STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Giroen er kendt som en af de mere udbrydervenlige grand tours, men indtil nu har det været småt med de udprægede udbrudsetaper. En sådan kommer imidlertid på tolvtedagen, hvor rytterne afslutter rejsen mod nord frem mod Alperne. Det sker hovedsageligt på den flade Po-slette, men til slut skal rytterne i udkanten af Torino køre en omgang på en rundstrækning, der akkurat berører Alperne nær grænsen til Frankrig. Det betyder, at en generelt flad etape afsluttes med en tur op og ned ad den ganske stejle Colle Braida, og det bør være nok til, at der erklæres udbrudsfest, mens klassementsrytterne forsøger at spare på kræfterne til fredagens store bjergetape.

Med en distance på 179,0 km er der tale om en af løbets kortere etaper, der fører feltet fra Bra til Rivoli. Begge byer ligger på den Po-slettens vestlige del, men man både åbner og lukker etapen med en tur rundt i det kuperede terræn, som omgiver de to byer. Startbyen ligger således umiddelbart nord for det kuperede terræn nord for den liguriske kyst, og man lægger ud med at slå et smut ind i netop de bakker. Allerede fra start kører man mod sydvest frem til byen Cherasco, der efter 4,4 km nås på toppen af en bakke (1,1 km. 6,2%), inden det går mod øst ad en kort nedkørsel og derfor op ad en stigning (6,7 km, 5,0%), der er en helt jævn opkørsel med top i byen La Morra efter 13,2 km.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Herfra leder en kort og undervejs lidt kringlet nedkørsel mod syd ned til Barolo, som passeres efter 19,1 km, hvorefter man kører mod sydøst og øst op ad kategori 3-stigningen Pedaggera (16,9 km, 2,4%, max. 10%), der på den nedre del har en kilometer med 6,1%, men derefter stiger med under 4% hele vejen, dog med en kilometer med 6,8%, der starter 3,2 km fra toppen.

Den rundes efter 36,0 km, og den markerer afslutningen på den svære indledning. En ganske let nedkørsel, der i byen Diano d’Alba efter 48,9 km afbrydes af en lille bakke, leder mod nordvest og nord ned til Alba, der nås efter 56,3 km. Her har man ramt Po-sletten, og nu kører man mod nordvest ad en ganske let stigende vej, inden man fortsætter mod nordvest ind gennem et lille højdedrag, der via en bakke (1,5 km, 6,6%) efter 71,6 km leder frem til byen Baldissero d’Alba. Her rammer man en næsten helt lige og ganske let faldende vej, der leder mod nordvest hen ad Po-sletten, idet man efter 79,8 km kører dagens første spurt. Efter 98,2 km når man frem til byen Carignano, hvorefter det i stedet begynder at stige let, mens man kører ad lange, lige veje mod nordvest og siden nord frem til Rivoli, hvor man efter 125,7 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 53,3 km lang rundstrækning i området vest for byen, hvor Alperne ligger. Første del er dog let, når man kører ad lange, lige og let stigende veje ad Po-sletten mod vest frem til Rotsa, som nås efter 131,7 km. Her begynder de i stedet af falde let, mens man kører mod vest og nordvest forbi dagens anden spurt, som kommer efter 134,3 km, frem til Avigliana, hvor man efter 137,5 km kortvarigt kører mod syd hen langs søen af samme navn.

Det lette terræn får en dramatisk afslutning, når man forlader søen for at køre mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Colle Braida (9,8 km, 7,1%, max. 12%), der er en todelt stigning, hvis data snyder. De første 4,6 km stiger således jævnt med 5,9% i snit, inden der venter en ca. en kilometer lang nedkørsel. Derefter tager stigningen imidlertid fat med helt jævne 8,1% over de sidste 5,6 km, og det er endda, selvom den flader lidt ud med 4,4% over de sidste par hundrede meter frem mod toppen, som rundes efter 151,1 km.

Herfra resterer fortsat 27,9 km, og de indledes med en meget teknisk nedkørsel, som leder mod sydøst ned til Giaveno, som passeres efter 159,6 km. Nu er man tilbage på Po-sletten, som følges ad en let faldende vej mod sydøst frem til Trana, hvor man efter 165,7 km drejer mod nordøst for at køre op ad ganske lille bakke (1,7 km, 3,3%), der har top med 12,4 km igen. Derfra går det mod sydøst og siden nordvest ad lange, lige veje, der først er let faldende og siden helt flade frem til udkanten af Rivoli, hvor det er helt fladt, og hvor man med 2900 m igen drejer mod nord for at køre ind gennem byen. Det hele slutter med en teknisk finale, hvor man drejer skarpt to gange i rap med hhv. 750 m og 400 m igen, inden det går ad den 9 m brede opløbsstrækning frem til mål. Ved den røde flamme falder det ned til svinget med 750 m igen, hvorefter det over det over 200 m stiger med 8%, inden det stiger ganske let frem til stregen.

Etapen byder på i alt 2331 højdemeter.

Rivoli har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Der er stadig ikke meget feriestemning over det vejr, Italien byder på i år, men det er bestemt bedre, end det har været tidligere i løbet. Torsdagen vil starte tørt, men overskyet med kun lidt sol og en temperatur på 16 grader, og det tørre vejr ventes at fortsætte frem til rundstrækningen, hvor temperaturen i målbyen vil være steget til 19 grader. Her kan der komme lidt mere sol, men til gengæld er der også en bygerisiko på 25-30% i finalen. Vinden vil hele dagen bare være svag (6-8 km/t) og komme fra lidt skiftende retninger, i starten fra nord, men i finalen forventeligt fra syd og sydøst. Det gør det lidt svært at sige, hvordan vinden præcist står tidligt på etapen, men på rundstrækningen bør der være side- og sidemedvind frem til stigningen, hvor der vil være med- og sidemedvind hele vejen op. Derfra ventes sidemodvind hele vejen tilbage til Rivoli, hvor man med 2900 m igen får sidemedvind, med 1700 m igen sidemodvind og med 750 m igen atter sidemedvind.

Analyse af 11. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Pascal Ackermann med sin sejr på 11. etape kortvarigt skruede tiden fire år tilbage.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Favoritterne

De tre grand tours er forskellige og har hver deres karakteristika. Vueltaen er mest af alt kendetegnet ved et hav af mål på stigninger, der imidlertid ofte også er relativt korte og stejle. Giroen er særligt berømt for sine enorme bjergetaper med lange, svære og høje bjerge i overflod. Og Touren skiller sig vel mest ud ved typisk at have flere flade etaper og i hvert fald de forskellige etapetyper koncentreret mere i blokke.

Det skyldes naturligvis den franske geografi. Store dele af landet er fladt, og bjergene findes koncentreret i relativt begrænsede områder. Anderledes er det i Italien og Spanien, hvor du aldrig skal bevæge dig ret langt for at finde ganske svært cykelterræn.

Det betyder også, at det i de to små grand tours er lettere at designe de oplagte udbrudsetaper. De er vanskeligere at designe i Frankrig, hvor terrænet enten ofte er for fladt eller så bjergrigt, at vi taler om deciderede bjergetaper. I Italien og Spanien finder man mere af det mellemhårde terræn, som man i Frankrig vel kun for alvor kender fra Massif-Central og måske Vogeserne.

I årets Giro er der imidlertid ikke alt for mange af denne slags udprægede mellemetaper. Ganske mange af etaperne foregår enten i de høje bjerge - hvor udbrud jo dog stadig ofte holder hjem - eller også har de så flad en finale, at sprinterne kan gøre sig drømme om i hvert fald en reduceret massespurt. Blandt de hidtidige etaper er det således kun 4. og 8. etape, hvor man med en i hvert fald rimelig sikkerhed kunne sige, at udbruddet nok ville holde hjem.

Torsdag kommer imidlertid en af disse klassiske udbryderdage. Egentlig er det meste af etapen flad, hvilket også gælder for finalen, men sprinterne må forbande arrangørerne langt væk, når de ikke bare bliver på Po-sletten hele dagen. Den lille afstikker ind i udkanten af Alperne serverer nemlig så voldsom en stigning, at det er lukket land for næsten alle de hurtige folk.

Stigningen har nemlig i teorien potentiale til klassementskamp. Det sker naturligvis ikke, når den kommer dagen inden en stor bjergetape, og den også er placeret for langt fra mål, men det siger lidt om, at sprinterne kommer til kort. Den eneste, der kan tillade sig at drømme om denne etape, er Michael Matthews, der er den i særklasse mest klatrestærke af sprinterne - samt naturligvis Vincenzo Albanese, der imidlertid har et svagt hold og er syg.

For dem begge gælder imidlertid også, at de ikke er herrer over, hvad der skal ske. Køres der stærkt på stigningen, falder også de fra, og derfor skal man være optimistisk, hvis man beder sig hold om at kontrollere. Det risikerer meget let at være skønne spildte kræfter.

Alligevel kunne Matthews faktisk godt have noget at have lidt optimisme i. Klassementsholdene har tankerne på 13. etape, og de skal derfor bare let igennem. Risikoen for, at der gås til stålet på stigningen, er derfor ret lille, og skulle Jayco få lyst til at kontrollere, kunne de nok få lov at bestemme tempoet relativt frit.

Der er imidlertid to problemer. Ineos har været rædselsslagne for nedkørsler, og da denne er ganske teknisk, kan man aldrig udelukke, at de igen går amok til sidst for at ramme toppen i forreste position. Nok er der efter alt at dømme tørre veje, men dagens uheld har næppe gjort dem mindre nervøse.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det største problem er imidlertid nye angreb. Hvis Jayco vil vinde denne etape, skal de reelt køre udbruddet ind inden stigningen, når de er nødt til at køre relativt langsomt op, og så er det åbenlyst, at der vil komme nye angreb. Jayco har ikke det svageste hold, men de har heller ikke et hold, der kan kontrollere denne finale, hvis der inviteres til cykelløb. Derfor skal Matthews være meget ambitiøs, hvis han går efter etapen.

Man ved dog aldrig med ham. Han har ofte skudt på etaper, der for ham er for svære, men når han ikke gik efter 8. etape, der passede ham bedre, virker det ikke sandsynligt, at han går efter denne. Jayco bør i hvert fald gå efter udbrud, og derefter kan man naturligvis aldrig helt vide, om de eller Eolo vil jagte, hvis de skulle have misset det.

Det virker dog som halsløs gerning, og jeg forventer derfor en helt klassisk udbrudsetape. Starten bliver spændende, når vi kan se frem til en gigantisk kamp, der sikkert varer mere end en time. Når udbruddet er kørt, vil Ineos give dem den snor, de kan tillade sig - Geraint Thomas har sagt, at de ikke giver trøjen fra sig frivilligt - og derefter vil feltet køre frem til stigningen. Her vil der blive kørt i et afmålt tempo frem mod lidt positionskamp hen mod toppen. Den eneste joker er, om Damiano Caruso igen kunne finde på med et nedkørselsesangreb, men det vil Ineos kunne neutralisere i dalen, og derfor er det næppe besværet værd for den italienske veteran, der gør klogt i at spare på kræfterne til fredag.

Nej, dramatikken vil derefter skulle findes, når udbruddet skal slås om sejren, og det er en af den slags åbne etaper, hvor mange kan gøre sig drømme. Det er klart, at stigningen er for svær for det store flertal, men kan man få et forspring inden toppen, er der måske muligheder. Etapen minder nemlig utroligt meget om 12. etape sidste år, hvor det bestemt ikke lå i kortene, at Stefano Oldani ville vinde, men snu kørsel og et Alpecin-overtal sikrede ham et forspring til gruppens bedste klatrere, der talte navne som Wilco Kelderman og Bauke Mollema, og så endte italieneren pludselig øverst på podiet i Genoa. Det er dog også klart, at medvinden på stigningen er en betydelig ulempe for de tungere folk og en gave til klatrerne, for det gør i hvert fald, at klatreevner bliver vigtigere, end de have været i modvind.

Den flade finale er imidlertid også vigtig. Den gør, at en god spurt styrker chancerne ganske betydeligt, og det gør, at der er tid til at komme tilbage, selvom der er andre og bedre klatrere i gruppen. Den betyder imidlertid også, at der er god tid til taktik til sidst, og derfor kan hvem som helst vinde, hvis først man enten via gode klatreben, en god jagt eller et forspring inden stigningen stadig er i spil på turen ind mod centrum af Rivoli. En god spurt er en fordel, men ikke en forudsætning for at vinde.

En anden vigtig faktor er den hårde start. Kategori 3-stigningen er så blød, at mange kan være med i angrebene, men det er trods alt en indledning, der burde gøre det mindre tilfældigt, hvem der kommer afsted, hvilket er en forskel til 12. etape sidste år, hvor starten var et lotteri. Til gengæld kan kampen også blive så langvarig, at udbruddet alligevel først kører efter stigningerne, og derfor kan det godt ende i en eller anden form for lotteri alligevel, selvom det naturligvis gør det lettere for de stærke at komme væk, hvis man har skullet slås i to timer, og alle derfor er trætte.

Lotterielementet kan således ikke fjernes helt, hverken når udbruddet skal rammes, eller etapen skal vindes, men som udgangspunkt er det en etape, man ikke vinder uden gode klatreevner, selvom muligheden for at få et forspring betyder, at man ikke nødvendigvis skal være topklatrer. En god spurt er er en fordel, men en spurtsvag rytter kan sagtens vinde, enten via taktik til slut, ved at være bedste mand på stigningen eller ved at vinde en spurt i en gruppe af spurtsvage ryttere.

Jeg vælger at gå med Ben Healy. Ireren siger ganske vist, at han ikke har samme form som i Ardennerne, men efter lørdagens magtdemonstration er det svært at betegne ham som formsvag. Det er klart, at vi aldrig ved, hvor længe superformen holder, men foreløbig tyder intet på, at han er træt. Vi så på 4. etape, at en hård start ikke er en garanti for, at han rammer udbruddet, men den øger i hvert fald hans chancer ganske betragteligt, og som vi så på 8. etape hjælpes han af sin enorme styrke. Han har derfor en i hvert fald fair chance for at komme afsted.

Derefter er udfordringen at gøre det færdigt. Med en flad afslutning er det ikke den ideelle finale for den spurtsvage irer, men det var det jo heller ikke på 8. etape. Her var han imidlertid så overlegen, at han kørte ca. 50 km alene, og når han kan det, kan han vel også klare den flade del til sidst, selvom der er modvind. Det er klart, at denne lange stigning er en ubekendt for en mand, der indtil nu ikke har bevist sig i bjergene, men det er trods alt en ret ardenneragtig stigning, hvor kun de sidste 5,6 km er stejle. Det er svært at tro, at det ikke er noget, han kan klare, og rammer han udbruddet, lugter det lidt af endnu en solosejr. En udfordring er nedkørslen, som ikke synes at være hans spidskompetence, men er forspringet stort nok, står den ikke i vejen. Ellers må han med sin power køre væk i en taktisk finale - og som vi så i Coppi e Bartali kan også Healy vinde en spurt, hvis det er Domenico Pozzovivo, der er modstanderen. Med andre ord har han flere muligheder, men jeg synes, at det kunne lugte af endnu et vildt soloridt fra den irske komet.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Hvis han drømmer om at vinde en etape, er det formentlig denne, Patrick Konrad har i tankerne. Det er i hvert fald en af dem, der passer ham allerbedst. Nogen stor klatrer er han desværre ikke længere, som vi også har set i dette løb, men vi så i Liege, at han godt kan være med i ardennerterræn. Denne stigning er til den svære side, hvis han er oppe mod Healy-typerne, men ender han i den rette gruppe, vil han med det, vi har set indtil nu, være en af de bedste klatrere. Han er tillige den hurtigste af de mest klatrestærke udbrydertyper, og det giver ham et helt afgørende våben, ligesom den hårde start vil hjælpe. Det er klart, at han også skal have friheden, men den havde han i hvert fald på 4. etape. Med Aleksandr Vlasov ude bør Bora vel jagte lidt flere udbrud, selvom han måske bliver bedt om at spare sig til fredag, hvor han er vigtigste mand for Lennard Kämna. Boras kørsel i 2022 tilsiger dog, at han får masser af frihed, og det ville da også være dumt andet, når han står så stærkt på en etape med en flad finale.

Med Remco Evenepoels exit skal det lille Soudal-hold jagte etaper, og dette er en god chance. Buddet er Ilan Van Wilder, men jeg er desværre usikker på hans form. Han skuffede fælt på både 4. og 8. etape, og jeg kan frygte, at benene ikke rækker. Omvendt er det stadig svært at se, at han ikke vil være en af de bedste klatrere i det udbrud, der måtte køre på en etape, hvor mange klatrere vil spare sig til fredagen, og derudover har han jo tid til at lukke et hul efter stigningen. Som vi senest så i både Algarve og Catalonien, er han en god puncheur, og selvom han ikke har samme fart på flad vej, vil han være hurtigere end mange traditionelle klatrere. Den hårde start hjælper også en type som ham, ligesom han har poweren til at spille sine taktiske kort i en flad finale. Han skal bare helst være lidt mere formstærk, end jeg fornemmer - og så skal han naturligvis undgå at vågne op til positiv coronatest.

Hvis jeg er usikker på Van Wildes form, er det dog intet at regne for usikkerheden om, hvor god Brandon McNulty er. Enten er han svært illoyal mod holdet, eller også har han slet ikke benene. I hvert fald har han slet ikke været i nærheden af Joao Almeida på de dage, hvor der har været brug for hans støtte, og der har heller ikke været megen bund i hans angreb siden 4. etape, hvor det så lovende ud. Enkeltstarten viste, at han ikke er helt skidt kørende, men vi ved også fra senest Tirreno, at en god enkeltstart ikke nødvendigvis giver suveræne bjergben. Heldigvis ved vi også fra Touren, at han kan være urimeligt svingende, og det er jo trods alt ikke Roglic, han skal slå. Han har poweren til at komme tilbage i fladlandet, hvis han bliver sat, og poweren til at ramme udbruddet, ligesom han i en spurt er blandt de hurtigste potentielle vindere. Det stiller ham ganske stærkt, hvis han har en form, Almeida næsten ikke kan tro, at han har.

Hvor langt er Lorenzo Rota kommet med sin form? Italieneren startede efter eget udsagn formsvagt, hvad man også let kunne se, men han synes i fremgang, hvad han da også selv bekræfter. Han har ikke efterladt et indtryk af at være flyvende endnu, men det er også efterhånden nogle dage siden, han har skullet vise sig. En formstærk Rota er som skabt til denne etape, for det er ikke noget tilfælde, at han sidste år var millimeter fra at vinde den tilsvarende 12. etape. Stigningen er lang for ham, men ikke uoverkommelig i den rette gruppe, og når han næsten kan slå Oldani i en spurt, kan han slå de fleste af denne etapes favoritter. Den tekniske nedkørsel er også en gave for en af feltets bedste nedkørere, og derfor behøver han ikke at klatre bedst. Problemet er bare, at han skal klatre bedre, end han har gjort hidtil.

Kan Will Barta fortsætte sin genfødsel med en sejr her? Med gårsdagens styrt er han ude af klassementet, og dermed har han nu al den frihed, han skal bruge. Han er ikke nogen topklatrer, men han klatrer bedre end de fleste udbryderkandidater. Han har også masser af power til de flade sektioner, men det er kæmpe udfordring, at han ikke kan spurte. Enten skal han altså køre alene hjem på styrke, eller også skal han gøre det via taktik. Førstnævnte er muligt, hvis gruppen er den rette, og sidstnævnte er bestemt ikke usandsynligt med de ben, han har. Han synes i hvert fald lige nu god nok til at give sig selv et lod i det lotteri, en taktisk finale vil være.

Jeg har flere gange fremhævet Simone Velasco, og det vil jeg gøre igen. Som bekendt har han i år klatret bedre end nogensinde, først i Ardennerne og siden i dette løb. Desværre er denne stigning også for svær, og han vil formentlig komme til kort mod de bedste klatrere. Omvendt kan gruppen sagtens have den rette sammensætning, ligesom han enten kan få et forspring eller komme tilbage efter stigningen. Oldanis sejr fra sidste år kunne være en skabelon for, hvordan den formstærke italiener skal vinde en etape som denne, hvor han med sin gode spurt står meget stærkt i den flade finale.

Begynder Carlos Verona at være formstærk nok? Efter den katastrofale start er han i hvert fald i bedring, og i lørdags var han sammen med Warren Barguil utvivlsomt den bedste i gruppen bag Healy, selvom de to ”blylodder” snød ham til sidst. Formen synes i hvert fald i fremgang, og den bedste Verona er ikke let at sætte på en stigning som denne. Også han lider under en manglende spurt, men sammenlignet med de helt rene klatrere kan han godt afslutte. Det handler således bare om at ramme den rette gruppe, og ellers må han spille sine kort rigtigt i en taktisk finale. Formen begynder i hvert fald langsomt at nærme sig et tilstrækkeligt niveau.

Kan Derek Gee endelig få den sejr, han efter to 2. pladser har fortjent? Det er ikke den letteste etape for canadieren, for selvom han endte som nr. 2 på murene, var det også tydeligt, at Barguil og Verona klatrede bedre end ham på den lange stigning. Han overlevede imidlertid, og det viser, at han ar en chance for at hænge på, hvis han rammer udbruddet, selvom medvinden er en ulempe. Han har vist uhyggelig form og friskhed og har poweren til at ramme gruppen i den tidlige fase. Vi så også i lørdags, at han ikke er helt uden spurt, og mange klatrere vil han kunne slå på stregen. Han vil også kunne spille kortene i en taktisk finale. Spørgsmålet er bare, om ikke stigningen trods alt bliver lidt for svær.

Hvor langt er Bob Jungels nået? Formen er efter det svære forår i hvert fald i fremgang, men han har til gode at overbevise os fuldstændigt. Han tog teten ind på den sidste mur i lørdags, hvilket sammen med hans præstationer på 4. og 7. etape vidner om, at han ikke er helt ringe, men er han kommet langt nok? Som for Konrad gælder, at han kan - men ikke bør være - låst, og vi har desværre til gode at se ham angribe. Det er imidlertid også først nu, at formen begynder at melde sig, og vi kan ikke regne med hans enkeltstart, der blev kørt på cruise control. På mange måder er det en perfekt etape for den Jungels, der blev genfødt sidste år, fordi stigningen trods alt ikke er skræmmende svær, fordi han har power til de fladere faser, og fordi han med sin Giro-etapesejr i Bergamo har vist, at han kan spurte. Det vil stadig undre mig, hvis han kan følge alle på så stejl en stigning, men som sagt er der muligheder for ham både før og efter toppen.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Er det muligt for Toms Skujins? Som han viste ved at slå Albanese på 4. etape, er han ganske hurtig på stregen, og der er ikke mange potentielle vindere af denne etape, der overspurter ham. Også for ham gælder dog, at han er ovematchet på stigningen. Denne er vanskeligere end 4. etapes finalestigning, og selvom han her leverede sit livs klatreindsats, blev han stadig sat af klatrerne. Heldigvis har han tid til at komme tilbage efter stigningen, eller også må han bruge Oldani-modellen med at sikre sig et forspring. Der er i hvert fald veje til sejr for letten, men jeg er lidt bekymret for hans form efter gårsdagens kikser, hvor han ikke sad hos Mads Pedersen - en kikser, der dog måske kan forklares med kulden eller dårlig placering på nedkørslen.

Som sagt vil Michael Matthews næppe forsøge at kontrollere etapen, men han vil formentlig jagte udbruddet. Problemet er, at han er med i pointkonkurrencen, hvilket har betydet, at Mads Pedersen har siddet limet til hans baghjul. Denne start er dog så hård, at Trek ikke bare kan køre ham ind, og derfor er det muligt for ham at komme væk - måske med Pedersen som ledsager. Spørgsmålet er så, om han kan gøre det færdigt. Som vi så i Frankfurt, og som han selv sagde, var han ikke på toppen i starten af løbet, og det er svært at sige, om og hvor meget han har forbedret sig efter mange dage, hvor han har været anonym. Gårsdagens mærkelige kollaps lover ikke godt, særligt fordi han skal være i storform for at vinde her. Omvendt kan den Matthews, vi så i Mende, godt være med, hvis han får et forspring eller kommer tilbage efter nedkørslen. Hans spurtstyrke behøver vi ikke at diskutere.

Hvad så med veteranen? Bauke Mollema har igen i år skuffet stort i dette løb, og i lyset af hans problemer i går er det svært at være optimistisk. Omvendt ved vi, at han aldrig har været en fan af dårligt vejr, og derfor skjuler han måske en bedre form, end vi fornemmede i går. Hans enkeltstart viste i hvert fald fremgang, men det er bekymrende, at den stadig var langt fra sidste års niveau. Det har han jo været hele året, og derfor er det lidt svært at tro, at han pludselig skulle vinde denne etape. Omvendt passer den ham ganske glimrende, da den er ardenneragtig, og da han har en ganske hæderlig spurt, ligesom han er en konge i taktiske finaler.

Det er en skam med Warren Barguil. Vi så på muretapen, at han og Verona var de næststærkeste på stigningerne efter Healy, og det vidner om, at formen helt som forventet er i fremgang. Nu er problemet naturligvis gårsdagens ret grimme styrt. Han er sluppet relativt nådigt, men skaderne var stadig så slemme, at Arkea i går aftes ikke kunne sige med sikkerhed, om han ville fortsætte i løbet. Inden styrtet havde jeg ham med den stigende form som en af topfavoritterne, fordi han er skabt til denne form for stigning, er en god nedkører, er god til at ramme udbrud og er ganske hurtig. Nu kan det bare være lidt svært at tro på 24 timer efter, at han var en usikker starter, men er han mindre forslået end antaget, er det en etape, der passer ham ganske sublimt.

Jeg har flere gange nævnt Christian Scaroni, og det vil jeg gøre igen, men denne etape passer ham ikke helt så godt som særligt 8. etape. Vi har nemlig efterhånden lært, at det er i eksplosivt terræn, at han er bedst. På lange stigninger er han ikke nogen stor klatrer, og denne stigning må være for lang. Til gengæld viste han storform på 7. etape, hvor han jo endte i top 10 på en lang stigning, men grundet modvinden endte det jo bare i en eksplosiv spurt, der passede ham. Her vil han efter alt at dømme enten skulle have et forspring eller kæmpe sig tilbage, men lykkes den mission, har han i hvert fald farten til at slå de fleste på stregen.

Det gælder også for Diego Ulissi. I gamle dage havde denne etape været skabt til den italienske veteran, der var god på en stigning af denne længde og kan slå alle på stregen. Problemet er, at han i år er trådt et skridt længere ned på niveaustigen, og alderen indhenter ham med bekymrende hast. Derudover har vi ikke set ham i ét eneste angreb, hvilket nok hænger sammen med hans egen erklærede rolle som hjælper. Hvis han skal have fri én dag, må dette dog være dagen, for det er næst efter muretapen den, der passer ham bedst. Med det niveau, han har haft i år, særligt i Oman, er det ikke helt på månen, at han i den rette gruppe kan gøre det færdigt. Han har trods alt også klatret ganske hæderligt i dette løb.

Af lignende årsager er Vincenzo Albanese gledet ned på min liste. Stigningen er svær for ham, hvis han skal matche Healy-typerne, men med de klatreben, han senest viste på 4. etape, er denne etape ikke uden for rækkevidde, hvis gruppen er den rette, han får et forspring, eller han kommer tilbage. Han slår alle i en spurt, men problemet er, at det nu er kommet frem, hvorfor han har været så passiv de seneste dage og slet ikke kom med feltet hjem i går. Han lider åbenbart af sygdom, og det gør det svært for alvor at tro på ham. Omvendt deltog han i dagens spurt, hvilket kan være et tegn på fremgang. Spørgsmålet er bare, om det er nok til så svær en etape som denne. Bekymrende er det i hvert fald, at hans sportsdirektør siger, at han ikke havde det godt fra morgenstunden.

Filippo Zana endte som nr. 3 på murene, men jeg har ikke været imponeret over hans klatring. Han var i hvert fald med som det tynde øl på den lange stigning, indtil han lidt ufint angreb Barguil og Verona, og heller ikke på de øvrige etaper har han virket alt for overbevisende. På papiret er han dog en af de bedre klatrere blandt udbryderkandidaterne, og som vi så i Limousin, er han i en spurt heller ikke den allerlangsomste klatrer. Han passer således fint til etapen, men der er både hurtigere og lige nu mere klatrestærke folk end ham.

Cofidis er meget anonyme i dette løb, men her har de et kort. Jonathan Lastra har haft en katastrofesæson, men i dette løb har han endelig vist et hæderligt niveau. Den bedste Lastra passer godt til denne etape, da stigningen ikke er alt for lang, og da han har en glimrende spurt. Problemet er bare, at den bedste Lastra senest blev set i det meget stærke 2021, og det er længde siden. I dette løb har han dog vist et niveau, der gør, at det ikke er helt på månen at forestille sig ham som vinder af denne etape.

Læs også

EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen

Jeg nævner også Jay Vine, men jeg bliver meget overrasket, hvis han blander sig. For det første er han på fredag vigtigste mand for Almeida, og for det andet tilsiger al logik, at han skal spare sig til et stort ridt fredag, hvis han har lov til at gå efter en etapesejr. Derfor skal han formentlig holde sig i ro, uanset om han har frihed eller ej, men da han ikke slog sig i gårsdagens styrt, skal man aldrig sige aldrig, hvis UAE tænker anderledes, end jeg tror. Rammer han udbruddet, kører han formentlig alene hjem fra stigningen.

Løbet her har været endnu en skuffelse for Davide Formolo, der har været helt fra den hele året. Da han er så langsom på flad vej, at han har tabt en spurt til De Marchi ligner han ikke just en vinder af denne etape. Det vil nemlig kræve, at han har sine gode klatreben, og dem har vi ikke set hele året, heller ikke i dette løb. Heldigvis viste 8. etape, at han trods alt stadig er en af de bedre klatrere, og derfor har han i den rette gruppe en chance - hvis altså han får frihed af sit hold, for han har godt nok ikke vist sig i mange angreb indtil nu.

Det er svært ikke at være imponeret over den form, Bruno Armirail viser. Han klatrer som en drøm, og han kører endnu bedre enkeltstarter. Vi ved også, at han har frihed til at jagte udbrud, hvad han er god til, og startens rullende bakker passer ham i den forbindelse godt. Problemet er, at selv en formstærk Armirail bliver sat af de bedste på denne stigning, og da han heller ikke er spurtstærk, skal han altså finde på noget, hvis han skal vinde. Det kan han gøre ved at få et forspring og ved at spille sine kort i en taktisk finale. Det er klart, at det skal flaske sig, hvis han skal vinde, men med sin superform har han i hvert fald en chance, hvis gruppen er den rette.

En tilsvarende type er Alessandro De Marchi. Han skal alene hjem for at vinde, og det er bestemt ikke let. Hans kørsel i går og på 6. etape har vist, at han efterhånden er ved at finde noget form, men det er på lettere stigninger, han har gjort det godt. Det er længe siden, vi har set De Marchi klatre godt på så svære stigninger som denne, og da han tillige er spurtsvag, skal det flaske sig, hvis han skal vinde. Efter i går virker det dog heller ikke helt umuligt, at det kan ske.

Endelig er der Magnus Cort og Stefano Oldani. For dem begge gælder, at stigningen er for svær, og det skal derfor flaske sig meget, hvis de skal vinde. Til gengæld viste Oldani sidste år, hvordan Oldani-typer vinder denne etape, nemlig ved at få et forspring. Denne stigning er dog meget lang og svær, og forspringet skal derfor være stort og godt. Oldani ligner efter et skuffende forår ikke en mand, der klatrer som i 2022, og selvom Cort imponerede i går, har han endnu ikke vist sine allerbedste klatreben, som skal bruges, hvis han skal have en chance på denne etape. Omvendt kan Cort hive mærkelige ting op af hatten, når han rammer det rette udbrud, og derfor skal man aldrig sige aldrig.

Alberto Bettiol synes i fremgang, men ikke nok til at vinde denne svære etape, og Luis Leon Sanchez efterlader trods en god enkeltstart heller ikke indtryk at tilstrækkelig form. I dag er etapen nok for svær for den ellers hurtige Pieter Serry, og mit gæt vil være, at rene klatrere som Lorenzo Fortunato, Einer Rubio, Jefferson Cepeda, sparer sig til fredag. Rudy Molard, Alessandro Covi, Simon Clarke, Gianni Moscon og Samuel Battistella synes alle for formsvage, og finalen er nok for svær for Marco Frigo, Davide Gabburo, Mads Pedersen, Alessandro Tonelli og Ryan Gibbons. Matthew Riccitello synes faldet sammen, og jeg har ikke været imponeret over Edoardo Zambanini på stigningerne, mens jeg har svært ved at se Amanuel Ghebreigzabhier, Laurens Huys, Luca Covili, Harm Vanhoucke, Alessandro Verre og Michel Ries gøre det færdigt. Endelig har Ineos sagt, at de ikke afgiver trøjen, hvilket bør udelukke Andreas Leknessund, Santiago Buitrago og Aurelien Paret-Peintre.

Skulle det alligevel blive samlet, fordi Jayco kontrollerer, vil det formentlig ende i en spurt, hvis ikke et nyt udbrud med ovenstående kandidater køre væk på stigningen. Stigningen er formentlig for hård for Michael Matthews¸ men som sagt er der en chance for, at Jayco får lov at køre op i et tempo, der passer australieren. Med angreb er det dog ikke sandsynligt, og er han faldet fra, vil det efter nedkørslen være oplagt for Jumbo at forsøge at holde ham bag sig og gå efter en spurt. Derfor vil Primoz Roglic være min favorit, men også Patrick Konrad vil være en god kandidat. Andre, der kan blande sig, er Diego Ulissi, Simone Velasco, Lorenzo Rota, Aurelien Paret- Peintre, Ilan Van Wilder, Warren Barguil, Christian Scaroni, Damiano Caruso, Geraint Thomas, Toms Skujins, Joao Almeida, Magnus Cort samt Vincenzo Albanese, der vil have en chance, hvis han er frisk. Nedenfor har jeg rangeret efter dem efter vinderpotentiale, hvor der indgår både fart og chancen for at overleve.

Feltet.dks vinderbud: Ben Healy

Øvrige vinderkandidater: Patrick Konrad, Ilan Van Wilder

Outsidere: Brandon McNulty, Lorenzo Rota, Will Barta, Simone Velasco, Carlos Verona

Jokers: Derek Gee, Bob Jungels, Toms Skujins, Michael Matthews, Bauke Mollema, Warren Barguil, Christian Scaroni, Diego Ulissi, Vincenzo Albanese, Filippo Zana, Jonathan Lastra, Jay Vine, Davide Formolo, Bruno Armirail, Alessandro De Marchi, Magnus Cort, Stefano Oldani

Kandidater til en spurt (rangeret efter vinderpotentiale): Primoz Roglic, Patrick Konrad, Diego Ulissi, Michael Matthews, Simone Velasco, Lorenzo Rota, Toms Skujins, Christian Scaroni, Warren Barguil, Vincenzo Albanese, Aurelien Paret-Peintre, Damiano Caruso, Geraint Thomas, Joao Almeida, Magnus Cort

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE