Annonce

Optakt: 10. etape af Giro d’Italia
12. oktober 2020 23:29Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Jakob Fuglsang vandt vigtige sekunder på den sidste bjergetape i en uges tid, men selvom den næste rigtige klassementsetape først venter på lørdag, gør favoritterne klogt i ikke at undervurdere tirsdagens 10. etape. Her venter nemlig en rigtig Tirreno-etape med et hav af stejle mure, der sagtens kan bruges offensivt, hvis modet er til stede, og som lægger op til, at vi meget vel kan få endnu en udbrudssejr.

Portugisisk triumf i Giroen! Guerreiro sejrer i regnen

se mere cykling på

Ruten

Enhver der har set Tirreno-Adriatico har lært at elske løbets ikoniske muretaper, der nær adriaterhavskysten byder på små, stejle sataner på smalle, snoede veje, som aldrig giver ro til at komme sig. En sådan har arrangørerne sammensat til dagen efter første hviledag, hvor rejsen mod nord op langs vandet fortsættes, men hvor man slutter med at køre en omgang på en rigtig Tirreno-rundstrækning. Stigningerne kommer nok for langt fra mål til, at favoritterne tør satse alt for voldsomt, men mens et udbrud formentlig løber med sejren, skal man bestemt ikke udelukke, at der kan ske ting og sager også hos de store navne.

 

I alt skal der tilbagelægges 177,0 km, der fører feltet fra Lanciano til Tortoreto ad en rute, der fortsætter rejsen mod bjergene i nord. Man starter lidt inde i landet og lægger ud med at køre ad en nedkørsel mod nord ned til kysten, hvorefter man følger den kun ganske let kupere kystvest mod nordvest frem til Francavilla di Mare. Her drejer man mod sydvest for at køre ind i landet via en stigning (2,9 km, 5,1%) og et let stigende stykke efterfulgt af en kort nedkørsel, inden det er tid til en Tirreno-klassiker, når rytterne skal op til den berømte by Chieti, hvor afgørende Tirreno-etaper ofte sluttede for år tilbage, via en kategori 4-stigning (1,5 km, 9,3%), der endda stiger med 11-12% på den første kilometer, inden den flader ud nær toppen, som rundes efter 47,1 km.

 

En teknisk nedkørsel fører nu mod nordvest og nord tilbage til kysten, der rammes lige nord for Pescara. Herefter går det nok engang ad kystvejen mod nordvest, først via et lidt småkuperet stykke og siden via helt fladt terræn. Efter 110,1 km passerer man den første spurt i Giulianova, men kort efter skifter terrænet karakter. Det sker når man drejer mod nordvest for at køre ind i landet og op over kategori 4-stigningen Tortoreto (2,9 km, 7,3%), som indledes med 1,7% over 600 m, og så har 400 m med 15,1% og et maksimum på 18%. Dernæst stiger den med 7,2% over de sidste 1,8 km fordelt over 6,0%, 11,4%, 7,2% og 5,9% over hhv. de første 300 m og dernæst de tre sidste 500 m-segmenter og med et maksimum på 18%. Toppen rundes efter 120,0 km, hvorfra en kringlet nedkørsel leder mod øst ned til kysten og byen Tortoreto, hvor man dog ikke krydser stregen.

 

I stedet kører man mod nord op ad den helt flade kystvej, indtil man drejer mod vest og sydvest for at passere kategori 3-stigningen Colonnella (3,1 km, 9,2%), der stiger med 6,0% over de første 500 m, men derefter med 10,1% i snit resten af vejen og med 18% midtvejs, hvorefter det dog bliver lidt lettere med 7-9% frem til toppen, som rundes efter 138,0 km. Derfra falder det let mod sydvest, indtil man kører op ad en mur (900 m, 9,7%), som har 500 m med 13,6% og et maksimum på 24% og dernæst 500 m med 5,5%, der leder frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 144,0 km.

 

Nu bliver det lidt lettere med en let faldende vej, der leder mod sydøst, indtil man rammer et meget kringlet stykke, hvor man snor sig rundt i bakkerne vest for Tortoreto. Først venter den lille Colle Luna (3,4 km, 4,0%) med top efter 154,5 km, inden man rammer endnu en stigning med navnet Tortoreto (2,5 km, 7,1%), som kommer med to stejle 500 m-ramper fra start og midtvejs på hhv. 10,8% og 9,4% og med et maksimum på 20% på midten. Toppen passeres efter 159,5 km, og derefter skal man for anden gang over kategori 4-stigningen Tortoreto. Denne gang er det dog kun de sidste 1800 m, der stiger den med 7,2% fordelt over 6,0%, 11,4%, 7,2% og 5,9% over hhv. de første 300 m og dernæst de tre sidste 500 m-segmenter og med et maksimum på 18%.

 

Toppen rundes med 11,0 km igen, hvorefter det går via en kringlet nedkørsel mod øst tilbage til Tortoreto. Her følger man en flad og lige vej mod nordvest, indtil man drejer skarpt med 5 km og 3,5 km igen, hvorefter man kører mod sydøst ad den helt ligem flade og 8 m brede kystvej, der kun afbrydes af en rundkørsel med 1700 m igen.

Annonce

 

Etapen byder på i alt 2058 højdemeter.

 

Tortoreto var senest vært for et stort cykelløb, da Matthias Krizek i 2012 vandt en etape i Baby-Giroen i byen. I 2005 vandt Marco Pinotti det italienske enkeltstartsmesterskab ved at slå Marzio Bruseghin og Dario Cioni her, og i 2000 vandt Danilo di Luca en etape i det hedengangne Giro d’Abruzzo her. Giroen var kun forbi i 1995.

 

 

 

Annonce

 

 

 

 

 

Annonce

 

 

Vejret

Rytterne skal glæde sig over, at hviledagen falder mandag, der bliver en meget våd regnvejrsdag. Tirsdag ser til gengæld smuk ud med kun få skyer og en temperatur på 18 grader, selvom det bliver en anelse mere overskyet mod slutningen. Vinden vil blot være let (10-12 km/t) og komme fra nord, men den vil løbende dreje rundt, så den mod slutningen kommer fra nordøst og øst. Det giver sidemodvind hele vejen op langs kysten. På rundstrækningen kommer vinden fra alle mulige retninger, men på de sidste 15 km rammer man først mod- og sidemodvind, indtil man får sidemedvind på de sidste 5 km.

 

Analyse af 9. etape

Da UCI i april præsenterede deres nye vanvidskalender, var cykelfans ikke langsomme til at døbe søndag d. 25. oktober ”Super Sunday”. Om bare to uger var der nemlig lagt op til en historisk vild cykeldag, hvor vi både skulle have afgjort Giroen på den afsluttende enkeltstart, bevidne et stort Vuelta-slag på mægtige Col du Tourmalet samt have afgjort sportens vel nok største klassiker, Paris-Roubaix.

 

Sådan gik det som bekendt ikke. I denne uge trak ASO stikket på sidstnævnte, da voldsom corona-smitte i Lille-området gjorde afvikling af et cykelløb uforsvarligt. Alligevel må man som dansker føle, at vi alligevel fik vores Super Sunday, bare to uger tidligere end første planlagt.

 

Søndag d. 11. oktober blev nemlig på alle måder en historisk dag for dansk cykelsport. Knap havde Casper Pedersen overtaget kaptajnkasketten fra uheldige Søren Kragh og sørget for, at det alligevel blev dansk Sunweb-sejr i den forudsigelige duel mod Benoit Cosnefroy, inden Mads Pedersen legede VM og overspurtede Matteo Trentin i kampen om sejren i Gent-Wevelgem. Og knap var champagneglasset tømt, før Mikkel Bjerg overraskede med en fornem 3. plads på et af Giroens bjergmaratoner, og Jakob Fuglsang kørte fra rivalerne og satte uventet mange sekunder i bakken i forhold til hovedrivalerne, Steven Kruijswijk og Vincenzo Nibali.

Annonce

 

Sidstnævnte var nu meget forudsigeligt. Det lå i kortene, at de bløde stigninger i Appenninerne var alt for lette til at blive brugt offensivt, især fordi vejrguderne serverede en strid modvind hele vejen op ad målbjerget. Tilbage var kun den sidste stejle kilometer i udkanten af Roccaraso, og man skal ikke kende meget til dieselmotorerne Nibali og Kruijswijk for at vide, at en spurt op ad én stejl kilometer for dem er lige så attraktivt, som et håndtryk er det i corona-tider. Til gengæld har Fuglsang med alderen jo udviklet sig til lidt af en ardennerspecialist, og når man kan blive nr. 2 i Fleche Wallonne kan man også give Nibali og Kruijswijk bøllebank i en afslutning som denne.

 

Ja, Fuglsangs tidsgevinst var på alle måde ventet, selvom han utvivlsomt ikke havde regnet med, at det skulle blive til hele 14 sekunder til Nibali og 21 til Kruijswijk. Lige så forudsigeligt var det, at Wilco Kelderman, der senest i Tirreno viste, at han med alderen har udviklet sig til lidt af en puncheur, ville være skarp i denne afslutning. Rafal Majka har på hjemmebanen i Polen også vist sine afslutterevner, ligesom holdkammeraten Patrick Konrad jo er meget mere puncheur end klatrer og derfor vel næppe kunne ønske sig en finale som denne.

 

Kun Jai Hindley skilte sig blandt de fem bedste ud som en lille overraskelse, men det skyldes mere niveauet end evnerne. Den lille australier har nemlig i sidste års Tour de Pologne og senest i februar, da han kørte finaler på stigningerne i det Herald Sun Tour, han dominerede totalt, vist, at hans punch bestemt ikke er helt fraværende.

 

Selvom danskerne skal lune sig over Fuglsangs tidsgevinst - og især størrelsen af den - skal man på alle måder lade være med at overfortolke den. At de nævnte fem vinder tid, er ikke overraskende, og ej hller er det sært, at ryttere som Nibali, Kruijswijk, Hermann Pernsteiner, Harm Vanhoucke, Fausto Masnada og Ilnur Zakarin træder en smule firkantet, når der inviteres til puncheurfest.

 

Det så vi da også, da samme finale senest blev brugt i 2016. Dengang trådte Kruijswijjk og Nibali lige så firkantet og tabte hhv. 17 og 24 sekunder til Fuglsang, der dengang var Nibalis hjælper. Få dage senere gik Fuglsang med på grusvejene, mens Kruijswijk senere lagde løbet i et jerngreb, indtil han mistede det hele på nedkørslen fra Agnello. Og da hollænderen i bogstaveligste forstand skred i svinget, var det Nibali, der endte med at løbe med det hele. En puncheurafslutning i uge 1 er noget andet end store bjergetaper i uge 3, og derfor skal vi krydse fingre for, at historien ikke gentager sig.

Annonce

 

På forhånd lignede etapen da også mere en dag, hvor man ville se, hvem der ikke ender som Giro-vinder, og det er her, vi kan drage de mest markante konklusioner. Mest oplagt er det, at Joao Almeida var så skidt kørende i en puncheurspurt, der burde have ligget til hans højreben. Det er i den grad ildevarslende, for som jeg bemærkede i analysen af 5. etape, er det nu anden bjergetape i træk, at den lille portugiser viser svaghedstegn. Det kunne indikere, at det lyserøde eventyr kører på lånt tid, og måske er det i virkeligheden Masnada, der i dag gjorde det overraskende godt, og som jeg slet ikke havde regnet som en mand med temperament til at køre klassement, som ender som Deceunincks plan A i den samlede stilling.

 

Det andet markante var tidstabet til Pello Bilbao, men det kan nu heller ikke undre. Nok passede finalen ham, men man har skullet være meget naiv, hvis man har troet, at man kunne køre klassement i en Giro, der startede mindre end to uger efter Touren, hvis man allerede havde deltaget i den franske cykelfest. Det havde Bilbao som bekendt - og endda kørt to VM-løb indimellem - og han kom da heller ikke til Italien for at køre klassement. Den gode start gav ham andre tanker, men monikke dagens nedtur er et varsel om et forestående lidt større kollaps?

 

Mere ildevarslende var det måske, at Domenico Pozzovivo viste sine første små svaghedstegn. Den lille italiener har nemlig i sine gode stunder været ganske eksplosiv, som hans fine præstationer i Liege også viser, og med den kørsel, han har vist på det seneste, kunne man have ventet mere. Omvendt er det jo ikke just eksplosivitet, der typisk kommer med alderen, og med en 38-års fødselsdag ventende lige om hjørnet, er Pozzovivo jo så gammel, at han med lidt god vilje kunne være far til nogle af de vidunderbørn, der blæser frem i disse år.

 

Et af disse unge talenter er Brandon McNulty, der i dag var den positive overraskelse. Det er ikke just eksplosivitet, den amerikanske dieselmotor er kendt for, og efter nedturen forleden kunne han have lignet en taber. Det var han bestemt ikke, og faktisk endte det hele som en herlig dag for UAE. Noget kunne nemlig tyde på, at Joe Dombrowski er ved at gentage 2019 og få varmet motoren op, og så kan han blive ganske spændende at følge i de rigtige bjerge i den sidste uge.

 

Den væsentligste lære var dog måske en helt anden, men det var i virkeligheden en konklusion, vi allerede havde draget, nemlig at Giroen bliver udbrydernes løb. Når Sunweb og Bora sælger etaper som den i går, er det ganske sandsynligt, at udbrud ender med at køre hjem hver eneste dag, hvis man ser bort fra de to helt flade etaper. Holdene er nemlig alt for svage til at kontrollere de uhyre svære etaper, arrangørerne har designet, og det blev understreget igen i dag.

Annonce

 

Det skyldes nu ikke det forhold, at udbruddet holdt hjem. Det lå i kortene, for det var helt umuligt at pege på et hold med skyggen af interesse i at kontrollere så vanskelig en dag for en finale, der var så let. Deceuninck ville helst have sendt bonussekunderne til månen - det blev så kun til Portugal, Spanien og Danmark - og derfor havde de ingen plan andet end at sørge for, at Jonathan Castroviejo ikke blev farvet lyserød. Det gjorde de til UG med kryds og slange, og det var således alene Almeidas nedtur, der gjorde det til en kedelig dag på de belgiske kontorer.

 

Nej, det var de store holds kørsel, der bekræftede tendensen. Selvom Fabio Felline fortsat imponerer, var Astana hurtigt kørt tynde, og selvom Tobias Foss imponerer stort, og Koen Bouwman og Chris Harper har rejst sig efter nogle svære stunder, er Jumbo et helt andet hold end den gigant, der bossede Touren gennem tre uger. Og da Trek gjorde det eneste rigtige, nemlig at lægge et pres, som kunne gøre finalen lidt mindre ekplosiv og dermed hjælpe Nibali med at begrænse tabet, kørte de knap ind på udbruddet. Og igen endte det hele med, at de svage favorithold tabte kontrollen, så de opportunistiske outsidere - denne gang Tao Geoghegan Hart og Lucas Hamilton - kunne vinde sekunder. Kun Sunweb, der i bunden af sidste stigning sad med syv mand, ligner en potentiel hersker, men det kræver, at Kelderman viser en kørsel, han ikke har gjort i nogle år.

 

Det lukrerede Ruben Guerreiro på. Portugiseren var ellers at regne som et tabt talent i de første år, hvor han nok havde sine glansstunder, men alt for ofte var en fæl skuffelse. Det forandrede sig til gengæld pludselig i Vueltaen sidste år, hvor han gjorde det i 2019 så usædvanlige at overpræstere i en Katushatrøje med et løb, hvor han var i udbrud dag ud og dag ind. Efter at Sepp Kuss kørte på fribillet for Roglic og snød ham for sejren på Acebo sidste år, fik han i dag endelig belønning for sine anstrengelser, og i Udbruddenes Giro kunne han meget vel blive en hovedaktør. Jeg glæder mig i hvert fald over, at jeg forud for løbet i et spørgsmål om bjergtrøjen fik skrevet, at ”Guerreriro er vel heller ikke et helt dårligt bud.” Det synes han nemlig slet ikke at være!

 

Det er hvert fald ingen skam, at Bjerg blev slået af ham, når han overraskede stort ved at køre fra deciderede klatrere som Kilian Frankiny og Ben O’Connor samt Larry Warbasse, der har vundet en bjergetape i Tour de Suisse. Den eneste, man vel kan have lidt ondt af, er den altid loyale Jonathan Castroviejo, der har fortjent en belønning for de fantastiske fremskridt, han har gjort i bjergene, her hvor Thomas’ exit endelig har frigjort ham fra de lænker, der har hvilket tungt om hans ben i alle andre løb end enkeltstarter.

 

Lidt medfølelse for Castroviejo skal dog ikke spolere den danske fest. Det kan godt være, at cykelfans over resten af verden ikke helt synes, at denne Super Sunday kan matche den oprindelige - en blød bjergetape kan ikke måle sig med en altafgørende enkeltstart, Gent-Wevelgem når ikke Paris-Roubaix til sokkeholderne, og en udvandet udgave af Paris-Tours med bare tre WorldTour-hold er ikke det sammesom en bjergetape til Tourmalet - men i det lille land mod nord var søndag d. 11. oktober altså ganske super.

Annonce

 

Lad os bare sige, at Fuglsang vinder på Piancavallo, og en af vores tunge drenge nupper Flandern Rundt på næste søndag, og at Fuglsang runder Giroen med at vinde hele pivtøjet på den oprindelige Super Sunday om to uger. Disse supersøndage kunne nemlig godt gå hen og blive en dejlig vane!

 

Favoritterne

Mange har utvivlsomt været ganske lettede, da de nåede målet på dagens bjergmaraton. Nu går de nemlig ind til en anden uge, der forud for en brutal weekend i første omgang byder på fire etaper, der for klassementsrytterne i første omgang bare handler om overlevelse.

 

Man skal dog passe meget på med at undervurdere det, der venter dagen efter hviledagen. Enhver, der har kørt Tirreno-Adriatico vil vide, at disse mur-etaper kan være ganske begivenhedsrige og selektive, og inden man begyndte at køre rigtige bjergetaper, blev løbet som regel afgjort på disse mure. Det gjorde det også sidste år, hvor løbet vendte tilbage til sit gamle format, og hvor vi var vidner til herlige mur-etaper vundet af hhv. Alexey Lutsenko og Jakob Fuglsang, mens Adam Yates og Primoz Roglic kæmpede benhårdt om den samlede sejr.

 

Det bør tjene som advarsel. Det her er en etape, hvor der kan blive kørt klassement, hvis rytterne vil det. Spørgsmålet er så bare, om de vil. Det er mere tvivlsomt, for der er trods alt 11 lette kilometer fra toppen af den sidste stigning. Omvendt fik Jakob Fuglsang i dag - hvis ikke han vidste det i forvejen - set, at han er Vincenzo Nibali og Steven Kruijswijk overlegen i eksplosivt terræn, så hvorfor skulle han ikke gå efter det, når han efterfølgende har tre dage til at komme sig? Og Wilco Kelderman viste igen i dag, at også han er en stærk puncheur, og med de svaghedstegn Joao Almeida viste, må det være fristende at få en lyserød oplevelse, han utvivlsomt godt kunne tænke sig.

 

Garantier er svære at give, men jeg vil blive lidt overrasket, hvis i hvert fald Fuglsang ikke forsøger et eller andet. Om Kelderman også gør, er mere tvivlsomt, men de har til gengæld et hold, der kan lægge et pres og på den måde forsøge at slide Almeida op. Det kan sagtens være, at det hele bliver samlet igen til sidst, og at de sidste stigninger alligevel viser sig for lette, men jeg tror, at der bliver forsøgt et eller andet.

Annonce

 

Hvad betyder det for kampen om etapesejren? I denne udbruddenes Giro taler meget for, at vi får endnu en udbrudssejr. Selvom Fuglsang går med planer, er der absolut ingen grund til at jagte et udbrud på en etape med en flad finale, hvor han alligevel får svært ved at vinde. Deceuninck vil helst af med bonussekunderne, og for Trek og Jumbo er det bare en dag, der skal overstås.

 

Det efterlader os med fire hold: Bora, Sunweb, UAE og Ineos. Bora kunne gå efter etapen med Peter Sagan, der før har vundet to muretaper i Tirreno, men sandsynligheden for, at den bliver for hård, er alt for stor. I forvejen har vi jo nu lært, at de ikke vil gøre arbejdet alene, så skal de jagte, skal de som minimum have noget hjælp.

 

Her peger pilen i første omgang på Sunweb. De har som bekendt Michael Matthews, men også han kan meget vel få det for hårdt, hvis klassementsrytterne åbner for gassen. I forvejen ved vi nu, at alt handler om Kelderman, og de fører derfor helt sikkert ikke for, at Matthews skal vinde etapen - slet ikke efter i dag, hvor Kelderman tankede yderligede selvtillid. Skal Sunweb påtage sig ansvaret, er det nok snarere, fordi Kelderman skal bruge de 10 bonussekunder for at tage trøjen. Det kan man ikke helt udelukke, men i lyset af deres generelle passivitet hidtil, vil det alligevel være mærkeligt at forsøge at vinde med Kelderman, når finalen er flad.

 

Så har vi UAE med Diego Ulissi. For dem er muligheden måske mere oplagt, men også han risikerer at blive skibet af, hvis det går for stærkt. Endelig har vi Ineos med Ben Swift, der igen i dag viste sine uhyggelige klatreevner, og Jhonatan Narvaez, men det vil være alt for optimistisk også for dem. Deres plan er snarere igen at ramme udbruddet, gerne med en af de to nævnte. Og det er formentlig også Ulissis plan A.

 

Hvad er så konklusionen? Jeg tror, at udbruddet holder. Jeg vil ikke udelukke, at et af de fire nævnte hold - først og fremmest Sunweb og Bora - påtager sig ansvaret, men det vil overraske. Mest af alt regner jeg med, at Deceuninck fører frem til stigningerne, hvorefter vi så må se, om Astana og Sunweb kan få det gjort så hårdt, at der kan gøres forskelle i klassementet.

 

Det betyder, at der er lagt op til endnu en angrebsfest. I dag to det næsten to timer, inden gruppen kom fri, og selvom det nok ikke tager helt så lang tid denne gang, vil vi formentlig se en gedigen kamp. Det meste af starten er desværre igen flad, hvilket gør det til det totale lotteri at ramme rigtigt, men måske kan udbruddet komme fri i forbindelse med den herlige Chieti-stigning, vi kender fra Tirreno. Den er lidt for kort til, at de bedste bare kører væk, og at det er svært for Deceuninck at kontrollere, men den øger da i det mindste chancen for, at vi ikke får et udbrud kun med Dowsett, Brändle eller andre tonstunge giganter.

 

Når gruppen er kørt, regner jeg med, at Deceuninck giver dem den snor, klassementet giver mulighed for, og medmindre et af de fire nævnte hold mod forventning tager kontrol, regner jeg med to cykelløb: ét om etapen og ét, hvor Fuglsang og måske Kelderman skal forsøge at vinde tid i klassementet.

 

Med udsigt til en udbrudssejr skal vi igen have fat i lykkeridderne for at finde etapevinderen. Som sagt risikerer vi igen et lotteri i kampen om at komme afsted, og det er derfor ikke let at ramme rigtigt. Til gengæld er finalen denne gang så svær, at man altså skal klatre ret godt for at gøre det færdigt, og det bliver i hvert fald ikke Dowsett, der vinder denne gang, selv hvis han skulle få sneget sig afsted.

 

I det lys vil jeg ikke bryde en god tradition. I dag pegede jeg på Diego Ulissi, og det vil jeg gøre igen. Som ardennerspecialist vil han elske en finale som denne, og det ligner hans måske bedste chance for at tage endnu en etapesejr. Som altid kræver det held at ramme rigtigt, som det også gjorde i dag, hvor det gik galt, men Chieti øger i det mindste chancen for, at han kommer afsted. Sidder han der først, bliver han svær at slå. Nok er han ikke nogen mester på lange stigninger, men i dette terræn er han stærk, og i en flad spurt er han stadig en af de hurtigste. Hans form i år har været fremragende, og hans sejr på 2. etape vidner om, at den i hvert fald for en uge siden stadig var god. Siden har han været anonym, men det skyldes formentlig primært manglende held i kampen om at ramme udbruddene. Denne etape er så oplagt for Ulissi, at han igen må være mit bud.

 

Jeg vil også igen pege på Ruben Guerreiro. Ja, han var afsted i dag, men nu får han en hviledag til at komme sig. I Vueltaen sidste år var han i udbrud dag ud og dag ind, og hvis han nærmer sig samme niveau, har han vist en fremragende næse til at ramme rigtigt. Han synes måske ikke helt så stærk som sidste år, men i dag var han nu ganske overbevisende, og dette er en finale, der passer ham. Faktisk var han i år uhyre tæt på at vinde mur-etapen i Tirreno, men han var desværre oppe mod ham det hollandske vidunderbarn, der er så uhyggelig svær at bide skeer med i denne slags finaler. Han havde dog selv Mathieu van der Poel under pres på stigningerne, og det vidner om hans evner i terrænet. Med sin hæderlige spurt står han stærkt.

 

Dernæst vil jeg pege på Jhonatan Narvaez. Jeg har været meget usikker på ecuadorianerens form, men dagens flotte præstation betrygger mig lidt mere. Hvis han har de ben, han havde tidligere i år, hvor han var klart stærkest på ardennerstigningerne i Vallonien og vandt Coppi e Bartali samlet, vil han elske denne finale. Han er nemlig puncheur med hang til disse bakker, og samtidig viste han i netop Coppi e Bartali, at han også er lynhurtig i en flad spurt. Det gør denne etape perfekt for ham. Nu skal han bare entydigt bekræfte, at formen er lige så god som dengang.

 

Etapen burde også være guf for Andrea Vendrame, der som puncheur med en god spurt er skabt til denne etape. Jeg har dog lidt betænkeligheder efter et år, hvor han generelt har været skuffende, og det er næppe blevet bedre af styrtet forleden. Han kørte dog en fin spurt i går og kom fornuftigt til mål i dag, så helt skidt kan det ikke være. Han kan risikere at være oppe mod bedre klatrere, men til gengæld er det svært at se, hvem der skulle slå ham i en spurt til sidst.

 

Det skulle da lige være Ben Swift. Briten viste igen i dag, hvorfor han engang er blevet nr. 2 på Alpe d’Huez, og derfor ligger også denne etape inden for hans rækkevidde. Han har dog en udfordring. Selvom han er sprinter, er han som klatrer mere diesel end puncheur, og han er lidt for stor og tung til disse meget voldsomme procenter. Sandsynligheden for, at han er oppe mod bedre folk, er stor, men til gengæld har han 11 km til at komme tilbage og herefter sætte alle på plads i spurten.

 

Traditionen med at nævne Jack Haig skal også holdes ved lige. Australieren viste i dag, at han vitterligt ikke er på sit topniveau, men han er stadig en af de bedste klatrere i dette felt. Finalen er alt andet end ideel for en dieselklatrer som ham, men den er svær nok til, at han kan køre alene væk alene på sin klatring. Det er til gengæld også nødvendigt, for der er ikke mange, der får bank af ham i en flad spurt.

 

Jeg vil også pege på Enrico Battaglin. Italieneren har generelt nok engang været skuffende, men i dag var han ganske overbevisende, da han i finalen satte sig frem med Pello Bilbao på hjul. Jeg frygter lidt, at Bahrain fokuserer for meget på klassementet, når de slet ikke har deltaget i udbrud endnu, men får han chancen, er denne etape inden for rækkevidde. Det kræver, at han er betydeligt bedre, end han har været i år, men hans kørsel i dag er opløftende. Klatrer han, som da han vandt på Oropa i sin tid, kan han sidde med og slå langt de fleste i en spurt.

 

Efter styrtet på 2. etape så det svært ud for Nicolas Edet, men nu tyder noget på, at han langsomt er ved at komme sig. I hvert fald gjorde han det hæderligt i dag, og med en hviledag forude kan han ventes at være endnu stærkere nu. I de senere år har han taget store skridt fremad, som vi senest så det i Vueltaen, hvor han lå til en top 10, inden sidevinden spolerede det hele. I år han skuffet lidt, men han burde stadig være en af de bedre i en finale som denne, da han har punch og har en i hvert fald ikke alt for langsom spurt.

 

Også Davide Villella fortjener at blive nævnt. Italieneren er aldrig rigtigt til at blive klog på, og han er utvivlsomt ikke så god, som da han i sin tid blev nr. 4 i Il Lombardia. Dette terræn passer dog godt til en mand, der tidligere har kørt finale også i ardennerklassikerne. Formen har været lidt svingende, men det så relativt fornuftigt ud i dag. Han har et fint punch og kan også afslutte til husbehov.

 

Det er svært at finde ud af, hvor vi har Rohan Dennis . Han klatrer helt sikkert ikke så godt som i Schweiz sidste år - langt fra endda - men klatrer han godt nok til at vinde her? Terrænet passer godt til en mand, der faktisk er ganske eksplosiv, og som har sin gode spurt som sit måske bedste våben. Min frygt er, at procenterne er for voldsomme, men han har immervæk nogle flade kilometer til sidst, hvor han kan åbne for den gas, de færreste kan matche, inden han kan baske letvægterne i en spurt.

 

En anden rytter, der er svær at blive helt klog på, er Tanel Kangert . Han har generelt været skuffende, og dette terræn er ikke just ideelt for en dieselklatrer som ham. Han imponerende mig dog meget på den første mur-etape i Tirreno, og det viser, at han godt kan forsvare sig og siden mose sig tilbage. Han klatrer i hvert fald bedre end de fleste, og spurte kan han også. Spørgsmålet er bare, om han er god nok efter en serie skuffende præstationer.

 

Også Attila Valter skal nævnes igen. Det ungarske talent var en af dagens positive overraskelser, og det viser, at han utvivlsomt vil være en af de bedste klatrere, hvis han rammer udbruddet. Til gengæld er finalen ikke ideel, for han slår ikke mange i en flad spurt. Heldigvis for ham er den hård nok til, at han ligesom Haig slet og ret kan køre væk fra alle. Det burde nok være muligt, hvis han har de ben, han havde i dag - og får lov til ikke at holde sig til Ilnur Zakarin.

 

Havde dette været foråret 2019, havde Simon Clarke været en af mine topfavoritter. I Tirreno imponerende australieren nemlig på muretaperne, men i år har det været noget helt andet. Her har Clarke været yderst skuffende, også i dette løb, hvor han ikke var at se i spurten i Agrigento. Jeg frygter, at nok engang skuffer, hvis han rammer udbruddet, men snyder hans form mig, er han skabt til at holde sig tilog vinde en spurt til sidst.

 

Udbrud betyder Thomas de Gendt ¸ så selvfølgelig skal han nævnes - især når han har den form, han har nu. Denne etape er bare alt andet end ideel for den belgiske maskine, der altid har hadet stejle procenter. I det lys kunne finalen ikke være meget værre, men hans vilde sejr i Massif Central sidste år var et vidnesbyrd om, at han på sine dage kan vinde snart sagt hvor som helst. Jeg tror, at det bliver svært for ham, men begrænser han tabet og kommer tilbage, er han en ganske glimrende afslutter.

 

Forleden viste Matthew Holmes, hvorfor han vandt Willunga-etapen i Tour Down Under og brød Richie Portes monopol. Som ardennerrytter burde han være fan af denne etape, men jeg er lidt bange for, at han ikke er god nok. Han kunne trods alt ikke sætte Salvatore Puccio forleden, og han har generelt haft det svært i sit første år hos Lotto. På papiret passer etapen ham dog, og formen er trods alt ikke helt i skoven.

 

Endelig vil jeg pege på Geoffrey Bouchard og Mark Padun. Bouchard har jeg nævnt mange gange, og han er en oplagt udbryderkandidat. Desværre er han ikke specielt eksplosiv og slet ikke spurtstærk på flad vej, og jeg har lidt svært ved at se ham gøre det færdigt. Stortalentet Padun viste i dag endelig lidt liv. Det er måske svært at tro, at han pludselig rejser sig nok, men lad os håbe, at han kan vise, hvorfor han som helt ny i gamet slog alle stjernerne i Tour of the Alps.

 

Blandt øvrige ryttere passer finalen ikke rigtigt til Jonathan Castroviejo, Kilian Frankiny, Victor de la Parte, Hector Carretero, Lawson Craddock, Francois Bidard, Larry Warbasse,Jonathan Caicedo, Joey Rosskopf, Louis Meintjes, Jaakko Hänninen og Giovanni Carboni. Procenterne er nok for stejle for Sander Armee og Filippo Ganna , der trods alt må komme til kort her. Valerio Conti må vist definitivt erklæres formsvag, og heller ikke Dario Cataldo, Amanuel Ghebreigzabhier, Giovanni Visconti,Carl Fredrik Hagen eller Lorenzo Rota synes at være flyvende. Klatringen må blive for voldsom for Salvatore Puccio, Jan Tratnik og nok også for Matteo Sobrero og Simon Pellaud. Og så tror jeg, at UAE snart må bede Mikkel Bjerg om at passe lidt på sig selv, selvom han synes ustoppelig. Endelig tror jeg ikke, at Sunweb, Bora, Jumbo, Astana, Trek eller Deceuninck prioriterer et udbrud. Peter Sagan har nok sin frihed, men da starten er relativt flad, vil FDJ formentlig hurtigt kunne køre ham ind - også efter Chieti, hvis han kommer afsted her.

 

Skulle det alligevel blive en sag for favoritterne, ser jeg flere scenarier. En mulighed er, at Jakob Fuglsang slet og ret kører alene hjem, men det bliver nok for svært at holde hele vejen. Bedre er det, hvis han får selskab af et par mand, som kunne være eksempelvis Wilco Kelderman, Domenico Pozzovivo, Jai Hindley, Rafal Majka samt nok også Vincenzo Nibali og Steven Kruijswijk. Mindst en af sidstnævnte skal nok være sat af, hvis de skal kunne samarbejde, men det er muligt, at en gruppe som denne kunne køre hjem. I det tilfælde må Kelderman være svær at slå i en spurt. Dernæst er der mulighed for, at vi får samling i en større gruppe - specielt hvis favoritterne er uventet passive. I det tilfælde kan vi få en spurt, hvor jeg særligt vil pege på Diego Ulissi, Patrick Konrad, Wilco Kelderman, Tao Geoghegan Hart, Pello Bilbao, Joao Almeida samt måske Jhonatan Narvaez. Også Michael Matthews, Ben Swift, Peter Sagan, Andrea Vendrame og Davide Ballerini kan - i den rækkefølge - komme i spil, men det vil trods alt undre mig, hvis klassementsrytterne åbner bare lidt for gassen. Endelig vil jeg ikke helt udelukke, at Koen Bouwman og Gianluca Brambilla kan få lov at spurte, hvis de sidder der, men deres hovedopgave er en anden.

 

Feltet.dks vinderbud: Diego Ulissi

Øvrige vinderkandidater: Ruben Guerreiro, Jhonatan Narvaez

Outsidere: Andrea Vendrame, Ben Swift, Jack Haig, Enrico Battaglin, Nicolas Edet

Jokers: Davide Villella, Rohan Dennis, Tanel Kangert, Attila Valter, Simon Clarke, Thomas de Gendt, Matthew Holmes, Geoffrey Bouchard, Mark Padun

 

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Wilco Kelderman, Patrick Konrad, Diego Ulissi, Tao Geoghegan Hart, Jakob Fuglsang, Pello Bilbao, Joao Almeida, Michael Matthews, Ben Swift, Peter Sagan, Jhonatan Narvaez, Andrea Vendrame

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Diego Ulissi
Ruben Guerreiro, Jhonatan Narvaez
Andrea Vendrame, Ben Swift, Jack Haig, Enrico Battaglin, Nicolas Edet
Davide Villella, Rohan Dennis, Tanel Kangert, Attila Valter, Simon Clarke, Thomas de Gendt, Matthew Holmes, Geoffrey Bouchard, Mark Padun
Wilco Kelderman, Patrick Konrad, Tao Geoghegan Hart, Jakob Fuglsang, Pello Bilbao, Joao Almeida, Michael Matthews, Peter Sagan
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Armstrong kunne også vinde Touren uden doping ifølge kommentator

Landevej

LIVESTREAM: Postnord Danmark Rundt ruten præsenteres

Landevej

Video i artiklenOptakt: Trofeo Laigueglia

Landevej

Video i artiklenFølg Strade Bianche-opvarmningen i Laigueglia

Landevej

Video i artiklenSe højdepunkterne fra Le Samyn

Video

Norsgaard havde studeret ruten inden podieplads

Landevej

Video i artiklenMerlier om kaotisk spurtsejr: Det gik ikke som planlagt, efter Mathieu havde problemer med sin cykel

Video

Annonce