, hvor en semisprinter slog en klatrer i en bjergafslutning. Få uger var han såmænd ikke langt fra at vinde Tour de Slovenie samlet - i kamp med blandt andre end via Tadej Pogacar - eller blive italiensk mester på en rute, der var så hård, at Davide Formolo tog en solosejr.

Fordelen ved at have kørt i Frankrig var dog, at der er mange flere franske end italienske hold. Naturligvis havde Ag2r ikke kunnet undgå at bemærke manden, der havde så mange podiepladser i Italiens store naboland, og derfor fik han chancen på Ag2r. Det lignede faktisk et godt match, indtil man kom i tanker om, at Ag2r ikke havde nogen sprinter. Derfor endte Vendrame mest af alt med at køre massespurter, som han ikke kunne vinde, og stort set alle hans gode resultater i 2020 var ligegyldige top 10-resultater på de flade dage.

Sådan var det delvist også i begyndelsen af denne sæson, hvor en 4. plads i Tirrenos første massespurt var bedste resultat, indtil han stillede til start i Coppi e Bartali. Her skulle han naturligvis deltage i den indledende massespurt mod folk som Jakub Mareczko og Mark Cavendish, men det gik ham ilde. Et styrt sendte ham ud af løbet og efterlod ham med så svære skader, at hans Giro-deltagelse så truet ud - ikke mindst da han led sig igennem et Tour of the Alps, der var alt andet end en glansstund.

Men måske var styrtet held i uheld. I hvert fald var Vendrame inden årets Giro meget klar på, at han ikke længere gad risikere liv og lemmer på at spurte sig til en top 10 bag Caleb Ewan og Tim Merlier. I stedet ville han vise, hvorfor det var han vandt puncheurspurter og grusvejsløb og var en punktering fra at give Chaves baghjul i en bjergafslutning!

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Efter dagens 12. etape priser han sig vist lykkelig over det valg. I dag lykkedes det ham nemlig at glemme skuffelsen fra 2019 ved at tage en sejr, der var mindst lige så smuk, som den ville have været for to år siden. Og faktisk var den også næsten lige så overraskende, for det var hårde odds, den alsidige italiener var oppe imod.

Nok var dagens tur gennem Appenninerne ikke nogen nøgledag i klassementet, men 212 km med 4500 højdemeter er altså ikke nogen badeferie - slet ikke på dag 12 i en grand tour og dagen efter en brutal grusvejsetape. Lettere bliver den ikke, når de første små to timer køres i et opskruet tempo, fordi et helt felt ved, at det er en stensikker dag for udbryderne. Og nemt bliver det på ingen måde, når man efterfølgende ser sig om og konstatere, at man er havnet i udbrud med en rytter, der for nylig blev nr. 2 i Lombardiet og har været i top 10 i to grand tours, en rytter, der er blevet nr. 13 og har vundet etaper i både Giroen og Vueltaen, en rytter, der har vundet 8 Giro-etaper og alt muligt andet i snart sagt alle terræner, to tidligere vindere af Vueltaens bjergtrøje samt en tidligere vinder af Giroens ditto og i øvrigt to Giro-etaper, samt yderligere en gruppe folk, hvis styrke hovedsageligt er klatreevner. I det selskab lignede vinderen ikke just den mand, hvis bedste resultat i år forud for i dag var en 4. plads på Tirrenos allerletteste etape.

Nej, det så svært ud for Vendrame, efterhånden som højdemeterne blev flere, trætheden mere markant og procenterne stejlere. Faktisk burde han være blevet afskrevet for længst, hvis det altså ikke var for den nagende bevidsthed om, at Vendrame jo havde snydt os alle én gang tidligere den dag i San Martino di Castrozza. Og da han jo allerede havde vist klatrebenene frem én gang på etapen til Sestola, hvor han dog alligevel var blevet slået, kunne man ikke helt dy sig for tanken om, at han måske kunne hænge på og gøre det færdigt med den spurt, der var gruppens bedste.

Det så dog ikke mere lyst ud, da de 14 tilbageværende udbrydere ramte dagens sidste stigning, som med hele 4 km med 9,5% ikke just var sammenlignelige med hverken Valby eller Geels Bakke. Ganske vist var han kommet af med vores ottefoldige etapevinder Diego Ulissi, der vist tidligt fornemmede, at formen efter hjerteproblemerne stadig er så haltende, at han slet og ret gav op på forhånd, men der var stadig vores Lombardiet-toer, George Bennett, vores to gange nr. 13 i grand tours, Gianluca Brambilla, vores Vuelta-bjergkonge, Geoffrey Bouchard, og vores Giro-bjergkonge, Giovanni Visconti. Faktisk var modstanden så formidabel, at Vendrame tidligere på etapen kortvarigt lignede en lille hjælper for formstærke Bouchard, der i lyset af sit ridt i søndags da også lignede en af etapens favoritter og i hvert fald Ag2r’s bedste bud.

Det bud blev dog hurtigt til nul og niks, da Bouchard måske betalte prisen for sin meget aktive kørsel i starten af etapen og flittige jagt på bjergpoint. Ganske vist kørte han stigningen meget ”Bouchardsk”, dvs. i et jævnt tempo, der indbragte en 6. plads, men sejren var han aldrig tæt på. Det så Vendrame heller ikke ud til at være, da han i første omgang ikke svarede på Brambillas åbning af ballet, men han fik dog kæmpet sig tilbage, så drømmen om en spurtsejr stadig levede.

Og så blev vi pludselig sendt to år tilbage til San Martino di Castrozza! Mens de fleste ventede, at Vendrame var i overlevelsesmode, var det pludselig ham, der inviterede Bennett og co. op til dans. Ingen kunne svare, da italieneren slog kontra på den newzealænder, der jo egentlig var kommet til løbet for at køre med om podiet, og kortvarigt så det endda ud til, at han slet og ret skulle tage en solosejr - det ultimative bevis på, hvor fejlcastet en sprinter han har været!

Sådan gik det dog ikke. Selvom det var helt åbenlyst, at Bennett altså ikke kun kan bruge de indledende kolde dage som forklaring på hans klassementskollaps, fik newzealænderen med en kombination af mange angreb og generøst føringsarbejde gjort afstanden så lille, at Chris Hamilton og senere også Bennett og Brambilla kunne få genskabt kontakten, netop som den sværeste del af stigningen var overstået. Problemet var bare, at det nu var slut med stejle procenter, og herfra pegede alle pile på Vendrame som vinder.

Det er bare ikke altid sjovt at være den stensikre spurtvinder i en firemandsgruppe. I det tilfælde ved alle, hvem der skal lukke hullerne, og desværre for Vendrame var der akkurat så meget fladbane nede i Bagno di Romagna, at der var lagt op til en taktisk affære, hvor pilenes meget entydige retning mod ham kunne betyde, at sikringen af en spurt ville være en umulighed. Det varede da heller ikke længe, inden de tre klatrere, hvoraf kun Brambilla er relativt spurtstærk, begyndte at angribe etapens nye storfavorit.

Heldigvis havde lykkens gudinde, der svigtede ham så grusomt for to år siden, åbenbart tænkt sig at betale tilbage. Cykelløb handler nemlig ikke kun om gode ben, men er også en meget mental affære, og det sandede Brambilla og Bennett. Heldigvis har Brambilla lært lidt af Vueltaen 2014, hvor han og Ivan Rovny endte i en lille slåskamp, som betød, at de begge blev sparket ud af løbet, men havde det ikke været tilfældet, kunne det meget vel være endt i en nævekamp i stil med den berømte slåskamp mellem Leonardo Sierra og Ramon Arrieta i Vueltaen i 1995. Der går i hvert fald ingen julekort mellem Italien og New Zealand til december, for de to kamphaner blev uvenner i så rasende en grad, at de slet og ret ødelagde løbet for hinanden. Efter et meget generøst arbejde på stigningen var Bennett pludselig limet til Brambillas baghjul, og pludselig var de to nærmest ved et tilfælde sat til vægs.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Det var en drømmesituation for Vendrame. Den tidligere mountainbiker Hamilton, der ellers efter en svag sæson endelig viste, hvorfor han i sidste års Giro på Piancavallo-stigningen rev feltet i stumper og stykker og sendte den ene klassementsrytter efter den anden til tælling i sit forsøg på at vinde løbet med Wilco Kelderman og Jai Hindley, var nemlig en smal sag at nakke i en spurt, og i en tomandsgruppe er det næsten umuligt at blive snydt på taktik. Da Hamilton samtidig valgte at køre efter 2. pladsen, tage en føring og ikke sætte sig på hjul og derved skabe en reel chance for faktisk at vinde, var løbet allerede afgjort. Nok vinder Vendrame massespurter, men en australsk klatrer kan han altså godt køre ud af hjulet. Og det gjorde han så!

Vendrames sejr var ikke bare bemærkelsesværdig, fordi den kom i for ham voldsomt terræn. Den var også imponerende, fordi den var endnu et bevis på, at denne Giro er de små hold paradis. Efter gårsdagens overraskende sejr til et Qhubeka-hold, der ellers lignede en italiensk enmandshær med Giacomo Nizzolo, Taco van der Hoorns choksejr for et profilfattigt Intermarché-mandskab og Attila Valters lyserøde førertrøje for en Pinot-løs FDJ-hold blev det endnu et eksempel på, at de små snyder de store. Det blev hverken til sejr til giganten fra Jumbo, til Trek-mandskabets stjernebesatte trup eller til DSM, der er mødt frem med to tidligere vicemestre i grand tours. Nej, det blev Ag2r’s B-trup, der viste, at denne Giro er de små holds legeplads - i hvert fald indtil videre. Da Bouchard samtidig tog et stort skridt mod at blive en af de få ryttere, der har vundet bjergtrøjer i både Giroen og Vueltaen, var det grundlæggende bare en herlig dag for et Ag2r-hold, hvis største profil, Clement Champoussin, hurtigt tog hjem med sygdom.

Der er dog også to af sportens største mandskaber, der kan være ganske fint tilfredse med udkommet. Det ene er Ineos, der ganske vist ikke kom gratis igennem etapen, men som lykkedes med stort set kun at bruge Filippo Ganna og Salvatore Puccio til at kontrollere et maraton, der kunne have været kostet en bondegård, hvis ikke udbruddet havde været så ufarligt, at de sagtens kunne give dem et lille kvarter. Det andet er naturligvis Deceuninck, der nok var lidt urolige ved tanken om, at nogle af rivalerne ville forsøge at udnytte den stejle finalestigning til at teste, om Remco Evenepoel stadig er mærket eller blot havde en svær dag på det grus, han slet ikke mestrede.

Den test kom aldrig, og derfor blev der erklæret en ikke helt uventet våbenhvile på en dag, hvor løbet ikke kunne vindes, men kun tabes. Med tanke på det, der venter på lørdag og mandag, hvor løbets to måske vigtigste etaper køres, er det naturligvis helt logisk og i overensstemmelse med ”Håndbogen i grand tours”, men man må alligevel håbe, at den defensive kørsel ikke ender med at ride dem som en mare. Det er trods alt ikke længe siden, at rivalerne glemte at køre det sårede dyr, Chris Froome, effektivt ud af klassementet, mens tid var - måske fordi de havde glemt, at de var oppe mod et af sportens fænomener - og den fejl blev dyr, da de fik Tour-kongen i nakken på Finestre. Hvis nogen har den X-faktor, der skal til for at vende Egan Bernals løb på hovedet med et Froome-agtigt soloridt er det nemlig netop Evenepoel - faktisk er den salgs vilde soloridt endda hans speciale - og i det lys må man for alle håbe, at 12. etape ikke blev dagen, hvor man glemte at slå til, mens tid muligvis var.

I stedet blev dagens dramatiske højdepunkt den store masseudvandring, der kostede Evenepoel en nøglehjælper i form af Fausto Masnada, og ikke mindst Movistar deres kaptajn, da også det andet af de spanske klassementsbud, Marc Soler, måtte gøre Mikel Landa selskab i sygesengen og derfor stadig må spekulere på, om han vitterligt kan holde i alle tre uger af en grand tour. Det hele endte blot med, at Giulio Ciccone, der altid skal teste benene, når han er usikker om sit niveau, fik prøvet sig lidt af efter gårsdagens nedtur, inden hans holdkammerat Vincenzo Nibali viste, at han langsomt er i bedring inden den tredje uge med et soloridt, der mest af alt lignede en formtest og en påmindelse om hans tilstedeværelse i løbet. Hvis de to kaptajner begge er tilfredse med svaret på testene, var dagen trods alt ikke helt skidt for Trek, der trods Brambillas hanekamp endte med at komme ganske meget tættere på en sandsynlig sejr i holdkonkurrencen.

Den vinder Ag2r ikke denne gang, selvom de jo faktisk har gjort netop den konkurrence til et lille speciale. Til gengæld har de noget, Trek ikke har, nemlig en etapesejr i årets første grand tour. Sådan så det ellers ikke ud, da dagens udbrud splittedes op, og amerikanerne i front havde en tidligere etapevinder og nr. 13 i løbet, mens franskmændene måtte sige farvel til Bouchard og nu kun var repræsenteret af en sprinter. Heldigvis fandt Vendrame ud af i tide - måske efter styrtet i Coppi e Bartali - at det er pokkers dumt at lade sig fejlcaste til noget, man slet ikke er. Og Vendrame er altså meget, meget andet end en sprinter, der højst kan blive nr. 4 i en massespurt!

Favoritterne

Både Giroen og Vueltaen er kendt som uhyre bjergrige, men der er også væsentlige forskelle. En af de mest markante er, at den spanske grand tour i de senere år, hvor man har gjort op med de flade motorvejsetaper, er blevet et sandt mareridt for enhver sprinter. Sådan er det slet ikke i Italien, hvor Giroen faktisk ofte er den mest sprintervenlige af de store etapeløb - måske fordi Italien modsat Spanien har en glorværdig historie som hjemland for nogle af verdens bedste sprintere.

Det er da også kommet til udtryk i dette løb, der har haft Po-sletten som et for sprinterne herligt centrum. Havde det ikke været for Boras tilstedeværelse i løbet, havde vi nu haft tre klassiske massespurt samt den stigende spurt i Termoli, men alligevel brænder lokummet i de fleste sprinterlejre, når de fredag igen rammer deres elskede Po-slette efter en tur og ned gennem den italienske støvle. Med Caleb Ewans og Tim Merliers exit er det faktisk kun én af feltets hurtige folk, nemlig Peter Sagan, der kan være sikker på, at løbet bliver en succes, og alle feltets mange øvrige supersprintere i et sprintermæssigt stærkt besat løb har i de grad ryggen mod muren, når feltet fredag eftermiddag blæser ind mod cykelbyen Verona, hvor arrangørerne er så rare ikke at besøge de mange nærliggende bakker, som ligger på kanten af Po-sletten.

Den helt flade tur hen langs sletten kan nemlig vise sig at være sidste chance. Ganske vist er der mere slette-sightseeing på 15. og 18. etape, men på de dage har arrangørerne været så uvenlige at krydre finalerne med så mange bakker, at fredagen meget vel kan være sidste udkald for de fleste af de hurtige folk. Søndagens etape ligner i hvert fald en umulighed for mange, og hvis Bora er i klassisk Bora-humør på torsdag, er morgendagen eneste tilbageværende årsag til, at folk som Dylan Groenewegen stadig er at finde i feltet.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Derfor skal der også slås til, når chancen byder sig. Og det bør den med sikkerhed gøre denne fredag i Verona. Po-sletten er nemlig ikke blevet mere kuperet i løbet af den seneste uge, og der venter derfor endnu en linealetape for de sejrshungrende sprintere.

Det bør også blive en dag med det helt klassiske manuskript. De tre wildcardhold går i udbrud fra km 0 - måske vil Intermarché eller Thomas de Gendt, der må have noget frustration at køre ud af benene, også være med denne gang - og det er næsten så sikkert som amen i kirken, at Simon Pellaud og Umberto Marengo skal fortsætte deres kamp om spurt- og udbrudskonkurrencerne. Derefter vil Ineos tage fronten, inden sprinterholdene formentlig som i mandags vil lave en stor alliance, hvor UAE, Qhubeka, Jumbo og Cofidis alle jagter. Til gengæld regner jeg ikke med at se Bora, for Peter Sagan har vel dybest set mest interesse i, at de store point forsvinder til et udbrud på en etape, der ikke passer ham.

Jokeren er vinden, som faktisk står rigtigt stort set hele dagen. I Ravenna vil det ikke være helt stille, og det kan godt skabe lidt tidlig nervøsitet. Det blæser dog kun sjældent voldsomt på sletten, og det gør det heller ikke fredag, så snart man kommer væk fra kysten. Vinden synes ikke rigtigt at kunne skabe mere end nervøsitet, selvom retningen altså sidder lige i skabet.

Der venter derfor det klassiske forløb. Den første spurt bliver spændende, fordi den giver os mulighed for at se, om Elia Viviani og Giacomo Nizzolo har opgivet den cyclamenfarvede trøje, men til gengæld er det usandsynligt, at der vil være bonussekunder at køre om for klassementsrytterne i den anden af slagsen. Samtidig synes udbruddet dødsdømt, for selvom udbrud i de senere år faktisk har snydt sprinterne overraskende mange gange på disse flade etaper sent i løbet, og medvinden på sidste del af etapen ikke helt umuliggør det, virker det trods alt ikke realistisk, at et forventeligt svagt udbrud kan skabe sensationen på en dag med fire motiverede sprinterhold og en meget lang distance, der ikke just hjælper en lille gruppe.

Nej, det ligner en sikker massespurt, og den er næsten så enkel, som den kan være. Det stiger let på næstsidste kilometer, men den sidste kilometer er flad, og de sidste 2 km byder kun på to rundkørsler. Den sidste af disse kommer dog så tæt på mål med bare 500 m igen, at den er en udfordring. Den ser kolossal ud og synes at kunne tages i tårnhøj fart, men den forhindrer, at man kan ændre meget position i den fase. Heldigvis er 500 m med medvind tilstrækkeligt til, at der kan rettes lidt op på tingene efterfølgende, men sidder man for langt tilbage i rundkørslen, er man ude af billedet.

Med Ewan og Merlier ude er det hele pludselig uhyre åbent. Tidligere havde vi to sprintere med et fartmæssigt overskud i forhold til rivalerne, men nu er vi efterladt med et langt mere uklart sprinterhierarki. Det er ret sjældent, at man har en grand tour-massespurt med så uklart et favoritbillede, og uden at der er et eller to navne, der skiller sig markant ud.

Derfor er det også med tøven, at jeg for første gang siden styrtet i Polen, peger på Dylan Groenewegen til en massespurt. Egentlig burde det jo være en nobrainer at pege på verdens hurtigste sprinter i dette felt, men sådan er det bare ikke under disse omstændigheder. Vi så nemlig i spurten på 2. etape, at hollænderen ikke havde sin vanlige fart, og i Novara kunne han ikke gøre meget end at holde fast i Giacomo Nizzolos baghjul.

Siden dengang har vi imidlertid slet ikke set ham spurte. I Canale og Foligno blev han sat af, og i Cattolica var han ude af position og var aldrig inde i billedet. I Termoli var finalen helt åbenlyst for hård og slet ikke sammenlignelig med det, der venter fredag. Derfor ved vi vitterligt ikke, om Groenewegen har forbedret sig, men med tanke på hans hæderlige 3. plads på sin allerførste reelle løbsdag efter ni måneders pause er der al mulig grund til at tro, at han står bedre med meget mere løbsrytme.

Mod det taler holdbarheden. Groenewegen er en tung sprinter, men han kan faktisk godt restituere. I 2017 kørte han sig stille og roligt ind i Touren, inden han i Paris tog den måske mest suveræne sejr siden Mark Cavendish i 2009, og Groenewegen er derfor ikke en type, der nødvendigvis taber en masse fart. Han er også kommet fornuftigt med i gruppettoen på alle bjergetaper, og han ligner ikke en kvæstet mand.

Læs også

Tour-chef håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

Udfordringen er positioneringen, der som ofte før var haltende i Cattolica. Til gengæld gik det storartet i Novara og Termoli, og hans tog med Edoardo Affini, Jos van Emden og David Dekker ligner også et af de bedste i dette felt. Dekker har i hvert fald med sin positionering stort potentiale som lead-out man, og i denne ukomplicerede finale bør han sidde fornuftigt i den sidste rundkørsel. Gør han det, har han 500 m til at vise, at han er kommet nærmere sin gamle topfart, og i dette felt kan han godt leve med 95% og stadig gøre det færdigt. Derfor tror jeg, at Groenewegen - hvis han klarer positionskampen - tager en for ham uhyre forløsende sejr.

Den værste rival kunne være Giacomo Nizzolo. Ganske vist stod det både i Canale og Foligno klart, at europamesteren er kommet til løbet med sjældent tinge klatreben, men det er måske på bekostning af sprinterbenene. Der var i hvert fald imponerende fart i stængerne i både Novara og Cattolica, hvor de helt flade etaper ellers passede dårligt til en mand, der efter knæskaderne ikke er i stand til at vinde lette sprinteretaper mere. Havde det ikke være for løbets to hidtil hurtigste, Ewan og Merlier, havde han imidlertid vundet to etaper, og ser man på de første massespurter, er det utvivlsomt Nizzolo, der af de tilbageværende sprintere har efterladt indtrykket af at have den højeste topfart.

Samtidig er Nizzolo stadig god i positionskampen. Det gik galt i Termoli, men her var finalen også speciel, fordi det handlede om at komme frem inden muren, og derfor blev det anderledes, end når sprinterne surfer hjul i finalen, som Nizzolo er så god til. I fredags betalte han prisen for sit ringe hold, men det gjorde han ikke i spurterne på 2. og 5. etape, hvor han sad perfekt begge gange. Nizzolo er ikke så stabil som i gamle dage, hvor han altid sad perfekt, men han er stadig så driftssikker, at han bør sidde fornuftigt. Med den fart, han har vist hidtil, ser det ikke hele dumt ud.

Hvor Nizzolo har imponeret med sin fart, har Elia Viviani gjort det modsatte. Gang på gang har Simone Consonni sat italieneren perfekt op, men der har slet ikke været den fart, man kunne have håbet efter den lovende sæsonstart. I Novara tøvede han en anelse, men i Cattolica stod han nærmest stille, da Consonni havde afleveret ham i front. I Termoli gled han også kun baglæns trods en god position i bunden af muren, og i Foligno manglede benene til at følge Consonni, da denne skød frem.

Alligevel har Viviani en fair chance. Forklaringen hedder Simone til fornavn, for hvis Consonni kører lead-outs, som han har gjort hidtil, er Viviani ikke uden chance. De to supersprintere er væk, Groenewegen er en lottokupon, og ingen af de øvrige sprintere har en alt for skræmmende topfart. Derfor har Viviani næppe haft en bedre chance for at bryde sin grand tour-tørke end denne spurt i Verona, der endda er hans hjemmebane, hvorfor han har talt om denne etape i månedsvis.

Det andet supertog kommer fra Emiraterne og skal aflevere Fernando Gaviria til sejr. Med de lead-outs, han har kørt hidtil, ligner Sebastian Molano en mand, der kan gøre Consonni rangen stridig, og har han endelig denne gang Maximiliano Richeze og Gaviria bag sig, ser det slet ikke dumt ud. Problemet er, at Richeze altid må stoppe op, fordi han har tabt Gaviria, og det sker formentlig igen for colombianeren, der kun meget få gange har kunnet følge sit tog i de seneste år.

Det er dog før lykkedes, eksempelvis på 1. etape i Tirreno, hvor Richeze ikke kunne have afleveret ham smukkere. Desværre viste den spurt nok engang, at Gavirias fart ikke er imponerende længere, og det har den bestemt heller ikke været i dette løb, i hvert fald ikke i Cattolica og Foligno og heller ikke i de indlagte spurt. Til gengæld er han åbenlyst i sin bedste form i meget lang tid, og det kan måske komme ham til gode sent i en grand tour, selvom hans historik mod slutningen af de lange løb er knap så god (faktisk er hans sejre kommer på 1., 3., 3., 4., 5., 12. og 13. etape). Han synes i hvert fald mere holdbar end vanligt, og holder han endelig Richezes hjul bør han i dette felt være konkurrencedygtig.

Sværere ser det ud for Peter Sagan, der ikke just er kendt for at vinde boulevardspurter i grand tours. Denne etape er for let for slovakken, der også må forbande den ukomplicerede finale langt væk. Heller ikke modvind får han hjælp af, selvom den før har hjulpet ham, når hurtigere folk har åbnet for tidligt, og da han ikke har et lead-out, der kan sætte ham op fra spids, er det en svær spurt for Sagan at vinde. Til gengæld er vi nu på dag 13, og det taler til fordel for den eneste meget restitutionsstærke af feltets sprintere. Sagan er i hvert fald kommet bedre igennem de seneste to dage, og den friskhed giver ham en bedre chance end på dag 2. Formen synes også aldeles glimrende, og i år har han spurtet fornuftigt. Med sin eminente positioneringsevne og en sen rundkørsel, der hjælper ham lidt, er det i dette felt måske Sagans chance for at vinde en klassisk grand tour-spurt.

Det har været opløftende at se Matteo Moschetti komme igennem dette løb. Italieneren har ellers haft det svært med selv motorvejsbroer siden hoftebruddet, men hvor han i Vueltaen faldt for tidsgrænsen med det samme, har han i dette løb ikke virket til at være i synderlige problemer. Han er kommet godt igennem og imponerede endda stort med sin 4. plads i Termoli, hvor man ellers kunne frygte, at den sene mur var for hård, selvom han er god til at spurte op ad bakke. Til gengæld er det i de to flade spurter kun blevet til 6. pladser som bedste mand bag feltets etablerede sprinternavne. Han synes ikke helt at have samme fart som i tiden før styrtet, men lidt af den gamle positioneringsevne synes tilbage. Med færre sprintere bliver positionskampen også mindre intens, og Koen de Kort bør trods alt være en udmærket lead-out man. Om farten lige nu rækker til sejr, er nok tvivlsomt, men Moschetti bør være manden med den største fart til at true sprinterfeltets topnavne.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Viviani er ikke den eneste, der har talt om denne etape i nogen tid. Det har Davide Cimolai også, og italieneren vil elske at vinde på sin hjemmebane. Desværre lider han under, at etapen slet ikke passer ham, for Cimolai er ikke en mand, der vinder denne type boulevardspurter. Vi så da også i Foligno, at han i en flad spurt var overmatchet af Sagan og Gaviria, og han er derfor en usandsynlig vinder på en dag som denne. Til gengæld er han uhyre stærk i positionskampen og i fremragende form, og det vil hjælpe ham i denne fase, at han er kommet bedre igennem bjergene end de tungere folk. Samtidig er det måske slut med at klare spurterne alene, for måske Israel SUN vil stille Matthias Brändle, nu hvor Dan Martins podieplads ser meget fjern ud. Det ser dog stadig svært ud for Cimolai at slå de hurtigste og dermed realisere drømmen om en hjemmebanesejr.

Dette er måske også chancen for Max Kanter. Løbet har igen understreget, at hans positionering lader meget tilbage at ønske, men der synes fremgang at spore. I Termoli klarede han den kringlede finale overraskende godt, og i Foligno så DSM meget stærke ud, indtil Kanter selv skred ud i et sving. Hans ringe positionering betyder, at han spurter for sjældent til, at vi virkelig kan vurdere hans topfart, men det så nu lovende ud i Vueltaen sidste år, hvor konkurrencen dog også var mindre skrap. Han har klatret storartet i løbet og er derfor formentlig mere frisk end mange af rivalerne, men først og fremmest hjælpes han af den enkle finale. Dette er chancen for Nikias Arndt til at føre Kanter i position, så han endelig kan vise os lidt mere af den fart, han har.

Alpecin skal indstille sig på en ny virkelighed uden Merlier, og det burde give chancen til Alexander Krieger. Ganske vist har holdet også Gianni Vermeersch, der har gjort det godt i de reducerede massespurter, hvorfor det ikke helt kan udelukkes, at de går med ham, men Vermeersch har aldrig rigtigt tidligere kørt fulde massespurter. Det har Krieger heller ikke altid, for han er jo i virkeligheden en meget mere alsidig type, der har imponeret i puncheurterræn. I tiden som kontinentalrytter var han dog fast mand fremme i spurterne i hans sit elskede Tour de Luxembourg, og sidste år fik han dog sin første chance for Alpecin i Paris-Chauny, hvor han blev nr. 2 bag Nacer Bouhanni, men foran navne som Danny van Poppel og Arnaud Demare. Det resultat handlede meget om position, men det har han altid været god til - derfor de mange gode spurter i Luxembourg - og han har både her og i Tyrkiet kørt nogle lovende lead-outs, der vidner om fart. Med støtte fra Vermeersch, Oscar Riesebeek og Dries de Bondt står han ikke ringe, selvom han næppe har farten til at vinde.

Stefano Oldani kom med 4. pladsen i Foligno fremragende fra start i rollen som Lottos sprinter. Ganske vist bekræftede spurten det, vi allerede vidste, nemlig at farten ikke rækker mod de allerbedste, men det var lovende at se, at han klarede positionskampen så fint. Det gjorde han også i Giroen sidste rå, hvor han blev både nr. 6 og 8, og denne gang har han endda i Roger Kluge en ganske habil lead-out man, som manglede hos ham i Foligno. Han er hjulpet af sin holdbarhed på dag 13 i en grand tour, men til gengæld er det også helt klart, at han ikke har farten til at vinde en pandekageflad boulevardspurt.

Det har Filippo Fiorelli heller ikke, for han minder på mange måder om Oldani og Cimolai. Hans styrke er en god positioneringsevne og en stor holdbarhed, men topfarten mangler. Desværre kostede Kanters styrt ham den store chance i det reducerede felt i Foligno, og nu kommer han til en etape, der slet ikke passer ham lige så godt. Hans 7. plads i Novara og 9. plads i Termoli samt de gode spurter sidste år vidner dog om den gode positioneringsevne, der gør ham til et ret sikkert kort, når han undgår at styrte, som han gjorde i Cattolica. Han hjælpes af sin holdbarhed sent i løbet, men det er stadig ikke realistisk at se ham vinde en boulevardspurt.

En boulevardspurt er meget bedre for Riccardo Minali , men desværre har dette løb sat en fed streg under hans manglende positioneringsevne. Det gik galt i Novara, og det gik så ilde i Cattolica, at hans lead-out man, Andrea Pasqualon, som ellers havde kørt sig helt ud for at føre Minali frem, i sidste øjeblik måtte forsøge at køre sin egen spurt med syre ud af begge ører. Det gik heldigvis godt, og det vidner om, at Pasqualon slet ikke er en ringe lead-out man. Også Wesley Kreder og Quinten Hermans indgår i et af feltet bedre tog, og skulle det for første gang i lang tid, lykkes Minali at holde sig til sit hold, burde han i dette felt stadig gøre det hæderligt. Han hjælpes af den ukomplicerede finale og det stærke hold, og han elsker en boulevardspurt. Til gengæld er han som uhyre klatresvag næppe kommet gratis igennem bjergene. Skulle han tabe hjul igen, kan Pasqualon altid spurte sig til endnu en top 10.

Uden Manuel Belletti forsøger Eolo måske med Vincenzo Albanese. Han droppede spurten i Termoli til fordel for et angreb, men han forsøgte sig i Foligno, hvor han i et mindre felt så sin chance. Det kan sagtens være, at han ikke ser formålet i at deltage i en boulevardspurt, hvor han mangler fart, men for Eolo må en top 10-placering være anstrengelserne værd. Han viste mere fart end længe med de gode spurter i Tyrkiet, og det taler for, at han også kan gøre det fornuftigt i dette felt.

Endelig er der Lawrence Naesen . I forlængelse af analysen ovenfor må man formode, at dette er en af de spurter, Andrea Vendrame skipper, og det kan åbne døren for belgieren. Han er slet ikke sprinter, men han har en pæn samling top 10-placeringer i kraft af sin gode positionering. Han har støtte fra Vendrame, og med sin næse for at placere sig kan han gøre det pænt. Vinde kan han dog ikke.

Androni vil formentlig spurte med Filippo Tagliani eller - hvis Tagliani igen har været i udbrud - med Nicola Venchiarutti eller Natnael Tesfatsion, men de får det svært. Med Soler ude kan Albert Torres måske give den et skud for Movistar, men det er tvivlsomt, da han skippede alle spurterne sidste år, hvor holdet heller ikke havde en rigtig klassementsrytter, og det er efterhånden sjældent, han spurter. Det er næppe heller for en ellers nu rask Matteo Jorgenson at køre boulevardspurt mod supersprinterne. Endelig er David Dekker, Juan Sebastian Molano og Simone Consonni så hurtige, at de kan køre med om sejren, hvis der ser et eller andet med deres kaptajn i den hektisk finale. Jeg regner til gengæld ikke med, at Ineos, Astana, Bahrain, Deceuninck, EF, FDJ eller BikeExchange deltager i spurten.

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Giacomo Nizzolo, Elia Viviani

Outsidere: Fernando Gaviria, Peter Sagan, Matteo Moschetti, Davide Cimolai

Jokers: Max Kanter, Alexander Krieger, Stefano Oldani, Filippo Fiorelli, Riccardo Minali, Vincenzo Albanese, Lawrence Naesen

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER