\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Der var mange opportunister, som håbede på at gøre Simone Velascos kunststykke efter i 2019 med et angreb langt udefra. Således var hele tolv mand i morgendagens udbrud.
Det var dog Nicola Edet (Cofidis), Mattia Bais (Androni Giocattoli-Sidermec), Juri Hollman (Movistar Team), som var de stærkeste i udbruddet, mens Mulu Hailemichael (DELKO), John Archibald (Eolo-Kometa), Mathias Vacek (Gazprom - RusVelo), Alessandro Iacchi og Veljko Stojnić (Vini Zabù), Niccolò Salvietti (Mg.k Vis VPM), Davide Persico (Team Colpack Ballan), Nikita Stalnov (Astana-Premier Tech) og Unai Cuadrado (Euskaltel - Euskadi) faldt fra.
I feltet var det Trek-Segafredo med de sidste to års vinder, Ciccone, som holdt udbruddet i snor, senere med hjælp fra Ineos Grenadiers. Da feltet kom ind på rundstrækningen startede der dog et festfyrværkeri af angreb.
Løbet eksploderer på rundstrækningen
Således stak Landa, Nibali og Bernal på skift, og feltet blev gevaldigt tyndet ud. Ingen slap dog af sted, og i mellemtiden kunne stjernerne konstatere, at Omloop Het Nieuwsblad vinderen Davide Ballerini samt Andrea Bagioli (Deceuninck - Quick-Step) stadig sad i gruppen.
Med lidt over 30 kilometer til mål satte Edet tempo på op ad Micheri stigningen, hvilket medførte at Hollman faldt fra. Senere måtte også Bais lave hul, men de begge kom op igen på nedkørslen.
I forfølgergruppen stak Dries Devenyns (Deceuninck - Quick-Step), og med en stribe af forfølgere hentede han ind på de tre forreste, så der nu var samling.
Med 22,5 kilometer var det Edward Dunbar (Ineos Grenadiers), der stak på den næstsidste passage af Micheri stigningen, og han fik følgeskab af Clément Champoussin (AG2R Citröen), nummer to i lørdagens Faun-Ardéche Classic, samt James Knox (Deceuninck - Quick-Step).
Netop Champoussin var den eneste til at hægte sig på, da Bernal trådte i karakter med et slangehug. Bagved satte Trek-Segafredo tempo på med Mollema, så de op ad Micheri hele tiden kunne se op til frontduoen.
Med 18 kilometer igen nåede forfølgergruppen op, men det var blot Landa, Mollema, Ciccone samt Biniam Ghirmay (DELKO), Mauri Vansevenant (Deceuninck - Quick-Step) og Valentin Madous (Groupama-FDJ), der var med.
Mollema gentager Il Lombardia angreb
Løjerne stoppede naturligvis ikke her. Få øjeblikke senere sugede Mollema luft ind og rykkede. Hullet blev skabt og på sidste opstigning af Colla Micheri havde han således 25 sekunder.
Men så rykkede Bernal endnu en gang, og sidste sæsons kvaler med ryggen var fortid. Desværre var det ikke nok mod Landa, Champoussin og Vansevenant, som alle efter lidt tid nåede op igen, senere også med Ciccone, mens Ghirmay måtte slippe. Da røgen havde lagt sig var Mollema stadig knap 20 sekunder foran.
Champoussin var heller ikke for fin til at stikke, og sammen med Landa fik de to et lille forspring henover toppen, hvor der resterede ni kilometer.
Nu ventede nedkørslen hen til Capo Melle, og ligesom i 2019 i Lombardiet Rundt formåede Mollema at holde forfølgerne stangen. Afstanden blev blot øget, og i bunden af stigningen lød forspringet nu på 30 sekunder.
Også Vansevenant så sit snit til at opsøge lykken, men Landa kørte ham ind igen, og der var dømt spurt om de sekundære placeringer. Ciccone åbnede en lang spurt, men det var Bernal, der timede spurten bedst foran unge Vansevenant.
Der var dog ingen, der kunne røre Mollema, som kunne knytte næven til kameraet en kilometer før mål.
Mollema fortsætter det italienske eventyr med Strade Bianche og GP Industria & Artigianato i weekenden.
HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE INDEN SØNDAG? SÆT DET HER.