SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA A ESPANA

Ruten

Dopingfortid til trods er Marco Pantani stadig en italiensk folkehelt, der år efter år hyldes i Giroen. Det sker også på løbets 12. etape, der har både start og mål i hans hjemby, Cesenatico, ved den italienske adriaterhavskyst. Her har man designet en etape, der fuldstændigt følger ruten fra motionsløbets Nove Colli Gran Fondo, der med sine 3800 højdemeter over 204 km er en meget krævende affære. Som vi ved fra Memorial Marco Pantani ligger selve Cesenatico dog så langt fra bakkerne, at der næppe er mulighed for kamp i klassementet på det, der ligner en stensikker dag for et stærkt udbrud.

I alt skal der tilbagelægges 204,0 km med start og mål i Cesenatico. Etapen er designet som en stor rundstrækning, der fører feltet ind i det stærkt kuperede terræn syd for målbyen, der selv ligger helt ude ved kysten. Starten er dog ganske fredsommelig, idet man snor sig mod vest væk fra havet ad en vej, der kun er ganske let stigende. Efter 26,1 lette kilometer drejer man mod syd for at passere en ikke-kategoriseret stigning (2,4 km, 5,6%) med top efter 31,3 km for med det samme at køre op til Polenta (2,5 km, 4,2%), som nås efter 35,9 km. Nu følger man en nedkørsel mod nordvest og sydvest, indtil en let stigende vej går mod sydøst og syd.

Den vanskelige del rammes efter 55,3 km, når man tager hul på San Matteo (3,9 km, 6,3%), som har top efter 59,6 km og med det samme efterfølges af den lille Pieve di Rivoschio (800 m, 7,2%) med top efter 64,5 km. En let nedkørsel fører så mod øst, nordøst og sydvest, indtil man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 4-stigningen Ciola (6,0 km, 6,4%), der stiger med 8,3% og maksimalt 12% over de første 3,0 km og dernæst jævnt med 4,5% resten af vejen op til toppen, der rundes efter 76,9 km. Nu leder en teknisk nedkørsel mod sydvest direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Barbotto (4,5 km, 8,4%), der er en svær sag med en jævn start på 7,3% over 3,5 km og siden hele 12,1% og et maksimum på 17% over den sidste kilometer frem til toppen, der rundes efter 90,3 km.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

På toppen drejer man mod nord ad en let stigende vej, inden det begynder at falde mod nord og nordøst ned mod Sogliano al Rubicone. Kort inden byen, der kendes fra Coppi e Bartali, drejer man mod syd for at køre op ad Monte Tiffi (1,8 km, 9,8%), der har et maksimum på 16%, og som kendes fra kongeetapen i samme løb, og som har top efter 112,3 km. Efter kun en ultrakort nedkørsel, der leder mod sydvest går det opad kategori 3-stigningen  Perticara (8,1 km, 4,7%), der stiger ujævnt med 5,5% over de første 3,6 km med et maksimum på 12% og lange stykker på 8-9%, inden den stiger med 4,1% over de sidste 4,5 km, igen ujævnt med stykker på 7-8% på den nedre del frem mod en let sidste kilometer med 2-3%, inden toppen rundes efter 121,7 km.

Nu venter en teknisk nedkørsel, som fører mod øst ned til dagens første spurt, som kommer efter 130,4 km. Her drejer man med det samme mod sydøst for at passere kategori 3-stigningen Madonna di Pugliano (9,1 km, 5,5%), der skal deles i to med først 4,0 jævne kilometer med 7,7% i snit og et maksimum på 12%, siden 2,5 km med bare 1,7% og slutteligt 2,6 km, der jævnt stiger med 6,0% i snit. Toppen rundes efter 140,4 km, hvorefter det går mod nordvest ad en småkringlet nedkørsel og siden mod nord ad en ikke-kategoriseret stigning (4,7 km, 4,5%) med top efter 154,8 km. Nu falder det atter mod nordøst ad en til tider teknisk nedkørsel.

Sidste udfordring indledes, når man drejer mod sydvest ind på kategori 4-stigningen San Giovanni in Galilea (4,7 km, 5,7%), som stiger med 7-8% over de første 2 km, men derefter blot med 3-6% resten af vejen. Toppen rundes, når der resterer 30,5 km, som indledes med en teknisk ikke alt for vanskelig nedkørsel, som fører mod vest, nordøst og nord ned til den sidste spurt, som kommer efter 189,2 km. Nu går det mod nord og nordøst ad en ganske let faldende vej, indtil de sidste 4 km er stort set helt flade. Vejen afbrydes af to skarpe sving lige inden 2 km-mærket, inden et sidste sving leder mod nordvest ind på den 1,4 km lange, 7,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3812 højdemeter.

Udover altid at være målby for Memorial Marco Pantani, hvis seneste udgave i august blev vundet af Fabio Felline, var Giroen senest forbi i 2010, hvor Manuel Belletti var hurtigste mand fra et udbrud, og i 1999, hvor Ivan Qaranta vandt en massespurt. I alt har løbet været forbi syv gange tidligere. Baby-Giroen gjorde stop i 2010 med solosejr til Paolo Locatelli og i 2009, hvor Enrico Peruffo var hurtigste mand i en tremandsspurt.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Vejret

Årets Giro fortsætter med at være en våd affære. Heldigvis falder den massive regn om natten, men også om dagen er der en konstant bygerisiko på mellem 30 og 60%. Temperaturen vil nå 18 grader, og vinden vil være let til jævn (12-16 km/t) fra vest. Det giver mod-og sidemodvind i den indledende fase, herefter sidevind og så primært sidemedvind (men generelt vind fra alle retninger) i den kringlede og kuperede zone. Der er modvind på sidste stigning, inden man får sidemed- og mest sidevind på turen tilbage til Cesenatico. Her bliver der med 5 km igen sidemedvind, indtil man får sidemodvind på de sidste 1400 m.

Analyse af 11. etape

Et cykelløb har pr. definition kun én vinder, men det herlige ved en grand tour er, at det er en tre uger lang samling af små historier og delfortællinger. På den måde er der næsten altid flere forskellige sejrherrer, alt afhængig af hvilken vinkel man lægger på den enkelte etape - og dermed også ofte lige så mange tabere.

Tag nu bare dagens 11. etape af Giro d’Italia. Det er jo indlysende, at dagens store vinder er Arnaud Demare, for som det stod i alle drejebøger inden etapen, viste franskmanden sig for tredje spurt i træk at være ganske overlegen. Dermed blev han den blot anden franskmand efter Bernard Hinault i 1982 til at vinde fire etaper i den italienske grand tour, og samtidig styrkede han sit faste greb om pointtrøjen yderligere.

Sidstnævnte er imidlertid ikke nødvendigvis det foretrukne udkomme for Demare. Han havde utvivlsomt drømt om, at etapen havde haft et lidt andet udfald. Dagens anden vinder kan nemlig også sige at være Peter Sagan, der måske ikke fik sit drømmescenarium om etapesejr, men som gjorde præcis det, man kunne have håbet på, for at holde liv i de cyclamenfarvede drømme. Mens sejren i dag nok kun var realistisk, hvis alting flaskede sig, kunne Sagan i dag være blevet kørt ud af den pointkonkurrence, han netop var blevet en del af igen, hvis han i den flade finale var blevet slået af mere klassiske sprintere som Fernando Gaviria, Alvaro Hodeg og Elia Viviani.

Det må utvivlsomt give en lidt bitter bismag for Demare, men desværre for ham kunne han jo kun kontrollere det, han rent faktisk havde magt over. Det var hans egen spurt og det supertog, der nu har domineret snart sagt alle sine massespurter siden genstarten i slutningen af juli. Og set i det lys gjorde Demare alt det rigtige med en opvisning, der var lige så overlegen, som vi efterhånden har fået for vane at se dem.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Finalen gik nemlig helt efter det manuskript, man kunne have skrevet på forhånd. Omkring den røde flamme skød kæden med Ignatas Konovalovas, Miles Scotson, Jacopo Guarnieri og Demare nemlig frem og sendte både UAE og Israel SUN, der ellers havde domineret optakten, til tælling med et af de veltimede fremstød, der er blevet deres speciale. Timingen var endda så god, at de undgik deres største fare, nemlig at mangle folk efter de to sene sving, hvor den 600 m lange opløbsstrækning meget vel kunne være blevet lidt for lang for kun Guarnieri og Demare.

Den katastrofe blev undgået, da Konovalovas slog ud og afleverede Scotson på så passende et sted, at det blev ham, der kom først ind på opløbsstrækningen med Guarnieri og Demare ventende i sulkyen. I det øjeblik stod det klart, at kun et mindre mirakel kunne forhindre den fjerde Demare-triumf, og da Guarnieri atter afleverede kaptajnen, gjorde han det også færdigt så let, at man stadig sidder med fornemmelsen af, at det egentlig mere er en sejr for Konovalovas, Scotson og Guarnieri end ham selv.

Det skal dog ikke tage noget fra Demare, der ved at sejre og tillige gøre sin borgerpligt ved at slå Sagan i den indlagte spurt scorede i alt 53 point og øgede sin føring fra 20 til 36 point. Desværre for ham var udkommet altså bare lidt mindre, end man kunne have håbet, for Sagan gjorde præcis det, vi har lært at kende ham for i Tourens massespurter, nemlig sikre sig en andenplads, der minimerede tabet til hurtigere folk.

Det truede ellers med at gå galt for Sagan. Denne gang skete nemlig det ellers utænkelige, at slovakken ikke sad umiddelbart bag det bedste tog, der på forhånd var udset til at være FDJ. Den kamp tabte han nemlig til den ellers normalt så positioneringssvage Fernando Gaviria, og dermed var gode råd lige pludselig dyre for Sagan, der nu skulle starte en medvindsspurt bag to på papiret hurtigere folk.

Heldigvis for Sagan blev det hurtigt klart, at Gavirias usædvanligt pauvre kørsel de seneste dage ikke blot var en tilfældighed. Der er vitterligt ikke meget skud i de engang så lynhurtige stænger, for ligesom på 7. etape var der intet tilbage, da colombianeren trådte an. Denne gang kunne han heldigvis i det mindste starte sin spurt, men det varede ikke længe, inden han resignerende satte sig ned og lod en serie normalt meget langsommere folk storme forbi.

Sagan var som altid snarrådig nok til at fornemme Gavirias sammenbrud og sprang lynhurtigt over bag Demare, så han kunne sikre sig den 2. plads, der på forhånd må have været det sikreste mål at gå efter. Alligevel må han sidde med en ærgerlig fornemmelse, for han kom faktisk så stærkt til sidst, at det virker ganske sandsynligt, at han faktisk kunne have i hver fald truet Demare, hvis ikke han havde skullet bruge sin spurt på at lukke det hul, Gaviria efterlod. Det bekræfter blot den fornemmelse, der har været svær at komme udenom, nemlig at Touren har bragt Sagan ganske nær sit gamle niveau. Og i det lys må han også kunne lugte blod, når der på 19. etape skal spurtes efter et maraton på mere end 250 km, når han har sat sit store attentat ind på Demare på fredagens meget stejle og vanskelige stigninger.

Det kan Gaviria til gengæld ikke - tværtimod. Colombianeren viste ellers sin gamle hurtighed i Guangxi, San Juan og Emiraterne i løbet af efteråret og vinteren, men måske skal vi bare affinde os med, at den engang så alsidige sprinter i dag ikke kan meget andet end at spurte. I hvert fald er han nu om dage en af de første, der falder fra på en motorvejsbro, og samtidig synes han kun at have sin vanlige fart, hvis der er tale om en af de helt lette og flade etaper, vi kender fra årets første og sidste løb under fjerne himmelstrøg.

I det lys er det spørgsmålet, om han overhovedet kan kalde sig Colombias bedste sprinter. I hvert fald blev han i dag klart slået af Alvaro Hodeg, der desværre måtte sande, at han og Davide Ballerini ikke nåede frem i tide. Positionering har aldrig været hans spidskompetence, og selvom det også er helt klart, at han er den langsomste af de tre Deceuninck-sprintere kunne han måske have drømt om mere, hvis han havde startet sin spurt lidt tættere på det tog, der igen dominerede.

Det var dog ikke Hodeg, der var nogen stor taber. Det var snarere Elia Viviani, der vitterligt havde en reel chance for at tage den forløsende sejr, der kunne kaste et lidt forløsende skær over en ellers helt igennem trist sæson. Det fik en klodset motorcykel imidlertid forpurret, og selvom det ikke er sikkert, at det var slaget, der ødelagde hans spurt, endte det i hvert fald med, at den forslåede Viviani, hvis hold ellers havde taget ansvar hele dagen, tabte hjulet på Simone Consonni, der således endte med at spurte sig til egen 4. plads, men holdets kaptajn slukøret rullede over stregen til endnu en af de mange ligegyldige top 10-placeringer, der har været fortællingen om 2020 for manden, der i 2018 og delvist 2019 vandt WorldTour-sejre på samlebånd.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Det gør han bestemt ikke i år. Den ære tilfalder i stedet Demare, der efter i dag står på hele 14 gevinster og med en sejr på næste fredag trods den forkortede sæson kan tangere Dylan Groenewegens høst fra 2019 på 15 sejre. Ja, Demare har suverænt været den mest profilerede vinder i denne sæson, men i dag kan etapens nr. 2 i lige så høj grad kalde sig en sejrherre. Kampen om den cyclamenfarvede trøje er nemlig stadig pivåben!

Favoritterne

Efter dagens lille sprinterintermezzo venter en af den slags etaper, man kender til hudløshed fra Giroen og Vueltaen, men kun sjældent ser i Touren. En hård dag med masser af højdemeter gør det til en rute, der praktisk talt er umulig at kontrollere, men stigningerne, der faktisk er ganske svære, kommer så langt fra mål, at de som udgangspunkt ikke kan bruges af klassementsrytterne. Den slags etaper er begge de to ”små” grand tours fyldt med, og det gør dem til sande gaveboder for udbrydere.

I årets Giro er det da også denne etape, der er den allermest oplagt udbrudsetape. Naturligvis sker der af og til sære ting, men det vil være højst uventet, hvis ikke etapen ender med en sejr til et udbrud. Undtagelser sker som eksempelvis i 2014, hvor et wildcard-hold (jeg husker ikke, hvem det var), havde misset udbruddet, blev sat på selvmordsaktion og kørte dem ind, så Michael Rogers endte med at vinde fra favoritterne, men en lignende situation er utænkelig denne gang. Etapen er så svær, at det kun er de allerbedste hold - og stærke hold er en mangelvare - der kan kontrollere. Det kunne være Sunweb eller Deceuninck samt måske Ineos eller Trek, men ingen har skyggen af interesse i det.

Det bliver altså ikke et sådant mærkeligt scenarium, der spolerer udbrudsfesten. Den skal i stedet ødelægges af klassementsholdene. Mange vil sikkert huske en udbrudsetape i 2018, hvor Esteban Chaves efter en opvisning på Etna pludselig eksploderede. Han skulle køres ud af klassementet, og pludselig blev det derfor en lynhurtig dag, hvor udbruddet ikke fik en chance.

Den slags kan godt ske. Etapen er vitterligt svær med nogle ganske lede stigninger undervejs. Det er meget sværere end Memorial Marco Pantani, der jo ellers også har det samme format med start og mål i Cesenatico. Her ender det ofte i en reduceret massespurt, men det vil ikke ske her. Dertil er ruten for hård og svær at kontrollere, ligesom dynamikken i en grand tour er helt, helt anderledes end i et endagsløb.

Netop fordi ruten er så hård, kan man ikke udelukke, at klassementsrytterne vil teste hinanden. Det er blevet yderligere aktualiseret af risikoen for pludselig afbrydelse, men jeg tror ikke, at det vil ske med angreb. Snarere kunne vi måske se Trek, Bora, Astana eller Sunweb forsøge at lægge et pres for at se, om en rytter skulle have en dårlig dag. Skulle der opstå en Chaves-situation, kan det pludselig sætte liv i etapen, og særligt hvis udbruddet også skulle ende med at indeholde en rytter, der ligger nogenlunde til i klassementet, og som Deceuninck ikke bare har givet 15 minutter, kan man ikke helt udelukke, at der skulle ske samling.

Det hører dog til i den mere spekulative ende, for det er ikke en dag, hvor der er ide i at satse stort, når der om bare 48 timer venter en helt afgørende enkeltstart. Mere sandsynligt er det, at feltet får et løb i to halvdele, nemlig først en vanvittig og lynhurtig start, indtil elastikken knækker. Siden kan Deceuninck så sætte den på automatgear og lade feltet rulle til mål med et måske meget stort tidstab på mere end 10 minutter, hvis de var stærke nok til at sikre, at udbruddet ikke udgør nogen lyserød trussel.

Meget taler altså for en udbrudssejr, men hvem kan så vinde sådan en etape? Det er der i virkeligheden en del, der kan. Som sagt er etapen modbydeligt hård med mange højdemeter og særdeles stejle stigninger, men løbets sidste knap 65 km byder trods alt kun på to knolde, hvoraf kun den sidste er svær. Det hele slutter endda med 30,5 km, hvor chancen for at komme tilbage er ganske fornuftig, hvis man sidder i en gruppe, der kan samarbejde. Det ændrer dog ikke på, at man skal kunne klatre for at vinde, og det bliver i hvert fald hverken Alex Dowsett eller Matthias Brändle, der vinder denne etape.

Desværre for klatrerne er starten lidt for let. De første 50 km byder kun på én knold, der end ikke er alt for svær. Knækker elastikken allerede på et af de fladere stykker, bliver det igen lidt for meget et lotteri at ramme rigtigt. Den første stigning åbner dog muligheder, og går det som på 9. og 10. etape, kører udbruddet først, når vi rammer den kuperede midtersektion. Er det tilfældet, burde der være garanti for et brølstærkt udbrud, der måske også vil udgøre en lidt større trussel mod Almeidas trøje, end Deceuninck ideelt set ønsker sig. Chancen for, at vi skal så langt frem, er dog ganske god, og det gør det heldigvis lidt lettere at gætte på, hvem der kan komme afsted.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA A ESPANA
 

Jeg vover pelsen ved at pege på Ben Swift som min favorit. Det er klart, at stigningerne nok er en anelse for svære og stejle til, at han kan følge de allerbedste i det udbrud, han måtte ramme, men han bør ikke miste meget. Manden er trods alt blevet nr. 2 på Alpe d’Huez, hvor han endda kørte fra folk som Jesus Herrada og Jelle Vanendert, og han blev i bjergene på 9. etape nr. 28 til trods for, at de første fem pladser blev taget af et udbrud. Også i går viste han sin tårnhøje klasse, endda på stejle mure, der ikke er hans kop te. Han er langt mere komfortabel på stigninger, der er knap så stejle, og derfor passer denne etape ham endda langt bedre. Måske taber han lidt undervejs, men der er tid til at komme tilbage, og i en spurt er der få, der slår ham. Hvis alt går vel får han endda Jhonatan Narvaez Jonathan Castroviejo, der dog nok er lidt for langt fremme i klassementet, med til at hjælpe sig, men også uden ham står han stærkt. Derfor tror jeg, at Ineos tager deres tredje etapesejr i løbet og Swift sin første grand tour-etape.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Egentlig ville jeg gerne pege på Peter Sagan, men jeg er lidt i tvivl, om han sparer sig til 13. etape, der jo er hans D-dag, hvis han skal vinde pointtrøjen. På den anden side kender vi Sagan i grand tours, og når han kører, som han gør nu, er der sjældent noget, der kan holde ham tilbage. Det er klart, at FDJ igen vil gøre alt for at holde snor i ham, men kommer han væk på en af stigningerne, så vi i går, at han ikke er sådan køre ind igen. Til gengæld klatrer han på lange stigninger nok ikke helt så godt som eksempelvis Swift, og han risikerer i dette terræn at være en anelse overmatchet. Også for ham gælder dog, at der er tid til at komme tilbage, hvis ikke han sættes af alt for tidligt - også selvom den sidste nedkørsel gerne måtte have været vanskeligere. Og i en spurt er der som bekendt ingen potentielle udbrydere, der har skyggen af chancen mod Sagan. Min konklusion er: hvis han ikke sparer sig, tror jeg faktisk, at Sagan vinder igen.

Jeg må også igen pege på Diego Ulissi. Egentlig har indtrykket de foregående dage været, at han ikke er helt, hvor han burde, og der var ikke alt for meget skud i stængerne, da han forleden forsøgte at angribe i Chieti. Alligevel endte han i anden gruppe bag favoritterne, så helt formsvag er han ikke. Disse længere stigninger passer ham en anelse dårligere, men det er ikke terræn, han ikke kan klare, når han er i form, og ligesom de to ovennævnte vil også han have tid til at genvinde tabt terræn. En flad spurt er ikke hans foretrukne, men mod de fleste vil han stadig være den klare favorit.

Det bliver lidt Tordenskjolds soldater igen i dag, men det er svært ikke også atter at nævne Ruben Guerreiro. Der er ikke afgørende mange bjergpoint at køre om, men der er nok til, at det er besværet værd at gå i udbrud. Etapen passer ham ganske fint, og han viste forleden, at formen efterhånden er ved at være ganske fornuftig. Skal man tro den kritik, han har været udsat for på Twitter, er han også god til at passe på sig selv og ikke deltage alt for meget i arbejdet undervejs. Han er ikke nogen supersprinter, men han er hurtig nok til at slå de fleste på stregen.

Det er også af samme grund, at jeg nævner Jhonatan Narvaez. Der er en betydelig risiko for, at han finder stigningerne for lange, men formen synes efterhånden at være god. Forleden var han ganske tæt på at sidde med de bedste på murene, og også forinden gjorde han det godt. Udfordringen er, at etapen her passer ham dårligere, men blandt potentielle udbrudskandidater er han stadig en habil klatrer. Og så har han først og fremmest spurten til at gøre det færdigt til sidst.

Det er slet ikke nogen dårlig etape for Thomas de Gendt heller. Belgieren virker stadig ganske velkørende, selvom han endnu ikke har ramt det udbrud, han ønsker. Igen er hans udfordring, at han sjældent kommer med, når udbruddet kører sent - ganske enkelt fordi han brænder krudtet af for tidligt - men rammer han rigtigt, er terrænet fornuftigt. Stigningerne er ikke alt for svære, og det samme er heller ikke alle nedkørslerne. Power til at komme tilbage på det flade har han også, og så er han som bekendt slet ikke langsom i en spurt.

Det er Andrea Vendrame bestemt heller ikke, og også han bør have en god chance. Det havde han i hvert fald haft med sin 2019-form, men desværre så vi igen på murene forleden, at han ikke er helt, hvor man kunne ønske sig. Til gengæld er stigningerne ikke så svære, at den Vendrame, der sidste år burde have vundet en bjergetape, ikke kan være med, og som bekendt kan han slå næsten alle i en spurt. Spørgsmåler er først og fremmest, om etapen er for svær for 2020-udgaven af Vendrame.

Jeg har også lidt blik på Tanel Kangert . Esteren har generelt været voldsomt skuffende, men kørslen på murene gav håb, om at motoren er ved at være varm. En lang dag med mange højdemeter - iblandet lidt regnvejr - burde slet ikke være dumt for den estiske diesel, der har smag for lange soloridt i denne slags terræn. Det er klart, at han er slået af alle de ovennævnte i en spurt, men i Giro del Trentino for et par år siden viste han en spurtstyrke, han ellers aldrig har dyrket. Det kan være et helt afgørende våben, hvis han er kommet af med de allerhurtigste.

Jeg har flere gange nævnt Attila Valter, og det vil jeg gøre igen. Særligt på 9. etape viste han, at han hører til blandt de bedre klatrere, og selvom han ikke brillerede på murene, er formen i hvert fald fin. Terrænet her burde passe ham langt bedre end det foregående, og han har nævnt, at han gerne vil have sin chance en dag. Udfordringen er, at han ikke har vist sig specielt hurtig, men han er også en ung rytter, der sagtens kan have endnu skjulte kvaliteter.

En rytter, der måske kan komme i spil, er Kilian Frankiny. Et godt bud er, at FDJ beder deres eneste klatrer lime sig til Sagans baghjul, og det kunne tale for, at man skal tro på Frankiny, hvis man også tror på Sagan. Formen er ikke flyvende, men han gjorde det pænt på 9. etape, og han er traditionelt altid bedst i den tredje uge. I et udbrud med Sagan vil han have fuldt alibi til at sidde på hjul hele dagen. Det er klart, at han er så spurtsvag, at det trods alt er svært at se ham vinde etapen, men har han fribillet en hel dag, ved man aldrig om, at han skulle være i stand til enten at snige sig væk på det flade eller køre væk på den sidste stigning.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Det er jo også blevet standard at nævne Geoffrey Bouchard, så det må jeg hellere gøre igen. Hidtil har han ikke ramt rigtigt, og det er efterhånden svært at tro, at han har den form, han havde i sidste års Vuelta. Dengang blev han dog bedre og bedre undervejs, og gentager det mønster sig, burde han komme tættere og tættere på. Ligesom for Frankiny og Valter gælder, at hans spurtstyrke - eller mangel på samme - ikke gør ham til den indlysende vinderkandidat, men i en flad finale kan meget ske.

I det hele taget står Ag2r slet ikke så ringe. Larry Warbasse har nemlig i dette løb været bedre, end vi har set ham i ganske lang tid. Amerikaneren har som bekendt tidligere vundet en bjergetape i Tour de Suisse, så han klatrer pænt, og det så vi også på 9. etape. Han har dog samme problem som de fleste af de hidtil nævnte, nemlig at spurtstyrke ikke just er hans kop te. Til gengæld har han noget power, der kan bruges, hvis han skal snige sig væk på det flade.

Nicolas Edet synes stille og roligt at finde formen efter styrtet på 2. etape. Han er åbenlyst ikke på toppen endnu, som vi så, da han i går blev sat fra udbruddet, men det skete som bekendt på flad vej. Forinden havde han gjort det ganske pænt på bakken, og noget tyder på, at han er i fremgang. Han er på papiret ganske god på en etape som denne, og han har sans for at ramme udbruddet, ligesom han ikke er helt uden spurtstyrke. Spørgsmålet er bare, om han vitterligt er god nok nu.

Jeg vælger også at nævne Jonathan Castroviejo, men det er med noget forbehold. Jeg tror nemlig, at Deceuninck helst vil undgå at skulle holde udbruddet i kort snor hele dagen. Hvis gruppen først kører i den svære fase, er det dog svært at undgå, og Castroviejo er så flyvende, at han formentlig sidder der, hvis de gode folk bare kører væk på stigningerne. Den store udfordring er, at han ikke ejer skyggen af spurt, men skal man pege på en formstærk rytter med motoren til at køre alene hjem fra sidste stigning, er Castroviejo måske manden. Og skulle han sidde i en gruppe med eksempelvis Swift, kan han jo snige sig væk, mens alle kigger på hans hurtige holdkammerat.

Endelig vil jeg nævne Movistar-duoen Dario Cataldo og Davide Villella. Begge var de afsted forleden, men begge blev de sat til vægs. Min vurdering er nok, at deres nuværende niveau ikke helt rækker til at vinde, men etapen passer dem for så vidt udmærket. Der er tid til at komme tilbage, og begge kan afslutte hæderligt, særligt Cataldo, der må betegnes som ganske hurtig. Spørgsmålet er snarere, om de klatrer godt nok.

Jeg tror, at Rohan Dennis og Filippo Ganna allerede er i gang med at spare sig til lørdag, og jeg har svært ved at se rene klatrere som Victor de la Parte, Giovanni Carboni, Edoardo Zardini, Einer Rubio, Daniel Navarro, Jesper Hansen, Francois Bidard, Jonathan Caicedo og Joe Dombrowski vinde. Etapen må være for svær for Salvatore Puccio, Matteo Sobrero og Jhonatan Restrepo, og Carl Fredrik Hagen, Eduardo Sepulveda, Simon Pellaud, Mark Padun, Giovanni Visconti, Enrico Battaglin, Lorenzo Rota og Valerio Conti synes for formsvage, mens Joey Rosskopf og Hector Carretero er for spurtsvage, da de i forvejen primært skal overleve stigningerne. Sander Armee brugte sit krudt i dag Endelig tror jeg ikke, at Sunweb, NTT, Trek, Astana, Deceuninck eller Bora (bortset fra Sagan) giver plads til at sende folk i udbrud.

Som sagt anser jeg det som usandsynligt, at vi får samling, men skal det ske, vil det som sagt formentlig kræve, at der er en klassementsrytter, der kommer i krise. Det vil altså kræve en meget hård og derfor selektiv dag. Det lange, flade stykke til sidst vil formentlig dog betyde, at der vil være basis for en eller anden regruppering, og det betyder også, at der nok vil være så mange hjælpere, at man får svært ved at snige sig væk. Det taler for en spurt, hvor spørgsmålet er, hvem der sidder med. Med sin nuværende form tror jeg, at Peter Sagan har en reel chance, hvis han vælger at give den et skud, og han kunne være min favorit med den lidt mere klatrestærke Ben Swift som nr. 2. Et andet godt bud er formstærke Fabio Felline, der skal hjælpe Fuglsang, men som i en lille gruppe utvivlsomt vil få lov at spurte, samt naturligvis Diego Ulissi, måske Ruben Guerreiro, der dog nok vil spare sig og slippe tidligt og Andrea Vendrame, der dog nok falder fra, når det har været hårdt. Jhonatan Narvaez er også i spil, men jeg tvivler på, at han sidder der uden Swift. Sidder han hos Wilco Kelderman, er Nico Denz, der spurtede godt i dag, også i spil. Falder alle de tungere folk fra, viste Joao Almeida sin hurtighed forleden, men særligt Patrick Konrad og Tao Geoghegan Hart og i anden række Wilco Kelderman, Pello Bilbao og Jai Hindley kan også afslutte på flad vej. Mikkel Honoré vil nok overlade det til Almeida at gå efter bonussekunder.

Feltet.dks vinderbud: Ben Swift

Øvrige vinderkandidater: Peter Sagan, Diego Ulissi

Outsidere: Ruben Guerreiro, Jhonatan Narvaez, Thomas de Gendt, Andrea Vendrame, Tanel Kangert

Jokers: Attila Valter, Kilian Frankiny, Geoffrey Bouchard, Larry Warbasse, Nicolas Edet, Jonathan Castroviejo, Dario Cataldo, Davide Villella

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA A ESPANA
 

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Peter Sagan, Ben Swift, Fabio Felline, Diego Ulissi, Joao Almeida, Patrick Konrad, Tao Geoghegan Hart, Pello Bilbao, Wilco Kelderman, Jhonatan Narvaez, Nico Denz