SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

Det kan godt være, at arrangørerne var hårde ved sprinterne ved at indlægge et besøg på Ventoux på vejen mellem Alperne og Pyrenæerne, men generelt har de hurtige folk intet at klage over. Hele tre af de fire etaper mellem de to bjergkæder foregår nemlig i det sydfranske fladland, og sprinterne kan derfor drømme om at få deres anden chance i uge 2 allerede på tredjedagen. Det sker på en kort, flad etape, der fører til Nimes, men som mange cykelryttere vil vide, er området også hjemsted for den frygtede mistralvind, der kan skabe det herligste sidevindsdrama, også om sommeren. Derfor er der ingen garanti for, at sprinterne bare får den massespurt, ruten på papiret lægger op til.

I alt skal der tilbagelægges bare 159,4 mellem Saint-Paul-Trois-Chateaux og Nimes, og der er bestemt ikke mange terrænmæssige udfordringer. Starten er enkel, idet rytterne kører mod vest, syd og nordvest gennem helt fladt terræn, inden man kører mod nordvest af en uhyre snoet vej, der leder op på et lille højdedrag. Herefter fortsætter den snoede vej ad et småkuperet stykke, inden man skal over den lille Col de Serre de Toure (1,4 km, 5,4%), der har top efter 48,8 km, hvorefter en nedkørsel leder tilbage til fladlandet.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Nu bliver det igen lidt lettere, når rytterne kører mod sydvest ad en lige vej, der kun byder på en mindre bakke, inden man fortsætter mod sydøst op over kategori 3-stigningen Cote du Belvédère de Tharaux (4,4 km, 4,6%), der er en helt jævn stigning med top efter 83,7 km. Den leder op til et fladt plateau, der følges mod sydøst og syd og vest, inden det efter 110,5 km begynder at falde mod syd. Herefter går det fladt mod sydøst frem til byen Uzès, hvor dagens spurt kommer efter 132,7 km for enden af en helt lige og flad vej, inden man fortsætter igennem fladlandet mod syd.

Nu bliver det en anelse hårdere, når man fortsætter mod syd op over en bakke (3,9 km, 3,0%), som har top med 12,5 km til stregen, inden det falder let mod syd ned mod centrum af Nimes, hvor de sidste to kilometer er stor set helt flade. Det går ad en lige vej, indtil der er sving med 2900, 2200 og slutteligt 900 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 380 m lange, 6 m brede opløbsstrækning

Etapen byder på i alt 1959 højdemeter.

Nimes blev senest besøgt i 2019, hvor Caleb Ewan spurtede sig til endnu en etapesejr ved at sejre foran Elia Viviani og Dylan Groenewegen, i 2014, hvor Alexander Kristoff spurtede sig til en sejr dagen før løbets sidste hviledag, i 2008, hvor Mark Cavendish fortsatte sit store gennembrud ved at vinde den fjerde og sidste etape det år, og i 2004, hvor Aitor Gonzalez kørte alene hjem fra et udbrud, der sejrede med næsten et kvarter ned til feltet. I 2017 startede Vueltaen i byen, og her lagde BMC ud med at vinde et aftenholdløb og derved bringe Rohan Dennis i førertrøjen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

Måske er denne etape, men grundet mistralvinden har den været frygtet, og det kan være med god grund. Det bliver nu en flot dag med kun få skyer og en temperatur, der ved start vil være 25 grader og i målbyen 29 grader - dog med en 30-40% risiko for en kraftig tordenbyge midt på etapen - men det afgørende er vinden. Fra starten vil det blæse kraftigt med en frisk vind (25 km/t) fra nord, men det er kun i Rhone-dalen, at vinden vil være meget kraftig. Når rytterne er skåret igennem det tidlige højdedrag og efter 57,6 km er nået Vallon Pont d’Arc vil den være aftaget til ca. 15 km/t, og derfra burde den nordlige vind blæse med 15-16 km/t gennem resten af eftermiddagen. Det giver primært sidemodvind over de første 57,6 km og derefter hovedsageligt medvind resten af dagen, dog med et 10 km langt sidevindsstykke, der indledes efter 96,6 km, og et sidemedvindsstykke, der indledes efter ca. 115 km og varer ved frem til spurten. Derfra vil der være medvind hele vejen, også ind gennem byen, hvor man får sidemedvind over de sidste 900 m.

Analyse af 11. etape

Der findes ikke noget så deprimerende som et opgivende og apatisk cykelfelt. Alverdens cykelfans har utvivlsomt desperat ledt efter en eller anden form for berettiget håb om, at der stadig kunne fremdrives en eller anden form for spænding i kampen om den samlede sejr i årets Tour, men det var svær at finde megen grund til optimisme, når man lyttede til det slagne Tour-felt på mandagens hviledag. Ganske vist insisterede enkelte på, at de skam stadig ville køre for sejren, men det lignede mest af alt en pligtskyldig recitation af mantraet om, at løbet først slutter i Paris. Det lød ikke til, at der var én eneste af feltets knap 180 ryttere, der stadig troede, at Tadej Pogacar kunne besejres.

Det er svært at fortænke dem. Det slovenske uhyre havde leveret en magtdemonstration, som selv ville gøre Chris Froome og Lance Armstrong misundelig, og dagen efter var han kørt fra feltet med så legende lethed, at det næsten så ud til, at han gjorde det ved et tilfælde. Forspringene var allerede så gigantiske, at selv en nedtur i sidevinden eller en dårlig dag i bjergene så rigeligt kunne absorberes af den solide buffer, han tog med sig ud af Alperne.

Det var svært ikke at føle sig hensat til Giroens anden hviledag. Den kom 24 timer efter, at Egan Bernal havde knust al modstand med et soloridt så suverænt, at det kun var Pogacars endnu større overlegenhed, der forhindrer det i at stå som årets flotteste bjergpræstation. Også den dag var der en trist stemning af opgivenhed, hvor de på papiret nærmeste rivaler, Damiano Caruso og Simon Yates, åbent erkendte, at det nu alene handlede om at sikre sig 2. pladsen.

Men det ændredes med ét slag. Så snart feltet ramte bjergene i den tredje uge, viste den colombianske førstemand en svaghed, som ingen havde turdet drømme om, da han dansede væk på Passo Giau. Med ét ændredes løbets opgivende dynamik sig, og på de kommende to bjergetaper greb både Caruso og Yates igen ud efter lykkes i den tro, at det faktisk kunne lade sig gøre at ændre det, der lignede et sikkert udkomme.

Det mislykkedes som bekendt, men det var en påmindelse om, at mantraet om, at løbet først slutter i Paris, og at vi altid skal vente på, at den fede dame får sunget færdigt, er mere end bare ord. I cykelløb kan alt vitterligt ske, og når Bernal kan knække, kan Pogacar vel også? Der var i hvert fald en nylig påmindelse om, at der aldrig er grund til at give op, men alligevel virkede det ikke til, at nogen for alvor troede på det - heller ikke Ineos-mandskabet, der jo ellers havde oplevet Bernals lille nedtur fra første parket.

Derfor lignede det også mere et spørgsmål om stolthed end reel overbevisning, da Ineos-mandskabet fra første færd på dagens med spænding imødesete Mont Ventoux-etape satte sig frem for at kontrollere feltet. Det virkede i første omgang som det rene spild af kræfter. I podiekampen var det jo ret ligegyldigt, om et udbrud fik lov at afgøre etapen, og hvorfor skulle man forære Pogacar den sejr, han akkurat ikke fik i Alperne? Mest af alt kunne det vel kun ende som en ydmygelse, hvis ikke det ville lykkes at hente den gruppe, der kørte væk efter endnu en vild og voldsom start på etapen.

Sådan gik det endda også. Det i dette løb så skuffende Ineos-kollektivet, der hurtigt måtte sande, at Geraint Thomas igen var det halvdøde lig, han også var på Alpernes første dag, gik aldrig skabt den samling, der må have været intentionen, da de tog kontrollen allerede på det flade stykke inden stigningerne. Selvom både Richie Porte og ikke mindst Michal Kwiatkowski, der i de senere år altid har haft for vane at finde fantastiske ben i den sidste del af Touren, lykkedes det aldrig at sætte Carapaz i scene til at tage den etapesejr, der i det mindste kunne have reddet et løb, der for det britiske storhold altid vil være en skuffelse, hvis ikke de sikrer sig hovedpræmien, den gule trøje.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Alligevel skulle deres stenhårde arbejde få en effekt, de næppe for alvor havde drømt om. Problemet var bare, at det slet ikke blev Carapaz, der lukrerede på det hårde tempo, som endte med at gøre etapen til endnu et blodbad - præcis som det var det i Alperne. Nej, det, der skulle til for, at ryste den usårlige slovener var ikke en ecuadoriansk Giro-vinder. Det var en dansk opkomling fra Thy!

Jonas Vingegaard havde ellers ikke forsøgt at pakke noget ind på hviledagen. Han befinder sig lige nu i helt ukendt territorium som klassementsrytter i en grand tour, og derfor handler det om at føle sig frem. Han pakkede på sin pressekonference al snak om offensiv kørsel væk. I denne læreproces handler det alene om at følge med, suge til sig af erfaring og se, om han kan holde hele vejen.

Men som bekendt har man et standpunkt, indtil man tager et nyt, og pludselig gjorde omstændighederne det helt naturligt at tage sin strategi op til overvejelse. Da Kwiatkowski langt om længe slog ud efter at have sendt flere klassementsryttere til tælling, ventede alle på slangehugget fra Carapaz. Men det kom aldrig. I stedet begyndte ecuadorianeren højst atypisk at samarbejde med Rigoberto Uran om at distancere den nødlidende Ben O’Connor som en logisk følge af den logik, der herskede på hviledagen, nemlig at Pogacar fra nu af kunne gøre, som han vil. Herfra burde det handle om 2. pladsen, og hvad sloveneren fandt på, måtte være op til ham.

Den logik gjaldt formentlig også, da Vingegaard pludselig greb initiativet. Det var utvivlsomt ikke med den intention at røre Pogacar, men når nu der åbenlyst var diamanter i thyboens ben, skulle det naturligvis udnyttes, at Carapaz og Uran åbenlyst var så mærkede, at selv ecuadorianeren havde lagt sit normale aggressive selv på hylden. Det var så klart et signal om den tidligere Giro-vinders begrænsninger, at det naturligvis var en mulighed, der burde gribes.

Så langt, så godt! Det scenarium kunne de fleste vist godt have købt i morges. Carapaz har ingenlunde lignet en mand på 100% i løbets første del, og der er ingen, der har betvivlet Vingegaards topniveau - kun hans holdbarhed, der stadig er en ret uprøvet størrelse. At danskeren kunne distance løbets øvrige podiekandidater, var bestemt et scenarium, der var inden for skiven af det, man kunne have forestillet sig inden etapens start.

Det gjaldt til gengæld ikke for det, der fulgte. Pogacar gik selvfølgelig med sin danske rival, og herfra ventede det meste af cykelverdenen vel på endnu et af de uppercuts, der havde rystet hele feltet i weekenden. I hvert fald indtil man pludselig kunne se nogle yderst sjældne grimasser i Pogacars ansigt, der som et lyn fra en klar himmel afslørede, at præsten havde prædiket forgæves på hviledagen.

Denne gang gik det nemlig ikke, som han havde fortalt os - præcis som det ikke gjorde, da Bernal for en måneds tid siden pludselig trådte firkantet på Sega di Ala-stigningen. Pludselig gjorde Vingegaard det, der ellers har været noget nær en umulighed siden sidste års Dauphiné, nemlig at køre fra vidunderbarnet, der for bare få timer siden havde hensat hele feltet i den triste følelse af apati og opgivenhed.

Hvordan kunne det så gå så galt for det slovenske fænomen? Selvom man skal passe på med at undervurdere krisen - han rundede stadig toppen som gruppens næstbedste mand - viste han en sårbarhed, som totalt forandrer løbets dynamik. Det kan godt være, at Carapaz faktisk viste sig svagere end sin rival, men der er ingen tvivl om, at ecuadorianeren nu lugter det blod, Yates og Caruso pludselig gjorde i maj. Fra nu af kan vi være ganske overbeviste om, at Ineos vil udvise samme initiativ, som i dag formentlig var en væsentlig årsag til, at Pogacar blev slidt ned.

Det sker naturligvis i det håb, at Pogacar er på vej ind i en mere vedvarende krise. Al historik viser ganske vist, at han plejer at blive bedre og bedre, og det er velkendt, at UAE først og fremmest lod sig betage af de laboratoriedata, der viste en helt unik restitutionsevne, da de testede ham inden kontraktunderskrivelsen, men nu er der i hvert fald grund til at klynge sig til håbet om, at hans superform i løbets første del måske betyder, at denne gang faktisk har toppet for tidligt. Bernal er jo også i cykelkredse kendt for sin eminente restitution, og derfor kom hans Giro-krise totalt bag på alle - også ham selv.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Det er imidlertid værd at bemærke, at Bernal netop ikke knækkede. Tværtimod skiftede han bare fra ”attack mode” til ”defense mode”, og på de efterfølgende bjergetaper var han aldrig i fysisk krise. Ganske vist undlod han første uge vilde magtdemonstrationer, men nedturen havde været en fin påmindelse om, at en grand tour varer tre uger, og samlet set lignede han vel stadig bedste mand over de sidste to dage.

Der er da også grund til at tro, at Pogacars lille krise i dag måske bare var en dårlig dag. Nok er han kendt for at være flyvende sent i grand tours, men dårlige dage har han faktisk altid haft. I Vueltaen i 2019 havde han en decideret offday på 18. etape, og sidste år blev han tre dage inden den vilde enkeltstart slået af både Miguel Angel Lopez og Primoz Roglic på Col de la Loze. Begge gange kom han sig hurtigt, og der er god grund til at tro, at noget lignende vil ske igen denne gang.

Hvis altså det ikke er varmen. Det er velkendt, at sloveneren ikke er vild med høje temperaturer - faktisk var hans hovedmotivation for at angribe i Tignes ønsket om at udnytte vejret, mens det stadig var koldt - og lige nu peger vejrudsigten på en bageovn i Pyrenæerne. Mange i cykelfeltet kan huske, hvordan en varmeramt Pogacar nærmest blev ydmyget af Adam Yates i UAE Tour næste år, og det er i hvert fald en erindring, der kan give fornyet næring til troen på, at han ikke bare kan gå i Bernal-mode og køre den sikkert hjem herfra.

Ineos må imidlertid sande, at det ikke er dem, der er førsteudfordrere længere. Det kan godt være, at deres arbejde var grundstenen til Pogacars sårbarhed, men det var Vingegaard, der udnyttede den. Den unge dansker lignede en mand, der næsten ikke kunne tro det, da han kiggede bagud og slet ikke kunne finde den gule trøje, og selvom det desværre endte med at løbe ud i sandet - formentlig fordi han akkurat ikke fik fanget den Trek-duo, der kunne have givet ham hjælp på den lidt for powerkrævende nedkørsel - vandt Vingegaard på selvtillid alt det, han måske ikke vandt i sekunder.

Nu kan danskeren nemlig tillade sig at drømme om mere. Næste gang han angriber, er der ingen grund til at se sig vantro tilbage, hvis Pogacar skulle slippe. Nu ved han, at han vitterligt tilhører verdenseliten - også i Tour de France - og at end ikke det slovenske fænomen er usårlig.

Alligevel er det nok klogt for Jumbo-mandskabet at holde ham på den jyske muld, hvilket næppe heller bliver noget problem. Pogacars forspring er gigantisk, og medmindre sloveneren fanges i mistralvinden i morgen eller reelt er på vej mod kollaps, kræver det enorme risici, hvis han skal vinde al den tid tilbage i Pyrenæerne. Den slags store offensiver kan meget vel ende med at koste, og selvom dagens flotte ridt lagde en dæmper på frygten for hans egen holdbarhed, er det stadig et stort spørgsmål, om han vitterligt holder hele vejen. Derfor vil det også undre mig, hvis det er det bare fem mand store Jumbohold, der i de kommende dage forsøger at sætte Pogacar under det store pres. Den opgave vil nok først og fremmest tilfalde Ineos, men ligesom i dag kan det meget vel ende med, at det er Vingegaard, der vil profitere. Vi kan i hvert fald regne med en helt anderledes optimistisk tilgang til Andorra-etapen, end vi havde udsigt til i morges.

Selvfølgelig kan man diskutere, om Jumbo gjorde det rigtige ved at lade Wout van Aert få sin etapesejr. Havde det været Roglic og ikke Vingegaard, der havde distanceret Pogacar, er det meget sandsynligt, at belgieren havde ventet. I den nuværende situation ville det dog have været galimatias at gamble med en af løbets mest prestigiøse etapesejr med det formål at vinde nogle sekunder til en mand, der foreløbig er podie- mere end vinderkandidat, og hvis langsigtede holdbarhed ingen kender. Man kan blot ærgre sig over, at Vingegaard ikke fik fat i de Trek-drenge. Var det lykkedes, kunne det nemlig sagtens have givet mening at kalde lynhurtige Van Aert tilbage, når denne alligevel uden problemer ville have vundet en spurt. Hvis bare Vingegaard havde angrebet lidt tidligere…

Det ville også have været synd at snyde Van Aert for den sejr. Vi skal vel tilbage til Laurent Jalabert for at finde den seneste rytter, der i Tour-sammenhæng har blandet sig både i massespurter og vundet bjergetaper, men at det lykkes for Van Aert at blive medlem af den eksklusive klub, kan ikke undre nogen. Det belgiske vidunderbarn er måske det allermest alsidige af denne epokes mange vanvidstalenter - selvom Pogacar måske vil opponere - og efter de klatrepræstationer, han leverede sidste år, stod det hurtigt klart, at han ville blive meget svær at slå i et udbrud, hvor de på papiret bedre klatrere, Julian Alaphilippe, Bauke Mollema, Pierre Rolland og Dan Martin, har vist alt andet end storform. At han så også kunne holde Ineos stangen over det meste af Ventoux, selvom de sendte den ene klassementsrytter efter den anden til tælling, var betydeligt mere uventet, men et vidnesbyrd om, at den tid, hvor Van Aerts form lider under blindtarmsoperationen, viste er ved at være overstået. Herfra kan Vingegaard ikke ønske sig en bedre hjælper - også fordi belgieren nu har fået sin personlige succes på det tørre og derfor formentlig vil være mere villig til at ofre sig loyalt. Det eneste malurt i Jumbos champagnebæger må være, at de nu har endnu mere grund til at spekulere over, hvad det kunne være blevet til, hvis det var Roglic og ikke Vingegaard, der havde angrebet i finalen.

Det kan dog umuligt lægge en dæmper på den hollandske fest. Måske vandt Vingegaard ingen tid på Pogacar, Carapaz eller Rigoberto Uran, der fortsætter med at klatre på sit højeste niveau siden 2017 og med sin vanlige afventende kørsel bestemt kan drømme om karrierens anden podieplads, men han fik gjort betydelig skade på alle andre. Vigtigst var det, at jokeren Ben O’Connor, som der var stor grund til at frygte, og som ellers har en stærk historik sidst i en grand tour, hurtigt viste sig betydeligt mindre komfortabel i varmt end i det kolde vejr, han elsker. I hvert fald krævede det bare ét bjerg - dog ikke et hvilket som helst - at annullere australierens store forspring så eftertrykkeligt, at han nok hurtigt må nedjustere de ambitioner, han ellers drømte om i morges.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Vigtigt var det også at få skovlen under Enric Mas. Der var ellers grund til at tro på spanieren, der er kendt for at starte sine grand tours svagt, men denne gang er startet atypisk stærkt. Derfor var det også uventet at se ham som den vel nok største taber i podiekampen - naturligvis efter O’Connor - og det kan ikke undgå at rejse spørgsmålet, om Mas også vil følge sit klassiske grand tour-mønster, når han for en gangs skyld er startet stærkt. Det svar finder vi først i Pyrenæerne, men dagens præstation var bestemt ikke opløftende, når man husker på, at han sluttede sidste års Vuelta ganske svagt, da det med Touren i benene også dengang lykkedes ham at starte atypisk stærkt.

Mindre overraskende var det, at Wilco Kelderman og Alexey Lutsenko kom til kort. Kelderman klatrede igen på det niveau, han har gjort gennem hele sæsonen - vel i virkeligheden betydeligt bedre - og han ligner stadig mest af alt den naturlige top 10-kandidat, han oftest er. Langt mere positivt var det at se, at Lutsenkos svaghedstegn i søndags ikke var udtryk for en permanent krise for en mand, der før har haft problemer med holdbarheden. Foreløbig holder kasakken stand med kurs mod en uventet top 10 - ikke mindst fordi afstanden ned til nr. 11 og 12 nu er temmelig gigantisk. Det giver også en vis tryghed for Pello Bilbao, der med sin vanlige enkeltstartskørsel begrænsede det forudsigelige tab beundringsværdigt, og Guillaume Martin, der synes i klar fremgang, men stadig har til gode at finde de ben, vi ikke har set siden den fantastisk flotte august.

Han er desværre også det eneste lyspunkt på en trist dag for Frankrig. Ikke blot mistede Ag2r deres podieplads, deres plan B, Aurelien Paret-Peintre, mindede os også igen om, at hans klatrepotentiale altså er begrænset. Endnu værre er det, at nationens håb, David Gaudu, åbenbart heller ikke kan undslippe FDJs kroniske Tour-forbandelse og med sygdom nu er totalt elimineret fra klassementet. Sygdommen har endda raset så voldsomt, at holdet også mistede Miles Scotson og har haft Bruno Armirail på kanten af et exit, og de er nu efterladt med bare fire mand. Nej, på en dag, hvor Alaphilippe igen ødslede så meget med kræfterne, at han reelt eliminerende sig selv allerede længe inden finalen, var det bestemt ikke sjovt at være franskmand.

Til gengæld var det pokkers sjovt at være dansker - og det skulle det i øvrigt gerne blive ved med at være i England i aften. Efter at vi i årevis har oplevet, hvordan danske medier har talt Jakob Fuglsangs klassementschancer op til noget, det ikke rigtigt kunne bære, er det sjovt nok i året, hvor forventningerne var små, at Danmark pludselig igen har meldt sig ind i podiekampen. Det skete endda ikke med den defensive kørsel, som Vingegaard selv lagde op til i mandags. I stedet blev det ham og ikke Ineos eller Carapaz, der borede et lille hul i det slovenske panser, som for to dage siden henlagde hele Tignes i en tilstand af apati og opgivenhed.

Nu lugter feltet og ikke mindst Ineos pludselig igen blod - præcis som Giro-feltet pludselig gjorde det for en måned siden, da løbets suveræne førstemand pludselig falmede. Det var bare ikke det britiske supermandskab selv, der fremkaldte den dunst, der tidligere var helt umulig at fornemme. Det var derimod Vingegaards vilde Ventoux-vanvid, der pludselig åbnede et lukket løb op på ny.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen er det blevet klart, at det kun er Armirail, der lider af sygdom hos FDJ. Gaudu blev slået ud af hedeslag, og Scotson var slet og ret tømt for kræfter. Der er også kommet en forklaring på, hvorfor Woods, Yates, Poels og de andre udbrudsfavoritter var så passive. Ineos signalerede helt tydeligt fra start, at de ville gå efter etapesejren og ikke ville lade klatrere slippe væk. De havde bare glemt, at Van Aert også kan klatre...

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Favoritterne

For nogle var det rart at se, at turen mellem Alperne og Pyrenæerne i år går uden om Massif Central og bortset fra dagens tur op ad Mont Ventoux holder sig til den flade del af Sydfrankrig i en hovedsageligt let første uge. For andre - ikke mindst blandt feltets klatrere - havde det imidlertid været klart at foretrække, hvis løbet var blevet sendt længere mod nord i det mere ru og uvejsomme terræn i det indre af Frankrig.

Ved at køre syd om Massif Central passerer feltet nemlig gennem mistralens hjemland. Navnet Nimes ringer en klokke hos mange cykelfans, ikke mindst hvis de har deltaget i vinterens Etoile de Besseges. Det lille franske etapeløb afvikles i området omkring den sydfranske by og er kendt for sine blæsende betingelser, der ofte har splittet feltet i en ubehagelig åbning på sæsonen for mange vinterrustne ryttere.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Nimes besøges for femte gang i dette årtusinde, og med undtagelse Aitor Gonzalez’ udbrudssejr i 2004 er det endt i en fredsommelig massespurt hver eneste gang. Man skal imidlertid ikke lade sig snyde. Måske har mistralen ikke raset ved besøgene i 2008, 2015 og 2019, men de fleste huske vil huske, hvad der skete i samme område i de seneste to udgaver af løbet. Sidste år blev en vis Tadej Pogacar sendt til tælling på etapen til den nærliggende by Lavaur, og i 2019 gik det ud over blandt andre Rigoberto Uran, Jakob Fuglsang og Thibaut Pinot, da feltet splittede på vej mod Albi. Begge etaper blev i øvrigt vundet i en spurt af en vis Wout van Aert, hvis navn jeg synes at have hørt et eller andet om på Mont Ventoux tidligere på dagen. Men det kan vist ikke passe, for man kan jo ikke både vinde massespurter og bjergetaper…

Bliver årets to mistraletaper så farlige? Det kan ikke udelukkes. Fredagens etape til Carcassonne ser faktisk lovende ud med en del sidevind undervejs, selvom den slutter i modvind, men man kan frygte, at vinden ikke er kraftig nok. Det er den til gengæld fra starten af torsdagens etape, hvor det bliver uhyre blæsende fra starten i Rhone-dalen.

Det er første - og nok også eneste - gang i år, at det bliver rigtigt blæsende. Der vil stå en strid nordenvind i startbyen i Rhone-dalen, og da feltet starter med at køre stik vest de første 8,6 km, bliver det en rædselsfuld og urimeligt nervøs start, hvor den kraftige vind vil stå direkte i siden med masser af potentiale for, at den kan splittes fra km 0. Herefter vil der være medvind i et kort stykke, men roen vil slet ikke sænke sig, for efter 20,9 km er den gal igen med direkte sidevind. Hvis nogen drømmer om en rolig start på etapen, hvor udbruddet kører fra første færd, og hvor vi får det klassiske sprintermanuskript, må de tro om. Det kan sagtens splitte lige med det samme.

Efter ca. 25 km kommer der et helt afgørende punkt. Her følger nemlig 32 km, hvor de skærer ind gennem et naturreservat via en meget snoet vej. Her er der nok desværre mere sidemod- end sidevind, og hen over højdedraget og gennem reservatet ser det ud til, at der er tale om skov. Derfor er der en vis risiko for, at det hele falder til ro, og at etapen går i sig selv igen. Når man efter 57,6 km kommer ud på den anden side af naturområdet og ned i fladlandet igen, vil vinden have lagt til betydeligt. Det er nemlig i Rhone-dalen, det blæser. På den anden side af Gorge de l’Ardeche-reservatet, er vinden betydeligt svagere, og herfra vil der være medvind det meste af dagen.

Etapen minder mig lidt om den vanvittige Vuelta-etape fra 2019, hvor den første halvdel af etapen foregik i kraftig sidevind, inden de blæste hjem i medvind over den sidste del. Den dag splittedes det fra km 0, og Primoz Roglic havde formentlig tabt løbet, hvis ikke han var blevet revet af Astana. Etapen gik aldrig i stå, fordi splittelserne var interessante for klassementet, og fordi medvinden gjorde det muligt at holde fart hele vejen. Resultatet blev en gennemsnitsfart op 50,63 km/t og det hurtigste cykelløb på over 200 km nogensinde, hvorfor etapevinderen Philippe Gilbert i dag besidder den såkaldte Ruban Jaune-rekord.

Kan vi se det samme igen denne gang? Det kan ikke udelukkes. Vi så i går, at UAE og Tadej Pogacar vitterligt er sårbare i sidevinden, og jeg er stensikker på, at Ineos går med planer om at udnytte den svaghed. Vi så også i går, hvor stærke Jumbo med Wout van Aert som motor er i sidevinden, og alle ved, at sidevind rimer på Deceuninck. Alle går de formentlig ind til etapen med intentioner, og det samme kan gælde for Wilco Kelderman med støtte fra Peter Sagan. Desværre for Ineos står de slet, slet ikke så stærkt i sidevinden efter tabet af sidevindskongen Luke Rowe, men Richard Carapaz kan med Michael Kwiatkowski og Geraint Thomas stadig gå til etapen med nogen fortrøstning.

Udfaldet af etapen vil blive bestemt af, om det lykkes at skabe splittelse over de første 25 km. Sker det, kan vi få det vildeste forfølgelsesløb gennem hele dagen, som vi så det i Vueltaen. Opstår der interessante splittelser, vil den næppe nogensinde gå i stå, og så kan etapen blive episk. Hvis til gengæld der ikke opstår væsentlige huller, frygter jeg, at etapen vil falde til ro, når de rammer sidemodvinden i naturreservatet, og her kan der så blive etableret et udbrud. Det er dog langt fra sikkert, at det bliver et stille et af slagsen, for som bekendt er der ikke mange sprinterhold tilbage. Hvis starten i sidevinden har været hård, kan der sagtens blive en angrebsfest ind gennem reservatet, og så kommer Deceuninck virkelig på arbejde, hvis de vil holde etapen under kontrol

Derfra vil det helt sikkert være nervøst, når de rammer medvinden i fladlandet. Fra km 96,6 og frem til spurten ved 132,7 km vil der herefter hovedsageligt være sidevind, og her vil det igen være enormt stressende med sandsynlige angreb. Jeg kan ikke udelukke, at det splitter, men jeg tvivler desværre på, at det sker. Mest af alt vil det nok bare være nervøst, aggressivt og stressende, og derefter vil feltet blæse hjem over de godt 25 km med næsten direkte medvind som afslutning på en utvivlsomt stressende og lynhurtig etape, der formentlig ender betydeligt tidligere end det planlagte 17.20, der er beregnet ud fra en gennemsnitsfart på 43 km/t.

Jeg ser to mulige scenarier for mig. Underholdningsmæssigt er drømmescenariet, at den splitter tidligt, og at vi får det vilde forfølgelsesløb gennem hele dagen, som vi gjorde i Vueltaen i 2019. I det tilfælde kan selv Pogacar være truet, og det vil herefter formentlig ende i en spurt i et reduceret felt, som vi så på sidevindsetaperne i 2019 og 2020, hvor Wout van Aert vandt.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Den anden mulighed er, at det går i stå igen efter naturreservatet. Her kan Deceuninck som sagt komme under pres, fordi der formentlig vil blive angrebet af stærke folk efter den nervøse start i sidevinden - de to første navne, der falder mig ind, er Jasper Stuyven og Stefan Küng - men selv så stærke folk får svært ved at snyde sprinterne, selvom en medvindsafslutning burde gøre det muligt. De sidste 60 km, der indledes med knap 40 km sidevind vil nemlig formentlig være så nervøse, at selv de stærkeste folk kommer tilbage af sig selv. Jeg tror nemlig heller ikke, at Deceuninck kører med nogen som helst risiko, når udbruddet er kørt. Om de så skal brænde hele holdet af på det, vil de vinde med Mark Cavendish, der kan skrive historie. Jeg tror faktisk, at de kan regne med hjælp fra i hvert fald Alpecin, der fik selvtillid i går, og måske DSM, der hjalp i går - Arkea mistede to mand i dag og springer nok over denne gang - men om de så skal gøre det alene, bliver det næppe et problem. De vil gøre alt for at få den spurt, så længe Cavendish med sikkerhed stadig er med i løbet. Kombineret med sidevind og nervøsitet over de sidste 60 km bør forhindre en udbrudssejr.

Med andre ord har jeg svært ved at se, at det ikke ender i en spurt, men det vil være efter en nervøs og stressende dag. Mest sandsynligt er det, at det bliver i et fuldt felt, fordi etapen går i stå ind gennem naturreservatet, hvorefter vinden vil være svagere, men det kan bestemt ikke udelukkes, at vi får den vilde etape med forfølgelsesløb hele dagen. I det tilfælde vil det være et reduceret felt, der skal spurte om sejren.

En joker er naturligvis bakken til sidst. Vi så forleden, at BikeExchange satte sig frem for at lægge pres på, da de ramte en lignende bakke. Det vil de formentlig gøre igen - måske med hjælp fra Bora eller Bahrain - men de 3,9 km med 3% er endnu lettere end det, vi så i går. Det virker usandsynligt, at den vil gøre nogen væsentlig forskel.

Selve spurten er en af de mere tekniske. Hvor det i Valence bare handlede om ét sent sving, er der her hele tre sving inden for de sidst 3 km, det sidste med bare 900 m igen. Det er derfor en etape, hvor det er vigtigt at sidde fremme tidligt, og da der tillige er tale om en fuld medvindsfinale over de sidste mere end 30 km, er det også muligt at starte tidligt. Det er altså en af de dage, hvor toget er helt afgørende. Selve opløbet er heldigvis relativt langt, og sidder man ikke for langt tilbage, er alt ikke tabt - særligt ikke da medvinden åbner mulighed for en lang spurt - men til gengæld er vejen også igen ret smal, og risikoen for at blive lukket inde er derfor temmelig stor. Konklusionen er, at toget bliver ganske afgørende.

Efter Deceuninck-opvisningen i Valence er det umuligt ikke at pege på Mark Cavendish som favorit. På de første etaper fik belgierne ganske vist klø af Deceuninck, men i går viste de, at de med Mathieu van der Poels og Tim Merliers exits nu er i særklasse. Belgierne dominerede finalen totalt, og med et tog bestående af Mattia Cattaneo, Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Davide Ballerini og Michael Mørkøv foran Cavendish var de altdominerende. Der er intet, der antyder, at det skulle være anderledes denne gang, og i en finale som denne, hvor positionering betyder meget, og hvor et stærkt tog kan starte tidligt, er det svært at se, hvem der kan matche dem. Samtidig har Cavendish bekræftet, at han er feltets hurtigste, og når bedste sprinter sidder på bedste tog, plejer resultatet at være givet på forhånd.

Der er dog også trusler. Der som sagt en vis risiko, at mange nu vil kigge på Deceuninck, og selvom de måske nok vil spille lidt poker undervejs, tror jeg, at viljen til at skrive historie er så stor, at de vil brænde hele toget op for at få deres spurt. Der er derfor en risiko for, at de ikke vil være ved fuld styrke i finalen, og det kan måske være det, der koster for Cavendish, der kan risikere at blive lukket inde på den smalle vej, hvis han har brugt sit hold for tidligt. Vi så dog i Chateauroux, hvor stærke Ballerini og Mørkøv var, og derfor kan de komme utroligt langt, selv hvis de har brugt folk som Alaphilippe og Asgreen undervejs. Da de heller ikke kommer i problemer i sidevinden - jo mere sidevind, jo mere kan Deceuninck bare ventes at sidde i overtal - og Cavendish ikke bør få problemer på bakken, kunne meget tyde på, at Cavendish tangerer Merckxs rekord i den by, hvor han rundede sin første Tour af med sin fjerde og sidste etapesejr for 13 år siden.

Hans værste rival må være Jasper Philipsen. I Fougères blev han ganske vist slået klart, men efter at han i Chateauroux mistede et tråd grundet Cavendishs svaj, viste han i Valence, at han faktisk er så hurtig, at det ikke virker helt umuligt, at han kan slå Cavendish. Med hjælp fra Jonas Rickaert viste han igen sin suveræne positionering, men desværre tabte han kampen om Cavendishs hjul til Wout van Aert, hvilket muligvis kostede ham sejren. Uden Van der Poel og Merlier har han et af de svageste tog, og derfor vil han altid være tvunget til at komme bagfra, men han er så god i positionskampen, at han formentlig sidder ganske fornuftigt. Desværre er det i en medvindsspurt sværere at komme bagfra mod Cavendish, men hans fart i Valence var så lovende, at det bestemt ikke virker uden for skiven at tro på, at han faktisk kan overspurte briten. Han slog ham trods alt to gange i Tyrkiet, og det kan ske igen, hvis han med et svagt hold har det held, der skal til i positionskampen. Sidevind er han også god til, som vi så, da han vandt sidevindsdramaet i Scheldeprijs, men hans hold kan være en hovedpine, hvis det virkelig splitter.

Etapen til Valence var både trist og opløftende for Wout van Aert. På den ene side viste han igen, at han er fabelagtig i positionskampen, da han skubbede en vis Peter Sagan væk fra Cavendishs hjul. På den anden side var det også åbenlyst, at han ikke havde Cavendishs fart, og det bekræfter kun det billede, vi har kendt fra tidligere. Det kan gøre det en anelse svært at se Van Aert faktisk vinde - i hvert fald hvis Deceuninck igen sætter Cavendish perfekt op - men fejler Deceuninck, står han stærkt. Med sin eminente positionering og god støtte fra den fremragende lead-out man Mike Teunissen, er han uhyre stabil, og han vil med meget stor sandsynlighed sidde rigtigt, hvilket er vigtigt i en teknisk finale med en smal vej. De hurtigere folk skal nok fejle, hvis han skal vinde, men hans positionering bringer ham langt - og så kan han håbe på et sidevindsdrama. Det var som sagt Van Aert, der vandt sidevindsdramaerne i både 2019 og 2020, og efter en hård dag er han langt mere konkurrencedygtig end i en klassisk spurt. Desværre for ham betyde sidevind også, at Deceuninck formentlig sidder i et endnu mere dominerende overtal, men hans håb skal så være, at træthed vil ændre det normale farthierarki, som det gjorde i de seneste to års sidevindsløb.

Dernæst vil jeg pege på Nacer Bouhanni, der udover Philipsen er den eneste, der har vist den tilstrækkelige fart til at slå Cavendish. Desværre er de sidste to spurter gået i skuddermudder, fordi Arkea er endt for langt tilbage, og derfor har han været tvunget til at køre en spurt sammen med sin lead-out man for at komme tilbage til fronten. I Chateauroux var det Dan McLay, der bragte ham frem, mens han i Valence desværre havde mistet briten og derfor kun havde Clement Russo til rådighed. Nu er hans chancer blevet meget, meget ringere, fordi skader tvang både Russo og McLay ud af løbet, og dermed har han kun Connor Swift til at støtte sig i finalerne, selvom Warren Barguil altid giver en hånd, også i uvant terræn. I forvejen har han haft det lidt svært de seneste gange, og uden hjælp bliver det endnu vanskeligere at sidde rigtigt.

Læs også

EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen

Normalt er Bouhanni dog hæderlig i positionskampen, og med færre sprintere bliver positionskampen knap så intens. Faktisk skal han måske endda håbe på sidevind, for selvom holdet ikke er svækket og lille, er Bouhanni selv en terrier, når det blæser. Et mindre felt betyder mindre positionskamp og reduceret betydning af hans ikkeeksisterende tog. Undgår han at bruge for mange kræfter forinden, må Bouhanni i hvert fald regnes som en af de mest sandsynlige vindere, da han er en af de få med topfarten til at true Cavendish.

Det var virkelig trist at se Peter Sagan i går. Slovakken sad som altid på det bedste hjul bag Cavendish, men herfra blev han højst usædvanligt bokset væk af Van Aert. Derefter kørte han en temmelig svag spurt, der blot bekræftede billedet af, at han ikke er på toppen. Forinden synes jeg ellers, at han havde spurtet ret godt, og han har generelt haft fin fart i år. Man må også tro på, at tiden arbejder for ham og hans skadede knæ, og en teknisk finale er trods alt altid god for Sagan. Indtil Van Aert kom i vejen, sad han som altid helt rigtigt, og det er bestemt ikke utænkeligt, at han vil kunne vinde kampen om Cavendishs hjul. Derfra er det stadig svært at se ham vinde, men han viste altså fin fart i starten af løbet. Mest af alt skal han dog nok håbe på sidevind, for selvom han stadig er en skygge af sig selv, sad han helt fremme i vinden i går, hvilket viser, at det trods alt er en kunst, han stadig mestrer. I dag så han også bedre ud i den hårde start på etapen. Jeg tror stadig, at det bliver svært for ham at vinde en klassisk spurt, men får vi sidevind, skal man aldrig regne Sagan ude.

Den store taber i gårsdagens spurt var vel DSM og Cees Bol. Holdet havde arbejdet hele dagen for at sætte hollænderen i scene, men da det endelig gjaldt, blev de sat i sidevinden. Dermed blev både toget og Bols energi brændt af inden spurten, og for første gang i år sad han ikke i en fornuftig position. Det var dog undtagelsen, der bekræftede reglen, og på de foregående etaper har DSM haft et af de bedste tog med Søren Kragh foran Joris Nieuwenhuis, Nils Eekhoff og Casper Pedersen, der er kommet sig så meget, at han igen er sidste mand. Normalt er Bol altså også selv ret effen i sidevind, og det burde derfor ikke ske igen, at holdet fanges - ikke mindst nu, hvor de har lært lektien. Kører de lead-outs som de første dage - og endnu bedre med en frisk Pedersen tilbage i ligningen - bør Bol sidde godt igen, hvilket er vigtigt i denne tekniske finale. Om farten så rækker, er måske mere tvivlsomt, men med sygdom inden løbet synes han at blive bedre og bedre dag for dag.

Hvad gør Trek? Planen har som udgangspunkt været, at det er Mads Pedersen , der er deres sprinter, men danskerens styrt har sat ham tilbage. Både i går og i dag led han voldsomt, og det virker desværre nok lidt usandsynligt, at han er frisk igen. Hvis han er, er det dog en god etape for ham. Trek plejer at være blandt de bedste i sidevind, og toget med Edward Theuns og ikke mindst formstærke Jasper Stuyven er stadig blandt de allerstærkeste. I denne tekniske finale, hvor positionering betyder alt, står Pedersen derfor stærkere end mange flere, særligt fordi han er bedst efter et hårdt ræs i sidevind. Der er hurtigere folk end ham i dette løb, men med et perfekt lead-out efter en hård dag er det i denne finale ikke umuligt, at han kan vinde.

Grundet styrtet taler meget dog for, at holdet igen vil køre for Edward Theuns. Belgieren har haft det svært i de seneste år, men i år har han spurtet ganske fint med den flotte sejr i Ungarn som højdepunktet. Han var i storform ved de belgiske mesterskaber, hvor han kun var mm fra at slå Van Aert i spurten til sidst, og det vidner om hans konkurrencedygtighed, særligt efter et hårdt løb, hvor han og Stuyven står stærkt. Desværre tabte han hjulet på Stuyven i går, og uden Pedersen er de i en fuld massespurt måske lidt for få til at udnytte Stuyvens eminente lead-out-evner. Efter et sidevindsræs burde de dog stå meget stærkt med to så dygtige folk i et lille felt. Her kan Stuyven sagtens ende med at sætte Theuns så perfekt op, at han vil have en reel chance for at vinde.

Det mest opløftende ved gårsdagens spurt var vel André Greipel . Tyskeren viste en dybt imponerende fart, som vel egentlig også overraskede ham selv. I hvert fald talte om en af sine bedste spurter i lang tid, og han kom også blæsende i tårnhøj fart til sidst. Det skete endda, selvom han havde været fanget i sidevinden og havde brugt mange kræfter på at komme tilbage til fronten. Desværre viste etapen også, hvor skidt han er i positionskampen, og det er bestemt ikke mærkeligt, at det lige er ham og Israel SUN, der blev fanget i sidevinden. Med både mulig sidevind og en teknisk finale med en smal vej taler det meste næsten for, at Greipel ikke vil være i position til at spurte, men skulle det lykkes Rick Zabel at få ham frem, så vi i går, at han faktisk synes at have en af de højeste topfarter lige nu. Derfor kan det blive rigtigt godt, selvom risikoen for, at han slet ikke går i top 10, er meget, meget stor - ikke mindst fordi han er et af de mest sandsynlige ofre i sidevinden.

Sidevind bringer også Sonny Colbrelli mere i spil, men desværre frygter jeg, at han ender som en af taberne, hvis det blæser. Italieneren er brølstærk, men han er dårlig i positionskampen. Heldigvis er holdet med Matej Mohoric, Marco Haller og Fred Wright stærkt, og det giver ham en reel chance for at sidde med. Vi har i dette løb i de indlagte spurter set, at han har masser af fart, også på flad vej, men i finalerne har han som altid haft det svært med sin positionering. Ender det derfor i en fuld massespurt, er det ret umuligt at se ham vinde i denne tekniske finale. Hvis til gengæld han får sneget sig med i sidevinden, er der muligheder. Et mindre felt giver mindre positionskamp, og Colbrelli har altid taget sine store sejr i spurter efter hårde dage, hvor alle er trætte. I det tilfælde har han en reel chance, også i denne tekniske finale, men det kræver nok, at han finder sine gode ben fra weekenden, for i dag beskrev han etapen som sin værste nogensinde.

Sidevinden giver også muligheder for Michael Matthews. Løbet har hidtil understreget, at australieren stadig ikke har farten til at begå sig i de fulde massespurter, og selvom han og Luka Mezgec har klaret positionskampen godt, og han derfor har fået fine placeringer, er han en usandsynlig vinder af en klassisk spurt. Til gengæld plejer han at være god i vind, og han burde have en fair chance for at sidde med, hvis den splitter. Desværre er BikeExchange ikke noget stærkt kollektiv i vinden, og det er derfor langt fra sikkert, at han klarer den. Skulle det lykkes, vil Matthews dog være langt mere konkurrencedygtig i et lille felt, for som vi ved fra Milano-Sanremo, gør han det altid meget bedre, når folk er trætte.

Jeg vil også nævne Anthony Turgis. Total har kørt for både ham og Edvald Boasson Hagen, men kan man stole på deres melding fra i dag - og det har man ikke altid kunnet - er det i morgen Turgis, der satses på. Det er faktisk slet ikke en dum ide. I en fuld massespurt har han ikke farten til andet og mere end en yderlig top 10, som han fik i år, men får vi det store sidevindsræs, kan han komme længere. Han var skræmmende god i klassikerne i år, hvor han var en af de allerbedste på brostenene, og hans flotte kørsel i dag tyder på, at han er tæt på at have samme form nu. Holdet er stadig så svagt, at han sagtens kan ende som en taber i sidevinden, men hans egen styrke fører ham langt. Som han har vist med en 4. plads i Flandern og en 2. plads i Kuurne er han særligt konkurrencedygtig i en spurt, når alle er trætte.

Læs også

Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

En rytter, der måske også kan lukrere lidt på sidevinden, er Max Walscheid . De foregående spurter har helt forventeligt vist, at han har det meget svært i positionskampen med et hold uden noget reelt tog, og derfor virker han prisgivet, hvis vi får en fuld massespurt i denne tekniske finale. Hvis til gengæld det splitter, har Walscheid vist, at han er ganske god i sidevinden, og selvom det svage hold betyder, at han formentlig bliver sat, er han ikke helt uden chance. Bliver det et mindre felt, vil positionskampen være mindre intens, og så burde han endelig kunne lave et resultat. Til gengæld tvivler jeg på, at han stadig har farten til for alvor at blande sig.

Sidevinden giver også perspektiver for Christophe Laporte. Ligesom Turgis var han stærkere end nogensinde i årets klassikere, men modsat Turgis synes han ikke at have samme form nu. Tværtimod synes han ikke på toppen, og dertil kommer, at hans primære opgave er at hjælpe Guillaume Martin, der på et svagt Cofidis-hold er meget, meget sårbar i sidevinden. Derfor tror jeg ikke, at vi vil se ham fremme, hvis det splitter, men hvis vi får den fulde massespurt, kan han formentlig drage fordel af, at alle er trætte. En spurt blandt mærkede folk er godt for holdbare Laporte, der hidtil har haft det svært i positionskampen, fordi han er Christophe Alene i Verden. Et træt felt gør det nemmere at finde position, og så viste han på 4. etape så meget fart, at han bør kunne lave et i hvert fald hæderligt resultat.

Slutteligt bliver jeg nødt til at nævne Intermarché, men det er ikke med det store håb. Danny van Poppel synes igen at være blevet ramt af en af sin alenlange serier af formkriser, og da han i går blev sat som en af de første, kommer han formentlig igen til kort på en etape, der ser ud til at blive hård. I dag klarede han dog Ventoux-etapen ganske godt, og vi ved, at Van Poppels dagsform kan være næsten urimeligt svingende. Har han en god dag, er han normalt god i sidevind, men det er nok tvivlsomt, om hans hold er stærkt nok. Til gengæld bør han med hjælp fra brormand Boy van Poppel kunne gøre det hæderligt i en fuld massespurt, da han normalt er udmærket i positionskampen og på papiret har masser af fart. Har han igen en offday - og det er det mest sandsynlige - vil Boy igen kunne spurte, men hans fart rækker ikke til mere end en yderlig top 10.

Vi har set, at Movistars nedtur har betydet, at Ivan Garcia Cortina i går deltog i spurten. Det vil han sikkert gøre igen, men på egen hånd er han prisgivet, især fordi hans fart er begrænset. I et sidevindsræs bliver han ren hjælper for Enric Mas. B&B vil prøve med Cyril Barthe og Franck Bonnamour, men top 10 er højt sat selv på en god dag. EF tror så meget på Rigoberto Uran, at den eneste opgave for Magnus Cort bliver at hjælpe kaptajnen i sidevinden. Ag2r, Astana, UAE, Ineos, FDJ og Lotto kan heller ikke ventes at deltage i spurten.

Som sagt betyder nervøsiteten, at jeg ikke tror meget på et udbrud, selvom det sagtens være at Deceuninck sættes under pres af stærke folk og ikke får megen hjælp. Til gengæld skal man i et sidevindsræs altid være åben for sene angreb, fordi trætte folk gør det svært at kontrollere. Det var sådan, Gilbert vandt den omtalte Vuelta-etape, og sådan, Yves Lampaert vandt i De Panne sidste år. Til at snige sig væk fra et lille felt til sidst skal vi se på folk, der er gode i sidevind, ikke har klassementsfolk at beskytte eller en sprinter at fokusere 100% på og ikke vil spurte mod Cavendish. Her tænker jeg først og fremmest på de formstærke Jasper Stuyven og Stefan Küng, der nu kan være ligeglad med David Gaudu, men måske også formstærke Anthony Turgis. Deceuninck har derimod én mission: at vinde med Cavendish. Derfor vil de næppe bruge deres sandsynligt overtal spor kreativt, mens Oliver Naesen og Greg van Avermaet må have nok at gøre med at beskytte Ben O'Connor.

OPDATERING: Sagan stiller ikke til start.

Feltet.dks vinderbud: Mark Cavendish

Øvrige vinderkandidater: Jasper Philipsen, Wout van Aert

Outsidere: Nacer Bouhanni, Peter Sagan, Cees Bol, Edward Theuns

Jokers: Mads Pedersen, André Greipel, Sonny Colbrelli, Michael Matthews, Anthony Turgis, Max Walscheid, Christophe Laporte

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Caleb Ewans sejr fra 2019, Alexander Kristoffs sejr fra 2015, Mark Cavendishs sejr fra 2008 og Aitor Gonzalez’ sejr fra 2004. Det var dog kun i 2019, at målstregen var placeret samme sted som i år, og dengang havde man et langt, lige indløb og ramte opløbet meget tidligere end denne gang, hvor det sidste sving kommer meget tættere på stregen.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET