EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Ruten                                                         

Efter to dage med relativt meget fladt terræn rammer rytterne igen længere stigninger, når endnu en af løbets få længere etaper bringer feltet til storbyen Genova. Det sker via en tur gennem bakkerne nord for den liguriske kyst, hvor der skal klatres næsten 3000 højdemeter og forceres tre længere stigninger, hvoraf den sidste er ganske stejl. Alle kommer de for langt fra mål til at spille en rolle i klassementet, og det kunne derfor se ud til, at udbryderne får en god chance for at jagte succes i det, der vel bedst kan betegnes som klassisk mellemetapeterræn på en dag, der også vil blive emotionel grundet besøgene på Passo del Bocco, hvor Wouter Weylandt så tragisk omkom, og på den genopbyggede Morandi-bro i Genova, der på så voldsom vis braste sammen for nogle år siden.

Med en distance på 204,0 km er der for anden dag i træk tale om en etape på mere end 200 km, og denne gang skal der køres mellem Parma og Genova. Starten går på Po-sletten, og derfor er første del af etapen meget enkel, når man kører ad en ganske lige vej mod sydvest, men da man med det samme forlader sletten og sætter kurs mod de liguriske bakker, er vejen konstant let stigende. Efter 55,9 km kører man dagens første spurt i byen Borgo Val di Taro, hvorefter man kortvarigt kører mod nordvest, stadig igennem let stigende terræn. Kort efter drejer man igen mod sydvest, inden det lange stigende stykke kulminerer med kategori 3-stigningen Passo del Bocco (6,0 km, 4,0%, max. 8%), der er en let opkørsel med stigningsprocenter under 5, er kendt for Wouter Weylandts tragiske dødsfald og har top efter 95,5 km i etapens højeste punkt 957 m over havet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Herefter er det endelig slut med at køre op ad, når man tager hul på den i starten ekstremt tekniske nedkørsel, som fører mod sydvest ned mod kysten. Umiddelbart inden man når vandet drejer man i byen Carasco efter 117,2 km mod nordvest for at køre igennem ganske let stigende terræn frem til den anden spurt, som er placeret efter 132,8 km. Herfra fortsætter det med at stige let, indtil man drejer mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen La Colletta (9,3 km, 4,2%, max. 9%), der ligeledes er en relativt jævn stigning uden stejle procenter.

Toppen rundes efter 149,6 km og efterfølges af en relativt let nedkørsel, som leder mod sydvest og syd, inden man kører mod vest igennem let faldende terræn frem til byen San Gottardo, der nås efter 166,9 km og ligger umiddelbart nord for Genova. I stedet for at køre ind til mål drejer man mod nordvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Valico di Trensasco (4,3 km, 8,0%, max. 12%), der stiger relativt jævnt med 7-10%, inden den slutter med 800 m med 10-11% frem mod toppen, som rundes efter 171,3 km.

Herfra resterer stadig 30,7 km, som indledes med en meget teknisk nedkørsel, der leder mod nord ned til Piccarello. Her drejer man efter 176,1 km mod sydvest og senere syd for at følge en i starten let faldende og siden kun ganske let kuperet vej ind til udkanten af Genova. Her slår man en sløjfe ud i området vest for byen ved at køre mod nordvest, sydvest og syd, inden det går mod nordøst og sydøst tilbage mod centrum. Efter 192,3 km skal man over Ponte San Giorgio-broen, der er genopført efter Morandi-broens voldsomme kollaps, hvorefter man snor sig mod sydvest ind gennem byen ad en stor, bred motorvej. Med 2000 m igen drejer man til venstre i en rundkørsel, hvorefter der med 1000 m igen er et skarpt højresving, inden man rammer den let stigende opløbsstrækning, som kendes fra Giro dell’Appennino, og hvor de første 500 m er flade og de sidste 500 m stiger let med 2,6%.

Etapen byder på i alt 2785 højdemeter.

Udover at være målby for endagsløbet Giro dell’Appennino har Genova også været mål for Giroen tre gange i dette årtusinde. Det var senest i 2015, hvor Elia Viviani spurtede sig til karrierens første etapesejr foran Moreno Hofland og André Greipel i et stigende opløb. I 2004 åbnede løbet med en prolog i byen, hvor Bradley McGee sejrede foran Olaf Pollack og Yaroslav Popovych, og i 2000 snød Alvaro Gonzalez de Galdeano sprinterne, da han kørte alene hjem med 33 sekunder ned til feltet, hvis spurt blev vundet af Jan Svorada foran Dmitry Konychev. I 2007 blev de italienske mesterskaber afviklet i byen, og her sejrede en ung Giovanni Visconti i en spurt foran Paolo Bossoni og Davide Rebellin, mens det lille Giro Riviera Ligure Ponente var forbi i 2001, hvor det blev til spurtsejr til Stefano Zanini foran Dmitry Konychev og Fabio Sacchi.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Vejret

Efter en blæsende og varm onsdag venter en varm torsdag, men for første gang i lang tid er der en dog ganske beskeden risiko for noget nedbør. Der vil kun være få skyer, og temperaturen vil i den indledende fase nå 27 grader og 25 grader ved målet nær vandet. Det ventes at holde tørt, men midt på eftermiddagen er der 30% risiko for en enkelt byge, mens det vil være tørt i finalen. Den kraftige vind vil være aftaget og fra start blot være let (14 km/t) fra en østlig retning, men når vi er kommet om på den anden side af Passo del Bocco vil vinden være i syd og være let (7-11 km/t). Det giver sidemedvind frem til toppen af Passo del Bocco, hvorefter der vil være sidemodvind på nedkørslen. Der vil være sidemedvind frem til anden stigning, hvor der vil være medvind på op- og sidemodvind på nedkørslen. Der vil være sidevind frem til sidste stigning, hvor der vil være sidemedvind på opkørslen og på nedkørslen først med- og siden sidemodvind. Der vil være modvind ind mod Genova, hvorefter der generelt vil være sidemodvind ind gennem byen. Ved 2 km-mærket får man medvind, indtil man får næsten direkte sidevind over den sidste kilometer.

Analyse af 11. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan DSM-mandskabets ellers temmelig halvhjertede sprintersatsning højst uventet gav pote på 11. etape.

Favoritterne

Italiens og Spaniens dejligt varierede geografi gør, at de to ”små” grand tours altid er langt mere gavmilde over for udbrydere end Touren. I Frankrig er det i store områder enten meget fladt eller meget bjergrigt, men i Italien eller Spanien skal man aldrig bevæge sig specielt langt for at finde terræn, der er så svært, at det kan sætte sprinterne ud af spillet, men også så let, at det ikke rigtigt er noget for klassementet. Det er derfor ikke mærkeligt, at udbrydertyperne typisk sætter større pris på Giroen og Vueltaen end Touren.

Vi har allerede haft tre af denne slags etaper, nemlig i Potenza, Napoli og senest Jesi, og nu kommer den fjerde. Der var et par spurtstærke klassikerstjerner, der sørgede for, at vi ikke fik en udbrudssejr i går, men i morgen vil det være en stor overraskelse, hvis ikke en lykkeridder ender øverst på podiet. Egentlig burde en afslutning ved den ligurisk kyst, der jo er hjemsted for Milano-Sanremo, ellers være sprinterterræn, men umiddelbart nord for kysten findes det helt ideelle cykelterræn med masser af stigninger, også selvom vi aldrig kommer op i de voldsomme højder. Derfor har man på denne tur, der både mindes Wouter Weylandt og hans alt for tidlige død og det tragiske brokollaps i Genova, sammensat en rute, der bestemt ikke giver mange mindelser om Milano-Sanremo.

De to første stigninger er ellers relativt bløde, og de kan overleves af langt de fleste sprintere. Udfordringen er den sidste stigning. Her kunne klassementsrytterne sagtens angribe hinanden, hvis de ville, og det er derfor stensikkert, at alle sprintere bliver sat, hvis stigningen bestiges i et bare nogenlunde tempo. Derfor ville det være halsløs gerning for hold som Israel-PT og FDJ blot at gøre forsøget på at holde det samlet, for det vil formentlig ende med det rene spild af arbejde. Derudover har de tonstunge mandskaber slet ikke truppen til at skabe nogen form for kontrol, og UAE-holdet, der jo lige nu nok har den mest holdbare og formstærke sprinter i Fernando Gaviria, vil aldrig brænde kræfter af på et forsøg, der ovenikøbet vil være yderst spekulativt. De har andre og større mål i dette løb, og de har portugisisk tilsnit.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Nej, det er på alle måder en rigtig udbryderetape. Der er vel kun én mand, der kan forhindre en udbrudssejr, og han er hollænder. Dette kan meget vel være Mathieu van der Poels eneste reelle chance for at vinde en etape - måske med undtagelse af enkeltstarten - for herfra er etaperne enten for flade eller for bjergrige. Derfor vil han formentlig gøre alt for at køre om sejren.

Hans plan A er helt sikkert at ramme udbruddet, men det bliver ikke let. På disse stensikre udbryderdage er der lagt op til en gigantisk slåskamp om at komme afsted. Af og til er man heldige, at der lidt tilfældigt meget tidligt pludselig skabes en stor gruppe, som næsten alle hold er tilfredse med, men som udgangspunkt er det en af de dage, hvor det kan tage langt mere end en time at få etableret en gruppe. Samtidig er starten så let, at ingen bare kan tage sig en plads i et udbrud på ren styrke, og selvom Van der Poel i kraft af sin power har en betydeligt større chance for at komme afsted end så mange andre, er der en betydelig risiko for, at han ikke kommer med.

Hvad sker der så? Vil Alpecin så begynde at jagte? Det kan man vel ikke helt afvise, hvis Van der Poel vitterligt insisterer på, at dette er en etape, han skal have en chance for at vinde. Det er bare svært at se, at de vil få blot skyggen af hjælp, for afstandene er så store, at Trek næppe behøver at give en hånd med. Alpecin har bestemt ikke en dårlig trup, men stærke klatrere er de ikke. I dette terræn bliver det lidt af en opgave at køre et udbrud ind.

Rammer Van der Poel udbruddet - og det er sandsynligt - kan der ikke være megen tvivl om, at de vil holde. I den situation vil vi formentlig få en hektisk start, hvorefter feltet anført af Trek vil sørge for at komme til mål tidsnok til, at de ikke mister trøjen. Stigningen er svær, men den kommer for tidligt til, at det giver mening at bruge den i klassementskampen. Måske vil Ineos lægge lidt pres på for at se, om en rytter har en dårlig dag, ligesom de gerne vil ramme den svære nedkørsel i god position, men vi skal ikke regne med angreb - og kun forskelle, hvis en vigtig mand har en uventet dårlig dag.

Hvis Van der Poel misser udbruddet, er det lidt mere åbent. Jeg tør ikke udelukke, at Alpecin så vil jagte, men jeg tvivler på, at de er stærke nok til at indhente et udbrud, der formentlig vil være ganske stærkt. Nok er terrænet ikke skræmmende hårdt, men det ligner for svær en opgave. Derudover har de det problem, at det meget vel kan gå galt alligevel. Er etapesejren inden for rækkevidde, når vi rammer stigningen, vil det åbne døren for nye angreb, og stigningen er for svær til, at Van der Poel selv kan være med i den fest. Derefter vil han mangle folk til at jagte i et felt, hvor han formentlig vil være alene, og så skal han satse på, at andre hold vil gøre arbejdet. Det kan man aldrig udelukke, at DSM eller UAE vil gøre, hvis de kan lugte bonussekunder, men DSM har slet ikke holdet til det, og UAE vil næppe lave det sats, når Almeida har kørt så sløje spurter på 9. og 10. etape. Van der Poel kan selv få problemer med at overleve stigningen, og selvom han vil kunne kæmpe sig tilbage på den tekniske nedkørsel, vil han på egen hånd få meget svært ved at kontrollere en finale, hvor det vil være meget få hold, der har interesse i at spurte mod ham.

Derfor tror jeg ikke, at Alpecin vil gøre forsøget, og jeg tror heller ikke, at de har styrken, hvis de alligevel prøver. Jeg bliver derfor overrasket, hvis ikke udbruddet holder hjem, og Alpecins store mission må være at sikre, at Van der Poel rammer rigtigt. I kraft af hans styrke er der også en god chance for, at han vil være til stede, men det bliver ikke let for ham at gøre det færdigt.

Det er nemlig en svær finale. Først og fremmest skal man have heldet og styrken til at ramme udbruddet på den lange og let stigende vej fra start. Det vil kræve lidt held og timing og er ikke noget, man gør på ren styrke. Derefter skal man overleve en stigning, der er så svær, at klatrerne vil kunne køre væk, men herfra kan meget ske. Stigningen er trods alt ikke alt for lang, og derfor vil det på den tekniske nedkørsel være muligt at komme tilbage. I den flade finale kan meget herefter ske. Det kan ende i en spurt, men over næste 25 flade kilometer vil det med stor sandsynlighed blive den klassiske angrebsfest, hvor alle med det rette held kan vinde. For at komme så langt skal man dog være en ganske god klatrer.

Jeg vælger at pege på Koen Bouwman. Hollænderen har ganske vist også et lille kig på bjergtrøjen, hvortil denne etape ikke er så relevant, men han har gjort det klart, at hans primære mål er at vinde endnu en etape. Derfor vil det undre mig, hvis ikke han går efter at ramme udbruddet, da udbrudssejre nu er hovedfokus for Jumbo. Det hollandske mandskab vil næppe acceptere et udbrud uden en repræsentant, og her er Bouwman deres klart bedste kort.

Hollænderen har nemlig hele pakken. Han klatrer så godt, at det er svært at se, hvem der for alvor kan bringe ham i problemer på stigningen, og som han beviste både på 7. og 10. etape er han lynhurtig. Samtidig er der en god chance for, at Jumbo igen vil have flere klatrestærke kort at spille, og det giver dem en taktisk overhånd, som de allerede én gang har benyttet. Den kan både bruges til at sætte Van der Poel og andre til vægs på stigningen og herefter holde ham stangen, men den kan også bruges i en angrebsfinale. Her står Bouwman stærkt, fordi han kan slå de fleste følgesvende på stregen, og med den åbenlyst gode form, han har taget med til Italien, tror jeg, at han tager sin anden sejr.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Jeg har også meget fidus til Alessandro Covi. Det har ellers holdt hårdt for ham med at finde formen siden den formkrise, han oplevede først på foråret, men nu synes den at være der. Han var uhyre overbevisende i går, hvor han kom med et stærkt soloangreb på den sidste stigning, selvom Ineos og Intermarché lagde et hårdt pres, og derefter var det ham, der kørte Hugh Carthy ind i finalen. Vi har set, at UAE giver deres folk frihed til at ramme udbrud, og her må Covi være deres bedste kandidat. Problemet er, at den sidste stigning formentlig er lidt for lang og svær, for vi husker fra Andalusien, at han har sine begrænsninger på længere stigninger. Sidder han med klatrere, er der en god chance for, at han bliver sat, og så er spørgsmålet, om han kommer tilbage. Han klatrede dog så godt på en stejl, men kortere stigning i Laigueglia, at hans tab bliver begrænset, og skal han spurtede nede i Genova i en let stigende finale, er det blandt potentielle udbrydere formentlig kun Van der Poel, han ikke kan slå.

Jeg er stadig meget imponeret over Mauro Schmid. Schweizeren har gjort enorme fremskridt i år, og i dette løb har han været fabelagtig. Han lignede stærkeste mand i udbruddet i Napoli, og i går kørte han stort set alene op til Van der Poel, da denne var kommet væk i finalen. Denne stigning er længere og passer ham knap så godt, men som vi så i Romandiet og på Etna, har han også lært at klatre i bjerge. Denne stigning burde være inden for rækkevidde, og hvis ikke er han en fremragende nedkører. Udfordringen bliver at gøre det færdigt, men heldigvis er han relativt hurtig. Der er dog blandt de oplagte etapefavoritter flere, der er hurtigere end ham, men som han beviste, da han slog Covi i spurten om etapesejren på grusvejsetapen sidste år, skal han ikke undervurderes efter et hårdt løb - og ellers har han styrken og snilden i en taktisk finale, som han beviste med den kloge kørsel, der tidligere i år gav sejren i Coppi e Bartali.

Den naturlige favorit er selvfølgelig Mathieu van der Poel, men det bliver en svær opgave at vinde. For det første skal han ramme udbruddet, men det burde ikke være en umulig opgave. Derefter skal han overleve stigningen, og det bliver svært, hvis han er oppe mod klatrere. Vi så i Napoli, at han ikke var helt på toppen, og det indtryk blev bekræftet i går. Her var det hans plan at angribe og udnytte nedkørslen til at øge forspringet, men det angreb kom aldrig. Selv i topform vil han få svært ved at klare denne stigning, men heldigvis er han en fabelagtig nedkører, og der er langt til mål. Er han med i finalen, får han det dog stadig svært, for her vil ingen spurte mod ham. Som i Napoli vil alle se på ham, og det bliver meget svært at holde det samlet til den spurt, han næsten med 100% sikkerhed vil vinde. Med den form, han har nu, tror jeg, at det bliver en svær opgave, men da Alpecin formentlig vil sætte himmel og jord i brand for at få ham i udbrud, vil det naturligvis være dumt at udelukke, at han også kan gøre det færdigt.

Jeg er lidt spændt på, hvordan Trek griber det an. Det vil være på grænsen til det geniale at få Giulio Ciccone i udbrud. Italieneren vil med nogen sandsynlighed være udbruddets bedst placerede i klassementet, og så er det pludselig Ineos, der skal sørge for, at de ikke sejler helt væk. Holdet har allerede sagt, at de vil forsøge at bringe ham tilbage i klassementet, og dette ligner en oplagt etape til det formål. Hans form er ikke på toppen, men i denne finale kan han sagtens være med, og han så endda stærk ud med sit angreb i gårsdagens finale. Som vi så i Provence sidste år, kan han også køre en hæderlig spurt, særligt når det stiger, og han kender endda opløbet, hvor han tidligere har spurtet sig til sejr - ganske vist i spurtsvagt selskab - i Giro dell’Appennino.

En anden klassementsrytter, der nu har frihed, er Wilco Kelderman . Heller ikke han er på toppen, for selvom det ødelagte hjul spolerede meget på Blockhaus, var han ærlig nok til at indrømme, at formen efter styrtet i Liege alligevel ikke var god nok. Han mente dog, at top 10 havde været realistisk, og han kom jo også ganske fint fra start. I denne finale skal han ikke være på toppen for at vinde, og han er endda en kraftfuld fyr, der har en relativt god chance for at komme afsted i den lettere start. Som vi senest så i går kan han også slå de fleste i en spurt, men der kan være lidt tvivl om, hvor meget frihed Bora giver ham. Heldigvis har vi set, at de gav Kämna frihed, og muligheden for at bringe ham tilbage i klassementet må være attraktiv.

Treks anden kandidat er naturligvis Bauke Mollema . Vi har set, at han får sin frihed til at jagte den etapesejr, han mangler i sin grand tour-samling, og på en dag, hvor trøjen næppe bliver alt for truet, kan han også undværes. Han har haft et skidt, skidt forår og har længe været et stykke fra sit tidligere niveau, men han så godt ud i udbruddet i Potenza, hvor han lignede en mand i fremgang. Finalen her er ikke helt ideel, men Mollema er ikke helt langsom, selvom han skal bruge en hårdere spurt, hvis han skal være rigtigt hurtig. Mest af alt er han dog en mester i at spille spillet i taktiske finaler, for faktisk er det på den facon, at han har taget de fleste af sine sejre.

Med Girmay ude af løbet bør der endelig være plads til, at Lorenzo Rota kan tage sin chance. Efter de helbredsproblemer, der kostede ham foråret, er han blevet bedre og bedre i dette løb, og senest viste han med sin 32. plads på Blockhaus og sin fornemme kørsel for Girmay i går, at han nu er fremragende kørende. Han har forbedret sig voldsomt det sidste års tid og viste tårnhøjt niveau sidste efterår og i Laigueglia, hvor han klatrede fornemt. Også for ham er denne stigning lidt lang, men den er ikke uovervindelig, og som en af feltets bedste nedkørere har han gode chancer for at komme tilbage. Der er favoritter, der er hurtigere end ham, men han er bestemt ikke langsom, og som vi så i San Sebastian kan han finde ud af at spille sine kort i en taktisk finale.

Vincenzo Albanese brokkede sig over dårlige ben i starten af løbet, men det problem synes at være løst. I hvert fald lignede han i går igen den rytter, der imponerede så stort på Sicilien og i Asturien inden løbet. Denne stigning er dog på papiret lidt for svær, hvis han havner i en gruppe med klatrere, men med de klatreben, han havde i april, vil han ikke miste meget. Han har en nedkørsel til at komme tilbage, og som han beviste i går, kan han slå de fleste i en let stigende spurt, selvom han har for vane at skuffe lidt, når han i træt tilstand skal spurte. Udfordringen er, at han har vist sig knap så god til at ramme udbruddene, og jeg kan godt frygte, at det vil kikse igen i denne indledning, der handler meget om power.

Lennard Kämna var klog nok til at bruge gårsdagens etape til at få smidt noget tid, så nu har han igen den frihed, han har savnet siden Etna. Der er derfor næppe heller den store tvivl om, at han vil gå efter at ramme udbruddet, og det er han som bekendt en mester i. Faktisk er det ret imponerende, hvor sjældent han rammer forkert, men for ham er det ikke en ideel finale. Stigningen passer ham fint, men han er ikke specielt spurtstærk, og selvom han kørte en overraskende god spurt i Potenza, siger logikken, at han formentlig vil være oppe mod hurtigere folk. Heldigvis har han vist, at han kan finde ud af at spille et tatisk spil, som han gjorde det, da han inden løbet tog sin sejr i Alperne.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

I fredagens udbrud var det vel Davide Formolo, der efterlod det bedste indtryk. Italieneren kom i hvert fald med det stærkeste angreb på den sidste lange stigning, og efter en lidt haltende start synes han at have fundet formen. Vi har også set, at UAE giver ham frihed, men spørgsmålet er, om finalen er ideel. Formolo er ikke langsom i en stigende spurt, men denne er lidt for flad til, at han har mange chancer mod de ovennævnte ryttere. Han vil derfor formentlig være afhængig af en mere taktisk finale, men han har bevist, at han har formen til at sikre sig en billet til at spille det spil på vejen ind mod Genova til sidst.

Det har virkelig været opløftende at se Fabio Felline de seneste dage. Han kørte fornemt på Blockhaus, og i går sad han med i finalen, selvom han skuffede i spurten. Det er længe siden, vi har set ham i sådan en tilstand, og det lover godt for denne etape. På papiret er stigningen dog for svær, og vi så også, at han havde sine begrænsninger i udbruddet i Napoli. Hans kørsel i går tyder dog på, at han har forbedret sig siden i lørdags, og han kan med sin gode nedkørsel måske komme tilbage. Selvom spurten i går var skidt, bør han stadig have hurtigheden til at slå de fleste.

Vil Simon Yates gå efter denne etape? Vi så heldigvis i går, at han har tænkt sig at kæmpe for en etapesejr, men denne etape er ikke ideel. Han mangler noget power til at ramme udbruddet i fladlandet, og kender jeg ham ret, vil han formentlig hellere spare kræfter til de to etaper i weekenden. Det kan nemlig være spild af kræfter at jagte en sejr i morgen, hvor finalen ikke er ideel. Umuligt er det dog ikke, for vi så, da han vandt en af sine Tour-etaper, at han stadig har noget af den fart, vi kender fra banen. Vi så også i går, at han ikke er i formkrise, og vi ved jo også, at han i grand tours altid er svingende. Formen var jo i hvert fald ikke ringe i Budapest, men min største anke mod ham er stadig, at jeg er usikker på, om han tager chancen.

Det er tydeligt, at Tom Dumoulin er et stykke fra sit bedste, og nu har han endda fået rygproblemer oveni. Han virkede dog ikke helt opgivende eller slået ud, da Eurosport talte med ham i dag, og hans fortsatte tilstedeværelse i løbet indikerer, at han fortsat har ambitioner om at udrette noget. Da han ramte udbruddet i fredags, var det slet ikke planen, og det skulle ikke undre, om han pludselig sidder der igen. Han løb tør for kræfter til sidst, men nogen dårlig finale kørte han ikke, og har han samme ben i morgen, kan han også vinde i denne finale, der ikke er alt for hård. Han er fortsat ganske hurtig, selvom vi sjældent ser det, men størst chance er der for, at han med sin power kan udnytte et Jumbo-overtal i finalen.

På papiret er det også en god etape for Natnael Tesfatsion. Egentlig er stigningen lidt for svær, men vi så i søndags - dog i et svagt udbrud - at han klarer længere stigninger bedre end tidligere. Også han har jo god tid til at komme tilbage, og vi så i søndags, at han - indtil det gik galt - var en god nedkører. Vi ved også, at han kan slå næsten alle i en spurt, men spørgsmålet er, om formen er helt i top. Han sad ikke med hjem i gårsdagens finale, der passede ham bedre end denne, og måske er han alligevel mærket af styrtet. For at vinde i denne finale skal han nok være helt på toppen, også fordi vi i Alperne så, at han manglede noget robusthed i de udbrud, han ramte.

Vi skal også igen til at tage Thomas de Gendt seriøst i udbruddene. Belgieren var ganske vist snu, da han vandt i Napoli, men han viste bestemt også glimt af fordums styrke. Han har en tendens til at brænde kræfterne af, hvis udbruddet først kører sent, men rammer han udbruddet, skal han tages seriøst. Han klatrer dog slet ikke så godt som tidligere, og denne stigning er formentlig for svær. Nogen stor nedkører er han heller ikke, og derfor vil det undre mig, hvis han overlever hele vejen. Hvis det lykkes, har han imidlertid som altid den ganske gode spurt, som han også stillede til skue i Napoli.

Jumbo har også et tredje kort i Tobias Foss, men heller ikke han synes på toppen. Han nærmest kollapsede på Blockhaus, og hans angreb i gårsdagens finale, hvor Jumbo ville gøre det for hårdt for sprinterne og sætte Pascal Eenkhoorn i scene, var ikke overbevisende. Til gengæld har han poweren på det flade til at ramme udbruddet i den indledende fase, og finalen er ikke alt for hård, når han mangler noget form. Også han kan spille en rolle i et muligt Jumbo-overtal, hvor han vil være god til at angribe til sidst, og så viste han ved at true Simone Consonni i Napoli, at han har noget hurtighed, han ellers kun sjældent viser.

Det er også en ret perfekt etape for Mauri Vansevenant. Belgieren klatrer godt, særligt på stigninger, der ikke er for lange, og han er også lynhurtig. Han har således hele pakken, men han virker træt. Han blev sat tidligt på Blockhaus, og i går sad han ikke med de bedste i en finale, der burde have passet ham glimrende. Vi ved i forvejen fra sidste års Vuelta, at hans niveau var svært svingende, og med et hårdt program gennem april tyder noget på, at vi kan se et af hans niveaufald i dette løb også. Heldigvis er finalen ikke alt for hård, når der er tid til at komme tilbage, og i kraft af hans spurt kan han ikke afskrives.

I Vuelta-form havde Magnus Cort været en god kandidat til denne etape, men desværre savner han stadig Vuelta-formen. Man kunne have ønsket, at han efter nogle dage havde fået gang i motoren, men vi så i går, at han fortsat mangler en del. Denne finale er endnu hårdere, og derfor vil han formentlig være overmatchet på en stigning, der selv i hans Vuelta-form ville være for svær. Også han kan lukrere på, at han kan komme tilbage, og starten burde også give ham en god chance for at ramme udbruddet. I spurten slår han alle andre end Van der Poel, men udfordringen er at komme så langt - også fordi ingen vil spurte med ham, hvis han kommer tilbage efter stigningen.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

En anden rytter, der burde elske denne etape, er Diego Ulissi. Stigningen er ikke alt for lang og dermed glimrende for en ardennerrytter som ham, men desværre tyder noget på, at han fortsætter sin triste sæson i dette løb. Han skuffede i hvert fald stort i udbruddet i Napoli, og med samme niveau her har han ikke en chance på denne stigning. Der er heldigvis et håb i sidste års Giro, hvor han også floppede i sine udbrud, men pludselig kørte en fremragende bjergetape i den tredje uge. I år viste han også på Etna, at han har et vist niveau, men efter den sæson, han har haft, er det svært at mobilisere den helt store optimisme.

Endelig er der Andrea Vendrame. Sidste år vandt han som bekendt netop 12. etape, der kunne minde om denne, men det var bare en væsentligt hårdere udgave. Samme form synes han desværre slet ikke at have i år, hvor han skuffede lidt i udbruddet i Napoli og senest blev sat i gårsdagens finale. Sidste år var der imidlertid heller ikke meget, der tydede på form, inden han på 12. etape leverede sit livs klatrepræstration. Har han samme ben som den dag, kan han gentage bedriften, da han også kan slå næsten alle i en spurt, men det skal han bevise, før jeg for alvor tør tro på det.

Hurtige og klatrestærke Felix Gall og Attila Valter burde også være kandidater, men deres form synes ikke overbevisende. Til gengæld kunne jeg godt have lidt fidus til Lucas Hamilton, der virker flyvende, senest med sine angreb i går, men det er svært at se ham gøre det færdigt, som det også gælder for hans holdkammerat Damien Howson, der også virker lidt slidt, og den meget formstærke Mikael Cherel, Davide Villella, Rein Taaramae, Alessandro de Marchi, Sylvain Moniquet, Antonio Pedrero, Gijs Leemreize, Diego Rosa samt Joe Drombrowski. Nans Peters synes fortsat ikke på toppen, og Valerio Conti, Jonathan Caicedo, Santiago Buitrago og Stefano Oldani virker også trætte. Wout Poels synes fortsat langt fra sit bedste, og finalen er for svær for en ellers formstærk Davide Gabburo og Pascal Eenkhoorn. Endelig synes Ineos ikke at give megen plads til Jhonatan Narvaez, der ellers ville elske denne etape, mens Rui Costa synes låst af Joao Almeida, ligesom jeg regner med, at det er Ciccone og Mollema og ikke Mattias Skjelmose, der kan få frihed hos Trek.

Som sagt tror jeg ikke meget på en spurt. Jagter Alpecin det tidlige udbrud, regner jeg med, at løbet genåbnes på stigningen, men som skrevet kan det ikke udelukkes, at der vil være hold, der i et hårdt løb vil holde det samlet til en spurt med henblik på bonussekunder, som vi så med UAE i går. I det tilfælde bør det dog blive efter en ret hård dag, og derfor kan Mathieu van der Poel meget vel være faldet fra. Han har dog så god tid til at komme tilbage, at han vil være min favorit i en spurt foran Vincenzo Albanese, der også burde have en chance for at overleve, ligesom formstærke Alessandro Covi bør kunne gøre det. Derefter er det vel i en kun let stigende spurt vel Pello Bilbao, der står næst for, foran Joao Almeida, Alejandro Valverde, Koen Bouwman, Wilco Kelderman, Romain Bardet, Mauro Schmid, Richard Carapaz, Bauke Mollema og Lorenzo Rota. Fabio Felline, Natnael Tesfatsion, Felix Gall, Attila Valter, Mauri Vansevenant og Diego Ulissi vil også have en chance for at overleve, mens jeg ikke tror, at formen rækker for Magnus Cort, Jose Joaquin Rojas og Andrea Vendrame, og jeg tvivler på, at Mattias Skjelmose vil deltage i en spurt.

BEMÆRK: Også morgendagens analyse og optakt kommer grundet en togtur med nogen forsinkelse, men forhåbentlig inden midnat.

Feltet.dks vinderbud: Koen Bouwman

Øvrige vinderkandidater: Alessandro Covi, Mauro Schmid

Outsidere: Mathieu van der Poel, Giulio Ciccone, Wilco Kelderman, Bauke Mollema, Lorenzo Rota

Jokers: Vincenzo Albanese, Lennard Kämna, Davide Formolo, Fabio Felline, Simon Yates, Tom Dumoulin, Natnael Tesfatsion, Thomas de Gendt, Tobias Foss, Mauri Vansevenant, Magnus Cort, Diego Ulissi, Andrea Vendrame

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Mathieu van der Poel, Vincenzo Albanese, Alessandro Covi, Pello Bilbao, Joao Almeida, Alejandro Valverde, Koen Bouwman, Wilco Kelderman, Romain Bardet, Mauro Schmid, Richard Carapaz, Fabio Felline, Natnael Tesfatsion, Diego Ulissi

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO