Ruten

Et af de faste kendetegn ved Giroen er, at den næsten altid byder på nogle korte, ultraflade etaper, der enten fører feltet op langs den italienske adriaterhavskyst eller fører rytterne tværs over den flade Po-slette. En sådan etape er også på programmet i en meget sprintervenlig indledning på den anden uge, og denne gang er det Po-sletten, der er vært for løbets vel nok letteste etape. Med blot to efterfølgende muligheder tilbage efter denne er der således lagt op til et brag af en massespurt som indledning på løbets midterste uge.

I alt skal der tilbagelægges bare 145,0 km, der fører feltet fra Ravenna til Modena. Startbyen ligger helt ude ved den italienske østkyst på den sydlige del af Po-sletten, og herfra kører man mod sydvest igennem fladlandet. Hurtigt drejer man mod nordvest, hvorefter en lang, flad og let snoet vej følges. Man kører nord om Bologna, hvor løbet blev indledt en uges tid tidligere, og fortsætter frem til San Giovanni in Persiceto, hvor den første spurt kommer efter 98,4 km.

Efter spurten drejer man mod nord for at køre op til Crevalcore - kendt fra Coppi e Bartali-løbet - hvor den anden spurt er placeret efter 108,0 km. Herfra fortsætter man igennem fladlandet frem til det nordligste punkt, inden man drejer mod sydvest med retning mod Modena. En næsten lige vej afbrydes først med et sidste sving med 2,2 km igen, hvorefter man med 1500 m til stregen rammer den 8 m brede opløbsstrækning, der indledes med et 450 m langt stykke med en brostensagtig belægning. Ved den røde flamme rammer man igen asfalt, og derfra er det helt en lige og flad vej, der leder frem til mål.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Etapen byder på i alt 161 højdemeter.

Modena er blevet besøgt af Giroen syv gange tidligere med blandt andre Fausto Coppi som vinder i 1940 og senest i 1985, hvor Daniel Gisiger sejrede. I 2009 var Baby-Giroen forbi, og det gav sejr til Patrick Facchini.

Vejret

Efter at enkeltstarten blev skæmmet af et forfærdeligt regnvejr kan rytterne håbe på at komme tørskoede igennem tirsdagen. Der er dog ingen garantier, for selvom der vil være enkelte kig til solen først på etapen, vil det sky til med en bygerisiko på 20-25% mod slutningen af etapen, hvor temperaturen vil nå sit maksimum på 24 grader. Der vil blot være en let vind fra sydvest, hvilket giver sidemodvind stort set hele dagen. Efter den første spurt følger et kort stykke med sidevind, inden man får modvind på det sidste stykke ind mod Modena. Det varer ved, indtil man drejer ind i sidemodvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 9. etape

Kan I huske min ødelagte fest fra forleden? Den fest, som Primoz Roglic, Tom Dumoulin og Egan Bernal havde budt op til, da de tilbage i december alle annoncerede deres deltagelse i årets Giro d’Italia, men som blev temmelig amputeret, da først den ene, Bernal, meldte afbud lige inden afgangen, inden den anden, Dumoulin, tog tidligt hjem med ondt i knæet. Dengang klyngede jeg mig lidt desperat til håbet om, at Miguel Angel Lopez og Simon Yates måske alligevel var bedre selskab, end jeg havde troet, og at de måske alligevel kunne redde det, der lignede en fest, der måske hurtigt ville gå i glemmebogen.

Desværre nåede vi ikke engang til hovedretten, inden også Yates og Lopez viste sig at være nogle halvkedelige fyre. På dagens enkeltstart levede Roglic nemlig endnu et knockoutslag lige i mellemgulvet på alle sine værste rivaler, da han sejrede på løbets lange enkeltstart i San Marino. End ikke den syndflod, der betød, at alle løbets gode klatrere havde langt dårligere forhold end de først startende, kunne forhindre sloveneren i at tage det, der vel var løbets allermest forventede etapesejr. Selvom vejrforholdene betød, at det blev betydeligt mere spændende, end mange nok havde forventet, skuffede Roglic ikke og fortsatte den imponerende sejrsstime, han har lagt for dagen siden årets første dag, ved trods våde veje og en knaldhård stigning at tilbagelægge de knap 35 km med en gennemsnitsfart på mere end 40 km/t og tage masser af tid på alle rivalerne til den samlede.

Sejren var som sagt løbets mest forudsigelige, men det var tidsgevinsterne ikke. Selv ikke de mest pessimistiske i Mitchelton-lejren havde i deres vildeste fantasi drømt om, at Simon Yates ville tabe 3.11 til sin værste rival i kampen om den samlede sejr. Det kunne måske nok have været en risiko for nogle år siden, men med den massive fremgang briten dokumenterede med sejren i Paris-Nice, kom det som et enormt chok i hele Australien og Storbritannien, at deres kaptajn kørte så langsomt, at han blev slået af ”små” navne som Krists Neilands og Scott Davies og endda blev sat til vægs af de mest temposvage klassementsryttere som Mikel Landa og Davide Formolo.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Endnu værre gik det endda for Miguel Angel Lopez, men for ham gjaldt, at risikoen for et stort tidstab altid var en overhængende risiko. Lopez er nemlig alt andet end tempospecialist, men efter den chokerende flotte enkeltstart i Bologna, var han og Astana-lejren begyndt at drømme om, at noget lignende kunne gentage sig i San Marino. Sådan gik det imidlertid langtfra, da Lopez med et tab på hele 3.45 endte som den suverænt ringeste af klassementsrytterne, og det kan ikke forklares med den punktering, der ødelagde rytmen på den flade del, som i forvejen var den vanskeligt for den lille colombianer. På stigningen var han nemlig blot den 25. hurtigste alle, og selvom det var betydeligt hurtigere end Yates, der oplevede et regulært kollaps og end ikke var blandt de 30 hurtigste klatrere, er det helt utilgiveligt for en rytter, der vil Giroen, at lade store Victor Campenaerts kørt hele 31 sekunder hurtigere på en bakke, der var så svær, at løbets bedste klatrere burde kunne sætte sig igennem.

På den baggrund endte det som en fremragende dag for Roglic, der således distancerede sine på papiret to værste rivaler i bjergene med mere end 3 minutter, men faktisk kan man godt tillade sig at være lidt kritisk over for Roglics præstation. Ganske vist tog han den forventede sejr, men han leverede slet ikke den magtdemonstration, som man på baggrund af præstationerne i Bologna og tidligere i Romandiet kunne have forventet. Ganske vist var han som forventet hurtigste mand på stigningen, men ret beset burde en Roglic i storform vel have slået hollænderen med mere end 16 sekunder på så lang en stigning. Og selvom de samlede tidsgevinster på 1.00 til Mollema og 1.05 til Vincenzo Nibali for snart sagt alle andre havde været helt fantastiske, er de vel i virkeligheden mindre end det, man kunne forvente af en rytter, som i år har syntes at være på en helt anden planet.

Når det alligevel ender som en nærmest perfekt dag på kontoret for Roglic, skyldes det således ikke så meget ham selv, men snarere de rystende svage præstationer fra Yates og Lopez. Og det er virkelig en skam for løbets videre færd, for i dag var der virkelig mulighed for at forhindre, at Roglic lagde løbets spænding i graven. Den mulighed blev bare ikke grebet af hverken Yates, der beskrev sig selv som helt tømt for energi, da han ramte bakken, og Lopez, hvis manager Alexander Vinokourov åbent indrømmende, at den lille colombianer slet ikke havde været på det niveau, de havde forventet.

For løbets spænding kan man glæde sig over, at Vincenzo Nibali heldigvis holdt sig fornuftigt til og tabte mindre tid, end man kunne have frygtet. Alligevel må det bekymre ham lidt, at både Mollema og Richard Carapaz klatrede bedre end ham, og at han ikke havde den power på stigningen, man ideelt set kunne have håbet på. Efter dagens nedture er det dog ham, der fremstår som den største trussel mod Roglic, også selvom han må begræde, at styrt og sygdom har kostet Bahrain-mandskabet de taktiske muligheder, som det ville have givet at have både Domenico Pozzovivo og Damiano Caruso inde i klassementet også.

Dagens positive oplevelse var naturligvis Mollema. Som det fremgik af optakten fra i går, var det nu ikke uventet, at hollænderen ville køre stærkt, for man skal ikke have fulgt ham meget i de seneste uger for at have registreret, at der har været tegn på en lille genfødsel af Mollema, hvis klassementskarriere ellers var på en regulær deroute i nogle meget svage 2017- og 2018-sæsoner. I 2019 har han imidlertid været på et helt andet niveau, og i dag var han en ganske klar nr. 2 i kampen om at være bedste mand på stigningen. Naturligvis er der lang vej til Verona, men det er utvivlsomt den bedste Mollema, vi har set siden det ærgerlige styrt, der sendte ham ned fra podiet i 2016- udgaven af Touren, og når nu mange af de andre favoritter er faldet fra, er det livgivende, at Mollema er kastet ind i ringen som en joker. Vi ved i hvert fra førnævnte Tour, at han har potentialet til at overraske.

En anden klar vinder er EF-mandskabet. Man skal ikke have læst meget af mine skriverier i de seneste uger for at vide, at jeg længe har peget på talentfulde Hugh Carthy som årets helt store joker til klassementet, og foreløbig lever han helt op til tilliden. I dag fortsatte han i hvert fald de lovende takter fra Bologna, da han viste sig som 5. hurtigste mand på stigningen og med en 8. plads kørte sit livs enkeltstart. Da holdet samtidig fik sin anden kaptajn, Tanel Kangert, ind på en meget opløftende 5. plads - lidt af et comeback for den tidligere specialist, der ellers i mange år har været en skygge af sig selv på enkeltstarterne - og det fallerede stortalent Joe Dombrowski fortsætter med i det skjulte at vise sig klar til en genfødsel ved at køre op ad stigningen som 12. hurtigste mand, står det på papiret ellers ikke alt for imponerede amerikanske mandskab nu med nogle meget lovende perspektiver, der åbner muligheder for at fortsætte en generelt god sæson med at jagte både etapesejre og gå efter en topplacering i klassementet, først og fremmest med Carthy.

Et hold, der må sidde tilbage med lidt blandede fornemmelser, er Movistar. På den ene side viste Richard Carapaz ved at køre op ad stigningen som 3. hurtigste mand atter, at han er kommet til Italien i en fremragende form, men på den anden side skuffede holdets førstemand, Mikela Landa, igen fælt. Ganske vist kørte baskeren egentlig udmærket op ad stigningen, men ikke i et tempo, der berettiger til at drømme om podiet, og da Carapaz desværre betalte en dyr pris for sine svage tempoevner på den flade del, er de begge kørt godt og grundigt agterud i klassementet. Det opløftende er, at Carapaz helt åbenlyst er fremragende kørende, men med tidstab på for dem begge mere end 3 minutter til Roglic ser podiet lige nu meget fjernt ud for Movistar.

Det gør det også for Ilnur Zakarin. Russeren var heldigvis betydeligt bedre end under katastrofen i Bologna, men for en mand, der har for vane at køre fremragende grand tour-enkeltstarter, burde denne etape have været en fordel og ikke ulempe. Nu endte han blot med at blive nr. 13 og slået af flere af sine væsentlige konkurrenter, og det kan ikke være tilfredsstillende for en mand, der ellers forud for løbet så ud til at kunne nærme sig det niveau, der sendte ham op på Vuelta-podiet i 2017. Heldigvis er han notorisk kendt for altid at blive bedre igennem en grand tour, og der er derfor endnu håb om, at Zakarin kan blive en faktor på de sene bjergetaper, hvor de forskelle, der er skabt indtil nu, meget hurtigt kan vise sig som det rene ingenting.

For Bora blev det som forventet en svær dag. Hverken Rafal Majka eller Davide Formolo er kendt som tempospecialister, og de fik sig derfor begge en gedigen lussing. Alligevel må det være opløftende, at Majka var 7. hurtigste mand på stigningen, og dermed tegner der sig stadig et billede af, at polakken er bedre, end han har været i mange år. Mere frustrerede må man være i Ineos-lejren, hvis kaptajner Tao Geoghegan Hart og Pavel Sivakov begge skulle have brugt denne etape til at vinde tid, men som begge blev kørt agterud. Med tanke på, at man i forvejen kan være meget betænkelig ved, om de vil holde niveauet helt frem til Verona, ser det ikke specielt lyst ud for det britiske storhold, der som bekendt altid har været ramt af lidt af en Giro-forbandelse.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Bob Jungels var sammen med Roglic den rytter, der havde mest at vinde i dag, men med en 7. plads måtte han atter indse, at hans rygte som tempospecialist altså er bedre, end resultaterne berettiger til. I forvejen så det svært ud for ham at sikre sig meget mere end en yderst marginal top 10-placering på en rute, der burde være alt for bjergrig for den stor luxembourger, og det ser bestemt ikke lettere ud, nu hvor han er kommet igennem to enkeltstarter uden at have sikret sig den tidsgevinst, han havde håbet på. Og da Elia Viviani stadig står uden etapesejre, er der helt atypisk ikke meget, der er gået Deceunincks vej i løbet indtil videre.

Til gengæld kører det som smurt i olie for Androni. Ikke blot vandt de en etape med Fausto Masnada, i dag bekræftede Mattia Cattaneo også det helt forrygende indtryk, han efterlod i Tour of the Alps, da han blev en højst overraskende nr. 10 og kørte op ad stigningen som 8. hurtigste mand. Man kan stadig være i tvivl om, hvorvidt den meget ustabile italiener vitterligt kan holde i alle tre uger, men måske bliver det i dette løb, at vi endelig for at se, hvorfor han som helt ung vandt Baby-Giroen foran blandt andre Fabio Aru.

Også UAE-drengene overraskede positivt, da både Jan Polanc og Diego Ulissi kørte fremragende enkeltstarter, og selvom Valerio Conti tabte mere tid end ventet, har araberne gang i et ganske forrygende løb indtil videre. Også Ben O’Connor, der ellers har haft en katastrofesæson, viste endelig sit store talent ved at komme flot igennem en etape, hvor han stod til et enormt tidstab. Veteranen Victor De La Parte skuffede måske på den flade del, men med 9. hurtigste tid på stigningen viste han, at CCC vitterligt kan have et håb om at kunne klassement i løbet. Og Pello Bilbao og Esteban Chaves med hhv. 11 og 19. hurtigste tid på bakken sørgede for, at alt ikke var helt skidt for Astana og Mitchelton, når du kaptajerne fejlede så slemt.

Dagens helt store helt var dog slet ikke klassementsrytter. Det var derimod Victor Campenaerts, der forud for løbet var stillet til start med en top 10-placering som sit beskedne mål i erkendelse af, at ruten var for vanskelig. Naturligvis står det også klart, at han næppe var blevet nr. 2, hvis ikke han havde haft tørre veje på den relativt tekniske første del, hvor han ikke vandt megen tid på Chad Haga og Jack Bauer, der havde tilsvarende betingelser, men hvor han kørte alle de sent startende, inkl. Roglic, sønder og sammen, men man må alligevel tage hatten af for det stadig mere lovende belgiske tempofænomen, der trods alt også var 14. hurtigste mand på stigningen. Dermed viste han for det første, at han klatrer fint, som han også gjorde det med den overraskende bronzemedalje ved VM, og for det andet, at han lagt om længe er begyndt at restituere så godt, at han også kan opnå resultater på enkeltstarter, der ikke ligger allerførst i et etapeløb. Og udover ham viste også Chad Haga, at han måske nok er en anonym hjælper på Sunweb, men at han altså har et tempotalent, der før eller siden har fortjent at blive belønnet med en sejr.

Campenaerts og Haga skal imidlertid nu vente præcis to uger, inden de atter får mulighed for at vise deres evner på tempocyklen. Efter hviledagen og de flade etaper på Po-sletten indledes klassementskampen nemlig for alvor, når rytterne tager fat på det bjerghelvede, der vil gøre løbets sidste del til den mest brutale i mange år. Og skal man finde et lys i mørket efter dagens skuffende præstationer fra Yates og Lopez er det, at de nu er tvunget til at udnytte terrænet. Nu kan de ikke længere vente på at slå til i den tredje uge - nu skal mulighederne udnyttes, så snart de melder sig. Og da de kører på de to hold, der sammen med Bahrain er det mest potente i bjergene, er der garanti for angreb, angreb og angreb, så snart det første bjerg melder tårner sig op i horisonten.

Måske for Roglic allerede et forvarsel om, hvad der venter, når han på torsdag skal op over den modbydelige Montoso-stigning. I fraværet af Robert Gesink og Laurens De Plus ser Jumbo i hvert fald sårbare ud, så hvorfor ikke forsøge at isolere skihopperen på løbets første virkeligt svære bjerg? Efterfølgende venter nemlig en flad finale, hvor en isoleret Roglic vil være sårbar over for angreb, der kommer på skift, og det er måske præcis den slags muligheder, de slagne forhåndsfavoritter nu skal til at opsøge.

Vi er trods alt kun nået til forretten. Både hovedretten og desserten venter endnu, så der er heldigvis masser af tid til at redde den fest, vi var mange, der havde glædet os til. Ganske vist har Primoz Roglic et forspring, der for spændingens skyld gerne måtte have været mindre, men i dag var han trods alt ikke så skræmmende, som man kunne have frygtet. Måske er han alligevel ikke den partykiller, det nuværende klassement ellers godt kunne antyde.

Favoritterne

Efter hviledagen går vi fra den ene yderlighed til den anden. Hvor søndagens etape var en af løbets vigtigste, får klassementsrytterne alle muligheder for at komme roligt i gang igen. Tirsdag og onsdag venter nemlig løbets to vel nok allerletteste etaper, og mens onsdagens lange færd til Novi Ligure i det mindste har den lange distance til at give lidt udfordringer, er tirsdagens 10. etape en af de ultrakorte og helt flade etaper, som Giroen er kendt for. Løbet er måske nok kendt for sine meget kuperede ruter, men næsten hvert år finder man en etape af denne type, enten på Po-sletten eller på en tur op langs den flade adriaterhavskyst.

Derfor er der heller ikke meget hokuspokus over etapen. For dramatikkens skyld kunne man måske have håbet på sidevind, men Po-sletten er ikke som eksempelvis den flade Nordfrankrig eller den flade spanske højslette, hvor man ofte ser, at vinden kan komme i spil. I Norditalien blæser det kun sjældent, og den tradition ændres der ikke på denne tirsdag. Faktisk vil den beskedne vind endda hovedsageligt komme i form af sidemodvind, og det vil bestemt ikke bidrage til at skabe spænding på en etape, der næppe bliver løbets mest underholdende.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Naturligvis ved alle, at dette er en dag for sprinterne, for hvem mulighederne er ved at være udtømte, og derfor er der næppe andre end ”the usual suspects” som Damiano Cima, Mirco Maestri, Marco Frapporti eller andre fra wildcard-holdene, der har lyst til at gå i udbrud. Man må forvente, at der kører en lille gruppe af små navne allerede fra km 0, og derefter vil Lotto, Bora, FDJ og Deceuninck fordele ansvaret imellem sig og sikre, at vi får samling i tide. Ganske vist kan blandt andre Nicola Boem og Marco Canola skrive under på, at det faktisk overraskende ofte sker, at udbrydere snyder sprinterne på disse næsten helt flade Giro-etaper, men med hele fire sprinterhold, der alle må forventes at gøre en indsats, samt en generel sidemodvind og endda direkte modvind på det sidste stykke ind mod Modena, virker det stærkt usandsynligt, at det vil ske igen denne gang. Derfor vil det være en mindre sensation, hvis ikke det ender i en massespurt.

Den kan man til gengæld også glæde sig til. Denne gang er der nemlig tale om en højst ukompliceret finale med en 1500 m lang opløbsstrækning, der endda er meget bred og dermed mindsker risikoen for, at positioneringssvage ryttere lukkes inde. Da den samtidig kommer efter en kort og formentlig meget let dag, hvor modvinden endda vil gøre det hele endnu nemmere, får man formentlig her den mest udprægede udmåling af topfart. Naturligvis spiller det ind, at spurten kommer næsten midtvejs i en grand tour, hvor trætheden svækker de mere restitutionssvage sprintere, men de rene sprintere kan ganske enkelt ikke ønske sig en bedre etape end denne. Positionering spiller en begrænset rolle, og den vigtigste faktor er i stedet timingen i en spurt, hvor sidemodvinden trods alt vil sørge for, at der er grænser for, hvor lang en spurt man kan køre, hvis man skulle sidde langt tilbage på den store, brede opløbsstrækning.

Det får os også til at pege på Pascal Ackermann som vores favorit. I spurterne på 2. og 5. etape viste han klart, at han er feltets hurtigste mand, og når han ikke også vandt 3. etape, skyldtes det alene, at han fik åbnet spurten alt for tidligt i den hårde modvind. Til gengæld blev han regulært overspurtet af Caleb Ewan i går, men det var også i en meget speciel spurt, der kom efter mange sene bakker og ikke færre end 239 km. Tirsdagens spurt er en helt anden sag, hvor alle vil være friske, og med mindre Ackermann har det sværere end forventet efter 9 dage i sin første grand tour, burde han stadig være feltets hurtigste, især nu hvor Fernando Gaviria er rejst hjem.

Samtidig ved vi, at Ackermann er god i positionskampen, og i går viste Rudiger Selig atter, at han er feltets bedste lead-out man. Ganske vist er positionering ikke altafgørende på denne etape, men det er ingen skade til at være udstyret med den bedste mand til at køre sig frem. Med andre ord er feltets hurtigste mand på et hold med den bedste lead-out man. Det er klart, at det skaber lidt usikkerhed, at vi taler om en rytter, der gør debut i en grand tour, men da han på bakkerne i går bestemt ikke lignede en træt mand, tror vi, at Ackermann vil tage sin tredje sejr.

I en flad boulevardspurt som denne bør Elia Viviani være værste rival. Som vi også skrev det i gårsdagens analyse, står det efterhånden soleklart, at den italienske mester ikke har sin bedste form, for selvom han i går blev nr. 2, havde han slet ikke overskud til blot at prøve at gå forbi Ewan. Alligevel bør han efter en let og enkel dag stadig være hurtigere end australieren, og han har før vist, at han sagtens kan vinde også sent i en grand tour. Samtidig var det opløftende at se den store styrke, Florian Senechal og Fabio Sabatini viste i gårsdagens finale, hvor det endelig lavede et lead-out af vanlig Deceuninck-standard, og samtidig ved vi, at Viviani er feltets mest snu sprinter med en fantastisk evne til at læse positionskampen rigtigt. Det kan blive vigtigt i en modvindsspurt, ikke mindst hvis Ackermann igen skulle komme til at åbne en anelse for tidligt, og er der en mand, der kan gå forbi tyskeren, må det trods alt være Viviani, der trods den alt andet end optimale form, har den bedste chance.

I de senere år har Caleb Ewan vist, at han ikke længere har topfarten til at vinde disse helt enkle boulevardspurter. Alligevel er han denne gang ikke uden chance, for holdbarhed har i de senere år udviklet sig til at være hans spidskompetence. Det blev helt tydeligt i går, hvor han efter 239 km med nogle sene bakker pludselig var feltets klart hurtigste, og selvom morgendagens etape egentlig er alt for let for ”den ny nye Ewan”, kan han håbe, at de foregående 9 dage har trættet Ackermann og Viviani mere end ham. Samtidig så vi på 2. etape, at hans tog med Roger Kluge, Tosh van der Sande og Jasper De Buyst ganske overraskende var de stærkeste, og selvom de ikke har leveret lige så godt siden da, har de vist, at de har muskelkraften til at køre den lille australier frem. En spurt efter 9 dage er ikke den samme som i løbets begyndelse, og det betyder, at Ewan har en reel chance for også at vinde en etape som denne.

Ligesom Ewan er Arnaud Demare normalt heller ikke hurtig nok på disse helt nemme etaper. Til gengæld har han et våben, som han endnu ikke har kunnet drage fuld nytte af, nemlig sit tog. Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri viste på 3. etape nemlig deres høje klasse, og havde Demare bare holdt sig Guarnieris baghjul, kunne det måske være gået endnu bedre. Det viser, at franskmændene har muskelkraften til at tage kampen op mod de stærkeste hold, og det er det, der skal give Demare sejren. Desværre er finalen her lidt for enkel til, at et godt lead-out kan bringe ham hele vejen, og da han i forvejen er kendt for sin ringe restitutionsevne i grand tour, er der nok en del, der skal flaske sig, hvis han faktisk skal vinde etapen.

Vi glæder os meget til at se stortalentet Matteo Moschetti på denne etape. Med sin flotte spurt på 3. etape fik han atter vist, at han både har topfarten og positioneringen til at blive en af de helt store, og på denne etape betaler han ikke samme pris for, at han endnu ikke er så holdbar som mange af de mere etablerede navne. Her bliver det i højere grad farten, der taler, og den har Moschetti masser af. Desværre er han også støttet af et svagt Trek-hold, men lige netop i denne finale er det ikke altafgørende. Kan Moschetti fortsætte de fine takter i positionskampen, skal det blive interessant at se, hvor langt hans topfart virkelig rækker.

For Jakub Mareczko er dette dagen! Det lykkedes ham at overleve enkeltstart og dermed komme frem til de to etaper på Po-sletten, og dette er præcis en dag, som Mareczko elsker dem. Den minder om de flade, korte etaper i Kina, som han har vundet 117 af i sin karriere indtil videre, og det er i en let og ukompliceret finale som denne, at han endelig kan lade sin fart tale uden at være hæmmet af sine ringe klatreevner og håbløse positionering. Med hele tre 2. pladser i tidligere udgaver af Giroen har han vist, at hans topfart vitterligt rækker til at køre med om sejren også mod de mere etablerede navne, men det er også klart, at han ikke igen kan tillade sig at starte sin spurt fra en alt for ringe position. Den risiko er desværre altid overhængende, også i lette afslutninger som denne, men lykkes det ham at komme frem, er dette etapen, Mareczko faktisk kan vinde.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Giacomo Nizzolo så meget motiveret ud på gårsdagens etape, men i det sidste sving gik det galt. Det er meget atypisk for en mand, der ellers indtil nu har haft positionering og tekniske finaler som sit giftigste våben, især nu hvor han ikke helt er så hurtig som tidligere. Han synes at have tabt lidt af sin spidskompetence, og det er dårligt nyt, da han ikke længere helt har farten til at slå de allerhurtigste. Til gengæld er det også første gang, at han for alvor kan drage fordel af Mark Renshaw, der hidtil har haft det svært på bakkerne, og kan Ryan Gibbons og Renshaw levere et lead-out, som de gjorde på 3. etape, hvor Nizzolo desværre tabte deres hjul, burde det kunne blive til et hæderligt resultat for en mand, der trods så sent som i Oman viste, at han stadig er lynhurtig - ikke mindst fordi han plejer at bevare friskheden også sent i en grand tour.

Etapen her er slet ikke ideel for Davide Cimolai, der ikke har farten til at vinde en boulevardspurt som denne. Derfor får han ikke tilstrækkeligt med glæde af sin gode form og sin holdbarhed, og han kan derfor formentlig ikke stræbe efter mere end en top 5-placering. Den burde til gengæld også være mulig for en mand, der plejer at være god i positionskampen, og som stadig virker frisk og formstærk. Hans lead-out men Guillaume Boivin og Kristian Sbaragli bør ligeledes være et hæderligt våben, der forhåbentlig kan bringe ham i en position, hvor han kan komme tæt på podiet.

Vi kunne gentage næsten hele samme smøre om Manuel Belletti, der også er bedre efter hårde dage og ikke kan vinde en boulevardspurt som denne. Til gengæld er også han god i positionskampen, og det indbragte ham en 5. plads i gårsdagens meget tekniske finale, hvor han også viste, at han stadig er frisk så sent i løbet. I teorien bør hans chancer stige, efterhånden som trætheden melder sig, og hans tog med Andrea Vendrame og Francesco Gavazzi er ikke værst. Heller ikke han kan vinde, men top 5 vil igen være inden for rækkevidde.

Simone Consonni skulle i går have haft sin første chance efter Fernando Gavirias exit, men den normalt ellers klatrestærke italiener betalte formentlig prisen for det knaldhårde arbejde for Conti i fredags og kom derfor ikke med feltet hjem. Det gør han naturligvis på denne etape, hvor der nok burde kunne blive plads til, at han kan forsøge sig i spurten. Til gengæld er heller ikke han hurtig nok i flade boulevardspurter som denne, og i en så ukompliceret finale får han heller ikke tilstrækkeligt med udbytte af sin gode positioneringsevne. Stabilitet plejer at være garanti for en top 10, men han skal stramme sig an for at komme i top 5 i en sådan finale.

En anden rytter, der bliver spædende at følge, er nyprofessionelle Giovanni Lonardi. I Asien har han allerede taget flere sejre, men vi har også i både Tyrkiet og dette løb set, at det kniber lidt på højeste niveau. Til gengæld burde han på denne meget lette etape ikke betale så dyr en pris for, at han endnu mangler robusthed, og her kan han i højere grad drage fordel af sin naturlige hurtighed. Hans tog med Marco Canola og Juan Jose Lobato er samtidig ganske fint, og han burde i hvert fald stå betydeligt bedre på denne meget lette etape, end han gjorde på 5. etape, hvor det blev til en 9. plads.

Endelig vil vi pege på Paolo Simion. Bardiani-sprinteren hører også til blandt de tungeste, og derfor er det indtil nu kun blevet til en enkelt spurt. Den indbragte til gengæld også en 7. plads, og det viser, at han i hvert fald har top 10-potentiale. Til gengæld er det svage Bardiani-mandskab ikke i stand til at yde ham megen støtte, og vi har trods alt også tydeligt set, at hans potentiale på dette niveau trods alt er begrænset. Som relativt ren sprinter har han helt sikkert set frem til denne etape, men det bliver trods alt svært at komme i top 5.

I tillæg til de allerede nævnte er det kun Katusha, der har en sprinter. Hvis han ikke er for mærket af styrtet, vil Marco Haller formentlig skulle spurte, men han er ikke hurtig nok i en boulevardspurt. Er han ikke frisk, kan stafetten blive givet videre til Viacheslav Kuznetsov eller Jenthe Biermans, men de mangler også den nødvendige fart.

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Elia Viviani, Caleb Ewan

Outsidere: Arnaud Demare, Matteo Moschetti, Jakub Mareczko, Giacomo Nizzolo

Jokers: Davide Cimolai, Manuel Belletti, Simone Consonni, Giovanni Lonardi, Paolo Simion