Bora-hansgrohe har bekræftet, at Nils Politt skifter til holdet i den kommende sæson.
Annonce
Nils Politt skal køre hos Bora-hansgrohe fra den kommende sæson.
Det bekræfter det tyske WorldTour-hold i en pressemeddelelse.
Den 26-årige tyske klassikerspecialist har skrevet under på en treårig kontrakt med Bora-hansgrohe, som han skifter til efter en enkelt sæson hos Israel Start-Up Nation.
"På en måde er det som at blive genforenet med mine venner fra begyndelsen af karrieren, og det gjorde beslutningen ret nem for mig. Jeg har kendt flere af holdets ryttere i et antal år, og jeg ser frem til at køre cykelløb med dem," siger Politt.
"I klassikerne vil vi have et enormt stærkt hold næste år, og det er også en ny situation for mig. Over de seneste par år har jeg mere været en enlig kriger i disse løb."
Politt kommer til at indgå i Bora-hansgrohes klassikertrup, der i forvejen tæller ryttere som Peter Sagan og Daniel Oss.
"Nils vil selvfølgelig blive en vital forstærkning til vores klassikertrup, men vi ser generelt stadig meget potentiale i ham som rytter," siger holdmanager Ralph Denk.
"Det er fantastisk, at dette endelig er kommet på plads. Vi har tidligere været interesseret i Nils. Det er ikke nogen hemmelighed."
Tyskeren viste gode takter i klassikerne sidste år ved blandt andet at blive nummer to i Paris-Roubaix, mens det også blev til en femteplads i Flandern Rundt.
I denne sæson nåede Politt også at vise glimt af sine styrker med to top 10-placeringer i Paris-Nice, der blev det sidste cykelløb, inden coronapandemien satte en stopper for løbskalenderen.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce