Ruten

Den første del af årets Giro har bestemt ikke været let, men trods nogle lange etaper med mange højdemeter er det stort set kun enkeltstarterne, der har skabt forskelle inden løbets sidste halvdel. Den er til gengæld også yderst modbydelig og byder på et hav af bjergetaper, der indledes med af de allerhårdeste. På løbets 13. dag rammer man nemlig endelig bjergene på en etape, hvor man over mindre end 200 km skal klatre næsten 5200 højdemeter, og det hele afsluttes med en ny og dræbende lang stigning op til målet ved Lago Serru i 2247 m højde, hvor en meget vanskelig sidste del vil sikre, at vi for første gang for et helt klart billede af, hvem der er Giroens bedste klatrer.

I alt skal der tilbagelægges 196,0 km, der fører feltet fra Pinerolo til Lago Serru i Ceresole Reale. Fra start kører man igennem fladt terræn mod nordvest og nordøst væk fra startbyen, inden det går mod nord op over en stigning (4,0 km, 6,3%), der har top efter 21,5 km. Derfra går det via et let kuperet stykke mod nordøst og nord ned til bunden af dagens første udfordring, kategori 1-stigningen Colle del Lys (14,9 km, 6,4%, max. 12,0%), der er en relativt jævn sag med en stejl afslutning med 2,3 km med 9,3%. Toppen rundes efter 54,3 km, hvorfra en teknisk nedkørsel leder vider mod nord. Herfra går det igennem først let faldende og siden småkuperet terræn mod øst og siden nord frem til dagens første spurt, der er placeret efter 118,6 km.

Spurten markerer starten på finalen, der indledes med den nye kategori 2-stigning Pian del Lupo (9,4 km, 8,7%, max. 14,0%), der hovedsageligt stiger med 6-10%, men har en svær 2500 m lang strækning på den nedre del, hvor det stiger med 11,2% i snit, og bestiges fra syd. Fra toppen resterer fortsat 61,7 km, der indledes med en teknisk meget vanskelig nedkørsel, der fører mod sydvest og vest, inden man når frem til den sidste spurt, der kommer efter 162,6 km i bunden af dagens sidste stigning efter et kort let stigende stykke.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Den afsluttende kategori 1-stigning er helt ny og stiger med 4,8% fra spurten og frem til mål. Officielt er den dog kun 20,3 km lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,9%, men man skal ikke lade sig snyde. Efter de første 8 km, der efter ca. 3 km har et stejlt stykke på 9-10% og et maksimum på 14%, flader det nemlig ud nær en kunstig sø, inden det igen begynder at stiger. De sidste 7 km stiger således med 8,9% i gennemsnit og byder på lange strækninger med 9-11%. Vejen er stort set helt lige og bugter sig kun let, mens det går mod sydvest og nordvest, men de sidste par kilometer byder på et hav af hårnålesving, inden man drejer skarpt til venstre ind på den 50 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Efter den røde flamme stiger det med 12,4% over 500 m, men flader ud med 3,0% på de sidste 500 m.

Etapen byder i alt på hele 5181 højdemeter

Ceresole Reale har aldrig tidligere været målby for Giroen. I 2009 var U23-løbet Giro della Valle d’Aosta forbi, og her sejrede Dominik Nerz foran Nicolas Edet, mens en ung Thibaut Pinot forsvarede førertrøjen efter en duel med Nairo Quintana.

Vejret

Efter tre dage med godt vejr vender regnen desværre tilbage, netop som vi rammer bjergene. Fredag vil ganske vist starte tørt, men det ventes allerede at regne fra middagstid og resten af eftermiddagen. Temperaturen i Ceresole Reale midtvejs oppe ad den sidste stigning ventes at nå 13 grader, og der vil bar være en svag til let vind fra sydøst. Bortset fra et kort stykke inden forplejningen vil der derfor være sidemedvind hele dagen. Det gælder også hele vejen op ad den sidste stigning.

Analyse af 12. etape

Egentlig burde jeg starte denne analyse med at kaste et blik på det klassementsslag, der udfoldede sig, da Giroen endelig ramte bjergene på en etape, der blev akkurat lige så underholdende, som man kunne have håbet. I det store billede var kampen om etapesejren nemlig en sidehistorie, der hurtigt vil være glemt igen, når giganterne fortsætter deres kamp om den lyserøde trøje i Alperne i morgen eftermiddag.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Alligevel fortjener Cesare Benedetti at blive nævnt som den første. Der er nemlig noget smukt over det, når en af sportens usynlige helte endelig får sin store dag i rampelyset. Benedetti er nemlig indbegrebet af de anonyme hjælpere, som udgør den største del af feltet, og indtil i dag var han mest kendt for sine mange udbrud, der aldrig førte til noget som helst, samt ikke mindst sine mange føringskilometer forrest i feltet, hvor han har arbejdet utrætteligt for Boras mange superstjerne.

Derfor var der næppe heller mange, der havde peget på ham som vinder, da en hektisk start på 12. etape gav anledning til dannelsen af en stor gruppe på 25 mand, der hurtigt fik så stort et forspring, at det stod klart, at sejrherren skulle findes i deres midte. Ej heller var Benedetti det første navn, der poppede op, da gruppen til sidst var barberet ned til syv ryttere, der skulle afgøre slaget i den kringlede finale med brostensrampen inde i Pinerolo.

Det er ikke mærkeligt, at de fleste overså Benedetti som en potentiel vinder. Faktisk var hans karriere tæt på at være ovre allerede efter 2015-sæsonen. Dengang fik han nemlig besked på, at der ikke kunne blive plads til ham på det stadig mere ambitiøse Bora-mandskab, som han ellers havde fulgt i tykt og tyndt helt siden han gjorde debut hos tyskerne i 2010, da de stadig var kendt under navnet NetApp. Meget tydede faktisk på, at det års Il Lombardia ville være et af de allersidste cykelløb for den italienske arbejdsmand, der heller ikke havde haft held til at finde en ny arbejdsgiver som erstatning for det ambitiøse tyske mandskab.

Heldigvis er Benedetti en fighter. Han nægtede at give op uden kamp, og med en mindeværdig præstation kæmpede han sig først med i udbruddet i det italienske efterårsmonument, inden han heroisk nåede mål på en dybt imponerende 14. plads. Den kampvilje var alligevel mere, end Bora-ledelsen kunne stå for, og derfor valgte de som belønning for den flotte indsats at kaste en livline til italieneren, der med det yderste af neglene således reddede en karriere, der gik på hæld.

Siden da har han holdt ved og er blevet lidt af en institution på holdet, hvor han nu er i gang med sin 10. sæson. Sejre var det dog ikke blevet til før i dag, og ser man bort fra den samlede 3. plads i sidste års Slovakiet Rundt er det ikke meget, vi har set til Boras slave øverst i resultatlisterne. Og de mange udbrud, der i mange år var lidt af hans varemærke, er også blevet sjældnere og sjældnere, efterhånden som Bora har vokset sig til et storhold, der som regel kører 100% for sine kaptajner.

Den fightervilje, der reddede karrieren for snart fire år siden, er imidlertid intakt. Det så vi i dag, da ukuelige Benedetti nægtede at give op, selvom han i en gruppe med navne som Damiano Caruso, Jan Polanc, Eddie Dunbar og Gianluca Brambilla klart var overmatchet på den svære Montoso-stigning, hvor han da også hurtigt blev sat af. Ikke desto mindre kunne man hele tiden se, hvordan den fightende italiener blev hængende bare nogle meter bag de forreste, og selvom han ofte røg fra, når han endelig fik kontakt igen, blev han ved og ved.

Det gjorde han også, da han ikke helt uventet igen måtte strække våben på den stejle brostensrampe inde i Pinerolo. Her var det nemlig Brambilla, Dunbar og en anden anonym hjælper, Eros Capecchi, der viste sig stærkest og længe så ud til at skulle afgøre løbet mellem sig. Alligevel bevarede Benedetti troen, og ikke blot fik han sammen med Caruso kontakt igen på de sidste meter, han overraskede også alt og alle ved at vinde spurten i en gruppe, der i Caruso, Brambilla og Capecchi havde tre folk, der alle har vist betydeligt større hurtighed end Boras hjælper.

Sjovt nok talte gruppen i Capecchi en rytter, hvis historie på mange måder minder om Benedettis. Forskellen er blot, at Capecchi som ung viste et yderst lovende potentiale og hurtigt vandt en etape i Giroen, men i de seneste mange år er gledet ind i en helt anonym hjælperrolle. Faktisk valgte Deceuninck heller ikke at tilbyde ham en kontrakt til denne sæson, før Fernando Gavirias pludselige exit pludselig frigjorde en ekstra plads i Patrick Lefeveres stald. Det betød en kastet redningskrans til Capecchi, og i dag sagde han på fornem vis tak for tilliden ved at være ganske tæt på at forhindre, at det belgiske superhold ender med at skulle forlade en grand tour sejrsløse for første gang siden Touren i 2012.

På en måde er Benedettis sejr også symbolsk for den sæson, Bora har haft. Mens holdets ubetingede superstjerne, Peter Sagan, har haft et forfærdeligt år, har holdets øvrige ryttere vundet snart sagt overalt. Emanuel Buchmann, Felix Grossschartner, Maximilian Schachmann, Davide Formolo, Pascal Ackermann og Sam Bennett har alle imponeret, og i dag var det så Benedettis tur til at tage over. Det siger alt om, hvordan det tyske hold, der i første omgang nærmest var synonym med det slovakiske fænomen, med tålmodighed har udviklet sig til at være mere end blot Sagan og nu vitterligt er et af verdens bedste hold og ikke bare et vedhæng til sportens mest feterede toprytter.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

På mange måder er historien den samme for UAE. Gennem hele sæsonstarten var det planen, at de skulle drage til Italien med det store mål at køre med om podieplaceringerne med Fabio Aru. Sådan gik det imidlertid ikke, da den italienske stjerne endelig fandt forklaringen på sine mange trængsler og måtte gennemgå en operation for en forsnævring i en arterie. Det gjorde det i stedet muligt for holdet at drage til Giroen med et hold bygget op om Fernando Gaviria og med Diego Ulissi, Jan Polanc og Valerio Conti i rollen som opportunistiske etapejægere.

Udbyttet af den taktik har allerede nu været så stort, at der formentlig ikke er mange i den arabiske lejr, der savner Aru. Først sikrede Gaviria sig en hurtig etapesejr, og holdet lod sig ikke slog ud af, at også den colombianske stjerne måtte drage hjem med en knæskade. Først fik de Valerio Conti i førertrøjen, og i dag leverede de så et taktisk mesterstykke ved at sende Jan Polanc med i det store udbrud, så de ikke blot gav deres nødlidende samlede førsteplads ny luft i form af en gang kunstig åndedræt, men også fik udbygget føringen, bragt en bedre klatrer i front og endda taget et stort skridt mod en mulig samlet top 10 med sloveneren, der som bekendt blev nr. 11 i løbet for to år siden.

Det var kløgtigt og klogt tænkt af det arabiske holds ledelse, der nu formentlig vil ændre taktik og se, hvor langt Polanc og måske endda også Conti kan komme i klassementet. Til gengæld kan man undre sig over, at Jumbo ikke prompte reagerede, da den lille slovener stak afsted. Ikke fordi de frygter Polanc på lang sigt - han klatrer slet ikke godt nok til at vinde Giroen - men fordi det havde friholdt dem for det føringsarbejde, de nu måtte udføre på det lange flade stykke frem mod Montoso-stigningen, hvor de ellers længe spillede et pokerspil, der var så iskoldt, at det ligesom på 7. etape blev Bahrain-Merida og Vincenzo Nibali, der tabte nervekrigen og blev så bange for Polanc, at de indledte det føringsarbejde, som Jumbo siden sluttede sig til.

Den indsats kunne Jumbo have sluppet for ved med det samme at kvæle Polancs offensiv, men måske var det i virkeligheden med velberådet hu, at de igen sørgede for, at Roglic ikke er alt for tæt på trøjen. Nu har de i hvert fald sikret sig hjælp fra UAE også på morgendagens etape, og det er måske slet ikke så dumt endda.

Dagens etape gav nemlig lige præcis det svar, Roglic frygtede. Sepp Kuss var lige så langt fra sit topniveau, som vi allerede spåede i tidligere analyser, og heller ikke Antwan Tolhoek eller Koen Bouwman kunne sidde ved kaptajnens side. Således skulle Astana ikke træde mange gange i pedalerne, før den slovenske favorit var isoleret, og dermed blev det lynhurtigt åbenbaret, at Roglic er præcis lige så sårbar, som han sikkert i sit stille sind har frygtet, nu hvor uheld har sendt både Robert Gesink og Laurens De Plus ud af spillet.

Noget kunne tyde på, at der er brug for en god gang pokerspil, hvis Roglic skal vinde, og vi ved som bekendt, at han ikke altid har været god til at bevare roen og spare på kræfterne. Det ser han til gengæld ud til at have lært, for det var nemlig ikke blot holdet, men også Roglic selv, der var iskold i den taktisk komplicerede situation, der udspandt sig i finalen, hvor to af hans værste rivaler, Miguel Angel Lopez og Mikel Landa, ikke blot var kørt væk, men også med kløgt havde placeret hjælpere i udbrud, så de havde præcis den støtte, der skulle bruges til at holde sig fri i det flade indløb mod målet i Pinerolo.

Til Roglics held er grand tours som bekendt stedet, hvor uventede alliancer opstår, og særligt kampen for de sekundære klassementsplaceringer kan ofte være en velkommen hjælp til en sårbar vinderkandidat. Det så vi først, da Bauke Mollema sendte Giulio Ciccone til fronten på Montoso-stigningen, og siden nede i dalen, hvor det særligt var Mitchelton med Lucas Hamilton og Esteban Chaves og senere Bahrain med Domenico Pozzovivo, der sørgede for, at Lopez og Landa ikke gled for langt væk. Faktisk var Roglic i perioder den eneste sammen med Richard Carapaz, der med Landa i front naturligvis havde alibi til at sidde på hjul, som undlod at deltage i føringsarbejdet, men det pokerspil skulle vise sig at være den helt rigtigt strategi, da rivalerne i stedet agerede nyttige idioter for den slovenske storfavorit, der ellers befandt sig i en meget udsat position.

Særligt kan det undre, at Yates ikke havde mere is i maven. Det var måske nok forventet, at briten ikke ville gå i offensiven på en etape som denne, ikke mindst fordi han af bitter erfaring ved, at man skal huske at økonomisere med kræfterne i en grand tour, men man kunne måske have forventet, at en mand, der allerede har vundet en grand tour, var lidt mere villig til at lægge pres på Roglic. Det samme gælder for Nibali, der i dette løb hidtil ikke har lignet en iskold og hjerteløs haj, men snarere et skrøbeligt nervevrag, der har blinket først, hver eneste gang Roglic er begyndt at nedstirre ham.

Til gengæld viste Lopez, at han er præcis lige så offensiv og angrebslysten, som vi havde håbet. Hans angreb blev udsat en anelse på grund af en dum punktering, men da først Jan Hirt åbnede ballet, blev det klart, at den ringe enkeltstart formentlig blot var en dårlig dag, og at Lopez’ virkelige niveau kan aflæses af den chokerende gode enkeltstart i Bologna. I hvert fald kom han hurtigt med to slangehug, som iskolde Roglic ikke reagerede på - kun en enkelt gang var situationen så faretruende, at den tilsyneladende meget velkørende slovener følte det nødvendigt at lukke et hul - og han fik lynhurtigt en perfekt allieret i Mikel Landa, der heldigvis viste, at de to håbløse enkeltstarter måske mere er udtryk for hans generelle tempoevner end for dårlig form.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Dermed er der også grund til, at Roglic sover halvdårligt i nat. Det kan godt være, at han i dag fandt et par allierede, men Lopez og Landa har lagt i kakkelovnen til mere. Sidstnævnte er endda sekunderet af en Richard Carapaz, der synes at være i fuldstændig fabelagtig form, og mens Yates måske nok kørte defensivt i dag, sendte Mitchelton med en imponerende kollektiv præstation et kraftigt signal om, hvad der er i vente. Ganske vist skuffede den ellers normalt så solide Mikel Nieve, men supertalentet Hamilton imponerede for 117. gang i år, og Chaves viste os heldigvis, at kyssesyge er fortid, og at han kommer til at spille den nøglerolle i løbet, som mange utvivlsomt havde håbet.

Til gengæld skuffede løbets andet superhold fælt. Det kan godt være, at Lopez selv synes at være i hopla, men det kan bestemt ikke siges om resten af Astana, der ellers på papiret er det bedst udrustede til bjergene. Heldigvis havde de både Cataldo og Boaro med i dagens udbrud, men derudover måtte man spejde langt efter de lyseblå trøjer. Hirt gjorde et flot arbejde med at lancere Lopez’ to angreb, men hans to vigtigste folk, Pello Bilbao og Ion Izagirre sejlede lynhurtigt agterud og endte med at smide næsten 20 minutter. Det kan blive et problem for Lopez, for skal han for alvor flyve som den supermand, han tilsyneladende er, har han brug for sit superhold til at sætte Roglic under pres.

Bilbao og Izagirre var imidlertid ikke de eneste, der skuffede. Lidt overraskende viste formstærke Mollema svaghedstegn på den sidste del af Montoso, og den ellers meget optimistiske start på løbet fik i hvert fald en lille rids i lakken. Davide Formolo fik trods den flotte kørsel i fredags desværre atter sat en streg under, at det kniber med stabiliteten i etapeløbssammenhæng, og Tao Geoghegan Hart kunne ikke løfte sin rolle som Ineos-kaptajn, enten som følge af sine to styrt eller som følge af den træthed, som jeg i hvert fald hele tiden har forventet ville ramme ham som en hammer.

Til gengæld kan Ineos glæde sig over, at den anden kaptajn, Pavel Sivakov, der ellers har skuffet på de to enkeltstarter, imponerede stort og lignede en af dagens absolut stærkeste. Samtidig viste holdets andet supertalent, Ivan Sosa, at han helt bevidst har sparet sig til bjergene og er klar til at jagte både etapesejr og bjergtrøje i løbets sidste del. Det er stadig usikkert, om Sivakov virkelig kan holde formen hele vejen, men det kan meget vel være, at Bernals afbud gør det muligt for de andre stortalenter i Ineos-lejren at udnytte hans fravær til selv at få deres helt store gennembrud på den største scene.

Derudover bekræftede etapen i store træk, hvad man allerede kunne fornemme tidligere. Rafal Majka ser virkelig ud til at være bedre, end han har været i mange år, og trods en punktering viste Ilnur Zakarin, at han altid kører sig op i løbet af en grand tour og formentlig bare bliver bedre og bedre fra nu af. Nibali bekræftede det fine indtryk fra enkeltstarten, og Yates giver i hvert fald håb om, at det også for ham blot var en dårlig dag, der sidste søndag kostede tid, og at han har mere i posen, når han lægger den defensive attitude til side. Endelig havde EF en fremragende dag, hvor Tanel Kangert viste, at hans forrygende enkeltstart ikke var et tilfælde, og selvom man måske nok kunne have ønsket sig, at Hugh Carthy havde kunnet holde sig til de bedste, lykkedes det den langlemmede brite at køre sig i hvidt og dermed foreløbig leve fint op til den status som klassementsjoker, jeg gav ham fra løbets begyndelse.

Dermed gjorde 12. etape os også lidt klogere, men vi har stadig ikke et helt klart billede af det virkelige hierarki blandt løbets topnavne. Det har vi til gengæld helt sikkert om 24 timer, når der efter dagens appetizer for alvor åbnes op for det bjerghelvede, der udgør Giroens hovedret og dessert. Samtidig vender regnen og med den sikkert også kulde og sne tilbage og truer med at gøre de første rigtige bjergetaper til en episk og kølig affære. Spørgsmålet er bare, om det kan ryste Roglic. Lige nu ser det ikke ud til, at selv den voldsomste italienske snestorm kan gøre den tidligere skihopper mere iskold, end han allerede er.

Favoritterne

Dagens etape var en appetitvækker, men det er først fredag, at det for alvor går løs med en rigtig bjergetape. Den kompenserer heldigvis også for den lange ventetid, vi har haft indtil nu, for det hører til sjældenhederne, at en første bjergetape i en grand tour er så vanskelig, som det er tilfældet denne gang. 5200 højdemeter over knap 200 km er en yderst brutal affære, og når man dertil lægger, at regnen og kulden vender tilbage på det værst tænkelige tidspunkt, kan det meget vel tænkes, at allerede den første rigtige dag i bjergene bliver en af de mest afgørende.

Det skyldes også, at enkeltstarten har skabt den situation, den har. Ofte ser man, at den første bjergetape bliver kørt en anelse defensivt, men det skal vi ikke vente os denne gang. Mikel Landa, Miguel Angel Lopez og Simon Yates har alle tabt så meget tid, at de ikke kan tillade sig at lade mange muligheder gå til spilde, og som vi så i dag, har i hvert fald de to førstnævnte tænkt sig at sætte Primoz Roglic under pres allerede med det samme. Om Yates har samme planer er måske mere tvivlsomt - han har lært, at han skal passe på med at ødsle alt for meget med kræfterne - men han befinder sig også i en situation, hvor han ikke blot kan nøjes med et eller to veltimede slangehug, som han kunne i forbindelse med Vueltae-sejren sidste år.

Vejret vil spille en rolle på etapen, og med den vejrudsigt, vi har set, frygter vi, at ændringer kan blive aktuelle. Heldigvis er de to første bjerge ikke specielt høje og derfor formentlig snefri. Ved mål vil nedbøren formentlig være hvid, men da stigningen ikke efterfølges af en nedkørsel, forventer vi, at etapen kan afvikles som planlagt. Det baserer vi i hvert fald denne optakt på.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

På enhver bjergetape er det første spørgsmål, der skal besvares, altid, om det bliver en dag for et udbrud eller ej. På denne etape synes det at kunne gå begge veje. Astana og Movistar viste i dag, at de bestemt ikke har tænkt at lægge sig ned frivilligt, og vi forventer, at i hvert fald kasakkerne vil gå efter en etapesejr med Miguel Angel Lopez, og måske vil Movistar gøre det samme med enten Mikel Landa eller Richard Carapaz. Til gengæld tror vi, at Mitchelton vil forsøge at presse Roglic på anden vis, nemlig ved at sende Esteban Chaves i udbrud, som de gjorde det så fornemt på Etna-etapen sidste år. Colombianeren viste nemlig i dag, at han kan bruges som et effektivt våben, der er aldeles velegnet til at teste det svage Jumbo-hold og løbets førstemand, og det skal formentlig gøres, inden løbets tidligere toer, der trods alt efter sin sygdom stadig er lidt af et wildcard, risikerer at have tabt så meget tid, at han ikke længere kan bruges som en trussel.

Mitchelton er imidlertid ikke de eneste, der vil have folk i udbrud. Det vil de fleste hold på en dag, hvor udbruddet har en fin chance for at holde hjem, og derfor burde vi blive vidner til endnu en aggressiv og offensiv start. Desværre er starten igen relativt flad, og det kan gøre det svært for klatrerne at ramme rigtigt, som vi også så det i dag, hvor udbruddet ikke have specielt mange klatrestærke typer. Til gengæld kommer Colle del Lys også så tidligt, at den sagtens kan bruges til enten at etablere udbruddet, hvis det endnu ikke er sket, eller til at sende klatrerne op til den gruppe, der måtte være kørt i forvejen. Derfor er der relativt gode chancer for, at vi får et relativt potent udbrud, hvor det burde være givet, at i hvert fald Astana, Bahrain, Movistar og Mitchelton vil forsøge at være repræsenteret.

Herefter bliver det interessant at se, hvem der har interesse i at jagte. Jumbo skal ingen steder, med mindre udbruddet indeholder langsigtede trusler mod en Roglic-sejr. Derudover er det kun de stærkeste hold, der kan kontrollere en etape som denne, og det vil i praksis sige særligt Astana og Mitchelton og måske Movistar og Bahrain. Vi forventer, at Astana vil gå efter sejren med Lopez, mens Mitcheltons strategi kan være mere afventende, naturligvis især hvis de har Chaves med i front. Bahrain og Movistar kan også begge have planer, men de vil formentlig skulle bruge hjælp fra et af de to stærkeste hold, hvis de skal indhente et udbrud, der kan vise sig at være meget stærkt.

Set i det lys vurderer vi chancerne for en udbrudssejr til at være nogenlunde 50-50. Lykkes det at sende Chaves afsted, tror vi, at de har gode chancer for at holde, men i modsat fald burde Astana trods dagens lidt pauvre præstation med hjælp fra et eller flere af Mitchelton, Movistar og Bahrain formentlig kunne skabe samling. Det er således i høj grad udbruddets sammensætning, der bestemmer udfaldet, og den kan være lidt svær at lure på en etape, der ikke starter specielt hårdt.

Uanset hvad vil vi naturligvis blive vidner til et klassementsopgør. Der er en reel mulighed for, at slaget vil blive indledte allerede på Pian del Lupo, for det er oplagt at forsøge at udnytte, at Roglic relativt let kan isoleres. Omvendt kan det lange let stigende dalstykke også være dræbende, og da dette trods alt er den første af mange bjergetaper, er det måske for tidligt at sætte alt på et bræt. Det kunne tale for, at de fleste vil gemme kræfterne til målbjerget, der med sin længde, stejle afslutning og mål i den iltfattige luft i mere end 2200 m højde er rigeligt svær til, at det kan gøre voldsom skade.

Etapen er således en ret åben affære, men vi vover pelser og peger på Esteban Chaves som vores favorit. Vi var positivt overraskede over den lille colombianers flotte kørsel i dag, hvor han helt åbenlyst var en af de stærkeste. Som sagt vil det give god mening for Mitchelton at bruge ham til at sætte Roglic under pres allerede nu og dermed sende ham i offensiven, som de gjorde på Etna-etapen sidste år. Det dårlige vejr taler for, at et stærkt udbrud vil have lettere ved at holde hjem, og når Chaves er i form, skal man være meget skarp for at hente ham. I dag skuffede Astana som bekendt stort, og spørgsmålet er, om de andre hold er stærke nok til at hente ham, hvis han kommer med i en bjergstærk gruppe. Det kan i hvert fald blive svært, ikke mindst hvis vi ser en gentagelse af det taktiske pokerspil, vi så i dag, hvor der stor ubeslutsomhed i forhold til, hvem der skulle føre på den flade del af etapen.

Samtidig har Mitchelton så stærkt et hold, at de sagtens kan give colombianeren en mand eller to med sig, og lykkes det, vil han blot stå endnu bedre. Sidste år vandt Chaves den første bjergetape i løbet som led i et taktisk Mitchelton-spil, og vi tror, at det vil gentage sig igen i år, hvor den lille colombianer, der vil elske afslutningen i 2200 m højde, kan markere, at kyssesygen nu hører fortiden til ved at tage sin første sejr siden den magiske dag på Etna sidste år.

En farlig rival er Ivan Ramiro Sosa. Det colombianske klatrefænomen vil som Chaves elske en stor bjergetape med mål i den iltfattige luft, og selvom han i dag ikke var på sit højeste niveau, viste han, at strategien med at bruge de første dage til at køre sig i form, har fungeret. Morgendagens rigtige bjergetape passer ham langt bedre, og Ineos har endda ikke lagt skjul på, at de har blik på både etapesejr og bjergtrøje. Dermed er det også næsten stensikkert, at de vil forsøge at sende ham i udbrud, og lykkes det, vil han være svær at hente. Spørgsmålet er, om han har fundet sin topform allerede nu, men manden, der sidste år satte Lopez til vægs i Burgos og i år udkæmpede et slag med Astana-stjernen om sejren i Colombia 2.1, har i hvert fald allerede nu topniveauet til at vinde de største bjergetaper i de tre grand tours.

En anden god kandidat er Giulio Ciccone. Han havde allerede antydet, at han var i form, og det bekræftede han til fulde med dagens flotte kørsel, hvor han leverede et fantastisk arbejde for Mollema i en situation, hvor mange var faldet fra. Dermed har han vist, at han er en af løbets bedste klatrere, og da han fortsat har blik på bjergtrøjen, er det klart, at han vil gøre alt for at komme afsted på denne etape. Særligt hvis udbruddet først kører på den første stigning, burde det være muligt denne gang at ramme rigtigt, og derefter vil det være givet, at Ciccone vil være en af gruppens bedste klatrere. Han har allerede én gang vundet en stor bjergetape i Giroen, og med den form, han stillede til skue i dag, bør det være muligt igen for den lidt ustabile, men yderst talentfulde italienske klatrer.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

De tre ovennævnte skiller sig ud som vores tre varmeste udbrydernavne, og da man formentlig skal være en suveræn klatrer for at holde Astana stangen, vil vi i næste omgang pege på løbets klassementsryttere som favoritter. Ender det i et favoritopgør, må Primoz Rogliz trods alt være favorit. Det kan godt være, at hans hold er svagt, og at det kan blive svært at kontrollere den første del af etapen, men sætter Lopez det hele i scene til et opgør på klatrestyrke på målbjerget, tror vi, at sloveneren vil være stærkest. I dag lignede han i hvert fald en mand, der havde stort overskud, og hans efterfølgende kommentarer efterlod et indtryk af en rytter, der var lige så iskold, som han så ud til at være. Regnvejr har ikke tidligere været et problem for Roglic, der ved at køre fra Alberto Contador på Galibier i 2017 også har vist, at han intet problem har med den iltfattige luft. Han har endda den luksus, at han bare kan tillade sig at sidde på hjul og samtidig er den hurtigste i en spurt. På Lagu Serru vil stærkeste mand formentlig vinde, og lige nu ser det ud til at være Roglic.

Hans største rival betragter vi som Miguel Angel Lopez. Colombianeren viste storform med sin chokerende gode enkeltstart i Bologna, og dagens præstation tyder på, at det ringe resultat i søndags blot var udtryk for en dårlig dag. Vi ved fra Vueltaen i 2017 og 2018, hvor han kørte som en motorcykel på kongeetapen til allersidst, at Lopez er meget svær at bide skeer med, når han rammer topformen. Til gengæld er han også en anelse svingende, men den meget lovende start og hans kørsel i dag kunne tyde på, at han har de ben, der også gjorde det muligt for ham at slå Bernal, Adam Yates og Nairo Quintana på den sidste bjergetape i Catalonien i år. Man skal altid passe på med at være alt for skråsikker, når det gælder den lidt ustabile colombianer, men i dag lignede Lopez den nok værste trussel mod Roglic i bjergene.

Den rytter, der er sværest af vurdere, er Simon Yates. Briten kørte voldsomt stærkt i Bologna, men faldt igennem på enkeltstarten, hvor han kørte nærmest pinligt langt op ad stigningen. I dag valgte han modsat Lopez en defensiv taktik, der ikke gjorde os meget klogere på, om 9. etape var udtryk for en offday eller hans reelle niveau. Ligesom Adam har han imidlertid en tendens til enten at være flyvende eller helt til hundene, og med tanke på enkeltstarten frygter vi det sidste. Samtidig er han modsat Lopez ikke en rendyrket klatrer, og selvom han viste klare tegn på fremskridt også på de store bjergetaper i 2018, har de svære dage med mange højdemeter altid været lidt af en akilleshæl for den mere eksplosive Yates. Han viste sidste år, at han har lært at mestre dem, ligesom sejren på Gran Sasso viser, at højderne heller ikke er et problem. Til gengæld skal han stadig bevise, at han virkelig er så god, at de andre ”skal skide i bukserne af skræk” over udsigten til at være oppe imod ham.

Igen i dag bekræftede Richard Carapaz, at han er knivskarp. Han var tredjehurtigste mand op ad stigningen på enkeltstarten, og i det hele taget har hans to gode tidskørsler været en klar indikation på, at han er kommet til Italien med superben. Også han er ganske komfortabel i højderne og ikke mindst på de store bjergetaper, og ligesom Lopez har han en enorm motor, der bare gør ham bedre og bedre som løbet skrider frem. Selvom han blev nr. 4 sidste år, er han stadig lidt af en underdog, der måske ikke vil få helt samme opmærksomhed som Lopez og Yates. Sammen med Landa kan han endda spille et taktisk spil, og det gør ham til en oplagt vinderkandidat.

Også Mikel Landa har en fin chance. Vi ved alle, hvor god baskeren er, når han er i form, og efter at de ringe enkeltstarter tydede på, at de gode ben fra Liege var forsvundet, rejste han sig på fornem vis i dag. Han har utvivlsomt tanket masser af selvtillid, og med sit store tidstab har han grund til at være risikovillig. Det giver ham også en vis frihed, ligesom han nyder godt af at have Carapaz som holdkammerat i det, der ligner en farlig Movistar-duo. Regnen er heller ikke et problem for en mand, der opvokset i Baskerlandet. Nu skal han vare vise, at den flotte kørsel i optakten vitterligt er udtryk for, at han nærmer sig det høje niveau, han senest havde i Touren i 2017, inden en endeløs serie af skader satte ham tilbage.

Vi bliver også nødt til at nævne Vincenzo Nibali, men vi er ikke helt overbeviste om, at han faktisk kan vinde. Ganske vist er han formstærk og god i både højder og regn, men har han stadig topniveauet til at slå både Roglic, Yates og de andre topklatrere? Det har han endnu til gode at vise efter nogle halvsløje år, og samtidig kan denne etape komme en anelse for tidligt for hajen, der som regel er bedst sidste i en grand tour. Han har heller en god spurt at lukrere på, men det ændrer ikke på, at man altid skal være varsom med Nibali, ikke mindst når vejret er koldt og dårligt, som det vil være tilfældet i morgen.

Selvom Rafal Majka, Pavel Sivakov og Tanel Kangert også efterlod et positivt indtryk i dag, tror vi, at de får svært ved at vinde, hvis det skulle blive en kamp mellem favoritterne. Etapen kommer nok også for tidligt for Ilnur Zakarin, der i dag så ud til at mangle nogle procent, og Bauke Mollema viste klare svaghedstegn.

Derfor vil vi i stedet pege på en række andre udbrydere. En spændende kandidat kunne være Joe Dombrowski. Amerikaneren har haft nogle sløje år, men vi så i Giroen 2016, hvor fantastisk en klatrer han er - en evne, han også viste på kongeetapen i Tour de Suisse i 2017. Noget kunne tyde på, at han nærmer sig sit gamle niveau. I hvert fald kørte han hæderligt i Romandiet, og han var blandt de 10 hurtigste på stigningen i søndags. Det vidner om gode ben. Desværre tabte han tid i dag, men det er ikke nødvendigvis ildevarslende for en mand, der kan have sparet sig til et stort togt i bjergene. En rigtig bjergetape som denne er i hvert fald guf for Dombrowski, og har han de ben, han havde på enkeltstarten, er han en af de få, der klatrer godt nok til at vinde fra et udbrud.

En anden kandidat kunne være Mattia Cattaneo. Italieneren viste ligesom Dombrowski storform på enkeltstarten, men i dag fik han sig en lille dukkert. Det betyder til gengæld, at han nu har tabt så meget tid, at han ikke længere er så stor en trussel, heller ikke mod Jan Polanc. Hovedmålet for ham har hele tiden været at vinde en etape, og derfor ligger det i kortene, at han skal forsøge sig igen i morgen, som han også gjorde det på 7. etape. Cattaneo har været i form længe og kan få svært ved at holde hele vejen, men han har stadig de ben, han havde i søndags, klatrer han godt nok til at vinde en etape som denne.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

En anden af dagens skuffelser var Davide Formolo. Vi ved dog om ham, at han kan være yderst svingende i grand tours, og derfor kan han sagtens være helt anderledes god i morgen. Han har nu tabt så meget tid, at han ikke er en umiddelbar trussel, og vi så med hans overlegne kørsel på 7. etape, at der ligger en god form et eller andet sted. Han har samtidig vist en vis risikovillighed, og derfor ligner han et godt bud på en mand, der kan tage chancer fra distancen. Til gengæld har han også i de senere år vist sine begrænsninger på lange stigninger, og han skal først og fremmest vise, at dagens kørsel ikke var udtryk for hans reelle niveau.

I dag faldt Fausto Masnada helt igennem, men det kan ikke udelukkes, at det var en del af en bevidst strategi. Han har nemlig aldrig haft ambitioner om klassementet, og skal han gå efter etapesejr og bjergtrøje, står han i en meget bedre situation nu. Vi så alle, hvor fantastisk kørende han var på 6. etape, og som ren klatrer vil han elske en bjergetape som denne. Til gengæld har han ligesom Cattaneo været i form meget længe, og dagens nedtur kan også være udtryk for, at han efterhånden er ved at være træt.

Vi forventer egentlig, at Domenico Pozzovivo skal blive hos Nibali, men vi så i dag, at Caruso fik lov at gå efter en etape. Det kan vise sig meget nyttigt at have en mand ude foran, og derfor kunne den italienske veteran måske blive sendt i offensiven. Det kan åbne døren for, at han måske kan få lov at gå efter en etapesejr, og selvom vi i dag så, at han endnu ikke er på toppen, ved vi alle, at Pozzovivo er en af verdens bedste klatrere og en naturlig topkandidat, hvis han skulle havne i en situation, hvor han kan køre sin egen chance.

En anden af dagens tabere var Ben O’Connor. Etapen passede imidlertid heller ikke til den australske dieselklatrer, der vil være langt mere komfortabel på en mindre eksplosiv og langt sværere etape som denne. Nu har han tabt så meget tid, at han er nødt til at tage visse chancer, og derfor kunne det være interessant, hvis han i morgen viser lidt risikovillighed. Han kørte en overraskende god enkeltstart, hvor han var en af de hurtigste på stigningen, og således må formen være der et sted. Når vi rammer hans terræn, og motoren er ved at være varm, burde O’Connor være langt mere konkurrencedygtig.

Endelig vil vi pege på Lucas Hamilton og Ion Izagirre. Hamilton viste igen i dag, at han er et forrygende talent, og han synes allerede nu at være god nok til at vinde en bjergetape som denne. Til gengæld er det også sandsynligt, at Mitchelton passer på ham og vælger at holde ham hos Yates, så han kan bevare kræfterne til den tredje uge også. Det er derfor tvivlsomt, om han får lov, men får han chancen, er han en god vinderkandidat. Modsat Hamilton faldt Izagirre helt igennem i dag, men som vi så i sidste års Tour og i årets Paris-Nice kan han være yderst svingende. Astana skal helt sikkert have folk i udbrud, og selvom hovedmålet sikkert er at vinde etapen med Lopez, kan der sagtens opstå en situation, hvor Izagirre alligevel kan få lov at køre sin egen chance. På samme vis kunne Mikel Nieve havde i en situation, hvor han får sin chance, men vi vil tro, at han skal holde sig til Yates, specielt hvis Chaves sendes i offensiven.

Feltet.dks vinderbud: Esteban Chaves (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Ivan Ramiro Sosa, Giulio Ciccone (begge fra et udbrud)

Outsidere: Primoz Roglic, Miguel Angel Lopez, Simon Yates, Richard Carapaz, Mikel Landa, Vincenzo Nibali

Jokers: Joe Dombrowski, Mattia Cattaneo, Davide Formolo, Fausto Masnada, Domenico Pozzovivo, Ben O’Connor, Lucas Hamilton, Ion Izagirre (alle fra et udbrud)