Lader man blikket glide ned over de seneste års resultatlister fra den internationale cykelsport, får man øje på et nybrud. Vinderne er blevet yngre, og det er ikke kun Egon Bernal, Remco Evenepoel og Tadej Pogačar, der tidligt har sejret i sportens prestigefyldte løb. I 2019 blev Mads Pedersen den yngste verdensmester i 20 år, og ryttere som Søren Kragh Andersen, Magnus Cort og Jonas Vingegaard har alle markeret sig i en ung alder. Man fristes til at tro, at talenternes udviklingskurve skal rykke mod tinderne i en stadig tidligere alder, hvis de skal gøre sig på WorldTouren.

Sådan forholder det sig dog ikke nødvendigvis. Det ved den nyslåede World Tour-rytter Emil Vinjebo, der som 26-årig i december skrev kontrakt med WorldTour-mandskabet, Team Qhubeka Assos (tidligere Team NTT). For blot 15 år siden havde det ikke været en sen ankomst til cykelsportens fremmeste scene, men i dag skriver hold som Ineos og Deceuninck-Quick Step ofte kontrakter med ryttere, når de fylder 20. 

I løbet af de seneste år har Emil Vinjebo altså set sine tidligere konkurrenter fra de danske landeveje slå igennem, imens han har jagtet samme gennembrud. Vinjebos kamp for at nå toppen har været belagt med slid og hårdt mentalt arbejde. Alligevel har han ikke skævet misundeligt til sine jævnaldrenes succes: 

”Det har været en inspiration for mig mere end et pres eller et slag i hovedet over, at jeg ikke var der endnu. Jeg har jo kørt med drengene og kender dem godt," forklarer Emil Vinjebo.

"Jeg ved, de er sindssygt gode cykelryttere. Altså Søren Kragh Andersen vinder etaper i touren, Mads P. vinder Gent-Wevelgem og Casper Pedersen vinder Paris-Tours i den her sæson. Men det siger bare noget om, hvad der kan lade sig gøre med flid og hårdt arbejde."

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

"De er rene, det ved jeg. Så jeg ved også, at selvom der er langt derop, så er det opnåeligt," fortæller Vinjebo, der længe blev regnet blandt de største talenter i den danske generation, der netop nu imponerer den etablerede cykelverden.” 

Fra eliten til mental kamp

Emil Vinjebos karriere på landevejen blev skudt senere i gang end vanligt. 

”Jeg startede egentlig sent med at cykle. Som 14-årig. Mange af dem, der kører stærkt for tiden i min årgang, startede noget tidligere helt nede i børnerækkerne. Jeg brugte da også et par år på at finde mig til rette, og det var først, da jeg kørte U17, at jeg begyndte at kunne være med. Som junior kom jeg på landsholdet og dominerede scenen med Magnus Cort og Søren Kragh. Mads P. er jo næsten to år yngre end mig, men så kom han op og vandt det hele, den lille lort. Men jeg var også god. Jeg var blandt de 10-20 bedste i verden som juniorrytter.”   

Vinjebo havde altså kursen sat mod den verdenselite, mange af hans jævnaldrende hurtigt blev en del af. Da han i begyndelsen af 20’erne for alvor skulle etablere sig i de voksnes rækker, gik udviklingen imidlertid i stå. På de danske kontinentalhold Team Cult Energy Vital Water og Team Trefor - Blue Water levede resultaterne ikke op til hverken omgivelsernes eller Vinjebos egne forventninger. Derefter fulgte en mental nedtur, der blev accelereret af en cykelverden, Vinjebo ikke altid har fundet ro i. 

”Jeg spekulerede på, om jeg egentlig havde lyst til at være cykelrytter. Jeg var tæt på at stoppe det år. Jeg synes ikke, jeg fik det til at spille mere. Jeg havde dårlige ben hver dag, og det var meget oppe i hovedet. Jeg har tænkt meget over det."

"Jeg kom ind i en ond spiral, hvor det bare ikke ville fungere. Stille og roligt blev mine jævnaldrende bedre og bedre, og jeg havde ikke niveauet. Det handlede også om at hvile i sig selv. Det har jeg haft svært ved nogle gange. Cykelsporten er jo konservativ, og der er mange forskellige holdninger til, hvordan ting skal gøres. Det er jo også en hård sport i sproget."

"Hver gang man kører løb, skal man virkelig yde en indsats, og så er det vigtigt ikke at slå sig selv i hovedet bagefter, hvis man har begået fejl. Der skal man tage det konstruktive med sig og komme videre. Før i tiden har jeg, og gør det nok også stadig lidt, siddet mange dage og været træt af mine fejl.” 

I en årrække har Emil Vinjebo, sammen med sin træner og body SDS behandler Marc Garby, arbejdet målrettet med det mentale aspekt. En faktor ved sporten, der er altafgørende, når motivationen skal findes til lange træningsture på en grå januardag i det bakkede sjællandske istidslandskab. Professionel cykling er måske den beskæftigelse i sportens verden, der læner sig tættest op ad et 8-16 arbejdsliv.

Når kalenderen ikke byder på løbs- og rejsedage, må rytterne slide på cyklen. Selv om 80’ernes dage er ovre, hvor doktrinen var, at man ikke kunne træne for meget, så skal der tilbringes utallige timer i sadlen. 

”Når jeg har hovedet med mig, er jeg god. Nogle gange er det et problem, at jeg træner mig for træt, og så får jeg ikke nok ud af min form og mit potentiale. Men når jeg er demotiveret, gør jeg alle de forkerte ting. Der er ikke noget værre end de ture, som skal køres, men som man ikke gider, fordi man ikke tror på sig selv."

"Sådan havde jeg det i 2014 og 2015. Hvis du ikke gider, så gør det ondt i benene lige med det samme på en udholdelig måde. Når jeg har ondt i benene nu, så ved jeg, at det er en smerte, der gør mig bedre. Så er det fedt at lide. Det er to vidt forskellige følelser. Hjernen opfatter smerten forskelligt.”

En madforgiftning, 40 graders varme og den vigtige stædighed

I slutningen af 2015 og i begyndelsen af 2016 kunne benene igen følge med ambitionerne, og siden da har han været besluttet på at blive World Tour-rytter, fortæller Vinjebo. I 2016 stiftede hans far og onkel kontinentalholdet Team Gian Scatto, hvor Vinjebo sammen med resten af holdets unge ryttere indtog rollen som underdogs i de danske løb.

Måske det ikke var den position Emil Vinjebo var tiltænkt få år tidligere, men han kørte en række resultater hjem og blev en del af det danske U23-landshold. I rød-hvidt deltog han blandt andet i Tour de l’Avenir, kendt som ungdommens Tour de France, hvor Egon Bernal og Tadej Pogačar tidligere har triumferet. 

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

”Det er et af de største løb, man kan køre som U23-rytter, og jeg kæmpede mig igennem, selv om jeg var syg undervejs. Jeg havde fået madforgiftning og kunne ikke holde noget i mig. Så jeg kørte en hel dag uden at spise eller drikke noget. Jeg var helt tom efter de 150 kilometer med et par stigninger. Men det er vigtigt ikke at give op i det løb. Man skal vise, man kan komme igennem. Derefter fik jeg det bedre og viste også noget potentiale på en af de sidste bjergetaper."

"Anders Lund var lige blevet landstræner på det tidspunkt, og han kunne se, at jeg var loyal og besad et team player-gen. Så han tog mig også med til U23-VM i Doha i 2016, hvor vi kørte for Mads P."


Foto: Mads Pedersen og landstræner Anders Lund

"Det var 40 grader varmt hele dagen, så det endte med, at jeg kun kørte op og ned for at hente vand. Man kunne ikke gribe dunkene i forplejningszonerne, fordi der var så meget kondens på dem, så vi aftalte, at jeg bare skulle køre frem og tilbage til bilen og hente en slynge med vand og isterninger konstant. Men det var en vigtig opgave, så det gjorde jeg gerne. Anders Lund lagde også vægt på det og sagde, at jeg var den, der havde arbejdet hårdest”, beretter Emil Vinjebo.

Cyklingens nåleøje

Siden fulgte et par år mere på kontinental-niveau med gode resultater i en række ugelange etapeløb, og ikke mindst blev Emil Vinjebo udtaget til seniorernes VM i Innsbruck i 2018, hvor han gennemførte og hjalp Michael Valgren til en syvende plads. Derfor håbede Emil Vinjebo på en kontrakt med et World Tour-hold allerede dengang. Den lod vente på sig, og så skrev han sin første professionelle kontrakt med danske Riwal Readynez, der dengang var rykket op til cykelsportens prokontinental-niveau. En hylde højere end Emil Vinjebo hidtil havde befundet sig på. 

Selv om han fortsat har kørt stærkt de seneste år, var det langt fra givet, at slutningen af 2020 skulle byde på en World Tour-kontrakt med Team Qhubeka Assos. Som de fleste brancher var cykelsporten i knæ efter coronakrisens udbrud, og Emil Vinjebo måtte køre sidste halvdel af sæsonen uden at inkassere løn. Samtidig stod flere ryttere end vanligt uden kontrakt, hvilket kun blev tydeligere efter Lars Michaelsen udmelding.

Ifølge den ledende, danske sportsdirektør på Qhubeka Assos, som i sidste øjeblik redede sig endnu en sæson på World Touren, havde holdet kig på 100 ryttere, som potentielt kunne fylde det hullede mandskab op. Det var altså et nåleøje, Emil Vinjebo kom igennem, da han satte sin signatur på den eftertragtede kontrakt. 

”Jeg regner med, at cyklingen bliver mere et rigtigt job nu som WorldTour-rytter. Det hele bliver sat i system, og selvfølgelig bliver cykelløbene stadig kørt anarkistisk til tider, men de bliver mere forudsigelige end på niveauerne under. Det sker oftest, at der kører et udbrud. Derefter skal der gøres et stykke arbejde hen til finalen, og så køres finalen. Sådan er det i 90 procent af cykelløbene, så det handler om at finde glæden ved at køre løbene på den måde, og om at gribe mulighederne, når de byder sig. Også som hold."

"Jeg skal lære, at det ikke bare er fuld gas og sjov og ballade i hvert løb. At der er en form for trommerom i det hele. Det skal jeg nok vænne mig til. Jeg vil jo gerne køre på det her niveau i mange år, indtil alderen gør det umuligt. Så det handler om at finde balancen i, at det både er et arbejde og en passion”, fortæller Emil Vinjebo om 2021-sæsonen, som han foreløbigt har skrevet kontrakt for. 

”I sidste ende handler det om at vinde cykelløb”

Hvis kontrakten skal forlænges og tilværelsen på World Touren gøres permanent, så skal Emil Vinjebo profitere af og fortsætte det arbejde, der har sikret ham en succesfuld, kontinuerlig udvikling i en cykelverden, der ellers ser ud til at have mere travlt end nogensinde. 

”Jeg har jo en ærefrygt for WorldTouren. På den ene side glæder jeg mig, men jeg frygter også, at jeg falder igennem. Men det motiverer mig også. Jeg skal blive så god som muligt, så jeg kan vise, at jeg kan være med. Sådan er det i øjeblikket."

"Så kan det godt være, jeg får nogle slag, men jeg tror på, at jeg er god nok, hvis jeg rammer mit niveau. Det siger folk omkring mig også. Jeg er blevet ansat til at være hjælperytter, men personligt har jeg også nogle ambitioner. Hvis man bliver WorldTour-rytter for at være 100 procent hjælperytter, så tror jeg, man mangler det sidste i træningen."

"Jeg bliver kun en bedre hjælperytter af at have ambitioner selv. Jeg skal ikke glemme den der vindermentalitet, for jeg træner stadig for at sidde i finalerne og køre med om sejrene. Det er jo den eufori og det spil, der er fedt. Det sjove er at blive så god, at man kan køre de finaler. Selvfølgelig er det også sjovt at gøre et godt stykke arbejde, men i sidste ende handler det om at vinde cykelløb. Det er baggrunden for motivationen,” slutter Emil Vinjebo.

Denne artikel er bragt i samarbejde med journalisten Jeppe Højberg Sørensen