HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Ruten                                                         

Det er meget tænkeligt, at onsdagens grusvejsslag vil have efterladt nogle ømme stænger, og derfor vil mange ryttere sikkert forbande arrangørerne langt væk for den menu, de har planlagt til 12. etape. Ganske vist byder turen gennem Appenninerne heller ikke denne gang på alt for svære stigninger, men i finalen skal man over Passo del Carnaio, der har så stejle passager, at den sagtens kan bruges til et opgør mellem favoritterne som afslutning på en gigantisk dag med næsten 4500 højdemeter over 212 km. Mens et udbrud efter al sandsynlighed skal slås om hæderen, skal klassementsrytterne i hvert fald undgå en dårlig dag på en etape, hvor ikke meget kan vindes, men meget kan tabes, og som undervejs hylder Italiens cykellegender med passager gennem hjembyerne for Alfredo Martini og Gino Bartali.

Med en distance på 212,0 km er der tale om den første relativt lange etape i årets Giro, hvor der skal køres fra Siena til Bagno di Romagna. Startbyen kendes fra Strade Bianche og ligger i et kuperet område, som rytterne får at føle, når de begiver sig mod nord. Efter et kort, fladt stykke skal de nemlig over en bakke (5,0 km, 4,7%) med top efter 15,5 km op til et plateau, der følges mod nord, inden det gælder en teknisk nedkørsel, der efterfølges af endnu en bakke (5,0 km, 4,1%) med top efter 29,4 km. Efter endnu en nedkørsel flader det endelig ud, når man fortsætter mod nord igennem let faldende og fladt terræn, der afbrydes af enkelte mindre bakker, herunder 600 m med 8% efter 68,8 km. Hele tiden kører man mod nord, idet man undervejs passerer igennem udkanten af Firenze, inden man kører mod nordvest hen langs bykanten frem til dagens første spurt, der kommer efter 76,5 km.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nu indledes den svære del, når man drejer mod nord for at passere kategori 3-stigningn Monte Morello (7,6 km, 6,6%, max. 19%), der er en ujævn sag med først 1,5 km med 3,6%, siden 2,5 km meget svære kilometer med 11,2% og sluttelig 3,6 km lettere kilometer med 6,3% inden toppen, som rundes efter 85,0 km. Den leder op til et let kuperet plateau, som følges mod nordvest, inden det går ad en let nedkørsel mod sydøst og syd ned til Le Sieci, der efter 110,8 km nås nede i dalen. Nu kører man mod sydøst ad et kort, fladt stykke, inden det går mod øst op ad kategori 2-stigningen Passo della Consuma (17,1 km, 5,7%, max. 10%), der efter 2 lette kilometer byder på 8,0 svære kilometer med en jævn stigningsprocent på 7,3%, inden den bliver lettere med 5,5 km med 5,5% og slutteligt bare 2,3% over de sidste 1600 m.

Toppen rundes efter 132,6 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der leder mod øst og nord ned i dalen, som man skærer direkte igennem for at køre mod nordøst og nord op ad kategori 2-stigningen Passo della Calla (15,3 km, 5,5%, max. 9%), der er en meget jævn stigning med 5,0% over de første 8,0 km og 6,0% over de sidste 7,3 km frem mod toppen, der rundes efter 163,9 km. Nu leder en meget teknisk nedkørsel mod nordøst ned til dalen, hvor dagens sidste spurt kommer efter 190,9 km.

Heller ikke denne gang bliver man i dalen. I stedet drejer man med det samme mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Passo del Carnaio (10,8 km, 5,1%, max. 14%), der er en højst irregulær stigning. Efter en let start over 1,5 km venter således 1,9 km med 7,4%, en lille nedkørsel og så det sværeste stykke med 9,5% over 3,0 km. Derefter falder det igen over 650 m, inden det stiger let med 3,7% over de sidste 3,15 km frem mod toppen, der rundes efter 202,6 km. Herfra resterer bare 9,4 km, som går mod syd ad en lidt teknisk nedkørsel ned til San Pieri Bagno, hvorefter de sidste 3,4 km går ad en let stigende og lige vej mod sydvest ind til mål, idet de sidste 3,0 km stiger med 0,9%. Der er slet ingen sving og kun tre rundkørsler med hhv. 2,6 km, 1,9 km og 700 m igen.

Etapen byder på i alt 4435 højdemeter.

Bagno di Romagna er kun én gang tidligere blevet besøgt af Giro d’Italia. Det var i 2017, hvor det endelig lykkedes Omar Fraile at tage sin første grand tour-etapesejr som hurtigste man blandt 12 udbrydere, mens favoritfeltet længere tilbage talte bare 16 mand. Dengang sluttede man dog med en afsluttende rundstrækning efter passagen af Carnaio og nedkørslen til målbyen. Nations Cup-løbet Giro delle Regioni var forbi i 2010, hvor Angelo Pagani kørte hjem til en solosejr foran Enrico Battaglin og Siarhei Papok.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

Det generelt solrige, men ustabile vejr fortsætter. Fra starten i Siena vil det være skyfrit, men når man kommer ind i bjergene, er der en 50% risiko for tordenbyger først og midt på eftermiddagen, men fra 15-tiden aftager den til bare 20% mod slutningen. Ellers vil det være solrigt med en temperatur i målbyen på 17 grader. Vinden vil bare være let (5-10 km/t) fra nordøst, mod slutningen dog mere fra en østlig retning. Det giver skiftevis sidemod- og modvind stort set hele dagen. I finalen vil der være sidemodvind på Calla, modvind på stykket ned til spurten og herefter sidemodvind på Carnaio og sidevind på det sidste stykke ind til mål, idet det dog bliver sidemedvind på de sidste 3 km.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Analyse af 11. etape

”Vi er ikke vant til at se Miguel i den tilstand.” Sådan var der en af Banesto-bosserne, der slukøret udtalte til pressen efter den højdramatiske Les Arcs-etape i Touren i 1996. Det var den dag, den ellers så urørlige Tour-konge højst overraskende blev kørt agterud, og mens Luc Leblanc kørte til en suveræn solosejr, måtte Indurain indkassere en gigantisk øretæve med et tidsta på mere end tre minutter til de værste rivaler. Det skulle vise sig at indvarsle kongens fald. Dagen efter fik han bank i sin paradedisciplin, enkeltstarten, og to uger senere var det Bjarne Riis, der hyldedes som vinder i Paris, mens Indurain rullede anonymt i mål som løbets nr. 11.

Det er jo svært at sammenligne Indurain anno 1996 med Remco Evenepoel anno 2021. Indurain var dengang sportens ukronede konge, men også på vej mod karrierens efterår - endda med et tidligere karrierestop, end nogen havde drømt om. Evenepoel er stadig ikke i nærheden af blot at kunne tænke på Indurains meritter, og han er blot i starten af en formentlig glorværdig karriere.

Til gengæld er Banesto-bossens ord meget rammende, og erstatter man navnet med Miguel med Remco, kunne ordene lige så godt være udtalt af Deceuninck-manager Patrick Lefevere, da støvet havde lagt sig efter dagens grusvejsdrama i Montalcino havde lagt sig. Den med spænding imødesete - og af mange frygtede - etape blev nemlig lige så afgørende, som man kunne have spået, og ligesom det skete ved første besøg i 2010, hvor den mudderklædte Cadel Evans tog en af karrierens smukkeste sejre, sendte Toscanas ”sterrato” en ung komet til tælling.

For 11 år siden var det Vincenzo Nibali, der efter et styrt mistede lyserøde førertrøje, og i dag var det højst uventet Evenepoel, der blev grusets største offer. På en dag, hvor alt så ud til at gå galt nærmest fra første fløjt, viste det belgiske vidunderbarn en svaghed, vi ikke har set, siden han med sejren i Clasica San Sebastian gik fra at være ungt talent til sand verdensstjerne. Siden dengang har Evenepoel i de løb, hvor han ikke har ageret hjælper, hver eneste gang været blandt de allerstærkeste - et forhold, der vel bedst illustreres af, at han vandt alle de fire cykelløb, han gennemførte i 2020!

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Nej, hverken vi eller Lefevere har været vant til at se Evenepoel i den tilstand, vi så, da han nærmest trådte firkantet på den sidste stigning op mod målet i Montalcino. Og selvom man sagtens kunne have ventet et sådant udkomme, da han kom til løbet med minimal og tvivlsom forberedelse, var det vel de færreste, der havde regnet med et sådant kollaps, når nu pilen indtil videre havde haft den opadgående tendens, man kunne vente af en mand, der stadig jagter løbsrytme.

Galt gik det allerede fra start, hvor Evenepoel understregede en af sine få svagheder, som man allerede har fornemmet de første dage, hvor han er endt bemærkelsesværdigt langt tilbage på sprinteretaperne. Noget tyder på, at han - særligt efter styrtet - er alt andet end komfortabel i positionskampen, og derfor var det ikke uventet, at han blev en taber, da der var Paris-Roubaix-agtig spurt frem mod dagens første grusstykke. Mens Egan Bernal helt forudsigeligt blev ført til fronten af en brølstærk Filippo Ganna, kom Evenepoel med det samme på bagkant, da feltet helt forudsigeligt knækkede på det tekniske grusstykke, og allerede her kunne det være gået helt galt, da Ganna, Jhonatan Narvaez og Gianni Moscon fortsatte Ineos-maskinen i front med god hjælp fra et Movistar-hold, der med Marc Soler klarede grusvejene fremragende.

Heldigvis for Evenepoel var han ikke alene. Hugh Carthy, der ellers var blevet ført godt frem af grusspecialisten Alberto Bettiol, var åbenlyst heller ikke komfortabel på de teknisk komplicerede veje, og han gled så langt tilbage, at EF-hjælperne blev kaldt tilbage. Heller ikke Aleksandr Vlasov er en ørn til positionskamp, og da også han var endt på bagkant, var der pludselig tre hold til at redde Evenepeols krise.

Da først alarmen var afblæst, så alt pludselig lyst ud. Feltet var reduceret til ca. 30 mand, Evenepoels motor var ved at være varm, og herfra var det snarere benene end positionskampen, der ville bestemme udfaldet i den lille og udmattede gruppe. Det blev dog hurtigt klart, at Evenepoel slet ikke var komfortabel på gruset, hvor han hver eneste gang gled baglæns, når de ramte de tekniske nedkørsler, og det stod hurtigt klart, at det ry som klodset, han hurtigt fik sig i juniorklassen, hvor han led under at have større erfaring som fodboldspiller end cykelrytter og i øvrigt kørte så meget alene foran alle andre, at han aldrig fik den store rutine i at sidde i et felt. Den svaghed så han ud til at have overvundet, da han kørte Victor Campenaerts ud af hjulet i svingene på brostensetapen i Belgium Tour, men i dag blev det åbenbart for enhver, at Evenepoel stadig lider under, at hans fodboldkarriere vel næsten har været længere end hans cykelkarriere.

Mere bemærkelsesværdigt var det, at den også var gal med benene. Da Evenepoel endegyldigt blev sat, handlede det i hvert fald ikke om hverken teknik eller position. Her var der slet og ret udsolgt hos det belgiske vidunderbarn, der befandt sin i en Indurain-agtig tilstand, vi ikke er vant til at se ham i. Bedre blev det ikke af, at Joao Almeida så ud til at være noget modvillig i at skulle vente på sin kaptajn, men i sidste ende kan man nu ikke stille det store spørgsmål ved portugiserens commitment. Mere iøjnefaldende var det, at der ikke var skyggen af folk som Fausto Masnada, James Knox og Mikkel Honoré, og selvom de havde brændt mange tændstikker i den lange jagt, var det ikke just det ellers så stærke Deceuninck-mandskabs glansstund.

Det mest bemærkelsesværdige var, at Evenepoel pludselig kom sig. Mod slutningen kørte han og Almeida stærkere end næsten alle andre, og det, der undervejs på sidste stigning lignede en lille nedslagtning, endte faktisk kun som en moderat katastrofe i kraft af et imponerende comeback. Det var et bemærkelsesværdigt comeback, der heldigvis var stærkt nok til, at det er for tidligt at dømme belgieren ude.

Har vi nemlig ikke set noget lignende før? Jo, det var vist svært ikke at tænke tilbage på sejren i Clasica San Sebastian. Det var den dag, Evenepoel blev sat på Jaizkibel-stigningen alenlangt fra mål og mest af alt var heldig med, at feltet tog sig en puster, så han kunne komme tilbage. Senere angreb han sammen med Toms Skujins - og så husker de fleste vist, hvem der endte med at køre fra alt og alle.

Det er vidnesbyrd om Evenepoels gigantiske motor - den motor, der også har været årsagen til de soloridt, som allerede er hans varemærke. Og selvom det er svært bekymrende for ham at være sendt 2.22 agterud - mere end han bør kunne hente på enkeltstarten - er hans motor beviset på, at han er den værste mand at afskrive. Bliver han desperat nok, finder han bare på et eller andet vildt soloridt, og så ved ingen, hvad der kan ske, når etaperne bliver længere, nedslidningen er større, og det for ham ret ærgerlige grus atter er forsvundet.

Problemet for ham er først og fremmest, at hans modstander synes aldeles formidabel. Forleden spekulerede jeg på, om Egan Bernal, der i denne Giro er startet helt anderledes end i Touren i 2019, er bedre end nogensinde, og i dag gjorde han intet for at modbevise den teori. Fire gange i løbet har han haft mulighed for at levere en magtdemonstration, og fire gange ud af fire mulige har han gjort det. I dag kom måske den mest overbevisende af dem alle.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Ineos var som ventet her, der og alle vegne. Med Ganna til den indledende positionskamp, en stærk Jhonatan Narvaez i finalen og ikke mindst Gianni Moscon, der på en etape som denne var verdens absolut bedste hjælper, var Bernal altid på forkant med tingene. Hans mountainbikebaggrund fornægtede sig ikke, hans Strade Bianche-evner kom igen til udfoldelse, og da han denne gang slap for at slås med Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe kunne ingen denne gang matche ham - også fordi denne rute passede betydeligt bedre til klatrere end klassikeren i marts. Faktisk syntes han at kunne gøre efter forgodtbefindende, og da den relativt ufarlige Emanuel Buchmann alligevel var kørt lidt for langt væk, lukkede han hullet i et snuptag, inden han med sit stadig mere overbevisende punch kørte fra tyskeren på rampen op til mål. Eneste lille malurt i det britiske bæger var en overraskende svag præstation af en Daniel Martinez, der ellers lignede en mand i fremgang - men det lever Dave Brailsford nok med!

Bernal har været så ivrig efter at udnytte mulighederne, at man næsten føler sig hensat til Giroen i 2018. Dengang var det som bekendt Simon Yates, der angreb hver eneste gang, der var blot en motorvejsbro på ruten, men som bekendt gik det briten temmelig ilde. Desværre for rivalerne kunne Bernal og Yates ikke være mere forskellige, for mens briten har for vane at falme i den tredje uge, bliver colombianeren som regel kun stærkere og stærkere. Og det er et bekymrende perspektiv for rivalerne, når Bernal allerede nu har så stort et forspring, at han kan køre resten af løbet defensivt - en strategi, han dog næppe vil adoptere på de svære målbjerge i resten af løbet.

Bemærkelsesværdigt var det også, at Bernal næsten var den eneste, der levede op til sin plads i det hierarki, vi har set hidtil. Den gamle regel om, at man aldrig skal drage for mange konklusioner på baggrund af den første uge i en grand tour - slet ikke i en så bagtung udgave som denne - synes i hvert fald korrekt. Der blev nemlig i den grad vendt op og ned på det hidtidige billede, men det er nu ikke helt overraskende, da vi endelig fik en mere dieselagtig etape med konstant pres over de sidste små to timer og ikke de meget eksplosive finaler, vi havde på 4., 6. og 9. etape, hvor vejret også bidrog til det mudrede hierarki de første to dage.

Aleksandr Vlasov holdt dog stand. Det er vel nærmest efterhånden blevet kutyme, at den stabile russer angriber tidligt for siden at få Bernal så kraftigt i nakken, at han akkurat ikke kan holde ham. Det mønster gentog sig igen i dag, og Vlasov kan i den grad ærgre sig over, at Bernal er med i løbet. Det er nemlig ikke tilfældigt, at det nu er russeren, der ligger nr. 2, for han har som den eneste anden været stabilt med helt fremme, hvis man ser bort fra, at han fik overvurderet sig selv på San Giacomo, hvor han gik lidt ned på den sidste kilometer. Med tanke på hans fine afslutning på Vueltaen tegner alt fortsat lyst for russerens podiedrømme.

Det gør de pludselig også igen for Emanuel Buchmann - og hvor er det befriende! Det har nemlig virkelig været en skam at se den i 2019 og begyndelsen af 2020 så uhyre stærke tysker via et svagt forår skabe så megen bekymring, at han var svær at se som den sejrskandidat, han på baggrund af sine hidtidige meritter skulle være. Det er det for så vidt stadigt - Bernal er jo lige nu i sin egen liga, og Buchmann har ikke det ekstra, som vidunderbarnet Evenepoel måske kan mobilisere - men han viste i dag, at alle evnerne ikke forsvandt i det ærgerlige Dauphiné-styrt. Som altid er Buchmann bedst, når motoren bliver varm, og det har hele tiden været klart, at han ville blive ganske god i den tredje uge. Spørgsmålet var bare hvor god. Heldigvis tyder noget på, at svaret er ”Temmelig god” - særligt da når etaperne bliver endnu mere nedslidende og trætheden endnu større.

Det burde også være samme trend, vi så hos Hugh Carthy, men desværre tegnede etapen samme billede, som vi har set efter den flotte start på Sestola, nemlig at han fortsat mangler et par procent. Det så ellers længe lovende ud, da Ruben Guerreiro og Alberto Bettiol, som helt loyalt ofrede sin drømmeetape for det fælles bedste, på dybt imponerende vis sad med i en finale, hvor de fleste klassementsryttere var sendt til tælling, men da Carthy selv skulle træde til, manglede det sidste igen. Til hans forsvar skal dog siges, at han åbenlyst ikke var vild med gruset, og den sidste eksplosive stigning passede ham temmelig dårligt. Hans terræn kommer heldigvis først senere i løbet.

En lille vinder var derimod Simon Yates, der brød en trend, som ellers plejer at pege nedad for briten i løbet af en grand tour. Heller ikke han var vild med gruset, som han allerede havde brokket sig over forinden, men han kom ganske fint igennem uden på nogen måde at være spektakulær. Det var en solid, defensiv indsats, der nok engang bekræfter, at Tour of the Alps-formen ikke længere findes, og da de for ham svære etaper stadig venter - denne var både kort, eksplosiv og bortset fra gruset helt efter hans hoved - er det stadig svært at se ham være med i kampen om podiet.

Det er Damiano Caruso nok heller ikke, men man må tage hatten af for den solide italiener, der i sin karrieres efterår bare synes at blive bedre og bedre og i hvert fald har den stabilitet, der bør gøre et topresultat sikkert. Mens Pello Bilbao loyalt ofrede sig for sin nye kaptajn, fik den alsidige og teknis dygtige veteran præcis det udbytte af gruset, han kunne have håbet.

Det gjorde Tobias Foss også - og mere end det! Den robuste nordmand lignede hele tiden en vinder på denne etape, men at han skulle ende som nr. 6 blandt favoritterne - endda efter at have spildt kræfter i et flot, men måske lidt hovedløst udbrudsforsøg - var der næppe mange, der havde set komme. Skal denne Giro blive løbet, hvor Tour de l’Avenir-vinderen endelig bekræfter sit potentiale efter en lidt skuffende karrierestart? Det kan bestemt ikke udelukkes, men desværre har han hidtil synes at have haft lidt for store mangler i bjergene og særligt på stejle procenter, som resten af løbet er fyldt med. Om hans motor er stor nok til at kompensere for det i den tredje uge af en grand tour, bliver vi klogere på de kommende dage.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Desværre var grusvejsetapen skabt til at skabe flere tabere end vindere, for mens forskellene mellem de bedste næppe ville være store, kunne tabene for taberne blive ganske store - præcis som det var tilfældet i 2010, hvor Liquigas med Vincenzo Nibali og Ivan Basso fik sig en lussing. Først i rækken efter Evenepoel er Giulio Ciccone, der ellers gennem det meste af løbet så uhyre komfortabel ud og bekræftede de første dages positive indtryk. Som man desværre hele tiden har kunnet frygte med Ciccone, der er kendt for sine betydelig udsving, var lyset pludselig slukket, og da en ellers stadig bedre Vincenzo Nibali igen måtte indkassere et tab, led Treks genopdukkede klassementsdrømme et ordentlig skud for boven. Nu er spørgsmålet, om dagens nedtur blot var et varsel om det generelle niveaufald, man kunne frygte fra svingende Ciccone i den første grand tour som klassementsfald, eller om det blot var en dårlig dag.

Samme ustabilitet er Marc Soler kendt for, og han endte lidt overraskende også som en lille taber. Gennem hele etapen var han ellers helt oven på pedalerne som led i et flot Movistar-show, men da det blev alvor, kom der en af de meget pludselige Soler-eksplosioner, han er kendt for. Det var desværre ildevarslende, at han fik så lidt ud af en etape, der burde have været en af hans chancer inden de større og for ham lidt for svære bjerge senere i løbet.

Der var dog to andre, der havde ventet at få endnu mere ud af etapen. Det var Romain Bardet, der håbede at drage fordel af podiepladsen i Strade Bianche, men som nok engang måtte sande, at det nuværende niveau har sine begrænsninger. Hans 2. plads på gruset i 2018 skjuler også de meget specielle omstændigheder og det tidlige angreb, der lå til grund for det flotte resultat, og i det lys er det ikke noget stort chok, at han ikke kom fra etapen som vinder. Men i det mindst er det nu soleklart, at det er ham og ikke Jai Hindley, der er DSMs karakter.

Heller ikke Davide Formolo, der ligesom Bardet og Bernal er den eneste af klassementsrytterne med en Strade Bianche-podieplads på generaliebladet, havde regnet med at ende som en stor taber - tværtimod. En endelig bekræftelse har jeg i skrivende stund ikke kunnet finde, men det forlyder, at han både missede et sving og punkterede. Sandt er det i hvert fald, at en ellers velkørende Fernando Gaviria blev kaldt tilbage for at redde en katastrofe, der desværre ikke kunne undgås.

Det kunne den heller ikke for Dan Martin. Intet forlyder lige nu om, at han skulle have haft uheld, men det var desværre temmelig oplagt, at han var den måske mest sårbare rytter i klassementets top 10. I forvejen er han ikke vild med grus, og når de kombineres med den positionskamp, han hader, får man en cocktail, der meget vel kunne smage dårligt. Det gjorde den også, for Martin forsvandt netop i den positionskamp, der ledte frem til det første hurtige og tekniske grusstykke - og drømmen om en podieplads synes ny endegyldigt slukket.

Formolo havde i det mindste den trøst, at det så ud til, at UAE kunne kompensere for nedturen med en etapesejr. Efter en svær start på løbet viste stortalentet Alessandro Covi nemlig endelig sin klasse ved at køre med om sejren fra det udbrud, der helt forventeligt fik et gigantisk forspring på en etape, hvor ingen a favoritterne havde de store drømme om at vinde. Alligevel betød det opskruede tempo til sidst, at det store forspring faldt hurtigt, men da udbruddet helt uventet kom afsted fra km 0 - nærmest lidt tilfældigt, fordi ingen rigtigt regnede med det, og mange derfor tøvede fra start - var der god tid til at opbygge så stort et forspring, at Covi lignede vinderen, da han overlevede bakkerne og slutteligt bare skulle gøre det færdigt i en puncheurspurt, der lå til hans højreben.

Problemet er bare, at en spurt på 12% efter en hård dag er noget andet. Og her var den ligeledes unge Mauro Schmid ganske enkelte stærkere, som han da også så ud til at være det på dagens stigninger. Det var en temmelig uventet sejr til et Qhubeka-hold, der mildt sagt ikke har imponeret i løbet hidtil. Og det var uventet, at nyprofessionelle Schmid skulle tage karrierens største sejr på en af Giroens mest prestigiøse etaper. Nok har han gjort det flot i sin U23-tid, men ikke vist takter, der lagde op til en sådan bedrift. Også i den første tid som professionel har han haft det svært - også i den første del af denne Giro - men i dag viste han Qhubeka-ledelsen, at de gjorde klogt i at give ham en sen chance omkring juletid, hvor det ellers så ud til, at han i 2021 fortsat skulle køre på lavere niveau.

I ungdomsklassen har han i hvert fald ikke skabt de samme overskrifter som Evenepoel. Det er der nu heller ingen, der har, for vi har bestemt ikke været vant til at se det belgiske vidunderbarn i den tilstand, han var i dag - præcis som Banesto ikke var vant til at se Indurain i den tilstand, han var i på Les Arcs-etapen. Dengang kom den spanske Tour-konge sig aldrig, og det er meget muligt, at Evenepoel heller ikke gør det, men hvordan var det nu, det gik Ivan Basso på Montalcinos grusveje i 2010? Jo, han smed såmænd 2.05 til den sejrende Evans og lignede fra klassementets 8. plads ikke den mest logiske vinder i det, mange udpegede som en duel mellem australieren og den førende Alexandre Vinokourov. To uger senere så det helt anderledes ud, da løbet sluttede i Verona, hvor Basso stod øverst på podiet. Fra klassementets 7. plads kan Evenepoel håbe på en gentagelse - Indurain-tilstand eller ej!

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Læs også

Optakt: Amstel Gold Race

Favoritterne

Det var nu den tidligere løbsdirektør Angelo Zomegnan, man kunne beskylde for at have småsadistiske tendenser. I hvert fald var der mange ryttere, der kun havde hovedrysten til overs for de to sidste ruter, han i 2010 og 2011 præsenterede, inden han blev smidt på porten. Det var i de år, hvor ruterne næsten var ”All Inclusive”, når det handlede om at finde Italiens mest modbydelige og mytiske bjerge - og dem er der som bekendt temmelig mange af i støvlelandet!

Sådan er hans efterfølger Mauro Vegni slet ikke. Tværtimod har han gjort en dyd ud af at lave mere menneskelige ruter, der i højere grad kan appellere til stjernerne, men mon ikke der alligevel er en rytter eller to, der vil føle sig hensat til Zomegnan-dagene, når de i morgen sætter sig på cyklen til den hidtil tidligste etapestart i løbet.

De kunne nemlig helt sikkert godt have ønsket sig en rolig dag oven på dagens ganske vist korte, men meget intense drama. Sådan bliver det imidlertid ikke på en torsdag, der byder på både løbets næstlængste etape og samtidig den af de 21 dage, der har næstflest højdemeter. Ganske vist kommer 12. etape ikke i nærheden af mandagens kongeetape, der over præcis samme distance på hele 212 km byder på hele 5700 af slagsen, men de næsten 4500, der venter i morgen, er noget af en mundfuld.

Det mest deprimerende for favoritterne er, at det i alt væsentligt er en dag, der blot skal overstås. Den faldende finale og relativt korte finalestigning betyder nemlig, at det er en dag, hvor man aldrig kan vinde så megen tid, at det er her, man vinder løbet. I stedet er det en dag, hvor man kan miste del hele, for er benene dårlige, er etapen modbydelig nok til, at der kan vente en gedigen lussing.

Forleden faldt jeg henover, at årets 9. etape i sit design var en næsten tro kopi af sidste års 9. etape. Sjovt nok gælder det samme for 12. etape, der også er nærmest identisk med sidste års 12. etape. Også dengang skulle man nemlig på en modbydelig tur rundt i Appenninerne i det indre af den italienske støvle på en etape, der gik op eller ned hele dagen, og selvom der dengang blot skulle klatres 3812 højdemeter over 204 km, var etapen i sit design udtænkt efter samme mønster.

Dengang blev etapen vundet af et udbrud, og det er bestemt ikke tilfældigt. Faktisk kan en etape som denne næsten ikke undgå at gå til en lykkeridder. Den faldende finale og korte stigning til sidst gør det meget usikkert, om en klatrer kan gøre det færdigt, og da etapen samtidig er et sandt Helvede at skulle kontrollere - det vil koste så mange kræfter, at der vil være overtræk på kontoen allerede inden nøgleetaperne lørdag og mandag - er der absolut ingen, der kunne drømme om at føre en hel dag for at forsøge at vinde en etape, hvor selv ikke den lige nu overlegne Egan Bernal kan vide sig sikker på at kunne afslutte arbejdet.

Sidste år var det alligevel lige ved at gå anderledes. NTT adopterede en af de mere besynderlige taktikker, jeg kan huske, da de valgte at iværksætte en stor forcering. Det virkede på alle måder meningsløst, da etapen dengang nemlig havde en anderledes finale end morgendagens. Dengang var sidste stigning betydeligt lettere og det afsluttende flade stykke meget længere, og derfor var det på alle måder et rent spild af kræfter, der da heller ikke førte til noget som helst for kaptajn Domenico Pozzovivo.

Det ville give betydeligt mere mening at gøre noget tilsvarende i morgen. Denne gang er finalen betydeligt hårdere, og jeg udelukker bestemt ikke, at vi får en klassementskamp. Remco Evenepoel var rusten i dag, og jeg kunne sagtens se en ide i at forsøge at give ham endnu et nyrestød, hvis han lige nu er et såret dyr. Sidste stigning er rigeligt svært til, at vi kan se forskelle, men den vanskelige del slutter trods alt 13,4 km fra mål, og det er lidt for langt til, at det giver mening at iværksætte en stor jagt på at vinde etapen. NTTs meget optimistiske taktik vil ganske vist være mere velvalgt denne gag, men det vil være et mindre chok, hvis nogen orker at spilde kræfter på at hente et udbrud på en dag som denne.

Nej, det bør være en stensikker udbrudssejr. Det betyder også, at der er lagt op til gigantisk kamp om at ramme udbruddet. Alle de ryttere, der sparede sig i dag, har formentlig fået løbepas til denne etape. Modsat de kommende bjergetaper er det nemlig ikke en afgørende - kun en farlig - dag i klassementet, og derfor vil flere af klassementsholdene give lidt frihed til hjælperne, som de også gjorde det på 4., 6. og 9. etape. Naturligvis gælder det ikke for Ineos, men det er meget tænkeligt, at de fleste andre vil være aktive - nu sikkert også Deceuninck efter dagens nederlag.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Problemet for de mange favoritter er den relativt lette start. Ganske vist er der bakker i starten, men de første 76,5 km er grundlæggende nemme. Det er langt fra sikkert, at udbruddet kommer fri på de to første stigninger, og så har vi balladen, fordi det herfra er meget let. Som vi så på 9. etape, er det på en dag som denne ikke umuligt, at vi faktisk når frem til første stigning, inden elastikken knækker, men det er trods alt sjældent, at det varer helt så længe. Det er næsten umuligt, at det går så let som i dag - selvom man på udbrudsetaper af og til ser, at der kører en lidt tilfældig gruppe fra km 0, hvis bare de fleste hold har en mand med - men spørgsmålet er, om det tager så lang tid, at de gode klatrere bare kan sætte sig igennem, eller om elastikken knækker allerede på de første stigninger. Det er langt fra sikkert.

Det gør det også til en lidt mere ærgerlig dag at skulle gætte udbrydere på. Der bliver megen lotteri over det, og selvom det kræver uhyre gode klatreben at gøre det færdigt, på en så lang dag med så mange højdemeter og så svære stigninger, er held en nøglefaktor. Sidste år, hvor den tilsvarende etape også startede med et langt, fladt stykke, endte vi med et 13-mandsudbrud med meget få klatrere og blandt forhåndsfavoritterne kun deltagelse af den senere vinder Narvaez. Det vidner om, at vi sagtens kan ende med et udbrud, hvor der måske kun sidder ret få klatrere, der skal køre om sejren. Denne gang er finalen dog vanskeligere, og derfor skal man altså være noget mere heldig med gruppens sammensætning, hvis man vitterligt vil gøre sig håb om at vinde etapen.

Jeg regner derfor med, at etapen former sig som en klassisk udbrudsetape. Vi får en vild start, indtil gruppen er kørt, og derefter venter nok lidt af en langgaber, hvor Ineos vil give udbruddet den margin, som klassementet giver lov til. De vil så let igennem etapen som muligt, og hvis det lader sig gøre, kan vi i morgen se et udbrud, der kører hjem med et meget, meget stort forspring.

Når udbruddet er kørt, venter en langgaber. Ineos vil kontrollere, mens udbruddet sparer kræfter til finalen. Herefter venter to løb, hvor udbruddet vil køre om sejren, inden det længere tilbage bliver interessant, om Evenepoel skal testes. Det er bestemt ikke udelukket, at det er en plan. Jeg tvivler lidt på den helt store Bernal-offensiv - medmindre han faktisk ser svaghedstegn hos en nøglerival som Evenepoel - men jeg vil ikke udelukke, at eksempelvis Astana, Bora eller EF lægger et pres på sidste og måske endda næstsidste stigning for at mørne belgieren frem mod et angreb fra enten Aleksandr Vlasov, Emanuel Buchmann eller Hugh Carthy samt ikke mindst Dan Martin, der formentlig vil angribe af rent raseri over dagens tab. Finalen er bestemt svær nok til, at der kan gøres forskelle, og hvis folk er friske, vil det undre mig, hvis alle favoritterne slutter i samme tid. Etapen kan sagtens gøre forskelle, hvis rytterne vil det - og Evenepoels nedtur øger chancen for, at de vil!

Det ændrer dog ikke på, at etapesejren næsten med statsgaranti går til en udbryder. Der er faktisk kun ét forhold, der for mig at se kan forhindre det, nemlig en uventet tidlig krise fra en vigtig klassementsrytter. Kræver udbruddet, at Ineos ikke bare kan lade dem sejle væk med mere end 10 minutter, og vælger et af de nævnte hold at lægge så hårdt et pres allerede på Calla-stigningen, at en favorit falder af, kan de sidste 50 km blive så hurtige, at et udbrud kommer tilbage af sig selv. Det er dog et scenarium, der kræver mange forholdsvis usandsynlige komponenter, og derfor er det ikke noget, man skal sætte pensionsopsparingen på.

I stedet skal vi altså kigge efter udbrydere, der både har det rette held til at komme afsted i den flade indledning og siden klatreevnerne til at gøre det færdigt. Ganske vist er finalen flad, hvilket kan gøre spurtstyrke vigtigt, men efter 4500 højdemeter og 212 km vil 3 km med 9,5% formentlig betyde, at bedste mand kører alene hjem, som Narvaez gjorde sidste år (ganske vist først efter Mark Paduns punktering i den betydeligt nemmere finale). Lidt nedkørselsevner til den småkringlede finale er brugbar, men efter de svære stigning ikke altafgørende. Det kræver først og fremmest en gigantisk motor og nogle dieselklatrerevner at være mest friske mand efter så lang og svær en dag.

Hvem har de egenskaber? Det har George Bennett. Blandt de ryttere, der er ude af klassementet, er han vel - måske sammen med Bauke Mollema - på papiret den bedste klatrer, og noget tyder på, at Jumbo vitterligt havde ret, da de hævdede, at det indledende kollaps skyldtes kulde og ikke dårlige ben. Bennett har i hvert fald været i markant fremgang de seneste dage, først med udbruddet i søndags og siden i dag, hvor han på en for ham svær etape endda gik i offensiven med sin nye kaptajn, Tobias Foss. Siden betalte han prisen for at sin hjælperindsats, ligesom han på 9. etape blev taktisk låst, da holdkammeraten Koen Bouwman kom afsted på det flade, men alt sammen viser det, at Bennett er om end ikke flyvende så i hvert fald udmærket kørende.

Jumbo vil derfor formentlig gøre alt for at få enten Bouwman eller Bennett med i udbruddet. Med et tab på mere end 20 minutter behøver ingen at frygte, at han pludselig kommer bragende tilbage i klassementet, og han har derfor masser af frihed fra alle rivalhold. Det bliver en udfordring at ramme udbruddet, hvis det ikke kører på de første bakker, men han har i Jos van Emden og Edoardo Affini nogle gode motorer til at lukke huller på det flade, når han misser en gruppe og til at hjælpe ham med at blive sat i scene. Rammer han først rigtigt, taler meget for, at han vil være bedste klatrer, særligt efter en dieseletape, som passer en mand, der er blevet nr. 2 i Il Lombardia. Spurte kan han ikke, men som sagt kører bedste udbryder formentlig alene hjem. Det kunne meget vel være Bennett, der derfor er min favorit.

Et andet godt bud er Gino Mäder. Schweizeren er også en rigtig dieselklatrer, der nu tre gange i først Vueltaen, siden Paris-Nice og slutteligt denne Giro har vist, at han er fremragende, når han rammer det rette udbrud. Ligesom Bennett lider han under den lidt lette start, men vi så i hvert fald i søndags, at han har frihed. Etapen er heller ikke ligegyldig i forhold til bjergkonkurrencen, og det vil derfor være naturligt for ham at gå efter at komme afsted. Hans dieselklatreevner kommer ham til gode på den lange, svære dag, og finalen er svær nok til, at han kan køre alene hjem. Det er til gengæld formentlig også et must, da han ligesom Bennett bestemt ikke er spurtstærk. Og kan Bahrain lade være med at formøble hans udbrud, som de på uklog vis gjorde i søndags, hvor han eller var med i et lovende hug, kunne det sagtens blive til sejr nr. 2 til Mäder.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

En rival i bjergkonkurrencen er Geoffrey Bouchard, der var uhyre overbevisende i søndags. Faktisk var det meget svært ikke at blive imponeret over først hans vedholdenhed og siden hans flotte angreb i finalen. Det bekræfter til fulde det enorme niveauspring, vi har kunnet se gennem hele sæsonen, og det taler for, at han er et af de bedre bud på en mand, der faktisk kan gøre det færdigt. Også han er lidt af en dieselmotor, der burde passe godt til denne etape, men ligesom de to øvrige har han ikke meget at skyde med i en flad spurt. Til gengæld har han som Bennett den fordel, at det må være Ag2r’s store mål, at han rammer udbruddet, og det øger chancen for, at det faktisk vil lykkes. Det er lidt en ulempe, at han helt sikkert vil bruge en del kræfter på bjergpointene undervejs, men han viste i søndags, at benene stadig var friske nok til alligevel næsten at vinde etapen.

Jumbos andet bud er som sagt Koen Bouwman, og jeg tror ikke, at de er kræsne i forhold til, hvem der kommer afsted. Bouwman har mere power i den fladere indledning, men til gengæld klatrer han som udgangspunkt ikke lige så godt som Bennett. Han klatrer dog så godt lige nu, både i søndags, hvor han var meget tæt på at vinde etapen, og igen i dag, hvor han var ved Foss dybt inde i finalen, at han lige nu synes god nok til at gøre det færdigt. Han risikerer stadig at være oppe mod folk, der håndterer 4500 højdemeter og de stejlere stigninger bedre end ham, men lige nu er der ikke mange, der kører fra ham på stigningerne. Samtidig har han et våben, som de færreste klatrere har, nemlig de gode spurt, der også kan gøre arbejdet færdigt.

Egentlig burde Bauke Mollema vel være topfavorit. Hollænderens dieselmotor er som skabt til denne udmarvende rute, og han har i dette løb endda bekræftet, at han har en imponerende træfsikkerhed i forhold til at ramme udbruddene, også selvom det koster mange kræfter. Desværre står det vel også efterhånden klart, at formen lader noget tilbage at ønske, og det er i hvert fald ikke Mollema med Lombardiet-form, vi har i disse dage. Omvendt har han jo ikke været langt fra, og hans chancer bør øges på så lang og svære en etape, ligesom han i Ardennerne ikke uventet var bedst i det nedslidende løb i Liege. Selvom han har tabt fart, kan han også slå mange klatrere i en let stigende spurt, og han har derfor hele pakken samt den nødvendige frihed. Nu skal han bare vise, at han også har formen.

På papiret burde Ruben Guerreiro vel være favorit. Portugiseren har helt sikkert udpeget sig denne etape som et stort mål, og det angrebsvanvid, han har iværksat i starten af 8. og 9. etape, vidner om, at han er klar til at gøre alt for at komme fri. Desværre så det også ud til at koste for mange kræfter i finalen i søndags, og derfor skal han måske køre en anelse klogere, hvis han vil vinde så nedslidende en etape. Som udgangspunkt er andre bedre end ham i så svært terræn, men han har virkelig hævet sit klatreniveau i år, som vi så i Tour of the Alps og senest med dagens meget flotte ridt. Hans spurt er bedre end langt, langt, langt de fleste, og med god form burde han stå godt. Når han alligevel ender langt nede på min liste, skyldes det, at han kun er 7.49 efter. Medmindre Ineos vil aflevere trøjen - og det vil ligne Dave Brailsford dårligt - gør briterne dagen meget sværere, end den behøvede at være, hvis de lader Guerreiro komme i udbrud. Så skal elastikken være for stram hele dagen, og derfor tror jeg, at Ineos vil gøre meget for at forhindre, at Guerreiro kommer afsted denne gang.

Jeg er lidt usikker på, om Deceuninck efter i dag bløder strategien lidt op. Får deres ryttere lov at gå i udbrud nu, hvor Evenepeols sejrschancer har fået et skud for boven? Hvis det er tilfældet, er der måske pludselig plads til Fausto Masnada. Italieneren har ganske vist været en af løbets skuffelser hidtil, men hans suveræne Romandiet-form kan vel ikke være helt væk. I dag smed han en bondegård på grusvejene, og han er derfor helt ufarlig for Ineos. Også han er spurtsvag, men han er den dieselklatrertype, der kan vinde denne svære etape som gruppens bedste klatrer. Det kræver bare, at Deceuninck og Evenepoel giver ham lov.

Forleden var det godt at se, at Matteo Fabbro fik sin frihed, men desværre viste han nok engang, at benene ikke synes helt perfekte. Jeg kan også frygte, at Buchmanns flotte kørsel i dag nu igen låser ham med tanke på de svære dage, der venter. Fabbro har været lidt for skuffende på det sidste til, at han kan være den indlysende topkandidat, han burde være, men han var trods alt ikke helt væk i søndags, hvor han sluttede stærkt af. Potentialet så vi i hvert fald med hans flotte kørsel i Tirreno, hvor han endte som en samlet nr. 8.

Sebastien Reichenbach kom skidt ind i løbet, men noget tyder på, at han stille og roligt finder benene. Han var i hvert med ved Attila Valters side hele vejen til mål på 9. etape, og det taler for, at han er klar på udbrud, nu hvor der ikke længere er en lyserød trøje at forsvare. Han klatrer slet ikke så godt som i gamle dage, og derfor frygter jeg lidt, at han er overmatchet af bedre og ikke mindst hurtigere folk, men Reichenbach er trods alt stadig en af de mest klatrestærke blandt de folk, der har tabt tid. Frihed har han i hvert fald, og etapens dieselkarakter passer ham, hvis han kan ramme rigtigt i den for ham lidt for lette start.

Boras andet kort er Felix Grossschartner, men desværre synes han at være helt låst. Modsat Fabbro har han umiddelbart ikke rigtigt forsøgt sig, men det udelukker ikke, at han kan få chancen på en helt oplagt udbrudsetape. Han har ikke vist sin allerbedste form, men god nok form til at være konkurrencedygtig. Min frygt er, at etapen samlet set er lidt voldsom for en fyr som ham, når formen ikke synes på 100%, men til gengæld har han en glimrende spurt. Først og fremmest skal han dog have den frihed, som Buchmann endnu ikke synes at have givet ham.

Lorenzo Fortunato fik sig en lussing på grusvejene, men det kan ikke skjule det forhold, at han på 6., 8. og 9. etape har klatret med de allerbedste. Det kom vist som et chok for alle - også for ham selv - og derfor er det stadig helt åbent, hvordan han håndterer så voldsom en bjergetape som denne. Han har i hvert fald aldrig klatret på dette niveau tidligere, og det gør ham til et wildcard, ligesom heller ikke han er videre spurtstærk. Hvis han fastholder sit hidtidige niveau, er der dog intet, der taler for, at han ikke skulle kunne vinde en etape som denne, hvis bare gruppen er den rette.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Har Matteo Badilatti fået gang i dieselmotoren? Den notorisk ustabile schweizer syntes helt væk i starten af løbet, men rejste sig gevaldigt med sin fine kørsel for Valter i søndags. I år har han taget et ekstra skridt i bjergene med sine flotte resultater i Catalonien og Romandiet, og denne dieseletape er ikke helt skæv for ham. Han havde foretrukket, at der var mål på toppen, for han er også meget spurtsvag, men det synes at være en etape, der er inden for Badilattis rækkevidde, hvis han har den rette dag.

Den anden rytter, Deceuninck kan spille ud, er James Knox. Briten har dog været skuffende, og selvom han gjorde det hæderligt på de første to bjergetaper, var han helt væk i weekenden. Det gør det svært at være optimistisk om en mand, der er kendt for stor forskel på top- og bundniveau, men netop hans ustabilitet gør ham også til en kandidat. Efter en svær tid var han i Baskerlandet i år bedre end nogensinde, og med de samme ben her er der ikke mange i dette felt, der vil være bedre end ham i et udbrud. Spørgsmålet er bare, om han gemmer de ben godt.

En omvendt formkurve har hans landsmand Simon Carr. Briten var flyvende i februar og marts, men skuffede fælt i april og i starten af dette løb. I søndags var der imidlertid pludselig hul igennem, og han lignede her igen den rytter, der klatrede med de bedste i Strade Bianche tidligere i år. Hvis formkurven fortsætter sin vej opad, er han interessant, men dagens etape viser også, at intet er sikkert, når vi taler om en mand, der allerede har markeret sig som en af feltet største lottokuponer.

Movistar har et helt kontingent af folk, der kan prøve, og her er det vel mest nærliggende at pege på de to klatrere, Antonio Pedrero og Einer Rubio. Begge har bekræftet det ganske høje niveau, de havde i Asturien, og Movistar vil altid gøre alt for at ramme udbrud som disse. Som klatrere burde de være ganske komfortable på en bjergetape som denne, men begge lider de under at være spurtsvage. Samtidig har Pedrero ikke været helt oppe at ringe hidtil, og Rubio viste i søndagens udbrud trods alt visse begrænsninger. De sværere stigninger her burde dog tiltale ham. Også Dario Cataldo er i form, men jeg ser ham ikke vinde så svær en etape, og det gør jeg heller ikke med Matteo Jorgenson, selvom amerikaneren i dag viste sit talent, nu hvor han endelig er blevet rask igen.

I dag røg Louis Vervaeke ud af klassementet, men hvis han allerede har absorberet skuffelsen, burde denne etape være en god mulighed. Det fallerede belgiske talent har i dette løb vist glimt af den gamle klasse, men han er til gengæld også kendt for manglende stabilitet. Frygten er, at han er færdig efter nogle hårde dages kamp for klassementet, ligesom han måske er hæmmet af det forslåede håndled. Til gengæld har han helt sikkert lært at fejlen forleden, hvor han på 4. etape spillede for meget med musklerne, og hvis gruppen er den rette, bør han have en chance for at gøre det færdigt.

Jeg bliver også nødt til at nævne Alberto Bettiol. Egentlig er det helt ulogisk, for etapen børe være alt for svær for en fyr som ham, men det er jo umuligt ikke at blive betaget af hans klatring. Også dag var han uhyre overbevisende, og da han klarede søndagens mange højdemeter flot, kan han ikke længere helt afskrives. Han skal i hvert fald have den rette gruppe uden for mange klatrere, men lykkes det synes intet at være umuligt for ham i disse dage. Spørgsmålet er, om EF lader ham bruge kræfter på udbrud på en etape, der på papiret ikke ligger til hans højreben.

I dag var det opløftende at se Rudy Molard rejse sig. Franskmandens klassement røg med det samme, og han indrømmede da også, at formen ikke var den bedste. I dag var han dog så god, at han måtte vente på Valter, og det vidner om, at benene er ved at være det. Desværre er Molard mere ardenner- end bjergrytter, og denne etape er nok lidt for svær til ham, særligt med den nuværende form. Han skal i hvert fald være i den rette gruppe for at vinde.

Endelig er der Michael Storer og Alessandro de Marchi. Deres kaptajner fik sig begge en lussing i dag, og det vil derfor gøre meget for at ramme udbruddet. Begge har også vist fremragende form de seneste dage, og Storer var endda overbevisende så sent som i søndags. Jeg har dog lidt svært ved at se, at de på så svær en etape skulle havne i et udbrud, hvor de kan vinde. De skal i hvert fald have gruppens sammensætning til at flaske sig - men med en relativt let start er det heller ikke umuligt.

Med den form, han har vist, tror jeg ikke på Diego Ulissi på så svær en etape, og det samme gælder for Gianluca Brambilla, Gorka Izagirre, Valerio Conti, Tony Gallopin, Nicolas Roche, Tanel Kangert og Luis Leon Sanchez. Etapen må trods alt være for svær for Patrick Bevin, Andrea Vendrame, Nelson Oliveura, Jacopo Mosca og Quinten Hermans, og det samme gælder nok også for den ellers velkørende Victor Lafay. Heller ikke Harold Tejada, der formentlig skal blive hos Vlasov, synes stærk nok lige nu, og jeg tror, at etapen er for hård for Mikkel Honoré, hvis han får chancen. Edward Ravasi viste forleden, at han er på vej tilbage efter styrtet, men jeg tvivler på, at han faktisk kan vinde i et forventeligt stærkt selskab. Jefferson Cepeda er lidt forventeligt faldet tilbage til samme niveau fra tiden før Tour of the Alps, og Harm Vanhoucke viste igen i dag, at formen ikke er i top endnu. Mikel Nieve vil næppe blive sendt i udbrud på en etape af denne type, og selvom de er bedre nu, synes Chris Hamilton, Giovanni Carboni, Remy Rochas, Nicolas Edet, Giovanni Aleotti, Kilian Frankiny, Simone Petilli, Jan Hirt, Kobe Goossens og Amanuel Ghebreigzabhier stadig ikke gode nok til faktisk at gøre det færdigt. Ligesom Guerreiro frygter jeg, at alle de store navne, der ligger omkring portugiseren i klassementet, er låst af Ineos, der ikke gider jagte hele dagen og slet ikke har lyst til at lukke dem tilbage i klassementet, selvom de har tabt en del tid.

Som sagt er det stærkt usandsynligt, at udbruddet hentes, men det kan ske, hvis elastikken er stram, og en favorit kommer tidligt i krise efter et muligt pres fra et af de nævnte hold lidt tidligere end ventet. I det tilfælde vil finalen helt sikkert blive aggressiv, og så vil etapen have været så hård, at vi bør se forskelle også i klassementet. Egan Bernal vil næppe satse alt i et stort solofremstød - selvom man intet kan udelukke i disse dage - og mest sandsynligt er en spurt i en lille gruppe. Her kunne Egan Bernal være favorit med den hurtighed, han har vist, men efter dagens vanskeligheder i positionskampen står hurtige Dan Martin med klatringen fra de foregående dage som et godt bud på en mand, der kan spurte sig til sejr - også selvom han som nævnt sikkert vil være en offensiv mand af rent raseri. Det samme kan Giulio Ciccone, hvis i dag bare var en af hans mange dårlige dage, samt Joao Almeida, der dog nok kommer til kort, hvis der virkelig åbnes op. Man kan heller ikke udelukke Remco Evenepoel i en næsten flad spurt, som vi har set i de indlagte spurter, og jeg forventer, at han på denne dieseletape vil rejse sig betydeligt. Faktisk vil jeg frygte ham lidt, hvis de sidder en håndfuld mand i den flade finale, hvor han ikke skal have en mm for at køre alene hjem. Også Damiano Caruso er halvhurtig, men næppe hurtig nok til at vide, og halvhurtige Simon Yates vil formentlig også være overmatchet i en spurt, mens Davide Formolo mangler fart på flad vej. I dette scenarium er det trods alt ikke realistisk, at Gianni Moscon, Nick Schultz eller Ruben Guerreiro kommer med hjem til en spurt. Endelig er det flade stykke langt nok til, at man skal være opmærksom over for angreb fra andre end Evenepoel, og her ligner Marc Soler, Emanuel Buchmann samt måske endda Tobias Foss, der ligesom Soler og Formolo dog nok får det for svært i denne vanskelige finale, nok de bedste bud på ryttere, der an snige sig væk til sidst. Jeg ser ikke Ineos tage chancer med et eventuelt angreb fra Daniel Martinez, der risikerer at tage rivaler med sig.

Feltet.dks vinderbud: George Bennett

Øvrige vinderkandidater: Gino Mäder, Geoffrey Bouchard

Outsidere: Koen Bouwman, Bauke Mollema, Ruben Guerreiro, Fausto Masnada, Matteo Fabbro

Jokers: Sebastien Reichenbach, Felix Grossschartner, Lorenzo Fortunato, Matteo Badilatti, James Knox, Simon Carr, Antonio Pedrero, Einer Rubio, Louis Vervaeke, Alberto Bettiol, Rudy Molard, Michael Storer, Alessandro de Marchi

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Egan Bernal, Dan Martin, Giulio Ciccone, Remco Evenepoel, Joao Almeida, Damiano Caruso, Simon Yates, Emanuel Buchmann

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Omar Frailes sejr fra 2017, hvor de dog kørte en afsluttende rundstrækning efter Canaio.

Giro-status på Radio4

I morgen gør jeg kl. 11.40 status på Giroen i Radio4.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER