Ruten

Efter en svær start på løbet har sprinterne utvivlsomt nyd udsigten til to relativt flade etaper præcis midtvejs i løbet. Hvor 9. etape var en stensikker sag for sprinterne - i hvert fald da vinden ikke kom i spil - snyder 10. etape imidlertid langt mere. Her skal der ganske vist køres langs den nordspanske kyst det meste af dagen, men småkuperet terræn med flere mindre bakker gør det hele vanskeligere end først antaget. For at gøre det hele endnu værre slutter etapen endda på toppen af en lille bakke, og derfor er der lagt op til puncheurfest og ikke klassisk massespurt i Suances, hvor Paolo Bettini netop vandt en puncheurspurt ved seneste besøg for 12 år siden.

Med en distance på 185,0 km er der tale om en for Vueltaen lang etape, der fører feltet fra Castro Urdiales til Suances. Begge byer ligger langs den spanske nordkyst, og første del af etapen består af en lang tur mod vest hen langs den ujævne kyst mellem de to byer. Fra start kører man således mod vest ad en kuperet vej, der byder på bakker efter hhv. 12 km (1,8 km, 5,8%) og 19 km (2,4 km, 5,1%), inden det kortvarigt bliver helt fladt, mens man snor sig mod vest, nord og nordvest. I udkanten af kystbyen Noja, der nås efter 47,0 km, venter to mindre bakker, hvoraf den sidste stiger med 6,8% over 1,8 km, inden det igen bliver helt fladt, mens man kører mod vest, sydvest, syd og vest frem til Astillero i udkanten af storbyen Santander. Herefter skærer man ind gennem landet mod vest via to småbakker, indtil man når frem til udkanten af målbyen, Sauances. Nu går det mod sydvest væk fra vandet ind gennem Torrelavegda og frem til byen Yermo, der nås efter 120,8 km.

Her ændrer etapen karakter, når man kører mod vest op ad kategori 3-stigningen Alto de San Cipriano (4,3 km, 5,0%), der er en jævn stigning uden store vanskeligheder. Toppen rundes efter 125,1 km, hvorefter det går mod vest via en let nedkørsel ned til dagens spurt, der kommer efter 135,5 km, inden det begynder at stige via en ikke-kategoriseret stigning (4,6 km, 3,4%). Nu fører en nedkørsel mod nordvest ned til kystbyen Comillas, hvorfra det går mod øst hen langs vandet tilbage mod Suances. Kystvejen er dog her en anelse kuperet, og der venter derfor en mindre bakke (1,2 km, 6,4%) efter 163 km, inden man kører mod nord ind til Suances, hvor endnu bakke (3,8 km, 2,2%) leder op til byen, der nås efter 175,0 km.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

I stedet for at køre direkte ind til mål slår man en sløjfe mod vest. Den er i alt væsentligt flad, men med 5 km igen begynder det at falde ganske let. Slutteligt begynder det at stige over de sidste 2 km med 5,9% over de sidste 1500 m. På de sidste 5 km bugter vejen sig let frem mod skarpe sving med 1800 og 1100 m igen, hvorefter et sidste sving venter med 500 m tilbage, hvorefter vejen bugter sig ind på den 120 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2256 højdemeter.

Suances har kun én gang tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i 2008-udgaven af Vueltaen, hvor 12. etape endte som en ren italiensk fest, da Paolo Bettini vandt en rigtig puncheurspurt i præcis samme finale foran landsmændene Davide Rebellin, Damiano Cunego og Alessandro Ballan.

Vejret

Det smukke vejr, der har præget denne anden uge, fortsætter på en helt igennem herlig fredag. Der var ikke være en sky på himlen, og temperaturen vil nå helt op på 19 grader. Vinden vil også bare være svag (7-8 km/t) fra skiftende retninger, startende med nordvest, inden den drejer over en nordlig til slutteligt en nordøstlig og østlig retning. Det bør give en eller anden form for sidevind stort set hele dagen. Der bør være sidemodvind på det sidste stykke frem til Suances, mens der på sløjfen rundt om byen først vil være sidemedvind og siden modvind. Under den røde flamme får man medvind, indtil der vil være sidevind på de sidste 500 m.

Analyse af 9. etape

Der er sikkert mange, der kender følelsen af at blive tilsidesat af chefen. Selvom man selv synes, at man overgår alle andre på kompetencer, er det alligevel altid kollegaen, der får de sjove og interessante opgaver. Og selvom man altid leverer til UG med kryds og slange, er det bare aldrig godt nok til at ændre på tingenes tilstand.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Sådan må Sam Bennett have haft det sidste år. Hver eneste gang han var til start, levede ireren altid varen med så stor sikkerhed, at han med en enkelt undtagelse - og det var kun en kikset jagt på et udbrud, der ødelagde det i Romandiet - vandt mindst én etape i alle sin etapeløb. Alligevel var der intet at gøre i Boras interne sprinterhierarki, hvor selv nok så mange sejre ikke kunne ændre på, at han var og blev tredjeviolin bag Peter Sagan og Pascal Ackermann.

Det kedelige ved den situation var, at Bennett aldrig fik mulighed for at bevise, at han faktisk var den bedste. Naturligvis kunne han aldrig komme til at spurte mod sine holdkammerater, og derfor var alle tanker om, at han var Boras hurtigste mand aldrig noget, der kunne føres endegyldigt bevis på. Udefra var det ikke svært at se, at hierarkiet mere skyldtes Sagans generelle stjernestatus og indlysende krav på at kunne jagte endnu en grøn trøje og Ackermanns tyske nationalitet på et tysk hold med stort blik for nationale talenter, men chancen for på landevejen at bevise det, kom naturligvis aldrig.

I det lys har det nok været med særlig iver, at Bennett i år er gået til starten, når hans to ærkerivaler har været at finde i feltet. Der har nemlig været mere end bare sejre på spil, nemlig muligheden for at sende et klart signal til Bora-manager Ralph Denk om, at han i 2019 blev helt urimeligt behandlet.

På den baggrund sover Bennett utvivlsomt særligt godt i disse dage. For en måneds tid siden blev det nemlig ham, der gjorde det, alle længe har anset som en fysisk umulighed, nemlig at bryde Sagans monopol på den grønne trøje - og det endda med en relativt klar sejr. Og selvom det næppe har været årsagen til deltagelsen, har det nok alligevel været et ekstra incitament for Bennett, at han i denne Vuelta fik lejlighed til at bevise, at han altså er hurtigere end Ackermann.

Efter to sprinteretaper får Denk svært ved at retfærdiggøre sidste års beslutninger med andet end stjernestatus og tysk pas. Efter den lille ydmygelse af Sagan i Touren har Bennett nemlig nu to ud af to gange vist, at han også er Ackermann overlegen. I fredags kørte han slet og ret sin tidligere holdkammerat ud af hjulet, men dengang kunne tyskeren stadig henvise til, at de sene sving naturligt gav den mere eksplosive irer en fordel end powersprinteren Ackermann.

I dag var der imidlertid intet af rafle om. På 9. etape fik vi det helt rene opgør på fart i en rigtig powerspurt, da den ellers kedelige og begivenhedsfattige etape nåede sit højintense klimaks. Faktisk magede omstændighederne sig så fantastisk, at de hver især blev kørt frem nærmest side om side af deres respektive lead-out men - Ackermann af Rudiger Selig og Bennett af Michael Mørkøv - og de kunne derfor stort set simultant starte spurten fra samme position.

Resultatet var der aldrig tvivl om. Bennett var ganske vist i denne knap så eksplosive spurt slet ikke så overlegen som forleden, men alligevel var der god tid til at fejre en revanche, der må have føltes ekstra sød denne gang. Alligevel var det Ackermann, der endte med at le bedst, da Bennett vel ganske korrekt blev deklasseret for et par hovedstød eller skulderskub mod den ensomme Emils Liepins, der efter Treks tab af Matteo Moschetti havde overtaget rollen som sprinter på det ellers efterhånden ret profilfattige amerikanske mandskab.

Liepins var af Koen de Kort blevet afleveret perfekt på Ackermanns hjul, men det manglede han styrken til at forsvare, da Deceuninck kom frem og overtog det på helt reglementeret vis. Herefter forsøgte letten at genvinde tabt terræn ved at overtage Mørkøvs hjul, men fra billederne ser det ikke ud til at ske med en aggression, der kan forsvare Bennetts meget korporlige afstraffelse.

Nedturen har været til at tage at føle på for den ellers så usikre irer, der endelig var kommet ind i et momentum, hvor han for alvor troede på sig selv. Væk røg sejr nr. 50 - selvom der nok bare er tale om en kortvarig udsættelse - og i stedet gik sejren til den mand, han nok mindst af alle kunne unde at arve gevinsten.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det er da også lidt paradoksalt, at Ackermann ender med at overtage en sejr på baggrund af en hændelse, han ikke var involveret i, men det er jo desværre den uundgåelige konsekvens af massespurters logik, som det var det, da vi senest så en deklassering af en grand tour-etapevinder under sidste års Giro, hvor Ackermann fik sin spurt ødelagt af Elia Viviani, men hvor sejren gik til Fernando Gaviria. Eller som vi så det, da Giacomo Nizzolo i 2016 endelig fik sin Giro-etapesejr - altså lige indtil hans kollision med Sacha Modolo i stedet gjorde Nikias Arndt til etapevinder.

Dermed kan Ackermann nu kalde sig vinder af etaper i begge de to grand tours, han har kørt, og denne gang var det heller ikke urimeligt, at der kom en belønning til tyskeren. Det har ellers været temmelig sløjt i et 2020, der har lignet en mindre katastrofe, men i dag kørte han en af sine bedste spurter, hvor han udfordrede Bennett fornemt. Samtidig viste Bora-toget med Michael Schwarzmann, Martin Laas og Selig - stort set det tog, som Bennett paradoksalt nok blev frarøvet efter Giroen i 2018 - at de var i stand til at udfordre Deceuninck og aflevere deres kaptajn så perfekt, at han kunne vise lidt af sin gamle hurtighed.

Alligevel var det meget tæt på, at vi i stedet havde talt om en sensation. Nok kørte Ackermann en fin spurt, men var stregen kommet bare få meter senere, havde Gerben Thijssen i dag fejret sin første grand tour-etapesejr. Med sin flotte spurt, der blev sat stærkt i scene af Lotto, fik den unge belgier, der ellers ikke var svært imponerende som U23-rytter, nok engang bekræftet sit lovende potentiale, som vi allerede så med 2. pladsen i Gooik og senest den fine spurt i fredags. Og så skal vi endda ikke glemme, at han tilbragte hele første halvår i sygesengen efter sit grimme styrt under seksdagesløbet i Gent.

I det hele taget var det talenternes dag, da også Max Kanter fik lidt oprejsning efter en tid, hvor den ellers engang så lovende tyske sprinter er gledet meget i baggrunden. Senest fejlede han gevaldigt under sine spurter i Belgien, men nu har han to gange i træk gjort det ganske overbevisende på grand tour-niveau.

Til gengæld var det en skidt dag for Jasper Philipsen. Belgieren har ellers på det seneste lignet en mand, der har lagt et ekstra niveau til sin fart, men selvom Ivo Oliveira i sidste øjeblik fik ham ført fint frem, var han i dag klart overmatchet i en powerspurt, der nok passer ham lidt dårligere end de tekniske finaler, vi så ham excellere i både i fredags og under BinckBank Tour. Bedre bliver det naturligvis heller ikke af, at han i sidste øjeblik må køres frem af et svagt tog, mens Bennett og Ackermann begge blev sat eminent i scene af løbets to stærkeste tog.

Endnu værre var det for Jakub Mareczko. Det gik nemlig, som det plejer, da italieneren nok engang kom blæsende i tårnhøj fart fra en alt for ringe position. Dermed blev det ikke til den sejr, der kunne have skabt større håb for en karrierefortsættelse. Spørgsmålet er nu, om den kommer, for med den dødskamp, vi har set de seneste dage, ser det svært usandsynligt ud, at Mareczko skulle klare weekenden og komme hele vejen til Madrid, hvor sidste sprinteretape i denne sprinterfjendtlige Vuelta venter.

Dermed er de alle stort set løbet tør for muligheder. Det gælder nemlig også for Liepins, Emmanuel Morin, Reinardt van Rensburg og Lorrenzo Manzin, der alle kom til kort. Det samme gjorde Jon Aberasturi, der har været sjældent rusten i dette løb, samt Magnus Cort, der nok engang var for dårligt positioneret, men de kan i kraft af deres alsidighed også have drømme for de to puncheurspurter, der venter de kommende dage.

Det kan Bennett heldigvis også, og dermed er der al mulig grund til at tro, at den 50. sejr kommer, inden vi skriver 2021 i stedet for 2020. Første mulighed opstår allerede på bakken i Suances i morgen, og om ikke andet fik han i dag sat en fed streg under, at han er storfavorit til at vinde i Madrid, hvor det paradoksalt nok var det stærke Deceuninck-tog, der sidste år kostede ham sejren i kampen mod den ellers langsommere Fabio Jakobsen. Selvom Ackermann i dag officielt står noteret som vinder, er der i hvert fald ikke mange, der længere kan hævde, at tredjeviolinen ikke burde have været førsteviolin i Boras massespurter for et år siden.

Favoritterne

Der er utvivlsomt mange en sprinter, der ved første øjekast har glædet sig ved udsigten til den anden uge. Hele to relativt flade etaper i træk er et særsyn i Vueltaen, men glæden har desværre nok hurtigt fået en ende. Så snart man får set på finalen bliver det hele nemlig helt anderledes, for der er tale om en ret vanskelig sag, der effektivt udelukker de klassiske sprintere.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Det er på en dag som denne, at man har grund til at forbande Vueltaen langt væk. Deres meget udetaljerede løbsbøger overlader nemlig alt til fortolkningen, for finalen er overhovedet ikke beskrevet i forhold til sværhedsgrad. La Flamme Rouge viser dog 5,9% over de sidste 1500 m med 6,1% over den sidste kilometer, og stigningen synes at være helt jævn, indtil den flader ud til allersidst på de sidste få meter.

Heldigvis har vi en reference til etapen i 2008, hvor de kørte præcis samme finale med helt samme tur rundt om Suances. Dengang var omstændighederne dog lidt anderledes, fordi etapen var hårdere, og vejret var elendigt. En sovende Alejandro Valverde var faldet fra på en nedkørsel, og det førte til, at hans rivaler satte hårdt tempo i finalen. Derfor endte etapen med at blive meget selektiv - Valverde endte med at tabe 3.23 - og vi så til sidst, at Alberto Contador splittede feltet på målbakken, så det nærmest endte i et rent blodbad med helt spurtsvage ryttere som Carlos Sastre og Levi Leipheimer i top 10. Klassementsrytterne blev dog stadigt overspurtet af de italienske puncheurs, Paolo Bettini, Davide Rebellin, Damiano Cunego og Alessandro Ballan på de sidste meter, så Contador ”kun” blev nr. 5 i en finale, der ellers slet ikke burde passe ham.

Så hård bliver etapen næppe denne gang, hvor vejret er strålende, men man skal generelt passe på med at undervurdere de kuperede kystveje. Det er ikke uden grund, at vi når op på 2200 højdemeter, selvom store dele af etapen også er helt flad. Der er nemlig en hel serie småbakker, der også af og til er ganske svære, og det taler alt sammen for, at etapen bliver vanskeligere, end man umiddelbart skulle tro.

Første udfordring bliver at få kørt udbruddet ind. Starten er altså knaldhård, og jeg vil tro, at det generelt kuperede terræn giver ideer til mange. Etapen minder mig lidt om Toledo-etapen sidste år, hvor Deceuninck egentlig havde to af favoritterne i Philippe Gilbert og Zdenek Stybar, men alligevel sendte Remi Cavagna i udbrud. Senere begyndte de at jagte bagfra, mens Cavagna så kunne sidde op hjul - indtil han kørte væk og snød hele feltet med en fornem solosejr.

Jeg kunne godt have en mistanke om, at Deceuninck fra start sender Cavagna frem i et af sine klassiske fremstød. Nok har de hele tre mand, der kan køre denne finale, nemlig Sam Bennett, Andrea Bagioli og Zdenek Stybar, men det er tvivlsomt, om de er villige til at jagte hele dagen for en afslutning, der kan vise sig for svær for Bennett. Dette terræn er så svært, at Cavagna sagtens kan vinde, enten ved igen at køre alene væk eller ved at være stærkeste mand på bakken til sidst, og derfor er det en oplagt strategi for det belgiske mandskab, især fordi starten er så svær, at udbryderkongen Cavagna med en vis sandsynlighed bare igen kan køre alene, indtil han får selskab bagfra, som vi nu har set det på flere etaper tidligere.

Derfor tror jeg også på en ret aggressiv start. Terrænet er svært nok til at give udbrud en reel chance, og derfor regner jeg med, at et ret stærkt udbrud kan etableres på de tidlige bakker. Derefter bliver det meget interessant at se, hvem der har lyst til at jagte frem mod en ret sjov finale, som ingen kan vide sig sikre på. Bennett-typerne kan meget vel få det for svært, mens den kan blive for let for mange af de lettere puncheurtyper.

Jeg tror, at meget afhænger af, om Deceuninck og Astana får en mand i udbrud. Som sagt tror jeg, at belgierne spiller på flere heste, mens det er mere tvivlsomt med Astana. Mest tror jeg, at de går 100% for en spurt med Alex Aranburu, for der findes næppe en etape, der passer ham bedre. Omvendt er det også ideelt terræn for den uhyre formstærke Omar Fraile og Luis Leon Sanchez, der dog har virket mere træt de seneste dage, og derfor kunne de også tænkes at spille flere kort.

Til gengæld føler jeg mig ret overbevist om, at Mitchelton går 100% efter en spurt med Dion Smith, der tankede ”puncheurselvtillid” ved at vinde Coppa Sabatini. Vi så også på 5. etape, at Total ikke er bange for at tage ansvar for Julien Simon og endda også Jonathan Hivert, men deres hold er dog relativt svagt. Rammer de ikke udbruddet, kunne hold som NTT, UAE og Lotto ligeledes tænkes at give en hånd med, for de alle ryttere, der meget vel kan have denne etape som et af løbets største mål. Til gengæld vil de store klassementshold som Jumbo og EF utvivlsomt spare på kræfterne til weekenden, og det formoder jeg også, at Movistar gør. Man ved dog aldrig med spanierne i en sæson, hvor Alejandro Valverde endnu ikke har vundet, og hvis de vitterligt sætter sig frem for at sætte veteranen op til en finale, der passer ham, bliver det svært for et udbrud at holde

Hvad er så konklusionen? Hvis både Deceuninck og Astana rammer udbruddet, vil jeg tro, at de har en ret fair chance. Dels vil gruppen så være stærk, og dels er de hold, der så vil jagte, ikke skræmmende - slet ikke, hvis Movistar lader etapen sejle. Hvis til gengæld enten Deceuninck eller Astana misser gruppen, er de to hold så stærke, at deres styrke kombineret med det store antal hold, der kan tænkes at jagte, at jeg tror, at der bliver samling.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Jeg hælder mest til det sidste, mest fordi jeg tror, at Astana vil gøre alt for en spurt, og de har immervæk noget power at komme med. Jeg tror dog også, at det kan blive en ret hæsblæsende jagt, for udbruddet bliver garanteret stærkt, og særligt den sidste del af etapen er så hård, at det formentlig bliver et decimeret og mærket felt, der skal spurte - hvis der altså kommer samling.

Selve spurten er en sær snegl. Normalt regner jeg med en grænse på ca. 6% i forhold til, hvornår balancen tipper fra de tungere Sagan- og Bennett-typer til de lettere ardennerfolk, og i det lys er det jo temmelig ubehageligt, at vi her taler om 5,9%. Det i sig selv burde dog ikke være et problem for Bennett, men længden bekymrer mig. 1500 m er ret meget og alt for meget til, at man bare kan spurte fra bund til top, som da han sejrede i Oviedo sidste år, eller som vi kender det fra Hatta Dam. Her kræves vitterligt en eller anden form for klatreevner, og selvom omstændighederne var anderledes, viser Bettinis sejr foran alle puncheurtyperne altså, at det kan være en ganske vanskelig afslutning, der åbner muligheder for alt fra en holdbar sprinter som Bennett over en rigtig puncheur som Aranburu til en eksplosiv klassementsrytter som Primoz Roglic.

Samtidig skal man altid være varsom over for muligheden for et angreb. Richard Carapaz har jo tre gange gjort det sin specialitet - senest i Polen - at angribe, netop som farten i disse finaler går ned, og senest så vi noget lignende med Mikkel Honoré i Agrigento under Giroen. Denne slags opkørsler er ret svære at kontrollere, og selvom Carapaz naturligvis ikke får lov denne gang - i hvert fald ikke uden at have et slovensk monster på bagsmækken - er der andre, der med et godt punch kan komme væk, hvis farten kortvarigt falder.

Jeg vil dog tro, at det bliver svært. Astana er uhyggelige, og meget kunne tale for, at de vil kontrollere hele vejen til toppen. Samtidig kan de gøre det ganske hårdt, og hvis vinden står som ventet - hvilket ikke er sikkert på en vindstille dag med vind fra skiftende retninger - bliver der endda med- og sidevind på de sidste 1000 m, hvilket vil gøre det endnu hårdere. Og så skal man huske på, at terrænet forinden også har været sværere, end man umiddelbart får indtryk af.

Efter at have skiftet mening 117 gange er jeg endt på kompromisløsningen at pege på en rytter fra midterkategorien, nemlig Alex Aranburu. Det er naturligvis Bennetts holdbarhed, der er min hovedpine, men jeg vælger at tro, at det samlet set bliver lidt for hårdt. Dels er der mange bakker forinden, dels er vinden gunstig i finalen, og her kan Astana lægge et vist tryk - særligt hvis et stærkt udbrud skal hentes. Dertil kommer, at bakken samlet set har en længde og en stejlhed, at jeg akkurat tror, at balancen tipper over mod feltets bedste puncheur. Det kunne meget vel være Aranburu, der både i 2018 og 2019 vandt flere af denne slags afslutninger og senest viste evnerne i den endnu vanskeligere finale på 7. etape i Tirreno. Jeg var lidt i tvivl om hans form, men efter hans vilde klatring på 7. etape er det ikke længere et tema. Får han folk som Luis Leon Sanchez, Gorka Izagirre og ikke mindst formstærke Omar Fraile, der reelt alle kunne køre denne spurt også, til at sætte sig op, tror jeg, at han er stærk nok til at vinde, og derfor er han min favorit. Egentlig tror jeg også, at Fraile kunne køre med om sejren, men der kan næppe være tvivl om, at det er alle mand for Aranburu i denne afslutning.

Man skal dog passe på med at undervurdere Primoz Roglic. Jumbo har næppe etapesejren som mål, men Roglic skal under alle omstændigheder spurte for ikke at tabe dumme sekunder. Og hvis chancen byder sig, burde han da gå efter 10 bonussekunder. At tro at monsteret ikke er sultent - i går afslørede han jo den hemmelighed, at han godt kan lide at vinde - er nok naivt, og finalen synes at være stejl og lang nok til, at en type som Roglic kan sejre. I går fik han begravet al tvivl om træthed og svaghedstegn, og hvis Astana - eller måske endda Jumbo selv - får gjort det hårdt, skal man ikke blive overrasket, hvis Roglic fredag barberer sit tidstab fra 13 til 3 sekunder ved at tage sin anden sejr på tre dage og sin tredje gevinst ud af 10 mulige. 5. etape vidnede i hvert fald om puncheurevnerne.

Så er der hovedpinen. Bliver den for svær for Sam Bennett? Jeg vælger at tro, at den gør, men det er langt fra givet. Det er nemlig svært at glemme, hvordan selvsamme Bennett slog både Gilbert og Stybar på føromtalte Toledo-etape sidste år. Dengang var bakken 1200 m lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,8, og den var således ikke meget lettere end denne. Faktisk blev den stejlere og stejlere undervejs, og den var derfor meget sammenlignelig med denne. Bennett har i år ikke været på sit 2019-niveau, men som skrevet i tidligere analyser antydede hans spurt på 4. etape, at han måske har nået niveauet nu. Vi har bare ikke haft mulighed for at tjekke hans holdbarhed på etaper, der enten har været lette eller for svære. I morgen får vi svaret. Jeg tror, at det bliver for vanskeligt, men 2019-udgaven af Bennett vil være svær at slå i denne afslutning.

Der vil formentliv være mange, der drømmer om, at Alejandro Valverde vinder etapen. Det kunne vitterligt være et smukt scenarium, og det er bestemt heller ikke umuligt. Spanieren er måske ikke sig selv længere, men særligt hans kørsel i tirsdags viste, at han bestemt er konkurrencedygtig. I gamle dage ville han have spist denne slags finaler til morgenmad, og den passer ham ganske storartet. Desværre har han i de senere år slet ikke haft samme hurtighed som tidligere - senest så vi det illustreret på 2. etape - og min bekymring er, at han i dag ganske enkelt er for langsom. Som vi så på 2. etape i Valencia i år, kan han dog stadig køre en puncheurspurt, og selvom denne er betydeligt lettere, skal man bestemt ikke afskrive veteranen. Movistar har også Jose Joaquin Rojas, der så ud til at skulle spurte på 5. etape, indtil han styrtede, men er der en etapesejr på spil, er jeg ret sikker på, at det er alle mand for Valverde.

En anden kandidat er Tim Wellens . Vi har ganske vist set hans begrænsninger på stigningerne de seneste dage, men formen synes stadig at være glimrende. I hvert fald har han allerede vundet en etape og tillige været uhyre aktiv i et hav af udbrud, og denne finale ligger glimrende til ham. Naturligvis er den betydeligt lettere end den stejle mur, der gav Giro-etapesejr på Sicilien i 2018, men den er svær nok til, at Wellens kan gøre sig gældende, og jeg vil tro, at han giver den et skud. Risikoen er, at holdet i stedet kører for Tosh van der Sande , der også vil elske denne afslutning - den er nok for hård for Stan Dewulf , der ellers virker velkørende - men Van der Sande har bestemt ikke virket overbevisende i begyndelsen af dette løb eller i ardennerklassikerne forinden. Jeg håber, at Wellens tager chancen, for han burde kunne køre med om sejren på en så stejl bakke som denne.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

UAE har også et uhyre interessant hold. Selvom han overraskede i den lettere finale i Stirling i januar, må finalen regnes for svær for Jasper Philipsen og for let til Davide Formolo og Sergio Henao. Holdet har til gengæld både Rui Costa og Alexandr Riabushenko som gode kandidater. Mest tiltro har jeg til Costa, der synes at være i ganske fornem form og allerede to gange har været tæt på etapesejr. Særligt var det lovende for hans hurtighed, at han slog Aranburu i den ganske vist flade spurt i tirsdags. Han har ikke en alt for imponerende puncheurhistorik, men februarsejren i Saudi Tour på den endda lettere bakke var ganske overbevisende. Med den form og hurtighed, han har vist, tror jeg, at Costa kommer langt i dette felt.

Riabushenko er den anden mulighed, og jeg vil tro, at de begge kører hver deres spurt. Hviderusseren viste med tredjepladsen i Coppa Sabatini, at han er skabt til disse puncheurafslutninger. Til gengæld er han også indbegrebet af lottokupon, men hans kørsel i tirsdags tyder på form. Er han på sit bedste, burde han kunne gøre det godt her.

Deceuninck er i den luksussituation, at de har både Andrea Bagioli og Zdenek Stybar til at spurte, hvis Bennett eksploderer på bakken. Af dem har jeg mest tiltro til Bagioli. Ganske vist er han så ung, at han ikke rigtigt har kørt en finale som denne på dette niveau, men den burde ligge til hans højreben. I hvert fald viste han sin hurtighed med sejren over Roglic i den flade spurt i Ain, og han fik da også en 5. plads i den meget hårdere spurt på 2. etape i Provence. Min bekymring er, at han virker lidt træt, men finalen er ikke så svær, at han ikke kan være en faktor.

Det kan Stybar naturligvis også. Det viste han med sin fine spurt på omtalte Toledo-etape, hvis finale som nævnt minder meget om denne, men til gengæld har det godt nok knebet med formen for tjekken efter den skade, der kostede ham Touren. Hans klassikere gik helt i vasken, og i dette løb har han heller intet vist. I det lys vil jeg blive overrasket, hvis han vinder, men finalen er dog ikke sværere, end at han kan blive en faktor, hvis han får lov at køre sin egen chance, hvilket der er en rimelig sandsynlighed for. Jeg tror nemlig, at holdet holder alle muligheder åbne, hvis Bennett skulle eksplodere.

Hvis vi havde skrevet februar, havde jeg haft Magnus Cort som en af de tunge favoritter. Dengang var danskeren nærmest skræmmende, ikke mindst da han spurtede på toppen af bakken på føromtalte meget vanskeligere etape i Provence. I forvejen har han med sin sejr for Van Avermaet i Yorkshire vist, at han er knivskarp i denne slags afslutninger. Problemet er, at han de første dage mildt sagt virkede formsvag, men hans deltagelse i udbruddet på den knaldhårde 7. etape indikerer, at han langsomt er ved at komme sig. Nærmer han sig formen fra foråret, er dette i hvert fald en perfekt etape for danskeren. EF har også Michael Woods, men han vil formentlig finde procenterne for bløde. Jeg tror derfor, at han skal tage sig af Carthy, mens Cort tager sin chance, men skulle han gribe muligheden, kan han, hvis det bliver hårdt, godt gøre det ganske fornuftigt.

Mitchelton har formentlig denne etape som deres største mål med Dion Smith. Newzealænderen tankede utvivlsomt masser af selvtillid med sejren i puncheurløbet Coppa Sabatini, og denne finale har visse ligheder med det løb, selvom bakken her er længere. Jeg har da også en frygt for, at det bliver for hårdt til, at han vitterligt kan vinde, men formen har virket fornuftig, siden han spurtede sig til en 12. plads på Muren på kongeetapen i BinckBank Tour. Sejren er svær, men et topresultat er muligt. Sejren i Sabatini betyder også, at det med 95% sikkerhed er ham og ikke Robert Stannard, der køres for, præcis som det var tilfældet i Sabatini. Hvis han eksploderer, vil de imidlertid have den formstærke Nick Schultz som en glimrende plan B, for han burde være hurtig nok til at være i top 10 på en etape som denne, hvis han får lov

Logikken tilsiger, at finalen er for let for Dan Martin, der først for alvor er hurtig, når det bliver rigtigt stejlt. Hvis det vitterligt bliver meget hård - lidt i stil med 2008 - skal man dog slet ikke afskrive ireren. Han er åbenlyst i sin bedste form i meget lang tid, og jeg husker, at han i 2017 blev nr. 3 bag Sagan og Matthews i en tilsvarende finale i Touren, hvor det steg med 5,6% over 2,0 km - i øvrigt til hans egen overraskelse. Dengang slog han endda en man som Van Avermaet, og det viser, at man bestemt ikke skal udelukke, at Martin kan være med i hvert i kampen om bonussekunder.

En rytter i Bennett-klassen er Jon Aberasturi. Spanieren er blevet en glimrende puncheur, som han viste med sejrene i Getxo og Burgos sidste år. Normalt ville jeg mene, at denne finale er for hård, men han overraskede mig stort med sin top 10 på 1. etape i Burgos, hvor mange meget holdbare folk ellers eksploderede. Jeg tror dog, at det bliver for vanskeligt, for formen synes ikke så god som dengang efter en anonym start på løbet og en skuffende kørsel i Paris-Tours. Heldigvis har Caja Rural så Gonzalo Serrano, der jo overraskede med sit angreb og sejr i puncherfinalen i Andalusien i februar, men jeg tror, at han mangler fart til at vinde. Også Jonathan Lastra kan gøre det fint for holdet, men heller ikke han kan sejre.

Total Direct Energie er et andet hold med to gode kandidat i form af Julien Simon og Jonathan Hivert, der begge vil elske denne etape. Mest fidus har jeg til Simon, der synes at være den mest formstærke af de to. Desværre er han slet ikke så hurtig som i gamle dage, men hans endeløse serie af topresultater i Plumelec og senest sidste års sejr i Finistere viser, at han stadig er en glimrende puncheur. Formen synes i hvert fald at være ganske hæderlig.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Det gør den egentlig også hos Hivert, der jo tidligere har været uhyggelig i denne slags finaler, senest da han knuste al modstand i Haut-Var for nogle år siden. Til gengæld synes den fine form, han viste i Ardennerne og Paris-Tours, at være helt væk, og vi ved desværre, at Hiverts bundniveau er meget lavt. Lige nu synes vi at være så tæt på bunden, at jeg ikke har de store håb, selvom der var lidt livstegn i søndags.

En joker er Georg Zimmermann. Tyskeren har ganske vist aldrig vist noget i denne slags finaler på dette niveau, men han burde have hele pakken. I hvert fald har han vist sine klatreevner i dette løb, og han er så hurtig, at han i massespurten ved de tyske mesterskaber minsandten blev nr. 4. Hans aktive kørsel i dette løb tyder i hvert fald på glimrende form. I morgen burde være en god chance for at forstå hans virkelige potentiale i denne slags afslutninger.

NTT har Carlos Barbero, Enrico Gasparotto og Michael Valgren, der alle kan begå sig her. Mest oplagt er nok Barbero, der i Burgos traditionelt har været umulig at slå i denne slags finaler. Problemet er bare, at det har været sløjt i år, og han har ikke vist det store siden styrtet i august. Han blev blot nr. 10 i Sabatini, og derfor tror jeg, at det bliver for svært. Mere sandsynligt er det nok med Gasparotto, men han har ikke længere niveauet til at vinde. Han har dog vist et højere niveau end længe i Ardennerne og Tirreno, og han burde have en fair chance for top 10. Valgren er nok kun plan C, for han har ikke farten til at vinde, men får han chancen bør han kunne gøre det fornuftigt, dog uden at være med helt fremme.

Ag2r har en spændende duo i Dorian Godon og Quentin Jauregui, der meget vel begge kunne tænkes at spurte. Mest fidus har jeg til Godon, der både søndag og tirsdag viste fremragende form og allerede kørte en god puncheurspurt på 5. etape. Han har ikke farten til at vinde, men han synes at have formen til at gøre det fornuftigt. Jauregui chokerede mange med sin 4. plads på Hatta Dam i 2019, og han burde også kunne gøre det pænt, selvom heller ikke han har farten til at vinde.

Endelig vil jeg nævne Felix Grossschartner. Østrigeren er bedre end længe, og han er faktisk en halvhurtig herre. Det så vi senest på 5. etape, hvor Roglic dog kørte ham ud af hjulet, og vi så det med 2. pladsen bag Bennett i Tyrkiet sidste år. Hans angreb og sejr på 1. etape i Burgos var et andet bevis, og selvom han ikke er hurtig nok til at vinde, kan han med sin fine form gøre det pænt.

Generelt skal klassementsrytterne alle spurte for ikke at miste sekunder, og jeg vil blive overrasket, hvis ikke Richard Carapaz går i eller er meget tæt på top 10, selvom han ikke er hurtig nok til at vinde. Også David Gaudu, Wout Poels og Guillaume Martin har punch, men finalen er nok lidt for let til, at de kan være med helt fremme, og Anthony Roux er helt holdt op med at køre denne slags finaler. Robert Power viste overraskende hurtighed i Down Under, men jeg tror ikke, at han kan være med helt i front, og Jonas Vingegaard er naturligvis låst. Alexander Kamp vil prøve for Trek i en finale, der passer ham, men han har selv meldt om dårlig form. Endelig kan Jetse Bol, Alex Molenaar og Jesus Ezquerra måske gøre det fornuftigt for Burgos.

Som sagt udelukker jeg ikke udbrud, særligt hvis Deceuninck og Astana får en mand med. I det lys er Omar Fraile med sin hurtighed en oplagt mand, ligesom jeg allerede har peget på Remi Cavagna, og også Luis Leon Sanchez, Andrea Bagioli og Zdenek Stybar er indlysende. Det er også oplagt terræn for Rui Costa, Julien Simon, Dorian Godon, Quentin Jauregui, Alexandr Riabushenko, Enrico Gasparotto, Gonzalo Serrano, Jonathan Lastra, Jonathan Hivert, Tosh van der Sande, Robert Power og Tim Wellens¸ hvis de ikke sparer sig til spurten, ligesom Michael Valgren burde være stærk her.

Feltet.dks vinderbud: Alex Aranburu

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Sam Bennett

Outsidere: Alejandro Valverde, Tim Wellens, Rui Costa, Andrea Bagioli, Magnus Cort

Jokers: Dion Smith, Dan Martin, Alexandr Riabushenko, Jon Aberasturi, Julien Simon, Zdenek Stybar, Georg Zimmermann, Carlos Barbero, Enrico Gasparotto, Dorian Godon, Felix Grossschartner, Michael Woods, Nick Schultz, Gonzalo Serrano

Kandidater til udbrud: Omar Fraile, Remi Cavagna, Zdenek Stybar, Tim Wellens, Andrea Bagioli, Luis Leon Sanchez, Michael Valgren, Rui Costa, Gonzalo Serrano, Alexandr Riabushenko, Quentin Jauregui, Dorian Godon, Enrico Gasparotto, Robert Power

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Paolo Bettinis sejr fra 2008 i præcis samme finale.