Prøv vores nye app
Optakt: 10. etape af Giro d’Italia
16. maj 2023 12:29Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Som forventet vandt Remco Evenepoel løbets lange enkeltstart, hvormed han også generobrede førertrøjen, men det blev alligevel slet ikke den etape, belgieren havde forventet. Heldigvis får han nu nogle dage til at komme sig, for efter en hviledag tager andre ryttere over på en meget åben 10. etape, der båder på ikke færre end 3000 højdemeter, men også en lang og flad finale, der giver både de holdbare sprintere og udbryderne drømme.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Med svære dage til slut havde sprinterne en grum afslutning på Giroens første uge, men heldigvis kan de se frem til to potentielle muligheder som åbning på den anden uge. Hvis de havde regnet med et ”walk in the park” som åbning på løbets anden del, bliver de imidlertid slemt skuffede, for 10. etape er om muligt endnu mere kuperet end de øvrige sprinteretaper i løbet. Nok starter man på Po-sletten, og nok slutter man med en helt flad finale ved den italienske vestkyst, men undervejs skal man over intet mindre end 3000 højdemeter og op i mere end 1500 m i højde. Det vil således kræve blod, sved og tårer for sprinterholdene, hvis de skal sikre en spurtafgørelse, og derfor kan det meget vel være, at et udbrud vil snyde dem, men da de sidste 75 km er meget lette, kan de i hvert fald tillade sig at håbe på, at uge 2 åbnes med et brag af en massespurt.

 

I alt skal der tilbagelægges 196,0 km, som fører feltet fra Scandiano til Viareggio, og der er tale om en etape i tre forskellige dele, hvor de første godt 80 km stort set alle er stigende, de næste 40 km stort set alle faldende og de sidste 70 km relativt flade. Startbyen ligger på Po-sletten, men med det samme begiver man sig ind i Appenninerne. Således stiger det let fra start, når man kører mod sydvest, og det kulminerer, når man kortvarigt kører mod sydøst for at bestige en bakke (2,8 km, 8,2%) med top efter 15,5 km.

 

Læs også
Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

 

Her rammer man et let kuperet plateau, som man følger mod sydvest og vest, inden det går mod syd ad en nedkørsel, som leder ned til byen Gatta, der nås efter 40,8 km. Her tager etapen imidlertid fat igen, når man fortsætter mod syd op ad endnu en bakke (6,4 km, 4,2%), der indledes med 3,4 km med 5,2% efterfulgt af en nedkørsel, hvorefter der venter 2,0 km med 5,8% op til dagens første spurt, som kommer efter 48,1 km. Den efterfølges kun af et kort, fladt plateau, der leder videre mod syd, inden man snor sig mod syd op ad endnu en bakke, Pian del Monte (8,0 km, 5,1%), der efter en let start over de sidste 5,1 km stiger relativt jævnt med 5-7%.

 

Toppen rundes efter 62,5 km, men heller ikke her er der nogen nedkørsel. I stedet er det kun ganske let faldende, når man snor sig mod sydøst og sydvest, inden det går mod sydøst og nordøst op ad endnu en bakke (6,3 km, 4,1%), der først stiger jævnt med ca. 5 % over 3 km, siden flader ud med 1-2% over 2 km og slutter med 1,5 km med 6,8% frem mod toppen i byen Roncatello di Sopa, der passeres efter 76,2 km. Også den leder op til et plateau, der følges mod syd, inden man som afslutning på den hårde start kører mod syd og nordvest op ad kategori 2-stigningen Passo delle Radici (7,1 km, 4,4%, max. 11%), der efter en let start byder på 2 km med 5-6% og slutteligt på 7-8% over de sidste 2,2 km frem mod toppen, som i 1527 m højde rundes efter 87,5 km. I alt stiger de 33,7 km frem til bjergspurten med 2,5% i snit, og det går op ad langt det meste af vejen.

 

Nu er det endelig slut med at klatre. En lang og meget teknisk nedkørsel leder mod nordvest, sydvest og syd ned til Castelnuovo di Garfagnana, der passeres efter 110,9 km. Her ventes dagens sidste udfordring, når man fortsætter mod sydøst op over et højdedrag via kategori 4-stigningen Monteperpoli (2,4 km, 9,0%, max. 12%), der er en jævn og stejl sag med top efter 120,7 km.

Annonce

 

Herfra resterer fortsat 75,3 km, og nu er det meget let. En kort og teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til Gallicano, der passeres efter 125,6 km, og herfra følger man Sercio-floden i dalen ad en lang, lige vej, der er let faldende og leder mod sydøst og syd. Sådan fortsætter det frem til Monte San Quinco, der passeres efter 161,5 km, hvor man forlader floden for at dreje mod nordvest, idet man undervejs kører dagens anden spurt efter 154,1 km.

 

Man holder sig dog fortsat i dalen, og derfor er det kun let stigende frem mod Montemagno, som passeres efter 178,2 m, hvor man rammer en kort og teknisk nedkørsel og derefter en let faldende vej, der leder mod nordvest ned til Camaiore. Her drejer man med det samme mod sydvest for at køre ad en let faldende vej det sidste stykke ud til havet, som man når i Lido di Camaiore, der er kendt som en ofte benyttet værtsby for Tirreno-Adriaticos indledende holdløb. Her drejer man med 3500 m mod sydøst ind på kystvejen, og herfra er det en helt lige, flad og 8 m bred vej, der leder frem til stregen.

 

Etapen byder på i alt 3020 højdemeter.

 

Viareggio har senest været målby for et stort cykelløb i det nu hedengangne Giro della Provincia di Lucca. Det var senest i 2000, hvor Frederic Guesdon snød sprinterne ved at køre alene hjem til en solosejr med 2 sekunder ned til Sergio Barbero og 4 sekunder ned til feltet, og forud for det var det i 1999, hvor Paolo Bettini vandt en femmandsspurt foran Davide Rebellin, Raimondas Rumsas, Pascal Richard og Michael Boogerd, mens feltet og sprinterne kom 17 sekunder for sent.

 

 

 

Læs også
Dansk sprintertalent tager stor sejr

 

 

 

 

Annonce

 

 

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Det dårlige vejr vil simpelthen ingen ende tage. Rytterne vil ellers nyde en solbeskinnet og flot hviledag, men tirsdag går det galt igen. Faktisk går det ikke bare galt. Det ender næsten i en katastrofe. Ved starten vil der være dagregn, endda med en sandsynlighed på 100%, og sådan vil det være, indtil man kommer om på den anden side af højdedraget. Her vil det formentlig stadig regne, men sandsynligheden vil aftage, efterhånden som man kører mod syd. Når man drejer ud mod kysten, vil den være 75-80%, og sådan vil det også være i målbyen. Temperaturen vil ved starten være 13 grader, mens den vil være faldet til 10 grader ved første spurt. Efter højdedraget vil den igen stige, indtil den vil være 18 grader i fladlandet til sidst, herunder i målbyen. Det vil også være voldsomt blæsende med en frisk vind (20-27 km/t) fra nord. Det giver med- og sidemedvind hele dagen, indtil man med 34,5 km igen får skiftevis sidevind og sidemodvind. Med 11,9 km igen får man atter sidemedvind, mens der næsten vil være ren medvind over de sidste 3,5 km.

 

Analyse af 9. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan den lange enkeltstart måske bød på en sejr, der varslede et nederlag til Remco Evenepoel.

 

Favoritterne

Mange har betegnet den anden uge af årets Giro som den letteste af de tre. Det skyldes ikke, at den er let, for på fredag venter den første helt store bjergetape, der endda sender rytterne over Cima Coppi, løbets højeste punkt, men det er den af de tre uger, der har færrest klassementsdage. Søndagens miniudgave af Il Lombardia har potentiale til at overraske, men stigningerne ligger også så langt fra mål, at meget taler for, at det alene er på fredagens tur ind i de schweiziske alper, at vi vil se forskelle i klassementet.

Annonce

 

Læs også
Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

 

Det kunne så let få en til at tro, at det ville være det rene sprinterparadis. Det er det på sin vis også, for hele tre af de seks etaper kan potentielt ende i en eller anden form for massespurt, men i dette løb er sprinteretaperne jo som bekendt slet ikke, som de plejer at være, og som sprinterne foretrækker. Her skal man næsten altid klatre mere end 2000 højdemeter, og man kommer kun sjældent let til chancen for at spurte om sejren.

 

Det måske mest udtalte eksempel er vel den etape, der ventes, når løbet tirsdag genoptages efter sin første hviledag. Den slutter med så langt et fladt stykke ud til og ned langs den toscanske kyst, at det utvivlsomt er en etape, sprinterne har sat kryds ved, men desværre for sprinterne består etapen af de sidste 70 km, der er noget af det letteste, vi finder i årets løbet. I dette løb har arrangørerne nemlig for vane at designe etaperne omvendt af det, man normalt ser, hvor udfordringerne er gemt til sidst. Her er der et hav af etaper, der starter svært, men slutter så let, at sprinterne får ideer. Det så vi på 5. og 6. etape, det ser vi igen på denne etape, og det samme mønster vil gentage sig på 11. og 14. etape.

 

Det er således også denne omvendte skabelon, der er anvendt til denne etape. Faktisk kunne den ligne en kopi af 5. etape, når man ser på profilen. Forskellen er imidlertid, at der er skruet op for distancen og ikke mindst antallet af højdemeter, så der nu skal klatres mere end 3000 af slagsen. De indledende stigninger e også langt sværere. Bakken op til Biaso på de første 20 km er således decideret modbydelig, og selvom man ikke oplever noget, der er lige så vanskeligt senere, taler vi om en anden stejlhed end i onsdags, hvor der generelt var tale om bløde opkørsler. Det er altså terræn, der kunne gøre ganske betydelig skade, hvis klassementsrytterne havde tænkt sig at køre cykelløb - ikke mellem dem selv, men bagerst i feltet.

 

Det gør de naturligvis ikke. Det ødelægger den lange, flade finale, men indledningen er i den grad en sten i skoen for sprinterholdene. Der kan næppe være tvivl om, at det må være en dag Trek og Alpecin samt måske også DSM og Jayco har sat kryds ved, men det bør ikke blive en gratis omgang at få en spurt.

 

Et cykelfelts veje er dog af og til uransagelige. Det så vi senest i fredags, hvor man slet og ret forærede en bjergetapesejr til det, der vel ellers mest kunne betegnes som et tv-udbrud, og derfor kan man ikke udelukke, at det går som i onsdags, nemlig at sprinterholdene hurtigt får sendt et lille og svagt udbrud afsted. Den slags kan ske, når vi stadig er tidligt i løbet, men det vil undre mig, hvis det sker denne gang.

Annonce

 

For det første er vi nu halvvejs inde i løbet, hvor trætheden er begyndt at melde sig. For det andet har rytterne ikke en hård dag i benene, men derimod netop haft en hviledag. For det tredje er der ingen grund til at spare sig til en bedre chance onsdag, hvor udsigten til en spurt er ganske betydelig. For det fjerde er ruten endnu hårdere og bakkerne betydeligt vanskeligere.

 

Og for det femte er vejret rædselsfuldt. Det er svært at forstå, hvordan vi sidste år havde et løb, hvor der vel ikke faldt én dråbe regn, når man ser, hvad rytterne udsættes for i det løb. Forhåbentlig nyder de den solrige hviledag, for tirsdag når løbet sit vejrmæssige lavpunkt. Her taler vi igen om en syndflod og det, der formentlig er dagregn. Vi taler også om isnende kulde, når vi skal helt op i 1500 m højde. Og vi taler for første gang om blæsende betingelser.

 

Vinden hjælper endda ikke sprinterne. Der er tale om en fuld medvindsetape frem til de sidste 34,5 km, og den slags øger altid et udbruds chancer. Det betyder også, at det kommer til at gå rasende stærkt på stigningerne i begyndelsen, hvis vi får en angrebsfest, og derfor vil feltet slet og ret eksplodere til atomer.

 

Faktisk er vinden så stærk, sidevind kan blive en faktor. Det kan den blive lige fra start, hvor der er kraftig sidemedvind. Formentlig er der for lukket til, at det splitter, men det vil gøre det nervøst. Nervøsiteten vil helt sikkert melde sig igen over de sidste 34,5 km ud mod kysten, hvor der vil være forskellige former for sidevind. Erfaringen fra Tirreno er, at der i Toscana altid er for megen læ til splittelse, men det vil være rasende uroligt, også på de våde veje, og man kan ikke helt udelukke, at vi får sjælden sidevindskørsel i finalen. Det vil i hvert fald være noget, Soudal, Jumbo og Ineos kan have kig på.

 

Læs også
Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

 

Den slags plejer jo at øge chancen for, at et udbrud bliver hentet, fordi det presser farten i vejret, men det er trods alt først til allersidst, at det kan ske. Spørgsmålet er, om ikke et udbrud til den tid kan have vundet kampen. Jeg har i hvert fald svært ved at tro, at sprinterholdene vil lykkes med deres mission. Medmindre vi får scenariet fra 5. etape, som sprinterne drømmer om, venter der formentlig en stor kamp om at ramme udbruddet. Terrænet - ikke mindst den hårde, tidlige bakke - vil formentlig betyde, at det bliver brølstærkt, og feltet vil formentlig eksplodere til atomer. Mange sprintere vil blive sat, og det vil formentlig efterlade Jayco, Trek og Alpecin til at jagte.

Annonce

 

Det skal de enten gøre uden deres tunge folk, der vil være sat, eller også skal de vente på dem, når udbruddet er kørt. Det vil tage lang tid, og de tunge folk vil også få svært ved at holde styr på et klatrestærkt udbrud, som vil have en overhånd, indtil vi når toppen i mere end 1500 m højde. Derefter venter endda en ubehagelig dessert. Den sidste lille stigning er ikke så lang, men den er svær, og her vil feltet skulle køre langsomt op. Medmindre da Jayco lægger pres på, men gør de det, vil de sætte mange rivaler og hjælpere af, og så er chancen for at hente udbruddet efterfølgende endnu mindre.

 

Selvfølgelig er der også en joker. Den lange nedkørsel ser ekstremt teknisk ud, og vi så i torsdags, at Ineos blev paranoide og satte et rasende tempo allerede langt fra toppen for at ramme nedkørslen først. Det kan de meget vel finde på at gøre igen, og det var jo faktisk den føring, der sikrede, at Simon Clarke ikke vandt etapen. Problemet er, at en tilsvarende forcering med sikkerhed vil sætte de fleste sprintere af, og dermed vil der være endnu færre til at jagte - og så vil klassementsrytterne på de våde veje i øvrigt også køre så langsomt nedad, at udbruddet igen vil vinde tid.

 

Nej, jeg har vitterligt svært ved at se dette som en sprinteretape. Den største chance er en gentagelse af 5. etapes scenarium, men så heldige kan de ikke være to gange. Skal vi have samling, skal Alpecin i hvert fald kaste sig helt anderledes ind i jagten, end de gjorde i torsdags, og vi skal have Jayco på banen som et sprinter- og ikke et udbrudshold. Hvis vi alligevel får samling, må det have været efter en voldsomt hård dag, og så vil der ikke være mange hurtige folk tilbage - kun de allermest holdbare.

 

Det kan derfor nok gå på to måder, hvis ikke de falder i søvn som på 5. etape. Enten får vi så ukontrollerbar en start, at sprinterholdene selv begynder at sende folk afsted, hvorefter vi får så stor og stærk en gruppe, at sprinterholdene med det samme kaster håndklædet i ringen. Herefter vil vi få en kamp om etapesejren i front, mens Soudal fører feltet mod stregen, indtil det vil blive nervøst i sidevinden til sidst - naturligvis med det spil, der kan komme frem mod nedkørslerne, som jeg har nævnt det ovenfor. Alternativet er, at vi får et udbrud og en lang jagt, som jeg tror, at feltet vil tabe. En faktor i den indledende fase er også den knaldhårde indlagte spurt, men den kommer på så svært et sted, at det ikke ser sandsynligt ud, at der vil være sprintere, der får point.

 

Mit gæt er altså en udbrudssejr, men det er ikke den letteste etape at vinde. Starten er så hård, at man skal klatre meget godt for at sikre sig en billet til udbruddet. Det virker helt usandsynligt, at vi vil få et udbrud med relativt tunge folk, for der er meget få steder, hvor den kortvarigt kan gå i stå, og de kan sige sig væk. Til gengæld er det også svært for de klatrestærke folk at gøre det færdigt. I en taktisk finale, som man vil se i en flad afslutning, kan alle vinde, men det er trods alt en stor, stor fordel at have en god spurt. Og så skal man kunne håndtere regn og kulde og undgå at blive sat af på en lang og teknisk nedkørsel, der formentlig er isnende kold.

Annonce

 

Jeg vælger at gå med Vincenzo Albanese, men det er med en smule usikkerhed. Det kommer nemlig an på, hvor klatrestærke folk, vi vil se i offensiven. Vi ved, at han har forbedret sin klatring helt enormt, men normalt klatrer han for at overleve. Spørgsmålet er, om han også klatrer så godt, at han kan være med i angreb i så svært terræn. Da han kom væk i tirsdags, skete det jo på en nedkørsel, og vi har stadig til gode at se ham i offensiven på stigningerne.

 

Heldigvis betyder den flade finale, at det næppe er bjerggederne, der vil i udbrud. Det bør åbne døren for lidt tungere typer, og vi har jo set, hvor godt Albanese klatrer. Vi så det i tirsdags, men vi så det særligt på Etna under Giro di Sicilia. Med de ben burde han havde en god chance, og lykkes det, vil han i en spurt næsten altid være gruppens hurtigste. Problemet er, at det også er en ulempe, fordi alle vil kigge på ham, og derfor kan jeg godt frygte, at han rammer udbruddet, men smider sejren i det taktiske spil. I kraft af sin spurt vil han dog være favorit i de fleste udbrud, og derfor er han vel etapens mest sandsynlige udbrudsvinder.

 

Jeg har også kig på Patrick Konrad. Jeg kan godt frygte, at Bora bare regner det som en sprinteretape, der skal overstås, men vi ved i hvert fald, at østrigeren har haft sin frihed tidligere. Han klatrer ikke så godt som tidligere, men han er en af de ryttere, der har en god chance for at ramme udbruddet, også hvis det går meget stærkt. Liege bekræftede, at regn og dårligt vejr ikke skræmmer ham, og blandt de mest klatrestærke i dette løb er han en af de allerhurtigste med gode chancer for at gøre det færdigt. Også for ham kan det være en ulempe i det taktiske spil, men det giver ham trods alt kort på hånden. Han synes ikke så godt kørende som i Liege, men formen synes god nok til at vinde fra et udbrud - hvis Bora altså ikke bare ser det som en sprinteretape.

 

Læs også
Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

 

Jeg har før nævnt Simone Velasco, og det vil jeg gøre igen. Italieneren var allerede i Ardennerne bedre end nogensinde, og det har han taget til nye højder i dette løb, hvor han har klatret forrygende. Det så vi senest på muretapen, og i dag lagde han så lige en absurd god enkeltstart oveni. Han er også lynhurtig, som han bekræftede med sin spurt på 6. etape, og dermed har han alle kort på hånden. Jeg kender ikke hans evner i regnvejr, men han klarede i hvert fald Amstel, hvor mange brokkede sig over kulden og regnen, ganske glimrende. Måske er det på tirsdag, at Astana får lidt succes.

 

Faktisk står de pokkers godt. Vi har set, at Christian Scaroni også i dette løb har været meget svingende, men på sine gode dage har han klatret fornemt. Det gjorde han naturligvis særligt med sin top 10 på fredagens bjergetape, og det gør ham til en oplagt mand til at ramme et udbrud i denne hårde indledning. Han er også ganske hurtig, som han har vist flere gange i år, måske særligt i Baskerlandet. Han er så svingende, at man aldrig ved, hvor man har ham, men dagens chokerende enkeltstart vidner trods alt om fortsat god form. Så er spørgsmålet, hvordan den spinkle italiener har det med kulde og regnvejr.

Annonce

 

Regnen er i hvert fald ikke en forhindring for Brandon McNulty, der før har vist, at han kan håndtere lidt vand. Vi ved også, at han desperat jagter en udbrudssejr, men som for Konrad kan jeg frygte, at UAE regner dette som en sprinteretape, der skal overstås. Jeg håber, at McNulty er frisk, for han har med den hårde start en stor chance for at ramme udbruddet. Vi ved også, at han er ganske hurtig, som vi har set blandt andet i dette løb i 2020 samt i Paris-Nice i 2022, og dermed har han hele pakken. Mit indtryk efter de seneste to dage er, at formen bestemt kunne være bedre, men jeg vil stadig mene, at han har et niveau, der gør det muligt at vinde denne etape fra et udbrud - også fordi han er et oplagt bud på en mand, der kan køre alene hjem i en taktisk finale, hvis ikke han er for overvåget.

 

Det er også en etape for Lorenzo Rota. Italieneren har blankt indrømmer, at han ikke havde det godt de første dage, men i torsdags meldte han for første gang om gode ben. Han så også meget bedre ud på lørdagens mure, og formen synes altså kun at gå den rette vej. Intermarché bør forsøge at få ham i udbrud på denne etape, og klatreevnerne giver ham en god chance, hvis formen er ved at melde sig. Der findes folk, der er hurtigere end ham, men som vi senest på i torsdags, er han en glimrende afslutter. Han har altså muligheder både på stregen og i det taktiske spil. Nu skal han bare endegyldigt bevise, at formen er der.

 

Får Toms Skujins chancen? Næppe som udgangspunkt, men som sagt er der en mulighed for, at Trek hurtigt må indse, at en spurt er en umulighed. I det tilfælde ligner Skujins deres mand. Han klatrede chokerende godt på 4. etape, og da han spurtede op til udbruddet på en bakke i går, så han også skræmmende stærk ud, selvom en defekt frarøvede ham muligheden for at vise det i finalen. Han er god i dårligt vejr - han er jo lette - og vi ved også, at han er hurtig, som han viste ved at slå Albanese i tirsdags. Med andre ord har den uhyre formstærke Skujins alle kort på hånden - hvis altså Mads Pedersen giver ham chancen.

 

Denne gang har Michael Matthews faktisk en chance for at ramme udbruddet. Normalt er han jo ellers låst af pointkonkurrencen, men denne gang er starten så svær, at han kan køre væk, hvis han er stærk nok. Trek kan ikke bare hente ham, og da han klatrer bedre end Pedersen, har han også en god chance for at ramme udbruddet uden at skulle slås med danskeren. Problemet kan være, at starten er for hård til, at han kan komme afsted, for i starten af løbet bekræftede han, at han ikke er på toppen. Man må dog formode, at tiden arbejder for hans form, og vi ved jo, hvor godt den bedste Matthews, der vandt i Mende sidste sommer, klatrer. Vi ved også, at han kan præstere i regnvejr, men rammer han udbruddet, har han som Albanese den udfordring, at alle vil kigge på ham i en taktisk finale.

 

Så er der jo Ben Healy. Dette er bestemt ikke den ideelle etape for ham, men den hårde start og hans overlegne niveau betyder, at han næsten kan tage sig en plads i udbruddet, hvis han vil have den. Problemet er, at han ikke slår syv snegle i en spurt, og derfor skal han alene hjem for at vinde. Det er selvsagt svært i en finale med 70 flade kilometer til sidst, men har man først billetten til det taktiske spil, er vejen i hvert fald banet. I det spil er det jo heller ikke en ulempe at være så stærk, at en millimeters forspring er nok til at give en solosejr - og vi ved jo i hvert fald fra det isnende kolde Brabantse Pijl, at dette vejr næsten kun gør ham stærkere.

Annonce

 

Begynder vi at se livstegn fra Luis Leon Sanchez? Efter sit fornemme 2022 har han skuffet fælt i år, men nu ser det bedre ud. Enkeltstarten var fornem, og han var langt fremme på muretapen. På Astana har han fuld frihed til at angribe, og han bør derfor være et af deres kort. Den hårde start gør det sandsynligt, at han kommer afsted, og han plejer at være god til at ramme udbruddene, ligesom han mestrer dårligt vejr. Han er desværre ikke så hurtig som tidligere, men al den gamle fart kan ikke være væk - og om ikke andet har han både en enorm rutine og poweren til at spille sine kort i en taktisk finale.

 

Det går heldigvis den rigtige vej med formen for Warren Barguil. Det så vi tydeligt i går, selvom det vi lige så tydeligt så, at han er et stykke fra sit bedste. Mindre kan heldigvis også gøre det, når det handler om at ramme et udbrud, hvor han jo ikke skal slås med de bedste klatrere. Han vil stå meget stærkt i denne start, og som vi ved fra hans sejr i det snevejrsramte Indurain sidste år, kan han trods sin statur klare det elendige vejr. Sidste år spurtede han også bedre end tidligere, men det er til gengæld også klart, at han får svært ved at slå de fleste af de ovennævnte på stregen - men så er der jo det taktiske spil.

 

Læs også
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 

Dagens enkeltstart understregede den eminente form, Bruno Armirail har. Nu kan han forhåbentlig omsætte den til et udbrud. Han klatrer ganske fremragende lige nu, som vi så på muretapen, og det tilsiger, at han har en god chance for at ramme udbruddet, hvad han generelt er god til. Det dårlige vejr bør være en fordel for så robust en rytter, hvis han er oppe mod klatrere, men problemet er naturligvis, at han slet ikke ejer en spurt. Han skal altså alene hjem for at vinde, men med den power, han render rundt med, er han også et uhyre godt kort i det taktiske spil.

 

FDJ har en anden kraftkarl, nemlig Stefan Küng. Jeg frygter dog, at starten kan være lidt for hård til, at han kan ramme udbruddet. Det er den ikke, hvis han har de vanvittige klatreben fra Tour de Suisse, men i dette løb har han klatret lidt dårligere end Armirail. Han har dog stadig siddet længe hos Thibaut Pinot, og særligt i dårligt vejr vil han stå med gode kort i jagten på at ramme udbruddet. Lykkes det, har han til gengæld det samme problem som Armirail, nemlig at han skal alene hjem for at vinde. Det har han til gengæld også poweren til at komme.

 

På mange måder er det en perfekt etape for Diego Ulissi. Italieneren klatrer godt, og han kan slå langt de fleste også i en flad spurt. Spørgsmålet er bare, om han prøver. Som nævnt for McNulty er det næppe en prioritet for UAE, og derudover har han sagt, at han er her som hjælper, hvorfor jeg da heller ikke har set ham i ét eneste angreb. Jeg håber dog, at de giver ham fri bare én dag. Hele sæsonen har vist, at han bestemt har toppet, men han har i dette løb stadig klatret så fint, at han har en god chance for at ramme udbruddet. Lykkes det, har han kortene på hånden, nemlig evner i dårligt vejr, en god spurt og enorm rutine til en taktisk finale.

 

Konrad er Boras bedste bud, men de har et alternativ i Bob Jungels. Også for ham gælder, at der er en stor risiko for, at han ikke får chancen, men giver de ham lov, synes formen at nærme sig efter den megen sygdom. Det så vi på lørdagens muretape, og vi skal ikke lægge noget i den ringe enkeltstart, som ifølge ham selv blev kørt i ”cruise control”. Han har en god historik i dårligt vejr og er jo også en robust type, og da han vandt sin Giro-etape i Bergamo, viste han jo, at han godt kan spurte. Største chance for sejr har han dog i et taktisk spil, hvor han har poweren til a komme væk.

 

Mange danske øjne vil være rettet mod Magnus Cort, der ved første øjekast ligner en god kandidat. Problemet er den hårde start. Cort lider under det samme problem som Albanese, nemlig at han er god til at overleve, men det er noget andet at skulle angribe på stigninger som disse. Skal det lykkes, skal udbruddet nok køre i et af de få roligere momenter, eller også skal han have fundet sine allerbedste klatreben. Det dårlige vejr plejer at hjælpe typer som ham, men hans bedste form synes fortsat ikke at være der. Enkeltstarten viste klar fremgang fra 1. etape, men det var stadig et stykke fra hans bedste. Hvis han kommer afsted, vil han også have den ulempe, at han vil være overvåget som gruppens formentlig hurtigste, og det gør en taktisk finale svær. Det er dog ikke den største forhindring. Det er derimod en start, der med nogen sandsynlighed er for hård.

 

Lidt af det samme kan siges om Stefano Oldani. Med sin fart er han et oplagt kort til at gøre det færdigt, og det er også klart, at den Oldani, der chokerede på stigningerne omkring Genova sidste år, har en fair chance for at ramme udbruddet, men intet tyder på, at han har de ben. Han har i hvert fald skuffet meget i år, og selvom han inden løbet meldte, at han var ved at være tilbage på sporet, har han til gode for alvor at bevise det. Det ændrer dog ikke på, at han viste en vis form med sit flotte lead-out i den hårde finale på 3. etape, og at formen vel kan være i fremgang. Det er i hvert fald en etape, der er fin for en formstærk Oldani, hvis det eksploderer, og Alpecin dropper at kontrollere.

 

Da han havde vundet sin etape, sagde Aurelien Paret-Peintre, at han gerne ville i lyserødt. Det var nok planen, at det skulle ske i fredags, men alt håb er ikke ude. Der er ingen tvivl om, at Evenepoel gerne smider trøjen igen, og det ligner derfor en god chance for franskmanden. Jagter sprinterholdene kan det være svært at vinde nok tid, men slipper de tøjlerne, kan han sagtens få den. Er trøjen inden for rækkevidde, bliver det svært at vinde etapen, fordi han så vil prioritere trøjen og et stort forspring over en etapesejr, han allerede har, men hvis det er en mere intens jagt, kan trøjen være væk, og så handler det om at vinde. Den hårde start og regnen øger chancen for, at han rammer udbruddet, og vi ved jo, at han i år har spurtet bedre end tidligere.

 

På papiret er det en god etape for Simon Clarke, men jeg synes, han virker formsvag. Ganske vist imponerede han på 6. etape, men det har godt nok været sløjt på stigningerne. Han har også været næsten usynlig i angreb, og det plejer at være et dårligt varsel. En god Clarke kan sagtens komme afsted i denne hårde start, men det kan en dårlig Clarke ikke - og ham ser vi lidt oftere på hans gamle dage. Det ændrer dog ikke på, at han kørte stærkt i torsdags, og rammer han udbruddet, står han med sin gode spurt og sin store rutine i det taktiske spil jo i hvert fald stærkt.

 

Et andet dansk kort er Mads Würtz. Enkeltstarten og Liege bekræftede den fremragende form, men spørgsmålet er, om ikke denne start kan blive lidt for hård. Det kan i hvert fald gå så voldsomt for sig, at det bliver svært at komme med, men med de klatreben, han har haft, ligner det heller ikke en umulighed. Lykkes det, står han i hvert fald med gode kort på hånden til at gøre det færdigt, da han både er hurtig og har power i en taktisk finale.

 

Læs også
Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

 

Så er der Bauke Mollema . Som for Skujins gælder, at det er Pedersen, der bestemmer, om han får chancen, men selv hvis han gør, er jeg ikke sikker på, at han tager den. Han vil formentlig mene, at finalen er for flad til at give mening, men jeg håber, at han giver den et skud. Han har nu selv bekræftet det åbenlyse, nemlig at benene ikke har været gode, men dagens enkeltstart viser, at han er i fremgang. Han klatrer formentlig godt nok til at ramme et udbrud her, og dem er han generelt god til at ramme. Han er bestemt heller ikke langsom, men næsten alle sine sejre har han taget i taktiske finaler, hvilket viser hans evne til at vinde løb, han egentlig ikke burde vinde. Nu skal han bare gribe ud efter lykken, og det gør han næppe, når han tillige ikke er begejstret for vejret.

 

Så er der naturligvis Mads Pedersen. Danskeren går jo efter en spurt, men hvis det eksploderer, kan løsningen jo sagtens være at gå i angreb, som det var det, da han vandt sin Tour-etape på en potentiel dag for sprinterne. Problemet er bare, at denne start må være for hård for selv den Pedersen, der i dag klatrer så godt. Han er uhyre stærk på eksplosive stigninger, men for sprintertyper er det de lange, der volder besvær. Det er den slags stigninger, han skal angribe på, og det burde ikke være muligt. Men hvis Matthews blander sig i angrebene, skal han i hvert fald prøve, og så må vi se, om det lykkes. Vejret vil utvivlsomt hjælpe, og sidder han der til sidst, vil han være den store favorit, hvis han kan håndtere, at alle vil kigge på ham. I det tilfælde vil selskab af Skujins eller Mollema ikke være en ulempe.

 

Endelig er der Will Barta og Andreas Leknessund. Jeg håber, at de ligesom Paret-Peintre kan se en chance for at låne trøjen af Evenepoel. Den hårde start gør det oplagt for dem at ramme udbruddet, og derfor er de sandsynlige deltagere, hvis de går efter det. Problemet er bare, at de ikke kan spurte, og da de tillige primært vil gå efter trøjen - hvis ikke feltet er for tæt på, hvad de sagtens kan være for særligt Barta - risikerer vi, at de slet ikke deltager i kampen om etapesejren.

 

Jeg var også fristet til at nævne Natnael Tesfastion som et hurtigt og klatrestærkt alternativ for Trek, hvis det eksploderer, men vi har til gode at se ham præstere i denne slags vejr. Jeg kunne også nævne den uhyre velkørende Derek Gee, men trods den gode spurt i går er han ikke en indlysende vinder. Jeg har flere gange nævnt formstærke Callum Scotson, men hans manglende spurt betyder, at det skal flaske sig, hvis han skal vinde. En oplagt kandidat er Alessandro Covi, men han synes ikke formstærk nok, og jeg tvivler på, at Davide Formolo jagter udbrud på en dag med så flad en finale. Edoardo Zambanini er måske en joker, da han kan klatre og spurte, men han synes ikke flyvende, og hverken Alberto Bettiol eller Samuele Battistella synes formstærke nok. Alessandro De Marchi klatrer skuffende, så jeg tvivler på, at han rammer udbruddet i den hårde start, og heller ikke den ligeledes spurtsvage Rein Taaramae virker godt kørende, mens Sven Erik Bystrøm og Stephen Williams er faldet helt sammen. Jeg tror, at starten bliver lidt svær for de ellers formstærke Ryan Gibbons, der nok også er låst, Davide Gabburo og Alessandro Tonelli. Både Marco Frigo og Jonathan Lastra har en god chance for at ramme udbruddet, men ikke for at gøre det færdigt, og endeligt tror jeg ikke, at klatrere som Jefferson Cepeda, Luca Covili, Laurens Huys, Simone Petilli, Matthew Riccitello, Einer Rubio, Carlos Verona, Alessandro Verre, Harm Vanhoucke og Filippo Zana trods den hårde start ser en mening i at jagte udbruddet, når finalen er så flad.

 

Får vi en spurt, tror jeg som sagt, at det bliver efter en knaldhård dag og efter et blodbad hos sprinterne. Derfor må favoritten være Mads Pedersen, der i torsdags igen viste, hvor hurtig han er efter en hård dag. Det næstbedste bud er Kaden Groves ¸ der ligeledes har en god chance for at overleve og i hvert fald efter en let dag nok er den hurtigste af de to. Et andet godt kort er Alberto Dainese, der viste sine bedste klatreben på 3. etape og har farten, og som kun manglede i torsdags grundet defekt. Også Pascal Ackermann klatrer fremragende lige nu, men det skal flaske sig, hvis han skal slå Pedersen. Det er også en stor chance for Magnus Cort, der efter så hård en dag i en enkel finale uden for megen positionskamp bør være konkurrencedygtig på fart. Det sjette bud er Jonathan Milan, der i gårsdagens indlagte spurt bekræftede, at han i frisk tilstand er hurtigere end Pedersen, men 6. etape viste, at det ikke gælder for en træt Milan, som formentlig også trods den flotte klatring i torsdags får svært ved at overleve. Det gør Michael Matthews og Vincenzo Albanese helt sikkert, men skal de vinde, skal vi af med Pedersen og Groves - og uden dem får vi næppe en spurt. Fernando Gaviria har farten til at vinde, men det vil undre mig meget, hvis han kommer med hjem. Her er chancen nok større for den langsommere Simone Consonni, der til gengæld næppe vinder. Også Jake Stewart har en god chance for at overleve, men farten mangler, som det også gælder for Andrea Vendrame, der er blandt de mest holdbare og måske begynder at være tilbage igen efter sit styrt. Det samme kan siges om Marius Mayrhofer , der formentlig er DSMs foretrukne sprinter, hvis han overlever. Jeg anser det som en umulighed, at Mark Cavendish, Nicolas Dalla Valle, Alan Riou, Arne Marit, Niccolo, Bonifazio og formentlig også den forslåede Filippo Fiorelli overlever, Davide Ballerini får efter en sidevindsfinale næppe friheden, og Max Kanter klatrer lige nu ikke bedre end Gaviria. Andre, der kan blande sig i en spurt under de rette omstændigheder, er Stefano Oldani, Simone Velasco, Christian Scaroni, Samuele Battistella, Andrea Pasqualon, Laurenz Rex, Davide Gabburo, Sven Erik Bystrøm, Jose Joaquin Rojas, Alessando Covi og Ryan Gibbons, men det er svært at se dem vinde.

 

OPDATERING: Evenepoels exit ændrer som udgangspunkt ikke det helt store for denne etape, men det kan svække chancerne for Paret-Peintre, Barta og Leknessund, for jeg er ikke helt sikker på, at Ineos er lige så villige til at udlåne trøjen. Derudover vil Soudal nu jagte udbrud, og her har de med den hårde start et par gode kandidater i Van Wilder, Cattaneo og Vervaeke. De kan dog alle få svært ved at gøre det færdigt, og det er nok den mere spurtstærke Van Wilder, der har den bedste chance. Ballerini vil nu også spurte, hvis han kommer med hjem, men hans form har ikke lignet en, der gør det alt for sandsynligt, at han vil overleve - og han slår heller ikke Pedersen.

 

OPDATERING 2: Küng rejser hjem for at fokusere på andre mål.

 

Feltet.dks vinderbud: Vincenzo Albanese

Øvrige vinderkandidater: Patrick Konrad, Simone Velasco

Outsidere: Christian Scaroni, Brandon McNulty, Lorenzo Rota, Toms Skujins, Michael Matthews

Jokers: Ben Healy, Luis Leon Sanchez, Warren Barguil, Bruno Armirail, Diego Ulissi, Bob Jungels, Magnus Cort, Stefano Oldani, Aurelien Paret-Peintre, Simon Clarke, Mads Würtz, Bauke Mollema, Mads Pedersen, Will Barta, Andreas Leknessund

 

Kandidater til en spurt (rangeret efter vinderpotentiale): Mads Pedersen, Kaden Groves, Alberto Dainese, Pascal Ackermann, Magnus Cort, Jonathan Milan, Michael Matthews, Fernando Gaviria, Davide Ballerini, Vincenzo Albanese, Marius Mayhofer, Simone Consonni, Jake Stewart, Andrea Vendrame

 

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Vincenzo Albanese
Patrick Konrad, Simone Velasco
Christian Scaroni, Brandon McNulty, Lorenzo Rota, Toms Skujins, Michael Matthews
Ben Healy, Luis Leon Sanchez, Warren Barguil, Bruno Armirail, Diego Ulissi, Bob Jungels, Magnus Cort, Stefano Oldani, Aurelien Paret-Peintre, Simon Clarke, Mads Würtz, Bauke Mollema, Mads Pedersen, Will Barta, Andreas Leknessund
Kaden Groves, Alberto Dainese, Pascal Ackermann, Jonathan Milan, Fernando Gaviria, Davide Ballerini, Marius Mayhofer, Simone Consonni, Jake Stewart, Andrea Vendrame, Natnael Tesfatsion, Derek Gee, Callum Scotson, Alessandro Covi, Edoardo Zambanini, Ilan Van Wilder, Mattia Cattaneo, Louis Vervaeke, Alessandro De Marchi, Rein Taaramae, Alberto Bettiol, Ryan Gibbons, Samuele Battistella, Davide Gabburo, Alessandro Tonelli, Marco Frigo, Jonathan Lastra
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Onsdag den 24. april 2024

Landevej
Overrasket Alpecin-Deceuninck-rytter reagerer på podieplads
Landevej
Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads
Landevej
Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr
Landevej
Video i artiklenDansk sprintertalent tager stor sejr
Bane
Ny arrangør af VM i banecykling fundet i 2025
Landevej
Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere
Landevej
Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar
Landevej
Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour de Romandie
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag
Landevej
Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads
Landevej
Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg
Landevej
Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024
Landevej
Soudal-QuickStep skriver med ny rytter
Landevej
Følg Romandiet Rundt på Feltet.dk's app
Landevej
Emma Norsgaard udtaget til Grand Tour
Landevej
Quintana kører Giroen i en ny rolle
Landevej
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe
Landevej
Reserve leverede kæmpe overraskelse
Landevej
Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Tirsdag den 23. april 2024

Landevej
Video i artiklenSe spurten, der fik Bora-profil deklasseret
Landevej
Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg
Landevej
Favorit kommenterer afgørende fejl
Landevej
Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv
Landevej
Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog
Landevej
Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder
Landevej
Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord
Landevej
Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest
Udstyr og test
Video i artiklenProduktnyt: Cannondales nye Scalpel er bygget til at begejstre
Landevej
Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024
Landevej
Optakt: Prolog til Tour de Romandie
Landevej
Optakt: Tour de Romandie
Landevej
Verdensmesteren dropper Tour de France
Landevej
Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb
Landevej
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne
Landevej
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb
Udstyr og test
Elcyklernes kvalitet stiger: Nu er producent klar med elcykel fra øverste hylde
Landevej
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt
Landevej
Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak
Landevej
To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Mandag den 22. april 2024

Landevej
Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb
Landevej
Tobias Lund reagerer på tredjeplads i hård spurt
Landevej
Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste
Landevej
Cykelsportens Myter: Oplev Rolf, Holm og Bastian Emil
Landevej
Stortalent tager førertrøjen: Philipsen bliver glad, når han ser det
Udstyr og test
Test: Ekoi Gara MIPS Air
Landevej
Tysker i tårer efter triumf: Der står mange mennesker bag
Landevej
Dansk sprintertalent på podiet i tysk jomfrusejr
Landevej
Verdens bedste sprinter skriver lang kontrakt
Landevej
Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning
Landevej
Optakt: 2. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Tidligere toprytter om sportsdirektørjob: Et helvedes job
Landevej
Kron udtaget til stort etapeløb
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
MTB
Video i artiklenHør dansk MTB-stjerne sætte ord på triumf
Landevej
Stærke danskere udtages til WorldTour-etapeløb
Landevej
Sådan gik søndagens A-løb i Uvelse
MTB
Video i artiklenSe Simon Andreassen vinde stor World Cup-sejr
Landevej
Det smadrede mine ben, siger frustreret Pidcock
Udstyr og test
Test: ABUS Gamechanger 2.0

Søndag den 21. april 2024

MTB
Video i artiklenSimon Andreassen vinder i World Cuppen
Landevej
Tre danskere i top-10 i hollandsk endagsløb
Landevej
Cort med skadesopdatering: Min mor ville køre hurtigere ned end mig
Landevej
Brown reagerer på første monumentsejr
Landevej
FDJ – SUEZ-rytter snyder favoritterne i imponerende spurt
Landevej
Danmarksmester kører sig til nyt topresultat
Landevej
ColoQuick vinder dobbeltsejr i Vejle
Landevej
Van der Poel fik "stof til eftertanke" i Liège
Landevej
Video i artiklenSe Pogacars kraftfulde angreb på La Redoute
Landevej
Rørt Pogacar tog revanche med svigermor i tankerne
Landevej
Malmberg henter topresultat i Bosnien-Hercegovina
Landevej
Skjelmose: Dét kostede mig løbet
Landevej
Pogacar pulveriserer konkurrenterne med den perfekte opskrift
Landevej
Sådan var Pogacar atter suveræn
Landevej
Vidunderbarn fuldender UAE-dominans i tilbagevendt løb
Landevej
Jakobsen fremhæver dansk stortalent efter første dsm-triumf
VIS FLERE

Annonce