Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Da han sidste år blandede sig alverdens bedste klatrere på et ganske brutalt japansk bjerg ved OL, virkede Wout van Aert næsten som et overmenneske. Der var ellers lagt op til, at den store belgier skulle i defensiven på det rædselsfulde Mikuni-pas, der med sin gennemsnitlige stigningsprocent på 10,1 over næsten 7 km i den grad lagde op til, at Tadej Pogacar, Primoz Roglic og resten af den internationale klatreelite skulle give den store belgier gedigne vanskeligheder, men det skete aldrig. Det kan godt være, at Van Aert ikke kunne følge Pogacars første angreb, men da toppen blev nået, sad store Van Aert alligevel med i front omgivet af en hel hær af ryttere, der tilhørte en helt anden vægtklasse.

Alligevel vandt Van Aert ikke løbet. Da løbets vanskeligste udfordring var overstået, gik det op for letvægterne, at de havde udsigt til at skulle spurte mod manden, der seks dage tidligere såmænd havde vundet verdens mest prestigiøse massespurt i Paris, og det var naturligvis så skræmmende en udsigt, at de gik i kollektivt angrebsmode og skød til højre og venstre mod den stakkels Van Aert, der måtte spejde langt efter holdkammerat. Han svarede ellers på det meste, men Richard Carapaz fik han aldrig styr på, og derfor blev hans vanvidspræstation ”kun” belønnet med en sølvmedalje.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det samme skete til VM i 2020. Her var det ganske vist klart, at Julian Alaphilippe var ham overlegen på stigningerne, men med en enkelt holdkammerat i finalen kunne det måske alligevel være endt med en belgisk verdensmester. I det hele taget har det været kendetegnende for Van Aerts fortsat ret korte karriere, at feltets utvivlsomt mest alsidige rytter har haft én svaghed, og at den intet har haft at gøre med ham selv, nemlig hans hold.

Nu er de to mest åbenlyse eksempler på, at han har tabt et stort løb, blevet kørt i den belgiske landsholdstrøje, men svagheden har været endnu mere åbenlys i Jumbo-trøjen, selvom det ikke på samme dramatiske vis har kostet ham sportens mest prestigiøse sejre. Man kan imidlertid godt pege på sidste års Milano-Sanremo som et glimrende eksempel på et løb, hvor en ekstra gul trøje i finale meget vel kunne have ført til, at han i hvert fald havde haft mulighed for at spurte om sejren, som nu i stedet gik til den snu Jasper Stuyven. Og i alle årets store løb var det et gennemgående træk, at der ikke skulle knipses med mange fingre, inden Van Aert befandt sig selv ganske alene - meget ofte mod den hær af Quick-Step-ryttere, som blandt andet udnyttede overtallet så smukt, da Kasper Asgreen sejrede i E3.

Det er ikke mærkeligt, at sidste sæson førte til lidt selvransagelse i Jumbo-ledelsen. Selvfølgelig var det hele blevet meget vanskeligere af den skade, der havde kostet løjtnanten, Mike Teunissen, hele klassikersæsonen, men selv med hollænderen i feltet, havde Jumbo stadig fremstået som en miniput i kamp med langt mere veludrustede mandskaber. Selv Mathieu van der Poel, der jo ellers kører for et mindre hold, kunne i alle brostensløbene regne med den flyvende Gianni Vermeersch i finalerne, og dermed var det tydeligt, at Van Aert på forhånd var bagud på point, når han skulle slås med sine værste rivaler.

Det problem var så åbenlyst, at der måtte handles, for det går naturligvis slet ikke, at favoritten til mange af de allerstørste løb slet ikke har et hold, der kan løfte det ansvar, en favoritstatus fører til. Nu havde holdet igennem flere år fået opbygget en trup, der faktisk var stærk nok til at gå efter Tour-sejren med Primoz Roglic, men i den proces var klassikertruppen blevet negligeret.

Den mangel skulle der rettes op på - og det blev der! Først sørgede man for at erhverve sig Christophe Laporte, der efter en forrygende 2021-sæson stod foran en lovende fremtid som en førende brostensrytter, men som var villig til at underlægge sig et endnu større navn. Siden sikrede man sig Tosh van der Sande, endda inden det efterår, hvor belgieren pludselig nåede et niveau, han aldrig tidligere havde været i nærheden. Minsandten om der ikke i december så faldet en gigantisk appelsin ned i den hollandske turban, da Tiesj Benoot blev rytter nr. 117 til at rage så uklar med DSM-ledelsen, at han søgte nye græsgange, som manager Richard Plugge var klar til at tilbyde ham. Og da det nærmest på utrolig vis også lykkedes at holde Teunissen skadesfri gennem vinteren, fremstod sidste års så svage hollandske brostenstrup, pludselig så fremragende, at det vel kun er Quick-Step, der stadig kan hævde at have en stærkere besætning - og den påstand kan man endda sagtens diskutere!

Én ting er imidlertid at styrke holdet på papiret. Noget andet er at få det til at fungere i praksis, og derfor var denne lørdags Omloop Het Nieuwsblad lidt af en svendeprøve for den gul-sorte hær. Ganske vist var man denne gang uden Laporte, der efter en covidinfektion foretrak et par ekstra dage i højderne og en lidt senere sæsondebut i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, men resten af den trup, der skal sørge for, at Van Aert ikke igen ender en sæson uden sejre i de løb, han har udpeget som de allervigtigste, var klar, da årets cykelsæson for alvor gik i gang i Gent lørdag lidt før middag.

Resultatet af svendeprøven forelå ca. fem timer senere, og det efterlod formentlig hele censorkorpset med åben mund og polypper samt i næsegrus beundring. Nok kunne man have forventet et betydeligt mere dominerende Jumbo-mandskab, men ingen kunne have forventet, at mandskabet allerede fra første færd ville levere så fornem en opvisning, at alle rivaler må være efterladt med svære søvnproblemer lørdag aften.

Én ting var, at Van Aert vandt løbet. Det var i sig selv en præstation, når nu belgieren bevidst har forsøgt at skubbe sin formtop en anelse og undgå nok engang at være udbrændt, når de største klassikermål meldte sig, men det var trods alt ikke et udkomme, der kan overraske mange, når Van Aert jo kun var én blandt mange til fortsat at mangle de procent, alle stjernerne mangler i slutningen i februar. Noget helt andet var, at Jumbo dominerede løbet med en sådan autoritet, at det var svært at finde noget at sætte blot den mindste finger på.

Alle vidste, at det var Van Aert, der skulle slås, og alle vidste, at det måske kun lod sig gøre, hvis han blev angrebet tidligt. I en spurtafgørelse ville han være den klare favorit, og hvis det hele blev kogt ned til en eksplosiv afslutning i den ikoniske finale med Muren og Bosberg i umiddelbar forlængelse af hinanden, ville han også være svær at bide skeer med. Nej, opskriften på at slå en mand, der meget vel kunne være både den stærkeste og hurtigste måtte være at skabe den tidlige åbning, der kunne isolere en mand, der altid havde været ganske let at isolere.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Man kan sagtens undre sig over, at løbet blev så passivt, som det gjorde. Det gode vejr og fraværet af nøglestigningen Molenberg, der var ”ukampdygtig” grundet vejarbejde, lagde op til, at man skulle i gang tidligt, hvis ikke Van Aert skulle have det, som han gerne ville, men den ventede byge af Quick-Step-angreb kom aldrig. Heller ikke andre hold var videre aktive i det, der ganske længe så ud til at kunne ende i den massespurt, som højst overraskende blev udkommet af den stærkt modvindsprægede 2021-udgave, men måske var de slet og ret intimiderede. Efter at Edoardo Affini havde leveret en imponerende jætteindsats med føringsarbejdet i langt over halvdelen af løbet var der nemlig en Jumbo-rytter i nakken på enhver rytter, der forsøgte at skabe det urolige og ukontrollerbare løb, der senest skabte en tidlig afgørelse i 2020 - i øvrigt på en dag, hvor Van Aert var så alene, at han måtte lade Teunissen tage sin chance i den gruppe, der kom væk fra distancen.

Jumbo lagde slet og ret løbet i et jerngreb, og derfor kunne det næsten aldrig blive anderledes, end at det ville blive hollænderne selv, som gjorde den afgørende forskel. Bedst som man sad med fornemmelsen af, at Van Aert nok var fint tilfreds med at slå til på Muren og Bosberg, kom Benoot blæsende med sin kaptajn på den ellers ikke specielt vanskelige Berendries i et moment, der ikke tidligere plejer at være afgørende, go da politibetjenten pludselig manglede - Quick-Step var nemlig stadig en skygge af sig selv - kunne Benoot og Van Aert sammen med to andre forhåndsfavoritter, Tom Pidcock og Sonny Colbrelli, samt outsideren Jhonatan Narvaez uden videre modstand blæse op til den frontgruppe, der havde etableret sig.

Herefter kunne holdet have sat Van Aert sikkert i scene til Muren og Bosberg, men i stedet gjorde de brug af den mulighed, som et hold med flere potentielle vinderbud giver. I en offensiv, der gav mindelser om de gange, hvor Stijn Devolder udnyttede frygten for Tom Boonen til to gange at vinde Flandern Rundt, blev Benoot sendt i offensiven, og selvom det var en manøvre, der ikke var uden risiko - nu var det nemlig givet, at udbruddet ville samarbejde så dårligt, at de ville blive hentet og bringe flere og måske mere friske rivaler tilbage i billedet - gav det Van Aert mulighed for at sikre sig en ekstra friskhed, mens to af hans allerværste rivaler måtte slide på sig selv.

Måske var det også det, der gjorde, at Van Aert sad med nogle ekstra procent, da den ellers forrygende Benoot havde betalt prisen for modvinden og tabt kampen mod det desperate Quick-Step-kollektiv, der kæmpede for at undgå alt for mange skideballer fra en formentlig rødglødende Patrick Lefevere. I hvert fald var der ingen Pidcock eller Colbrelli, da den snu belgiske storfavorit udnyttede momentet mellem Muren og Bosberg, hvor alle havde travlt med at komme sig efter løbets sværeste stigning og få den værste syre ud af benene inden dagens sidste stigning, til at køre væk på et sted, der egentlig burde have været ganske ufarligt. Herfra var udfaldet vel næsten givet, for selvom der blev jagtet med alt i det decimerede felt, som etablerede bag ham, stod det hurtigt klart, at ingen ville kunne hente forhåndsfavoritten, der på papiret lignede løbets stærkeste og gennem hele finalen beviste, at papiret også af og til ender med at have ret. For en gang skyld vandt løbets stærkeste også løbet, og det skyldes i vidt omfang, at et fabelagtigt Jumbo-hold med en pludselig genfødt Benoot, som ellers har været en skygge af sig selv siden coronanedlukningen, i rollen som iscenesætter sørgede for, at Van Aert kunne køre løbet præcis, som han ville, og uden at bruge de uendeligt mange kræfter, han tidligere har måttet spilde i sine mange isolerede stunder.

Efter en sådan opvisning er det klart, at der må være mange hold, der lige nu kan have svært ved at se, hvordan Jumbo-maskinen bliver knækket i de største løb senere på året - særligt da, når man husker på, at holdet endda manglede den Laporte, som 24 timer i Kuurne viste, at han på ingen måde er svækket af sin covidsygdom, men tværtimod kunne se endnu stærkere ud end i gennembrudsåret 2021. Alligevel er der i hvert fald ét hold, der må rejse hjem fra åbningsweekenden med en vis tro på tingene, også selvom de resultatmæssigt faktisk kom uhyre tomhændede fra begge de to sæsonåbnere.

Det er naturligvis Ineos, der jo ellers igennem mange år har været kritiseret for at være en gigant i etapeløbene og en miniput i klassikerne. Noget tyder på, at det er et forhold, der kan blive lavet om på i de kommende år, for den meget unge trup af unge stortalenter var i den grad både dominerende og overbevisende - endda i begge weekendens løb.

Det var i hvert fald en yderst tilfreds Pidcock, der rejste hjem til England. Han havde ellers haft ganske beskedne forventninger grundet en form, der i Algarve ikke havde virket helt på toppen, men han overraskede sig selv ved at være langt bedre, end han havde regnet med. Faktisk mener han, at det kun var en dum taktisk fejl, der kostede ham muligheden for at køre med Van Aert - og i øvrigt også pladsen i frontgruppen i Kuurne - og han strålede så meget af tro på sig selv efter weekendens løb, at der er grund til at tro, at han og Van Aert kan gentage den fantastiske duel, de udkæmpede i både Brabantse Pijl og Amstel Gold Race sidste forår.

De har endda et hold, der kan tage kampen op mod Jumbo. I denne weekend savnede de endda Dylan van Baarle, der sidste år endte i top 10 i alle forårets væsentlige brostensløb efter åbningsweekenden, leverede et vanvittigt soloridt i Dwars door Vlaanderen og rundede året af med en forrygende VM-sølvmedalje, og alligevel var de meget mere end Pidcock. Narvaez bekræftede nemlig de forrygende tendenser, han viste is sidste års åbningsweekend, inden en skade desværre forhindrede ham i at vise dem, da det virkelig gjaldt i marts og april, og de to helt unge talenter, Ben Turner og Magnus Sheffield, bekræftede den store fysiske styrke, de har vist i årets første løb. Når så Ethan Hayter, der stadig fremstår i en temmelig formsvag tilstand, finder sig selv, og Van Baarle slutter sig til truppen - måske endda med lejlighedsvis hjælp fra Michal Kwiatkowski og naturligvis med Luke Rowe som den sublime vejkaptajn - ligner Ineos pludselig en magtfaktor, som Van Aert har grund til at frygte.

Den frygt er måske heller ikke helt ubegrundet, hvis han retter blikket mod Mellemøsten. Et af årets mest spændende spørgsmål er, om Sonny Colbrelli i efteråret blot oplevede en helt uhørt god åre af form, eller om vi vitterligt også fremover skal regne ham som en del af den absolutte klassikerelite. Første del af svaret kom i lørdags, og det var opløftende. Nok sov han lidt i timen, da Benoot åbnede for gassen, men det gjorde det blot endnu mere imponerende, at han på nul komme fem fik lukket hullet til fire af verdens bedste klassikerryttere. Også han var selvfølgelig uopmærksom, da Van Aert tog alle på sengen, men en efterfølgende suveræn spurtsejr i den slags tekniske afslutninger, hvor han normalt altid sidder forkert, var blot en bekræftelse af formatet. At Matej Mohoric, der ellers altid har haft det lidt svært på brostenene, tillige leverede et ganske overbevisende indtryk, og stortalentet Fred Wright, der på mirakuløs vis allerede er i form efter sit håndledsbrud i Saudi Tour, begge gjorde det fremragende, gør blot Bahrain til en endnu mere interessant faktor i dette forår, hvor de med en vis sandsynlighed kan sidde med tre mand i finalerne.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Den slags overtal skal Stefan Küng ikke regne med. Tværtimod vil han være ganske alene, men til gengæld har han så meget power, at han alene kan tælle for to. Vi så allerede i Algarve, hvor han klatrede skræmmende godt, at han er i flyvende form, og hans forrygende kørsel i begge weekendens løb gav blot næring til håbet om, at 2022 endelig bliver året, hvor han får det klassikergennembrud, jeg nu efterhånden har varslet siden hans VM-bronze i 2019. Det er klart, at han aldrig bliver den udprægede vindertype, men hans råstyrke bør altså før eller siden gøre ham til en kandidat i de to brostensmonumenter. Man kan frygte, at han er lidt for stærk i februar, når Paris-Roubaix - det løb, der passer ham allerbedst - må vige sin vanlige plads til fordel for et fransk præsidentvalg, men holder han vitterligt dette niveau og undgår sidste års byge af styrt og sygdom, kan det næsten kun blive rigtigt godt.

Det kan det forhåbentlig også for Matteo Trentin. Italieneren har i de senere år fået alt for lidt ud af et niveau, der i lange perioder har været blandt de bedstes, men måske er det i år, det endelig sker. I hvert fald efterlod den tidligere europamester et uhyre overbevisende indtryk i begge weekendens to løb, og det var tillige opløftende, at han rundede af med nogle hæderlige spurter - noget, det ellers har knebet med på det sidste. Han har angiveligt arbejdet på at genoprette det, der tidligere var hans styrke, og kan han vitterligt genfinde fordums fart, skal UAE, der jo ellers har en meget smal brostenstrup, ikke nødvendigvis være spor bekymrende for den første del af klassikersæsonen, heller ikke selv om formstærke Alessandro Covi grundet et styrt ikke fik mulighed for at bevise, at han mestrer de brosten, han endnu ikke har meget erfaring på. Og uanset om han mestrer dem eller ej, kan Trentin jo se frem til at få en endnu mere spændende makker, når Tadej Pogacar gør ham selskab i Flandern Rundt, hvor UAE bestemt ikke ligner det mindst spændende hold.

Det gør Lotto heller ikke. Nu har vi ellers i flere år vænnet os til, at det lokale hold har været lidt af en lilleput i de store klassikere, men noget tyder på, at det vil ændre sig i år. Nok mangler de en Van Aert eller en Van der Poel, men de har lovet, at de vil sætte alle årets brostensløb i brand med angreb i højre og venstre side med en trup, hvor vi særligt skal regne med Victor Campenaerts og Florian Vermeersch, men måske også med Brent van Moer og Harry Sweeny. I lørdags fik vi i hvert fald bekræftet den forrygende succes, Campenaerts har haft med sin ellers lidt vovede omskoling til klassikerrytter, da han trods en endeløs serie af uheld på ufattelig vis var tæt på at gå med Van Aert i finalen, og selvom hans 5. plads i spurten alene handlede om position og ikke fart i den tekniske finale, sad man for første gang med fornemmelsen af, at den tidligere tempokonge faktisk var én af de stærkeste i en stor klassiker. Det var Vermeersch måske ikke, men hans tidlige offensiv var et varsel om, at Roubaix-miraklet ikke var noget engangstilfælde, og at han måske også kan vise lignende takter i de flamske løb, hvor hans gennembrud endnu udestår.

Andre hold, der kan være tilfredse, er Intermarché, Uno-X og Arkea, der jo ikke hørte til blandt favoritterne. Nok blev Alexander Kristoff, der alligevel aldrig rigtigt har slået til i det eksplosive Omloop, elimineret af et styrt, men Andrea Pasqualon efterlod på Muren et overraskende imponerende indtryk, som han bekræftede med sin gode spurt. Og da Loic Vliegen efter et skidt 2021, fortsatte sin gode sæsonstart med deltagelse i Küng-offensiven, er det forhåbentlig slut for Intermarché med at være lilleput. Hos nordmændene lignede Rasmus Tiller for første gang en rytter, der kunne køre virkelig finale i et stort løb, da han så godt ud på Muren og Bosberg, og det er blot en naturlig udvikling efter et 2021, hvor han altid var blandt de stærkeste i de lidt mindre løb. Endelig var det højst uventet at se Matis Louvel, der ellers allerede sidste år pludselig bragede flot igennem i efteråret, være så stærk i denne type løb, hvor han gennem det meste af dagen var en synlig og stærk figur.

For andre hold var billedet mere blandet. Det gælder i hvert fald for Ag2r. På resultatsiden var en 3. og en 4. plads en gigantisk succes, men ser man på løbets forløb, var det snarere endnu et som i ligkisten for Greg van Avermaet og Oliver Naesen efter nedturen i 2021. Ingen af de to var andet end statister gennem hele dagen, og Van Avermaet var da også ærlig nok til at indrømme, at en 3. plads langt overgik hans forventninger på baggrund af de ben, han havde i sæsonens første løb. Heldigvis for ham kørte Naesen et fornemt lead-out i den tekniske finale, og heldigvis for ham endte løbet i kraft af den passive kørsel og det gode vejr som en af de mindst selektive udgaver, men trods det flotte resultat er det svært at tro, at Ag2r bliver en magtfaktor i de største klassikere. Skal de spille en rolle, virker Stan Dewulf faktisk mere spændende end veteranerne, selvom han havde en skuffende dag.

Apropos skuffende dag… Den beskrivelse er vist en mild underdrivelse, når det kommer til Quick-Step, der naturligvis var de helt store tabere. Forventningerne til klassikerkongerne er altid enorme, men denne gang oplevede de et løb, der gik helt i vasken. Allerede tidligt på dagen var det bemærkelsesværdigt, hvor passive det hold, der mere end nogen andet skulle isolere Van Aert i en sandwich, var, men svaret kom prompte, da det gjaldt. Benene hos kaptajnerne manglede ganske enkelt. Kasper Asgreen havde allerede på forhånd proklameret, at formen ikke var i top, og da han brugte mange kræfter på sine opkørsler efter uheld, ofrede han sig som den nødvendige hjælper i en situation, hvor de for alvor var kommet på bagkant. Det samme gjorde Yves Lampaert, der åbenbart også må have meldt om dårlige ben, og helt galt gik det så, da én af de to tilbageværende kaptajner, Zdenek Stybar, som ikke var blevet ofret, end ikke kunne følge med i finalen. Det efterlod Florian Senechal, der også måtte indrømme, at hans ben var temmelig skuffende, som sidste skud, og da han endda fejlede i sin normalt så gode spurt, endte løbet som en gigantisk fiasko.

Heldigvis er der ingen grund til alarm - slet ikke i en sæson, hvor der er usædvanligt lang tid til Paris-Roubaix. Asgreen fik i Kuurne bevist, at han er perfekt på sporet til at formtoppe på rette tid, og at det nok var en fejl at ofre ham. Senechal har aldrig været nogen specielt stærk starter og plejer at blive bedre med flere løb i benene. Lidt anderledes er det med Lampaert, men han er i forvejen ikke holdets bedste kort i de flamske løb, der er en anelse for kuperede. Den eneste alvorlige grund til bekymring handler måske om Stybar, der jo ellers sidste år oplevede en renæssance, men som jo også har en alder, hvor enhver nedtur altid vil skabe frygt for, at de bedste dage er ovre. Og så sørgede Fabio Jakobsen jo heldigvis for, at Patrick Lefevere ikke skulle tale dunder to dage i træk.

Det skulle de til gengæld nok hos Trek-ledelsen. I hvert fald var det ikke meget, vi så til 2020-vinderen Jasper Stuyven, der gennem hele weekenden var ret anonym, og som endda kiksede i Kuurne, hvor han ellers blev sat stort op i spurten. Her er der dog slet ikke grund til al for megen bekymring. Som holdets anden kaptajn, Mads Pedersen, der helt droppede åbningsweekenden, vil Stuyven nemlig gerne være frisk også til Roubaix om halvanden måned, og derfor var det første gang, at han stillede til start helt uden forberedelse. I det lys var det ikke helt uventet, at 2020-formen udeblev, og holdet kan faktisk i stedet glæde sig over, at Alex Kirsch efterlod et overraskende godt indtryk på de sidste stigninger, hvor de til gengæld måtte savne den ellers spændende Markus Hoelgaard, som uheldigvis blev elimineret af styrt.

Det gjorde Peter Sagan ikke, men han havde nok ønsket, at han kunne bruge uheld som undskyldning for en uhyre pauver weekend. Desværre tegner der sig samme billede som i både 2020 og 2021, nemlig at han har et til tider rystende lavt niveau, når han starter sæsonen. Hans covidinfektion i januar, hvor han angiveligt var relativt hårdt ramt, har ikke hjulpet, men selvom han bør forbedre sig betydeligt over den kommende måned, er det svært at tro, at hans desværre nedadgående tendens ikke vil fortsætte i år. Lige nu taler meget i hvert fald for, at Anthony Turgis igen i år bliver Totals bedste brostensrytter, også selvom han fik sin weekend ødelagt af uheld.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Heldigvis har Total i Turgis en rytter, der imponerede sidste år. Mere bekymrende er det for DSM, der har haft endnu en forfærdelig sæsonstart. Løbet gav i hvert fald ikke et billede af, at John Degenkolbs nedadgående kurve ikke fortsætter, og desværre var det heller ikke et opløftende løb for Søren Kragh, selvom han denne gang var til start som hjælper. Heldigvis ved vi, at danskeren af og til finder formen ud af det blå, som han gjorde i Sanremo sidste år, men det er svært ikke at sidde med en lille bekymring efter et skidt 2021, når han også i Oman virkede et stykke fra sit bedste. Men heldigvis havde han heller ikke vist meget inden hans kupforsøg i Sanremo for et år siden. Og så kan holdet jo stadig krydse fingre for, at Nils Eekhoff, der blev elimineret af en falsk positiv coronatest, kan genfinde de lovende takter, han viste i 2020, men som vi slet, slet ikke har set siden de hollandske mesterskaber i august for nu halvandet år siden.

Lovende tendenser har vi til gengæld set hos Van Aert. Faktisk har vi vel næsten ikke set andet, siden han kom ud fra coronapausen i 2020 og lagde ud med at vinde to store klassikere på en uge. Det har i hvert fald været svært for rivalerne ikke at føle sig lidt skræmte over det tårnhøje niveau, han kan fremvise, når han er allerbedst. Til gengæld har de kunnet trøste sig med, at han alt for ofte har måttet ødsle med kræfterne, fordi han har været Wout Alene i Verden.

Den tanke har sikkert altid alligevel kunnet sikre en sød nattesøvn, selv når overmagten har synes allermest skræmmende. Spørgsmålet er bare, om der var nogen, der fik lukket et øje natten til søndag. Hvis de har, er der i hvert fald en risiko for, at nattesøvnen har været ført til et mareridt, hvor Van Aert nu ikke blot har været et skræmmende, men ensomt uhyre, men derimod har været et flerhovedet monster flankeret af en flyvende Benoot og en overbevisende Laporte samt en hel hær af brølstærke hjælpere, der gjorde lørdagens generalprøve til et studie i, hvordan et kollektiv vinder en klassiker. Hvis den tendens fortsætter, er det pludselig meget svært at finde svagheder i Van Aerts i forvejen næsten ubrydelige panser.

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris