EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Ruten                                                         

Tirreno-Adriatico er mere end noget andet kendt for sine stejle mure i området umiddelbart vest for Adriaterhavet, og meget ofte gør Giroen også stop på de stejle bakker på sin rejse mod bjergene i nord. Det gør den således også i år, når løbet genoptages efter en anden hviledag. Her fortsætter man således turen op gennem støvlen med en flad rejse langs kysten, indtil man mod slutningen skal en tur ind i det terræn, som kendetegner Italiens næststørste etapeløb. Denne gang undgår man dog de stejle procenter, og der er i højere grad tale om en serie af mange korte stigninger, der næppe kan bruges til angreb i klassementet, og i stedet lægges der an til en dag for udbrydere, Van der Poel-angreb i finalen eller en spurt i et reduceret felt som afslutning på en åben og uforudsigelig etape.

I alt skal der tilbagelægges 196,0 km mellem Pescara og Jesi, og de skal i sjælden udpræget grad inddeles i to. Således kunne de første 99,4 km ikke være enklere. De består nemlig af den helt flade tur op ad Adriaterhavets kystvej, som næsten altid er en del af Giroen, og som ofte har mundet sig ud i nogle næsten urimeligt flade sprinteretaper. Det gør de ikke denne gang, men den første del af etapen er meget, meget let, når man blot kører mod nordvest ad den flade kystvej og undervejs passerer gennem San Benedetto del Tronto, indtil man efter 99,4 km i byen Civitanova Marche kører dagens første spurt.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Herefter ændrer etapen karakter, når man kører mod vest ind i landet. Med det samme går det op ad kategori 4-stigningen Crocette di Montecosaro (8,2 km, 2,7%, max. 13%), der dog bare er en helt let opkørsel med top efter 110,8 km. En kort og let nedkørsel leder videre mod vest, inden man kører mod nordvest op og ned ad en lille bakke (1,8 km, 5,9%) i nærheden af byen Montelupone, der er kendt fra Tirreno. Nedkørslen er kun lige overstået, når man fortsætter mod nord op ad kategori 4-stigningen Recanati (3,4 km, 6,9%, max. 18%), der efter en meget let første kilometer har blandt andet 500 m med 13,8%, hvorefter den flader lidt ud, inden den tager fat med 9,9% over de sidste 450 m frem mod toppen, som rundes efter 126,3 km.

Nu bliver der kortvarigt lidt lettere, når man kører mod vest ad en teknisk nedkørsel og derefter snor sig mod skiftevis nord- og sydvest igennem relativt fladt terræn. Senere går det mod nordvest op ad en blød bakke, der leder frem til Michele Scarponis hjemby, Filottrano, hvor dagens anden spurt køres efter 153,6 km. Herfra drejer man mod nordvest og nord for at køre først nedad og siden op ad en bakke (2,1 km, 4,2%), som har top efter 163,4 km, inden det går mod nordvest og nordøst ad en undervejs lidt kringlet nedkørsel. Man forsætter herefter mod nordøst op ad endnu en bakke (1,9 km, 5,3%) med top efter 173,3 km, hvorfra det falder ad en lige vej mod nordvest ned til udkanten af Jesi.

Her indledes dagens sidste udfordring, når man kører mod vest op ad kategori 4-stigningen Monsano (4,2 km, 4,2%, max. 11%), der stiger med 2-3% over de første 2 km, derefter med 5-8% over de næste 1500 m og slutteligt bare med ca. 3% over de sidste 700 m. Toppen rundes efter 187,5 km, hvorfra der resterer bare 8,5 km, der stort set alle er faldende. De går ad en undervejs temmelig snoet vej mod først sydvest og siden sydøst ind til Jesi, hvor de sidste 1400 m stiger let, den sidste kilometer med 2,1% i snit. Den snoede vej retter sig til slut ud og byder slutteligt på et ganske blødt sving med 1400 m igen.

Etapen byder på i alt 1460 højdemeter.

Jesi har én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Tirreno-Adriatico i 2019, hvor Julian Alaphilippe overraskede alt og alle ved at vinde en let stigende massespurt foran Davide Cimolai og sin holdkammerat Elia Viviani.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Vejret

Det suveræne vejr fortsætter, men det bliver bare endnu varmere. Tirsdagen vil være helt skyfri, inden der vil komme enkelte skyer i finalen, og temperaturen i målbyen vil være 27 grader. Vinden vil være let (12-14 km/t), men aftage i finalen til en styrke på 9 km/t. Den vil komme fra nordøst, men mod slutningen mere fra nordnordøst. Det giver sidemodvind hele vejen op langs kysten, mens der herefter vil være skiftevis side- og sidemodvind, når man kører ind i landet gennem bakkerne. Der vil være sidevind på stykket frem til den sidste stigning, hvor der vil være sidemedvind. Det vil der også være efter toppen, indtil man får næsten ren medvind over de sidste 2 km.

Analyse af 9. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan en serie stærke comebacks på Blockhaus pludselig gjorde Giroen pivåben.

Favoritterne

Enhver, der har set eller måske endda kørt Tirreno-Adriatico, vil vide, at murene ved den italienske østkyst kan være et særdeles ubehageligt bekendtskab. For de stakkels ryttere er navne som Montelupone, Recanati og Filottrano, som alle besøges på denne etape, noget, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen, for det vil minde dem om, hvor brutale de mure, området har til overflod, kan være. For cykelfans vækker de til gengæld glædelige minder fra nogle af de fantastiske muretaper, vi har set i Tirreno, som altid har én ”Tappa dei Muri” på programmet.

Det har Giroen ikke hvert eneste år, men de er der med jævne mellemrum. Sidste år sprang vi over, men i 2020 besøgte vi området, da Peter Sagan på en regnvåd dag leverede et mageløst soloridt til sin første Giro-etapesejr. Mange vil helt sikkert også huske, hvordan Bradley Wiggins i 2013 legede Bambi på glatis og på de regnvåde veje fik knust sin Giro-drøm, inden den reelt var startet.

I år vender vi så tilbage til murene, men der er nu ikke meget mur over årets muretape. Arrangørerne har været aldeles nådige over for rytterne og er gået helt udenom de stejleste stigninger. Den eneste af de mange bakker i finalen, der kan betegnes som en form for mur er den velkendte stigning i Recanati, men den holder sig på moderate 18% og har kun ét 500 m-segment med en gennemsnitlig stigningsprocent på mere end 10, nemlig 13,8%. Den kommer endda langt fra mål, og herefter er der mere tale om bløde bakker, som slet ikke lever op til områdets rygte. Man kører endda igennem Montelupone uden at passere den mur, vi lærte at elske tidligere i dette årtusinde,

Det betyder også, at det ikke er den klassementsetape, det kunne være. Dertil er bakkerne for bløde, og vi skal til Torino på lørdag, inden der igen åbnes for klassementsballet. Til gengæld er etapen en gave for de ryttere, der allerede excellerede i Napoli i lørdags, for det er i vidt omfang de samme ryttertyper, der kan ventes at skulle køre om sejren.

Etapen har derfor også nogenlunde det samme spænd af udfaldsmuligheder, som vi så på 8. etape. Det kan ende med en sejr til det tidlige udbrud, det kan blive samlet til en reduceret massespurt, og det kan lade sig gøre at angribe på bakkerne i finalen, selv hvis det tidlige udbrud er kørt ind. Det gør det til et herligt uforudsigeligt løb, men også et svært løb at planlægge for de potentielle vindere. Skal man forsøge at ramme udbruddet, hvis det nu bliver hentet? Eller skal man spare på kræfterne og satse på enten en spurt eller et finaleangreb?

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Jeg tvivler på, at der er mange sprintere, der tør være alt for optimistiske. Bakkerne er ganske vist lettere, end de var i Napoli - i hvert fald hvis man ser bort fra Recanati, der kommer tidligt og langt fra mål - og de fleste har procenter, holdbare sprintere godt kan klare. Man skal imidlertid ikke undervurdere Monsano, for selvom den blot stiger med 4,2% over 4,2 km har den altså 1700 m med 6,2%. Det er en ganske selektiv sektion, når den kommer for enden af terræn, der er gået op og ned hele vejen, og som byder på næsten 2000 højdemeter over mindre end 100 km. Det er en ganske betragtelig mundfuld. Det er i hvert fald svært at se Lotto og FDJ bruge kræfter på det dagen inden en stensikker sprinteretape, hvor de får brug for at være friske, og UAE satser på klassementet. Det efterlader os med Israel-PT, og selvom de sagtens kan kontrollere de første 100 km, kommer de klart til kort over de sidste knap 100 - og så vil de formentlig alligevel sande, at Giacomo Nizzolo bliver sat af undervejs.

Nej, vi er tilbage ved udgangspunktet for 8. etape, nemlig at det er Mathieu van der Poel og Biniam Girmay, der bestemmer, hvordan etapen skal falde ud. De har begge den mulighed, at de kan forsøge at ramme udbruddet, som de gjorde det i lørdags, og det er formentlig enten-eller. Vi så i lørdags, at Girmay skyggede Van der Poel meget tæt, og det vil han formentlig gøre igen i morgen. Det vil betyde, at de enten begge kommer afsted, eller begge misser ud.

Hvis de kommer med, vil udbruddet formentlig holde. Jeg tvivler på, at sprinterholdene vil jagte, og forskellene er nu så store, at Juan Pedro Lopez’ trøje næppe er blot tæt på at være truet. Trek vil efter alt at dømme kunne lade udbruddet sejle langt væk, og hvem skal så jagte? Det efterlader os med de hold, der måtte have misset udbruddet, men det er stadig for tidligt at bruge kræfter på den slags desperate handlinger. Derudover efterlader det os med Eolo, EF og Cofidis.

Det kan ikke udelukkes, at de vil jagte, men det vil undre. Magnus Cort har formentlig lært, at han skal holde øje med Van der Poel og Girmay, så han ikke igen kommer på bagkant, og selv hvis han misser ud, er EF med deres seks mand, hvoraf flest er klatrere, næppe stærke nok til at hente et stærkt udbrud, når første del er flad. Cofidis har en uhyre velkørende Simone Consonni, men det vil være første gang i verdenshistorien, hvis de arbejder for ham i et WorldTour-løb. Jeg er mere luren ved Eolo, der kører med stor selvtillid, og da dette er et stort mål for Vincenzo Albanese, kan man ikke udelukke, at de vil jagte. Heller ikke de er dog stærke nok.

Hvis til gengæld Van der Poel og Girmay misser udbruddet, er jeg ret sikker på, at Alpecin og Intermarché vil jagte. Der er grænser for, hvor mange muligheder de har tilbage, og dette er en af deres bedste. Derfor føler jeg mig overbevist om, at vi igen ender med en situation, hvor Van der Poel og Girmay skal køre om sejren. Det er bare usikkert, om det skal ske via et udbrud eller via en finale fra feltet.

Starten vil i hvert fald være vild og hektisk. Alle ved, at et udbrud har en stor chance, men med en helt flad indledning er det også et lotteri at ramme rigtigt. I den slags situationer kan der ske to ting. Vi kan få en timelang kamp med angreb i højre og venstre, og det vil være skidt for Van der Poel. Han vil være meget overvåget, og på flad vej kan han ikke bare bestemme sig for, at han vil ramme udbruddet. Vi kan imidlertid også få scenariet fra 8. etape, hvor vi nærmest med det samme får en stor gruppe, alle er tilfredse med. Den slags ser man ofte i en flad start, hvis der tydeligvis ikke er nogle hold, der har tænkt sig at kontrollere.

Kommer Van der Poel og Girmay væk, regner jeg med, at udbruddet holder. Det er EF, Eolo og Cofidis, der måske kan ændre på det udkomme, men det vil undre. Hvis ikke de kommer med - og det er nok for mig det mindst sandsynlige scenarium - vil de to hold holde snoren stram på det flade og formentlig også køre udbruddet ind så tidligt, at Van der Poel kan genåbne løbet på bakkerne.

I det tilfælde kan det både ende i en reduceret massespurt og med et succesrigt sent udbrud. Jeg hælder til det sidste. Jeg tror, at de vil hente udbruddet stort set, inden de rammer bakkerne, og så er løbet åbnet på ny. Van der Poel vil angribe, og da der ikke er mange hold, der har nogen intention om at kontrollere, vil vi formentlig bare få et nyt udbrud, denne gang med Van der Poel og Girmay. De vil så kunne køre om sejren, men det vil så være et meget stærkere udbrud, fordi det vil bestå af folk, der er kørt væk på stigningerne.

Jeg udelukker ikke, at det kan blive samlet, og at Alpecin og Intermarché ender med at køre for en spurt, hvis ikke de kan gøre forskellen, men jeg tror på en udbrudssejr. Det kan være et tidligt udbrud - så vil det være mere tilfældigt, hvem der er med - og det kan være et sent udbrud med stærke klatretyper. Min eneste relativt sikre overbevisning er, at Van der Poel og Girmay kører om sejren, og det vil de også gøre, hvis det bliver en spurt.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Som vi så i lørdags, er det bare ikke så enkelt for dem. Alle vil helt sikkert igen kigge på Van der Poel, som formentlig igen vil have Girmay limet til sit baghjul, og så bliver det en taktisk affære, hvor det igen kan blive lidt tilfældigt, hvem der kører om sejren. Særligt hvis udbruddet kører på det flade, bliver kandidatlisten derfor enormt lang. Ingen havde vel regnet med, at det netop var Thomas de Gendt, Davide Gabburo, Jorge Arcas og Harm Vanhoucke, der skulle køre om sejren forleden, og det vidner om, at det kan blive snart sagt hvad som helst. Vi så nemlig også, at Van der Poel ikke er flyvende lige nu, og han har ikke styrken til bare at køre væk, som han kan, når han er bedst.

I dette mylder af kandidater prøver jeg at pege på Biniam Girmay, selvom jeg faktisk tror, at han får svært ved at vinde. Han og Van der Poel var på stigningerne i Napoli meget jævnbyrdige, og jeg tror, at de får vanskeligt ved at sætte hinanden. Det kan gøre det til et taktisk løb, hvor de igen misser ud. Alligevel er jeg mere optimistisk denne gang. I Napoli var Girmay ikke alt for villig til at arbejde, men nu har han set, at han er jævnbyrdig med Van der Poel. Det øger chancen for, at de vil samarbejde, når de begge kan stole på deres spurt, og Girmay kan endda tro endnu mere på sin spurt, nu hvor han slog Van der Poel på stregen i går. De vil også begge være meget bevidste om ikke at blive snydt igen, og det kan forhåbentlig hjælpe dem med at gøre det mindre taktisk, så de kan havne i en situation, hvor de - måske sammen med andre - skal spurte om sejren.

I en spurt tror jeg på Girmay. Vi skal være varsomme med at lægge for meget i lørdagens spurt, hvor Van der Poel havde kørt fuld gas for at hente udbruddet, men baseret på de spurter, Girmay har kørt i år, vil jeg tro, at han har en overhånd. Det var særligt opløftende, at han i Gent-Wevelgem var så hurtig efter en hård dag, og det lover godt, hvis de ender med at skulle afgøre det mod hinanden efter en dag i udbrud. Da Girmay også er min favorit, hvis det ender i en reduceret massespurt, må han for mig være den mest sandsynlige vinder, selvom det taktiske spil gør, at det formentlig bliver vanskeligt rent faktisk at krydse stregen først.

Derfor er jeg også nødt til at have Mathieu van der Poel som nr. 2. Hollænderen var imidlertid slet ikke så overbevisende som vanligt i Napoli, og selvom han klart led under, at han skulle arbejde mere end alle andre, viser det, at han er menneskelig. Til gengæld er han også så hurtig efter en hård dag, at han sagtens kan slå alle - også Girmay - uanset om det er via et udbrud eller i en reduceret massespurt. Det vil Wout van Aert i hvert fald kunne skrive under på. Derudover er det også meget muligt, at han denne gang kan tage den solosejr, han ikke havde styrken til i Napoli. Nok er han ikke helt flyvende, men han er også en ret svingende rytter, som vi blandt andet så i klassikerne, hvor der var ganske stor forskel på hans præstation i Flandern og i alle de øvrige løb. Derfor kan han sagtens være helt fabelagtig og køre fra alt og alle, som han gjorde, da han med sit vilde soloridt vandt Tirrenos muretape sidste år i terræn, der var betydeligt sværere end dette. Det var på papiret for svært for ham, men dette er rigtigt Van der Poel-terræn. Som Girmay kan han vinde i alle tre scenarier, og det gør ham naturligvis til topkandidat.

Jeg vil også igen rangere Mauro Schmid som nr. 3. Schweizeren var her, der og alle vegne i begyndelsen af 7. etape, hvor han dokumenterede sin superform, og det indtryk bekræftede han i Napoli, hvor han måske var stærkeste mand. Det var i hvert fald ham, der kørte alene væk på den sidste stejle stigning, og senere kørte han endda alene op til Van der Poel og Girmay efter at være blevet sat på nedkørslen. Han har nu set, at han er stærk nok til at tro på, at han kan køre fra de to hurtige folk, og derfor vil han formentlig følge dem i tykt og tyndt gennem hele dagen og derfor også ende i det udbrud, der skal køre om sejren. Han er hurtig, men ikke Girmay-hurtig, og derfor skal han væk fra dem for at vinde. Efter Napoli virker det til gengæld også ganske sandsynligt, at Schmid kan køre fra alt og alle på den sidste stigning, som han gjorde det i Napoli.

Er det ikke på tide, at UAE giver Alessandro Covi chancen? Italienerens formniveau så ikke ud til at være på toppen i Budapest, men han synes at blive bedre og bedre. I dag førte han for Joao Almeida efter Passo Lanciano, som er en svær stigning for en fyr som ham, og selvom han ikke synes at have februarformen, synes han konkurrencedygtig. Dette er perfekt terræn for den Covi, der imponerede på tilsvarende bakker i Andalusien og Laigueglia tidligere i år, og han er også så hurtig, at han kan slå næsten alle i en spurt. Han vil kunne deltage i en reduceret massespurt, men her slår han næppe Girmay. Til gengæld vil han fra et udbrud være en oplagt kandidat til at udnytte det taktiske spil og herefter gøre det færdigt på samme facon, som De Gendt gjorde det i Napoli.

Det samme kan Andrea Vendrame. Italieneren synes ikke helt at have samme tårnhøje niveau, som da han satte George Bennett og Gianluca Brambilla på plads i Appenninerne sidste år, men han kørte stadig en fin etape i Napoli. Han klatrer dog ikke så godt som hverken Girmay eller Van der Poel, men han er et oplagt bud på en rytter, der kan udnytte det taktiske spil. Vi så i går, at han kan være med i denne slags terræn, go han er også en af de hurtigste, der kan gøre det færdigt til sidst. Han slår næppe Girmay, hverken i et udbrud eller i feltet, men kommer han via taktik af med Girmay og Van der Poel, er vejen banet for en anden etapesejr.

Det var lidt overraskende, at Vincenzo Albanese var så uopmærksom i Napoli, hvor etapen var et af hans største mål. Var det bare overraskelse over, at udbruddet kørte så tidligt? Eller var det dårlige ben? Hans form er lidt svær at vurdere, fordi han har udtalt sig knap så optimistisk, men har han de ben, han havde i Asturien, hvor han klatrede som en drøm, er han meget svær at sætte i dette terræn. Han er også hurtig, selvom han har for vane at blive slået af knap så hurtige folk, når det har været hårdt, og han har således hele pakken til at gøre det færdigt. Han slår ikke de to favoritter i en spurt, hverken i et udbrud eller i feltet, men de fleste andre kan han nappe, hvis han har genfundet Asturien-benene.

En anden god kandidat er Mauri Vansevenant. Nu blev han sparket ud af klassementet, og det giver ham plads til igen at jagte udbrud. Hans klatring på Etna viser, at han er i fremragende form, og det er endda i dette eksplosive terræn, han indtil nu har været allerbedst. Han har for vane at skuffe i sine udbrud, men det gjorde han ikke på Etna, hvor han var bedre end nogensinde, og rammer han samme dag her, bliver han svær på disse bakker. Han er også ganske hurtig, hvis han undervejs i det taktiske spil kan komme af med de hurtigste.

Læs også

Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson

Egentlig ville jeg gerne rangere Natnael Tesfatsion lidt højere. I dag leverede han nemlig den bedste klatring, vi har set fra ham, og det gør ham til en indlysende kandidat i terræn, der passer ham bedre end rigtige bjerge. Vi ved også, at han er lynhurtig, som han allerede har bevist i dette løb, og det giver ham hele pakken, når formen også er i top. Desværre betyder dagens styrt, at han meget vel kan mangle lidt, selvom det var opløftende, at han ikke sejlede helt ned i gruppettoen. Det kunne indikere, at han ikke er alt for forslået.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig at se Simone Consonni i udbrud. Italieneren synes i forrygende form, som han viste på både 1. og 8. etape, hvor han holdt sig til feltet i terræn som dette. Han vil deltage, hvis det bliver en reduceret massespurt, men vi har tydeligt set, at han ikke har Girmays fart, og faktisk var det lidt halvpinligt, at han i går kun akkurat slog Tobias Foss i feltets spurt. Til gengæld vil han have en god chance i et udbrud. Det så vi sidste år, hvor han var meget tæt på at vinde to udbrudsetaper med sin 4. plads i Gorizia og 2. plads i Stradella. Begge havde terræn, der minder om dette, og at han ikke vandt i Gorizia skyldtes alene taktik, mens Alberto Bettiol var for stærk i Stradella. Det vidner om, at han med det rette held i det taktiske spil er stærk nok til at havne i en gruppe, der skal spurte om sejren. Udfordringen er, at det aldrig er nemt i en finale, hvis man har ry for at være sprinter, for så vil ingen slæbe ham med til mål.

Fabio Felline var sidste år tæt på at vinde muretapen i Tirreno, og det er da også terræn, der passer ham. Dengang var han også stærkere, end han er i dag, og det fik vi bekræftet i Napoli, hvor han bestemt ikke var en af de bedste på stigningerne. Han var dog god nok til at køre finale, og det vidner om, at han er stærk nok til at spille sin rolle i det taktiske spil. Med sin ganske glimrende spurt kan han også som De Gendt gøre det færdigt i en lille gruppe til sidst.

Jeg vil også fremhæve Lorenzo Rota. Hidtil har vi set meget lidt til italieneren, måske grundet den dårlige optakt. Nu synes formen imidlertid at være der, for med en 32. plads på Blockhaus var han stærk på stigninger, der plejer at være for lange. Dette er rigtigt Rota-terræn, og vi så i foråret, hvor uhyggeligt stærk han er blevet. Hurtig er han også, og dermed har han hele pakken. Udfordringen er, at han er på hold med Girmay, men det kan ende med at være en fordel. Det vil være kløgtigt af Intermarché at sende dem begge i udbrud, og mens Girmay og Van der Poel låser hinanden, kan Rota gribe momentet og gøre som De Gendt.

En af de positive overraskelser i dette løb har været Pascal Eenkhoorn. Hollænderen har været meget mere robust, end vi normalt har set det, og det burde give ham en chance. Terrænet er for svært for ham, og der vil være bedre klatrere end ham, men som vi så i går, er det i en taktisk finale ikke nødvendigvis de bedste, der ender med at afgøre det mellem sig. Kan han gøre det godt i det taktiske spil, er han lynhurtig, som Rick Zabel senest så i bjergspurten i Ungarn, og det må også være Jumbos vel nok største prioritet at få deres hurtigste mand i udbrud på denne etape, når nu han klatrer så godt, at han faktisk har en chance.

Får Bauke Mollema lov? Lopez er stadig i trøjen, og det kan meget vel lægge beslag på ham, særligt fordi han mere har kig på etaper senere på ugen. Omvendt er afstandene nu så store, at Trek formentlig ikke skal jagte specielt hårdt, og så er der plads til at give Mollema lidt spillerum. Vi så jo i fredags, at han allerede der havde frihed, og det kan han måske få igen. Formen synes god, og han er god i eksplosivt ardennerterræn, ligesom han har en fin spurt. Også for ham er udfordringen, at terrænet er for let til bare at køre væk, men man skal bare se på Mollemas sejrsliste for at vide, at han er feltets førende mester i at køre alene hjem i taktiske finaler.

Vi skal også til at tage Thomas de Gendt seriøst igen. Han var bestemt ikke så stærk som i gamle dage, men han var bestemt en af løbets allerstærkeste, da han vandt i Napoli. Jeg er lidt bange for, at han ikke får lov at gå i udbrud, når der onsdag venter en dag, hvor han skal føre for Caleb Ewan, men hvis de giver ham frihed, burde han have en god chance. Han beviste igen i går, at han er lynhurtig, men denne gang har han fået det problem, han havde, inden han gik i forfald. Dengang kiggede alle altid på ham i udbruddene, og da han vandt i går, skyldtes det netop, at det ikke længere var tilfældet. Nu vil han igen være mere overvåget, og det gør det betydeligt vanskeligere.

Astanas andet kort er Valerio Conti . Dette terræn skriger på italieneren, men han er som bekendt ikke en fyr, man sætter pensionsopsparingen på. Han er alt for svingende, og efter at han kom så lovende fra start, virker han igen til at være i tilbagegang. Han er dog stadig ikke nede i et af sine mange huller, og han er bestemt stadig konkurrencedygtig. Han plejer at være god til at spille spillet i udbrud, og det er vigtigt i en taktisk finale, hvor han også har spurten til at gøre det færdigt.

Hvis jeg var Alpecin, ville jeg sende Stefano Oldani med Van der Poel i udbrud. I det tilfælde bliver det taktiske spil nemlig meget nemmere, når de er to til at dække angrebene. Her vil det være Oldani, der vil have friheden, og vi ved, hvor hurtig han er på stregen. Vi så også i Limburg og senest på Etna, at han er begyndt at klatre som en drøm, og dette Limburg-agtige terræn passer ham. Når jeg alligevel har mine reservationer, skyldes det, at han har virket temmelig træt de sidste par dage. Etna-etapen synes at have kostet dyrt, men har en hviledag hjulpet, er han en oplagt makker for Van der Poel.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

En af Napoli-skuffelserne var Diego Ulissi, der nok engang satte en streg under, at han er ved at være en ældre herre. Vi så dog også i Giroen sidste år, at han var stærkt, stærkt svingende, og derfor kan man drømme om, at han finder et højere niveau. Det er svært at være optimistisk efter et 2021, hvor han har været en kronisk skuffelse, men heldigvis så vi i går, at bedste mand ikke nødvendigvis vinder. Spiller han det taktiske spil rigtigt, har også han spurten til at gøre det færdigt.

En anden UAE-rytter er Davide Formolo. Han burde få frihed, da UAEs næste klassementsetape kommer i Torino, men spørgsmålet er, om etapen er så attraktiv. Han er nemlig langsom i en flad spurt, og derfor skal han formentlig alene hjem for at vinde. Det er ikke let, når terrænet er så ”let”, som det er, men i et taktisk spil kan meget ske. Vi så i fredags, at han er ganske velkørende, og han er en af dem, der har fysikken til at gøre det færdigt, hvis han finder momentet til at køre væk, mens de andre kigger på hinanden.

En af hans følgesvende forleden var Tom Dumoulin. Hollænderen tankede noget selvtillid af resultatet, selvom han ikke kunne skjule, at han stadig er skuffet over sit niveau. Det har dog givet ham tro på, at han kan vinde en etape i dette løb, og så skal han vel også prøve på en etape som denne. Han har jo stadig sin enorme power, og han er god i dette terræn samt også ganske hurtig. Han er tydeligvis langt fra sit bedste, men vi så i fredags, at han godt kan vinde en etape som denne. Udfordringen i finalen er hans navn, som gør, at han kan være mere overvåget end andre.

På papiret er det en perfekt etape for Magnus Cort, men han synes altså fortsat at være ganske langt fra formen. Den finder han som regel først i sin anden grand tour, og med den dårlige optakt er der derfor en god forklaring på, at hans motor ikke er blevet varm. Nu er vi heldigvis kommet til dag 10, og der er derfor grund til at tro, at han er i fremgang, men er det nok. Vi så i spurten på 4. etape, at han ikke har Girmays fart, og derfor skal han væk fra eritreeren for at vinde. Det kommer han ikke på styrke, men på taktik, og her er hans navn et problem. Efter sidste års Vuelta er han en mand, alle frygter.

Jeg tror, at Koen Bouwman dropper etapen. Der er for få bjergpoint, og derfor sparere han formentlig kræfter til senere på ugen. Hvis udbruddet først kører, når vi rammer bakkerne, kan han imidlertid sagtens ende med at køre med, fordi han jagter de få point, der er. Ender han i front, står han stærkt. Han beviste igen sin hurtighed forleden, og han er skabt til eksplosivt terræn. Problemet er, at han én gang har vist sin form, styrke og hurtighed, og derfor vil han være en overvåget herre.

Endelig vil jeg pege på to veteraner. I gamle dage havde Jose Joaquin Rojas og Francesco Gavazzi været oplagte kandidater, da de er holdbare og hurtige. Rojas har endda i dette løb vist, at han ikke er blevet helt langsom, men spørgsmålet er, om de stadig er gode nok. De er ikke stærke nok til at klatre med de bedste, men de har i dette løb vist så stor en holdbarhed, at de kan spille deres rolle i det taktiske spil.

Skulle det ende i en spurt, tror jeg som sagt ikke på sprinterne. Det bør blive for hårdt, men som den mest klatrestærke må Giacomo Nizzolo have den bedste chance for at overleve, selvom han ikke synes at have sine bedste klatreben med. Dernæst peger jeg på Caleb Ewan, der så noget bedre ud i dag og er god på korte bakker, men han har stadig været et stykke fra sit bedste klatreniveau. Fernando Gaviria har klatret godt de seneste to sæsoner og står næst i rækken, mens Arnaud Demare runder festen af. Han vil have det lettere på korte bakker, men samlet set er finalen formentlig for hårdt. Davide Ballerini har sammen med Nizzolo den bedste chance for at overleve, men med den spurtstyrke, han har vist i år, er han en usandsynlig vinder.

Som sagt gør det taktiske element, at listen er alenlang, men jeg skal jo stoppe et sted. Terrænet er godt for halvhurtige folk som Attila Valter, Mattias Skjelmose og Felix Gall, men Valter og Gall imponerer mig ikke med deres form, og jeg tror ikke, at Skjelmose har Mollemas frihed til at jagte udbrud, når de har trøjen (det var som bekendt ved et uheld, at han var i udbrud i Napoli). Det er en gylden chance for Jhonatan Narvaez, der burde være en af de tunge favoritter, samt måske Ben Swift, men selvom jeg åbner døren for, at Ineos åbner lidt op, er der intet, der tyder på, at de giver plads til udbrud. Davide Gabburo er også en halvhurtig kandidat igen. Det burde Loic Vliegen også være, og han kunne egentlig spille samme rolle som Oldani, men der er bare ingen antydning af, at han kører offensivt på Girmay-etaperne. Lennard Kämna har nu tabt lidt tid, men jeg tvivler på, at Trek vil lade ham køre, fordi de så skal føre hårdt hele dagen, mens Rui Costa trods sin form stadig synes at være ren bodyguard. Jeg vil tro, at Tobias Foss og Wilco Kelderman venter lidt med at jagte udbrud, selvom særligt Foss måske godt kunne være frisk på at forsøge sig nu. BikeExchange har halvhurtige Matteo Sobrero og skal i udbrud, men han har slet ikke vist form på andet end enkeltstarter i år. Endelig er der et par klatrestærke folk i Davide Villella, Alessandro de Marchi, Santago Buitrago, Damien Howson, Wout Poels, Sylvain Moniquet og Gijs Leemreize, men det skal virkelig flaske sig i det taktiske spil, hvis de skal vinde.

OPDATERING: Under en dårlig nattesøvn slog det mig, at jeg har glemt at indregne betydningen af pointkonkurrencen. Starten er flad, og det gør det betydeligt lettere for FDJ at sørge for, at Girmay ikke rammer udbruddet. Det kan som beskrevet ovenfor derfor også blive svært for Van der Poel. Det øger sandsynligheden for, at Girmay og Van der Poel ikke kommer med og dermed, at de vil jagte frem mod en genåbning af løbet på bakkerne, hvor et stærkere udbrud, som FDJ grundet terrænet ikke kan kontrollere, vil køre. Chancen for det andet af mine scenarier er i lyset af pointkonkurrencen således lidt større end chancen for et tidligt udbrud med Girmay og Van der Poel. En anden mulighed er, at Demare vil sidde limet til Girmays baghjul og således selv vil ramme udbruddet, men han vil så være overmatchet, når løbet skal afgøres på bakkerne til sidst.