Ruten

Løbet nærmer sig de høje bjerge i nord, hvor det skal afgøres, og hvor sprinterne har meget lidt at komme efter. Inden klassementskampen for alvor indledes i den næstsidste weekend, er der dog et sidste stykke af rejsen, der skal tilbagelægges, og her kunne de hurtige folk have drømt om at få en sidste chance. Etapen afvikles nemlig i det næsten helt pandekageflade terræn omkring Venedig, men arrangørerne har alligevel været så modbydelige at finde to meget stejle bakker, der effektivt udelukker sejr for langt de fleste sprintere, så det kun er de allermest hårdføre, der måske kan få en chance - hvis de da tør gøre forsøget og tage kontrol på en dag, hvor afslutningen er så voldsom, at selv klassementsrytterne kunne finde på at røre på sig.

I alt skal der tilbagelægges 192,0 km, som fører feltet fra Cervia til Monselice. Begge byer ligger i det nordøstlige hjørne omkring Venedig, hvor det er fladere end et billardbord, og derfor er der ikke meget hokuspokus over indledningen. Her går det mod nordvest i området øst for Bologna, og selvom man hurtigt forlader vandet, ændrer det ikke på, at det er helt - som i helt - fladt. I udkanten af Ferrara drejer man mod nord for at passere forplejningen og køre frem til den første spurt, som kommer efter 118,5 km, inden man fortsætter mod nord frem til målbyen Monselice, der nås efter 143,2 pandekageflade kilometer.

Nu kunne vi have afsluttet etapen med et brag af en massespurt, men det gør vi ikke. Uden at passere målstregen fortsætter rytterne nemlig mod nordøst, siden nordvest og nord igennem fladlandet frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 155,2 km, der fortsat alle har været flade. Det ændrer sig imidlertid nu, for Monselice ligger i udkanten af en kuperet ø midt i fladlandet, og nu kører man mod sydvest for at skære direkte ind gennem dette område. Det betyder, at man skal over kategori 4-stigningen Il Roccolo (4,1 km, 8,3%), der er en irregulær mur med først 500 med 1,6%, så 900 m med 10,2%, herunder et maksimum på 20%, siden 1600 m med mere beskedne 6,7% og slutteligt 1000 m med 13,4% og et maksimum på 17% lige ved toppen, der rundes, når der resterer 29,5 km.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Efter den første mur går det mod sydvest ad en ikke alt for kringlet nedkørsel direkte ned til bunden af kategori 4-stigningen Calaone (2,1 km, 9,8%). Den har ikke samme udsving som den foregående, men er til gengæld helt regulær med nærmest konstante procenter hele vejen op til toppen - dog med et kort maksimum på 18% - som rundes med 15,9 km igen. De indledes med en kort og meget teknisk nedkørsel, der fører mod syd, inden det går igennem helt fladt terræn mod øst tilbage til Monselice. Her er der sving med 2800 og 2200 m igen, inden man drejer næsten 180 grader ind på den bare 400 m lange, 8 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 825 højdemeter.

Monselice har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb og er aldrig tidligere blevet besøgt af Giroen.

Vejret

Efter en regnfuld nat burde der være chance for tørvejr. Ganske vist vil det være overskyet, men bygerisikoen ligger på beskedne 3%. Temperaturen vil nå 17 grader, og den nordlige vind vil blot være let (ca. 10 km/t). Det giver sidemod- og modvind hele vejen op til Monselice. Her vil der være modvind frem til bunden af første stigning, hvorefter der vil være med- og sidemedvind indtil bunden af sidste nedkørsel. Slutteligt får man side- og sidemodvind på det flade. Med 5 km igen får man sidemedvind, der varer ved, indtil man får sidevind på de sidste 400m.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Analyse af 12. etape

Når man live-opdaterer fra en grand tour, fornemmer man i den første uge ofte en vis frustration fra de mange cykelfans. Der skal ikke være megen passivitet på en tidlig bjergetape, før de første irriterede vredesudbrud dukker op blandt kommentarerne. Hvis ikke terrænet udnyttes fra første fløjt, bliver løbet hurtigt beskrevet som kedeligt og rytterne som dovendyr, der ikke er deres løn værd.

Der er imidlertid en grund til, at særligt de første etaper af et langt etapeløb ofte er temmelig afventende. Der er nemlig en grund til, at det er en grand tour og ikke et ugelangt løb, der som bekendt kan vindes af nogle andre ryttertyper end dem, der også begår sig, når der køres tre uger. Nu hvor vi er ovre EPO-epoken, hvor der altid bare kunne blive tanket op til næste etape, er det blevet endnu mere indlysende end tidligere, at en grand tour vindes i uge 3, når de knap så holdbare rivaler er slidt ned, og hvor de vanskeligste udfordringer af gode grunde ofte er koncentreret.

Skal man være frisk i den tredje uge, skal man mere end noget andet sted sørge for at vælge sine kampe med omhu. I nyere tid er det nok Simon Yates, der mest har grund til at skrive under på den lære, efter at han i Giroen i 2018 skød på alt, hvad der rørte sig, gik efter punceuretaper og kastede sig ud i vilde soloridt på tidlige stigninger, inden han eksploderede med et sådant brag, at det angiveligt stadig runger i Ekkodalen.

Egentlig skulle man mene, at Domenico Pozzovivo efter syv top 10-placeringer i 19 grand tours samt hans erfarne manager Bjarne Riis var pinligt bevidste om netop det. I det lys kan det undre, at deres NTT-mandskab på dagens 12. etape af Giroen iværksatte en stort anlagt og på mange måder flot offensiv, hvor de fra første stigning på den kuperede rute i Appenninerne tog ansvar og lagde et pres, der med ét forvandlede en stille udbrudsdag til en knaldhård affære, hvor der hurtigt var spredt ryttere ud over hele den italienske støvle.

Det var nemlig lige så naivt, som det var underholdende. Som cykelfan kan man kun glæde sig over, at de sydafrikanske tropper forvandlede en langgaber til et ganske begivenhedsrigt cykelløb, hvor selv den etapesejr, der tidligt på etapen for længst var blevet solgt til det forventede udbrud, endda kortvarigt kom i spil. Som strateg kan man til gengæld kun undre sig over, om de virkelig troede, at det kunne lade sig gøre at få noget ud af offensiven.

Finalen var nemlig ikke til det. Ikke blot var de sidste 30 km faldende eller flade, der var også relativt langt mellem de sidste to svære stigninger. Med tanke på den styrke særligt Deceuninck og Sunweb har vist i finalerne var det svært at forestille sig, at en offensiv kunne iværksættes, så den også kunne vare hele vejen til målet i Cesenatico uden at blive neutraliseret.

Desværre blev alle bange anelser til virkelighed. Selvom NTT kørte et på alle måder flot løb, hvor særligt talentfulde Matteo Sobrero imponerede ved at sprænge feltet til atomer, og hvor Ben O’Connor fortsatte sin lille genfødsel, var missionen dødfødt. Det blev bestemt ikke lettere af, at holdet heller ikke havde styrken til at holde presset hele vejen, for gassen gik lidt af ballonen, da man undervejs måtte lade den indhentede Victor Campenaerts give O’Connor en puster, hvilket blot førte til, at tempoet faldt så markant, at udbruddet igen sejlede langt væk. Og sidste stignings to små ramper viste sig ikke uventet at være så lette, at Pozzovivo end ikke kunne sætte hjælperytterne hos Sunweb og Deceuninck af - og så er der altså langt til at sikre sig et forspring, der kan holde over 30 flade kilometer til sidst.

Nej, det eneste, man reelt kunne have opnået, var eventuelt at køre en rytter, der måtte have haft en dårlig dag, definitivt ud af klassementet. Det lykkedes for så vidt også, da det hurtigt stod klart, at det heller ikke bliver i denne Giro, at Ilnur Zakarin genfødes som klassementsrytter, ligesom uheldige Hermann Pernsteiner, der i forvejen havde vist overraskende svaghedstegn undervejs, mistede tid som følge af en yderst dårligt timet punktering. I lyset af de vanskeligheder særligt Zakarin har haft de seneste dage, var det dog nok en eksplosion, der var kommet før eller siden alligevel, og det er derfor slet ikke et udkomme, der står mål med en hel dags arbejde forrest i feltet. Særligt når man betænker, at O’Connor og Louis Meintjes, der er de vigtigste hjælpere for den velkørende Pozzovivo, ikke just har været kendt for deres stabilitet de senere år, var det måske ikke den klogeste beslutning at brænde dem af allerede nu.

Da det næppe er underholdningsværdien, der har været motivationen, er det lidt svært at forstå, hvad der forårsagede initiativet. Det er nærliggende at tro, at den truende aflysning som følge af en corona-situation, der ser mere og mere dyster ud, har ført til en eller anden form for corona-panik. Det er da heller ikke nogen hemmelighed, at rytterne kører med følelsen af, at hver dag kan være den sidste, og i det lys skal man jo gribe mulighederne, mens de er der. Men man kan heller ikke lade være med at sidde fornemmelsen af, at Riis lidt har det som en gammel cirkushest, der endelig er i manegen igen, og som derfor måske lidt tabte overblikket i sin iver for endelig igen at køre klassement i en grand tour.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Selvom det ikke fik den store indvirkning på klassementet andet end at give Zakarin og Pernsteiner et nyrestød, var det lige ved, at det havde forvandlet løbets mest sikre udbrudsetape til noget helt andet. Gruppen var nemlig kommet fri på det flade og derfor alt andet end klatrestærk, og da 13 forskellige hold endda var repræsenteret blandt de 14, hvorfor samarbejdet og offerviljen kunne ligge på et meget lille sted, smeltede det gigantiske forspring som dug for solen, da NTT satte sig frem. Heldigvis for udbruddet løb sydafrikanerne tør for kræfter i tide, ligesom det favoritkollaps, der kunne have ført til høj fart også i den flade finale udeblev, og derfor blev det alligevel en udbryder, der løb med sejren.

Det blev helt forventeligt Jhonatan Narvaez. Allerede fra start fremstod han som storfavorit, når nu Simon Clarke igen i dag viste, at han er en skygge af den rytter, der sidste år blev nr. 2 i Amstel Gold Race. Som den hurtigste af de holdbare var hans udfordring dels at overleve stigningerne, der var en anelse for lange efter hans smag, og dels forhindre, at en rytter smuttede væk på det flade. Og begge dele lykkedes til UG med kryds og slange via en overbevisende klatreindsats ledsaget af lidt held, da både Mark Padun og Clarke var blandt de mange uheldige på en dag, hvor det regnede lige så meget med punkteringer som med vand.

Dermed fortsætter Narvarez den genrejsning, det ellers hensygnende talent indledte, da han i Vallonien var stærkeste mand på stigninger og dansede væk fra Greg van Avermaet og co., og som han fortsatte, da han senere sejrede samlet i Coppi e Bartali. Samtidig fortsatte han revanchen for et Ineos-hold, der nu er på tre sejre, og som i lyset af rivalernes mange punkteringer for en gangs skyld ikke var ramt af den Giro-forbandelse, der ellers har hvilet som en tung skygge over dem siden Bradley Wiggins’ kollaps i 2013. Og minsandten om han ikke sørgede for femte etapesejr på tre år til et Ecuador, der forud for 2018-udgavem ikke havde vundet én eneste gang, men altså nu både har vundet samlet og taget sejre med tre forskellige ryttere i bare tre udgaver.

Bahrain må til gengæld føle, at forbandelsen var røget til Arabien - måske fordi de nu har fået britisk indflydelse fra McLaren. I hvert fald regnede det med uheld for araberne, der dels fik Pernsteiners klassement ødelagt af en punktering, dels så Paduns chancer gå i vasken af samme årsag. Heldigvis er det en trøst, at det så umuligt ud for den langsommere Padun i en duel at få skovlen under Narvaez, og at Pernsteiner forinden havde lignet en mand, der kunne få problemer uanset hvad, og i hvertfald kan de glæde sig over, at det ukrainske stortalent, der som nyprofessionel slog alle stjernerne med en etapesejr i Tour of the Alps, men som siden har været kørt helt ud på et sidespor af alle sine skader, endelig igen viste det enorme potentiale, som vi også kortvarigt så sidste sommer, hvor han vandt Adriatica Ionica Race på ganske overbevisende maner.

Det kunne lugte af, at vi får mere at se til Padun i de kommende uger, hvis coronavirus giver ham lov. Alle krydser nemlig fingre for, at både vejr og virus tillader os at afvikle programmet helt som planlagt. Lykkes det, må man så for NTT og Pozzovivo håbe, at de ikke kommer til at mangle de kræfter, der blev brændt af på en uskyldig dag i Appenninerne, da corona-panikken bredte sig.

Favoritterne

NTTs optimistiske satsning i dag viser, at man aldrig kan vide sig sikker på noget i et løb, hvor coronavirus betyder, at hver dag kan blive den sidste. Den overvejelse skal man derfor også gøre sig, når det gælder 13. etape. På papiret ser den jo ellers tilforladelig ud, men de sidste to stigninger er så brutale, at de sagtens kan bruges til en lille kamp mellem favoritterne.

Jeg tror dog, at det er lidt for optimistisk at tro på noget stort slag. Der er immervæk 16 flade kilometer til sidst, og vi så i dag, at han hurtigt kan bruge mange dumme kræfter til ingen verdens nytte. Først og fremmest er det dog afgørende, at lørdag og søndag byder på to af løbets vigtigste etaper, og derfor er fredag næppe dagen, hvor man ødsler med energien, som man gjorde det i dag.

Domenico Pozzovivo har på alle etaper vist, at han er frisk på at prøve, og det er da heller ikke utænkeligt, at han og NTT igen giver den et skud til sidst, men trods stigningens vanskelighed er det svært at se, at den med sin begrænsede længde kan skabe forskelle - og slet ikke forskelle, der kan forsvares over 16 km til sidst. Mest af alt tror jeg, at de sparer sig, og at der højst lægges lidt pres frem mod en forcering nær toppen for at komme først ind på den kringlede nedkørsel. Det vil dog være nok til at skabe en betydelig udskilning på en stigning, man bestemt ikke kommer gratis over.

I stedet er det Peter Sagan, der må være dagens hovedperson. Som jeg skrev i optakten i går, var der gode chancer for, at slovakken ville bruge 12. etape som en fridag for at spare sig til 13. etape, der for hans jagt på pointtrøjen må betegnes som D-dag. Af en eller anden grund byder etapen trods sin vanskelighed nemlig på 50 point, og det er dem, der skal sørge for, at han ender på podiet i Milano om en uges tid. Derfor var det heller ikke overraskende at se ham slippe feltet meget tidligt i dag, så han kan være helt frisk til det attentat, der må få Arnaud Demare til at sover lidt uroligt i nat.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Vi så jo ellers på 8. etape, at Bora var færdige med at lege nyttige idioter, og at ikke længere efter fem mislykkedes forsøg gad at slide og slæbe hele dagen for siden at se Sagan blive slået af en anden. Da Sunweb ikke rørte en finger for Michael Matthews, endte det derfor med, at udbruddet holdt hjem, og at Sagan smed 25 mulige point.

Vi skal dog ikke regne med en gentagelse i morgen. Sagan har tanket masser af selvtillid med sejren forleden, og skal han vinde pointtrøjen, er dette hans chance. Med Matthews ude er der heller ikke længere nogen grund til at blive frustrerede på de tyske kolleger fra Sunweb, og jeg tror derfor ikke, at der er tvivl om, at Bora for sjette gang i år lægger en grand tour-etape i et jerngreb.

Jeg forventer, at de allerede fra start tydeligt signalerer, at der ikke gives fribilletter denne gang. Derfor kan det meget vel være, at feltet fatter pointen og slet ikke kæmper for at ramme udbruddet, der måske bare kører fra km 0. Selv hvis der bliver kamp, er starten så let, at Bora sagtens kan sørge for, at udbruddet hverken bliver stort eller stærkt. Og da der dernæst venter en hel dag i modvind, indtil man kommer frem til stigningerne, er det ikke just dagen, hvor et udbrud har de helt store chancer.

Nej, medmindre Bora mod forventning fortsætter med at surmule, taler alt for en rolig start, hvor tyskerne vil bruge de Maciej Bodnar og Cesare Benedetti til at kontrollere den indledende del af etapen, hvor Demare nok vil gøre det, han kan for sin trøje, nemlig at slå Sagan i den indlagte spurt. Udbruddet bør ikke have en chance, og derefter bliver det de to stigninger, der afgør løbet.

Den første af disse er den vanskeligste, men jeg er ikke sikker på, at der sker det helt store her. Som sagt ved man aldrig, om corona-panikken igen griber et klassementshold, men mest af alt tror jeg, at Bora vil føre hele vejen. Der er næppe grund til at lægge noget stort pres, for stigningerne er så svære, at Peter Sagan i teorien kan komme i problemer selv, og Pawel Poljanski og særligt Matteo Fabbro burde sagtens kunne sørge for, at Demare falder fra enten her eller på den sidste. Frem mod toppen vil der så komme positionskamp, hvilket automatisk fører til opskruet fart, men nedkørslen er ikke alt for vanskelig.

Den afgørende stigning bliver den sidste. Igen kan corona-panikken brede sig, men jeg tror faktisk, at det kommer til at gå meget stærkt, uden at Bora skal røre en finger. Nedkørslen ser nemlig uhyre kringlet ud - også på de ventede tørre veje - og alle klassementsryttere vil utvivlsomt først ind. Splittes den nedad - og jeg kunne godt forestille mig, at Trek igen tager kontrol og lægger pres nedad, som de har gjort et par gange - er vi så tæt på mål, at det kan koste afgørende tid. Sker det, kan vi faktisk ende med at få et helt lille forfølgelsesløb til sidst, men mon ikke klassementsrytterne er så stærke, at de nok kan ramme nedkørslen blandt de forreste?

Positionskampen bør dog presse farten så meget i vejret, at stigningen formentlig vil reducere feltet betydeligt - særligt med medvind på begge bakker til sidst. Med sin nuværende form er Sagan god på korte, stejle stigninger - det viste murene som bekendt forleden - så han burde kunne komme med over i en relativt god position, ligesom han har nedkørslen som våben, hvis han skulle tabe lidt. Udfordringen kan blive det flade stykke til sidst, hvor det ikke kan gå helt i stå. Her kan Demare nemlig komme tilbage, og man kan tillige se angreb, hvis der er manglende kontrol. Jeg vil dog tro, at Bora kan sidde med Fabbro og måske Poljanski, og måske kan Patrick Konrad endda overtales til at føre lidt. Ineos kunne også meget vel have en interesse i at hjælpe, og det taler derfor for, at vi får en reduceret massespurt i et ret lille felt. Det er muligt, at de kan blive snydt af sene angreb på det flade, ligesom man ikke kan udelukke, at folk kan køre væk på en af stigningerne - dog som nævnt næppe klassementsryttere - men med så let en finale tror jeg, at Bora er stærke nok til at sikre samling til spurten.

Derfor må Peter Sagan også være manden, der skal slås. Tidligere på året ville jeg formentlig have fundet finalen for svær, men efter magtdemonstrationen på murene må han som nævnt ovenfor have en ganske fremragende chance for at sidde med over og som minimum komme tilbage på nedkørslen. Blandt de holdbare folk er han i særklasse den hurtigste i en flad spurt, og han vil endda elske den halvkringlede finale med et meget skarpt sving til sidst. Den største udfordring for Sagan synes snarere at være at kontrollere afslutningen - et problem, der jo kostede ham to mulige Tour-sejre, der i stedet gik til Søren Kragh. Denne gang er afslutningen dog så let, at et velkørende Bora-hold bør have styrken, og i en spurt er det altså meget svært at se, hvem der kommer i nærheden af Sagan. Selvfølgelig kan der gå corona-panik og klassementskamp i den, men det er svært at komme udenom, at Sagan er den klare favorit til denne etape.

Hvem kan slå Sagan i en spurt? Det er godt nok svært at se, men vi så på 4. etape, at Davide Ballerini har farten. Forud for i dag havde jeg ellers forsvoret, at han ville have alt for mange chancer for at overleve stigningerne, men dagens 34. plads var altså ret imponerende. Jeg mener stadig, at der er en overhængende risiko for, at han falder fra på så stejl en sidste stigning, når klassementsrytterne spurter ind på nedkørslen, men efter i dag må han tilskrives en fair chance. Og da dette er en beskrivelse af vinderpotentiale og knap så meget top 10-chancer, må Ballerini trods alt være manden, der mest af alt kan true Sagan. Farten er der, men han skal overleve stigningen først.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

men det må vel være Ben Swift, der står med de bedste kort. Briten er i hvert fald sammen med Sagan den mest holdbare, og han viste på murene forleden, at han har gode chancer for at komme med over - også selvom stigningerne nok er lidt for stejle til at passe ham ideelt. I en flad spurt er han normalt chanceløs mod Sagan, men han har den fordel, at han kan have Jhonatan Narvaez samt måske Rohan Dennis og Filippo Ganna til at sætte sig op, hvis ikke de sparer sig til lørdag, og Ganna overlever de for ham lidt for stejle stigninger. Det kan måske gøre en forskel i den kringlede finale, men selvom han to gange har været på podiet i Sanremo, skal Swift stramme sig an for at slå slovakken.

En anden rival kunne være Fabio Felline. Det er klart, at han først og fremmest skal hjælpe Jakob Fuglsang, men 6. etape viste, at han får chancen, hvor det giver mening. Det vil det gøre på denne etape, hvor han vil være en af de hurtigste i feltet, og han kan jo endda spare sig lørdag, hvorfor han nok kan bruge lidt ekstra kræfter, hvis Fuglsang er ude af problemer. Den kringlede finale er heller ikke helt dum for Felline, som med sejren i Memorial Marco Pantani viste, at han stadig kan køre reducerede massespurter. Også i Matera gjorde han det godt, selvom den finale også passede ham bedre, og han må i det lys være en af de få, der med lidt held kan få skovlen under Sagan i en spurt.

Naturligvis skal Andrea Vendrame nævnes, men som jeg har skrevet talrige gange, synes italieneren altså ikke at have sin bedste form. I dag imponerede han heller ikke, og i det lys er der langt fra nogen garanti for, at han klarer disse meget vanskelige stigninger. Den Vendrame, vi kendte i 2019, burde dog stå relativt stærkt. En flad spurt er ikke hans favorit, men med den lidt uventede hurtighed, han viste på 4. etape, må det ikke regnes som helt umuligt, at han kan vinde, hvis han får kringlet det sidste sving fornuftigt.

Man må vel også nævne Jhonatan Narvaez igen. Det er klart, at han som udgangspunkt skal køre for Swift, men som sagt er stejle stigninger ikke britens foretrukne. Skulle han have en offday og falde fra undervejs, kan Narvaez få sin chance, hvis han har lidt at skyde med efter i dag. Han er ikke i samme kaliber som Sagan, men han vandt en reduceret massespurt i Coppi e Bartali. Med lidt held i den kringlede finale kan han måske tage sin anden sejr i træk.

Nico Denz var overraskelsen i gårsdagens massespurt, hvor han højst uventet blev nr. 6. Det viser, at Sunweb er villige til at lade ham spurte, hvis han sidder med hjem, og det burde han have en god chance for at gøre. Hans 19. plads på murene forleden var i hvert fald imponerende, og kører han lige så godt her, sidder han der igen. Han har hidtil ikke været kendt for nogen synderlig hurtighed, men i går viste han, at han skal tages seriøst i dette selskab.

Efter dagens flotte præstation må man også regne med, at Mikkel Honoré sidder med hjem, og så er det ikke helt utænkeligt, at han kan få lov at spurte. Det vil naturligvis kræve, at Ballerini er sendt til tælling, men da Joao Almeida næppe skal ud at slås med Sagan i en flad spurt, kan danskeren måske få sin frihed. Der er en risiko for, at han skal agere bodyguard, for modsat Ballerini har han nok ikke en reel chance for faktisk at slå Sagan. Heldigvis kan meget som sagt ske i en finale med et så kringlet sving til allersidst, og det kan måske være chancen for den formstærke dansker.

Nu vi er ved de danske Mikkel’er… Mikkel Bjerg får utvivlsomt sværere ved at klare stigningerne, men med den kørsel, han viste i dag og på 9. etape, er det bestemt en mulighed. Jeg er ikke helt overbevist om, at Diego Ulissi har lyst til at spurte mod Sagan på flad vej, og så kan Bjerg måske få lov at give den et skud. Vi så jo på 8. etape, hvor han overspurtede en hel serie sprintere, at han er hurtigere end som så, og derfor kan man måske håbe på to gode danske resultater fra 2 x Mikkel. Men der er også en risiko for, at han bare sparer sig til lørdag.

Det er dog også muligt, at Diego Ulissi selv vil spurte - i hvert fald hvis det har været hårdt. En flad spurt er ikke hans spidskompetence, men afslutte kan han trods alt, hvis gruppen er lille, og udskilningen har været stor. Bjerg vil i det tilfælde ikke være en helt ringe lead-out man, og selvom han i dag bekræftede, at formen altså ikke er, som man kunne ønske, kan han med god position i svinget måske slå på papiret hurtigere folk.

Læs også

Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak

Så er der Enrico Battaglin. Italieneren ville normalt elske en sådan etape, men at kalde hans klatring i dette løb for imponerende vil tendere det vildledende. Sandsynlighed for, at han overlever, må regnes som ganske lille, men vi ved også, at han kan være meget svingende. Skulle han finde sine bedste ben, er det terræn, han på en god kan klare, og selvom han i en flad spurt ikke er nogen Mario Cipollini, vil han utvivlsomt være en af de hurtigste.

Måske vil Simon Clarke også spurte. I dag bekræftede han, at det ikke just er diamantbenene, han har haft efter pausen, men han var trods alt i stand til at blive nr. 3 på etapen. Det betyder, at han har en chance for at overleve, men om han har lyst til at køre spurten, er nok temmelig tvivlsomt. Udelukkes kan det dog ikke, og han må trods alt regnes som en af de hurtigere afsluttere.

Lidt af det samme kan siges om Giovanni Visconti. Ser man bort fra Etna-etapen, har han været en skygge af sig selv, og der er ikke meget, der taler for, at han klarer bakkerne. Han snød mig dog på Etna, hvor jeg ellers havde afskrevet ham, og det tør jeg derfor ikke gøre igen. Til gengæld er det slet ikke sikkert, at han overhovedet kører spurten, for indtil nu har han været helt og aldeles uinteresseret i netop det.

Og så må jeg heller for en sikkerheds skyld nævne Arnaud Demare. Det handler jo om vinderpotentiale, og selvom det er svært at se ham klare sig i så vanskeligt terræn, har han imponeret med sine klatrefærdigheder i år. Bora er blevet kørt tynde, og går den lidt for meget i stå til sidst, har han vel en reel chance for at komme tilbage. Om han så er frisk til at spurte og i en tricky finale med sine velkendte positioneringsvanskeligheder kan klare sig uden det tog, der utvivlsomt vil være væk, er en anden sag, men skal man pege på ryttere, der har en chance for at vinde etapen, er Demare iblandt dem, selvom det ser meget, meget svært ud.

Jeg har svært ved at se andre sprintere klare den, og det er nok kun Davide Cimolai og måske Jhonatan Restrepo, der kunne have en ganske beskeden chance for at gøre det. Klassementsrytterne sætter næppe livet på spil for at spurte mod Sagan og Swift i en teknisk finale, så dem regner jeg ikke med i kampen om etapesejren. Jan Tratnik kunne være et alternativ til Battaglin, men det er efterhånden meget sjældent, at han spurter. Ruben Guerreiro kunne også, men jeg tvivler på, at han gider i en flad spurt.

Skulle man pege på en rytter, der måske kan snige sig væk til slut, er det ret åbent. Folk som Brandon McNulty, Filippo Ganna, Jonathan Castroviejo og Rohan Dennis tænker allerede lørdag, så dem bliver det næppe. Måske er Mikkel Bjerg i virkeligheden det bedste bud, men derudover kunne man vel pege på Tanel Kangert og Mark Padun, der har gjort noget lignende før.

BEMÆRK: Husk igen, at der er tale om vinder- og ikke top 10-potentiale. Derfor er det afgørende at læse beskrivelsen af de enkelte for at forstå deres chancer for at overleve stigningerne.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Davide Ballerini, Ben Swift,

Outsidere: Fabio Felline, Andrea Vendrame, Jhonatan Narvaez, Nico Denz, Mikkel Honoré

Jokers: Mikkel Bjerg, Diego Ulissi, Enrico Battaglin, Simon Clarke, Giovanni Visconti, Arnaud Demare