Ruten

Beslutningen om at afvikle næsten hele løbet i den sydlige del af landet betyder, at flade etaper er et særsyn i årets udgave af løbet. Heldigvis for sprinter er der enkelte undtagelser. Efter hele ni løbsdage og en velfortjent hviledag venter den første rigtigt flade etape således endelig, når rytterne efter en enkelt fridag atter er tilbage i sadlen. Profilen synes tegnet med lineal, og derfor er der umiddelbart ikke meget, der kan forhindre en massespurt. Det ændrer sig dog, hvis man ser på rutekorter, der afsløret, at etapen er spektakulær. Den er således den første i historien, der forbinder to øer, nemlig Ile d’Oléron og Ile de Ré. Med andre ord er der lagt op til en hel dag langs den franske atlanterhavskyst, hvor lidt god septemberblæst meget hurtigt kan forvandle en rolig etape til et sandt drama.

I alt skal der køres 168,5 km mellem Île d’Oléron Le Château-d’Oléron og Île de Ré Saint-Martin-de-Ré. Som sagt er der tale om to øer i Atlanterhavet, der ligger blot et stenkast fra hinanden, og derfor består etapen af en tur over vandet efterfulgt af en sløjfe rundt langs kysten, inden man atter skal over en bro ud til måløen. Starten går på Ile d’Oleron, der af danske tv-seere kendes for det nærliggende Fort Boyard fra udsendelsen ”Fangerne på fortet”, og her følger man kun kysten mod syd et ganske kort stykke, inden man straks kører mod sydøst over en bro ind til fastlandet. Her følger man den flade kyst mod vest, syd og sydøst ned til byen Royan, der nås efter 47,0 km i etapens sydligste punkt.

Herfra går det mod nordøst og nordvest gennem marsken, inden man kører mod nordøst op til byen Rochefort. Her rammer man atter kysten, som nu følges mod nordvest op til La Rochelle, der nås efter 139,0 km, idet dagens spurt undervejs kommer efter 129,5 km for enden af en mere end 1 km lang og flad vej. Efter passagen ind gennem La Rochelle kører man mod sydvest ud til broen, der leder ud til måløen, Ile de Ré, som man ankommer til efter 152,5 km. De sidste 16,0 km går mod nordvest tværs gennem øen ad en lang, lige og flad vej, der leder frem til målet på øens nordlige bred. De sidste 5 km er pandekageflade og uden tekniske udfordringer, da vejen kun bugter sig let med en sidste blød kurve, der leder ind på den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Etapen byder på i alt 528 højdemeter.

Île de Ré Saint-Martin-de-Ré har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Vejret

Man ved godt, hvilken vejrudsigt ASO håbede på, da de designede denne etape, men drømmen om efterårsblæst udebliver. Der er nemlig meget mere sommer end efterår over en tirsdag, der er næsten skyfri og byder på en temperatur på hele 26 grader. Helt stille er det ikke, men vinden vil blot være let til jævn (ca. 15 km/t) og komme fra nord. Det giver med- og sidemedvind de første 47 km og siden mod- og sidemodvind frem til La Rochelle med 29,5 km igen. Her drejer man kortvarigt ind i sidemedvind i forbindelse med passagen af broen, men de sidste 7,5 km får man sidemodvind frem til den røde flamme, hvorefter der er sidevind og sidemodvind på de sidste 300 m.

Analyse af 9. etape

Kan I huske analysen fra 4. etape? Det var dengang, jeg begrundende, hvorfor jeg for nu lang tid siden havde givet Primoz Roglic tilnavnet monster. Det skyldes ingenlunde, at han på nogen måde er en ubehagelig person, men derimod hans altædende karakter som cykelrytter. Nærmest uanset rutens beskaffenhed kan den ustoppelige slovener ikke holde sig tilbage, og om det så er en massespurt i Tour de l’Ain kan han ikke lade være med at åbne sit glubske gab og forsøge at æde også den.

Monstre er imidlertid ikke kun altædende. De er også ubarmhjertige. Det fik stakkels Marc Hirschi at føle på den hårdest tænkeligt måde, da det schweiziske supertalent var bare 2 km fra at gennemføre et soloridt, vi i Tour-sammenhæng efter min bedste overbevisning ikke har set lige siden Tony Martins vilde vanvidspræstation i Vogeserne i 2014. Al logik tilsagde, at ingen kunne køre solo i 90 km på dagens knaldhårde etape. Al logik tilsagde, at en enlig mand ikke kunne holde den brølstærke forfølgergruppe og et jagtens Jumbo-tog bag sig. Og al logik tilsagde, at det i hvert fald var helt umuligt for en ung grand tour-debutant.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Men Hirschi er ikke en hvilken som helst grand tour-debutant. Tværtimod er han et af sportens absolut mest lysende talenter, som vi så, da han allerede i sin debutsæson var måske stærkeste mand på kongeetapen i WorldTour-løbet BinckBank Tour og gik på podiet i Clasica San Sebastian. Men som jeg skrev forleden efter hans pragtpræstation i Nice, gik sidstnævnte bedrift bare hen over hovedet på de fleste, fordi selvsamme klassiker blev vundet af den regerende juniorverdensmester. Og så blegner det lidt, at U23-verdensmesteren kun bliver nr. 3.

Blegnede gjorde hans ridt i dag dog ikke. Allerede fra start angreb den lille schweizer som besat, indtil han efter den vanvittige start, hvor ingen kunne få lov at køre væk, slet og ret tog sig lov på den nye, men brutale Hourcère-stigning. I første omgang sad han ganske vist med verdensstjerner som Thibaut Pinot, Warren Barguil og Davide Formolo samt supertalenter som David Gaudu, men de kunne slet og ret ikke følge ungersvenden, da han drog på togt.

Herfra var han ustoppelig. Uanset om det var på stigningerne eller på de nedkørsler, der som bekendt var hovedårsagen til, at blev U23-verdensmester i de østrigske alper, og som altid har været et af hans stærkeste våben, blev der bare øget og øget. Selv da Jumbo-maskinen gik i gang i dalen mod slutningen, kunne den stærke schweizer stort set holde skansen, så det først var til allersidst, hvor Wout van Aert og Robert Gesink brugte de sidste kræfter, at han begyndte at bløde tid i lidt for kraftig en takt. Alligevel mobiliserede han kræfterne til at holde favoritterne bag sig trods deres vilde kørsel på Marie Blanque, bruge sin fænomenale nedkørsel til at øge til en kvartet bestående af i hvert fald et par fremragende nedkørere og slutteligt næsten holde den ellers godt samarbejdende kvartet stangen i dalen ind mod målet i Laruns. Og minsandten om hans sublime spurt ikke var ved alligevel at give ham sejren, da selvsamme logik tilsagde, at han naturligvis var alt for kvæstet til overhovedet at deltage i kampen mod lynhurtige folk som Roglic og Tadej Pogacar.

Den indsats var så vild, at selv Remco Evenepoel fra min sygeseng må lette i hvert fald lidt på hatten. Desværre er der ingen nåde i professionel sport og slet ikke, når det altædende monster har set sig lun på ideen om at køre sig i gult. Og det var angiveligt, hvad Roglic havde planer om, da Jumbo-toget pludselig skiftede strategi og gik fra kontrol til jagt på etapesejren.

I starten var det ellers tydeligt, at den hollandske mission alene var at sikre, at de farligste rivaler ikke fik en forpost, som kunne hjælpe efter toppen af Marie Blanque. Derfor sad Van Aert straks i baghjulet, hvis Ineos, UAE, Astana eller Arkea vovede at gå i angreb. Og da belgieren alligevel enten som følge af træthed eller uopmærksomhed lod Davide Formolo, Jonathan Castroviejo, Omar Fraile og Warren Barguil deltage i en forfølgergruppe, der var spækket med forposter, satte den gule hær sig frem, så selvsamme Van Aert og Gesink efter en lang jagt neutraliserede faren.

I første omgang så det ud til, at det bare var ønsket om at fjerne forposterne, der førte til den meget aggressive Jumbo-kørsel. Sådan var det imidlertid ikke. Nej, monsteret følte sig så flyvende, at han fik lyst til at realisere sin livslange drøm om at komme i gult, og derfor gav han ifølge holdet sit fantastiske supermandskab besked om at gøre det muligt. Det kunne kræve, at bonussekunderne kom i spil, og derfor blev det, der lignede en af løbets mest sikre udbryderetaper pludselig til en dag for favoritterne - også selvom Hirschi var så smerteligt tæt på alligevel at gøre forhåndsmanuskriptet til virkelighed.

Det var da også med aftryk, at Roglic kørte sig i den trøje, der nu meget vel kan blive hans ejendom de kommende to uger. Den tvivl, der kunne være efter gårsdagens etape, hvor han - kalkuleret eller uundgåeligt - lod Pogacar køre væk, blev effektivt fjernet. Naturligvis så vi ikke monsteret åbne for posen med noget angreb, men alle rivalerne blev effektivt lukket ned, og da der til slut skulle holdes gang i maskinen på de sidste meter for ikke at miste hele forspringet i en stilstand frem mod spurten, var det stort set alene chefen selv, der påtog sig ansvaret, inden han alligevel havde kræfter til næsten også at vinde etapen.

Dermed kan Roglic gå på hviledag med en første uge, der er forløbet helt efter planen. Energiforbruget har været begrænset til et par spurter og til at følge de bedste, og hans hold viste i dag atter, at de er nærmest skræmmende, først med Gesinks og Van Aerts sublime arbejde og siden med fine føringer fra en tilbagevendt Sepp Kuss og en stadig mere frisk George Bennett, inden Tom Dumoulin viste sin tårnhøje klasse ved at neutralisere en vis Egan Bernal og i samme ombæring rive favoritgruppen i stumper og stykker, så Roglic med lethed selv kunne lukke det sidste hul. Og det må være bekymrende, at monsteret åbenbart føler sig så velkørende, at han bevidst jagter en gul trøje, han vel ret beset klogest kunne have ladet hvile på Adam Yates’ skuldre lidt endnu.

Til gengæld står det også klart, at der måske går lidt skår i venskabet mellem ham og Pogacar i de kommende uger. Landsmanden, der synes at være ved at gå i lære som monster, bekræftede nemlig i dag, at han lige nu ligner Roglics værste rival. Nok kørte han ikke væk med samme lethed som i går, men hans stærke angreb efterlod i hvert fald det klare indtryk, at der fortsat står Slovenien på både 1. og 2. pladsen, når de bedste klatrere i årets Tour skal rangeres. Og hans effektive spurt og aggressive nedkørsel vidner blot om, at monsterlærlingen har potentiale til at blive lige så altædende som læremesteren selv.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Man kan sagtens diskutere, hvem af de to der synes stærkest, men Roglic har stadig langt de bedste kort på hånden. Én ting er enkeltstarten, men noget andet er holdet. Dagens tab af en Fabio Aru, der efter sin operation nu ligner en mand, der uden egen forklaring på trængslerne kan være på vej mod et tidligt karrierestop, er i hvert fald stort, især fordi UAE-rytterne i forvejen ikke glimrer ved deres tilstedeværelse og stadig kæmper med at få gjort David de la Cruz, der kører rundt med et brækket haleben, kampdygtig igen. Heldigvis kan Pogacar glæde sig over, at han selv kan lade benene tale på Grand Colombier og Col de la Loze, men man ønsker ikke for ham, hvis han ene mand skal forsvare en trøje mod Roglic og Bernal til sidst.

Og netop Bernal viste i dag, at det ingenlunde bare er en slovensk fest. Tværtimod endte den etape, der kunne have været dagen, hvor hans førsteugesrust blev benyttet til at sætte ham afgørende tilbage, i stedet som dagen, hvor han rejste sig efter en sløj indsats i går. I dag lignede Bernal for første gang i 2020 den rytter, der sidste år blev den yngste Tour-vinder i mere end 100 år, da han denne gang ikke forskrækket måtte se på sin computer og straks gå i forsvarsmode, men i stedet sammen med Pogacar var dagens animator. Og med tanke på Col de la Lozes iltfattige luft og Bernals sublime tredjeugesmotor er Tour-kongen i den grad stadig med i spillet. Tiden arbejder nemlig ikke blot for hans egen motor, men også for et lige nu meget svækket og sårbart Ineos-mandskab, der har en Pavel Sivakov i kraftig bedring og en Richard Carapaz, der stadig mangler nogle procent, men med stor sandsynlighed kan vise sig ganske flyvende i den tredje uge - i hvert fald hvis vi kender ham ret.

Etapen blev også dagen, hvor Mikel Landa viste, at det er en frygtelig skam, at han mistede så megen tid i sidevinden - igen, fristes man til at sige. I dag dokumenterede han nemlig den klasse, vi har set i både 2019 og 2020, når han ikke har været ramt af sine mange styrt og skader. Til gengæld kan det være livgivende for løbet at have netop Landa sat tilbage, for få er så aggressive og risikovillige som netop ham. Og med en stadig uhyre velkørende Damiano Caruso ved sin side er han udover Bernal og Roglic lige nu den eneste, der har en løjtnant hos dybt inde i finalerne.

Det var dog ikke Landa, der var dagens positive overraskelse. Det var derimod Richie Porte. Nej, den lille australier bliver aldrig den rytter, han var i 2017 og 2018, hvor han vel var verdens bedste klatrer og vandt ugelange etapeløb i samme altædende takt, som Roglic gør det i dag. Til gengæld var det det bedste, vi har set fra den lille australier, siden han så ærgerligt styrtede ud af løbet i uhyre formstærk tilstand for to år siden. Og nu er han endda kommet igennem netop den frygtede 9. etape, der så ofte har været hans banemand. Nu mangler han blot at bevise, at den holdbarhed, der synes at være helt forsvundet i karrierens efterår, og som aldrig har været hans spidskompetence, findes i den spinkle krop. Det gør den i hvert fald hos dieselmotoren Bauke Mollema, der ligeledes rejste sig efter en skuffende start, og lige nu ser Trek faktisk ud til at have en ganske potent dobbelttrussel, som selv de store hold skal holde lidt øje med.

Trussel er hverken Romain Bardet eller Rigoberto Uran, men de kan også holde hviledag med stor tilfredshed. Begge havde nemlig ufatteligt meget at bevise forud for løbet, og begge har brugt den første uge til at vise et niveau, ingen af dem har vist i flere år. Det er stadig åbenlyst, at der ikke er noget podium, som da de begge stod ved siden af Chris Froome i Paris for tre år siden, men begge burde nu have kurs mod den top 10, der så ganske usikker og skrøbelig ud inden løbet.

Til gengæld var stort set alle andre tabere. Naturligvis var den største Emanuel Buchmann, der nu endegyldigt må erkende, at Dauphiné-styrtet ødelagde det, der lignede en stensikker kurs mod et sandsynligt Tour-podium. Tyskeren vil formentlig kunne rejse sig i den tredje uge, når motoren kommer til sin ret, men fra nu af må det for Bora handle om at forsøge at redde stumperne af det, der kan blive en trist Tour, ved alligevel at redde Peter Sagan sin grønne trøje og vinde en etape med Buchmann og de to nu ret velkørende Lennard Kämna og Maxmilian Schachmann, der viste sig fornemt frem i dag.

Man kan naturligvis også pege på Yates som en taber. Sandt er det da også, at han gerne havde holdt den gule trøje endnu en dag, men siden hans skuffende præstation på 4. etape, har det stået klart, at den kun var hans ejendom på udlån fra Roglic. Og da han jo ingenlunde er typen, der forbedrer sig igennem et etapeløb, var det bare et spørgsmål om tid, inden det ville være en tilbagevenden til Mitchelton-trøjen. Faktisk vil logikken tilsige, at Yates snart er på vej helt ud af klassementet, og så ender det måske alligevel med, at det tilsyneladende bluff var en god ide. Han kan nemlig altid sige, at det jo alligevel bare var etapesejre, der var målet.

Det var det imidlertid ikke for Nairo Quintana, der i dag fik sig en gedigen lussing. Efter en uhyre overbevisende start på løbet bekræftede dagens etape nemlig det, der er den store forskel på ”gamle” og ”nye” Quintana. I gamle dage blev den lille colombianer altid bedre dag for dag, men siden 2017 har det været lige modsat med daglige udsving, så man bliver helt rundtosset. Og sådan var det desværre også i dag, hvor man følte sig sat et år tilbage til en Vuelta, hvor Quintana startede så stærkt, men siden bare blev ringere og ringere. Man kan frygte, at det samme sker denne gang - og så hjælper det ikke meget, at Warren Barguil som altid bliver bedre og bedre undervejs. Men han kan så måske frihed til at jagte en etape senere i løbet.

Endnu værre gik det dog for en anden colombianer, men måske er problemet det samme. Miguel Angel Lopez har set så overbevisende ud fra løbets start, og derfor var han måske etapens mest uventede taber. På den anden side kunne noget tyde på, at han med alderen er begyndt at lide af Quintana-sygen. I hvert fald var han lige så svingende i sidste års Vuelta, hvor han vekslede mellem gode og dårlige dage. Dengang kunne man forklare det med styrtet i Andorra, men måske er det et mere generelt problem. Heldigvis kan Lopez så trøste sig med, at der venter gode dage senere i løbet, i hvert fald hvis man kan bruge Vueltaen som model for hans kørsel også i dette løb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Movistar vil helt sikkert også gerne bruge Vueltaen som model. Nok skal vi ikke regne med, at Alejandro Valverde finder sit altid tårnhøje Vuelta-niveau i dette løb, men til gengæld kan de så håbe på, at Enric Mas gentager bedriften fra 2018, hvor han i løbets anden halvdel avancerede fra en plads uden for top 10 til 2. pladsen. Dagens etape var ikke specielt løfterig for den spanske dieselmotor, men efter nogle svære måneder er han langt bedre, end man kunne frygte. Og hvis han holder sig til sin velkendte formel om at blive bedre og bedre, kan han sagtens sikre et i hvert fald hæderligt resultat for det kriseramte spanske storhold, der i dag er en skygge af sig selv.

Skygge af sig selv er måske for meget sagt i forhold til Guillaume Martin, men i dag så vi den ringeste præstation fra den lille franskmand siden corona-pausen. For første gang var filosoffen ikke en animator, men derimod i rent overlevelsesmode fra det øjeblik, Marie Blanque begyndte at gøre ondt. Alle hans karakteristika peger ellers i retning af, at han burde have motoren til at blive bedre og bedre, men som grand tour-rytter er han trods alt et ubeskrevet blad. Og måske kan der være tale om en lidt mistimet form hos en mand, der har kørt over sit vanlige niveau i hele august. Det bliver vi klogere på i de kommende dage.

Klogere bliver vi også på, om FDJ kan rejse sig. Pilene peger i hvert fald i den rigtige retning efter en indsats, man kun kan beundre. En overgang havde de i går så slukørede franskmænd endda fire af deres fem klatrere med i et udbrud, hvor man kun sad, hvis benene var gode. Særligt imponerende var det, at Thibaut Pinot 24 timer efter nedturen ikke valgte en grædedag i gruppettoen, men viste, at han har planer om at være om ikke hovedperson, så i hvert fald heller ikke statist. Og man skal ikke glemme, at han tilbage i 2015 efter en lignende nedtur på første etape i Pyrenæerne rejste sig så meget, at han rundede løbet af med at sejre på Alpe d’Huez. Nok er psyken et svagt punkt, men han mestrer kunsten at rejse sig. Og med guldfuglen David Gaudu i åbenlys fremgang efter sygdommen i august og styrtet på 1. etape samt en velkørende Sebastien Reichenbach og Valentin Madouas ser det slet ikke så skidt ud for de i går så triste franskmænd.

Trist ser det i hvert fald ikke ud i Holland eller Slovenien. Forud for løbet lignede Jumbo-mandskabet og Primoz Roglic dem, der skulle slås, og forhåndsfavoritterne kunne næppe have ønsket sig en meget bedre første uge trods Dumoulins farvel til klassementet. Det altædende monster fortærede sin appetizer på Orcieres-Merlette forleden, og i dag gled forretten ned, da den gule trøje blev erobret med vanlig glubsk sult. Hovedretterne venter i Massif Central, Jura-bjergene og ikke mindst Alperne, inden desserten serveres med enkeltstarten i Vogeserne.

Desværre for rivalerne er der ikke noget, der tyder på, at monsteret er blevet hverken mæt eller barmhjertet. Spørg bare Marc Hirschi.

Favoritterne

Efter en første uge, hvor ikke én eneste etape har været flad, kan sprinterne endelig se frem til en etape, som de normalt ville forvente at boltre sig på i løbets første uge i det flade Nordfrankrig. Den slags etaper hører til sjældenhederne i en Tour, der holder sig i det kuperede syd, og derfor er det den dag, de rene sprintere har sat det fedeste kryds ved - sammen med Paris-etapen naturligvis.

Drømmen er naturligvis en let dag, der skal afsluttes med et brag af en massespurt. Det er imidlertid kun profilen, der indikerer, at det går sådan. Man må applaudere ASO for designet af denne etape gennem den vestfranske marsk med passage af hele to potentielt vindblæste broer. Sammen med 7. etape, der jo bestemt ikke skuffede, var det på forhånd den eneste potentielle sidevindsetape, og flytningen til september har ingenlunde gjort chancen for drama mindre.

Desværre bliver vejret så godt, at selv juli måned ville skulle stramme sig an for at gøre det bedre end denne september, der kaster et pust af sensommer ned over den vestfranske atlanterhavskyst. Det er der utvivlsomt mangen en spinkel klatrer, der glæder sig over, men til gengæld er det noget, de fleste cykelfans vil forbande.

Helt stille vil det ikke være, men det skulle alligevel overraske, hvis en vindstyrke på 15 km/t kan skabe det drama, mange håber. De først knap 50 km betyder som nævnt ovenfor på med- og sidemedvind, og man kan sagtens forestille sig, at den indledende passage af den første bro bliver ret nervøs og stressende. Når vi når fastlandet må man imidlertid tro, at det hele falder til ro, og så kan vi kun krydse fingre for, at der denne gang er et af de mindre franske hold, der vil vise sig frem i udbrud. Heldigvis ligger målet på grænsen til Vendée-regionen, der er hjemegn for Total Direct Energie, så mon ikke de blå trøjer skal vises frem på hjemmebanen? Jerome Cousin og Fabien Grellier plejer trods alt ikke at gå af vejen for et tv-udbrud.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Uanset om vi får et udbrud eller ej, tror jeg ikke, at dagen bliver stressende. Efter 47 km drejer vi endda end i knap 100 km med generel modvind, og det vil utvivlsomt føre til søndagstur bag det udbrud, vi forhåbentlig får. Jumbo er ligeglade, men Deceuninck og Lotto skal nok sørge for, at et helt sikkert lille og svagt udbrud bliver kørt ind i tide. Undervejs kan sprinterne så køre den indlagte spurt, der dog ligger så tæt på mål, at der næppe bliver kørt alt for aggressivt, især ikke hvis et udbrud har taget de store point.

I finalen tror jeg til gengæld, at det bliver nervøst. Med 29,5 km igen drejer vi ind i sidemedvind i forbindelse med passagen af den sidste bro, og kombinationen af bro og den vindretning skriger på fare, også selvom vinden ikke er specielt kraftig. Jeg vil bestemt heller ikke udelukke, at vi kunne se forsøg på at splitte feltet - tænk i retning af hold som Deceuninck, Ineos og Bora - og det kan heller ikke helt udelukkes, at det vil lykkes - om ikke andet så som følge af stressrelaterede styrt.

Mest sandsynligt er det dog, at det forbliver samlet. Det er til gengæld lidt en joker, hvad der sker på de sidste 7,5 km ude på øen. Om morgenen er vinden i nordøst, mens den under hele etapen burde være i nord. I det lys burde der være sidemodvind, og etapen bør gå i stå. Er den imidlertid mere i en nordøstlig retning, hvilket den ikke burde være, står den direkte i siden, og så er dette stykke farligere end passagen af broen. Med andre ord bliver de sidste 7,5 km enten uhyre stressende og farlige, eller også - og det er mest sandsynligt - bliver de ét langt ventespil, hvor togene skal passe på med at skyde for tidligt frem i modvinden.

I sidste ende tror jeg, at det ender som en let dag, der først bliver stressende og hurtig på de sidste 27,5 km, og hvor vinden er for svag til splittelse. Jeg regner derfor med en ret klassisk massespurt, hvor alle vil være relativt friske, og dermed kunne der være udsigt til det første virkelige sprinterbrag af den type, måske efter 3. etape, der jo endte med at blive en ret let og enkel affære trods de mange højdemeter.

Selve spurten er enkel. Skarpe sving er der ikke på de sidste 7,5 km, og med modvind handler det om ikke at skyde frem for tidligt. Til gengæld er vejen igen relativt smal, og god position er derfor slet ikke uvæsentlig. Man skal i hvert fald sidde godt ved kurven med 300 m igen. Her drejer man ind i modvind, og derfor er det nok tvivlsomt, om man kan starte sin spurt allerede her, men sidder man i sulkyen af en lead-out man gennem denne kurve står man stærkt.

Vi er nået til 10. etape, og det bliver så femte gang, jeg peger på Sam Bennett. Hidtil er det ikke lykkedes, men ireren har dokumenteret, at han formentlig er den hurtigste. Vi så i hvert fald på 3. etape, at han og Caleb Ewan helt som ventet har syv-otte gear mere end alle andre, og selvom Ewan vandt etapen, var Bennetts lange modvindsspurt nærmest skræmmende. Vi ved da også fra 2019-sæsonen, at Bennett var Ewan ganske overlegen i de flade spurter, og med den klare fremgang, han har vist i denne Tour efter sin lunkne sæsonstart, taler alt for, at det fortsat gør sig gældende.

Bennett har også en anden fordel. Ewans Lotto-tog har mildt sagt virket rustent. Deceuninck har bestemt heller ikke imponeret, som vi så på en 5. etape, hvor han tabte spurten i kraft af en ringe position, og faktisk var de ret heldige med, at vejen åbnede sig for Michael Mørkøv og ham i Nice. Risikoen for, at han igen er for langt tilbage eller lukkes inde, er derfor reel, men både Mørkøv og Bennett er, selvom de er ensomme, ganske positioneringsstærke. Man må samtidig formode, at Julian Alaphilippe nu vil indgå mere helhjertet i toget end tidligere, og det styrker Bennett. Hvis Mørkøv får ham anbragt, så han kan spurte relativt frit, bør Bennett endelig vise, at han er løbets hurtigste.

Manden, der kan slå ham, er naturligvis Caleb Ewan. Farten var fornem på 3. etape, hvor han dog også drog fordel af at ligge i læ hele vejen. Faktisk var den spurt en understregning af det bekymrende svage Lotto-tog med Roger Kluge og Jasper de Buyst, som slet ikke har fået ham frem, hverken i Nice, Sisteron eller senest i Privas. Det held, han havde i Sisteron, gentager sig næppe alt for mange gange, når opløbet igen er så smalt, som det er.

Det betyder dog ikke, at Ewan ikke kan ende med at sidde rigtigt. Kluge og De Buyst er bedre end det, de har vist indtil nu, og sidste år var Ewan eminent til at finde det hjul, der var det rigtige. Den evne burde ikke være forsvundet, og han har allerede én gang vist, at han kan slå Bennett, i hvert fald hvis ireren åbner for tidligt, hvilket kan være en risiko i de 300 m med modvind til sidst. Derfor kan det sagtens ende med, at Ewan sikrer sig Tour-etapesejr nr. 5.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Største trussel mod de to favoritter må være Cees Bol. Sunweb-toget har været flyvende hidtil. De fik startet lidt for tidligt i Nice, de fik byttet rundt på rækkefølgen, så der gik kuk i den i Sisteron, men i Privas sad den i skabet, da Søren Kragh, Joris Nieuwenhuis, Nikias Arndt og til sidste Casper Pedersen leverede et lead-out, der må gøre selv det gamle Fassa Bortolo-tog misundeligt. Kan de gentage den bedrift her, har Bol glimrende chancer, også selvom han åbenlyst ikke har farten til at slå de to bedste. Det gjorde han nemlig alligevel i Privas, hvor de to favoritter sad for langt tilbage, og sker det igen på en relativt smal vej med en kurve 300 m fra stregen, har Bol farten til at vinde.

Toget, der kan true Sunweb, kommer fra Trek, og det bringer Mads Pedersen i spil. Det er ikke officielt meldt ud, om der køres for ham, Edward Theuns eller Jasper Stuyven, men al logik siger, at det er Pedersen, der som bekendt ikke fik den lovede chance i fredags. Det vil også være hovedløst ikke at køre for danskeren, der har vist sig som holdets hurtigste. Det er klart, at han ikke har samme fart som Bennett og Ewan, men vi så i Nice og Polen, at han kan mænge sig med de andre i dette ikke alt for sprinterstærke felt. Det vil formentlig kræve et fremragende lead-out, men vi så i Nice, at Theuns og Stuyven er i stand til at levere et sådant, hvis Pedersen denne gang holder hjul. Gør han det, kan han ligesom Bol i kraft af sit tog slå de hurtigere folk. Stuyven kommer næppe i spil efter nu at have spurtet to gange, og han er da også den langsomste af de tre. Alternativet til Pedersen er derfor Theuns, der normalt har været den foretrukne i de flade spurter. Han har vist sig langsommere end Pedersen, men også han vil med et godt lead-out og de rette omstændigheder godt kunne vinde i denne finale.

Man må også nævne Alexander Kristoff . Denne lange finale uden skarpe sving passer godt til den norske powersprinter, der i Nice viste, at han har masser af fart. Desværre har han trådt firkantet siden da og vist sig overraskende formsvag, men han så meget bedre ud i Pyrenæerne. Indtil i år havde Kristoff aldrig vundet en spurt før i løbets anden halvdel, og nu begynder vi at nærme os den del af Touren, hvor hans store motor giver ham en fordel i forhold til andre. Denne gang er der ingen bakker, der kan trætte hans i dette løb så tunge krop, og normalt er han fremragende i positionskampen, selvom han er alene - noget, han viste os i Nice. Sidder han igen rigtigt, viste han der, at han har farten til at vinde en powerspurt som denne.

Det er også på tide at nævne Niccolo Bonifazio igen. Sidste år kom han uhyre rustent fra start, men endte med at køre to fremragende spurter i løbets anden halvdel, særligt i Paris. I år synes mønsteret at gentage sig. I starten af løbet var en motorvejsbro for meget for den lille italiener, men siden da har han været meget bedre, især på 7. etape, hvor han klatrede langt bedre end alle de tungeste sprintere. Han har flere gange vist, at hans fart fortsat er tårnhøj, senest med etapesejren i Paris-Nice, og trods beskeden støtte fra Anthony Turgis er han god i positionskampen. Har han fundet Paris-Nice-benene igen, kan Bonifazio med den rette position sagtens vinde i dette selskab.

På baggrund af de spurter, han hidtil har kørt - både i finalerne og undervejs - er det svært at tro meget på Peter Sagan. Selvom han også på det punkt, har virket sjældent rusten, har han dog altid været en mester i positionering. Den evne har ofte givet ham sejre også mod langt hurtigere folk. Det er klart, at manglen på vind slet ikke tilgodeser ham, fordi han nu i alt væsentligt skal lukrere på sin begrænsede fart, men som sagt har Sagan før vundet spurter ved at sidde rigtigt, og da det kun er Bennett og Ewan, der er markant hurtigere end ham her, er chancen for, at det sker igen, særligt på en relativt smal vej, til stede igen.

NTT skal sadle om efter tabet af Giacomo Nizzolo. Meldingen er, at de vil køre for enten Max Walscheid eller Edvald Boasson Hagen afhængig af etapens design - og dermed ikke for Ryan Gibbons, som ellers også kunne have været i spil. Hvis den melding skal give mening, må dette være dagen for Walscheid, for det er svært at pege på en etape, der passer bedre til den tonstunge tysker end denne. Walscheid var i starten af sin karriere uhyre lovende, hvor særligt hans vilde spurt på sidste etape i Californien i 2018 er svær at glemme, men han er faldet gevaldigt af på den. Særligt hans kørsel i det svagt besatte Langkawi var bestemt ikke imponerende, men han har altid været uhyre svingende. Hans positionering er helt til hest, men hvis Gibbons og Boasson Hagen kan gøre det bedre, end de gjorde for Nizzolo - og det er nok desværre tvivlsomt - ved vi også, at Walscheid er svingende og af og til har et brag af en boulevardspurt i benene. Kører de i stedet for Boasson Hagen, bliver det vanskeligere, for selvom han kørte en flot spurt forleden, har han i de senere år ikke haft megen fart i spurterne på de helt lette dage, og derfor bør han kun være plan B. Det gode resultat forleden kan dog føre til, at han får chancen.

Det er også nu, Elia Viviani skal rejse sig. Det er kommet frem, at hans ringe kørsel skyldes en fodskade, men han skulle være i bedring og klar til at tage revanche. Det er der måske et lille håb for, da han jo faktisk viste fin fart i Nice fra en svag position. Positionering har været hans helt store problem, men det burde normalt være en styrke. Toget med Christophe Laporte og Simone Consonni er jo på papiret også ganske fint, og man kan derfor håbe, at han endelig kan komme til at spurte ordentligt. Året har vist, at der ikke er meget af den gamle fart tilbage, men 1. etape viste trods alt, at han med en bedre position burde kunne være med helt fremme.

En anden, der skal rejse sig, er André Greipel . Tyskeren har kørt rundt med sting i knæet siden styrtet i Nice, og derfor har de kørt for Hugo Hofstetter - også grundet etapernes hårde design. Greipel synes dog i bedring, og har han det nogenlunde, må man formode, at de vender tilbage til plan A på denne helt flad etape. Efter sin bakteriesygdom, der ødelagde hele 2019, viste han i Australien, at han stadig har en god del af den gamle fart. Positionering er altid et problem, men finalen er ukompliceret, og toget med Tom van Asbroeck og Hofstetter er kapabelt. Han skal have held for at sidde rigtigt, men gør han det, burde farten være god nok til at være med fremme. Er han ikke klar, kører de for Hofstetter, der er en mester i positionering, men som næppe har farten til at vinde, selvom han kørte en sjældent hurtig spurt i Sisteron.

Bryan Coquard har været en lille skuffelse hidtil. Farten har slet ikke været, som man kunne have håbet, og kombinerer man det med hans evige positioneringsproblemer, bliver det svært for ham at vinde. Jens Debusschere og Kevin Reza har dog fået afleveret ham hæderligt, så han har undgået at misse totalt ud, som han ellers ofte gør. Kan de gøre det en anelse bedre, bør Coquard stadig være en reel kandidat, hvis de hurtigere folk sidder forkert. Det er trods alt kun en måned siden, at han sidst vandt en massespurt, og selvom det var en falleret Viviani, han slog, er det kun Bennett og Ewan, der her er markant hurtigere end ham.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

En af skuffelserne i dette løb har været Matteo Trentin. Italieneren har svigtet i positioneringen, og forleden sov han totalt i sidevinden. Hans fart har heller ikke været imponerende, da han i Sisteron sammen med Sagan og Bennett åbnede en alt for lang spurt, men han har trods alt i de indlagte spurter vist sig hurtigere end Sagan. Han skal have styr på sin positionering igen med hjælp fra Jonas Koch og Greg van Avermaet, og sidder de hurtigere folk forkert, kan det så ikke udelukkes, at han kan vinde, præcis som det er tilfældet for Sagan.

Luka Mezgec lider under det samme. Ligesom Trentin er han ikke hurtig nok til at vinde en spurt efter en flad og let dag, og modsat Trentin er han endda kendt for sin knap så gode positionering. Man kan håbe, at der igen bliver lidt mere støtte efter tabet af den gule trøje, men det er stadig svært at se, at han kan sidde rigtigt nok til faktisk at vinde. Omvendt hev han i Polen sidste år en overraskende kanin op af hatten på en helt let sprinteretape, og det kan måske ske igen med lidt held i positionskampen og god støtte fra Daryl Impey.

Endelig er der selvfølgelig Wout van Aert, men alt peger på, at han ikke skal spurte. Efter etapesejren i Privas var det nemlig meningen, at han skulle droppe de lette massespurter, og det skulle også være sket på 7. etape. Den endte dog med at blive så hård, at det gav mening for ham at prøve. Det kan naturligvis ske igen, men det kræver voldsom sidevind i finalen, og selvom det ikke kan udelukkes, er det usandsynligt. Og selv i det tilfælde vil han formentlig skulle arbejde knaldhårdt for Roglic, og modsat i fredags vil splittelsen denne gang ske så tæt på mål, at det kan blive sværere også at spurte. 7. etape viste os, at muligheden kan opstå, hvis vinden står rigtigt, men alt tyder på, at det bliver en dag i arbejdstøjet og ingen spurt for Van Aert denne gang.

Clement Venturini vil naturligvis også spurte, men han mangler trods god positionering fart i en flad boulevardspurt, og det samme gør holdkammeraten Oliver Naesen, der ligner en mand, der også måske vil prøve at køre sin egen spurt. Af en eller anden grund får Hugo Houle tilsyneladende lov til det samme, men han skal være svineheldig for at gå i top 10. Endelig må man med Mikel Landas fine kørsel formode, at Sonny Colbrelli stadig lider under et forbud mod at deltage i spurterne, særligt på en dag, hvor finalen formentlig bliver meget stressende.

OPDATERING: Mads Pedersen har bekræftet, at Trek-Segafredo kører for ham på tirsdagens etape.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Cees Bol

Outsidere: Mads Pedersen, Alexander Kristoff, Niccolo Bonifazio, Peter Sagan, Max Walscheid

Jokers: Elia Viviani, André Greipel, Bryan Coquard, Matteo Trentin, Edvald Boasson Hagen, Luka Mezgec, Wout van Aert