Ruten

Det gode ved rejsen op langs den italienske adriaterhavskyst er, at det er så let at variere terrænet. Det kræver bare et lille smut ind i landet at lave bjerg- eller muretaper i Appenninerne, men man kan også bare følge den flade kystvej. Den slags lette kystetaper er på programmet hvert år, og denne gang får sprinterne endda to af dem. Således er der lagt op til endnu en let og flad dag, når løbet på sin anden onsdag fortsætter rejsen mod nord op mod de høje bjerge.

I alt skal der tilbagelægges 182,0 mellem de to kystbyer Porto Sant’Elpidio og Rimini, og denne gang sørger man for at holde sig til kystvejen det meste af dagen. Således lægger man ud med at følge den mod nordvest igennem helt fadt terræn - dog med en lille afstikker ind til Osimo, som ikke ændrer på den flade karakter - og det er først, når man kører vest om storbyen Ancona efter ca. 45 km, at der kommer en lille rynke på profilen. Kort efter rammer man imidlertid igen kystvejen, og så går det helt lige og fladt mod nordvest hele vejen frem til den første spurt i Pesaro efter 105,9 km.

Her bliver kystvejen både snoet og rynket. Først skal man over kategori 4-stigningen Monte San Bartolo (3,1 km, 5,2%), der er en jævn opkørsel med top efter 111,3 km, inden en nedkørsel efterfølges af endnu en lille bakke og derefter endnu en nedkørsel. Nu bliver vejen igen lige og flad hele vejen frem til Misano Adriatico efter 132,1 km.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Her drejer man mod nordvest væk fra kysten, hvilket giver anledning til et par bakker, først Misano Monte (1,7 km, 4,0%) med top efter 140,2 km og siden Coriano (700 m, 7,1%), på hvis top den anden spurt kommer efter 144,1 km. Næste bakke (1,4 km, 5,5%) har top efter 151,7 km, og den sidste, Santa Cristina (1,3 km, 6,0%) passeres efter 158,2 km.

Herefter er de sidste 23,8 km lette. Det falder ganske let mod nordvest, indtil man efter 166,1 km drejer mod øst for at køre ad en ganske let faldende vej ud mod kysten og Rimini, hvor de sidste 8,5 km er stort set helt flade. Inde i Rimini bliver det kringlet, da der på de sidste 5 km er skarpe sving med 4600 m, 4000 m, 3800 m, 3500 m, 2400 m og 2300 m igen. Herefter følger man en lige vej ned langs kysten, som afsluttes med to skarpe sving lige i rap, hvorefter man rammer den 600 m lange og 8 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1191 højdemeter.

Rimini var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med holdløbene i Settimana Coppi e Bartali i 2003 og 2002. I 2003 sejrede Lampre og kørte Jan Svorada i førertrøjen, mens det i 2002 var Mapei-Quick Step, der benyttede en triumf til at sende Dario Cioni til tops i klassementet.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Vejret

Det har været en halvvåd Giro indtil videre, og den tendens kan muligvis fortsætte onsdag. Det vil regne massivt i løbet af natten, inden det om formiddagen bør klare op, men gennem hele etapen vil der blandt solskinnet og de få skyer være en 25% bygerisiko, som endda vokser en anelse mod slutningen. Temperaturen vil nå 18. grader, og det vil være lidt blæsende med en jævn og vestlig vind (15-20 km/t), som dog aftager i løbet af eftermiddagen. Det giver sidemodvind stort set hele dagen, indtil man med 16 km igen drejer ind i medvind. Med 4,5 km igen får man sidemedvind, som varer ved, indtil man får sidemodvind på den 600 m lange opløbsstrækning.

Analyse af 10. etape

Der er vist noget med, at vi i Danmark har et udtryk, der hedder ”Højt at flyve, dybt at falde”. Det har for Cykeldanmark sjældent været mere velvalgt end denne tirsdag, hvor den danske fugl, der i søndags fløj så højt sammen med alle de danske Pedersen’er, men som i dag drattede så dybt, at den Giro-triumf, de mest optimistisk anlagte kunne vejre for to dage siden, nu ser endnu fjernere ud, end den gjorde ved løbets begyndelse for halvanden uge siden på Sicilien.

Nu er det måske lidt voldsomt at sammenligne med et børskrak, der sendte hele verden ud i en årelang recession, men efter vores Super Sunday blev det med reference til den 29. oktober 1929 i dag til et dansk Black Tuesday, da luften sivede ud af det lille stykke skrøbelig gummi, der jo på helt urimelig vis har ansvaret for at kunne omsætte måneders ensom træning på golde vulkaner eller isolerede bjerge til realisering af en livsdrøm. Med ét blev den dag, der lignede en af Jakob Fuglsangs bedste chancer for at vinde tid på særligt Vincenzo Nibali, til et mareridt, der nu får den forjættede Giro-sejr til at virke meget langt væk.

Det var ellers gået helt perfekt. En vanvittig start, hvor kampen om pointtrøjen pludselig havde gjort løbet knaldhårdt, blev ledsaget af den regn, som Fuglsang elsker. Det skete netop som de ramte de stejle mure, som ardennerrytteren Fuglsang efterhånden har gjort til sit speciale. Og som vi så i søndags har han en eksplosivitet, der i den slags terræn kan sætte dieselmotoren Nibali til vægs.

Det var da også lagt op til, da Fabio Felline satte sig frem i finalen. Da stod det klart, at Fuglsang naturligvis havde tænkt sig at gribe chancen og udnytte det momentum, søndagens tidsgevinst havde givet - og et angreb var kun blevet endnu mere aktuelt af morgenens corona-drama, der truer med at trække hele Giro-stikket hvert øjeblik, det skal være - og på det tidspunkt begyndte selv den iskolde haj nok at koldsvede en anelse.

Desværre sivede luften ud af ballonen, og det gjorde den i virkeligheden også, inden den sivede ud af dækket. Da det endelige slag skulle slås på muren i udkanten af Tortoreto, var der nemlig langt til den Fuglsang, der dansede væk fra rivalerne i søndags. Nej, det blev hurtigt til et spørgsmål om overlevelse, da selvsamme Fuglsang ikke kunne holde hjul på Tao Geoghegan Hart og kortvarigt måtte lade Domenico Pozzovivo, Joao Almeida, Rafal Majka, Wilco Kelderman og briten køre væk.

Heldigvis fik Fuglsang reddet krisen, og han sad fint med, da 11 mand samledes efter toppen - altså lige indtil punkteringen satte ham ud af spillet. Og selvom Felline fortsatte sin flotte kørsel og relativt hurtigt var klar med en cykel, var det en dag som denne, at Fuglsang for alvor må have følt sig som en ulykkesfugl, da en hånd fra Miguel Angel Lopez og måske Aleksandr Vlasov (hvis han var blevet bedt vente) havde været nyttig.

Men måske er tidstabet slet ikke så væsentligt. Jeg er i virkeligheden langt mere bekymret for det, der skete på stigningen forinden. Det er ingen hemmelighed, at Fuglsangs problem i grand tours altid har været hans holdbarhed, og derfor er jeg næppe den eneste, der sidder og venter på, hvornår det typiske niveaufald sætter ind. I det lys var dagens svaghedstegn i for Fuglsang gunstigt terræn bestemt ikke lovende - slet ikke når vi kun er i den anden uge, og den tredje uge er spækket med Nibali-terræn, om vejrguderne og coronavirus vil det.

På den måde bekræftede etapen de antagelser, man kunne gøre sig på forhånd: at tiden arbejder imod Fuglsang, men for Nibali. Der var i hvert fald betydeligt mere vid i hajen i dag, end der var i søndags, og det endda på en etape, der bestemt ikke var skræddersyet til hans ryttertype - heller ikke selvom han jo faktisk i 2013 vandt Tirreno-Adriatico ved netop i regnvejr på Midtitaliens mure at få skovlen under en sjældent vakkelvorn Chris Froome.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Det har lunet hos Nibali at få skovlen under sin ene tidligere holdkammerat, men til gengæld skal han for alvor til at frygte en anden. Jeg skrev efter 7. etape, at man for favoritterne måtte håbe, at de ikke greb chancen til at køre Domenico Pozzovivo ud af klassementet, da han undervejs var sat i sidevinden, men tilsyneladende var det kun Fuglsang, de frygtede. Da danskeren var tilbage i spillet, blev foden lettet fra gaspedalen, og Pozzovivos krise blev hurtigt afblæst.

Det kan meget hurtigt blive til en bitter fejl, præcis som det var, da samme Nibali for et år siden undervurderede Richard Carapaz for siden at finde ud af, at ecuadorianeren var løbets bedste klatrer. Måske gentager historien sig igen denne gang, for den rytter, der sidste år bare var Nibalis slave, var i år i sin helt egen liga.

Det var intet mindre end beundringsværdigt, at lille Pozzovivo, der ellers kunne se det stort anlagte forarbejde fra de delvist genfødte Ben O’Connor og Louis Meintjes på et helt igennem forvandlet NTT-mandskab gå til spilde, da også han blev ramt af defekt på de regnvåde veje, ikke blot på i alt væsentligt egen hånd kom tilbage til de forreste, men også kortvarigt kørte fra alt og alle på den sidste stigning. Det så ellers kortvarigt ud til, at Pozzovivo var på vej i tilbagegang efter svaghedstegnene i søndags, men i dag lignede han atter den rytter, der på 3. og 5. etape sammen med Fuglsang efterlod det stærkeste indtryk.

Nibali har dog heldigvis stadig noget at have sin optimisme i. Selvom han ligner en klatrer, har Pozzovivo faktisk ofte gjort det en anelse bedre på lidt kortere stigninger end i de virkelige bjerge - det er ikke noget tilfælde, at han flere år i træk var en hovedaktør i Liege - og det var derfor snarere nedturen i søndags end dagens optur, der var overraskende. Holder sædvanen, vil Nibali stadig have overhånden i bjergene i den tredje og også på de to tilbageværende enkeltstarter.

Det kan han også i bjergene regne med i forhold til Kelderman. Hollænderen var i dag mindst lige så overbevisende som hidtil, men da han med årene har udviklet sig mere til puncheur end klatrer, er det også for ham på de lange stigninger, at den virkelige test kommer. Det gør den til gengæld ikke for Rafal Majka, der er ganske komfortabel i de høje bjerge, og som i dag efterlod endnu et overbevisende og positivt indtryk. Spørgsmålet er bare, om det er nok til at modsvare handicappet på enkeltstarterne.

Det var dog ikke alt sammen som forventet. Joao Almeida lignede på både 5. og 9. etape end mand, der kunne knække, hvornår det skulle være, og i dag kunne man sågar have frygtet for hans trøje. Det var der imidlertid slet ingen grund til, for den lille portugiser var en af de absolut stærkeste og havde endda overskud til med en bragende flot spurt at styrke sin position yderligere ved at indsamle fire bonussekunder. Samtidig fik han endda cementeret sin position i hierarkiet, for selvom det holdt hårdt, blev Fausto Masnada langt om længe sendt i aktion som hjælper, da Pello Bilbao truede med at sende den lyserøde trikot over grænsen fra Portugal til Spanien.

Netop Bilbao, der jo ellers også skuffede i søndags, stod for en anden lille genfødsel, men hans virkelige niveau er svært at vurdere, når han stak af på en nedkørsel inden favoritternes kamp. Og uanset hvad er dette terræn også for ham mere gunstigt end det, der venter senere, hvis vejret spiller med.

En anden positiv overraskelse var Tao Geoghegan Hart, der jo ellers i starten ikke lignede den plan B, han burde være. Desværre har der oftest været nitte på den britiske lottokupon, men i dag efterlod han så positivt et indtryk, at det britiske storhold måske alligevel skal spille en rolle i klassementet - præcis om Hermann Pernsteiner skal det, da han modsat Ilnur Zakarin kom sikkert igennem en etape, der passede ham så dårligt, som man vel kan tænke sig det.

Til gengæld var der ingen Diego Ulissi, som ellers efter at have misset udbruddet satte hele UAE i aktion for at sikre italieneren den anden etapesejr, men som kun har sig selv at takke for, at de ikke fik skabt samling, da de på alle måder gjorde det svært for sig selv ved først at undlade at hjælpe FDJ og siden ved at lade forspringet vokse til fem minutter, inden de trådte i karakter. Alligevel viste det ikke at være spildt, for holdets kaptajn, Brandon McNulty, gjorde præcis som i Giro di Sicilia for et år siden, nemlig udnytte lidt stilstand til at snige sig væk på en regnvejrsdag. I det hele taget har han efter nedturen på 5. etape virket meget overbevisende de seneste dage, og husker man på, at han i Ruta del Sol også bare blev bedre og bedre undervejs, kunne han ligne en mand med den motor, der skaber en stor grand tour-rytter - især fordi hans enkeltstart som bekendt er glimrende.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Etapesejr og dermed 10 bonussekunder blev det dog ikke til, for i dag var der én rytter, der var i særklasse. I det hele taget burde hele denne analyse kun handle om Peter Sagan og ikke meget andet, for det, der mest af alt står tilbage er, at den Sagan, der betog os alle for år tilbage stadig lever et eller andet sted. I hvert fald følte man sig lidt hensat til svundne tider, da Sagan dominerede etapen fra det øjeblik, tv-billederne startede, og indtil han kørte alene over stregen, brød 15 måneders tørke og skrev sig ind i klubben over ryttere med sejre i alle tre grand tours.

Sagan lignede nemlig en mand med en mission. Knap var det, der lignede dagens udbrud, kørt, før Bora gik i aktion. Først jagtede Cesare Benedetti, inden det tyske hold begyndte at angribe i ét væk med først Pawel Poljanski og Matteo Fabbro. Og Sagan, der godt vidste, at han kun kunne komme væk på Chieti-stigningen, da FDJ ville have for let ved at kontrollere ham i fladlandet, udnyttede sin eneste chance til at køre væk netop der.

Alligevel så det ud til at være skønne spildte kræfter. Jeg havde i min optakt skrevet, at Sagan ikke kunne vinde fra udbrud, for det ville franskmændene aldrig acceptere, og med et stort set helt fladt midterstykke ville det være for let at bringe ham tilbage igen. Den analyse var for så bidt rigtig - bortset fra at Sagan og resten af udbruddet kørte så stærkt, at de slet og ret måtte give op - og siden kunne han så lukrere på, at UAE havde bestemt sig for at give sig så svær en opgave som overhovedet muligt.

Alligevel betød en kombination af UAEs og NTTs arbejde samt Bilbaos angreb og den deraf følgende jagtfra Deceuninck, at udbruddet stort set var hentet undervejs. Heldigvis for Sagan kom Pozzovivos punktering på det helt rette tidspunkt, og derefter viste han den klasse, som tidligere har indbragt ham hele tre etapesejre netop på Tirrenos mur-etaper - blandt andet i Chieti, hvor han altså kørte væk i dag, og på ovennævnte etape, hvor Froome i regnvejr kollapsede - ved først at sætte den ellers stadig mere imponerende Ben Swift og siden holde hele favoritfeltet stangen.

Det var den Sagan, vi troede, vi havde mistet. Spørgsmålet er så bare, om det også er nok til pointtrøjen. Det ligner trods alt fortsat en svær kamp med et efterslæb på 20 point til Demare, der stadig har to sprinteretaper i baghånden. Men kan han lave en 50-0 på fredag, hvor etapen lidt overraskende giver det store antal point, er slovakken i den grad tilbage i kampen om den cyclamenfarvede trøje, der meget fint matcher den grønne, han jo allerede har gjort til sin ejendom.

Nej, for Sagan var det den Super Tuesday, vi kender fra de amerikanske primærvalg. Det var kun danskerne, der følte sig sendt tilbage til Black Tuesday for 91 år siden.

Favoritterne

Efter 10 etaper skulle den være god nok. Langt om længe kan sprinterne se frem til en etape, hvor der ikke burde være noget, der for alvor kan true en massespurt. Terrænet er for en gangs skyld relativt overkommeligt, og selvom det vil være relativt blæsende, i hvert fald først på etapen, vil den generelle sidemodvind blot betyde, at det har en dæmpende effekt på aktiviteten.

Til gengæld er der måske noget andet, der står i vejen. Kampen om pointtrøjen gør nemlig det taktiske spil en anelse mere kompliceret, end det burde være på en ellers tilforladelig sprinteretape. Forud for løbet lå det ellers i kortene, at UAE, FDJ og Deceuninck nok skulle slå pjalterne sammen for at sikre den ventede massespurt, men nu er det måske ikke helt så ligetil endda.

Deceuninck har nemlig vigtigere ting at tage sig af, når de har en førertrøje at forsvare, og så kan der næppe blive råd til at bruge mange kræfter på at jagte. Fernando Gaviria styrtede i dag, og selvom det kun er blevet til et slag på albuen, kan det måske gøre araberne lidt mere tøvende.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Og så er der FDJ, der befinder sig i lidt af et dilemma. De har et forspring på 20 point ned til Peter Sagan i kampen om pointtrøjen, og det burde i teorien have været nok, hvis Arnaud Demare bliver ved med at dominere de indlagte spurter. Sådan tænkte jeg det i hvert fald, indtil det til min overraskelse gik op for mig, at der på 13. etape er 50 point og ikke 25 point til vinderen, som der ellers var det på 8. etape.

Det ændrer meget for Demare. Forskellen på en 1. og en 2. plads på en flad etape er kun 15 point, og dermed kan Demare ikke bare afvente 13. etapes udfald og satse på at indhente det tabte på 19. etape, hvis Sagan vitterligt scorer fuldt hus på fredag. Nu er han nødt til at jagte etapesejren i morgen - også selvom det indebærer den risiko, at Sagan slår ham, og at han pludselig ender med at kompromittere sine egne chancer.

Samtidig har sportsdirektør Sebastien Joly givet os svaret på, hvordan de griber etapen an. “I rather wanted us to save some energy. We must not forget that the number 1 goal is still the stage victories, and we still have great opportunities ahead of us. We are going to focus again on that and we really want to add another one tomorrow,” var forklaringen på, at de i dag afblæste jagten på Sagan, og dermed ligger det I kortene, at FDJ vil kontrollere. Til gengæld vil Bora nok satse hele butikken på 13. etape og derfor helst have en udbrudssejr i morgen.

Samlet set vil jeg forvente, at FDJ og UAE vil jagte - måske med hjælp fra Israel SUN, der primært er her for spurterne - og dermed ligner det en tilforladelig dag. En lang dag i modvind efter en hård etape lægger op til, at et wildcardudbrud - sikkert med Marco Frapporti og Simon Pellaud - kører fra km 0, inden FDJ og UAE vil tage kontrol med mulig hjælp fra israelerne. Frem til Ancona er der lidt mere side- end modvind, hvilket kan skabe lidt nervøsitet, men der bør stadig være så meget sidemodvind, at det bliver ved det. Og når de drejer ind i endnu mere modvind, ligner det mest af alt en langgaber, indtil Demare formentlig slår Sagan i den indlagte spurt inden kategori 4-stigningen.

Den stigning kommer nok for tidligt til at blive brugt til noget, men til gengæld tror jeg, at Bora vil lægge pres på, når vi kommer til de frem småbakker i forbindelse med den anden spurt. De er faktisk slet ikke så nemme, og selvom modvinden vil gøre det vanskeligere at skabe forskelle, og en velkørende Arnaud Demare næppe sættes af, kan man sagtens se nogle tungere folk ryge af. Og som minimum vil det i hvert fald trætte folk.

I sidste ende bør massespurten være sikker, uanset om der er faldet et par folk fra eller ej. Til gengæld er det en uhyre kringlet finale, hvor det vil være langt vigtigere at sidde godt gennem de to sidste sving end at have den højeste topfart. Det bliver mere et spørgsmål om positionering - ikke mindst hvis de varslede byger gør vejene våde - ligesom det er en lidt tricky distance på 600 m for et lead-out-tog, der kan få problemer med at klare sig med to mand efter svinget, når der er tale om modvind. Det kan alligevel gøre det til en lille fordel at sidde lidt længere tilbage og måske er det ikke nødvendigvis bedste tog, der også vinder.

Alligevel vil jeg grundet toget pege på Arnaud Demare. FDJ har styret stort set samtlige af årets massespurter med benhård hånd, og det har de også gjort i dette løb både på 4. og 7. etape. I dag mistede de desværre Ramon Sinkeldam, hvilket er en klar svækkelse, men ham manglede de faktisk også de foregående dage, først grundet en for svær stigning og siden grundet en defekt. Alligevel dominerede Ignatas Konovalovas, Miles Scotson og Jacopo Guarnieri totalt, og Demare blev sat perfekt op begge gange.

Den slags lead-out er en stor fordel i denne slags finale, hvor meget handler om positionering, og Demare viste på 7. etape, at han lige nu ligner feltets klart hurtigste. Udfordringen er at time det rigtigt, hvis de bare har Guarnieri og Demare efter svinget, men alt andet lige står manden med det bedste tog stærkest i denne slags finale - især når han også er hurtigst. Vi skal altid være opmærksomme på, at Demare traditionelt taber niveau i en grand tour, men foreløbig har han ikke vist skyggen af svaghedstegn. Derfor er han min favorit.

Jeg mener dog, at det er mere åbent end som så, og jeg vil slet ikke blive forundret, hvis Peter Sagan vinder. Der er næsten 100% garanti for, at slovakken igen sidder i Demares baghjul og dermed kommer godt igennem svinget. Vi så ganske vist forleden, at Demare stadig er den hurtigste af de to, men der er to ting, der taler til Sagans fordel. For det første er det usikkert, hvor længe Demare kan bevare det fartmæssige overskud, når han traditionelt bliver ringere og Sagan bedre, og for det andet er det altså tricky efter svinget, hvis de kun har to mand. Det kan tvinge Demare til at åbne for tidligt, og så er Sagan klar til at gå forbi. På 4. etape så vi, at han allerede var tæt på, så det kan bestemt lade sig gøre - særligt hvis Demare mærkes lidt på bakkerne.

Det er heller ikke helt dumt for Alvaro Hodeg. Colombianeren er ganske vist selv positioneringssvag, men han har et stærkt våben: Davide Ballerini. På 7. etape var italieneren faktisk stærk nok til at gå forbi FDJ, men desværre havde han tabt Hodeg undervejs. Hvis colombianeren denne gang kan holde hjul, er det faktisk slet ikke helt umuligt, at det kan blive til sejr. Det er tænkeligt, at FDJ vil tabe fart efter svinget, i hvert fald hvis de kun sidder med to mand, og så er Ballerini stærk nok til at gå forbi. Hodeg selv er altid svær at blive klog på, men hvis han spurter som i efteråret og ikke som i januar og februar, er han lynhurtig i en finale som denne. Det kræver dog, at han overlever bakkerne, hvilket ikke er sikkert.

Læs også

Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave

En af løbets større skuffelser har været Fernando Gaviria. Først var han på 7. etape så træt, at han end ikke kunne spurte, og siden blev han slået af Michael Matthews i spurten på 8. etape, hvor han ellers så ud til at give den fuld gas. Bedre er det ikke blevet af, at han røg på rumpen i dag og har slået albuen, og med den klatring, han har vist, kan han meget vel falde af på bakkerne undervejs. Alligevel må han tages seriøst. Han har i år generelt været lynhurtig og vist glimt af sin gamle fart, og modvinden kan meget vel gøre det til en ret let etape - meget lettere end 7. etape, hvor det formentlig var sidevinden, der tog kræfterne. Det taler til fordel for Gaviria, der utvivlsomt på papiret fortsat er den hurtigste. Hans udfordring er positioneringen i den tekniske finale, men den klarede han godt forleden. Gør han det igen, bør han stadig køre med om sejren.

Elia Viviani bør også have en fair chance. Han viste i Touren, særligt i Paris, at farten stadig er pæn - især i dette felt, hvor løbets nok eneste supersprinter, Gaviria, virker rusten. Også han manglede lidt fart forleden, formentlig grundet sidevinden, men til gengæld gjorde Simone Consonni det fornemt. Desværre blev han brændt af i jagten på Scotson, der var sluppet væk, men denne tekniske finale passer fint til Cofidis-duoen. Sidder de godt i svinget, er det måske dem, der kan lukrere på det, hvis FDJ skulle tabe fart, og så er Consonni stærk nok til at sætte Viviani op til sejr.

Jeg vil også pege på Juan Sebastian Molano. Er Gaviria forslået eller for svag på bakkerne, burde holdets anden colombianer komme i spil. Han viste sin hurtighed på 6. etape, selvom det var en lidt for vanskelig finale, og formen synes god. Det er svært at glemme, hvordan han i februar nærmest ydmygede Hodeg i Colombia, og det vidner om, at han er hurtigere end som så. Det kræver, at Gaviria giver plads, men får han chancen, bør Molano være konkurrencedygtig i dette felt.

Davide Ballerini kan også komme i spil. Hodeg virker lidt for velkørende, men skulle den tunge colombianer falde fra på bakkerne, får Ballerini sin egen chance. Det kan faktisk ske alligevel, for Hodeg har svært ved at holde hjul på sin lead-out man, og sidder Ballerini alene til sidst, kan han lige så godt prøve selv. Han har i år udviklet sig til en rigtig sprinter med sejren i Polen, og han viste på 4. etape, at han har farten til at true Sagan og Demare, specielt hvis det har været lidt hårdere på bakkerne undervejs.

En af årets skuffelser har været Davide Cimolai, der slet ikke har haft farten fra sidste år. I det lys er det svært at se ham vinde her, men den tekniske finale taler til hans fordel. Han har nemlig i Rick Zabel en glimrende lead-out man, der særligt imponerede i Tirreno, og Alex Dowsett og Matthias Brändle giver mere muskelstyrke til toget, der ligner et af de stærkeste. Det skal flaske sig, men sidder de rigtigt i svinget, er det i en finale som denne, at Cimolai kan slå de hurtigere folk.

En af overraskelserne på 4. etape var, at Andrea Vendrame var så hurtig. Han er ellers mere puncheur end sprinter, men det viser, at han kan begå sig i dette felt, særligt hvis det har været hårdt. Han styrtede forleden, men heldigvis har han siden vist - senest med dagens angreb - at han har det udmærket, og denne gang burde han være klar til at deltage i spurten. Hans positionering halter, så lidt held skal der til, men særligt hvis det har været hårdt, kan han igen gøre det pænt.

En overraskelse på 7. etape var den fine spurt fra Ben Swift. Det er ellers længe siden, at briten har været så langt fremme i en klassisk massespurt, men det vidner om den superform, han også viste i dag. I morgen bliver etapen formentlig lettere, så vi skal nok ikke regne med en gentagelse - især fordi hans positionering plejer at halte. Faktisk ville han slet ikke have spurtet forleden og gjorde det kun, fordi han sad godt, og jeg frygter lidt, at han ikke vil tage risici i en teknisk finale på potentielt våde veje. Han må dog have fået selvtillid af 7. etape, og sent i en grand tour kan han vel være med igen, særligt hvis det bliver hårdt undervejs.

Unge Stefano Oldani imponerede på 4. etape, men missede til gengæld ud i spurten på 7. etape. Han mangler erfaring og et godt tog, og derfor er denne tekniske finale næppe til hans fordel. Risikoen for, at han fanges i en dårlig position, er stor, og farten er heller ikke den højeste. På 4. etape fik han dog vist, at han kan være med i dette selskab uden mange sprintere.

Endelig vil jeg pege på Albert Torres. Spanieren har ikke spurtet endnu, og det kan sagtens være, at han ikke gør det denne gang heller. Formen synes dog ganske fint, da han har siddet godt med på stigningerne undervejs, så han burde nok kunne klare bakkerne. Hans positionering plejer at være svag, men han viste i Polen, at farten er hæderlig.

Enrico Battaglin kører sig formentlig til en yderlig top 10, men mangler fart til at være med helt fremme. Det samme gælder for Jhonatan Restrepo samt for Bardiani-duoen Giovanni Lonardi og Filippo Fiorelli, hvoraf førstnævnte er skrøbelig på bakkerne, og sidstnævnte har været styrtet. Måske vil Simone Bevilacqua og Josef Cerny spurte, men heller ikke de har den store chance.

BEMÆRK: Der er igen tale om vinderchancer. Rytternes roller afhænger af, hvad der sker undervejs jf. beskrivelserne ovenfor.

Feltet.dks vinderbud: Arnaud Demare

Øvrige vinderkandidater: Peter Sagan, Alvaro Hodeg

Outsidere: Fernando Gaviria, Elia Viviani, Juan Sebastian Molano, Davide Ballerini

Jokers: Davide Cimolai, Andrea Vendrame, Ben Swift, Stefano Oldani, Albert Torres